Bestyrelsen har diskuteret corona-situationen, og vi har besluttet at Foreningen Dyrlæger uden Grænser desværre er nødt til at aflyse projekt KAT2020.

Situationen ændrer sig så hurtigt nu, og hele tiden til noget værre, og det er umuligt at forudse hvordan det ser ud om et par dage eller et par uger. Vi synes ikke at vi kan tage ansvaret for at gennemføre et projekt under så usikre betingelser.

Det er selvfølgelig med meget stor beklagelse at vi aflyser, for vi har sammen med alle vores frivillige arbejdet så hårdt og glædet os til at gøre en forskel med dette spændende projekt, men det kan ikke være anderledes.

Det skal tilføjes at flere frivillige har valgt at rejse til Nepal på trods af vores aflysning. De vil i samarbejde med KAT arbejde med at få gadehundene vaccineret, behandlet og neutraliseret.

Vi sender en stor tak de medlemmer og sponsorer, der har valgt at støtte projektet. Foreningen Dyrlæger uden Grænser har sendt pengene videre til KAT og vi har yderligere sendt et beløb ned til dem, så de har mulighed for at gennemføre projektet, dog med færre frivillige.

Mange hilsner
Foreningen Dyrlæger uden Grænser

Så er vi ved at være klar til vores store Nepaltur, hvor vi tager mere end 30 dyrlæger og veterinærsygeplejersker til Kathmandu for at neutralisere og vaccinere gadehunde og -katte. Vi skal arbejde tæt sammen med Kathmandu Animal Treatment center (KAT), som er en NGO organisation i Kathmandu, hovedstaden i Nepal.

KAT blev startet af en engelsk dame Jan Salter tilbage i 2004. I årene derefter voksede KAT sig større og større, men var på grænsen til at lukke efter jordskælvet i 2015. Der kom dog så meget hjælp udefra, så KAT i dag står som en stor og stærk organisation, som har stor indflydelse på hunde- og katteproblemerne i både Kathmandu som i store dele af Nepal.

Vi har lige haft det sidste møde inden afrejsen, hvor vi blandt andet fordelte alle de materialer, som er blevet doneret fra flere forskellige firmaer samt klinikker i hele Danmark. Disse materialer tager vi med, når vi rejser derned i midten af marts.

På billedet ser man en del af deltagerne sammen med alle de donerede materialer.

Vi skal hjælpe intensivt i Nepal i 3 uger, hvor vi håber på at få opereret og vaccineret mere end 500 hunde og katte.

Man kan støtte projektet, hvor alle deltagere arbejder gratis og selv betaler alle udgifter i forbindelse med ophold og rejse. Støtten går direkte til udgifter til medicin, vacciner og operationsmaterialer i Nepal.

Støt Nepal 2020

Foreningen Dyrlæger uden Grænser arrangerer gadehundeprojekt i Nepal i 2020.