Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen
Atter engang lykkedes det at samle en flok entusiastiske dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som vil bruge deres ferie og penge på at arbejde gratis under meget besværlige forhold i Indien.
Så vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Udover at varmen var ca. 20 grader mere end i Danmark, så blev man overrumplet af farverne, menneskene, duftene (og stanken!) samt fattigdommen, også selv om man har været der mange gange efterhånden. Men en positiv ting er, at luftforureningen er ikke slem mere, efter at alle taxier, busser og andre officielle køretøjer skal køre med gas. Så i byerne er den total sorte røg, som før kom ud af udstødningsrørene, kun et meget sjældent syn.
Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.
Vi ankom ved middagstid, hvor vi blev modtaget af Tibet Charitys direktør i Dharamsala, Mr. Tsering Thundup. En mand, som man kun kan føle en stor respekt for med hele hans udstråling og væremåde. Jeg mødte ham første gang, da han var leder af et skolehjem i nærheden af Bir. Det var i 2001, da vi første gang arrangerede et gadehundeprojekt i Dharamsala på H.H. Dalai Lama’s opfordring.
På en fridag tog vi så til skolehjemmet, hvor vi blev vist rundt. Børnene var alle fra de mest fattige områder af den østlige del af Tibet, hvor forældrene enten stadig var i Tibet eller var døde. Men vi blev kun mødt med smil og latter og leg, og at se den ro og orden, der var på hjemmet, hvor børnene selv stod for oprydning, tøjvask, haven, madlavning og meget andet udover deres skolegang og buddhistiske gøremål, ja det var fantastisk. Mange danske skolebørn ville have godt af en rundtur på denne skole, så de kunne se, at der er andre værdier end ligegyldighed, egoisme og mobiltelefoner.
Udover Mr. Tsering Thundup var der flere fra Tibet Charitys kontor for at byde os velkommen og hjælpe os med vores værelser. Og her må jeg nævne Vishnu, som egentlig hedder Bishandass. Han skulle vise sig at være den bedste hundefanger, som jeg nogensinde har set. Samtidig var han en utrolig behagelig fyr at være sammen med og meget hjælpsom.
Efter en hviledag var vi inviteret til åbning af den nye dyreklinik i Dharamsala. Allerede efter vores første tur til Dharamsala begyndte vi at planlægge en fast dyreklinik i Dharamsala, og efter meget arbejde fra især Gunver Juul og Tsering Thundup og efter mange problemer med at skaffe lokaler og problemer med de indiske myndigheder er det nu lykkedes at få etableret en fast dyreklinik tæt ved Tibetan Children Village (TCV). Og til ære for os havde de sørget for at lægge åbningen, så det passede med vores ankomst.
Til selve åbningsceremonien var der inviteret flere prominente personer, bl.a. ledende officielle veterinære personer samt TCV’s øverste ledere. Og som det er skik i de tibetanske områder så blev der holdt mange og lange taler! *G* Men det var en flot åbning, hvor vi også pr. tradition blev beæret med de flotte hvide sjaler, inden det røde bånd blev klippet over, og vi kunne se den nye klinik. Klinikken var utrolig flot, og noget af det mest moderne og praktiske, som jeg har set både i Indien og Thailand. God indretning, gode borde og alt udstyret var placeret i skabe under meget ordentlige forhold. Men de udendørs faciliteter, bure og løbegårde, var absolut ikke optimale, og der manglede penge til at købe materialer til at lave ordentlige hundebure.
Efter 3 dage i New Delhi samt 1 dag i Dharamsala var vi ivrige efter at komme i gang, og bare det at finde alle vores medbragte instrumenter og andre gode ting med fra Danmark og få det samlet og placeret klinikken var dejligt. Nu skulle vi snart til at arbejde!
Den første arbejdsdag er altid lidt speciel. Mange har ikke været med før og er måske lidt nervøse. Slår man til, kan man de ting, som kræves, kan jeg finde ud af det? Nogle kender hinanden og har måske været med før. Så der går lige lidt tid, inden man som koordinator ved, hvordan teamet fungerer. Og som regel finder de enkelte i teamet hurtigt ud af, hvem de arbejder godt sammen med. Dette var vigtigt, da Tsering Thundup gerne ville have os ud på nogle camps, dvs. mobile klinikker, hvor vi tager ud til steder, hvor de har brug for vores hjælp.
Han havde planlagt en camp i Bir, et tibetansk område 3 timers kørsel fra Dharamsala. Vi skulle også ud til et medicinsk universitetsområde nær Kangra samt til en lille indisk landsby i bjergene nær Kangra. Da han nævnte den indiske landsby, var jeg meget skeptisk. Dette med tanke på flere oplevelser med indiske myndighedspersoner, hvor de lover en masse, og der sker intet. Vi havde haft oplevelser, hvor de lovede, at der ville være masser af hunde til os, men når man så stod der med alt udstyret, ja så var der ikke en eneste hund. Men denne mistanke skulle senere vise sig totalt ubegrundet.
Jeg skal måske lige her fortælle, hvilket arbejde, som vi egentlig udfører. Vores arbejde er grundlæggende baseret på ABC arbejdet. ABC står egentlig for Animal Birth Control og har siden starten af 90’erne vundet indpas i mange lande verden over. Grundlaget for arbejdet startede faktisk i Indien, hvor specielt en person, Dr. Krishna fra Blue Cross, en dyreværnsorganisation, var forgangsmand. Man skal tænke på, at halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Så det var naturligt, at man netop i Indien var interesseret i at begrænse denne sygdom, som i 99 % af tilfældene overføres via hundebid. Og man havde i over 100 år prøvet med masseaflivninger uden effekt. Så hvad skulle man nu?
Dette var starten til at prøve ABC-projektet i nogle få områder af Indien, og med stor succes. ABC arbejdet består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet. Det optimale ville så være at få løst affaldsproblemet, så der ikke ligger masser af mad, der kan tiltrække hunde, der ikke er blevet behandlet. Hvis man når op på 70 % af hundene, så taler man om en kontrolleret gadehundebestand, hvor man så løbende skal sørge for at få behandlet de hvalpe, som kommer til. Og det er en kæmpe fordel at behandle hvalpene, da de er nemme at fange og operere med meget få komplikationer.
Der har været kritik af ABC arbejdet, og selve proceduren er da også blevet ændret flere gange gennem årene. Og nogle steder, hvor ABC programmerne har slået fejl, har været områder, hvor man på grund af utålmodighed og dumhed har slået de hunde, som er blevet behandlet, ihjel. Problemer her er, at de hunde, der som regel bliver behandlet først, er også de hunde, som er mest knyttet til mennesker og nemmest at fange, og når du slår dem ihjel, ja så kommer de hunde, som er mere sky og ikke så tamme tættere på, hvor der er mad og dermed mennesker, og så har vi et større problem, for de hunde, som skulle have holdt dem væk, ja de er døde. De indiske myndigheder var startet på det i Dharamsala for nogle år siden, inden de blev stoppet. Andre problemer udover dumhed og utålmodighed, som man ikke kun ser i Indien, men også i lande i Europa som Grækenland og Tyrkiet, med ABC programmerne er, at man ikke var nået op på de ca. 70 %, eller at man ikke holdt det ved lige. Ja, og så er der stadig det store affaldsproblem, som holder liv i rigtig mange stray dogs.
Nå, efter vores første dag på klinikken skulle de fleste af os ud i felten og lege M*A*S*H. Vi skulle til et medicinsk universitetområde, hvor vi fik tildelt nogle lokaler. Meget fine lokaler, som blev brugt til studerende. Men lyset i de lokaler! Jeg har en mistanke om, at samtlige indere er udstyret fra fødselen med natkikkertsyn. Hvordan er de i stand til at læse under de betingelser? Men belært af tidligere ture så havde jeg taget pandelampe med. Vi havde Vishnu med, og dagen før havde vi været dernede for at fange hunde.
Det skulle vise sig, at hundene i dette område var ekstremt sky. De havde meget lidt menneskelig kontakt, da det var et universitetsområde uden mange fastboende familier, primært studerende. Så det var et show at fange hundene, som alle vores tilskuere var meget fornøjet over. Og det er utroligt, som vores tilstedeværelse kan trække folk til. Man kommer ud, hvor der umiddelbart næsten ingen mennesker var, og pludselig står der 100 personer, der virker, som om at de har hele dagen til at kigge på os.
Jeg kiggede faktisk lidt efter de huller i jorden, som de måtte være kommet op ad, for der var ingen huse i området. En lille sjov oplevelse var en hundefamilie med mor og 6 små hvalpe, hvor vi fangede moderen samt en hvalp. Resten gemte sig i et rørsystem i overfladen af jorden, hvor der var flere udgange. Der blev udtænkt mange måder at få dem ud på, og intet lykkedes den første dag. Men næste dag var de rimelig sultne, så de kom ud af deres hulesystem, når de blev lokket med mad. Alt i alt nåede vi ca. 40 hunde i dette område, så betingelserne taget i betragtning, så var det OK.
Vi skulle derefter til Bir, som ligger ca. 3 timers kørsel østpå fra Dharamsala. Udover at Bir også er et område med meget tibetansk indflydelse, så er det også et meget kendt sted for paraglidere. Faktisk bliver verdensmesterskaberne i paraglidning afholdt i dette område. Samtidig er det et meget smukt område med alle deres theplantager på bjergskråningerne. Da vi ankom, skulle vi først mødes med den lokale tibetanske hundegruppe, som var meget ivrige og gjorde et stort stykke ulønnet arbejde. Vi skulle stå under et smalt halvtag lige ved nogle meget nedslidte bygninger. Vi delte arealet under halvtaget med nogle indiske kvinder, som puttede hør i nogle meget dekorative puder/madrasser.
Vi fik stillet vores borde og udstyr op, efterhånden kunne alle deres funktioner i søvne. En af de første patienter var en meget hærget hanhund, som havde et kæmpe betændt område med dødt væv, maddiker og rester af et øre på den ene side af hovedet. Han havde vist rigtigt levet livet som slagsbror og områdets Don Juan. Vi fik ham bedøvet, behandlet hans hoved og selvfølgelig også kastreret og vaccineret. Da vi kom næste dag, var han meget deprimeret. Han lå bare og kiggede uden at røre sig, som om han vidste, at vi havde taget hans mandighed fra ham. Denne tilstand stod på næsten hele dagen, og vi var faktisk lidt bekymrede for ham. Indtil der kom en løbsk tæve til operation. For første gang løftede han hovedet, og pludselig var han henne hos hende og parre hende på alle mulige måder.
Vi havde nogle dejlige dage i Bir med pragtfulde mennesker og gode oplevelser. Jeg boede som den eneste på et tibetansk hotel for munke. Der var en dejlig fred og ro om aftenen! Og vi afsluttede med en afskedsceremoni for alle, der havde været involveret i arbejdet, hvor Tsering Thundup og hans kone og børn deltog med tale og uddeling af de flotte hvide sjaler til alle.
Vores næste camp var jeg meget skeptisk overfor. Tibet Charity’s direktør, Tsering Thundup, Vishnu og jeg tog ud til et bjergområde med småbyer, hvor der havde været rabiesdødsfald blandt menneskene. Efter at have ventet i rimelig lang tid på en ”restaurant” (2 borde og en stegepande på et gasblus på gulvet) ankom områdets leder. Vi blev kørt langt ud af en bjergvej, hvor der ingen beboelse var, kun et hus med 3 rum og en overdækket terrasse. Min reaktion var meget blandet. Stedet var pragtfuldt med udsigt over bjergskråningerne med træer, flod og rismarker. Men jeg havde en forventning om, at vi måske ville se 1-2 hunde på de 3-4 dage, som der var planlagt. Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!
De fleste af os tog derud dagen efter, og vi havde knap stillet op, før der var en kø på 20 hunde. Folk, gamle som unge, kom langvejs fra gående med deres hunde. Der var en gammel mand med stok, der kom gående 15 kilometer med 3 hunde for at få dem opereret! Jeg var meget forbavset, da jeg flere gange før havde været ude for, at når man aftaler noget med indere, så sker der intet. Men forklaringen her var, at den øverste ledelse i området var meget indstillet på at udrydde rabies, og alle folk i området havde fået at vide, at hvis de ikke fik deres hunde opereret og vaccineret, så ville de blive aflivet. Så her fik vi vores sag for.
Hver gang vi talte hundene i køen, så var der ca. 20, uanset hvor mange vi lige havde opereret. Og dette fortsatte i 3 dage, hvor vi stod ved 4 borde, og i nogle tilfælde opererede på gulvet også. Hver dag gik vi meget trætte i seng i vores guvernør bolig, som var en tidligere bolig ude i skoven til brug til prominente gæster. Efter 3 dage havde vi nået 150 hunde og en ko (koen blev behandlet for et sår).
Vores tid i Dharamsala området var nu slut, men Liv, vores friske norske dyrlæge, ville gerne blive et stykke tid og hjælpe i Dharamsala på klinikken sammen med Lobsang og Vishnu. Efter en afskedsmiddag for alle samt Tsering Thundup, Vishnu og Lobsang tog vi op til Ladakh for at mødes med den anden gruppe, der nu havde arbejdet deroppe i 7 dage. Vi havde lavet et samarbejde med Vets Beyond Borders, en australsk gadehundeorganisation, som arbejder meget i Indien på forskellige lokaliteter og har et tæt samarbejde med den indiske regering, bl.a. med uddannelse i Delhi af indiske dyrlæger til gadehundeprojekter. Vet Beyond Borders har startet en klinik med midler fra Brigitte Bardot Fonden i byen Leh i Ladakh området i den allermest nordlige del af Indien. De har brug for frivillige i hele sæsonen, som er fra forår til september. Resten af perioden er det nærmest umuligt at komme ind eller ud af området, da alle bjergpas og lufthavnen er lukket af sne. Dette undrer sådan set ikke, da bjergpassene er de højeste i verden på ca. 5700 meter, og en af byerne ved et af passene har målt 62 graders kulde, hvilket er den næstlaveste temperatur målt i et beboet område.
På vores tur op til Leh var det også tydeligt, at det var sidst på sæsonen og passene snart lukkede. Der blev kørt forsyninger ind til området, hvilket medførte kørsel nærmest i kortege med et endeløst antal af stærkt forurenende lastbiler, som kæmpede sig op af de stejle bjergveje. Her er det så lige, at den indiske mentalitet på vejene kommer til udtryk. Vores chauffør var ikke til sinds at bruge sin ungdom med at ligge i lastbilskøer, og dette medførte mange, ja nærmest et utal af hasarderede overhalinger med hornet i bund på meget dårlige, hullede og snoede bjergveje uden trafikværn til beskyttelse af frie fald på mange hundrede meter. Med en ipod i ørerne og et stille billede af alle ens kære i Danmark på nethinden kunne man opnå en tilstand af en grad under total panik og dødsangst. Men udover dette var det en utrolig naturoplevelse, hvor der efter hvert sving var et nyt sceneri, som nærmest tog pusten fra en. Og hvis ikke sceneriet gjorde det, så tog højden resten. Vi var ude i sneen i 5300 meters højde, og bare at gå lidt opad i denne højde var hårdt. Og mens vi stod der, så kom der en vesterlænding på mountain bike cyklende opad i korte cykelbukser! Det var grænseoverskridende bare at se på.
På trods af alt så nåede vi sent om aftenen efter 16 timers kørsel Leh. Vi bookede samme hotel som den anden gruppe, hvor jeg fik et værelse på 2. sal. Vi var i 3500 meters højde, og bare i denne højde blev man forpustet af at gå op ad trapperne. Næste dag skulle vi mødes med den anden gruppe, som var stået tidligt op for at arbejde, så vi tog en taxi derud. Klinikken ligger i et ørkenområde et stykke uden for Leh, og på trods af, at vi lige havde været i områder, hvor der var sne, så var det faktisk meget varmt derude, omkring 30 grader. Til gengæld var der nærmest frost om natten. Lederen af klinikken var en australsk dyrlæge, Ruth Prye. Hun kørte klinikken meget entusiastisk og professionelt, og i løbet af sæsonen havde de nået næsten 1000 hunde. Alt var sirligt skrevet ned i bøger, og der var godt styr på alt medicin og udstyr.
Vi havde en god tid deroppe, men der var ikke meget at lave, da de var ved at lukke ned for sæsonen. Men vi fik nogle gode diskussioner, især om fordele og ulemper ved de 2 måder at operere tævehundene på, nemlig ”midline” og ”flank” operationer. ”Midline” operation er den metode, som bruges hyppigst i hele verden, hvor man laver sit snit i midten af bugen og derigennem fjerner æggestokke og livmoder, hvor ”flank” operation bruges en del i Australien og på en del gadehundeprojekter. Her opererer man gennem et snit, som lægges på siden af hunden et stykke under rygsøjlen. Fordelen ved ”flank” operation er, at man ved gadehundene nemmere kan holde øje med såret, og der er mindre risiko for, at såret bryder op. Ulempen er, at der er større risiko for blødning samt smerter, ligesom der nemmere går infektion i såret.
Efter et par dage i dette pragtfulde område skulle vi tilbage igen, men vores oprindelige plan med at tage samme vej tilbage, var umuligt, da passene var lukkede på grund af sne! Og vi havde kun været i Leh i 4-5 dage. At bestille fly var også umuligt, alle i området, som ikke var fastboende, ville ud af området nu, så alle fly var fuldt bookede. Gode råd var dyre, men det viste sig, at vi kunne tage taxi til byen Srinigar i provinsen Kashmir, hvor vi så kunne tage et fly til Delhi. Dette havde faktisk været en af mine drømme at komme til Kashmir i mange år, idet jeg sidst havde været i Srinigar i 1975. I den mellemliggende periode har det i mange perioder været farligt at være i Kashmir området og især Srinigar, da der har været uroligheder mellem de muslimske frihedsorganisationer i området og de indiske regeringsstyrker. Dette har givet sig udslag i bortførelser af vesterlændinge, væbnede kampe og bombeattentater. Men i de sidste par år har der været rimeligt roligt, og nu er turisterne begyndt at komme igen, og sågar er der organiserede skiture til området nu. Og de næste 3 dage skulle vise sig at være en perfekt afslutning på turen.
Vi startede med en pragtfuld tur til Srinigar, hvor vi ankom til Dal Lake. Srinigar ligger ved en meget stor sø, som hedder Dal Lake. Rundt om hele søen kan man se Himalaya bjergene, og fra kanten af søen bliver man i gondoler, her kaldet shikhara, sejlet ud til store husbåde, som Dal Lake er kendt for. Husbådene ligger ved små øer i søen og er bygget meget kunstfærdigt i træ. De har en lille terrasse i den ene ende, hvor man kan sidde og nyde sin morgente eller aftens øl, mens man ser på bjergene, ørnene, lotusblomsterne og vandliljerne og lytter på isfuglenes latter. Indenfor er der spisestue med træmøbler, hvor man får serveret alle måltider. Her nød vi livet en dags tid, vi kunne sagtens have brugt 14 dage her. Men videre til Delhi, hvor vi så havde booket os ind på et eco friendly 5 stjernet hotel tæt ved lufthavnen, hvor vi blev forkælet den sidste dag, inden turen gik hjemad.
Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk. Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.
Med venlig hilsen
Mogens Østergaard Hansen
Dyrlæge
Og denne hilsen er fra Tibet Charity i Nordindien:
Dyrlæger uden Grænser 
https://foreningendyrenessos.dk/before/shop/