Dyrlægehjælp til gadedyr i Algarve – del 4

, , ,

Hvis du endnu ikke har læst om baggrunden for vores projekt i Algarve, kan du gøre det lige her.

Anne fortæller…

Så er det tid til endnu en opdatering fra Portugal!
Vi har en hel del patienter, der får hjælp gennem projektet, så jeg vil blot fortælle om et par stykker, der har været her i løbet af den sidste uge.
De to katte – Cavalheiro og Limbo – var begge to heldige at blive adopterede af dem, der fandt dem, så de efterfølgende tjek og behandlinger betaler de nye familier selvfølgelig selv for.

Katten Cavalheiro

Cavalheiro betyder gentleman på portugisisk, og katten Cavalheiro var bestemt en gentleman. Alle de gadekatte, som efterfølgende skal genhuses, får et navn ved ankomst til klinikken. Det er ikke nødvendigvis det navn, de kommer til at beholde efterfølgende, men det er de navne, jeg bruger her i indlægget.

I hele starten af 2022 har der været tørke i Portugal (læs evt. mere her og her) – og dette går også ud over gadedyrene! Heldigvis er der rigtig mange privatpersoner, der sætter vand ud til dem, men der er altså stadig nogle katte, der ikke kan finde vand af den ene eller den anden grund.

Cavalheiro blev fundet i nærheden af et landsted lidt udenfor Lagos – et område, hvor der er langt til nærmeste vandløb eller vandskål. Han var helt afkræftet og ifølge finder meget nem at tage med i bilen til klinikken. Da kan ankom til klinikken, kunne vi konstatere, at han var meget dehydreret – men heldigvis helt uden andre synlige skader. Han havde heller ingen chip, selvom det er lovpligtigt i Portugal. Han kom straks på væskebehandling, og kvikkede mere og mere op i løbet af dagen. Da vi kom til eftermiddagen, ville han gerne spise selv og var meget kælen og kontaktsøgende.

Den familie, der fandt ham, havde besluttet at adoptere ham, hvis han ikke var chippet, så Cavalheiro kunne allerede samme aften komme hjem til sin nye familie. De kommer til tjek om en uges tid, så der kan tages en “seniorblodprøve”, da vi tror, han er en midaldrende herre. Grunden til, at den ikke blev taget samme dag var, at væskebehandling kan forstyrre billedet lidt, alt efter hvilke ting, man kigger efter.

Cavalheiro i væskebehandling.

Katten Limbo

Limbo har vi faktisk haft besøg af to gange. Første gang blev hun indleveret af en ældre portugisisk dame, som havde set hende blive angrebet af en hund. Hun blev tjekket igennem, og hendes sår blev clipset. Den portugiske dame valgte at adoptere hende, da vi fandt ud af, at hun ikke havde nogen chip, på trods af at hun ligner en siameser-blanding (og de er meget populære her!).

Den første uges tid gik det hurtigt fremad med helingen, men tidligere denne uge gik Limbo fra foderet og havde høj feber. Da katte hurtigere end mange andre slags dyr kan få såkaldt fedtlever (“hepatisk lipidose”), hvis de ikke spiser, blev det besluttet at indlægge hende på klinikken til sondefodring, da hun ikke havde rørt sin mad i tre dage, og hendes blodprøve viste forhøjede leverværdier.
Efter et par døgn med sondefodring, væskebehandling og behandling for den forsinkede infektion, var Limbo på benene igen og kunne tage hjem.

Limbos sår på ryggen.

Limbo lige efter, hun har fået indsat en sonde til fodring.

Katte-AIDS og katte-leukæmi

Jeg har i et par tidligere opslag nævnt om katte-AIDS og katte-leukæmi. Alle de gadekatte, der indleveres på klinikker i Algarve til neutralisation (gennem andre organisationer) eller til behandling (fx gennem vores samarbejde med Nandi), tjekkes for katte-AIDS (FIV) og katte-leukæmi (FeLV).
Dette sker ved en lille blodprøve – et par dråber er nok – og en slags kviktest, som kan aflæses allerede efter 10 minutter.

FIV/FeLV-kviktest. Én streg på hvert lodret felt betyder, at testen er negativ, to streger betyder, at den er positiv. Limbo testede heldigvis negativt.

Begge sygdomme skyldes en slags virus, som kan ligge i skjul i kroppen i lang tid, inden kattene får symptomer.
Symptomer på FeLV kan fx være tumorer (lymfomer) og nedsat funktion af knoglemarven, hvor kroppens blodceller dannes. Der kan derfor være mangel på røde blodceller (anæmi), hvide blodceller (nedsat immunforsvar med alle mulige infektiøse sygdomme til følge) eller begge dele.
FeLV smitter både fra drægtige katte til deres ufødte killinger, men også gennem spyt, snot,mælk, urin og afføring – så det kan smitte hos katte, der fx deler kattebakke eller vandskål. Det kan også smitte gennem slåskamp (gennem spyt).
Udbredelsen af FeLV i Europa varierer en del. I norden er cirka 0,7% af de testede katte positive for FeLV, og i syden (herunder Portugal) er det hele 5,5% af kattene, der tester positivt! Dette er endnu en grund til, at alle gadekatte testes i forbindelse med dyrlægebesøg.

FIV giver også færre hvide blodceller (og derfor nedsat immunforsvar), så der ses også alle mulige forskellige infektioner, men det kan også give symptomer fra nervesystemet.
FIV smitter hovedsagligt gennem spyt, især ved bidsår i forbindelse med slåskampe.

Der kan læses to videnskabelige artikler om FIV og FeLV her og her.

En trist historie…

Vi har haft en enkelt FIV-positiv gadekat på klinikken. Han blev egentlig indleveret til kastration, men var radmager og havde meget slem mundhulebetændelse. Der var ingen tvivl om, at han havde meget ondt. Han var desuden en “ægte” vildkat, som man på ingen måde kunne komme tæt på uden at bedøve først, så vi blev enige om, at det mest humane ville være en aflivning… Dels ville vi ikke kunne slippe ham løs igen, da han var FIV-positiv, og dels ville han have brug for langvarig behandling med brug for bedøvelse flere gange om dagen – og det er jo ikke et værdigt katteliv!

Jeg har valgt ikke at sætte billedet af hans mundhule direkte ind i teksten, da det ikke er et rart syn, men interesserede kan se billedet her.

… og en god nyhed!

Og for at slutte af med en god nyhed: vores lille pleje-kat Terry med det brækkede ben er helt ovenpå igen og har fået et nyt hjem! Han er flyttet ind hos en ældre portugisisk kvinde, som har haft katte hele sit liv, og vi har allerede fået flere opdateringer med både billeder og videoer.
Jeg tror, han nyder livet…

Terry i sit nye hjem.

 

Læs mere om projektet i Algarve:
Del 1 – baggrund for projektet og katten Puto 
Del 2 – projektets første patient, katten Terry 
Del 3 – besøg hos en portugisisk katteshelter