En hund i Thailand sagde til mig:

, , , , ,

”Dette er landet, hvor det er godt at være stærk, når man skal klare sig som svag”.

thailand-301215-3I Thailand, som er et  populært ferieland for mange danskere, er der mange gadehunde, de kan lide at opholde sig ved restauranter og hoteller, – dér hvor turisterne kommer – i håb om, at der vanker en godbid eller måske et helt måltid. Hundene kan også ses i gaderne og i et stort antal på strandene – her er der ofte en masse spiseligt affald, de kan gnaske i. Måske, måske ikke sulter hundene, de fleste ser ud til at få både vådt og tørt af godhjertede mennesker, de lokale såvel som turister. Desværre ser vi også mange invalide hunde, hunde er blevet påkørt eller på anden vis er kommet galt af sted.

Disse gadehunde, også kaldet straydogs, deler folk op i to, ja snarere tre grupper. De der holder af hunde, de der hader hunde, og de der er ligeglade med dem.

I den første gruppe er de, der sørger for mad, drikke, dyrlæge og måske det allervigtigste at indfange hundene og få dem neutraliseret – som regel betalt med egne penge. Gruppe to er den farligste og mest usympatiske, det er den der har folk, som ser det som sin opgave at slå, sparke og på andre måde pine og plage hundene. Samt de der lokker hundene til sig, stjæler dem (ofte familiehunde) eller køber dem på markeder for at bruge dem til mad. Når disse hunde er fanget, undergår de en forfærdelig tortur fordi, i de asiatiske lande er man overbevist om, at ”torturerede hunde smager bedst”.

morgenmad-050116Derfor er det også et ubeskriveligt vigtigt stykke arbejde Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser påtager sig, når de pakker tasken og rejser ud i verden for at hjælpe de lokale dyrelæger med at vaccinere, neutralisere og registrere de mange gadehunde. Registreringen er særdeles vigtig, da mange af de løsgående hunde i virkelighede har en ejer. Det er i kulturen, at hundene gerne må løbe frit omkring. Altså med fare for at blive indfanget og ende i gryden, hvis ejerskabet ikke fremgår.

Rabies, også kendt som hundegalskab, har altid været en frygtet sygdom, og er samtidig den sygdom flest hundeejere kender, og er bange for – og med rette!

I vores del af verden behøver vi dog ikke frygte rabies, men i Asien er frygten for at blive bidt af en rabiessmittet hund en del af hverdagen, og desværre er det ofte børn det går ud over. Man regner med at der på verdensplan årligt dør 55.000 mennesker alene forårsaget af rabies, hvilket svarer til et dødsfald hver 10 minut. Størstedelen af disse dødsfald forekommer i Asien, og her er hundebid den største smittekilde. Disse dødsfald kan undgås ved at komme under lægebehandling. Imidlertid er denne behandling meget kostbar, og den fattige del af befolkningen har ikke råd til at søge lægehjælp. De vil udvikle rabies i løbet af uger eller måneder efter at de er blevet bidt, og må gennemgå et uhyggeligt angstfuldt og pinefuldt sygdomsforløb, der med 100% sikkerhed vil medføre døden.

Foreningen Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser har valgt at sætte gadehunde og gadekatte i første række. Derfor har vi udviklet vores ABC- og rabies projekter.

Animal Birth Control-projektet (ABC projekter) er den eneste effektive metode til at udvikle og vedlige- holde en kontrolleret og sund gadehundebestand uden rabies og andre smitsomme sygdomme. ABC projektet går ud på at neutralisere, chip-mærke, parasitbehandle og vaccinere dyrene og derefter sørge for, at de bliver i området. Dette gøres ved, at lokale foderværter dagligt fodrer og tilser hundene. Disse tiltag bevirker, at bestanden af nye dyr i området bliver holdt nede, og medfører samtidig at lokalbefolkningen bedre kan acceptere de sunde og raske gadedyr, og at de derfor ikke griber til deres egne primitiv og grufulde aflivningsmetoder, for nu er de ikke længere i fare for at blive smittet med rabies.

Til ABC projekterne har vi brug for din hjælp – derfor giv et bidrag og hjælp gadedyrene til en tålelig tilværelse, der hvor de er.

I foreningen Dyrenes SOS, dyrlæger uden grænser arbejder bestyrelse og hjælpere helt ulønnet. Alle penge fra donationer går ubeskåret til gadedyrene rundt om i verden. Vi samarbejder og bidrager med økonomisk støtte til udenlandske organisationer og internater, som arbejder for at forbedre vilkårene for gadedyr.

Vi afholder selv personligt alle udgifter til rejse, ophold og fortæring, når vi er af sted.

Vil du støtte vores arbejde:

Bank: Den Danske Bank Reg.- og kontonr.: 1551 47 47 22 31 22

Giro: 1018 5270

MobilePay: 30 20 24 37

Med venlig hilsen

Hanne Stjaner
Bestyrelsesmedlem

/af

“Kål og Kondomer” og en masse hunde!

, , , ,

Så blev 3. dag overstået vel her hos DogChance udenfor Bangkok! Vi havde desværre dårligt internet i går, så opdateringerne kommer først i dag.

Vi kom om søndagen og blev indlogeret på et hotel, som hedder “Cabbages and Condoms”. Direkte oversat “Kål og Kondomer”. Det er en del af en restaurant og hotelkæde, som er startet af en forretningsmand, som donerer en store del af sit overskud til bekæmpelse af AIDS/HIV i Thailland. Og derudover gør meget for udbredelsen af at bruge kondomer. Således er meget af reklamen og salg af produkter baseret på information om kondomer.

Vi havde en afslappet søndag, som blev sluttet af med et besøg på en western restaurant med levende westernmusik, tjenere i cowboy kostumer samt forretninger med cowboy udstyr. Steaks og BBQ ribben på menuen. Og vi er altså langt ude på landet langt fra Bangkok! Mandag startede vi dagen med hundeglammen fra ca. 200 hunde, som stod i 8 hundegårde på Pyms klinik.

[embedyt] http://www.youtube.com/watch?v=6Ym2OO69imo[/embedyt]

Holdet-ved-DogChance,-med-P

Hele holdet sammen med Pym, som sidder på hug i midten, ved ankomsten til hendes klinik.

Vi fik sat klinikken op ret hurtigt og gik i gang. De fleste af disse hunde er fra lidt uvejsomme områder og er decideret gadehunde uden nogen ejer. De er svære at fange og dermed også meget sky. Og har mange parasitære sygdomme, som giver sig udslag i øget blødningstendens. Og derfor havde vi til slut 3-4 hunde liggende på drop, da de blødte en del fra vævet. Men de kom sig og har det fint nu.

syge-hund-hos-Pym-500

En af de syge hunde hos Pym

I går tirsdag nåede vi 39 hunde, men vi sluttede også lidt tideligt, da vi skulle ud og besøge Pym’s andet hundekennel, hvor der konstant går 150 – 200 hunde. For ikke mange år siden gik der 600 hunde fast hos hende, så hun er begyndt at trappe lidt ned med det store arbejde. Det var et spændende besøg, og Simon, vores filmmand, fik mange gode optagelser.

I dag har vi arbejdet hårdt og nået 54 hunde. Vi havde håbet at nå flere hunde, men vi har haft en del besværlige hunde, som har været meget parasitbefængte, og dermed har haft en meget større blødningstendens. Derudover har vi en ny thailandsk dyrlæge med, som har haft nogle problemer med operationerne, hvor vi har været nødt til at hjælpe ham. Men alt i alt en god dag.

Goofy-500

Goofy

Vi har en virkelig sød “maskot” hund, som hele tiden følger os på klinikken. Vi kalder ham “GOOFY”, fordi han har en nervelidelse, muligvis en kronisk hundesygedefekt, som påvirker hans gang. Han går helt spastisk og vælter meget omkuld, men han er så glad og kælen, så han kommer os løbende (eller hvad man nu skal kalde det!) i møde hver morgen, og hver gang at han logrer, så kommer han ud af balance. Og han logrer meget!!

Nok om det, vi vender tilbage i morgen!

/af

Gæt hvor mange hunde vi når at operere i Thailand.

, ,
konkurrence
Du har nu mulighed for at støtte vores projekt, samtidig med at du kan vinde præmier!
Du kan nemlig gætte på, hvor mange hunde vi når at få opereret i de 3 uger, hvor vi arbejder i Thailand. Her skal vi neutralisere, vaccinere og øremærke et stort antal hunde for de 2 organisationer, Soi Dog Foundation og DogChance.

For at det ikke bliver helt urealistiske gæt, så kan vi sige, at vores mål er 1000 hunde, men der kan være meget store forskydelser, da man aldrig ved, hvad der sker, når man er der. Sygdom, mangel på hunde, pludselig travlhed, ja alle mulige faktorer er der!

For at afgive dit bud, skal du købe lodder i vores webshop:
lodder Køb af et årsmedlemsskab i Dyrenes SOS (kr. 360,00)
giver 5 lodder, som kan købes her.
lodder
Køb af enkeltlod (kr. 100,00)
giver 1 lod, som kan købes her.

 

Du skal huske at afgive dit bud under “Ordre Bemærkninger”, som står lige efter at du har indtastet dine faktureringsoplysninger i webshoppen.
Husk også at følge Dyrenes SOS på Facebook, så kan du “like”, “del” og følge vores arbejde – og hvor mange hunde vi når at operere – under turen til Thailand.

 

De fine præmier er:
 
1. præmie:  Et års forbrug af VetPro foder til din hund eller kat.
 
2. præmie:  En smartbox efter eget valg til en værdi af max. kr. 1.000,00.
 
3. – 10. præmie:  T – shirt fra Dyrenes SOS.

 

Sidste frist for deltagelse er 4. januar 2016 kl. 24.00.

 

Det med småt…
Hvis der er flere vindere med samme bud, så trækkes der lod blandt dem.
Bestyrelsesmedlemmer og deltagere i Thailandsturen må ikke deltage i konkurrencen.

 

/af

En anderledes “turen går til Thailand” – 2004

, , , ,

af Dyrlæge Trine Sif Sørensen ved PDSA PetAid Hospital Huyton, Liverpool, England


En fortælling om ti dage som frivillig felt-dyrlæge for Soi Dog Rescue i Thailand

 Seks dyrlæger, 2 veterinærsygeplejersker og en freelance fotograf mødtes i Thailands hovedstad Bangkok for at arbejde for »Soi Dog Rescue« sidst i oktober 2004. Primære opgave var at neutralisere herreløse gadehunde i og omkring Bangkok. »Soi« er det thailandske ord for gade.

I Bangkok international lufthavn blev vi hentet af nogle imødekommende engelske »ladies«. Det er disse damer der i skrivende stund er bosiddende i Bangkok, som på eget initiativ for ca. tre år siden startede organisationen Soi Dog Rescue, SDR.

Vi blev alle indlogeret på et Hotel i Bangkok, hvor vi skulle tilbringe de første par nætter indtil vi kunne blive indlogeret privat. Jeg skulle bo hos en yngre velhavende thailandsk dame ved navn Pym, i hendes villa i hjertet af Bangkok. Her husedes over 100 syge og restituerede gadehunde. Så det var meget hundeglam der kom mig i møde da jeg to dage senere ankom til mit nye midlertidige hjem i Bangkok. Pym er uddannet sygeplejerske i England og har efter hun vendte hjem til Thailand startet sin egen organisation, som hedder DOG CHANCE.

Erfaringer der ligger til grund for Soi Dog Rescue’s arbejde
Mange tror at kæledyr adopterer såkaldte medfødte instinkter og kan jage for at overleve hvis de efterlades på egen hånd. Sandheden er at det kan de ikke! De lever i en daglig kamp for at overleve i gader og stræder af de levninger de kan tigge sig til eller stjæle. Hvis ikke de fodres vil mange af dem dø unge af sygdomme, sult, misrøgt og uheld, eller dø en grum død ved forgiftning eller overgreb.

Lige meget hvor mange hunde eller katte der aflives, vil fertile overlevende altid avle maximalt. Erfaringer op gennem det tyvende århundrede har vist at indfangning og aflivning af både hunde og katte, kun fører til et midlertidigt fald i populationen, der endog oftest efterfølges af en stigning, der overgår den oprindelige population på grund af manglende konkurrence om tilgængelig føde. Lad os ikke gentage disse mislykkedes forsøg og lad os lære af erfaringen.

Sterilisation, vaccination og bred offentlig uddannelse er den mindst bekostelige mest humane måde hvorpå en overpopulation af uønskede hunde og katte kan reduceres.

Allerede tidligt den første morgen blev vi hentet og kørt til et buddhistisk tempel ca. en times kørsel uden for Bangkok. Her mødte et hektisk syn os. I en del af templet, der var ligesom en stor overdækket terrasse, var mange mennesker i fuld aktivitet med at få et form for felt-hospital op at stå. Borde blev rigget til – til medicin, klargøring af patienter, induktion af narkose, operation, efterbehandling og vask af brugte instrumenter og afdækninger. For enden af lokaliteten var der opstillet hundegårde hvori de indfangede gadehunde ventede på neutralisering og behandling. Og hvilke hunde… afmagrede, underdanige og parasit-befængte hunde; nogle af dem så endog meget syge ud og vi var rystede over, at det var disse hunde der stod overfor fuld narkose og operation. Samtidig var der løse hunde og hvalpe alle steder, der nysgerrigt traskede rundt og fulgte med i begivenhederne. Mange af disse var såkaldte »Tempelhunde«, der boede hos munkene på klosteret.

Vi fik hurtigt selv travlt med at pakke medbragt medicin og instrumenter ud og gøre klar til at komme i gang. Men inden vi kunne begynde at give hundene beroligende medicin måtte vi deltage i en højtidelig seance, hvor en af de buddhistiske munke bad en bøn for alle hundene. Så kunne vi gå i gang!

Mange af hundene var søde hunde, men de var selvfølgelig lidt skræmte og ikke vant til at blive håndteret. Nogle af hundene havde en form for ejer eller munk, der til daglig kiggede efter dem og gav dem madrester.

Alle hunde blev lagt i fuld narkose, blev kigget igennem fra snude til halespids og neutraliseret, efterfølgende blev de vaccineret mod rabies og behandlet mod både indvoldsorm og parasitter. Når hundene var færdigbehandlede blev de lagt til opvågning i hundegårdene, sammen med de hunde de var blevet indfanget sammen med. Her skulle de så opholde sig de næste 10 dage indtil stingene skulle fjernes og de igen kunne blive lukket ud på samme sted som de var blevet indfanget fra. Det sidste er vigtigt, fordi man på denne måde undgår unødige hundeslagsmål om territorier og indbyrdes hierarki blandt hundene. Hele dagen stod vi i varmen og arbejdede mens der stod en let brise igennem templet, til tider så kraftig at både afdækning og andre ting var ved at blæse ned af bordet. Nogle af hundene var så befængte med utøj, specielt flåter i store mængder, at de hvide operationsborde blev helt levende af små sorte »prikker«. Samtidig havde vi en lind strøm af nysgerrige tilskuere, der skulle se på nærmeste hånd, hvad det nu var vi lavede. Da en nærliggende skole holdt frokostpause samledes der noget lignede hundrede fnisende børn omkring felthospitalet. Alle observerede med stor begejstring hele sceneriet.

Klokken fem om eftermiddagen pakkede vi sammen og kørte tilbage til Bangkok. Tilbage på hotellet tog vi os et tiltrængt bad, gik ud for at spise og fik, hvad vi selv kaldte for en velfortjent øl. Trætte gik vi tidligt i seng med tankerne fulde af en sjov og meget anderledes arbejdsdag.

Næste morgen tog vi tidligt af sted i taxa til et lille lokalsamfund lige uden for Bangkok. Her blev felthospitalet reetableret og vi gik friske i gang med alle de nye patienter. Desværre var der ikke så mange hunde til os, da nogle af hundene var brudt ud af hundegårdene i løbet af natten. Til gengæld fik vi besøg af den lokale avis, der interviewede og tog billeder, således at budskabet om at gøre noget for gadehundene kunne blive formidlet til andre i de nærliggende områder. Samtidig gav de færre hunde mulighed for at vi alle kunne holde lidt tidlige fri og nå en dukkert i poolen eller en thaimassage inden aftensmaden. Sidstnævnte er fantastisk dejligt efter at have stået det meste af dagen og arbejdet ved et noget for lavt operationsbord!

Efterfølgende dag gik turen til et andet større tempel udenfor Bangkok. Her var der mange private hundeejere der også var dukket op for at få deres egen hund neutraliseret. Andre havde også katte med. Vi nåede næsten at operere dem alle, og havde god hjælp fra thailandske studerende, der som led i et skoleprojekt deltog i det frivillige arbejde for de herreløse hunde.

På denne måde gik arbejdsdagene hurtigt og efter otte dages arbejde i felten var langt over 200 hunde og ca. 40 katte neutraliseret. Dette er selvfølgelig blot en dråbe i havet, set i lyset af at der er mange tusinde herreløse hunde i Bangkok. Men for den enkelte hund gør det en stor forskel og i de lokalområder vi nåede at besøge vil der fødes knapt så mange hvalpe til en kummerlig tilværelse.

Det største arbejde blev udført af personerne i SDR, som bruger al deres tid på at indfange hundene, oplyse lokalbefolkningen om fordelene ved en mindre, men sundere hundepopulation og ikke mindst samle penge ind til mad og medicin til hundene. Det er et kæmpe arbejde der bliver udført på frivillig basis – altid med et smil og en humoristisk indgangsvinkel til de til tider noget håbløse og uoverskuelige arbejdsopgaver.

Inden hjemrejsen afholdte vi et evalueringsmøde, hvor vi gennemgik dagenes forløb. Og vejede det opnåede mål med de udgifter der havde været forbundet med projektet og de praktiske opgaver der skulle gennemføres før under og efter. Da det var første gang SDR gennemførte et sådan projekt og det for os frivillige var ny erfaring, var det vigtig at finde ud af hvad der havde fungeret godt og hvad der havde fungeret mindre heldigt til næste gang. For en ting var sikkert at succesen skulle gentages!

Hvis du vil vide mere om Soi Dog Rescue og Dog Chance, kan du finde flere oplysninger på net-adresserne:

Dog Chance’s hjemmeside

 Fakta om Bangkok
  • Estimeret antal af herreløse hunde – der lever en kummerlig tilværelse i Bankok’s gader = 150 000.
  • Et hunde-par får i gennemsnit 16 hvalpe om året, hvis disse også formerer sig, kan et par blive op til 500 hunde på et år.
  • Der er ingen statsstøtte til arbejdet for de herreløse hunde.
  • Der er ingen internater.
  • Aflivning ved strykninforgiftning er en chokerende realitet.
  • Religiøse love forbyder aflivning af selv meget syge hunde.
  • Hunde indfanges i Bangkok’s gader for at efterkomme en stigende efterspørgsel på hundekød andre steder – hvor slagtning kan være langsom og inhuman. 
/af

Dyrlæge på animært arbejde i Bangkok – oktober/november 2007

, , , ,

Starten:
Dyrlæge Mogens Hansen fra Dyreklinikken Holger Danske har for 7. gang i løbet af de sidste 7 år været i Asien og Spanien for at hjælpe gadehunde og –katte.

Lidt historie:
Det startede tilbage i 1999, hvor en klient opfordrede Mogens Østergaard Hansen til at samle en gruppe dyrlæger, der havde interesse i at hjælpe med gadehundeproblemet i de tibetanske områder i Indien. Året efter tog 8 dyrlæger fra Danmark og Sverige under ledelse af Mogens til et tibetansk eksilområde i Sydindien. Her opererede og vaccinerede gruppen ca. 200 hunde, for øvrigt på Coca Colakasser med marmorplader på, og under opholdet var de til audiens hos Dalai Lama, som roste deres initiativ og spurgte dem, om de kunne lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien, hvor Dalai Lama selv bor, og hvor der var tibetanske børn, som var blevet bidt af hunde og døde af rabies. Året efter tog den samme gruppe til Dharamsala, hvor der blev opereret 250 hunde, denne gang i et bryllupstelt på festborde med udsigt til Himalaya. Siden gruppens indsats har der ikke været et eneste tilfælde af rabies i områderne, og beboerne har bemærket meget færre hunde og de hunde, som er tilbage, er i meget bedre tilstand. Efter denne indsats tog Mogens alene til Bodhgaya i Østindien for at undersøge muligheden for at sende en gruppe derover. Bodhgaya er et vigtigt sted for buddhister, da det er stedet, hvor Buddha sad under et bodhitræ og blev oplyst. Stedet har mange templer og centre også for vestlige buddhister, og det var et af disse centre, som var interesseret i et samarbejde. Efter opholdet på dette center, hvor der kun blev serveret linsesuppe, salat og vand (vægttab på 10 kg på 14 dage!) arrangerede Mogens en gruppe på 10 dyrlæger til et stort projekt sammen med dyrlæger fra andre lande. Dette var en stor succes, og der blev opereret et stort antal hunde. Året efter fik Mogens kontakt til en gadehundeorganisation i Bangkok, som havde brug for hjælp. Og i de sidste 4 år er der blevet arrangeret 3 gadehundeprojekter i Thailand, alle koordineret og ledet af Mogens, hvoraf den ene havde deltagelse af 43 personer, som var delt i 3 hold og arbejdede på 8 forskellige lokaliteter i Thailand. Dette er første gang nogensinde, at der har været deltagelse af så mange dyrlæger fra et land til et gadehundeprojekt. Derudover var der en direkte henvendelse fra en gadekatteorganisation i Barcelona i Spanien, hvor Mogens tog ned i 2007 for at hjælpe med deres katte, og det blev da også til en del hunde samtidig. Gennem disse projekter er der blevet opereret mange tusinde hunde og katte, og dette kan synes lidt i forhold til de 350 mill. hunde og nok mindst ligeså mange katte, som lever uden ejer i verden. Men som der er blevet sagt : ”The world won’t change for one dog, but surely the world would change for that one dog”. Derudover er vores tilstedeværelse med til at ændre indstillingen til gadehunde og –katte i områderne, ligesom vores foredrag og omtale i Danmark og andre skandinaviske lande medfører en interesse for at være med til og selv udføre disse projekter. Således breder tingene sig i vandet.

Det sidste Thailandsprojekt:
Her i oktober og november 2007 var jeg i Bangkok for atter en gang at samarbejde med de 2 organisationer SCAD og DogChance. Den første organisation bliver ledet af flere vestlige personer med bopæl i Bangkok, hvor DogChance bliver ledet af Pym, som er en hovedrig thailandsk kvinde. På hendes bopæl i Bangkok har hun ca. 100 hunde, som hun passer, på hendes landejendom mellem Bangkok og HuaHin har hun ca. 600 hunde, og på hendes klinik tæt ved landejendommen har hun 150 hunde. Alle sammen hunde, som er gadehunde, og hvor de fleste af dem lider af en eller anden sygdom. Således har hun mange hunde, som er totalt lammet i bagkroppen efter biluheld, og hvor Pym og hendes mange ansatte hjælpere hver dag behandler deres sår, som fremkommer, når de slæber deres bagkrop henover jorden. Der er også mange hunde, som mangler et eller flere ben. Jeg har set hunde, som mangler begge bagben eller forben, og sågar set en hund, som manglede det et forben og et bagben. Gudskelov ikke på samme side, og det bevirkede, at den faktisk kunne løbe rundt på de 2 ben. Det så helt surrealistisk ud. Man kan nu som vesterlænding spørge sig selv, hvorfor man dog ikke afliver disse hunde. Dette er ikke aktuelt i Thailand, som er et buddhistisk land. Her er opfattelsen, at en hund indeholder en menneskesjæl, som ikke har opført sig korrekt i et tidligere liv. Dette bevirker, at for at blive et menneske igen skal man gennemgå lidelser, da det er gennem lidelser og afsagn, at man kommer nærmere en højere bevidsthed. Så hvis man afliver hunden, så fratager man den lidelserne, og så vil dens sjæl ikke komme nærmere en højere bevidsthed. Dette er også årsagen til, at man ikke har aflivningsmidler på de thailandske dyreklinikker. Man har derimod stor erfaring i at amputere ben!

Ankomsten:
Vi var en gruppe på 4 dyrlæger, 8 veterinærsygeplejersker og flere frivillige hjælpere, som ankom i spredt flok fra Danmark, Norge og Danmark i midten af oktober. Faktisk var det en mere international flok, da 3 af dyrlægerne var henholdsvis fra Tjekkiet, Frankrig og Estland, men bosiddende og uddannet i Danmark. Vi mødtes sædvanen tro på The Dubliners, en irsk pub i Bangkok, med de 2 organisationer for at tilrettelægge arbejdet. Og dagen efter gik vi i gang. Vi startede hos SCAD, som havde fået moderniseret deres klinik lidt udenfor Bangkok tæt ved Bangkoks nye og moderne lufthavn. Når jeg siger moderniseret, så er det ikke efter vestlig standard. De havde fået overdækket burene og operationsområdet med fast tag (før var det telt-dug), men vi stod stadig udendørs med udsigt over et meget sumpet område langt ude på landet. En dag skulle jeg tage alene derud i taxi, og jo længere vi kom ud af små let oversvømmede veje, jo mere nervøs så taxichaufføren ud. Til sidst så han nervøst på mig, trak hånden henover halsen, og spurgte, om det var det, jeg havde tænkt mig at gøre ved ham. Jeg svarede tilbage, at jeg var fra mafiaen, og at han bare skulle køre videre. Og så grinte jeg. Vi opererede mange katte, hvilket var nyt i denne organisation. Før hed den SoiDogRescue, men efter at de begyndte med også at hjælpe de mange katte, som især holder til ved de mange templer, så måtte de ændre navnet til SCAD, som står for Soi Cat And Dog (soi er det thailandske ord for gade).

Templerne og tigrene:
SCAD samarbejder meget med templerne i Bangkok og får mange hunde og katte herfra. Mange thailændere afleverer nemlig deres hunde og katte til templerne, når de ikke kan/vil have dem mere, for efter buddhistisk tankegang, så gør man en god gerning ved denne handling. Jeg tror ikke, at munkene er helt tilfredse med denne ordning, for templerne i Thailand har meget få penge at gøre godt med. Og det betyder, at munkene ikke har råd til mad og behandling af dyrene. Det er fra templerne, at vi modtog de værste tilfælde af hudlidelser, udsultning og andre sygdomme. Det eneste tempel, som virkelig tjener kassen lige nu, er tigertemplet vest for Bangkok. For 6 år siden var jeg derude, og der var ingen mennesker ud over vores lille gruppe. Og der var ingen rejseorganisation i hele Bangkok, som vidste, hvor det lå, så det tog en evighed at finde derud. Men så blev de kendt via en udsendelsesrække i Animal Planet, og siden har det taget fart. I dag er der annoncer på ture derud hos alle rejseorganisationer, som laver det som en tur til tigertemplet sammen med at se Broen over floden Kwai, som ligger tæt ved. Og i dag er der 4 – 500 turister på besøg hos tigrene hver dag, og man bliver ført rundt i flokke af guider/hjælpere. Men økonomisk er det godt for templet, for nu er der penge til at bygge det store frie tigerområde, som var ved at falde til jorden på grund af økonomi.

DogChance:
Efter veloverstået gerning hos SCAD, hvor vi fik opereret ca. 150 katte og 100 hunde, så tog vi ud til DogChance. Vi skulle være 2 dage på Pym’s klinik udenfor Bangkok nede mod Hua Hin, som er en badeby, der er blevet meget populært hos turister. Efterhånden er der også mange, som køber lejlighed ellers hus der. Pym’s klinik kan nærmest betegnes som et fængsel. Der er 4 betonvægge midt på en mark med glasskår på overfladen af hver væg. Den eneste åbning ind til området er en stor jerndør, som låses, når man er kommet ind. På selve området er der et meget stort burområde med 4 bure, hvor der er ca. 40-50 hunde i hvert område. Derudover er der 2 sovesale samt et lagerrum, spiseområde og beboelse til de faste ansatte (eller måske nærmere indsatte!) Her skulle vi være i 2 dage og operere. Når man har stået ved Himalaya’s bjerge og i en tæt regnskov og opereret, så var det rent mentalt hårdt at operere i dette miljø. Men var vi manglede i udsigt og omgivelser, det fik man til gengæld i entusiasme og effektivitet. Der sker virkelig noget hos Pym. Der er hele tiden hunde, hun arbejder selv med og dirigerer tropperne og vi får virkelig sved på panden. Og både veterinærsygeplejerskerne og de andre dyrlæger var helt oppe at ringe. Dette var jo derfor de var hernede, for at gøre en forskel og ikke bare sidde med hænderne i skødet og drikke cocktails. Så det var en gruppe meget glade og trætte personer, som tog tilbage til Bangkok om aftenen efter 2 dage med masser af arbejde og 100 hunde opereret.

Slutning:
Vi havde en skøn tur med masser af oplevelser og indtryk. På denne slags ture, hvor man engagerer sig i et arbejde, det være sig humanitært eller animatært (nyt ord!), så får man nogle oplevelser, som man slet ikke får som almindelig turist. Jeg nyder også meget at være turist for at koble helt af, og Anna, min kone, og jeg sluttede da også af med at være turister på en lille thailandsk ø i 10 dage. Men jeg kan ikke undvære den følelse, at jeg via mit erhverv har mulighed for at gøre en forskel, uden at der skal være penge involveret i det. Rent faktisk så går en stor del af overskuddet i Dyreklinikken Holger Danske til disse projekter, og dermed er mine klienter med til at støtte disse projekter. Derudover skal der også lyde en tak til følgende firmaer/privatpersoner for støtte i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt:
Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation
/af

Gadehunde-projekt i Thailand – 2005

, , , ,

Af veterinærsygeplejerske Katerina Bartova fra Overgades Dyreklinik

Da jeg for et par år siden læste om danske dyrlæger som tog til Indien og Thailand for at lave frivilligt arbejde var det lidt af en drøm, at jeg engang skulle med som veterinærsygeplejerske.

Da jeg så blev færdig med min uddannelse i oktober 2005 gik min drøm i opfyldelse. Jeg skulle af sted en uge efter min eksamen til Thailand for at være med til et gadehundeprojekt som blev arrangeret af en gruppe ved navn SoiDog Rescue og dyrlæge Mogens Hansen, som før havde været med på lignende projekter.

Fuld af forventninger og spænding tog jeg et fly til Bangkok for at mødes med de andre fra gruppen. Hele gruppen bestod af næsten 40 dyrlæger, dyrlægestuderende, veterinærsygeplejersker og nogle få ægtefæller og børn. Gruppen var også ret international men med overvægt at danskere.

Formålet med projektet var at sterilisere/kastrere samt at vaccinere gadehunde mod rabbies. Hele projektet varede 4 uger og vi kom til at operere 4 forskellige steder i Thailand.

Vores første station var lidt udenfor Bangkoks centrum. Der var stillet et par store partytelte op hvori der var en masse bure og operationsborde, så vi kunne bare gå i gang. Denne station fungerede udmærket. Den eneste store ulempe var at den lå meget tæt ved en sump og det var stadig regntid, så vi krydsede fingre hver morgen for at det ikke var oversvømmet.

Der findes 300.000 gadehunde i Bangkok, så dem vi nåede at operere kan betragtes som en dråbe i havet, men vi havde også et andet formål med projektet end at begrænse gadehundeproblemet. Vi var der for at oplyse thaierne om hvordan de skulle håndtere dette problem og vise dem at det var muligt at gøre noget. Der var nogle ret vigtige overhoveder fra Bangkok for at overvære projektet, dyrlæger fra Thailand og folk fra Thai-TV. Man kan nu kun håbe på at budskabet eller andet sted nåede frem, selv om det kan være tvivlsomt da Thaierne ser helt anderledes på tingene end vi gør.

Et sted vi virkeligt gjorde en forskel var på en lille ø kaldt Koh-Payam. Dette var en lille ø på 3 x 5 km.

Der fandtes ingen biler, signal til mobil og el var der kun når generatoren blev tændt fra 18.30 – 00.00. Vi kom frem og tilbage på scootere på små vejesystemer og det var også på denne måde at vi skulle fange og transportere hunde frem og tilbage, hvilket var lidt af en opgave.

Nogle af de lokale kom selv på scootere med deres hunde og afleverede dem, men nogle gange ”glemte” de at hente dem igen. Så når operationsdagen var overstået blev nogle af dem sluppet fri og løb hjem selv. Dette var virkelig et sted hvor tingene forgik på en anderledes måde.

Der fandtes ca. 300 hunde på øen, og vi nåede at operere halvdelen af dem, og de fleste af dem var tæver. Vi ordnede også hvalpe ned til 5 uger, hvilket gik overraskende godt.

Nogle af de lokale var noget skeptiske da vi var i gang, men jeg er sikker på at når de opdager at der næste gang ikke kommer nogle hvalpe, sender de os nogle glade tanker, men hvem ved…..

Det næste sted vi rejste til var nord for Bangkok, en by ved navn Lopburi. Lopburi er en gammel historisk by med masser af gamle tempelruiner og et meget mærkeligt problem. Foruden at have problemer med gadehunde har de også et abeproblem.

I centrum af Lopburi findes der ca. 4000 vilde aber. De er over det hele, på vejene, i el-ledninger, kravler på bilerne og i de gamle ruiner. Det er meget spændende at se, men jeg synes også at det var lidt skræmmende, fordi aberne stjæler alt hvad der skinner. Hvis man har et par solbriller på mens man går på gaden så er man selv ude om pludselig at have et par aber kravlende på en.

Vi fik en meget fornem modtagelse af borgmesteren i Lopburi, vi fik blomsterkranse og blev kørt rundt i byen mens vi blev hyldet. Der var tv og vi var i nyhederne om aftenen, igen en omtale vi kunne bruge til noget. Men alt i alt var det en mærkelig oplevelse at få så megen opmærksomhed, det er ikke lige noget man er vant til.

I Lopburi var vores station på et abehospital, og det var for første gang på denne tur at vi var under nogle ordentlige forhold. Vi nåede at ordne en del hunde og katte i Lopburi.

Ratchaburi var det sidste sted vi var: Denne by ligger nordvest for Bangkok. Vores station var på et helt nybygget sted, som fungerede som opholdsted og klinik for gadehunde. Der var gode forhold, og da teamet fungerede rigtig godt på dette tidspunkt, nåede vi at operere ca. 90 hunde på 2 dage og var godt trætte om aftenen.

De steder vi var på de 4 uger har været utrolig forskellige, og vi vidste ikke altid hvad vi skulle forvente. Det har været en enormt spændende og lærerig tur hvor vi nåede at operere 970 hunde.

Det er først når man er kommet hjem at man finder ud af hvor meget man egentlig har fået ud af det, både personligt og med hensyn til mit fag som veterinærsygeplejerske.

Jeg har set sygdomme på en måde jeg aldrig vil se dem på en dansk klinik. Jeg blev nødt til lære at acceptere andre kulturers religion og holdninger ,når det drejer sig om f.eks. aflivning af meget syge og lidende dyr, for da de er buddhister i Thailand er det ikke acceptabelt at aflive.

Det har også været udfordrende at håndtere alle de gadehunde, da nogle af dem ikke mente at de skulle under kniven, men det kom de…………

Desuden har det været spændende og meget lærerigt at skulle stille en klinik op hvert nyt sted og få teamet til at fungere.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse som klart kan anbefales til andre som har lyst til at lave noget frivilligt arbejde i udlandet.

 

/af