Kære læsere.

Så er jeg nået halvvejs i mit ophold her på Grenada –  i hvertfald den planlagt del, som foreløbig er 3 måneders arbejde på GSPCA. Som sagt har jeg købt en envejsbillet til hertil, så jeg ved ikke, hvad der skal ske, når jeg om 1,5 måned hopper ind i det nye år. Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle hjem til Danmark igen. Det tror jeg, er et godt tegn.

Min sidste beretning om “de forsømte hunde” var måske ikke den mest opmuntrende og livsbekræftende. Derfor, og fordi det er november i Danmark og Trump vandt valget, vil jeg i denne uge forsøge at samle op på tidligere patienter, hvis historier er end lykkeligt. Jeg tror, at vi alle har brug for at genfinde vores livsglæde.

I min tredje beretning fortalte jeg om Pepper og hendes to hvalpe, Freddy og Fiona, som vi fandt under nogle træbrædder i et hus, hvor en fattig mand og hans kone boede. Vi havde meget svært ved at overtale manden til at overdrage hunden og hvalpene til os, men det lykkedes, og siden da har de boet på GSPCA. De er nu alle tre blevet adopteret til en familie i USA, der bor på en kæmpe gård, hvor hundene kan løbe frit rundt og lære at hyrde får. Det tegner sig altså til at blive et langt bedre hundeliv, end det de havde her under de grenadiske træbrædder.

Samme uge indeholdte min beretning et billede af to voldsomt underernærede hunde med svære hudproblemer. Hundene, Febero og Poppy, viste sig at have hårsækmider, og selvom deres tilstand var utrolig dårlig, var de begge ejet. Vi har den sidste måned haft dem hos os, behandlet dem og givet dem ordentlig næring. Før- og efterbillederne viser tydeligt, hvilken effekt det har haft. Vi står nu med to helt nye, glade hunde, fulde af energi og med masser af pels. Poppy har fået sig en plejemor. og skal snart til USA for at blive adopteret. Febero leder stadig efter sit “forever home”, som de kalder det her.

For 3 uger siden lagde jeg et billede op af hunden Harper. Også han led af hudproblemer, der viste sig at være skab. Igen synes jeg, at før- og efterbillederne taler for sig selv. Nu skal Harper bare have en familie, som kan tage sig ordentlig af ham, som han fortjener.

Endelig er der de to cases fra sidste uges “de forsømte hunde” tema. Om dem kan jeg berette, at Spotty (hunden med hageorm, som måtte gennemgå blodtransfusion) er kommet sig fuldstændig, og at en af de dyrlægestuderende, som har undervisning her hver eftermiddag, har forelsket sig i hende, og har nu adopteret hende. Jeffrey, hunden med det omsnørede ben, har stadig ikke fået benet amputeret, da hans almentilstand skal forbedres, men han er blevet en helt anden hund. For bare en uge siden kunne man ikke nærme sig ham, da han var så bange for mennesker. Nu styrter han rundt på sine tre fungerende ben, logrer med halen og opsøger alle, der passerer ham. Vi glæder os til at finde et godt hjem til ham, som kan fastholde hans genvundne tillid til mennesker.

Uge 7 har været ret stille. Konsultationer har der været få af, og mange af dem har “bare” været almindelige sundhedsundersøgelser, vaccinationer mm. Vi har heller ikke haft frygteligt mange operationer/neutralisationer, da mange af de dyr vi har bestilt tid til, simpelthen aldrig er dukket op. Det er også en del af livet som dyrlæge her, som man må tage med. TIG! Derfor er det godt engang imellem lige at huske sig selv på, at gemme sin vestlige, strukturerede tilgang til ting væk, og i stedet pakke sin tålmodighed, den helt bagerst i hjernen, ud. Så bliver dagene lang bedre. Og så hjælper det altså også altid med et dyp i det caribiske hav efter arbejde – det kan redde selv den mest frustrerende dag og uge. Jeg er i hvertfald klar til næste uges udfordringer…

Mvh.

Kristine

Kære læsere.

I denne uge bliver min beretning nok noget kortere end de foregående. Det skyldes sådan set ikke, at der ikke er sket noget på GSPCA klinikken – tværtimod. Men det er vel sådan med de fleste jobs, at der i perioder vil komme gentagelser og gå rutine i den. Dagene er aldrig de samme her, men alligevel er der mange cases, der er de samme. De fleste drejer sig om patienter med hjerte/lungeorm, flåtbidsfeber, skab, brækkede lemmer og så patienter til neutralisering. Dem har vi også haft i denne uge. Selvom jeg er en person, der hurtig bliver træt af trivialitet, så har det i denne sammenhæng faktisk været meget rart. Den eneste måde for mig at lære på, er nemlig ved at gentage tingene – gerne 100 gange.

Én historie fra denne uge har dog været anderledes end alle de andre, så den slipper I ikke for. I sidste uge pralede jeg med hvor mange herreløse hvalpe, vi havde fået afsat. Så selvfølgelig måtte nemesis ramme. Onsdag modtog vi nemlig i alt 10 hvalpe og 1 killing, så pludselig havde vi 23 hvalpe og 16 killinger! De første 6 hvalpe vi modtog, var omkring 2 uger gamle. Deres mor var død af forgiftning, og nu kunne/ville ejeren ikke tage sig af hvalpene. De var alle meget små, tynde og skrøbelige, og den ene hvalp blev vi nødt til at aflive i løbet af dagen, da den var helt kold og svag, og ikke ville drikke mælk fra den sutteflaske, vi fodrede hvalpene med.

Vi var godt i gang med at tage os af de resterende 5 hvalpe, da en gruppe skolebørn kom ind på klinikken med fire ca. 4 uger gamle hvalpe, som de havde fundet i deres skolegård. Deres lærer ville have ladet hvalpene ligge, men de små piger havde altså en anden holdning. Vi var meget pressede – både på tid og på plads til alle disse nye individer. Heldigvis fandt vi hurtigt plejefamilier til de fleste af hvalpene. To af dem, de mindste og mest svage i kuldet på 2 uger, tog vi dog selv i pleje. Eller dvs. at det gjorde jeg. Som beboer over klinikken er det oftest mig, der står for pleje af indlagte patienter, og nu blev jeg altså også hundemor for en nat.

Jeg tog de to hvalpe med op på mit værelse, hvor de lå omsvøbt i et håndklæde i mit skød mens jeg forsøgte at få dem til at drikke mælk og sove. De skriftedes til at vågne og skrige, og det gik hurtigt op for mig, at det må være sådan det er, at have tvillinger. Det er saftsuseme hårdt arbejde! Heldigvis havde jeg vagtskifte med min kollega i løbet af natten, så jeg fik nogle timers søvn.

Næste morgen fik jeg så at vide, at den ene hvalp var død i løbet af natten, og den anden aflivede vi efter få timer. Altså var kuldet pludselig halveret. Heldigvis lever de sidste 3 hvalpe i bedste velgående hos deres respektive plejefamilier, så historien ender på en måde lykkeligt. Budskabet må dog være, at uden mødre er der kun 50% chance for, at vi klarer os igennem livet – så pas på dem. Tror i hvertfald lige, at jeg vil give min et kald over FaceTime. I andre må nøjes med endnu en beretning om 1 uge…

Med venlig hilsen

Kristine

Kære læsere.

Dette er min tredje beretning om livet som dyrlæge i Caribien. Et liv som stadig er så begivenhedsrigt, at det gør det vanskeligt for mig, at holde styr på dagene og begivenhederne. Derfor er jeg utrolig glad for, at jeg fører dagbog hver dag (både en privat og en “patienthåndbog”), så jeg på den måde kan bruge disse til at minde min, åbenbart aldrende, hjerne om, hvad jeg har lavet i løbet af ugen.

Ud fra min patienthåndbog vil jeg i denne uge berette om én case, der har været lidt anderledes end alle de andre mere “normale” konsultationer og operationer. Det drejer sig om hunden Pepper. Pepper er en hunhund, som tirsdag blev fundet på gaden af et par turister. Hun kunne ikke støtte på sit ene forben, og virkede til at have mange smerter. Turisterne kontaktede straks GSPCA, og kort efter kørte vi hen til der, hvor hunden var fundet.

Hun lignede en herreløs hund, men for en sikkerhedsskyld spurgte vi rundt i området, om der var nogen der kendte hunden og/eller eventuelle ejere. Det var der ingen der gjorde, så vi bragte hende til GSPCA. Her kunne vi konstatere, at hun lige må have fået hvalpe, og at der altså højst sandsynlighed var nogle hvalpe alene derude uden deres mor. En gruppe af os kørte derfor tilbage til samme område, hvor vi også havde hørt, at der skulle være hvalpe.

At finde ud af hvor de forskellige hunde kommer fra, om de har ejere, hvor de er nu osv., kan være meget svært her. Man kan få mange forskellige historier afhængig af hvem man taler med, så det er om at holde tungen lige i munden. Hvordan vi fandt frem til hvalpene i denne case, er jeg fx stadig ikke helt sikker på, også selvom jeg var med ude at hente dem. Det kan igen også bare skyldes min aldrende hjerne… Under alle omstændigheder var der nogen i gruppen, der fandt frem til et lille et-værelses hus med bliktag, på en skrænt ved siden af vejen, hvor der boede en ældre mand og hans, ikke helt normale, kone.

Det var tydeligt, at de to tilhørte Grenadas underklasse, og at de ikke havde meget til at klare dagen og vejen. Vi spurgte manden, om han havde hvalpe, hvilket han svarede ja til, og han svarede også ja, da vi spurgte, om han ligeledes ejede deres mor. Han havde dog intet navn til hunden eller hendes hvalpe. Under nogle løse træbrædder under huset fandt vi så to små hvalpe – en sort og en hvid. Vi fortalte manden, der altså påstod at være ejeren, at vi blev nødt til at tage hvalpene til deres mor på klinikken, og at moderen skulle være hos os for at få udredt sin halthed og i det hele taget for at blive passet og plejet.

Manden fortalte, at han ikke havde råd til at betale for behandlingen og på trods af, at han tydeligvis ikke havde ressourcer til at tage sig af sine hunde, ville han ikke overdrage dem til os og på den måde fragive sig sit ejerskab. Det er ikke tilladt at tage hunde fra deres ejer uden ejerens samtykke, så vi endte i en længere debat med manden for at forsøge at få ham overtalt til at bringe hundene i vores varetægt. På et tidspunkt langt inde i denne diskussion fortæller manden så, at han alligevel ikke er hundenes ejer. Vi forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor han i første omgang løj om ejerskabet. Hvor om alting er, endte det med, at vi fik hvalpene, som vi nu har opkaldt Freddy og Fiona, og at de trives på bedste vis i kennelen sammen med deres mor, Pepper, der har fået bandageret sit brækkede venstre forben. Alle tre hunde vil blive sat til adoption.

I øjeblikket er vi en del frivillige på klinikken – 4 i alt. Derfor har vi mulighed for at udføre en masse neutraliseringer, men det kræver, at vi har nogen dyr. Der er masser af dyr derude, der ikke er blevet neutraliseret, men mange af disse dyr kommer fra fattige hjem, hvor ejerne ikke har råd til operationen. Derfor vil vi gerne tilbyde disse ejere billige neutraliseringer og på den måde, forhåbentlig, få flere dyr steriliseret og kastreret, så vi kan hjælpe med at nedbringe antallet af hunde på øen. Der er så mange hunde her, der ikke bliver passet og plejet ordentligt, også selvom de har ejere.

På baggrund af dette tilbragte hele GSPCA-teamet vores lørdag formiddag i det meget fattige River Road området, hvor der lever rigtig mange hunde. De fleste har ejere, men ejerne har altså ikke råd til at få dem vaccineret og neutraliseret. Derfor var vores opgave denne lørdag, at sætte en stand op i kvarteret, hvorfra vi gav gratis rabiesvaccinationer og ormebehandling til de forbipasserende hunde. Derudover spredte nogen af os rundt i området og gik fra dør til dør for at få folk skrevet på en liste til neutralisering af deres dyr (hund eller kat) for under 50 ECD (125 kr).

Jeg blev ved standen og vaccinerede hunde, men jeg var også lige forbi nabohuset, hvor de havde en hunhund, som jeg ville forsøge at få ejeren overtalt til at få steriliseret. Det viste sig, at hunden stod bundet i en kæde i en smal gyde bag huset, og at hunden aldrig havde været andre steder end der. Den kom ALDRIG ud. Hunden, der trods alt var i god stand, havde utrolig meget energi, og var slet ikke til at styre, da vi tog hende over til standen for at få hende vaccineret. Verden udenfor huset var helt ny for hende, og da en anden hund gik forbi, blev hun meget aggressiv – det var jo også hendes første møde med andre dyr. Det lykkedes os ikke at få ejeren overbevist om at få hunden steriliseret, for som hun sagde “she does’nt take in men” – altså var ejerens argument, at hunden aldrig mødte andre hunde, så hun ville aldrig, kunne blive drægtig. Til gengæld håber jeg, at jeg fik hende til at forstå, hvor vigtigt det var, at hunden kommer ud hver dag. Jeg er dog ikke sikker på, at mit budskab trængte helt igennem til hende…

I alt fik vi omkring 20 hunde skrevet på vores neutraliseringsliste, så vi var meget tilfredse, da vi vente snuden hjem mod GSPCA og en velfortjent weekend. En weekend der, for mit vedkommende, har stået på lokal fodboldkamp på landets store stadion, dykning i det caribiske hav og middag med en gruppe danske dyrlægestuderende, der i øjeblikket er på udveksling her. Det er i hvertfald det, min private dagbog fortæller mig. Lad os se om den også kan berette om flere små historier i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

Kære læsere.

Så er endnu en uge passeret, og jeg har haft 2 ugers jubilæum her i paradis, bedre kendt som Grenada. Den sidste uge har, ligesom den første, været utrolig begivenhedsrig og udfordrende.

Min første sterilisation af hund

Jeg har udført mine første operationer hos GSPCA – både sterilisation og kastration af hund, som forløb uden komplikationer. Det er over 2 år siden, at jeg har neutraliseret hunde, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Heldigvis viser det sig, at det er ligesom at cykle. Jeg var alene kirurg, men kunne altid tilkalde hjælpe, hvis nødvendigt. Det er virkelig rart, at der er tiltro til ens evner her, men at man samtidig kan få alt den hjælp og rådgivning, som man har brug for.

Alle de patienter som jeg skrev om i sidste uge, er her ikke mere. Den trebenede hund, Drama, har fået det så meget bedre af sin fysioterapi og kost, at han nu spurter rundt på sine tre ben, uden at virke generet på nogen måde. Nu håber vi bare, at ejeren kan tage sig ordentligt af ham, selvom hun er en kvinde med få ressourcer.

Finn, den unge herreløse hanhund med ekstern skinne, er kommet i pleje hos en dyrlægestuderende. Hun vil komme ind med ham, hver gang hans bandage skal skiftes og så ellers hjælpe med, at få ham adopteret.

Hunden Barfi, nu med nye, selvpåførte sår.

Tilsidst var der Barfi – hunden som havde åbnet sit eget kastrationssår. Ham kommer vi nok til at følge lidt tid endnu, desværre. Vi sendte ham hjem over weekenden, i håbet om, at ejeren kunne holde ham fra, at prøve at komme til sit sår. Han var fuldstændig dækket til af bandage og havde en krave, da han blev hentet i fredags. Alligevel er det lykkedes ham at kradse sig selv så meget, at han nu har fået to dybe sår på begge sider af ryggen, og hans kastrationssår ser heller ikke for godt ud. Vi har ikke indlagt ham, men han har været her et par gange i løbet af ugen til bandageskift, hvor vi også har prøvet at få ejeren til at forstå, hvor vigtigt det er, at hun holder øje med ham hele tiden. Nu må vi se, hvor godt det er lykkedes.

Gwen, hundehvalpen der var blevet sat på mit dørtrin, efter et grundigt bad.

I sidste uge fortalte jeg om alle de hvalpe vi har til adoption, og hvor de fleste faktisk blev adopteret i løbet af ugen. Den nye uge startede så med, at jeg søndag morgen åbnede min dør og dér, på mit dørtrin, stod der en papkasse med en lille hvalp liggende i. Nogen havde altså sat kassen der, i håb om, at GSPCA ville tage hunden til sig. Det gjorde vi selvfølgelig, og jeg brugte min søndag på, at give hvalpen et bad, mad og vand, og fjerne frygtelig mange fede flåter. Hvalpen hedder nu Gwen, og er blevet lederen af hvalpe-slænget. Senere den dag blev der fundet én til hvalp et sted på øen, som vi hentede hjem, og mandag blev der dumpet to mere ude foran klinikken. Denne weekend er der så blevet fundet to hvalpe, som åbenbart er af samme kuld, som dem der kom til os mandag, så lige nu er der fest i hvalpegården. Vi håber, at de alle kan blive afsat hos nogen søde familier.

Udsigten over Grenada. Så er det helt ok, at skulle hente patienten selv.

Endelig vil jeg fortælle om en ny patient, som har fyldt meget i denne uge. Hans navn er Google. Mandag fik vi en opringning fra hans ejer om, at Google ikke havde spist siden fredag, og at han havde kastet op i 2 dage. Da ejeren ikke selv kunne bringe hunden, måtte vi køre hjem til ham. Ejeren var meget venlig og virkede som en fornuftig mand, men han kunne ikke finde ud af, at passe på sin hund – det var tydeligt. Google var ekstremt underernæret, og han stod bundet til en kæde i en garage, helt alene uden nogen kontakt til hverken andre hunde eller mennesker. Da jeg nærmede mig ham, var han også meget tæt på at bide mig.

Dyrlæge Corina og den nye frivillige, Jules, i gang med at finde frem til majskolben i Googles tarm.

Vi kunne ikke undersøge ham på stedet, så med mundkurv på måtte vi bringe ham tilbage til klinikken. Her blev han testet positiv for hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber. Senere sendte vi ham derfor hjem med medicin mod dette, samt en opsang til ejeren om, at tage sig bedre af sin hund. Dagen efter fortalte ejeren, at Google havde det meget bedre. Onsdag kom han dog tilbage. Han var begyndt at kaste op igen, og havde det meget dårligt. På klinikken fik han et krampeanfald, hvilket gjorde, at vi sendte ham til universitetshospitalet, der kunne udrede ham, men også tage sig af ham natten over.

Næste morgen fik vi at vide, at de på røntgenbillederne havde fundet et fremmedlegeme i hans tyndtarm, som akut skulle fjernes. Ejeren havde dog ikke råd til, at de udførte operationen, men da GSPCA er billigere, gik han med til, at vi opererede Google. Operationen forløb uden komplikationer, og i hundens tyndtarm sad der et stykke af en majskolbe. Google er nu indlagt weekenden over.

Jeg tager mig af morgen- og aftenmedicinering, og han er nu en meget glad og livlig hund. Lidt for livlig faktisk. I fredags bed han mig, da han troede, at jeg ville tage hans mad fra ham, og i morges gentog det sig så. Sådan noget bliver taget meget seriøst her, så jeg er blevet udsat for diverse antibakterielle behandlinger. Jeg kan dog ikke bebrejde hunden noget, for han er vant til at sulte, så når han tror, at nogen forhindrer ham i at få mad, er det klart, at han vil prøve at gøre alt for, at dette ikke kommer til at ske. Man skal heller ikke nærme sig mig, hvis jeg er blevet forhindret adgang til mad.

Weekender spenderes bl.a. på strande som denne.

Det var lidt om mit arbejdsliv, men jeg vil også berette lidt om den anden del af livet – fritidslivet. Også denne del byder på mange nye og spændende oplevelser. Grenada er utroligt diverst, så der er meget forskelligt at se og tage sig til. Lige fra sejlture til vandreture, fra dykker/snorkelture til vandfaldsture, fra romsmagning til chokoladesmagning osv osv. Mulighederne er mange. Jeg har slet ikke prøvet alt endnu, da det eneste jeg har tid til i hverdagen efter arbejde, er mit daglige dyp i det caribiske hav til de smukkeste solnedgange.

På lørdagssejltur omkring øen.

Heldigvis har jeg mine weekender, hvor jeg får oplevet lidt mere af øen og havet.  Folk er virkelig søde og hjælpsomme her, og selvom der bliver råbt lidt efter “hende den høje lyshårede pige på gaden”, så føler jeg mig på ingen måde chikaneret. Folk er bare nysgerrige og meget ligefremme. Alt er generelt meget let og ligetil her. Det er let at komme i kontakt med folk, let at få venner, let at handle og let at transportere sig fra A til B. De lokale minibusser kører hele tiden, og man kan bare hoppe af og på som man vil for kun 7,5 kr.

Håber, at den næste uge også bliver let, men med små spændende udfordringer undervejs – det skulle jo nødigt gå hen og blive kedeligt her i Caribien…

Mange venlige hilsener

Kristine