Nyt om vores donation til World Rabies Day

, , ,

Thank you for helping us to protect people and animals from rabies   

Rabies is the deadliest disease on earth with a 99.9% fatality rate, but it is also 100% preventable. As a zoonotic disease, rabies is passed from other animals to humans. Over 5.5 billion people live with the daily risk of rabies, with 59,000 deaths every year. Over 95% of these deaths are in Africa and Asia, with the majority occurring from rabid dog bites. Around half of the people who die are children.

World Rabies Day 2018 ved GARC - Dyrlæger uden Grænser

A key part of every rabies elimination programme is the mass vaccination of dogs, as this protects both people and animals from the disease. The Global Alliance for Rabies Control (GARC) helps countries to run dog vaccination campaigns as part of its work. In Zimbabwe, we have been working all year with the government and local animal welfare charities on a mass dog vaccination and public awareness campaign in the capital city of Harare, where a rabies outbreak began at the end of 2010.

With the help of various donations (animal rabies vaccine, vaccine administering and animal handling equipment, and educational booklets), more than 9,000 dogs have been vaccinated against rabies since February 2018. While the work has been implemented over the course of a whole year by a small group of dedicated individuals, an incredible amount of work took place around World Rabies Day (September 28th) this year, when a remarkable 2,700 dogs were vaccinated. Donor support like yours ensures that dogs, and the broader community, are protected against rabies. Furthermore, donor support has also ensured that local communities have been educated about rabies prevention, with GARC education booklets given out to children, to increase awareness about dog bite prevention, rabies and responsible pet ownership.

World Rabies Day ved GARC - Dyrlæger uden Grænser

We are very grateful for your donation towards our work. Rabies deaths can be ended by 2030, and support like yours is essential to help make this a reality.

The Global Alliance for Rabies Control (GARC) is a charity that works to eliminate deaths from dog-transmitted rabies by 2030. We work with governments; veterinary, public health and educational experts; and communities. We help them to create rabies elimination plans, train local people and institutions to enable them to make positive changes in their own areas, and work with them to help deliver the different elements of the programme. We have developed capacity building tools, regional networks and close collaborations with international health organizations.

Learn more about our work at https://rabiesalliance.org

Kind regrets

GARC

/af

28. september er Verdens Rabiesdag

, , ,

Denne dag markeres hvert år, for at øge bevidstheden om forebyggelse af rabies, og for at være med til at udrydde denne forfærdelige sygdom. 28. september markerer også årsdagen for Louis Pasteurs død, den franske kemiker og mikrobiolog, der udviklede den første rabiesvaccine.

Vaccinering af hunde i udsatte områder, er det vigtigste redskab til at udrydde rabies og dermed forhindre dødsfald blandt mennesker. Derfor er det så vigtigt at skabe opmærksomhed på denne årlige markering, så vi kan få udryddet rabies på verdensplan.

Vi har, igen i år, valgt at støtte World Rabies dag, og har sendt 1000 dollars af sted for at støtte op omkring dette fantastiske initiativ. Har du lyst til at støtte os i kampen mod rabies, er dermed være med til at redde dyr og mennesker fra en frygtelig død, så tryk her!

/af

Nyt fra EDKE i Grækenland

, , ,

EDKE (The Greek Action of Volunteer Veterinarians) er et team bestående af dyrlæger og veterinærstuderende. Deres formål er at give dyrlægehjælp til gadedyr i Grækenland.

Vi har netop, i forbindelse med vores donation, modtaget en tilbagemelding omkring deres indsats i forbindelse med de voldsomme skovbrande som hærgede i store områder nær Athen, og som ulykkeligvis kostede rigtig mange menneske- og dyreliv.

I forbindelse med branden i Attika etablerede deres frivillige dyrlæger og veterinærstuderende hurtigt en førstehjælpsstation i Rafina, som er en by der ligger tæt på det område, hvor brandene hærgede. De gav førstehjælp til de vilde dyr, til gadedyrene samt til de privatejede dyr, som i panik var løbet hjemmefra og kommet til skade i branden.

EDKE kontaktede også de lokale dyrlægeklinikker og lavede et samarbejde med dem, således at de dyr som havde brug for indlæggelse, kunne modtage behandling. De fleste patienter havde forbrændinger, skader, vejrtrækningsproblemer samt var dehydreret og i chok.

De arbejdede i 10 dage i førstehjælpsstationen. Deres frivillige hjalp samtidig også i området i det vestlige Attika (Kineta) som var ramt af skovbrandene. Her behandlede de mest landbrugsdyr som får, geder og svin, men derudover behandlede de også gadehunde og -katte.

De var i alt et team bestående af 30 frivillige dyrlæger, som behandlede de dyr som var blevet såret i brandene og omkring 200 dyr modtog behandling.

/af

Hjælp til dyrene som er ofre for de græske skovbrande

, , ,

I Grækenland truer skovbrandene både mennesker og dyr. Mens brandfolk og redningsarbejdere arbejder for at redde de mennesker, som er i fare for skovbrandene, arbejder mange organisationer for at hjælpe de dyr, som også lider under skovbrandenes færd.

Mange lokale dyrlæger og veterinærsygeplejersker stiller allerede deres viden og arbejdskraft til rådighed for at hjælpe dyrene, mens midlerne til medicin, foder og andre fornødenheder er små.

Derfor har vi valgt at donere kr. 10.000,- til organisationen The Greek Action of Volunteer Veterinarians – EDKE , som arbejder for at hjælpe gadedyrene i skovbrandernes område.

 

/af

Nyt fra Lise i Costa Rica

, , , ,

Kære alle sammen

Til min store glæde ser jeg, at I nu endelig har fået sol og sommer…..det har været en laaang vinter for jer….vi har jo nu fået vores “vinter” idet det regner hver dag og jeg siger jer, det regner “cats and dogs”…….

Cats and dogs er jo også min opgave her, jeg har rigeligt at se til, masser kan gøres via telefon og kontakter til andre i div. grupper men en del gør jeg selv som f.eks. at der i januar måned blev afleveret 2 små hvalpe i en kasse ved min indgangsport. Jeg havde hørt at hundene gøede mere end normalt om morgenen derved 4-tiden og når de gør det, er det fordi der er noget at gø ad !!! De to små hvalpe, en han og en tæve så sådan set godt nok ud, jeg tog dem til mig og puttede dem over i gæstehuset, hvor jeg har et lille (ca. 35m2 ) aflukket område hvor der er plads nok til at bevæge sig og med et stort hundehus. Vi passede de små i en uges tid, de fik ormemiddel, et smut til dyrlægen for vaccine og så tog dyrlægen dem og de blev adopteret til gode familier.

Jeg ved ikke om det blev omtalt i landsbyen, i hvertfald skete der det en 14 dages tid efter, at hundene gøede som rasende kl 0200 om natten, så meget og så intenst at jeg stod op, vækkede Paul og sagde at jeg lige ville checke og se, hvad dælen der foregik, at han skulle kigge efter mig, hvis jeg ikke var tilbage i løbet af 15 min. Ok, af sted det gik med mine gamle ben og så at ved min port stod der 4 stk. kvæg som muede og gerne ville ind til det grønne græs !!! Ok, jeg ringede til min nabo, naturligvis vækkede jeg ham og sagde at han skulle komme og fjerne sit kvæg, hvilket han så gjorde. Jeg gik i seng igen, men hundene hørte bare ikke op med at gø, dog lidt mindre aggressivt, så jeg tænkte at det kigger vi på når det bliver lyst !!!

Yadira, min hushjælp, veninde og hundepasser kom kl 0700 , løb op til huset og sagde “Lisa, du ved ikke hvad der er i en  plastik-kasse på vejen ???? 7 små, ca. 6-7 uger gamle tæve-hvalpe som var proppet ned i en kasse, hvor de knap kunne få luft fordi de var dækket til med voksdug…. OK,OK, hvad gør man så…. naturligvis tog jeg dem til mig, de blev undersøgt, vi gav ormemiddel, jeg købte hvalpe-foder og mælk, fløde, honning i lange baner, der blev klippet negle, pelsen undersøgt for sår etc. de var mærkeligt nok uden lopper og tæger. Så derfra de kom, må man have givet dem et bad og de så faktisk sunde nok ud, går ud fra at de havde en god hunde-mor og nogle mennesker som alligevel et eller andet sted passede dem for derefter at aflevere “deres problem” til en anden, mig i dette tilfælde. Men hellere her end på gaden hvor mulighed for overlevelse er meget ringe. Med jeres donation fik jeg vet. Laura hertil og de små blev vaccinerede, efter en 8 dages tid kom hun igen for at sterilisere dem, det foregik på mit spisebord i gæstehuset, derefter stod den på oralt antibiotika i 7 dage hver 12. time og så var de klar til at blive adopteret MEN til hvem ???? Her i landet er det praktisk taget umuligt at finde folk til hunde, ikke engang hvalpe og det til trods for at vi kastrerer/steriliserer som bare pokker!!! Nuvel , en god veninde, Lucy, fik fundet familier til 6, jeg til een via en veterinær og det ser ud som om at alle er friske og frejdige og det er jo det man ønsker i dette hjælpe-arbejde med dyrene og TAK til jer, for at gøre det muligt.

Som jeg skrev til jer i mit sidste indlæg til siden, så prøver jeg på at give en hånd med til forskellige organisationer/personer, noget betaler I for, andet jeg selv. Det er jo noget nyt “under solen” men det ser ud til at virke, jeg var bange for at folk ville udnytte situationen, men det ser ikke ud til at være tilfældet. Aftalen med div. er at de meddeler mig om en bestemt situation, forklarer lidt om hvorfor det er nødvendigt med en hjælpende hånd mht. betaling for en gadehund/-kat, nogle gange inden en kastrations-runde, nogle gange efter hvor de meddeler mig, hvad jeg skal betale dyrlægen og hvorfor. I tror det er løgn, MEN at organisere sig på denne maner, giver “pote” for folk ved at de kan henvende sig, men at jeg checker så de ikke render om hjørner med mig, noget der er ganske normalt i dette land og så er det ligegyldigt, hvor man kigger hen, politisk, korruption etc.

Jeg har en sød, ung veninde, Candy, som er super-duper med hunde og katte, hendes sidste nye “skud på stammen” er en tæve, LUNA, hun fandt i en grøftekant, den lille var i en sådan forfatning at hun måtte til vet. Laura som næsten var ved at miste hende, hun var underernæret, skind og ben, fyldt med sår, mider, jah virkeligt ynkelig og vet. Laura måtte give hende flere blodtransfusioner, masser af antibiotika etc. Veterinærer her i landet er nu nødsaget til at bede om et “down-payment” når de modtager et dyr, hund eller kat, for folk kommer, dyret bliver behandlet, medicin bliver givet, folket henter dyret og så…..”glemmer” de at betale regningen til dyrlægen!!!! Det dutter jo ikke, Gud være lovet har jeg et godt omdømme hele vejen igennem og alle dyrlæger ved at jeg betaler hvis andre ikke kan (og er blevet kontaktet i forvejen), i dette tilfælde også hvor jeg skylder dyrlægen. Men Candy laver lotteri og andre ting til at opdrive midler til betaling. Når tiden kommer og tæven er ok til vaccine og sterilisation, så tager jeg fra jeres donation.

Jah, selvom jeg er blevet “gammel af gårde” med mine 60 år på bagen, så tro ikke at jeg helt har opgivet ævred !!!! Jeg ønsker stadig at dygtiggøre mig og derfor meldte jeg mig til et kursus, som kostede det hvide ud ad øjnene – MEN var alle penge værd. Dette kursus havde at gøre med Reiki på dyr, finde/føle hvor der evt. var et problem rent kropsmæssigt, masser af oplysning omkring chacras på dyr og kombinationen af disse i helbreds-øjemed, meditation og al den slags jeg ikke har noget som helst begreb om – MEN gerne ville vide om.

Vi var 12 deltagere, 11 høns og en enkelt hane som er en rigtig dejlig, god ven af mig. Der var masser af rollespil, hvor hver i sær “udleverer sig selv” men blandt åbne mennesker og hvor vi alle havde et ønske som var at bruge vores nye viden til at hjælpe dyrene og naturligvis også hjælpe os selv for alle havde et eller andet som godt lige kunne gennem diskuteres og blive fortalt om, for ligesom at få tingene sat “på plads” og tage det derfra. Jeg er normalt ikke særligt begejstret for sådan noget jeg ikke finder “håndfast” men jeg må sige at jeg blev imponeret over denne teknik, da vi havde praktisk øvelse med dyrene (der var hunde, katte, og en enkelt kanin). Som sagt, jeg har ikke begreb skabt om dette, jeg er bare mig og det er åbenbart godt nok til at nogle af deltagerne mente at det med at have en naturlig, intuitiv kontakt med hunde og andre dyr, er in-born og at dette ikke kan læres……. ok, måske er det sådan……

Jah, kære venner, det var vel alt for idag, jeg har masser af andet, men synes dette var det mest interessante…… Jeg håber at I alle må have den dejligste sommer, lade batterier op til næste vinter, nyde udelivet, koncerter, rejemadder, grill-aftener i gode venners lag, glæde en gammel tante med et besøg, sende en venlig og glad tanke til dem der ikke er mere blandt os……..

Et stort tak til alle der støtter os andre med donationer til dyrene
Lise

/af

Tak for donationen fra KAT i Nepal

, , ,

Vi har netop modtaget denne dejlige hilsen fra Roger Palmer, Treasurer for KAT i Nepal, som vi har valgt at støtte endnu en gang.

Som I kan læse her, vil vores donation komme mange gadedyr til gode.

“Vi har modtaget DKK 15.000 – femten tusinde danske kroner – den 16. januar 2018 via bankoverførsel.

Donationen er modtaget af Foreningen Dyrlæger uden Grænser, Danmark

Det bekræftes, at denne donation til Kathmandu Animal Treatment Centre, Kathmandu, Nepal vil blive brugt til følgende:

  • Udføre et Animal Birth Control Program til at reducere antallet af uønsket hunde i Kathmandu.
  • Udføre rabiesvaccination af gadehunde og derved reducere forekomsten af rabies i Kathmandu og de omkringliggende områder, som er ansvarlig for ca. 200 menneskelige dødsfald pr. år (hovedsageligt børn).
  • Udføre et offentligt uddannelsesprogram for at gøre offentligheden opmærksom på den pleje, husdyr og gadedyr kræver.”

Billedet er fra KAT Centres facebook side, som kan ses her.

/af

Tanker om en ny arbejdsform fra Lise i Costa Rica

, , ,

Kære alle sammen

Denne mail bliver kort, idet jeg har problemer med min computer og min teknikker kan heller ikke finde fejlen, jeg kan ikke mails, men ikke sende mails. I næste uge skulle problemet være løst og så kan jeg sende denne mail, hvis den ikke forsvinder, derfor bliver den kort.

Allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation som faldt på et tørt sted, jeg ved ikke hvad der sker, jeg synes at vi alle har kastrationsrunder her og der, men der er lige så mange dyr som før!! Well ikke helt så mange, men håbet om at få “ryddet helt op” er stort og derfor klør vi alle på i hvert vores område. Jeg selv er jo ikke længere personligt til stede i de massive kastrationer, jeg sidder og kigger med i baggrunden, kommer med forslag til ny-tænkning og betaler diverse dyrlæger med jeres donationer, når der er hunde/mennesker, der ikke kan betale selv.

Året 2018, fra omkring midt februar, er HUNDENS år i det kinesiske horoskop og I må gætte hele 3 gange på hvilket der er mit tegn? Yep, jeg er hund og min idé er at sætte mig ned med diverse grupper i mit område, og se på hvad vi kan finde på sammen. Jeg vil gerne dele dette store område op i mindre dele og se om vi kan få nogle flere “hunde-folk” med ude i landområderne, bla. diverse indianer-reservater som er svært tilgængelige selv med en gammel 4-hjulstrækker som min gamle dame (Toyota Landcruiser 1985) som ved Gud har kørt på de mest umulige veje/stier, gennem floder osv. Men den gamle dame kan da stadig, lige som mig som bliver 60 forår til marts!!! Det er kommet mig for øre, at der er flere små grupper som laver mere eller mindre individuelle “runder” og dem vil jeg få fat i, og se om jeg kan få alle til at samarbejde, ikke nemt med folket her, men værd at prøve!!Den største gruppe er den jeg startede i sin tid og allerede nu er der kritik etc. grupperne imellem, men min styrke ligger i at få folk til at enes, når der er et fælles mål og når jeg så samtidig kan være behjælpelig med penge fra jer, så ser det hele lidt lysere ud, og vi kan i fællesskab få så mange dyr som muligt opereret. Dette er mit nytårsønske for 2018 plus noget bedre helbred, men det er jo en hel anden snak…….

I ønskes alle en rigtig god jul og at hunde-året 2018 kan blive et godt år for alle…… også de 4-benede og sidst, men ikke mindst, rigtig mange, mange tak for jeres hjælp til mit/vores arbejde her i Costa Rica!

Lise

/af

Nyt fra Lise i Costa Rica

, , , ,

Kære alle sammen.

Jeg har været noget stille i de sidste måneder, ikke fordi mit arbejde med hundene/kastrationer ikke er blevet gjort men at jeg har problemer med mit helbred, faktisk så store at jeg røg ind i en depression pga. smerter i benene, mest det venstre. Efter at have besøgt omkring 25 specialister af enhver art, privat og vildt dyrt, så ved vi nu hvad problemet er, den store muskel, facia lata som går fra hoften og ned til fødderne har et hul på ca. 6 mm, så alle nerver i den retning er lidt ”konfuse” fordi de ikke er forbundet via musklen. Nuvel, det kan opereres, problemet er at vi har ventetider her på de offentlige hospitaler og min tid er den 28. maj 2018…. Dette problem har jeg haft i ca. et år, man vænner sig til smerte og selvom jeg er patient hos smerte-klinikken i San Jose, som er den højeste enhed her i landet, så må jeg vente som alle de andre med samme problemer. Nu er det dog immervæk sådan at jeg ikke behøver at bruge begge hænder for at vende mit venstre ben i sengen og kan gå uden stok, hvis jeg går på et plant område. Nåh, hvorom alting er, så er der håb forude og da jeg har et gode som er ”op med humøret, det skal nok gå alt sammen”….kommer tid, kommer råd….man er vel VIKING…

Jeg har i øjeblikket 21 hunde her hos mig, de fleste er ikke adopterbare, men en 4-5 måske – hvis vi kan hitte den rigtige familie som vil forstå deres angst og ikke presse dem yderligere end det de kan tåle. Jeg har været på ”hundejagt” for at se om der er en mulighed for 2 tæver, hvor den ene fik hvalpe i en hule som hun havde gravet, ingen ved hvad der blev af hvalpene, sikkert døde, og problemet er nu, hvordan får vi fat i de to tæver som ingen kan røre komme i kontakt med, jeg har sågar udsat dusør for den der kan binde dem. Jeg henter dem, så de kan blive kastreret og derefter se om vi kan finde et hjem, hvis ikke, bliver de sat ud hvor de var/er og jeg aftaler med naboer at de bliver fodret af dem med foder fra mig.

Folk ringer til mig hele tiden, beder om hjælp med gravide tæver, tæver med hvalpe, overkørte hunde som har brug for dyrlæge etc. etc. En nabo har en tæve som går i løbetid hver ca. 2 md, hun har tre hvalpe som jeg bragte til vet. Laura for at blive vaccineret og et check, det viste sig at alle 3 havde erligia som de skulle behandles for med antibiotika, problemet er at naboen sjældent er hjemme, så jeg hittede en anden nabo som kunne give medicinen. Jeg havde fundet en værtsfamilie, Candy hos indianerne, men hun havde hentet 7 hvalpe som efter hendes udsagn have hundesyge og alle døde så denne mulighed var udelukket indtil vaccinen fungerer. Hundesyge-virus er svær at komme af med, ligger i jorden i lang, lang tid, parvo-virus bliver elimineret med sol og varme. Well, de tre er stadig hos naboen og jeg regner med at give dem mulighed for adoption i nærmeste fremtid.

En kvinde, Grace, ringede og fortalte at hun havde fundet en lille hvalp i en skraldespand, den lille var våd og kold pga. regn. Så hun tog den til sig og lagde den i en kasse med håndklæder, ringede til mig for at høre ” hvad nu” ??? Grace har intet begreb om hunde som hun sagde, den lille gav hun sutteflaske men den ville ikke drikke. Vi aftalte at hun skulle finde ud af, hvor moderen var og se efter om der var flere hvalpe, og rent faktisk var der hos hendes nabo en rede med 2 andre!!! Naboen nægtede pure at tage sig af tæve og 3 hvalpe, så jeg hentede de 3 små, ca 1 måned gamle og de er nu hos vet. Diego og har det efter omstændighederne godt. Moderen vil naboen tage, når hun er kastreret, så det er da altid noget og er de små store nok, må vi se om der er nogen der vi adoptere dem, hvis jeg lover at tage udgiften til sterilisation hvor jeg bruger jeres donation.

Sidste år kastrerede/steriliserede vi omkring 500 hunde og katte i vores område, dette fordelt på en ”runde” hver 2. måned, dertil kommer det løse, hvor der ikke er tid for en løbsk tæve til næste runde, det er en hel del dyrere privat, men vi undgår uønskede hvalpe og killinger.

Jeg har to gode nyheder, den ene er at jeg har fået kontakt med et stort foderfirma, Super Perro, og de vil hjælpe mig med 5 sække foder af 30 kg hver en gang om måneden, det hjælper lidt på økonomien hvor jeg bruger mange penge hver måned.

En anden rigtig god nyhed er at på søndag vil vores præsident underskrive et lovforslag omkring ”maltrato de animal”, en form for dyrelov, hvor man kan anklage, hvis man ser eller oplever noget der er dyre-mishandling, den anklagede skal betale bøder eller gå i fængsel…. Jeg ved ikke rigtigt hvordan regeringen skal få dette til at virke, MEN det er da i hvert fald et skridt i den rigtige retning og afskrække dem, der ikke behandler deres dyr som de bør.

Alt for nu i denne omgang…

En sommerhilsen til jer i Danevang fra det regnvåde Costa Rica!

Lise

Billeder fra en kastrationsrunde i Costa Rica:

/af

Sidste beretning fra Grenada – i denne omgang

, , , ,

Kære læsere.

Så er det endnu engang tid til at sige farvel til GSPCA. Jeg har, her i anden omgang, arbejdet som frivillig dyrlæge i 6 uger. 6 uger der har været spændende, udfordrende, sjove og på mange måder mere tilfredsstillende end sidst jeg arbejdede her. Jeg føler, og har også fået at vide, at jeg er meget mere selvsikker i mit arbejde, og pludselig er jeg blevet den, som folk spørger til råds. Jeg kender klinikken og dyrene ud og ind, og jeg har også fundet ud af, hvordan man skal håndtere de fleste klienter – hvilket ofte er den største udfordring som dyrlæge. Jeg er ret sikker på, at jeg kunne arbejde fast et sted som dette. Der er bare én mindre detalje, som jeg mangler: Penge! Jeg har altid sagt, at jeg kan leve på en sten, og det gælder sådan set stadig, men en lille indkomst ville være rar (og nødvendig). Jeg har trods alt et SU-lån, som jeg har brugt på at rejse, at betale af på. Det er ikke af egen fri vilje, at jeg ikke skal arbejde længere tid hos GSPCA, men simpelthen fordi lejligheden, som jeg bor i, er fuldt booket af andre frivillige dyrlæger den næste tid. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kan leve på en sten sådan helt bogstaveligt – det er min ryg for dårlig til. Så nu har jeg endnu engang sagt farvel til mine kollegaer og dyrene hos GSPCA. Det har dog ikke været et endegyldigt farvel, da jeg stadig befinder mig i Grenada.

Det næste stykke tid skal jeg udforske øen, som jeg efterhånden kender ret godt, men som alligevel altid har nye steder og oplevelser i ærmet. I sidste uge var jeg i den nordlige del af øen, hvor jeg bl.a. agerede jordmoder for de kæmpe Leatherback turtles. Det er i disse måneder æglægningstid, og for at forhindre at æggene bliver lagt for tæt på havet, og dermed har stor risiko for at blive skyllet væk fra stranden, er der brug for frivillige til at hjælpe med at flytte æggene til et sikkert sted. Det foregik ved, at vi patruljerede stranden hele natten, for at registrere alle skildpadder, der kom op på stranden for at lægge æg. Alle skildpadder var mærket med et nummer og havde indlagt chip, som vi skulle registrere. Derudover skulle alle skildpadderne måles (de var ca. 150 cm lange og 115 cm bredde) og tjekkes for sår, ar og parasitter. Alt blev registreret i en journal. Hvis skildpadderne gravede det hul, som de ville lægge æg i, for tæt på havet, skulle vi gribe hver enkelt æg (de lægger omkring 3-4 æg ad gangen og i alt ca. 100 æg) når skildpadden begyndte at lægge dem i hullet. Vi samlede alle æg i en spand, og fandt derefter et sikkert spot til dem længere oppe på stranden, gravede et hul, og noterede, hvor vi havde placeret dem. Imens ville skildpadden dække sit eget hul til og begive sig ud i havet igen. Når de lægger æg, går de i en form for trance, så derfor virkede de ikke til at være generet af vores tilstedeværelse overhovedet. Derudover brugte vi infrarødt lys, som de ikke kan se. At lægge der på stranden, under en stjerneklar himmel, kun oplyst af halvmånen, til lyden af bølgeskvulp, vinden i palmetræerne og skildpaddernes vejrtrækning, og føle varmen i hænderne fra dette kæmpe dyrs fødselsanstrengelser, var nok et af de mest magiske øjeblikke i mit liv. Hvis man er i Grenada fra marts til maj, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man melder sig som frivillig hos ngo’en Ocean Spirits, der står for disse ture. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om den nat.

Der dukker hele tiden nye ting op, som jeg gerne vil her på Grenada, så derfor har jeg heller ikke købt nogen hjemrejsebillet endnu. Det er dog snart ved at være tid til at rejse hjem. Pungen er ved at være tom, og så er det jo ved at blive sommer derhjemme, så jeg drømmer om lange, lyse sommeraftener på terrassen med duften af grill, kold rosé, omgivet af familie og venner. Dét er der intet der slår! Ikke engang de smukkeste solnedgangen i Caribien.

Siden sidste beretning har vores shelter været udfordret af hvalpe med Parvovirus. Man siger, at der skal gå 2 uger fra sidste sygdomstegn til, at der ikke længere er smittefare. Vi har haft 15 hvalpe, og de har skiftevis vist symptomer på parvo. Derfor har alle hvalpe været isoleret i meget lang tid efterhånden. I alt er der kun 4 hvalpe, der er blevet testet positiv, og 2 der er døde. Rico, den hvalp der først blev testet positiv, overlevede og er i dag blevet adopteret til et godt hjem. En af de frivillige dyrlægers kæreste, der ikke er uddannet dyrlæge, har hjulpet til på klinikken, og hun har taget sig af alle hvalpene. Hver dag (også i weekenderne) har hun passet og plejet hver enkelt hvalp, fodret dem, overvåget dem og socialiseret dem. Hun er en stjerne i vores bog, og uden hende er jeg ret sikker på, at mange flere hvalpe ikke ville have klaret den. Så man kan altså også komme og arbejde her som frivillig uden en dyrlægeuddannelse. Der er brug for så mange hænder som muligt. Det eneste du skal have, er kærlighed til dyr. Nu ser det ud til, at alle hvalpe er fri for parvo, og der er gået over 2 uger siden sidste sygdomstegn. Vi skal dog stadig passe på, at der ikke kommer nye sygdomsudbrud, da vi har så mange hvalpe, hvis immunforsvar er svækket. Det hjælper heller ikke ligefrem, at vi har fået 9 nye hvalpe, som ingen kunne tage sig af. Vi har en “no killing policy”, og vi har meget svært ved at sige nej til folk, der afleverer dyr til os, og derfor er shelteret næsten altid overfyldt. Jo flere dyr, jo større risiko for sygdomsudbrud af fx parvovirus.

Heldigvis får vi afsat alle vores hvalpe til gode hjem. De hvalpe vi får adopteret, laver vi jævnligt check ups på. Dvs. vi kører ud i landet for at besøge dem og deres familie for at se, hvordan begge parter klarer sig. En af dagene var jeg på sådan en udflugt til den nordlige del af Grenada. Med mig havde jeg vacciner, ormekurer, loppemidler mm. Vi besøgte i alt 6 hunde, som vi havde bortadopteret, og alle havde et rigtig godt hundeliv. Det var utrolig dejligt at se, og det er netop øjeblikke som disse, der gør, at jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Og det varmer mit dyrehjerte.

Til alle jer, der også har et dyrehjerte, som I ønsker varmet: tag ud i verden, oplev den, red nogle dyr, gør en forskel! Bare gør det. Jeg lover jer, I vil ikke fortryde det et sekund.

Med venlig hilsen
Kristine

Tag derned og hjælp dyrene med at blive fri for alt dette!

 

/af

Så blev det lige eksotisk nok.

, , , ,

Kære læsere.

Et par uger er gået siden sidste beretning. Uger der har været begivenhedsrige, udfordrende og anderledes. Så alt er som det plejer her i Grenada.

De fleste af mine beretninger omhandler hunde (i stor stil hvalpe), da størstedelen af vores patienter og beboere her i kennelen er hunde. De sidste par uger har vi dog haft en del kattepatienter. Der er mange gadekatte, der især opholder sig i områder nær de store resorts og hoteller. Her kan de nemlig blive fodret af turister og køkkenpersonale. De fleste af disse katte er ikke neutraliseret, og derfor kommer der flere og flere killinger til verden. For at forhindre dette er det vores opgave, som dyrlæger hos GSPCA, at indfange de katte og få dem steriliseret og kastreret. Derfor var Rolando (vores technician) og jeg i sidste uge ude at sætte kattefælder op ved to forskellige resorts. Næste morgen var der katte i næsten alle i fælderne. Vi bragte dem til klinikken, fik dem neutraliseret samme dag og slap dem løs om eftermiddagen. Det var utrolig effektivt, hvilket er en af de ting, jeg sætter pris på ved at arbejde her. Jeg kan se en direkte virkning og effekt af mit arbejde, hvilket et yderst tilfredsstillende.

Samme uge fik vi tre nyfødte killinger ind (ja, deres mor har vi så ikke lige nået at få steriliseret), som var blevet fundet alene og efterladt. De krævede fodring med mælk på flaske hver anden time og konstant overvågning. Vi lavede et opslag på Facebook om, at vi havde brug for en plejemor til disse små killinger, og hurtigt var der en studerende, der meldte sig. Der er så heldigt, at der er så mange her, der vil hjælpe os og dyrene. Killingerne har det godt og vokser hver dag. Når de bliver større kommer de til at bo hos os, indtil vi kan få dem adopteret.

Jeg har vist aldrig skrevet om Grenadas wildlife, for jeg har ikke haft nogle eksotiske patienter. Det har jeg så nu. Forleden dag kom der en dame ind med en stor, fed due. Duen var fløjet direkte ind i hendes bilvindue, og nu var hun nervøs for, om duen ville overleve. Ingen på klinikken aner noget om duer, så alle stod og kiggede på hinanden i håb om, at en meldte sig som den mest duekyndige. Da vi åbnede kassen, som duen sad i, fløj den ud og pludselig lå vi alle på gulvet med en vild fugl baskende over også. Efter lidt tumult fik vi duen fanget, undersøgte om noget var brækket, givet den øjendråber for dens blodskudte øjne, og så slap vi den løs udenfor. Den fløj fint, og virkede mest af alt bare chokeret. Samme uge fandt vi en slange og en leguan i vores hundekennel. Vi tog dem dog ikke ind som patienter. Det ville være lige sjovt nok.

Det største tema i disse dage er parvovirus. Parvovirus er en virus der rammer hundes mavetarmkanal. Den er yderste smitsom, og smitter via optagelse gennem munden af viruspartiklerne i hundens afføring. Alle hunde bliver vaccineret mod parvovirus, når de er 8 og 12 uger gamle, og derefter årligt. Derfor rammer denne virus oftest hvalpe under 8 uger, der ikke er blevet vaccineret endnu. Trods vaccinen mod parvovirus er virussen ikke udryddet endnu, og den er stadig et stort problem her i Grenada. Symptomerne er nedstemthed, appetitløshed og vægttab, efterfulgt af opkast og diarré – oftest blodig. Har vi patienter, der kommer ind med disse symptomer, beder vi derfor ejeren om at holde hunden udenfor klinikken. Man stiller diagnosen gennem en test af hundens afføring.

Har der været en parvohund på klinikken, skal ALT vaskes ned med blegemiddel, og hunden skal isoleres fra sine omgivelser. Det er besværligt, men håndterbart. Hvad der er sværere at håndtere, er når en af vores egne hvalpe, bliver smittet med parvovirus. Dette skete så i sidste uge. Faktisk blev to hvalpe testet positiv. Begge hvalpe har været sammen med alle de andre hvalpe og over alt på klinikken. Derfor stod vi tre dyrlæger med krydsede fingre, og kiggede på parvotesten, mens den blå prik, der indikerer at testen er positiv, blev mere og mere tydelig. Den var positiv. Vi skulle lige synke en ekstra gang, tage en dyb indånding og mentalt forberede os. Og så måtte vi ellers i gang med den helt store tur.

De to parvohvalpe blev isoleret, hvilket ikke er helt let her. Vi har dog et lille ekstra rum omme bagved kennelen, hvor vi kunne placere dem. Én af os blev ansvarlig for disse to hvalpe, så kun én person havde kontakt med dem. Hver gang vedkommende skulle ind og ud af isolationsrummet, skulle personen skifte tøj, sko og vaske sig. Parvovirus kan ikke behandles, og mange parvopositive hvalpe overlever ikke. Man kan kun symptombehandle, og det vigtigste er her at give væske. Derudover går vores chef, GSPCAs præsident Sharon, op i alternativ behandling. Derfor skulle hvalpene også have diverse tilskud og kinesiske urter. En liste med 10 punkter blev skrevet på vores tavle for at få lidt overblik i alt kaosset.

De andre hvalpe (hele 15 styk) blev flyttet til den store udendørskennel, hvor de kunne holdes isoleret fra de voksne hunde. Før havde vi hvalpene ude på græsset, så jord måtte fjernes og “rengøres” så godt som muligt. Der måtte altså rykkes rundt på alle hundene, hvilket er noget af et puslespil, for ikke alle hundene kan med hinanden. Imens gik det helt store rengøringsarbejde i gang. Lad os bare sige at det var en hektisk onsdag eftermiddag. De næste par dage og weekenden over blev hvalpene overvåget og symptombehandlet tre gange om dagen. Desværre klarede den ene hvalp, TJ, den ikke. Det knuste vores hjerter. Heldigvis er den anden hvalp Rico i bedring, så der er lidt lys for enden af parvotunnelen. De andre hvalpe bliver overvåget dagligt. Det ville være underligt og meget heldigt, hvis ikke en eneste af dem er blevet smittet. Lige nu har vi to, der ikke spiser, men de viser ingen andre symptomer, så for nu holder vi bare øje med dem.

Jeg har 2,5 uge tilbage på GSPCA, som jeg spår til at være spændende og udfordrende, men de behøver ikke være lige så eksotiske som de sidste par uger…

Med venlig hilsen
Kristine

/af

Back on track

, , , ,

Kære læsere.

For 2,5 måned siden skrev jeg, det jeg troede, ville være min sidste beretning fra Grenada. Jeg tog dog fejl. Nu er jeg nemlig tilbage på min ønskeø, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig fra den.

Til dem der ikke ved hvem jeg er, og hvad jeg laver, kommer her en lille opsummering:

Jeg hedder Kristine, er 27 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år arbejdede  jeg som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet, inden jeg i september sidste år rejste til Grenada i Caribien med en backpack på ryggen og en envejsbillet i hånden.

Jeg skulle arbejde som frivillig dyrlæge hos GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter i 3 måneder. Bagefter ville jeg rejse rundt med min backpack, og se hvad livet ellers ville bringe. Jeg havde ingen planer, hverken om hvor jeg ville rejse hen, eller hvornår jeg ville tage hjem til Danmark.

De første 3 måneder i Grenada var intet mindre end fantastiske. Jeg lærte utrolig meget – både rent fagligt og personligt. Jeg blev rigtig glad for det praktiske arbejde med dyr, mine kollegaer og en gruppe af mennesker, som blev mine gode venner. Grenada blev mit andet hjem. Derfor var det også meget hårdt og trist, da jeg d. 5. januar sagde farvel til den smukke ø med de skønne mennesker. Nye eventyr ventede dog, og i 2 måneder backpackede jeg gennem Caribien. Først med mine forældre, derefter på egen hånd og til sidst rejste jeg med min bror rundt i Cuba. Jeg mødte så mange søde mennesker undervejs, og jeg har på intet tidspunkt følt mig alene.

På et tidspunkt nåede jeg dog et punkt, hvor jeg var mættet. Mættet af oplevelser, nye indtryk, nye mennesker og det at være på farten hele tiden og leve i en backpack. Jeg havde brug for at slå mig ned et sted, pakke min backpack ud, have muligheden for at lukke en dør til mig eget værelse og faktisk være alene. Jeg trængte til en form for normal hverdag, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvor denne hverdag skulle finde sted. Selvfølgelig skulle jeg tilbage til den ø, som jeg blev forelsket i fra første solnedgang. Derfor skrev jeg til GSPCA, der heldigvis gerne ville have mig tilbage som frivillig dyrlæge på klinikken. Så nu er jeg altså tilbage, og det samme er mine beretninger til Dyrenes SOS. I de næste 5 uger vil jeg med løbende mellemrum fortælle om mit arbejde og livet i det caribiske. Jeg har endnu ikke købt en hjemrejsebillet, så mit liv efter midten af april er endnu engang uvist, men jeg kan med vished sige, at det bliver spændende, udfordrende og sjovt. Sådan er det nemlig her i Caribien.

Jeg har nu arbejdet 1,5 uge på klinikken, og er ved at falde tilbage i rutinen. De første dage krævede lidt tilvænning. Jeg har ikke arbejdet i 2 måneder, og derudover er der sket en del forandringer på klinikken. Nye frivillige, nye dyr og diverse nye tiltag er kommet hertil. Heldigvis har det været let at komme tilbage. Mine kollegaer er stadig ligeså søde, hvalpene er ligeså nuttede, kennelen er ligeså fyldt med dyr, casene er ligeså spændende og dyreejerne er ligeså specielle, som da jeg arbejdede her sidst. Kun få af de dyr som var her dengang, er her endnu. Det er et godt tegn, for det betyder, at resten er blevet adopteret, og nu har en familie at bo hos.

Desværre har vi rigtig mange cases med dyr, som har ejere, men hvor ejerne ikke kan eller vil tage sig af dem. På en uge har vi fået 4 nye hvalpe, der enten er blevet sat ude foran klinikken efter lukketid, eller er blevet leveret til os med budskabet om, at hvis vi ikke tog hvalpen til os, ville ejeren lade den dø en naturlig død. Derfor har vi været nødsaget til at tage flere dyr ind, som vi slet ikke har plads til. Heldigvis er der så utrolig mange hjælpsomme mennesker på øen, som gerne vil træde til som fosterfamilier. Det kan enten være i længere perioder, til dyrene bliver adopteret, eller blot for weekenden. Disse familier er uundværlige, da vi på den måde får plads til flere dyr, og får mere tid til at tage os af de syge dyr.

De syge dyr har har i den sidste 1,5 uge hovedsageligt bestået af HBC’er (“hit by cars”), altså hunde der er blevet påkørt, og hunde med traumatiske skader. Derfor er jeg ved at blive en haj til at lave forbindinger og til at administrere store, åbne sår. Nogen gange skal man lige synke en ekstra gang, når man ser de skader dyrene kommer ind med her. Det er ikke for sarte sjæle. Det der altid overrasker mig er, hvor stærke dyrene her er, og hvor meget de kan tåle at blive udsat for. Vi har cases, som i Danmark nok hurtigt ville ende i aflivning, fordi dyret højst sandsynlig ikke ville kunne klare omfanget af sine skader, men som her i Caribien får endnu en chance. Vi går aldrig på kompromis med dyrenes velfærd og lader dem aldrig unødigt lide. Vi har en “no euthanasia policy” (en ikke-aflivningspolitik), men det gælder kun sunde og raske dyr.

En anderledes case som jeg er meget spændt på hvordan ender, er vores patient Mookie. Mookie er en 4 måneder gammel hvalp, der pludselig blev lam fra de bagerste ryghvirvler og ned. Han har ejere, som har givet os 3 uger til at få ham til at komme sig. 3 uger er dog ikke nok, men efter blot et par uger er der åbenbart sket store forandringer. Med hydroterapi (vandterapi), daglig fysioterapi og akupunktur er det lykkedes mine kollager at få ham til at bruge sine bagben en lille smule, og alle er optimistiske over Mookies fremtid. Han har bare brug for tid, og hvis ejerne ikke giver ham/os det, vil vi tage ham til os. Han har stjålet alles hjerter her.

Min yndlingsarbejdsopgave er helt klart operationer. De fleste operationer her er sterilisationer og kastrationer, og i ny og næ dukker der amputationer op. Jeg får lov til alt, og bliver bare kastet ud i operationer, jeg aldrig før har foretaget. Det er fedt, udfordrende og lidt skræmmende, men heldigvis har jeg erfarne kollegaer, der altid er der til at hjælpe mig. Som sidsteårsdyrlægestuderende får man også lov til en del, så GSPCA er, efter min mening, det perfekte sted at komme i praktik. De har en del ressourcer, og har samme diagnostiske og terapeutiske muligheder, som en klinik hjemme i Danmark. Derfor vil jeg opfordre alle, både studerende og færdiguddannede, til at tage hertil. Jeg er i hvertfald blevet meget glad for livet her, som giver mig hverdage, og weekender, fuld af nye udfordringer, spændende opgaver, sol og varme, daglige svømmetur i det caribiske hav, de smukkeste solnedgange, fyraftensdrinks på stranden og et næsten konstant smil på læben. Mit caribiske eventyr er slet ikke slut endnu.

Kristine

 

/af

Sidste beretning fra Grenada

, , , ,

Kære læsere.

Dette er min 10. og aller sidste beretning fra mit ophold her på Grenada i Caribien. Jeg har arbejdet for GSPCA i lidt over 3 måneder nu. 3 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg er på ingen måde klar til at forlade dette sted, der føles som hjem nu, men et nyt eventyr venter.

Mine forældre kommer hertil og fejrer nytår med mig. Bagefter skal vi sejle rundt i Caribien for at ende på øen Dominica. Herfra flyver de hjem, og jeg bliver. På egen hånd skal jeg finde min vej til Cuba, gennem Caribien, for at mødes med min bror i februar. Planerne herefter er endnu uvisse. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle rejse rundt efter 3 måneder som frivillig dyrlæge, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive så svært at sige farvel til Grenada. Derfor har jeg også stærkt på fornemmelsen, at jeg vender tilbage til GSPCA i det nye år. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde her, og føler virkelig at jeg er vokset med opgaven. Det er nu tingene begynder at sidde fast i min hjerne, og at tingene giver mening. Jeg er så glad for mine kollegaer og synes, at vi har skabt os et rigtig godt team her. Og dyrene. Dem kommer jeg til at savne. Selv de sindsyge katte – og jeg er ellers på ingen måde et kattemenneske.

Siden sidste beretning har det jo været jul. Det er min første jul uden min familie, så jeg har været meget spændt på, hvordan det ville gå. Om jeg ville få hjemve, føle mig ensom og ikke mindst savne min mors julegås og min fars sylte. Det har dog på ingen måde været tilfældet – undskyld mor og far. Jeg har nemlig været omgivet af fantastiske mennesker, der har sørget for, at det ikke har været muligt at længes hjem. De fleste af mine venner her fejrer jul den 25. december. Jeg har dog én veninde fra Hviderusland, der også fejrer jul d. 24., så vi to besluttede os for at holde en dansk/hviderussisk julemiddag for 12 venner juleaften. Jeg lavede and, sovs, rødkålssalat og ris a la mande med dertilhørende mandelgave. Min veninde lavede dumplings, russisk salat og kartofler.  Så snart duften af and spredte sig i køkkenet, føltes det for første gang som jul. Den 25. var jeg inviteret til “Orphans Christmas”, som var jul for alle os, der ikke har vores forældre her. Endnu en dag med alt for meget mad, så det var lige som det skulle være.

På GSPCA har vi fortsat haft travlt her op til julen, men jeg vil blot fortælle om én patient, der har fyldt meget. Det er hunden Chance. Chance blev overfaldet af en flok hunde, mens han var bundet fast udenfor. Han kom til os med blodskudte øjne og dybe bidsår.

Da vi fik ham sederet for at se nærmere på hans læsioner, viste det sig at et stort område under sårene udelukkende bestod af nekrotisk væv. Dvs. dødt væv. Han muskulatur var nærmest i forrådnelse. Vi måtte fjerne alt det døde væv, så nu har Chance et kæmpe kødsår på højre baglår, som med tiden vil hele af sig selv, med den rette forbinding. Det er dog meget svært at forestille sig, når man ser hvordan såret ser ud nu.

Heldigvis har hunden enormt søde ejere, der vil gøre alt for ham, så de betaler for at have ham indlagt her, i hvad der nok bliver flere uge, med daglig forbindingsskifte. På 1 uge kan man faktisk allerede se en stor forandring, så det går i den rigtige retning. Det er en af de ting, jeg virkelig synes har været fedt ved at arbejde som “rigtig dyrlæge” her. Man kan se en effekt af sit arbejde. At man rent faktisk gør en forskel. Det er, og vil altid være, den vigtigste faktor for mig, når jeg skal vælge et job.

I min første beretning skrev jeg, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg ville gå med min karriere. Det ved jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af hvad der betyder noget for mig, og så klichéfyldt som det lyder, og nok også lidt frelst, så er det vigtigste, at jeg føler, at jeg gør en forskel. Og så at mit liv udenom mit arbejde er fuld af nye, spændende oplevelser og vigtigst af alt, mennesker som gør mig glad. Alt dette har jeg her. Jeg får ingen penge, men så er det jo heldigt, at jeg kan leve på en sten.

Som også nævnt i min første beretning, så hoppede jeg ind i 2016 med det fortsæt, at det skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Om nogle dage hopper jeg ind i 2017, og der er jo ingen der siger, at man ikke må bruge det samme nytårsfortsæt to eller flere år i streg. 2017, må du blive mindst ligeså eventyrligt som de sidste 3 måneder af 2016. Jeg har store forventninger til dig!

Tilsidst vil jeg bare sige tak til dem, som har fulgt lidt med i mit arbejde som dyrlæge i Caribien. Jeg håber, at det har givet lidt inspiration og blod på tanden hos andre til at gøre det samme. Bare kast dig ud i det. Hvad er det værste der kan ske? I mit tilfælde er det, at jeg ikke vil forlade dette sted. Grenada, du har et helt specielt sted i mit hjerte.

Godt nytår! Lad 2017 være året hvor vi alle kaster os ud i noget nyt.
Kristine

/af

Let it snow, let it snow, let it snow… with puppies!

, , , ,

Kære læsere.

Endnu to uger har passeret siden sidste beretning, og vi er nu trådt ind i december måned. Derhjemme har I nok travlt med julegaveindkøb, julefrokoster og med at forspise jer i mad, som jeg kun kan drømme mig til. Her på Grenada har jeg travlt med at passe hvalpe!

De sidste to uger har været meget hektiske, for udover de normale konsultationer og operationer, er der blevet bragt rigtig mange herreløse dyr, især hvalpe, til os. Allesammen dyr, der har krævet meget pleje og omsorg – også om natten.

I sidste uge kom 5 to uger gamle hvalpe til os, hvis mor var død af forgiftning. Hvalpene havde brug for mælkeerstatning hver 3. time, så personalet her skiftedes til at tage nattevagter for at fodre dem. Jeg var oppe hele natten til torsdag, og i de timer gik det op for mig, at der skal gå meeeeget lang tid før, jeg skal have mine egne børn. Og så vil jeg helst gerne undgå femlinger! Det er virkelig hårdt arbejde at passe så mange små individer på samme tid – især kl. 3 om natten. Alle fem hvalpe trivedes godt i sidste uge, men i weekenden er det desværre gået ned ad bakke for dem. I dag har vi kun 2 hvalpe tilbage, og deres fremtid ser også usikker ud. Vi vil gøre alt for at holde dem i live.

Udover disse to hvalpe, har vi de hvalpe med skab, som jeg fortalte om i sidste beretning. Én af de hvalpe blev vi nødt til at aflive, så nu er der 4 tilbage. Hver dag smører jeg dem ind i kokos/neem olie, som skulle virker mod miderne. I starten skulle hvalpene også fodres flere gange om dagen med forskellige kosttilskud, men nu er de ikke længere underernærede og de vokser godt, så vi kan fodre dem samtidig med alle de andre hunde, hvilket sparer os en masse dyrebar tid.

Heldigvis er alle de andre hvalpe, som jeg fortalte om sidst, blevet adopteret. Ikke alle er blevet hentet endnu, men det bliver de inden jul. Jeg kan heller ikke forestille mig en bedre julegave end sådan en sød lille hvalp under jule/palmetræet.

Nu hvor en del er på vej væk, så har vi selvfølgelig også fået 3 nye hvalpe, der alle lider voldsomt af hårsækmider. Jeg kan efterhånden starte en karriere som massør, med alle de hvalpe jeg skal massere ind i olie hver dag pga diverse hudproblemer! Heldigvis har vi set, hvor stor en effekt olien har. Harper, vores gamle hund som også led af hårsækmider, har undergået den største forvandling – se bare på før- og efterbillederne. Udover alle vores hunde (8 voksne og 18 hvalpe) har vi også lige 13 killinger, som mangler et hjem. Derfor er der sket det helt utænkelige, at vi i dag har fået at vide af vores øverste leder, at vi ikke må tage flere dyr ind. Hvis en hund bliver efterladt på vores dørtrin, tager vi den selvfølgelig til os, men hvis der kommer mennesker med dyr, som de ikke kan tage sig af, så må vi afvise dem. Jeg tror, at det er første gang, det er sket, men som det er lige nu, så har vi hverken kapacitet eller fysisk og psykisk overskud til flere dyr. For man skal også huske på, at vi sideløbende har konsultationer og operationer, som vi skal tage os af. Heldigvis er vi stort team, så vi er mange hænder om jobbet. Der har været en del udskiftning af frivillige de sidste 2,5 måned, og jeg er den, der har været her længst tid. Det er rart at føle, at man efterhånden har styr på rutinerne, og kan hjælpe de nye, i stedet for at være den der klods om benet på de andre.

Nu er det jo snart jul, og da det er min yndlingshøjtid, gør jeg ALT for at komme i julestemning. På mit værelse har jeg hængt lidt julepynt, som min veninde havde med til mig, hver aften spiser jeg dansk importerede brunkager og pebernødder, og under mine operationer sætter jeg julemusik på anlægget. De andre er ved at blive sindsyge! På trods af det er det virkelig svært, at forstå, at det er jul om lidt. 30 graders varme, palmer og sol minder ikke just om danske juledage. For at vise mine venner her hvordan julen er i Danmark har jeg derfor holdt “Danish Christmas-hygge Night”, hvor jeg lavede gløgg med grenadisk rom og krydderier, og risengrød med grenadisk kanel. Det var et hit, og i det øjeblik føltes Danmark og julen ikke så langt væk – indtil arrangementet udviklede sig til et pool party…

Jeg har kun 2,5 uge tilbage på GSPCA, så skal jeg på nye eventyr. Det kan I høre mere om i min næste og sidste beretning, hvis I skulle have lyst.

Glædelig jul derhjemme! Spis nu en hulens masse sovs for mig.

Med venlig hilsen
Kristine.

 

 

 

 

 

/af

Hvalpe tur/retur

, , , ,

Kære læsere.

Der er simpelthen sket det, at jeg har sprunget 1 uges beretning over. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lavet noget – tværtimod. Det er fordi, jeg har haft for meget at se til. Jeg har været stresset – på den gode og rare måde.

grenada-041216-1De sidste to uger har jeg nemlig haft besøg hjemmefra af min gode veninde, så når jeg ikke har arbejdet, har jeg været sammen med hende. Vi har også været på forlænget weekend til Carriacou (øen nord for Grenada) og været på øhop i øgruppen The Tobago Keys, hvor vi bl.a. har snorklet med skildpadder og barracudaer.

En af fordelene ved at bo her på Grenada er, at man på ingen tid kan komme nye steder hen, skulle man, af mærkværdige årsager, have lyst til at komme lidt væk fra øen. Det er både hurtigt, let og billigt, og så er det jo bare fedt, at det ikke ligefrem er grimme steder, man kan tage til.

grenada-041216-2Udover min lille “ferie”, er der også sket det, at jeg er blevet ét år ældre. 27 somre har jeg nu oplevet. Det skulle selvfølgelig fejres med sunset cruise, rum punch og BBQ på stranden med mine nye venner. I alt dukkede over 35 mennesker op, hvilket jeg blev meget overvældet over og utrolig glad af. Tænk at jeg på under 2 måneder har lært så mange mennesker at kende, og at de vil kendes ved mig. Jeg føler mig meget heldig og forkælet af at have så mange, som jeg nu kan kalde mine venner. Det er også et meget godt eksempel på, hvor let det er at møde mennesker her. Alle er simpelthen så søde og imødekommende, så det er nærmest umuligt at føle sig ensom. Sådan er det i hvertfald for mig.

Rent arbejdsmæssigt har den sidste uge været ret hektisk. I min sidste beretning fortalte jeg, at vi næsten ingen hvalpe havde tilbage, da vi havde fået de fleste bortadopteret. Jeg skrev dog, at der nok skulle komme flere hvalpe på et tidspunkt, og man må sige, at jeg i den grad fik ret.

grenada-041216-3Først kom de 9 hvalpe tilbage, som jeg har skrevet om i min fjerde beretning. Deres mor, Luna, var blevet påkørt af en bil, og kom ind til os, da hendes sår efter ulykken ikke ville hele. Da hvalpene på det tidspunkt kun var 2 uger gamle, var de indlagte sammen med deres mor, mens vi behandlede hende. I de dage kom en forældreløs hvalp også til os. Luna tog straks hvalpen til sig som sin egen, så hendes kuld gik pludselig fra 8 til 9 hvalpe. Luna og hvalpene har ingen ejer, så de har boet hos en plejefamilie. Familien kan dog ikke længere tage sig af de 10 hunde, så nu er de altså tilbage i vores varetægt. Alle har det godt, vokser og bliver frækkere og frækkere fra hver dag der går. Vi har på én uge allerede fået adopteret 3 af hvalpene, og det bliver nok ikke svært, at få afsat de resterende – billederne taler vist for sig selv.

grenada-041216-5Udover disse hvalpe har vi også fået 4 hvalpe tilbage, som var en del af det hvalpeboom, jeg skrev om i min femte beretning. Også de har været i pleje hos personer, som ikke længere kan passe dem. Nu er det vores opgave at finde dem deres “forever home”.

Endelig blev der i torsdags fundet 5 hvalpe i vejkanten, uden deres mor. De lider alle af skab, er underernærede og skræmte. Når de får det bedre, bliver de sat sammen med vores 13 (!!!) andre hvalpe, men indtil videre skal de være isoleret. Det er hyggeligt, at have en masse dejlige hvalpe at nusse med i pauserne, men det er også hårdt arbejde. Især for vores kennelarbejdere, der skal gøre rent efter de små kræ, når de hver nat har haft hvalpefest i deres kennel.

grenada-041216-6Tilsidst kan jeg berette, at Jeffrey, hunden som havde været bundet fast i venstre bagben, endelig har fået benet amputeret – og jeg var såmænd dyrlægen, der udførte operationen. Det var min første amputation, så det var en ret stor og betydningsfuld opgave for mig. Emma, en af de andre, mere erfarne dyrlæger her, stod ved siden af, hvis jeg skulle have brug for assistance, men det blev aldrig nødvendigt. grenada-041216-7Efter jeg havde fjernet benet, skulle Jeffrey også kastreres. Så udover at føle mig lidt sej, så følte jeg mig også som verdens ondeste person, sådan at fjerne den stakkels fyrs ene ben og begge nosser på samme tid. Han virker dog til at have tilgivet mig, for han hopper rundt på sine tre ben med sin tomme pung, gladere end nogensinde. Som min veninde sagde: det er nok alligevel ikke fordi, han kommer til at score særlig mange damer med kun 3 ben, så han tager det nok ikke så tungt, at du også fjernede hans mandlighed. Vise ord fra en statskundskaber.grenada-041216-8

Nu er jeg den sidste dansker på øen, men jeg føler mig ikke på nogen måde alene. Jeg er fortsat meget glad, får fortsat nye bekendtskaber og føler, at jeg vokser hver dag med mit arbejde. Måske kun micrometer, men det gør heller ikke noget – jeg er så pokkers høj i forvejen.

Glædelig 1. & 2. søndag i advent. I må gerne sende lidt julestemning i denne retning til næste uges beretning.

Med venlig hilsen
Kristine

/af

Tættere på TOLFA

, , , ,

TOLFA-med-tekstEn af de organisationer, som vi tidligere har haft frivillige hos, er Tree Of Life For Animals – også kaldet TOLFA.

TOLFA ligger i den nordlige del af Indien, og huser i dag både et dyrehospital og et rescue-center, hvor alle indkomne gadehunde bliver behandlet for evt. skader. TOLFA stopper dog ikke der, for TOLFA har fokus på sterilisation og rabies, så gadehundene kommer også et Animal Birth Control-program under deres ophold hos TOLFA.

Viden om rabies ligger TOLFA meget på sinde, da 95% af dødsfaldene i Indien kan relateres til bid fra rabies-inficerede gadehunde. Derfor arbejder TOLFA for at udbedre kendskabet om rabies blandt skolebørn, som lærer om rabies, hvordan man undgår at blive bidt og hvordan man behandler evt. bid, så risikoen for rabies mindskes.

Fakta om TOLFAs arbejde indtil videre:

  • Deres dyreambulance har hjulpet mere end 25,000 syge og tilskadekomne gadedyr.
  • De har – på en human måde – nedbragt bestanden af gadehunde ved at have neutraliseret mere end 18,500 gadehunde.
  • De har hjulpet til med at redde både menneske- og dyreliv ved at vaccinerer over 22,000 gadehunde mod rabies og ved at lære mere end 4,000 skolebørn om rabies og dyrevelfærd.
  • De er en værdsat del af lokalområdet blandet andet ved at tilbyde gratis dyrlægehjælp til mere end 50,000 dyr som arbejder på gårde m.v.

tolfa-271116-1TOLFAs frivillige kommer også ud i de mere øde områder, hvor gadehundene lever. Derude findes også gadehunde, som har brug for deres hjælp, som f.eks. denne hund, som havde brækket en ben.

Andre dyr kommer til TOLFA med skader fra at være blevet ramt af en bil, skader som på grund af manglende behandling er fulde af maddiker, tumorer som skal fjernes eller skab. TOLFAs klienter er ikke kun gadehunde, men kan også være katte, heste, æsler eller andre dyr.

Dyrenes SOS har haft frillige afsted for at hjælpe TOLFA i deres arbejde – læs Nynne og Rikkes beretning her.

Billeder og inspiration til dette indlæg er hentet på TOLFAs hjemmeside.

Med venlig hilsen
Lonni Marquart

Medlem af bestyrelsen

/af