Costa Rica – 15. maj 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære læsere.

Siden jeg skrev sidst, er der sket en del på hundefronten i Costa Rica og desværre ikke alt sammen godt, alt efter hvordan man ser på det.

Jeg har nu 29 hunde (9 mine egne) og mens jeg skriver kan det være at der kommer flere til!!!! jeg blev ringet op af Saety som før har hjulpet mig med at fostre hunde og hun fortalte at der gik en gravid tæve oppe ved indianer- skolen og alle kyste den væk med det resultat at den var meget bange og ikke til at komme i nærheden af. I Costa Rica får skolebørnene i de små klasser varmt mad en gang om dagen og kogekonen gav den lidt at spise, men hun kunne heller ikke få fat i den. Jeg fik så den gode ide, at udsætte en dusør på 10000.00 colones, ca. 20USD til den der kunne få fat i den , binde den og ringe til mig og SAA lykkedes det!!!!!…og nu er hun her, BETSY, har vi kaldt hende og rigtigt nok, hun var noget skræmt men heller ikke mere end at jeg bondede med hende på 5 min. , jeg snakkede blødt med hende, lagde min ene hånd under hendes kæbe og strøg over hovedet med den anden og så lukkede hun øjnene og syntes at det her var dejligt, en hund der er skræmt ville ikke drømme om at lukke øjnene af angst for “hvad kan de ske hvis jeg ikke ser”. Hun er ved Gud ikke køn men meget charmerende, hun “griner” når jeg går over til hende, har noget husky i sig med et blåt øje og et brunt, ellers er hun sort med brune aftegninger. Hun er så supergravid at jeg ikke ville operere hende, det ville betyde at hvalpene skulle aflives og da de jo nu er “færdige” til at komme ud, så tager jeg det med. Jeg håber på at der ikke kommer så mange, men som hun ser ud, er der mange eller de er store. Jeg er ikke glad for at have hvalpe fordi jeg ikke har mulighed for at opdrage dem, vænne dem til alt det de senere skal sættes ud for, biler, vaskemaskine, normalt larm eller støj der er i et hus, mine hvalpe er socialiseret med andre hunde og andre mennesker men der mangler det andet..og det fører mig over til det næste emne, hvor netop det der gik galt!!!!

En lidt ældre kvinde, Sonia, ringede til mig og ville gerne adoptere en hvalp, hvilket jeg ikke havde. Jeg har tidligere fortalt om DUKE og NELA, som jeg bragte ned til Sonia. Sonia bor et sted der er meget trafikeret i den 3. største by i nærheden af lufthavnen og der var virkelig støj fra biler, naboer etc. og jeg forklarede at de skulle tage det hele stille og roligt, ikke for meget aktivitet men kæl og kys og efter nogle dage, kunne de tage dem på gåtur i snor. De første 5 dage gik alt fint, de var rolige og ville gerne have kontakt men så gik det galt!! NELA bed hendes vandledning over, samt bed hul i el-ledningen, sammen gravede de alle hendes roser op og forsøgte at gå “i krig” med hendes flotte potteplanter og Sonia ringede og græd i telefonen fordi hun bare ikke kunne tage mere. Hundene nægtede at gå tur fordi de var bange for støj og biler og jeg ved ikke hvad. Jeg var ked af det, dels på hendes vegne men mest på hundenes, for da jeg hentede dem, var de om muligt mere skræmte end da jeg afleverede dem og hvad så jeg???? Sonia havde fået en ny hvalp, en Rottweiler han på 3 måneder og det første jeg sagde var, “du har for lidt plads til sådan en stor hund når den bliver voksen” men det mente hun ikke!!! Sonia ringer til mig når hunden er voksen og giver problemer, skal vi vædde??? Well, DUKE og NELA var glade for at være hjemme hos “mor” igen, DUKE kom sig efter en dags tid, NELA var stadig skræmt og ville ikke ud på gåtur til floden før efter et par dage. Normalt tager adrenalin en tre dages tid til at forsvinde fra blodet og nu er de fuldstændig som de var før, jeg lukkede dem ud sammen med de andre, som de jo kender, og der blev snuset og undersøgt og så fandt DUKE en bold og ville lege bold med mig. Moralen i historien er, at dette må ikke ske igen, hvalpe skal ud af huset så hurtigt som muligt og at hvis en person har en ide om hvad de gerne vil adoptere, så skal jeg ikke overbevise dem om noget andet bare fordi jeg gerne vil, at hundene får det “rigtige”hjem, undskyld DUKE og NELA, jeg passer bedre på næste gang!!! Det gode her er, at hun sagde jeg skulle hente dem, andre ville have sat dem på gaden!!

MAXI, som jeg hentede på gaden i påsken, har det dejligt, siger hans nye mor, Rosa. Da jeg ringede forleden aften, lå han sammenkrøllet foran TV og sov dejligt. hun er en af de få hvor hundene må komme indenfor, hun ville gerne have en til men nu passer jeg på, hun har to små hvalpe og tre må være nok, som jeg sagde til hende. Rosa betaler jeg hundemad til, hun er alene og kan lige akkurat betale for maden til sin familie. MAXI vil jeg besøge og se om han har det godt.

Fernando ringede en lørdag aften for at sige at han blev nødt til at give mig NICK tilbage, en husky, som han har haft i over et år. ikke nok med at NICK kom tilbage, så havde han altså også lige EVA, en ung tæve som jeg aldrig havde set. Problemet var, at han skulle skilles og da hundene befandt sig på konens farm, så var der ikke nogen til at passe dem, idet hun befinder sig i Miami og at hans ”caretaker” tog af sted til Nord Costa Rica og det søndag morgen. Jeg flippede ud, blev vred over at få så kort varsel til at få hundene placeret men enden på det blev, at jeg naturligvis hentede dem begge og nu er de her. Begge har det godt, er velnærede og er blevet passet fint, det skal Fernando dog alligevel ha’….

Det sidste “skud på stammen” er LENNY, en lille hanhvalp som løb rundt på vejen og ingen kunne få fat i. Han kom ned til Yadiras hus, (hun hjælper til her med hus og hunde) og LENNY blev bundet og senere hentet af Marito. LENNY har skab, som jeg behandler ham for nu, en ualmindelig sød lille hvalp på ca. 4 -5 måneder, han er ved at skifte tænder, desværre for de blivende er brune og dårlige, så jeg giver ham ekstra kalk og må se hvad dyrlægen kan gøre, måske det retter sig lidt når alle tænder kommer ud men jeg tror at skaden er for stor. LENNY minder lidt om LONNI, derfor hedder han sådan, ligeså dejlig som hun er. Lenny har jeg i en stor transportboks i gæstehuset, han kan ikke blive sat sammen med andre inden hans skab er ordnet, det tager vel en 10 dages tid til vi ser at nye hår kommer frem, han blive lukket ud mange gange om dagen til tissetår og kæl og han futter rundt, smider sig i græsset, ruller og er bare en dejlig lille hvalp som jeg regner med, vil være nem at afsætte fordi han er lille.

Folk ringer og regerer i øjeblikket, om jeg ikke kan hente hunde her og der, det er helt vildt, en dobermantæve med 8 hvalpe, en anden med 5, en mand der har to vil bygge til og har så ikke plads til to hunde, boxermix etc. jeg er ved at opgive ind i mellem men jeg kan jo ikke klare mere end det jeg gør og takket være Dyrlæger Uden Grænser og støttemedlemmer, så kan jeg dog i det mindste sørge for at dyrene får foder og bliver opereret, TAK til alle der hjælper med det.

Her til slut, vil jeg lige fortælle om en smart hund, PLUTO. !!! sidste weekend, trak det over og det begyndte at regne lidt. PLUTOS elskede dyne, min gamle, lå halvvejs ude at hundehuset og jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så at han stod op og begyndte med tænderne at trække dynen ind i huset så den ikke blev våd!!!!! Det lykkedes, han lagde sig på den og sov!!! – HVIS DET IKKE ER SMART???

Alt for denne gang, jeg vil lige gå over og se hvor mange hunde jeg NU har……en forårhilsen til alle fra mig her i varmen, vi har 36 grader og alle er ved at omkomme…også mig…. Knus Lise

/af

Costa Rica – 19. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære dyrevenner

Det har været en god uge for mig og 4 hunde. Maxi fik et nyt hjem i onsdags, og damen der fik ham fortalte, at der om morgenen lå en Schæferlignende tæve foran hendes dør og som havde et grimt sår på skulderen, jah så hentede vi den og fik den syet sammen hos dyrlægen i Puriscal . Damen som hedder Rosa sagde, at hun ville beholde den, det er en temmelig gammel tæve og måske gravid selvom jeg ikke tror det, dyrlægen mente at han kunne føle “noget” men det betyder at jeg skal på en “dagsrejse” til dyrlægen i San jose for at få lavet en scanning og er den kun “lidt gravid” bliver hvalpene fjernet. Maxi har det pragtfuldt, de er meget, meget glade for ham og lige så snart vi har klinik i nærheden, blive han hentet til operation, jeg kunne ikke nå det denne gang og hun blev ved med at plage om at få hunden fordi hun bor ensomt og gerne ville have ham til at passe på. Det lader til, at han ikke rigtigt har forstået, at han skal gø når der kommer nogen, han hilser glad og venligt på alle, også en tyveknægt hvis en sådan skulle dukke op!!!Nåh, med tiden finder han vel ud af det, ellers må jeg finde en “figurant” til at opføre sig underligt og truende, og så kan ejeren give ham godbid for hvert gø. Her var han en god vagthund , gøede som de andre og var dermed støttet af dem.

En anden dame, Sonia, ringede for et stykke tid siden og ville have en eller to hvalpe, hvilket jeg ikke havde. Vi snakkede frem og tilbage f.eks hvorfor det skulle være hvalpe og ikke voksne hunde. Det var fordi hun selv gerne ville forme dem efter hendes behov, som hun havde gjort med den chow chow hun netop selvsamme dag havde fået dyrlægen til at aflive, en gammel han med nyreproblemer. Jeg trøstede så godt jeg kunne og sagde, at hun skulle ringe igen efter et par dage for jeg mente at jeg havde en løsning i form af to hunde. jeg tænkte på DUKE og NELA, de sidste to af min “nytårsgave” som jeg fik 1. januar 2007…en mor med 8 hvalpe, ca 1 måned gamle dengang!!! Sonia ringede så igen og jeg fortalte om dem og hun var interesseret , jeg afleverede dem igår, en times kørsel herfra og de var død-skræmte, klart de kender kun til et liv i rehabben og aner intet om hvad det vil sige at bo i et hus. Jeg blev hos dem en times tid, gik rundt med dem i haven hvor de skal bo, hun gav dem noget at spise og hendes 20 årige søn aede og snakkede med dem og lidt efter lidt, forsvandt skrækken og da jeg ringede i aftes, var de helt ok, de havde leget bold og kælet og nu lå de og sov ovenpå “den store dag” med så mange nye indtryk. De skal nok få det fint der og så kan hun gå i krig med opdragelse af dem, det er meget hurtigere end med små hvalpe, de jo glemmer hvad de har lært efter 5 min. det gør voksne hunde ikke og det var mit argument for at hun kunne prøve med dem.

Nogle gange er det “for godt til at være sandt”, det skete med LONNI som jeg tog tilbage igen og nu er hun her foreløbig. Den familie som hentede hende var meget begejstret for hende, hun er også specielt sød men hun har et problem…hun stikker af hvis hun kan se sit snit til det. Hver gang de åbnede døren til gaden, smuttede hun med og havde det noget så skøgt ved at løbe rundt over det hele men de var bange for at hun skulle blive kørt over idet de bor på en befærdet vej og 4 gange på en uge, måtte de få nogle skolebørn til at fange hende, mod betaling forståes!! Det var ikke holdbart i lægden og så ringede de og sagde at de ville bringe hende tilbage til mig igen, hvilket de gjorde, andre ville bare sætte hende på gaden og få sig en anden hund. Lonni stikker også af her, når Marito tager de forskellige på gåtur til floden, men her gør det ikke så meget, vi har ingen biler hvor vi bor, så når hun er færdig med at snuse rundt og lave ulykker, så kommer hun igen. Forleden tog det dog noget tid og Marito tog ud for at finde hende…hun lå og sov noget så dejligt på gæstehusets terrasse.

Alt for nu, jeg ville egentligt vaske nogle hunde med loppeshampoo men nu er det blevet overskyet og så bliver det for koldt selvom vi har 26 graders varme. ha en god weekend, vi mailes ved…knus Lise

/af

Costa Rica – 3. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Nu er det tid til at skrive lidt om hvad jeg har lavet i den sidste tid og det er ved Gud, en del !!!

I Costa Rica, ved denne årstid, hvor vi går fra tørkeperiode til regnperiode, er der mange syge dyr og mennesker og jeg skulle hilse og sige, at de over 500 personer der har mit nummer, har benyttet det flittigt men det er ok sådan, nu ringer de da i det mindste i stedet for, som før, bare at lade hunden ligge og dø af noget der kan kureres.

En kone ringede til mig for en 20 dages tid siden og spurgte, om jeg ikke kunne komme og se til hendes tæve. Hun fortalte at der “kom noget sort med hår på, som lå i en pose” ud fra vagina!!!! Tæven så ud som om den var død, reagerede ikke på noget som helst etc. Jeg måtte forklare hende, at det der kom ud var hvalpe, men at der åbenbart var komplikationer og derfor skulle hun opsøge den dyrlæge i Puriscal , der kunne tage sig af det. Det hun skulle gør nu var, at rive posen af hvalpene hvorefter hun sagde at DET kunne hun altså ikke gøre, det var for ulækkert, men jeg insisterede. Hun sagde at hun ikke havde transport muligheder og ingen penge, så jeg sendte Marito afsted for at hente hunden, ringede til dyrlægen og forklarede at Marito var på vej. Tæven var totalt underernæret, skind og ben og var ved at gå i koma men dyrlægen ordnede situationen , gav drop og en af hvalpene var i live, de to andre døde. Ideen var at jeg skulle tage tæve og hvalp. Hvalpen skulle sondefodres, men det er ikke noget problem, jeg har sonder men jeg har ikke plads og spurgte dyrlægen om han ikke kunne hjælpe og tage tæven bare en dag til med drop hvilket han gjorde. Dagen efter ringede jeg for at se, hvor vi skulle hente de to ,men da var hvalpen død, årsag kendes ikke, men tæven var stabil så Marito hentede den og den kom hjem igen med medicin, vitaminpiller og hvalpetoerfoder plus ormemiddel. prisen hos dyrlægen var 22000.00 colones (5000.00 colones er ca. USD 10.00) og de penge havde Audrey ikke, så jeg spurgte: ”hvor meget kan du betale?” og hun sagde ”12000”, så ok, jeg betalte resten. Ved sidste kastration kom hun med tæven og den blev opereret, den så ok ud og hele den lille familie var bare så glade for at jeg havde hjulpet dem. Hendes lille pige på 8 år kom hen og gav mig et stort knus og sagde, at det vel nok var godt at hendes lille hund var blevet reddet og det var jo sødt!!!

En anden dame ringede til mig og spurgte om jeg ikke kunne komme og tilse hendes hund der så ud som om den var blevet forgiftet. Den havde ikke skum om munden som er normalt, og hun vidste ikke hvor længe hunden havde haft det sådan eftersom hun havde været på påskeferie, og en ung mand havde passet hunden. Jeg sagde at hunden skulle i drop og have atropin, og hun skulle tage den til dyrlægen hvilket hun ikke kunne, eftersom hun ikke havde transport!! OK, jeg skulle alligevel til Puriscal, ringede til dyrlægen for at høre om han var der, og så hentede jeg hunden. Hun så godt nok sølle ud, var helt apatisk, kastede op etc. hos dyrlægen kom hun i drop og fik atropin og andre stimulanter men hun reagerede ikke på behandling men gik i krampe. I dette tilfælde giver man noget der “blokerer hjerne” og hunden bliver stille, ja ser nærmest død ud men da virkningen holdt op, gik hun i krampe igen. Denne gang kunne tæven ikke reddes og den led, hylede og skreg og jeg sagde at dyrlægen skulle ringe til konen og få tilladelse til at aflive den lille, hvilket hun gav. Der hvor jeg hentede den lille har de begravet hende, ud til vejen og med en bougainvilla ovenpå, jeg ved at de var så triste over at have mistet hende og derfor betaler jeg dyrlægen, det bliver vel en 15000.00 colones, dyrlægerne behandler mig godt!!!

Jeg har ca. 5 forskellige opkald om alverdens ting hver dag og noget kan klares på telefonen, f.eks. er der en del hunde der ikke vil spise, og der anbefaler jeg først at give ormemidler, virker det ikke dagen efter, så skal de ringe igen hvilket de fleste ikke gør fordi det nemlig lige akkurat var mangel af det. Her i landet skal man give ormemiddel ca hver 2. måned, jeg selv giver mine hver måned, vi har masser af lopper og de giver orm, vi har jo ikke frost etc. der afliver lopper, aeg , larver og her i tørkeperioden, er jorden tør og det er lige noget for lopper. Masser af de opkald jeg har fået, har jeg videregivet til dyrlægen i Tabarcia som laver mange sygebesøg og altid er villig til at hjælpe mig eller rettere dem. Det er alt fra overkørte katte og hunde, slangebid, frøforgiftninger, rotteforgiftninger etc. alt sammen dyrlæge ting som jeg ikke kan klare idet dyrene skal lægges i drop og det kan jeg ikke. Hos dyrlægen har jeg sikkert en kæmperegning, jeg har heldigvis glemt de fleste tilfælde men bliver “reminded” når jeg skal betale ham, for indianerne har ingen penge til deres dyr, de har knap nok til sig selv og landbefolkningen har mad men ingen kontanter så det gå sku fint.

Som om det ikke var nok, så laver jeg jo en del kastrationer og nu prøver jeg at gøre det anderledes. Det vil sige, at jeg prøver at få folk lidt mere involveret dels i kampagnen, finde et sted at holde klinikken og i øvrigt klare sig selv med min hjælp, men at jeg ikke fysisk behøver at være der. En gruppe kvinder i Puriscal har netop afholdt en kastrations-klinik sammen med min unge veninde, Laura, som står for det pengemæssige. Jeg kom med alt det de skulle bruge, mit groomingbord, børster og kamme, loppemidler, store sorte plastikposer til det der blive opereret væk, forlængerledninger, en lille støvsuger til hundehår efter at de er blevet barberet ved indsnittet, vat og øresæbe til rensning af disse, cremer til sår eller svamp i huden, karton og vinylduge til at lægge dyrene på til opvågning, så de ligger varmt og rent, køkkenrulle etc. og sidst men ikke mindst, læsestof til folket, så mens de venter, kan de blive lidt klogere!!! Der står alt om hvordan de skal passe deres dyr i al almindelighed og specielt efter operation. Denne klinik var en stor succes, der kom 85 dyr og en 5-6 tæver fra gaden blev hentet og opereret. Det var lidt dyrt for mig, jeg skylder dyrlægen 70000.00 colones som han lige må vente lidt med til jeg har nogle donationer men han siger at det er ok, han ved jo at han får dem når jeg har dem. Denne klinik var den 16. marts 2008…

En dame ringede og spurgte hvornår jeg havde den næsteste, fordi hun ikke kunne komme til den i Puriscal. jeg spurgte hvor hun boede og det var i en lille by her i nærheden, og så sagde jeg til hende “vi kan sagtens lave en i din by, du skal bare finde lokalet og så arrangerer jeg dyrlaegen” !!! Hun ringede 5 min senere, havde lokalet og jeg fik dyrlægen. Det var den 31.marts 2008, og der kom 71dyr deriblandt mange gadehunde som venlige folk fodrer men de bor på gaden. Alene det, at de fodrer og passer dyrene er jo fint nok, så jeg gav operationen til dem gratis samt ormemidler til dagen efter, der var vel en 14 tæver og et par hunmisser og derfor dyrt, der skylder jeg dyrlægen 105000.00 colones men det var godt at få disse tæver med, dels var de gravide eller i løbetid og hvis man beregner et kuld fra hver på gennemsnitlig 6 hvalpe, ca halvdelen tæver som går i løbetid efter ca 6 – 7 måneder , så kan I jo se hvad dette betyder for hundebestanden når dette sker hver halve år!!!

Til denne klinik var jeg der selv, jeg tog af sted kl 8 om morgenen og kom hjem kl. 17, dødtræt og helt hæs af at snakke og regere. Jeg satte det hele i gang, jeg havde to hjælpere Laura og Eugenia, dyrlægerne laver deres og vi laver vores. jeg havde denne gang masser af materiale/læsestof og til ungerne en malebog jeg har lavet baseret på dansk kennelklubs program “barn og hund”. jeg meddelte folket at i dag skulle vi gøre det anderledes, at hver i sær skulle groome deres egne dyr og Eugenia var der til at hjælpe med det. Laura kasserede først og derefter hjalp hun Eugenia og alle var mere end villige til at lære. Jeg selv tog en gruppe børn, en 20 stykker og dem der kunne læse, skulle læse op fra malebogen og så diskuterede vi teksten f.eks. alt det man ikke skal gøre for derved at undgå at blive bidt, ikke klappe en hund man ikke kender, aldrig stirre en hund direkte i øjnene etc. Jeg involverer ungerne med små sketches kan man sige, f.eks ikke stirre, gør jeg sådan at jeg tager en dreng, den mest frække i gruppen, siger til ham at nu er du hund og jeg er dig!!! Der sker dig ikke noget, og han står op og jeg går hen mod ham, stirrende i hans øjne og ender op helt tæt på. Så spørger jeg ham: ”hvordan føler du dig, er du bange?”, og svaret er altid “ja, jeg har det ikke godt”. OK siger jeg så, nu gør vi det igen, bare på en anden måde!! jeg går igen hen mod ham, men denne gang standser jeg lidt op, går i bue og kigger ikke på ham, jeg ender op på samme måde som før , helt tæt på ham og spørger om han er bange?? ”Nej”, siger han, ”jeg har det godt!!!” Denne dreng var en lille frækkert, 12 år og lige den alder hvor drenge driller alt og alle inkl. hunde, men efter denne “session” var han helt rolig og ikke så fjollet. jeg spurgte gruppen om der var nogle de kendte der drillede hunde og Gud hjælpe mig om ikke den 12aariges to små brødre sagde, at det gjorde han!!!! hvorpå jeg sendte ham et strengt blik og sagde at fra nu af, holder du op med det hvilket han lovede!!!Det gør han nu næppe, men jeg har sået et lille frø!! I malebogen lærer de også, at man ikke skal tage mad og legetøj fra en hund og næste gang vil jeg købe slikpinde, give en til hvert barn, bede dem om at holde den op i luften og derefter samler jeg dem ind igen og putter dem i en pose!!!!. Jeg er så ufin at glæde mig til at se deres øjne når jeg tager den igen og putter den væk!!!! og så vil jeg høre om hvordan de syntes det var, at have noget for derefter ikke at have det og derefter får de naturligvis slikkepinden igen. Når vi har gennemgået malebogen og teksten som også er på engelsk, så farvelægger de med tush som jeg har købt billigt, og disse kan de tage med hjem og snakke og fortalle om det de har lært til de andre søskende, nogle i gang med at lære engelsk, forældrene hører det og den gamle bedstemor også, og mit håb er, at de fatter hvad det er det handler om.

Jah, kære hundevenner, det var det jeg ville berette om idag. ha det godt allesammen, nu kommer sommeren snart til jer og vi venter på regnen, vi har 30 graders varme, lidt overskyet og forhåbentlig kommer der en skvæt vand til dyr og planter….. Knus Lise

/af

Costa Rica – 2. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære Alle sammen

Tro endelig ikke, at jeg har glemt jer, men jeg har haft og har problemer med min computer, teknikeren har været her flere gange og fandt til sidst ud af, at der var støj på telefonledningen, hvilket blev repareret men åbenbart ikke godt nok, for jeg kan stadig ikke bruge den ledning til putteren. Ergo må de komme igen…jeg er bare SÅ træt af det men måske er der håb forude for til min fødselsdag hvor jeg blev 50 somre, skillingede min mand, Uwe og vennerne sammen til en labtop og efter sigende skulle der komme et tårn op i nærheden og så skulle jeg kunne have noget der hedder “wireless” (I ved hvordan jeg er med de der tekniske ting!!!!)

Jeg er frygtelig bagud med praktisk taget alt, jeg har bare haft så travlt med dyrene over det hele, folk ringer og regerer med syge dyr og til mange af dem, må jeg sende en dyrlæge da det er noget jeg ikke kan klare selv, han har vel været ude og tilse en 10 hunde, jeg har allerede lost track!!!, så der har jeg nok en fed regning liggende, well normalt behandler han mig pænt så vi må se.

Jeg skriver kort i dag fordi jeg er frygtelig nervøs for at have fået en epidemi af en eller anden slags og som er dødelig. I onsdags måtte jeg ind med Chip der havde dårlig mave med blod i afføring og han var meget trist. han kom i drop og blev behandlet med antibiotika og andet men responderede ikke på behandling og døde i går eftermiddags hos dyrlægen. jeg talte med Claudio, og han sagde, at jeg skulle passe meget på og holde øje med de andre dyr, for han kunne ikke sige hvad Chip var død af, men han blev pludselig ved middagstid helt gul og det tyder på lever problemer, hans tis var også helt, helt gult da jeg besøgte ham i forgårs for at se, om jeg kunne få hans humør lidt op at stå. Jeg havde min egen lille Whisky med, 14 år gammel foxterrier fordi han ikke ville spise og desværre havde jeg dem sammen dvs. whisky var på gulvet og Chip i mit skød, men de snusede til hinanden. Begge har spist nogle bugs som vi har udbrud af i øjeblikket og disse bugs har dels et germen, dels modhager på benene som gør at de ligesom sætter sig fast i hals, mave og tarm og destruerer slimhinden. Nu kommer det værste…her til morgen kommer Marito og siger at Nela afleverede noget afføring med blod i!!!! Ved du hvad det kan betyde?? at alle hunde kan være inficeret da alle har spist disse bugs MEN det kan også være noget andet ifølge min dyrlæge, og det er at disse vildhunde vi har i området, coyotes, har en speciel mutation af hepatitis og 10 af hundene går jo tur hver dag til floden og de har måske snuset til afføring eller urin fra disse coyotes, blevet inficeret og går det helt galt, så har de også inficeret de andre hunde de går sammen med. Det er noget nær frygteligt , jeg er så bange for at alle har fået “noget” og det kun er et spørgsmaal om tid. Uwe er i Puriscal hos lægen der og når han og Marito kommer hjem, tager Marito og jeg til dyrlægen i San Jose, og så må han se hvad der er i vejen med Nela og hendes bror Duke, som jeg også tager med, de sover i samme bur. Jeg er så bange så derfor beder jeg Marito om at køre mig, jeg er alt for nervøs selv.

Jeg er smuttet igen, wish me luck, det har jeg sandelig brug for…knus Lise

/af

En noget anderledes kastrationsklinik end normalt – december 2007

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

I søndags havde jeg kastrationsklinik hos indianerne i Quitirisi. Dyrlægen havde jeg arrangeret for over en måned siden, så det var OK – men lokalet??? Indianerne har et lokale, som vi altid bruger, men der var der 500 sække cement og cementstøv i et åbent sår er ikke lige sagen, da det jo vil medføre infektion og en masse problemer bagefter. Så gode råd var dyre, men heldigvis løste det sig idet cementen blev flyttet nogle dage før, så var første problem løst. Næste problem var at de ikke havde strøm, og det skal dyrlægen bruge til at fjerne hår omkring operationsindsnittet. En gut sagde at vi gerne måtte tage strøm fra hans hus, men det lå ca. 250 meter fra, hvor vi skulle operere, og hvem har en forlængerledning så lang, hvor strømmen ikke går “tabt” inden???. Well, han mente at hans kones søster havde en mand, der havde en onkel med en så lang og tyk en ledning og sandelig om det ikke viste sig at være sandt, hele 2 meter var der i overskud, så nu var to problemer var løst!!!

Det sidste og mest vanskelige var, at i dette lokale bor der en gammel – lidt forvirret – hjemløs indianer med to agressive store hunde, og han nægtede pure at “flytte ud” i de timer, hvor vi skulle bruge lokalet. Han havde forskanset sig inde med døre og vinduer lukket, og nægtede at komme ud. Udenfor var folk begyndt at indfinde sig med deres dyr – der var vel en 30 stykker – og de stod, kiggede og ventede. Vi skulle starte kl. 0900, og da jeg kom kl 0830, kom politiet med mig for at tage den hjemløse indianer ud med magt. Det kunne de sikkert godt have gjort, men hvad med hundene???

Jeg sagde til dem at jeg lige ville prøve at snakke med manden først, og se om jeg ikke kunne overbevise ham om at forlade huset i en kort periode – hvis ikke, kunne de gå i aktion. Jeg gav ham hånden, præsenterede mig, og sagde at alle de folk han så, gerne ville have deres dyr opereret, sådan at de ikke fik så mange hvalpe, som blev smidt på gaden og led så frygteligt. Han kiggede forvirret på mig og sagde at vi under ingen omstændigheder måtte røre hans hunde, han var en fattig, men ærbar og ærlig mand, og han blev ved med at sige ” jamen, jeg bor og laver mad derinde”, også vidste jeg, hvor skoen trykkede – han troede at vi ville kastrere hans to hunde, at vi ville grise det hele til med blod m.v.

Jeg forklarede ham så at vi slet ikke ville være i hans køkken, kun hente vand der, og at der ikke ville være en dråbe blod på gulvet. Jeg fortalte ham også at vi ikke ville bruge hverken stole eller bordet, hvor han spiste, fordi dyrlægen og jeg selv havde disse ting med selv, og at vi iøvrigt ville gøre det pænt rent efter brug, lige så fint, som han havde gjort rent om morgenen!!!! Jeg spurgte så til hans hunde, om de var behandlet for orm og det var de…altså for ca. et år siden!!!…så jeg tilbød ormemiddel og gav ham et gammelt, men brugbart hundehalsbånd til den ene hund der havde kæde som halsbånd. Da tøede han op og sagde at vi skulle flytte os for, nu ville han tage hundene ud. Politimændene og jeg stod og blinkede til hinanden, og var alle glade for at der ikke skulle bruges magt, det ville være synd for den gamle mand, han ville jo bare beskytte sine hunde og sig selv.

Hundene var nu væk, og vi gik ind!!! Jøsses, siger jeg bare!!! Gamle Pedro havde jo gjort rent og det skal jeg love for. Hele gulvet stod under vand, så vi søppede rundt i 1 cm vand ,som skulle fjernes. Heldigvis var der et par herrer, som var gode til at bruge en kost, så vandet blev fejet ud. Pedro havde lavet sig sin seng som bestod af to bænke med ryglæn, som han havde sat sammen, og der havde han sit sengetøj, som bestod af nogle klude og et enkelt tæppe til at tage over sig. Det fjernede han, og så tænkte jeg at jeg ville involvere ham lidt i det hele, og bad ham hjælpe mig med at fjerne bænkene, hvilket han så gjorde. Derefter gik han ind i køkkenet, og satte sig til at binde kurve, på et stratetisk godt sted, så han kunne følge med i alt, hvad der skete og at der ikke foregik noget, som han ikke fik med!!! Dyrlægen kom, som sædvanligt for sent, hvilket jo var heldigt denne dag, og gik igang med at operere.

Denne gang ville jeg gøre noget andet end normalt, jeg ville have at folket skulle involveres mere i deres dyr, så de selv kan efterse deres dyr og ikke bare ringe til mig, så jeg meddelte, at i dag ville vi gøre det sådan at hver især skulle ordne deres dyr forstået på den måde, at de skulle selv klippe negle, børste pelsen, rense ører, spraye med Frontline mod lopper og tæger, og se om de kunne finde noget, sår eller lignende som skulle have creme på.

Laura, min unge hunde-veninde, tog sig af den side af sagen i starten, og jeg samlede børnene sammen i en gruppe. Jeg havde taget en 30 fotokopier af en malebog med tegninger i, som de skulle farvelægge. Hver tegning har en tekst på spansk og engelsk, der handler om hvordan man skal opføre sig overfor en hund, og derved undgå at blive bidt.

Vi gennemgik så teksten, dem der kunne læse, læste op og vi snakkede om emnet. Det at stirre direkte på en hund, er noget ALLE gør her, mest for at se, om den nu bider eller ej!!!. Så jeg lavede et lille eksempel med en 10 årig dreng, hvor jeg forklarede ham, hvad jeg ville gøre så han ikke blev forskrækket. Det gør jeg med børn, men ikke med voksne, de kan roligt blive forskrækket. Det jeg gør er, at jeg går – stirrende – hen mod personen, og går helt tæt på ansigtet og spørger så “hvordan føler du det” og alle – uden undtagelse – siger, “jeg føler mig bange”!!!

Så siger jeg “nu kommer jeg igen, bare på en anden måde……” Jeg kigger ned i jorden, laver en lille bue og ender op på akkurat samme sted, men uden at se på vedkommende og spørger så, ” hvad nu, jeg er lige så tæt på dig som før, hvordan føer du nu, er du bange???” og svaret er altid “nej, jeg er ikke bange nu”. Så er det jeg siger “det er det samme med hunde, de bliver bange, hvis man stirrer på dem, det kan de ikke lide, og hvor du måske vil slå, så kan de bide!!!” Jeg tror de forstod det…..

I mellemtiden var Laura i fuld sving med at introducere hundepleje til de voksne. Indianaerne er meget generte og vil nødigt stå der som lidt dum overfor de andre der jo kigger på!!! Da jeg meddelte dem om “deres arbejde” i dag, var de ved at dø af skræk, men også af grin. Heldigvis var dyrene under anestesi, for i starten foregik det under høje tilråb, “gode råd” og masser af grin, men efter et par prøveforsøg, hvor de så at det var jo ikke SÅ slemt , jah tro det eller ej, så nåede jeg ikke at spørge “hvis hund er denne”, så stod de allerede ved bordet og var klar til at gå igang. De dygtigste var mændene, de overså ikke noget, ikke engang et lille sår, hvilket jeg egentligt finder mærkeligt, i min egen naivitet, troede jeg at det var “kvindesager”…måske kedede de sig bare, og det var derfor???

Vi startede ved kl. 1000 og sluttede ved kl. 1700, 42 dyr blev kastreret, en del tæver og hunkatte var kort tid gravide, dyrlæegen hader det, men der er ikke noget at gøre, vi skal ned fra den overbefolkning af dyr og indianerne er så fattige, at der var folk der ikke kom fordi det var for dyrt!!….og vi taler altså om 2500.00 colones for dem, det er ca USD 5.00.

Forskellen mellem det folk betalte og det dyrlægen tager, gav jeg ham en check på – 117000.00 colones – og det lykkelige var, at dagen i forvejen havde vi dansk julefrokost, hvor jeg “lod hatten gå rundt”, og der samlede jeg 118000.00 colones sammen, ergo en “gevinst” på 1000.00!!!

Well, gevinst er det jo ikke, jeg kommer med alt der skal til og bare en Frontline spray, koster 16000.00 colones, Laura betaler jeg 5000.00 og dertil kommer vat, ørerens, cremer, medicin m.v. I går ringede jeg til praktisk talt alle for at høre hvordan dyrene havde det, om de spiste og ellers var OK igen, og det var de fleste – kun 3 havde lidt efterveer af anestesien, men jeg sagde at de skulle ringe her til morgen for at se, hvordan landet lå og nu er alle ok. Et par tæver så syge ud, lidt triste i øjnene, men dyrlægen gav OK, og jeg checker dem i morgen og afleverer noget medicin, for de er ekstremt tynde og jeg tror at de har erhligia.

Til slut, vil jeg fortælle at jeg har fået en ny ven, gamle Pedro!!!! Jeg har en stor, varm hånd og da vi gik, fik han et rigtigt “Lise-håndtryk”, ikke noget med vaskeklud, og han blev ved med at holde mig i hånden, mens vi udvekslede “vikinger-håndtryk”. Til sidst lod jeg som om jeg “gik i knæ”, hvilket fik ham til at grine, og vise de tre bisser han endnu har i munden. Jeg takkede højtideligt for at vi måtte låne hans bolig, og stak ham 2000.00 colones – som han blev saa glad for – plus et par kilo hundefoder, som jeg havde i bilen. Jeg vil holde et lille øje med ham, folk giver ham mad, men det vil de ikke længere for han giver det til hundene!!! Det er jo sødt, men hvis jeg nu giver til hundene, kan han selv spise det folk giver ham, så han får lidt sul på kroppen.

Mvh.

Lise

/af

Vet in Bangkok on animaltarian work – October/november 2007

, , , ,

By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

The beginning:
Mogens Østergaard Hansen has, during the last seven years been in Asia and Spain seven times to help street dogs and cats.

A short history:
It all began back in 1999 when a client challenged Mogens Østergaard Hansen to collect a group of vets who were interested in helping the street dog problem in the Tibetan part of India. The following year eight vets from Denmark and Sweden under the leadership of Mogens went to the Tibetan exile area in south India. Here they operated on and vaccinated around 200 dogs in very special conditions, for example on Coca Cola cases topped with marble slabs. While they were there they had an audience with the Dalai Lama who praised their initiative and asked if they could start a similar project in Dharasamsala I north India , where the Dalai Lama, himself, lives and where there were Tibetan children dying after being bit by rabid dogs.

The next year the same group went to Dharasamala where they operated on 250 dogs, this time in a wedding tent on the high table with a view to the Himalayas. Since the groups work there has not been a single occasion of rabies in the area and the residents have noticed fewer dogs and that those dogs that remain are in better health than before.

After this contribution Mogens went, alone, to Bodhgaya in east India to investigate the possibilities to send a group of vets there. Bodhgaya is an important place for Bhuddists, it is the place where Buddha was enlightened as he sat under a Bodhi tree. The area has many temples and is and is also the center for western Bhuddists. It was one of these centers that was interested in cooperating with a future project. After a stay in this center, where the only food served to eat was linseed soup, salad and water (a weight loss of 10kg in 14 days!) Mogens arranged for a group of 10 vets together with vets from other countries to take part in a big project. This was a big success and many dogs were operated on.

The following year Mogens was in contact with a street dog organization in Bangkok which needed help. In the last f our years 3 street dog project have been organized in Thailand, all of which have been coordinated and led by Mogens, one of which had 43 people taking part. These people were divided into three teams and worked in eight different areas in Thailand. This was the first time ever that so many vets from a country have taken part in a street dog project.

Over and above this there has been a direct contact from a street dog organization in Barcelona, Spain. Mogens went there in 2007 to help with their cats and at the same time their dogs.

Through these projects thousands of cats and dogs have been operated on, though this seems a small number in relation to the 350 million dogs and at least as many cats hat live without owners throughout the world. But as has been said xThe world wonxt change for one dog, but surely the world would change for that one dog.x Our presence helps to change the attitude towards street dogs and cats in these areas, as the lectures and the publicity in Denmark and other Scandinavian countries create an interest to join and carry out these projects. This is how things spread in water.

The latest Thailand project.
In October and November 2007 I was in Bangkok again to work with two organizations SCAD and Dog Chance. The first organization is led by some ex patriots w. ho live in Bangkok, while Dog Chance is led by Pym who is a clever Thai lady. At her home in Bangkok she has around 100 dogs that she looks after, and on her farm between Bangkok and HuaHin she has a further 600 dogs and a further 150 dogs at her clinic close to her farm. All the dogs are street dogs and most of them are suffering from some kind of illness. She also has many crippled dogs the results of traffic accidents where Pym and her many helpers look after and treat their sores everyday which the dogs get from pulling their bodies along on a daily basis. There are also many dogs that are missing one or two of their legs. I have seen dogs without any back legs (or front legs) or missing one front and one back leg. Thank goodness not on the same side, and actually the dogs could run around on two legs. It was surrealistic to look at. One can as a westerner ask why not put these dogs down? But this is not possible choice in Thailand which is a Buddhist country. Here it is thought that dogs have a human soul that has not behaved well in an earlier life. This means that to be a human again one must go through suffering and that it is through this suffering you come closer to a higher consciousness (awareness). So if you kill a dog you take the suffering from him and therefore his soul will not come closer to a higher consciousness. This is the reason there is no medicine to put animals down with at Thailandxs veterinary clinics. On the other hand there is great expertise of amputations.
Arrival:
We were a group of 4 vets and 8 veterinary nurses and several voluntary helpers coming from around Scandinavia and arrive close tong in the middle of October. Actually it was an international group as three of the vets came from respectively from Czech Republic, France and Estonia but had been trained in Denmark and were living there. We met as expected at The Dubliners, an Irish pub in Bangkok together with the two other organizations, to arrange the work. The next day we started. We started at SCAD who had modernized their clinic which was just out of Bangkok and close to Bangkok’s new and modern airport. When I say modernized I do not mean by western standards. They had their cages and operation tables under a permanent roof, previously there had been a felt cloth. But we were still out of doors with a view over a very marshy area as far as the eye could see. One day I went there alone with a taxi the further we went over the small easily flooded roads the more nervous the taxi driver became. Finally he looked nervously at me and pulled his hand across his throat and asked if it was that I had thought of doing to him. I answered I was from the Mafia and that he should just continue driving, and then I smiled.

We operated on many cats which was new for the organization. Before the organization was called Soi Dog Rescue but after they had begun to help with many cats, which are often found around the temples, they had to change their name to SCAD Soi Cat and Dog (soi is the Thai word for street).

The Temples and Tigers:
SCAD works together with the temples in Bangkok and get many cats and dogs from them. Many Thais deliver their cats and dogs to the temples when they can/will no longer have them. Buddhists believe they do good when they do this. I do not think the monks are that pleased with the arrangement as the temples in Thailand have very little money to do “good” with. This means that the monks cannot afford food or treatment of the animal. It was from the temples that we found the very worst of the suffering, starvation and other illnesses. The only temple that really earns money at the moment is the Tiger Temple west of Bangkok. Six years ago I was there was nobody except our little group. There was no travel organization in the whole of Bangkok that knew where it was and it took forever at find the way there. But then it became famous after a series of programs on Animal Planet and sine then there has been no looking back. Today all the travel bureaus advertise with tours to the Tiger Temple together with a tour to The Bridge over the River Kwai which is quite close. Today there are between 4-500 tourists visiting the tigers every day, you are taken around in a group by guides or helpers. It is good economics for the temple as now there is enough money to build a special new tiger area to replace the old one that was collapsing.

Dog Chance:
After a good operation with SCAD where we operated on 150 cats and 100 dogs we went to Dog Chance. We should be at Pym’s clinic outside Bangkok and down by Hua Hin for two days. Hua Hin is a bathing resort and very popular amongst tourists. In fact many people buy holiday houses or flats there. Pym’s clinic can best be described as a prison. There are 4 concrete walls in the middle of a field with glass shards on the top of every wall. The only opening into the area is a big iron door which is locked when one goes in. Inside there is a very big cage area with 4 cages where there are about 40 – 50 dogs in each cage. There is also 2 sleeping rooms and storage room, eating area and living quarters for the permanently employed (almost imprisoned!). It was here we should be for 2 days operating. When one has stood close to the Himalayas and close to the rain forest and operated it is extremely hard to operate in this environment. But what we missed in views and surroundings was made up for in the enthusiasm and efficiency of the staff. Things really happened with Pym. There are always dogs, she works herself and directs the troops and we were sweating! All of us were really motivated. This was why we were here, to operate and make a difference and not just sit with hands on our laps and drink cocktails. So it was a very happy group of tired people that went back to Bangkok two days later after a mass of work and about 100 operations.
The Ending:
We had a good journey with plenty of experiences and impressions. On this kind of tour where one is involved in work that is either humanitarian or animalterian (new word?!) then you have some experiences that are unknown to the ordinary tourist. I also enjoy being an ordinary tourist to completely relax, so Anne, my wife, and ended the tour with a ten day holiday on a little Thai island. But I cannot forget that feeling that I through my work have the possibility to make a difference without there being any money involved. In fact a large part of the profit from The Veterinary Clinic Holger Danske goes to these projects and thereby my clients are supporting these projects.

There should also be a big thank you to the following firms and people for their support in connection with the carrying out of these projects:

Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation

Visit esøg DogChance’s site
Visit SCAD’s site[divider]

 

/af

Costa Rica

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

Vores kastrationsklinik i søndags gik ikke som forventet. Der kom kun 38 dyr, men det var fordi datoen var forkert! Det var nemlig dagen for børnenes første “comunion”, hvor de små piger og drenge, har deres første fest i fint tøj, strutskørter, blondesokker og hele pivtøjet. Så egentlig var 38 dyr OK – taget denne fest i betragtning. Jeg var der i 1 time, satte det hele i gang og så gik jeg!

Næste gang behøver jeg måske slet ikke at være der, for så kan de selv og det er jo det jeg arbejder frem imod.

/af

Costa Rica – 21. november 2007

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

Vores kastrationsklinik i søndags gik ikke som forventet. Der kom kun 38 dyr, men det var fordi datoen var forkert! Det var nemlig dagen for børnenes første “comunion”, hvor de små piger og drenge, har deres første fest i fint tøj, strutskørter, blondesokker og hele pivtøjet. Så egentlig var 38 dyr OK – taget denne fest i betragtning. Jeg var der i 1 time, satte det hele i gang og så gik jeg! Næste gang behøver jeg måske slet ikke at være der, for så kan de selv og det er jo det jeg arbejder frem imod.

/af

Dyrlæge på animært arbejde i Bangkok – oktober/november 2007

, , , ,

Starten:
Dyrlæge Mogens Hansen fra Dyreklinikken Holger Danske har for 7. gang i løbet af de sidste 7 år været i Asien og Spanien for at hjælpe gadehunde og –katte.

Lidt historie:
Det startede tilbage i 1999, hvor en klient opfordrede Mogens Østergaard Hansen til at samle en gruppe dyrlæger, der havde interesse i at hjælpe med gadehundeproblemet i de tibetanske områder i Indien. Året efter tog 8 dyrlæger fra Danmark og Sverige under ledelse af Mogens til et tibetansk eksilområde i Sydindien. Her opererede og vaccinerede gruppen ca. 200 hunde, for øvrigt på Coca Colakasser med marmorplader på, og under opholdet var de til audiens hos Dalai Lama, som roste deres initiativ og spurgte dem, om de kunne lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien, hvor Dalai Lama selv bor, og hvor der var tibetanske børn, som var blevet bidt af hunde og døde af rabies. Året efter tog den samme gruppe til Dharamsala, hvor der blev opereret 250 hunde, denne gang i et bryllupstelt på festborde med udsigt til Himalaya. Siden gruppens indsats har der ikke været et eneste tilfælde af rabies i områderne, og beboerne har bemærket meget færre hunde og de hunde, som er tilbage, er i meget bedre tilstand. Efter denne indsats tog Mogens alene til Bodhgaya i Østindien for at undersøge muligheden for at sende en gruppe derover. Bodhgaya er et vigtigt sted for buddhister, da det er stedet, hvor Buddha sad under et bodhitræ og blev oplyst. Stedet har mange templer og centre også for vestlige buddhister, og det var et af disse centre, som var interesseret i et samarbejde. Efter opholdet på dette center, hvor der kun blev serveret linsesuppe, salat og vand (vægttab på 10 kg på 14 dage!) arrangerede Mogens en gruppe på 10 dyrlæger til et stort projekt sammen med dyrlæger fra andre lande. Dette var en stor succes, og der blev opereret et stort antal hunde. Året efter fik Mogens kontakt til en gadehundeorganisation i Bangkok, som havde brug for hjælp. Og i de sidste 4 år er der blevet arrangeret 3 gadehundeprojekter i Thailand, alle koordineret og ledet af Mogens, hvoraf den ene havde deltagelse af 43 personer, som var delt i 3 hold og arbejdede på 8 forskellige lokaliteter i Thailand. Dette er første gang nogensinde, at der har været deltagelse af så mange dyrlæger fra et land til et gadehundeprojekt. Derudover var der en direkte henvendelse fra en gadekatteorganisation i Barcelona i Spanien, hvor Mogens tog ned i 2007 for at hjælpe med deres katte, og det blev da også til en del hunde samtidig. Gennem disse projekter er der blevet opereret mange tusinde hunde og katte, og dette kan synes lidt i forhold til de 350 mill. hunde og nok mindst ligeså mange katte, som lever uden ejer i verden. Men som der er blevet sagt : ”The world won’t change for one dog, but surely the world would change for that one dog”. Derudover er vores tilstedeværelse med til at ændre indstillingen til gadehunde og –katte i områderne, ligesom vores foredrag og omtale i Danmark og andre skandinaviske lande medfører en interesse for at være med til og selv udføre disse projekter. Således breder tingene sig i vandet.

Det sidste Thailandsprojekt:
Her i oktober og november 2007 var jeg i Bangkok for atter en gang at samarbejde med de 2 organisationer SCAD og DogChance. Den første organisation bliver ledet af flere vestlige personer med bopæl i Bangkok, hvor DogChance bliver ledet af Pym, som er en hovedrig thailandsk kvinde. På hendes bopæl i Bangkok har hun ca. 100 hunde, som hun passer, på hendes landejendom mellem Bangkok og HuaHin har hun ca. 600 hunde, og på hendes klinik tæt ved landejendommen har hun 150 hunde. Alle sammen hunde, som er gadehunde, og hvor de fleste af dem lider af en eller anden sygdom. Således har hun mange hunde, som er totalt lammet i bagkroppen efter biluheld, og hvor Pym og hendes mange ansatte hjælpere hver dag behandler deres sår, som fremkommer, når de slæber deres bagkrop henover jorden. Der er også mange hunde, som mangler et eller flere ben. Jeg har set hunde, som mangler begge bagben eller forben, og sågar set en hund, som manglede det et forben og et bagben. Gudskelov ikke på samme side, og det bevirkede, at den faktisk kunne løbe rundt på de 2 ben. Det så helt surrealistisk ud. Man kan nu som vesterlænding spørge sig selv, hvorfor man dog ikke afliver disse hunde. Dette er ikke aktuelt i Thailand, som er et buddhistisk land. Her er opfattelsen, at en hund indeholder en menneskesjæl, som ikke har opført sig korrekt i et tidligere liv. Dette bevirker, at for at blive et menneske igen skal man gennemgå lidelser, da det er gennem lidelser og afsagn, at man kommer nærmere en højere bevidsthed. Så hvis man afliver hunden, så fratager man den lidelserne, og så vil dens sjæl ikke komme nærmere en højere bevidsthed. Dette er også årsagen til, at man ikke har aflivningsmidler på de thailandske dyreklinikker. Man har derimod stor erfaring i at amputere ben!

Ankomsten:
Vi var en gruppe på 4 dyrlæger, 8 veterinærsygeplejersker og flere frivillige hjælpere, som ankom i spredt flok fra Danmark, Norge og Danmark i midten af oktober. Faktisk var det en mere international flok, da 3 af dyrlægerne var henholdsvis fra Tjekkiet, Frankrig og Estland, men bosiddende og uddannet i Danmark. Vi mødtes sædvanen tro på The Dubliners, en irsk pub i Bangkok, med de 2 organisationer for at tilrettelægge arbejdet. Og dagen efter gik vi i gang. Vi startede hos SCAD, som havde fået moderniseret deres klinik lidt udenfor Bangkok tæt ved Bangkoks nye og moderne lufthavn. Når jeg siger moderniseret, så er det ikke efter vestlig standard. De havde fået overdækket burene og operationsområdet med fast tag (før var det telt-dug), men vi stod stadig udendørs med udsigt over et meget sumpet område langt ude på landet. En dag skulle jeg tage alene derud i taxi, og jo længere vi kom ud af små let oversvømmede veje, jo mere nervøs så taxichaufføren ud. Til sidst så han nervøst på mig, trak hånden henover halsen, og spurgte, om det var det, jeg havde tænkt mig at gøre ved ham. Jeg svarede tilbage, at jeg var fra mafiaen, og at han bare skulle køre videre. Og så grinte jeg. Vi opererede mange katte, hvilket var nyt i denne organisation. Før hed den SoiDogRescue, men efter at de begyndte med også at hjælpe de mange katte, som især holder til ved de mange templer, så måtte de ændre navnet til SCAD, som står for Soi Cat And Dog (soi er det thailandske ord for gade).

Templerne og tigrene:
SCAD samarbejder meget med templerne i Bangkok og får mange hunde og katte herfra. Mange thailændere afleverer nemlig deres hunde og katte til templerne, når de ikke kan/vil have dem mere, for efter buddhistisk tankegang, så gør man en god gerning ved denne handling. Jeg tror ikke, at munkene er helt tilfredse med denne ordning, for templerne i Thailand har meget få penge at gøre godt med. Og det betyder, at munkene ikke har råd til mad og behandling af dyrene. Det er fra templerne, at vi modtog de værste tilfælde af hudlidelser, udsultning og andre sygdomme. Det eneste tempel, som virkelig tjener kassen lige nu, er tigertemplet vest for Bangkok. For 6 år siden var jeg derude, og der var ingen mennesker ud over vores lille gruppe. Og der var ingen rejseorganisation i hele Bangkok, som vidste, hvor det lå, så det tog en evighed at finde derud. Men så blev de kendt via en udsendelsesrække i Animal Planet, og siden har det taget fart. I dag er der annoncer på ture derud hos alle rejseorganisationer, som laver det som en tur til tigertemplet sammen med at se Broen over floden Kwai, som ligger tæt ved. Og i dag er der 4 – 500 turister på besøg hos tigrene hver dag, og man bliver ført rundt i flokke af guider/hjælpere. Men økonomisk er det godt for templet, for nu er der penge til at bygge det store frie tigerområde, som var ved at falde til jorden på grund af økonomi.

DogChance:
Efter veloverstået gerning hos SCAD, hvor vi fik opereret ca. 150 katte og 100 hunde, så tog vi ud til DogChance. Vi skulle være 2 dage på Pym’s klinik udenfor Bangkok nede mod Hua Hin, som er en badeby, der er blevet meget populært hos turister. Efterhånden er der også mange, som køber lejlighed ellers hus der. Pym’s klinik kan nærmest betegnes som et fængsel. Der er 4 betonvægge midt på en mark med glasskår på overfladen af hver væg. Den eneste åbning ind til området er en stor jerndør, som låses, når man er kommet ind. På selve området er der et meget stort burområde med 4 bure, hvor der er ca. 40-50 hunde i hvert område. Derudover er der 2 sovesale samt et lagerrum, spiseområde og beboelse til de faste ansatte (eller måske nærmere indsatte!) Her skulle vi være i 2 dage og operere. Når man har stået ved Himalaya’s bjerge og i en tæt regnskov og opereret, så var det rent mentalt hårdt at operere i dette miljø. Men var vi manglede i udsigt og omgivelser, det fik man til gengæld i entusiasme og effektivitet. Der sker virkelig noget hos Pym. Der er hele tiden hunde, hun arbejder selv med og dirigerer tropperne og vi får virkelig sved på panden. Og både veterinærsygeplejerskerne og de andre dyrlæger var helt oppe at ringe. Dette var jo derfor de var hernede, for at gøre en forskel og ikke bare sidde med hænderne i skødet og drikke cocktails. Så det var en gruppe meget glade og trætte personer, som tog tilbage til Bangkok om aftenen efter 2 dage med masser af arbejde og 100 hunde opereret.

Slutning:
Vi havde en skøn tur med masser af oplevelser og indtryk. På denne slags ture, hvor man engagerer sig i et arbejde, det være sig humanitært eller animatært (nyt ord!), så får man nogle oplevelser, som man slet ikke får som almindelig turist. Jeg nyder også meget at være turist for at koble helt af, og Anna, min kone, og jeg sluttede da også af med at være turister på en lille thailandsk ø i 10 dage. Men jeg kan ikke undvære den følelse, at jeg via mit erhverv har mulighed for at gøre en forskel, uden at der skal være penge involveret i det. Rent faktisk så går en stor del af overskuddet i Dyreklinikken Holger Danske til disse projekter, og dermed er mine klienter med til at støtte disse projekter. Derudover skal der også lyde en tak til følgende firmaer/privatpersoner for støtte i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt:
Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation
/af

Street cats in Barcelona – august 2007

, , , , , ,

By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

In August 2007, vet Mogens Hansen from Dyreklinikken Holger Danske was in Spain as a volunteer to help a project for street cats. During the five days he spent in the clinic, 85 cats and 22 dogs were sterilized and marked. This is his story:

Through my work with street dogs in India and Thailand, I am in the committee for the newly founded organization Animal SOS. The goal of this organization is to support projects for street animals (primarily dogs, cats and hoofed mammals) in the world both practically and economically. At the annual general meeting we were asked if it was possible to help an organization close to Barcelona in Spain that had a serious problem with street cats. At first I was not interested because I had already planed a new project in Thailand in October/November 2007 but after some consideration, I managed to change my schedule so I could go to Spain for a week.

In August, we went South with equipment and medicine and after two days in a car we were happy when we arrived in Barcelona. We were going to a small town near the coast called Castelldefels. Here we met up with Jose Louis, an elderly man who did not speak English (not a lot of Spaniards speak English, but he spoke German instead (which I did not speak). Luckily he knew some French with which we could communicate.

We went to the clinic that consisted of three rooms with strip lights, some tables and a toilet and nothing else! No refrigerator, no equipment and no medicine. The vets who had been there before us had also brought their own equipment but they could really use the most basic things in the clinic. But we just had to get started.

Through my many projects in India and Thailand (see descriptions of these projects here) I was used to work under the strangest conditions by now, so this was close to luxury. We took out our equipment and the first day I examined basically all the cats (22), which they had expected would last two days. So I looked forward to the next day being a bit more relaxed.

But that was not going to happen. They had been out catching cats all night which meant that a large number of cats were waiting for us. Besides that, the rumor of a fast and effective vet from Denmark had been spread so there were also a couple of dogs from a local animals’ home. And it was supposed to be a cat project! But never mind we took the dogs also.

The days continued like this with lots of cats and dogs and in the end of the fifth day, the final numbers showed we had operated on 85 cats and 22 dogs. Everyone had made a great effort and was happy.

The last day Anna and I were out looking at animals’ homes and this was a great experience. We had heard so much about “evil” Spaniards who have bull fighting and hang their hunting dogs when they are not effective anymore. But then we arrived at the animals’ home where a lot of young Spanish volunteers who work with the animals in 35 degrees and without pay.

We saw most of the dogs and the majority of them were cute and very affectionate. Like in most places in the world, the dogs in Spain start out as family dogs but end up in the streets. People buy a puppy but when it gets bigger, it is not as cute anymore. Maybe you want a new puppy or you have to visit your family somewhere else in Spain so you let the dog out somewhere away from your house and then you have a street dog.

The cooperation with the local volunteers was good but it is thought-provoking that both local and state government show so little interest in helping. There should be decent facilities and equipment and the volunteers should get paid. Today they use a large amount of their own money to help animals in need!

Anna and I also had time to experience Barcelona where we stayed in a hotel close to the main street La Rambla that always buzzes with life.

We were offered private accommodation close to Castelldefels but we chose the hotel to be close to downtown Barcelona when we did not have to work.

But the last day we were invited to Jose Louis and his wife’s house to have Paella and Sangria together with the other helpers and we were offered to stay with the woman who first had offered us accommodation.

We had planed to drive back to Denmark but it became late and the atmosphere was friendly so we decided to take her offer. After seeing her house we decided that we could stay there next time. It was a giant house with our own section with living room, bedroom and bathroom on a mountainside. It also had a big swimming pool with a view over the Mediterranean and a big terrace above the pool. It was like a Hollywood movie.

The next project is in Thailand and so far we are tree vets and nice nurses from Denmark, Sweden and Norway more about that later.[divider]

/af

Gadekatte i Barcelona – august 2007

, , ,

af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen

I august 2007 var dyrlæge Mogens Hansen fra Dyreklinikken Holger Danske i Spanien på frivillig basis for at hjælpe et gadekatteprojekt. I løbet af de 5 dage, hvor han opholdt sig på klinikken, blev der steriliseret og mærket 85 katte og 22 hunde. Her er hans fortælling om turen:

Gennem mit arbejde med gadehunde i Indien og Thailand er jeg kommet i bestyrelsen i den nystartede forening Dyrenes SOS. Formålet for denne forening er at støtte projekter for gadedyr (primært hunde, katte og hovdyr) i verden både praktisk og økonomisk. Ved generalforsamlingen blev vi spurgt, om der var mulighed for at hjælpe en organisation i Spanien i nærheden af Barcelona med et akut problem med gadekatte. I første omgang var jeg ikke interesseret, da jeg i forvejen havde planlagt et nyt projekt i oktober/november 2007 i Thailand, men efter lidt overvejelse fandt jeg en uge, hvor jeg kunne hjælpe dernede.

Så i august tog vi af sted med udstyr og medicin sydover, og efter 2 dage i en bil var vi glade, da vi endelig nåede Barcelona. Vi skulle være i en mindre by ved kysten, Castelldefels. Her mødtes vi så med Jose Louis, en ældre mand, som ikke talte engelsk (ikke mange spanier taler engelsk), men til gengæld tysk (som jeg så ikke talte) Til alt held kunne han også lidt fransk, hvilket vi så kunne gøre hinanden forståelig på.

Vi tog ud til klinikken, som bestod af 3 rum med lysstofrør, nogle borde og et toilet…. og intet andet! Ingen køleskab, intet udstyr og ingen medicin. De dyrlæger, som havde været der før os gennem årene, havde også selv haft deres udstyr med, men de kunne virkelig godt bruge de mest basale ting på klinikken. Men det var jo bare med at komme i gang!

Gennem mine mange projekter i Indien og Thailand (se beskrivelser af disse projekter her) var jeg efterhånden vant til at arbejde under de mest mystiske forhold, så dette var jo nærmest luksus! Så frem med alt vores udstyr, og den første dag nåede jeg sådan set alle de katte (22 stk), som de havde regnet med, at jeg ville bruge 2 dage til. Så jeg så frem til en afslappet dag 2.

Men ak, når man rækker fanden…….. Den næste dag havde de været ude hele natten og fange katte, så der stod en forsvarlig mængde katte. Derudover var rygtet løbet om, at der var en hurtig og effektiv dyrlæge fra Danmark, så der var sørme også et par tævehunde fra et nærliggende hundeinternat. Og det var jo egentlig et katteprojekt! Men pyt, vi tog da også disse hunde. Og sådan fortsatte dagene med masser af hunde og katte, således at vi trætte på 5. dagen kunne gøre op, at vi havde opereret og mærket 85 katte og 22 hunde. Alle havde gjort en effektiv indsats og var glade.

Den sidste dag var Anna og jeg så ude og se katteinternatet og hundeinternattet, og det var en stor oplevelse. Nu havde man hørt meget om de “onde” spaniere, der har tyrefægtning og hænger deres jagthunde, når de ikke er effektive mere. Og så kommer man ud til hundeinternattet, hvor det vrimlede med unge frivillige spaniere, som arbejdede med hundene uden løn og i 35 graders varme.

Vi var rundt og hilse på hundene, og langt de fleste var søde og meget kælne hunde. For ligesom de fleste steder i verden så er det store problem i Spanien, at de fleste gadehunde er startet som familiehunde. Man køber en hvalp, og når den bliver kønsmoden og måske lidt for stor, ja så er den jo ikke så nuttet mere. Man vil gerne have en ny lille hvalp, eller man skal måske besøge sin familie et andet sted i Spanien, og så slipper man bare hunden løs et stykke fra hjemmet….. og så har man en gadehund!

Samarbejdet med de lokale frivillige var rigtigt godt, men det er tankevækkende, så lidt interesse, der er fra det lokale som det statslige system til at hjælpe med det praktiske som det økonomiske. Der burde være ordentlige forhold med lokaler og udstyr, ligesom de frivillige burde være aflønnet. Som det er i dag, så bruger de en stor del af deres private penge på at hjælpe dyr i nød!

Anna og jeg nåede også at opleve Barcelona, hvor vi havde indlogeret os på et hotel tæt ved den meget levende hovedgade La Rambla. Vi var ellers blevet tilbudt privat indkvartering ude ved Castelldefels, men havde valgt hotellet for at være tæt på centrum af Barcelona, når vi havde fri.

Men den sidste dag, hvor vi var inviteret til Paella og Sangria hos Jose Louis og hans kone sammen med de andre hjælpere, blev vi inviteret til at overnatte hos den dame, som først havde tilbudt os indkvartering. Vi havde egentlig planer om at køre hjem til Danmark, men det blev sent, og det var hyggeligt, så vi sagde ja tak.

Da vi så hendes hjem, besluttede vi, at her kunne vi da godt tage ophold næste gang. Kæmpehus med vores egen afdeling med stue, soveværelse og baderum på en bjergskråning. Stor swimmingpool med direkte udsigt udover Middelhavet. Stor terrasse ovenfor poolen. Rent Hollywood!

Næste projekt er nu Thailand, hvor vi foreløbig er 3 dyrlæger og 9 veterinærsygeplejersker fra Danmark, Sverige og Norge – mere om det senere.[divider]

/af

Frivilligt dyrlægeophold på Rhodos – 2003

, , ,

Af Dyrlæge Therese Wilbert fra Centrum Dyreklinik

Da jeg afsluttede min dyrlægeuddannelse i juni 2003, besluttede jeg mig for at prøve at arbejde som frivillig dyrlæge på et internat på Rhodos i 3 uger. Jeg havde set en udsendelse i TV om en dansk kvinde, der arbejdede som guide i Grækenland og forbarmede sig over dyrene på Rhodos. Hun fik finansieret et internat af kommunen og blev boende på øen. Fra dette program kom interessen for at hjælpe.

I dag drives internatet af frivillige medarbejdere og til tider kommer der dyrlæger fra hele verdenen og hjælper til.

Internatet huser både hunde og katte. Hundene går i store løbegårde og har mindre bure til natten med hundekurve. Kattene lever uden for murene i skoven pga. pladsmangel, her er opsat huse/kasser og foderpladser. Alle dyr kan adopteres og internatet sender mange hunde og katte til Europa.

Mit arbejde på internatet var meget varieret. Jeg kastrerede og steriliserede så mange hunde og katte som muligt og ellers bestod arbejdet i akut sygepleje, behandling af diarré hos hvalpe/killinger, vaccinationer/ormebehandlinger mm.

Mange af dyrene var slemt tilredt, f.eks. havde flere brækkede lemmer, store sår, voldsomme parasitproblemer og næsten alle var underernærede/fejlernærede.

Mange af de hunde/katte jeg havde brugt tid på at neutralisere under mit ophold blev desværre forgiftet kort tid efter, det er jo en helt ny verden man skal forholde sig til som dansk dyrlæge og det var hårdt at få at vide. Jeg havde brugt mange timer på arbejdet og desuden var dyrene sunde og raske, men sådan er det desværre nogle gange når man arbejder i sådanne områder.

Som dyrlæge dernede var det ofte nødvendigt at overtale personalet til aflivning af dyrene. De så muligheden for adoption, hvis dyret have et godt udseende eller et godt sind, uden altid at tænke på de kliniske konsekvenser af skaderne for dyret. Dette var et stort problem i mit arbejde, da jeg er af den overbevisning, at man ikke kan tillade sig at sende en hund til adoption, med mindre den er rask og at man altid skal have dyrets tarv i hovedsæde.

Så det krævede nogen diskussion, men oftest kom vi enighed.

Generelt var det hårdt arbejde, både fysisk og psykisk. Fysisk primært pga. varmen og de dårlige forhold og psykisk fordi man som dyrlæge i Danmark ikke er vant til den grad af dyremishandling som ses i udlandet, og samtidig fordi midlerne dernede er så begrænsede.

Men selvfølgelig var det samtidig en god oplevelse og jeg tror mange dyrlæger kunne lære meget at et sådant ophold.

Jeg tog en lille souvenir med hjem fra mit ophold på Rhodos – en hundehvalp. Jeg havde slet ikke planlagt at få hund, men der var én af hvalpene der gjorde et stort indtryk på mig. Den var ca. 10 uger, underernæret og meget ”mølædt”. I dag er det blevet til en fin tæve ”Troya” på 3 år og 30 kg. Hun er en super god hund, glad og tillidsfuld, både overfor andre mennesker, hunde, børn og meget dygtig til lydighed. Hun er blevet en del af familien og vi er meget glade for hende.

Jeg kunne sagtens forestille at komme af sted som frivillig dyrlægehjælp igen og kan kun anbefale det til andre.

/af

Det tibetanske hundeprojekt i Himalaya – 2003

, , ,

billede-13Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen fortæller her om oplevelserne i forbindelse med gennemførelsen af et hundeprojekt i Himalaya.[divider]

[button color=”green” size=”small” link=”http://wp.me/P4hSJ1-97″ target=”blank” ]View this page in English[/button]

For 2 år siden, stod vi og opererede hunde på marmorbordplader i et Coca Cola lager midt i et tibetansk eksilområde i Sydindien. Nu står vi og opererer hunde på træborde, i et stort festtelt i Himalaya bjergene! Hvad bliver det næste mon?

Projektet
billede-1Forhistorien til dette er, at kort tid efter vores hjemkomst fra Indien i 2001 blev vi kraftigt opfordret til at lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien. Dette område er hjemsted for H.H. Dalai Lama, hele den tibetanske administration for eksiltibetanere samt ca. 8000 tibetanere.

Der var flere årsager til, at de gerne ville have os ned og arbejde på et nyt projekt. Dels var der meget positive tilbagemeldinger fra Sydindien, hvor hundenes sundhedstilstand var blevet bedre. Dette kan klart ses på bedre pelskvalitet og hud. Derudover var det tydeligt, at der ikke blev født nær så mange hvalpe, fordi forældregenerationen var blevet neutraliserede. Endelig havde beboerne i området fået en anden indstilling til hundene og passede bedre på dem.

Men den primære årsag til dette nye projekt var, at der hvert år er tibetanske børn i Dharamsala, der dør af rabies efter hundebid.

billede-2Dette var en ændring i forhold til vores sidste tur, da der ikke var rabies i det tibetanske område i Sydindien. Så udover at vi skulle behandle hundene for parasitter, neutralisere dem, give dem mikrochip og sundhedschecke dem, var det også nødvendigt at vaccinere dem mod rabies. Dette gav anledning til en del faglig spekulation. Hvde det overhovedet nogen effekt at vaccinere hundene? Ud fra overvejelser som inkluderede at det er en forholdsvis lukket population af hunde i et bjergområde, valgte vi at lade det komme an på en prøve.

Myndighederne i Dharamsala, havde derudover ønske om at rabiesvaccinere hundene, da turister ofte udeblev fra denne egn. Mange turister er nemlig bange for at komme til området p.gr.a. rabies, så det er vigtigt at genoprette den tillid.

Forberedelserne:
billede-3Forberedelserne til turen var lidt nemmere denne gang. Vi havde erfaringerne fra tidligere, og vi havde efterladt en del udstyr nede i Sydindien, som vi fik sendt op til Dharamsala. Vores erfaring med det indiske toldsystem, som jo voldte os en del problemer sidste gang, medførte, at vi i god tid inden afrejsen begyndte at sende medicin i pakker direkte ned til området. Med tanke på det indiske postsystem, var det med spænding, at vi afventede medicinens ankomst til området. Kort tid inden vi skulle af sted, fik vi melding om, at der kun var kommet 5 pakker ud af 7. De fleste af disse pakker var blevet ødelagt, og der manglede medicin i nogle af dem. F.eks var flasken med B vitamin blevet knust, hvilket medførte en pæn brunlig og klistret misfarvning af alt i den kasse. Derudover havde de tibetanske personer placeret medicinen alle mulige steder, således at vi fik en jævn strøm af mails, om at nu havde de fundet noget medicin her og der. Lige før vi tog af sted, måtte vi investere i medicin for 10.000,-, som ikke var kommet derned, og selvfølgelig fik vi en mail dagen før afrejsen, at nu var en del af denne medicin kommet – typisk Indien!

billede-4Belært af den sidste rejse sørgede vi denne gang for at få lavet en liste med alt vores udstyr, som vi derefter fik stemplet på den indiske ambassade. Der blev brugt megen tid frem og tilbage med dette arbejde, som senere skulle vise sig at være spildt arbejde. Vi havde som sagt en del af vores udstyr fra sidste gang, men der var meget nyt, som vi skulle bruge. Næsten alle medicinalfirmaer, som vi henvendte os til, var positive og ville enten give penge til projektet eller udstyr, så dette var en stor hjælp for os.

Rejsen:
Ligesom sidst mødtes vi alle sammen ude på Centrum Dyreklinik. Vi var en stor forventningsfuld gruppe bestående af 7 dyrlæger, 1 veterinærsygeplejerske, 2 medhjælpere, 1 barnepige og 5 dejlige børn i alderen 5 – 10 år. Der var en god stemning i gruppen, og den skulle vise sig at holde hele turen! Denne gang havde vi ikke så meget bagage med, da en del udstyr og medicin var dernede i forvejen. Vi havde begrænset vores private oppakning. Dette var belært af sidste tur, hvor vi fandt ud af, at tøjet var så billigt dernede, at det var vanvittigt at tage det med hjemmefra.

Selve flyrejsen:
Tja, mange mennesker, kedelig mad, alternative sovestillinger og meget smilende og servile stewardesser. En ny ting, som jeg fik meget tid til at gå med, var de private TV skærme, som nu sidder i ryglænene. Man kan vælge blandt mange programmer, og der var også et program, hvor man kunne følge med i start og landing via et kamera i flyets forende. Jeg vil ikke anbefale dette program for folk med flyveskræk, da man får dårlige nerver af at se alle de fly, som krydser ind foran, når man kører ud til startbanen. Der blev også vist en rigtig indisk “Bollywood” film, som minder en del om de gamle amerikanske musicalfilm, bare med den forskel, at big band musikken er afløst af citar og trommer, og pigerne er væsentlig kønnere.

Ankomst
billede-5De sidste 2 timer inden ankomsten til Delhi Lufthavn havde jeg forberedt mig på den indiske told. Med tanke på sidste gang i Syd-indien, hvor vi brugte 2 dage på at få vores konfiskerede medicin igen, havde vi denne gang fået flotte stempler på en masse vigtigt udseende papirer fra den indiske ambassade. Derudover havde jeg åndeligt forberedt mig på enhver tænkelig situation, som kunne opstå, og fundet modtræk til disse. Og hvad sker der? Vi bliver vinket lige igennem af en lettere irritabel og træt udseende indisk tolder! Jeg følte en underlig blanding af irritation og glæde. Irritation over alt det arbejde, og så passer de ikke deres arbejde, men også en glæde over at vi kom så hurtigt igennem. Klokken var trods alt 3 om morgenen, og vi havde 5 trætte børn med og en køretur på 1 time gennem den indiske trafik ud til hotellet.

Trafikken:
Og lige lidt om den indiske trafik. Den kan ikke beskrives, den skal opleves! Nu har en del danske dyrlæger, lige været til verdenskongres i Bangkok, og har oplevet trafikken i Asien, som kan være kaotisk. Men sammenlignet med New Delhi er trafikken i Bangkok den rene søndagskørsel. Udover at de kører stærkere og tættere, er der også naturlige forhindringer i form af køer, hestevogne, tiggere, huller i vejene, hunde, geder, pludselige og uventede vejarbejder, hølæs, knallerter med 3 – 4 personer, store forurenende busser og lastvogne samt alle mulige sælgere af alt fra aviser til balloner. Derudover svarer forureningen til at sidde til et bankospil med 400 cigarrygende pensionister i et lavloftet foreningslokale uden ventilation. Vi fik også at vide, at et kørekort i Indien køber man, der er ikke krav om køreskole. Jeg vil ikke kalde det “driver licence”, men nærmere “Licence to kill”. Den taxi, som jeg sad på forsædet af, havde en sjov lille detalje, som jeg fik glæde af, da jeg lige ville læne mig tilbage. Det viste sig, at mit sæde stod løst på gulvet, så pludselig lå jeg i skødet på min kæreste, som sad på bagsædet. Welcome to India!

Tiden i Delhi:
billede-6Vores hotel i Delhi lå i et tibetansk område i Delhi. Vi blev modtaget i lufthavnen af Tenzing, som er tibetaner og ejer af et rejsebureau. Når man kom til det tibetanske område, var det som at komme ind i en anden verden, så forskellig fra det hektiske liv i New Delhi. Små snævre gader med tibetanske forretninger, restauranter og hoteller, og med kronragede tibetanske munke i deres røde dragter og billeder overalt af H.H. Dalai Lama som den perfekte kulisse. Vores hotel, The White House, (vi så dog ikke Bush!) var ejet af et kloster, og det er da også munke, som styrer det og laver regnskaber. Maden er god på hotellet, og man bliver helt dårlig over de priser. Inden vi skulle af sted med toget om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.

billede-7Derudover var der momos, som er tibetanske kød- og/eller vegetarkugler omsvøbt med et tyndt lag dej og derefter dampet eller stegt. Lidt i retning af Dim Sum, wonton eller ravioli. For alt det samt sodavand (det er et spiritusfrit område) betalte vi 240,- for 16 personer. Og vi kunne slet ikke spise op!

Rejsen til vores område:
billede-8Efter en togtur i sovevogn, hvor de fleste sov rimeligt efter et par øl og nogle gevaldige slurke god maltwhisky, ankom vi til Patankot, hvor vi skulle videre med bus. Og buskørsel i bjerge i Indien er så sandelig en oplevelse, som man husker længe. Der er vist kun en ting, som er værre end at køre op ad bjergene i en indisk bus, og det er at køre nedad! Ingen afskærmninger ud mod afgrunden, store træer, som er styrtet ned over vejen, og hvor man kun lige har savet det midterste stykke af, så der stadig stikker store stammer ud på vejen. Huller på størrelse med folkevogne i vejene, køer, aber og hunde, som løber rundt, og andre kørende, som konstant har kollisionskurs mod bussen. Meget undrende så vi faktisk ingen alvorlige uheld, mens vi var i Indien, kun nogle væltede lastbiler på vejene. Men vi hørte om flere, som var kørt ud over afgrunden. Således var der 2 veje mellem vores område øverst og regeringsområdet. Der var den gode, men lange vej. Den gode vej var jo god efter indiske forhold, men efter danske forhold elendig. Jeg mener jo sagtens, at man om vinteren, når sneen var faldet, kunne bruge den gode vej som en ganske glimrende og udfordrende pukkelpiste. Den anden vej derned, som var kortere, var langt farligere, da det meste af vejen var skyllet væk efter monsunen. Der var flere biler, som var kørt i grøften – og grøfterne er frie fald på flere hundrede meter! Den gamle sang om Loch Lomond kommer her til ære og værdighed: “I take the high road, and you take the low road” og “And we’ll never meet again on the bunny banks of Loch Lomond”. Derudover må støddæmpere på indiske biler være blevet sparet væk til fordel for mere kraftige og avancerede horn. Hver gang bilerne ramte et af de utallige huller i vejen, føltes det som at blive sparket i r…. af en charolais tyr!

Selve området:
Geografien i området er, at Dharamsala er delt op i 3 dele, som ligger i forskellige højder. Lower Dharamsala ligger i ca. 1000 meters højde og er en indisk by. Længere oppe af bjerget ligger administrationsområdet med regeringsbygningen, hvor den tibetanske eksilregering holder møder jævnligt. Lidt længere oppe i ca. 1800 meters højde ligger Upper Dharamsala eller McLeod Gonj, som er næsten rent tibetansk. Området er opkaldt efter en engelsk oberst, som yndede at være i dette område. Under kolonitiden holdt mange englændere til i de nordlige egne af Indien, især om sommeren, hvor det er stegende hedt i de sydligere områder som Delhi og Mumbai (Bombay). Det er også i dette område, at Dalai Lama bor tæt ved et stort kloster i et ydmygt lille hus omkranset af sikkerhedsvagter. Længere oppe endnu ligger Tibetan Children Village, som er et stort skoleområde, hvor der bor ca. 2000 tibetanske flygtningebørn på skolehjem langt væk fra deres forældre.

McLeod Gonj består hovedsagligt af 2 parallelle gader, som er meget smalle. Der er et utal af forretninger, som sælger alle mulige former for kunsthåndværk. Der er kunsthåndværk fra Kashmir, som f.eks. figurer lavet af rispapirmasse, sjaler og tøj. Da jeg var i Kashmir for 28 år siden, var det et livligt turistområde, hvor de solgte deres flotte kunsthåndværk i området, bl.a. i Srinigar, som nok ligger i det smukkeste område i verden. Har man været på en husbåd i Dal Lake og oplevet udsigten fra husbåden udover Dal Lake og de røde bjerge i baggrunden, som er starten på Himalaya bjergene, ja så behøver man ikke at opleve mere. Det kan ikke beskrives at sidde der med en kold øl og med isfugle siddende ved siden af sig, mens man ser på lotusblomster og gondollignende både i søen. Byen bliver da også kaldt “Østens Venedig”. Men på grund af de religiøse uroligheder er de nu nødt til at sælge deres kunsthåndværk i turistområder andre steder, bl.a. i Goa og Dharamsala. I Dharamsala er der selvfølgelig også tibetansk håndværk som strikkede trøjer, nederdele og sokker og ligeledes forretninger med indisk håndværk som smykker, tøj, sølvarbejde og religiøse figurer. H.H. Dalai Lama´s tilstedeværelse fornægter sig heller ikke i bybilledet. Udover at der er mange forretninger, der handler med bøger og billeder af og om H.H. Dalai Lama, så er hans billede overalt i forretninger, restauranter, cafeer og hoteller. Gadebilledet er et virvar af mennesker, køer, hunde, tiggere samt alle mulige køretøjer lige fra hestekærrer over tuk-tuk-biler (3-hjulede scootertaxier) til store busser og lastbiler. Vejene er meget hullede og ujævne, og butikkerne kan være alt fra meget pæne og lidt luksuriøse til en bod, der er stillet op på vejen. Kigger man lidt opad, ser man elkablerne, der ligner en garnnøgle, som en kat har leget med. Det er utroligt, at det elektriske system overhovedet virker.

Men selvom der er mange ligheder med andre indiske byer, så er McLeod Gojn en utrolig spændende afveksling fra Delhi. Her er frisk luft og et af de smukkeste landskaber, man kan forstille sig. Udsigten ud over dalen og bjergsiderne er utrolig smuk, nok noget af det smukkeste, som jeg har set. Og jeg har været over det meste af Europa i bjergområderne. Derudover er byen meget mere rolig og behagelig at færdes i. Der er ikke det samme kaos og hektiske liv, som i New Delhi. Der er ikke nogen tvivl om, at H.H. Dalai Lama har en meget stor indflydelse på dette.

Tibetan Children Village:
Jeg er simpelthen nødt til at fortælle lidt om dette område. I 1959 var der kaos i Tibet. Den kinesiske invasion, som var startet flere år i forvejen, blev dette år meget voldsom med nedslagtning af tibetanere og munke og nedbrænding og plyndringer af templer. Der var masseflugt fra Tibet, og børn blev skilt fra deres forældre, enten under flugten eller fordi forældrene var blevet myrdet eller fanget af kineserne. Derfor var der en stor gruppe syge og ulykkelige børn, som kom til Indien uden forældre. Da H.H. Dalai Lama hørte om dette, blev der oprettet et område i Dharamsala, hvor børnene kunne få behandling, undervisning, mad og tøj. I løbet af årene udviklede dette område sig, og via et netværk i Tibet blev mange børn smuglet ud af Tibet uden deres forældre og tit blev de fulgt af munke og nonner, som bar børnene på ryggen over bjergpassene i 4 – 5000 meters højde i frost og kulde. Dette lyder forfærdeligt i vores ører, men man skal ikke glemme, at den kinesiske besættelsesmagt prøver at udslette den tibetanske kultur og dette foregår også i skolen. I dag er tibetanerne en minoritet i deres eget land, og al undervisning i skolerne foregår på kinesisk. Man kan sammenligne med indianerne og den australske urbefolkning.

Denne fremtid samt de dårlige uddannelsesmuligheder for deres børn fik mange tibetanske forældre til vælge at lade deres børn få en bedre fremtid og sende dem til Dharamsala.

I dag er Tibetan Children Village et stort område, hvor børnene får undervisning på deres eget sprog. Man gør meget ud af at undervise i tibetansk kultur og børnene øver musik, dans og teater, hvor den tibetanske kultur er omdrejningspunktet. Børnene bor i små enheder, hvor der er 2 voksne, der er lærere og “forældre” for ca. 35 børn. De større børn tager sig af de mindre børn, og tit er lærerne gamle elever, der for en meget lille løn hjælper til. Området huser som sagt ca. 2000 børn, og dette svarer til næsten 25% af hele områdets befolkning. Det er det største skoleområde af de efterhånden mange skoler, der er oprettet i de mange tibetanske eksilområder i Indien. Og man kan sige meget om inderne, men man må have dyb respekt for, at de lader et fremmed folk få så mange jordområder i Indien uden at blande sig overhovedet i, hvordan tibetanerne bruger området. Der er totalt selvstyre i områderne, og inderne blander sig ikke. Og vi kan ikke engang lade mennesker fra vores eget rige og forkælede land bestemme over et lille bitte område af Danmark. Hvem sagde Christiania?

Menneskerne:
De fleste af de faste indbyggere er tibetanere, som har en mere klar og fornuftig indstilling til tilværelsen end inderne. Aftaler bliver holdt, arbejdet bliver gjort, og man kan snakke fornuft med dem. Indere lover en masse, der sker ingenting, og de kan virkelig hidse sig op, hvis man forsigtigt påpeger disse mangler. Der er også mange hippier, som opholder sig på de mange små caferestauranter, der ligger overalt. Der bliver røget lidt hash og andre ting på disse cafeer. Fint nok. Hvad der ikke er så fint, er, at der er en del hippier, som er draget op i bjergene med en større mængde penge for at købe hash og er forsvundet for evigt. Der er også mange vesterlændinge, som studerer buddhisme på de mange klostre, som ligger overalt i området. Vi har hørt om flere udlændinge, som vil komme og hjælpe os. Projektet er jo blevet flittigt omtalt.

Spedalske mennesker, som tigger, var ikke et usædvanligt syn, og i starten var det en lidt anderledes oplevelse for børnene. Mennesker, som mangler forskellige legemsdele som næse, fingre, hænder, fødder og ben kan virke lidt skræmmende for børn, men efter et par dage var de faktisk på talefod med de spedalske og fandt på den måde ud af, at de ikke var så anderledes end os and-re, og at de faktisk var rigtig søde. En anden årsag til, at tibetanere mangler legemsdele, er forfrysninger. Tibetanerne er flygtet over bjergene fra Tibet til Indien, og her kommer de op i meget kolde områder med sne og frost. De flygter i meget sparsomt tøj og fodtøj og får derfor alvorlige forfrysninger, som giver koldbrand i legemsdelene. Tit bærer munkene børn på deres skuldre i flere uger for at komme væk fra Tibet. De må gemme sig i bjerghuler for kineserne, inden de kan fortsætte deres kolde og pinefulde vandring til friheden. Vi var også på besøg på det hjem, som modtager flygtningene, når de kommer fra grænsen. Her får de mad og klæder, bliver behandlet for deres sygdomme og får en seng i en stor sovesal. Det var tankevækkende at se, at de var så posi-tive og uden bitterhed, når man tænker på, at mange har mistet familie i Tibet og har måttet flygte fra deres fædreland på grund af kineserne. Og en fantastisk ting er, at H.H. Dalai Lama hilser personligt på hver enkelt flygtning!

Derudover er hele området præget af de klostre, som ligger i området, idet der er mange munke og nonner, som fylder positivt i hele bybilledet. Men det var lidt specielt at se munkene tale i mobiltelefoner og være på netcafé!

Vores hotel:
Vores luksushotel, som var suverænt det dyreste i området, var absolut en oplevelse. Det bedste, som man kan sige om stedet, var den fantastiske udsigt ud over hele den indiske Himalaya bjergkæde. Men allerede på gangen til vores værelse var gulvtæppet lappet med alle mulige andre tæpperester. Værelset var et kapitel for sig, især toilettet. Kedelig indretning med bleggrønne vægge uden udsmykning og med få kedelige møbler. Toilettet var håbløst med rindende haner og armatur, som ikke virkede og sad løst på væggen. Fliserne var lagt af en fuld person på stoffer, og fugning var et fremmedord. Servicen var elendig på hotellet, man fik ikke ordnet tingene, selv efter mange henvendelser. Dette er nu meget almindeligt, når det er indere, man taler med. Bartenderen var rygende fuld ved 9 tiden om aftenen, så vi måtte have en vagt til at oversætte hans tågesnak, og det var lige før, at man selv skulle ud og hente mad og drikkevarer i restauranten. På deres menukort stod der “Choice of beer and icecream”. Dette skal tolkes som “We choose for you”, idet de som regel ikke havde andet end en (1) slags øl og ingen is. Nå, men med en pris på 90,- om dagen gad vi ikke brokke os så meget, så vi blev, og der var da også positive ting ved hotellet. Således var der 3 af vores værelser, som en morgen fik vækning kl. 6.50 x.og det uden at have bestilt det. Det kan man da kalde service udover det sædvanlige!

Vores arbejdssteder:
billede-9Men vi var jo kommet derned for at arbejde og ikke for at ligge og dase på et luksushotel! Så dagen efter at vi var kommet, var vi nede på The Health Departement, som havde vores ting stående fra vores projekt i Sydindien samt vores pakker, der var sendt fra Danmark. Ja, i hvert fald det meste af det, for der var jo lige noget, der ikke var kommet derned. Der var også købt et køleskab, som vi havde bestilt til vores medicin (og især vores øl). Vi skulle arbejde på 4 forskellige pladser i forskellige højder.

Og det første sted havde de virkeligt valgt med omhu! Det var lige ved siden af vores hotel på en asfalteret plads med den pragtfuldeste udsigt over Himalaya bjergene. Det næste sted skulle være i Lower Dharamsala, som var et indisk område. Da tibetanerne gerne ville være på god fod med inderne, og inderne her havde udvist stor interesse for vores projekt, så havde tibetanerne lovet, at vi kunne komme derned for at arbejde. Først var der aftalt, at vi skulle komme i 5 dage, så blev det ændret til 2 dage, og så ville de pludselig have 4 dage alligevel, men på et helt andet tidspunkt, end de først havde sagt. Så sagde vi stop, vi ville komme i de 2 dage, som var bestemt.

Derefter skulle vi til Nobeling, som er H.H. Dalai Lama´s gamle sommerpalads. Nobeling var også navnet på H.H. Dalai Lama´s sommerpalads i Tibet, men efter kinesernes invasion og tibetanernes flugt fra Tibet blev der bygget et nyt sommerpalads i Indien. H.H. Dalai Lama mente dog, at det kunne gøre mere nytte som museum og værksteder, og omkring dette palads, som er meget smukt med haver, kanaler og små vandfald, er der vokset et lille tibetansk samfund op med bl.a. et hjem for handicappede tibetanske børn.

Næste sted skulle så være i “børnebyen”, Tibetan Children Village, som jeg har nævnt tidligere, og vi skulle så slutte af ved The Health Departement, hvor også regeringsbygningen var.

Arbejdet:
billede-10Efter at have fået alt vores medicin og udstyr vendte vi tilbage til McLeod Gonj, hvor vi var oppe og se, om de var ved at sætte vores telt op. Der var sat et stort telt op med ca. 4 meter til loftet. Der var trukket elektricitet, og der var ved at blive arrangeret vand og borde. Faktisk var det et stort festtelt til bryllupper med borde og stole, som vi havde fået stillet til rådighed. Nu gik de næste timer med at stille frem, få system i rodet og lave arbejdsplan for alle. Der var en god stemning, alle var ivrige efter at komme i gang og alle vidste, hvad deres opgave var, selv de nye på holdet.

billede-11Vi delte teltet op i 3 rum; 2 små, som var indskrivning og forberedelse, og et stort rum som var operationsrum med 5 operationsborde. Denne gang fik vi som sagt festborde, som var godt slidte plankeborde med søm stikkende ud overalt i overfladen. Men så faldt hundene ikke så nemt ned af bordene. Derudover var vi nødt til at sætte sten under benene for at få dem høje nok, men der var generelt væsentlig bedre forhold end sidste gang. Tibetanerne fra The Health Departement havde arrangeret med vagter ved teltet hele natten. De skulle også holde øjne med hundene, som stadig var trætte om aftenen og give dem mad, når de var friske nok. Tibetanerne gjorde også rent efter os, men vi måtte lige stoppe dem i at hælde gulvvaskevandet ned i vores elektriske installationer på gulvet.

billede-12Alle mødte forventningsfulde op i arbejdstøj og banderas. Lasse havde købt kulørte tørklæder på markedet, som vi kunne bruge som banderas i stedet for operationshuer. Så “Dyrlæger uden grænser” fik et nyt kælenavn: “Band-ito-vets”.

billede-13Der skete ikke noget rigtigt før kl. 11.00, hvilket undrede os, men det viste sig, at der kom en meget officiel person, som skulle lave en rigtig åbning af projektet med tale, overklipning af rød snor (som var en af vores hundesnore!) og optagelse af TV program med interviews. Så vi havde TV folk rendende rundt i operationsstuen og alle andre steder hele dagen.

Vores første patient var for øvrigt en af vores indiske hundefangere, som var blevet bidt i benet og armen. Alle vores hjælpere var blevet vaccineret mod rabies, så han skulle kun have en revaccination. Såret blev behandlet, og han fik antibiotika.

billede-14Folk kom med hunde i lastbiler, hvor der var bundet op til 5 hunde; der kom hunde i tuktuks, i privatbiler, og sågar kom der munke og vesterlændinge gående med hunde i favnen op ad bjerget langvejs fra.

billede-15Der var lang kø af private hundeejere, som primært skulle have vaccineret deres hunde. Der var både indere, munke, tibetanere og fastboende vesterlændinge fra Litauen, Japan, England og Tasmanien. Vi fik vaccineret 125 hunde den første dag og opereret (steriliseret/kastreret) 37 hunde. Vi fik også en hund ind med symptomer på rabies (hundegalskab), som vi måtte aflive. Denne gang havde vi fået specieltilladelse til at aflive håbløst syge hunde, som ikke kunne hjælpes og som kunne være til fare for mennesker og andre hunde. Der var hjælpere fra Canada, USA, England, Østrig og Schweiz, så vi var et meget internationalt hold. Alle de bortopererede livmødre fra de drægtige hunde, som blev steriliseret, fik vores canadiske munk. Der blev så sidst på dagen tilkaldt en engelsk munk, Josh, som havde været her i 10 år og var færdiguddannet munk, til at velsigne fostrene, inden de blev begravet.
Gennem de næste 3 uger rejste vi rundt mellem de forskellige områder, som vi skulle være i, og vi nåede at vaccinere 600 hunde og operere 260 hunde. Dette var tibetanerne meget tilfredse med, og hundene med farve og bar plet på ryggen blev efterhånden et fast indslag i bybilledet og et godt samtaleemne for både tibetanerne og inderne.

Sjove oplevelser:
billede-16Vi havde en “kattemor” hernede, godt nok med hunde. Hun var en gammel tibetansk kvinde med kun få tænder tilbage, men det blev rigeligt kompenseret med antallet af rynker i ansigtet. Hun passede og fodrede ca. 30 hunde hjemme hos sig selv, og det skul-le vise sig, at hun opholdt sig nærmest dag og nat hos os for at hjælpe med hundene. Vi forstod ikke en levende dyt af alt hendes snak, men hun var god til at gestikulere samtidig med, så det gik alt sammen fint alligevel.

En dag var vi ude og spise på en tibetansk restaurant, og vi havde lige fået bestilt maden, da en af vores nattevagter pludselig stod midt i restauranten. Lige netop denne nattevagt var nok på samtlige kendte og ukendte rusmidler, og det var derfor rimeligt svært at forstå, hvad han sagde på sit i forvejen ubehjælpsomme engelske. Men det var en hund, hvor der var problemer med såret, og om vi ville komme og kigge på det. Min fantastiske veterinære omsorg for “all creatures great and small” vandt over min højlydt rumlende mave, og jeg fulgte efter vores ataksiske vagt, som var et levende eksempel på, at rygmarvsre-flekser kan klare meget. Gudskelov var ejeren med hunden lige uden for restauranten, så vi ikke skulle gå hele vejen tilbage til teltet. Da det var en af de små aggressive papillon/terrier blandinger, bad jeg lige ejeren om at holde. Det gik ikke så godt, og da vores let påvirkede tibetanske vagt prøvede at holde den, så gik det helt galt. Han blev bidt flere gange uden at mærke det, hvilket fik mig til at overveje, hvilken kombination af rusmidler, han havde taget, så vi kunne bruge det i klinikken til bedøvelse. Det endte med, at ejeren tog en mundkurv frem, som han havde lånt. Derefter fik jeg fat omkring halsen på hunden med et så fast greb, at hunden slappede af (læs: besvimede), mens den fik mundkurv på. I sin omtågede tilstand syntes vores vagt åbenbart, at jeg var utilfreds med hans arbejde, hvilket fik ham til at slå ud efter mig. Efter at have checket såret og set, at det kunne vente til næste morgen med at blive resutureret, måtte jeg lige forklare vores vagt, at han ikke skulle finde på den slags en gang mere.

Resten af aftenen gik problemløst, og da vi lige gik vores aftenrunde oppe ved teltet og checkede hundene, var vores vagt ved at fodre hunde og sørge for dem. Imponerende hvad han kunne i den tilstand, men efter mange års øvelse er der vel meget, der kører pr. automatik.

Et tibetansk skolehjem:
En dag besøgte vi et skolehjem for de fattigste børn fra Tibet. Dette skolehjem er kun for børn fra et specielt sted i Tibet. Dette sted i Tibet var så øde, at det havde været isoleret i mange år, og beboerne havde deres eget sprog og var analfabeter. Stedet blev opdaget af 2 munke, som var på vandring, og stedet var heller ikke opdaget af kineserne. Da H.H. Dalai Lama hørte om stedet, ville han hjælpe, og da børnene kun havde udsigt til et meget fattigt liv, fik forældrene tilbud om at lade børnene komme på gratis skolehjem. De blev meget glade for tilbuddet, og derfor blev dette skolehjem bygget for H.H. Dalai Lamas egne penge. Siden er der kommet mange sponsorer til, bl.a. Tibet Charity i Danmark.

Jeg havde nok regnet med et mørkt kedeligt skolehjem, som var beskidt og rodet. Men jeg skal da lige love for, at dette blev gjort til skamme. Allerede i skolegården var der pænt og ryddeligt, og bygningerne var flotte. Vi startede med at se sygeafdelingen for børnene, hvor der var farverige Anders And figurer malet i hånden på væggene. Alle sengene var ryddelige, og i medicinafdelingen var al medicinen sat op i rækker og i alfabetisk orden. Vi så sovesalene for børnene, hvor hver seng var redt, så selv en skrap old-frue på Hotel d’Angleterre ville være imponeret. Der var sovedyr på alle sengene, og der var pinligt rent overalt. Og det var det gennemgående tema. Børnenes skabe var fyldt med deres tøj, men hvor en dansk skolebarns værelse og skabe hyppigt ligner et feltlazarat fra 1. verdenskrig, så var tøjet her lagt sammen, så der ikke var en fold forkert. Og det skal her nævnes, at børnene selv sørgede for at vaske tøjet, tørre det og lægge der sammen og på plads. De sørgede for at vaske gulve, rede senge, ordne have, rydde op og gøre rent i alle lokaler samt udendørsarealer. Derudover skulle der laves mad, laves lektier, øve sig i sceneoptræden for gæster og meget andet. Og deres lokaler var meget veludrustede, fysiklokalet var fyldt med apparatur, plancher og væsker, og ligesom alle andre steder var det pinligt rent og velordnet. Vi blev enige om, at dette sted ville være et godt udvekslingssted for de fleste danske forkælede børn!

Buddhismen, munkene og andet godtfolk:
Man kan ikke andet end at blive inspireret af den buddhistiske tankegang. Det er en livsindstilling, som i den grad er medmenneskelig og positiv. Og de må ikke missionere! Alene denne indstilling, at alle mennesker har ret til at have deres egen mening om livet, er tiltalende. Netop den frie og menneskelige indstilling appellerer til vesterlændinge, og derfor var der også mange udlændinge i området, både i byen, men også som elever på klostrene i området. Selvfølgelig var der vestlige munke og nonner, men der var også mange, der tog kurser af kortere eller længere varighed på klostrene. Og en del af disse elever og munke kom og hjalp os med arbejdet. Der er også kendte personer, som føler sig tiltrukket af den buddhistiske tankegang. Således havde vores frokostrestaurant haft besøg af Pierce Brosnan (“James Bond”). Og vi så flere gange affaldsvogne med teksten “Keep Dharamsala clean – sponseret by The Gere Foundation”. Richard Gere er en stor beundrer af H.H. Dalai Lama og er selv aktiv buddhist.

En stor del af munkenes hverdag går med studier og meditation. En af deres metoder til at lære koncentrationsteknik var at lave fantastisk detaljerede figurer af smør eller farvet sand.

Og en dag stod vi lige ved siden af et “mumle center”. Jeg ved ikke helt, hvordan man ellers skal beskrive det, når 50 munke sidder fra kl 9 til 16 og mumler deres mantraer i forskellige stemmeleje uafbrudt. Det lyder fantastisk spændende, men meget ensformigt. Et mantra er for øvrigt ord eller sætninger, som bliver gentaget mange gange som en del af munkenes meditationsteknik.

Men det vigtigste for alle buddhister er at være gode mennesker. Og som H.H. Dalai Lama siger “Du skal hjælpe andre, og kan du ikke det, så lad være med at gøre andre fortræd”. Her kunne præsident Bush lære meget! Og der er mange, der gerne vil hjælpe de tibetanske flygtninge. Mens vi var dernede, var der en dansk gruppe, der besøgte området sammen med Lakha Lama fra Tibet Charity i København. Og der var bl.a. en person fra denne gruppe, som havde bundet sig i 10 år med et sponsorat på 10.000,- pr. år til et børnehjem med 25 tibetanske børn og 2 ansatte. Dette beløb dækkede samtlige omkostninger såsom lønninger, lys, varme, tøj, mad, ja alt!

Denne gruppe kom også på besøg hos os, og der var flere, som sagde, at de syntes, at det var det mest spændende, som de havde set på deres tur. Tænk at tage helt til Indien og opdage, at den mest spændende oplevelse er danske dyrlæger, som opererer!

Tanker om fremtiden:
Inden vi tog fra Dharamsala, var vi til middag med personerne fra Health Departement, hvor vi fremlagde vores planer om det fremtidige arbejde. Vi talte også om, at de operationer, som vi udførte, var en dråbe i havet, og der bør tænkes mere langsigtet.

Som en start kunne det være godt at have et centralt dyrehospital i Indien, hvor dette så kunne udbygges med mindre enheder (klinikker) i andre settlements. Der skulle så være en eller flere indiske dyrlæger og teknisk personale tilknyttet dyrehospitalet, og disse personer skulle så have en turnusplan for at kunne tage rundt på enhederne og lave klinisk arbejde.

billede-17Samtidig kunne vestlige dyrlæger og teknisk personale komme på kortere eller længere ophold for at hjælpe til. Da der i dag ikke eksisterer tibetanske dyrlæger, er der også planer om at finde lovende tibetanske unge mennesker, som kunne tænke sig en uddannelse til dyrlæger. Pengene til dette skulle også komme via sponsorater. Efterhånden kunne der bygges flere hospitaler, og disse kunne udbygges med mobile units, som kunne være biler med alt udstyr til ambulante operationer og medicinsk behandling af både smådyr og produktionsdyr. Det er også vigtigt med kvæget, da det er en katastrofe for en tibetansk familie at miste deres kvæg. Derudover er der meget tuberkulose både blandt kvæget og menneskene, og der er ikke noget andet folkeslag, som er så hårdt ramt af tuberkulose som det tibetanske folk. Derfor er det vigtigt at hjælpe det tibetanske folk med at oprette et decideret veterinærvæsen, som de overhovedet ikke har i dag.

billede-18Dette er et stort arbejde, og det kræver meget forarbejde. Og det kræver også penge. Men man kommer langt med pengene i Indien. Et komplet udstyret dyrehospital i 2 etager med røntgen, laboratorium, konsultation, bure og tvangsbokse til kvæg samt en første sal med 4 gæsteværelser med bad, et mødelokale og køkken ville koste ca. 500.000,-. Og dette er inklusive alle installationer. Derudover er det alt for dyrt med linoleum på gulvene! Næ, det er meget billigere med marmor eller skifer, for det ligger nærmest som affald på marker og ved veje!

Tak for hjælpen!
Der er mange, som har støttet positivt op omkring vores projekt. Alle os i dyrlægegruppen samt Tibet Charity vil derfor gerne takke alle de firmaer, som har støttet med penge, udstyr og medicin i den rette buddhistiske ånd:

Bayer Health Care
Boehringer Ingelheim Danmark
Chemvet
E-Vet
Jørgen Kruuse A/S
Leo Animal Health
Merial Norden
Orion Pharma Animal Health
Premium Pet Products
Royal Canin Danmark
Scanimal Health
ScanVet
Schering Plough[divider]

/af

Klinikken i Upper Dharamsala – februar 2007

, , , ,

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Selv om dyrlæge Robert Hellebek nu er vendt tilbage til Danmark efter 3 måneders ophold på klinikken i Dharamsala, har vi modtaget flere billeder og mere information om hans tid på klinikken.

/af

News from Dharamsala – january/february 2007

, , , , ,

By Vet James Forbes

We have received these photos and informations from the Australian vet James Forbes, who has helped at the clinic in Upper Dharamsala.

James, Australian vet filing a 25 plus year old mare’s teeth in a rice field close to the western nunnery at Norbalinka,south/east of Dharamsala,with one of the nuns helping.Luckily the mare was quiet as she was not tranquilised & just had a rapidly made rope headcollar on.

This is Robert, Danish vet & James doing a bone pinning on a street dog, with a week old mid-femur fracture,in the clinic. Again using very basic instrumentation, no X-rays, vicryl as stainless wire,a bent 18gauge i/v needle to thread it around the bone to help stabilise it & the only available Steinman pin we could find at the local hospital. After strict confinement the dog was walking comfortably two weeks later. It also had a proximal fracture of its opposite tibia, which was cast.

Trine,a Danish student helping James castrate the above mare’s 6 month old foal at the western nunnery with the owner supporting the front legs. Intravenous anaesthetic was used, with the foal up & eating within 10mins.We only had basic instruments but with artery forceps, transfixing sutures, a scalpel blade & a pair of scissors all went well.

/af