Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til fortælle om “hunde-liv” i Costa Rica, og der er masser at berette om.

Ja, et eller andet sted skal vi jo begynde, og det kunne være den seneste kastrationsrunde i Tabarcia den 1. oktober 2011, da vi kastrerede 83 dyr, men betalte for 86, fordi to hunde og en kat var gravide, og så tager dyrlægen dobbelt betaling. Et irritationsmoment for nogle, blandt andre Diana fra SASY, som mener, at det ikke er fair, men jeg er indforstået, for han er den billigste og den bedste dyrlæge og har ikke hævet prisen overfor mig.

Dyrene så godt ud. Det er et område med landbefolkning, og normalt ser vi flere forskellige tilstande; hudproblemer, underernæring og så videre, men det hele så fornuftigt ud. Vi var kun tre frivillige til at passe dyrene efter opvågning, klippe negle, børste pels, tjekke for hudproblemer, sprøjte nogle mod lopper og tæger, fjerne tæger, rense ører, klippe knuder af pelsen og sidst men ikke mindst tatovere tæverne. Det er det allervigtigste, og nu er det begyndt at fise ind hos folket, og alle vil gerne, at vi gør det. En fyr kom med hele 10 dyr – 4 tæver og 6 hanner – alle nogle som er blevet “givet” til ham, idet de stod bundet ved hans indgang. Vi gav ham en superpris; 400 kr. for alle ti, det er jo billigt, og manden var tilfreds. Egentligt var det meningen, at jeg denne gang skulle stå for registrering af dyr, deres ejere, telefonnumre etc., men det har jeg ikke gjort i 100 år, og da jeg så alle dyrene, da vi kom, sagde jeg til Laura, “du, jeg tror, det er bedst, at du gør det, der er for mange.” Gaby, som er ny i “biksen” men super god, også til at snakke med folk, og Laura lavede det rent faktiske arbejde, og jeg tjekkede her og der, snakkede fanden et øre af og hjalp dyrlægen og hans assistenter, for han havde taget tre med, og de ikke anede for eller bag på en hund, og meget tidligt i forløbet blev de “trætte”.

Ok, jeg er jo så lidt grov og sagde, at det var for tidligt at være træt, efter som kl. var 10, og vi ikke ville være færdige før tidligst kl. 16, hvilket kom til at passe. Vet Blas kan godt lide at arbejde med musik, helt i orden med mig, men altså ikke techno og jeg sagde “hvis du ikke hitter noget andet musik, går jeg.” Jeg er nok for gammel, og han skiftede til noget mexicansk, som han hylede med på, mens han opererede, sådan nogenlunde i “takt og tone”, hvis I forstår. Nå, men 83 dyr er jo noget af en succes, og nu er de i krig med en runde i Puriscal – den skal løbe af stabelen den 15. oktober 2011. Der kommer jeg ikke, de kan selv, har nok frivillige, og Gaby, Laura, evt. Eugenia og undertegnede tager os af de andre områder. En super-ordning for ikke at blive træt af arbejdet, for det er virkelig anstrengende. Man bøjer sig over dyrene mindst ti gange for hvert et, og med 83 bliver det jo til en hel del.

For et stykke tid siden, måske 3 uger, var jeg på vej til min psykolog og så en gravid tæve foran et hus og sagde til Marito, som kørte mig, at han skulle se at finde hende på hjemvejen. Ok, han fandt hende ikke men så, at der var et hundehus, dog uden hund. Han kaldte og kaldte, men ingen kom ud. Nuvel, på hjemvejen i en taxi, så jeg noget sort i vejkanten, tænke at det var hende og kørte forbi, men bad taxachaufføren om at vende om og ser der en lille, tynd og syg hanhvalp, der bare lå der rullet sammen. I Costa Rica tager taxaer ikke dyr med, men fordi chaufføren og jeg havde talt om Bob Marley – den musik han havde på – og mit arbejde med dyrene, indvilligede han i, at jeg måtte tage hunden med i bilen, og hjem det gik med den lille nye – Duffy blev han døbt.

Det var en lørdag, hvor Maria kommer og hjælper med fodring etc., og jeg bad hende om at give ham et bad. Ikke noget han var specielt glad for men nødvendigt, for på det tidspunkt, havde jeg fem løse hvalpe, og jeg ville ikke have, at lopper og lus skulle inficere de andre. Duffy var meget angst, anede hverken frem eller tilbage, men med lidt blød snak og ham i snor fik jeg hans fortrolighed, og han lagde sig i mit skød, hvor vi aede og snakkede. Om mandagen tog vi ham til dyrlæge Laura for et check-up, og det viste sig, at han var fyldt til bristepunktet med lus. I tror, det er løgn, men efter alle disse år med dyr har jeg aldrig i mit liv set lus, hverken på dyr eller mennesker. Ikke engang som barn, og det er jo noget tid siden – jeg er 53 somre, nej, forår gammel. Nå, Duffy er en helt ny hund, han har sat sin kærlighed på mig, og han render frit rundt og leger med de andre, men hører han mig fx hoste, går den lille hale. Jeg vil gerne beholde ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg ville have 1.000 hunde på nuværende tidspunkt, for jeg vil helst beholde dem alle, men det hverken kan eller skal være sådan. Nu bliver han opereret, vaccineret er han, og så må vi se, om der er en venlig sjæl, der vil have ham og passe ham godt. Han er fuldstændig “kureret” for angst og vil passe i enhver familie.

En dame, Xenia, havde ringet og ville gerne have to hunde til en farm i nærheden. Hun var interesseret i et par hvalpe, og jeg havde jo Fifi og Fiona klar til adoption, begge kastrerede og vaccinerede. Hun skulle bare give dem nummer to multiple vaccine og evt. rabies. Hun kom sammen med sin ældre far, en sød mand, og ideen var, at tæverne skulle lære at omgås andre dyr, for der de skulle bo var i en stald, og som hun sagde, den er flottere end mit hus. Hun har høns, ænder, grise og kvæg, og det eneste problem jeg har med det er, at hun ikke har mit telefonnummer og jeg heller ikke hendes. Dumt, for jeg aner ikke, hvor hendes farm er, men jeg vil gå så vidt, at jeg vil “iføre mig” mit kamera og tage til området, for jeg tog et billede af hende, faderen og tæverne, og så må jeg spørge mig frem. Jeg tror, at de er ok, begge er hundefolk og ville gerne have to nye, fordi dem, de havde, døde med 15 år på bagen, så det kan vel ikke være helt galt.

De andre tre hvalpe, gav jeg til dyrlæge Laura – opererede og vaccinerede – for at se, om hun kunne få dem afsat, og det kunne hun. Denne “kone” er altså et “godt barn” – hun er virkelig SÅ velvilligt indstillet over for mig, at hun nærmest ryger med ind i min aftenbøn. Hun har også lige hjulpet mig med at modtage hele seks små hvalpe plus en gammel hanhund, der nok i tidernes morgen var noget i retningen af en puddel eller måske maltes – ved det ikke for han havde en kappe at pels , der var totalt indsnøret, og man kan ikke se, hvad han er.

Tro det eller ej, det er alle vores skræk (os der arbejder som jeg) at finde hunde bundet eller i sække foran vores indgang, og det skete for et par dage siden. Hundene gøede som bare pokker kl. 5.30 om morningen. Unormalt, og jeg kiggede for at se, hvad der forårsagede dette og så noget sort ved hundene i dogrun og strøg over, fordi jeg troede, at det var en stor, giftig frø. Det viste sig at være en lille, sort hvalp, som jeg puttede i en stor transportkasse, gav den lidt mad og vand og tænkte ”er der en, er der måske flere”, så jeg gik ned til porten, så et par sække og en papkasse, og der var der fem flere plus hanhunden, som jeg i første omgang troede var deres mor. Han kiggede på mig med et næsten blindt øje, det andet var totalt lukket af hår og puds. Jeg tog en hurtig stirrer på hvalpene. De så faktisk ok ud – kun én havde det der “søvnige” udtryk i øjnene, hvilket normalt angiver, at den er syg.

Jeg ringede til dyrlæge Laura og spurgte, om hun havde tid og plads til hundene. Vi aftalte, at vi skulle komme med dem alle og tage nogle med tilbage, men senere ringede hun og sagde, at de jo var små, og at hun kunne beholde, dem så jeg ikke havde problemer med ekstra pasning etc. Hun gav dem ormemiddel og den første vaccine – også til den syge hvalp. Det ville jeg ikke have gjort, men hun er dyrlægen og må vel vide, hvad hun gør. Hun ringede senere og spurgte mig omkring den ældre hanhund. Faktisk ville hun have ok til at aflive ham, men det sagde jeg nej til – jeg har et “NO KILL” rehab center – foreslog at hun pillede hele pelsen af, således at den lille ville kunne “ånde lettet op”, når den skulle spise og drikke, for en sådan kappe af indfiltret hår gør jo, at det trækker i huden, når den bøjer sig forover.

Hun mente, at han havde erhligia og spurgte, om vi skulle teste for det, hvilket jeg sagde nej til. Der er ingen grund til at teste for noget, der er så tydeligt, så jeg sagde ”giv ham doxiciclina og vi ser videre.” Hun rensede det øje med puds – mener at det er noget hunden har haft i lang tid, og at øjet ikke fungerer. Puds og hår har ødelagt “cornia/retina” – ved ikke hvad det hedder på dansk må jeg indrømme, men øjet er ligesom indsunket. Nå, uanset hvad, i første omgang er han hos hende, og vi har aftalt, at vi ser, hvad der skal ske med ham engang i næste uge. Det er svært at få afsat en sådan hund – jeg ville tage ham lige på stedet, men min schæferhund er imod alle dyr og ville ondulere ham med det samme. Desværre, for mange af de dyr, jeg samler op, har brug for ekstra støtte, og det er nemmeste ville være at give dem det her i huset. Men at indsætte en næsten blind hund sammen med fx 10 andre dutter jo ikke. Den kan ikke kommunikere med de andre, fordi den ikke kan se, de andre forstår ikke, hvorfor den ikke udviser hundesprog, og så kan vi ende op med ballade og slagsmål.

En hysterisk dame ringede, Catalina. Hun havde fået mit telefonnummer og ville bede om, at jeg hentede hendes lille tæve – opereret og vaccineret. Konen var højgravid og skal føde om 14 dage, har en lille datter på et par år, og hun var virkelig hys. Jeg prøvede at få hende “lidt ned” af hysteriets rand, men hun var umulig. Når folk ringer sådan, VED jeg, at de sætter hunden på gaden et eller andet sted, og den lille må lide alt muligt. Folk der kyser den væk – specielt hvis det er en tæve. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi tatoverer. Jeg er den eneste her i landet, der gør det, og det er virkelig dumt. Well, jeg fik hende beroliget – det er jeg god til både med mennesker og med dyr – og sagde ”giv mig lige en chance, og vi kigger på mulighederne. Giv mig dit telefonnummer, og jeg ringer tilbage, MEN sæt ikke hunden på gaden uden videre – vi finder en løsning!” Ok, det fandt jeg – jeg ringede til Laura, min unge veninde, og spurgte, om hun ville tage den lille, til vi fandt en anden løsning, og nu er tæven der, hedder Suki og har det godt. I går så jeg den fra bilen. Den var meget opmærksom på bilen, fordi den blev afsat af Catalina i bil og nu venter på at blive hentet igen og komme hjem til sin familie. Sådan er det bare – også for dem der bliver vippet ud ad bilen på gaden. De bliver normalt en tre dages tid på samme sted i håb om, at det her er en fejltagelse, og nu kommer min familie nok snart og henter mig. Det gør familien bare ikke, men det gør jeg, hvis jeg ser den, og jeg tror, at det er det, der gør, at hundene her er tumpede, når de ser mig – noget med at jeg er den første, der giver dem opmærksomhed, efter de er blevet sat på gaden.

Det er faktisk et problem, for det giver slagsmål, fordi alle vil kysses og kæles med, og de bliver ganske enkelt jaloux, når den anden får og ikke dem selv… Fordi “jeg er mest vigtig”, tænker hunden. Derfor har jeg skrevet til min ”hundeveninde” Turid Rugås i Norge for at søge råd og har fået en masse, hvor noget kan bruges og andet ikke helt så meget, men en inspirationskilde er hun. Og som hun selv siger, er det ikke nemt at give råd, når man ikke har set stedet og dyrene. Hun har beskrevet et shelter i Sydeuropa, og jeg tror nu nok, at “mine” hunde her har noget bedre vilkår at leve under. Ikke at jeg er tilfreds med deres levestandard, men det er svært at gøre det bedre, og i det mindste er de væk fra gaden. Jeg ville gerne stimulere dem – fx give dem mulighed for at finde godbidder, lege, gnaske ben som de selv finder etc., men det er jo kun noget, jeg evt. kan gøre her, og når de så kommer herfra og bliver adopteret, er det jo noget, de får, og som man tager fra dem igen.

INGEN her vil gøre noget i den retning. Her går man ikke engang tur med en hund – det ligger i kulturen og ikke nemt at omgå. Dog er vi ikke helt “bagud af dansen” – i denne weekend er der tre marcher omkring dyrebeskyttelse. Jeg kan ikke deltage, fordi jeg ikke har nogen til at passe mind mand, men jeg er smadderglad for, at der er folk, der arbejder med myndigheder og den slags. Jeg arbejder i marken, og det er DE sikkert glade for, for vores mål er jo det samme; at skabe bedre forhold mellem mennesker og dyr – uanset hvilket dyr. Der er også ”nye boller på suppen” forstået på den måde, at der er taget tiltag til, at diverse kommuner afsætter et beløb af deres budget til at lave massive kastrationer. Ikke dumt – det har jeg prøvet at få vores borgmester med på de seneste fire-fem år. Møder etc. og ikke en skid sker der, men hvis det blive til en “lov” (vi er det mindste land med de fleste love) så står jeg sgu der med hatten i hånden, og så skal I bare se når “mutter her” går i gang… Ok, i gang er jeg jo anyway, og vi har virkelig fået mange dyr kastreret, men man kunne forestille sig, at hvis vi kunne få gratis kastrationer fra staten, så kunne donationer bruges anderledes; vaccine af dyrene, maske få billige hundehuse for dem der står bundet, Tetra Pak kunne være en mulighed, hjælpe folk med dyrlæge hvis de ikke kan betale selv og naturligvis foder. Dyrlæge og foder er mine største udgifter i øjeblikket, men det kan man aldrig vide – i dette “job” må man mengelere lidt med det hele, tage lidt her og give lidt der. Sådan er det bare, og så i øvrigt håbe på, at det hele går op i en højere enhed, at der er penge nok til at hjælpe dem, der har mest behov.

Så, kære venner, kl. er 12.30, min mand sover dybt, og jeg vil tage en mad og en lille siesta, Maria kommer en time og fodrer kl. 17, og så er jeg ellers alene. Det er jeg ked af og derfor hader jeg weekender. Nå, en eller anden dag ser det hele nok anderledes ud, og så tager vi det derfra. Indtil da er det om at holde ud og få det bedste ud af det. I Danmark kender man jo ikke til det at passe en døende – de fleste kommer på et hjem, men her er det normalt, at den døende bliver passet hjemme af familien. I går kom der en gruppe fra smerteklinikken – dem der besøger diverse patienter, der ikke selv kan komme til dem, og de mener, at han bliver passet efter alle kunstens regler. Det gør han nu også, ikke et øje tørt, og de mener, at jeg er ved at brænde ud, men det er, fordi de ikke kender mig! Der skal mere til at slå mig ud, jeg har uanede kræfter, MEN jeg ved, at jeg vil gå ned med flaget i det øjeblik, Uwe ikke er mere. Han er der fysisk, men mentalt er det ved at gå ned ad bakke, og det er min psykolog ved at forberede mig på. Godt nok, hun er dygtig og sød, så hun skal nok få mig op at stå den dag, det sker. Nå, foreløbig er det jo ikke sket, og så ser vi videre…

Alt for nu, der er masser mere at berette, men det må blive en anden dag. Min rugbrødsmad venter. Den sidste brødblanding fra Danmark, men jeg har et halvt i fryseren – så er det bare at vente på ny forsyning. Vi kan få tysk rugbrød i Costa Rica men det smager SÅ meget af rug, at man skal komme et halvt kilo pølse på, for at smage pølsen og ikke brødet….

Knus til alle herfra. Jeg ser, at sommeren var noget værre noget, men det ser ud til, at I får et dejligt efterår med alle de skønne farver. DET savner jeg, men kulden må I godt beholde. Jeg sender lidt varme…

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Såh, nu har vi overstået to kastrations-runder, den ene i slumkvarteret, sponsoreret af jer.

Denne var lidt anderledes end normalt, idet jeg drog afsted med præsten, Laura, Eugenia og “iført” foder samt masser af ormemiddel til de dyr der skulle opereres lørdag den 25. juni 2011. Dette skete torsdagen før og vi gav ormemidler til en 60-65 dyr, deriblandt også hvalpe og hanner der ikke skulle opereres men som godt “kunne tåle” en ormekur!! Præsten havde en liste med 10 “forkølede” navne, så derfor sagde jeg, at det var bedre han gik med og vi skulle se at få listen noget længere. Det fik vi også, vi gik fra dør til dør, fortalte om vigtigheden af kastration og det var en donation fra jer, der kunne gøre det gratis for alle hundyr, for alle andre havde vi sat en pris på 4000.00 colones som svarer til ca. 40.00 DKK. Denne gang havde vi ikke lavet en kampagne som vi gør normalt med ophæng etc. for det sted der var til rådighed, var faktisk under al kritik men hvad skal vi gøre, når der ikke er noget bedre??? Faktisk var det i “kirken” dvs, et rum med jordgulv som blev fejet og givet noget vand på, så støv ikke kunne komme ind i operations-sårene, med infektion til følge.

Well, på selve dagen kom der 40 tæver og hunkatte, den jeg helst ville have set, var den “dumme dame” som tror at et ormemiddel gør at en hund ikke bliver gravid. Laura og Eugenia gik med Præsten hen til hende men hun gemte sig, kom ikke ud da de kaldte på hende. Nuvel, hun er virkelig en hård nød at knække men jeg vil gå så vidt at indgive en klage, hvis hun ikke forbedrer hendes to tævers forhold og det sagde jeg til hende. Jeg vil give dyrene en chance og se om hun er villig til at give mig den ene, således at jeg kan få den op at stå og har hun ikke forbedret forholdene, så giver jeg den til en anden eller beholder den selv, ikke at jeg ønsker det men som jeg sagde til hende, “denne måde den hund står på, er under al, al kritik” , jeg kom med forslag som hendes datter og søn var enige i, men ikke hende!! Damen er HADET af alle, hun er virkelig også umulig, men jeg er sku ligeglad, hun får det råt for usødet og jeg vil endda gå såvidt, at få sundhedsministeriet med i billedet men jeg vil lige prøve “med et gode først” og se, om jeg kan komme ind til hende, ellers falder “Fars hammer”, håber jeg kan nå det, inden hundene dør…

På selve dagen var jeg der ikke, ikke fordi jeg ikke ville men jeg tog til vet. Claudio med min grå Shæfertæve, Cindy, fordi hun var simpelthen så dårlig, ville have taget hende om fredagen, men der må vores bil ikke cirkulere i San Jose, det kender I ikke i DK, men i disse lande er der een dag om ugen, hvor biler med en nummerplade, der ender på et nummer, feks. 5 (fredag) bliver stoppet. og det koster en formue, hvis man alligevel tager chancen!!! Dette tiltag fra regeringens side er dels at der er for mange biler og for at trafikken ikke stopper, men at der er et vist flow, OG at forurening mindskes.

Mht. Cindy, havde jeg allerede haft vet. Laura til at kigge på hende om torsdagen, hunden havde et forben der var noget i retningen af 2-3 gange så hævet som det andet , hun kunne ikke støtte på benet og klagede sig. Hos vet. Claudio viste det sig at hele benet var fyldt med betændelse, han lavede blodprøver etc. checkede for erhligia, men kitten viste negativ, han var rådvild, men mente, på bagrund af blodprøven, at det alligevel var erhligia og nu får hun så doxiciclina og skal have det i 30 dage, forhøjet dosis og i længere tid. Cindy, ligesom sin mor, Svea, lider af pfenfigo vulgaris, en autoimmun-sygdom og derfor er hun på “vedligeholdelses-kur” med prednisolona 3 gange om ugen og jeg lagde mærke til, at de gange jeg gav hende medicinen, blev hun lidt mere aktiv så jeg ringede til vet. Claudio, for at høre om jeg ikke skulle give det hver dag?? Jeg har ikke kunnet få fat på ham så jeg tog beslutningen selv, og giver hende hver dag 40 mg, i et stykke tid og det viser sig, at hun går bedre og er mere rolig plus at hun har fået mere appetit, det gør prednisolonen også, øger appetitten og virker som anti-inflamatorio. Cindy og hendes bror Chasqui, blev 10 år den 29. marts dette år og jeg ved at tiden nærmer sig, men lad os nu se, hvorvidt medicinen virker…..

Lørdagen efter, den 02. jul 2011, havde vi kastration i en by i nærheden, Guayabo, med en stor propaganda MEN der blev gjort “regning uden vært” for der skete det, at hele byen var uden vand og det fra fredag formiddag!!! Folk i Costa Rica er utroligt fixerede på bad og renlighed, en kvinde vil ikke drømme om, at gå til det lille supermarked for at købe en liter mælk, UDEN at bade og lægge make-up og da slet ikke til en kastration, hvor der kommer mange folk og dem man kender!!! AAAH,AAAH…Nåh, immervæk, kom der 48 dyr, altid noget, men jeg havde regnet med en 60-65 som egentligt er normalt der. Ok, under forudsætning af, at folk har fået mulighed for bad etc. så har de en chance hos indianerne i Quitirisi, hvor jeg påtænker en runde i slutningen af måneden, dyrlægen er booket, men jeg mangler stedet og nogle kontakter til dem, jeg før i tiden har arrangeret med, Allan, en utrolig aktiv mand , måske FOR aktiv, (hvis I ved hvad jeg mener??)for ham og konen ligger i skilsmisse, pga. noget utroskab, enten den ene eller den anden eller begge!! Indianerne er noget bedre kørende end før, da jeg slog mine triller hos dem, de fleste har arbejde og dermed penge til at betale de 6000.00 colones som dyrlægen tager, kommer de med flere end 2, giver vi rabat, en god rabat, that is, 6 dyr koster feks. ca. 250.00 DKK og det må jo siges at være billigt, forskellen bliver betalt af donationer, enten fra jer, eller fra SASY…

Min ide med at lave små kastrationsrunder, med en 10-15 dyr, med lokale dyrlæger, dutter ikke!!! Arbejdet før er det samme, under og efter nemmere, MEN, jeg kan ikke hitte en dyrlæge der kan tage disse timer ud ad kalenderen så nu gør jeg noget andet, vi gør det mere individuelt men til en billigere pris, dvs. folk betaler det de normalt betaler til de massive runder og dyrlægen tager mindre fra os, end hvis en hvilken som helst person, kommer og vil have sin hund eller kat kastreret. Dette bliver aftalt med mig først og dyrlægen skal kontakte mig og høre om jeg er indforstået, dette for at folk ikke tager “rupetten” på mig og bare siger, “jamen, jeg har talt med Lisa”, hvis det ikke er sandt og jeg hjælper KUN dem, der hjælper dyrene, sådan er det, men naturligvis, er der folk der prøver lykken og ikke betaler det, dyrlægen normalt tager.

Jeg har altid haft et godt forhold til de få dyrlæger i området, men jeg har fået et ekstremt godt forhold til Vet. Laura i Puriscal. hende og jeg er “pot og pande , det hænger nok sammen med at hun har arbejdet som dyrlæge i vores store shelter i Heredia og derfor ved, hvad arbejdet og respekten for gadedyrene betyder, også dem der kommer og simpelthen ikke har penge til hverken kastration eller penge til medicin etc. Vet. Laura og jeg er 100 pct. enige i praktisk taget alt der har med dyrene at gøre, også en evt. aflivning som vi taler om, hvis det har noget at gøre med en hund eller kat, jeg er involveret i. Hun hjælper også med at tage “mine hvalpe”, I kan sikkert huske jeg hentede en tæve, Canela, med 7 hvalpe, hvoraf 2 døde pga. ormeforgiftning. Det er måske det eneste punkt, hvor vet. Laura og jeg ikke er enige, men vet. Claudio og jeg er, hun bruger ikke gerne antibiotika til hvalpe, hvor vet. Claudio og jeg, er af en hel anden opfattelse, ligeså små de er, giver han antibiotika og det gør jeg også og var det blevet gjort, havde de to små nok været blandt os i dag, men ok, enhver har sine kriterier.

Nåh, men hvorom alting er, så tager hun “mine hvalpe” og har haft held til at få afsat de 4 hanner til gode familier og nu mangler vi lige den lille tæve, som jeg vil høre hende om senere i dag. Vet. Laura, er meget “human” i sin behandling af mig, hun ved hvad det koster både i penge, men også psykisk at have så meget med dyr at gøre, for folk ringer jo ikke for at sige at dyrene har det godt!!!, de ringer når der er problemer der skal løses, feks, mangel af penge til at fodre dyrene, syge dyr etc. Forleden aften ringede en kone, Sugey, til mig, fortalte at hendes lille malteser-type-tæve havde bidt i en giftig frø og var fyldt med skum omkring munden. Jeg sagde at hun skulle vaske munden med hovedet nedad så hunden ikke auto-infektionerer sig med giften og derefter komme med hunden til mig så jeg kunne give den antidot- atropina i dette tilfælde. DET kunne hun ikke, var alene og hvem skulle passe børnene og hvem skulle bringe hende hertil???. Jeg sagde ”Find på noget og kom..” en nabo kan passe børnene og du kan finde een med en bil, ellers dør hunden!! Det var ca. ved 1800 tiden og hum kom også, men kl. ca. 2000 tiden, hun havde IKKE gjort som jeg sagde, havde tørret skummet af UDEN for munden fordi “hun ikke kunne lide” det med at vaske i munden…OK, hun kom med den lille, den var gået i konvultion, krampe, jeg vaskede munden men kunne se, at her var det for sent, gav den atropin og bortset fra at hjertet hamrede vildt, så blev den lidt mere rolig og jeg sagde, havde du gjort som jeg sagde, havde den haft en chance men jeg tror ikke den overlever og det gjorde den så altså heller ikke, giften havde haft for lang tid til at virke, gået på nervesystemet og så hjælper atropin ikke længere. Well, synd for den lille, det var virkelig en sød lille størrelse men forhåbentlig en “lærestreg” for familien, forgiftninger af enhver art, er HER OG NU, ikke noget med “at det går nok over af sig selv” og så iøvrigt gøre det der skal til, jeg mener, hvorfor ringe og bekymre mig, når de alligevel ikke gør det, der skal til???

I øjeblikket, betaler I, for en Guds benådelse af tæver med hvalpe, det er omring 30 hvalpe, to tæver med 7 hvalpe, een med 9, plus det “løse” 3 her og 4 der og jeg er ganske enkelt ved at “opgive ævred”, men uanset det, dyrene skal jo hjælpes. MEN de bliver hos dem, der ringer og vil give en hjælpende hånd, jeg, dvs. I, hjælper med foder, mælk, kalk etc., og når de små er store nok, så bliver de opereret. Ind-i mellem bliver jeg altså virkelig nedtrykt over, hvordan nogle behandler deres dyr… Tæven med 9, “bor” i en nedlagt grisestald, hvor folket har forladt hende gravid, de er flyttet og lod hende tilbage….hvis det ikke er noget svineri, jah så ved jeg ikke hvad det er!! Det er jo fint og godt at en nabo tager sig af dyrene mht. fodring, MEN de små skal jo socialiseres ellers nytter det hele ikke noget, de ser mennesker for lidt, bliver angste og er ikke til at komme i nærheden af, og hvem vil have en hund der opfører sig sådan??? De to små jeg har sammen med “save Willy” bag ved gæstehuset, opvoksede sådan, de er begge ok med mig, MEN ikke med nogen anden og det dutter jo ikke for det betyder, at jeg blive nødt til at adoptere dem så de da i det mindste har nogen kontakt med mennesker som de “tror på” og har tillid til og resultatet vil blive, at jeg har en Guds benådelse af hunde, der ikke er adopterbare og selvom jeg kan tilbyde et rigtigt hundeliv i flok, så mangler der den personlige attention, som enhver hund har brug for, DET, ikke bare at være een af mange!!

Det er i øvrigt eet af mine problemer, når jeg går over til hundene, de er fuldstændig tumpede, alle vil føle “sig taget af” med resultatet, at jeg er totalt overkradset af negle fordi de alle “vil kysses”. Hunde går efter munden, både blandt dem selv, men også blandt os mennesker, sødt nok, pure kærlighed, og venlighed, det er det de vil, men jeg ser altså ud derefter. Nuvel, jeg har fundet en løsning og det er, at jeg har købt nogle armbind som taxi-chaufførerne bruger på venstre arm for ikke at blive forbrændt af solen, den er hjemme, tænkte jeg, nul negle på armene men hvad sker der så, hånd og fingre går de efter, jeg prøver med “signaler”, og det går da fint i et par minutter, men så er det bal forbi og de starter forfra. At lære en hund ikke at springe op, er egentligt ikke så svært med signal og godbidder, men med en flok???

Nåh, der er vel en løsning på alt, i een eller anden form og nu står problematikken på hvalpene, men folk holder ikke op med at ringe og eet eller andet skal jeg jo gøre for at hjælpe de små og heldigvis, har jeg en økonomisk støtte fra jer, for uden, kunne jeg INTET gøre, så mange TAK for det.

Kan I huske den lille tæve jeg hentede på skolen og som var blevet afsat på en øde mark i en kasse, hvor hun var i en 3 dage inden hun forstod, at hun ikke behøvede at blive der længere eftersom hun ikke ville blive hentet og begyndte af søge føde. Jeg kaldte hende CHACHA og satte hende i dogrun med BETSY;NICK;PINTA OG SALLY hvor hun i starten var ked af det, men da hun fik lidt “fodfæste” ved hjælp af BETSY, som beskyttede hende mod de andre. Jah, så overtog hun biksen og begyndte at lege med de andre, altså “hendes” lege der gik ud på at bide de andre og være fræk!!! Hun er helt, helt sikkert en familiehund der er vant til at bo med en sådan, hun kendte til at køre i bil etc. og jeg sagde til Marito ”Vi tager hende op på skolen og ser om hun ikke tilhører een eller anden og bare er blevet væk under een eller anden form” OK, vi dampede af, fik fat i skoleinspektøren, fremviste hunden, men der var ikke “bid”, een lille pige mente at det var hendes “FIFI”, men hunden responderede ikke på navnet, Jeg tog “FIFI” og gav hende i armene på pigen og det eneste hunden ville, var at slippe væk!!! Ergo, det var ikke FIFI.

Det glædelige er, at CHACHA blev adopteret af min tandlæges assistent, de er superlykkelige for hende og hun for dem, så her (indtil videre) er der fryd og gammen i det lille hjem. De har omdøbt hende til SASY ISABELA, egentligt lidt morsomt eftersom vi jo har en fundation der hedder SASY, Stop Animal Suffering, Yes…og fra denne får jeg jo også donationer men kun til kastration, det ved familien ikke noget om, altså navnet, så derfor er det lidt morsomt at de har givet hende det navn.

Kan I huske, at vi hentede en påkørt tæve, hvor familien hele tiden satte hende på gaden og resultatet var, at hunden igen blev påkørt, på “vej hjem” og måtte en tur på hospitalet hos vet. Laura. Laura måtte lægge tæven i anestesi for at fjerne orme/mider i hele munden, hunden havde halvdelen af hovedet hævet, dels pga. ormene og dels pga. påkørslen og hun skulle fodres via sprøjte. Min veninde, Laura, som hjælper med kastrationer, tog hende og nu har ANITA, et dejligt hundeliv, hun har ikke forsøgt at finde tilbage til sin gamle familie, hun elsker to ting, Lauras lille to-årige pige, Sharon (som jeg er gudmor til) og min gamle Toyota Landcruiser fra 1985 fordi, kommer den forbi, vanker der godbidder!!! Det var hun hurtig til at finde ud ad, og får hun ikke en, så forfølger hun bilen så nu bliver Laura nødt til at binde hende, når vi kører ud, slippe hende og så er der godbidder i farvandet, når vi kommer tilbage…

Jah, når det lykkes, er jeg bare så glad, men ikke alt “lykkes i en gasovn” og så bliver jeg trist, MEN jeg klør på og løser problemerne som de kommer, så nu må vi se, hvad jeg stiller op med alle de hvalpe. Min franske veninde, Patricia, “sidder” på en 40 stykker, en anden veninde på flere og der bliver lavet adoptions-runder men ingen kommer, sidste gang var Patricia så trist, så trist, for af de 20 hun havde med, blev ikke EEN givet væk men som jeg siger, vi har jo alle fortalt folk, at det er bedre at have een eller to i god stand end 5 der ikke er det, så det kan vel betragtes som “ris til egen røv”!!!!

Jah, det var vist alt for i dag, kan I alle have en dejlig juli måned, med sol og strand, hygge ved grillen og den slags man gør i DK om sommeren, jeg savner det ind i mellem, men ikke så meget at jeg vil bytte….ahhh, det skulle lige være de lange lyse nætter, her slukker vor Herre lampen kl. ca. 1800 og så er det bal forbi!!!

Et stort hundeknus herfra…
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Først, rigtig god påske….. jeg ser at I har dejligt vejr og krokus, påskeliljer, anemoner etc. står i fuldt flor… det er bare SÅ dejligt for jer, efter den lange vinter, jeg er godt nok misundelig, men man jo ikke få det hele!!! Her er “vinteren” gået igang, dvs. regntiden er begyndt og vi får nogle skyller som vil noget… men ok, det hele er grønt og frodigt, og efter at WSPA donerede et ekstra tag i re-habben, så behøver jeg ikke at bekymre mig om at hundene bliver våde.

Min mand, Uwe og jeg er mere døde end levende – forstået på den måde, at vi har hittet os en gedyl forkølelse, ikke noget problem for mig, jeg kommer hurtigt over noget sådant, men hos ham, kan det betyde lungebetændelse, fordi han jo primært er sengeliggende og ikke kan vende sig selv, og det “skete i de dage”, sidste søndag, at jeg måtte tage ham til emergency på et hospital i San Jose.

Laura, min unge veninde, som hjælper med kastrationer og er her med dyrene om søndagen, måtte jeg kalde på og hun kom løbende for Uwe var virkelig dårlig, så jeg sagde til hende “hvad mener du, skal vi ikke ringe efter en ambulance?” og det var hun enig i. Uwe rystede så meget, at han ikke kunne få et stykke æble ind i munden, hele kroppen var fuldstændig stiv og hans øjne var helt “tomme”.

Ok, ambulancen kom, da var han lidt bedre, men vi blev enige om, at det var bedre at få ham checket på et hospital for at udelukke et evt. slagtilfælde, blodtryk var ok, men pulsen på 182 og det er sku meget. Ok, ind på emergency det gik, og jeg skal love for, at der skal man have en “god mave”. Jesus, den ene klagede sig gudsjammerligt, en anden brækkede noget grønt op, andre med blødende snitsår, som de selv holdt huden sammen på, indtil de kunne blive syet. Så var der et par tumper, stakler, som var intoxikeret af alkohol, en gut med aids, som lige skulle stabiliseres, et par ældre damer med pancreatitis, som bare klagede sig hele tiden, de fik morfin til smerterne, en 10 stykker i rullestol med en hoste, der ville noget, faktisk til det punkt, at de måtte kaste op etc. etc.

“Smadder hyggeligt” og det eneste jeg ville var, “get out of here”…. Nåh, det kan man jo ikke selv bestemme, der gik en rum tid med dem, der havde mest behov, og Uwe var sådan set ok, så derfor blev han efterset til sidst af en ung doktordame, som jeg mener, lige er kommet ud af universitetet, hvilket jo er ok, de skal jo også samle erfaring. Men hun var træt, gabte mig 3 gange åbenlyst i hovedet, også forståeligt, kl. var på det tidspunkt ca 2100. MEN, træt eller ej, hendes attityde var af den slags, der får mig helt “op på pinden”, fex. fortalte jeg at Uwe er på Warfarina, et blodfortyndende medicin, som i øvrigt er forbudt i DK. Jeg fortalte hvorfor han får det, aritmia i hjertet, hvorpå hun spurgte, “hvorfor”??? og “DER GIK DEN PÅ DAGMAR”, jeg trak vejret tre gange, inden jeg sagde “Doctora, hvor F…… skal jeg vide fra, hvorfor han har dårligt hjerte, sådan er det bare og med resten af den medicin han tager, find ud ad selv, hvorfor De tror han tager den!!!”

Nåh, på det tidspunkt var jeg godt gnaven og tænkte ved mig selv… Det her Lise, er sku godt nok med dig, men med den attityde, hvad gør en autoritetstro lokal??? Well, hun undersøgte ham og meddelte at hun ikke kunne finde ud ad, hvad han havde, jeg var “meget venlig” og sagde ikke, at det regnede jeg heller ikke med, og hun ville have et TAC af hovedet, nogle blodprøver, men først kl 0700 næste morgen. Det sagde jeg NEJ til, at vi ville gøre det privat, og bad om at få et stykke papir på, at han kunne udskrives, hvilket hun gav mig med den info, at der ikke var transport med en 4-hjulstrækker, som vi har brug for her, så vi skulle vente hele natten og noget af dagen, til vi kunne få en….

Well, det var lige en lille detalje jeg havde overset, Uwe kan kun transporteres i en seng og da vi bor på “Herrens mark”, jah, så skal det være en 4-hjulstrækker og hvor F… finder man en sådan midt om natten, en påskesøndag??? Nåh, Røde Kors var dem der hentede ham her, så jeg resonerede, så kan de vel også bringe ham/os tilbage, så jeg kontaktede dem og bad dem om at komme, til hvilket hun sagde “det gør de ikke!!” MEN det gjorde de og vil I vide hvorfor???? fordi den unge lægestuderende, der var med os på tuen til hospitalet, er en hundeven og han fortalte om en onkel der samlede hunde op fra gaden etc., så han og jeg snakkede hunde hele vejen og han mente jo, at det arbejde jeg gør, er alletiders og derfor sagde han ok til, at Uwe kunne blive hentet af dem, ikke noget han er forpligtiget til at give ok til, men som en vennetjeneste, gav han ok…. Vi kom hjem kl 0030, der midt om natten, og Laura og hendes far var her, for at passe “biksen”, mens vi var væk.

Næste dag kom laborant-doktoren fra Purscal, tog blodprøver (også en vennetjeneste), et hemogram og en blod-kultur for at se, om der var bakterier og hvis, deres resistens. Jeg sagde til lab-doktoren, Amanda, “Det er vist tiden, hvor jeg skal kunne gøre det selv” hvortil hun svarede, “Rigtigt Lisa, det er på tide, jeg har selv meget, meget travlt og komme her, tager mindst en time af min tid”, så hun viste mig, hvordan man tager blod, ikke noget at skrive hjem om, den første gik fint, nummer to klokkede jeg i, fordi jeg hev tuben ud forkert, men Uwe var “et godt barn”, han klagede sig ikke, selvom han skulle prikkes de næsten samme steder to gange. Nåh, det skal jo lige læres, det samme galt for år tilbage, hvor diverse doktorer viste mig, hvordan jeg giver sprøjter i/m, intramuskulært og det er jeg faktisk rigtig god til, ikke et klap mærker personen, ej heller hundene, det går så hurtigt at de slet ikke opdager det. Nåh, det her blev lidt længere end jeg ville, men det er også fordi jeg ville skrive om, hvordan det foregår, når man skal på emergency i Costa Rica, første gang for os, og jeg siger jer, det sker ikke igen, jeg er blevet klogere og næste gang, for der kommer en næste gang, så gør vi det anderledes, har allerede planer, diskuteret med diverse doktorer og lige helt til slut, “tante doktor” og jeg blev helt gode venner, inden vi dampede af, men hun er virkelig een, der er bedre anvendt på et laboratorium end med patient-kontakt!!!

Summa summarum, efter at have talt med de to familielæger vi har, så var der her tale om et kraftigt virus-angreb, der gav Uwe et mindre slagtilfælde, så nu må vi se, hvad vi skal gøre ved det!!!

Jah, på hundefronten går det også på livet løs….jeg har for en 14 dages tid siden hentet en tæve med 7 hvalpe. De gik på gaden, har, vist nok, to ejere men den ene er lige skidt som den anden, idet de begge er dybt alkoholiserede og pasning af hvalpe, er vist ikke lige det rigtige. De gik på gaden, den ene lille han, var blevet påkørt og kunne ikke gå på et bagben, resten var noget “bombede” og det er ikke fordi de var velnærede, men fordi, de var fyldt med orm og det skal jeg sandelig love for.

Det første jeg gør, når jeg henter hunde, er, at give ormemiddel og de små her sked kun, og udelukkende kun, orme ud, ikke noget afføring, what so ever, for kinesermads-elskere, skal man tænke Chop Suyi, jeg tog et billede til diverse dyrlæger for det har jeg, i mine mange år, aldrig set i den grad. Well, en lille tæve, som de andre ca. 5 uger gamle, klagede sig, de andre 6 var egentligt ok, men lige med eet, så Marito og jeg, at den lille han gik i konvulsion, lignede et epileptisk tilfælde og derefter var han ok. Well, Marito, min caretaker, tog de to små til dyrlægen i Puriscal og derfra ringede de til mig kl. 2000 og jeg hørte at de små skreg af smerte, og jeg gav ok til at aflive dem, så de blev “forløst”, ikke noget jeg gerne gør, men de to dyrlæger sagde, at de begge var blinde af orme-forgiftning. Jeg går ud fra, at de har auto-forgiftet sig selv, og så er den gal, der er lever og nyre allerede ude af drift fordi kroppen prøver at “komme af med” de affaldsstoffer der befinder sig i kroppen. Men er dyrene svage, og med den enorme orme-infektion, så laver der sig små “ruller” som de ikke kan få ud gennem afføring. Hvad jeg ikke kan forstå er, at dyrlægerne ikke behandlede med antibiotika, men det er et spørgsmål til vet. Claudio, en dag ved lejlighed……

De 5 der er tilbage, plus moderen er “pura vida”, de har det godt, jeg har lige givet 3. ormeomgang og der er lidt orm, men til at holde ud, jeg bryder kuren og giver næste gang om ca. 10 dage og så er det bal forbi. Tæven er EKSTREMT tynd, det er de fleste efter fødsel af 7 hvalpe med dårlig ernæring, de to ejere, gav hende lidt ris og spagetti og jeg ved ikke, hvordan hun har kunnet klare det, men nu får hun hvalpefoder og kalkpiller, så hun ikke går i kalkchok, (de små spiser, men drikker også hendes mælk) vitaminpiller, råt kød og laktosefri mælk og hun ser ud til at komme efter det. En dejlig tæve, som er “mor-syg”, hun er helt pjattet med mig, nærmest hysterisk og det skal vi lige se, hvordan vi kan få pillet af!!! Mine arme er totalt revet op, og det går jo ikke…. de ser slemme nok ud i forvejen.

For at det ikke skal være løgn, så hentede jeg , samme dag, to ca. 5 måneder gamle tæver, som bare er så angste, den ene har jeg fået under “kontrol” og nu kravler hun rundt på mig, når jeg sidder på hug. Hendes søster tager det længere tid med, hun tør lige akkurat at snuse til en finger, og så er hun “pift væk” i behørig afstand. Sådanne angste dyr, plejer jeg at sætte i snor, således at de ikke kan “slippe” for mine kærtegn og se, hvor rart det er at blive kælet med. Det samme gjorde jeg med “save willy” og han er helt ok med mig og med Laura, så Laura tilbød, at tage den angste tæve og få hende beroliget, i snor, i deres udekøkken og det regner jeg med, at der vil komme noget godt ud ad.

Når de begge er beroliget nok, så står den på kastration, vaccine og derefter til adoption. Sonia, min veninde, har taget deres mor, tæven er opereret, men mangler vaccination. alle tre er sky, de har boet under et gulv og er blevet kyst væk af alle mulige, så de har ikke meget tiltro til mennekser, men det kan vi, heldigvis, ændre, det tager bare lidt tid og en god protion tålmodighed…..

Jeg er netop blevet ringet op af Gaby, en stor gravid tæve, blev efterladt hos hende og den fik 7 hvalpe for ca. 3 uger siden og grunden til at hun ringede var, at tæven bløder fra skeden. Nuvel, det er ikke unormalt efter fødsel af et så stort kuld, hele “det indre system” skal jo lige have lidt tid til at rekuperere sig. Men jeg sagde at hun skulle checke, hvor meget blod vi taler om, det kan nemlig være at tæven har erligia, og derfor lider af indre blødninger, som denne sygdom giver, overført af tæger, så vi har aftalt, at hun skal ringe igen i morgen og ellers må hun komme her og hente noget antibiotika. Vi har jo påske og NUL dyrlæger før på mandag. Well, tæven spiser ok og har det godt, så det er ikke noget emergency indtil videre, men et slag antibiotika er normalt ikke dårligt, hvis vi tager en evt. infektion i opløbet.

Lige nu venter jeg på en opringning af en dame, hvis mand har taget en lille tævehvalp, amstaff, til sig, han er dødglad for den lille, nu 5 måneder gammel, men konen har en gang set, at en Amstaff (american Stafford) har bidt ejeren sønder og sammen, så nu er hun bange for den lille og bange for, at det samme vil ske for hende. I en mail virker hun meget nervøs, min franske veninde, Patricia, har anbefalet mig til en samtale, hvor jeg simpelthen vil sige, at hunden skal opdrages som en hvilken som helst anden hund, ikke for hårdt, men heller ikke for blødt, så hunden tror at den bestemmer slagets gang, ganske almindelig venlig opdragelse, hvad må den og hvad må den ikke, godt med kærtegn og ros, når den gør noget rigtigt og et kraftigt NEJ, når den er på “afveje”.

Her, som i andre lande er der en hetz mod kamphunde, men sandheden er, at de er lige så venlige som alle andre HVIS de har den rette ejer og man skal ikke tirre deres temperement ved. fex. lege trækkeleg dvs. at der er konkurrence om, hvem der “render af med sejren”, det må hunden gerne, men kun hvis ejerne eller træneren tillader det, det er lidt af en balancegang, men kan man finde den, så har man en alletiders hund.

Via Dyrenes SOS er jeg blevet kontaktet af en journalist, som skriver for et blad i DK, DYRLÆGEN hedder det, og til ham har jeg sendt en masse infomation omkring mit arbejde, han sender mig et udskrift inden det går i trykken – meget godt, hvis der skulle være et problem med forståelse. Dem af jer, som læser siden, vil ikke finde meget nyt, men sikkert skrevet “med journalist-stil” – det gør jeg jo ikke, jeg skriver som jeg snakker og det er temmelig meget…Ikkk???….

Nu er det sådan, at jeg ikke lige kan huske, hvad jeg har skrevet om kastrationer men det ser således ud… Hos Elisa, min hundeveninde i Jaris, blev der kastreret 15 hunde/katte, den 9. februar 2011, i Puriscal. Den 19. februar 2011 var der 63 dyr,
i Palmichal. 60 dyr, den 19. marts 2011 og den sidste, i Estero, 53 dyr den 2. april 2011. Alle dyr så godt ud, velnærede og i god stand, et par fra landet havde lidt hudproblemer, men ikke noget at skrive hjem om. MEN, den sidste i Estero, vil jeg lige skrive lidt om, for den var anderledes end de andre.

Landsbyen, Estero, består primært af et slumkvarter, og det er endda et bedre af slagsen. Min veninde, Eugenia, tilbød sit hus til at foretage kastration og det til en billig pris, ca. 40.00 DKK, men for meget for de fleste der, så andre kom, men ikke dem fra slummet og det var akkurat lige dem, jeg ville have fat i. Ergo, gik min veninde, Natalie, som hjælper hunde på gaden i Puriscal, rundt og bankede på døre, og fortalte at vi ville tilbyde at de kunne komme og få deres “hun-dyr” kastreret gratis!!

Mange, tro det eller ej, sagde nej tak, andre mødte hende med “machete” (en stor kniv til alt muligt!!!) og spurgte, hvad hun ville??? Men hun fik da skravet en ti tæver samlet, som hun og to andre hentede og som jeg kørte tilbage efter operation. Disse hunde derfra, var sølle, en som de hentede, havde som hvalp, i tidernes morgen, givet en sele på. Men sådan en lille een bliver jo større, og tæven havde inkarnet selen i huden, to cm. ind og tre bredt og sårene STANK… Dyrlaegen ville ikke sy sårene sammen, de var for gamle, men det er egentligt noget vrøvl, det man gør er, at skære huden af i sårkanten, derefter syr man det sammen med den friske hud – men lukker ikke helt, dvs. at der er en lille drænage mellem stingende. Men det ville dyrlægen ikke, sikkert fordi, det ville tage ekstra tid for ham, mere anestesi etc.og han mente, at med tiden ville sårene lukke sig. OK, jeg gad ikke diskutere det med ham og KUN fordi Eugenia tilbød at passe tæven til hun var helet op. Nu ringer Eugenia og siger at hun gerne vil beholde tæven og jeg vil tale med ejerne om, om de er inforstået med det?? Jeg mener, vi kan jo ikke “hugge” dyrene men ejerne her vidste ikke engang at tæven havde disse sår, så jeg har gødet jorden ved at sige, at hvis hun ikke engang vidste om dem, så er hun ikke i stand til at give medicin, passe tæven etc. over en periode af mindst 2-3 uger. Jeg var lidt grov, det er jeg egentlig altid, når det gælder vanrøgt af dyr og hun blev bange, tror jeg, og det så hendes to døtre, som kom hende til nødhjælp. De var ikke helt med på “lille Lise”, men med forklaringer etc., så forstod de hvad vi talte om og den ene tilbød, at vi kunne afholde en runde hos hende efter påske, og jeg tog hen og kiggede på forholdene, ikke mægtig fine, men bedre end intet.

Jeg ser problemet sådan, at grunden til, at ingen fra slumkvarteret kom var, at det var “for fint” hos Eugenia, de få der kom, sad og var helt “uden for nummer”, dårligt klædt, ungerne beskidte etc., så nu tager vi skeen i den anden hånd, og går ind der og min ide er, at vi skal have fat i præsten og få udkommunikeret, at folk skal komme med deres dyr. Inden da, er jeg igang med at arrangere noget med firmaet LISAN, hvor jeg har en god ven, som arbejder der. Han kan “bearbejde” indefra i firmaet og se, om vi kan få sat en kampagne sammen med dem, og så kan vi få dyrene givet ormemiddel, der starter vi og 14 dage efter, står den på kastration, som vi passende kan forklare om og naturligvis nødvendigheden af denne – dermed har vi fat i “folket”.

Som sagt, jeg afleverede en ca. 10 hunde og hos een familie, afleverede jeg en tæve, som var meget gravid, egentligt FOR gravid til operation, dvs. abort, men jeg tog beslutningen fordi den var i en slem forfatning, tynd, tynd og ville aldrig have været i stand til at føde/fodre de små. Kastrationen var en lørdag og hele søndagen tænkte jeg på, at jeg måtte tage over, og se hvordan det gik den. Så jeg ekviperede mig med Marito mandag morgen og afsted et gik, for at se hvordan det hele stod til. Konen var ikke hjemme, men hendes handikappede mand og deres unge søn. Han troede at jeg var faldet ned fra himmelen (det venter vi lige en stund med!!!) og rent faktisk, var hunden syg og havde behov for antibiotika som jeg uddelte med rund hånd. Jeg spurgte om der var andre hunde og joh, der var 4 til, alle i en een meter snor, uden vand og med en skål, der næppe har været vasket i flere år, så det gjorde jeg opmærksom på (på Lise stil) og manden vaskede skåle etc., og jeg gav alle hundene et nyt halsbånd fra min veninde i Finland, (Happy Dog) som har sendt mig nogle for lang tid siden.

Hunde, såvel som mand, var happy, jeg afleverede hundefoder, forklarede hvor meget de skulle have hver i sær og gav selv alle ormemiddel, men så blev manden nervøs fordi, hvem skulle nu betale alt det her??? Jeg beroligede ham og sagde at det ikke kostede noget, for det var donationer der betalte. MEN at jeg forventede at se dyrene i god orden, når jeg ville komme næste gang, med frisk vand og i god stand og havde han problemer med dyrene, skulle han ringe til mig. Minsandten, det gjorde han, fra en lånt telefon, og fortalte at den store tæve havde slikket såret op og nu var det åbent, MEN at han selv havde en ide for han havde “noget” han kunne komme på. “Fint” sagde jeg, “gør det og ring, hvis det ikke virker, så kommer jeg forbi og så ser vi videre”. Han har ikke ringet, så det er sikkert ok, dog vil jeg lige aflægge et visit en af de nærmeste dage. For at komme til de andre hunde, skulle jeg igennem huset, når man træder ind, beder man pænt om forlov, hvilket skal gives, ellers må man ikke og jeg siger jer, jeg har sku da aldrig set noget lignende, zink-tag var brugt som mur, gulvet var jord, ikke noget problem, det fejer man og fugter, og så er det i orden, der hang en enkelt lampe i loftet til et rum, fyldt med alt muligt skrammel , gamle tunfisk-dåser, sko og sandaler der har set bedre tider, gammelt tøj og simpelthen alt, alt muligt som burde ende i en skraldespand – MEN det ser de ikke!!! Jeg var helt forbavset over at se at de overhovedet havde et køleskab, spurgte inden forsigtigt og joh, der var et fra omkring 30’erne, men det kølede, så det var jo godt, fordi jeg havde medbragt en dåse hvalpefoder til at putte pillerne i, til tæven. Jeg sagde til Marito, vi må hellere tage en dåseaabner med, det har de nok ikke, så jeg åbnede dåsen, og manden kiggede på mig og sagde “Neeejj, hvor lugter det godt”, hvorpå jeg sagde “Jah, men det er til hunden, ikke til Dem!!!

Nåh, lad os se, hvad vi ser næste gang, jeg har sagt at jeg vil komme forbi med lidt foder ind i mellem, så det bliver nok i næste uge. Jeg vil bare lige fortælle, jeg har dæleme mig aldrig set så mange hunde og børn på sådant et lille område, der var store og små hunde, hvalpe i alle aldersklasser og det er simpelthen bare FOR meget, men det skal vi nok få sat styr på, fra SASY har jeg fået tilsagn om ekstra penge til kastration af 50 dyr og resten hitter jeg her og der, bla. fra jer, som gerne vil hjælpe mig med mit arbejde, resten vil venner og bekendte hjælpe med, så jeg tror at det nok skal gå….

Og til slut….jeg og dyrene her siger MANGE, MANGE TAK for en donation på ca USD2500.00, som er på vej over Atlanten i dette moment, min kistebund er lidt tør, så det var vel det bedste PÅSKE-ÆG, man kan ønske sig, tak skal I have……allesammen.

Jeg er smuttet, Uwe er ved at hoste hele maven ud og jeg vil give ham noget hostesaft…. Ha det dejligt og jeg skriver mere en anden dag….

En hilsen herfra med ønsket om en god påske…
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Jeg er netop hjemkommet efter et “lille event” med 35 hunde!!!! Sagen er den, at i en lille by i nærheden, har de by-fest og ham der står for biksen, ringede for et stykke tid siden og spurgte om vi ikke kunne lave eet eller andet med hunde!!! Han foreslog en kastrations-runde som jeg sagde nej til, (man kastrerer ikke til fester) MEN foreslog at jeg ville tage kontakt til min veninde Patricia og se, om hun og jeg ikke kunne “flække” eet eller andet sammen til glæde for dyrene og deres ejere.

Hun og jeg tog til stedet hvor byfesten skulle finde sted for at se lidt på forholdende og sammen fandt vi ud af, hvad vi kunne gøre. Patricia har et kæmpe netværk mht. folk hun kender fra forskellige arrangementer og hun fik tromlet 2 foderfimaer sammen plus en gruppe vegeterianere, som tager ud til forskellige arrangementer og viser folk, at vegetarmad er alletiders, og det er det faktisk, prøvede det de lavede idag og det smagte virkelig godt. Ydermere kom der en gruppe der beskæftiger sig med “moder jord” og hvordan vi skal passe på den. Festen har stået på i 14 dage og i morgen er den slut, så alt vi skulle “bruge” til dyrene og deres ejere var der allerede, dvs. telte, borde og stole og den slags, således at alle kunne være i skygge for vi havde kl 10.00 allerede 30 grader i skyggen.

Nuvel, i aftes havde jeg sådan “på fornemmeren” at jeg lige skulle checke om nu alt også var ok mht. om folk vidste om arrangementet med hundene, at de ikke bare selv skulle komme men at hundene skulle med og være i “højsædet”, så jeg ringede til Luis Emilio, som er primus moto for arrangementet og spurgte om han vidste, hvor mange der ville være idag og det vidste han ikke, for ingen havde rigtigt sagt noget om det!!! Min erfaring siger mig, at så er den gal….( det samme gælder for kastrations-runder), så jeg sagde at enten ringede han til sine folk i gruppen der arrangerer eller at han skulle give mig en 5 telefonnr. på medlemmer og jeg ville starte en telefonkæde, hvilket jeg gjorde. Jeg fik fat i alle og bad dem om at ringe til Gud og hver mand som skulle informere videre og resultatet blev, at der var en 35 hunde i dag, lidt af en succes, når man betænker at det er første gang, sådan noget bliver afholdt og i øvrigt også føerste gang at Patricia og jeg står for arrangementet.

Nåah, hvad skete der så?? Patricia ringede i morges, grædefærdig, og fortalte at hendes bil ikke ville starte!!! alletiders, tænkte jeg, den er sku hjemme, hun bor langt pokker i vold og derfra NUL transport, her over stok og sten, grusvej med huller man kan bade i!!! Een ting var, at Patricia var “stuck” MEN hun havde alle præmier etc. hos sig, så nu var gode råd dyre eller “gode dyr, rådne”, et gammeldags udtryk man bestemt ikke bruger mere i DK… men når det hele ser slemt ud, er der alligevel en loøning og den bestod i, at jeg kontaktede min veninde “blomster-Lise” (vi er to Liser i Costa Rica, jeg er “hunde-Lise”) og hun har en gut med en 4-hjulstrækker, som hentede Patricia som lige akkurat kom i tide fordi vi andre var en time forsinket!!!Sådan er det altid her, inviterer man til kl 0900, så kommer folk dampende en time efter.

Well, hun stod for introduktionen af arrangementet, takkede dem der repræsenterede div. organisationer etc., og så overtog jeg mikrofonen, bad Alvaro, en gammel bekendt der kun kom fordi han kendte mig gennem 18 år, om at lave en opvisning omkring lydighed og derefter forsvarsarbejde, jeg siger jer, folk var begejstrede, specielt forsvars-arbejde, den går altid “lige ind” men jeg sagde til tilskuerne, at de ikke skulle gå hjem og prøve det samme med deres hunde!!! En ældre herre kom og spurgte om han måske kunne få lov til at vise, hvad hans Rottweiler kunne, hunden var en ældre af racen, jeg er ikke helt sikker på, at den var helt med på ideen, ihvertfald så den ud til, at ligge i skyggen var mere dens “plads” og den ældre herre, en gut på en 70 eller ovre, fortalte at han var hundetræner og joh, noget af det han fortalte om var da mere eller mindre ok. MEN hans træningsmetoder, var dem man brugte for rundt regnet 30-40 år siden, dvs. hvis hunden ikke gik ved venstre ben, jah så skulle den “hives” hen til benet, kommer den ikke ved indkald, jah så blive den hevet hen til een etc. og der stod jeg med mikrofonen men sagde ikke et PIP, ville ikke nedgøre den ældre og tænkte som så, hvis folk bare gør eet eller andet med hundene, så er det bedre end intet og da jeg jo allerede havde fortalt om hundetræning med motivation, godbidder, bold etc., så lod jeg det ligge.

Så kom vi til det, de fleste ventede på og hvorfor de kom…. konkurrence!!! Vi havde en 6-7 kategorier og med forlov, så er det det mest åndsvage, men folk elsker dem, alle 35 hunde konkurrerer sammen fex. i kategorien, den mest langhårede hund, (jeg havde taget målebånd med til at måle hårlængde), den mest korthårede, den mindste hund, den største, (der var der to med ens højde over skulderen, så de vandt førstepræmie begge) den mest kokette, den der kan nogle tricks etc. og sidst men ikke mindst, det sjoveste… den hund, hvor ejer og hund ligner hinanden mest, ikke kun fysisk, men også mentalt!!!

Alle blev spurgt “hvad synes du at du og din hund har tilfælles” og ikke et øje tørt med svarene!! Nogle mente at øjnene var ens, andre håret!!!, en gut kom med en bull-terrier og mente at næsen var ens (passede næsten) en lille gut på en 3 år have en lille hvalp, som han bar rundt på og mente at både ham og hans hvalp var “meget små”, hvilket passede, en ældre gut mente at såvel hund som ham selv, var “meget lydige”, (vi spurgte ikke konen!!!) men ham der vandt, var ham der spøjst sagde “denne hund og jeg, er tyk-hovedet”!!!..og det kunne man faktisk godt forestille sig!!

Nuvel, ikke alle kan vinde, præmier var foder, 5 indpakkede hundeblade, som folk ikke har penge til at købe, jeg videre-donerede hundehalsbånd fra en finsk veninde, Raili, I kan få dem i DK under navnet “Happy dog”, og jeg så nogle slukørede børn som voksne, så jeg sagde til Patricia “er du med på, at vi splejser om 2 kg hundefoder til hver deltager der ikke har vundet noget??” og det var hun med på, så folk stod i kø og fik “noget med hjem” og til næste år ved vi, at folk vil tale om dette og flere vil komme.

Som en vigtig side-bemærkning skal nævnes, noget jeg også gratulerede de fremmødte med, hundene, nogle race hunde men de fleste mixed, så noget så fine ud, velnærede, fine i pels, sociale med andre hunde og der blev kælet og krammet og det varmer mig virkelig om hjertet, helt ærligt, så er jeg glad for at vi alle, ikke kun mig, har sået frø og ser, at vores indsats, for mit vedkommende 18 år her, giver “høst”…

For jer af mine trofaste læsere, lyder det måske som “ikke noget” men det er det, jeg er snart 53 år, og da jeg var barn, var det jeg ser idag her, det samme i Danmark. Jeg er ikke kun “bidt af en gal hund, men også af en gal hest”, og når jeg futtede de 10 km ud på rideskolen i Tønder på min gamle cykel UDEN gear, og det i sol, regn, snedriver så høje som jeg selv som 10 årig, så besøgte jeg, praktisk taget alle gårdhundene undervejs, alle i kæde, for ude på landet, havde man ikke haven indhegnet, alt, alt sammen som her på landet, vi er bare de 30 år bagud… bønderne var meget bange for at deres hunde skulle bide mig, men det skete aldrig, af een eller anden årsag, bider hunde mig ikke, hvilket jo er temmelig heldigt pga. af mit arbejde , i dag er jeg jo lidt “klogere” og bruger dæmpende signaler, når jeg nærmer mig en hund, der umiddelbart ser aggressiv ud, men som regel bunder aggressiviteten i angst, og når hunden ser, at jeg ikke er nogen “fare”, så slapper den af og venter på, hvad der nu kommer!!…som regel en godbid i form af hundekiks, der er INTET som mad/kiks til en hund, der er nervøs, nogle gange stiller jeg mig bare ved siden af hunden, håber på det bedste, den snuser og sætter sig normalt ned i “forventningnes glæde” og efter lidt tid, vanker der en godbid. Kender I denne her??? Jeg ved ikke om den kommer fra Storm P. men går således….. optimisten siger…”forventningens glæde er den største”…. og pessimisten siger, tørt …”og hyppygt den eneste”!!!!! Åh åh, men jeg “forventer” og ved, at vi når målet, at een eller anden dag, så har dyrene det også godt i Costa Rica og med denne forventning “in mind” vil jeg slutte min gode dag og gå ud og fodre “mine” to falke der skriger på mad i ordets betydning…

Alt for nu, kommer tilbage med alle mulige tiltag mht. kastration etc. den 19. marts 2011, har vi i Palmichal, den 2. april 2011 har vi i et slumkvarter og, naturligvis, prisen derefter, det bliver lidt smådyrt, men der er simpelthen alt, alt for mange dyr så det skal gøres, omend gratis… vi får se, alt er klart, dyrlægen og stedet, et privat hjem, fundet så nu er det bare om at gå i krig med informationen og at folk tager gadedyrene med, som ikke “er nogens”… det er dem jeg helst vil se, men da ingen føler sig ansvarlige, så er det også det sværeste for, hvor kan vi have dem før, under operation ved vi, men bagefter??? hvem kigger efter om hunden er ok, såret, er der infektion, spiser den eller har den selv “taget stingene ud” etc. …Nåh, som det hedder på engelsk, “we play it by ear” og som regel, findes der en løsnig… spørgsmålet er, hvor???

Jeg er smuttet, ha det dejligt allesammen, om lidt er det forår og alt pipler ud af jorden..

knus
Lise