Godt og dårligt nyt fra Costa Rica, hvor hundenes ven endnu engang været udsat for et jordskælv, men har også flere gode nyheder at berette om.[divider]
Kære alle sammen

Vi har for to en halv time haft et jordskælv igen. Det var kraftigt – småting faldt ned her i huset, men det varede kun ca. tre sekunder. Det er jo til at holde ud. Jeg sov siesta og blev sur på min hvalp Mia over, at hun dog ikke bare kunne hoppe op i sengen som andre hunde, men behøvede at ryste hele huset. Altså indtil jeg fandt ud af, at det ikke var hende. Hun var slet ikke I sengen…

Kastrationsrunden den 29. september i Tabarcia gik fint med 83 dyr, som blev opereret. Der var store problemer inden, idet vi havde dyrlægen, men ikke lokalet, og det dutter jo ikke. Det sted, vi plejer at bruge, var ikke muligt, og det meddelte de tre dage før, så jeg overvejede at annullere, til vil kunne finde et brugbart sted. Præsten tilbød, at vi kunne bruge deres lokale, men ville ikke tillade dyr og mennesker inden for området. Kun operation og opvågning, men det duer jo ikke. Jeg kontaktede ham, fik fat i hans sekretær, som lider af et trauma omkring, at hun som otteårig blev nødt til at sætte en tæve på gaden langt fanden I vold – et sted I bjergene hvor der bare er intet, og hvor hunden sikkert døde af sult. Ja,, hun var så ked at det, hun havde gjort, og det kan jeg godt forstå. Nuvel, Lidieth i Tabarcia, en ”aktiv makrel”, hittede et super duper lokale. Et ubenyttet bilværksted, som kunne huse os alle. God nok for der kom et kæmpe uvejr, som jo er normalt I denne tid.

Praktisk taget alle dyr var I fin, fin stand. Denne gang var der mange katte. Faktisk et godt tegn fordi det betyder, at hundene nu er kastreret, og nu går folk i gang med kattene. De fleste var taget fra gaden – også et godt tegn at folket her nu bekymrer sig lidt mere om dyrene, både deres egne og dem fra gaden. Naturligvis er det pt. flest hunde. En dame kom med en lille han-mis på ca. tre måneder. Hun havde taget ham fra gaden to dage før, han havde ikke fået ormebehandling, og den lille ville bare ikke vågne op af anæstesien, så for at stimulere ham puttede jeg ham under min bluse mellem babserne for at holde ham varm. Ydermere fik han at nål I næsen mellem næse og læber (akupunkturpunkt) for at stimulere åndedræt og blodcirkulation. Det gør, at de begynder at slikke sig om munden, og det er et godt tegn. Efter tre timer var han klar til at komme hjem, og da jeg ikke har hørt andet, går jeg ud fra, at han er ok. Dyrlæge Diego fra Tabarcia blev nødt til at genoperere to tæver, som var ved at forbløde, men de er også ok nu. En hanhund, grand danois, blev ved med at bøde fra såret, men ser I, her ser vi det igen, folket kom ikke med hunden på grund af transportmangel, men de sendte en person på en knallert for at høre, hvad de skulle gøre. Jeg anbefalede at lægge et pres på såret – to fingre som presser dels indad men også på hver sin side af såret, og det hjalp, sagde de. Hanhunde svulmer altid op, og jeg mener altid, så jeg anbefaler, at man laver kamillete – det køles ned i køleskab, og man tager nogle klude, som lægges på det inflamerede område. Teposerne kommes i fryseren, og dem lægger man på området med et stykke køkkenrulle, så det ikke er for koldt. Det er et naturmiddel, men I tror, det er løgn; kamillete er virkelig et godt middel, som hjælper både udvortes som indvortes, også hos os mennesker.

En lille sjov begivenhed var en dame, som ventede på sin kat, som var opereret. Diverse katte var klar til at komme hjem, og jeg spurgte: “hvem er ejeren af denne kat?” En dame meldte sig, men sagde: “jeg ved ikke rigtigt, den ligner min, men da jeg lige har hentet den fra gaden, er jeg ikke helt sikker. Denne her er for tynd, og så meget kan dyrlægen da ikke have hentet ud?” Hele salen hylede af grin, for hun var simpelthen så forvirret, om det nu også var hendes kat. Ok, det viste sig at det var en andens, og hver især fik deres respektive dyr med hjem.

Gruppen i Puriscal er ved at finde fodfæste, hvilket glæder mig utroligt. De havde kastration den 7. oktober med 105 dyr. Dyrlæge Francisco, som jeg brugte som dyrlæge før i tiden indtil han flyttede til Caribe-kysten, kom naturligvis for sent. Det er normalt, men manden er virkelig hurtig og dygtig, samler et godt team, og han kastrerer mellem 12 og 15 dyr pr. time, alt efter hvilket dyr vi taler om. Denne gang startede han kl. 9.00, og de sluttede kl. 1900. Jeg har ikke hørt om noget unormalt, så jeg går ud fra, at alle hunde og katte er ok.

For at ingen skal “falde i søvn” (hverken hundeejere, katteejere eller os selv), har vi planlagt to nye kastrationer. Til den sidste i Puriscal kom der flere, end dyrlægen kunne klare, så de er sat på venteliste til deres næsten den 18. november. Jeg har dyrlæge Blas til den 1. december, men ved ikke lige, hvor det er bedst at sætte ind – ”mit” område er mere eller mindre ok med hensyn til kastrationer. Måske jeg skulle kontakte indianerne for at høre, om de ville være glade for en kastrationsrunde I Quitirisi. Indianerne der har det langt bedre nu om stunder end for 12 år siden, da jeg startede her i området. Det var alt fra tøjindsamling, dyrlægearbejde med medicin etc., julegaver til ungerne, som ikke ville kunne få en gave på grund af familiens fattigdom, legetøj til ungerne, hvor en dukke manglede en arm, et hoved eller et ben, en bil uden hjul etc. Det var de glade for dengang, men nu er det heldigvis anderledes. Regeringen hjælper familierne med en form for støtte, og nu er de faktisk ok – i hvert fald hvad jeg hører. Jeg tager mig af deres dyr, når de ringer, og jeg hjælper en 3 familier med foder til deres hunde plus det løse.

Under det løse er jeg netop blevet ringet op af en indianerkvinde, hvis bedstefars hund netop har fået hvalpe, og tæven har mastitis, dvs. betaendelse I mælkekirtlerne. På grund af smerte nægter hun at give mælk til de små, de hyler og skriger på mad, men tæven nægter. Ok, betaendelse betyder antibiotika, og det betyder, at mælken udebliver. Den produceres ikke/tørrer ind, så man kan prøve at malke ud, kompres af kamillete hjælper også her og at lægge en form for plaster over de inficerede mælkekirtler, så hvalpene ikke sutter der. Ekstra hjælp skal gives i form af sutteflaske med en puppyformula. Den kan købes for dyre penge, men også laves hjemmelavet. 1 liter laktosefri mælk, 3 spiseskefulde honning, 1 æggeblomme (uden det hvide som hunde ikke kan absorbere) og 125ml fløde. Det er for hvalpe sødt, har proteiner, fedt og har for mig virket super duper igennem mange år.

Ja, her på hjemmefronten er jeg (vist nok) nogenlunde ok. I hvert fald gør jeg som om, og jo, det går bedre. Jeg er ved at finde en vej, som jeg ikke ved hvortil fører, men dog en vej. Jeg er meget trist, ensom og savner min mand, men alligevel har jeg ikke mistet min humor. Der er stadig plads til en god joke og et godt grin. Jeg danser stadig med mig selv en times tid hver aften for at svede lidt og holde formen. Et fløjt til en god melodi er heller ikke af vejen, men lykkelig eller bare lidt glad er jeg ikke i øjeblikket. Det her er noget, der bare skal overstås eller leves, en del af livet som alt muligt andet som hver og en oplever på hver sin måde. Jeg håber på at kunne sælge huset – økonomisk uafhængighed er en god start til en ny tilværelse, men det er ikke ligetil i disse krisetider og med et så stort, hus/gæstehus etc. på over 350 m2, 5 hektarer land, som kan udstykkes for en der ville det. Der er mange muligheder, men i krisetider er det vel at “sutte på lappen” og håbe på det bedste. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at opgive ævred, og min vision og mission med hensyn til hundeliv I Costa Rica er still going strong. Mit arbejde er ikke færdigt her endnu.

Alt for nu – en hundehilsen her fra Costa Rica.
Lise

Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.

Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.

En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.

Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.

Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.

Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.

En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.

For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.

Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.

Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise

Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.

Holdningsændringer tager tid, men med stædighed og en evig fastholdelse af målet kommer man langt, lyder budskabet fra Lise i Costa Rica.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft utrolig travlt med alle dyrene, den nye gruppe som nu er organiseret i Puriscal, to sterilisations-runder plus alt det løse. Det sidste er det, der tager mest tid – det er alle dem, der ringer og beder om råd og dåd.

Den 10. marts havde vi en runde i en lille by fem min. Herfra, og der kom 85 dyr – hunde og katte. Dyrene så alle godt ud, velnærede og kun én havde hudsygdom. Ejerne fik medicin af mig med hjem og anvisning om, hvordan den skal gives. Jeg holder altid en lille tale, inden vi går ”i krig”, fortæller om forløbet, hvad sker der mens og efter operationen, hvornår man kan give mad og vand etc. Ydermere får folket et lille hæfte fra SASY og mit indlæg i avisen fra 2005 om ”en hunds dagbog” – en trist historie. 90 pct. af de dyr, der kommer, er taget fra gaden af venlige mennesker, der synes, det er synd for dem. Meget få er racehunde – dog kom der to Golden Retriever-tæver og begge gravide, det skal jeg love for. De ene ville nedkomme med 14 – siger og skriver fjorten hvalp – og den anden ”kun” 12. En tredje havde otte og en kat var gravid med seks killinger. Folk før i tiden mente, at vi lavede ”synd” set med Guds øjne, men som jeg sagde ”er det ikke mere synd, at alle disse uønskede hvalpe bliver født og lever et elendigt liv på gaden?” Disse folk ser vi ikke længere her. Katolikkerne har ændret mening – også med hensyn til hvor mange børn de selv vil have. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at en kone fødte op til 18 børn, men nu er det mere almindeligt, at de får et par stykker, og så bliver konen steriliseret eller også manden. Noget der var et absolut no no for bare 20 år siden.

Nå, en dame kommer og meddeler, at hun har tre små hvalpe i en papkasse – tæver – og dem vil hun aflevere. Jeg sagde ”øhh, lige et øjeblik, skal de steriliseres eller hvad?,” hvortil hun svarede at nej, de var afleveret hos hende selvsamme morgen, og hun kunne ikke have dem, fordi hun allerede havde tre af deres egne – og så tog hun tog ”sit gode tøj” og forsvandt. Well, jeg tog lige en stirrer på alle tre, som var dødbange, rystede af skræk, hvilket jo er klart: Taget væk fra deres mor og deres omgivelser, puttet i en kasse, kørt i bil og så al den larm, der er med alle hunde og katte etc. Nå, jeg tjekkede dem; de to var ok, den tredje havde ræveskab, og de var fyldt med lopper og tæger. Jeg kiggede på deres tænder og så, at de var ca. 3 måneder gamle og derfor ”kandidater” til operation. Dog som de sidste eftersom vi jo ikke vidste, om de var uden mad og drikke. Jeg sad med dem i skødet og talte blødt, gav dem nogle dæmpede signaler, og det lå ligesom i luften, at det var mig, der skulle tage dem med hjem, hvilket jeg gjorde. Jeg ringede til Marito og bad ham om at forberede vores emergency-hundehus, og der har de to af dem så været siden den 10. marts. Én tog dyrlæge Lauras assistent, og de to andre er nu ok til adoption i næste uge. Vi alle er kede af at give dem væk, men jeg har altså 30 hunde, og det er lige i overkanten af det ”tilladelige”. De små er simpelthen bare SÅ søde, de kan ikke gå normalt, de hopper og danser af bare fryd, men lige i øjeblikket er de lidt triste, for de savner deres legekammerat, som dyrlæge Laura havde til adoption (et par små gutter hentede den fra parken i Puriscal) og som jeg tog hertil på ”paaskeferie”, så hun kunne få lidt mulighed for at bevæge sig, få lidt ”pondus” (hun var ekstrem tynd) og bygget muskler op. Jeg afleverede hende igen i går, og dyrlæge Laura sagde ”Lisa, jeg kan ikke genkende denne tæve, har du ikke byttet hende ud med en anden?” De to andre bliver givet til Laura i næste uge, Yadira og Marito og jeg selv er kede af at aflevere dem, men de skal have ”hjemmets varme”, og forhåbentlig kan de blive adopteret sammen. De er pot og pande, de finder pinde og blade, og det sidste var et dødt dyr, som gribbene havde taget kødet af, men pelsen lugtede tilsyneladende dejligt, så den leger de med. I det hele taget leger og leger og leger de, jeg håber, at de kan blive ved med det i deres nye hjem…

Nummer to kastrations-runde var i Tabarcia den 14. april 12 med 69 dyr, også her så dyrene OK ud, i min lille tale gør jeg meget ud ad at ”kreditere” folk for at de passer dem godt for ligesom at stimulere dem til at fortsætte i samme retning, ved denne runde, kom en mand med hele ti hunde, han er kendt for at tage dyr til sig og derefter give dem væk til folk han kender og han fik en rigtig god pris, jeg kan ikke lige huske det men mener at han fik alle opereret for omkring 400.00 danske kroner og det må jo siges at være billigt, der kom også en ældre herre med to hunde og havde ikke pengene, men dem tog vi med ”i købet”, den ældre har en stats-pension på ca. 700.00 danske kroner pr. måned og så er der jo ikke meget at ”rutte med”, han nærmest græd af glæde og jeg fortalte ham at grunden til at det var gratis var, at der er en organisation i Danmark, som giver donationer til det, så han sender en glad og taknemmelig hilsen til jer….

Jah, så er der alt det ”løse”, det vil sige hunde sat på gaden (den klarer jeg med jeres hjælp i form af foder, ormemiddel, mælk, kalk etc.) og overkørte hunde – det er dyrlæge Laura, som tager sig af det med hensyn til evt. operation, medicin etc. Det er altid det samme på dette tidspunkt af året, alle ungerne ønsker sig en hvalp i julegave, omkring julemåned er de fleste hvalpe mellem tre og fem måneder gamle, de går i første løbetid og bliver gravide og derefter sat på gaden, hvor de får deres hvalpe i et hul, de graver, under en busk eller et palmetræ, og venlige mennesker ringer så til mig og beder, om at jeg kan hente dem. Det kan jeg ikke, men det er virkelig lykkes mig at få folk til at forstår, at DE tager sig af tæver med hvalpe, jeg hjælper med foder etc., men dyrene bliver hos dem. En dame, Ana, ringede: hun havde fået mit telefonnummer af en nabo, som fik det fra en nabo som fik det fra en nabo… Så er det jo klart, at så mange ringer – jeg har opkald fra folk, jeg har hjulpet med deres dyr for over ti år siden!
Dette arbejde er anstrengende psykisk og også dyrt, men nu er gruppen i Puriscal jo etableret, og så må de se, hvordan de klarer disse udgifter i deres område. Så kan jeg koncentrere mig om resten; de er vant til at ”vi ringer bare til Lisa, og så hitter hun på noget” men nu skal de selv, og det kan de også sagtens,. I alt beskedenhed så er alle ”oplært” af mig, og når jeg kan alene, kan de også i gruppen. De skal bare lave et koncept, hvor en gruppe er ansvarlig for fx sterilisation – hitte lokalet, doktor, dato, sætte information op etc. En anden gruppe tager sig af nødstedte dyr – dvs. gadedyr som skal fodres, have ormemiddel og steriliseres. En gruppe står for at hjælpe overkørte dyr, som skal til dyrlæge. En gruppe står for at finde donationer til at betale for det hele inkl. dyrlægeregninger. En gruppe tager sig af at sørge for, at alle de andre gør det, de arbejder med som en form for tjekliste, således at alle arbejder fornuftigt, og at der sker fremskridt og ikke tilbageskridt, og at ”højre hånd ved, hvad venstre hånd gør”. Det er vigtigt, sådan at det hele ikke ender med ”jamen, jeg troede….” et eller andet, hvad det nu måtte være, og så går der kuk i det, fordi de kommer op at toppes, folk trækker sig ud ad gruppen, og det ender såmænd nok med, at der er et par ildsjæle tilbage, og så klarer de resten. I gør jer ikke begreb om, hvor mange gange jeg har hørt sige ”Ihhhh, Lisa, jeg vil gerne hjælpe, for jeg elsker dyr,” men når det kommer til stykket, er kærligheden ikke stor nok til, at de kommer som aftalt, fordi der lige kom et eller andet i vejen. Kunne være en fødselsdag, ondt i bøtte, har ikke tid fordi de skal pille næse eller læse en bog… Ja, ja, 20 år i denne business gør en til mester i at skille fårene fra bukkene. Take my word for it!

Jeg har med interesse læst Rikkes indlæg på siden efter hendes besøg hos May i Belize og ser, hvis altså jeg ser rigtigt, at det er der, som det var her for 20 år siden. Så der er vist lang vej igen, men klemmer man balderne sammen og er stædig nok, så lykkes det. Det er noget med at holde sig målet for øje, for der laves nogle ”detours”, men holder man fast i sine egne principper, kan man faktisk komme temmelig langt. For May kræver det en gruppe som beskrevet ovenfor. Belize er så vidt jeg ved en ex-koloni af englændere, og hvis jeg har læst rigtigt, tager englænderne deres hunde til dyrlægen, før de tager deres unger til lægen! Det må jo på en eller anden vis have smittet af på lokalbefolkningen. Jeg kender ikke deres bruttonationalprodukt, men kan ikke forestille mig, at befolkningen er fattigere end her i Costa Rica. Jeg tror, at der skal en holdningsændring til og så tilbyde sterilisation, så det fløjter. Og jeg mener massive kastrationer, som vi gør her. En enkelt hund her og der dutter ikke, det dutter heller ikke at fodre en tæve, så hun bliver ”fit for life”, for så går hun i løbetid, bliver gravid og får hvalpe, og så er vi jo lige vidt. På Rikkes indlæg forstår jeg, at der er mangel på medicin, og at Mays dyrlæge står uden indimellem. Det, vi gør her, er at bede medicinalfirmaer om donationer af udløbet medicin – det være sig alt fra antibiotika til creme, shampoo etc. Vi ved alle, at et antibiotikum er aktivt to år efter udløbsdatoen, måske ikke 100 pct., men måske 95 pct. alt efter, hvad vi taler om, og hvordan det er blevet opbevaret. Medicinalfirmaer vil jo sælge deres produkt, og dyrlægen kan ikke sælge det, hvis det er udløbet, men vi andre dødelige kan bruge det og det gratis. Måske skulle Mays dyrlæge kigge lidt efter det, måske kunne man forstille sig, at man kunne indsamle disse produkter i Danmark og sende over, eller en evt. frivillig kunne tage det med på rejse. Ja, jeg ved ikke, men man bliver nødt til at hitte på evt. muligheder. Det ser umiddelbart ud som en kæmpe opgave, men det kan lade sig gøre. Jah, herfra kan jeg kun ønske al mulig held og lykke, at loppemarkedet har givet lidt pote til at bygge et gæstehus til frivillige, og at dyrenes forhold bliver bedre hen ad vejen. Det tager tid, men det kommer – ligesom her – lidt ad gangen. Med ”tro, håb og kærlighed” kommer man altså langt…

En forårshilsen her fra varmen – vi har i øjeblikket 34 grader C. Det er begyndt at regne til glæde for alle dyr og planter, og et var på tide med regn, for vi var ca. en måned bagud, men nu strutter det hele, der er masser af insekter, fuglene har unger i reden (smart som naturen indretter sig, så der er mad til ungerne) og jeg fodrer falkene, som også har unger, således at de ikke går i rederne af de andre småfugle.

Lise

Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.[divider]
Kære alle sammen

Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.

Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.

Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:

• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.

• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.

• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.

• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.

• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.

• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.

• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.

Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!

I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.

For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.

Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.

Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.

Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Allerførst: Jeres donation er ankommet og mange, mange TAK skal I have. Det første jeg gjorde var at betale min gæld hos dyrlæge Laura. Lidt af et indhug – ca. 3.500 danske kroner, men alle pengene værd. Der er mange småbeløb, men det løber jo alt sammen op, og den stakkels kone var helt elendig over beløbet, men som jeg sagde til hende ”du har jo arbejdet for pengene.” Og jeg siger jer; hun behandler mig virkelig godt.

I fakturaen er der virkelig alt mellem himmel og jord – fx kastration af diverse hvalpe, vaccination, overkørte hunde, aflivning af en enkelt der ikke kunne reddes og tre hunde som havde hele munden fyldt med pigge fra et pindsvin (det har hun taget et billede af, som hun vil sende til jer – I får et chok. Jeg har set det masser af gange, men ikke så slemt – ligner kaptajnen fra Knold og Tot). Derudover er der de seks hvalpe, som blev “givet til mig” sammen med den blinde franske puddel – alle hvalpe har hun fundet et hjem til, men de er for små til at blive opereret. Men de er vaccinerede alle sammen, plus alle har fået ormemiddel. Det giver hun, ligesom jeg, som det første, for der ser man, hvad der yderligere skal til – antibiotika eller noget til diarre etc. Kastration af katte er det også blevet til, og alt i alt er jeres penge givet rigtigt godt ud og igen: TAK skal I have.

I søndags havde vi SASY-event. SASY står for Stop Animal Suffering Yes. Det er et årligt arrangement – fundraising – hvor vi der “arbejder i marken” kan få et beløb til kastrationer, det vil sige de massive. Dawn, en kollega på halvøen Guanacaste, og jeg plejer at få de største beløb – måske fordi vi er de mest organiserede, hvis man kan sige sådan, selv om jeg personligt synes, at alle de andre laver et alle tiders arbejde, men blot ikke har SASY’s fortrolighed, som hun og jeg har.

Nå, jeg har et ”godt navn” hos SASY, fordi jeg kommer med ideer, er den af de diverse grupper som sælger flest billetter til deres event og i år har jeg (møjsommeligt) fået skrabet donationer sammen fra diverse dyrlæger, læger, ultralyd, internister, tandlæger – sågar en frisør blev det til – og det til et beløb på ca. 1.300 dollars. Det er godt gået, når man betænker, at det alle er mindre beløb. En konsultation hos en familielæge i Puriscal koster 150 danske kr., så I kan godt se, at her skal “balderne klemmes” for at opnå et så stort beløb.

Billetsalget gik fint, MEN jeg havde “no-shows”, som det hedder i airline-business. Dog var de så ansvarlige at ringe til mig inden og donere deres biletter til dem, der hjælper, når vi har kastrationer i mit område. Derved kunne jeg betale for ni personer fra Puriscal med disse penge, for de ville gerne deltage, men kunne ikke betale billetten, som koster 15.000.00 colones, (ca. 150 kr.). Gruppen fra Puriscal lagde sammen og betalte for en lille bus, og ikke et øje var tørt. De var SÅ glade og taknemmelige for, at kunne få lov til at komme. Dog blev de enige om, at de nu bliver nødt til at lære engelsk, for ALT foregik på engelsk, og de sad så der og anede intet om, hvad der blev sagt. Ej heller kunne de forstå, hvad der stod skrevet på det, de gerne ville byde på. Well, der var praktisk taget kun udlændige – jeg vil tro omkring 98 pct. Denne fundraising gav sidste år lidt over 40.000 dollars, men jeg tror, at det i år vil blive mindre. Krisen kradser også her, og folk går efter spa, yoga, frokoster, middage, hotelophold etc.

Nå, det vil jeg vide mere om senere i dag. SASY har et “manøvrekritik-møde” i øjeblikket, og jeg tror, at de vil gøre det anderledes, så der fremover vil være mindre ting, man kan byde på. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god ide, for alt der bliver doneret er jo gratis, og selv et lille beløb er en indtægt for dem. Nå, at lave fundraising er i begyndelsen en ”hovepine”, men når det kører, er der mange muligheder. Måske det ville være en ide for Dyrenes SOS. Jeg kunne skaffe informationer fra SASY, som kunne bruges i Danmark? Det har jeg faktisk allerede fået lovning på, at de giver erfaring videre, så man ikke skal starte på helt bar bund og lave de samme brølere som dem. Jeg kunne forestille mig, at det kunne være et hit i Danmark. Men som nævnt er det besværligt i begyndelsen, og derefter kører det af sig selv, og der kan virkelig samles mange penge ind til aktiviteter over hele verden.

Jeg havde det pragtfuldt i de fire timer, det varer. Folk ”beundrede” mig for mit smarte outfit – Ivan Grundal eller sådan noget lignende, som blev købt for 25 år siden – kunne ikke lukke nederdelen, så en sikkerhedsnål var på sin plads. Havde sågar lagt makeup – det vil sige lidt pudder som Yadira blev nødt til at medbringe og lidt mascara, som hun også kom med. Jeg mener, alle kender mig med tøj fyldt med huller, bukser med aftryk fra hundepoter, plastiksko osv. Jeg fik talt med kollegaer og fik de nyeste ting at vide, blandt andet at der er tiltag til at stoppe “hunde-fabrikker” – en ny lovgivning omkring dette for det er virkelig noget svineri, som disse tæver må lide. De “bor” under de mest kummerlige forhold, og kun når de ligger med hvalpe, bliver de passet lidt – resten af tiden er det noget nær frygteligt. Jeg håber virkelig, at dette tiltag kan blive til noget og også et andet tiltag, der går på, at folk, der maltrakterer deres dyr – uanset hvilket – kan blive anklaget, betale en dyr boede eller må en tur i spjældet. DET ville virkelig være fantastisk. For at undgå det sætter de dyrene på gaden, og der kan vi så hente dem, så jeg mener, at vi skal gøre, hvad vi kan og forklare – mange er simpelthen for dumme til at forstå, at det de gør, ikke er korrekt og mener, at når bare hunden får noget at spise og drikke, så er den potte ude. MEN folket skal forstå, at den bundne hund skal beskyttes mod sol og regn, have et hundehus og en løbeline, hvis den ikke kan gå løs, så den i det mindste kan bevæge sig etc. Jah, som I ser; her er masser at tage fat på, MEN vi er ved Gud bedre kørende end for 19 år siden. Langt, langt bedre er dyrenes forhold nu om stunder, og det er jo glædeligt, men der mangler stadig den sidste del. Vi skal nok nå det, og rigtig mange hunde i Costa Rica lever et rigtigt dejligt hundeliv, går frit rundt, besøger “gutterne”, markerer her og der, og i mange henseender er de bedre stillet end den ensomme sofahund – dem er der ikke så mange af her, for folk har holdningen, at hvis de ikke har plads nok eller bor i lejlighed, så vil de helst ikke have hund. Måske en kat, ikke at den ikke skal have opmærksomhed, men i en lidt mindre grad end en hund. Jeg foreslår en hamster eller en kanin, helst to af samme slags og helst samme køn, hvis man virkelig gerne vil have et kæledyr.

Godt, inden jeg slutter for i dag, vil jeg lige berette, at kastrationsrunden i Puriscal den 15. oktober 2011 gik fint med 67 dyr. Nu er vi i gang med en runde til i november, den sidste i dette år, og så har vi en til den 3. december 2011 i Barbacoas hvor der er mange, mange dyr. Derefter skal “lille Lise” have lidt juleferie, hive stikket ud og nyde det gode vejr. Regntiden er Gud være lovet ved at være forbi, for hold op, hvor har det regnet i år.

Inden jeg helt ”forsvinder” fra skærmen, skal I lige have en vits, jeg har fået fra en 68-årig veninde fra Toronto, Canada. Here we go: To kvinder er ude at spille golf, og ved siden af dem er der en gruppe på fire mænd. Kvinden sender bolden af sted som bare fanden, og hun ser, at en af mændene tager sig til skridtet og hopper rundt som en ung ged, smider sig i græsset, ruller rundt og har virkelig ondt. Hun styrter over til ham og siger: “Undskyld, undskyld, det var virkelig ikke meningen, men jeg er fysioterapeut, så måske jeg kan give en lille massage for at afhjælpe”. ”Jah, jah, bare gør et eller andet,” siger han, og helt forsigtigt, åbner hun hans lynlås i bukserne, tager hånden ind og giver en blød massage og spørger efter et stykke tid: “Har du det bedre?”, hvortil han svarer. “Jah, pragtfuldt, tusind tak, men jeg er sgu stadig sikker på, at min tommeltot er brækket!”

Smil fra Lise