Af Gregg Tully, Thailand

Kære dyrlæge Mogens Hansen og resten af bestyrelsen i Dyrenes SOS.

Vi sender Jer hermed en rapport over anvendelsen af det tilskud  på US $ 1,500, som Dyrenes SOS så  generøst har doneret til Soi Dog Foundation.

Soi Dog Foundation mest presserende program p.t. er vores kampagne for at bekæmpe den grusomme og ulovlige handel af hundekød, som foregår mellem Thailand og Vietnam. Millioner af hunde –  såvel stjålne kæledyr som gadehunde – bliver  transporteret under forfærdelige forhold fra Thailand til Vietnam i nattens muld og mørke. De hunde der overlever rejsen bliver ofte brutalt dræbt, fordi folk tror, at smerte medfører mørt kød. Nogle hunde bliver tortureret i timevis og derefter flået levende. Soi Dog står i spidsen for at sætte en stopper for denne grufulde handel.

Vores undercover efterforskere lokaliserer smuglernes lastbiler og underretter de rette myndigheder, der stopper lastbilerne og anholder smuglerne. Soi Dog Foundation tager initiativ til at de reddede dyr bliver flyttet  til krisecentre og sørger for at de får den rette dyrlægebehandling, vaccination samt mad og drikke.

Vores kampagne har været en stor succes: Smuglerne rejste tidligere over grænsen via den hurtigste rute i store lastbiler fyldt med hunde. Nu forsøger de at undgå myndighederne ved at transportere hundene i mindre køretøjer og anvende ruter, som er vanskeligt fremkommelige.  Da meget få kæledyr i Thailand har mikrochip eller halsbånd med hundetegn, er det næsten umuligt at genforene de hunde, som bliver reddet med deres rette familier.

Hundene bor på internater, som drives af ”Thailands Department for Livestock and Developement” (Landbrugsdyr og udvikling), som har ikke økonomiske midler til at sørge for hundens pleje, hvilket har resulteret i, at Soi Dog har påtaget sig ansvaret for, at hundene modtager ordentlig pleje, mad og medicinsk behandling.

Vi varetager i øjeblikket ansvaret for mere end 5.000 hunde, som vi har reddet fra kødhandlen – alene foder til disse hunde koster mere end $ 30,000 hver måned. Soi Dog Foundation sender dyrlæge teams til internaterne for at neutralisere og vaccinere de hunde, der for nylig er blevet reddet, samt yde medicinsk behandling. Dette er nødvendigt for at forhindre at dyrene formerer sig under deres ophold på internaterne samt undgå udbrud af sygdomme som hundesyge og parvovirus, og holde dyrene sunde og raske.  Vi sørger for at ansætte dyrlæger til at udføre specifikke opgaver, og til tider får vi hjælp af frivillige dyrlæger og veterinær sygeplejersker  fra udlandet.

Tilskuddet fra Dyrenes SOS har bidraget til følgende neutraliserings-programmer udført på hunde, som alle er reddet fra handlen med hundekød:
• Maj 2013: 221 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Khemmarat.
• Juni 2013: 130 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Nakhon Phanom.
• Juli 2013: 132 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Buriram.

Hver eneste  hund, som vi steriliserede fik også en rabies vaccine og en kombinationsvaccine der omfatter hundesyge og parvovirus. Desuden foretog vores dyrlæger medicinsk behandling af de hunde som havde behov for dette . Den omtrentlige pris for operationer, medicin og vacciner til 483 hunde lå på US $ 6855. Pengene rækker langt her i Thailand  p.g.a. de lave omkostninger og vi  kan dermed  udføre operationer for langt færre penge end det er muligt i de vestlige lande. Finansieringen fra Dyrenes SOS blev brugt til at hjælpe med at dække disse omkostninger.

En CNN historie og video om betingelserne for hundene i Nakhon Phanom internatet og de udfordringer der er, samt den omsorg der er for dem – se mere her.

På vegne af Soi Dog Foundation og de tusindvis af hunde, vi har reddet fra hundehandel med kød, jeg vil gerne takke Jer for Jeres støtte og bidrag, som har hjulpet os til at forhindre 483 hunde i at producere utallige uønskede hvalpe, der ville blive født til et liv med lidelse, og samtidig være med til at beskytte dem mod rabies og forebygge udbrud af smitsomme sygdomme.

Lad mig endelig vide, hvis I har spørgsmål, eller ønsker yderligere oplysninger om vores arbejde.

Bedste ønsker,

Gregg Tully
Deputy CEO
Soi Dog Foundation

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

Af stud.med.vet. Karen Singers Johansen og Kristine Dich-Jørgensen
Fotograf: Viktor Holm

 Som frivillig på Tibet Charity Clinic.

Som næsten færdiguddannede dyrlæger, har vi i dette forår fået muligheden for at arbejde med gadehunde på Tibet Charity Animal Care Section i den nordindiske by Mcleod Ganj. Vi tog en måned ud af kalenderen og tog af sted, fordi vi mente, at vi havde kvalifikationerne til at give en hjælpende hånd, samtidig med, at vi var nysgerrige efter at finde ud af, hvordan et udviklingsland som Indien tager hånd om problemerne med gadehunde.

Klinikken blev i første gang oprettet, for at komme problemet med den voksende population af gadehunde i området til livs, samt at vaccinere såvel gadehunde som kæledyr mod rabies. I dag behandles også kæledyr for diverse sygdomme. Der tages betaling for den medicin der anvendes, men ikke for dyrlægens tid.

Ankomst til Mcleod Ganj
Efter 12 timers kørsel fra Indiens hovedstad New Delhi, ankom vi sent om aftenen til Mcleod Ganj. Her blev vi varmt modtaget af Tibet Charitys Director, Tsering Thundup, og indlogeret på et fint, lille hotel midt i byen. Vi startede vores arbejde på veterinærklinikken den følgende mandag, og faldt hurtig ind i en rytme med behandling af indlagte patienter og modtagelse af tilskadekomne gadehunde, såvel som kæledyr.

En typisk dag på klinikken
Efter indtagelse af morgenmad i solen på en af byens mange tagterrasser og indkøb af fladbrød hos byens lokale tibetanske brødsælger, spadserer vi mod klinikken. Efter 20 minutters gåtur med udsigt til de smukke bjerge omkring os, ankommer vi kl. 9 til Tibet Charitys veterinærafdeling, og hilses af en flok glade og temmelig højlydte hunde. Ved åbning af lågen er vi altid sikre på at blive modtaget af en gøende Jenny, et velnæret gadekryds, der for år tilbage kom til skade med bagpartiet, og derfor er blevet fast inventar på klinikken. Humpende bag Jenny kommer Kaalu , en lille sort hvalp, der har været på klinikken flere gange, denne gang med et brækket lårben. Klinikkens dyrlæge, Dakpa Tenzin, er allerede i gang med at trække medicin op i sprøjter til de indlagte patienter. Vi overtager opgaven og behandler blandt andet de mange indlagte patienter med hudlidelser, som er et stort problem blandt gadehunde. I hundegården går også ”The tumor dog”, som har fået konstateret en uhelbredelig form for knoglecancer. Vi kan ikke gøre andet for ham end at give ham en masse kærlighed, mad og et trygt hjem på klinikken. Den dag hunden bliver alvorligt påvirket af sin sygdom, giver dyrlægen ham en sprøjte og lader ham sove ind, men af religiøse årsager er man villig til at gå noget længere med den palliative behandling end man er i Danmark.

Ikke alle hunde i hundegården er syge. Blandt dem er tre små hvalpe, som blot venter på at blive bortadopteret. Mens vi behandler hundene, gør klinikkens veterinærsygeplejer og alt-mulig-mand, Jampa, rent i hundegården og på klinikken i øvrigt. I løbet af formiddagen kommer hundeejere ind med deres hunde. Blandt andet får vi en hvid tæve ind med en svær øjeninfektion og et sår på hornhinden. Fordi det er en potentiel kirurgisk patient, henviser vi til veterinærhospitalet i Palampur to timers kørsel fra Mcleod Ganj. Midt på formiddagen modtager Lobsang Thubcho, veterinærsygeplejer og klinikkens overhoved, et opkald fra en tibetaner, der har fundet en påkørt hvalp i vejkanten. Vi hopper straks ind i bilen, og kører med Jampa ud for at hente hvalpen, som på klinikken får sine sår renset og bandageret. Efter frokost, som består af dhal, ris og chai (krydret mælkete), skal to tæver, der blev indfanget i Mcleod Ganj i går, steriliseres. Med kyndig hjælp og vejledning fra dyrlæge Tenzin, opererer vi en hund hver, som efter indgrebet bliver lagt ind i opvågningsrummet med tæpper og radiator. Inden arbejdsdagen er omme, skal vi udfylde vores daglige patientjournaler og tjekke op på de indlagte patienter. Klokken passerer 17, og det er tid til at vende snuden hjemad mod Mcleod og en velfortjent kop chai på en byens mange hyggelige cafeer.

Interesse fra turister
Klinikken ligger på strækningen mellem Mcleod Ganj og et af områdets turistattraktioner, Dal Lake. Derfor havde vi i løbet af en dag besøg af en del forbipasserende, der fandt klinikken indbydende og interessant. De fik alle en højlydt velkomst af de mange hunde i hundegården, og rundvisning og en snak med dyrlæge Tenzin. Blandt de besøgende var den svenske fotograf Viktor Holm, der tog en del billeder af stedet og var særlig interesseret i vores og veterinærsygeplejernes interaktion med hundene. Det var af ham, at Lobsang Thubcho fik tilnavnet Doctor Love.

Farvel og tak…
Dagen inden vores afrejse fra Mcleod Ganj blev vi inviteret på chai og samosas på Tibet Charitys hovedkontor beliggende lige syd for byen. Om halsen fik vi, ligesom ved vores ankomst, lagt et lykkebringende hvidt silkeskærf. Da vores taxa trillede ud af byen tidligt næste morgen, stod Jampa, Thubcho og Jenny på torvet midt i byen og vinkede farvel.

…for alt, og på gensyn!
Da vi for cirka et år siden sad på biblioteket på det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og diskuterede, hvad vi skulle bruge vores kostbare rejsemåneder på, var vi omkring alt fra arbejde med marine dyr i det sydlige New Zealand til praktik på et universitetshospital i USA. Valget faldt på gadehunde i Nordindien, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Med os fra tiden på Tibet Charity Clinic har vi fået et utal af gode minder, indsigt i den tibetanske og indiske kultur og venner for livet – såvel tobenede som firbenede. Rent fagligt kommer vi hjem med en masse ny viden i bagagen, og vi har lært at takle komplicerede veterinære cases med relativt få diagnostiske midler. Vi har fået smag for velgørenhedsarbejde og har fundet et sted i verden, vi helt sikkert vil vende tilbage til en gang i fremtiden.

Med venlig hilsen

Karen Singers Johansen & Kristine Dich-Jørgensen[divider]

OLYMPUS DIGITAL CAMERAI forbindelse med INPUT 2012 vandt stud.med.vet. Birgit Krabbe Jensen et rejselegat på kr. 2.500,- til hjælp til udgifterne i forbindelse med et frivillig ophold fra Dyrenes SOS. Nu kan du læse om Birgits oplevelser, som frivillig ved TOLFA i Indien.[divider]
“En kort beskrivelse af en kæmpe oplevelse” af stud.med.vet. Birgit Krabbe Jensen

Billede1Februar 2013 lander tre spændte danskere (to veterinærstuderende og en kæreste) i New Delhis hektiske lufthavn, 8 timer forsinket med 60 kg donationer og uden mobiltlft. Til vores store lettelse, har den taxachauffør som TOLFA har arrangeret for os, ventet og står parat til at kører os den 10 timer lange tur til byen Pushkar, hvor vi skal leve de næste tre uger.

Den første dag, er på TOLFAs opfordring, en fridag til at udforske Pushkars livlige gader med et rigt markedsliv, drilske aber, drøvtyggende hellige køer og utallige gadehunde som slænger sig i gadernes solrige kroge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAHver morgen kl. 9, holder Mucash trofast foran hotellet i sin minivan. Den unge chauffør kører os Billede2og de andre frivillige de 8 km gennem bjerglandskabet til TOLFA’s dyrehospital og rescue center, hvor vi 6 dage om ugen fra 9-17 arbejder og oplever!

Man når dårlig at lukke jernporten bag sig, før man bydes varmt velkommen af stedets logrende permanente beboere. En trebenet hund springer op fra sit solbadningsleje og blokerer én vejen, for i et minuts tid at hellige sig ens opmærksomhed og klø-evner. To hunde med forstyrrelser af centralnervesystem, sfa. hundesyge-/distemper virus, ruller rundt med hinanden i leg. En bagparts-paralyseret hund forsøger at ”holde styr på tropperne” af andre hunde omkring resterne i madskålene imens en af de blinde hunde ”spiller op til leg” med en ældre (knap så entusiastisk) hund. Disse er bland de hunde som nyder deres otium i TOLFAs trygge rammer, da det vurderes at de ikke er i stand til at leve værdigt liv på gaden.

”Largies” består af to indhegninger med helt eller delvis overdækning. Her går en enøjet ged og nipper til foderet sammen med kalvene. En ko med den nederste tredjedel af bagbenet amputeret kommer vraltende. En blind ko står og soignerer sig imens et kollapset æsel ligger i skyggen og får væskebehandling. En varm våd mule omfavner ens hånd. Det er en af de moderløse kalve i sin søgen efter frokost.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADe primære arbejdsopgaver her er sårbehandling. Flere af kørerne er ramt af mund- og klovsyge som renses og forbindes dagligt, andre har voldsomt betændte sår på kroppen imens nogle behandles for åbent benbrud. En enkelt ko har været udsat for ildspåsættelse og hele dens ene side skylles dagligt og smøres ind. En ualm. stædig ko lider af tilbagevendende vaginalprolaps (kønsorganer der krænger ud ad), hvilket betyder at hun (bogstavelig talt) slæbes mod tvangsboksen for at blive renset og få sat ”apparatet” på plads. I den store indhegning går omkring 40 dyr frit og det kan være en udfordring at komme til de store (og sommetider) vilde dyr. Lassoen kommer derfor dagligt i brug og de store dyr lægges (så nænsomt som muligt) ned og fikseres før behandlingen.

Billede6I ”Puppy House” mødes man af en velkomstkommite af logrende haler ved lågen. Man skal passe på hvor man går, for uanset hvad man laver har man altid en horde af nysgerrige hvalpe efter (og foran) sig. En af de flyttekasser vi bragte vores donationer i, bruges nu som ly for solen af tre hvalpe. I en pink plastik bowle ligger to hvalpe i ske med den sorte kat som holder til her og en sort hvalp med begge forben i skinne vakler mod vandkarret.

OLYMPUS DIGITAL CAMERASelvom at hvalpene oftest er noget mere omgængelige end de voksne gadehunde, er der også her udfordringer. ”Journalmappen” er et yndet sted for middagslur, medicinkassen et slaraffenland for nysgerrige snuder og venerne er mindre og dermed sværere at finde ved væskebehandling o.l.

I det ene hjørne af gården ligger huset hvori der bliver redt op om eftermiddagen, således at hvalpene kan sove godt, blødt og ”varmt” om natten. Den ene væg er bygget op med 12 bure. Disse bruges til kattene og til at ”isolerer” de hvalpe der mistænkes for smitsomme sygdomme eller af anden grund har bedst af at være adskilt fra de andre om natten.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAMange af hvalpene er i behandling for den smitsomme kennelhoste, diarre og dehydrering. Andre er blevet påkørt og har derfor brækkede ben eller allerede fået det amputeret. I starten var det hård at overvære en påkørt hvalp, som fik amputeret benet. Men når man så ser den lege rund på sine tre ben få dage efter amputationen, forstår man at det er det hele værd.

Trods at denne afdeling er et rart og livsbekræftende sted at være, var det også den emotionelt hårdeste. Hvalpe er skrøbelige væsner og deres helbred kan ændres markant på få timer. Særligt to hvalpe har gjort indtryk på mig. Den ene var en lille fyr med et enormt sår oven på hovedet. Den var frisk, glad og sad altid oven på ens fødder for at sikre sig at den ikke gik glip af noget. En morgen ligger den pludselig helt slatten og tydeligvis i smerte. Efter 6 timers ustandselig behandling, varme, væske og smertestillende dør den. Få dage efter sker præcis det samme med en af de andre, som ellers ingenting fejlede, andet end en amputeret overlæbe. Det er frygtelig hårdt når de dyr, man ellers slet ikke var bekymrede for, dør så pludseligt.

Billede10Kennelerne bugner af hunde.
Nogle tilskadekommende og syge, imens andre blot venter på at blive neutraliseres inden de igen kan fortsætte deres liv på gaden. TOLFA har en bil som foruden at fungerer som en 24/7 akut-ambulance, også dagligt kører rundt og indfanger hunde med henblik på neutralisering og rabiesbekæmpelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAVi frivillige fik hver en række af hunde, som hver morgen skulle luftes ude i gården. Selvom tiden er knap, er der ingen tvivl om at den 5-10 min. gåtur i solskinnet er værdsat hvad end hunden kun tør gå til lågen der fører ud til gården, eller skal bæres for at få den med tilbage til kennelen. Det er enormt givende, når man efter et par dages ”bekendtskab” og voksende tillid, mødes af et logrende væsen, som har glædet sig hele natten til at bruge de næste 7 min. med dig.

I operation er der altid aktivitet. Ingen hunde sættes tilbage på gaden uden at være vaccineret mod rabies og uden at være kastreret/steriliseret. TOLFA yder nemlig, foruden at hjælpe nødstedte dyr, ABC (Animal Birth Control).

Efter en god nats søvn i en af kennelerne, sundhedstjekkes hundene inden de bedøves og opereres. Pga. sparsomme ressourcer, bruges kanyler flere gange og operationsinstrumenterne må nøjes med at blive sprittet af imellem dagens operationer. Noget der ikke spares på er væske! Alle dyr i narkose modtager rutinemæssig væskebehandling, for at sikre hydreringsgraden og dermed blodtrykket. Dette er ikke engang standardprocedure alle i steder i Danmark.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAForuden neutraliseringer foretages der næsten dagligt amputationer, tarmoperationer mv. Som veterinærstuderende får man lov at assisterer under operationerne, hvilket betød at jeg og min medstuderende/rejsekammerat fik prøvet at kastrere under kyndig overvågning.

Eftermiddagsklinikken er et koncept hvor indere kan komme med deres (livsvigtige) geder og køer for at få dem behandlet gratis. Nogle vandrer mange km med deres dyr (nogle gange på armen) andre kører med dem bag på motorcyklen eller på ladet af en tuk tuk.

Billede 12TOLFA er ved at bygge et hus til formålet, men indtil dette står klar foregår behandlingen i skyggen af det store træ i gården. Foruden ”konsultationsbygningen” er et abe-hus også under opførelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADette er blot en kort beskrivelse af en brøkdel af arbejdet der dagligt udføres på stedet. Det er imponerende og rørende at der ”midt ude i ørkenen”, udføres ”mirakler” hver dag kun vha. ildsjæle, sparsomme midler og en betingelsesløs kærlighed til dyrene.

Jeg har nydt hvert et sekund af mit ophold og der er ingen tvivl om at jeg vender tilbage til TOLFA. Tusind tak til Dyrenes SOS for det rejselegat som var startskuddet til mit livs eventyr!

Mvh. Birgit Krabbe Jensen[divider]

 

 

 

Billede 13En sjælden oplevelse for dyrenes beskytter. Lise fra Costa Rica har oplevet et syn, hun aldrig tidligere har mødt. I øjeblikket huser hun intet mindre end 31 hunde.[divider]Kære alle sammen

Så er det igen tid til at sende jer en hilsen her fra varmen, hvor regntiden er begyndt, og alt bare er grønt, grønt. Det gælder også for græsset, der vokser som bare pokker og skal klippes hver uge, Marito har rigeligt at se til. Alene haven er 7.000 m2. Jeg kan også meddele, at jeg har rigeligt at se til, og her kommer lidt info til jer.

Dexter havde rent faktisk erhligia og er nu behandlet for denne sygdom. Han har taget på i vægt og har det godt – altså indtil det kommer igen, for det gør det som regel. Betsy med et blåt øje og et brunt (der er noget husky i hendes blod) fik forleden dag et epileptisk anfald, som gjorde mig noget forskrækket. Det blev udløst af en ekstrem glæde over sin morgenmad, fordi hun kunne lugte kyllingekød, som jeg blander i deres mad – det foder, jeg giver normalt, har ikke særlig meget lugt, så der skal lidt “goodies” til. Hun tog en bid og begyndte at rulle rundt, og jeg troede først, at hun fik et hjertetilfælde, så det eneste jeg kunne gøre var at sætte mig hos hende og berolige hende. Pupillen i begge øjne udvidede sig til hele øjet – egentligt et tegn på forgiftning, men det kunne ikke passe her. Jeg har ikke nogen form for gift, som hunde kan fat på, så jeg tog det stille og roligt og tænkte, at det ville gå over efter en vis tid, hvis det var et epileptisk tilfælde. Det gjorde det også – tog en 7 minutters tid, og så var hun sit gamle jeg igen og ville have sin mad.

Jeg har “fået” en ny lille hund som min veninde Blomster-Lise havde fodret på gaden, men da hun skulle tilbage til Canada, og ingen ville tage den lille, ja så blev det mig. Jeg har døbt hende Winnie efter en gammel veninde i Danmark. Hun er en lille gadehund med kun et øje, som hun kan se med. Det andet ligger inde i øjenhulen, men er mere eller mindre intakt – dog kan hun ikke se med det. Jeg har testet det med lys, hurtige bevægelser mod øjet etc., og hun reagerer ikke. Det dårlige øje har jeg behandlet præventivt med noget creme, og det ser sundt ud. Den lille er en smart lille hund – efter to dage kendte hun sit navn, overtog Uwes seng og mente, at det nu var hendes og det oven på en dyne. Hun er fræk; ser hun sit snit til det, napper hun lige i et bukseben på folk, der kommer på besøg og kun mænd. Det “sjov” er jeg ved at vænne hende af med – et kraftigt ”NEJ” er nok. Hun bider i kosten, når der fejes. Sikkert nok grunden til det dårlige øje – en eller anden har måske givet hende en på kassen. Hun er opereret og vaccineret og kommer der en god familie, der vil have hende, så er hun ok til det, hvis de altså accepterer, at hun finder de hyggeligste steder at sove – fx en seng og det er no go i Costa Rica.

Jeg bliver ringet op, ja faktisk hver dag om gadehunde. Jeg overbeviser de fleste om, at de tager dyrene, og jeg betaler for mad, kastration, ormemiddel etc. og det virker godt. En hunde-dame, Elisa, ringede fortvivlet og meddelte, at der var en kasse med to hvalpe i vejkanten. Hun tog fejl, for der var faktisk seks, men en god nabo overtog dem, mod at jeg betaler for operation af tæverne. Det gør jeg naturligvis (med jeres penge), og når de er gamle nok, opererer vi dem. De er omkring to måneder i øjeblikket.

For en fire dages tid siden meddelte en nabo til min hushjælp, at hun havde set en papkasse med fire hvalpe ved vejkanten, og at disse var i en ynkelig forfatning. Det var øs-pøs rengvejr, de var dyngvåde og så forfærdelige ud. Min hushjælp og hendes mand hentede dem og bragte dem hertil, og jeg skal love, og dertil kommer alt det andet – hundenes indhegninger etc. for, at jeg da aldrig har set noget lignende. De fire hvalpe havde et lag af lopper på dem – hele ryggen var fyldt med blod, gammelt som nyt, og de hylede og skreg af smerter. Well, jeg gav dem en omgang spray, Frontline, som I også kan købe i Danmark for at slå disse lopper ihjel. Sprayen gør naturligvis ondt i sårene, men der var ingen anden udvej og jeg tænkte ”ok, det gør ondt lige nu, men så holder det op.” Jeg fik elimineret lopperne, og dagen efter begyndte jeg behandling med creme, som bare har det hele; antiallergisk, antibiotisk, mod svamp, helende etc. etc. Jeg siger jer; de havde en hel kappe af størknet blod, og jeg tog så en efter en i vaskekummen og vaskede det af med en klud uden at give dem et helt bad, som de ellers kunne trænge til. Dette for at undgå at de blev forkølede, og at det var for stressende for dem. Hver hvalp tog mig en time, og derefter så de nogenlunde ud. Jeg gav en omgang ormemiddel – det gør jeg altid først med en hvilken som helst hund eller kat, og jeg siger jer: afføringen bestod af orm. Folk tror ofte, at en hund, der ser velnæret ud, også er velnæret, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. De kan bare være oppustede på grund af orm. Well, de små, 3 hanner og en tæve, nyder tilværelsen her hos mig, er sunde og raske og om en uges tid vil jeg give ormemiddel igen. Sårene er lægt efter min behandling, men der er nok andre hudproblemer mener jeg at se – måske ræveskab eller allergi. De bliver her en tid, og så ser vi videre.

Jeg har jo mange års erfaring i behandling af hunde, og jeg får dem faktisk altid op at stå og ser ingen grund til, at det ikke skulle være tilfældet denne gang. De er “morsyge” som resten af hundene. Jeg kan ikke gå normalt, fordi de klister op ad mine fusser og jeg skal passe på ikke at træde på dem. De er lidt angste, for de forstår jo ikke, hvad der er sket med dem, men jeg tager dem op og giver lidt nusseri, og de små haler holder bare ikke op med at svinge – vi kan næsten lave energi af det.

I denne uge eller næste vil jeg tage tre tæver til operation. De “bor” hos en nabo, og de er bare hele tiden gravide. Hun tager på arbejde kl. 05.00 og kommer tilbage kl. 21. Der er også tre hvalpe, som går for lud og koldt vand, men jeg kan ikke tage dem. Jeg har i øjeblikket 31 hunde, men jeg kan tjekke dem, jeg har afleveret ormemiddel etc. og er i gang med at finde familier til hvalpene. En af tæverne er sikkert nok gravid, men så kort henne at hun stadig kan opereres, så vi “hugger” dem og får dem opereret hos dyrlæge Laura. Hvalpene “hugger” jeg også, hvis jeg kan få dem afsat på forhånd. Der vil bare være en færre, og det vil hun slet ikke opdage. Sådan er det desværre, men nu skal det være slut – ikke flere uønskede hvalpe.

Jeg bliver ringet op af en hel masse mennesker hver dag. Nogle tjekker, om jeg evt. har hentet en bortløbet hund og har den her. Andre spørger om problemhunde og hudproblemer – en indianer-veninde ringede og sagde, at hendes hund havde en opsvulmet mund, hvortil jeg sagde ”enten tag den til dyrlægen, eller kig ordentligt efter i munden, ring tilbage og fortæl, hvad du ser.” Det gjorde hun og sagde, at det var et ben af en art, som havde sat sig fast, og nu havde hun taget det ud, og at hunden var ok igen. Det er det, jeg siger: folk bekymrer sig om deres dyr, men de skal lige have en hjælpende hånd til at klare resten selv, for de kan godt. De bare ikke lige hvordan, og det er der, jeg træder ind i billedet.

Jeg har et stort problem, som jeg ikke ved hvordan skal løses, og det hænger sammen med, at en mand ringede og bad om hjælp. Hvor han har sin farm, er der en hundeflok, som slår hans kvæg ihjel sammen med høns, gæs, svin etc. Han havde ringet til vores dyrebeskyttelses-organisation, som henviste til mig, eftersom jeg er medlem og bor i området. De kan intet gøre, siger de. Well, flokken består af 21 hunde, voksne, unghunde og hvalpe, men alle er “vildhunde” og man kan ikke få kontakt med dem. De er angste og løber væk ved den mindste kontakt. Disse hunde er naturligvis sultne, og man kunne starte med at give dem foder. Men det betyder også, at hvis tæverne er velnærede, går de i løbetid, og så får de en masse hvalpe som moderen gemmer i skoven, laver en hule, og de bliver også vildhunde – en skrue uden ende.

Jeg gav ham Blancas telefonnummer, og han ringede til hende. Hun tog kontakt til mig, og vi blev enige om, at det bedste ville være at skyde hundene. Han foreslog rottegift, men dødsprocessen er langsom og smertefuld, så Blanca og jeg er enige om, at det bedste ville være at skyde dyrene og forhåbentligt med en, der kan ramme første gang. Jeg ved godt, at dette “skurrer” i jeres ører – også på mig, men jeg tror faktisk ikke, at der er en anden udvej.

Jeg er dyrebeskytter, men det gælder jo alle dyr – også produktionsdyr som kvæg etc. Flokken har jagtet og slået en ung kalv ihjel, spist den og gik om bord i to andre, som nu er haleløse og skal behandles for infektion. To andre har fået ørerne bidt af etc. Manden er desperat. Han har en stor flok kvæg, og da jeg talte med ham senest, var en ko ved at føde. ”Skynd dig,” sagde jeg til ham. ”Tag hende tæt på huset, og behold hende der – ellers tager hundene kalven.” Han for af sted, smed røret på, og jeg har ikke talt med ham siden. Jeg har lagt besked hos tre personer om, at han skal ringe, men det er ikke sket indtil videre. Ja, jeg har ondt af dyrene, for de dræber for at overleve og få noget at spise. Noget, der er fuldstændigt forståeligt, men det går jo heller ikke. En ko og kalv har også ret til livet, og de kan jo ikke engang løbe væk, for der er hegn rundt omkring og med 21 hunde!

Ja, alt for nu. Jeg vil holde jer informeret om, hvad der sker på “fronten” i Costa Rica.

God sommer.
Lise

 

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen

Starten:
Det startede med, at en god og trofast klient, Gunver Juul, som er buddhist og aktivt medlem af Tibet Charity, engang i vinteren 2000 talte med mig om, at i Sydindien er der et stort tibetansk eksilområde, som huser ca. 15000 tibetanere. Mange er munke tilknyttede de ca. 4 klostre, som hører til området, mens resten er civile tibetanere. I dette område på størrelse med Fyn er der ca. 3 – 400 hunde, som har store problemer med parasitter, ligesom der bliver født alt for mange hvalpe, som ikke bliver passet ordentligt.

Hvad kunne vi gøre? Set i lyset af, at gadehunde er et stort problem overalt i udviklingslandene, så var min umiddelbare indstilling, at det var nytteløst. Men her var der en befolkningsgruppe, som virkeligt var interesseret i at få bedre forhold for deres hunde, men bare ikke havde mulighederne. I modsætning til mange andre religioner, hvor dyrene er til for menneskets skyld, og derfor regnes som mindreværdige skabninger, så er buddhismens ide, at alle skabninger er ligeværdige. Derfor skal hunde og alle andre dyr behandles med respekt og have et godt liv. Indbygget i buddhismen er også troen på, at man selv har en indflydelse på, hvordan tilværelsen forløber, og at en indsats på et givet område derfor kan betale sig.

Disse overvejelser samtidig med en sympati for Tibet og tibetanernes situation var udslagsgivende for, at vi besluttede, at det var et fornuftigt og godt projekt.

Vi aftalte i første omgang, at jeg skulle kontakte en række medicinalfirmaer og høre, om de ville sponsere forskelligt medicin, som Gunver kunne tage med på en af sine mange ture til Indien. Dette medicin skulle i første omgang være til behandling af de mest nødvendige sygdomme. Alle medicinalfirmaerne var meget positive, og Gunver drog af sted med medicin for over 25.000 kr.

Kat med mider i IndienDer var medicin mod lopper, mider, indvoldsorm og løbetid. Det blev en stor succes, hvor munkene og de civile tibetanere virkelig kunne se en stor effekt af behandlingen. Hunde, der før ingen pels havde haft p.gr.a. mider og lopper, fik en flot og kraftig pels. Så da Gunver kom hjem fra Indien, ja så var der en officiel anmodning om, at de meget gerne ville have danske dyrlæger til området for at hjælpe yderligere.

Vi skulle så i første omgang sterilisere tævehundene, hvoraf der var ca. 150 og behandle alle hundene mod parasitter. Selve diskussionen omkring sterilisation havde der fra områdets side været en forespørgsel til Dalai Lama om, da det jo var et indgreb, som ikke var naturligt. Men efter at have tænkt over dette, besluttede H.H. Dalai Lama sig for, at det var bedre at sterilisere tævehundene frem for, at hvalpene fik et dårligt liv.

Gruppen:
Efter beslutningen var taget, så gik alting meget hurtigt. Oprindeligt var vi 4, der skulle af sted, men pludselig var vi en stor gruppe bestående af 8 dyrlæger, 5 hjælpere, 3 børn og en filmmand. Udover undertegnede bestod gruppen af følgende dyrlæger: Per Rasmussen fra medicinalfirmaet Bayer A/S, Niels Brendorp fra Københavns Dyrehospital, Jens Søland fra Centrum Dyreklinik, Tine Søland fra Landbohøjskolen, Lars og Ulla Petersson fra Borås Dyrehospital i Sverige og Birgit Holm fra Dyrehospitalet Blåstjärnan i Göteborg.

Hjælperne var Gunver, en anæstesisygeplejerske ved navn Anita, min kæreste Kimie samt Lakha Lama og hans kone Pia. Lakha Lama og Pia er stifter af Tibet Charity i Norden, som siden stiftelsen i 1996 har gennemført mange projekter i tibetanske områder udenfor Tibet.

De største tibetanske områder, som hedder settlements, udenfor Tibet ligger i Sydindien, og her er Mundgod det største enkelte område i verden. Der er et andet område i Sydindien ca. 500 km fra Mundgod, som er større, men det er en sammenslutning af 2 settlements. Projekterne, som er gennemført gennem Tibet Charity, er bl.a. bygningen af et værksted i Mundgod og uddannelsen af mekanikerne samt støtte til Old Peoples Home (de gamles hjem). Tibet Charity arbejder ikke kun med fundraising, men har også mange andre aktiviteter. Man kan blive medlem af foreningen og får herigennem et medlemsblad. Der er mange foredrag og kurser, bl.a. i meditation, buddhistisk filosofi og tibetansk kultur, ligesom der bliver lavet ture til Nepal og Indien.

Forberedelserne:
Nu havde vi gruppen, og først nu begyndte arbejdet. Vi skulle finde den bedste rejsemulighed, og her valgte vi meget hurtigt Alletiders Rejser, som sådan set er det eneste selskab, der rejser til Goa i Sydindien på det tidspunkt, hvor vi skulle af sted. Goa ligger ca. 3 timers kørsel fra Mundgod, så det var den nærmeste mulighed.

Jeg ringede derfor ind til Alletiders Rejser, og meget hurtigt fandt vi ud af at få alle rejserne bestilt samt tilladelse til at have ca. 700 kg ekstra udstyr med flyet. Det hjalp lidt, at jeg under samtalen fandt ud af, at jeg havde haft rejsekonsulenten i praktik i klinikken. Derudover var flyselskabet meget positive med hensyn til overvægten, da de hørte formålet med rejsen. Da vi skulle starte klinikken op fra bunden dernede, så skulle vi have praktisk taget alt udstyr med hjemmefra, så omfattende lister skulle udarbejdes.

Der skulle også findes sponsorer til alt udstyr og andre udgifter, men dette skulle vise sig ikke at være noget problem. Langt de fleste firmaer var meget velvillige til at hjælpe med projektet. Tilladelser til at komme ind i Indien, det er ikke det store problem, det tager derimod lang tid at få visum til selve settlementet. Op til 3 måneder, og da H.H. Dalai Lama tilfældigvis skulle komme til området samtidig med os, ja så var der endnu længere ventetid, da der var mange, der skulle ind i området.

Udstyret:
Selve medicinen søgte vi forskellige firmaer om. Vi vidste, at vi ville komme til at arbejde under rimeligt simple forhold uden mulighed for inhalationsanæstesi, dvs moderne bedøvelsesmetoder som på hospitalerne. Derfor måtte vi vælge en bedøvelsesmetode, hvor vi kun skulle give hundene et enkelt stik i en muskel for at bedøve dem. Ydermere kunne vi kun forvente at få fat i hundene en enkelt gang, så alle behandlinger og undersøgelser skulle foretages på samme tidspunkt, og det materiale, som vi syede hundene med, skulle være selvopløseligt. Normalt fjerner man ellers suturerne efter ca. 10 dage.

Udstyrsmæssigt skulle vi have alt med, selv den mindste kanyle, og en ganske omfattende liste blev lavet. Vi startede med at ringe til diverse sygehuse, og alle var igen meget positive. Jamen, de ville meget gerne samle udstyr sammen til os, hvis vi ville komme og hente det. Der var lidt pudsige episoder, da jeg ringede rundt til hospitalerne. Ved opringningen til et sygehus bad jeg om at blive stillet om til steriliseringscentralen, hvor operationsudstyret bliver steriliseret. Dette er den afdeling, der normalt samler gammelt operationsudstyr sammen. Hvorefter jeg blev stillet om til gynækologisk afdeling!

En anden opringning til et hospital medførte også en misforståelse. Jeg startede med min sædvanlige salgstale til en dame på sterilcentralen, hvor jeg fortalte om projektet, at vi skulle ned til Sydindien for at sterilisere tævehunde, og at det var et projekt, der havde H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Jeg fik besked på at ringe 14 dage senere, for så ville afdelingssygeplejersken være tilbage fra sommerferie. 14 dage senere får jeg så fat i hende, hvorefter hun glæder sig meget til at høre om projektet, da hun har hørt, at vi skulle ned for at kastrere lamaer i Sydamerika – H. C. Andersen har ikke levet forgæves!

Vi kunne faktisk samle det meste operationsudstyr via sygehusene. Meget suturmateriale fik vi fra dyrlæge Carsten Grøndahl fra Zoologisk Have, som var konsulent på vores anæstesi af hundene. Og resten af udstyret kunne firmaerne Boehringer Ingelheim, E-Vet, Kruuse og Merial hjælpe os med. Alt udstyret blev samlet og pakket ude på Centrum Dyreklinik i Rødovre. I vores fagblad havde vi en kort henvendelse til kollegaer om at sende forskelligt udstyr til projektet. Og her mødte vi også stor interesse. En masse udstyr dukkede op, bl.a. røntgenapparatur. Og på møder med kollegaer og også i det daglige har vi fået mange henvendelser fra kollegaer, veterinærsygeplejersker og klienter, som gerne ville være med til projektet.

Tiden nærmede sig, til vi skulle af sted, og et stormøde blev holdt. Her blev lavet en arbejdsbeskrivelse samt en arbejdsfordeling. Mange andre ting blev diskuteret igennem, og vi sluttede af med god stærk indisk mad, så stærk at Jens overvejede, om han skulle blive hjemme. Under maden talte Gunver, som er meget alternativt tænkende, om spirituelle oplevelser. Nogle i selskabet fik lidt tomme øjne, da der blev talt om “ud af kroppen” oplevelser. Da Gunver så begyndte at tale om Dalai Lama og Lakha Lama´s samtaler om deres fælles oplevelser for 11 reinkarnationer siden, ja så faldt yderligere en stor del af selskabet fra. Og da der blev talt om, at det eneste, at der var tilbage af en lama, efter han var gået ind på et værelse for at komme videre i sine inkarnationer, var negle og hår, ja, der røg de sidste standhaftige. Men det har jo nok dybest set noget med vores uddannelse og hverdag at gøre.

Inden afrejsen fik vi desværre et par frafald. Efter 11. september var der flere, som havde betænkeligheder ved at tage med. Dels på grund af flyrejsen, og dels på grund af verdensdelen. Nu var det jo Sydindien, at vi skulle til, så risikoen for, at vi skulle blive involveret i konflikten, var jo meget lille. Men vores filmmand meldte fra, og vi havde ikke mulighed for at få et nyt filmhold koblet på opgaven p.gr.a. visumreglerne. Ydermere meldte Anita, vores anæstesisygeplejerske, fra som følge af arbejdsforhold.

Rejsen:
Og da vi mødte op på Centrum Dyreklinik d. 26. december om aftenen, spændte og forventningsfulde, så måtte Per Rasmussen melde fra på grund af sygdom. Dette var meget sørgeligt, da han var en af de første og mest entusiastiske på projektet. Han skulle også undervise munkene dernede sammen med Niels Brendorp. Men af sted skulle vi jo, og efter at have pakket ca. 40 store kuf-ferter og tasker ind i 4 taxier, så drog vi af sted mod lufthavnen.

I lufthavnen fyldte vi vores helt egen kø. Der var lidt problemer ved check-in, da de havde sat vores hjemrejsedato til d. 10. januar, og når man nu har betalt frem til d. 17. januar, så ville vi jo gerne have bekræftet det. Endelig lykkedes det, selvom Lasse i mellemtiden havde taget et ungt pars kufferter med også. Retfærdighedsvis må det siges, at de til forveksling lignede vores, og at vi jo havde mange kufferter med. Derimod var det måske mindre heldigt, d. 11. september i mente, at Lasse absolut ville have sit puste-rør til bedøvelse af hunde med ind i kabinen. Det var sikkerhedspersonalet mindre fleksible med.

Flyveturen var som alle andre flyveture, med ondt i ryggen og krampe i benene og man er fortvivlet over, hvor langsomt at flyveren på skærmen flytter sig over landkortet. Det er næsten samme fornemmelse, når man på løbebåndet i motionscenteret skal løbe 10 km og følger kilometertælleren.

Samtidig skulle man se Mel Gibson i en film om at forstå en kvinde. Den må komme ind under science fiktion.

Ankomsten:
Endelig landede vi og steg ud i 33 graders varme. Goa´s lufthavn er ligeså spændende som alle andre lufthavne i den tredje verden – nedslidt, kold (på trods af varmen), og man føler sig absolut ikke velkommen. Ved paskontrollen har man faktisk mest lyst til at vende om, men når man har prøvet at komme ind og især ud af Israel, ja så skal der noget til at ryste en. Det lykkedes nu ganske glimrende i Goa, for da vi nåede bagagekontrollen, så gik alt galt. Jeg mente at have rigtig god samvittighed, da jeg flere gange havde skrevet til den indiske ambassade i Danmark. Til sidst havde jeg fået at vide, at vi ikke skulle have tilladelse af dem, idet vi var officielt inviteret, og derfor kunne tage alt med til dette projekt. Frejdigt gik jeg derfor hen til tolderne med mine papirer. Hvad der derefter skete, står ikke helt klart, men meget hurtigt var der ca. 10 toldere, som hver især havde deres mening om vores bagage.

Beslaglæggelse i Indien, 2001Det skulle senere vise sig, at indere hylder det princip, at jo flere der er omkring et problem, jo længere tid tager det, og jo mere kompliceret kan man gøre det. Men der er selvfølgelig også ca. 1 milliard mennesker, som skal holdes i arbejde. Efter heftige diskussioner, hvor vi måtte gøre dem opmærksom på, at de ikke kunne beholde vores blodprøveudstyr, medmindre at de ville præsenteres for et erstatningskrav, da det skulle holdes på en temperatur på 4 – 8 grader, endte det med, at de beholdt alt vores medicin. Her gjorde de os venligt opmærksom på, at det ville tage ca. 14 dage, før at vi kunne få det igen, men at vi da var meget velkomne til at kontakte toldmyndighederne næste dag. Det viste sig nemlig, at medicinen skulle analyseres i Mumbai (tidl. Bombay) ca. 500 km længere nordpå. Vi var chokerede, dette kunne ødelægge hele vores projekt. Slukørede gik vi ud til taxierne, som skulle køre os ned til vores hytter ved stranden. Der var ca. 15 personer udenfor, som ville have en masse penge for at tage vores kufferter ud til bilerne, og det var vi lige i humør til at diskutere på det tidspunkt. Man er altså aldrig i godt humør, lige når man kommer ud fra en lufthavn i den tredje verden, men gudskelov ændrer det sig næsten altid på køreturen derfra.

Tibetansk mand i Indien, 2001Landskabet ændrer sig fra de dødssyge store reklamer og grimme byggerier omkring lufthavnen til et spændende landskab med levende, sprudlende og smilende mennesker overalt. Som regel er chaufføren også snakkesaglig og smilende, men det giver jo også lidt flere drikkepenge. Vores chauffør hed John Fernandez, og så kan man jo selv gætte, hvilket herredømme, som Goa har været under. Byggestilen er da også meget portugisisk inspireret, ligesom halvdelen af befolkningen i Goa er katolikker.

Banansælger i Indien, 2001Da vi kørte forbi en del katolske kirker, hvor der var bryllup, begyndte vi at tale om deres måde at holde bryllup på hernede. Det er bestemt ikke billigt. Et almindeligt bryllup koster nemt 3 – 400.000 rupees, som svarer til ca. 70.000,-. Dette skal ses i forhold til, at årslønnen for en arbejder typisk er 5 – 10.000,- og for en dyrlæge ca. 18.000,-. Og her kan nemt dukke ca. 1500 personer op. I Danmark ville indbydelserne alene beløbe sig til ca. 20.000,-. Og hvor skulle man lige få plads til 1500 personer?

Men der kan ikke være mange, der når den giftemodne alder i den indiske trafik. Som passager i en indisk taxi skal man være ikke kun nihilist, men også fatalist, da det er ren dødskørsel, der bliver præsteret. Jeg troede, at jeg havde prøvet sindssyg kørsel i både Rom og Thailand, men kørsel i Indien slår alt. Udover de almindelige bilister og 2 hjulede trafikanter er der også hunde, køer, får, ja sågar aber på vejene. Og slitagedelene på en typisk indisk bil er helt klart hornet, speederen og lyset. Overraskende nok så så vi faktisk ikke nogle uheld under hele vores ophold i Indien, og bilerne havde ikke nogle buler.

Godt trætte nåede vi Palolem Beach, hvor vi skulle tilbringe et par dage ved stranden, inden vi skulle ind til området og arbejde.

Solnedgang i Indien, 2001I ly af mørket fra en af de – skulle det vise sig – utallige strømafbrydelser fandt vi vores strandhytter. Begrebet vekselstrøm giver en helt anden og meget mere håndgribelig mening i Indien end her. Vores logi bestod af bambushytter på 2 meter høje pæle. Meget romantiske og hyggelige. Både restaurant og hytter var opført, så de væsentligste dele af dem kunne fjernes, og resten overlades til naturkræfterne, når monsunen til foråret holdt sit indtog. Restauranten lå lige ud til stranden og lige ved hytterne, så vi kunne både sidde på restauranten og på terrassen i hytterne og kigge ud på solnedgangen over det Indiske Ocean. Hvem sagde Bounty ferie? Oplevelserne i lufthavnen gled da også i baggrunden, når man kunne nyde et lækkert indisk fiske- og skaldyrsmåltid sammen med en kold Kingfisher, som er den lokale øl, der “desværre” kun fås i flasker med 650 ml. Og så derefter falde i søvn til bølgebruset fra havet.

De første dage med det indiske toldvæsen:
Jeg vågnede med et sæt….. hvad var klokken? Vi skulle til lufthavnen igen for at forhandle om medicinen, og jeg havde været vågen flere gange på grund af alle de nye lyde udenfor. Turen til toiletterne var om natten fuld af farer. Man skulle tilbagelægge næsten 100 meter mellem andres hytter skarpt overvåget af hotelejerens hængebugsvin, og vagten, der var udstationeret på området om natten, sov sædvanligvis både længere og tungere end nogen af de gæster, som han skulle sikre mod ubehageligheder. Mågerne startede med at skræppe op, da fiskerbådene kom ind tidligt om morgenen. Efter en hurtig morgenmad så var det samme tur igen efter 12 timer, meget spændende! Men man fik da set tingene i dagslys, og særligt fik man set mange bygninger fra den portugisiske tid. De var ikke ligefrem vedligeholdt, men til gengæld så man nogle store olietanke ved havnen, hvor der var malet kunst på.

Vi ankom til havnens toldkontor, som skulle have modtaget vores medicin ifølge lufthavnens toldpersonale. Denne kontorbygning lignede alle andre offentlige bygninger i Indien, beton med uringule vægge uden udsmykning og med neonlys og møbler fra det russiske overskudslager fra 1. verdenskrig. Den eneste udsmykning var skilte med “No smoking – no spitting”. Især det sidste forbud havde mange meget svært ved at tage seriøst man kunne få det indtryk, at spytning på offentligt område regnes for en menneskeret i Indien. Men der var et utal af let overvægtige indiske mænd i lette skjorter og bukser og slanke kvinder i ulastelig rene sarier (lange klædestykker, som snos omkring kroppen). Alle bærer mange guldsmykker, især gifte personer.

På dette meget spændende kontor talte vi først med en ældre, men meget flink person, som sagde, at vi skulle tilbage til lufthavnen, da det var deres problem. I lufthavnen sagde de derimod, at det var toldkontorets problem. Se, dette burde ikke tage lang tid at få sagt dette, men 2 timer efter at vi var ankommet til kontoret på havnen første gang, ja så var vi tilbage igen, men noget mere ophidsede. Dette tror jeg, at de bemærkede, for pludselig var der 5 personer inde på den ældre mands kontor. Og nu skete der overraskende nok noget. Efter lidt ophidset samtale blev de enige om, at lufthavnspersonalet bare skulle have ladet os gå direkte igennem ifølge deres nye lov, hvor små mængder af medicin frit kan indføres uden problemer. Men nu var de officielle papirer jo lavet, så nu kunne de ikke bare lade os gå.

En rum tid gik nu med at overbevise dem om, at medicinen udelukkende var til veterinært brug og ikke narkotika til mennesker. Efterhånden gik det op for dem, at man af meget åbenlyse økonomiske årsager normalt smugler narkotika ud af Indien og ikke ind, men jeg måtte alligevel højt og helligt love, at der ikke var narkotika i vores medicin. Dette voldte mig lidt besvær, men jeg spurgte ham forsigtigt, om de opfattede methadon som narkotika. Han spurgte, om hvad vi brugte methadon til, hvorpå jeg svarede, at det var et smertestillende middel til hundene, og at det blev brugt til afvænning af narkomaner i Danmark. Nej, det regnede de ikke som narkotika. Så var det pludselig meget nemmere at svare ja til, at vi ikke havde narkotika med! Til sidst ringede de ned til lufthavnen og skældte dem godt ud, hvorefter de udfyldte en forfærdelig masse papirer, som skulle gå gennem en masse mennesker. Faktisk så mange mennesker, at klokken efterhånden var blevet 7 om aftenen, og vi skulle komme igen næste dag. Det ville koste ca. 10.000 rupees i afgift, men det var åbenbart den eneste måde, at det kunne lade sig gøre på. Og så kan man godt bande over personalet i lufthavnen, som havde givet os 16 timers unødvendig arbejde, ca. 15.000 rupees i udgifter og 2 dage mindre på stranden. Men fra, at vi på et tidspunkt ikke at kunne få medicinen, og så til nu, hvor den var tæt på, ja så var vi nået et langt stykke.

Eremitkrebs i Indien, 2001Næste morgen var Gunver taget af sted tidligt, og vi andre nød driverlivet på stranden. Igen en afslappende dag dog på nær en enkelt episode, hvor der pludselig var en havslange lige bagved Jens i vandet. Den var dog meget lille, og normalt kan de ikke bide gennem menneskehud, medmindre de er store eller får fat et tyndhudet sted.

Niels og jeg gik ud til en lille ø ud for stranden, og her nåede Niels at blive bidt af en eremitkrebs i tåen. Det vrimlede med eremitkrebs. På øen stod der helt ud til vandet et helt nøgent og kroget træ med en ravn, som skreg. Jeg fik associationer til Nordisk Mytologi og mystiske varsler. Var det et tegn om, at alt ville gå galt på denne tur?? Det skulle gudskelov vise sig ikke at være tilfældet. Resten af dagen gik med indkøb, klappe mange af strandhundene og dase. Gunver kom ved aftenstid med al medicinen. YES!!

Rejsen til Mundgod:
Vi fik pakket alle vores ting og drog af sted ved aftenstid, kun 1 time senere end planlagt. Vi kørte en del i bjerge, jeg troede ikke, at man kunne overhale i de situationer, som disse chauffører gjorde. Da vi kørte ind i Karnataka provinsen fra Goa blev vi stoppet 3 gange. Først for at køre ud af Goa, derefter for at køre ind i Karnataka og til sidst var der en politispærring, hvor de ville have penge vistnok for ikke at kontrollere indholdet af bilerne.

Én af grænsevagterne spurgte Nils, hvad der var i hans taxa. Nils, der på det tidspunkt var temmelig medtaget af en fødevareforgiftning og ikke følte trang til de helt store udredninger om bagagens indhold, svarede bare, at taxaen var belæsset med “boxes”, hvilket enhver jo kunne se var rigtigt. Da betjenten i det samme så, at hans kolleger havde fået den forventede bestikkelse, satte han en betydningsfuld mine op og sagde: “Boxes are OK”, og der blev ikke kontrolleret noget som helst. Det viste sig, at chaufførerne kunne prutte om prisen. Man kan jo diskutere, hvor meget af den afgift, der kommer i statskassen.

Vi så også den eneste elefant i Goa med flotte metaludsmykninger på stødtænderne. Lasse forklarede, at de havde det på for, at de ikke skulle flække, når de arbejdede. Sidste 40 km var ren vaskebræt-kørsel. Ved nogle byer i området var der vejskilte med løbende børn.

Inde på det tibetanske settlement område var der helt anderledes. Når man passerede grænsen mellem indisk og tibetansk område, var man ikke i tvivl om, om man nu forlod eller kørte ind i en flygtningelejr. Sagen var imidlertid den, at enhver ville tro, at det var det indiske område, der var flygtningelejren og ikke omvendt. Settelmentet havde flotte klostre, flotte velholdte bygninger, masser af tibetanske skilte og flag. En del af denne udsmykning var til ære for H.H. Dalai Lama, som var på besøg der for at velsigne den nye store klosterbygning på Ganten klostret.

Lakha Lama, Pia, Gunver og nogle munke tog imod os, da vi ankom. Vi fik vores værelser, som var helt nye med bad og toilet. Til lyden af utallige hundeglam og – slagsmål faldt vi i søvn. Der skulle nok være arbejde til os hernede.

Vi vågnede til lyden af utallige bilhorn og jublende glade og råbende munke, som skulle til forelæsning med H.H. Dalai Lama. Efter et iskoldt bad fik vi morgenmad på munkekollegiet. Pandekager og butterthe (smørthe). Det var en ny oplevelse!

Inden indretning i Indien, 2001Dyrlægearbejdet:
Nu skulle vi til at bygge vores klinik op. Oprindeligt skulle vi have været i et traktorværksted, men det var i sidste øjeblik blevet ændret til et Coca-Cola depotrum. Elektrikeren var absolut ikke helt færdig, men det skulle vise sig ikke at være det store problem, idet strømmen som regel var væk det meste af dagen. Mange af vores operationer blev meget afhængige af, at vi med vores erfaring nogenlunde vidste, hvor vi skulle søge, og derfor kunne foretage det meste i tusmørke. Godt, hospitalstilsynet ikke kom på inspektion! De ville nok også have haft nogle kommentarer til vores operationsrum, som bestod af Coca-Cola kasser med træ- og marmorplader på.

Niels og Lasse opererer i Indien, 2001Udenfor på terrassen satte vi 2 borde. Det ene bord var til sundhedseftersynet, hvor der blev undersøgt ører, øjne, tænder, hjerte/lunger, hud/pels og kønsorganer. Samtidig fik hundene også her parasitbehandling og en microchip, så vi nemt kunne holde styr på, hvilke hunde, der havde været gennem systemet. Det andet bord fungerede så som kontor, hvor journalen blev skrevet.

Lille hund i bad i Indien, 2001Herefter blev hundene så badet, hvis der var behov for dette, og det var der i langt de fleste tilfælde. De fleste hunde havde parasitter såsom skabmider og hårsækmider, hvor vores medicin har en god effekt. Der var selvfølgelig også loppe- og luseproblemer, men dette havde vi ikke præparater med til, da vi hjemmefra havde vurderet skabproblemet til at være det største. Samtidig var der også mange hunde med orm, både spole- og bændelorm. Især hvalpene var plaget af spolorm.

Efter badet fik hundene antibiotika og blev bedøvet. Hundene blev herefter barberet, vasket og sprittet af, og operatøren blev iført hue, maske og handsker.

Efter indgrebet, som efterhånden blev samlebåndsarbejde, blev hundene lagt til opvågning efter at have fået smertestillende medicin.

Dalai Lama passer på udstyret i Indien, 2001Vi havde ingen dødsfald i forbindelse med operationerne, og her skal man tænke på vores meget primitive arbejdsforhold samt hundenes helbredstilstand med stor parasitbelastning -og dårlig ernæring. Under opvågningen, som foregik lige udenfor vores operationslokale på måtter, var der hele tiden en stor skare munke, tibetanere og indere, som holdt øje med hundene. Når hundene var vågne nok, blev de båret eller kørt ud til deres område af munkene.

Kollektiv hundeopvågning i Indien, 2001Nogle udvalgte patienter:
En af de første patienter var en meget svækket hund med det ene øre næsten bidt af og med utallige maddiker i såret. Niels fik æren af denne operation, som forløb godt, men hunden døde desværre næste dag.

Derudover så vi først en del tævehunde, som havde hævelser i skeden, som vi først vurderede til at være kommet i forbindelse med parring eller slagsmål. Men da vi fik en privat hanhund ind med blødning fra penis, ændrede vores opfattelse sig. Herhjemme er prostataproblemer eller blærebetændelse højt på listen ved blødning fra penis, men dette var en kræftsygdom i kønsdelene, som overføres ved parring. Det var meget udbredt blandt hundene.

Vi så også en enkelt kat med kraftige forandringer i hoved og på ører. Diagnose: Kattens skabmide. Der kom så højt et brøl fra vores hudspecialist Birgit Holm, at jeg troede, at miden havde sprunget op gennem mikroskopet og bidt hende i øjet. Denne mide ser man nemlig ikke i Sverige eller Danmark. Vores hudspecialist havde i det hele taget en herlig tur – næsten som en ægyptolog, der står med en graveske i hånden midt i en uåbnet kongegrav ved Nilens bred.

Tibetanske børn med hvalp i Indien, 2001Tilskuere og hjælpere:
Alle vores operationsdage var et tilløbsstykke uden lige. Ved terrassen, ved vinduerne ind til operationsstuen og ved opvågningsgården var der en kødrand af tibetanere, indere og munke. Selv når vi efter lysets forsvinden om aftenen sad i klinikken og delte en flok øl fra kølekassen, udgjorde vi et tilsyneladende attraktivt mål for de lokales nysgerrighed. De fleste blev stående så længe, at man kunne blive helt misundelig. Derhjemme hænger man i en klokkestreng, og her betyder tiden intet. ….. og de virkede glade og lykkelige.

Munkene i deres mørkerøde munkedragter var et eksotisk indslag i hverdagen. Og mange af dem var med til at hjælpe. De fangede hunde, de hjalp til med at vaske og holde dem, de bar dem ind og ud af operationslokalet, og de holdt øje med dem, mens de lå til opvågning. Lakha Lama’s tilstedeværelse og meget synlige engagement i projektet stimulerede mange af munkene til at komme op i omdrejninger og give et nap med – det var lidt som at komme til et katolsk land ledsaget af jomfru Maria i levende live.

Mads hjælper en canadisk munk i Indien, 2001Der var også udenlandske munke, og her havde vi hjælp af en canadisk munk, som var en meget stor hjælp i de 3 dage, han var der. Han var blevet buddhist efter at have været narkoman i mange år, og nu ville have leve resten af sit liv som munk. Han var en spændende og intelligent fyr at snakke med, og han foretog sig nogle små pudsige ting. Han satte skrevne mantraer (tekster) op på væggene, som vi kunne fremsige, når vi var ved at løbe tør for energi. Når vi foretog en sterilisation af en drægtig tæve, så stod han og velsignede hvalpene i livmoderen, når vi fjernede dem. Han havde også en Tibetansk/Engelsk ordbog, som havde nogle pudsige sætninger. “Yes, I have Tuberculosis”, “No, we are not going to China” og “Is this musik the last Hindi-pop?” Vi havde også andre meget positive oplevelser. En japansk nonne og en brasiliansk kvinde hjalp også til, ligesom flere udlændinge og munke kom til klinikken for at give donationer. Der var bl.a. 2 amerikanske kvinder, som havde samlet 10.000 US $ sammen til hundearbejde i Indien, og de var meget positive overfor vores projekt.

Mogens Hansen og holdet i audiens hos Dailai Lama i Indien, 2001Mødet med H.H. Dalai Lama:
En af de helt store oplevelser ved vores ophold i området var vores audiens hos H.H. Dalai Lama. Der var lavet et stort forarbejde for at få audiens hos ham, og på grund af dels projektet, som H.H. Dalai Lama havde ønsket i 20 år, og dels Lakha Lama´s høje status i det tibetanske samfund, så lykkedes det at få presset en audiens ind i hans meget stramme program.

Jeg regnede med, at man gik lige ind til ham, men nej. Der var ca. 5 sikkerhedscheck på området. Først kom man til klostret, hvor alle, der ikke var registreret til mødet, skulle blive i klostrets kollegium. Derefter blev man stoppet ved 2 vejspærringer, hvor man ved den sidste skulle vente i ca. 1 ½ time, inden H.H. Dalai Lama ankom med politieskorte. Der var massive politiafspærringer rundt om hele ankomstpladsen. Han blev modtaget af ceremoniel musik med store “Waldhorn” lignende instrumenter. Det nærmeste, som lyden kan komme en sammenligning, er en hæs elefants parringsbrøl. Vi skulle senere erfare, at der meget nær vores guesthouse var en musikskole, hvor de startede øvelseslektionerne på disse instrumenter klokken meget tidligt om morgenen. Til gengæld standsede deres musiklektioner så først meget sent på aftenen.

Herefter blev vi vist ind i et stort rum, hvor der ventede ca. 150 personer på at få H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Dette foregår ved, at de går forbi ham, mens de modtager hans velsignelse. Lidt ligesom når Dronning Margrethe giver håndtryk til en masse personer. Mange har ventet i mange år på denne mulighed, og mange får aldrig chancen. Hvorimod os, som ikke engang er buddhister, har fået ca. 15 minutter til et interview med ham. Vi skulle yderligere gennem 2 kropsvisiteringer samt en metaldetektor, før vi var klar. Sikkerhedscheckene viste sig effektive: Ulla fik konfiskeret en schweitzerkniv af en securitymunk, der ikke forstod, at en svensker føler sig nøgen uden noget på sig, som kan åbne en øl. Den blev dog pænt returneret efter besøget.

Endelig kom vi ind i det allerhelligste, hvor H.H. Dalai Lama modtog os. Der blev filmet og taget billeder, mens vi modtog hans velsignelse af projektet. En stor oplevelse!

Efter interviewet måtte vi gå hele vejen tilbage til vores hus, idet vejene var spærret. H.H. Dalai Lama skulle nemlig den vej ud og besøge nogle settlements. Alle stod ved vejen og bukkede, da han kom kørende forbi. Der er en meget stor respekt og kærlighed til H.H. Dalai Lama. Jeg kan godt forstå, at der bliver passet godt på ham, han må virkelig være en torn i øjet på kineserne.

Nytårsaften:
Vi tog ind til Mundgod, som er en indisk by i settlementet. Sikken kørsel, man sætter ikke farten ned, når man kører ind i byen, men bruger bare hornet mere flittigt. Der er kun millimeter fra køer, grise, småbørn og kvinder i sari med kastemærke.

Stærk øl i Indien, 2001Det var nytår om aftenen, så vi købte 2 kasser Kingfisher og Knock Out (lokale øl – den sidste er en stærk øl, hvis man skulle være i tvivl), et par flasker rødvin og noget rom. Derudover var Jens meget stolt over at have købt ægte Cognac og Whisky i Goa. Så om aftenen kom flaskerne på bordet sammen med den fantastisk gode mad, som munkekokkene diskede op med hver aften. De skulle starte en restaurant i Danmark, de ville score kassen! Da vi åbnede Jens´ flasker, viste det sig, at indholdet ikke helt svarede til etiketten. Faktisk var det alkohol med essens, og det smagte ikke specielt godt! Men det virkede. Da vi sad og var blevet lidt lystige, kom Lakha Lama og sagde, at der var 2 køer med problemer, som vi skulle ud til.

Den første ko havde de været 5 mand om at trække en for stor, død kalv ud af. Så der var en tilbageholdt efterbyrd og sår i livmoderen med lokal bughindebetændelse. Mens Tine stod med hele armen inde i koen, blev der sagt godt nytår. Det blev en nytårsaften, som ikke ligner de andre!

Ko med benbrud i Indien, 2001Den anden ko havde et åbent, splintret knoglebrud med infektion mellem has og hov. Munkene havde selv lavet en skinne af træstykker, som var syet sammen. Den fik lagt en gibsskinne, og ligesom den første ko fik den selvfølgelig antibiotika og smertestillende medicin.

Aftnerne:
Om aftenen tog vi over på klostret for at høre munkenes diskussioner, som foregår ved at en munk sidder på jorden og skal svare på de spørgsmål, som en stående munk stiller ham. Når han stiller et spørgsmål, tramper den stående munk i jorden med den ene fod, mens han slår hænderne sammen. Og når dette bliver udført af 400 munke hele tiden, så larmer det en del. Men livligt er det! Vi så også deres køkken, og der var nogle meget store gryder. Alene gryden til te var på størrelse med en jacuzzi.

Aftenbuffet i Indien, 2001Vi var tit indbudt til middag på forskellige klostre. Til disse middage får rinpocherne (reinkarnerede lamaer) deres egen mad af munkene, mens resten af selskabet selv tager mad fra en buffet. Og altid var det pragtfuld mad. Inden maden bliver der holdt små taler, både fra værten og fra gæsterne. Når måltidet er færdig, ja så spilder man ikke tiden med unødvendig snak. Så bryder man op og tager hjem. Dog var der en enkelt gang, hvor vi efter middagen gik ned i et tempel for at meditere sammen med 8 rinpocher. Mens meditationen stod på, messede de 8 mænd, og det gav en speciel følelse af at være i en helt anden tilstand.

Deres messen var om at give os et langt og lykkeligt liv. Buddhisternes filosofi er, at hvis man tænker og udtrykker noget positivt, så giver man energi til at det vil ske. Omvendt hvis man tænker negativt, så nærer man det onde, og ondt vil ske. Derfor var H.H. Dalai Lama’s vigtigste ord, da han var i Danmark, at man altid skulle tale godt om alle, og hvis man ikke kunne dette, så skulle man i det mindste ikke gøre ondt.

Den sidste aften var alle de øverste ledere af klostrene sammen med den civile områdeleder til middag hos os. Der blev talt om fremtiden i området, bl.a. om et dyrehospital til både hunde og kvæg. Derudover sagde vi i vores tale, at sundhedstilstanden hos hundene i området ville bedres meget, hvis munkene tog hundene til sig på sand buddhistisk vis og plejede og fodrede dem. Lederne virkede meget interesseret i vores råd og ville udbrede dette blandt deres munke.

Besøg på en røgelsespindefabrik i Indien, 2001Vi nåede at besøge flere klostre, bl.a. et nonnekloster, ligesom vi så tibetanernes værksteder, hvor de bl.a. laver flotte håndknyttede tæpper og røgelsespinde. Et andet værksted syede skoleuniformer. Hvis vi havde det herhjemme, så ville mange teenageforældre spare mange penge på modetøj, og der ville ikke være så meget mobning på grund af tøjet. Vi besøgte også de gamles by og et menneskehospital. Både de gamles by og hospitalet var velfungerende, og hospitalet var rimeligt moderne indrettet. Specielt var tandlægeafdelingen på hospitalet moderne, og her så vi en munk få ordnet sine tænder. Jeg lagde mærke til, at sokkerne har samme farve som dragten.

Afrejsen:
Da vi havde nået de 300 hunde, som vi havde udstyr med til, ja så kunne vi ikke foretage os mere. Vi havde set på vores ture rundt i området, at der var mange hunde med vores halsbånd på, men der var 5 – 10 gange så mange uden. Og der var masser af problemer med kvæget i området, som vi kun lige havde set overfladen af. Blandt andet var der ikke nogen i området, ikke engang på hospitalet, som kunne fortælle os, hvilken form for tuberkulose som menneskene blev syge og døde af i området. Var det menneske- eller måske kvægtuberkulose?

Dette bekræftede os i, at projektet kun lige er startet, og at der er masser af arbejde dernede endnu. De sidste dage dernede havde vi selskab af en indisk dyrlæge, som var blevet ansat deltids for at fortsætte vores arbejde. Men uden lokaler og kun en dag om ugen, ja så kan det kun blive lappearbejde, og det glider tit ud i sandet. Derfor tog vi derfra med den plan, at der skulle ske noget mere i området, og at vi ville arbejde på det, når vi kom hjem.

Samtale med indisk dyrlæge i Indien, 2001Projektets fremtid:
Vores projekt i Indien har været en meget stor oplevelse. Både menneskeligt og veterinært. Og det har helt sikkert været et vigtigt projekt. Ikke så meget på grund af de 300 hunde, som vi nåede dernede, men mere fordi det har været et projekt, som har været savnet i de tibetanske områder i mange år. Der er intet veterinærvæsen i disse områder, og H.H. Dalai Lama har ønsket det i 20 år. Derfor er det meget vigtigt at videreføre projektet. Der er som sagt masser af hunde og kvæg, der trænger til hjælp.

Det næste skridt er at bygge et dyrehospital, hvor der kan behandles hunde og kvæg. Tanken er at bemande klinikken med en indisk dyrlæge samt tibetanske hjælpere. Senere ville det være ønskeligt at uddanne en eller flere tibetanske dyrlæger, hvor disse så kunne arbejde på dyrehospitalet samt i de andre tibetanske områder med mobile klinikker med udstyr fra dyrehospitalet. Samtidig ville det være muligt for udenlandske dyrlæger, veterinærsygeplejersker, teknisk personale og andre interesserede at bo på dyrehospitalet og deltage i det daglige arbejde. Dette ville være en stor inspiration for alle parter.

Tak:
Vi vil udtrykke vores store taknemmelighed og glæde over støtten fra følgende firmaer, som gjorde dette projekt muligt, dels med udstyr og medicin, dels med økonomisk støtte:

Boehringer Ingelheim Danmark
Bayer Danmark
Orion Pharma Animal Health
Novartis Animal Health
Merial Norden
Scanvet
Kruuse
E Vet
Dyrenes Beskyttelse
Rigshospitalet, Hillerød Sygehus og Frederikssund Sygehus

Billede_2

Graviditeter skaber problemer. Lise fra Costa Rica bliver bombarderet med hunde og katte, som er givet i julegave, men bliver sat på gaden, når de bliver gravide. Derudover har tre graviditeter blandt Lises fire medarbejdere skabt noget af en udfordring.[divider]Kære alle sammen

Nu er det tid til at sende jer alle en forårshilsen og sige MANGE TAK for jeres donation til mit arbejde. Jeg modtog 2.845 USD, som var meget, meget velkomne, idet dette arbejde jo er noget dyrt, men hvad der går godt, kommer ikke dårligt tilbage!

Vi har haft en del kastrationer. Gruppen i Puriscal arbejder uden mig, eller det vil sige næsten uden mig, for jeg betaler for dem, der ikke kan betale selv. Normalt har de ca. 80 dyr hver gang, og er der for langt imellem hver massiv kastrationsrunde, ringer de til mig og beder om individuel kastration, som I betaler for. Jeg har givet ok til det, men kun for tæver og hunkatte, der er gravide eller i løbetid. Hannerne kan vente, til de har en runde igen.

Jeg selv har lige haft en runde hos indianerne med 78 hunde og katte, som blev steriliseret. Temmelig godt gået for de fleste kom fra indianerreservatet. Jeg gav en god pris, det vil sige 60 kr. pr. dyr og en rabat, hvis den samme ejer kommer med flere end to. Det var godt nok noget bøvl med denne runde, idet sportsstedet, vi bruger, var uden elektricitet, og uden elektricitet kan dyrlægen jo ikke arbejde. Dels skal dyrene barberes på operationsstedet, og dels skal der lys til, når det bliver mørkt. Nå, jeg var temmelig nervøs og sagde til Isabel, ”løs problemet, for vi skal altså have elektricitet”. Ok, de har ingen penge, så vi aftalte, at jeg ville indgå med halvdelen af udgiften, hvilket var ca. 200 kr., og det var pengene værd med så mange dyr.

På et tidspunkt meddelte dyrlægen mig, at han var løbet tør for amoxicilina (et antibiotika), så vi ringede rundt for at høre, hvem der havde det. Jeg futtede af sted og købte det. Det er nødvendigt at give dette, således at der ikke opstår komplikationer med hensyn til infektion etc. Normalt har dyrlæge Blas altid antibiotika oralt, men det løb han også tør for, så jeg blev lidt ”mopset” og sagde, at i fremtiden vil jeg ringe til ham dagen før, så han kan tage rigeligt med af disse ting, eller at jeg ville tage det med, fordi jeg bare ved, at folk ikke tager tiden til at købe det, der skal til. Nuvel, pludselig kom der en fyr med en hund, som var blevet kørt over. Det havde han taget hånd om, og tæven så faktisk udmærket ud. Den skulle opereres, men han kunne ikke beholde hende. Jeg spurgte rundt blandt folket, men ingen ville tage hende, så det så ud til at blive mig. Men så kom der en gut, sin ringede til en veninde, og hun tog den lille, så jeg behøvede ikke at tilføje flere til de 25, jeg har i øjeblikket. Rigtigt mange kom og takkede for, at vi kom. Nu om stunder tage diverse dyrlæger i området en omkring 250 kr. for en kastration, så I kan jo godt se, at den pris, vi tager, er så billig, at vi kan få alle med.

I øjeblikket bliver jeg ”bombarderet” med tæver, der er sat på gaden. Det er for så vidt normalt på dette tidspunkt af året. Det er disse hunde og katte (hvalpe og killinger) der bliver givet i julegave, og som nu går i første løbetid, bliver gravide og så sat på gaden, fordi folk ikke gider det med hvalpe og problemet med at få dem afsat. Men ca. 4.000 personer har mit telefonnummer, og jeg hjælper med foder, ormemiddel, mælk, kalcium til moderen etc. men dyrene bliver hos dem. En god løsning og det er blandt andet det, jeres penge går til. Det er en ”win win”-situation, for dyrene bliver hjulpet, og costaricanerne lærer at tage hånd om gadedyrene ,hvilket de kan gøre, fordi jeg hjælper med udgifter, som de enten ikke kan tage eller ikke ønsker at tage, fordi hunden eller katten ikke er deres, men en der står på gaden foran deres hus og beder om lidt mad og hjemmets varme plus lidt ly for sol og vand. De beder faktisk ikke om mere.

Som jeg skrev senest, har jeg ikke flere schæferhunde udover min gamle gadehund Sissi, som klinger på sidste vers. Hun er nu ca. 20 år, og hendes mor blev 21, så måske har hun lidt tilbage, men jeg har besluttet mig for, at hun skal holde så lang tid, hun kan, men ser jeg, at hun har det skidt, må dyrlægen komme her og aflive hende. Jeg afliver praktisk talt aldrig hos diverse dyrlæger. Turen derhen plus stress er ikke nødvendigt. Det er langt bedre herhjemme i vante omgivelser. Sissi var møgskidt. fordi hun savnede mig i de tre dage, jeg var på min første rejse uden for Costa Rica, og det i 14 år. Hvad siger I så? Nå, der er kommet ”hul på bylden” og der skal lidt mere rejseaktivitet til. Noget min mand og jeg praktiserede i mange år, indtil han blev syg.

På hjemmefronten har jeg taget tiltag til, at nogle af hundene, jeg har haft i flere år, nu bor her i huset. Den ene er Betsy, som en indianerveninde brugte en hel dag på at indfange. Hun var gravid og fik sine fire hvalpe her. Den anden er hanhunden Dexter, som jeg hentede hos en dyrlæge, og som havde ”boet” i en transportkasse i mere end et halvt år hos ham, fordi dyrlægen mente, han var aggressiv og ikke egnet til adoption. Dyrlægen er nok noget at det bedste, vi har – specialist i benbrud – og DEXTER har været forpint over det hele; både forben, hofte og bagben, fordi han blev kørt over. Hans familie betalte alle operationer, men ville ikke beholde ham, fordi han jo var aggressiv. Well, jeg sagde til dyrlæge Alfaro: ”lad mig tage en stirrer på ham, og jeg vil sige dig, om han er aggressiv eller ej”, og hvad skete der? Hunden – en hvid boxer -rejste sig på bagbenene og ”omfavnede” mig. Jeg satte mig på hug, og han begyndte at slikke mig i ansigtet. Dexter er ikke aggressiv, men en hund, der holder på sin ret mht. mad og legetøj. Hvad der er mit, er mit, egentligt ikke anderledes end hos os mennesker. Man beskytter det, man har, og er der nogen, der prøver på at tage det, man har, opponerer man. Fuldstændigt naturligt. Dexter har haft erhligia, og jeg er faktisk sikker på, at det er kommet tilbage. Det gør det ofte, så jeg tager ham til et tjek hos dyrlægen for at få lavet en kit-test og så starte hans behandling, hvis det altså er nødvendigt. Han er tynd, men fordi han ikke spiser som han skal. Jeg har lige købt noget puppy-food og nogle vitaminer, så vi prøver lige det først. Der er ingen grund til at fylde en hund med antibiotika, hvis det ikke er nødvendigt. Han har et overdimensioneret hoved – et resultat af fjollede amerikanere, som vil have, at hovedet er stort. Det rene vrøvl – de avler med en ”storartet pedigree”, fordi folk vil have det, men resultatet er, at hunden har ca. 1 cm mellem tænderne og derfor ikke er i stand til at spise som en normal hund. Han kan ganske enkelt ikke tygge sin mad.

Maria, som hjælper mig i weekenden med at fodre og gøre bure rene, meddelte, at hun er blevet gravid og med en del problemer, så hun kan ikke komme mere, men at Yadira, (min hushjælp og hendes søster) vil overtage. Alle tiders tænkte jeg, indtil Yadira kom en morgen og sagde, at nu var hun også gravid. Gud hjælpe mig om ikke også Laura, som kommer om søndagen og hjælper med kastrationer, har meddelt, at hun ikke længere kan komme, fordi hun er gravid og i risikozonen. Indrømmet, jeg vidste sgu ikke lige, om jeg skulle grine eller græde, men har valgt at grine. Alle tre er gravide med ca. 14 dages tid imellem, og den gode Paul er temmelig ”mistænkt”, for de blev gravide fra det tidspunkt, han flyttede ind hos mig. Men det er nok ”amorinerne”, der har gjort sig gældende – disse som befinder sig her i huset. Ja, summa summarum: Ud af fire medarbejdere er tre gravide.

Forleden nat var hundene fuldstændig urolige og gøede som bare pokker. Jeg blev nervøs, for jeg lige havde købt en dyr pumpe til at pumpe vandet op i huset, så jeg tænkte, at der var nogen, der prøvede at hugge den. Det var imidlertid ikke tilfældet. Problemet var, at Tipper, Sara og Nille gik om bord i et pindsvin. Et af dem som ”skyder” piggene af, så turen gik til dyrlæge Laura, som brugte timer på at få piggene ud af såvel mund som indvendig hals på alle tre. Det er tredje gang, det sker, med normalt på dette tidspunkt af året hvor de vilde dyr søger vand, og det ved hundene og ligger på lur. Synd for pindsvinet som skød alle pigge af og derfor er uden forsvar.

Jeg er igang med at forberede en kastrations-runde i Tabarcia. Et sted hvor der kommer mange dyr, men dyrlæge Blas snupper ca. 15 dyr pr. time. Et teamwork med tre dyrlægestuderende, næsten færdiguddannede. De giver den første beroligende sprøjte, sørger for at de tre borde, han arbejder på, er klare, desinficerer hans udstyr etc. Jeg henter de opererede dyr og observerer, om de er ok efter operationen, trækker vejret normalt og stimulerer dem, der ikke vågner normalt. Så bliver de tjekket, får klippet negle, renset ører, hudproblemer bliver efterset, og ejerne bliver informeret om, hvad de skal behandle med. Jeg bøjer mig over hvert dyr ca. 10-15 gange, så I kan godt se, at det er meget, og dagen efter er jeg noget radbrækket, hvilket går over efter et par dage, så det er til at leve med.

Ja, det var vist alt for i dag. Her er regntiden begyndt til glæde for alle såvel planter som dyr. Vi har jo ikke de fire årstider som I. Kun to; tørke eller regn. Vi har det varmt – ca. 33 o C. Fire tukaner har lige besøgt os og ca. 40 små pericos de amor – små irgrønne papegøjer, som I kan købe i Danmark. Ikke noget jeg er særlig begejstret for. Jeg synes, at dyr skal være i naturen og ikke i et bur, hvis det kan lade sig gøre.

En varm forårshilsen herfra til alle. Jeg sender lidt sol.

Lise

Mona og Søren ved operationsbordetDyrlæge Søren Nielsen besøgte i januar 2013 sin katteklinik i Maldiverne, og med støtte fra Dyrenes SOS på kr. 5.000,- og mange andre, lykkedes det ham at hjælpe Maldivernes katte.
[divider]
“Rapport over mit besøg hos min kattepraksis i Maldiverne.” af dyrlæge Søren Nielsen

Efter en lang flyvetur med mellemlanding i Wien ankom jeg til lufthavnsøen Hulule lørdag d. 11. januar ved middagstid.

Toldeftersynet af min store kuffert indeholdende instrumenter og den indkøbte og donerede medicin gik glat, selv om den indeholdt mere medicin end jeg havde fået tilladelse til at indføre. Tolderen, der betjente røntgenanlægget, hvorigennem kufferten gled, var et øjeblik uopmærksom. Jeg fik senere at vide, at han var en god ven af Mona – min assistents – kæreste og var blevet informeret om min ankomst og bedt om at vende det blinde øje til.

Mona og min søn, Ulrik, der er ansat som pilot og flight operation manager på Maldivian Air Taxi og bor fast på den ø, som er forbundet med lufthavnsøen kørte os til sin lejlighed, hvor jeg blev installeret og kunne bo under mit ophold. Om aftenen tog vi færgen til Male´, hovedøen, hvor Mona bor og spiste på en restaurant, hvor vi planlagde slaget gang for de næste dage.

Næste dag tog jeg med færgen over til Mona, der bor meget centralt i Male´ bag politiets hovedkvarter og i en lille sidegade til gaden, hvor præsidentens palads ligger. Mona bor sammen med sin mor i et hus, hvor der afskærmet af en mur er en gårdsplads med store træer og anden bevoksning – noget helt unikt i en by, der ellers er fyldt med store bygninger, højhuse og meget lidt bevoksning og kun er ca. 200 hektar i areal, hvor der bor 100.000 mennesker.

På gårdspladsen er der opstillet en række åbne trådbure, hvor Monas 15 katte bor, men ellers har et dejligt liv med at kravle rundt i træerne og lege med hinanden. De er alle steriliseret/kastreredt af forskellige besøgende dyrlæger, der har arbejdet med Mona i de senere år, og de ser både velnærede og velplejede ud. Udover kattene har Mona fordelt på gårdspladsen i baljer og skåle, ca. 70 skildpadder, som hun ”opdrætter” og sætter ud i havet, når de har opnået en vis størrelse, så de ikke bliver ofre for rovfisk. I huset er der i forbindelse med gårdspladsen et opholdslokale, der blev benyttet til venteværelse og operationsstue, hvor vi brugte Monas strygebræt til operationsbord, opstillet ved en niche ud til en anden lille, åben gårdsplads, så der var tilstrækkelig lyst.

Vi brugte den resterende del af formiddagen til at pakke kufferten med indhold af instrumenter og medicin ud og fik det placeret på hylder og borde lige til at bruge. Kruuse havde jo doneret et dejligt sæt instrumenter og et passende kogekar, og det blev gjort klar til den første patient.

Mona og Søren ved operationsbordet

Mona, der jo i byen er kendt for at tage sig af syge katte, havde tilsagt patienter til resten af de næste dages arbejde, og vi begyndte med at sterilisere et par hunkatte. Den ene drillede lidt, for det viste sig, at den havde livmoderbetændelse – men kun i den ene gren af livmoderen.(Livmoderen hos katte og hunde har to grene og er nærmest facon som et Y) Den første halvdel jeg fiskede ud var normal, den næste, jeg fik fat i var en tarm- troede jeg – og først efter nogen tids roden rundt og udvidelse af såret, så jeg, at det ikke var tarm, men en udspilet livmoder-gren. Heldigvis holdt bedøvelsen til sidste knude var anbragt.

Resten af dagen gik med at behandle patienter og at aflive et par håbløse tilfælde, der ikke kunne opereres, og kastere en enkelt hankat.

Den næste dag havde Mona også tilsagt nogle kliniske tilfælde, som virkelig trængte til behandling. Det ene tilfælde var den kuppede præsident Nasheeds hustrus 19 år gamle kat, som havde en grim hudsvulst, der dækkede en stor del af den ene side af kroppen. Man havde forsøgt behandling med antibiotika foreskrevet at en Sri Lankansk dyrlæge, som var ansat som administrator i Landbrugsministeriet, men som vist var specialist i fjerkræ. Omfanget og varigheden af hudlidelsen var så stor, at jeg tilrådede, at katten blev aflivet, hvilket ”First Lady” Laila var enig med mig i, hvorpå jeg aflivede katten. Jeg har oplevet, da jeg arbejdede i Ægypten, at muslimer ikke vil aflive syge dyr, da det er Allahs vilje, at de skal dø af sig selv. Heldigvis oplevede jeg ikke noget sådant her, selv om Islam er statsreligion og der sker en tiltagende radikalisering.

En anden patient, som voldte problemer, var en tynd, mager kat, hvor det ene bagben var opfyldt af en blød, væskefyldt hævelse, som strakte sig fra hoften og hele vejen ned ad låret til hasespidsen. Jeg formodede at det var en byld, men da jeg åbnede den, viste det sig, at det var en cyste med ca. 200 ml indhold. Jeg lagde et dræn fra top til hasespids og håbede det bedste. Dagen efter havde den fjernet drænet og der havde dannet et nyt indhold. Et nyt dræn blev lagt og syet omhyggeligt fast. Alligevel har Mona efter min hjemrejse skrevet, at den også havde fjernet det nye dræn, så ejeren havde bedt om at få katten aflivet, hvilket hun så havde efterkommet.

s6
Et helt barokt tilfælde var en mager kat, der blev præsenteret med et ca. 8 cm langt, hævet, endetarmsfremfald, fuld af sår. Da jeg spurgte, hvornår man havde opdaget fremfaldet, var svaret: november!. Jeg sagde, at det kunne være umuligt at redde katten, men ville gøre forsøget. Jeg bedøvede katten, og bad Mona om noget smør til at smøre på prolapsen (fremfaldet) for at den kunne glide lettere ind. Det var næsten som at sætte livet ind på en ko der har skudt livet ud. Forsigtigt og tålmodigt lykkedes det mig at massere tarmen ind igen, mens Mona holdt den i bagbenene med armene lænet hen over strygebrættet. Jeg holdt så tarmen på plads med fingeren dybt begravet i katten og tænkte på det absurde i at stå her under Ækvator med fingeren i røven på en kat! Jeg ville så sætte en tråd rundt om anus, fuldstændig som snoren i en skraldepose, og bad om en kuglepen, jeg kunne erstatte min finger med og sætte tråden i og stramme den om kuglepennen, efterladende en passende gennemgang for afsætning af afføring. Det lykkedes, og jeg så patienten dagen før jeg rejste hjem, hvor vi havde tilsagt alle opererede katte til kontrol. Mona har nu fjernet alle tråde efter vore operationer og patienterne har det alle godt.

Desværre blev det ikke til så mange steriliseringer som ønsket, Det skyldtes, at tiden var knap og Mona havde ikke haft mulighed for indfangning af vilde katte, som færdes omkring affaldsdynger, der findes rundt omkring på øen, før de transporteres ud til en ø, hvor man prøver at løse det enorme affaldsproblem, der nødvendigvis opstår, når koncentrationen af indbyggere er så stor. Men man er klar over problemet, og prøver efter bedste evne at finde løsninger på det. Vilde katte samles omkring affaldsbunkerne om natten, men kan kun indfanges med fælder, som ikke findes. Til gengæld fik vi så gjort nogle syge katte raske.

 Kat med tarmfremfald.jpg fra picasa
Fremtiden for en løsning af katteproblemet blev diskuteret også med ”First Lady” madam Laila, som er en stor katteelsker. Mona og jeg forsøgte at indhente oplysninger om lejemål at et lokale til en permanent klinik, hvorfra der også kunne sælges kattefoder. Vi stødte imidlertid på to problemer. På grund af den tætte bebyggelse er grundpriser og lejemål så høje, at det er urealistisk at forvente, at den løsning kan finansieres, ligesom en permanent bemanding nok vil være vanskelig at forvente. Salg af kattefoder vil støde på den store vanskelighed, at der hurtigt går kornmider i produkterne og gøre dem kassable og usælgelige. Vi besluttede os derfor, at hvis dyrlæger har lyst til en indsats, så må det ske ved husbesøg til syge katte og til privatkatte, der ønskes neutraliserede – altså tilbage til ”køkkenbordskirurgi”, som vi ældre dyrlæger udøvede i vor veterinære barndom – bare kan anbefales et strygebræt i stedet for køkkenbordet.

Der blev ikke taget honorar for de udførte behandlinger, da min aftale med Landbrugsministeriet ikke tillader det.

Med venlig hilsen
Søren Nielsen Dyrlæge

Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 5000,00.

billede-1-6Dyrlæge Mette Sand Jensen besøgte i november 2012 TAWESO, hvor hun var frivillig i 2 uger. Mette fortæller om sit ophold, som bød på behandling af hunde, katte, kvæg og høns.[divider]
“2 ugers frivillig arbejde for TAWESO i Tanzania” af dyrlæge Mette Sand Jensen

November 2012 tilbragte jeg 2 uger hos dyrevelfærdsorganisationen Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) i Dar es Salaam, Tanzania. Dette var en oplevelsesrig tur, hvor jeg fik mulighed for at se hvordan dyr holdes og behandles i et samfund, hvor mange mennesker selv lever under kummerlige forhold.

TAWESO:
Taweso blev oprettet i 2008 og er en non-profit, non goverment organisation som er registreret og godkendt af myndighederne. Organisationen består af ca 20 lokale frivillige med forskellig uddannelse såsom dyrlæge, lærer mm. De udfører flere former for projekter, der på sigt skal hjælpe dyr og mennesker. Det Veterinære arbejde styres og udføres af Doktor Thomas, som er lokal dyrlæge. Han har sin egen lille klinik i byen samt har på sin egen grund opført en bygning til organistionen. Denne bygning indeholder kontor samt bolig til de frivillige. Her foretages også til tider operationer på indfangede dyr.

Taweso har flere former for projekter og som frivillig har man selv indflydelse på hvad man ønsker at hjælpe med.  Eksempler på projekter er ”Donekey Welfare” hvor der tages ud i fjernområderne og hjælpes med plejning af æsler. Der udover udføres ABC projekter samt årlig rabiesdag, og lokalbefolkningen undervises i dyrevelfærd og hvordan man undgår at blive smittet med rabies.

Som frivillig
I mit tilfælde bestod arbejdet i ABC-projekter i Dar es Salaam. I Dar es Salaam ser man ikke umiddelbart mange vilde gadehunde. De fleste af de hunde man ser i gaderne tilhører nogen og bruges oftest som vagthunde. De er ikke særlig vandt til håndring, da de om dagen holdes indelukket på ejeren ejendom og om natten lukkes ud for at holde vagt og mange ender med at rende rundt i gaderne for at finde mad.

Størstedelen at det arbejde jeg udførte sammen med Doktor Thomas og hans hjælper bestod i at tage ud til folk og neutralisere hunde. I Tanzania er det faktisk de lidt mere velhavende der ejer vagthunde, men de har et andet forhold til dyr og kan eller vil ikke selv betale for at få dem neutraliseret. I tilfælde af uønskede hunde aflives disse med gift eller på anden grusom vis, hvorfor neutralisering er vigtigt for fremtidig dyrevelfærd.

Også katte har et hårdt liv i Tanzania. De fleste katte er vilde og holder til på restauranter, hvor de som regel er uønskede og dræbes hvis det kan indfanges. Mens jeg var der lykkedes det at indfange en enkelt killing på en restaurant, som blev steriliseret og lukket ud et andet sted. Doktor Thomas viste mig ligeledes en restaurant, hvor kattene var blevet accepteret, så længe TAWESO stod for at neutralisere dem.

Udover ABC-projektet tog vi også rundt og behandlede syge og tilskadekomne dyr og tilså nogle tidligere cases. Eksempelvis behandlede vi en hund med TVT, som er meget udbredt i Tanzania og også er en af grundene til at neutralisering er vigtigt.

En stor del af oplevelsen bestod i at se de forhold, som hundene blev holdt under. Det var som regel i små sammentømrede hundehuse i den bagerste del af ejendommen, som ligeledes ofte blev brugt som losseplads. Derved blev de fleste operationer foretaget under et træ med affald til anklerne og fluerne sværmende om hovedet. Da der ikke findes noget effektivt loppemiddel i Tanzania havde samtlige dyr også voldsomme mængder af lopper og mange var anæmiske og havde blødningsforstyrrelser. Ligeledes er det begrænset hvad der findes af veterinær medicin og meget af det Doktor Thomas havde at arbejde med var doneret af tidligere frivillige.

Afrika
Alt i alt var det en stor oplevelse at se Dar es Salaam, befolkningens levevilkår samt dyrenes forhold. Det skal ikke være nogen hemmelighed at tingene ikke går super hurtigt i Afrika. Folk er på trods af deres situation glade og meget afslappede og tager tingene lidt som de kommer. Det betød også at der ikke var en masse arbejde planlagt til mig, men blev organiseret undervejs. Det gjorde at der var meget spildtid og jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere effektivitet. Alt i alt blev ca. 12 hunde neutraliseret og en enkelt kat blev steriliseret. Der blev der udover også tilset og behandlet nogle forskellige dyr såsom hunde, høns og kreaturer.

Doktor Thomas, hans hjælpere samt familie er dejlige mennesker der tog godt imod mig. Boligforholdene var ligeledes fine. Da det er et fattigt område, hvor hvide mennesker en en sjælden race får man utrolig meget opmærksomhed, når man færdes i gaderne og det er umiddelbart ikke et sted man skal gå rundt alene. Jeg vil derfor anbefale fremtidige frivillige at tage afsted sammen. Det er helt sikkert en stor oplevelse og kan varmt anbefales. Har man ikke selv mulighed for at tage afsted ved jeg at Doktor Thomas vil sætte stor pris på tilsendt medicin og udstyr. Jeg kombinerede turen med en lille weekend-safari, hvilket bestemt også kan anbefales.

Med venlig hilsen

Mette Sand Jensen
Dyrlæge[divider]

3-billedeDyrenes SOS hjælper Soi Dog Foundation i Thailand med gennemførelse af ABC-programmer for mange af de hunde, som Soi Dog Foundation har reddet fra en grum skæbne i den vietnamesiske madindustri. Dyrenes SOS støtter arbejdet med kr. 5.000,-.[divider]

Af Gregg Tully, Thailand

Sterilizing and Vaccinating Dogs Rescued from the Dog Meat Trade

Tens of thousands of dogs are cruelly transported from Thailand through Laos to Vietnam every year where they are butchered by horrific methods. The conditions under which the dogs are transported and slaughtered are unimaginable and many die from su‑ffocation long before they reach their fi­nal destination. In reality these are the lucky ones. Those who have survived the unbearable journey are often brutally killed. Although the trade is illegal in all countries involved, the enforcement of the laws has been lacking and smugglers were traveling at night without difficulty.

In northeast Thailand, Soi Dog Foundation is working to end the dog meat trade primarily by funding undercover investigators who collect information about the dog smugglers, including what routes they take and when they transport dogs. They then inform the border patrols and other law enforcement staff‑ who intercept the trucks. This has been highly successful: while large trucks frequently crossed the border ­filled with dogs a year ago, now very few smaller trucks make the trip. However, the dog smugglers are seeking new routes to avoid Soi Dog’s agents.

When a dog meat truck is intercepted, the dogs in it are brought to shelters managed by the Livestock Department. These shelters were not designed for dogs and the Livestock Department has no budget for caring for dogs, although there are now thousands in their shelters. As a result, more than half of these dogs have died of starvation and disease. They were even having puppies in the shelters, showing the urgent need for Animal Birth Control in the shelters.

With the generous support of Animal SOS, Soi Dog Foundation sends veterinary teams to the shelters to sterilize, vaccinate, and treat the dogs. Many have injuries and illnesses resulting from abuse and mistreatment when in the dog meat trade. Diseases spread rapidly when the dog smugglers gather dozens or hundreds of unvaccinated dogs into holding centers. And of course, spaying and neutering the dogs is essential to produce a stable, healthier population. This Animal Birth Control program is preventing the dogs from reproducing and is stopping the spread of disease.

Soi Dog Foundation is grateful to Animal SOS for its contributions to this Animal Birth Control program which provides the dogs rescued from the dog meat trade with more humane living conditions. [divider]

Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 7500,00[divider]

 Soi Dog Foundations billeder af deres arbejde i forbindelse med gennemførelse af ABC-programmer for hunde, som er blevet reddet fra madindustrien.
1-billede 2-billede
3-billede 4-billede
5-billede 6-billede
7-billede 8-billede
9-billede 10-billede

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

billede6Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise

Af Gregg Tully, Thailand

Sterilizing and Vaccinating Dogs Rescued from the Dog Meat Trade

Tens of thousands of dogs are cruelly transported from Thailand through Laos to Vietnam every year where they are butchered by horrific methods. The conditions under which the dogs are transported and slaughtered are unimaginable and many die from su‑ffocation long before they reach their fi­nal destination. In reality these are the lucky ones. Those who have survived the unbearable journey are often brutally killed. Although the trade is illegal in all countries involved, the enforcement of the laws has been lacking and smugglers were traveling at night without difficulty.

In northeast Thailand, Soi Dog Foundation is working to end the dog meat trade primarily by funding undercover investigators who collect information about the dog smugglers, including what routes they take and when they transport dogs. They then inform the border patrols and other law enforcement staff‑ who intercept the trucks. This has been highly successful: while large trucks frequently crossed the border ­filled with dogs a year ago, now very few smaller trucks make the trip. However, the dog smugglers are seeking new routes to avoid Soi Dog’s agents.

When a dog meat truck is intercepted, the dogs in it are brought to shelters managed by the Livestock Department. These shelters were not designed for dogs and the Livestock Department has no budget for caring for dogs, although there are now thousands in their shelters. As a result, more than half of these dogs have died of starvation and disease. They were even having puppies in the shelters, showing the urgent need for Animal Birth Control in the shelters.

With the generous support of Animal SOS, Soi Dog Foundation sends veterinary teams to the shelters to sterilize, vaccinate, and treat the dogs. Many have injuries and illnesses resulting from abuse and mistreatment when in the dog meat trade. Diseases spread rapidly when the dog smugglers gather dozens or hundreds of unvaccinated dogs into holding centers. And of course, spaying and neutering the dogs is essential to produce a stable, healthier population. This Animal Birth Control program is preventing the dogs from reproducing and is stopping the spread of disease.

Soi Dog Foundation is grateful to Animal SOS for its contributions to this Animal Birth Control program which provides the dogs rescued from the dog meat trade with more humane living conditions. [divider]

Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 7500,00[divider]

 Soi Dog Foundations billeder af deres arbejde i forbindelse med gennemførelse

af ABC-programmer for hunde, som er blevet reddet fra madindustrien.

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

Billede_2De tre tons foder, som Lise fik doneret er ved at være brugt op, men med p.t. 29 ”hjemmeboende” hunde og alle de andre gadehunde, så får fodret hurtigt ”ben af gå på”.[divider]
Kære alle sammen

”Long time – no hear,” men i aften skal det være, at jeg lige sender en hilsen til jer alle med håbet om, at I alle har haft en god jul og får et godt 2013. I samme forbindelse vil jeg gerne takke for året, der gik. TAK for jeres donationer, som har hjulpet en masse gadehunde og gadekatte her i Costa Rica. Simpelthen uundværligt, for alene kan jeg ikke.

Min foderdonation er nu opbrugt. Der var ca. tre tons, men da jeg jo har 29 hunde her plus alle dem, jeg fodrer hos fattige familier, er det jo hurtigt væk. Jeg har noteret alle dem, der har fået foder (navn, dato og antal kilo) og vil sende det til ANPA, som valgte mig blandt andre til at modtage. Jeg ville gerne kontakte firmaet direkte for at sige tak, men det vil de næppe være interesseret i. For dem er det foder, der ikke kan sælges, og så er den potte ude. Men et eller andet siger mig, at jeg skulle gøre det. Et eller andet sted må det da være en tilfredsstillelse for dem, at de har mættet mange hundemaver.

I november havde vi det årlige SASY-event fundraising (Stop Animal Suffering, Yes), og det gik vist fint forstået på den måde, at de fik penge ind som i de foregående år, ca. USD 30.000 efter udgifter i form af leje af lokale, mad, drinks etc. I år vil jeg ikke bede om penge, men se om jeg kan få lavet lidt netværk for gruppen i Puriscal, så de kan få en kastrations-donation. Jeg selv har fået lovning på, at skal jeg bruge penge, er det bare at sige til, og så får jeg det. Det er jo rart at vide. Den 1. december ville jeg gerne have lavet en kastrationsrunde hos indianerne, men det ser ud som om, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt. Folk har et mindre antal dyr end tidligere, og de fleste er allerede kastreret. Dyrlæge Blas bad om denne dato til en mega-kastrationsrunde i San Jose, og det gav jeg ok til. I princippet er jeg ligeglad med, hvor hunde og katte bliver kastreret, så længe de bliver det, og vi får bestanden af ønskede hvalpe og killinger ned. Vi er godt på vej men der er lang vej igen.I morgen henter jeg en tæve, som er i løbetid. En hundeven har hende i kæde, indtil vi henter hende. Vi ved ikke, om hun er gadehund eller har familie, men det er underordnet. En tæve i løbetid får hvalpe, og det skal undgås. Dyrlæge Laura har accepteret, at vi afleverer tæven i morgen, mod at hun kommer i en transportkasse, bliver opereret og vaccineret, og derefter sætter vi hende ud igen. Hun bliver fodret af en venlig person, og det eneste, vi kan risikere, er at hun bliver kørt over, men I tror det er løgn; disse gadehunde ved, hvordan man krydser vejen. Nogle er smartere end andre og venter ved vejkanten, til de ikke kan se eller høre en bil, og så krydser de. Desværre har ikke alle den mulighed, idet de bliver sat på gaden og ikke har en anelse om trafik. Det er dem, jeg henter, når folk ringer om en hund, der en påkørt og ligger i grøfte uden at bevæge sig. I sidste uge hentede jeg en lille tæve. En mand, der arbejder med noget gadearbejde hos indianerne, ringede og fortalte at hun lå i grøften og bare lå der. Vi hentede hende og bragte hende til dyrlæge Mariano, som undersøgte hende og sagde, at kroppen var ok, men at hun havde fået et slag i ansigtet, hvilket betød, at hun ikke kunne bevæge sig. En nerveforbindelse som ikke fungerede. Well, jeg tog hende til dyrlæge Laura til noget ultralyd, fordi Laura har et form for hospital, men den lille klarede det ikke. Hun var tørstig og sulten, men brækkede det hele op, og Laura ringede til mig for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Den lille havde det møgskidt, og jeg sagde som altid, hun har fået en chance til livet, men hun skal ikke lide, så afliv hende, hvilket hun gjorde.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af tre forskellige personer fra en lille by i nærheden om, at der var en kasse med 3 små hvalpe, og om jeg kunne hente dem. De gik fra ”hånd til hånd” og blev videregivet, for ingen gider at påtage sig ansvaret og arbejdet med moderløse hvalpe. Forståeligt nok for de var nyfødte, ca. to dage gamle, og deres navlestreng var ikke tør, hvilket betyder sutteflaske mindst hver fjerde time, også om natten. Well, jeg hentede dem – de var ekstremt kolde, så jeg puttede dem under min bluse og varmede dem op der plus med mine hænder. De skreg af sult og kulde, men faldt til ro. Dyrlæge Laura fandt en familie, som ville påtage sig det arbejde. Der er faktisk costaricanere, som godt gider hjælpe. Aftalen var, at denne familie ville tage dem i 14 dage, hvorefter jeg ville tage dem og fostre dem op her. Nuvel, to af dem klarede det ikke, hvilket er normalt. Så nyfødte er det praktisk taget umuligt at få op at stå, men de fik chancen. Jeg var i gang med at finde en tæve med hvalpe, som jeg kunne lægge dem til hos, men fandt hende ikke – det ville have kunnet redde dem. En er åbenbart indtil videre ok, spiser fint og ser ud til at klare den – et godt skulderklap til familien.

Vi kastrerer, så det fløjter, men det ændrer ikke på, at der er tæver her og der med hvalpe, som ingen vil have. Jeg fik nys om en tæve med seks hvalpe i nærheden. Gruppen i Puriscal kendte til dem og tog aktion. Jubiiii, det er det, der skal til og det, jeg har arbejdet hen imod i de seneste 20 år. Ikke bare ringe til Lise og så klarer hun situationen. Min hundeveninde Laura hentede dem en sen aften med mand og far. Der manglede to, som havde gemt sig, men dem hentede Laura og min caretaker Marito dagen efter, og nu er de hos hende i en transportboks. Jeg har netop afleveret mælk og fløde hos Laura. Æg og resten har hun. De er ca. fem uger gamle, hun har fået ormemiddel, og der er stor chance for, at de klarer den. Om en uges tid får de en vasketur, kommer til dyrlæge Laura, bliver vaccineret, og så kommer de til adoption med lovning om, at vi overtager kastration, når de er gamle nok – ca. 3 mdr. Deres mor skal jeg se at få fat i. Hun er noget angst, og det vil nok tage lidt tid at få hende til at få tiltro til mennesker, men det plejer jeg at få til at passe. Hun skal vaccineres og frem for alt steriliseres, og så kan hun gå på gaden, som hun har gjort indtil videre. En dame giver hende foder, så det skal nok gå. Dette er det, jeg bruger jeres donationer til plus naturligvis foder. Der er jo ingen grund til at vaccinere og operere, hvis hunden doer af sult. Så kan det være lige meget, og så kunne man lige så godt aflive med det samme. Sådan er det, men heldigvis har I gjort det muligt at gøre noget godt for mange. Som mit slogan er ”vi kan ikke redde alle, men vi alle kan redde mange” – det er det, jeg arbejder hen imod.

Gruppen i Puriscal arbejder godt. De er ved at få styr på det. Masser af større og mindre initiativer for at få penge til deres arbejde, en Guds benådelse af diskussioner og skænderier, men det er normalt. Der har jeg det noget enklere, idet jeg kun skal diskutere med mig selv, og det tror jeg lige, jeg kan klare! Jeg holder mig fuldstændig udenfor deres arbejde, kommer med forslag etc., når der er kuk i den, men jeg har intet med gruppen at gøre som sådan. Nu skal de selv finde ud ad det, og der er ikke brug for mig, hvilket er en dejlig følelse for mig, for jeg ved, de kan. De vil ende op med en gang sludrehoveder, men også med nogle ildsjæle, og jeg ser, at de er ved at ”skille fårene fra bukkene”, hvilket er en god ting. Sludrehoveder er der ikke brug for. Det handler om at arbejde for sagen, og dem, der bare snakker røve n ud ad bukserne, men ikke gør noget, kan lige så godt blive væk, for de forstyrrer bare arbejdet og laver uro i gruppen, og det har en ny gruppe ikke behov for.

På hjemmefronten mht. hunde har jeg 29 hunde, som er ok. Alle er sunde og raske og har det godt. Også mine to gamle ”asylhunde”, de ”aflagte” schæferhunde-hanner som skulle have lidt hjemmeliv, inden de opgiver ævred. Det kan ikke vare længe, Halcon bliver 14 år til februar, og Ghandi 13 i april – det er høje aldre for en schæferhund. Deres tidligere ejere var her i weekenden til frokost, og de to gamle var glade for at se dem, men ikke helt pjattede for at være med deres tidligere familie, hvilket betyder, at de er faldet godt til her hos mig. Det vidste jeg sådan set godt, for de var vant til at sove i et bur, og her sover de i dobbeltseng med mig. En eller anden dag kommer der vel en mand, som overtager pladsen, og så må vi se, om de opgiver den. Nå, vi krydser den bro, når vi kommer til den! Den ”lille” tæve-hvalp Mia kan virkelig slå en død mand ihjel. Hun er så aktiv med sine 10 måneder. Hun er virkelig indbegrebet af en brugshund, og egentligt skulle jeg give hende til K9 for en periode over måske fire år. Den lille fis har alt, hvad man ønsker af en hund til at arbejde og bruge sine evner. Hun har en helst fantastisk næse. Forleden dag blev jeg nødt til at drikke te i stedet for morgenkaffe, og grunden var, at min kaffemaskine var fyldt med tissemyrer og jeg mener fyldt, sort, og jeg syntes, det er synd at slå dem ihjel ved at drukne dem (dyreelsker gælder også for tissemyrer – de skal jo også have mulighed for livet), så jeg puttede maskinen ud i naturen med noget sukker, og så forsvandt de). Mia vidste lige med det samme, at det her ikke var normalt, for det lugtede ikke af kaffe, men noget andet, hun lige skulle tjekke.
Nej, hun er virkelig ekstrem. Jeg har haft 11 schæferhunde, men aldrig en som hende. Hør her, jeg lukker hundene ud om morgenen kl. 5.30, venter på at de får lavet deres tissetår, lægger mig igen og efter en vis tid mener Mia, at nu skal vi stå op, for hun vil have morgenmad. Har jeg øjnene lukket, tager hun det roligt, sukker og venter på bedre tider, men begår jeg fejlen at åbne øjnene, er hun der med en pote i hovedet og et kraftigt slik. Virker det ikke, hiver hun sgu dynen af mig, ganske enkelt. Den eneste, der kan styre hende, er mit gamle gadekryds på snart 19 år, Sissi. Hun har overtaget biksen og styrer de gamle hanner plus Mia. Hun er lille i statur, men stor mentalt – der er ikke nogen, der render om hjørner med hende.

Ja, ja, hundeliv i Costa Rica er virkelig en stor farvelade. Der er staklerne og dem, der er overforkælede og lever ”menneskeliv” – heller ikke godt, men dog bedre end staklerne, som er hensat til en kæde hele deres liv. Well, jeg prøve at gøre, hvad jeg kan for dem, ligesom andre tager initiativer og laver et andet arbejde. For eksempel har vi lige haft en større foranstaltning med en hunde-gåtur i San Jose. Jeg tror, der var ca. 300 hundrede deltagere, så I ser, at der sker noget på fronten – vi er bare så langt tilbage. Frustrerende på en maner, men et eller andet siger mig, at hunden på gaden, den der kan gå frit rundt, besøge sine hundevenner, markere sit territorium, det er altså virkelig mere hundeliv end det ser ud for ”sofahunden”, som er blevet menneskeliggjort. Fjollede mennesker putter tøj på hundene. Jeg mener, de har jo allerede tøj på i form af pels. Her har det i hvert fald ingen berettigelse. I andre lande med minus 20 C o har det en berettigelse.

Jah, det var så et pip fra Costa Rica. Her er tørkeperioden ved at indfinde sig. Det vil sige nul regn i fire måneder – heller ikke godt, men naturen er vant til det, og alt og alle overlever fordi, sådan er det bare.

Lad os se, om ikke det kommende år har lidt ”goodies” for os alle. Jeg personligt kunne trænge til lidt fred. I gør jer ikke begreb om alt det papir-besvær, jeg har med myndigheder, pension, skattevæsen etc. både her og i Tyskland. Jeg render fra Herodes til Pilatus, ambassade her og konsulat der. Postgangen til og fra Costa Rica er omkring en måned, så det trækker ud, Håber på bedre tider i det nye år.

TAK for hjælpen til dyrene her og jeg kommer tilbage.

Lise

1-6Dyrlægestudrende Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen har været på et 3 ugers frivilligt ophold hos TOLFA i Indien.[divider]

“3 uger som frivillig på dyrehospitalet “Tree Of Life for Animals” i Indien” af Veterinærstuderende Rikke W. Larsen.

Kære Dyrenes SOS

Det er nu lidt over 3 uger siden Nynne og jeg kom hjem fra et fantastisk og ikke mindst lærerigt ophold i Indien. Vi arbejdede i 3 uger som frivillige dyrlægestuderende på Dyrehospitalet ”Tree Of Life for Animals”, bedre kendt som TOLFA i Pushkar.

TOLFA:
TOLFA blev grundlagt i 2005 af den britiske sygeplejerske Rachel Wright. På daværende tidspunkt var der store problemer med rabies, som årligt krævede mange dødsfald blandt både voksne og børn. Det var derfor Rachels vision og håb, at nedsætte disse dødsfald igennem rabiesvaccinering og neutralisering af gadehunde i Pushkar. Organisationen er non-profit, og eksisterer udelukkende på grund af donationer fra større dyrevelfærdsorganisationer såsom WSPA, andre Welfare Trust og de frivillige ildsjæle såsom dyrlægestuderende, dyrlæger og andre frivillige, der betaler for deres ophold på hospitalet.

Som bestyrelsesmedlem af Dyrenes SOS, var det ligeledes min intention, at se nærmere på, om TOLFA kunne være et projekt som Dyrenes SOS ville yde økonomisk støtte til i fremtiden.

1-1

Vores arbejde som frivillige dyrlægestuderende:
TOLFA består af to kenneler, en karantænestald, en hvalpegård og to store indhegninger for store husdyr. Der var ca. 300 indlagte hunde og omkring 50 køer og æsler og par enkelte aber, som dagligt krævede behandling af diverse frakturer og bidsår.

Vi arbejdede 6 dage om ugen fra 9 –17. Ofte blev klokken over 17 før vi kom fra hospitalet, fordi der kom ekstra patienter til. De lokale indere kom ofte forbi, sent på eftermiddagen, med deres kvæg og geder og disse skulle naturligvis også tilses og behandles.

Påkørte og slemt tilskadekomne hunde med multiple frakturer, store betændte madikkesår og hunde med rabiesudbrud var en del af hverdagen i Indien. Derudover erfarede vi, at de tidligste stadier af rabies, leverbetændelse og hundesyge blev observeret i hvalpegården og forsøgt behandlet, hvis muligt.

Mange af hundene havde svære neurologiske forstyrrelser på grund af en persisterende infektion med hundesyge, en virusinfektion, der inficerer nervesystemet. Hundene kunne derfor ikke holde balancen når de gik, og enkelte hunde havde svært ved at indtage væske og føde på grund af ”rysteforstyrrelserne”.

Vi måtte hurtigt erkende, at der er en verden til forskel mellem Indien og Danmark. I Indien er man meget tilbageholdende med at aflive dyr, hvilket satte gang i nogle etiske dilemmaer for Nynne og jeg. Skal man aflive en påkørt hvalp, der står til at skulle have amputeret et bagben? Skal man aflive en hund med persisterende infektion af nervesystemet, som tilsyneladende ikke har ondt, men som ikke kan spise og drikke selv? Skal man aflive en abe med et brækket ben, når den med et manglende ben, måske ikke kan opretholde sit territorium og hierarki i abeflokken? Kan en ko på 400 kg klare sig på 3 ben? Vi blev hurtigt enige om, at dette er en meget personlig stillingstagen, især fordi det kræver, at man definerer dyrevelfærd med sine egne ord, følelser og tanker. På TOLFA gav man alle dyrene en chance og den indstilling til livet, hvor man ikke er herre over liv og død, havde vi stor respekt for.

En anden stor forskel var, at vi på TOLFA ikke havde adgang til de diagnostiske værktøjer, som vi har herhjemme. Dette betød, at vi måtte holde os til vores faglige viden og skærpe vores sanser for at kunne hjælpe dyrene i akutte situationer. Væsketerapi og smertestillende blev derfor hurtigt administreret til påkørte og traumatiserede dyr, for at stabilisere dem inden videre udredning af deres tilstand.

To hvalpe i nød:
Vi havde ikke været på hospitalet i mere end to dage, før en ældre mand kom og afleverede to udsultede og svækkede hundehvalpe. Det var sent om eftermiddagen og jeg var netop blevet færdig med at behandle et par geder og da jeg kigger op for at se efter Nynne, står hun nærmest helt paralyseret med hvalpene i armene. Den ældre mand havde fundet et kuld hvalpe fra en tæve, som lå død i vejkanten. Han havde besluttet sig for, at tage dem med hjem for at give dem mad, men nu var 3 af de 5 hvalpe døde og han havde derfor opgivet håbet med de sidste to. Nynne havde været så betænksom at medbringe mælkeerstatning og sutteflasker i sin kuffert, hvorfor vi besluttede os for at tage dem med hjem på hotellet i håb om, at de ville overleve natten.

De havde begge sand og grus i øjne og svælg, og var meget besværet i deres vejrtrækning. Særligt den ene hvalp, en lille tæve, var meget svækket og havde meget lav kropstemperatur. Hun ville ikke spise og natten igennem måtte vi varme hende med en hårtørrer i et forsøg på at hæve hendes kropstemperatur.

Det blev en lang nat og vi turde næsten ikke håbe på at hun overlevede til næste dag, men det gjorde hun. De næste par dage var hvalpene allerede meget bedre og begyndte at tage på af det energiholdige mælkeerstatning. Snart var de helt friske igen og utrolig legesyge.

Hvalpene boede hos os på hotellet i alle de dage vi var på TOLFA. Det var rigtig svært at tage afsked de to små hvalpe. Nynne havde undersøgt om vi kunne tage dem med i flyet tilbage til Danmark, men det er ikke ligetil at medbringe hvalpe fra Indien. Det ville tage minimum 3-6 måneder før de kunne blive godkendt af myndighederne, med alle de vaccinationer og sundhedstjek de skulle igennem. Derfor måtte vi lade dem blive på TOLFA.

Heldigvis blev hvalpene, kort efter vores afrejse, adopteret af to indiske familier og lever i bedste velgående den dag i dag.

1-8

ABC – program:
Igennem de 7 år som TOLFA har eksisteret, er antallet af rabiestilfælde faldet med 70-80 %. Rundt om i Pushkars gader kunne man tydeligt fornemme resultatet af disse ABC-programmer  (Animal Birth Control programs, som omfatter neutralisering og rabiesvaccinering). De fleste gadehunde vi mødte, havde TOLFA’s mærkning i venstre øre, som tegn på, at disse hunde var blevet rabiesvaccinerede og neutraliserede.

I den tid vi var på hospitalet blev der foretaget 6-8 neutraliseringer og rabiesvaccineringer om dagen, og i alt 150 hunde i de 3 uger vi var på hospitalet.

Under fagkyndig overvågning og vejledning af hospitalets to dyrlæger, Dr. Ashok og Dr. Mukesh, fik Nynne og jeg lov til at udføre disse operationer og vaccinationer. I Indien anvender man andre operationsteknikker end dem Nynne og jeg har lært på dyrlægestudiet. Blandt andet udfører de ”flankesnit” på sterilisationshunde, hvilket vil sige, at man åbner hunden fra højre side af bugen. Jeg var personligt noget skeptisk overfor dette, men erfarede, at selve operationsteknikken var nem at anvende og at hundenes operationssår helede overraskende hurtigt, fordi der var god blodforsyning i sårranden.

Helping animals – Helping People:
Hospitalet har omkring 35 ansatte, alle drenge/mænd i alderen 18 – 55 år. Det er mændene, der forsørger familierne i Indien, hvorfor det er dem man finder på arbejdsmarkedet. På grund af fattigdom, har Indien store problemer med alkoholisme og stofmisbrug. I de sidste år har Rachel derfor gjort meget ud af at finde de helt rette ansatte til TOLFA. Når hun søger efter ansatte til hospitalet, udvælger hun fra familier hun ved har en lavere indkomst, og hvor hun ved at der er problemer med alkoholisme. På TOLFA får de ansatte en god løn, hvilket svarer til ca. 800 kr. om måneden. En ”gennemsnitlig” inders indkomst er på 300 kr. De ansattes løn bliver udelukkende brugt til at forsørge familierne, som ofte består af 10-15 personer. TOLFA er derfor ikke kun en organisation som hjælper dyrene i Indien, men også en organisation, som forsøger at hjælpe inderne ud af den altoverskyggende fattigdom, ved at give dem beskæftigelse og god løn.

Nynne og jeg havde et tæt samarbejde med de ansatte og havde stor respekt for deres passion og arbejdsindsats med at hjælpe dyrene. For dem var det ikke kun et job, det var også en ønske om at hjælpe dyr i nød.

Et lærerigt ophold:
Vi har lært meget af vores ophold på TOLFA. At opleve de meget anderledes vilkår, problemstillinger og udfordringer det er at arbejde med gadedyr i Indien, har udviklet os både fagligt og personligt. Vi har fået en masse erfaring indenfor kirurgi og medicinsk behandling af mange forskellige dyrearter. Vi har fået flyttet nogle grænser omkring vores opfattelse af dyrevelfærd og særligt blev vi udfordret i vores etiske aspekter omkring amputation af for –og bagben. Vi så mange hunde på 3 ben og de klarede sig overraskende godt. De var ikke hæmmet af at mangle et ben og mange  gange oplevede vi, at de kunne løbe hurtigere end de andre hunde.

1--14

Kruuse hjælper gadedyrene i Indien:
Dyrlægernes fortrukne partnere indenfor udstyr og materialer, Kruuse, var så venlige, at donere en masse nødvendige materialer til TOLFA. Nynne og jeg medbragte det hele i en stor kuffert, som blev doneret af Dyrenes SOS. De blev modtaget med stor glæde og takkenemmelighed over, at et dansk firma som Kruuse tænker på dyrenes velfærd i Indien.

Tak til Kruuse for jeres støtte til TOLFA!

1-13

Tak:
En stor tak til alle de ansatte på TOLFA, for deres ihærdighed og passion for at hjælpe gadedyrene i Indien, men også for deres imødekommenhed og åbenhed, samt deres taknemmelighed for den hjælp Nynne og jeg kunne bidrage med som dyrlægestuderende.

Med venlig hilsen
Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen
Dyrlægestuderende ved Københavns Universitet.

billede35TAWESO har gennemført World Animal Day 2012, og her fortæller de om dagen.[divider]

REPORT OF THE WORLD ANIMAL DAY 2012 PROGRAMME
AT TANZANIA ANIMAL WELAFRE SOCIETY (TAWESO)

Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) conducted a one month of programme activities from 15th of September to 15th of October, 2012. Due to resource limitations, this made us to arrange the projects so as they fall within this period which also has the worldwide recognized animal welfare events; the World Rabies Day (WRD) marked in every 28th of September and World Animal Day (WAD) which is marked on every 4th of October.

The programme involved the following projects:
• Dogs and Cats Population Control Programme
• Animal Health Care
• Humane Education and training of the TAWESO staff on the welfare of dogs and cats
• Marking the World Animal Day events.

I-Dogs and Cats Population Control Programme:
This project involved sterilizations of cats and dogs in various localities in Dar es Salaam and the Coast Region, most of cats were trapped and brought at charity clinic where were sterilized while the dogs and some were sterilized in the streets and restaurants.

We were joined for one week by Feline Advisory Bureau from London, UK which was represented by Ian MacFarlaine and Nathalie Dowgray. They brought various traps and crush cages for handling cats plus other veterinary supplies.

A total of 67 dogs and 42 cats were sterilized.

II-Animal Health Care:
This included providing veterinary care to animals in need and mass vaccinations against rabies disease to dogs and cats. A total of 123 dogs and cats were treated with various disease conditions and 570 dogs and cats were vaccinated against rabies disease and de-wormed.

III-Hume Education to volunteer staff at TAWESO:
This was done by Feline Advisory Bureau representatives Ian and Nathalie; they conducted cat welfare training in respect to handling, trapping, feeding and sterilizations.

IV-Marking the World Animal Day Event, 2012:
The event was marked here in Dar es Salaam city at Kitunda location in Ilala Municipality, other charities also participated plus school children under coordination of the Animal Welfare desk at the Ministry of Livestock and Fisheries Development. Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) has an exhibition stand to show what we do and also we had an on-site Veterinary Outreach Clinic where animals were getting veterinary care –vaccination against rabies disease, de-worming, health check, treatment of specific disease conditions.
In this one month programme, the projects were supported in alphabetical order by:
Animal Aid International, US
Animal SOS, Denmark
Feline Advisory Bureau, UK
Zurich Animal Protection, Switzerland

Kind regards
Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) Team.

Tanzania Animal Welfare Society
P.O. Box 10268, Dar es Salaam, Tanzania
Tel: +255 713 322796 / +255 752 66 0101
E-mail: info@taweso.orgtzanimal@yahoo.com
Website: www.taweso.org[divider]

 

 

billede-1-6Dyrlæge Mette Sand Jensen besøgte TAWESO i efteråret 2012, hvor hun var frivillig i 2 uger. Mette fortæller om sit ophold, som bød på behandling af hunde, katte, kvæg og høns.

[button color=”green” size=”small” link=”http://foreningendyrenessos.dk/rejseberetninger/beretninger-2012/taweso-i-tanzania-november-2012/” target=”blank” ]Læs mere her[/button]