alisha-nov-14-3Alisha Singh, som til dagligt bor og arbejder i Indiens hovedstad New Delhi, fortæller her om gadehunden Ellie, som fik en ny chance.

Vi fandt Ellie for tre år siden. Hun var blevet efterladt i det område vi bor. Hendes tilstand var kritisk og hun var underernæret og virkede i det hele taget meget deprimere, men var heldigvis en meget venlig hund. Vi kørte hende ned til vores dyrlæge, som kunne konstatere, at hun har gravid og ca. halv anden mdr. henne i graviditeten, hvilket betød, at det var for sent at fjerne hvalpene.

Vi besluttede os for at tage os af  hende, og sørge for at hun fik den nødvendige pleje. Hendes gode sind gjorde,  at hun kom temmelig godt ud af det med de andre hunde i området, og hun blev hurtig en del af flokken. Jeg husker tydeligt at jeg levede i konstant frygt for, at hun ville gemme sine hvalpe, og at jeg ikke ville være i stand til at spore dem.

En dag blev min frygt til virkelighed, idet Ellie var forsvundet, og de følgende to dage kunne vi ikke finde hende. Jeg var meget bekymret, så jeg og hele min familie begyndte at lede efter hende overalt. Til allersidst lykkedes det os at opspore hende, og hun havde født 5 smukke hvalpe (3 hanhunde og  to tæver) på det sikreste sted man kunne finde. Hun havde født sine hvalpe i et tørt gammelt drænrør, som hun havde dækket til med tynde grene, og vi sørgede for at de fik en masse tæpper ind, så de lå lunt og godt.

alisha-nov-14-2Snart begyndte hvalpene at vokse,  og da de blev store nok, lykkedes det os at finde adoptionsfamilier til to af hvalpene – begge hanhunde, idet folk vil helst ikke have hunhunde. Desværre dødede én af tæverne af en uforklarlig årsag. Tilbage stod vi nu med to hvalpe (en hanhund og en tæve).

Men en dag kom en mand, som ejer en kiosk i området og spurgte os, om ikke han kunne overtage hanhunden. Så nu bor den på det lokale marked og har fået navnet  Raja, hvilket betyder konge. Tæven bor hos, os og vi kalder hende for Emma eller Bebo (som er kælenavnet på min favorit skuespillerinde, haha .. )

Da Emma blev 3 måneder gammel fik vi hende, hendes mor Ellie og hendes bror Raja neutraliseret og vaccineret. De fylder 3 år d. 21. november i år, og vi vil fejre deres fødselsdag, og de skal forkæles med masser af godbidder, og hvad de ellers kan lide at spise.

alisha-nov-14-1Ellie, Emma og Raja har haft en del op-og nedture, så som bilulykker og andre alvorlige lidelser, fordi de lever på gaden, men jeg er lykkelig over, at vi stadig har dem, og vi sørger for at de får den bedst mulige pleje og omsorg, selv om livet på gaden til tider kan være hårdt. Men de får mad hver eneste dag, og vi sørger for, at de kommer til dyrlægen, hvis de kommer til skade. Derudover bliver de vaccineret hvert år……..ja de får præcist den samme omsorg, som alle de andre hunde vi hver eneste dag tager os af.

Mange venlige hilsener

Alisha, New Dehli

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen

Starten:
Det startede med, at en god og trofast klient, Gunver Juul, som er buddhist og aktivt medlem af Tibet Charity, engang i vinteren 2000 talte med mig om, at i Sydindien er der et stort tibetansk eksilområde, som huser ca. 15000 tibetanere. Mange er munke tilknyttede de ca. 4 klostre, som hører til området, mens resten er civile tibetanere. I dette område på størrelse med Fyn er der ca. 3 – 400 hunde, som har store problemer med parasitter, ligesom der bliver født alt for mange hvalpe, som ikke bliver passet ordentligt.

Hvad kunne vi gøre? Set i lyset af, at gadehunde er et stort problem overalt i udviklingslandene, så var min umiddelbare indstilling, at det var nytteløst. Men her var der en befolkningsgruppe, som virkeligt var interesseret i at få bedre forhold for deres hunde, men bare ikke havde mulighederne. I modsætning til mange andre religioner, hvor dyrene er til for menneskets skyld, og derfor regnes som mindreværdige skabninger, så er buddhismens ide, at alle skabninger er ligeværdige. Derfor skal hunde og alle andre dyr behandles med respekt og have et godt liv. Indbygget i buddhismen er også troen på, at man selv har en indflydelse på, hvordan tilværelsen forløber, og at en indsats på et givet område derfor kan betale sig.

Disse overvejelser samtidig med en sympati for Tibet og tibetanernes situation var udslagsgivende for, at vi besluttede, at det var et fornuftigt og godt projekt.

Vi aftalte i første omgang, at jeg skulle kontakte en række medicinalfirmaer og høre, om de ville sponsere forskelligt medicin, som Gunver kunne tage med på en af sine mange ture til Indien. Dette medicin skulle i første omgang være til behandling af de mest nødvendige sygdomme. Alle medicinalfirmaerne var meget positive, og Gunver drog af sted med medicin for over 25.000 kr.

Kat med mider i IndienDer var medicin mod lopper, mider, indvoldsorm og løbetid. Det blev en stor succes, hvor munkene og de civile tibetanere virkelig kunne se en stor effekt af behandlingen. Hunde, der før ingen pels havde haft p.gr.a. mider og lopper, fik en flot og kraftig pels. Så da Gunver kom hjem fra Indien, ja så var der en officiel anmodning om, at de meget gerne ville have danske dyrlæger til området for at hjælpe yderligere.

Vi skulle så i første omgang sterilisere tævehundene, hvoraf der var ca. 150 og behandle alle hundene mod parasitter. Selve diskussionen omkring sterilisation havde der fra områdets side været en forespørgsel til Dalai Lama om, da det jo var et indgreb, som ikke var naturligt. Men efter at have tænkt over dette, besluttede H.H. Dalai Lama sig for, at det var bedre at sterilisere tævehundene frem for, at hvalpene fik et dårligt liv.

Gruppen:
Efter beslutningen var taget, så gik alting meget hurtigt. Oprindeligt var vi 4, der skulle af sted, men pludselig var vi en stor gruppe bestående af 8 dyrlæger, 5 hjælpere, 3 børn og en filmmand. Udover undertegnede bestod gruppen af følgende dyrlæger: Per Rasmussen fra medicinalfirmaet Bayer A/S, Niels Brendorp fra Københavns Dyrehospital, Jens Søland fra Centrum Dyreklinik, Tine Søland fra Landbohøjskolen, Lars og Ulla Petersson fra Borås Dyrehospital i Sverige og Birgit Holm fra Dyrehospitalet Blåstjärnan i Göteborg.

Hjælperne var Gunver, en anæstesisygeplejerske ved navn Anita, min kæreste Kimie samt Lakha Lama og hans kone Pia. Lakha Lama og Pia er stifter af Tibet Charity i Norden, som siden stiftelsen i 1996 har gennemført mange projekter i tibetanske områder udenfor Tibet.

De største tibetanske områder, som hedder settlements, udenfor Tibet ligger i Sydindien, og her er Mundgod det største enkelte område i verden. Der er et andet område i Sydindien ca. 500 km fra Mundgod, som er større, men det er en sammenslutning af 2 settlements. Projekterne, som er gennemført gennem Tibet Charity, er bl.a. bygningen af et værksted i Mundgod og uddannelsen af mekanikerne samt støtte til Old Peoples Home (de gamles hjem). Tibet Charity arbejder ikke kun med fundraising, men har også mange andre aktiviteter. Man kan blive medlem af foreningen og får herigennem et medlemsblad. Der er mange foredrag og kurser, bl.a. i meditation, buddhistisk filosofi og tibetansk kultur, ligesom der bliver lavet ture til Nepal og Indien.

Forberedelserne:
Nu havde vi gruppen, og først nu begyndte arbejdet. Vi skulle finde den bedste rejsemulighed, og her valgte vi meget hurtigt Alletiders Rejser, som sådan set er det eneste selskab, der rejser til Goa i Sydindien på det tidspunkt, hvor vi skulle af sted. Goa ligger ca. 3 timers kørsel fra Mundgod, så det var den nærmeste mulighed.

Jeg ringede derfor ind til Alletiders Rejser, og meget hurtigt fandt vi ud af at få alle rejserne bestilt samt tilladelse til at have ca. 700 kg ekstra udstyr med flyet. Det hjalp lidt, at jeg under samtalen fandt ud af, at jeg havde haft rejsekonsulenten i praktik i klinikken. Derudover var flyselskabet meget positive med hensyn til overvægten, da de hørte formålet med rejsen. Da vi skulle starte klinikken op fra bunden dernede, så skulle vi have praktisk taget alt udstyr med hjemmefra, så omfattende lister skulle udarbejdes.

Der skulle også findes sponsorer til alt udstyr og andre udgifter, men dette skulle vise sig ikke at være noget problem. Langt de fleste firmaer var meget velvillige til at hjælpe med projektet. Tilladelser til at komme ind i Indien, det er ikke det store problem, det tager derimod lang tid at få visum til selve settlementet. Op til 3 måneder, og da H.H. Dalai Lama tilfældigvis skulle komme til området samtidig med os, ja så var der endnu længere ventetid, da der var mange, der skulle ind i området.

Udstyret:
Selve medicinen søgte vi forskellige firmaer om. Vi vidste, at vi ville komme til at arbejde under rimeligt simple forhold uden mulighed for inhalationsanæstesi, dvs moderne bedøvelsesmetoder som på hospitalerne. Derfor måtte vi vælge en bedøvelsesmetode, hvor vi kun skulle give hundene et enkelt stik i en muskel for at bedøve dem. Ydermere kunne vi kun forvente at få fat i hundene en enkelt gang, så alle behandlinger og undersøgelser skulle foretages på samme tidspunkt, og det materiale, som vi syede hundene med, skulle være selvopløseligt. Normalt fjerner man ellers suturerne efter ca. 10 dage.

Udstyrsmæssigt skulle vi have alt med, selv den mindste kanyle, og en ganske omfattende liste blev lavet. Vi startede med at ringe til diverse sygehuse, og alle var igen meget positive. Jamen, de ville meget gerne samle udstyr sammen til os, hvis vi ville komme og hente det. Der var lidt pudsige episoder, da jeg ringede rundt til hospitalerne. Ved opringningen til et sygehus bad jeg om at blive stillet om til steriliseringscentralen, hvor operationsudstyret bliver steriliseret. Dette er den afdeling, der normalt samler gammelt operationsudstyr sammen. Hvorefter jeg blev stillet om til gynækologisk afdeling!

En anden opringning til et hospital medførte også en misforståelse. Jeg startede med min sædvanlige salgstale til en dame på sterilcentralen, hvor jeg fortalte om projektet, at vi skulle ned til Sydindien for at sterilisere tævehunde, og at det var et projekt, der havde H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Jeg fik besked på at ringe 14 dage senere, for så ville afdelingssygeplejersken være tilbage fra sommerferie. 14 dage senere får jeg så fat i hende, hvorefter hun glæder sig meget til at høre om projektet, da hun har hørt, at vi skulle ned for at kastrere lamaer i Sydamerika – H. C. Andersen har ikke levet forgæves!

Vi kunne faktisk samle det meste operationsudstyr via sygehusene. Meget suturmateriale fik vi fra dyrlæge Carsten Grøndahl fra Zoologisk Have, som var konsulent på vores anæstesi af hundene. Og resten af udstyret kunne firmaerne Boehringer Ingelheim, E-Vet, Kruuse og Merial hjælpe os med. Alt udstyret blev samlet og pakket ude på Centrum Dyreklinik i Rødovre. I vores fagblad havde vi en kort henvendelse til kollegaer om at sende forskelligt udstyr til projektet. Og her mødte vi også stor interesse. En masse udstyr dukkede op, bl.a. røntgenapparatur. Og på møder med kollegaer og også i det daglige har vi fået mange henvendelser fra kollegaer, veterinærsygeplejersker og klienter, som gerne ville være med til projektet.

Tiden nærmede sig, til vi skulle af sted, og et stormøde blev holdt. Her blev lavet en arbejdsbeskrivelse samt en arbejdsfordeling. Mange andre ting blev diskuteret igennem, og vi sluttede af med god stærk indisk mad, så stærk at Jens overvejede, om han skulle blive hjemme. Under maden talte Gunver, som er meget alternativt tænkende, om spirituelle oplevelser. Nogle i selskabet fik lidt tomme øjne, da der blev talt om “ud af kroppen” oplevelser. Da Gunver så begyndte at tale om Dalai Lama og Lakha Lama´s samtaler om deres fælles oplevelser for 11 reinkarnationer siden, ja så faldt yderligere en stor del af selskabet fra. Og da der blev talt om, at det eneste, at der var tilbage af en lama, efter han var gået ind på et værelse for at komme videre i sine inkarnationer, var negle og hår, ja, der røg de sidste standhaftige. Men det har jo nok dybest set noget med vores uddannelse og hverdag at gøre.

Inden afrejsen fik vi desværre et par frafald. Efter 11. september var der flere, som havde betænkeligheder ved at tage med. Dels på grund af flyrejsen, og dels på grund af verdensdelen. Nu var det jo Sydindien, at vi skulle til, så risikoen for, at vi skulle blive involveret i konflikten, var jo meget lille. Men vores filmmand meldte fra, og vi havde ikke mulighed for at få et nyt filmhold koblet på opgaven p.gr.a. visumreglerne. Ydermere meldte Anita, vores anæstesisygeplejerske, fra som følge af arbejdsforhold.

Rejsen:
Og da vi mødte op på Centrum Dyreklinik d. 26. december om aftenen, spændte og forventningsfulde, så måtte Per Rasmussen melde fra på grund af sygdom. Dette var meget sørgeligt, da han var en af de første og mest entusiastiske på projektet. Han skulle også undervise munkene dernede sammen med Niels Brendorp. Men af sted skulle vi jo, og efter at have pakket ca. 40 store kuf-ferter og tasker ind i 4 taxier, så drog vi af sted mod lufthavnen.

I lufthavnen fyldte vi vores helt egen kø. Der var lidt problemer ved check-in, da de havde sat vores hjemrejsedato til d. 10. januar, og når man nu har betalt frem til d. 17. januar, så ville vi jo gerne have bekræftet det. Endelig lykkedes det, selvom Lasse i mellemtiden havde taget et ungt pars kufferter med også. Retfærdighedsvis må det siges, at de til forveksling lignede vores, og at vi jo havde mange kufferter med. Derimod var det måske mindre heldigt, d. 11. september i mente, at Lasse absolut ville have sit puste-rør til bedøvelse af hunde med ind i kabinen. Det var sikkerhedspersonalet mindre fleksible med.

Flyveturen var som alle andre flyveture, med ondt i ryggen og krampe i benene og man er fortvivlet over, hvor langsomt at flyveren på skærmen flytter sig over landkortet. Det er næsten samme fornemmelse, når man på løbebåndet i motionscenteret skal løbe 10 km og følger kilometertælleren.

Samtidig skulle man se Mel Gibson i en film om at forstå en kvinde. Den må komme ind under science fiktion.

Ankomsten:
Endelig landede vi og steg ud i 33 graders varme. Goa´s lufthavn er ligeså spændende som alle andre lufthavne i den tredje verden – nedslidt, kold (på trods af varmen), og man føler sig absolut ikke velkommen. Ved paskontrollen har man faktisk mest lyst til at vende om, men når man har prøvet at komme ind og især ud af Israel, ja så skal der noget til at ryste en. Det lykkedes nu ganske glimrende i Goa, for da vi nåede bagagekontrollen, så gik alt galt. Jeg mente at have rigtig god samvittighed, da jeg flere gange havde skrevet til den indiske ambassade i Danmark. Til sidst havde jeg fået at vide, at vi ikke skulle have tilladelse af dem, idet vi var officielt inviteret, og derfor kunne tage alt med til dette projekt. Frejdigt gik jeg derfor hen til tolderne med mine papirer. Hvad der derefter skete, står ikke helt klart, men meget hurtigt var der ca. 10 toldere, som hver især havde deres mening om vores bagage.

Beslaglæggelse i Indien, 2001Det skulle senere vise sig, at indere hylder det princip, at jo flere der er omkring et problem, jo længere tid tager det, og jo mere kompliceret kan man gøre det. Men der er selvfølgelig også ca. 1 milliard mennesker, som skal holdes i arbejde. Efter heftige diskussioner, hvor vi måtte gøre dem opmærksom på, at de ikke kunne beholde vores blodprøveudstyr, medmindre at de ville præsenteres for et erstatningskrav, da det skulle holdes på en temperatur på 4 – 8 grader, endte det med, at de beholdt alt vores medicin. Her gjorde de os venligt opmærksom på, at det ville tage ca. 14 dage, før at vi kunne få det igen, men at vi da var meget velkomne til at kontakte toldmyndighederne næste dag. Det viste sig nemlig, at medicinen skulle analyseres i Mumbai (tidl. Bombay) ca. 500 km længere nordpå. Vi var chokerede, dette kunne ødelægge hele vores projekt. Slukørede gik vi ud til taxierne, som skulle køre os ned til vores hytter ved stranden. Der var ca. 15 personer udenfor, som ville have en masse penge for at tage vores kufferter ud til bilerne, og det var vi lige i humør til at diskutere på det tidspunkt. Man er altså aldrig i godt humør, lige når man kommer ud fra en lufthavn i den tredje verden, men gudskelov ændrer det sig næsten altid på køreturen derfra.

Tibetansk mand i Indien, 2001Landskabet ændrer sig fra de dødssyge store reklamer og grimme byggerier omkring lufthavnen til et spændende landskab med levende, sprudlende og smilende mennesker overalt. Som regel er chaufføren også snakkesaglig og smilende, men det giver jo også lidt flere drikkepenge. Vores chauffør hed John Fernandez, og så kan man jo selv gætte, hvilket herredømme, som Goa har været under. Byggestilen er da også meget portugisisk inspireret, ligesom halvdelen af befolkningen i Goa er katolikker.

Banansælger i Indien, 2001Da vi kørte forbi en del katolske kirker, hvor der var bryllup, begyndte vi at tale om deres måde at holde bryllup på hernede. Det er bestemt ikke billigt. Et almindeligt bryllup koster nemt 3 – 400.000 rupees, som svarer til ca. 70.000,-. Dette skal ses i forhold til, at årslønnen for en arbejder typisk er 5 – 10.000,- og for en dyrlæge ca. 18.000,-. Og her kan nemt dukke ca. 1500 personer op. I Danmark ville indbydelserne alene beløbe sig til ca. 20.000,-. Og hvor skulle man lige få plads til 1500 personer?

Men der kan ikke være mange, der når den giftemodne alder i den indiske trafik. Som passager i en indisk taxi skal man være ikke kun nihilist, men også fatalist, da det er ren dødskørsel, der bliver præsteret. Jeg troede, at jeg havde prøvet sindssyg kørsel i både Rom og Thailand, men kørsel i Indien slår alt. Udover de almindelige bilister og 2 hjulede trafikanter er der også hunde, køer, får, ja sågar aber på vejene. Og slitagedelene på en typisk indisk bil er helt klart hornet, speederen og lyset. Overraskende nok så så vi faktisk ikke nogle uheld under hele vores ophold i Indien, og bilerne havde ikke nogle buler.

Godt trætte nåede vi Palolem Beach, hvor vi skulle tilbringe et par dage ved stranden, inden vi skulle ind til området og arbejde.

Solnedgang i Indien, 2001I ly af mørket fra en af de – skulle det vise sig – utallige strømafbrydelser fandt vi vores strandhytter. Begrebet vekselstrøm giver en helt anden og meget mere håndgribelig mening i Indien end her. Vores logi bestod af bambushytter på 2 meter høje pæle. Meget romantiske og hyggelige. Både restaurant og hytter var opført, så de væsentligste dele af dem kunne fjernes, og resten overlades til naturkræfterne, når monsunen til foråret holdt sit indtog. Restauranten lå lige ud til stranden og lige ved hytterne, så vi kunne både sidde på restauranten og på terrassen i hytterne og kigge ud på solnedgangen over det Indiske Ocean. Hvem sagde Bounty ferie? Oplevelserne i lufthavnen gled da også i baggrunden, når man kunne nyde et lækkert indisk fiske- og skaldyrsmåltid sammen med en kold Kingfisher, som er den lokale øl, der “desværre” kun fås i flasker med 650 ml. Og så derefter falde i søvn til bølgebruset fra havet.

De første dage med det indiske toldvæsen:
Jeg vågnede med et sæt….. hvad var klokken? Vi skulle til lufthavnen igen for at forhandle om medicinen, og jeg havde været vågen flere gange på grund af alle de nye lyde udenfor. Turen til toiletterne var om natten fuld af farer. Man skulle tilbagelægge næsten 100 meter mellem andres hytter skarpt overvåget af hotelejerens hængebugsvin, og vagten, der var udstationeret på området om natten, sov sædvanligvis både længere og tungere end nogen af de gæster, som han skulle sikre mod ubehageligheder. Mågerne startede med at skræppe op, da fiskerbådene kom ind tidligt om morgenen. Efter en hurtig morgenmad så var det samme tur igen efter 12 timer, meget spændende! Men man fik da set tingene i dagslys, og særligt fik man set mange bygninger fra den portugisiske tid. De var ikke ligefrem vedligeholdt, men til gengæld så man nogle store olietanke ved havnen, hvor der var malet kunst på.

Vi ankom til havnens toldkontor, som skulle have modtaget vores medicin ifølge lufthavnens toldpersonale. Denne kontorbygning lignede alle andre offentlige bygninger i Indien, beton med uringule vægge uden udsmykning og med neonlys og møbler fra det russiske overskudslager fra 1. verdenskrig. Den eneste udsmykning var skilte med “No smoking – no spitting”. Især det sidste forbud havde mange meget svært ved at tage seriøst man kunne få det indtryk, at spytning på offentligt område regnes for en menneskeret i Indien. Men der var et utal af let overvægtige indiske mænd i lette skjorter og bukser og slanke kvinder i ulastelig rene sarier (lange klædestykker, som snos omkring kroppen). Alle bærer mange guldsmykker, især gifte personer.

På dette meget spændende kontor talte vi først med en ældre, men meget flink person, som sagde, at vi skulle tilbage til lufthavnen, da det var deres problem. I lufthavnen sagde de derimod, at det var toldkontorets problem. Se, dette burde ikke tage lang tid at få sagt dette, men 2 timer efter at vi var ankommet til kontoret på havnen første gang, ja så var vi tilbage igen, men noget mere ophidsede. Dette tror jeg, at de bemærkede, for pludselig var der 5 personer inde på den ældre mands kontor. Og nu skete der overraskende nok noget. Efter lidt ophidset samtale blev de enige om, at lufthavnspersonalet bare skulle have ladet os gå direkte igennem ifølge deres nye lov, hvor små mængder af medicin frit kan indføres uden problemer. Men nu var de officielle papirer jo lavet, så nu kunne de ikke bare lade os gå.

En rum tid gik nu med at overbevise dem om, at medicinen udelukkende var til veterinært brug og ikke narkotika til mennesker. Efterhånden gik det op for dem, at man af meget åbenlyse økonomiske årsager normalt smugler narkotika ud af Indien og ikke ind, men jeg måtte alligevel højt og helligt love, at der ikke var narkotika i vores medicin. Dette voldte mig lidt besvær, men jeg spurgte ham forsigtigt, om de opfattede methadon som narkotika. Han spurgte, om hvad vi brugte methadon til, hvorpå jeg svarede, at det var et smertestillende middel til hundene, og at det blev brugt til afvænning af narkomaner i Danmark. Nej, det regnede de ikke som narkotika. Så var det pludselig meget nemmere at svare ja til, at vi ikke havde narkotika med! Til sidst ringede de ned til lufthavnen og skældte dem godt ud, hvorefter de udfyldte en forfærdelig masse papirer, som skulle gå gennem en masse mennesker. Faktisk så mange mennesker, at klokken efterhånden var blevet 7 om aftenen, og vi skulle komme igen næste dag. Det ville koste ca. 10.000 rupees i afgift, men det var åbenbart den eneste måde, at det kunne lade sig gøre på. Og så kan man godt bande over personalet i lufthavnen, som havde givet os 16 timers unødvendig arbejde, ca. 15.000 rupees i udgifter og 2 dage mindre på stranden. Men fra, at vi på et tidspunkt ikke at kunne få medicinen, og så til nu, hvor den var tæt på, ja så var vi nået et langt stykke.

Eremitkrebs i Indien, 2001Næste morgen var Gunver taget af sted tidligt, og vi andre nød driverlivet på stranden. Igen en afslappende dag dog på nær en enkelt episode, hvor der pludselig var en havslange lige bagved Jens i vandet. Den var dog meget lille, og normalt kan de ikke bide gennem menneskehud, medmindre de er store eller får fat et tyndhudet sted.

Niels og jeg gik ud til en lille ø ud for stranden, og her nåede Niels at blive bidt af en eremitkrebs i tåen. Det vrimlede med eremitkrebs. På øen stod der helt ud til vandet et helt nøgent og kroget træ med en ravn, som skreg. Jeg fik associationer til Nordisk Mytologi og mystiske varsler. Var det et tegn om, at alt ville gå galt på denne tur?? Det skulle gudskelov vise sig ikke at være tilfældet. Resten af dagen gik med indkøb, klappe mange af strandhundene og dase. Gunver kom ved aftenstid med al medicinen. YES!!

Rejsen til Mundgod:
Vi fik pakket alle vores ting og drog af sted ved aftenstid, kun 1 time senere end planlagt. Vi kørte en del i bjerge, jeg troede ikke, at man kunne overhale i de situationer, som disse chauffører gjorde. Da vi kørte ind i Karnataka provinsen fra Goa blev vi stoppet 3 gange. Først for at køre ud af Goa, derefter for at køre ind i Karnataka og til sidst var der en politispærring, hvor de ville have penge vistnok for ikke at kontrollere indholdet af bilerne.

Én af grænsevagterne spurgte Nils, hvad der var i hans taxa. Nils, der på det tidspunkt var temmelig medtaget af en fødevareforgiftning og ikke følte trang til de helt store udredninger om bagagens indhold, svarede bare, at taxaen var belæsset med “boxes”, hvilket enhver jo kunne se var rigtigt. Da betjenten i det samme så, at hans kolleger havde fået den forventede bestikkelse, satte han en betydningsfuld mine op og sagde: “Boxes are OK”, og der blev ikke kontrolleret noget som helst. Det viste sig, at chaufførerne kunne prutte om prisen. Man kan jo diskutere, hvor meget af den afgift, der kommer i statskassen.

Vi så også den eneste elefant i Goa med flotte metaludsmykninger på stødtænderne. Lasse forklarede, at de havde det på for, at de ikke skulle flække, når de arbejdede. Sidste 40 km var ren vaskebræt-kørsel. Ved nogle byer i området var der vejskilte med løbende børn.

Inde på det tibetanske settlement område var der helt anderledes. Når man passerede grænsen mellem indisk og tibetansk område, var man ikke i tvivl om, om man nu forlod eller kørte ind i en flygtningelejr. Sagen var imidlertid den, at enhver ville tro, at det var det indiske område, der var flygtningelejren og ikke omvendt. Settelmentet havde flotte klostre, flotte velholdte bygninger, masser af tibetanske skilte og flag. En del af denne udsmykning var til ære for H.H. Dalai Lama, som var på besøg der for at velsigne den nye store klosterbygning på Ganten klostret.

Lakha Lama, Pia, Gunver og nogle munke tog imod os, da vi ankom. Vi fik vores værelser, som var helt nye med bad og toilet. Til lyden af utallige hundeglam og – slagsmål faldt vi i søvn. Der skulle nok være arbejde til os hernede.

Vi vågnede til lyden af utallige bilhorn og jublende glade og råbende munke, som skulle til forelæsning med H.H. Dalai Lama. Efter et iskoldt bad fik vi morgenmad på munkekollegiet. Pandekager og butterthe (smørthe). Det var en ny oplevelse!

Inden indretning i Indien, 2001Dyrlægearbejdet:
Nu skulle vi til at bygge vores klinik op. Oprindeligt skulle vi have været i et traktorværksted, men det var i sidste øjeblik blevet ændret til et Coca-Cola depotrum. Elektrikeren var absolut ikke helt færdig, men det skulle vise sig ikke at være det store problem, idet strømmen som regel var væk det meste af dagen. Mange af vores operationer blev meget afhængige af, at vi med vores erfaring nogenlunde vidste, hvor vi skulle søge, og derfor kunne foretage det meste i tusmørke. Godt, hospitalstilsynet ikke kom på inspektion! De ville nok også have haft nogle kommentarer til vores operationsrum, som bestod af Coca-Cola kasser med træ- og marmorplader på.

Niels og Lasse opererer i Indien, 2001Udenfor på terrassen satte vi 2 borde. Det ene bord var til sundhedseftersynet, hvor der blev undersøgt ører, øjne, tænder, hjerte/lunger, hud/pels og kønsorganer. Samtidig fik hundene også her parasitbehandling og en microchip, så vi nemt kunne holde styr på, hvilke hunde, der havde været gennem systemet. Det andet bord fungerede så som kontor, hvor journalen blev skrevet.

Lille hund i bad i Indien, 2001Herefter blev hundene så badet, hvis der var behov for dette, og det var der i langt de fleste tilfælde. De fleste hunde havde parasitter såsom skabmider og hårsækmider, hvor vores medicin har en god effekt. Der var selvfølgelig også loppe- og luseproblemer, men dette havde vi ikke præparater med til, da vi hjemmefra havde vurderet skabproblemet til at være det største. Samtidig var der også mange hunde med orm, både spole- og bændelorm. Især hvalpene var plaget af spolorm.

Efter badet fik hundene antibiotika og blev bedøvet. Hundene blev herefter barberet, vasket og sprittet af, og operatøren blev iført hue, maske og handsker.

Efter indgrebet, som efterhånden blev samlebåndsarbejde, blev hundene lagt til opvågning efter at have fået smertestillende medicin.

Dalai Lama passer på udstyret i Indien, 2001Vi havde ingen dødsfald i forbindelse med operationerne, og her skal man tænke på vores meget primitive arbejdsforhold samt hundenes helbredstilstand med stor parasitbelastning -og dårlig ernæring. Under opvågningen, som foregik lige udenfor vores operationslokale på måtter, var der hele tiden en stor skare munke, tibetanere og indere, som holdt øje med hundene. Når hundene var vågne nok, blev de båret eller kørt ud til deres område af munkene.

Kollektiv hundeopvågning i Indien, 2001Nogle udvalgte patienter:
En af de første patienter var en meget svækket hund med det ene øre næsten bidt af og med utallige maddiker i såret. Niels fik æren af denne operation, som forløb godt, men hunden døde desværre næste dag.

Derudover så vi først en del tævehunde, som havde hævelser i skeden, som vi først vurderede til at være kommet i forbindelse med parring eller slagsmål. Men da vi fik en privat hanhund ind med blødning fra penis, ændrede vores opfattelse sig. Herhjemme er prostataproblemer eller blærebetændelse højt på listen ved blødning fra penis, men dette var en kræftsygdom i kønsdelene, som overføres ved parring. Det var meget udbredt blandt hundene.

Vi så også en enkelt kat med kraftige forandringer i hoved og på ører. Diagnose: Kattens skabmide. Der kom så højt et brøl fra vores hudspecialist Birgit Holm, at jeg troede, at miden havde sprunget op gennem mikroskopet og bidt hende i øjet. Denne mide ser man nemlig ikke i Sverige eller Danmark. Vores hudspecialist havde i det hele taget en herlig tur – næsten som en ægyptolog, der står med en graveske i hånden midt i en uåbnet kongegrav ved Nilens bred.

Tibetanske børn med hvalp i Indien, 2001Tilskuere og hjælpere:
Alle vores operationsdage var et tilløbsstykke uden lige. Ved terrassen, ved vinduerne ind til operationsstuen og ved opvågningsgården var der en kødrand af tibetanere, indere og munke. Selv når vi efter lysets forsvinden om aftenen sad i klinikken og delte en flok øl fra kølekassen, udgjorde vi et tilsyneladende attraktivt mål for de lokales nysgerrighed. De fleste blev stående så længe, at man kunne blive helt misundelig. Derhjemme hænger man i en klokkestreng, og her betyder tiden intet. ….. og de virkede glade og lykkelige.

Munkene i deres mørkerøde munkedragter var et eksotisk indslag i hverdagen. Og mange af dem var med til at hjælpe. De fangede hunde, de hjalp til med at vaske og holde dem, de bar dem ind og ud af operationslokalet, og de holdt øje med dem, mens de lå til opvågning. Lakha Lama’s tilstedeværelse og meget synlige engagement i projektet stimulerede mange af munkene til at komme op i omdrejninger og give et nap med – det var lidt som at komme til et katolsk land ledsaget af jomfru Maria i levende live.

Mads hjælper en canadisk munk i Indien, 2001Der var også udenlandske munke, og her havde vi hjælp af en canadisk munk, som var en meget stor hjælp i de 3 dage, han var der. Han var blevet buddhist efter at have været narkoman i mange år, og nu ville have leve resten af sit liv som munk. Han var en spændende og intelligent fyr at snakke med, og han foretog sig nogle små pudsige ting. Han satte skrevne mantraer (tekster) op på væggene, som vi kunne fremsige, når vi var ved at løbe tør for energi. Når vi foretog en sterilisation af en drægtig tæve, så stod han og velsignede hvalpene i livmoderen, når vi fjernede dem. Han havde også en Tibetansk/Engelsk ordbog, som havde nogle pudsige sætninger. “Yes, I have Tuberculosis”, “No, we are not going to China” og “Is this musik the last Hindi-pop?” Vi havde også andre meget positive oplevelser. En japansk nonne og en brasiliansk kvinde hjalp også til, ligesom flere udlændinge og munke kom til klinikken for at give donationer. Der var bl.a. 2 amerikanske kvinder, som havde samlet 10.000 US $ sammen til hundearbejde i Indien, og de var meget positive overfor vores projekt.

Mogens Hansen og holdet i audiens hos Dailai Lama i Indien, 2001Mødet med H.H. Dalai Lama:
En af de helt store oplevelser ved vores ophold i området var vores audiens hos H.H. Dalai Lama. Der var lavet et stort forarbejde for at få audiens hos ham, og på grund af dels projektet, som H.H. Dalai Lama havde ønsket i 20 år, og dels Lakha Lama´s høje status i det tibetanske samfund, så lykkedes det at få presset en audiens ind i hans meget stramme program.

Jeg regnede med, at man gik lige ind til ham, men nej. Der var ca. 5 sikkerhedscheck på området. Først kom man til klostret, hvor alle, der ikke var registreret til mødet, skulle blive i klostrets kollegium. Derefter blev man stoppet ved 2 vejspærringer, hvor man ved den sidste skulle vente i ca. 1 ½ time, inden H.H. Dalai Lama ankom med politieskorte. Der var massive politiafspærringer rundt om hele ankomstpladsen. Han blev modtaget af ceremoniel musik med store “Waldhorn” lignende instrumenter. Det nærmeste, som lyden kan komme en sammenligning, er en hæs elefants parringsbrøl. Vi skulle senere erfare, at der meget nær vores guesthouse var en musikskole, hvor de startede øvelseslektionerne på disse instrumenter klokken meget tidligt om morgenen. Til gengæld standsede deres musiklektioner så først meget sent på aftenen.

Herefter blev vi vist ind i et stort rum, hvor der ventede ca. 150 personer på at få H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Dette foregår ved, at de går forbi ham, mens de modtager hans velsignelse. Lidt ligesom når Dronning Margrethe giver håndtryk til en masse personer. Mange har ventet i mange år på denne mulighed, og mange får aldrig chancen. Hvorimod os, som ikke engang er buddhister, har fået ca. 15 minutter til et interview med ham. Vi skulle yderligere gennem 2 kropsvisiteringer samt en metaldetektor, før vi var klar. Sikkerhedscheckene viste sig effektive: Ulla fik konfiskeret en schweitzerkniv af en securitymunk, der ikke forstod, at en svensker føler sig nøgen uden noget på sig, som kan åbne en øl. Den blev dog pænt returneret efter besøget.

Endelig kom vi ind i det allerhelligste, hvor H.H. Dalai Lama modtog os. Der blev filmet og taget billeder, mens vi modtog hans velsignelse af projektet. En stor oplevelse!

Efter interviewet måtte vi gå hele vejen tilbage til vores hus, idet vejene var spærret. H.H. Dalai Lama skulle nemlig den vej ud og besøge nogle settlements. Alle stod ved vejen og bukkede, da han kom kørende forbi. Der er en meget stor respekt og kærlighed til H.H. Dalai Lama. Jeg kan godt forstå, at der bliver passet godt på ham, han må virkelig være en torn i øjet på kineserne.

Nytårsaften:
Vi tog ind til Mundgod, som er en indisk by i settlementet. Sikken kørsel, man sætter ikke farten ned, når man kører ind i byen, men bruger bare hornet mere flittigt. Der er kun millimeter fra køer, grise, småbørn og kvinder i sari med kastemærke.

Stærk øl i Indien, 2001Det var nytår om aftenen, så vi købte 2 kasser Kingfisher og Knock Out (lokale øl – den sidste er en stærk øl, hvis man skulle være i tvivl), et par flasker rødvin og noget rom. Derudover var Jens meget stolt over at have købt ægte Cognac og Whisky i Goa. Så om aftenen kom flaskerne på bordet sammen med den fantastisk gode mad, som munkekokkene diskede op med hver aften. De skulle starte en restaurant i Danmark, de ville score kassen! Da vi åbnede Jens´ flasker, viste det sig, at indholdet ikke helt svarede til etiketten. Faktisk var det alkohol med essens, og det smagte ikke specielt godt! Men det virkede. Da vi sad og var blevet lidt lystige, kom Lakha Lama og sagde, at der var 2 køer med problemer, som vi skulle ud til.

Den første ko havde de været 5 mand om at trække en for stor, død kalv ud af. Så der var en tilbageholdt efterbyrd og sår i livmoderen med lokal bughindebetændelse. Mens Tine stod med hele armen inde i koen, blev der sagt godt nytår. Det blev en nytårsaften, som ikke ligner de andre!

Ko med benbrud i Indien, 2001Den anden ko havde et åbent, splintret knoglebrud med infektion mellem has og hov. Munkene havde selv lavet en skinne af træstykker, som var syet sammen. Den fik lagt en gibsskinne, og ligesom den første ko fik den selvfølgelig antibiotika og smertestillende medicin.

Aftnerne:
Om aftenen tog vi over på klostret for at høre munkenes diskussioner, som foregår ved at en munk sidder på jorden og skal svare på de spørgsmål, som en stående munk stiller ham. Når han stiller et spørgsmål, tramper den stående munk i jorden med den ene fod, mens han slår hænderne sammen. Og når dette bliver udført af 400 munke hele tiden, så larmer det en del. Men livligt er det! Vi så også deres køkken, og der var nogle meget store gryder. Alene gryden til te var på størrelse med en jacuzzi.

Aftenbuffet i Indien, 2001Vi var tit indbudt til middag på forskellige klostre. Til disse middage får rinpocherne (reinkarnerede lamaer) deres egen mad af munkene, mens resten af selskabet selv tager mad fra en buffet. Og altid var det pragtfuld mad. Inden maden bliver der holdt små taler, både fra værten og fra gæsterne. Når måltidet er færdig, ja så spilder man ikke tiden med unødvendig snak. Så bryder man op og tager hjem. Dog var der en enkelt gang, hvor vi efter middagen gik ned i et tempel for at meditere sammen med 8 rinpocher. Mens meditationen stod på, messede de 8 mænd, og det gav en speciel følelse af at være i en helt anden tilstand.

Deres messen var om at give os et langt og lykkeligt liv. Buddhisternes filosofi er, at hvis man tænker og udtrykker noget positivt, så giver man energi til at det vil ske. Omvendt hvis man tænker negativt, så nærer man det onde, og ondt vil ske. Derfor var H.H. Dalai Lama’s vigtigste ord, da han var i Danmark, at man altid skulle tale godt om alle, og hvis man ikke kunne dette, så skulle man i det mindste ikke gøre ondt.

Den sidste aften var alle de øverste ledere af klostrene sammen med den civile områdeleder til middag hos os. Der blev talt om fremtiden i området, bl.a. om et dyrehospital til både hunde og kvæg. Derudover sagde vi i vores tale, at sundhedstilstanden hos hundene i området ville bedres meget, hvis munkene tog hundene til sig på sand buddhistisk vis og plejede og fodrede dem. Lederne virkede meget interesseret i vores råd og ville udbrede dette blandt deres munke.

Besøg på en røgelsespindefabrik i Indien, 2001Vi nåede at besøge flere klostre, bl.a. et nonnekloster, ligesom vi så tibetanernes værksteder, hvor de bl.a. laver flotte håndknyttede tæpper og røgelsespinde. Et andet værksted syede skoleuniformer. Hvis vi havde det herhjemme, så ville mange teenageforældre spare mange penge på modetøj, og der ville ikke være så meget mobning på grund af tøjet. Vi besøgte også de gamles by og et menneskehospital. Både de gamles by og hospitalet var velfungerende, og hospitalet var rimeligt moderne indrettet. Specielt var tandlægeafdelingen på hospitalet moderne, og her så vi en munk få ordnet sine tænder. Jeg lagde mærke til, at sokkerne har samme farve som dragten.

Afrejsen:
Da vi havde nået de 300 hunde, som vi havde udstyr med til, ja så kunne vi ikke foretage os mere. Vi havde set på vores ture rundt i området, at der var mange hunde med vores halsbånd på, men der var 5 – 10 gange så mange uden. Og der var masser af problemer med kvæget i området, som vi kun lige havde set overfladen af. Blandt andet var der ikke nogen i området, ikke engang på hospitalet, som kunne fortælle os, hvilken form for tuberkulose som menneskene blev syge og døde af i området. Var det menneske- eller måske kvægtuberkulose?

Dette bekræftede os i, at projektet kun lige er startet, og at der er masser af arbejde dernede endnu. De sidste dage dernede havde vi selskab af en indisk dyrlæge, som var blevet ansat deltids for at fortsætte vores arbejde. Men uden lokaler og kun en dag om ugen, ja så kan det kun blive lappearbejde, og det glider tit ud i sandet. Derfor tog vi derfra med den plan, at der skulle ske noget mere i området, og at vi ville arbejde på det, når vi kom hjem.

Samtale med indisk dyrlæge i Indien, 2001Projektets fremtid:
Vores projekt i Indien har været en meget stor oplevelse. Både menneskeligt og veterinært. Og det har helt sikkert været et vigtigt projekt. Ikke så meget på grund af de 300 hunde, som vi nåede dernede, men mere fordi det har været et projekt, som har været savnet i de tibetanske områder i mange år. Der er intet veterinærvæsen i disse områder, og H.H. Dalai Lama har ønsket det i 20 år. Derfor er det meget vigtigt at videreføre projektet. Der er som sagt masser af hunde og kvæg, der trænger til hjælp.

Det næste skridt er at bygge et dyrehospital, hvor der kan behandles hunde og kvæg. Tanken er at bemande klinikken med en indisk dyrlæge samt tibetanske hjælpere. Senere ville det være ønskeligt at uddanne en eller flere tibetanske dyrlæger, hvor disse så kunne arbejde på dyrehospitalet samt i de andre tibetanske områder med mobile klinikker med udstyr fra dyrehospitalet. Samtidig ville det være muligt for udenlandske dyrlæger, veterinærsygeplejersker, teknisk personale og andre interesserede at bo på dyrehospitalet og deltage i det daglige arbejde. Dette ville være en stor inspiration for alle parter.

Tak:
Vi vil udtrykke vores store taknemmelighed og glæde over støtten fra følgende firmaer, som gjorde dette projekt muligt, dels med udstyr og medicin, dels med økonomisk støtte:

Boehringer Ingelheim Danmark
Bayer Danmark
Orion Pharma Animal Health
Novartis Animal Health
Merial Norden
Scanvet
Kruuse
E Vet
Dyrenes Beskyttelse
Rigshospitalet, Hillerød Sygehus og Frederikssund Sygehus

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen
billede1
Atter engang lykkedes det at samle en flok entusiastiske dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som vil bruge deres ferie og penge på at arbejde gratis under meget besværlige forhold i Indien.

Så vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Udover at varmen var ca. 20 grader mere end i Danmark, så blev man overrumplet af farverne, menneskene, duftene (og stanken!) samt fattigdommen, også selv om man har været der mange gange efterhånden. Men en positiv ting er, at luftforureningen er ikke slem mere, efter at alle taxier, busser og andre officielle køretøjer skal køre med gas. Så i byerne er den total sorte røg, som før kom ud af udstødningsrørene, kun et meget sjældent syn.
Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.

Vi ankom ved middagstid, hvor vi blev modtaget af Tibet Charitys direktør i Dharamsala, Mr. Tsering Thundup. En mand, som man kun kan føle en stor respekt for med hele hans udstråling og væremåde. Jeg mødte ham første gang, da han var leder af et skolehjem i nærheden af Bir. Det var i 2001, da vi første gang arrangerede et gadehundeprojekt i Dharamsala på H.H. Dalai Lama’s opfordring.

På en fridag tog vi så til skolehjemmet, hvor vi blev vist rundt. Børnene var alle fra de mest fattige områder af den østlige del af Tibet, hvor forældrene enten stadig var i Tibet eller var døde. Men vi blev kun mødt med smil og latter og leg, og at se den ro og orden, der var på hjemmet, hvor børnene selv stod for oprydning, tøjvask, haven, madlavning og meget andet udover deres skolegang og buddhistiske gøremål, ja det var fantastisk. Mange danske skolebørn ville have godt af en rundtur på denne skole, så de kunne se, at der er andre værdier end ligegyldighed, egoisme og mobiltelefoner.

Udover Mr. Tsering Thundup var der flere fra Tibet Charitys kontor for at byde os velkommen og hjælpe os med vores værelser. Og her må jeg nævne Vishnu, som egentlig hedder Bishandass. Han skulle vise sig at være den bedste hundefanger, som jeg nogensinde har set. Samtidig var han en utrolig behagelig fyr at være sammen med og meget hjælpsom.

Efter en hviledag var vi inviteret til åbning af den nye dyreklinik i Dharamsala. Allerede efter vores første tur til Dharamsala begyndte vi at planlægge en fast dyreklinik i Dharamsala, og efter meget arbejde fra især Gunver Juul og Tsering Thundup og efter mange problemer med at skaffe lokaler og problemer med de indiske myndigheder er det nu lykkedes at få etableret en fast dyreklinik tæt ved Tibetan Children Village (TCV). Og til ære for os havde de sørget for at lægge åbningen, så det passede med vores ankomst.

Til selve åbningsceremonien var der inviteret flere prominente personer, bl.a. ledende officielle veterinære personer samt TCV’s øverste ledere. Og som det er skik i de tibetanske områder så blev der holdt mange og lange taler! *G* Men det var en flot åbning, hvor vi også pr. tradition blev beæret med de flotte hvide sjaler, inden det røde bånd blev klippet over, og vi kunne se den nye klinik. Klinikken var utrolig flot, og noget af det mest moderne og praktiske, som jeg har set både i Indien og Thailand. God indretning, gode borde og alt udstyret var placeret i skabe under meget ordentlige forhold. Men de udendørs faciliteter, bure og løbegårde, var absolut ikke optimale, og der manglede penge til at købe materialer til at lave ordentlige hundebure.

Efter 3 dage i New Delhi samt 1 dag i Dharamsala var vi ivrige efter at komme i gang, og bare det at finde alle vores medbragte instrumenter og andre gode ting med fra Danmark og få det samlet og placeret klinikken var dejligt. Nu skulle vi snart til at arbejde!

Den første arbejdsdag er altid lidt speciel. Mange har ikke været med før og er måske lidt nervøse. Slår man til, kan man de ting, som kræves, kan jeg finde ud af det? Nogle kender hinanden og har måske været med før. Så der går lige lidt tid, inden man som koordinator ved, hvordan teamet fungerer. Og som regel finder de enkelte i teamet hurtigt ud af, hvem de arbejder godt sammen med. Dette var vigtigt, da Tsering Thundup gerne ville have os ud på nogle camps, dvs. mobile klinikker, hvor vi tager ud til steder, hvor de har brug for vores hjælp.

Han havde planlagt en camp i Bir, et tibetansk område 3 timers kørsel fra Dharamsala. Vi skulle også ud til et medicinsk universitetsområde nær Kangra samt til en lille indisk landsby i bjergene nær Kangra. Da han nævnte den indiske landsby, var jeg meget skeptisk. Dette med tanke på flere oplevelser med indiske myndighedspersoner, hvor de lover en masse, og der sker intet. Vi havde haft oplevelser, hvor de lovede, at der ville være masser af hunde til os, men når man så stod der med alt udstyret, ja så var der ikke en eneste hund. Men denne mistanke skulle senere vise sig totalt ubegrundet.

Jeg skal måske lige her fortælle, hvilket arbejde, som vi egentlig udfører. Vores arbejde er grundlæggende baseret på ABC arbejdet. ABC står egentlig for Animal Birth Control og har siden starten af  90’erne vundet indpas i mange lande verden over. Grundlaget for arbejdet startede faktisk i Indien, hvor specielt en person, Dr. Krishna fra Blue Cross, en dyreværnsorganisation, var forgangsmand. Man skal tænke på, at halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Så det var naturligt, at man netop i Indien var interesseret i at begrænse denne sygdom, som i 99 % af tilfældene overføres via hundebid. Og man havde i over 100 år prøvet med masseaflivninger uden effekt. Så hvad skulle man nu?

Dette var starten til at prøve ABC-projektet i nogle få områder af Indien, og med stor succes. ABC arbejdet består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet. Det optimale ville så være at få løst affaldsproblemet, så der ikke ligger masser af mad, der kan tiltrække hunde, der ikke er blevet behandlet. Hvis man når op på 70 % af hundene, så taler man om en kontrolleret gadehundebestand, hvor man så løbende skal sørge for at få behandlet de hvalpe, som kommer til. Og det er en kæmpe fordel at behandle hvalpene, da de er nemme at fange og operere med meget få komplikationer.

Der har været kritik af ABC arbejdet, og selve proceduren er da også blevet ændret flere gange gennem årene. Og nogle steder, hvor ABC programmerne har slået fejl, har været områder, hvor man på grund af utålmodighed og dumhed har slået de hunde, som er blevet behandlet, ihjel. Problemer her er, at de hunde, der som regel bliver behandlet først, er også de hunde, som er mest knyttet til mennesker og nemmest at fange, og når du slår dem ihjel, ja så kommer de hunde, som er mere sky og ikke så tamme tættere på, hvor der er mad og dermed mennesker, og så har vi et større problem, for de hunde, som skulle have holdt dem væk, ja de er døde. De indiske myndigheder var startet på det i Dharamsala for nogle år siden, inden de blev stoppet. Andre problemer udover dumhed og utålmodighed, som man ikke kun ser i Indien, men også i lande i Europa som Grækenland og Tyrkiet, med ABC programmerne er, at man ikke var nået op på de ca. 70 %, eller at man ikke holdt det ved lige. Ja, og så er der stadig det store affaldsproblem, som holder liv i rigtig mange stray dogs.

Nå, efter vores første dag på klinikken skulle de fleste af os ud i felten og lege M*A*S*H. Vi skulle til et medicinsk universitetområde, hvor vi fik tildelt nogle lokaler. Meget fine lokaler, som blev brugt til studerende. Men lyset i de lokaler! Jeg har en mistanke om, at samtlige indere er udstyret fra fødselen med natkikkertsyn. Hvordan er de i stand til at læse under de betingelser? Men belært af tidligere ture så havde jeg taget pandelampe med. Vi havde Vishnu med, og dagen før havde vi været dernede for at fange hunde.

Det skulle vise sig, at hundene i dette område var ekstremt sky. De havde meget lidt menneskelig kontakt, da det var et universitetsområde uden mange fastboende familier, primært studerende. Så det var et show at fange hundene, som alle vores tilskuere var meget fornøjet over. Og det er utroligt, som vores tilstedeværelse kan trække folk til. Man kommer ud, hvor der umiddelbart næsten ingen mennesker var, og pludselig står der 100 personer, der virker, som om at de har hele dagen til at kigge på os.

Jeg kiggede faktisk lidt efter de huller i jorden, som de måtte være kommet op ad, for der var ingen huse i området. En lille sjov oplevelse var en hundefamilie med mor og 6 små hvalpe, hvor vi fangede moderen samt en hvalp. Resten gemte sig i et rørsystem i overfladen af jorden, hvor der var flere udgange. Der blev udtænkt mange måder at få dem ud på, og intet lykkedes den første dag. Men næste dag var de rimelig sultne, så de kom ud af deres hulesystem, når de blev lokket med mad. Alt i alt nåede vi ca. 40 hunde i dette område, så betingelserne taget i betragtning, så var det OK.

Vi skulle derefter til Bir, som ligger ca. 3 timers kørsel østpå fra Dharamsala. Udover at Bir også er et område med meget tibetansk indflydelse, så er det også et meget kendt sted for paraglidere. Faktisk bliver verdensmesterskaberne i paraglidning afholdt i dette område. Samtidig er det et meget smukt område med alle deres theplantager på bjergskråningerne. Da vi ankom, skulle vi først mødes med den lokale tibetanske hundegruppe, som var meget ivrige og gjorde et stort stykke ulønnet arbejde. Vi skulle stå under et smalt halvtag lige ved nogle meget nedslidte bygninger. Vi delte arealet under halvtaget med nogle indiske kvinder, som puttede hør i nogle meget dekorative puder/madrasser.

Vi fik stillet vores borde og udstyr op, efterhånden kunne alle deres funktioner i søvne. En af de første patienter var en meget hærget hanhund, som havde et kæmpe betændt område med dødt væv, maddiker og rester af et øre på den ene side af hovedet. Han havde vist rigtigt levet livet som slagsbror og områdets Don Juan. Vi fik ham bedøvet, behandlet hans hoved og selvfølgelig også kastreret og vaccineret. Da vi kom næste dag, var han meget deprimeret. Han lå bare og kiggede uden at røre sig, som om han vidste, at vi havde taget hans mandighed fra ham. Denne tilstand stod på næsten hele dagen, og vi var faktisk lidt bekymrede for ham. Indtil der kom en løbsk tæve til operation. For første gang løftede han hovedet, og pludselig var han henne hos hende og parre hende på alle mulige måder.

Vi havde nogle dejlige dage i Bir med pragtfulde mennesker og gode oplevelser. Jeg boede som den eneste på et tibetansk hotel for munke. Der var en dejlig fred og ro om aftenen! Og vi afsluttede med en afskedsceremoni for alle, der havde været involveret i arbejdet, hvor Tsering Thundup og hans kone og børn deltog med tale og uddeling af de flotte hvide sjaler til alle.
Vores næste camp var jeg meget skeptisk overfor. Tibet Charity’s direktør, Tsering Thundup, Vishnu og jeg tog ud til et bjergområde med småbyer, hvor der havde været rabiesdødsfald blandt menneskene. Efter at have ventet i rimelig lang tid på en ”restaurant” (2 borde og en stegepande på et gasblus på gulvet) ankom områdets leder. Vi blev kørt langt ud af en bjergvej, hvor der ingen beboelse var, kun et hus med 3 rum og en overdækket terrasse. Min reaktion var meget blandet. Stedet var pragtfuldt med udsigt over bjergskråningerne med træer, flod og rismarker. Men jeg havde en forventning om, at vi måske ville se 1-2 hunde på de 3-4 dage, som der var planlagt. Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!

De fleste af os tog derud dagen efter, og vi havde knap stillet op, før der var en kø på 20 hunde. Folk, gamle som unge, kom langvejs fra gående med deres hunde. Der var en gammel mand med stok, der kom gående 15 kilometer med 3 hunde for at få dem opereret! Jeg var meget forbavset, da jeg flere gange før havde været ude for, at når man aftaler noget med indere, så sker der intet. Men forklaringen her var, at den øverste ledelse i området var meget indstillet på at udrydde rabies, og alle folk i området havde fået at vide, at hvis de ikke fik deres hunde opereret og vaccineret, så ville de blive aflivet. Så her fik vi vores sag for.

Hver gang vi talte hundene i køen, så var der ca. 20, uanset hvor mange vi lige havde opereret. Og dette fortsatte i 3 dage, hvor vi stod ved 4 borde, og i nogle tilfælde opererede på gulvet også. Hver dag gik vi meget trætte i seng i vores guvernør bolig, som var en tidligere bolig ude i skoven til brug til prominente gæster. Efter 3 dage havde vi nået 150 hunde og en ko (koen blev behandlet for et sår).

Vores tid i Dharamsala området var nu slut, men Liv, vores friske norske dyrlæge, ville gerne blive et stykke tid og hjælpe i Dharamsala på klinikken sammen med Lobsang og Vishnu. Efter en afskedsmiddag for alle samt Tsering Thundup, Vishnu og Lobsang tog vi op til Ladakh for at mødes med den anden gruppe, der nu havde arbejdet deroppe i 7 dage. Vi havde lavet et samarbejde med Vets Beyond Borders, en australsk gadehundeorganisation, som arbejder meget i Indien på forskellige lokaliteter og har et tæt samarbejde med den indiske regering, bl.a. med uddannelse i Delhi af indiske dyrlæger til gadehundeprojekter. Vet Beyond Borders har startet en klinik med midler fra Brigitte Bardot Fonden i byen Leh i Ladakh området i den allermest nordlige del af Indien. De har brug for frivillige i hele sæsonen, som er fra forår til september. Resten af perioden er det nærmest umuligt at komme ind eller ud af området, da alle bjergpas og lufthavnen er lukket af sne. Dette undrer sådan set ikke, da bjergpassene er de højeste i verden på ca. 5700 meter, og en af byerne ved et af passene har målt 62 graders kulde, hvilket er den næstlaveste temperatur målt i et beboet område.

På vores tur op til Leh var det også tydeligt, at det var sidst på sæsonen og passene snart lukkede. Der blev kørt forsyninger ind til området, hvilket medførte kørsel nærmest i kortege med et endeløst antal af stærkt forurenende lastbiler, som kæmpede sig op af de stejle bjergveje. Her er det så lige, at den indiske mentalitet på vejene kommer til udtryk. Vores chauffør var ikke til sinds at bruge sin ungdom med at ligge i lastbilskøer, og dette medførte mange, ja nærmest et utal af hasarderede overhalinger med hornet i bund på meget dårlige, hullede og snoede bjergveje uden trafikværn til beskyttelse af frie fald på mange hundrede meter. Med en ipod i ørerne og et stille billede af alle ens kære i Danmark på nethinden kunne man opnå en tilstand af en grad under total panik og dødsangst. Men udover dette var det en utrolig naturoplevelse, hvor der efter hvert sving var et nyt sceneri, som nærmest tog pusten fra en. Og hvis ikke sceneriet gjorde det, så tog højden resten. Vi var ude i sneen i 5300 meters højde, og bare at gå lidt opad i denne højde var hårdt. Og mens vi stod der, så kom der en vesterlænding på mountain bike cyklende opad i korte cykelbukser! Det var grænseoverskridende bare at se på.

På trods af alt så nåede vi sent om aftenen efter 16 timers kørsel Leh. Vi bookede samme hotel som den anden gruppe, hvor jeg fik et værelse på 2. sal. Vi var i 3500 meters højde, og bare i denne højde blev man forpustet af at gå op ad trapperne. Næste dag skulle vi mødes med den anden gruppe, som var stået tidligt op for at arbejde, så vi tog en taxi derud. Klinikken ligger i et ørkenområde et stykke uden for Leh, og på trods af, at vi lige havde været i områder, hvor der var sne, så var det faktisk meget varmt derude, omkring 30 grader. Til gengæld var der nærmest frost om natten. Lederen af klinikken var en australsk dyrlæge, Ruth Prye. Hun kørte klinikken meget entusiastisk og professionelt, og i løbet af sæsonen havde de nået næsten 1000 hunde. Alt var sirligt skrevet ned i bøger, og der var godt styr på alt medicin og udstyr.

Vi havde en god tid deroppe, men der var ikke meget at lave, da de var ved at lukke ned for sæsonen. Men vi fik nogle gode diskussioner, især om fordele og ulemper ved de 2 måder at operere tævehundene på, nemlig ”midline” og ”flank” operationer. ”Midline” operation er den metode, som bruges hyppigst i hele verden, hvor man laver sit snit i midten af bugen og derigennem fjerner æggestokke og livmoder, hvor ”flank” operation bruges en del i Australien og på en del gadehundeprojekter. Her opererer man gennem et snit, som lægges på siden af hunden et stykke under rygsøjlen. Fordelen ved ”flank” operation er, at man ved gadehundene nemmere kan holde øje med såret, og der er mindre risiko for, at såret bryder op. Ulempen er, at der er større risiko for blødning samt smerter, ligesom der nemmere går infektion i såret.

Efter et par dage i dette pragtfulde område skulle vi tilbage igen, men vores oprindelige plan med at tage samme vej tilbage, var umuligt, da passene var lukkede på grund af sne! Og vi havde kun været i Leh i 4-5 dage. At bestille fly var også umuligt, alle i området, som ikke var fastboende, ville ud af området nu, så alle fly var fuldt bookede. Gode råd var dyre, men det viste sig, at vi kunne tage taxi til byen Srinigar i provinsen Kashmir, hvor vi så kunne tage et fly til Delhi. Dette havde faktisk været en af mine drømme at komme til Kashmir i mange år, idet jeg sidst havde været i Srinigar i 1975. I den mellemliggende periode har det i mange perioder været farligt at være i Kashmir området og især Srinigar, da der har været uroligheder mellem de muslimske frihedsorganisationer i området og de indiske regeringsstyrker. Dette har givet sig udslag i bortførelser af vesterlændinge, væbnede kampe og bombeattentater. Men i de sidste par år har der været rimeligt roligt, og nu er turisterne begyndt at komme igen, og sågar er der organiserede skiture til området nu. Og de næste 3 dage skulle vise sig at være en perfekt afslutning på turen.

Vi startede med en pragtfuld tur til Srinigar, hvor vi ankom til Dal Lake. Srinigar ligger ved en meget stor sø, som hedder Dal Lake. Rundt om hele søen kan man se Himalaya bjergene, og fra kanten af søen bliver man i gondoler, her kaldet shikhara, sejlet ud til store husbåde, som Dal Lake er kendt for. Husbådene ligger ved små øer i søen og er bygget meget kunstfærdigt i træ. De har en lille terrasse i den ene ende, hvor man kan sidde og nyde sin morgente eller aftens øl, mens man ser på bjergene, ørnene, lotusblomsterne og vandliljerne og lytter på isfuglenes latter. Indenfor er der spisestue med træmøbler, hvor man får serveret alle måltider. Her nød vi livet en dags tid, vi kunne sagtens have brugt 14 dage her. Men videre til Delhi, hvor vi så havde booket os ind på et eco friendly 5 stjernet hotel tæt ved lufthavnen, hvor vi blev forkælet den sidste dag, inden turen gik hjemad.

Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk. Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Mogens Østergaard Hansen
Dyrlæge

Af Dyrlæge Igor Zinger

Rapport til Dyrenes SOS fra den israelske dyrlæge Igor Zinger, som har arbejdet på klinikken i Dharamsala i foråret 2008, og igen i foråret 2009.

Er netop kommet hjem efter at have været på camp. Vi har været i Bir, en tibetansk landsby  3 timers kørsel fra McLeod Ganj, hvor der overvejende bor flygtninge. At køre i en indisk bil på de “specielle” veje, har virkelig været en sand koncentrationsprøve – næsten som at udføre en operation! Varm velkomst af de lokale, med øjne fulde af iver – vi smeltede efter de første dage.

Den problemtiske indfangning af hundene, og deres ophold før og efter operation, blev håndteret af af vores personale, der bestod i en bil, to dyrlæger og to veterinærsygeplejersker.

Den nye dyrlæge ankom et par dage før camp’en, blev introduceret til vores virkelighed, og håndterede det virkelig flot. Hun er en stærk og intilligent kvinde, og en veluddannet dyrlæge med den nødvendige erfaring.

Vi vågner op tidligt om morgenen til lyden af tibetansk sang fra klostrene, og skynder os ud på gaderne, og rabiesvaccinerer, giver vitaminer og indsprøjtninger mod skab. Samtidig indfanger vi de hunde der har behov for særlig pleje med antiparasitære og varme desinficerende bade, og afmagrede og forsømte hunde der behøver omsorg og mad.

Særlig opmærksomhed fik en en ikke mere end to måneder gammel hundehvalp, der blev bragt til os af en lokal kvinde. Den var underernæret, fyldt med både orm, lus, skab, hårsækmider og lopper. Hvalpens største problem var synligt på lang afstand: Et kæmpemæssigt lyskebrok, der strakste sig langt ned ad bagbenet.
Størstedelen af hvalpens tarmsystem var faldet ud gennem lyskekanalen og lå som en kæmpe klump under huden på indersiden af bagbenet – næsten som en falsk bughule. Efter et par dages stabilisering med væske, vitaminer, antibiotika og parasitbehandling, samt afhjælpning af den forstoppelse der var en følge af brokket, besluttede vi at operere hvalpen for dens brok.

Vi fandt den bedst egnede bedøvelse, og åbnede ind til brokket og fandt ud af, at lyskekanalen manglede fuldstændigt; i stedet var der et stort hul i bugvæggen. Vi måtte rekonstruere den del af bugvæggen der manglede, ved at lave en flap af den eksisterende bugmuskulatur – et arbejde der krævede stor forsigtighed for ikke at beskadige den lille hvalps blodkar

Det lykkedes os at få tarmene på plads, og samtidig blev han kastreret. Operationen varede mere end tre timer med konstant overvågning af den lille hvalps livstegn, og takket være det varme vejr vågnede den lille hvalp hurtigt op bagefter og begyndte at se sig om efter mad! Vi gav ham navnet “Tashi” der er tibetansk og betyder heldig. Han blev adopteret til nye forældre, og fik således en cahance for at starte en ny periode i sit liv.

En hund fra et helligt sted, Rivalsar Søen, blev indbragt til os af nogle udlændinge. Han var blevet bidt af en tiger, og de havde plejet ham i ti dage, og bad os nu – mod betaling af udgifterne – om at bringe ham tilbage til sit eget område, så på vores fridag fuldførte vi den mission også.

Vores arbejdsplan var at patruljere i gaderne og behandle på stedet og rabiesvaccinere, og de hunde der skal neutraliseres – og som kan indfanges – ville vi så bringe til vores lejr- klinik.

Forud for operationen gives dagen før antibiotika, enten oralt eller injektion. Vitaminer og antiparasitbehandling efter behov.  På selve operationsdagen gives igen antibiotika. Præmedicinering med xylazin og atropin, efterfulgt af enten ketamin/diazepam narkose til små hunde, thiopental narkose til de store. Intubering obligatorisk. Operation gennemføres så antiseptisk som muligt, med sterile instrumenter og afdækninger. Postoperativt gives Meloxicam eller butorphanol som smertestillende. Operationssåret sprayes med et ayurvedistisk sårhelende middel, og hunden overnatter til næste dag.  Her undersøges hunden igen, og får antibiotika. Er hunden i orden, vaccineres den og slippes løs i det område hvor den blev samlet op. Hvis det er muligt, overvåges hunden den følgende dag på dens levested i landsbyen.

Hudinfektioner og parasitangreb bliver desværre kun  behandlet delvist, da vi ikke har tilstrækkelig tid til værre samme sted til gennemføre den optimale behandling. Kun første behandling med Ivermectin, og nogle gange injektion nr 2, er muligt. Afficerede hvalpe bades dagligt.

Vores team arbejdede fint some et hele, dette var min første camp, og det så ud som om at arbejdet var fuldført. Vores team var en enhed og alt hvad vi havde udrettet, blev gjort meget smukt, med hjælpsomhed og samarbejde.

Hvert eneste øjeblik og med hver eneste patient, lærer jeg noget. Hver eneste operation er forskellig, og jeg nærmer mig til hver af dem som til en ny bog.

Alle operationer bliver udført omhyggeligt og med tålmodighed. Operationstiden varierer fra en halv time til 1½ time ved komplicerede, drægtige, løbske eller meget fede tæver. I løbet af en uge  med 4 hele operationsdage, indfangede vi mere end 40 hun- hunde, hvoraf nogle få dog desværre undslap. 33 tæver blev steriliserede, 1 hvalp med lyskebrok, 5 hvalpe og 4 store hunde blev behandlet for skab og hårsækmider, og 57 hunde blev rabiesvaccineret.

Gennem instruktion af lokale frivillige i at rabiesvaccinere og parasitbehandle, håber vi at have skabt en vedvarende gruppe, der kan fortsætte det arbejde vi har startet.

Med hensyn til udgifter til sådan en camp, om og de er det værd: JA – og der er stadig MANGE hunde der behøver behandling og som er parate til at blive opererede. Men der er ikke tilstrækkelig tid eller uddannet personale til at gennemføre det, skønt udgifterne til det er relativt små for en vestlig organisation.

Nogle få ord om vores klinik i McLeod Ganj:
Da jeg første gang kom hertil sidste år, fandt jeg klinikken lukket på grund af tekniske problemer. Men efter de nødvendige foranstaltninger var blevet gjort, arbejdede jeg i klinikken i 4 måneder, og fik indrettet klinikken til at kunne modtage og behandle patienter.

Det daglige arbejde varierer fra akut-arbejde til ABC-arbejde, rabiesvaccinationer, parasitbehandling og tilsyn af patienter ude omkring. Patienter med benbrud og ikke-helende sår indlægges. Småoperationer såsom fjernelse af mammatumores foretages samtidig med sterilisation.

Alle lokale hunde behandles en gang om ugen med Ivermectin for hårsækmider og skab på deres levested i byen, og hunde med TVT ( et smitsomt virus der giver store svulster i kønsorganerne, findes ikke i DK. OA.) behandles med kemoterapi.

At løbe efter en såret abe eller et forsømt æsel gennem bjergene  holder min fysik i orden og rede til aktion!

Vand-og elektricitetsforsyningen til klinikken er ustabil, og vi er altid rede til at arbejde med lommelygter og pandelamper. Den generelle hygiejne og de sanitære forhold i klinikken er acceptable. Vi har fået nye borde der kan indstilles i højden, til operation og undersøgelse. Godt for min ryg!

Vi er udstyrede med mobiltelefoner, så vi kan altid holde kontakt med hinanden. Vejret i bjergene skifter konstant, fra extremt koldt til extremt varmt.

De medicinske forsyninger, operationsudstyr og udstyret til den basale patientundersøgelse, er tilstrækkelige til vores formål. Vi har intet narkoseudstyr, undtaget trachealtubus’er. Hjælperne, og særligt Vishen Das (Visnu), er det allerbedste i klinikken!

Vi kan kommunikere med de lokale gennem fagter, og ubesværet med vore kolleger. Hver enkelt af os kender præcis vores job, og vi hjælper hinanden.

Jeg arbejder for sagen med entusiasme, taknemmelighed og stort gå-på-mod! Føler vi bliver bedre dag for dag, udvikler mig konstant, og ønsker at jeres team må fortsætte med at være så gode som I er!

De kærligste hilsner
Dr. Zinger Igor[divider]

billede-13Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen fortæller her om oplevelserne i forbindelse med gennemførelsen af et hundeprojekt i Himalaya.[divider]

[button color=”green” size=”small” link=”http://wp.me/P4hSJ1-97″ target=”blank” ]View this page in English[/button]

For 2 år siden, stod vi og opererede hunde på marmorbordplader i et Coca Cola lager midt i et tibetansk eksilområde i Sydindien. Nu står vi og opererer hunde på træborde, i et stort festtelt i Himalaya bjergene! Hvad bliver det næste mon?

Projektet
billede-1Forhistorien til dette er, at kort tid efter vores hjemkomst fra Indien i 2001 blev vi kraftigt opfordret til at lave et tilsvarende projekt i Dharamsala i Nordindien. Dette område er hjemsted for H.H. Dalai Lama, hele den tibetanske administration for eksiltibetanere samt ca. 8000 tibetanere.

Der var flere årsager til, at de gerne ville have os ned og arbejde på et nyt projekt. Dels var der meget positive tilbagemeldinger fra Sydindien, hvor hundenes sundhedstilstand var blevet bedre. Dette kan klart ses på bedre pelskvalitet og hud. Derudover var det tydeligt, at der ikke blev født nær så mange hvalpe, fordi forældregenerationen var blevet neutraliserede. Endelig havde beboerne i området fået en anden indstilling til hundene og passede bedre på dem.

Men den primære årsag til dette nye projekt var, at der hvert år er tibetanske børn i Dharamsala, der dør af rabies efter hundebid.

billede-2Dette var en ændring i forhold til vores sidste tur, da der ikke var rabies i det tibetanske område i Sydindien. Så udover at vi skulle behandle hundene for parasitter, neutralisere dem, give dem mikrochip og sundhedschecke dem, var det også nødvendigt at vaccinere dem mod rabies. Dette gav anledning til en del faglig spekulation. Hvde det overhovedet nogen effekt at vaccinere hundene? Ud fra overvejelser som inkluderede at det er en forholdsvis lukket population af hunde i et bjergområde, valgte vi at lade det komme an på en prøve.

Myndighederne i Dharamsala, havde derudover ønske om at rabiesvaccinere hundene, da turister ofte udeblev fra denne egn. Mange turister er nemlig bange for at komme til området p.gr.a. rabies, så det er vigtigt at genoprette den tillid.

Forberedelserne:
billede-3Forberedelserne til turen var lidt nemmere denne gang. Vi havde erfaringerne fra tidligere, og vi havde efterladt en del udstyr nede i Sydindien, som vi fik sendt op til Dharamsala. Vores erfaring med det indiske toldsystem, som jo voldte os en del problemer sidste gang, medførte, at vi i god tid inden afrejsen begyndte at sende medicin i pakker direkte ned til området. Med tanke på det indiske postsystem, var det med spænding, at vi afventede medicinens ankomst til området. Kort tid inden vi skulle af sted, fik vi melding om, at der kun var kommet 5 pakker ud af 7. De fleste af disse pakker var blevet ødelagt, og der manglede medicin i nogle af dem. F.eks var flasken med B vitamin blevet knust, hvilket medførte en pæn brunlig og klistret misfarvning af alt i den kasse. Derudover havde de tibetanske personer placeret medicinen alle mulige steder, således at vi fik en jævn strøm af mails, om at nu havde de fundet noget medicin her og der. Lige før vi tog af sted, måtte vi investere i medicin for 10.000,-, som ikke var kommet derned, og selvfølgelig fik vi en mail dagen før afrejsen, at nu var en del af denne medicin kommet – typisk Indien!

billede-4Belært af den sidste rejse sørgede vi denne gang for at få lavet en liste med alt vores udstyr, som vi derefter fik stemplet på den indiske ambassade. Der blev brugt megen tid frem og tilbage med dette arbejde, som senere skulle vise sig at være spildt arbejde. Vi havde som sagt en del af vores udstyr fra sidste gang, men der var meget nyt, som vi skulle bruge. Næsten alle medicinalfirmaer, som vi henvendte os til, var positive og ville enten give penge til projektet eller udstyr, så dette var en stor hjælp for os.

Rejsen:
Ligesom sidst mødtes vi alle sammen ude på Centrum Dyreklinik. Vi var en stor forventningsfuld gruppe bestående af 7 dyrlæger, 1 veterinærsygeplejerske, 2 medhjælpere, 1 barnepige og 5 dejlige børn i alderen 5 – 10 år. Der var en god stemning i gruppen, og den skulle vise sig at holde hele turen! Denne gang havde vi ikke så meget bagage med, da en del udstyr og medicin var dernede i forvejen. Vi havde begrænset vores private oppakning. Dette var belært af sidste tur, hvor vi fandt ud af, at tøjet var så billigt dernede, at det var vanvittigt at tage det med hjemmefra.

Selve flyrejsen:
Tja, mange mennesker, kedelig mad, alternative sovestillinger og meget smilende og servile stewardesser. En ny ting, som jeg fik meget tid til at gå med, var de private TV skærme, som nu sidder i ryglænene. Man kan vælge blandt mange programmer, og der var også et program, hvor man kunne følge med i start og landing via et kamera i flyets forende. Jeg vil ikke anbefale dette program for folk med flyveskræk, da man får dårlige nerver af at se alle de fly, som krydser ind foran, når man kører ud til startbanen. Der blev også vist en rigtig indisk “Bollywood” film, som minder en del om de gamle amerikanske musicalfilm, bare med den forskel, at big band musikken er afløst af citar og trommer, og pigerne er væsentlig kønnere.

Ankomst
billede-5De sidste 2 timer inden ankomsten til Delhi Lufthavn havde jeg forberedt mig på den indiske told. Med tanke på sidste gang i Syd-indien, hvor vi brugte 2 dage på at få vores konfiskerede medicin igen, havde vi denne gang fået flotte stempler på en masse vigtigt udseende papirer fra den indiske ambassade. Derudover havde jeg åndeligt forberedt mig på enhver tænkelig situation, som kunne opstå, og fundet modtræk til disse. Og hvad sker der? Vi bliver vinket lige igennem af en lettere irritabel og træt udseende indisk tolder! Jeg følte en underlig blanding af irritation og glæde. Irritation over alt det arbejde, og så passer de ikke deres arbejde, men også en glæde over at vi kom så hurtigt igennem. Klokken var trods alt 3 om morgenen, og vi havde 5 trætte børn med og en køretur på 1 time gennem den indiske trafik ud til hotellet.

Trafikken:
Og lige lidt om den indiske trafik. Den kan ikke beskrives, den skal opleves! Nu har en del danske dyrlæger, lige været til verdenskongres i Bangkok, og har oplevet trafikken i Asien, som kan være kaotisk. Men sammenlignet med New Delhi er trafikken i Bangkok den rene søndagskørsel. Udover at de kører stærkere og tættere, er der også naturlige forhindringer i form af køer, hestevogne, tiggere, huller i vejene, hunde, geder, pludselige og uventede vejarbejder, hølæs, knallerter med 3 – 4 personer, store forurenende busser og lastvogne samt alle mulige sælgere af alt fra aviser til balloner. Derudover svarer forureningen til at sidde til et bankospil med 400 cigarrygende pensionister i et lavloftet foreningslokale uden ventilation. Vi fik også at vide, at et kørekort i Indien køber man, der er ikke krav om køreskole. Jeg vil ikke kalde det “driver licence”, men nærmere “Licence to kill”. Den taxi, som jeg sad på forsædet af, havde en sjov lille detalje, som jeg fik glæde af, da jeg lige ville læne mig tilbage. Det viste sig, at mit sæde stod løst på gulvet, så pludselig lå jeg i skødet på min kæreste, som sad på bagsædet. Welcome to India!

Tiden i Delhi:
billede-6Vores hotel i Delhi lå i et tibetansk område i Delhi. Vi blev modtaget i lufthavnen af Tenzing, som er tibetaner og ejer af et rejsebureau. Når man kom til det tibetanske område, var det som at komme ind i en anden verden, så forskellig fra det hektiske liv i New Delhi. Små snævre gader med tibetanske forretninger, restauranter og hoteller, og med kronragede tibetanske munke i deres røde dragter og billeder overalt af H.H. Dalai Lama som den perfekte kulisse. Vores hotel, The White House, (vi så dog ikke Bush!) var ejet af et kloster, og det er da også munke, som styrer det og laver regnskaber. Maden er god på hotellet, og man bliver helt dårlig over de priser. Inden vi skulle af sted med toget om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.om aftenen, fik vi aftensmad, som bestod af rigelige mængder kylling og lam i diverse indiske kryddersaucer, ris og brød.

billede-7Derudover var der momos, som er tibetanske kød- og/eller vegetarkugler omsvøbt med et tyndt lag dej og derefter dampet eller stegt. Lidt i retning af Dim Sum, wonton eller ravioli. For alt det samt sodavand (det er et spiritusfrit område) betalte vi 240,- for 16 personer. Og vi kunne slet ikke spise op!

Rejsen til vores område:
billede-8Efter en togtur i sovevogn, hvor de fleste sov rimeligt efter et par øl og nogle gevaldige slurke god maltwhisky, ankom vi til Patankot, hvor vi skulle videre med bus. Og buskørsel i bjerge i Indien er så sandelig en oplevelse, som man husker længe. Der er vist kun en ting, som er værre end at køre op ad bjergene i en indisk bus, og det er at køre nedad! Ingen afskærmninger ud mod afgrunden, store træer, som er styrtet ned over vejen, og hvor man kun lige har savet det midterste stykke af, så der stadig stikker store stammer ud på vejen. Huller på størrelse med folkevogne i vejene, køer, aber og hunde, som løber rundt, og andre kørende, som konstant har kollisionskurs mod bussen. Meget undrende så vi faktisk ingen alvorlige uheld, mens vi var i Indien, kun nogle væltede lastbiler på vejene. Men vi hørte om flere, som var kørt ud over afgrunden. Således var der 2 veje mellem vores område øverst og regeringsområdet. Der var den gode, men lange vej. Den gode vej var jo god efter indiske forhold, men efter danske forhold elendig. Jeg mener jo sagtens, at man om vinteren, når sneen var faldet, kunne bruge den gode vej som en ganske glimrende og udfordrende pukkelpiste. Den anden vej derned, som var kortere, var langt farligere, da det meste af vejen var skyllet væk efter monsunen. Der var flere biler, som var kørt i grøften – og grøfterne er frie fald på flere hundrede meter! Den gamle sang om Loch Lomond kommer her til ære og værdighed: “I take the high road, and you take the low road” og “And we’ll never meet again on the bunny banks of Loch Lomond”. Derudover må støddæmpere på indiske biler være blevet sparet væk til fordel for mere kraftige og avancerede horn. Hver gang bilerne ramte et af de utallige huller i vejen, føltes det som at blive sparket i r…. af en charolais tyr!

Selve området:
Geografien i området er, at Dharamsala er delt op i 3 dele, som ligger i forskellige højder. Lower Dharamsala ligger i ca. 1000 meters højde og er en indisk by. Længere oppe af bjerget ligger administrationsområdet med regeringsbygningen, hvor den tibetanske eksilregering holder møder jævnligt. Lidt længere oppe i ca. 1800 meters højde ligger Upper Dharamsala eller McLeod Gonj, som er næsten rent tibetansk. Området er opkaldt efter en engelsk oberst, som yndede at være i dette område. Under kolonitiden holdt mange englændere til i de nordlige egne af Indien, især om sommeren, hvor det er stegende hedt i de sydligere områder som Delhi og Mumbai (Bombay). Det er også i dette område, at Dalai Lama bor tæt ved et stort kloster i et ydmygt lille hus omkranset af sikkerhedsvagter. Længere oppe endnu ligger Tibetan Children Village, som er et stort skoleområde, hvor der bor ca. 2000 tibetanske flygtningebørn på skolehjem langt væk fra deres forældre.

McLeod Gonj består hovedsagligt af 2 parallelle gader, som er meget smalle. Der er et utal af forretninger, som sælger alle mulige former for kunsthåndværk. Der er kunsthåndværk fra Kashmir, som f.eks. figurer lavet af rispapirmasse, sjaler og tøj. Da jeg var i Kashmir for 28 år siden, var det et livligt turistområde, hvor de solgte deres flotte kunsthåndværk i området, bl.a. i Srinigar, som nok ligger i det smukkeste område i verden. Har man været på en husbåd i Dal Lake og oplevet udsigten fra husbåden udover Dal Lake og de røde bjerge i baggrunden, som er starten på Himalaya bjergene, ja så behøver man ikke at opleve mere. Det kan ikke beskrives at sidde der med en kold øl og med isfugle siddende ved siden af sig, mens man ser på lotusblomster og gondollignende både i søen. Byen bliver da også kaldt “Østens Venedig”. Men på grund af de religiøse uroligheder er de nu nødt til at sælge deres kunsthåndværk i turistområder andre steder, bl.a. i Goa og Dharamsala. I Dharamsala er der selvfølgelig også tibetansk håndværk som strikkede trøjer, nederdele og sokker og ligeledes forretninger med indisk håndværk som smykker, tøj, sølvarbejde og religiøse figurer. H.H. Dalai Lama´s tilstedeværelse fornægter sig heller ikke i bybilledet. Udover at der er mange forretninger, der handler med bøger og billeder af og om H.H. Dalai Lama, så er hans billede overalt i forretninger, restauranter, cafeer og hoteller. Gadebilledet er et virvar af mennesker, køer, hunde, tiggere samt alle mulige køretøjer lige fra hestekærrer over tuk-tuk-biler (3-hjulede scootertaxier) til store busser og lastbiler. Vejene er meget hullede og ujævne, og butikkerne kan være alt fra meget pæne og lidt luksuriøse til en bod, der er stillet op på vejen. Kigger man lidt opad, ser man elkablerne, der ligner en garnnøgle, som en kat har leget med. Det er utroligt, at det elektriske system overhovedet virker.

Men selvom der er mange ligheder med andre indiske byer, så er McLeod Gojn en utrolig spændende afveksling fra Delhi. Her er frisk luft og et af de smukkeste landskaber, man kan forstille sig. Udsigten ud over dalen og bjergsiderne er utrolig smuk, nok noget af det smukkeste, som jeg har set. Og jeg har været over det meste af Europa i bjergområderne. Derudover er byen meget mere rolig og behagelig at færdes i. Der er ikke det samme kaos og hektiske liv, som i New Delhi. Der er ikke nogen tvivl om, at H.H. Dalai Lama har en meget stor indflydelse på dette.

Tibetan Children Village:
Jeg er simpelthen nødt til at fortælle lidt om dette område. I 1959 var der kaos i Tibet. Den kinesiske invasion, som var startet flere år i forvejen, blev dette år meget voldsom med nedslagtning af tibetanere og munke og nedbrænding og plyndringer af templer. Der var masseflugt fra Tibet, og børn blev skilt fra deres forældre, enten under flugten eller fordi forældrene var blevet myrdet eller fanget af kineserne. Derfor var der en stor gruppe syge og ulykkelige børn, som kom til Indien uden forældre. Da H.H. Dalai Lama hørte om dette, blev der oprettet et område i Dharamsala, hvor børnene kunne få behandling, undervisning, mad og tøj. I løbet af årene udviklede dette område sig, og via et netværk i Tibet blev mange børn smuglet ud af Tibet uden deres forældre og tit blev de fulgt af munke og nonner, som bar børnene på ryggen over bjergpassene i 4 – 5000 meters højde i frost og kulde. Dette lyder forfærdeligt i vores ører, men man skal ikke glemme, at den kinesiske besættelsesmagt prøver at udslette den tibetanske kultur og dette foregår også i skolen. I dag er tibetanerne en minoritet i deres eget land, og al undervisning i skolerne foregår på kinesisk. Man kan sammenligne med indianerne og den australske urbefolkning.

Denne fremtid samt de dårlige uddannelsesmuligheder for deres børn fik mange tibetanske forældre til vælge at lade deres børn få en bedre fremtid og sende dem til Dharamsala.

I dag er Tibetan Children Village et stort område, hvor børnene får undervisning på deres eget sprog. Man gør meget ud af at undervise i tibetansk kultur og børnene øver musik, dans og teater, hvor den tibetanske kultur er omdrejningspunktet. Børnene bor i små enheder, hvor der er 2 voksne, der er lærere og “forældre” for ca. 35 børn. De større børn tager sig af de mindre børn, og tit er lærerne gamle elever, der for en meget lille løn hjælper til. Området huser som sagt ca. 2000 børn, og dette svarer til næsten 25% af hele områdets befolkning. Det er det største skoleområde af de efterhånden mange skoler, der er oprettet i de mange tibetanske eksilområder i Indien. Og man kan sige meget om inderne, men man må have dyb respekt for, at de lader et fremmed folk få så mange jordområder i Indien uden at blande sig overhovedet i, hvordan tibetanerne bruger området. Der er totalt selvstyre i områderne, og inderne blander sig ikke. Og vi kan ikke engang lade mennesker fra vores eget rige og forkælede land bestemme over et lille bitte område af Danmark. Hvem sagde Christiania?

Menneskerne:
De fleste af de faste indbyggere er tibetanere, som har en mere klar og fornuftig indstilling til tilværelsen end inderne. Aftaler bliver holdt, arbejdet bliver gjort, og man kan snakke fornuft med dem. Indere lover en masse, der sker ingenting, og de kan virkelig hidse sig op, hvis man forsigtigt påpeger disse mangler. Der er også mange hippier, som opholder sig på de mange små caferestauranter, der ligger overalt. Der bliver røget lidt hash og andre ting på disse cafeer. Fint nok. Hvad der ikke er så fint, er, at der er en del hippier, som er draget op i bjergene med en større mængde penge for at købe hash og er forsvundet for evigt. Der er også mange vesterlændinge, som studerer buddhisme på de mange klostre, som ligger overalt i området. Vi har hørt om flere udlændinge, som vil komme og hjælpe os. Projektet er jo blevet flittigt omtalt.

Spedalske mennesker, som tigger, var ikke et usædvanligt syn, og i starten var det en lidt anderledes oplevelse for børnene. Mennesker, som mangler forskellige legemsdele som næse, fingre, hænder, fødder og ben kan virke lidt skræmmende for børn, men efter et par dage var de faktisk på talefod med de spedalske og fandt på den måde ud af, at de ikke var så anderledes end os and-re, og at de faktisk var rigtig søde. En anden årsag til, at tibetanere mangler legemsdele, er forfrysninger. Tibetanerne er flygtet over bjergene fra Tibet til Indien, og her kommer de op i meget kolde områder med sne og frost. De flygter i meget sparsomt tøj og fodtøj og får derfor alvorlige forfrysninger, som giver koldbrand i legemsdelene. Tit bærer munkene børn på deres skuldre i flere uger for at komme væk fra Tibet. De må gemme sig i bjerghuler for kineserne, inden de kan fortsætte deres kolde og pinefulde vandring til friheden. Vi var også på besøg på det hjem, som modtager flygtningene, når de kommer fra grænsen. Her får de mad og klæder, bliver behandlet for deres sygdomme og får en seng i en stor sovesal. Det var tankevækkende at se, at de var så posi-tive og uden bitterhed, når man tænker på, at mange har mistet familie i Tibet og har måttet flygte fra deres fædreland på grund af kineserne. Og en fantastisk ting er, at H.H. Dalai Lama hilser personligt på hver enkelt flygtning!

Derudover er hele området præget af de klostre, som ligger i området, idet der er mange munke og nonner, som fylder positivt i hele bybilledet. Men det var lidt specielt at se munkene tale i mobiltelefoner og være på netcafé!

Vores hotel:
Vores luksushotel, som var suverænt det dyreste i området, var absolut en oplevelse. Det bedste, som man kan sige om stedet, var den fantastiske udsigt ud over hele den indiske Himalaya bjergkæde. Men allerede på gangen til vores værelse var gulvtæppet lappet med alle mulige andre tæpperester. Værelset var et kapitel for sig, især toilettet. Kedelig indretning med bleggrønne vægge uden udsmykning og med få kedelige møbler. Toilettet var håbløst med rindende haner og armatur, som ikke virkede og sad løst på væggen. Fliserne var lagt af en fuld person på stoffer, og fugning var et fremmedord. Servicen var elendig på hotellet, man fik ikke ordnet tingene, selv efter mange henvendelser. Dette er nu meget almindeligt, når det er indere, man taler med. Bartenderen var rygende fuld ved 9 tiden om aftenen, så vi måtte have en vagt til at oversætte hans tågesnak, og det var lige før, at man selv skulle ud og hente mad og drikkevarer i restauranten. På deres menukort stod der “Choice of beer and icecream”. Dette skal tolkes som “We choose for you”, idet de som regel ikke havde andet end en (1) slags øl og ingen is. Nå, men med en pris på 90,- om dagen gad vi ikke brokke os så meget, så vi blev, og der var da også positive ting ved hotellet. Således var der 3 af vores værelser, som en morgen fik vækning kl. 6.50 x.og det uden at have bestilt det. Det kan man da kalde service udover det sædvanlige!

Vores arbejdssteder:
billede-9Men vi var jo kommet derned for at arbejde og ikke for at ligge og dase på et luksushotel! Så dagen efter at vi var kommet, var vi nede på The Health Departement, som havde vores ting stående fra vores projekt i Sydindien samt vores pakker, der var sendt fra Danmark. Ja, i hvert fald det meste af det, for der var jo lige noget, der ikke var kommet derned. Der var også købt et køleskab, som vi havde bestilt til vores medicin (og især vores øl). Vi skulle arbejde på 4 forskellige pladser i forskellige højder.

Og det første sted havde de virkeligt valgt med omhu! Det var lige ved siden af vores hotel på en asfalteret plads med den pragtfuldeste udsigt over Himalaya bjergene. Det næste sted skulle være i Lower Dharamsala, som var et indisk område. Da tibetanerne gerne ville være på god fod med inderne, og inderne her havde udvist stor interesse for vores projekt, så havde tibetanerne lovet, at vi kunne komme derned for at arbejde. Først var der aftalt, at vi skulle komme i 5 dage, så blev det ændret til 2 dage, og så ville de pludselig have 4 dage alligevel, men på et helt andet tidspunkt, end de først havde sagt. Så sagde vi stop, vi ville komme i de 2 dage, som var bestemt.

Derefter skulle vi til Nobeling, som er H.H. Dalai Lama´s gamle sommerpalads. Nobeling var også navnet på H.H. Dalai Lama´s sommerpalads i Tibet, men efter kinesernes invasion og tibetanernes flugt fra Tibet blev der bygget et nyt sommerpalads i Indien. H.H. Dalai Lama mente dog, at det kunne gøre mere nytte som museum og værksteder, og omkring dette palads, som er meget smukt med haver, kanaler og små vandfald, er der vokset et lille tibetansk samfund op med bl.a. et hjem for handicappede tibetanske børn.

Næste sted skulle så være i “børnebyen”, Tibetan Children Village, som jeg har nævnt tidligere, og vi skulle så slutte af ved The Health Departement, hvor også regeringsbygningen var.

Arbejdet:
billede-10Efter at have fået alt vores medicin og udstyr vendte vi tilbage til McLeod Gonj, hvor vi var oppe og se, om de var ved at sætte vores telt op. Der var sat et stort telt op med ca. 4 meter til loftet. Der var trukket elektricitet, og der var ved at blive arrangeret vand og borde. Faktisk var det et stort festtelt til bryllupper med borde og stole, som vi havde fået stillet til rådighed. Nu gik de næste timer med at stille frem, få system i rodet og lave arbejdsplan for alle. Der var en god stemning, alle var ivrige efter at komme i gang og alle vidste, hvad deres opgave var, selv de nye på holdet.

billede-11Vi delte teltet op i 3 rum; 2 små, som var indskrivning og forberedelse, og et stort rum som var operationsrum med 5 operationsborde. Denne gang fik vi som sagt festborde, som var godt slidte plankeborde med søm stikkende ud overalt i overfladen. Men så faldt hundene ikke så nemt ned af bordene. Derudover var vi nødt til at sætte sten under benene for at få dem høje nok, men der var generelt væsentlig bedre forhold end sidste gang. Tibetanerne fra The Health Departement havde arrangeret med vagter ved teltet hele natten. De skulle også holde øjne med hundene, som stadig var trætte om aftenen og give dem mad, når de var friske nok. Tibetanerne gjorde også rent efter os, men vi måtte lige stoppe dem i at hælde gulvvaskevandet ned i vores elektriske installationer på gulvet.

billede-12Alle mødte forventningsfulde op i arbejdstøj og banderas. Lasse havde købt kulørte tørklæder på markedet, som vi kunne bruge som banderas i stedet for operationshuer. Så “Dyrlæger uden grænser” fik et nyt kælenavn: “Band-ito-vets”.

billede-13Der skete ikke noget rigtigt før kl. 11.00, hvilket undrede os, men det viste sig, at der kom en meget officiel person, som skulle lave en rigtig åbning af projektet med tale, overklipning af rød snor (som var en af vores hundesnore!) og optagelse af TV program med interviews. Så vi havde TV folk rendende rundt i operationsstuen og alle andre steder hele dagen.

Vores første patient var for øvrigt en af vores indiske hundefangere, som var blevet bidt i benet og armen. Alle vores hjælpere var blevet vaccineret mod rabies, så han skulle kun have en revaccination. Såret blev behandlet, og han fik antibiotika.

billede-14Folk kom med hunde i lastbiler, hvor der var bundet op til 5 hunde; der kom hunde i tuktuks, i privatbiler, og sågar kom der munke og vesterlændinge gående med hunde i favnen op ad bjerget langvejs fra.

billede-15Der var lang kø af private hundeejere, som primært skulle have vaccineret deres hunde. Der var både indere, munke, tibetanere og fastboende vesterlændinge fra Litauen, Japan, England og Tasmanien. Vi fik vaccineret 125 hunde den første dag og opereret (steriliseret/kastreret) 37 hunde. Vi fik også en hund ind med symptomer på rabies (hundegalskab), som vi måtte aflive. Denne gang havde vi fået specieltilladelse til at aflive håbløst syge hunde, som ikke kunne hjælpes og som kunne være til fare for mennesker og andre hunde. Der var hjælpere fra Canada, USA, England, Østrig og Schweiz, så vi var et meget internationalt hold. Alle de bortopererede livmødre fra de drægtige hunde, som blev steriliseret, fik vores canadiske munk. Der blev så sidst på dagen tilkaldt en engelsk munk, Josh, som havde været her i 10 år og var færdiguddannet munk, til at velsigne fostrene, inden de blev begravet.
Gennem de næste 3 uger rejste vi rundt mellem de forskellige områder, som vi skulle være i, og vi nåede at vaccinere 600 hunde og operere 260 hunde. Dette var tibetanerne meget tilfredse med, og hundene med farve og bar plet på ryggen blev efterhånden et fast indslag i bybilledet og et godt samtaleemne for både tibetanerne og inderne.

Sjove oplevelser:
billede-16Vi havde en “kattemor” hernede, godt nok med hunde. Hun var en gammel tibetansk kvinde med kun få tænder tilbage, men det blev rigeligt kompenseret med antallet af rynker i ansigtet. Hun passede og fodrede ca. 30 hunde hjemme hos sig selv, og det skul-le vise sig, at hun opholdt sig nærmest dag og nat hos os for at hjælpe med hundene. Vi forstod ikke en levende dyt af alt hendes snak, men hun var god til at gestikulere samtidig med, så det gik alt sammen fint alligevel.

En dag var vi ude og spise på en tibetansk restaurant, og vi havde lige fået bestilt maden, da en af vores nattevagter pludselig stod midt i restauranten. Lige netop denne nattevagt var nok på samtlige kendte og ukendte rusmidler, og det var derfor rimeligt svært at forstå, hvad han sagde på sit i forvejen ubehjælpsomme engelske. Men det var en hund, hvor der var problemer med såret, og om vi ville komme og kigge på det. Min fantastiske veterinære omsorg for “all creatures great and small” vandt over min højlydt rumlende mave, og jeg fulgte efter vores ataksiske vagt, som var et levende eksempel på, at rygmarvsre-flekser kan klare meget. Gudskelov var ejeren med hunden lige uden for restauranten, så vi ikke skulle gå hele vejen tilbage til teltet. Da det var en af de små aggressive papillon/terrier blandinger, bad jeg lige ejeren om at holde. Det gik ikke så godt, og da vores let påvirkede tibetanske vagt prøvede at holde den, så gik det helt galt. Han blev bidt flere gange uden at mærke det, hvilket fik mig til at overveje, hvilken kombination af rusmidler, han havde taget, så vi kunne bruge det i klinikken til bedøvelse. Det endte med, at ejeren tog en mundkurv frem, som han havde lånt. Derefter fik jeg fat omkring halsen på hunden med et så fast greb, at hunden slappede af (læs: besvimede), mens den fik mundkurv på. I sin omtågede tilstand syntes vores vagt åbenbart, at jeg var utilfreds med hans arbejde, hvilket fik ham til at slå ud efter mig. Efter at have checket såret og set, at det kunne vente til næste morgen med at blive resutureret, måtte jeg lige forklare vores vagt, at han ikke skulle finde på den slags en gang mere.

Resten af aftenen gik problemløst, og da vi lige gik vores aftenrunde oppe ved teltet og checkede hundene, var vores vagt ved at fodre hunde og sørge for dem. Imponerende hvad han kunne i den tilstand, men efter mange års øvelse er der vel meget, der kører pr. automatik.

Et tibetansk skolehjem:
En dag besøgte vi et skolehjem for de fattigste børn fra Tibet. Dette skolehjem er kun for børn fra et specielt sted i Tibet. Dette sted i Tibet var så øde, at det havde været isoleret i mange år, og beboerne havde deres eget sprog og var analfabeter. Stedet blev opdaget af 2 munke, som var på vandring, og stedet var heller ikke opdaget af kineserne. Da H.H. Dalai Lama hørte om stedet, ville han hjælpe, og da børnene kun havde udsigt til et meget fattigt liv, fik forældrene tilbud om at lade børnene komme på gratis skolehjem. De blev meget glade for tilbuddet, og derfor blev dette skolehjem bygget for H.H. Dalai Lamas egne penge. Siden er der kommet mange sponsorer til, bl.a. Tibet Charity i Danmark.

Jeg havde nok regnet med et mørkt kedeligt skolehjem, som var beskidt og rodet. Men jeg skal da lige love for, at dette blev gjort til skamme. Allerede i skolegården var der pænt og ryddeligt, og bygningerne var flotte. Vi startede med at se sygeafdelingen for børnene, hvor der var farverige Anders And figurer malet i hånden på væggene. Alle sengene var ryddelige, og i medicinafdelingen var al medicinen sat op i rækker og i alfabetisk orden. Vi så sovesalene for børnene, hvor hver seng var redt, så selv en skrap old-frue på Hotel d’Angleterre ville være imponeret. Der var sovedyr på alle sengene, og der var pinligt rent overalt. Og det var det gennemgående tema. Børnenes skabe var fyldt med deres tøj, men hvor en dansk skolebarns værelse og skabe hyppigt ligner et feltlazarat fra 1. verdenskrig, så var tøjet her lagt sammen, så der ikke var en fold forkert. Og det skal her nævnes, at børnene selv sørgede for at vaske tøjet, tørre det og lægge der sammen og på plads. De sørgede for at vaske gulve, rede senge, ordne have, rydde op og gøre rent i alle lokaler samt udendørsarealer. Derudover skulle der laves mad, laves lektier, øve sig i sceneoptræden for gæster og meget andet. Og deres lokaler var meget veludrustede, fysiklokalet var fyldt med apparatur, plancher og væsker, og ligesom alle andre steder var det pinligt rent og velordnet. Vi blev enige om, at dette sted ville være et godt udvekslingssted for de fleste danske forkælede børn!

Buddhismen, munkene og andet godtfolk:
Man kan ikke andet end at blive inspireret af den buddhistiske tankegang. Det er en livsindstilling, som i den grad er medmenneskelig og positiv. Og de må ikke missionere! Alene denne indstilling, at alle mennesker har ret til at have deres egen mening om livet, er tiltalende. Netop den frie og menneskelige indstilling appellerer til vesterlændinge, og derfor var der også mange udlændinge i området, både i byen, men også som elever på klostrene i området. Selvfølgelig var der vestlige munke og nonner, men der var også mange, der tog kurser af kortere eller længere varighed på klostrene. Og en del af disse elever og munke kom og hjalp os med arbejdet. Der er også kendte personer, som føler sig tiltrukket af den buddhistiske tankegang. Således havde vores frokostrestaurant haft besøg af Pierce Brosnan (“James Bond”). Og vi så flere gange affaldsvogne med teksten “Keep Dharamsala clean – sponseret by The Gere Foundation”. Richard Gere er en stor beundrer af H.H. Dalai Lama og er selv aktiv buddhist.

En stor del af munkenes hverdag går med studier og meditation. En af deres metoder til at lære koncentrationsteknik var at lave fantastisk detaljerede figurer af smør eller farvet sand.

Og en dag stod vi lige ved siden af et “mumle center”. Jeg ved ikke helt, hvordan man ellers skal beskrive det, når 50 munke sidder fra kl 9 til 16 og mumler deres mantraer i forskellige stemmeleje uafbrudt. Det lyder fantastisk spændende, men meget ensformigt. Et mantra er for øvrigt ord eller sætninger, som bliver gentaget mange gange som en del af munkenes meditationsteknik.

Men det vigtigste for alle buddhister er at være gode mennesker. Og som H.H. Dalai Lama siger “Du skal hjælpe andre, og kan du ikke det, så lad være med at gøre andre fortræd”. Her kunne præsident Bush lære meget! Og der er mange, der gerne vil hjælpe de tibetanske flygtninge. Mens vi var dernede, var der en dansk gruppe, der besøgte området sammen med Lakha Lama fra Tibet Charity i København. Og der var bl.a. en person fra denne gruppe, som havde bundet sig i 10 år med et sponsorat på 10.000,- pr. år til et børnehjem med 25 tibetanske børn og 2 ansatte. Dette beløb dækkede samtlige omkostninger såsom lønninger, lys, varme, tøj, mad, ja alt!

Denne gruppe kom også på besøg hos os, og der var flere, som sagde, at de syntes, at det var det mest spændende, som de havde set på deres tur. Tænk at tage helt til Indien og opdage, at den mest spændende oplevelse er danske dyrlæger, som opererer!

Tanker om fremtiden:
Inden vi tog fra Dharamsala, var vi til middag med personerne fra Health Departement, hvor vi fremlagde vores planer om det fremtidige arbejde. Vi talte også om, at de operationer, som vi udførte, var en dråbe i havet, og der bør tænkes mere langsigtet.

Som en start kunne det være godt at have et centralt dyrehospital i Indien, hvor dette så kunne udbygges med mindre enheder (klinikker) i andre settlements. Der skulle så være en eller flere indiske dyrlæger og teknisk personale tilknyttet dyrehospitalet, og disse personer skulle så have en turnusplan for at kunne tage rundt på enhederne og lave klinisk arbejde.

billede-17Samtidig kunne vestlige dyrlæger og teknisk personale komme på kortere eller længere ophold for at hjælpe til. Da der i dag ikke eksisterer tibetanske dyrlæger, er der også planer om at finde lovende tibetanske unge mennesker, som kunne tænke sig en uddannelse til dyrlæger. Pengene til dette skulle også komme via sponsorater. Efterhånden kunne der bygges flere hospitaler, og disse kunne udbygges med mobile units, som kunne være biler med alt udstyr til ambulante operationer og medicinsk behandling af både smådyr og produktionsdyr. Det er også vigtigt med kvæget, da det er en katastrofe for en tibetansk familie at miste deres kvæg. Derudover er der meget tuberkulose både blandt kvæget og menneskene, og der er ikke noget andet folkeslag, som er så hårdt ramt af tuberkulose som det tibetanske folk. Derfor er det vigtigt at hjælpe det tibetanske folk med at oprette et decideret veterinærvæsen, som de overhovedet ikke har i dag.

billede-18Dette er et stort arbejde, og det kræver meget forarbejde. Og det kræver også penge. Men man kommer langt med pengene i Indien. Et komplet udstyret dyrehospital i 2 etager med røntgen, laboratorium, konsultation, bure og tvangsbokse til kvæg samt en første sal med 4 gæsteværelser med bad, et mødelokale og køkken ville koste ca. 500.000,-. Og dette er inklusive alle installationer. Derudover er det alt for dyrt med linoleum på gulvene! Næ, det er meget billigere med marmor eller skifer, for det ligger nærmest som affald på marker og ved veje!

Tak for hjælpen!
Der er mange, som har støttet positivt op omkring vores projekt. Alle os i dyrlægegruppen samt Tibet Charity vil derfor gerne takke alle de firmaer, som har støttet med penge, udstyr og medicin i den rette buddhistiske ånd:

Bayer Health Care
Boehringer Ingelheim Danmark
Chemvet
E-Vet
Jørgen Kruuse A/S
Leo Animal Health
Merial Norden
Orion Pharma Animal Health
Premium Pet Products
Royal Canin Danmark
Scanimal Health
ScanVet
Schering Plough[divider]

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Selv om dyrlæge Robert Hellebek nu er vendt tilbage til Danmark efter 3 måneders ophold på klinikken i Dharamsala, har vi modtaget flere billeder og mere information om hans tid på klinikken.

By Vet James Forbes

We have received these photos and informations from the Australian vet James Forbes, who has helped at the clinic in Upper Dharamsala.

James, Australian vet filing a 25 plus year old mare’s teeth in a rice field close to the western nunnery at Norbalinka,south/east of Dharamsala,with one of the nuns helping.Luckily the mare was quiet as she was not tranquilised & just had a rapidly made rope headcollar on.

This is Robert, Danish vet & James doing a bone pinning on a street dog, with a week old mid-femur fracture,in the clinic. Again using very basic instrumentation, no X-rays, vicryl as stainless wire,a bent 18gauge i/v needle to thread it around the bone to help stabilise it & the only available Steinman pin we could find at the local hospital. After strict confinement the dog was walking comfortably two weeks later. It also had a proximal fracture of its opposite tibia, which was cast.

Trine,a Danish student helping James castrate the above mare’s 6 month old foal at the western nunnery with the owner supporting the front legs. Intravenous anaesthetic was used, with the foal up & eating within 10mins.We only had basic instruments but with artery forceps, transfixing sutures, a scalpel blade & a pair of scissors all went well.

Af Dyrlæge Robert Hellebek

Klinikken var her i julen og er frem til slutningen af januar desværre lukket pga af manglende dyrlæge på stedet. Der er dog så mange volontører fra februar, og fremefter at det meste af 2007 er belagt af en eller flere dyrlæger på klinikken. Efterhånden som den skandinaviske dyrlægestand bliver opmærksom på vores program og klinik, skal der nok komme flere til. Vi har endog også kontakt til Tyskland og tyske dyrlæger, dog er dette så nyt at ingen tyskere har været af sted endnu.

Vi har haft hjælp af endnu en australsk dyrlæge og også af to svenske dyrlægestuderende. De var virkelig til stor hjælp og der blev virkelig sat skub i tingene, når man lige pludselig var fem personer i stedet for to (der er indtil videre en indisk veterinær sygeplejerskeelev ansat på fuldtid).

Der kunne opereres og bare generelt behandles mange flere dyr end hvad der var muligt når man er en enkelt dyrlæge. Vores eneste problem opstod bare i det, at klinikken er så lille som den er, og der derfor opstod en del pladsproblemer. Det største problem er nok, at vi ikke har plads til de bedøvede dyr nogen steder, så disse ligger i klinikken og optager arbejdsplads. Der kan virkelig ikke være flere end fire til fem personer i dette lokale, og som vi efterhånden får mere og mere udstyr (røntgen eller andre apparater) kan det simpelthen ikke være der.

For fremtiden håber vi dog på at få en større klinik. Et sted som kan huse både små og store dyr. En af ideerne for projektet er også at behandle store dyr og lave et fristed for gadekøer og andre store gadedyr som f.eks æsler.

Vi har været ude at kigge på nogle steder hvor der var organisatorisk mulighed for et sådan hospital, men det var desværre uegnet af rene praktiske grunde. Så vi leder stadig efter et sted der er egnet.

Det har lige været hvalpesæson for tæverne i området, og mange lokale folk var glade for at der er så få hvalpe som der er, for hvalpene giver nogle problemer i området. Først og fremmest kommer mange af hvalpene til skade. De bliver som regel påkørt eller kommer ud for et andet trauma. Alene de tre uger efter hvalpene var blevet født, fik vi indleveret fire hvalpe med brækkede ben som alle krævede intensiv pleje. Det var munkene meget behjælpelige med, så på den måde kunne vi uddelegere noget af arbejdet med at pleje hundene efter behandlingen.

Desuden er der ikke så mange smittebærere af de forskellige sygdomme, og lokalbefolkningen har virkelig lagt mærke til den markante nedgang af hundepopulationen, som programmerne har medført. Der har simpelthen ikke været så mange hundebid efter at programmerne er blevet sat i gang. Der har ikke været nogen rabies tilfælde blandt befolkningen eller hundene. Det var for ikke lang tid siden et problem i området, at folk, og oftest børn, blev bidt af hunde med rabies og døde heraf.

Lokalbefolkningen er meget glad for det der er blevet gjort i området for hundene.

Imens klinikken er lukket er vores vet sygeplejerskeelev i Jaipur (Rajasthan) for at blive trænet i at fange hunde, hos nogle yderst velkvalificerede og erfarne hundefangere. Klinikken i Jaipur har i et pænt stykke tid kørt et lignende program som vores klinik og har forskellige metoder til at fange hunde som vi kan lære af, så derfor er vores elev kommet på kursus i Jaipur i 2 uger. Så han kommer tilbage som Dharamsalas eneste hundefanger og når hele programmet er oppe at stå bliver han helt uundværlig og en enorm styrke i vores program.

Mange hilsener
Robert i Dharamsala

By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

Two years ago, we were operating on dogs on marble table tops in a Coca Cola warehouse in the middle of a Tibetan exile area in South India. Now, we are operating on dogs on wooden tables in a big party tent in the Himalayas! What woul happen next?

The project
What went before this was a brief time after our return from India in 2001; we were strongly requested to make a similar project in Dharamsala in North India. This area is H. H. Dalai Lamaxs home, all of the Tibetan administration for exile Tibetans and roughly 8000 Tibetans.

There were several reasons for them to want us to work on a new project. Partly because of the positive feedback from South India where the health of the dogs improved, which can be seen on better coat and skin quality. Also that it was clear that not nearly as many puppies were born because the parent generation had been neutralized. And partly the residents in the area had got another attitude to the dogs and took better care of them.
But the primary reason for this project was that every year Tibetan children in Dharamsala die of rabies caused by dogs.

This was a change compared to our last trip because there was not rabies in the Tibetan area in South India. So besides treating the dogs for parasites, neutralize them, give them microchips and check their health it was also necessary to inoculate them against rabies. This caused some professional thought. Did it have any effect at all to inoculate the dogs? Based on considerations that included that it is a fairly closed population of dogs in a mountain area, we decided to put it to the test.

The authorities in Dharamsala had in addition a wish to inoculate the dogs against rabies because tourists often stayed away from the area. A lot of tourists are afraid of going to the area because of rabies and therefore it is important to re-establish trust.

The preparations
The preparations for the trip were a bit easier this time. We had experience from the previous trip and we had left behind some equipment down in South India that we had sent to Dharamsala. Our experience with the Indian customs, that had caused us trouble last time, made us send packages with medicine to the area weeks before we traveled there. Because of the Indian postal service we were excited while we waited for the medicine to arrive to the area. Shortly before we were going to leave, we received news that only 5 out of 7 packages had arrived. Most of these packages had been destroyed and medicine was missing from some of them. For example had the bottle with vitamin B been crushed which made everything in that box brown and sticky. In addition to that, some Tibetan persons had placed the medicine in a lot of different places, which meant that we got mail regularly saying they had found some medicine here and there. Just before we left, we had to buy medicine for 10,000 Dkr. to replace the medicine that had not arrived, and of course we received a mail the day before we left, that finally some of the missing medicine had arrived. Typically Indian!

Experienced by the last trip we made sure to make a list of all our equipment this time, which we got verified on the Indian embassy. We spent a lot of time with this and it would turn out to be a waste of time. We had as mentioned some of our equipment from last time but we still needed a lot of new things. Almost all the medical companies we contacted were positive and either wanted to give us money or equipment. This made it a lot easier for us.

The trip
Like last time, we all met at Centrum Dyreklinik. We were a big group of excited people consisting of 7 veterinarians, 1 veterinary nurse, 2 helpers, 1 nanny and 5 lovely children between 5 and 10 years old. The spirit was high and it would last the whole trip. We did not bring a lot of baggage this time because some of the equipment and medicine were there already. We had limited our private baggage because the last trip had taught us that clothes were so cheap in India that it was crazy to bring a lot from home.

The flight: well, a lot of people, boring food, alternative sleeping positions and friendly flight attendants with big smiles. I spent a lot of time on a new gadget; the private TV monitors on the back of the seats. You can choose between a lot of channels, including a channel that shows take off and landing via a camera mounted in the front part of the plane. I would not recommend this channel for anyone with fear of flying because you can see all the planes that cross of the path of your plane while you taxi the runway. There was also a channel with a real Indian “Bollywood” movie, that is similar to an old American musical. The difference is that the big band music has been replaced by sitar and drums and the girls are a lot prettier.

Arrival
I used the last two hours before arriving at the airport in Delhi to prepare myself for the Indian customs. Last time in South India we used two days to get our confiscated medicine back but this time we had got fancy stamps on a lot of important looking papers from the Indian embassy. In addition to that I had prepared for anything that might happen. And what happens? We are waved right through customs by a slightly irritable and tired looking Indian customs officer. I felt both irritated and happy. Irritated because of all the work we had done and that they do not do their work but happy that we got through so fast. After all, it was 3 am and we had five tired children and a one hour ride to the hotel through Indian traffic.

The traffic
Something about the Indian traffic: You cannot describe it, it has to be experienced! A lot of Danish veterinarians have just been to a world congress in Bangkok and have experienced the traffic in Asia that can be chaotic. But compared to New Delhi the traffic in Bangkok is nothing. Besides driving faster and closer, there are also natural obstacles such as cows, carriages, beggars, potholes, dogs, goats and sudden and unexpected roadworks, hayloads, mopeds with three or four people, big polluting busses and trucks and a large number of people selling everything from newspapers to balloons. In addition to that the pollution is equal to sitting in a small room without ventilation filled with 400 smoking senior citizens playing bingo. We were told that you buy a driverxs license in India. Driving school is not a requirement. I would not call it a “driver’s license” but rather a “license to kill”. The taxi I was passenger in had an interesting feature that became useful when I wanted to lean back. It turned out that the passenger seat was not stuck to the floor and suddenly I was lying in the lap of my girlfriend, who was sitting on the back seat. Welcome to India!

The days in Delhi
Our hotel in Delhi was located in the Tibetan area. We were received in the airport by Tanzing, who is Tibetan and owner of a travel agency. When you enter the Tibetan area, it is like entering another world because it is very different from the hectic lifestyle in New Delhi. Small narrow streets with Tibetan stores, restaurants and hotels, bald Tibetan monks in their red habits and lots of pictures of H. H. Dalai Lama made the perfect scenery. Our hotel, The White House (we did not meet Bush!), was owned by a monastery and it is monks who run it. The food in the hotel is good and very cheap. Before we had to leave by train in the evening, we had a dinner that consisted of lots of chicken and lamb in various Indian spiced sauces, rice and bread.

In addition to that, we got momos that is Tibetan meat and/or vegetarian balls wrapped in a thin layer of dough and then steamed or roasted. It is similar to Dim Sum, wonton or ravioli. We were 16 people and paid 240 Dkr. for all of this including soft drinks, it was a non-alcohol area, and we could not even eat all the food!

The trip to our area
After a train ride in a in a sleeping car where most of us slept fairly well after a few beers and some swigs of good whiskey, we arrived to Patankot where we had to continue by bus. Traveling by bus in the mountains in India is for certain an experience you remember for a long time. There can only be one thing worse than driving up the mountains in an Indian bus and that is driving down! No crash barriers between the road and the abyss, big trees that have fallen onto the road where only a middle section has been removed so big trunks still stick out of the road. Holes the size of Volkswagens in the road, cows, monkeys and dogs that run around and other drivers who constantly are on collision course with the bus. To our surprise, we did not see any serious accidents while we were in India, only a few crashed trucks. But we heard about several who had driven into the abyss. There were two roads between our area and the government area. One was good but long. This was good under Indian circumstances but bad under Danish. My opinion is that it could be used as a fairly good and challenging downhill slope during the winter when it is covered in snow. The other road was shorter but a lot more dangerous because most of the road had been washed away by the monsoon. Several cars had driven into the ditch and the ditches are several hundred meters deep. The old song about Loch Lomond is true here: “I take the high road, and you take the low road” and “And wexll never meet again on the bunny banks of Loch Lomond”. In addition to that, the shock absorbers in Indian cars must have been exchanged for more powerful and advanced horns. Every time the cars hit one of the numerous holes in the road, it felt like being kicked in the as.. by an angry bull.

The actual area
The geography in the area is that Dharamsala is divided into three areas which are located in different altitudes. Lower Dharamsala is located in approximately 1000 m above sea level and is an Indian city. Further up the mountain is the administration area with the government building where the Tibetan exile government frequently has meetings. Even further up the mountain, approximately 1800 m above sea level, is Upper Dharamsala or McLeod Gonj, which is almost completely Tibetan. The area is named after a British colonel who liked being in this area. During the colonization, many people from Britain lived in Northern India, especially in the summer, because it is very hot in the Southern areas of India, like in Delhi and Mumbai (Bombay). It is also in this area that Dalai Lama lives, close to a monastery in a humble small house surrounded by security guards. Further up the mountain is Tibetan Children Village, that is a big school area, where about 2,000 Tibetan refugee children live in a community home far away from their parents.

McLeod Gonj is basically made of two parallel streets that are very narrow. There are a large number of stores that sell all kinds of crafts. There are crafts from Kashmir, such as figures made of rice paper, shawls and clothes. When I was in Kashmir 28 years ago, it was a brisk tourist area where they sold their beautiful crafts, for example in Srinigar that is perhaps located in the most beautiful area in the world. If you have been on a houseboat on Dal Lake and experienced the view of the lake with the red mountains in the background, that are the first of the Himalayas, well then you do not need to experience anymore. You cannot describe how it is to sit there with a cold beer and with kingfishers sitting next to you while you look at lotus flowers and boats that look like gondolas. The city is also called “Venice of the East”. But because of religious disturbances they have to sell their crafts in other tourist areas such as in Goa and Dharamsala. Of course you can also find Tibetan crafts, such as knitted jerseys, skirts and socks, in Dharamsala and also stores with Indian crafts like jewellery, cloth, silver and religious figures. H. H. Dalai Lama’s presence is evident in the city. In addition to the many stores that sell books and picture of and by Dalai Lama, you can find his picture everywhere, in stores, restaurants, cafes and hotels. The streets are full of people, cows, dogs, beggars and every type of vehicles from carriages to tuk-tuks (3-wheeled scooter taxis), busses and trucks. The roads are very uneven and the stores can look from very nice and somewhat luxurious to a stall that has been put on the side of the road. If you look up, you can see power cables that look like a ball of yarn a cat has played with. It is amazing the electric system is working at all.

But even if there are many similarities between other Indian cities and McLeod, it is an exciting change from Delhi. The air is fresh and the scenery is beautiful. The view of the valley and the mountain is very beautiful and perhaps the most beautiful I have seen. And I have been in most of the mountain areas in Europe. In addition to that the city is much more calm and pleasant to live in. Life is not as chaotic and hectic as in New Delhi. It is without doubt that Dalai Lama has a lot of influence on this area.

The Tibetan Children Village
I simply have to tell a little bit about this area. In 1959 Tibet was in chaos. The Chinese invasion that had begun several years before became violent this year with killings of Tibetans and monks and lootings and destructions of temples. A lot of people tried to escape from Tibet and children were separated from their parents either during the escape or because their parents had been killed or taken prisoner by the Chinese. Because of this it was a large group of sick and unhappy children that came to India without parents. When Dalai Lama heard about this, an area in Dharamsala was created where the children could get treatment, education, food and clothes. In the next years this area expanded and lots of children from Tibet were smuggled out of India without their parents by a network, and they were often followed by monks and nuns who carried the children on the back across mountain passes 4 – 5000 meters above sea level in frost and cold. This may sound horrible in our ears but you should not forget that the Chinese occupying power try to destroy the Tibetan culture. This also happens in schools. Today Tibetans are a minority in their own country and all education in schools is in Chinese. You can compare it to the Indians in America and the aboriginals in Australia.

This future combined with bad educational possibilities make a lot of Tibetan parents send their children to Dharamsala to have a better future.

Today the Tibetan Children Village is a big area where the children can get education in their own language. A big effort is made to teach about Tibetan culture and the children practice music, dance and theater where Tibetan culture is the pivotal point. The children live in small groups with two adults who are teachers and xparentsx for approximately 35 children. The big children take care of the smaller children and the teachers are often former students who work for a small salary. The area has, as mentioned, approximately 2,000 children, which is close to 25% of the total population in the area. It is the biggest school area of the many schools that have been created in the many Tibetan exile areas in India. You can say many things about Indians but you have to respect that they let a foreign people get such a large territory without interfering in the way the Tibetans use the area. The areas are totally self-governed. And we cannot even let people from our own rich and spoiled country decide about their own tiny part of Denmark. Who said Christania?

The people
Most of the permanent residents are Tibetans who have a clearer and more sensible attitude to life than Indians. Agreements are kept, work gets done and you can have a sensible conversation with them. Indians promise a lot and nothing happens and they can get very angry if you point out these flaws. There are also lots of hippies who spend time in the many small cafes you find everywhere. Pot and other drugs are smoked in these cafes. Fair enough. What is not so fair is that some hippies go into the mountains with a large amount of money to buy pot and disappear forever. There are also a lot of Westerners who study Buddhism in the many monasteries you find in the area. We have heard of several foreigners who want to come and help us. The project has been mentioned a lot.

Lepers who beg are not an unusual sight and in the beginning this was a different experience for the children. People with missing body parts such as nose, fingers, hands, feet and legs can be frightening for children but after a few days they began to talk to the lepers and discovered that they were not different from the rest of us and that they were very sweet. Another reason why Tibetans are missing body parts is frostbite. Tibetans escaped over the mountains from India and during the escape they went through cold areas with snow and frost. They escape in very little clothes and because of that they get frostbite that causes gangrene in body parts. The monks often carry children on their shoulders for several weeks to get away from Tibet. They have to hide for the Chinese in mountain caves before they can continue their cold and painful journey towards freedom. We also visited the place that receives the refugees when they come from the border. Here they are given food and clothes, are treated for their sicknesses and get a bed in a big dormitory. It is thought-provoking to see them so positive and without bitterness when you keep in mind a lot of them have lost family in Tibet and had to escape from their mother country because of the Chinese. And it is impressive that Dalai Lama greets every single fugitive.

In addition to that, the whole area is marked by the monasteries that are located in the area because there are lots of monks and nuns in the city. It is a bit strange to see the monks use mobile phones and go to internet cafés.

Our hotel
Our luxury hotel, that was without a doubt the most expensive in the area, was a special experience. The most positive you can say about it is the breathtaking view of the Himalayas. But the carpet in the hall outside our room was patched with other carpets. The room was a story in itself, especially the toilet. Boring furnishing, pale green walls without decoration and with boring furniture. The bathroom was hopelessly out of date with running faucets and fittings that did not work and were loose. The tiles had been laid by a drunk person on drugs and joints were no where to be seen. Service was miserable and things did not get fixed even after several enquiries. However, this is fairly normal when you talk to Indians. The bartender was wasted around 9 pm and we had to get a guard to translate his nebulous talk, and in the restaurant you almost had to go to the kitchen and get your food and drinks yourself. On the menu you could find “Choice of beer and ice cream”. But this basically meant “We choose for you” because most of the time they did not have more than one kind of beer and no ice cream. However, with a price of 90 Dkr./day we did not want to complain too much and the hotel did have positive things. For instance, three of our rooms got an alarm call at 6:50 am one morningx without booking it. You can call that service above the usual!

Our work places
But we had gone there to work and not to relax in a luxury hotel. So the day after we had arrived, we went to The Health Department that had our things from our project in South India and also the packages we had sent from Denmark. Well at least most of it because some of it had not arrived. We had also bought a fridge for our medicine (and especially our beer). We were going to work in four different sites in different altitudes.

The first place had been carefully chosen. It was an open space with asphalt right next to our hotel with the wonderful view of the Himalayas. The next place was in Lower Dharamsala, in an Indian area, because the Tibetans would like to show gratitude to the Indians who had shown a big interest in our project. Because of that the Tibetans had promised we would work there. We were supposed to work there for 5 days, then it was changed to 2 days, and suddenly they wanted 4 days after all, but not when we had planed it. So we said stop, we would be there two days as previously decided.

After that we went to Nobeling that is Dalai Lamaxs old summer palace. Nobeling was also the name of Dalai Lamaxs summer palace in Tibet but after the Chinese invasion and the Tibetans escape from Tibet, a new summer palace was built in India. However, Dalai Lama thought it would be more useful as a museum and workshop. A small Tibetan society with homes for handicapped children has been built up around this beautiful palace with gardens and small waterfalls.

The next place was going to be in “Tibetan Children Village” as I mentioned previously and we would finish in The Health Department where the government building was.

The work
We returned to McLeod Gonj after getting all our medicine and equipment and we saw they made our tent ready. It was a big tent, four meters from the floor to the ceiling. They put electricity and tables and water was arranged. It was actually a big tent for weddings with tables and chairs that we had been able to borrow. We spent the next hours with sorting the mess and make a work schedule for everyone. Spirits were high and everyone was excited to begin and everyone knows what his/her tasks were, even the new people on the team.

We divided the tent into three rooms: two small rooms for registration and preparation and a big room for operations with five operation tables. This time we got tables used for parties that were worn and with nails sticking out everywhere. But at least the dogs would not slide down from the tables. In addition to that we had to put rocks under the table legs to make them tall enough but they were still taller than last time. The Tibetans from The Health Department had arranged for guards outside the tent during the night. They also had to keep an eye on the dogs that still were tired in the night and feed them when they were fit enough. The Tibetans also cleaned after us but we had to stop them from pouring wash water into our electrical installations on the floor.

Everyone arrived in work clothes and scarves. Lasse had bought colored scarves on the market that we could use on our heads instead of operation caps. So “Dyrlæger Uden Grænser” got a new nickname: “Bandito-vets”.

Nothing really happened before 11 am which surprised us but it turned out that an official person would come and make a real opening of the project with a speech, cutting of a red tape (one of our own leashes!) and recording of a TV program with interviews. So we had people from TV running around in the OR and other places all day.

Our first patient was one of our Indian dog catchers who had been bitten in arms and legs. All our helpers had been vaccinated against rabies so he only needed a revaccination. The wounds were treated and he got antibiotic.

People came with several dogs in trucks, tuk-tuks, private cars and even by foot. Monks and Westerners would walk up the mountain from far away with dogs in their arms.

There was a long line of private dog owners who primarily wanted their dogs vaccinated. There were Indians, monks, Tibetans and resident Westerners from Lithuania, Japan, England and Tasmania. We vaccinated 125 dogs the first day and operated on (sterilized/castrated) 37 dogs. We also had a dog with symptoms of rabies that we had to put down. This time we had a special permit to put down hopelessly sick dogs that could not be helped and be a danger to people and other dogs. We had helpers from Canada, the US, England, Austria and Switzerland so we were an international team. All the removed embryos from pregnant dogs that were sterilized were given to our Canadian monk. At the end of the day, Josh a fully trained English monk who had been here ten years, was sent for to bless the embryos before they were buried.

During the next three weeks we traveled between the different areas and we came to vaccinate 600 dogs and operate on 260. The Tibetans were satisfied with this and dogs with color and a shaved spot on the back soon became normal in the city and a subject of conversation for both Tibetans and Indians.

Funny experiences
We had a very caring “dog granny”. She was an old Tibetan woman with only a few teeth left but this was compensated for by the number of wrinkles in her face. She took care of approximately 30 dogs in her own house and she would turn out to spend almost everyday and night in our place to help the dogs. We did not understand any of her gibberish but she was good at gesticulating while she talked so it was not that bad after all.

One day we went to a Tibetan restaurant and we had just ordered the food when one of our night watches suddenly appeared in the middle of the restaurant. Exactly this night watch was on every known and unknown drug and therefore a bit difficult to understand when he spoke his already poor English. But it was about a dog that had problems with a wound and he wanted us to come and look at it. My fantastic veterinarian care for xall creatures great and smallx overcame my hungry stomach and I followed our night watch out who proved that spinal cord reflexes can handle a lot. Luckily the owner of the dog was right outside the restaurant so we did not have to walk all the way back to the tent. Because the dog was one of the small and aggressive papillon/terrier mixes I asked the owner to hold it. It did not go well when our slightly intoxicated night watch tried to hold it. He was bitten several times without noticing it and it made me wonder what combination of drugs he had been using so we could use it as anesthesia. In the end the owner took out a muzzle he had borrowed. After that I got a grip around the neck of the dog so firm that it relaxed (passed out) while it was muzzled. The night watch in his intoxicated state thought that I was not satisfied with his work and tried to punch me. After checking the wound and determined that it could wait to be fixed until next morning, I had to explain to the night watch that he should not try to punch me again.

The rest of the night went without problems and when we checked the tent and the dogs, we found the night watch feeding the dogs. It was impressive what he could do in his intoxicated state but I guess he has had many years of experience.

A Tibetan community home
One day we visited a community home for the poorest children in Tibet. This community home is only for children from a particularly place in Tibet. This place in Tibet was so remote that it had been isolated in many years and the residents had their own language and were illiterates. The place was discovered by two monks who were hiking and the place was also unknown to the Chinese. When Dalai Lama heard about the place he wanted to help. Because the children could only look forward to a poor life, the parents were offered to let their children go to a free community home. The offer made them happy and that is why the community home was built out of Dalai Lama’s own pocket. Since then a lot of sponsors have helped, including Tibet Charity in Denmark.

I had expected to see a dark and boring community home that was dirty and messy. But I was mistaken and how. Already in the school yard you could see it was nice and tidy and the buildings were beautiful. The tour began in the sick bay where colorful pictures of Donald Duck were hand painted on the walls. All the beds were tidy and the medicine was placed in alphabetic order in the medicine cabinet. We saw the dormitory where every bed was made so perfectly that even the strictest chambermaid in the best hotel in the world would be impressed. There were teddy bears on all the beds and it was so clean you could eat off the floor. And it was the same all over the community home. The children’s lockers were filled with their clothes, and where rooms of Danish children look something like the battlefield from World War one, here everything was arranged perfectly. And you have to mention that the children themselves washed, dried, folded and put their clothes in their lockers. They also washed the floors, made the beds, did the gardening and cleaned all the rooms and the outside areas. In addition to that they had to cook, make homework, practice shows for guests and many other things. Their rooms were well equipped; the room for physics was full of instruments, wall sheets and liquids and it was as clean and tidy as all the other places. We agreed that this would be a good place to put most spoiled Danish children!

Buddhism, monks and other good people
It is difficult not to be inspired by the Buddhist way of thinking. It is a way of life that is very brotherly and positive. And they are not allowed to do missionary work! This attitude alone, that everyone has a right to his/her own opinion about life, is appealing. Exactly this free and brotherly attitude appeals to Westerners that is why there are many Westerners in the area, both in the city but also as students in the monasteries. Of course there are many monks and nuns from the West but there are also a lot that come to take shorter or longer courses in the monasteries. And some of these students and monks helped us with the work. Also famous people are attracted by the Buddhist way of life. For instance, our restaurant has been visited by Pierce Brosnan (James Bond). And several times we saw garbage trucks with the text “Keep Dharamsala clean sponsored by The Gere Foundationx. Richard Gere is a big admirer of Dalai Lama and is an active Budd”ist himself.

A big part of the monks’ day is used on studies and meditation. One of their methods to learn concentration techniques was to make very detailed figures of butter and colored sand.

One day we were standing next to a “mumble center”. I do not know how else to describe it when 50 monks from 9 am to 16 pm mumble their mantras in different vocal pitches without pause. It sounds exciting but very monotonous. By the way, a mantra is a word or sentence that is repeated again and again as a part of the monks’ concentration techniques.

But the most important for all Buddhists is to be good to other people. And as Dalai Lama says, “You must help others but if you cannot do that, at least do not hurt them”. President Bush could learn a lot from him. And there are many who want to help the Tibetan fugitives. While we were there, a group of Danish people visited the area with Lakha Lama from Tibet Charity in Copenhagen. One person from that group had committed to sponsor 10,000 Dkr. for ten years to a children’s home with 25 Tibetan children and two employees. This amount of money would cover wagers, electricity, heat, clothes, food, well everything.

This group also visited us and several of them said that they thought it was the most exciting thing they had seen on their trip. Just imagine going all the way to India and discover the most exciting experience to be Danish vets who operate!

Thoughts about the future
Before we went to Dharamsala we went to a dinner with the people behind Health Department, where we presented our plans for the work we would do. We also talked about the operations we perform because they are only a drop in the ocean and we should find more permanent solutions.

A good start would be to have a central animal hospital in India and it could be expanded with smaller units (clinics) in other areas. The animal hospital should have one or more Indian vets and technical personal on staff and these people could have a rotation schedule for going to the clinics and work there.

At the same time Western vets and technical personal could help in shorter or longer periods of time. Because there are no Tibetan vets today, plans have been made to find qualified young Tibetans who would like to become vets. The money for this should come from sponsors. Gradually, more and more hospitals could be built and the existing ones could be expanded with mobile units, for example cars/trucks with equipment for operations and medical treatment of small animals and farm animals. It is important to take care of cattle because it would be a catastrophe for a Tibetan family to loose their cattle. In addition to that there is tuberculosis among both cattle and humans and no other nation has been hit as hard by it as the Tibetan. Therefore it is important to help the Tibetan nation to create a veterinary system, one that does not exist at all today.

This is hard work and demands a lot of preparations. It also demands a lot of money. But money last a long time in India. A fully equipped animal hospital with two floors, x-ray, laboratory, consulting room, cages and paddocks and a floor with four guest rooms with showers, a meeting room and kitchen would cost around 500,000 Dkr. this is including all installations. However, it is too expensive to use linoleum on the floor, but a lot cheaper to use marble or slate because it is almost found as trash in fields and on roads.

Thank you for the help!
A lot of people have supported our project. For that reason, all of us from the group of vets and Tibet Charity would like to thank all the companies that have supported us with money, equipment and medicine in the spirit of true Buddhists.

Bayer Health Care
Boehringer Ingelheim Denmark
Chemvet
E-Vet
Jørgen Kruuse A/S
Leo Animal Health
Merial Norden
Orion Pharma Animal Health
Premium Pet Products
Royal Canin Denmark
Scanimal Health
ScanVet
Schering Plough[divider]