Kære læsere.

Et par uger er gået siden sidste beretning. Uger der har været begivenhedsrige, udfordrende og anderledes. Så alt er som det plejer her i Grenada.

De fleste af mine beretninger omhandler hunde (i stor stil hvalpe), da størstedelen af vores patienter og beboere her i kennelen er hunde. De sidste par uger har vi dog haft en del kattepatienter. Der er mange gadekatte, der især opholder sig i områder nær de store resorts og hoteller. Her kan de nemlig blive fodret af turister og køkkenpersonale. De fleste af disse katte er ikke neutraliseret, og derfor kommer der flere og flere killinger til verden. For at forhindre dette er det vores opgave, som dyrlæger hos GSPCA, at indfange de katte og få dem steriliseret og kastreret. Derfor var Rolando (vores technician) og jeg i sidste uge ude at sætte kattefælder op ved to forskellige resorts. Næste morgen var der katte i næsten alle i fælderne. Vi bragte dem til klinikken, fik dem neutraliseret samme dag og slap dem løs om eftermiddagen. Det var utrolig effektivt, hvilket er en af de ting, jeg sætter pris på ved at arbejde her. Jeg kan se en direkte virkning og effekt af mit arbejde, hvilket et yderst tilfredsstillende.

Samme uge fik vi tre nyfødte killinger ind (ja, deres mor har vi så ikke lige nået at få steriliseret), som var blevet fundet alene og efterladt. De krævede fodring med mælk på flaske hver anden time og konstant overvågning. Vi lavede et opslag på Facebook om, at vi havde brug for en plejemor til disse små killinger, og hurtigt var der en studerende, der meldte sig. Der er så heldigt, at der er så mange her, der vil hjælpe os og dyrene. Killingerne har det godt og vokser hver dag. Når de bliver større kommer de til at bo hos os, indtil vi kan få dem adopteret.

Jeg har vist aldrig skrevet om Grenadas wildlife, for jeg har ikke haft nogle eksotiske patienter. Det har jeg så nu. Forleden dag kom der en dame ind med en stor, fed due. Duen var fløjet direkte ind i hendes bilvindue, og nu var hun nervøs for, om duen ville overleve. Ingen på klinikken aner noget om duer, så alle stod og kiggede på hinanden i håb om, at en meldte sig som den mest duekyndige. Da vi åbnede kassen, som duen sad i, fløj den ud og pludselig lå vi alle på gulvet med en vild fugl baskende over også. Efter lidt tumult fik vi duen fanget, undersøgte om noget var brækket, givet den øjendråber for dens blodskudte øjne, og så slap vi den løs udenfor. Den fløj fint, og virkede mest af alt bare chokeret. Samme uge fandt vi en slange og en leguan i vores hundekennel. Vi tog dem dog ikke ind som patienter. Det ville være lige sjovt nok.

Det største tema i disse dage er parvovirus. Parvovirus er en virus der rammer hundes mavetarmkanal. Den er yderste smitsom, og smitter via optagelse gennem munden af viruspartiklerne i hundens afføring. Alle hunde bliver vaccineret mod parvovirus, når de er 8 og 12 uger gamle, og derefter årligt. Derfor rammer denne virus oftest hvalpe under 8 uger, der ikke er blevet vaccineret endnu. Trods vaccinen mod parvovirus er virussen ikke udryddet endnu, og den er stadig et stort problem her i Grenada. Symptomerne er nedstemthed, appetitløshed og vægttab, efterfulgt af opkast og diarré – oftest blodig. Har vi patienter, der kommer ind med disse symptomer, beder vi derfor ejeren om at holde hunden udenfor klinikken. Man stiller diagnosen gennem en test af hundens afføring.

Har der været en parvohund på klinikken, skal ALT vaskes ned med blegemiddel, og hunden skal isoleres fra sine omgivelser. Det er besværligt, men håndterbart. Hvad der er sværere at håndtere, er når en af vores egne hvalpe, bliver smittet med parvovirus. Dette skete så i sidste uge. Faktisk blev to hvalpe testet positiv. Begge hvalpe har været sammen med alle de andre hvalpe og over alt på klinikken. Derfor stod vi tre dyrlæger med krydsede fingre, og kiggede på parvotesten, mens den blå prik, der indikerer at testen er positiv, blev mere og mere tydelig. Den var positiv. Vi skulle lige synke en ekstra gang, tage en dyb indånding og mentalt forberede os. Og så måtte vi ellers i gang med den helt store tur.

De to parvohvalpe blev isoleret, hvilket ikke er helt let her. Vi har dog et lille ekstra rum omme bagved kennelen, hvor vi kunne placere dem. Én af os blev ansvarlig for disse to hvalpe, så kun én person havde kontakt med dem. Hver gang vedkommende skulle ind og ud af isolationsrummet, skulle personen skifte tøj, sko og vaske sig. Parvovirus kan ikke behandles, og mange parvopositive hvalpe overlever ikke. Man kan kun symptombehandle, og det vigtigste er her at give væske. Derudover går vores chef, GSPCAs præsident Sharon, op i alternativ behandling. Derfor skulle hvalpene også have diverse tilskud og kinesiske urter. En liste med 10 punkter blev skrevet på vores tavle for at få lidt overblik i alt kaosset.

De andre hvalpe (hele 15 styk) blev flyttet til den store udendørskennel, hvor de kunne holdes isoleret fra de voksne hunde. Før havde vi hvalpene ude på græsset, så jord måtte fjernes og “rengøres” så godt som muligt. Der måtte altså rykkes rundt på alle hundene, hvilket er noget af et puslespil, for ikke alle hundene kan med hinanden. Imens gik det helt store rengøringsarbejde i gang. Lad os bare sige at det var en hektisk onsdag eftermiddag. De næste par dage og weekenden over blev hvalpene overvåget og symptombehandlet tre gange om dagen. Desværre klarede den ene hvalp, TJ, den ikke. Det knuste vores hjerter. Heldigvis er den anden hvalp Rico i bedring, så der er lidt lys for enden af parvotunnelen. De andre hvalpe bliver overvåget dagligt. Det ville være underligt og meget heldigt, hvis ikke en eneste af dem er blevet smittet. Lige nu har vi to, der ikke spiser, men de viser ingen andre symptomer, så for nu holder vi bare øje med dem.

Jeg har 2,5 uge tilbage på GSPCA, som jeg spår til at være spændende og udfordrende, men de behøver ikke være lige så eksotiske som de sidste par uger…

Med venlig hilsen
Kristine

Kære læsere.

Dette er min 10. og aller sidste beretning fra mit ophold her på Grenada i Caribien. Jeg har arbejdet for GSPCA i lidt over 3 måneder nu. 3 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg er på ingen måde klar til at forlade dette sted, der føles som hjem nu, men et nyt eventyr venter.

Mine forældre kommer hertil og fejrer nytår med mig. Bagefter skal vi sejle rundt i Caribien for at ende på øen Dominica. Herfra flyver de hjem, og jeg bliver. På egen hånd skal jeg finde min vej til Cuba, gennem Caribien, for at mødes med min bror i februar. Planerne herefter er endnu uvisse. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle rejse rundt efter 3 måneder som frivillig dyrlæge, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive så svært at sige farvel til Grenada. Derfor har jeg også stærkt på fornemmelsen, at jeg vender tilbage til GSPCA i det nye år. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde her, og føler virkelig at jeg er vokset med opgaven. Det er nu tingene begynder at sidde fast i min hjerne, og at tingene giver mening. Jeg er så glad for mine kollegaer og synes, at vi har skabt os et rigtig godt team her. Og dyrene. Dem kommer jeg til at savne. Selv de sindsyge katte – og jeg er ellers på ingen måde et kattemenneske.

Siden sidste beretning har det jo været jul. Det er min første jul uden min familie, så jeg har været meget spændt på, hvordan det ville gå. Om jeg ville få hjemve, føle mig ensom og ikke mindst savne min mors julegås og min fars sylte. Det har dog på ingen måde været tilfældet – undskyld mor og far. Jeg har nemlig været omgivet af fantastiske mennesker, der har sørget for, at det ikke har været muligt at længes hjem. De fleste af mine venner her fejrer jul den 25. december. Jeg har dog én veninde fra Hviderusland, der også fejrer jul d. 24., så vi to besluttede os for at holde en dansk/hviderussisk julemiddag for 12 venner juleaften. Jeg lavede and, sovs, rødkålssalat og ris a la mande med dertilhørende mandelgave. Min veninde lavede dumplings, russisk salat og kartofler.  Så snart duften af and spredte sig i køkkenet, føltes det for første gang som jul. Den 25. var jeg inviteret til “Orphans Christmas”, som var jul for alle os, der ikke har vores forældre her. Endnu en dag med alt for meget mad, så det var lige som det skulle være.

På GSPCA har vi fortsat haft travlt her op til julen, men jeg vil blot fortælle om én patient, der har fyldt meget. Det er hunden Chance. Chance blev overfaldet af en flok hunde, mens han var bundet fast udenfor. Han kom til os med blodskudte øjne og dybe bidsår.

Da vi fik ham sederet for at se nærmere på hans læsioner, viste det sig at et stort område under sårene udelukkende bestod af nekrotisk væv. Dvs. dødt væv. Han muskulatur var nærmest i forrådnelse. Vi måtte fjerne alt det døde væv, så nu har Chance et kæmpe kødsår på højre baglår, som med tiden vil hele af sig selv, med den rette forbinding. Det er dog meget svært at forestille sig, når man ser hvordan såret ser ud nu.

Heldigvis har hunden enormt søde ejere, der vil gøre alt for ham, så de betaler for at have ham indlagt her, i hvad der nok bliver flere uge, med daglig forbindingsskifte. På 1 uge kan man faktisk allerede se en stor forandring, så det går i den rigtige retning. Det er en af de ting, jeg virkelig synes har været fedt ved at arbejde som “rigtig dyrlæge” her. Man kan se en effekt af sit arbejde. At man rent faktisk gør en forskel. Det er, og vil altid være, den vigtigste faktor for mig, når jeg skal vælge et job.

I min første beretning skrev jeg, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg ville gå med min karriere. Det ved jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af hvad der betyder noget for mig, og så klichéfyldt som det lyder, og nok også lidt frelst, så er det vigtigste, at jeg føler, at jeg gør en forskel. Og så at mit liv udenom mit arbejde er fuld af nye, spændende oplevelser og vigtigst af alt, mennesker som gør mig glad. Alt dette har jeg her. Jeg får ingen penge, men så er det jo heldigt, at jeg kan leve på en sten.

Som også nævnt i min første beretning, så hoppede jeg ind i 2016 med det fortsæt, at det skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Om nogle dage hopper jeg ind i 2017, og der er jo ingen der siger, at man ikke må bruge det samme nytårsfortsæt to eller flere år i streg. 2017, må du blive mindst ligeså eventyrligt som de sidste 3 måneder af 2016. Jeg har store forventninger til dig!

Tilsidst vil jeg bare sige tak til dem, som har fulgt lidt med i mit arbejde som dyrlæge i Caribien. Jeg håber, at det har givet lidt inspiration og blod på tanden hos andre til at gøre det samme. Bare kast dig ud i det. Hvad er det værste der kan ske? I mit tilfælde er det, at jeg ikke vil forlade dette sted. Grenada, du har et helt specielt sted i mit hjerte.

Godt nytår! Lad 2017 være året hvor vi alle kaster os ud i noget nyt.
Kristine

Kære læsere.

Der er simpelthen sket det, at jeg har sprunget 1 uges beretning over. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lavet noget – tværtimod. Det er fordi, jeg har haft for meget at se til. Jeg har været stresset – på den gode og rare måde.

De sidste to uger har jeg nemlig haft besøg hjemmefra af min gode veninde, så når jeg ikke har arbejdet, har jeg været sammen med hende. Vi har også været på forlænget weekend til Carriacou (øen nord for Grenada) og været på øhop i øgruppen The Tobago Keys, hvor vi bl.a. har snorklet med skildpadder og barracudaer.

En af fordelene ved at bo her på Grenada er, at man på ingen tid kan komme nye steder hen, skulle man, af mærkværdige årsager, have lyst til at komme lidt væk fra øen. Det er både hurtigt, let og billigt, og så er det jo bare fedt, at det ikke ligefrem er grimme steder, man kan tage til.

Udover min lille “ferie”, er der også sket det, at jeg er blevet ét år ældre. 27 somre har jeg nu oplevet. Det skulle selvfølgelig fejres med sunset cruise, rum punch og BBQ på stranden med mine nye venner. I alt dukkede over 35 mennesker op, hvilket jeg blev meget overvældet over og utrolig glad af. Tænk at jeg på under 2 måneder har lært så mange mennesker at kende, og at de vil kendes ved mig. Jeg føler mig meget heldig og forkælet af at have så mange, som jeg nu kan kalde mine venner. Det er også et meget godt eksempel på, hvor let det er at møde mennesker her. Alle er simpelthen så søde og imødekommende, så det er nærmest umuligt at føle sig ensom. Sådan er det i hvertfald for mig.

Rent arbejdsmæssigt har den sidste uge været ret hektisk. I min sidste beretning fortalte jeg, at vi næsten ingen hvalpe havde tilbage, da vi havde fået de fleste bortadopteret. Jeg skrev dog, at der nok skulle komme flere hvalpe på et tidspunkt, og man må sige, at jeg i den grad fik ret.

Først kom de 9 hvalpe tilbage, som jeg har skrevet om i min fjerde beretning. Deres mor, Luna, var blevet påkørt af en bil, og kom ind til os, da hendes sår efter ulykken ikke ville hele. Da hvalpene på det tidspunkt kun var 2 uger gamle, var de indlagte sammen med deres mor, mens vi behandlede hende. I de dage kom en forældreløs hvalp også til os. Luna tog straks hvalpen til sig som sin egen, så hendes kuld gik pludselig fra 8 til 9 hvalpe. Luna og hvalpene har ingen ejer, så de har boet hos en plejefamilie. Familien kan dog ikke længere tage sig af de 10 hunde, så nu er de altså tilbage i vores varetægt. Alle har det godt, vokser og bliver frækkere og frækkere fra hver dag der går. Vi har på én uge allerede fået adopteret 3 af hvalpene, og det bliver nok ikke svært, at få afsat de resterende – billederne taler vist for sig selv.

Udover disse hvalpe har vi også fået 4 hvalpe tilbage, som var en del af det hvalpeboom, jeg skrev om i min femte beretning. Også de har været i pleje hos personer, som ikke længere kan passe dem. Nu er det vores opgave at finde dem deres “forever home”.

Endelig blev der i torsdags fundet 5 hvalpe i vejkanten, uden deres mor. De lider alle af skab, er underernærede og skræmte. Når de får det bedre, bliver de sat sammen med vores 13 (!!!) andre hvalpe, men indtil videre skal de være isoleret. Det er hyggeligt, at have en masse dejlige hvalpe at nusse med i pauserne, men det er også hårdt arbejde. Især for vores kennelarbejdere, der skal gøre rent efter de små kræ, når de hver nat har haft hvalpefest i deres kennel.

Tilsidst kan jeg berette, at Jeffrey, hunden som havde været bundet fast i venstre bagben, endelig har fået benet amputeret – og jeg var såmænd dyrlægen, der udførte operationen. Det var min første amputation, så det var en ret stor og betydningsfuld opgave for mig. Emma, en af de andre, mere erfarne dyrlæger her, stod ved siden af, hvis jeg skulle have brug for assistance, men det blev aldrig nødvendigt. Efter jeg havde fjernet benet, skulle Jeffrey også kastreres. Så udover at føle mig lidt sej, så følte jeg mig også som verdens ondeste person, sådan at fjerne den stakkels fyrs ene ben og begge nosser på samme tid. Han virker dog til at have tilgivet mig, for han hopper rundt på sine tre ben med sin tomme pung, gladere end nogensinde. Som min veninde sagde: det er nok alligevel ikke fordi, han kommer til at score særlig mange damer med kun 3 ben, så han tager det nok ikke så tungt, at du også fjernede hans mandlighed. Vise ord fra en statskundskaber.

Nu er jeg den sidste dansker på øen, men jeg føler mig ikke på nogen måde alene. Jeg er fortsat meget glad, får fortsat nye bekendtskaber og føler, at jeg vokser hver dag med mit arbejde. Måske kun micrometer, men det gør heller ikke noget – jeg er så pokkers høj i forvejen.

Glædelig 1. & 2. søndag i advent. I må gerne sende lidt julestemning i denne retning til næste uges beretning.

Med venlig hilsen
Kristine

Kære læsere.

Uge 6. En uge der for én gangs skyld ikke har stået i hvalpenes tegn. Ikke fordi jeg helst vil være foruden dem (de er jo så pokkers søde), men fordi det har haft den betydning, at vi har kunnet koncentrere os mere om vores øvrige patienter, i stedet for at gå og bekymre os om pladsmangel og bruge tid på, at lede efter pleje- og adoptionsfamilier. Alle raske hvalpe er faktisk blevet sendt afsted – enten til USA eller til plejefamilier i Grenada. Har dog hørt rygter om, at der snart kommer rigtig mange hvalpe, så fortvivl ej: Der skal nok komme mange flere hvalpebilleder!

Denne uge har stået i “de forsømte hundes” tegn. Ikke just opmuntrende at læse om, det ved jeg, men desværre er det uundgåeligt at berette om, da det fylder en stor del af arbejdet som dyrlæge her. Jeg har i denne uge tre forsømte hunde, som jeg kort vil fortælle om. Den første er hunden Spotty. Spotty kom tirsdag ind til sterilisation. Jeg skulle foretage den kliniske undersøgelse for at være sikker på, at Spotty var sund og rask nok til, at kunne blive opereret. Det stod dog hurtigt klart, at det var hun overhovedet ikke. Hun var meget tynd, men havde en stor udspilet mave. Hendes slimhinder var kridhvide og tørre, hendes hæmatokrittal (volumen af røde blodceller) var under 5 (normalværdien er over 40), hun var dehydreret og hendes puls var meget forhøjet. Ikke ligefrem en kandidat til at blive lagt i anæstesi til operation. Derfor aflyste vi operationen, og i stedet tog vi flere prøver fra hende for at finde ud af, hvad hun fejlede.

Det viste sig, at hun var meget hurtig at diagnosticere. Hendes afføring var nemlig fyldt med hageorm! Ikke noget for sarte sjæle. Det er klart, at hun manglede blod med sådan en ormebyrde. Den eneste løsning i denne situation var akut blodtransfusion. Det er dog ikke noget, som vi normalt udfører her, da vi ikke har donorblod liggende, og alle vores blodtransfusionsposer er for gamle. Men Sharon, hende der styrer GSPCA, ville have, at vi skulle forsøge at gøre alt for at redde Spotty. Derfor valgte Sharon sin egen hund som bloddonor. Fra ham tappede vi 50 ml blod, blandede det med heparin for at undgå, at blodet koagulerede, og tilsidst overførte vi blodet til Spotty i en periode over 4 timer. Spotty overlevede, men hendes tilstand var kristisk i de efterfølgende par dage. Sharon har haft Spotty hjemme hos sig hele weekenden, og i dag, mandag, trådte en fuldstændig forandret hund ind ad døren. Hun kunne selv gå, hendes hale logrede og hun virkede i det hele taget til at have meget mere energi end i sidste uge. Nu skal hun bare blive helt rask, og så skal vi finde en sød adoptionsfamilie til hende. Hun skal ikke tilbage til den familie, hun kom fra – det har hun ikke fortjent.

Ugens anden forsømte hund, kom ind dagen efter Spotty. Han hedder Jeffrey. Vi fik et opkald fra en bekymret person, der havde set Jeffrey rende rundt på gaden i flere måneder. Jeffrey havde det tydeligvis ikke godt, og var bange for mennesker. Da vi fandt ham, og fangede ham, blev vi alle meget overraskede over hans tilstand. Tydeligvis havde han været bundet fast i venstre bagben i længere tid, før han så er sluppet fri. Hans ben var nemlig voldsomt hævet under det der lignede et “indsnøringsmærke”. Jeffrey var skræmt fra vid og sans, og var meget svær at undersøge. Vi fik ham dog sederet, så vi kunne tage et røntgenbillede af hans ben, og det stod klart, at hans ben måtte amputeres.

Han har dog både hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber, så før vi kan foretage operationen, skal hans almen tilstand forbedres. Vi har brugt meget tid på, at få ham til at føle sig tryg her og det er faktisk lykkedes, at komme tæt på ham, fodre ham og nu er halen også begyndt at logre, når man tager kontakt til ham. Vi er alle, inklusiv de lokale der har set Jeffrey, meget chokeret over, at nogle mennesker kan behandle andre levende individer på den måde. Det er jo rent ondskab. Vi har derfor også givet offentligheden en ordentlig opsang på vores Facebookside for at gøre opmærksom på, at det bare ikke er i orden at holde dyr på den måde. Nu må vi se, om det har effekt.

Den sidste hund jeg vil berette om, er en der kom ind torsdag med fuldstændig filtret og snasket pels fyldt med lopper. Forskellige steder på ryggen havde hunden sår, som var opstået, da ejeren havde forsøgt at klippe hunden. Altså var der her tale om en ejer, der rent faktisk havde forsøgt at hjælpe sin hund (dog lidt for sent), men som bare havde fejlet i forsøget. Vi begyndte at trimme hunden med en barbermaskine, og pludselig piblede det frem med små hvide dyr – maddiker! Verdens klammeste dyr, hvis man spørger mig. Føj! De var både i sårene, i små gange, som de havde lavet mellem hundens tæer og så myldrede de ud af hundens ører. Jeg brugte flere timer på at fjerne dem med pincet og så ellers trimme hunden fuldstændig. Ejeren blev tydeligvis påvirket og ked af det, da han fandt ud af, hvor slem hundens tilstand var. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe sin hund ved at klippe den. Derfor fik han også hunden med hjem igen, men med en grundig instruks om hvordan han skulle pleje sin hund.

Jeg er lige trådt ind i en ny uge, som forhåbentlig bliver begivenhedsrig, men de forsømte, mishandlede hunde må gerne udeblive. Verden må godt vise sig fra sin bedste side – også når det gælder det amerikanske valg, tak. Lad os se om verden stadig står i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

Kære læsere.

Så har jeg fejret 1 månedsdag i Grenada – landet der næsten føles som hjem nu. Er stadig overvældet over, hvor søde og venlige folk er her. På intet tidspunkt har jeg følt mig ensom eller haft hjemve, og det kan jeg takke alle de imødekommende mennesker, som jeg har omkring mig, for.

Min fjerde uge har budt på en del neutralisationer. Alle de hunde som vi fik skrevet på vores “neutraliseringsliste” på River Road udflugten i forrige uge, skal jo indkaldes til operation, så det projekt er vi begyndt at kaste os over. Desværre er der mange ejere, der alligevel ikke vil have deres dyr neutraliseret, når vi kontakter dem. Ca. halvdelen af dem vi har fået fat i i denne uge, har faktisk ombestemt sig. Enten fordi de ikke vil/kan bruge penge på det, ikke har overskuddet til det og/eller fordi de ikke kan se vigtigheden i, at få deres dyr neutraliseret. Det er enormt ærgerligt, men det må man finde sig i og så bare kæmpe videre for, at budskabet trænger igennem til flere af Grenadas hunde- og katteejere.

Udover operationerne, har vi i denne uge fået sendt rigtig mange hvalpe afsted til USA. I Pittsburgh er der et dyreinternat (FurKid Rescue), der tager imod hunde, bl.a. fra Grenada, og der fra prøver at få hundene adopteret videre til amerikanske familier. Det var godt, at vi i denne uge fik sendt en håndfuld hvalpe afsted, for onsdag fik vi en hunhund (Luna) ind med otte 2 uger gamle hvalpe. Luna er en af de hunde, som vi har i pleje hos en dyrlægestuderende. Hunden er blevet påkørt af en bil for et stykke tid siden, og de sår, som hun har fået ved ulykken, er ikke begyndt at hele, men er bare blevet værre. Hun blev for en sikkerhedsskyld behandlet som en MRSA-case, og kom derfor i isolation fra de andre hunde, og alle fik strenge instrukser om kun, at håndtere hende med handsker på. Hun er dog MRSA fri.

Fredag kom der en mand ind med en lille nyfødt hvalp. Manden ejede hvalpens mor, men hunden var død under fødslen. Manden anede ikke, hvad han skulle stille op med den lille nyfødte hvalp, og da vi fortalte ham, hvor meget det krævede af ham, at leve op til hvalpens mange forskellige behov, som en morhund ville have givet den, måtte han sande, at det ikke var en opgave, som han kunne påtage sig. Derfor kom hvalpen i vores varetægt. Vi kom på den idé at forsøge at få hvalpen i kontakt med morhunden Luna og håbe, at hun måske ville drage lidt omsorg for hvalpen. Det viste sig, at hun ikke bare drog lidt omsorg, men hun tog simpelthen hvalpen til sig som sin egen. Straks efter at vi havde placeret hvalpen hos hende, begyndte hun at slikke og rense den, og kort tid efter fik den lov til at få mælk ligesom alle de andre 8 hvalpe. Så nu har Luna 9 hvalpe og den før forældreløse hvalp, har fået en mor og hele 8 søskende. Dét er da en solstrålehistorie!

Privat har ugen budt på diverse arrangementer med de danske dyrlægestuderende, der har været her på exchange hele ugen. Det har været rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra; ikke mindst fordi jeg har fået påfyldt mit lakridslager. Jeg har også været ude at dykke igen – denne gang med kæmpe rokker og blæksprutter. Måske man skulle overveje at blive marine dyrlæge… Opfølgning om dette og meget andet følger…

Mvh.

Kristine

Kære læsere.

Så er endnu en uge passeret, og jeg har haft 2 ugers jubilæum her i paradis, bedre kendt som Grenada. Den sidste uge har, ligesom den første, været utrolig begivenhedsrig og udfordrende.

Min første sterilisation af hund

Jeg har udført mine første operationer hos GSPCA – både sterilisation og kastration af hund, som forløb uden komplikationer. Det er over 2 år siden, at jeg har neutraliseret hunde, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Heldigvis viser det sig, at det er ligesom at cykle. Jeg var alene kirurg, men kunne altid tilkalde hjælpe, hvis nødvendigt. Det er virkelig rart, at der er tiltro til ens evner her, men at man samtidig kan få alt den hjælp og rådgivning, som man har brug for.

Alle de patienter som jeg skrev om i sidste uge, er her ikke mere. Den trebenede hund, Drama, har fået det så meget bedre af sin fysioterapi og kost, at han nu spurter rundt på sine tre ben, uden at virke generet på nogen måde. Nu håber vi bare, at ejeren kan tage sig ordentligt af ham, selvom hun er en kvinde med få ressourcer.

Finn, den unge herreløse hanhund med ekstern skinne, er kommet i pleje hos en dyrlægestuderende. Hun vil komme ind med ham, hver gang hans bandage skal skiftes og så ellers hjælpe med, at få ham adopteret.

Hunden Barfi, nu med nye, selvpåførte sår.

Tilsidst var der Barfi – hunden som havde åbnet sit eget kastrationssår. Ham kommer vi nok til at følge lidt tid endnu, desværre. Vi sendte ham hjem over weekenden, i håbet om, at ejeren kunne holde ham fra, at prøve at komme til sit sår. Han var fuldstændig dækket til af bandage og havde en krave, da han blev hentet i fredags. Alligevel er det lykkedes ham at kradse sig selv så meget, at han nu har fået to dybe sår på begge sider af ryggen, og hans kastrationssår ser heller ikke for godt ud. Vi har ikke indlagt ham, men han har været her et par gange i løbet af ugen til bandageskift, hvor vi også har prøvet at få ejeren til at forstå, hvor vigtigt det er, at hun holder øje med ham hele tiden. Nu må vi se, hvor godt det er lykkedes.

Gwen, hundehvalpen der var blevet sat på mit dørtrin, efter et grundigt bad.

I sidste uge fortalte jeg om alle de hvalpe vi har til adoption, og hvor de fleste faktisk blev adopteret i løbet af ugen. Den nye uge startede så med, at jeg søndag morgen åbnede min dør og dér, på mit dørtrin, stod der en papkasse med en lille hvalp liggende i. Nogen havde altså sat kassen der, i håb om, at GSPCA ville tage hunden til sig. Det gjorde vi selvfølgelig, og jeg brugte min søndag på, at give hvalpen et bad, mad og vand, og fjerne frygtelig mange fede flåter. Hvalpen hedder nu Gwen, og er blevet lederen af hvalpe-slænget. Senere den dag blev der fundet én til hvalp et sted på øen, som vi hentede hjem, og mandag blev der dumpet to mere ude foran klinikken. Denne weekend er der så blevet fundet to hvalpe, som åbenbart er af samme kuld, som dem der kom til os mandag, så lige nu er der fest i hvalpegården. Vi håber, at de alle kan blive afsat hos nogen søde familier.

Udsigten over Grenada. Så er det helt ok, at skulle hente patienten selv.

Endelig vil jeg fortælle om en ny patient, som har fyldt meget i denne uge. Hans navn er Google. Mandag fik vi en opringning fra hans ejer om, at Google ikke havde spist siden fredag, og at han havde kastet op i 2 dage. Da ejeren ikke selv kunne bringe hunden, måtte vi køre hjem til ham. Ejeren var meget venlig og virkede som en fornuftig mand, men han kunne ikke finde ud af, at passe på sin hund – det var tydeligt. Google var ekstremt underernæret, og han stod bundet til en kæde i en garage, helt alene uden nogen kontakt til hverken andre hunde eller mennesker. Da jeg nærmede mig ham, var han også meget tæt på at bide mig.

Dyrlæge Corina og den nye frivillige, Jules, i gang med at finde frem til majskolben i Googles tarm.

Vi kunne ikke undersøge ham på stedet, så med mundkurv på måtte vi bringe ham tilbage til klinikken. Her blev han testet positiv for hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber. Senere sendte vi ham derfor hjem med medicin mod dette, samt en opsang til ejeren om, at tage sig bedre af sin hund. Dagen efter fortalte ejeren, at Google havde det meget bedre. Onsdag kom han dog tilbage. Han var begyndt at kaste op igen, og havde det meget dårligt. På klinikken fik han et krampeanfald, hvilket gjorde, at vi sendte ham til universitetshospitalet, der kunne udrede ham, men også tage sig af ham natten over.

Næste morgen fik vi at vide, at de på røntgenbillederne havde fundet et fremmedlegeme i hans tyndtarm, som akut skulle fjernes. Ejeren havde dog ikke råd til, at de udførte operationen, men da GSPCA er billigere, gik han med til, at vi opererede Google. Operationen forløb uden komplikationer, og i hundens tyndtarm sad der et stykke af en majskolbe. Google er nu indlagt weekenden over.

Jeg tager mig af morgen- og aftenmedicinering, og han er nu en meget glad og livlig hund. Lidt for livlig faktisk. I fredags bed han mig, da han troede, at jeg ville tage hans mad fra ham, og i morges gentog det sig så. Sådan noget bliver taget meget seriøst her, så jeg er blevet udsat for diverse antibakterielle behandlinger. Jeg kan dog ikke bebrejde hunden noget, for han er vant til at sulte, så når han tror, at nogen forhindrer ham i at få mad, er det klart, at han vil prøve at gøre alt for, at dette ikke kommer til at ske. Man skal heller ikke nærme sig mig, hvis jeg er blevet forhindret adgang til mad.

Weekender spenderes bl.a. på strande som denne.

Det var lidt om mit arbejdsliv, men jeg vil også berette lidt om den anden del af livet – fritidslivet. Også denne del byder på mange nye og spændende oplevelser. Grenada er utroligt diverst, så der er meget forskelligt at se og tage sig til. Lige fra sejlture til vandreture, fra dykker/snorkelture til vandfaldsture, fra romsmagning til chokoladesmagning osv osv. Mulighederne er mange. Jeg har slet ikke prøvet alt endnu, da det eneste jeg har tid til i hverdagen efter arbejde, er mit daglige dyp i det caribiske hav til de smukkeste solnedgange.

På lørdagssejltur omkring øen.

Heldigvis har jeg mine weekender, hvor jeg får oplevet lidt mere af øen og havet.  Folk er virkelig søde og hjælpsomme her, og selvom der bliver råbt lidt efter “hende den høje lyshårede pige på gaden”, så føler jeg mig på ingen måde chikaneret. Folk er bare nysgerrige og meget ligefremme. Alt er generelt meget let og ligetil her. Det er let at komme i kontakt med folk, let at få venner, let at handle og let at transportere sig fra A til B. De lokale minibusser kører hele tiden, og man kan bare hoppe af og på som man vil for kun 7,5 kr.

Håber, at den næste uge også bliver let, men med små spændende udfordringer undervejs – det skulle jo nødigt gå hen og blive kedeligt her i Caribien…

Mange venlige hilsener

Kristine