Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til fortælle om “hunde-liv” i Costa Rica, og der er masser at berette om.

Ja, et eller andet sted skal vi jo begynde, og det kunne være den seneste kastrationsrunde i Tabarcia den 1. oktober 2011, da vi kastrerede 83 dyr, men betalte for 86, fordi to hunde og en kat var gravide, og så tager dyrlægen dobbelt betaling. Et irritationsmoment for nogle, blandt andre Diana fra SASY, som mener, at det ikke er fair, men jeg er indforstået, for han er den billigste og den bedste dyrlæge og har ikke hævet prisen overfor mig.

Dyrene så godt ud. Det er et område med landbefolkning, og normalt ser vi flere forskellige tilstande; hudproblemer, underernæring og så videre, men det hele så fornuftigt ud. Vi var kun tre frivillige til at passe dyrene efter opvågning, klippe negle, børste pels, tjekke for hudproblemer, sprøjte nogle mod lopper og tæger, fjerne tæger, rense ører, klippe knuder af pelsen og sidst men ikke mindst tatovere tæverne. Det er det allervigtigste, og nu er det begyndt at fise ind hos folket, og alle vil gerne, at vi gør det. En fyr kom med hele 10 dyr – 4 tæver og 6 hanner – alle nogle som er blevet “givet” til ham, idet de stod bundet ved hans indgang. Vi gav ham en superpris; 400 kr. for alle ti, det er jo billigt, og manden var tilfreds. Egentligt var det meningen, at jeg denne gang skulle stå for registrering af dyr, deres ejere, telefonnumre etc., men det har jeg ikke gjort i 100 år, og da jeg så alle dyrene, da vi kom, sagde jeg til Laura, “du, jeg tror, det er bedst, at du gør det, der er for mange.” Gaby, som er ny i “biksen” men super god, også til at snakke med folk, og Laura lavede det rent faktiske arbejde, og jeg tjekkede her og der, snakkede fanden et øre af og hjalp dyrlægen og hans assistenter, for han havde taget tre med, og de ikke anede for eller bag på en hund, og meget tidligt i forløbet blev de “trætte”.

Ok, jeg er jo så lidt grov og sagde, at det var for tidligt at være træt, efter som kl. var 10, og vi ikke ville være færdige før tidligst kl. 16, hvilket kom til at passe. Vet Blas kan godt lide at arbejde med musik, helt i orden med mig, men altså ikke techno og jeg sagde “hvis du ikke hitter noget andet musik, går jeg.” Jeg er nok for gammel, og han skiftede til noget mexicansk, som han hylede med på, mens han opererede, sådan nogenlunde i “takt og tone”, hvis I forstår. Nå, men 83 dyr er jo noget af en succes, og nu er de i krig med en runde i Puriscal – den skal løbe af stabelen den 15. oktober 2011. Der kommer jeg ikke, de kan selv, har nok frivillige, og Gaby, Laura, evt. Eugenia og undertegnede tager os af de andre områder. En super-ordning for ikke at blive træt af arbejdet, for det er virkelig anstrengende. Man bøjer sig over dyrene mindst ti gange for hvert et, og med 83 bliver det jo til en hel del.

For et stykke tid siden, måske 3 uger, var jeg på vej til min psykolog og så en gravid tæve foran et hus og sagde til Marito, som kørte mig, at han skulle se at finde hende på hjemvejen. Ok, han fandt hende ikke men så, at der var et hundehus, dog uden hund. Han kaldte og kaldte, men ingen kom ud. Nuvel, på hjemvejen i en taxi, så jeg noget sort i vejkanten, tænke at det var hende og kørte forbi, men bad taxachaufføren om at vende om og ser der en lille, tynd og syg hanhvalp, der bare lå der rullet sammen. I Costa Rica tager taxaer ikke dyr med, men fordi chaufføren og jeg havde talt om Bob Marley – den musik han havde på – og mit arbejde med dyrene, indvilligede han i, at jeg måtte tage hunden med i bilen, og hjem det gik med den lille nye – Duffy blev han døbt.

Det var en lørdag, hvor Maria kommer og hjælper med fodring etc., og jeg bad hende om at give ham et bad. Ikke noget han var specielt glad for men nødvendigt, for på det tidspunkt, havde jeg fem løse hvalpe, og jeg ville ikke have, at lopper og lus skulle inficere de andre. Duffy var meget angst, anede hverken frem eller tilbage, men med lidt blød snak og ham i snor fik jeg hans fortrolighed, og han lagde sig i mit skød, hvor vi aede og snakkede. Om mandagen tog vi ham til dyrlæge Laura for et check-up, og det viste sig, at han var fyldt til bristepunktet med lus. I tror, det er løgn, men efter alle disse år med dyr har jeg aldrig i mit liv set lus, hverken på dyr eller mennesker. Ikke engang som barn, og det er jo noget tid siden – jeg er 53 somre, nej, forår gammel. Nå, Duffy er en helt ny hund, han har sat sin kærlighed på mig, og han render frit rundt og leger med de andre, men hører han mig fx hoste, går den lille hale. Jeg vil gerne beholde ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg ville have 1.000 hunde på nuværende tidspunkt, for jeg vil helst beholde dem alle, men det hverken kan eller skal være sådan. Nu bliver han opereret, vaccineret er han, og så må vi se, om der er en venlig sjæl, der vil have ham og passe ham godt. Han er fuldstændig “kureret” for angst og vil passe i enhver familie.

En dame, Xenia, havde ringet og ville gerne have to hunde til en farm i nærheden. Hun var interesseret i et par hvalpe, og jeg havde jo Fifi og Fiona klar til adoption, begge kastrerede og vaccinerede. Hun skulle bare give dem nummer to multiple vaccine og evt. rabies. Hun kom sammen med sin ældre far, en sød mand, og ideen var, at tæverne skulle lære at omgås andre dyr, for der de skulle bo var i en stald, og som hun sagde, den er flottere end mit hus. Hun har høns, ænder, grise og kvæg, og det eneste problem jeg har med det er, at hun ikke har mit telefonnummer og jeg heller ikke hendes. Dumt, for jeg aner ikke, hvor hendes farm er, men jeg vil gå så vidt, at jeg vil “iføre mig” mit kamera og tage til området, for jeg tog et billede af hende, faderen og tæverne, og så må jeg spørge mig frem. Jeg tror, at de er ok, begge er hundefolk og ville gerne have to nye, fordi dem, de havde, døde med 15 år på bagen, så det kan vel ikke være helt galt.

De andre tre hvalpe, gav jeg til dyrlæge Laura – opererede og vaccinerede – for at se, om hun kunne få dem afsat, og det kunne hun. Denne “kone” er altså et “godt barn” – hun er virkelig SÅ velvilligt indstillet over for mig, at hun nærmest ryger med ind i min aftenbøn. Hun har også lige hjulpet mig med at modtage hele seks små hvalpe plus en gammel hanhund, der nok i tidernes morgen var noget i retningen af en puddel eller måske maltes – ved det ikke for han havde en kappe at pels , der var totalt indsnøret, og man kan ikke se, hvad han er.

Tro det eller ej, det er alle vores skræk (os der arbejder som jeg) at finde hunde bundet eller i sække foran vores indgang, og det skete for et par dage siden. Hundene gøede som bare pokker kl. 5.30 om morningen. Unormalt, og jeg kiggede for at se, hvad der forårsagede dette og så noget sort ved hundene i dogrun og strøg over, fordi jeg troede, at det var en stor, giftig frø. Det viste sig at være en lille, sort hvalp, som jeg puttede i en stor transportkasse, gav den lidt mad og vand og tænkte ”er der en, er der måske flere”, så jeg gik ned til porten, så et par sække og en papkasse, og der var der fem flere plus hanhunden, som jeg i første omgang troede var deres mor. Han kiggede på mig med et næsten blindt øje, det andet var totalt lukket af hår og puds. Jeg tog en hurtig stirrer på hvalpene. De så faktisk ok ud – kun én havde det der “søvnige” udtryk i øjnene, hvilket normalt angiver, at den er syg.

Jeg ringede til dyrlæge Laura og spurgte, om hun havde tid og plads til hundene. Vi aftalte, at vi skulle komme med dem alle og tage nogle med tilbage, men senere ringede hun og sagde, at de jo var små, og at hun kunne beholde, dem så jeg ikke havde problemer med ekstra pasning etc. Hun gav dem ormemiddel og den første vaccine – også til den syge hvalp. Det ville jeg ikke have gjort, men hun er dyrlægen og må vel vide, hvad hun gør. Hun ringede senere og spurgte mig omkring den ældre hanhund. Faktisk ville hun have ok til at aflive ham, men det sagde jeg nej til – jeg har et “NO KILL” rehab center – foreslog at hun pillede hele pelsen af, således at den lille ville kunne “ånde lettet op”, når den skulle spise og drikke, for en sådan kappe af indfiltret hår gør jo, at det trækker i huden, når den bøjer sig forover.

Hun mente, at han havde erhligia og spurgte, om vi skulle teste for det, hvilket jeg sagde nej til. Der er ingen grund til at teste for noget, der er så tydeligt, så jeg sagde ”giv ham doxiciclina og vi ser videre.” Hun rensede det øje med puds – mener at det er noget hunden har haft i lang tid, og at øjet ikke fungerer. Puds og hår har ødelagt “cornia/retina” – ved ikke hvad det hedder på dansk må jeg indrømme, men øjet er ligesom indsunket. Nå, uanset hvad, i første omgang er han hos hende, og vi har aftalt, at vi ser, hvad der skal ske med ham engang i næste uge. Det er svært at få afsat en sådan hund – jeg ville tage ham lige på stedet, men min schæferhund er imod alle dyr og ville ondulere ham med det samme. Desværre, for mange af de dyr, jeg samler op, har brug for ekstra støtte, og det er nemmeste ville være at give dem det her i huset. Men at indsætte en næsten blind hund sammen med fx 10 andre dutter jo ikke. Den kan ikke kommunikere med de andre, fordi den ikke kan se, de andre forstår ikke, hvorfor den ikke udviser hundesprog, og så kan vi ende op med ballade og slagsmål.

En hysterisk dame ringede, Catalina. Hun havde fået mit telefonnummer og ville bede om, at jeg hentede hendes lille tæve – opereret og vaccineret. Konen var højgravid og skal føde om 14 dage, har en lille datter på et par år, og hun var virkelig hys. Jeg prøvede at få hende “lidt ned” af hysteriets rand, men hun var umulig. Når folk ringer sådan, VED jeg, at de sætter hunden på gaden et eller andet sted, og den lille må lide alt muligt. Folk der kyser den væk – specielt hvis det er en tæve. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi tatoverer. Jeg er den eneste her i landet, der gør det, og det er virkelig dumt. Well, jeg fik hende beroliget – det er jeg god til både med mennesker og med dyr – og sagde ”giv mig lige en chance, og vi kigger på mulighederne. Giv mig dit telefonnummer, og jeg ringer tilbage, MEN sæt ikke hunden på gaden uden videre – vi finder en løsning!” Ok, det fandt jeg – jeg ringede til Laura, min unge veninde, og spurgte, om hun ville tage den lille, til vi fandt en anden løsning, og nu er tæven der, hedder Suki og har det godt. I går så jeg den fra bilen. Den var meget opmærksom på bilen, fordi den blev afsat af Catalina i bil og nu venter på at blive hentet igen og komme hjem til sin familie. Sådan er det bare – også for dem der bliver vippet ud ad bilen på gaden. De bliver normalt en tre dages tid på samme sted i håb om, at det her er en fejltagelse, og nu kommer min familie nok snart og henter mig. Det gør familien bare ikke, men det gør jeg, hvis jeg ser den, og jeg tror, at det er det, der gør, at hundene her er tumpede, når de ser mig – noget med at jeg er den første, der giver dem opmærksomhed, efter de er blevet sat på gaden.

Det er faktisk et problem, for det giver slagsmål, fordi alle vil kysses og kæles med, og de bliver ganske enkelt jaloux, når den anden får og ikke dem selv… Fordi “jeg er mest vigtig”, tænker hunden. Derfor har jeg skrevet til min ”hundeveninde” Turid Rugås i Norge for at søge råd og har fået en masse, hvor noget kan bruges og andet ikke helt så meget, men en inspirationskilde er hun. Og som hun selv siger, er det ikke nemt at give råd, når man ikke har set stedet og dyrene. Hun har beskrevet et shelter i Sydeuropa, og jeg tror nu nok, at “mine” hunde her har noget bedre vilkår at leve under. Ikke at jeg er tilfreds med deres levestandard, men det er svært at gøre det bedre, og i det mindste er de væk fra gaden. Jeg ville gerne stimulere dem – fx give dem mulighed for at finde godbidder, lege, gnaske ben som de selv finder etc., men det er jo kun noget, jeg evt. kan gøre her, og når de så kommer herfra og bliver adopteret, er det jo noget, de får, og som man tager fra dem igen.

INGEN her vil gøre noget i den retning. Her går man ikke engang tur med en hund – det ligger i kulturen og ikke nemt at omgå. Dog er vi ikke helt “bagud af dansen” – i denne weekend er der tre marcher omkring dyrebeskyttelse. Jeg kan ikke deltage, fordi jeg ikke har nogen til at passe mind mand, men jeg er smadderglad for, at der er folk, der arbejder med myndigheder og den slags. Jeg arbejder i marken, og det er DE sikkert glade for, for vores mål er jo det samme; at skabe bedre forhold mellem mennesker og dyr – uanset hvilket dyr. Der er også ”nye boller på suppen” forstået på den måde, at der er taget tiltag til, at diverse kommuner afsætter et beløb af deres budget til at lave massive kastrationer. Ikke dumt – det har jeg prøvet at få vores borgmester med på de seneste fire-fem år. Møder etc. og ikke en skid sker der, men hvis det blive til en “lov” (vi er det mindste land med de fleste love) så står jeg sgu der med hatten i hånden, og så skal I bare se når “mutter her” går i gang… Ok, i gang er jeg jo anyway, og vi har virkelig fået mange dyr kastreret, men man kunne forestille sig, at hvis vi kunne få gratis kastrationer fra staten, så kunne donationer bruges anderledes; vaccine af dyrene, maske få billige hundehuse for dem der står bundet, Tetra Pak kunne være en mulighed, hjælpe folk med dyrlæge hvis de ikke kan betale selv og naturligvis foder. Dyrlæge og foder er mine største udgifter i øjeblikket, men det kan man aldrig vide – i dette “job” må man mengelere lidt med det hele, tage lidt her og give lidt der. Sådan er det bare, og så i øvrigt håbe på, at det hele går op i en højere enhed, at der er penge nok til at hjælpe dem, der har mest behov.

Så, kære venner, kl. er 12.30, min mand sover dybt, og jeg vil tage en mad og en lille siesta, Maria kommer en time og fodrer kl. 17, og så er jeg ellers alene. Det er jeg ked af og derfor hader jeg weekender. Nå, en eller anden dag ser det hele nok anderledes ud, og så tager vi det derfra. Indtil da er det om at holde ud og få det bedste ud af det. I Danmark kender man jo ikke til det at passe en døende – de fleste kommer på et hjem, men her er det normalt, at den døende bliver passet hjemme af familien. I går kom der en gruppe fra smerteklinikken – dem der besøger diverse patienter, der ikke selv kan komme til dem, og de mener, at han bliver passet efter alle kunstens regler. Det gør han nu også, ikke et øje tørt, og de mener, at jeg er ved at brænde ud, men det er, fordi de ikke kender mig! Der skal mere til at slå mig ud, jeg har uanede kræfter, MEN jeg ved, at jeg vil gå ned med flaget i det øjeblik, Uwe ikke er mere. Han er der fysisk, men mentalt er det ved at gå ned ad bakke, og det er min psykolog ved at forberede mig på. Godt nok, hun er dygtig og sød, så hun skal nok få mig op at stå den dag, det sker. Nå, foreløbig er det jo ikke sket, og så ser vi videre…

Alt for nu, der er masser mere at berette, men det må blive en anden dag. Min rugbrødsmad venter. Den sidste brødblanding fra Danmark, men jeg har et halvt i fryseren – så er det bare at vente på ny forsyning. Vi kan få tysk rugbrød i Costa Rica men det smager SÅ meget af rug, at man skal komme et halvt kilo pølse på, for at smage pølsen og ikke brødet….

Knus til alle herfra. Jeg ser, at sommeren var noget værre noget, men det ser ud til, at I får et dejligt efterår med alle de skønne farver. DET savner jeg, men kulden må I godt beholde. Jeg sender lidt varme…

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle om livet i de varme lande… her er faktisk varmt, behageligt, med en 28-29 grader og dertil en lille brise.

Jeg har masser at berette og vil starte med det triste først. Så bliver det nok lidt morsommere hen ad vejen…

Den 25. juni 2011 (den dag vi havde kastration i slummet, hvilket I sponsorerede) havde jeg min schæfertæve Cindy hos dyrlæge Claudio i San José. Det har jeg fortalt om i sidste skrivelse, men for tre ugers tid siden blev hun syg, havde tynd mave og sort afføring, hvilket normalt betyder, at der er blod i denne. Denne morgen ville hun ikke spise og havde spist helt normalt aftenen før, så jeg tog Yadira og hunden ind til dyrlæge Claudio igen.

Denne gang var vi heldige med hensyn til tiden; vi var der på slaget 9, det var han også, og vi var de første…. Normalt hos Claudio venter man i timevis, men der holdt heldet så også op! Han lavede en ultralydsscanning af maven og fandt en tumor i milten større en milten selv. Der var gået metastaser ud i leveren og også i lungerne, mente han. Han kunne ikke forstå, at hunden overhovedet var levende, så inficeret hun var af kræft, og naturligvis var der ingen vej uden om at aflive.

Som I ved, afliver jeg praktisk taget alle dyr herhjemme, både mine og de andre, og jeg spurgte, om jeg kunne tage hende med hjem, nusse om hende og få hende aflivet dagen efter i sine vante omgivelser. Han sagde “Lise, det er ikke nogen god ide. Hun kan dø under store smerter om en time, eller seks eller i morgen, og jeg ved, at du helst vil gøre det derhjemme, men det er bedre, at vi gør det her og nu.” Jeg var så ked, så ked, men hun var rolig, og han blev nødt til at give den dødelige dosis direkte i hjertet, fordi han ikke kunne finde en åre. DET hader jeg! Jeg har selv aflivet en hund på denne maner for 11 år siden, og den ville bare ikke dø. Jeg måtte give den tre gange normal dosis, og jeg lovede mig selv, at DET ville jeg aldrig, aldrig gøre selv mere. Nuvel, Cindy var rolig på bordet, jeg nussede hende, mens hun fik den første sprøjte, og så var hun væk. Derefter fik hun nr. to, og det hele var forbi på få minutter. Jeg tudede som et helt vandfald, Claudio prøvede at trøste, og han havde også våde øjne – han har været hendes dyrlæge i 10 år.

Vi ringede så til Marito og bad om, at han skulle lave hendes grav samme sted, som de andre ligger. Det er sådan en lille hunde-/dyrekirkegård, vi har – der ligger alt fra hunde til slanger. Han var syg, men hans far kom og lavede hullet. På hjemvejen spekulerede jeg som bare pokker på, hvordan jeg skulle få det sagt til min mand Uwe. Yadira og jeg besluttede, at vi ville gå ind til ham begge to og fortælle de triste nyheder. Han blev så ked og lå faktisk og græd i flere timer. Intet hjalp – ikke engang en heftig drink… det plejer ellers at hjælpe!

Af de 13 hunde og 4 katte, vi kom herud med for 11 år siden, har vi nu kun to tilbage, Chasqui, som er Cindys bror, og den lille gadehund Sissi. Og af en eller anden grund vidste de, at her er der noget “anderledes”. De snusede og snusede på mig, tøj, arme, hænder etc. – jeg ved ikke, om hunde der dør, afgiver en “duft”, som andre dyr opfatter? Uanset hvad, denne gang tog det hårdt på mig, nok fordi hun egentlig var normal, spiste ok, (med pynt ganske vist!), var vagtsom, ja, i det hele taget normal, klagede sig ikke etc. Jeg tror, at det at blive “taget på sengen”, at det hele gik for stærkt gjorde, at jeg nærmest fik en mindre depression, som jeg så småt er ved at komme mig over. Chasqui savner sin søster og legekammerat, han tulrer sådan lidt rundt og keder sig. Var det ikke, fordi han er kropumulig med andre hunde, ville jeg tage nogle af dem fra rehabben – specielt de små hvalpe – her over i huset, men han er simpelthen så aggressiv over for andre hunde, at det ikke kan lade sig gøre. Han ville helt sikkert slå dem ihjel, og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Det var så det helt triste. Nu kommer vi til det “mellem-triste” og det er, at folk ringer og regerer om tæver – enten gravide (så gravide at man ikke bør abortere hvalpene, fordi de er “færdige”) eller tæver med hvalpe, hvor alle er sat på gaden. Jeg har her to tævehvalpe på ca. tre måneder. Vi har døbt dem Fifi og Fiona, og Marito hentede dem i en sæk ved vejkanten. Han kørte forbi og så en sæk, der bevægede sig… standsede og åbnede den, og der var der to små størrelser, der bare hylede af angst! Han tog dem med hjem, og nu er de her. De løber frit rundt på området – min dejlige, unge Nille (opkaldt efter en kær veninde, Pernille i Danmark) er reservemor, og hun viser, hvordan man leger med pinde, blade etc., og er de frække, så vanker der et lille bid i nakken. Disse to tager jeg til kastration i næste uge, for nu er de gamle nok. Derefter skal de vaccineres og sættes til adoption, så jeg har plads til alle de andre. Jeg ville gerne beholde Fifi – hun er en “ruhåret hønsehund” i lille format – men det går ikke, desværre. Jeg kan jo ikke beholde dem alle sammen, selv om jeg gerne ville…

Med hensyn til hvalpe har jeg haft et værre hik-hak med dem fra damen Marcha i San Antioni. Hendes mand er TOTALT imod hendes hjælp til gadedyrene. Hun tog en gravid tæve til sig, og den fik sine hvalpe, som hun havde held til at få afsat. Jeg tror, det var tre eller fire. Ergo var der moderen og tre tævehvalpe tilbage. Hun havde dem i et hundehus, MEN tæven gik jo frit rundt og har åbenbart tiltusket sig en ordentlig omgang lopper, som hvalpene naturligvis også fik. De små havde en hel kappe af lopper, de kløede sig så meget, at de fik sår over det hele, og da de så sådan ud, ville ingen tage dem. Hun meddelte mig en morgen kl. 7, at hvis jeg ikke hentede hvalpene inden kl. 12, ville hendes mand sætte dem på gaden et eller andet sted!
Ja, det er jo noget af et ultimatum, så Marito hentede dem. I mellemtiden fik jeg fat i Damaris, og hendes gartner sagde, at hans mor kunne tage dem. Ok, Marito og jeg tog hen til hende, og jeg tænkte, det her går sgu aldrig godt. Hun bor lige op ad den befærdede landevej, Puriscal/San Jose og under forhold, man kan betragte som slum. Vægge af blik og gulvet er jord! Ok, hun fik foder, og alt det der skal til, hvalpene løb rundt og var bange for det nye, hvilket er normalt. MEN efter fem dage ringede hun fuldstændig ude af den, for hvalpene sov om dagen og legede om natten, så hun kunne ikke sove og var på sammenbruddets rand. Nå, hun bad mig så mindeligt om, at jeg skulle komme og hente dem, hvilket jeg gjorde, så nu er de også her og futter rundt med de andre to. Nille har sit hyr med at passe alle fem og sørge for, at de bliver på området og ikke stikker af. Jeg kigger på dem fra køkkenvinduet og får et godt grin flere gange om dagen. De kan ikke gå eller løbe almindeligt, kun hoppe, og et lille rask slagsmål er jo ikke af vejen. Efter aftensmaden kl. ca. 17 bliver de to lukket ind i et hundehus, og de tre små i en mega transport-kasse, som WSPA donerede for år tilbage.

Apropos hvalpe har jeg jo Prada og Pinky sammen med Willy bag ved gæstehuset. Kun Laura og jeg kan røre dem, for de har en indgroet angst for mennesker, fordi de blev kyst væk af gud og hvermand, da de var små. Nu er de omkring et halvt år, og ved I hvad? JEG skal sgu ikke “kaste med sten” og belære folk om vigtigheden af kastration! Jeg må gribe i egen barm (ikke fordi der er meget at gribe i – jeg er nærmest hulbrystet… Ok, med lidt god vilje og en meget, meget lille hånd..) og indrømme, at jeg simpelthen har glemt, at de ikke er kastrerede. Alle dyr her er neutraliseret, både hanner og hunner, bortset fra de fem små, og det morsomme er, at hverken Yadira og Marito, ej heller Laura og Maria, har tænkt over det. Ikke fordi de skal klandres for det, for det er mig, der står for “biksen”, så det er min skyld helt alene.
Well, de befinder sig hos dyrlæge Laura i øjeblikket, blev opereret for to dage siden, men jeg ville gerne, at hun og hendes assistent kunne “give dem en hånd” og få dem til at forstå, at ikke alle mennesker er af samme slags. Lauras assistent, som passer dyrene på klinikken, har en rigtig god hånd, en hun næsten blev bidt i af Pinky, som ikke ville ud af buret, da hun skulle opereres.

Hos Laura befinder der sig også moderen til de tre små hvalpe. Hende hentede Marito i går, da manden igen, igen havde stillet et ultimatum: Hvis ikke vi hentede hende, ville han sætte hende på gaden i Puriscal, fordi der, sagde han til konen, havde han set, at der stod vand og foder rundt omkring… Og det er rigtigt, det er blandt andet jer fra Dyrenes SOS, som “fodrer” de dyr, der er på gaden, og Natalia og andre, naboer etc. hjælper også med det, de kan. Godt, nu er hun så der, og jeg skal finde en løsning i løbet af et par dage, for tilbage til familien kan hun ikke komme. I tror, det er løgn, men et eller andet sted forstår jeg manden. Han er simpelthen træt af at skulle sprøjte området for lopper, der er så mange, at de også er INDE i huset, hvor der ingen hunde er. Så der taler vi virkelig om et angreb, og selv Marito sagde i går “Lisa, jeg stod i græsset i fem sekunder og var fyldt til knæet af de små bæster.” Nå, manden fik fat i en professionel skadedyrsbekæmper, som kom i går, og nu har de vel lidt fred der på det område.

Konen er virkelig en sød person, holder meget af dyr, men ved ikke, hvordan de skal passes bortset fra mad og gåture og kærlighed. Hun spurgte mig i går, om jeg eventuelt kunne skænke hende noget ormemiddel til de fem hunde, hun har, hvilket jeg kunne. Jeg spurgte hende om, hvor mange piller hun skulle bruge – dem jeg har, er til fem kg, og vejer dyret mere, ja så skal der gives ifølge vægt. Hun bad om to, ja måske kun én til en hund, jeg har set og talt med, Paco. Han vejer noget i retningen af 40 kg. og hun ville give til en, der vejer fem kg! Hun sagde, at hun ikke er særlig god til at regne, og jeg sagde, nej det skal jeg love for, så jeg sendte Marito af sted med alle pillerne og sagde, at han skulle fortælle hende, hvor meget hver hund skulle have. Samtidig fortalte hun, at nu havde hun for første gang badet tæven, som vi hentede, med et loppemiddel. HVAD sagde jeg, det er da det første, du gør, når en hund har lopper, ellers er det da ligegyldigt med sprøjtemiddel. Lopperne sidder på hunden og hopper af og på, ligesom en bus, og så kan man sprøjte alt det, man vil… Nå, resultatet af alt det her er, at hun næppe vil kunne blive adoptionsfamilie i fremtiden, desværre, for hun er god ved dyrene men lidt for uorganiseret, eller måske mangler hun bare lidt forstand, hvem ved.

Ok, hun er en blandt mange uoplyste, og i aftes satte jeg mig ned og lavede en lille, dvs. én side information, omkring de mest almindelige ting, som man kan gøre for at holde dyrene sunde og raske, tykke og fede. Inden da havde jeg kontaktet de fire dyrlæger, vi har her i området og bedt om ok til at oplyse deres telefonnumre på denne side. De ved alle, at ca. 3000 personer har mit telefonnummer og ringer til mig før en dyrlæge, dels fordi de ikke har nummeret, dels fordi de ved, at jeg jo ikke tager penge for mit arbejde. Nuvel, på denne side har jeg beskrevet det, jeg mener, de bør vide. For eksempel at med det formål at få hundefoderet til at række lidt længere kan man købe “jarette”, okseben med marv som koges med yuca og ris. Denne suppe blandes med foder og én gang om ugen iblandes et råt æg uden skal (der sidder mange bakterier i skallen). Denne blanding har proteiner og kulhydrater og er ekstremt billigt og noget man kan gøre, hvis man har nogle få dyr – ikke som jeg med lidt over 30. Det ville blive dyrere på grund af elforbrug i forhold til færdigt foder plus arbejdet. Jeg fortæller om ormemiddel, hvor ofte det skal gives, vaccinationer, to multiple er egentligt ok. Jeg fortæller om vigtigheden af, at hvis dyret er sygt, skal der en dyrlæge til og ikke vente og tro at det nok går over af sig selv. Så er der en liste med navne, adresser og telefonnumre på de 4 dyrlæger, og til slut løfter mor her pegefingeren og siger “glem aldrig at hjælpe din næste, og det inkluderer dyrene, som er sat på gaden. Hjælp dem med foder og tag dem til kastration – der hjælper vi”.
Denne skrivelse vil vi give til alle, der kommer med deres dyr til kastration – det er immervæk en del. Man kunne også forestille sig, at vi udgiver på diverse skoler eller stiller os op, hvor folk alligevel står og keder sig, når de venter på bussen… der er mange muligheder.

Apropos kastrationer så var den 6. august 2011 en god dag for dyrene og deres familier hos indianerne i Quitirisi. Hele 80 dyr blev kastreret, de fleste tæver, men også en del katte plus seks hanhunde. Prisen var sat til 5.000 Colones – ca. 50 kr. – de fleste betalte uden at kny og syntes sågar, det var billigt! WOW, siger jeg bare, jeg betalte dyrlægen ca. 1.700 kr. udover det, vi tog ind, fordi vi giver rabat til dem, der kommer med flere end to, og dem var der en del af. Ydermere tager han 60 kr., så der var 800 kr. jo allerede røget i svinget.
En virkelig succes må man sige, specielt i det område hvor pengene er små. Lokalet var den nye sportshal, givet af kommunen – den var blevet rengjort af fire granvoksne mænd, medlemmer af deres “udviklings-gruppe”. En sportshal er jo stor, selv i lille Costa Rica, noget med syv-otte meter til loftet, inden taget – staalkonstruktion med cementplader, og midt i det hele ser jeg, at der er noget ballade; en kat var stukket af i pure angst, da dyrlægens assistenter tog den ud af buret. Man prøvede at fange den, men den var for hurtig og tog turen op ad stålkonstruktionen. Inden da havde jeg skreget “luk døren, luk døren,” men katten satte sig helt oppe omkring de otte meter og overvejede at springe ned! Jeg bad en stille bøn om ”….for katten… gør det ikke,” men bøn eller ej, en indianergut, af god kaliber må man sige, tog sgu turen op af muren. Hvordan ved jeg ikke, men han greb sig fast her og der, og mutter her var i gang med endnu en bøn – bare han ikke falder ned! Jesus, det så godt nok vildt ud, men han fik fat i katten – den turde ikke hoppe ned, men han havde en sæk i sit bælte. Med én hånd holdt han sig fast, med den anden fik han den lille i sækken og praktisk talt hoppede ned! Vi alle stod med åben mund og polypper, indtil han var ok nede med katten, og alle gik amok i en “klappe-vals”….He made our day.. og kattens! Dagens HELT…. simpelthen!

Nå, her til slut vil jeg lige fortælle, at jeg har afleveret en skrivelse til Dyrenes SOS omkring udgifter i juli måned, sådan at I kan se, hvad jeres donationer går til. Regnskabet er ikke vildt specificeret, det har jeg ikke tid til, men sådan i store træk – lige ud ad landevejen. Juli var lidt skrap såvel pengemæssigt som alt muligt andet. Min mand er på vej ned ad bakke, men det er at forvente. Det er nemmere at sige, hvad han kan, i forhold til, hvad han ikke kan! Altså, det han kan selv er at spise en klapsammen-mad og holde om et glas og nogle gange drikke selv. Det er faktisk alt, og der er kun at væbne sig med tålmodighed og kærlighed og håbe på det bedste. That’s it….

Alt for denne gang. Uwe sover dybt, dyrene er rolige, og Marito og hans bror er i gang med at afvaske vores brønd. Et rotte-lignende dyr er faldet ned i den og blevet “opløst” (fermenteret), og vandet simpelthen STINKER – lugter af prut og de må tage al vandet ud i hvert fald to gange (vi taler om tusindevis af liter). De vasker med stive børster og klor… ja, sådan er det også at bo her på herrens mark. Er der ikke det ene, ja så er der det andet…

Nejjj, lige nu kigger jeg ud ad vinduet her på kontoret og ser for første gang i 11 år et egern inde i haven et par meter fra mig. En smuk lille fyr… og i går, sad en af falkene på stuedøren ud til terrassen og skreg…”kan man måske få noget at spise her?” Godt den tog turen UD – inde i et hus er det umuligt at få fanget en. De har barberblads-kløer og et bid, der siger spar to til alt, og gad vide, hvad de har af bakterier i mund og klør?

Ha’ det dejligt alle sammen, nyd jeres sommer, og jeg melder mig igen om en måneds tid med lidt nyt herfra.

Knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som I ved, har jeg altid travlt, men den sidste måned har næsten taget “livet” af mig…. kors, hvor jeg er blevet bombarderet med opkald, nogle gange op til 15 forskellige pr. dag og noget med at skulle tage stilling til alt muligt, hjælpe folk med foder til deres dyr etc. Jeg ved ikke hvorfor det er så vildt i øjeblikket, fra May i Belize, ved jeg, at hun også har travlt. Jeg skrev til hende om et råd om, hvorvidt jeg evt. skulle aflive en af mine hunde i re-habben og hun gav sit besyv med, fint, sådan kan vi hjælpe hinanden med råd og dåd.

Jah, jeg ved snart ikke hvor at begynde og ende… men måske med dette, at jeg er blevet bidt af TITO, ham og hans bror jeg “fik”, anbefalet af vet. Claudio, fordi han mente jeg var den eneste der kunne få disse to hanner, i sin tid, 4-5 mdr. gamle, sådan nogenlunde normale. Dem der har fulgt siden vil vide, at disse to hanner opvoksede i et forladt hus, kun med en kone der ind i mellem gav dem noget mad. De var derfor vilde og en kollega fik nys om deres eksistens, fik dem fanget sammen med nogle søstre og de blev fragtet til vet. Claudio.

Tæverne var SÅ angste at de aldrig nogensinde ville blive andet end vilde og vet. Claudio mente at det ville være bedst for dem, at han aflivede!! Han måtte bruge ekstra anæstesi til dette, men mente at TITO og LUCAS ville have en chance her hos mig!!! De kom, de var bange, men for så vidt ok, jeg begik den fejl at binde dem, således at de havde kropkontakt og det var en kæmpe brøler, de blev indviklede i hinanden og jeg måtte slippe en, TITO, der var mest tam. Han gik så på området i næsten et år og der var INGEN mulighed for at fange ham. Jeg prøvede med nogle sovepiller og måtte give 3 gange dosis og ikke en skid skete der med hunden, han sov men var man en halv meter fra ham, vågnede han og strøg af sted. Nuvel, det er vel en 4 års tid siden og for et par år siden, lykkedes det Marito at få ham ind til flokken i re-habben og der blev han flokleder. Det har han det super med, de andre også, problemet er, at han angriber mennesker bagfra, hvis han mener at “her er der noget der skal beskyttes” og det var derfor han bed mig for en 3 ugers tid siden.

Sagen var den, at jeg hørte en hund hyle og skrige og løb over i re-habben, hvor jeg så, at der var hele 5 tæver ovenpå en lille tæve, NELA, og de ville bare ikke holde op med at bide hende selvom hun for længst havde overgivet sig og hun skreg og skreg. Alt og alle var vildt oprevne, også jeg, men fik dog separeret den værste i første omgang. MEN så kom TITO og satte et par hugtænder på ca. 2 cm i mit venstre ben, lige ind til knoglen. Det gjorde ondt, men jeg blev ved med at separere og så kom han igen, denne gang lidt højere oppe. Men nu kom Maria mig til hjælp med en kost og hylede “Lisa, TITO er bag dig, TITO er ved siden etc. og resultatet af det hele blev 7 store hugtænder-bid i benet, et i numsen – ca. 1 cm. fra skede og anum, tænk, hvis han havde kommet tættere på!!!

Nåh, de 5 var nu i hvert deres bur og jeg kunne kigge lidt på “skaderne”… hundene var ok, også NELA, der gik i gang med at slikke sår, men jeg havde en oprevet kjole og et vildt blødende ben, jeg vaskede det værste blod af for at se, hvor der skulle behandles og Maria gik i krig med en spray, Neobol som man holder ganske tæt på såret og som “puster” medicinen ind i hullet…. DET gør så skide ondt, faktisk mere end biddene, så jeg hoppede og dansede til den store guldmedalje, hullet i rumpen var værst og som hun sagde bagefter “Lisa, nu synes jeg, at jeg kender dig bedre”!!!!

Hun foreslog jeg skulle på hospital, men jeg ringede til vores læge og fortalte hvad der var sket, sagde at jeg havde tetanus, givet for 4 år siden (den holder 10 år), var på antibiotika for noget lungevrøvl og en deposit-anti-inflamatorio, pga. noget rygproblem fordi jeg render og slæber rundt på min gode husbond, der vejer en 95 kg og som jeg sagde… Hvad vil de gøre som ikke allerede er “i vej”… “Intet”, sagde han, så jeg lod det ligge og tænkte ikke mere over det. Dette skete en fredag aften, og da jeg – søndag morgen – ville stå ud ad sengen, kunne jeg ikke bevæge mig, benene ville ikke respondere og jeg sagde til min mand Uwe, “denne her er sku hjemme, du ligger invalid og nu også jeg”. Jeg ved ikke hvordan jeg fik mig slæbt ud i køkkenet, men der tænkte jeg lidt over det hele og ringede til hospitalet for at høre hvad de mente. De mente at jeg skulle komme med det samme så jeg vækkede hele bundtet, der kl. 3 om natten, først Yadira, til at befragte mig, hun kom med Maria som min ledsager, Marito til at passe Uwe og så tog vi af sted.

På hospitalet blev jeg så undersøgt og fik nogle indsprøjtninger, anti-inflamatorio og noget til smerten, og så tog vi hjem igen idet jeg ikke havde ødemer og derfor ikke behøvede at blive. Nu er sårene ved at læges, de er dybe og det tager tid, MEN mit problem er, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med TITO, jeg ved at dette kan ske igen, det er nu 2. gang og jeg VED at jeg vil blive bidt igen, hvis jeg “mænger” mig i et slagsmål mellem hundene og TITO er uden skyld, han beskytter bare sin flok mod “mig den onde” som kommer ind og forstyrrer hans cirkler og derfor skal bides “så jeg går min vej”!!! Jeg har spurgt mine kolleger om, hvad de ville gøre i denne situation og de fleste, meget imod deres vilje, mene at det bedste er at jeg afliver ham, vi ved jo ikke hvad der sker næste gang, falder jeg, kan han vansire mit ansigt og krop, og det vil jeg jo nødigt have. På den anden side set, så synes jeg jo bare at han gør, som han mener bedst, han er ikke aggressiv som sådan og egentlig har jeg, næsten, taget den beslutning at lade ham leve og håbe på, at de ikke får ballade i re-habben.

Jeg har, i de mange år her, KUN været nødt til at aflive en gang pga. aggressivitet overfor mennesker ud af hundredevis af hunde og det gjorde mig ondt. jah, jeg vil tænke lidt mere over det, mange tager den “hurtige beslutning” og afliver alt og alle men det er jeg imod… Jah, vi må se, jeg er i vildrede for jeg skal jo også tænke på de andre der arbejder her, det samme kan jo ske for dem!!!!

Nåh, jeg aflagde et visit i slummet i Estero og det sammen med Yadira, min hushjælp som hjælper med dyrene her, og Eugenia, som lagde hus til ved den sidste kastration. Begge klager over mangel på penge osv. og jeg sagde, “vil I se, hvad fattigdom er???” Så vi ekviperede os med en 30 kgs hundefoder og en masse ormemiddel og af sted det gik. De var fuldstændig “flappergastede” havde aldrig set noget lignende og det tror jeg!!! Vi gik dør om dør, tilbød foder og ormemiddel og fra tre andre, havde jeg fået et fif om at en dame, der havde sine dyr under de kummerligste forhold og som hele tiden bare havde hvalpe. OK, hende kom vi jo så til hen ad vejen og hun var en hård nød at knække, påstod at de hunde hun havde, var alle hanhunde… ”og den lille tæve der?”, spurgte jeg. ”Joh, men hun var kastreret”, ”ok”, sagde jeg, ”hvornår og hvor??” Hvortil hun svarede “for 15 år siden”. Jeg kiggede bare på hende, for den lille var måske, med lidt god vilje, en 4-5 år gammel!! Hun ville ikke lade mig ind til dyrene, så jeg kiggede over hegnet og spurgte til en tæve, som hun påstod, var hanhund, og en lille hanhvalp – der passede pengene, det var en han!! – som stod bundet i en halv meter snor.

Nåh, jeg snakkede lidt frem og tilbage og tilbød foder, som hun var ivrig efter at modtage men sagde at jeg jo blev nødt til at komme ind, fordi ormemiddel skulle gives efter vægt!! Til sidst kom jeg ind, mellem to pigtrådshegn hvor jeg rev mit tøj og en finger op, men det er det mindste.. Hundene så ikke særligt godt ud, faktisk var det en anklage værd, kunne ikke betale sig, fra ministeriet ville de alligevel sende mig, så jeg fortalte lidt om hundehold etc. og sagde at jeg ville invitere hende, personligt, til den kastration, vi planlægger der, så hun kunne få opereret tæverne, og det, ganske gratis!!

Hun vred sig i lange bane, forstod ikke, hvad jeg mente for de VAR jo opererede og jeg tænkte, hvorfor bliver hun ved med at insistere på det og fandt ud ad, at hun mente de var steriliserede fordi hun havde givet dem en pille og så kunne de ikke blive gravide!!!! Pillen, som hun havde givet, var et ormemiddel!!! der kan man se, hvor u-informerede folk er, for ikke at sige “snotdumme” men som det siges “mod dumhed, kæmper selv guderne forgæves” og konen har jo nok tænkt på p-piller eller lignende. I hvert fald bliver tæverne opereret den 25. juni 2011, og vil hun ikke, det være sig af religiøse grunde eller lignende, så pudser jeg ministeriet på hende, og så tager vi dyrene fra hende, på den måde forstår hun måske. I morgen er det ideen at jeg tager kontakt med Eugenia og præsten og så planlægger vi, dyrlæge er bestilt og så begynder vi at sætte information op.

Det kan vel være at folk, før i tiden, var imod “Guds vilje” dvs. at kastration var imod deres religion, men det har ændret sig radikalt, folk ringer og regerer om, hvornår vi har den næste og hvor. Den sidste nye, havde vi i Puriscal med 60 dyr og til en pris af 8000.00 colones, ca. 80.00 danske kroner men alt, alt for meget for de fattige i området. Ruth og Natalia stod for arrangementet, jeg kom kun til at sætte i gang og så gik jeg!!! Det var meningen, de skal kunne selv og det hele gik fint, dyrlægen tog 6000.00 pr. dyr, en special-aftale jeg har med netop ham, de andre tager mere, og de sidste 2000.00 blev brugt til at betale for gadehundene, hvor der blev indfanget 9. Alt i alt en succes og det de glæder mig mest er, at nu kan de selv og jeg kan koncentrere mig om de andre problemer som der er rigeligt at tage af!!!

At få tingene til at gå op i en “højere enhed” er lidt af et logistisk spørgsmål. Damaris ringer og siger at hun har hentet to hundehvalpe i en kasse ved skolen i landsbyen. En tog hendes søster, men KUN hvis jeg ville overtage pris på operation, når den lille var gammel nok. En anden tæve, tog William, som hjælper gadehunde her og der. Hans problem er, at “hjertet er stort, men pladsen lille” idet hans gamle mor, simpelthen ikke tillader at han fylder det lille hjem med hunde. Well, i landsbyen er der en dame jeg kender igennem mange år, Zoraida, som har hentet en 15 stykker fra gaden i tidens løb, og det viser sig at være et familiemedlem til ham og hun tog den lille, altid noget!! Så meddelte han, at han også tog sig, skjult for sin mor, af en hanhund der var blevet overkørt og hvad skulle han nu gøre med den?? Jeg ringede til en veninde, der for flere år siden tog to af mine hunde, og hun indvilligede i, at tage hannen til pasning, jeg fik fat i vet. Mariano, som tilså hunden for at se, hvor stor skaden var. Jeg kørte over til hende med foder, ormemiddel, halsbånd, kæde m.v., og så at den faktisk var ok, lidt skadet men med medicin, så skulle den kunne blive ok. Ok, så ringer Lidia til mig og siger at hunden er stukket af, jeg sagde ”Ring til William, den er nok hos ham” og det var den.

Den blev så hentet igen og nu er den hos hende, den er nu tilpasset og behøver ikke at stå i snor, den skal kastreres og vaccineres, men det må vente til den er ok. Lidia er en sød kvinde og hjælper hvor hun kan med dyrene men jeg, dvs. I, behøver at hjælpe hende, for hun har ingen indtægt og giver foder til to hanner vi bare ikke kan få tag i, de spiser hos hende og så stikker de af. Gudskelov er det hanner, forestil jer, hvis det ville være tæver med masser af hvalpe som følge!!!

Lige nu, ringer en indianerkvinde, Rafaela, som har været fosterfamilie for mig siden 10 år og nu for Natalia og om jeg ikke kunne komme med noget ormemiddel til en lille hvalp de fandt i grøftekanten. Jeg har små kontis hos div. små supermarkeder og vet-shops her og der, og henviste til en by i nærheden, hvor jeg stadig har “lidt luft” og der kan de hente det de behøver. Rafaela lider af sukkersyge og hun har en tæve, NEGRA, som de adopterede for en 7-8 år siden fra mig, men de to hanner som Natalia har hos dem, har lært, hvordan man skal “fange høns” og det var et problem!!! Familien kunne og ville ikke have de tre mere fordi de havde problemer med naboer etc. Natalia ringede til mig og vi anede ikke noget råd, hun kan ikke tage dem, ej heller jeg men jeg fandt en løsning for tæven, Marito hentede den og Laura ville adoptere hende, havde selv en hel-søster som døde for en tid siden.

”Ok”, tænkte jeg,” alt i orden” indtil Laura ringede til mig for at sige at den havde bidt halsbåndet over og var PIST VAEK.. .hendes far futtede rundt for at se, hvor hun var løbet hen og NUL hund. Jeg siger jer, jeg var simpelthen så ulykkelig og vi havde det værste stormvejr, det væltede ned med vand, og hunden kunne jo ikke bruge noget af næsen til at finde hverken tilbage til Laura eller hjem. Ok, jeg gik i gang med at bruge mit netværk, jeg tror jeg ringede til mindst 20 personer i div. retninger og sagde at, hvis de så hende, skulle de binde hende, og jeg ville hente hende. Ikke en pind skete, og der gik 3 dage, hvor såvel familien og jeg var kede af det, og Rafaela ringede og spurgte og sagde til sidst, “Lisa, det ville have været bedst at vi havde hørt på dit råd” hvortil jeg kun kunne sige JA… for mit råd var simpelt: bind hunden om dagen, når hønsene går frie rundt, og når de er i bur om natten eller i et træ, så slip hundene og så lægger det sig med tiden, opdrag hundene, bare de så meget som KIGGER på en høne, så skal der et kraftigt nej til….og jeg sender noget hønsenet op til jer, så I kan forstærke buret, hvor hønsene er i om natten for der gik hundene ind.

Hver gang telefonen ringede, strøg jeg hen og Lidia ringede og sagde at den gode William, der tager bus til og fra San Jose, havde set en hund der passede på Negra og at han havde set den ved kirkegården oppe på landevejen. En fyr og jeg futtede af sted og jeg sagde, “kør langsomt”, jeg tror/føler hun er i nærheden” og minsandten om jeg ikke ser noget sort, liggende i vejkanten. Og joh… det var hende, jeg kaldte og hun kiggede på mig, som var det her ikke sandt, og hylede af glæde, da det viste sig, at den var god nok. Godt, hun var her et par dage og så kom hun hjem til familien der i mellemtiden, er blevet “et stykke klogere”, alle fem var der til at tage imod hende og hun er rigtig glad for at komme hjem igen, spørg mig, hvor glad jeg er???

Negra ved, hvordan man begår sig på landevej med biler, ikke som andre jeg er blevet ringet op om, en Husky-han blev overkørt og lå i grøften, jeg sendte vet. Diego som blev nødt til at aflive den, staklen var totalt knækket i hele rygparti og bagben så den fik fred!!! En anden tæve, som var blevet “afleveret” på gaden af et familiemedlem, og det for 2. gang, blev fundet halvdød i grøften, tæven var på vej “hjem” til familien som hun har gjort før og blev altså så påkørt, en bekendt tog hende indtil grøften, hun lå midt på vejen og ringede til en som ringede til mig og Marito og en ven, hentede hende. Staklen var vildt hævet i munden, øjnene var næsten døde, tynd af mangel på mad i 14 dage, en tæve Elisa (hende har jeg fortalt om og som hjælper dyrene hvor hun kan) vidste om, men ikke kunne finde, jeg lod den lille blive i bilen med lidt vand i en transportkasse og der lå hun trygt og godt til næste dag, hvor hun kom til vet. Laura i Puriscal. det skete for to dage siden og Laura ringede i går og sagde hvad hun havde fundet, efter undersøgelse af hunden.

Hun gav et bedøvelsesmiddel, den var i drop for den var totalt udhungret og uden væske i systemet. Hun sagde “Lisa, jeg har aldrig set noget lignende, der kommer mider ud over det hele, næse, mund, øjne etc. og det her er ikke noget der skete i går, da hun kom her”.. så det er nok et slag, kan være af mennesker eller en bil, der har forårsaget det før den sidste overkørsel. vi overvejede hvad der skulle ske og havde det ikke været for min veninde Laura, som sagde ja til at passe den, så havde vi aflivet, for jeg har ikke plads men Laura er smaddergod til den slags og nu skal hun i krig med at give flydende foder med sprøjte, for tæven har fået bundet kæben ind , og skal have det i en 14 dages tid så det kan gro sådan nogenlunde sammen igen. Om et par timer, ringer jeg til vet. Laura og hører om tæven responderer på behandling, gør hun ikke får hun en dag til, og så må vi se om en aflivning er det bedste men hun skal have ret til livet, de “urhunde” er sat sammen på en anden måde end vi kender det, de overlever og får det fint, med en hjælpende hånd, som I er med til at give i form af donationer og jeg, ved at bruge dem!!

Apropos donationer, så har I været med til at give foder, ormemiddel til:

Lidya, som fodrer 5 hunde.
Zoraida, som har 15 hunde selv, hendes far 7 hunde og nogle katte.
Damaris, som har 4 hunde og to katte.
Efrain med 7 hunde, de sidste tre fandt han bundet til et træ efter flere dage.
Lillian fra Estero med en tilløben tæve med 7 hvalpe.
Mirella med det samme, en tæve med 7 hvalpe.
Ana, også Estero, med 5 katte og 6 hunde.
Betty, med tæve og 4 hvalpe.
Eliet med 13 katte og 3 hunde, heldigvis hanner.
Elisa, guderne må vide, hvor mange hun har, men noget med 20 hunde og ligeså mange katte, hun er et rigtigt “jern” mht. til dyrevelfærd men hun bor i et hus på en 30-50 m2 og ligeså lille en grund men hun laver en masse via facebook, har lige ringet om en tæve vi var efter fra gaden og nu er den endelig blevet indfanget, hun og jeg prøvede, men det lykkedes ikke, tæven er hos en vet. nu, og så ser vi videre…

Jah, det her er kun et lille udsnit af alt, kan I forstå, at det er en opgave der siger spar to til alt og sandheden er, at det er lige i overkanten af hvad jeg kan klare, nu er alle hvalpe og killinger små, lidt over to måneder men så skal vi jo se at få dem kastreret, nu da jeg har deres telefonnumre etc. ellers forsvinder de jo bare ” i mængden” og så starter det hele forfra….

Problemet er at folk virkelig bekymrer sig, tager dyrene til sig efter at de er blevet forladt fordi de synes det er synd for dem og det er jo al ære værd, MEN, dem der gør det, er de fattige, dem der kunne gøre noget selv for deres egne penge, er ligeglade… måske derfor de har penge, hvem ved, men min erfaring siger mig, at dem der har mindst, giver mest!!!

Jah, lige nu ringer Nayori, en indianerkvinde fra reservatet at hun gerne ville have vet. Diegos adresse for han var kommet og havde hentet to af hendes tæver, (hun har en tæve med 7 hvalpe også) der var i løbetid og hun kunne ikke holde de løse hanner fra dem så de små led, hylede og skreg for at slippe fra hannerne, og han kom da også tilbage efter endt kastration MEN kun med en!!!Den anden slap ud ad buret og nu løber den rundt uden mål og med, så jeg sagde at hun skulle tage bussen til byen, få fat i Diego, og så i øvrigt køre rundt, spørge og kalde… jeg håber hun hitter sin lille tæve, staklen ved jo hverken ud eller ind, ligesom de andre der er smidt på gaden…. Jah, en eller anden dag holder det her “sjov” vel op, men jeg ser sorte skyer i fremtiden, det bliver her mere og mere moderne at flytte i lejligheder og der er ikke plads til alle de hunde der er, ej heller katte så vi bliver alle nød til at kridte skoene og få kastreret så meget vi kan.

I øjeblikket har jeg 31 hunde, det sidste nye skud på stammen er en lille, ualmindelig morsom tæve, ligner en sort maltes og en lille dame der har overtaget “biksen” i løbegården med 3 voksne tæver, og en han, alle meget legesyge. jeg fik nys om hende via Lidia, hun var afsat på en øde mark i en kasse og der var hun i tre dage. En ven prøvede at fange hende men hun bed og så lod han være og kontaktede Lidia som kontaktede mig. Jeg hentede hende på skolen i Fila, forstår ikke, hvem der kan gøre noget sådant, det forstår hun heller ikke, men nu er hun her og skal opereres, jeg mangler her 4 tæver, en lille 3 måneders hvalp, den lille og de to angste som går sammen med Willy, de er nu så “domesticerede” at de kommer til mig og vil kæles med, så traumet vil ikke blive så stort med operation.

Jeg har stadig 3 af Canelas hvalpe her, to har dyrlægen og alle skal vaccineres og som jeg vil se på i næste uge, det er 8 vi taler om, men så er alle også beskyttede, heldigvis…( skal jeg måske ikke sige for højt!!) har vi ro omkring hundesygdomme her hos os i øjeblikket men der skal jo bare et par enkelte syge hunde til, jah så har vi balladen!!!

Jah, her på falderebet, kan jeg fortælle at, på hjemmefronten, går det stabilt, ikke specielt godt for Uwe er meget, meget træt hele tiden og er begyndt at sige “sære ting”, glemmer om han har fået mad, blevet badet og den slags, så jeg er ved at forberede mig på at tingene nok bliver noget anderledes i fremtiden, det er stressende i sig selv og med alt “hunde-halløjet” oveni, så er det ikke så nemt, på den anden side set, så GØR jeg dog noget, og når det lykkes, så tager vi det andet med i forbifarten, eftersom der ikke er noget at gøre ved hans sygdom, jah, det kan man vist ligeså godt se i øjnene og tage det derfra.

Jeg har jo sat hytten til salg, ALLE spørger mig “jamen, hvad så Lise, hvad med hundene???” Og til det svarer jeg ”at de jo skal med”, måske ikke alle i første omgang for det er sku ikke nemt at hitte et centralt sted, hvor man kan have 30 hunde eller flere, før i tiden kunne man, men med ny lovgivning, så skal der være en vis afstand til naboer. Men som jeg siger, de nye naboer skal være glade for mine hunde giver alarm og jeg står op og ser hvad der sker, både hos dem og hos os, så kan de sove noget så nysseligt videre!!!. Nåh, lad os se om den holder “i byretten” men faktisk er det sådan, at alle her siger at vi har undgået indbrud pga. hundene, folk er regelret bange for at blive bidt og det passer mig fint… JEG ved godt at de løse ikke bider, MEN det ved de ikke, dem der ikke kan kende forskel på dit og mit!!!

Alt for nu, vi har et uvejr på vej som vil noget, det buldrer og brager i det fjerne, så jeg er den der er smuttet….ha det dejligt alle sammen, jeg kommer stærkt tilbage…

knus
Lise

Her kommer en lykkelig efterskrift…

Jeg var lige færdig med at skrive til jer, Uwe sov de “uskyldiges søvn” og telefonen kimede… Jeg tænkte, åååååhhh nej, ikke flere hundespørgsmål idag, men tog den alligevel og minsandten om det ikke var Yanori, ejeren af tæven der slap ud ad buret hos vet. Diego og hun sagde at hun havde gjort som jeg sagde. Diego hentede hende ved bussen og de tog sammen ud for at finde den lille, de ledte og ledte og til sidst… fandt de hende, siddende ved kanten af et flodløb, midt i regnskoven og glæden var stor for såvel hund, ejer, og Diego, så her var der en lykkelig afslutning på et problem, Yanori takkede meget for mit råd og takkede samtidig for hjælpen til kastration og denne tak, sender jeg videre til jer, for det er jer, der har hjulpet med til denne og nogle hunde mindre… Jeg er bare så smadderglad og vil hermed give det videre…

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Jeg er netop hjemkommet efter et “lille event” med 35 hunde!!!! Sagen er den, at i en lille by i nærheden, har de by-fest og ham der står for biksen, ringede for et stykke tid siden og spurgte om vi ikke kunne lave eet eller andet med hunde!!! Han foreslog en kastrations-runde som jeg sagde nej til, (man kastrerer ikke til fester) MEN foreslog at jeg ville tage kontakt til min veninde Patricia og se, om hun og jeg ikke kunne “flække” eet eller andet sammen til glæde for dyrene og deres ejere.

Hun og jeg tog til stedet hvor byfesten skulle finde sted for at se lidt på forholdende og sammen fandt vi ud af, hvad vi kunne gøre. Patricia har et kæmpe netværk mht. folk hun kender fra forskellige arrangementer og hun fik tromlet 2 foderfimaer sammen plus en gruppe vegeterianere, som tager ud til forskellige arrangementer og viser folk, at vegetarmad er alletiders, og det er det faktisk, prøvede det de lavede idag og det smagte virkelig godt. Ydermere kom der en gruppe der beskæftiger sig med “moder jord” og hvordan vi skal passe på den. Festen har stået på i 14 dage og i morgen er den slut, så alt vi skulle “bruge” til dyrene og deres ejere var der allerede, dvs. telte, borde og stole og den slags, således at alle kunne være i skygge for vi havde kl 10.00 allerede 30 grader i skyggen.

Nuvel, i aftes havde jeg sådan “på fornemmeren” at jeg lige skulle checke om nu alt også var ok mht. om folk vidste om arrangementet med hundene, at de ikke bare selv skulle komme men at hundene skulle med og være i “højsædet”, så jeg ringede til Luis Emilio, som er primus moto for arrangementet og spurgte om han vidste, hvor mange der ville være idag og det vidste han ikke, for ingen havde rigtigt sagt noget om det!!! Min erfaring siger mig, at så er den gal….( det samme gælder for kastrations-runder), så jeg sagde at enten ringede han til sine folk i gruppen der arrangerer eller at han skulle give mig en 5 telefonnr. på medlemmer og jeg ville starte en telefonkæde, hvilket jeg gjorde. Jeg fik fat i alle og bad dem om at ringe til Gud og hver mand som skulle informere videre og resultatet blev, at der var en 35 hunde i dag, lidt af en succes, når man betænker at det er første gang, sådan noget bliver afholdt og i øvrigt også føerste gang at Patricia og jeg står for arrangementet.

Nåah, hvad skete der så?? Patricia ringede i morges, grædefærdig, og fortalte at hendes bil ikke ville starte!!! alletiders, tænkte jeg, den er sku hjemme, hun bor langt pokker i vold og derfra NUL transport, her over stok og sten, grusvej med huller man kan bade i!!! Een ting var, at Patricia var “stuck” MEN hun havde alle præmier etc. hos sig, så nu var gode råd dyre eller “gode dyr, rådne”, et gammeldags udtryk man bestemt ikke bruger mere i DK… men når det hele ser slemt ud, er der alligevel en loøning og den bestod i, at jeg kontaktede min veninde “blomster-Lise” (vi er to Liser i Costa Rica, jeg er “hunde-Lise”) og hun har en gut med en 4-hjulstrækker, som hentede Patricia som lige akkurat kom i tide fordi vi andre var en time forsinket!!!Sådan er det altid her, inviterer man til kl 0900, så kommer folk dampende en time efter.

Well, hun stod for introduktionen af arrangementet, takkede dem der repræsenterede div. organisationer etc., og så overtog jeg mikrofonen, bad Alvaro, en gammel bekendt der kun kom fordi han kendte mig gennem 18 år, om at lave en opvisning omkring lydighed og derefter forsvarsarbejde, jeg siger jer, folk var begejstrede, specielt forsvars-arbejde, den går altid “lige ind” men jeg sagde til tilskuerne, at de ikke skulle gå hjem og prøve det samme med deres hunde!!! En ældre herre kom og spurgte om han måske kunne få lov til at vise, hvad hans Rottweiler kunne, hunden var en ældre af racen, jeg er ikke helt sikker på, at den var helt med på ideen, ihvertfald så den ud til, at ligge i skyggen var mere dens “plads” og den ældre herre, en gut på en 70 eller ovre, fortalte at han var hundetræner og joh, noget af det han fortalte om var da mere eller mindre ok. MEN hans træningsmetoder, var dem man brugte for rundt regnet 30-40 år siden, dvs. hvis hunden ikke gik ved venstre ben, jah så skulle den “hives” hen til benet, kommer den ikke ved indkald, jah så blive den hevet hen til een etc. og der stod jeg med mikrofonen men sagde ikke et PIP, ville ikke nedgøre den ældre og tænkte som så, hvis folk bare gør eet eller andet med hundene, så er det bedre end intet og da jeg jo allerede havde fortalt om hundetræning med motivation, godbidder, bold etc., så lod jeg det ligge.

Så kom vi til det, de fleste ventede på og hvorfor de kom…. konkurrence!!! Vi havde en 6-7 kategorier og med forlov, så er det det mest åndsvage, men folk elsker dem, alle 35 hunde konkurrerer sammen fex. i kategorien, den mest langhårede hund, (jeg havde taget målebånd med til at måle hårlængde), den mest korthårede, den mindste hund, den største, (der var der to med ens højde over skulderen, så de vandt førstepræmie begge) den mest kokette, den der kan nogle tricks etc. og sidst men ikke mindst, det sjoveste… den hund, hvor ejer og hund ligner hinanden mest, ikke kun fysisk, men også mentalt!!!

Alle blev spurgt “hvad synes du at du og din hund har tilfælles” og ikke et øje tørt med svarene!! Nogle mente at øjnene var ens, andre håret!!!, en gut kom med en bull-terrier og mente at næsen var ens (passede næsten) en lille gut på en 3 år have en lille hvalp, som han bar rundt på og mente at både ham og hans hvalp var “meget små”, hvilket passede, en ældre gut mente at såvel hund som ham selv, var “meget lydige”, (vi spurgte ikke konen!!!) men ham der vandt, var ham der spøjst sagde “denne hund og jeg, er tyk-hovedet”!!!..og det kunne man faktisk godt forestille sig!!

Nuvel, ikke alle kan vinde, præmier var foder, 5 indpakkede hundeblade, som folk ikke har penge til at købe, jeg videre-donerede hundehalsbånd fra en finsk veninde, Raili, I kan få dem i DK under navnet “Happy dog”, og jeg så nogle slukørede børn som voksne, så jeg sagde til Patricia “er du med på, at vi splejser om 2 kg hundefoder til hver deltager der ikke har vundet noget??” og det var hun med på, så folk stod i kø og fik “noget med hjem” og til næste år ved vi, at folk vil tale om dette og flere vil komme.

Som en vigtig side-bemærkning skal nævnes, noget jeg også gratulerede de fremmødte med, hundene, nogle race hunde men de fleste mixed, så noget så fine ud, velnærede, fine i pels, sociale med andre hunde og der blev kælet og krammet og det varmer mig virkelig om hjertet, helt ærligt, så er jeg glad for at vi alle, ikke kun mig, har sået frø og ser, at vores indsats, for mit vedkommende 18 år her, giver “høst”…

For jer af mine trofaste læsere, lyder det måske som “ikke noget” men det er det, jeg er snart 53 år, og da jeg var barn, var det jeg ser idag her, det samme i Danmark. Jeg er ikke kun “bidt af en gal hund, men også af en gal hest”, og når jeg futtede de 10 km ud på rideskolen i Tønder på min gamle cykel UDEN gear, og det i sol, regn, snedriver så høje som jeg selv som 10 årig, så besøgte jeg, praktisk taget alle gårdhundene undervejs, alle i kæde, for ude på landet, havde man ikke haven indhegnet, alt, alt sammen som her på landet, vi er bare de 30 år bagud… bønderne var meget bange for at deres hunde skulle bide mig, men det skete aldrig, af een eller anden årsag, bider hunde mig ikke, hvilket jo er temmelig heldigt pga. af mit arbejde , i dag er jeg jo lidt “klogere” og bruger dæmpende signaler, når jeg nærmer mig en hund, der umiddelbart ser aggressiv ud, men som regel bunder aggressiviteten i angst, og når hunden ser, at jeg ikke er nogen “fare”, så slapper den af og venter på, hvad der nu kommer!!…som regel en godbid i form af hundekiks, der er INTET som mad/kiks til en hund, der er nervøs, nogle gange stiller jeg mig bare ved siden af hunden, håber på det bedste, den snuser og sætter sig normalt ned i “forventningnes glæde” og efter lidt tid, vanker der en godbid. Kender I denne her??? Jeg ved ikke om den kommer fra Storm P. men går således….. optimisten siger…”forventningens glæde er den største”…. og pessimisten siger, tørt …”og hyppygt den eneste”!!!!! Åh åh, men jeg “forventer” og ved, at vi når målet, at een eller anden dag, så har dyrene det også godt i Costa Rica og med denne forventning “in mind” vil jeg slutte min gode dag og gå ud og fodre “mine” to falke der skriger på mad i ordets betydning…

Alt for nu, kommer tilbage med alle mulige tiltag mht. kastration etc. den 19. marts 2011, har vi i Palmichal, den 2. april 2011 har vi i et slumkvarter og, naturligvis, prisen derefter, det bliver lidt smådyrt, men der er simpelthen alt, alt for mange dyr så det skal gøres, omend gratis… vi får se, alt er klart, dyrlægen og stedet, et privat hjem, fundet så nu er det bare om at gå i krig med informationen og at folk tager gadedyrene med, som ikke “er nogens”… det er dem jeg helst vil se, men da ingen føler sig ansvarlige, så er det også det sværeste for, hvor kan vi have dem før, under operation ved vi, men bagefter??? hvem kigger efter om hunden er ok, såret, er der infektion, spiser den eller har den selv “taget stingene ud” etc. …Nåh, som det hedder på engelsk, “we play it by ear” og som regel, findes der en løsnig… spørgsmålet er, hvor???

Jeg er smuttet, ha det dejligt allesammen, om lidt er det forår og alt pipler ud af jorden..

knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Allerførst vil jeg sige mange TAK for “før-julegave” i form af en donation på USD 1918.00, mange, mange TAK for den såvel på dyrenes som egne vegne…nu kan vi lidt igen, her er stadig meget at lave og jeg vil fortælle noget, som man ikke kan forstå men sådan er det, siges der!!!!

Vi er jo mange der laver det samme som jeg, nogle er organisationer som min, andre arbejder individuelt. I år når jeg nok op på ca. 700 dyr, hunde som katte, jeg har 678 indtil den 10. december 2010, men der kommer flere inden året er omme hos div. dyrlæger som kastrerer individuelt. For et stykke tid siden, blev jeg ringet op fra et radioprogram, (fra avisen LA NACION, udskreget som den bedste og mest seriøse avis i hele Mellemamerika) om jeg ville være med til et radio-interview omkring hvorvidt det skulle tillades at skære stemmebånd over på hunde fordi de gør for meget og laver larm!!!

Well, det sagde jeg ja til og i studiet var der en dyrlæge først, derefter mig, som animal-protector og til sidst selveste sundhedsministeren som havde givet ok til det først men da facebook, twitter o.lign. var “hotte”, jah hele nationen stod i brand, så det, plus efter at have hørt på dyrlægen og mig, tog hun forslaget tilbage og nu er det ikke direkte forbudt men heller ikke accepteret!!! typisk Costa Rica men jeg er jo af den opfattelse at det skal forbydes, men som jeg sagde i radioen, jeg mener at man skal finde ud af, HVORFOR disse hunde gør så meget og jeg tilbød at tage over til denne dame som netop havde hunde der bare gør og gør hele tiden og det har naboer måttet høre på i 10 ÅR!!!!

Nuvel, vi skal jo alle være her, også naboer men damen tog ikke imod mit tilbud og nu er der en form for ro over biksen, ud af 5 hunde, blev 4 bortadopteret og nu har hun kun en, men det holder ikke i længden for hun tager hunde ind fra gaden og så starter det hele forfra men som sagt, lidt ro er der nu på den front……Men her kommer HAMMEREN, ved Gud om der ikke i en artikel, skrevet af dyrlæge-foreningen til avisen med deres standpunkt mht. stemmebånds- cut og der stod, at de var imod massekastrationer!!!!!

Jeg var lige ved at falde ned af stolen da jeg læste det en søndag og at de skulle have en ekstraordinær forsamling til afstemning om det , torsdagen efter…..så der var ikke meget tid og jeg kontaktede min franske veninde Patricia og spurgte om hun ikke kunne forfatte en skrivelse hun og jeg kunne sende, dels til avisen, dels til dyrlægeforeningen, hvilket hun gjorde og derefter kom der rigtig gang i biksen, kors hvor alle mulige organisationer skrev til hinanden og naturligvis ved vi godt, at der er “brødnid” .

Med hensyn til dyrlæger i dette lille land, her kan man “fodre svin” med dyrlæger og advokater men sandheden er den, at dem der kommer til vores kastrationer til få penge, aldrig i livet vil kunne betale 4-5 gange eller mere for den samme operation så dermed kan man sige, at vi ikke tager “kunder” fra dem for den “kunde” ville de aldrig have haft!!!! Til vores sidste kastration i Puriscal den 11dec10, blev der kastreret 84 dyr til 6000 colones for hvert og jeg havde sagt til Laura at hun ikke skulle give rabat men jeg havde ikke regnet med Ruth….hun gav rabat til alle mulige og beløbet af denne rabat, var 32 dyr der ikke betalte, det er for så vidt ok med mig, men ikke aftalen og jeg kan nu godt lide, at man holder en aftale for flere af dem der kom, havde fint kunnet betale.

Nåh, jeg vil lave noget nyt i 2011 og det er, at vi laver mindre “masse-kastrationer” f. eks. med 20-25 dyr og med en tid til en aftale inden og en fast prisaftale med dyrlægen, en anden ide jeg har er, at den samme dyrlæge opererer en halv dag hunde og en anden halv dag katte, for de stakkels katte er ude af sig selv af angst over at se og høre hundene og alle mennesker der larmer, det synes jeg er synd og vil derfor gerne lave om på det, hvis jeg kan få dyrlægerne med på dette.

Vi har 3 dyrlæger i området og to har jeg talt med, den 3. bliver et problem men jeg vil se om hun ikke kan få ideen, hun mener at vi alle inkl. de to andre dyrlæger, tager klienter fra hende og betragte såvel dyrlægerne som os, som konkurrenter i stedet for at samarbejde til dyrenes ve og vel. I øvrigt noget jeg bad Patricia om at indsætte i artiklen til dyrlæge-foreningen, at vi skulle prøve at lave alliancer og ikke “bekrige” hinanden for ligesom at “gøde jorden med ideen og hælde lidt olie på de oprørte vande” for jeg siger jer, nogle af de andre organisationer, truede med alle mulige anklager, lov nummer dit og dat osv. men det dutter ikke, dem der “betaler ” i sidste ende er dyrene, dem der ikke bliver kastreret og som jeg jo har sagt til jer før, vi laver jo også undervisning i form af, hvordan man skal passe sine dyr etc. og det har givet resultat i form af, at dyrene alle ser meget bedre ud end de gjorde før.

Nåh, som I ved, tatoverer vi alle tæver, jeg er den eneste i hele landet der gør det og det er en skam for derved kan en tæve have større mulighed for at blive adopteret af en familie end hvis den ikke har denne indikation og alligevel går det galt og det gjorde det den 11. december 2010!!

En ældre mand havde taget en lidt ældre tæve til sig fra gaden og nu ville han gerne have den opereret for ikke at få hvalpe. Han havde tæven i en plastiksæk, dem man bruger til foder , hun blev præ-bedøvet, og jeg tror at her skete den første fejl for han har sikkert lagt hende i sækken igen og lukket den fint til, sådan at hun ikke kunne løbe væk. Tæven blev hentet af dyrlægens assistenter og de har nok ikke set, at tæven var uden ilt i sækken og har troet at dens debilitet var pga. præ-anestesien så de gav hende operations-anestesien og hun kom på bordet til operation. Vet Blas er meget, meget erfaren, han opererede og hunden blev lagt til opvågning, hvor jeg ville tatovere hende og hvad ser jeg????? Den lille HAVDE allerede en tatovering og var dermed opereret, ok, indrømmet, man skulle kigge godt efter, men det gør jeg altid for hundene har en blodåre midt i øret, som man helst ikke skal perforere.

Jeg spurgte ”Blas, har du ikke lige opereret en, der allerede var opereret?” og han sagde ”Jo, den du har der” og jeg sagde ”hun har tatovering!!!!” Jeg ville tage den lille ud og fortælle folket om dobbelt-opeation med tatovering, men hun så lidt slatten ud, trak vejret, så jeg lod være, og pludselig siger Luisa, “Lisa, den trækker ikke vejret”, så jeg tog hende til Blas, sagde ”her har vi et stort problem” og han gik i gang med genopvågning, pustede luft i lungerne på hende, hjertemassage, medicin etc. Men der var ikke noget at gøre, den lille var død!!

Normalt er det dyrlægen der meddeler det til ejeren og forklarer, hvad der er sket og hvorfor, men denne gang var det mig der måtte meddele at den lille var død og den gamle mand sagde ”med mig er der ikke noget problem!!!” Og i mangel af bedre forklaring, f. eks. det med sækken og han faktisk selv havde lukket for hendes ilt, sagde jeg, at hun var opereret, viste ham tatoveringen og at hun ikke havde kunnet tåle anesti to gange!!!Det rene vrøvl men der faldt mig ikke noget andet ind og jeg ville ikke give ham “skylden”. Af de tusinde dyr vi/ har kastreret i mange år, er det sket 3 gange at et dyr er død i forbindelse med operation og det må jo siges at være en lille procentdel, men det rører mig hårdt hver gang og jeg er nærmest HYS efter operation, fordi vi er ansvarlige for denne del af processen og ser jeg det mindste, “forstyrrer” jeg dyrlægen og lægger dyret på operationsbordet, hvilket de ikke er meget for, men så har de mere kontakt og kan se hvis noget er galt.

Jah, nu da vi er i gang med det triste, så havde jeg bestilt vet Mariano hertil i tirsdags for at operere en tæve der var gravid og som gik i nabolaget og blev afvist af alle, ingen ville kendes ved hende og jeg vidste ikke om hende. En veninde, Sonia, fortalte at folk gav hende spark og stokkeslag med kost for at hun skulle forsvinde og jeg sagde, Sonia, hvorfor har du ikke ringet til mig, det er da frygteligt og gør tæven og mig den tjeneste, at tage hende til dig og vi får hende opereret!!!

Det gjorde hun men det var for sent, hun døde af sig selv , sikkert fordi man har givet hende et slag på maven og slået hvalpene ihjel og tæven har haft døde hvalpe i bugen, som Sonia sagde, “hang” på jorden og dermed har hun auto-inficeret sig selv med infektion og Sonia sagde, at hun lugtede meget grimt så det er nok det der er sket. Dette skete mandag og ideen var at få hende under behandling om tirsdagen men jeg vidste ikke noget om alt det her og hvis folk ikke meddeler mig om disse situationer, så kan jeg jo heller ikke hjælpe men mange gange tager vi situationen i opløbet og så lykkes det men som mit slogan siger “vi kan ikke redde dem alle men vi alle kan redde en del” og det er det der sker, MEN nogle gange lykkes ikke alt i en gasovn og jeg er simpelthen så KED af at sådan en tæve skal gå igennem så meget ondt. Som man siger.. “nogle gange skal det gå galt, før det går godt” og Sonia sagde,” Lisa, nu ved jeg mere, jeg har lært af det her og ser jeg en hund der ikke tilhører nogen, så ringer jeg til dig med det samme” hvilket er godt, så tager vi problemet i opløbet og ser hvad der kan gøres.

Her kommer der så noget der er trist, men på en eller anden vis også godt. I lørdags bad jeg Maritos bror om at grave et hul til Baldur, min gamle Schæferhan, som havde det skidt med hofterne, men ellers var normal, han spiste godt, var i godt humør, men det kneb lidt med at lægge sig og rejse sig, han klagede sig aldrig , fik gigtmedicin, noget til smerte og anti-inflamatorio og da dyrlægen var her i tirsdags spurgte jeg ham om han ikke mente at det snart var tid. Men han sagde “no Lisa, han ser fin ud i øjnene, jeg tror vi skal vente lidt”!! Men Baldur, klarede “ærterne selv”, i går nat, da jeg ville skifte på hundene, sagde jeg ” kom Bamse, nu skal vi ud og have godbidder”, men hunden rørte sig ikke. Jeg troede han sov fast, det gør gamle hunde, men da jeg rørte ham, var han helt stiv og jeg vidste at han var død.

Han lå som han normalt sover, på siden og jeg regner med, at han har fået et hjertestop, simpelthen sovet ind i døden og det er jo det, vi alle ønsker os, jeg var lige ved at gå bagover da min invalide mand Uwe sagde “sådan vil jeg også gerne dø” sagde faktisk “bare det var mig” !!! men der var jeg hurtig, sagde ” nej, du bliver nødt til at blive til vi har sølvbryllup” og det er om et år, vi har lige fejret 24 års bryllupsdag , ”ydermere bliver du nødt til at blive her hos mig….. du ved “tab af forsørger”!!!”. Og da han bliver passet “i hoved og r*v” dels af en sygeplejerske, som han er meget begejstret for, hun har de største bubbies jeg har set i forhold til kroppen og de er sågar hendes egne, han er helt pjattet, her har damerne udskæringer, der går helt ned til navlen, så der er fri udsigt, so to say… Hun er ung, kun 25 år, men meget dygtig og meget sød, og hun nusser og pusler om ham i de tre timer, hun er her, 3 gange om ugen, så han bliver rigtigt forkælet, resten af tiden, klarer jeg selv…uden bubbies, that is……til gengæld, får han kysser….

Jah, nu er det snart jul igen, igen, jeg synes det da lige har været jul, men i år gider jeg ikke at gør noget ud af julen, dels er det svært at komme i stemning i 28 graders varme med fuld solskin, dels er jeg lidt deprimeret over det hele og har besluttet mig for, at glæde mig til den 1. januar 2011, hvor vi starter på ny og håber at det ser bedre ud end i år.

Dem af jer der følger med på siden vil vide, at jeg sidste år sagde at året 2010 ville blive et lorteår, hvilket også holdt stik, Uwe blev totalt invalid lige inden påske, jeg har mistet 5 af mine hunde i året der gik, mangler stadig den gamle foxer, Whisky, som også danser på sidste vers, men det er ok, han er så gammel, at jeg håber på at han “tager afsted” ligesom Baldur, hvis ikke, får han lige en hjælpende hånd, jeg selv har noget brug for noget psykologisk hjælp, har tre på hånden, en har været her, supersød, men er ligeså meget psykolog som jeg selv, siger at hun ikke fatter hvordan jeg klarer det, men hun ved jo ikke at jeg er vædder, viking og oven i købet sønderjyde… det er sku noget der vil noget, jeg mener, da jeg ikke kan lave om på vores situation, kan jeg få hjælp til at se den anderledes, jah, det er da hvad jeg håber , jah, lad os nu se, jeg gider ikke en der graver op i fortiden, “siddet forkert på potte, kommet ind ad det forkerte vindue med storken” og den slags, jeg vil have/finde en, der kan komme med nogle resultater og nogle ideer til løsning af problemer, det gør jeg jo selv med dyrene og vores egen situation, jeg skal bare lige have et skub i den rigtige retning, og så hitter vi nok et eller andet godt. Håbet er lysegrønt…..

Jah, et eller andet godt, helst meget, ønsker jeg af hele mit hjerte til jer, der hjælper med dyrene, jeg håber at det nye år vil blive rigtig godt for alle, jeg takker mange gange igen for jeres hjælp, for uden kunne jeg ikke gøre det jeg gør…..

RIGTIG GOD JUL, måske hvid sågar, og alle ønskes et godt, nyt, 2011 og jeg kommer STÆRKT tilbage i det nye!!!!

Juleknus og en god krammer til alle…og endnu engang tak for hjælpen…specielt til Inger…

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Altså, jeg siger jer, jeg er vildt stresset med alle dem der ringer med problemer omkring deres dyr, masser kan jeg klare pr. telefon andre giver jeg telefon-nr. til vet. Mariano som så rykker ud, hverken han eller jeg, ved hvad der sker i øjeblikket, men folk ringer og regerer omkring syge dyr og mest til mig, hunde der er sat på gaden, mest gravide tæver, hvortil jeg kun kan sige, at de skal være så søde at fodre dem og tage sig af dem, jeg hjælper med foder og kastration, men at jeg ikke kan tage dem her fordi jeg ikke har plads. Alene det, at jeg taler med dem og foreslår forskellige løsninger gør, at de bliver beroliget og ikke “føler sig alene” med problemet for alle disse hunde der bliver sat på gaden i øjeblikket.

Det ER et stort problem, alene i Puriscal, kommer der ca. 5 nye til PR. DAG!!! siger Natalia men vi ved ikke om det er familiehunde der blivet sat løs af folk i håb om at vi fodrer dem, fordi de ikke selv kan/har råd eller om det rent faktisk er hunde der er sat på gaden der, fordi folk ved, at vi fodrer dem??? Det underlige er, at dyrene ser godt ud, de er i god stand, men nok også fordi Puriscal er en “slagter-by” og med en del restauranter og der holder dyrene til hvor der “falder lidt af” ind i mellem….

Jeg er ved at arrangere en kastrationsrunde den 16. oktober 2010 og regner med, at vi skal indfange en del tæver. MEN jeg har fået en aftale igennem med vet. Mariano som går ud på, at en onsdag ca. hver 14. dag, vil han acceptere den billige pris vi har til kampagner, hans er normalt det dobbelte eller mere men jeg har sagt, at der kommer jo små som store hunde og volumen gør, at han kan tjene lidt på det selv, til trods for den billige pris.

Jeg kan ikke rigtig finde ud ad, hvordan vi skal gøre det fordi han bruger en tråd der skal pilles ud og hvem ved, hvor hunden befinder sig når det skal ske, jeg ved heller ikke hvem der skal efterse om alt er ok, at der ikke opstår infektion etc. og hvem skal give hunden antibiotika og passe den, inden vi sætter den ud igen eller den kan blive givet til en god familie. Ej heller ved jeg hvordan vi skal publicere, Costaricaneren er oportunist forstået på den måde, at man kunne forestille sig, at folk sætter deres tæver på gaden en mandag fex. i håb om, at vi indfanger den til operation om onsdagen og derefter henter de den igen og har dermed fået en operation gratis!!!

Jah, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre men eet eller andet, skal der ske for sådan her, går det ikke i det lange løb. Der er så mange hunde på gaden i Puriscal, at vi risikerer at een eller anden kommer i tanke om at forgifte alle, det er sket før, for år tilbage, hvor over 20 hunde lå døde rundt omkring og det ville jo være noget så frygteligt.

Jeg har “fået” en ny lille tæve, Chinga, hedder hun for hun er hale-kuperet, dermed er “rumpen bar”. en mand troppede op, sagde han hed Fernando og boede i indianer-reservatet ved siden af skolen. Den lille han kom med, var en nabos hund, men at naboen ikke passede den og om jeg kunne tage den lille. jeg sagde at han jo kunne se hvor mange jeg havde, men han mente, een fra eller til, kunne vel ikke gøre nogen forskel!!!!. Jeg foreslog at jeg ville hjælpe denne nabo med foder og kastration, men at hunden skulle blive hvor den var, eftersom den havde familie, men Gud hjælpe mig, om han ikke “kom til” at sige, at hans kone ikke ville have hunden for de havde allerede 6 “race-hunde”…jeg gad ikke engang spørge om, hvilken race så jeg sendte ham hjem med uforrettet sag, troede jeg, og han kørte afsted i en Helvedes fart og ti minutter efter, stod den lille foran porten og hylede!!!!!

Da han var her, undersøgte jeg den lille, hun er ca. et halvt år gammel, har skiftet tænder, men mangler hugtænderne og nu ved jeg godt, hvorfor “konen” ikke vil have hende for hun er en “barker”, hun gør som bare pokker, men ikke hele tiden, kun når hun er i bur, men det er hun jo også kun om natten, hvor jeg har sat hende sammen med Lucas. Hun skal opereres men det gør jeg her.

Apropos kastration her i huset, har jeg i sidste uge haft vet. Mariano her for at få Damaris kat, LUNA opereret, og også “den famøse “SAVE WILLI” som jeg jo har bag ved gæstehuset. Katten blev hentet og bragt, den var her et par dage fordi Damaris havde en druktur, dem af jer der følger med på siden, vil vide, at det var hende der ikke ville give mig katten og killingerne, og hvor hun gemte de små mellem brysterne uden BH og jeg hev dem ud og hun stod der midt på gaden med babserne med fri udsigt for diverse herrer der kom til!!!

Patricia, min kollega, havde fortalt om en gut der kun bevæger sig på hesteryg og som har flere hunde. bla en tæve som han ville af med. Hun overtalte ham til at beholde tæven LUZ (lys på spansk) hvis hun ville blive opereret og jeg indvilligede i, at det kunne ske her. OK, han kom med tæven i en lang snor på dagen, jeg lukkede hende inde i gæstehuset, lukkede vinduerne, MEN hvad sker der så??? Jeg havde jo lukket vinduet men det ene, skal lukkes foroven, og jeg havde lukket forneden, hvilket gjorde at jeg hørte at de 5 hunde jeg har gående løse, begyndte at gø om bare pokker. Jeg gik over for at se hvorfor og ser, at hunden er væk!!! Da hun så mig, stak hun af og jeg efter hende, og det skal lige bemærkes at dels er jeg storryger og dels at fange en hund i løb op ad en stejl bakke, det er sandelig noget der vil noget…. jeg var totalt stakåndet, fik lov at låne en nabos telefon og ringede til Marito på hans handy,der var ude og hente Damaris kat, samtidig ringede jeg til en ven, der har en lille købmandsforrretning og sagde at hvis han så en tæve med et langt reb om halsen, så skulle han træde på rebet og fange hende, og vi ville så hente hende.

Nåh, mit hjerte bankede så meget at jeg troede jeg skulle opgive ævret og gik slukøret hjem sammen med de 5 hunde, der syntes det her, det var da smadder skægt, at vi nærmest gik tur, og så hørte jeg bilen med Marito som sad der og grinede, jeg var helt opløst, og han sagde “hvorfor går du rundt her?”.

Jeg fortalte hvad der var sket og han sagde, “jeg har hende her!!!”…Han genkendte tæven og på vejen standsede han og da hun havde lang snor omkring halsen, fik han fat i hende, glad var jeg, en hund med en kæde eller snor på vejen, har et problem mht. biler, hvis hun krydser vejen, der er trafikeret, og de ikke venter til hun er ovre, de kan kvæle hende eller overkøre hende. Nåh, ham jeg havde ringet til og bedt om at fange hende, ringede to timer senere og sagde, at nu havde han fanget hende!!! jeg sagde, no, hun er her, men han havde fanget en anden tæve med en kæde om halsen. jeg spurgte er den lang eller kort, kort sagde han, så jeg sagde “slip hende løs og hun vil selv finde hjem!!!”…og det håber jeg så, at hun har gjort.

WILLI blev også opereret denne dag og måtte lide den tort at få skærm på, fordi jeg bare VED at han ville slikke og slikke sig (han åbnede sårene på de tre hvalpe, han er vildhund og ved at sår skal slikkes rene) og åbne såret, og da kun Laura og jeg kan røre ham, ville det være et problem. Da jeg jo er “den gode” med WILLI, gør INTET der kan gøre ham forskrækket, havde jeg bedt Laura om at komme og hjælpe Mariano med at få ham bedøvet, det hele gik fint og nu er han glad fordi en uge efter, kom Mariano igen og tog stingene ud sammen med Laura.

Jah, som sagt, jeg er noget stresset og jeg vil lige fortælle om opringninger bare fra sidste uge… En lille ruhåret tæve er sat på gaden her hos nogle naboer, vi har forgæves forsøgt at finde ud af om hun har familie her, men ingen vil kendes ved hende, ergo er hun sat på gaden. Hun er supergravid, her dutter ingen kastration for hun er for avanceret, så jeg har aftalt med en nabo, at hun vil passe hende og hvalpene med min hjælp. Egentligt ville jeg helst have hende her, men jeg ved ikke hvor jeg skal have hende og da slet ikke med hvalpe. Går det ikke som forventet hos naboen, så kan jeg evt tage hende og de små i en kæmpe transportkasse og sætte den i rehabben, lad os se…

Vet Mariano var på hundebesøg hos Nancy, som er fosterfamilie for JOCHO, ham med det enorme ræveskab, hun har 5 hunde og nu er de alle syge på een eller anden maner, een har han smittet, een har problemer med synet, een med artritis og alle mulige skavanker. Mariano lavede en liste så langt som et ondt år og lige nu har jeg sendt Marito til Puriscal for at hente og aflevere den medicin der skal til. Det kommer sikkert til at koste en bondegård, men da folk smider hunde hos Nancy og hun er så sød til at hjælpe, jah, så hjælper jeg også hende, alle 5 hunde og tre katte hun har, er blevet sat på gaden hos hende…..fundet i grøften, hvor hendes drenge har taget dem hjem…

Carlos Luis ringede og sagde om jeg ikke kunne hente 4 tæver og tre hanner som var blevet smidt på gaden hos ham. Han har eller passer en grisestald, har selv 2 hunde der er hans egne og kan ikke klare at fodre de andre 7. Det kan jeg godt forstå og han blev glad, da jeg sagde at jeg ville overtage kosten mht. kastration af tæverne og at han skal tage dem til runden i Puriscal, ringe til mig eller jeg til ham dagen før, så vi kan koordinere det hele.

En Magaly ringede og fortalte at en hund var overkørt og ikke kunne bevæge sig. Hun sagde at den havde været på gaden et stykke tid og at hun havde givet den noget at spise, men nu lå den der. Det oøs pøs regnede og jeg sagde at hun forsigtigt skulle få den under tag, hvilket hun gjorde. Jeg sagde hun skulle ringe til Mariano, og han kom også og tilså hunden, men da var den død.

Lidiet, hende der hjælper med organisering af runder i Tabarcia, ringede, at een af de hunde hun har taget til sig fra gaden, havde et øje hængende udenfor!!!! Jesus, tænkte jeg, sagde at hun skulle kontakte Mariano, men jeg ved ikke hvad der siden er sket, ej heller ved jeg hvad der er sket med de ene af de to hanner, der blev “afleveret” ved vores sidste runde og som Olga har taget sig af mod at jeg giver foder. Hun har ringet her og talt med Yadira, min hushjælp og sagt at den var blevet “skåret” og blødte meget. Jeg har ikke hendes nummer og hun har ikke ringet igen, så jeg går ud fra at hun har løst problemet selv. Det er fordelen nu om stunder, at folk godt selv kan klare sig og ikke bare tror, at nu kommer “lille Lise” og klarer det hele, det gjorde jeg før, men ikke længere…

En mand fra indianer-reservatet ringede i aftes og ville høre omkring kastrationer, hvornår etc. det er de opkald jeg “elsker” for det er nemt, og dem har jeg ca 20 af pr uge. Det giver mig også mulighed for at snakke lidt med folket og høre om dyrene som sådan, deres og de andres og snuppe et problem i opløbet…

Elisa, som henter hunde fra gaden, hende der hentede en tæve i regnvejr med to hvalpe og på motorcykel, ringer jævnligt, denne tæve var gravid igen og jeg sendte Mariano hen til hende og fik tæven opereret, han lavede en abort og der var 7 fetus, han var ikke glad for det, men det skulle gøres, hun har allerede så mange hunde og katte, at naboerne er ved at lave en indsamling af underskrifter for at få hende væk fra området, og hun aner ikke hvad hun skal gøre…

Jah, det var lidt om dagligdagen og det kun i en uge…og det jeg umiddelbart kan huske…. næste uge kommer bestemt med lignende…

Når der nu er så meget at se til, jah så er det også dyrt og som I ved, får jeg jo donationer fra jer, men også fra SASY, (Stop Animal Suffering, Yes), men de penge er øremærket på den måde, at de er kun til kastrationer og de har en fundraising den 7. november 2010 og jeg er i fuld gang med at indsamle donationer, således at de også hjælper mig, ligesom de andre organisationer. Jeg er faktisk lidt stolt over at jeg næsten er nået op på ca 1000USD i donationer fra læger og dyrlæger, der giver alt fra konsultation, ultralyd, operationer, tandlæger der giver eftersyn og rensning, en internist på et privathospital giver to konsultationer, en veninde giver to overnatninger på hendes B & B for to personer etc. etc. Men det er bøvlet for jeg skal ringe flere gange, som regel 3 gange til hver og een, men det er bøvlet værd fordi det “giver pote” i form af penge til de nødvendige kastrationer.

Jeg, sammen med Dawn, fik sidste år USD 3500.00 som de eneste, alle andre fik mindre, men de laver heller ikke “fod-arbejdet” før, men står bare med hænderne åbne og det vil jeg ikke. Jeg mener, hvis man gerne vil have hjælp, eller have penge, så må man arbejde for det og nu har jeg fundraising færdig, vil sende det i eftermiddag, og så gå i krig med billetsalg. Der har jeg allerede ti, der har købt, men regner med, at jeg kan komme op på en 20…… måske flere. Sidste år gav denne fundraising ca USD40000.00, alle organisationer inkl. SASY har opbrugt alt, men da jeg husholder lidt med pengene, fordi jeg ved at der først blive givet i marts 2011, så er jeg den eneste der stadig har lidt, ca. USD800.00 tilbage til resten af året og ind i det nye, det griner de af i SASY – måske jeg skulle være deres “bogholder”!!!

Men som sagt, hvis man ønsker noget, så må man arbejde for det. jeg er netop blevet ringet op af en gammel ven fra DK, han har et frodigt sprog, skulle jeg hilse og sige og som han sagde, da jeg fortalte om min indsats “Lise, den eneste der har fået noget af Helligånden, er Jomfru Maria”….jeg er ikke helt sikker på, at den er gangbar i katolske Costa Rica, men sjovt er det…

Såh, vores søn er lige kommet og vi skal have lidt frokost, gamle Flicka og Whisky er stadig levende, de vil altså ikke dø endnu, spiser godt, med pynt, that is….dyrlægen siger at de endnu ikke er klar og det er jeg enig i…alle dyr, som os mennesker, ønsker livet også, selvom man ikke kan tale om “livs-kvalitet” hvad er det??? for hvem og hver enkelt????…vi har min mands eksempel, der ligger invalid i sengen, kan ikke bevæge sig af sig selv, men ønsker han at dø??? NEJ, han ønsker stadig livet, vil ikke have noget imod at dø , han har oplevet så meget som 100 af os andre tilsammen, han har NUL livskvalitet i gængs forstand, vil stadig livet, fordi der er “stadig noget” der opretter livet og jeg ser det sådan med hundene, så længe de ikke har ondt og lider, forbliver de hos os, for det er deres ret…

Alt for nu, jeg er smuttet og til alle, tak for hjælpen.

knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Idag har vi tirsdag den 3. august 2010 og i lørdags, havde vi kastrationsrunde i Puriscal med 92 dyr, denne gang mange katte, mest hunner og en del tæver. Denne gang regnede vi med flere dyr og havde derfor to dyrlæger med deres assistenter, jah faktisk regnede vi med en 120 dyr men, desværre kom der “kun” 92 og det hænger nok sammen med, at vi har den 15. august 2010 Mors dag og der ønsker “mor” sig alt fra vaskemaskine, køleskab, en ny smart handy etc. alt sammen noget der er dyrt og derfor er der ikke plads/penge til at kastrere en hund eller kat.

Denne gang var der ellers gjort ekstra ud af kampagnen, en dame, Milagros, har kontaktet mig for ca. en måneds tid siden og sagde at hun nu var SÅ træt af gadehunde der lå i hendes have og at nu skulle vi virkelig se og gøre noget ved problemet. Hun underviser børn i Catakismus, forberedelsen til den første Communion og havde god kontakt til præsten, så jeg satte hende i forbindelse med Natalia og hun skrev et indlæg i en bulletin, der går ud fra kirken, ca hver 2. måned. Præsten var målløs over problemet med gadedyrene, vidste ikke at det var et problem, troede at alle dem han så, var familiehunde, der bare gik løse på gaden men han tog emnet gadehunde og ansvarlighed op i hele 3 “misas” og talte til folks samvittighed og bad om at de skulle kastrere og ikke bare sætte deres dyr på gaden. Her er folk jo meget, meget troende og vi troede, at denne besked gik ind og derfor ville der være flere dyr, men det var der så ikke. Jeg tror, at efter Mors dag, så skal folk lige samle lidt penge sammen igen eftersom de har sat sig i skyld for Mors dag, så tager jeg en tur hen til præsten og så prøver vi igen, måske det går bedre denne gang????

Kastrationen startede kl 0800, vet Blas er altid til tiden, men pladsen er lille, han opererer på to borde og vet. Olman tog resten af pladsen, så os, almindelig dødelige, havde meget lidt plads til at overvåge dyrene efter operation så denne gang, blev det ikke til negleklipning, ørerens etc. kun tatovering blev gjort 100 pct. for igen, havde vi en tæve der allerede var kastreret, jeg checkede hendes øre og jo, der var et PC så derfor gik jeg ud til folket og sagde at alle skulle kigge i ørerne og se, om der var en tatuering således at de ikke skulle bruge penge, men specielt at hunden ikke behøver at lide den tort, at bliver åbnet igen og evt. komplikationer derefter.

Natalia og jeg gik så på “hunde-jagt” på bedste stil i parken, hun ved hvilke hunde vi allerede har opereret men der var een, der lige har været i løbetid og hun skulle findes. vi fandt hende men hun blev bange da jeg ville løfte hende ind i bilen så hun bed mig, ikke hårdt og i øvrigt er jeg ligeglad med et par bid, hvis de er “tørre” altså uden hul, er de store, bløder og mange, snupper jeg 5 dages antibiotika og så er den potte ude.

Der hvor Natalia arbejder, er der et par store, unge hanner og de lave noget ravage i egnen og hun er bange for, naboer vil forgifte dem så efter at have afleveret tæven, tog vi ud for at finde dem. Vi fandt dem, jeg “indfangede” dem med dæmpende signaler, foder kan vi jo ikke bruge da de skal være nøgterne til operatonen og jeg så en kat i forbifarten, som også er gadekat, og hende fik Natalia fat i. Desværre rev katten hende, no good, Hun er højgravid og har allerede haft toxoplasmose i den første del af graviditeten, så vi var lidt bekymrede.

Da vi indfangede hannerne, kom der en dame og sagde at hos hendes nabo, en ældre dame på over 80 år, var der en gadehund, tæve, som den gamle dame giver mad, og heldigvis kom den ældre dame hjem, mens vi var der og vi snakkede frem og tilbage om den lille ikke skulle opereres hvorpå hun sagde “det kan man da ikke, hun er jo gravid!!!” Jeg sagde til hende at hun havde ret og at hvis jeg ville hjælpe med foder etc. om hun så kunne passe dem og det ville hun helst ikke, den anden gadehund hun har taget til sig, var også gravid og fik 8 hvalpe!!! Ergo sagde jeg, vi tager hende med og så må vi se hvad dyrlægen siger, MEN det kan ende med en abort af hvalpene og det var hun ked af, men invilligede til slut.

Vet Blas bad jeg så om at komme ud til bilen og han sagde at hvalpene var store og hun ville føde indenfor en uge og DER plejer jeg at stå af, hvalpene er jo færdige og så betragter jeg det som “mord”!!! Jeg var i 7 sind, havde jeg haft plads her, havde jeg taget hende, men det har jeg ikke. Vet. Blas sagde, “Lisa, der er få, men de har kæmpe hoveder og hun vil ikke kunne føde dem selv” og det gjorde, at jeg måtte bide i det sure æble og acceptere. Tæven er lille og der var to hvalpe, kæmpe for hendes størrelse, så måske har vi gjort hende en tjeneste og de 2 uønskede hvalpe!!!

Apropos hvalpe, så kom der en ung pige til mig og sagde, at der var to hvalpe i grøftekanten i nærheden af huset hvor vi havde kastraton. Hun sagde at de bare lå der og at der var mange fluer så jeg gik ud for at se, hvad det her nu drejede sig om og rigtigt nok, der lå to store hvalpe, ca. 3 mdr gamle og de var så bange at de bare lå der, de turde ikke engang løbe væk. Jah, hvad gør man i denne situation, man tager dem med og håber på, at en venlig person vil hjælpe med at få dem op at stå og senere få dem adopteret. Nåh, jeg snakkede med alle og ingen ville tage dem MEN så kom min redning fra en side, jeg ALDRIG ville have troet på!!! Dem der følger med på siden, vil kunne huske den mand jeg troede ville slå mig for jeg tog hans hunds vand, der var ir-grønt, spurgte om han kunne tænke sig en tår og derefter smed jeg vandet ud i en busk og sagde, at jeg håbede at busken ikke ville dø!!! Hans sted-datter Mery, som havde en tæve med til operation (Gud være lovet, den har lige haft 8 hvalpe) havde sagt at hun gerne ville passe dem, men hun bor hos sin stedfar og han ville næppe give et OK…

Jeg tog tyren ved hornene og gik hen til ham og spurgte om han ikke ville give sit OK, det drejer sig om kort tid og så flytter hun og han sagde mindsanten ja og glad var jeg. Hannerne lagde vi under en bænk og der blev de liggende hele tiden, flyttede sig ikke men bare lå der til de faldt i søvn, jeg havde sagt til alle, at de ikke skulle røre dem eller lignende, således at jeg kunne tage dem med mig, når vi var færdige og aflevere dem hos Mery. De to små er ualmindelig fine i stand, jeg ved ikke hvad der har fået ejeren til at smide dem der, normalt smider man tæver men faktisk aldrig han-hvalpe. anyway, jeg købte en sæk foder, noget ormemiddel og de blev afleveret af Laura og mig på hjemvejen, jeg har ikke hørt noget fra Mery og går derfor udfra, at alt er ok???

Vi sluttede omkring 1530 tiden, dyrlægerne dampede af og normalt er det Laura og jeg, der lige checker de sidste inden vi giver ok til, at de kan gå hjem men en ældre hankat ville bare ikke gå ud ad anestesien og vi havde hele tiden haft et problem med en tæve, der åndede vildt og inderligt og hun lå der stadig, hende lagde dyrlægerne i drop og med hende var det et værre bøvl, vi måtte varme hende op med Ruths hår tørrer, og hun lå pakket ind i tæpper etc.

Heldigvis var det en god bekendts tæve og da hun kom for at spørge til tæven, fortalte hun at den netop var blevet overkørt af en bil og det er sikkert årsagen til, at den havde problemer, måske en perforeret lunge eller lign. men det havde nok været smart at fortælle det INDEN operationen, for så havde jeg sagt nej og at vi venter til næste gang.

Nåh, jeg kom hjem, snuppede mig et glas rødvin og så ringede en god bekendt, Christian!!! Hans hund, en hanhvalp, var blevet forgiftet og hvad han skulle gøre. Få hunden til dyrlæge sagde jeg, gav ham de tre numre hos dem i området, men han kunne ikke få kontakt med nogen, ergo sagde jeg, kom med hunden og jeg vil se hvad jeg kan gøre. Jeg troede først at den havde bidt i en giftig frø og behandlede den mod det, vaskede munden, gav den limon, men det første jeg gjorde var, at give den atropin, en anti-dot både mod frøer, ukrudtsmiddel og insektmiddel,( det er det “normale” man bruger her) så ringede jeg til vet. Mariano for at høre dosis af dexametasona, anti-inflamatorio og så gav jeg hunden aktivt kul, oralt, ( det “samler” eller isolerer giften i leveren) som jeg har fra DK, her kan man ikke få det.

Egentligt ville jeg sprøjte B-complex og vitamin E med selen (også hjælp til leveren) men produktet var udløbet, så jeg turde ikke give det. Hunden fik det helt klart bedre, gik rundt og snusede , vippede lidt med halen, så Christian gik hjem og var glad. det var han så ikke dagen efter, for hunden havde fået et tilbageslag og jeg sagde, selv om det er helligdag, så få fat i vet. Diego, han holder aldrig fri og få hunden lagt i drop og med medikamenter. Det skulle så være sket igår og jeg krydser fingre for, at hunden overlever, en sød lille størrelse som bare er hund, som de fleste, MEN har tendens til at skide hos naboerne og det er de trætte af og eet eller andet sted, kan man jo godt forstå det men da ikke til den grad, at de forgifter hunden. I vil se, det kommer der en masse nabo-strid ud ad, Chiristian er “up in arms”, jeg har prøvet at berolige ham og sige, at han er delvis skyld i det, fordi han ikke har lært hunden at gøre sig ren hos ham, det er forholdsvis nemt, man tager hvalpen i snor til et bestemt sted hver gang den har spist og ind i mellem og så venter man og roser, når den gør det den skal MEN, sådan et enkelt råd, følger en costaricaner ikke og så må hunden og ham selv lide under det, jah desværre har vi lang vej igen mht. opdragelse af hunde her, men een eller anden dag , fatter de vel budskabet!!!!

Lige inden jeg afslutter, vil jeg fortaelle at jeg har haft kennelhoste, både i re-habben og i dog-run og 4 af mine her i huset, altså “touch wood”, jeg tror at det værste er overstået men mens det står på, er det en værre historie….alle hoster og det er utroligt smitsomt, går via dræbeinfektion dvs. hoste men også det slim de kaster op fordi de hoster så kraftigt, at de kaster op. Det har holdt mig vågen i 10 dage om natten for gamle Whiskey og gamle Sissi, hostede og hostede og hostede. kennelhoste er “vist nok” en virus, man taler også om microbios i jorden etc. men uanset hvad, så har jeg måtte isolere nogle.

I dogrun havde Tito hosten, og ham har jeg behandlet med antibiotica, Baytril, Lucas fik det også, han fik sprøjter i 3 dage, et produkt man giver grise for de har har utrolig mange problemer med hoste fordi de er så mange på eet sted, de andre hunde fik en tendens men det blev ved det, Sara og Tipper startede og fik Cefalexina men det tog kun det værste, her i huset, har jeg givet gamle Schæfertæve, Flicka, (imorgen 13 1/2 år) og 11 årige Baldur sulfa som preventivt efter aftale med vet. Claudio. Kennel-hoste går i princippet over af sig selv efter en ti dages tid, men man skal passe på at det ikke udvikler sig til bronkitis eller lungebetændelse og forestil jer lige, med 30 hunde og køb af medicin!!! Nåh, jeg tror jeg slap med skrækken og kun få fik hosten, men nu holder vi et vågent øje med de andre og et enkelt host, jah så står menuen på antibiotika.

Alt for nu, jeg holder lige et par dages pause og så går jeg i krig med en kastration i Morado hvor vi jo sidste gang, havde 24 på venteliste, dem ringer jeg til og så må vi se, hvor mange der kommer denne gang…

En sommerhilsen til alle og jeg lader høre fra mig igen på et senere tidspunkt……

Knus
Lise