Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise

Godt og dårligt nyt fra Costa Rica, hvor hundenes ven endnu engang været udsat for et jordskælv, men har også flere gode nyheder at berette om.[divider]
Kære alle sammen

Vi har for to en halv time haft et jordskælv igen. Det var kraftigt – småting faldt ned her i huset, men det varede kun ca. tre sekunder. Det er jo til at holde ud. Jeg sov siesta og blev sur på min hvalp Mia over, at hun dog ikke bare kunne hoppe op i sengen som andre hunde, men behøvede at ryste hele huset. Altså indtil jeg fandt ud af, at det ikke var hende. Hun var slet ikke I sengen…

Kastrationsrunden den 29. september i Tabarcia gik fint med 83 dyr, som blev opereret. Der var store problemer inden, idet vi havde dyrlægen, men ikke lokalet, og det dutter jo ikke. Det sted, vi plejer at bruge, var ikke muligt, og det meddelte de tre dage før, så jeg overvejede at annullere, til vil kunne finde et brugbart sted. Præsten tilbød, at vi kunne bruge deres lokale, men ville ikke tillade dyr og mennesker inden for området. Kun operation og opvågning, men det duer jo ikke. Jeg kontaktede ham, fik fat i hans sekretær, som lider af et trauma omkring, at hun som otteårig blev nødt til at sætte en tæve på gaden langt fanden I vold – et sted I bjergene hvor der bare er intet, og hvor hunden sikkert døde af sult. Ja,, hun var så ked at det, hun havde gjort, og det kan jeg godt forstå. Nuvel, Lidieth i Tabarcia, en ”aktiv makrel”, hittede et super duper lokale. Et ubenyttet bilværksted, som kunne huse os alle. God nok for der kom et kæmpe uvejr, som jo er normalt I denne tid.

Praktisk taget alle dyr var I fin, fin stand. Denne gang var der mange katte. Faktisk et godt tegn fordi det betyder, at hundene nu er kastreret, og nu går folk i gang med kattene. De fleste var taget fra gaden – også et godt tegn at folket her nu bekymrer sig lidt mere om dyrene, både deres egne og dem fra gaden. Naturligvis er det pt. flest hunde. En dame kom med en lille han-mis på ca. tre måneder. Hun havde taget ham fra gaden to dage før, han havde ikke fået ormebehandling, og den lille ville bare ikke vågne op af anæstesien, så for at stimulere ham puttede jeg ham under min bluse mellem babserne for at holde ham varm. Ydermere fik han at nål I næsen mellem næse og læber (akupunkturpunkt) for at stimulere åndedræt og blodcirkulation. Det gør, at de begynder at slikke sig om munden, og det er et godt tegn. Efter tre timer var han klar til at komme hjem, og da jeg ikke har hørt andet, går jeg ud fra, at han er ok. Dyrlæge Diego fra Tabarcia blev nødt til at genoperere to tæver, som var ved at forbløde, men de er også ok nu. En hanhund, grand danois, blev ved med at bøde fra såret, men ser I, her ser vi det igen, folket kom ikke med hunden på grund af transportmangel, men de sendte en person på en knallert for at høre, hvad de skulle gøre. Jeg anbefalede at lægge et pres på såret – to fingre som presser dels indad men også på hver sin side af såret, og det hjalp, sagde de. Hanhunde svulmer altid op, og jeg mener altid, så jeg anbefaler, at man laver kamillete – det køles ned i køleskab, og man tager nogle klude, som lægges på det inflamerede område. Teposerne kommes i fryseren, og dem lægger man på området med et stykke køkkenrulle, så det ikke er for koldt. Det er et naturmiddel, men I tror, det er løgn; kamillete er virkelig et godt middel, som hjælper både udvortes som indvortes, også hos os mennesker.

En lille sjov begivenhed var en dame, som ventede på sin kat, som var opereret. Diverse katte var klar til at komme hjem, og jeg spurgte: “hvem er ejeren af denne kat?” En dame meldte sig, men sagde: “jeg ved ikke rigtigt, den ligner min, men da jeg lige har hentet den fra gaden, er jeg ikke helt sikker. Denne her er for tynd, og så meget kan dyrlægen da ikke have hentet ud?” Hele salen hylede af grin, for hun var simpelthen så forvirret, om det nu også var hendes kat. Ok, det viste sig at det var en andens, og hver især fik deres respektive dyr med hjem.

Gruppen i Puriscal er ved at finde fodfæste, hvilket glæder mig utroligt. De havde kastration den 7. oktober med 105 dyr. Dyrlæge Francisco, som jeg brugte som dyrlæge før i tiden indtil han flyttede til Caribe-kysten, kom naturligvis for sent. Det er normalt, men manden er virkelig hurtig og dygtig, samler et godt team, og han kastrerer mellem 12 og 15 dyr pr. time, alt efter hvilket dyr vi taler om. Denne gang startede han kl. 9.00, og de sluttede kl. 1900. Jeg har ikke hørt om noget unormalt, så jeg går ud fra, at alle hunde og katte er ok.

For at ingen skal “falde i søvn” (hverken hundeejere, katteejere eller os selv), har vi planlagt to nye kastrationer. Til den sidste i Puriscal kom der flere, end dyrlægen kunne klare, så de er sat på venteliste til deres næsten den 18. november. Jeg har dyrlæge Blas til den 1. december, men ved ikke lige, hvor det er bedst at sætte ind – ”mit” område er mere eller mindre ok med hensyn til kastrationer. Måske jeg skulle kontakte indianerne for at høre, om de ville være glade for en kastrationsrunde I Quitirisi. Indianerne der har det langt bedre nu om stunder end for 12 år siden, da jeg startede her i området. Det var alt fra tøjindsamling, dyrlægearbejde med medicin etc., julegaver til ungerne, som ikke ville kunne få en gave på grund af familiens fattigdom, legetøj til ungerne, hvor en dukke manglede en arm, et hoved eller et ben, en bil uden hjul etc. Det var de glade for dengang, men nu er det heldigvis anderledes. Regeringen hjælper familierne med en form for støtte, og nu er de faktisk ok – i hvert fald hvad jeg hører. Jeg tager mig af deres dyr, når de ringer, og jeg hjælper en 3 familier med foder til deres hunde plus det løse.

Under det løse er jeg netop blevet ringet op af en indianerkvinde, hvis bedstefars hund netop har fået hvalpe, og tæven har mastitis, dvs. betaendelse I mælkekirtlerne. På grund af smerte nægter hun at give mælk til de små, de hyler og skriger på mad, men tæven nægter. Ok, betaendelse betyder antibiotika, og det betyder, at mælken udebliver. Den produceres ikke/tørrer ind, så man kan prøve at malke ud, kompres af kamillete hjælper også her og at lægge en form for plaster over de inficerede mælkekirtler, så hvalpene ikke sutter der. Ekstra hjælp skal gives i form af sutteflaske med en puppyformula. Den kan købes for dyre penge, men også laves hjemmelavet. 1 liter laktosefri mælk, 3 spiseskefulde honning, 1 æggeblomme (uden det hvide som hunde ikke kan absorbere) og 125ml fløde. Det er for hvalpe sødt, har proteiner, fedt og har for mig virket super duper igennem mange år.

Ja, her på hjemmefronten er jeg (vist nok) nogenlunde ok. I hvert fald gør jeg som om, og jo, det går bedre. Jeg er ved at finde en vej, som jeg ikke ved hvortil fører, men dog en vej. Jeg er meget trist, ensom og savner min mand, men alligevel har jeg ikke mistet min humor. Der er stadig plads til en god joke og et godt grin. Jeg danser stadig med mig selv en times tid hver aften for at svede lidt og holde formen. Et fløjt til en god melodi er heller ikke af vejen, men lykkelig eller bare lidt glad er jeg ikke i øjeblikket. Det her er noget, der bare skal overstås eller leves, en del af livet som alt muligt andet som hver og en oplever på hver sin måde. Jeg håber på at kunne sælge huset – økonomisk uafhængighed er en god start til en ny tilværelse, men det er ikke ligetil i disse krisetider og med et så stort, hus/gæstehus etc. på over 350 m2, 5 hektarer land, som kan udstykkes for en der ville det. Der er mange muligheder, men i krisetider er det vel at “sutte på lappen” og håbe på det bedste. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at opgive ævred, og min vision og mission med hensyn til hundeliv I Costa Rica er still going strong. Mit arbejde er ikke færdigt her endnu.

Alt for nu – en hundehilsen her fra Costa Rica.
Lise

Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.

Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.

En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.

Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.

Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.

Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.

En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.

For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.

Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.

Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise

Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.

Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.[divider]
Kære alle sammen

Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.

Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.

Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:

• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.

• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.

• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.

• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.

• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.

• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.

• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.

Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!

I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.

For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.

Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.

Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.

Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Året, der gik, synes jeg har været ganske produktivt. Både med hensyn til kastrerede dyr og også i forhold til at folk opfører sig bedre omkring dyrehold. Der er lang vej igen, MEN vi skal nok nå det, bare senere… Hvad er det man siger; tålmodighed er en dyd! Altså, tålmodighed har jeg også haft og har stadig med et lille føl, jeg har købet af en nabo.. Ikke fordi jeg vil have hest – ville jeg det, havde jeg jo haft en eller to for ca. 11 år siden, da vi flyttede herud. Sagen er den, at min nærmeste nabo har grise, som han fodrer op og derefter sælger. Han havde så afleveret nogle hos en, der ikke kunne betale med penge, men gav ham en gravid hest – en lidt ældre “dame” og han modtog hende i god form.

Nu er det sådan, at han ikke har begreb om heste, og hun blev mere og mere skidt, fødte sit lille føl – en hingst – men hun blev bare mere og mere tynd, så jeg sagde til ham, at hun kunne græsse her med føllet, og det gik da også godt i starten. Min nabo er MEGET kolerisk, en af de costaricanere man skal holde lidt på afstand af, og i hvert fald ”holde på hat og briller” hvis man vil lægge sig ud med ham. Nuvel, han er en ung og særdels arbejdsom mand, tager af sted hver dag kl. 4 om morgenen og kommer sent hjem, så jeg fik aldrig snakket med ham, og en dag hentede en mand de to heste, og de gik så på græs hos ham. Nu er det sådan, at græs for en hest ikke er den samme for en ko, og dette græs kan en hest ikke fordøje. Heste har én mave, en ko har 4, og derfor var hun så tynd og havde yderligere en hel kappe af tæger på ryggen, fordi de ikke havde vasket hende med et produkt mod tæger. Well, hoppen døde på umanerlig vis, så frygteligt at jeg ikke engang vil fortælle om det, for I, som jeg, vil ikke kunne sove i tre uger. Nuvel, jeg blev stiktosset, ringede til hans kone og hans mor, men ingen turde tage kampen op med naboen. Jeg fortalte begge, at jeg ville anklage ham for svigt, ikke at hjælpe et dyr i nød etc., og at jeg ville sætte hele maskineriet i gang – ministerier, WSPA osv. hvis han ikke gav mig føllet for at redde den. Men udslaget kom, da en ven til ham sagde, “giv den lille til din nabo. Hvis han bliver her, dør han også” og en morgen for ca. 3 uger siden ventede han på Marito og sagde, at det var ok, at den lille kom her, og at jeg kunne betale det, jeg ville.

Well, jeg betalte ham og gav ham en sæk hundefoder til de sultne hunde – alle tynde fordi han giver dem grisemad. Simpelthen så ulækkert med blod og den slags – han henter det på slagterier, hvilket man også gjorde i Danmark for mange, mange år siden. Samtidig gav jeg ormemiddel til alle, og når vi henter igen, vil jeg lige tage en stirrer på dyrene og give ham en sæk til. Well, nu havde jeg jo så et lille føl, og det første, jeg gjorde, var at skrive til Turid Rugaas i Norge. Turid er ikke kun hundeekspert, men også hesteekspert, og hun gav mig råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg skulle forholde mig til den lille, som både sparkede og bed, hvordan jeg skulle komme til at roere ham, lægge en grime op etc. Disse råd var og er jeg meget taknemmelige for. Jeg købte et godt kraftfoder til ham, mineraler og noget fast, sukkerroer, som bliver blandet i foderet. Hans madskål er den gamle fra min første schæferhund Svea, og bare han ser skålen, er han der lige med det samme. Jeg har fået ham så vidt, at han vrinsker, når han hører min stemme – også uden madskål! Jeg har prøvet at give ham lidt godbidder, men han spytter dem ud – gulerødder, æbler, rugbrød – jeg, gav ham den sidste humpel, jeg havde….snøft.

Nå, jeg har to muligheder: Enten skaffer jeg mig en hest til, eller også bliver han bliver givet væk til to kvinder, Brenda og Elisabeth, der har med heste at gøre. De vil komme i løbet af ugen og kigge på ham. Han er ensom og “leger med hundene” i mangel af bedre. Legen går ud på, at de leger “tag fat”- det vil sige, at han provokerer dem, og så er det ideen, at de skal løbe efter ham. På et eller andet tidspunkt giver de op, for han er jo noget hurtigere, eller han giver dem et spark hvis de kommer for tæt på. Sådan en lille fyr er jo legesyg, men ved ikke hvilke kræfter han har, hverken i bid eller spark. Det skal han lære af en anden hest, helst en god, gammel hoppe der kan lære ham lidt om “pli” og god opførsel. Han ser intelligent ud, jah, det tror jeg, er ualmindeligt køn, rød og vil nok blive mellemstor, hvilket kunne blive et problem for de to søstre. De vil gerne have store heste, som folk vil have små hunde! Jeg ved godt hvorfor. De har rideskole, og de folk, der kommer hos dem, er lidt ”store i det” hvis man kan sige sådan og der skal en stor hest til at bære vægten. Nå, jeg vil overveje meget, meget grundigt, hvad jeg vil gøre. Et eller andet sted tror jeg at jeg ikke vil være i stand til at give føllet – Pajkos hedder han – den rigtige mentale pleje. Foder etc. er jo ikke noget problem, men ligesom med hvalpe (og børn) skal de opdrages. Det kan de jo ikke af sig selv, men skal lære, hvordan de skal gebærde sig i det virkelige liv … Det er ikke bare lige sådan! Jah, jeg ved ikke, jeg har jo egentligt rigeligt at se til med min mand, alle dyrene etc. og skulle måske ikke påtage mig flere opgaver, men det gode er, at han er HER og ikke hos min nabo, og så ser vi videre.

At berette om er der masser af forskellige ting. Dyrlæge Laura har rigeligt at gøre med hunde og katte, jeg sender hen til hende. Noget betaler folk selv for, andet jeg – det vil sige jer/os – og nu om stunder er det anderledes end tidligere. Før i tiden var der tale om et ormemiddel, evt. antibiotika, men nu ser vi masser af overkørsler. Dels er bilerne hurtigere, og dels er dem der kører yngre og passer ikke så godt på.

For en uges tid siden blev jeg ringet op at en dame, hvis mand havde hentet en hund i grøftekanten. Den var blevet kørt over af ikke færre end tre biler. Den første ramte den, og da de andre “lå lige i røven på hinanden”, havde hunden ikke mulighed for at redde sig selv ved at løbe ud til siden. Det var aften, og jeg sagde til dem, at de skulle lægge den varmt og blødt til næste morgen, når jeg ville hente den. Marito og jeg hentede den, afleverede den hos dyrlæge Laura, som undersøgte den og mente, at den ville komme sig af sig selv med medicin og uden operation. Tænk sig, at blive kørt over 3 gange og stadig overleve! Det er det jeg siger; disse urhunde er virkelig sat sammen specielt.

Zoraida ringede , hende der hjælper gadehunde, og som har en 20 stykker sammen med sin nabo, og som jeg hjælper med foder. Hun græd i telefonen og fortalte om tre tæver, der går i den lille by, og som er i løbetid, (dem er jeg i gang med at finde). En af hendes hanhunde “forsøgte lykken”, men blev kørt over. En pote var så overrevet, uden skind og hvor knoglerne stak ud. Laura undersøgte den og mente, at der skulle amputeres, men Zoraida mente, at det ikke var nødvendigt, fordi poten ikke var brækket. Hun og Laura havde et gevaldigt skænderi, ringede begge til mig, men jeg var (heldigvis) ikke hjemme, da jeg var til kastrations-runde i Barbacoas. Men Zoraida hentede hunden og sagde, at hun nok selv skulle få poten i orden. Hun ringede så til mig og spurgte, hvad hun skulle købe af medicin, og om jeg evt. havde noget? Det havde jeg ikke, men foreslog antibiotika – cefalexina plus prednisolona, som er et antiinflamatorium – en spray til at hele op og at lægge forbinding, som skulle skiftes to gange om dagen, at vaske såret med vand og sæbe og så i øvrigt bede til Gud om at hjælpe. Det har hun gjort og ringede i morges og sagde, at hunden havde det noget så fint, spiste, og at såret så godt ud… Fint med mig – man skal ALDRIG undervurdere folk som sådan. Jeg havde sendt dyrlæge Diego op til indianerne, hvor en tæve var blevet kørt over – den skulle syes, sagde de. Diego kom, men da havde de gjort det selv! Med almindelig sytråd og en nål! Ja, ja, man skal sgu høre meget, før ørerne falder af.

I går hentede Marito og jeg tre hunde hos Elisa. Den kone kan virkelig “slå en død mand ihjel”, og både dyrlæge Laura og jeg prøver på at få hende til at forstå, at hun har alt for mange hunde og katte, og at hun skal give dem til gode hjem. Hun arbejder hele dagen, tager af sted med bussen kl. 05.00 og kommer hjem igen kl. 22.00 og det med over 20 dyr! Det kan såmænd godt lade sig gøre, men de er alle syge, fordi de har smittet hinanden med såvel hundesyge og distemper, og en del har erhligia, som skal behandles med tetra- eller doxiciclina, og det kan i de fleste tilfælde ikke betale sig, for de dør alligevel. Men det er værd at prøve. Well, da alle hendes dyr går løse, lige så diverse naboers, ja så har vi en epidemi af hundesyge. Folk har ikke penge eller vil ikke bruge dem, de har, på at vaccinere, og selv om I har betalt for en del af dem, er det et problem, fordi der hele tiden kommer nye til.

Julen er overstået med julemiddag for 10 personer. I år lykkedes det som i en “gasovn”. Totalt vellykket flæskesteg. Folk mente, at det var den bedste, de nogensinde havde fået – ikke engang gamle farmor kunne have gjort det bedre. “Hvad siger I så?” Der var to små drenge på henholdsvis tre og seks år – de fik vores gamle brandbil at lege med og en hel kasse LEGO. Deres far havde set noget graffiti på en væg, hvor der stod “Legaliser LEGO”. Det er sjovt, men faktisk rigtigt – der er ikke noget som LEGO for små drenge og piger.

Vi er to “Liser” her – en er Blomsterlise, og den anden er mig, Hundelise. Vi bliver refereret til på denne maner. Hendes navn lyder lidt smukkere, men mit er mere effektivt. Blomsterlise læste juleevangeliet op for de to små, og Birgitte og jeg gik i krig med at synge julesalmer. Hun var sopran og jeg noget i retning af alt! Birgitte “snød” – hun havde teksten foran sig , det så jeg ikke og havde temmelig meget besvær med at huske teksten…. Det var ikke noget problem for 40 år siden, da jeg sang i kirkekor, sågar solo…. Da kendte jeg noget i retningen af 80 pct. af den danske salmebog.

Nytårsaften holder vi kl. 17.00 – da er det midnat i Danmark. Alle ritualer skal overholdes; en guldring i glasset, en “penge” i skoene, vi giver hinanden blomsten “Santa Lucia”, som skal puttes i pungen med ønsket om, at denne ikke bliver tom, etc. Egentligt ville jeg lave julemiddag for de ansatte den 31. december 2011. De er helt pjattede med denne – hele december går med at fortælle, hvordan den var sidste år, men jeg er godt og grundigt træt af julemiddag i dette øjeblik, så jeg har udskudt det til senere, måske engang i januar når jeg kan se/lugte en flæskesteg igen! Denne gang er det deres opgave at vaske op. Jesus , jeg brugte tre timer på opvask dagen efter! Nå, et eller andet finder jeg på til nytårsaftensdag. Måske nogle spanske tapas, champagnen er købt, og en eller anden stærk fyr skal jo hjælpe med at hive min gode husbond ud ad sengen, så han også kan være med, Uwe har det i øvrigt bedre. Vi har taget noget medicin væk, og det har hjulpet på situationen. Han har jo fire læger fra ”hver deres by”, og jeg forventer en kamp med diverse af dem, men det er jeg vant til, og det generer hverken dem eller mig.

Jeg er ikke til nytårsfortsætter, MEN i år, grundet omstændighederne med min mand, har jeg et. Det er, at jeg vil tage hele situationen optimistisk og ikke holde op med at grine, ikke holde op med at synge og fløjte, ikke holde op med at danse den time, jeg gør hver aften for at holde mig lidt i form, mens Uwe sover. Jeg vil slutte med en (grov) vittighed, jeg læste i et psykologblad for kort tid siden. Det er en refleksionsvittighed, filosofisk, skrevet af en spansk filosof for et par hundrede år siden. Det vil sige, at det lyder groft, men er sandt. Dog ikke for sarte sjæle, men værd at tænke over…

Here we go: En Gaucho (cowboy) sidder ved sit hus på pampaen i Argentina, og pludselig kommer indianerne. De hugger alt, hvad han har i huset, sætter det i brand, hugger hans bedste hest og slår hunden ihjel. En af dem tager hans kone på ryggen og ridder bort. Det sidste, de gør, er at stikke en kniv i maven på ham, og så forsvinder de. 2 1,5 timer senere kommer hans bedste ven samt nogle naboer og siger “jamen, det her er jo forfærdelig og dig med den kniv i maven. Gør det ikke ondt?” ” ”Nej,” siger han. ”Kun hvis jeg griner!”

Jah, jeg har ikke meget at grine af i øjeblikket, men denne her fik nu alligevel smilet frem, og med den vil jeg ønske ALLE et rigtigt godt nyt år 2012, at det må gå hver især godt, at ønsker vil blive opfyldt. Mange, mange TAK for hjælp og støtte til dyrene her i året, der gik.

Et smil fra Lise.