Af Dyrlæge Karen Hørmann

Siden Dyrenes SOS i efteråret 2009 fik en henvendelse fra den dansk-bosniske dyreværnsorganisation NOA om hjælp til gadehunde, har vi arbejdet med at organisere et ABC projekt i Bosnien. Der har været mange sten at flytte undervejs, og en af de størtse udfordringer har været at udføre det kunststykke der består i at skaffe udstryr og medicin til operation og rabiesvaccination af 200 hunde – indenfor de beskedne økonomiske rammer som en organisation som Dyrenes SOS og NOA har. Vi skulle selv medbringe alt – undtagen medicin, som vi af lovgivningsmæssige grunde var nødt til at købe dernede, så der skal lyde en stor tak til firmaerne Kruse og Eickemeyer for donation af udstyr. Instrumenter til oprationerne havde de heller ikke dernede, så dem skulle vi også skaffe. At købe instrumenter til 10 dyrlæger er ganske udelukket af økonomiske årsager, så jeg henvendte mig til Køge Sygehus og Rigshospitalet, og begge steder var de meget positive overfor projektet. Jeg tilbragte en eftermiddag med at gennemgå deres beholdninger af kasserede instrumneter, og fik samlet sammen så der var et operationssæt til hver dyrlæge.

En anden eftermiddag tilbragte Anne (vores kasserer, der var med på turen) og jeg med at pakke gazetamponer til operationerne, vi pakkede 1000 tamponer i 100 pakker, forseglede pakkerne med et strygejern, og steriliserede dem i min ovn – skal man spare må man være kreativ!

Efter en hel lang snefyldt vinters forberedelser, var vi 18 forventningsfulde dyrlæger og dyrlægestuderende fra Danmark, Norge og Sverige, der samledes i lufthavnen i Zagreb en varm og solfyldt lørdag eftermiddag i april. Jeg havde holdt vejret i ugen forinden – askeskyen truede nemlig meget længe med at gøre de mange mange timers forberedelser nytteløse og forgæves, men heldigvis kunne jeg lægge de stressende dage og søvnløse nætter bag mig, da vi steg ud af flyet i Zagreb.

Fra Zagreb kørte vi i bus til vores første stop, byen Visoko, der ligger ca 400 km fra Zagreb.mHer havde NOA i samarbejde med myndighederne gjort et stort forarbejde med at organisere projektet, både med at indrette den lokale veterinærklinik til os og med at informere lokalbefolkningen og de lokale medier. Så det var hverken de fysiske rammer eller opbakningen det var galt med, men der imod den bedøvelse vi havde til rådighed, der gjorde vores første dag temmelig kaotisk.

Vi var på forhånd klar over at vi kunne få problemer på denne front og havde presset meget på for at NOA skulle skaffe det bedøvelslsesmiddel der sædvanligvis bruges til ABC projekter, nemlig pentobarbital, eller at få tilladelse til at vi selv kunne medbringe medicin, men ingen af delene lykkedes. Sandsynligvis som følge af en kombination af manglende medicinsk kendskab hos de bosniske dyrlæger der stort set kun uddannes til at beskæftige sig med produktionsdyr, og et stort og tungt myndighedsbureaukrati – i hvert fald forblev alle vore henvendelser til myndighederne ubesvarede.

Så da vores første to arbejdsdage var omme, havde vi brugt al den bedøvelse som var indkøbt til hele projektet, og det lykkedes os gennem snirklede kanaler at få fat i noget mere velegnet medicin til bedøvelse til de kommende dages arbejde. Trods disse problemer nåede vi det planlagte mål: ca 50 hunde, og vi sluttede af mandag aften med at være inviteret til middag på hotel, inviteret af det lokale bystyre. Tidlig tirsdag morgen var der afgang kl 6 til byen Doboj, hvor vi i løbet af en meget lang dag nåede godt 50 hunde.

Jeg havde forventet at vi ville se gadehunde rundt omkring i byerne. Det gjorde vi ikke, der var faktisk kun ganske få hunde. NOA forklarede at det det simpelthen skyldes at gadehundene holder til bestemte steder i udkanten af byen hvor de gemmer sig, jaget som de er af hundefangerne. Jeg oplevede selv hundefangerne på nært hold en eftermiddag i Visoko. Hundefangerne bragte hunde til klinikken i deres kassevogn. Vel ankommet åbner de bilen, og med en slynge om halsen bliver de skrækslagne hunde brutalt smidt fra bilen og hen i klinikkens bure. jeg sneg mig til at kikke ind i bilen under protest fra hundefangerne, de brød sig bestemt ikke om tilskuere til deres aktiviteter.

I Bilen sad der tre skrækslagne og bange hunde, klemt inde i det bageste af lastrummet og med ørene trukket helt om i nakken. Jeg rakte hånden frem og kaldte forsigtigt på dem, og med en svag logren med halen og ørerne rettet mod min kalden, strakte de hals og krøb lige så stille frem mod min hånd, mens de så på mig med store, bedende brune hundeøjne, parate til et lynhurtigt tilbagetog. De kom helt hen til mig, og jeg fik lov til at kæle med dem et øjeblik. Det var tre søde og venlige hunde, der var vant til gadelivets hårde ord og tæv, men som nok i et tidligere liv havde levet blandt mennesker der havde været kærlige og omsorgsfulde overfor dem, og som ad ukendte veje var endt som gadehunde. Da en af hundefangerne viste sig igen, krøb de lynhurtigt tilbage til deres hjørne, og rystende af angst sad de nu og ventede på hvad der skulle ske. Hundefangeren ville lægge slyngen om halsen på den ene for at smide den over i et bur, men jeg fik lov til kalde hunden til mig igen, og lige så stille kunne jeg løfte den ud af bilen og over i buret.

Det var en episode som i den grad fik mig til at tro på det rigtige i vores mission, og som samtidig viste hvor meget uvidenhed og hjerteløshed vi har at kæmpe i mod. Denne brutale fremfærd er også en af årsagerne til at dyrevenlige og hjertevarme mennesker opretter internater til gadehundene. Her kan hundene få et liv i fred uden vold og tæv, i hvert fald så langt som resurserne rækker. Alle internater drives ene og alene med private midler, og det er en kamp at skaffe foder til hundene, og endu sværere at sørge for dyrlægehjælp og medicin. Internaternes mål er at de fleste hunde skal videreformidles til private hjem i landet, men på nuværende tidspunkt sker det desværre kun meget sjældent, så de fleste hunde må leve deres liv i internaterne.

Senere fik vi en forklaring på den noget uventede afslutning. Forud for projektet havde NOA forhandlet med myndighederne i Banja Luka, og alle aftaler var på plads, og der var opbakning til ideerne bag projektet. Eller sådan da. For det viste sig at der var en højt placeret og vist nok temmelig magtfuld, kommunal dyrlæge, der havde ansvaret for indfangningen af hunde, og som var leder af hundefangerkorpset. Denne dyrlæge tjente hvert år rigtig mange penge på indfangning og aflivning af gadehunde. Så han fik sat en grundig kæp i hjulet ved at give ordre til hundefangerne om kun at levere 6 hunde sådan rent symbolsk, til trods for aftalen om ca 50 hunde.

De øvrige 50 hunde skulle komme fra et privat internat – og de kom heller ikke. Her viste det sig at ejeren, samme dag som vi kom, havde valgt at lade alle hundene aflive. Grunden kender jeg ikke og kan kun gætte. Måske magtede ejeren ikke længere den hårde kamp for at drive internatet, måske er de private internaters eksistens afhængig af en vis velvilje fra de veterinære myndigheder, så måske har ejeren følt sig meget presset af den kommunale dyrlæge, og ikke vovet at trodse ham. Under alle omstændigheder er sådan en afslutning både sørgelig og trist, og er med til at gøre projektet og en eventuel gentagelse meget problematisk.

Samtidig har projektet vist os, at forholdene i Bosnien stadig er meget usikre og skrøbelige. Der skal så lidt til før alt falder til jorden og er forgæves. Men selvom projektet ikke forløb helt som vi havde ønsket os, så rejste vi alle hjem med mange indtryk – og med mange erfaringer. Her tænker jeg især på den store forskel der er på begreber som dyrevelfærd og dyreværn, og her venter der et meget stort arbejde og en mere målrettet officiel stillingtagen til problemerne med gadehunde.

Mange venlige hilsener
Karen Hørmann