Kære læsere.

Dette er min 10. og aller sidste beretning fra mit ophold her på Grenada i Caribien. Jeg har arbejdet for GSPCA i lidt over 3 måneder nu. 3 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg er på ingen måde klar til at forlade dette sted, der føles som hjem nu, men et nyt eventyr venter.

Mine forældre kommer hertil og fejrer nytår med mig. Bagefter skal vi sejle rundt i Caribien for at ende på øen Dominica. Herfra flyver de hjem, og jeg bliver. På egen hånd skal jeg finde min vej til Cuba, gennem Caribien, for at mødes med min bror i februar. Planerne herefter er endnu uvisse. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle rejse rundt efter 3 måneder som frivillig dyrlæge, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive så svært at sige farvel til Grenada. Derfor har jeg også stærkt på fornemmelsen, at jeg vender tilbage til GSPCA i det nye år. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde her, og føler virkelig at jeg er vokset med opgaven. Det er nu tingene begynder at sidde fast i min hjerne, og at tingene giver mening. Jeg er så glad for mine kollegaer og synes, at vi har skabt os et rigtig godt team her. Og dyrene. Dem kommer jeg til at savne. Selv de sindsyge katte – og jeg er ellers på ingen måde et kattemenneske.

Siden sidste beretning har det jo været jul. Det er min første jul uden min familie, så jeg har været meget spændt på, hvordan det ville gå. Om jeg ville få hjemve, føle mig ensom og ikke mindst savne min mors julegås og min fars sylte. Det har dog på ingen måde været tilfældet – undskyld mor og far. Jeg har nemlig været omgivet af fantastiske mennesker, der har sørget for, at det ikke har været muligt at længes hjem. De fleste af mine venner her fejrer jul den 25. december. Jeg har dog én veninde fra Hviderusland, der også fejrer jul d. 24., så vi to besluttede os for at holde en dansk/hviderussisk julemiddag for 12 venner juleaften. Jeg lavede and, sovs, rødkålssalat og ris a la mande med dertilhørende mandelgave. Min veninde lavede dumplings, russisk salat og kartofler.  Så snart duften af and spredte sig i køkkenet, føltes det for første gang som jul. Den 25. var jeg inviteret til “Orphans Christmas”, som var jul for alle os, der ikke har vores forældre her. Endnu en dag med alt for meget mad, så det var lige som det skulle være.

På GSPCA har vi fortsat haft travlt her op til julen, men jeg vil blot fortælle om én patient, der har fyldt meget. Det er hunden Chance. Chance blev overfaldet af en flok hunde, mens han var bundet fast udenfor. Han kom til os med blodskudte øjne og dybe bidsår.

Da vi fik ham sederet for at se nærmere på hans læsioner, viste det sig at et stort område under sårene udelukkende bestod af nekrotisk væv. Dvs. dødt væv. Han muskulatur var nærmest i forrådnelse. Vi måtte fjerne alt det døde væv, så nu har Chance et kæmpe kødsår på højre baglår, som med tiden vil hele af sig selv, med den rette forbinding. Det er dog meget svært at forestille sig, når man ser hvordan såret ser ud nu.

Heldigvis har hunden enormt søde ejere, der vil gøre alt for ham, så de betaler for at have ham indlagt her, i hvad der nok bliver flere uge, med daglig forbindingsskifte. På 1 uge kan man faktisk allerede se en stor forandring, så det går i den rigtige retning. Det er en af de ting, jeg virkelig synes har været fedt ved at arbejde som “rigtig dyrlæge” her. Man kan se en effekt af sit arbejde. At man rent faktisk gør en forskel. Det er, og vil altid være, den vigtigste faktor for mig, når jeg skal vælge et job.

I min første beretning skrev jeg, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg ville gå med min karriere. Det ved jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af hvad der betyder noget for mig, og så klichéfyldt som det lyder, og nok også lidt frelst, så er det vigtigste, at jeg føler, at jeg gør en forskel. Og så at mit liv udenom mit arbejde er fuld af nye, spændende oplevelser og vigtigst af alt, mennesker som gør mig glad. Alt dette har jeg her. Jeg får ingen penge, men så er det jo heldigt, at jeg kan leve på en sten.

Som også nævnt i min første beretning, så hoppede jeg ind i 2016 med det fortsæt, at det skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Om nogle dage hopper jeg ind i 2017, og der er jo ingen der siger, at man ikke må bruge det samme nytårsfortsæt to eller flere år i streg. 2017, må du blive mindst ligeså eventyrligt som de sidste 3 måneder af 2016. Jeg har store forventninger til dig!

Tilsidst vil jeg bare sige tak til dem, som har fulgt lidt med i mit arbejde som dyrlæge i Caribien. Jeg håber, at det har givet lidt inspiration og blod på tanden hos andre til at gøre det samme. Bare kast dig ud i det. Hvad er det værste der kan ske? I mit tilfælde er det, at jeg ikke vil forlade dette sted. Grenada, du har et helt specielt sted i mit hjerte.

Godt nytår! Lad 2017 være året hvor vi alle kaster os ud i noget nyt.
Kristine

Kære læsere.

Der er simpelthen sket det, at jeg har sprunget 1 uges beretning over. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lavet noget – tværtimod. Det er fordi, jeg har haft for meget at se til. Jeg har været stresset – på den gode og rare måde.

De sidste to uger har jeg nemlig haft besøg hjemmefra af min gode veninde, så når jeg ikke har arbejdet, har jeg været sammen med hende. Vi har også været på forlænget weekend til Carriacou (øen nord for Grenada) og været på øhop i øgruppen The Tobago Keys, hvor vi bl.a. har snorklet med skildpadder og barracudaer.

En af fordelene ved at bo her på Grenada er, at man på ingen tid kan komme nye steder hen, skulle man, af mærkværdige årsager, have lyst til at komme lidt væk fra øen. Det er både hurtigt, let og billigt, og så er det jo bare fedt, at det ikke ligefrem er grimme steder, man kan tage til.

Udover min lille “ferie”, er der også sket det, at jeg er blevet ét år ældre. 27 somre har jeg nu oplevet. Det skulle selvfølgelig fejres med sunset cruise, rum punch og BBQ på stranden med mine nye venner. I alt dukkede over 35 mennesker op, hvilket jeg blev meget overvældet over og utrolig glad af. Tænk at jeg på under 2 måneder har lært så mange mennesker at kende, og at de vil kendes ved mig. Jeg føler mig meget heldig og forkælet af at have så mange, som jeg nu kan kalde mine venner. Det er også et meget godt eksempel på, hvor let det er at møde mennesker her. Alle er simpelthen så søde og imødekommende, så det er nærmest umuligt at føle sig ensom. Sådan er det i hvertfald for mig.

Rent arbejdsmæssigt har den sidste uge været ret hektisk. I min sidste beretning fortalte jeg, at vi næsten ingen hvalpe havde tilbage, da vi havde fået de fleste bortadopteret. Jeg skrev dog, at der nok skulle komme flere hvalpe på et tidspunkt, og man må sige, at jeg i den grad fik ret.

Først kom de 9 hvalpe tilbage, som jeg har skrevet om i min fjerde beretning. Deres mor, Luna, var blevet påkørt af en bil, og kom ind til os, da hendes sår efter ulykken ikke ville hele. Da hvalpene på det tidspunkt kun var 2 uger gamle, var de indlagte sammen med deres mor, mens vi behandlede hende. I de dage kom en forældreløs hvalp også til os. Luna tog straks hvalpen til sig som sin egen, så hendes kuld gik pludselig fra 8 til 9 hvalpe. Luna og hvalpene har ingen ejer, så de har boet hos en plejefamilie. Familien kan dog ikke længere tage sig af de 10 hunde, så nu er de altså tilbage i vores varetægt. Alle har det godt, vokser og bliver frækkere og frækkere fra hver dag der går. Vi har på én uge allerede fået adopteret 3 af hvalpene, og det bliver nok ikke svært, at få afsat de resterende – billederne taler vist for sig selv.

Udover disse hvalpe har vi også fået 4 hvalpe tilbage, som var en del af det hvalpeboom, jeg skrev om i min femte beretning. Også de har været i pleje hos personer, som ikke længere kan passe dem. Nu er det vores opgave at finde dem deres “forever home”.

Endelig blev der i torsdags fundet 5 hvalpe i vejkanten, uden deres mor. De lider alle af skab, er underernærede og skræmte. Når de får det bedre, bliver de sat sammen med vores 13 (!!!) andre hvalpe, men indtil videre skal de være isoleret. Det er hyggeligt, at have en masse dejlige hvalpe at nusse med i pauserne, men det er også hårdt arbejde. Især for vores kennelarbejdere, der skal gøre rent efter de små kræ, når de hver nat har haft hvalpefest i deres kennel.

Tilsidst kan jeg berette, at Jeffrey, hunden som havde været bundet fast i venstre bagben, endelig har fået benet amputeret – og jeg var såmænd dyrlægen, der udførte operationen. Det var min første amputation, så det var en ret stor og betydningsfuld opgave for mig. Emma, en af de andre, mere erfarne dyrlæger her, stod ved siden af, hvis jeg skulle have brug for assistance, men det blev aldrig nødvendigt. Efter jeg havde fjernet benet, skulle Jeffrey også kastreres. Så udover at føle mig lidt sej, så følte jeg mig også som verdens ondeste person, sådan at fjerne den stakkels fyrs ene ben og begge nosser på samme tid. Han virker dog til at have tilgivet mig, for han hopper rundt på sine tre ben med sin tomme pung, gladere end nogensinde. Som min veninde sagde: det er nok alligevel ikke fordi, han kommer til at score særlig mange damer med kun 3 ben, så han tager det nok ikke så tungt, at du også fjernede hans mandlighed. Vise ord fra en statskundskaber.

Nu er jeg den sidste dansker på øen, men jeg føler mig ikke på nogen måde alene. Jeg er fortsat meget glad, får fortsat nye bekendtskaber og føler, at jeg vokser hver dag med mit arbejde. Måske kun micrometer, men det gør heller ikke noget – jeg er så pokkers høj i forvejen.

Glædelig 1. & 2. søndag i advent. I må gerne sende lidt julestemning i denne retning til næste uges beretning.

Med venlig hilsen
Kristine

Kære læsere.

Uge 6. En uge der for én gangs skyld ikke har stået i hvalpenes tegn. Ikke fordi jeg helst vil være foruden dem (de er jo så pokkers søde), men fordi det har haft den betydning, at vi har kunnet koncentrere os mere om vores øvrige patienter, i stedet for at gå og bekymre os om pladsmangel og bruge tid på, at lede efter pleje- og adoptionsfamilier. Alle raske hvalpe er faktisk blevet sendt afsted – enten til USA eller til plejefamilier i Grenada. Har dog hørt rygter om, at der snart kommer rigtig mange hvalpe, så fortvivl ej: Der skal nok komme mange flere hvalpebilleder!

Denne uge har stået i “de forsømte hundes” tegn. Ikke just opmuntrende at læse om, det ved jeg, men desværre er det uundgåeligt at berette om, da det fylder en stor del af arbejdet som dyrlæge her. Jeg har i denne uge tre forsømte hunde, som jeg kort vil fortælle om. Den første er hunden Spotty. Spotty kom tirsdag ind til sterilisation. Jeg skulle foretage den kliniske undersøgelse for at være sikker på, at Spotty var sund og rask nok til, at kunne blive opereret. Det stod dog hurtigt klart, at det var hun overhovedet ikke. Hun var meget tynd, men havde en stor udspilet mave. Hendes slimhinder var kridhvide og tørre, hendes hæmatokrittal (volumen af røde blodceller) var under 5 (normalværdien er over 40), hun var dehydreret og hendes puls var meget forhøjet. Ikke ligefrem en kandidat til at blive lagt i anæstesi til operation. Derfor aflyste vi operationen, og i stedet tog vi flere prøver fra hende for at finde ud af, hvad hun fejlede.

Det viste sig, at hun var meget hurtig at diagnosticere. Hendes afføring var nemlig fyldt med hageorm! Ikke noget for sarte sjæle. Det er klart, at hun manglede blod med sådan en ormebyrde. Den eneste løsning i denne situation var akut blodtransfusion. Det er dog ikke noget, som vi normalt udfører her, da vi ikke har donorblod liggende, og alle vores blodtransfusionsposer er for gamle. Men Sharon, hende der styrer GSPCA, ville have, at vi skulle forsøge at gøre alt for at redde Spotty. Derfor valgte Sharon sin egen hund som bloddonor. Fra ham tappede vi 50 ml blod, blandede det med heparin for at undgå, at blodet koagulerede, og tilsidst overførte vi blodet til Spotty i en periode over 4 timer. Spotty overlevede, men hendes tilstand var kristisk i de efterfølgende par dage. Sharon har haft Spotty hjemme hos sig hele weekenden, og i dag, mandag, trådte en fuldstændig forandret hund ind ad døren. Hun kunne selv gå, hendes hale logrede og hun virkede i det hele taget til at have meget mere energi end i sidste uge. Nu skal hun bare blive helt rask, og så skal vi finde en sød adoptionsfamilie til hende. Hun skal ikke tilbage til den familie, hun kom fra – det har hun ikke fortjent.

Ugens anden forsømte hund, kom ind dagen efter Spotty. Han hedder Jeffrey. Vi fik et opkald fra en bekymret person, der havde set Jeffrey rende rundt på gaden i flere måneder. Jeffrey havde det tydeligvis ikke godt, og var bange for mennesker. Da vi fandt ham, og fangede ham, blev vi alle meget overraskede over hans tilstand. Tydeligvis havde han været bundet fast i venstre bagben i længere tid, før han så er sluppet fri. Hans ben var nemlig voldsomt hævet under det der lignede et “indsnøringsmærke”. Jeffrey var skræmt fra vid og sans, og var meget svær at undersøge. Vi fik ham dog sederet, så vi kunne tage et røntgenbillede af hans ben, og det stod klart, at hans ben måtte amputeres.

Han har dog både hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber, så før vi kan foretage operationen, skal hans almen tilstand forbedres. Vi har brugt meget tid på, at få ham til at føle sig tryg her og det er faktisk lykkedes, at komme tæt på ham, fodre ham og nu er halen også begyndt at logre, når man tager kontakt til ham. Vi er alle, inklusiv de lokale der har set Jeffrey, meget chokeret over, at nogle mennesker kan behandle andre levende individer på den måde. Det er jo rent ondskab. Vi har derfor også givet offentligheden en ordentlig opsang på vores Facebookside for at gøre opmærksom på, at det bare ikke er i orden at holde dyr på den måde. Nu må vi se, om det har effekt.

Den sidste hund jeg vil berette om, er en der kom ind torsdag med fuldstændig filtret og snasket pels fyldt med lopper. Forskellige steder på ryggen havde hunden sår, som var opstået, da ejeren havde forsøgt at klippe hunden. Altså var der her tale om en ejer, der rent faktisk havde forsøgt at hjælpe sin hund (dog lidt for sent), men som bare havde fejlet i forsøget. Vi begyndte at trimme hunden med en barbermaskine, og pludselig piblede det frem med små hvide dyr – maddiker! Verdens klammeste dyr, hvis man spørger mig. Føj! De var både i sårene, i små gange, som de havde lavet mellem hundens tæer og så myldrede de ud af hundens ører. Jeg brugte flere timer på at fjerne dem med pincet og så ellers trimme hunden fuldstændig. Ejeren blev tydeligvis påvirket og ked af det, da han fandt ud af, hvor slem hundens tilstand var. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe sin hund ved at klippe den. Derfor fik han også hunden med hjem igen, men med en grundig instruks om hvordan han skulle pleje sin hund.

Jeg er lige trådt ind i en ny uge, som forhåbentlig bliver begivenhedsrig, men de forsømte, mishandlede hunde må gerne udeblive. Verden må godt vise sig fra sin bedste side – også når det gælder det amerikanske valg, tak. Lad os se om verden stadig står i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

Kære læsere.

Så har jeg fejret 1 månedsdag i Grenada – landet der næsten føles som hjem nu. Er stadig overvældet over, hvor søde og venlige folk er her. På intet tidspunkt har jeg følt mig ensom eller haft hjemve, og det kan jeg takke alle de imødekommende mennesker, som jeg har omkring mig, for.

Min fjerde uge har budt på en del neutralisationer. Alle de hunde som vi fik skrevet på vores “neutraliseringsliste” på River Road udflugten i forrige uge, skal jo indkaldes til operation, så det projekt er vi begyndt at kaste os over. Desværre er der mange ejere, der alligevel ikke vil have deres dyr neutraliseret, når vi kontakter dem. Ca. halvdelen af dem vi har fået fat i i denne uge, har faktisk ombestemt sig. Enten fordi de ikke vil/kan bruge penge på det, ikke har overskuddet til det og/eller fordi de ikke kan se vigtigheden i, at få deres dyr neutraliseret. Det er enormt ærgerligt, men det må man finde sig i og så bare kæmpe videre for, at budskabet trænger igennem til flere af Grenadas hunde- og katteejere.

Udover operationerne, har vi i denne uge fået sendt rigtig mange hvalpe afsted til USA. I Pittsburgh er der et dyreinternat (FurKid Rescue), der tager imod hunde, bl.a. fra Grenada, og der fra prøver at få hundene adopteret videre til amerikanske familier. Det var godt, at vi i denne uge fik sendt en håndfuld hvalpe afsted, for onsdag fik vi en hunhund (Luna) ind med otte 2 uger gamle hvalpe. Luna er en af de hunde, som vi har i pleje hos en dyrlægestuderende. Hunden er blevet påkørt af en bil for et stykke tid siden, og de sår, som hun har fået ved ulykken, er ikke begyndt at hele, men er bare blevet værre. Hun blev for en sikkerhedsskyld behandlet som en MRSA-case, og kom derfor i isolation fra de andre hunde, og alle fik strenge instrukser om kun, at håndtere hende med handsker på. Hun er dog MRSA fri.

Fredag kom der en mand ind med en lille nyfødt hvalp. Manden ejede hvalpens mor, men hunden var død under fødslen. Manden anede ikke, hvad han skulle stille op med den lille nyfødte hvalp, og da vi fortalte ham, hvor meget det krævede af ham, at leve op til hvalpens mange forskellige behov, som en morhund ville have givet den, måtte han sande, at det ikke var en opgave, som han kunne påtage sig. Derfor kom hvalpen i vores varetægt. Vi kom på den idé at forsøge at få hvalpen i kontakt med morhunden Luna og håbe, at hun måske ville drage lidt omsorg for hvalpen. Det viste sig, at hun ikke bare drog lidt omsorg, men hun tog simpelthen hvalpen til sig som sin egen. Straks efter at vi havde placeret hvalpen hos hende, begyndte hun at slikke og rense den, og kort tid efter fik den lov til at få mælk ligesom alle de andre 8 hvalpe. Så nu har Luna 9 hvalpe og den før forældreløse hvalp, har fået en mor og hele 8 søskende. Dét er da en solstrålehistorie!

Privat har ugen budt på diverse arrangementer med de danske dyrlægestuderende, der har været her på exchange hele ugen. Det har været rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra; ikke mindst fordi jeg har fået påfyldt mit lakridslager. Jeg har også været ude at dykke igen – denne gang med kæmpe rokker og blæksprutter. Måske man skulle overveje at blive marine dyrlæge… Opfølgning om dette og meget andet følger…

Mvh.

Kristine

Kære læsere.

Dette er min første beretning ud af mange det næste stykke tid. Én gang om ugen vil jeg skrive om mit liv på den caribiske ø, Grenada, hvor jeg er rejst til for at arbejde frivilligt som dyrlæge. Jeg har kun været afsted i én uge, men det føles som en evighed siden, at jeg sagde farvel til min familie i Kastrup Lufthavn. Der er sket så meget – jeg har mødt så mange nye mennesker, set så meget nyt og prøvet ting jeg aldrig før har prøvet. Alle mine sanser er fyldt til bristepunktet, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte denne første beretning.

Kristine

Det er vel altid lettest, at skrive om sig selv, så her er først en kort opsummering af hvem jeg er: Jeg hedder Kristine, er 26 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år har jeg arbejdet som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet. Et job jeg har været rigtig glad for.

Da jeg hoppede ind i det nye år, besluttede jeg mig dog for, at 2016 skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Jeg ved stadig ikke, hvilken vej jeg skal gå med min karriere. På den ene side er jeg blevet glad for forskningsverdenen, på den anden side har jeg ikke helt sluppet tanken om livet som “rigtig dyrlæge”. Jeg savner det praktiske arbejde med dyr. Derudover er jeg fuldstændig afhængig af at rejse ud i verden, opleve nye kulturer og møde nye mennesker. Med alle disse tanker og overvejelser i hovedet besluttede jeg mig derfor for, at undersøge mine muligheder for at komme til udlandet og arbejde som frivillig dyrlæge.

Jeg har før arbejdet med gadehunde i både Bhutan og Indien, og ved, at der er en masse dyr derude, der har brug for hjælp. At valget faldt på Grenada var ret tilfældigt. Jeg vidste, at jeg ville arbejde et sted der havde ressourcer – både med hensyn til muligheder for diagnostisk udredning, behandling, samt et højt fagligt niveau. Derudover gjorde det heller ikke noget, at jeg skulle arbejde et sted i verden, hvor jeg aldrig før har været.

Jeg faldt hurtigt over GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter, og da det virkede som om, at de levede op til mine krav, skrev jeg til dem i begyndelsen af det nye år. Den 23. september 2016 rejste jeg så afsted med en envejsbillet i hånden, uvidende om hvornår jeg ville komme hjem til Danmark igen. Jeg ønsker friheden til, at gøre hvad jeg vil, og se hvad livet bringer. Det er lidt skræmmende, men også utrolig spændende.

Det var lidt om mig. Nu lidt om hvad jeg indtil videre ved om GSPCA Animal Shelter: GSPCA er en non-profit organisation, der har over 300 medlemmer verden over. De er afhængige af frivillig arbejdskraft og donationer udefra. De har dog også lønnede fuldtidsansatte.

Lige nu består hele GSPCA teamet af tre udenlandske dyrlæger, én “technician”, der fungerer som veterinær sygeplejerske, en britisk adfærdsekspert der tager sig af hvalpene og adoptioner, en PR-dame der også står for adoptioner, en receptionist, to kennelarbejdere, og så er vi lige nu to frivillige dyrlæger.

En af hvalpene

Det firbenede team består af 13 hvalpe, hvoraf 3 er blevet adopteret i denne uge, 5 voksne hunde, hvoraf 1 er blevet adopteret, og 11 killinger. Disse dyr er ikke patienter, som er blevet bragt ind af deres ejere, men derimod herreløse dyr (hunde og katte). De bor på klinikken, der har en kennel bestående af en stor løbegård til alle hundene og et stort bur til alle kattene, indtil de forhåbentlig bliver adopteret. Hvis der ikke er plads til flere dyr, bliver nogle midlertidig afsat hos “plejefamilier”, der også hjælper med at få dyrene adopteret permanent. Det kan være her på Grenada eller udenfor Grenadas grænser, fx i USA.

Udover kennelen består klinikken af et venteværelse, et konsultationsrum, et behandlingsrum, hvor de indlagte patienter også har deres bure, et operationsrum og et røntgenrum. Klinikken tilbyder billige konsultationer, vaccinationer og neutraliseringer, men de tager generelt imod alle former for patienter og cases.

Derudover er GSPCA også en del af uddannelsesprogrammet for dyrlægestuderende på St. George´s University (SGU), som er et stort universitet på Grenada, der bl.a. uddanner læger og dyrlæger. Hver eftermiddag kommer en lille gruppe studerende og en underviser ind på klinikken og tager sig af nogle af patienterne, samtidig med, at de bliver undervist i et undervisningsrum over klinikken. Det er ofte også de dyrlægestuderende der tager de overskydende dyr i pleje, og hjælper med adoptioner. Universitet har deres eget dyrehospital, som GSPCA kan henvise til hvis nødvendigt, og som også tager sig af blodprøveanalyser mm.

Dyrlæge og osteropat, Sharon, udøver fysioterapi to gange dagligt på Dramas tilbageblivende bagben

En typisk dag på klinikken, der har åbent alle hverdage fra kl. 8.30-16, starter med, at tage sig af de indlagte patienter (fodre dem, give dem medicin mm), imens kennelarbejderne tager sig af kenneldyrene. Om formiddagen er der konsultationer sideløbende med operationer. Dette kan lige nu lade sig gøre, fordi vi er så mange hænder om arbejdet. Konsultationerne er ikke booket i forvejen, så vi ved ikke hvad der kommer ind i løbet af dagen. Operationerne, der for det meste er kastrationer og sterilisationer, er booket, men det er ikke altid sikkert, at klienterne dukker op med deres dyr.

Det er én ting man skal være forberedt på, hvis man vil arbejde et sted som Grenada: det er ikke altid, at tingene forløber som planlagt, de færreste går med armbåndsur her, så man bliver nødt til at have tålmodighed, og så må man anerkende og acceptere udtrykket TIG (This is Grenada), som en forklaring på alle afvigelser fra ens normale rytme. Det har faktisk også sin charme.

Killingerne får sig en eftermiddagslur.

Om eftermiddagen fortsætter eventuelle konsultationer og så er der ellers opfølgning på diverse patienter. I denne uge har jeg først fået fri ved 16.30-tiden, og da jeg bor i en lejlighed lige over klinikken, er det også mig, og den anden dyrlæge der bor her, som tager sig af aftenmedicinering mm til de indlagte patienter.

Min første uge har været noget anderledes end hvad jeg kan forvente af de fremtidige, vil jeg mene. Det er nemlig “hurricane season” lige nu, og i onsdags var der orkanvarsel. Dette er noget man tager meget seriøst på disse kanter, da de før har haft orkaner, der har ødelagt alt! Heldigvis bevægede orkanen Matthew sig nord om os, og vi slap med en mindre storm. For en sikkerhedsskyld har mange dog holdt sig selv og deres dyr indendøre. Derfor blev operationerne aflyst onsdag og torsdag, og konsultationer var der ikke mange af. Det har nu passet mig meget fint, for jeg kan mærke, at jeg lige skal ind i dyrlægearbejdet igen, efter at have været væk fra det i mange år. Derudover har det også været meget rart, at have tid til, at lære mine nye kollegaer at kende og til at finde ud af stedets rutiner mm.

Hunden Finn med ekstern skinne, der er ved at få skiftet sin forbinding

Lige nu har vi 3 indlagte patienter. Den ene er Finn, en hund der blev fundet på gaden efter formentlig at være blevet ramt af en bil. Han har brækket sit ene bagben og fået en masse dybe hudafskrabninger. På universitetshospitalet har de opereret ham med en ekstern skinne. Denne skal i hvertfald blive siddende de næste 3 uger og imellemtiden skal hans forbindinger skiftes dagligt. Når alt dette er overstået håber vi på, at kunne få ham adopteret.

Den anden vi har indlagt er Drama. Han har tidligere fået amputeret sit højre bagben efter en ulykke, men er nu blevet indlagt med “tick fever” (flåtbidsfeber). Dette har han været i behandling for, men nu viser det sig, at han nok også har brækket lårbenshovedet på venstre bagben. Vi har sendt røntgenbillederne til yderligere analyse på universitetet, og så må vi afvente svar, før vi kan tage stilling til hvad der skal ske med Drama.

Den trebenet hund, Drama, bliver luftet

Imellemtiden udøver en af dyrlægerne, Sharon, der udover at være “President” for GSPCA også er uddannet osteopat, fysioterapi på det dårlige ben. Sharon går også ind for homøopatisk (alternativ) behandling, som er noget, der godt kan komme i karambolage med de andre dyrlægers behandlingsmetoder. Jeg synes dog, at det er interessant, at få et indblik i en, for mig, helt ny verden – den alternative.

Hunden Barfi under forbindingsskifte. Vores technician, Rolando, er ved at tørre en af hvalpene, der lige har fået et bad mod lopper.

Endelig har vi Barfi, en hanhund som blev kastreret for nogle uger siden, men hvor ejerne ikke har kunnet holde ham fra, at slikke sit operationssår. Derfor er han blevet genopereret, men igen er det lykkedes ham, at åbne sit sår. Denne gang så voldsomt, at hele tarmsystemet hang ud af ham, og vi måtte akut operere ham natten til tirsdag. Han er derfor nu indlagt til konstant observation.

En sidste patient jeg vil nævne, er en hvalp om kom ind tirsdag. Hvalpen havde fråde ud af munden, og kunne ikke få vejret. Ejeren sagde, at den havde fået et kyllingeben galt i halsen, så i kampens hede fik jeg ikke taget handsker på, men stak bare mine fingre ned i halsen på hunden for at forsøge at få fat i benet. Jeg kunne dog ikke mærke noget og efter et hurtigt røntgenbillede og et forsøg på at intubere hvalpen, døde den desværre.

Der var intet at se på røntgenbilledet, så pludselig kom muligheden for, at hunden havde rabies på tale. Alle kiggede på mig, der stod med mine bare hænder indsmurt i hundesavl. Jeg er blevet rabiesvaccineret før jeg tog afsted, og rabies er meget sjældent her, men alligevel bliver man lidt nervøs. Heldigvis fortalte ejeren, at hvalpen godt kunne have spist pesticider, og at der altså var tale om en forgiftning. Alligevel blev alt hovedrengjort og hunden sendt til obduktion. Bare for en  sikkerheds skyld.

Barfi bliver luftet, nu med ny forbinding.

Det var vist hvad jeg havde at fortælle om min første uge som dyrlæge på Grenada. Jeg kunne skrive meget mere, men der må også være grænser. Indtil videre er jeg utrolig glad og meget optimistisk for min kommende tid her. Fortsættelse følger…

Med venlig hilsen

Kristine, Grenada

Besøg GSPCAs hjemmeside.