Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Her går det som sædvanlig på livet løs. Der er masser at se til – dels min gode husbond, dels masser med dyrene. Men jeg mener at kunne se, at folk ringer lidt mindre, hvilket som regel betyder, at så har de ingen problemer, de ikke kan klare selv, og det er helt, helt fint med mig – det er den vej, vi skal.

Jah, hvor Søren skal jeg begynde? Måske med at for en uge siden var jeg sikker på, at jeg nu blev enke! Min mand Uwe havde det møgskidt – han var varm, men ikke helt vildt, temperaturen viste 38 grader, og det er jo til at leve med. Well, temperaturen steg, og han holdt op med at tale, kiggede bare tomt ud i luften og var ikke i stand til at sige ja eller nej – han var helt væk. Jeg tænkte først, at han måske havde fået et lille tilfælde af en art og kontaktede vores to læger, som mente, at en tur på hospitalet var nødvendigt. Ok, jeg ringede til Røde Kors her, og de hentede ham og mig med en ambulance, firehjulstrækker, og vi tog til vores lille, nye, lokale hospital, som ligger 10 minutter kørsel herfra.

Der blev han undersøgt, fik taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne, for han havde en hoste, der sagde spar to til alt, og vi var alle 100 pct. overbeviste om, at han havde fået lungebetaendelse af at ligge ned 21 timer i døgnet og i samme stilling. Nuvel, da han ikke selv kunne tale, fortalte jeg lægen om hele hans sygehistorie de seneste 10 år, hvilke medikamenter han får, ja alt det hele. Det foregik kl. 11 om formiddagen, og efter nogle timer havde vi resultatet fra de div. prøver, men så siger onkel doktor gudhjælpemig: ” Lisa, vi bliver nødt til at sende ham til hospitalet i San Jose, for de prøver, vi kan lave her, er ikke fuldstændige.”

Uwe hostede og hostede, og jeg spurgte, om han mente, at han ville blive indlagt og lagt i tuber, for DET er noget, Uwe ikke vil og i øvrigt har skrevet under på for en 3 års tid siden, hvor vores sagfører og notar plus to vidner forfattede et stykke papir på, at hvis det skulle ske, ville han ikke have det. Nuvel, jeg meddelte lægen, at jeg ville tage ham hjem, som han var og finde på noget her med de andre læger, men han sagde: “Lisa, jeg kan ikke udskrive ham, sådan som situationen er – KUN hvis du underskriver, at du tager ansvaret.” Og det underskrev jeg!

Godt, jeg tog en lille tudetur af bare stress (jeg er ikke nogen tude-Sisse normalt) og ringede til vores familielæge, som sagde, at vi blev nødt til at tage turen til San Jose for at få vished for, hvad Uwe havde og hvorfor denne høje feber på nu 40 grader. Ergo tog vi af sted med al information, resultater, røntgenbilleder etc., og han blev indlagt på intensiv på hospitalet. Der skete der det, at jeg skulle repetere ALT det, jeg jo lige havde fortalt, og som jeg sagde: ”kig på de papirer, jeg har givet jer – der står det hele,” men de insisterede på, at jeg personligt skulle fortælle det hele forfra, og ved I hvad, det skulle jeg gøre til de seks forskellige læger, der indfandt sig på forskellige tidspunkter. Og endda ikke kun dem, også alle de mange sygeplejere der kom og spurgte om dit og dat! Nåh, jeg havde jo ikke andet at lave, så jeg fortalte vidt og bredt, og Uwe lå bare der.

Der blev så taget nye blodprøver af forskellig art, klokken var nu blevet omkring 22, og så kom de pludselig i tanke om, at det måske var smart at tage et røntgenbillede af lungerne for at se, om det virkelig var en lungebetændelse. Kl. 02 om natten kom der så en gut og tog andre blodprøver – nogle helt specielle hvor han tog 2 x 10 ml, og Uwe sagde bare ”av, av,” for nålene var tykke, og det tager jo ekstra tid med så meget blod.

Ok, så skete der ikke mere med Uwe, og han lå bare hen, feberen var faldet lidt, fordi jeg havde givet ham “noget i rumpen” på det lille hospital, og det satte feberen ned. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det og ikke sygeplejerne, men det blev jeg bedt om og gjorde det, og det affødte spørgsmålet: “er du dyrlæge?” Det svarede jeg nej til men, men jeg går ud fra, at den måde jeg tog handsker på, åbnede medicinen, proppede supositorios ind i rumpen etc. – så vel for dem ud som værende “professionelt.”

Nuvel, San Jose er koldt, koldt om natten – jeg tror, vi havde en 15 grader og det med bare tæer i sandaler, og jeg siger jer, jeg hundefrøs. Tænderne klaprede, og min næse var lige til at nedfryse en god whisky – nul is, slet ikke nødvendigt! Ved 3-tiden om morgenen gik jeg ud for at ryge en smøg, og vagten meddelte, at hvis jeg ikke havde et stykke papir på, at jeg måtte komme ind igen, så kunne jeg ikke. Ok, jeg tog tre dybe indåndinger, fik fat i mig selv for ikke at eksplodere og sagde til ham: “hvis De har kigget ordentligt efter, har De set, at jeg jo kommer INDEFRA og ikke UDEFRA, derfor bør det jo ikke være noget problem. Og i øvrigt vil jeg bare ryge en cigaret, gå over til den bil, der sælger noget at drikke og spise, og De kan jo se mig hele tiden. Og i øvrigt, skulle der være et problem, så vil jeg bede Dem om at passe min mand – han befinder sig i seng nummer 4 fra intensivafdelingen, og jeg sidder herude i kulden, hvis De har nogle spørgsmål.” Han spurgte, hvad Uwes navn er, og jeg sagde: ”kig efter et navn i Deres liste, De aldrig har set – han er den eneste udlænding, der er her.”

Ok, jeg gik så ud købte en ice tea og nogle chips, kommer tilbage og fanden stå i det, så siger gutten sgu: “det kan De ikke tage med ind.” Ok, ok, endnu tre dybe indåndinger og jeg spurgte: ”hvorfor ikke?” Forklaringen var den rimelige, at hvis der skulle tages yderligere prøver, fx. blodprøver, så kunne enhver indtaget væske eller mad give et forkert resultat. Ok, ved næmere eftertanke havde manden jo ret, men nu syntes han vist, det efterhånden var synd for mig, så han sagde: “stil de ting, De har købt, og find en læge, som kan give ok, og så kan De tage det med ind.” Jeg gik ind, fandt ikke nogen læge, Uwe blundede, og jeg gik ud igen, sagde det til vagten og stod nærmest klods op ad ham og drak lidt te og spiste lidt chips. I området omkring hospitalet befinder der sig “alt af alle slags”; narkomaner, sprittere. Uwes sygeplejerske Nancy blev voldtaget for ca. to måneder siden i det område. Der stod en lille forhutlet mand, og jeg gik hen til ham og sagde: “jeg har lidt ice tea og lidt chips, som jeg ikke må tage med ind – vil De gerne have det?” Det ville han selvfølgelig – han var jo sulten og går normalt i skraldespandene sammen med hundene.

Godt, nu var jeg jo efterhånden blevet helt gode venner med vagten, og mit held var, at kl. 7 om morgenen kom Jose. Han er også vagt, men på hospitalet ved siden af – han er en KÆMPE GUT, og vi laver altid fis med, at han er født i det forkerte land. Jeg mener, der går to costaricanere på én af ham, og kunne forestille mig, at når han er sammen med konen, ja, så kysser han hovedpuden! Nå, han banede vejen for mig med hensyn til diverse vagter – de skifter jo hele tiden – og derefter havde jeg NUL problemer.

Kl. 05.30 om morgenen kunne jeg ikke holde sulten ud mere og gik over til et sted, der sælger hotdogs, hamburgers osv. og bestilte en lille hamburger og en kop chokolade for at få varmen igen. Det var dumt gjort – kors hvor fik jeg ondt i maven. Det var virkelig en bombe efter ikke at have spist siden mandag aften, og nu havde vi onsdag morgen. Og for at det ikke skal være løgn, jeg var så træt, så træt, havde stået op i næsten 20 timer, og så gned jeg mig i øjet, og min kontaktlinse røg ud. Der stod en dame ved siden af mig, og jeg spurgte, om hun havde et spejl. Det havde hun ikke, så jeg sagde til gutten, der ekspederede: “kan vi lave en aftale? De er mit spejl.” Det var han indforstået med, så han dirigerede min linse ind i øjet, og det er sikkert første gang, han har proevet det! Nå, linsen på plads og mutter over til hospitalet igen. De var alle godt og grundigt trætte af mig og mine spørgsmål om, hvornår jeg kunne tage Uwe hjem igen og sagde, at jeg skulle vente til kl. 9, hvor der var doktorskifte. Ok, ok, her har vi et ordsprog, der lyder ”med tålmodighed kommer man i himmelen.” Jeg lover jer, jeg har op til flere pladser reserveret!

Godt, onkel doktor kom med en gruppe af studerende, alle næsten færdige som læger og sygeplejere. Han meddelte, at der ikke var noget særligt at se på blodbilledet, at man ikke mente, det drejede sig om lungebetændelse eller bronkitis, men noget viralt, sammenholdt med noget allergi og eventuelt en infektion i blære eller nyrer, og derfor ville de tage en urinprøve. Den er hjemme, tænke jeg, det betyder endnu seks timers ventetid, og det holder jeg bare ikke ud, så jeg sagde til ham: “lad os lave en aftale, De giver hans udskrivelse og jeg tager en urinprøve hjemme og sender den til laboratoriet, for hvis De tror, at han er i stand til at afgive urin efter mere end 24 timer uden væske, så tror De fejl. Og yderligere, han skal jo transporteres via ambulance, og det tager jo normalt lang tid at få fat i en fra jer, så vær så sød at lave denne udskrivelse, og så bekymrer jeg mig om resten.” Som sagt, så gjort, jeg fik fat i Rosa, som står for biksen i Røde Kors i Ciudad Colon, og hun meddelte, at Giovani lige var kommet og havde tid til at hente os.

Og nu skal I bare lige høre det mest “morsomme”. Hold på hat og briller, det gjorde jeg. I ambulancen hjem bliver jeg ringet op fra hospitalet, og en mandlig stemme siger, at jeg havde taget patienten, altså Uwe, med drops – katetre – i begge arme og i øvrigt med hans urinsonde ude af funktion! Jeg sagde: ”lige et øjeblik, jeg tjekker lige, han ligger foran mig i ambulancen, og hvorfor tror De, at han har drop – han blev aldrig lagt i drop, og sonden fungerer, som den skal, fordi jeg hev maskintape af, inden vi forlod hospitalet.” Tro det eller ej, de havde simpelthen glemt at sætte ham på drop! Det er det absolut første, man gør i et emergency-tilfælde, men det er det, der sker – den ene tror, den anden gør det, men jeg mener, et drop er da noget, man kan se, og jeg undrede mig, men jeg kan jo ikke fortælle dem, hvad de skal gøre…

Ja, vi kom hjem kl. ca. 11 næste formiddag – en lille “fornøjelighed” på 24 timer og nu er det slut. Næste gang han bliver syg og elendig, overtager jeg hele ansvaret og arrangerer mig med vores læger, og det de gør, kan jeg også, hvis de bare fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Efter laboratorietest og test for resistens af bakterien, en urocultivo, viste det sig, at han havde en ekstrem urinvejsinfektion, protein og blod i urinen, og det er vi nu i gang med at behandle. Jeg giver intramuskulært en sprøjte én gang om dagen, og han har det bedre. Dog tror jeg, at han har en allergisk reaktion over for medikamentet, men det må han holde ud – vii har én dag tilbage og så ser vi videre.

Alt for i dag. Jeg kommer tilbage med “hundeliv” i Costa Rica…..
Lise

Hundens Dag i Espergærde – 28. august 2011

 

Bemærk:

Datoen for Hundens Dag i Espergærde
ændres til 28. august 2011.

Søndag den 28. august 2011, kl. 1400 – 1700, arrangerer Dyreklinkken Holger Danske i Helsingør – for 6. år i træk – Hundens Dag i Espergærde til fordel for Dyrenes SOS.

Arrangementet vil blive afholdt i Egebæksvang Skov, hvor man mødes i udkanten af skoven ved parkeringspladsen ved Strandvejen 250.

Tilmelding til Hundens Dag i Espergærde skal ske inden fredag 26. august 2011, kl. 1200.

Af May fra Belize

Good news fra Belize

Kære Venner

Vi  måtte med stor hast flytte hele One Heart Animal Shelter, da vi pludselig blev opsagt fra vores lejemål med kort tids varsel og langt tidligere end det var planlagt. Takket være jeres hjælp lykkedes det os at flytte og vi er nu i sikkerhed på vores eget land – en stor, stor lettelse.

Vi står op med solen, min mand og jeg, og besvimer ved solnedgang og hver dag ser vi fremskridt. Vi forsøger at arbejde med hvad vi kan bruge fra naturen af materialer men vi er nået dertil hvor vi har brug for materialer udefra.

Sheltret begynder at tage form. Vi har nu gjort klar til indhegningen af hundene og lavet seperate bokse. Her mangler vi bare hønsenet til at lukke den. Sheltret har brug for et tag så der er skygge for hundene. Der er en ekstrem varme herude, der er altid varmt her men især lige nu.

Vi tror ofte at disse steder ingen årstid har, men vi 4 årstider her og lige nu er det sommer og utroligt varmt og fugtigt. Jeg tror vores kære ven Lise i Costa Rica sveder ligeså meget som jeg gør lige nu.

Vi skal have bygget omkring 20 hundehuse og til det har vi også brug for flere materialer. Vi kan først tage hundene tilbage til sheltret når det er færdigt. De blev spredt under flytningen til hjælpsomme mennesker der tog dem ind – men kun for en kort tid.

De har også brug for at komme tilbage til sheltret, så de kan blive behandlet og plejet.
En nødløsning men gudskelov er de ikke på gaden eller i junglen igen. Vi er nu located nær junglen så vi ser hver dag disse kasserede udmagrede og forpinte hunde rundt om os, som har hårdt brug for vores hjælp, så vi håber vi snarest kan blive klar til at tage dem ind.

En nødvendighed her er et hurricane shelter for at kunne bringe vores frivillige, os og hundene i sikkerhed. Det er ikke tilladt at bringe dyr til de offentlige hurricane shelter, så vi har måtte slippe dem fri, når stormen rammer land og har derved mistet flere hunde. Vores hurricaine shelter vil blive bygget så snart vi kan købe materialerne. Jeg har netop måtte afbryde mit brev til jer, da vi blev ramt af tropical storm Harvey, her i weekenden.

Vi har også fået gravet en brønd så vi har vand. Den mangler at blive cementeret, så vi kan få rent vand, da den falder sammen, når det regner og vandet bliver mudret til.

Så vi har lidt at se til her på One Heart Animal Shelter, men vi har et ordsprog her i Belize der siger “hvor der er en vilje – er der en vej” og det er det der driver os lige nu. Viljen til at kunne redde og give disse dyr den hjælp de så desperat behøver.

May_7
Det eneste der stod færdigt på vores land da vi flyttede ind, var vores første Cabana til vores frivillige og feriegæster. Al leje af vores cabanaer går direkte til at redde og pleje dyrene på One Heart Animal Shelter. Vi håber at det vil hjælpe os med at bringe midler ind til Sheltret, sammen med den hjælp vi modtager udefra, som lige nu kun er Dyrenes SOS. Derfor er det også sådan en stor opmuntring for os at modtage jeres støtte og det er også medvirkende til at selvom ryggen føles som om den er brækket nogen gange, at give os en ekstra styrke til at foresætte.

Vi vil opfordre jer til at komme at besøge os enten som frivillig eller som feriegæst. Jeg behøver vist ikke at sige at jeres kæledyr er ligeså velkommen som jer. Belize er et spændende sted og har en masse at tilbyde som feriested og som frivillig. Vi  glæder os til at byde vores første frivillige fra Danmark velkommen i november. Det er en værdifuld oplevelse for studerende, som også kan følge vores dyrlæge Martha i hendes arbejde herude under deres ophold.

Vi søger også altid efter folk der har kærlighed og omsorg for dyr, da meget af plejen også går med at gøre dem tamme og trygge igen. De fleste af hundene har aldrig mærket en venlig hånd i deres liv, kun en hånd der tævede og stenede dem. I skal være hjertelig velkommen i Belize og så kan i også samtidig se for jer selv hvilken forskel i gør for disse hunde ved at i støtter Dyrenes SOS. Det er sådan en livsgivende oplevelse at se og opleve.

Alt for denne gang, jeg vender tilbage, forhåbentlig med en masse gode nyheder, meget snart igen.

Alt det bedste til jer
Fra May i Belize.

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle om livet i de varme lande… her er faktisk varmt, behageligt, med en 28-29 grader og dertil en lille brise.

Jeg har masser at berette og vil starte med det triste først. Så bliver det nok lidt morsommere hen ad vejen…

Den 25. juni 2011 (den dag vi havde kastration i slummet, hvilket I sponsorerede) havde jeg min schæfertæve Cindy hos dyrlæge Claudio i San José. Det har jeg fortalt om i sidste skrivelse, men for tre ugers tid siden blev hun syg, havde tynd mave og sort afføring, hvilket normalt betyder, at der er blod i denne. Denne morgen ville hun ikke spise og havde spist helt normalt aftenen før, så jeg tog Yadira og hunden ind til dyrlæge Claudio igen.

Denne gang var vi heldige med hensyn til tiden; vi var der på slaget 9, det var han også, og vi var de første…. Normalt hos Claudio venter man i timevis, men der holdt heldet så også op! Han lavede en ultralydsscanning af maven og fandt en tumor i milten større en milten selv. Der var gået metastaser ud i leveren og også i lungerne, mente han. Han kunne ikke forstå, at hunden overhovedet var levende, så inficeret hun var af kræft, og naturligvis var der ingen vej uden om at aflive.

Som I ved, afliver jeg praktisk taget alle dyr herhjemme, både mine og de andre, og jeg spurgte, om jeg kunne tage hende med hjem, nusse om hende og få hende aflivet dagen efter i sine vante omgivelser. Han sagde “Lise, det er ikke nogen god ide. Hun kan dø under store smerter om en time, eller seks eller i morgen, og jeg ved, at du helst vil gøre det derhjemme, men det er bedre, at vi gør det her og nu.” Jeg var så ked, så ked, men hun var rolig, og han blev nødt til at give den dødelige dosis direkte i hjertet, fordi han ikke kunne finde en åre. DET hader jeg! Jeg har selv aflivet en hund på denne maner for 11 år siden, og den ville bare ikke dø. Jeg måtte give den tre gange normal dosis, og jeg lovede mig selv, at DET ville jeg aldrig, aldrig gøre selv mere. Nuvel, Cindy var rolig på bordet, jeg nussede hende, mens hun fik den første sprøjte, og så var hun væk. Derefter fik hun nr. to, og det hele var forbi på få minutter. Jeg tudede som et helt vandfald, Claudio prøvede at trøste, og han havde også våde øjne – han har været hendes dyrlæge i 10 år.

Vi ringede så til Marito og bad om, at han skulle lave hendes grav samme sted, som de andre ligger. Det er sådan en lille hunde-/dyrekirkegård, vi har – der ligger alt fra hunde til slanger. Han var syg, men hans far kom og lavede hullet. På hjemvejen spekulerede jeg som bare pokker på, hvordan jeg skulle få det sagt til min mand Uwe. Yadira og jeg besluttede, at vi ville gå ind til ham begge to og fortælle de triste nyheder. Han blev så ked og lå faktisk og græd i flere timer. Intet hjalp – ikke engang en heftig drink… det plejer ellers at hjælpe!

Af de 13 hunde og 4 katte, vi kom herud med for 11 år siden, har vi nu kun to tilbage, Chasqui, som er Cindys bror, og den lille gadehund Sissi. Og af en eller anden grund vidste de, at her er der noget “anderledes”. De snusede og snusede på mig, tøj, arme, hænder etc. – jeg ved ikke, om hunde der dør, afgiver en “duft”, som andre dyr opfatter? Uanset hvad, denne gang tog det hårdt på mig, nok fordi hun egentlig var normal, spiste ok, (med pynt ganske vist!), var vagtsom, ja, i det hele taget normal, klagede sig ikke etc. Jeg tror, at det at blive “taget på sengen”, at det hele gik for stærkt gjorde, at jeg nærmest fik en mindre depression, som jeg så småt er ved at komme mig over. Chasqui savner sin søster og legekammerat, han tulrer sådan lidt rundt og keder sig. Var det ikke, fordi han er kropumulig med andre hunde, ville jeg tage nogle af dem fra rehabben – specielt de små hvalpe – her over i huset, men han er simpelthen så aggressiv over for andre hunde, at det ikke kan lade sig gøre. Han ville helt sikkert slå dem ihjel, og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Det var så det helt triste. Nu kommer vi til det “mellem-triste” og det er, at folk ringer og regerer om tæver – enten gravide (så gravide at man ikke bør abortere hvalpene, fordi de er “færdige”) eller tæver med hvalpe, hvor alle er sat på gaden. Jeg har her to tævehvalpe på ca. tre måneder. Vi har døbt dem Fifi og Fiona, og Marito hentede dem i en sæk ved vejkanten. Han kørte forbi og så en sæk, der bevægede sig… standsede og åbnede den, og der var der to små størrelser, der bare hylede af angst! Han tog dem med hjem, og nu er de her. De løber frit rundt på området – min dejlige, unge Nille (opkaldt efter en kær veninde, Pernille i Danmark) er reservemor, og hun viser, hvordan man leger med pinde, blade etc., og er de frække, så vanker der et lille bid i nakken. Disse to tager jeg til kastration i næste uge, for nu er de gamle nok. Derefter skal de vaccineres og sættes til adoption, så jeg har plads til alle de andre. Jeg ville gerne beholde Fifi – hun er en “ruhåret hønsehund” i lille format – men det går ikke, desværre. Jeg kan jo ikke beholde dem alle sammen, selv om jeg gerne ville…

Med hensyn til hvalpe har jeg haft et værre hik-hak med dem fra damen Marcha i San Antioni. Hendes mand er TOTALT imod hendes hjælp til gadedyrene. Hun tog en gravid tæve til sig, og den fik sine hvalpe, som hun havde held til at få afsat. Jeg tror, det var tre eller fire. Ergo var der moderen og tre tævehvalpe tilbage. Hun havde dem i et hundehus, MEN tæven gik jo frit rundt og har åbenbart tiltusket sig en ordentlig omgang lopper, som hvalpene naturligvis også fik. De små havde en hel kappe af lopper, de kløede sig så meget, at de fik sår over det hele, og da de så sådan ud, ville ingen tage dem. Hun meddelte mig en morgen kl. 7, at hvis jeg ikke hentede hvalpene inden kl. 12, ville hendes mand sætte dem på gaden et eller andet sted!
Ja, det er jo noget af et ultimatum, så Marito hentede dem. I mellemtiden fik jeg fat i Damaris, og hendes gartner sagde, at hans mor kunne tage dem. Ok, Marito og jeg tog hen til hende, og jeg tænkte, det her går sgu aldrig godt. Hun bor lige op ad den befærdede landevej, Puriscal/San Jose og under forhold, man kan betragte som slum. Vægge af blik og gulvet er jord! Ok, hun fik foder, og alt det der skal til, hvalpene løb rundt og var bange for det nye, hvilket er normalt. MEN efter fem dage ringede hun fuldstændig ude af den, for hvalpene sov om dagen og legede om natten, så hun kunne ikke sove og var på sammenbruddets rand. Nå, hun bad mig så mindeligt om, at jeg skulle komme og hente dem, hvilket jeg gjorde, så nu er de også her og futter rundt med de andre to. Nille har sit hyr med at passe alle fem og sørge for, at de bliver på området og ikke stikker af. Jeg kigger på dem fra køkkenvinduet og får et godt grin flere gange om dagen. De kan ikke gå eller løbe almindeligt, kun hoppe, og et lille rask slagsmål er jo ikke af vejen. Efter aftensmaden kl. ca. 17 bliver de to lukket ind i et hundehus, og de tre små i en mega transport-kasse, som WSPA donerede for år tilbage.

Apropos hvalpe har jeg jo Prada og Pinky sammen med Willy bag ved gæstehuset. Kun Laura og jeg kan røre dem, for de har en indgroet angst for mennesker, fordi de blev kyst væk af gud og hvermand, da de var små. Nu er de omkring et halvt år, og ved I hvad? JEG skal sgu ikke “kaste med sten” og belære folk om vigtigheden af kastration! Jeg må gribe i egen barm (ikke fordi der er meget at gribe i – jeg er nærmest hulbrystet… Ok, med lidt god vilje og en meget, meget lille hånd..) og indrømme, at jeg simpelthen har glemt, at de ikke er kastrerede. Alle dyr her er neutraliseret, både hanner og hunner, bortset fra de fem små, og det morsomme er, at hverken Yadira og Marito, ej heller Laura og Maria, har tænkt over det. Ikke fordi de skal klandres for det, for det er mig, der står for “biksen”, så det er min skyld helt alene.
Well, de befinder sig hos dyrlæge Laura i øjeblikket, blev opereret for to dage siden, men jeg ville gerne, at hun og hendes assistent kunne “give dem en hånd” og få dem til at forstå, at ikke alle mennesker er af samme slags. Lauras assistent, som passer dyrene på klinikken, har en rigtig god hånd, en hun næsten blev bidt i af Pinky, som ikke ville ud af buret, da hun skulle opereres.

Hos Laura befinder der sig også moderen til de tre små hvalpe. Hende hentede Marito i går, da manden igen, igen havde stillet et ultimatum: Hvis ikke vi hentede hende, ville han sætte hende på gaden i Puriscal, fordi der, sagde han til konen, havde han set, at der stod vand og foder rundt omkring… Og det er rigtigt, det er blandt andet jer fra Dyrenes SOS, som “fodrer” de dyr, der er på gaden, og Natalia og andre, naboer etc. hjælper også med det, de kan. Godt, nu er hun så der, og jeg skal finde en løsning i løbet af et par dage, for tilbage til familien kan hun ikke komme. I tror, det er løgn, men et eller andet sted forstår jeg manden. Han er simpelthen træt af at skulle sprøjte området for lopper, der er så mange, at de også er INDE i huset, hvor der ingen hunde er. Så der taler vi virkelig om et angreb, og selv Marito sagde i går “Lisa, jeg stod i græsset i fem sekunder og var fyldt til knæet af de små bæster.” Nå, manden fik fat i en professionel skadedyrsbekæmper, som kom i går, og nu har de vel lidt fred der på det område.

Konen er virkelig en sød person, holder meget af dyr, men ved ikke, hvordan de skal passes bortset fra mad og gåture og kærlighed. Hun spurgte mig i går, om jeg eventuelt kunne skænke hende noget ormemiddel til de fem hunde, hun har, hvilket jeg kunne. Jeg spurgte hende om, hvor mange piller hun skulle bruge – dem jeg har, er til fem kg, og vejer dyret mere, ja så skal der gives ifølge vægt. Hun bad om to, ja måske kun én til en hund, jeg har set og talt med, Paco. Han vejer noget i retningen af 40 kg. og hun ville give til en, der vejer fem kg! Hun sagde, at hun ikke er særlig god til at regne, og jeg sagde, nej det skal jeg love for, så jeg sendte Marito af sted med alle pillerne og sagde, at han skulle fortælle hende, hvor meget hver hund skulle have. Samtidig fortalte hun, at nu havde hun for første gang badet tæven, som vi hentede, med et loppemiddel. HVAD sagde jeg, det er da det første, du gør, når en hund har lopper, ellers er det da ligegyldigt med sprøjtemiddel. Lopperne sidder på hunden og hopper af og på, ligesom en bus, og så kan man sprøjte alt det, man vil… Nå, resultatet af alt det her er, at hun næppe vil kunne blive adoptionsfamilie i fremtiden, desværre, for hun er god ved dyrene men lidt for uorganiseret, eller måske mangler hun bare lidt forstand, hvem ved.

Ok, hun er en blandt mange uoplyste, og i aftes satte jeg mig ned og lavede en lille, dvs. én side information, omkring de mest almindelige ting, som man kan gøre for at holde dyrene sunde og raske, tykke og fede. Inden da havde jeg kontaktet de fire dyrlæger, vi har her i området og bedt om ok til at oplyse deres telefonnumre på denne side. De ved alle, at ca. 3000 personer har mit telefonnummer og ringer til mig før en dyrlæge, dels fordi de ikke har nummeret, dels fordi de ved, at jeg jo ikke tager penge for mit arbejde. Nuvel, på denne side har jeg beskrevet det, jeg mener, de bør vide. For eksempel at med det formål at få hundefoderet til at række lidt længere kan man købe “jarette”, okseben med marv som koges med yuca og ris. Denne suppe blandes med foder og én gang om ugen iblandes et råt æg uden skal (der sidder mange bakterier i skallen). Denne blanding har proteiner og kulhydrater og er ekstremt billigt og noget man kan gøre, hvis man har nogle få dyr – ikke som jeg med lidt over 30. Det ville blive dyrere på grund af elforbrug i forhold til færdigt foder plus arbejdet. Jeg fortæller om ormemiddel, hvor ofte det skal gives, vaccinationer, to multiple er egentligt ok. Jeg fortæller om vigtigheden af, at hvis dyret er sygt, skal der en dyrlæge til og ikke vente og tro at det nok går over af sig selv. Så er der en liste med navne, adresser og telefonnumre på de 4 dyrlæger, og til slut løfter mor her pegefingeren og siger “glem aldrig at hjælpe din næste, og det inkluderer dyrene, som er sat på gaden. Hjælp dem med foder og tag dem til kastration – der hjælper vi”.
Denne skrivelse vil vi give til alle, der kommer med deres dyr til kastration – det er immervæk en del. Man kunne også forestille sig, at vi udgiver på diverse skoler eller stiller os op, hvor folk alligevel står og keder sig, når de venter på bussen… der er mange muligheder.

Apropos kastrationer så var den 6. august 2011 en god dag for dyrene og deres familier hos indianerne i Quitirisi. Hele 80 dyr blev kastreret, de fleste tæver, men også en del katte plus seks hanhunde. Prisen var sat til 5.000 Colones – ca. 50 kr. – de fleste betalte uden at kny og syntes sågar, det var billigt! WOW, siger jeg bare, jeg betalte dyrlægen ca. 1.700 kr. udover det, vi tog ind, fordi vi giver rabat til dem, der kommer med flere end to, og dem var der en del af. Ydermere tager han 60 kr., så der var 800 kr. jo allerede røget i svinget.
En virkelig succes må man sige, specielt i det område hvor pengene er små. Lokalet var den nye sportshal, givet af kommunen – den var blevet rengjort af fire granvoksne mænd, medlemmer af deres “udviklings-gruppe”. En sportshal er jo stor, selv i lille Costa Rica, noget med syv-otte meter til loftet, inden taget – staalkonstruktion med cementplader, og midt i det hele ser jeg, at der er noget ballade; en kat var stukket af i pure angst, da dyrlægens assistenter tog den ud af buret. Man prøvede at fange den, men den var for hurtig og tog turen op ad stålkonstruktionen. Inden da havde jeg skreget “luk døren, luk døren,” men katten satte sig helt oppe omkring de otte meter og overvejede at springe ned! Jeg bad en stille bøn om ”….for katten… gør det ikke,” men bøn eller ej, en indianergut, af god kaliber må man sige, tog sgu turen op af muren. Hvordan ved jeg ikke, men han greb sig fast her og der, og mutter her var i gang med endnu en bøn – bare han ikke falder ned! Jesus, det så godt nok vildt ud, men han fik fat i katten – den turde ikke hoppe ned, men han havde en sæk i sit bælte. Med én hånd holdt han sig fast, med den anden fik han den lille i sækken og praktisk talt hoppede ned! Vi alle stod med åben mund og polypper, indtil han var ok nede med katten, og alle gik amok i en “klappe-vals”….He made our day.. og kattens! Dagens HELT…. simpelthen!

Nå, her til slut vil jeg lige fortælle, at jeg har afleveret en skrivelse til Dyrenes SOS omkring udgifter i juli måned, sådan at I kan se, hvad jeres donationer går til. Regnskabet er ikke vildt specificeret, det har jeg ikke tid til, men sådan i store træk – lige ud ad landevejen. Juli var lidt skrap såvel pengemæssigt som alt muligt andet. Min mand er på vej ned ad bakke, men det er at forvente. Det er nemmere at sige, hvad han kan, i forhold til, hvad han ikke kan! Altså, det han kan selv er at spise en klapsammen-mad og holde om et glas og nogle gange drikke selv. Det er faktisk alt, og der er kun at væbne sig med tålmodighed og kærlighed og håbe på det bedste. That’s it….

Alt for denne gang. Uwe sover dybt, dyrene er rolige, og Marito og hans bror er i gang med at afvaske vores brønd. Et rotte-lignende dyr er faldet ned i den og blevet “opløst” (fermenteret), og vandet simpelthen STINKER – lugter af prut og de må tage al vandet ud i hvert fald to gange (vi taler om tusindevis af liter). De vasker med stive børster og klor… ja, sådan er det også at bo her på herrens mark. Er der ikke det ene, ja så er der det andet…

Nejjj, lige nu kigger jeg ud ad vinduet her på kontoret og ser for første gang i 11 år et egern inde i haven et par meter fra mig. En smuk lille fyr… og i går, sad en af falkene på stuedøren ud til terrassen og skreg…”kan man måske få noget at spise her?” Godt den tog turen UD – inde i et hus er det umuligt at få fanget en. De har barberblads-kløer og et bid, der siger spar to til alt, og gad vide, hvad de har af bakterier i mund og klør?

Ha’ det dejligt alle sammen, nyd jeres sommer, og jeg melder mig igen om en måneds tid med lidt nyt herfra.

Knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Såh, nu har vi overstået to kastrations-runder, den ene i slumkvarteret, sponsoreret af jer.

Denne var lidt anderledes end normalt, idet jeg drog afsted med præsten, Laura, Eugenia og “iført” foder samt masser af ormemiddel til de dyr der skulle opereres lørdag den 25. juni 2011. Dette skete torsdagen før og vi gav ormemidler til en 60-65 dyr, deriblandt også hvalpe og hanner der ikke skulle opereres men som godt “kunne tåle” en ormekur!! Præsten havde en liste med 10 “forkølede” navne, så derfor sagde jeg, at det var bedre han gik med og vi skulle se at få listen noget længere. Det fik vi også, vi gik fra dør til dør, fortalte om vigtigheden af kastration og det var en donation fra jer, der kunne gøre det gratis for alle hundyr, for alle andre havde vi sat en pris på 4000.00 colones som svarer til ca. 40.00 DKK. Denne gang havde vi ikke lavet en kampagne som vi gør normalt med ophæng etc. for det sted der var til rådighed, var faktisk under al kritik men hvad skal vi gøre, når der ikke er noget bedre??? Faktisk var det i “kirken” dvs, et rum med jordgulv som blev fejet og givet noget vand på, så støv ikke kunne komme ind i operations-sårene, med infektion til følge.

Well, på selve dagen kom der 40 tæver og hunkatte, den jeg helst ville have set, var den “dumme dame” som tror at et ormemiddel gør at en hund ikke bliver gravid. Laura og Eugenia gik med Præsten hen til hende men hun gemte sig, kom ikke ud da de kaldte på hende. Nuvel, hun er virkelig en hård nød at knække men jeg vil gå så vidt at indgive en klage, hvis hun ikke forbedrer hendes to tævers forhold og det sagde jeg til hende. Jeg vil give dyrene en chance og se om hun er villig til at give mig den ene, således at jeg kan få den op at stå og har hun ikke forbedret forholdene, så giver jeg den til en anden eller beholder den selv, ikke at jeg ønsker det men som jeg sagde til hende, “denne måde den hund står på, er under al, al kritik” , jeg kom med forslag som hendes datter og søn var enige i, men ikke hende!! Damen er HADET af alle, hun er virkelig også umulig, men jeg er sku ligeglad, hun får det råt for usødet og jeg vil endda gå såvidt, at få sundhedsministeriet med i billedet men jeg vil lige prøve “med et gode først” og se, om jeg kan komme ind til hende, ellers falder “Fars hammer”, håber jeg kan nå det, inden hundene dør…

På selve dagen var jeg der ikke, ikke fordi jeg ikke ville men jeg tog til vet. Claudio med min grå Shæfertæve, Cindy, fordi hun var simpelthen så dårlig, ville have taget hende om fredagen, men der må vores bil ikke cirkulere i San Jose, det kender I ikke i DK, men i disse lande er der een dag om ugen, hvor biler med en nummerplade, der ender på et nummer, feks. 5 (fredag) bliver stoppet. og det koster en formue, hvis man alligevel tager chancen!!! Dette tiltag fra regeringens side er dels at der er for mange biler og for at trafikken ikke stopper, men at der er et vist flow, OG at forurening mindskes.

Mht. Cindy, havde jeg allerede haft vet. Laura til at kigge på hende om torsdagen, hunden havde et forben der var noget i retningen af 2-3 gange så hævet som det andet , hun kunne ikke støtte på benet og klagede sig. Hos vet. Claudio viste det sig at hele benet var fyldt med betændelse, han lavede blodprøver etc. checkede for erhligia, men kitten viste negativ, han var rådvild, men mente, på bagrund af blodprøven, at det alligevel var erhligia og nu får hun så doxiciclina og skal have det i 30 dage, forhøjet dosis og i længere tid. Cindy, ligesom sin mor, Svea, lider af pfenfigo vulgaris, en autoimmun-sygdom og derfor er hun på “vedligeholdelses-kur” med prednisolona 3 gange om ugen og jeg lagde mærke til, at de gange jeg gav hende medicinen, blev hun lidt mere aktiv så jeg ringede til vet. Claudio, for at høre om jeg ikke skulle give det hver dag?? Jeg har ikke kunnet få fat på ham så jeg tog beslutningen selv, og giver hende hver dag 40 mg, i et stykke tid og det viser sig, at hun går bedre og er mere rolig plus at hun har fået mere appetit, det gør prednisolonen også, øger appetitten og virker som anti-inflamatorio. Cindy og hendes bror Chasqui, blev 10 år den 29. marts dette år og jeg ved at tiden nærmer sig, men lad os nu se, hvorvidt medicinen virker…..

Lørdagen efter, den 02. jul 2011, havde vi kastration i en by i nærheden, Guayabo, med en stor propaganda MEN der blev gjort “regning uden vært” for der skete det, at hele byen var uden vand og det fra fredag formiddag!!! Folk i Costa Rica er utroligt fixerede på bad og renlighed, en kvinde vil ikke drømme om, at gå til det lille supermarked for at købe en liter mælk, UDEN at bade og lægge make-up og da slet ikke til en kastration, hvor der kommer mange folk og dem man kender!!! AAAH,AAAH…Nåh, immervæk, kom der 48 dyr, altid noget, men jeg havde regnet med en 60-65 som egentligt er normalt der. Ok, under forudsætning af, at folk har fået mulighed for bad etc. så har de en chance hos indianerne i Quitirisi, hvor jeg påtænker en runde i slutningen af måneden, dyrlægen er booket, men jeg mangler stedet og nogle kontakter til dem, jeg før i tiden har arrangeret med, Allan, en utrolig aktiv mand , måske FOR aktiv, (hvis I ved hvad jeg mener??)for ham og konen ligger i skilsmisse, pga. noget utroskab, enten den ene eller den anden eller begge!! Indianerne er noget bedre kørende end før, da jeg slog mine triller hos dem, de fleste har arbejde og dermed penge til at betale de 6000.00 colones som dyrlægen tager, kommer de med flere end 2, giver vi rabat, en god rabat, that is, 6 dyr koster feks. ca. 250.00 DKK og det må jo siges at være billigt, forskellen bliver betalt af donationer, enten fra jer, eller fra SASY…

Min ide med at lave små kastrationsrunder, med en 10-15 dyr, med lokale dyrlæger, dutter ikke!!! Arbejdet før er det samme, under og efter nemmere, MEN, jeg kan ikke hitte en dyrlæge der kan tage disse timer ud ad kalenderen så nu gør jeg noget andet, vi gør det mere individuelt men til en billigere pris, dvs. folk betaler det de normalt betaler til de massive runder og dyrlægen tager mindre fra os, end hvis en hvilken som helst person, kommer og vil have sin hund eller kat kastreret. Dette bliver aftalt med mig først og dyrlægen skal kontakte mig og høre om jeg er indforstået, dette for at folk ikke tager “rupetten” på mig og bare siger, “jamen, jeg har talt med Lisa”, hvis det ikke er sandt og jeg hjælper KUN dem, der hjælper dyrene, sådan er det, men naturligvis, er der folk der prøver lykken og ikke betaler det, dyrlægen normalt tager.

Jeg har altid haft et godt forhold til de få dyrlæger i området, men jeg har fået et ekstremt godt forhold til Vet. Laura i Puriscal. hende og jeg er “pot og pande , det hænger nok sammen med at hun har arbejdet som dyrlæge i vores store shelter i Heredia og derfor ved, hvad arbejdet og respekten for gadedyrene betyder, også dem der kommer og simpelthen ikke har penge til hverken kastration eller penge til medicin etc. Vet. Laura og jeg er 100 pct. enige i praktisk taget alt der har med dyrene at gøre, også en evt. aflivning som vi taler om, hvis det har noget at gøre med en hund eller kat, jeg er involveret i. Hun hjælper også med at tage “mine hvalpe”, I kan sikkert huske jeg hentede en tæve, Canela, med 7 hvalpe, hvoraf 2 døde pga. ormeforgiftning. Det er måske det eneste punkt, hvor vet. Laura og jeg ikke er enige, men vet. Claudio og jeg er, hun bruger ikke gerne antibiotika til hvalpe, hvor vet. Claudio og jeg, er af en hel anden opfattelse, ligeså små de er, giver han antibiotika og det gør jeg også og var det blevet gjort, havde de to små nok været blandt os i dag, men ok, enhver har sine kriterier.

Nåh, men hvorom alting er, så tager hun “mine hvalpe” og har haft held til at få afsat de 4 hanner til gode familier og nu mangler vi lige den lille tæve, som jeg vil høre hende om senere i dag. Vet. Laura, er meget “human” i sin behandling af mig, hun ved hvad det koster både i penge, men også psykisk at have så meget med dyr at gøre, for folk ringer jo ikke for at sige at dyrene har det godt!!!, de ringer når der er problemer der skal løses, feks, mangel af penge til at fodre dyrene, syge dyr etc. Forleden aften ringede en kone, Sugey, til mig, fortalte at hendes lille malteser-type-tæve havde bidt i en giftig frø og var fyldt med skum omkring munden. Jeg sagde at hun skulle vaske munden med hovedet nedad så hunden ikke auto-infektionerer sig med giften og derefter komme med hunden til mig så jeg kunne give den antidot- atropina i dette tilfælde. DET kunne hun ikke, var alene og hvem skulle passe børnene og hvem skulle bringe hende hertil???. Jeg sagde ”Find på noget og kom..” en nabo kan passe børnene og du kan finde een med en bil, ellers dør hunden!! Det var ca. ved 1800 tiden og hum kom også, men kl. ca. 2000 tiden, hun havde IKKE gjort som jeg sagde, havde tørret skummet af UDEN for munden fordi “hun ikke kunne lide” det med at vaske i munden…OK, hun kom med den lille, den var gået i konvultion, krampe, jeg vaskede munden men kunne se, at her var det for sent, gav den atropin og bortset fra at hjertet hamrede vildt, så blev den lidt mere rolig og jeg sagde, havde du gjort som jeg sagde, havde den haft en chance men jeg tror ikke den overlever og det gjorde den så altså heller ikke, giften havde haft for lang tid til at virke, gået på nervesystemet og så hjælper atropin ikke længere. Well, synd for den lille, det var virkelig en sød lille størrelse men forhåbentlig en “lærestreg” for familien, forgiftninger af enhver art, er HER OG NU, ikke noget med “at det går nok over af sig selv” og så iøvrigt gøre det der skal til, jeg mener, hvorfor ringe og bekymre mig, når de alligevel ikke gør det, der skal til???

I øjeblikket, betaler I, for en Guds benådelse af tæver med hvalpe, det er omring 30 hvalpe, to tæver med 7 hvalpe, een med 9, plus det “løse” 3 her og 4 der og jeg er ganske enkelt ved at “opgive ævred”, men uanset det, dyrene skal jo hjælpes. MEN de bliver hos dem, der ringer og vil give en hjælpende hånd, jeg, dvs. I, hjælper med foder, mælk, kalk etc., og når de små er store nok, så bliver de opereret. Ind-i mellem bliver jeg altså virkelig nedtrykt over, hvordan nogle behandler deres dyr… Tæven med 9, “bor” i en nedlagt grisestald, hvor folket har forladt hende gravid, de er flyttet og lod hende tilbage….hvis det ikke er noget svineri, jah så ved jeg ikke hvad det er!! Det er jo fint og godt at en nabo tager sig af dyrene mht. fodring, MEN de små skal jo socialiseres ellers nytter det hele ikke noget, de ser mennesker for lidt, bliver angste og er ikke til at komme i nærheden af, og hvem vil have en hund der opfører sig sådan??? De to små jeg har sammen med “save Willy” bag ved gæstehuset, opvoksede sådan, de er begge ok med mig, MEN ikke med nogen anden og det dutter jo ikke for det betyder, at jeg blive nødt til at adoptere dem så de da i det mindste har nogen kontakt med mennesker som de “tror på” og har tillid til og resultatet vil blive, at jeg har en Guds benådelse af hunde, der ikke er adopterbare og selvom jeg kan tilbyde et rigtigt hundeliv i flok, så mangler der den personlige attention, som enhver hund har brug for, DET, ikke bare at være een af mange!!

Det er i øvrigt eet af mine problemer, når jeg går over til hundene, de er fuldstændig tumpede, alle vil føle “sig taget af” med resultatet, at jeg er totalt overkradset af negle fordi de alle “vil kysses”. Hunde går efter munden, både blandt dem selv, men også blandt os mennesker, sødt nok, pure kærlighed, og venlighed, det er det de vil, men jeg ser altså ud derefter. Nuvel, jeg har fundet en løsning og det er, at jeg har købt nogle armbind som taxi-chaufførerne bruger på venstre arm for ikke at blive forbrændt af solen, den er hjemme, tænkte jeg, nul negle på armene men hvad sker der så, hånd og fingre går de efter, jeg prøver med “signaler”, og det går da fint i et par minutter, men så er det bal forbi og de starter forfra. At lære en hund ikke at springe op, er egentligt ikke så svært med signal og godbidder, men med en flok???

Nåh, der er vel en løsning på alt, i een eller anden form og nu står problematikken på hvalpene, men folk holder ikke op med at ringe og eet eller andet skal jeg jo gøre for at hjælpe de små og heldigvis, har jeg en økonomisk støtte fra jer, for uden, kunne jeg INTET gøre, så mange TAK for det.

Kan I huske den lille tæve jeg hentede på skolen og som var blevet afsat på en øde mark i en kasse, hvor hun var i en 3 dage inden hun forstod, at hun ikke behøvede at blive der længere eftersom hun ikke ville blive hentet og begyndte af søge føde. Jeg kaldte hende CHACHA og satte hende i dogrun med BETSY;NICK;PINTA OG SALLY hvor hun i starten var ked af det, men da hun fik lidt “fodfæste” ved hjælp af BETSY, som beskyttede hende mod de andre. Jah, så overtog hun biksen og begyndte at lege med de andre, altså “hendes” lege der gik ud på at bide de andre og være fræk!!! Hun er helt, helt sikkert en familiehund der er vant til at bo med en sådan, hun kendte til at køre i bil etc. og jeg sagde til Marito ”Vi tager hende op på skolen og ser om hun ikke tilhører een eller anden og bare er blevet væk under een eller anden form” OK, vi dampede af, fik fat i skoleinspektøren, fremviste hunden, men der var ikke “bid”, een lille pige mente at det var hendes “FIFI”, men hunden responderede ikke på navnet, Jeg tog “FIFI” og gav hende i armene på pigen og det eneste hunden ville, var at slippe væk!!! Ergo, det var ikke FIFI.

Det glædelige er, at CHACHA blev adopteret af min tandlæges assistent, de er superlykkelige for hende og hun for dem, så her (indtil videre) er der fryd og gammen i det lille hjem. De har omdøbt hende til SASY ISABELA, egentligt lidt morsomt eftersom vi jo har en fundation der hedder SASY, Stop Animal Suffering, Yes…og fra denne får jeg jo også donationer men kun til kastration, det ved familien ikke noget om, altså navnet, så derfor er det lidt morsomt at de har givet hende det navn.

Kan I huske, at vi hentede en påkørt tæve, hvor familien hele tiden satte hende på gaden og resultatet var, at hunden igen blev påkørt, på “vej hjem” og måtte en tur på hospitalet hos vet. Laura. Laura måtte lægge tæven i anestesi for at fjerne orme/mider i hele munden, hunden havde halvdelen af hovedet hævet, dels pga. ormene og dels pga. påkørslen og hun skulle fodres via sprøjte. Min veninde, Laura, som hjælper med kastrationer, tog hende og nu har ANITA, et dejligt hundeliv, hun har ikke forsøgt at finde tilbage til sin gamle familie, hun elsker to ting, Lauras lille to-årige pige, Sharon (som jeg er gudmor til) og min gamle Toyota Landcruiser fra 1985 fordi, kommer den forbi, vanker der godbidder!!! Det var hun hurtig til at finde ud ad, og får hun ikke en, så forfølger hun bilen så nu bliver Laura nødt til at binde hende, når vi kører ud, slippe hende og så er der godbidder i farvandet, når vi kommer tilbage…

Jah, når det lykkes, er jeg bare så glad, men ikke alt “lykkes i en gasovn” og så bliver jeg trist, MEN jeg klør på og løser problemerne som de kommer, så nu må vi se, hvad jeg stiller op med alle de hvalpe. Min franske veninde, Patricia, “sidder” på en 40 stykker, en anden veninde på flere og der bliver lavet adoptions-runder men ingen kommer, sidste gang var Patricia så trist, så trist, for af de 20 hun havde med, blev ikke EEN givet væk men som jeg siger, vi har jo alle fortalt folk, at det er bedre at have een eller to i god stand end 5 der ikke er det, så det kan vel betragtes som “ris til egen røv”!!!!

Jah, det var vist alt for i dag, kan I alle have en dejlig juli måned, med sol og strand, hygge ved grillen og den slags man gør i DK om sommeren, jeg savner det ind i mellem, men ikke så meget at jeg vil bytte….ahhh, det skulle lige være de lange lyse nætter, her slukker vor Herre lampen kl. ca. 1800 og så er det bal forbi!!!

Et stort hundeknus herfra…
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som I ved, har jeg altid travlt, men den sidste måned har næsten taget “livet” af mig…. kors, hvor jeg er blevet bombarderet med opkald, nogle gange op til 15 forskellige pr. dag og noget med at skulle tage stilling til alt muligt, hjælpe folk med foder til deres dyr etc. Jeg ved ikke hvorfor det er så vildt i øjeblikket, fra May i Belize, ved jeg, at hun også har travlt. Jeg skrev til hende om et råd om, hvorvidt jeg evt. skulle aflive en af mine hunde i re-habben og hun gav sit besyv med, fint, sådan kan vi hjælpe hinanden med råd og dåd.

Jah, jeg ved snart ikke hvor at begynde og ende… men måske med dette, at jeg er blevet bidt af TITO, ham og hans bror jeg “fik”, anbefalet af vet. Claudio, fordi han mente jeg var den eneste der kunne få disse to hanner, i sin tid, 4-5 mdr. gamle, sådan nogenlunde normale. Dem der har fulgt siden vil vide, at disse to hanner opvoksede i et forladt hus, kun med en kone der ind i mellem gav dem noget mad. De var derfor vilde og en kollega fik nys om deres eksistens, fik dem fanget sammen med nogle søstre og de blev fragtet til vet. Claudio.

Tæverne var SÅ angste at de aldrig nogensinde ville blive andet end vilde og vet. Claudio mente at det ville være bedst for dem, at han aflivede!! Han måtte bruge ekstra anæstesi til dette, men mente at TITO og LUCAS ville have en chance her hos mig!!! De kom, de var bange, men for så vidt ok, jeg begik den fejl at binde dem, således at de havde kropkontakt og det var en kæmpe brøler, de blev indviklede i hinanden og jeg måtte slippe en, TITO, der var mest tam. Han gik så på området i næsten et år og der var INGEN mulighed for at fange ham. Jeg prøvede med nogle sovepiller og måtte give 3 gange dosis og ikke en skid skete der med hunden, han sov men var man en halv meter fra ham, vågnede han og strøg af sted. Nuvel, det er vel en 4 års tid siden og for et par år siden, lykkedes det Marito at få ham ind til flokken i re-habben og der blev han flokleder. Det har han det super med, de andre også, problemet er, at han angriber mennesker bagfra, hvis han mener at “her er der noget der skal beskyttes” og det var derfor han bed mig for en 3 ugers tid siden.

Sagen var den, at jeg hørte en hund hyle og skrige og løb over i re-habben, hvor jeg så, at der var hele 5 tæver ovenpå en lille tæve, NELA, og de ville bare ikke holde op med at bide hende selvom hun for længst havde overgivet sig og hun skreg og skreg. Alt og alle var vildt oprevne, også jeg, men fik dog separeret den værste i første omgang. MEN så kom TITO og satte et par hugtænder på ca. 2 cm i mit venstre ben, lige ind til knoglen. Det gjorde ondt, men jeg blev ved med at separere og så kom han igen, denne gang lidt højere oppe. Men nu kom Maria mig til hjælp med en kost og hylede “Lisa, TITO er bag dig, TITO er ved siden etc. og resultatet af det hele blev 7 store hugtænder-bid i benet, et i numsen – ca. 1 cm. fra skede og anum, tænk, hvis han havde kommet tættere på!!!

Nåh, de 5 var nu i hvert deres bur og jeg kunne kigge lidt på “skaderne”… hundene var ok, også NELA, der gik i gang med at slikke sår, men jeg havde en oprevet kjole og et vildt blødende ben, jeg vaskede det værste blod af for at se, hvor der skulle behandles og Maria gik i krig med en spray, Neobol som man holder ganske tæt på såret og som “puster” medicinen ind i hullet…. DET gør så skide ondt, faktisk mere end biddene, så jeg hoppede og dansede til den store guldmedalje, hullet i rumpen var værst og som hun sagde bagefter “Lisa, nu synes jeg, at jeg kender dig bedre”!!!!

Hun foreslog jeg skulle på hospital, men jeg ringede til vores læge og fortalte hvad der var sket, sagde at jeg havde tetanus, givet for 4 år siden (den holder 10 år), var på antibiotika for noget lungevrøvl og en deposit-anti-inflamatorio, pga. noget rygproblem fordi jeg render og slæber rundt på min gode husbond, der vejer en 95 kg og som jeg sagde… Hvad vil de gøre som ikke allerede er “i vej”… “Intet”, sagde han, så jeg lod det ligge og tænkte ikke mere over det. Dette skete en fredag aften, og da jeg – søndag morgen – ville stå ud ad sengen, kunne jeg ikke bevæge mig, benene ville ikke respondere og jeg sagde til min mand Uwe, “denne her er sku hjemme, du ligger invalid og nu også jeg”. Jeg ved ikke hvordan jeg fik mig slæbt ud i køkkenet, men der tænkte jeg lidt over det hele og ringede til hospitalet for at høre hvad de mente. De mente at jeg skulle komme med det samme så jeg vækkede hele bundtet, der kl. 3 om natten, først Yadira, til at befragte mig, hun kom med Maria som min ledsager, Marito til at passe Uwe og så tog vi af sted.

På hospitalet blev jeg så undersøgt og fik nogle indsprøjtninger, anti-inflamatorio og noget til smerten, og så tog vi hjem igen idet jeg ikke havde ødemer og derfor ikke behøvede at blive. Nu er sårene ved at læges, de er dybe og det tager tid, MEN mit problem er, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med TITO, jeg ved at dette kan ske igen, det er nu 2. gang og jeg VED at jeg vil blive bidt igen, hvis jeg “mænger” mig i et slagsmål mellem hundene og TITO er uden skyld, han beskytter bare sin flok mod “mig den onde” som kommer ind og forstyrrer hans cirkler og derfor skal bides “så jeg går min vej”!!! Jeg har spurgt mine kolleger om, hvad de ville gøre i denne situation og de fleste, meget imod deres vilje, mene at det bedste er at jeg afliver ham, vi ved jo ikke hvad der sker næste gang, falder jeg, kan han vansire mit ansigt og krop, og det vil jeg jo nødigt have. På den anden side set, så synes jeg jo bare at han gør, som han mener bedst, han er ikke aggressiv som sådan og egentlig har jeg, næsten, taget den beslutning at lade ham leve og håbe på, at de ikke får ballade i re-habben.

Jeg har, i de mange år her, KUN været nødt til at aflive en gang pga. aggressivitet overfor mennesker ud af hundredevis af hunde og det gjorde mig ondt. jah, jeg vil tænke lidt mere over det, mange tager den “hurtige beslutning” og afliver alt og alle men det er jeg imod… Jah, vi må se, jeg er i vildrede for jeg skal jo også tænke på de andre der arbejder her, det samme kan jo ske for dem!!!!

Nåh, jeg aflagde et visit i slummet i Estero og det sammen med Yadira, min hushjælp som hjælper med dyrene her, og Eugenia, som lagde hus til ved den sidste kastration. Begge klager over mangel på penge osv. og jeg sagde, “vil I se, hvad fattigdom er???” Så vi ekviperede os med en 30 kgs hundefoder og en masse ormemiddel og af sted det gik. De var fuldstændig “flappergastede” havde aldrig set noget lignende og det tror jeg!!! Vi gik dør om dør, tilbød foder og ormemiddel og fra tre andre, havde jeg fået et fif om at en dame, der havde sine dyr under de kummerligste forhold og som hele tiden bare havde hvalpe. OK, hende kom vi jo så til hen ad vejen og hun var en hård nød at knække, påstod at de hunde hun havde, var alle hanhunde… ”og den lille tæve der?”, spurgte jeg. ”Joh, men hun var kastreret”, ”ok”, sagde jeg, ”hvornår og hvor??” Hvortil hun svarede “for 15 år siden”. Jeg kiggede bare på hende, for den lille var måske, med lidt god vilje, en 4-5 år gammel!! Hun ville ikke lade mig ind til dyrene, så jeg kiggede over hegnet og spurgte til en tæve, som hun påstod, var hanhund, og en lille hanhvalp – der passede pengene, det var en han!! – som stod bundet i en halv meter snor.

Nåh, jeg snakkede lidt frem og tilbage og tilbød foder, som hun var ivrig efter at modtage men sagde at jeg jo blev nødt til at komme ind, fordi ormemiddel skulle gives efter vægt!! Til sidst kom jeg ind, mellem to pigtrådshegn hvor jeg rev mit tøj og en finger op, men det er det mindste.. Hundene så ikke særligt godt ud, faktisk var det en anklage værd, kunne ikke betale sig, fra ministeriet ville de alligevel sende mig, så jeg fortalte lidt om hundehold etc. og sagde at jeg ville invitere hende, personligt, til den kastration, vi planlægger der, så hun kunne få opereret tæverne, og det, ganske gratis!!

Hun vred sig i lange bane, forstod ikke, hvad jeg mente for de VAR jo opererede og jeg tænkte, hvorfor bliver hun ved med at insistere på det og fandt ud ad, at hun mente de var steriliserede fordi hun havde givet dem en pille og så kunne de ikke blive gravide!!!! Pillen, som hun havde givet, var et ormemiddel!!! der kan man se, hvor u-informerede folk er, for ikke at sige “snotdumme” men som det siges “mod dumhed, kæmper selv guderne forgæves” og konen har jo nok tænkt på p-piller eller lignende. I hvert fald bliver tæverne opereret den 25. juni 2011, og vil hun ikke, det være sig af religiøse grunde eller lignende, så pudser jeg ministeriet på hende, og så tager vi dyrene fra hende, på den måde forstår hun måske. I morgen er det ideen at jeg tager kontakt med Eugenia og præsten og så planlægger vi, dyrlæge er bestilt og så begynder vi at sætte information op.

Det kan vel være at folk, før i tiden, var imod “Guds vilje” dvs. at kastration var imod deres religion, men det har ændret sig radikalt, folk ringer og regerer om, hvornår vi har den næste og hvor. Den sidste nye, havde vi i Puriscal med 60 dyr og til en pris af 8000.00 colones, ca. 80.00 danske kroner men alt, alt for meget for de fattige i området. Ruth og Natalia stod for arrangementet, jeg kom kun til at sætte i gang og så gik jeg!!! Det var meningen, de skal kunne selv og det hele gik fint, dyrlægen tog 6000.00 pr. dyr, en special-aftale jeg har med netop ham, de andre tager mere, og de sidste 2000.00 blev brugt til at betale for gadehundene, hvor der blev indfanget 9. Alt i alt en succes og det de glæder mig mest er, at nu kan de selv og jeg kan koncentrere mig om de andre problemer som der er rigeligt at tage af!!!

At få tingene til at gå op i en “højere enhed” er lidt af et logistisk spørgsmål. Damaris ringer og siger at hun har hentet to hundehvalpe i en kasse ved skolen i landsbyen. En tog hendes søster, men KUN hvis jeg ville overtage pris på operation, når den lille var gammel nok. En anden tæve, tog William, som hjælper gadehunde her og der. Hans problem er, at “hjertet er stort, men pladsen lille” idet hans gamle mor, simpelthen ikke tillader at han fylder det lille hjem med hunde. Well, i landsbyen er der en dame jeg kender igennem mange år, Zoraida, som har hentet en 15 stykker fra gaden i tidens løb, og det viser sig at være et familiemedlem til ham og hun tog den lille, altid noget!! Så meddelte han, at han også tog sig, skjult for sin mor, af en hanhund der var blevet overkørt og hvad skulle han nu gøre med den?? Jeg ringede til en veninde, der for flere år siden tog to af mine hunde, og hun indvilligede i, at tage hannen til pasning, jeg fik fat i vet. Mariano, som tilså hunden for at se, hvor stor skaden var. Jeg kørte over til hende med foder, ormemiddel, halsbånd, kæde m.v., og så at den faktisk var ok, lidt skadet men med medicin, så skulle den kunne blive ok. Ok, så ringer Lidia til mig og siger at hunden er stukket af, jeg sagde ”Ring til William, den er nok hos ham” og det var den.

Den blev så hentet igen og nu er den hos hende, den er nu tilpasset og behøver ikke at stå i snor, den skal kastreres og vaccineres, men det må vente til den er ok. Lidia er en sød kvinde og hjælper hvor hun kan med dyrene men jeg, dvs. I, behøver at hjælpe hende, for hun har ingen indtægt og giver foder til to hanner vi bare ikke kan få tag i, de spiser hos hende og så stikker de af. Gudskelov er det hanner, forestil jer, hvis det ville være tæver med masser af hvalpe som følge!!!

Lige nu, ringer en indianerkvinde, Rafaela, som har været fosterfamilie for mig siden 10 år og nu for Natalia og om jeg ikke kunne komme med noget ormemiddel til en lille hvalp de fandt i grøftekanten. Jeg har små kontis hos div. små supermarkeder og vet-shops her og der, og henviste til en by i nærheden, hvor jeg stadig har “lidt luft” og der kan de hente det de behøver. Rafaela lider af sukkersyge og hun har en tæve, NEGRA, som de adopterede for en 7-8 år siden fra mig, men de to hanner som Natalia har hos dem, har lært, hvordan man skal “fange høns” og det var et problem!!! Familien kunne og ville ikke have de tre mere fordi de havde problemer med naboer etc. Natalia ringede til mig og vi anede ikke noget råd, hun kan ikke tage dem, ej heller jeg men jeg fandt en løsning for tæven, Marito hentede den og Laura ville adoptere hende, havde selv en hel-søster som døde for en tid siden.

”Ok”, tænkte jeg,” alt i orden” indtil Laura ringede til mig for at sige at den havde bidt halsbåndet over og var PIST VAEK.. .hendes far futtede rundt for at se, hvor hun var løbet hen og NUL hund. Jeg siger jer, jeg var simpelthen så ulykkelig og vi havde det værste stormvejr, det væltede ned med vand, og hunden kunne jo ikke bruge noget af næsen til at finde hverken tilbage til Laura eller hjem. Ok, jeg gik i gang med at bruge mit netværk, jeg tror jeg ringede til mindst 20 personer i div. retninger og sagde at, hvis de så hende, skulle de binde hende, og jeg ville hente hende. Ikke en pind skete, og der gik 3 dage, hvor såvel familien og jeg var kede af det, og Rafaela ringede og spurgte og sagde til sidst, “Lisa, det ville have været bedst at vi havde hørt på dit råd” hvortil jeg kun kunne sige JA… for mit råd var simpelt: bind hunden om dagen, når hønsene går frie rundt, og når de er i bur om natten eller i et træ, så slip hundene og så lægger det sig med tiden, opdrag hundene, bare de så meget som KIGGER på en høne, så skal der et kraftigt nej til….og jeg sender noget hønsenet op til jer, så I kan forstærke buret, hvor hønsene er i om natten for der gik hundene ind.

Hver gang telefonen ringede, strøg jeg hen og Lidia ringede og sagde at den gode William, der tager bus til og fra San Jose, havde set en hund der passede på Negra og at han havde set den ved kirkegården oppe på landevejen. En fyr og jeg futtede af sted og jeg sagde, “kør langsomt”, jeg tror/føler hun er i nærheden” og minsandten om jeg ikke ser noget sort, liggende i vejkanten. Og joh… det var hende, jeg kaldte og hun kiggede på mig, som var det her ikke sandt, og hylede af glæde, da det viste sig, at den var god nok. Godt, hun var her et par dage og så kom hun hjem til familien der i mellemtiden, er blevet “et stykke klogere”, alle fem var der til at tage imod hende og hun er rigtig glad for at komme hjem igen, spørg mig, hvor glad jeg er???

Negra ved, hvordan man begår sig på landevej med biler, ikke som andre jeg er blevet ringet op om, en Husky-han blev overkørt og lå i grøften, jeg sendte vet. Diego som blev nødt til at aflive den, staklen var totalt knækket i hele rygparti og bagben så den fik fred!!! En anden tæve, som var blevet “afleveret” på gaden af et familiemedlem, og det for 2. gang, blev fundet halvdød i grøften, tæven var på vej “hjem” til familien som hun har gjort før og blev altså så påkørt, en bekendt tog hende indtil grøften, hun lå midt på vejen og ringede til en som ringede til mig og Marito og en ven, hentede hende. Staklen var vildt hævet i munden, øjnene var næsten døde, tynd af mangel på mad i 14 dage, en tæve Elisa (hende har jeg fortalt om og som hjælper dyrene hvor hun kan) vidste om, men ikke kunne finde, jeg lod den lille blive i bilen med lidt vand i en transportkasse og der lå hun trygt og godt til næste dag, hvor hun kom til vet. Laura i Puriscal. det skete for to dage siden og Laura ringede i går og sagde hvad hun havde fundet, efter undersøgelse af hunden.

Hun gav et bedøvelsesmiddel, den var i drop for den var totalt udhungret og uden væske i systemet. Hun sagde “Lisa, jeg har aldrig set noget lignende, der kommer mider ud over det hele, næse, mund, øjne etc. og det her er ikke noget der skete i går, da hun kom her”.. så det er nok et slag, kan være af mennesker eller en bil, der har forårsaget det før den sidste overkørsel. vi overvejede hvad der skulle ske og havde det ikke været for min veninde Laura, som sagde ja til at passe den, så havde vi aflivet, for jeg har ikke plads men Laura er smaddergod til den slags og nu skal hun i krig med at give flydende foder med sprøjte, for tæven har fået bundet kæben ind , og skal have det i en 14 dages tid så det kan gro sådan nogenlunde sammen igen. Om et par timer, ringer jeg til vet. Laura og hører om tæven responderer på behandling, gør hun ikke får hun en dag til, og så må vi se om en aflivning er det bedste men hun skal have ret til livet, de “urhunde” er sat sammen på en anden måde end vi kender det, de overlever og får det fint, med en hjælpende hånd, som I er med til at give i form af donationer og jeg, ved at bruge dem!!

Apropos donationer, så har I været med til at give foder, ormemiddel til:

Lidya, som fodrer 5 hunde.
Zoraida, som har 15 hunde selv, hendes far 7 hunde og nogle katte.
Damaris, som har 4 hunde og to katte.
Efrain med 7 hunde, de sidste tre fandt han bundet til et træ efter flere dage.
Lillian fra Estero med en tilløben tæve med 7 hvalpe.
Mirella med det samme, en tæve med 7 hvalpe.
Ana, også Estero, med 5 katte og 6 hunde.
Betty, med tæve og 4 hvalpe.
Eliet med 13 katte og 3 hunde, heldigvis hanner.
Elisa, guderne må vide, hvor mange hun har, men noget med 20 hunde og ligeså mange katte, hun er et rigtigt “jern” mht. til dyrevelfærd men hun bor i et hus på en 30-50 m2 og ligeså lille en grund men hun laver en masse via facebook, har lige ringet om en tæve vi var efter fra gaden og nu er den endelig blevet indfanget, hun og jeg prøvede, men det lykkedes ikke, tæven er hos en vet. nu, og så ser vi videre…

Jah, det her er kun et lille udsnit af alt, kan I forstå, at det er en opgave der siger spar to til alt og sandheden er, at det er lige i overkanten af hvad jeg kan klare, nu er alle hvalpe og killinger små, lidt over to måneder men så skal vi jo se at få dem kastreret, nu da jeg har deres telefonnumre etc. ellers forsvinder de jo bare ” i mængden” og så starter det hele forfra….

Problemet er at folk virkelig bekymrer sig, tager dyrene til sig efter at de er blevet forladt fordi de synes det er synd for dem og det er jo al ære værd, MEN, dem der gør det, er de fattige, dem der kunne gøre noget selv for deres egne penge, er ligeglade… måske derfor de har penge, hvem ved, men min erfaring siger mig, at dem der har mindst, giver mest!!!

Jah, lige nu ringer Nayori, en indianerkvinde fra reservatet at hun gerne ville have vet. Diegos adresse for han var kommet og havde hentet to af hendes tæver, (hun har en tæve med 7 hvalpe også) der var i løbetid og hun kunne ikke holde de løse hanner fra dem så de små led, hylede og skreg for at slippe fra hannerne, og han kom da også tilbage efter endt kastration MEN kun med en!!!Den anden slap ud ad buret og nu løber den rundt uden mål og med, så jeg sagde at hun skulle tage bussen til byen, få fat i Diego, og så i øvrigt køre rundt, spørge og kalde… jeg håber hun hitter sin lille tæve, staklen ved jo hverken ud eller ind, ligesom de andre der er smidt på gaden…. Jah, en eller anden dag holder det her “sjov” vel op, men jeg ser sorte skyer i fremtiden, det bliver her mere og mere moderne at flytte i lejligheder og der er ikke plads til alle de hunde der er, ej heller katte så vi bliver alle nød til at kridte skoene og få kastreret så meget vi kan.

I øjeblikket har jeg 31 hunde, det sidste nye skud på stammen er en lille, ualmindelig morsom tæve, ligner en sort maltes og en lille dame der har overtaget “biksen” i løbegården med 3 voksne tæver, og en han, alle meget legesyge. jeg fik nys om hende via Lidia, hun var afsat på en øde mark i en kasse og der var hun i tre dage. En ven prøvede at fange hende men hun bed og så lod han være og kontaktede Lidia som kontaktede mig. Jeg hentede hende på skolen i Fila, forstår ikke, hvem der kan gøre noget sådant, det forstår hun heller ikke, men nu er hun her og skal opereres, jeg mangler her 4 tæver, en lille 3 måneders hvalp, den lille og de to angste som går sammen med Willy, de er nu så “domesticerede” at de kommer til mig og vil kæles med, så traumet vil ikke blive så stort med operation.

Jeg har stadig 3 af Canelas hvalpe her, to har dyrlægen og alle skal vaccineres og som jeg vil se på i næste uge, det er 8 vi taler om, men så er alle også beskyttede, heldigvis…( skal jeg måske ikke sige for højt!!) har vi ro omkring hundesygdomme her hos os i øjeblikket men der skal jo bare et par enkelte syge hunde til, jah så har vi balladen!!!

Jah, her på falderebet, kan jeg fortælle at, på hjemmefronten, går det stabilt, ikke specielt godt for Uwe er meget, meget træt hele tiden og er begyndt at sige “sære ting”, glemmer om han har fået mad, blevet badet og den slags, så jeg er ved at forberede mig på at tingene nok bliver noget anderledes i fremtiden, det er stressende i sig selv og med alt “hunde-halløjet” oveni, så er det ikke så nemt, på den anden side set, så GØR jeg dog noget, og når det lykkes, så tager vi det andet med i forbifarten, eftersom der ikke er noget at gøre ved hans sygdom, jah, det kan man vist ligeså godt se i øjnene og tage det derfra.

Jeg har jo sat hytten til salg, ALLE spørger mig “jamen, hvad så Lise, hvad med hundene???” Og til det svarer jeg ”at de jo skal med”, måske ikke alle i første omgang for det er sku ikke nemt at hitte et centralt sted, hvor man kan have 30 hunde eller flere, før i tiden kunne man, men med ny lovgivning, så skal der være en vis afstand til naboer. Men som jeg siger, de nye naboer skal være glade for mine hunde giver alarm og jeg står op og ser hvad der sker, både hos dem og hos os, så kan de sove noget så nysseligt videre!!!. Nåh, lad os se om den holder “i byretten” men faktisk er det sådan, at alle her siger at vi har undgået indbrud pga. hundene, folk er regelret bange for at blive bidt og det passer mig fint… JEG ved godt at de løse ikke bider, MEN det ved de ikke, dem der ikke kan kende forskel på dit og mit!!!

Alt for nu, vi har et uvejr på vej som vil noget, det buldrer og brager i det fjerne, så jeg er den der er smuttet….ha det dejligt alle sammen, jeg kommer stærkt tilbage…

knus
Lise

Her kommer en lykkelig efterskrift…

Jeg var lige færdig med at skrive til jer, Uwe sov de “uskyldiges søvn” og telefonen kimede… Jeg tænkte, åååååhhh nej, ikke flere hundespørgsmål idag, men tog den alligevel og minsandten om det ikke var Yanori, ejeren af tæven der slap ud ad buret hos vet. Diego og hun sagde at hun havde gjort som jeg sagde. Diego hentede hende ved bussen og de tog sammen ud for at finde den lille, de ledte og ledte og til sidst… fandt de hende, siddende ved kanten af et flodløb, midt i regnskoven og glæden var stor for såvel hund, ejer, og Diego, så her var der en lykkelig afslutning på et problem, Yanori takkede meget for mit råd og takkede samtidig for hjælpen til kastration og denne tak, sender jeg videre til jer, for det er jer, der har hjulpet med til denne og nogle hunde mindre… Jeg er bare så smadderglad og vil hermed give det videre…

Knus
Lise

Af May fra Belize

May fra Belize har sendt følgende tekst og billeder:

Thank you

En stor tak fra hundene og os på One Heart Animal Shelter. Vi er meget glade og taknemmelig for den hjælp og støtte vi nu modtager fra Dyrenes SOS og alle jer der støtter op om Dyrenes SOS.

Dyrenes SOS er en organisation, hvor hjælpen går direkte til der, hvor der er behov for det. Vores video dagbog fra One Heart Animal Shelter viser at din støtte faktisk hjælper og redder liv.

For os “herude” er jeres støtte alt afgørende for at vi kan gøre noget for disse lidende hunde. Ganji kom til os kort før Dyrenes SOS sendte os hjælp, som vi havde hårdt brug for, da pengeboksen var ved at være tom. Hun er et resultat af den støtte, vi modtog fra Dyrenes SOS.

Ganji – før
Ganji nu-23. maj 2011
Ganji – nu

Hun får nu alt den hjælp hun har brug for. Hun har allerede taget godt på i vægt og skal nu opereres for to tumorer, steriliseres og vaccineres. Og hun er også ved at blive en glad og tillidsfuld hund igen.

Endnu et hundeliv er blevet reddet, takket være alle jer og Dyrenes SOS.

Tak!

Af May fra Belize

May fra Belize har sendt disse billeder og tekster, hvor vi alle kan stifte bekendtskab med nogle af de hunde, som hun p.t. hjælper.

Princess – før

Princess, da vi fandt hende, udsultet og døende med sår og betændelse over det hele. Hun var et svært tilfælde, og det tog os 3 måneder at få hende i en god tilstand igen.

Princess – efter

Princess efter ABC behandling og en masse kærlighed. Hun er i dag adopteret af One Heart Animal Shelter’s 2 frivillige hjælpere, Susanne og Tim, hvor hun nu lever som en prinsesse. Alle grindede lidt, da jeg gave hende det navn i den forfærdelige forfatning, som hun var i. Men i dag lever hun så sandelig op til hendes navn, og ingen griner mere.

Ganji – før

Ganji – nu
6 Ganji now

Ganji er vores helt nye beboer. Hun var nået det samme punkt som Princess, hvor der kun var en vej. Hun får masser af mad og vitaminer. Dyrlægen har startet sin behandling af hende, og hun bliver bedre dag for dag. Selv hendes til tillid til hendes bedste “ven”, mennesket er ved at blive helet.

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Først, rigtig god påske….. jeg ser at I har dejligt vejr og krokus, påskeliljer, anemoner etc. står i fuldt flor… det er bare SÅ dejligt for jer, efter den lange vinter, jeg er godt nok misundelig, men man jo ikke få det hele!!! Her er “vinteren” gået igang, dvs. regntiden er begyndt og vi får nogle skyller som vil noget… men ok, det hele er grønt og frodigt, og efter at WSPA donerede et ekstra tag i re-habben, så behøver jeg ikke at bekymre mig om at hundene bliver våde.

Min mand, Uwe og jeg er mere døde end levende – forstået på den måde, at vi har hittet os en gedyl forkølelse, ikke noget problem for mig, jeg kommer hurtigt over noget sådant, men hos ham, kan det betyde lungebetændelse, fordi han jo primært er sengeliggende og ikke kan vende sig selv, og det “skete i de dage”, sidste søndag, at jeg måtte tage ham til emergency på et hospital i San Jose.

Laura, min unge veninde, som hjælper med kastrationer og er her med dyrene om søndagen, måtte jeg kalde på og hun kom løbende for Uwe var virkelig dårlig, så jeg sagde til hende “hvad mener du, skal vi ikke ringe efter en ambulance?” og det var hun enig i. Uwe rystede så meget, at han ikke kunne få et stykke æble ind i munden, hele kroppen var fuldstændig stiv og hans øjne var helt “tomme”.

Ok, ambulancen kom, da var han lidt bedre, men vi blev enige om, at det var bedre at få ham checket på et hospital for at udelukke et evt. slagtilfælde, blodtryk var ok, men pulsen på 182 og det er sku meget. Ok, ind på emergency det gik, og jeg skal love for, at der skal man have en “god mave”. Jesus, den ene klagede sig gudsjammerligt, en anden brækkede noget grønt op, andre med blødende snitsår, som de selv holdt huden sammen på, indtil de kunne blive syet. Så var der et par tumper, stakler, som var intoxikeret af alkohol, en gut med aids, som lige skulle stabiliseres, et par ældre damer med pancreatitis, som bare klagede sig hele tiden, de fik morfin til smerterne, en 10 stykker i rullestol med en hoste, der ville noget, faktisk til det punkt, at de måtte kaste op etc. etc.

“Smadder hyggeligt” og det eneste jeg ville var, “get out of here”…. Nåh, det kan man jo ikke selv bestemme, der gik en rum tid med dem, der havde mest behov, og Uwe var sådan set ok, så derfor blev han efterset til sidst af en ung doktordame, som jeg mener, lige er kommet ud af universitetet, hvilket jo er ok, de skal jo også samle erfaring. Men hun var træt, gabte mig 3 gange åbenlyst i hovedet, også forståeligt, kl. var på det tidspunkt ca 2100. MEN, træt eller ej, hendes attityde var af den slags, der får mig helt “op på pinden”, fex. fortalte jeg at Uwe er på Warfarina, et blodfortyndende medicin, som i øvrigt er forbudt i DK. Jeg fortalte hvorfor han får det, aritmia i hjertet, hvorpå hun spurgte, “hvorfor”??? og “DER GIK DEN PÅ DAGMAR”, jeg trak vejret tre gange, inden jeg sagde “Doctora, hvor F…… skal jeg vide fra, hvorfor han har dårligt hjerte, sådan er det bare og med resten af den medicin han tager, find ud ad selv, hvorfor De tror han tager den!!!”

Nåh, på det tidspunkt var jeg godt gnaven og tænkte ved mig selv… Det her Lise, er sku godt nok med dig, men med den attityde, hvad gør en autoritetstro lokal??? Well, hun undersøgte ham og meddelte at hun ikke kunne finde ud ad, hvad han havde, jeg var “meget venlig” og sagde ikke, at det regnede jeg heller ikke med, og hun ville have et TAC af hovedet, nogle blodprøver, men først kl 0700 næste morgen. Det sagde jeg NEJ til, at vi ville gøre det privat, og bad om at få et stykke papir på, at han kunne udskrives, hvilket hun gav mig med den info, at der ikke var transport med en 4-hjulstrækker, som vi har brug for her, så vi skulle vente hele natten og noget af dagen, til vi kunne få en….

Well, det var lige en lille detalje jeg havde overset, Uwe kan kun transporteres i en seng og da vi bor på “Herrens mark”, jah, så skal det være en 4-hjulstrækker og hvor F… finder man en sådan midt om natten, en påskesøndag??? Nåh, Røde Kors var dem der hentede ham her, så jeg resonerede, så kan de vel også bringe ham/os tilbage, så jeg kontaktede dem og bad dem om at komme, til hvilket hun sagde “det gør de ikke!!” MEN det gjorde de og vil I vide hvorfor???? fordi den unge lægestuderende, der var med os på tuen til hospitalet, er en hundeven og han fortalte om en onkel der samlede hunde op fra gaden etc., så han og jeg snakkede hunde hele vejen og han mente jo, at det arbejde jeg gør, er alletiders og derfor sagde han ok til, at Uwe kunne blive hentet af dem, ikke noget han er forpligtiget til at give ok til, men som en vennetjeneste, gav han ok…. Vi kom hjem kl 0030, der midt om natten, og Laura og hendes far var her, for at passe “biksen”, mens vi var væk.

Næste dag kom laborant-doktoren fra Purscal, tog blodprøver (også en vennetjeneste), et hemogram og en blod-kultur for at se, om der var bakterier og hvis, deres resistens. Jeg sagde til lab-doktoren, Amanda, “Det er vist tiden, hvor jeg skal kunne gøre det selv” hvortil hun svarede, “Rigtigt Lisa, det er på tide, jeg har selv meget, meget travlt og komme her, tager mindst en time af min tid”, så hun viste mig, hvordan man tager blod, ikke noget at skrive hjem om, den første gik fint, nummer to klokkede jeg i, fordi jeg hev tuben ud forkert, men Uwe var “et godt barn”, han klagede sig ikke, selvom han skulle prikkes de næsten samme steder to gange. Nåh, det skal jo lige læres, det samme galt for år tilbage, hvor diverse doktorer viste mig, hvordan jeg giver sprøjter i/m, intramuskulært og det er jeg faktisk rigtig god til, ikke et klap mærker personen, ej heller hundene, det går så hurtigt at de slet ikke opdager det. Nåh, det her blev lidt længere end jeg ville, men det er også fordi jeg ville skrive om, hvordan det foregår, når man skal på emergency i Costa Rica, første gang for os, og jeg siger jer, det sker ikke igen, jeg er blevet klogere og næste gang, for der kommer en næste gang, så gør vi det anderledes, har allerede planer, diskuteret med diverse doktorer og lige helt til slut, “tante doktor” og jeg blev helt gode venner, inden vi dampede af, men hun er virkelig een, der er bedre anvendt på et laboratorium end med patient-kontakt!!!

Summa summarum, efter at have talt med de to familielæger vi har, så var der her tale om et kraftigt virus-angreb, der gav Uwe et mindre slagtilfælde, så nu må vi se, hvad vi skal gøre ved det!!!

Jah, på hundefronten går det også på livet løs….jeg har for en 14 dages tid siden hentet en tæve med 7 hvalpe. De gik på gaden, har, vist nok, to ejere men den ene er lige skidt som den anden, idet de begge er dybt alkoholiserede og pasning af hvalpe, er vist ikke lige det rigtige. De gik på gaden, den ene lille han, var blevet påkørt og kunne ikke gå på et bagben, resten var noget “bombede” og det er ikke fordi de var velnærede, men fordi, de var fyldt med orm og det skal jeg sandelig love for.

Det første jeg gør, når jeg henter hunde, er, at give ormemiddel og de små her sked kun, og udelukkende kun, orme ud, ikke noget afføring, what so ever, for kinesermads-elskere, skal man tænke Chop Suyi, jeg tog et billede til diverse dyrlæger for det har jeg, i mine mange år, aldrig set i den grad. Well, en lille tæve, som de andre ca. 5 uger gamle, klagede sig, de andre 6 var egentligt ok, men lige med eet, så Marito og jeg, at den lille han gik i konvulsion, lignede et epileptisk tilfælde og derefter var han ok. Well, Marito, min caretaker, tog de to små til dyrlægen i Puriscal og derfra ringede de til mig kl. 2000 og jeg hørte at de små skreg af smerte, og jeg gav ok til at aflive dem, så de blev “forløst”, ikke noget jeg gerne gør, men de to dyrlæger sagde, at de begge var blinde af orme-forgiftning. Jeg går ud fra, at de har auto-forgiftet sig selv, og så er den gal, der er lever og nyre allerede ude af drift fordi kroppen prøver at “komme af med” de affaldsstoffer der befinder sig i kroppen. Men er dyrene svage, og med den enorme orme-infektion, så laver der sig små “ruller” som de ikke kan få ud gennem afføring. Hvad jeg ikke kan forstå er, at dyrlægerne ikke behandlede med antibiotika, men det er et spørgsmål til vet. Claudio, en dag ved lejlighed……

De 5 der er tilbage, plus moderen er “pura vida”, de har det godt, jeg har lige givet 3. ormeomgang og der er lidt orm, men til at holde ud, jeg bryder kuren og giver næste gang om ca. 10 dage og så er det bal forbi. Tæven er EKSTREMT tynd, det er de fleste efter fødsel af 7 hvalpe med dårlig ernæring, de to ejere, gav hende lidt ris og spagetti og jeg ved ikke, hvordan hun har kunnet klare det, men nu får hun hvalpefoder og kalkpiller, så hun ikke går i kalkchok, (de små spiser, men drikker også hendes mælk) vitaminpiller, råt kød og laktosefri mælk og hun ser ud til at komme efter det. En dejlig tæve, som er “mor-syg”, hun er helt pjattet med mig, nærmest hysterisk og det skal vi lige se, hvordan vi kan få pillet af!!! Mine arme er totalt revet op, og det går jo ikke…. de ser slemme nok ud i forvejen.

For at det ikke skal være løgn, så hentede jeg , samme dag, to ca. 5 måneder gamle tæver, som bare er så angste, den ene har jeg fået under “kontrol” og nu kravler hun rundt på mig, når jeg sidder på hug. Hendes søster tager det længere tid med, hun tør lige akkurat at snuse til en finger, og så er hun “pift væk” i behørig afstand. Sådanne angste dyr, plejer jeg at sætte i snor, således at de ikke kan “slippe” for mine kærtegn og se, hvor rart det er at blive kælet med. Det samme gjorde jeg med “save willy” og han er helt ok med mig og med Laura, så Laura tilbød, at tage den angste tæve og få hende beroliget, i snor, i deres udekøkken og det regner jeg med, at der vil komme noget godt ud ad.

Når de begge er beroliget nok, så står den på kastration, vaccine og derefter til adoption. Sonia, min veninde, har taget deres mor, tæven er opereret, men mangler vaccination. alle tre er sky, de har boet under et gulv og er blevet kyst væk af alle mulige, så de har ikke meget tiltro til mennekser, men det kan vi, heldigvis, ændre, det tager bare lidt tid og en god protion tålmodighed…..

Jeg er netop blevet ringet op af Gaby, en stor gravid tæve, blev efterladt hos hende og den fik 7 hvalpe for ca. 3 uger siden og grunden til at hun ringede var, at tæven bløder fra skeden. Nuvel, det er ikke unormalt efter fødsel af et så stort kuld, hele “det indre system” skal jo lige have lidt tid til at rekuperere sig. Men jeg sagde at hun skulle checke, hvor meget blod vi taler om, det kan nemlig være at tæven har erligia, og derfor lider af indre blødninger, som denne sygdom giver, overført af tæger, så vi har aftalt, at hun skal ringe igen i morgen og ellers må hun komme her og hente noget antibiotika. Vi har jo påske og NUL dyrlæger før på mandag. Well, tæven spiser ok og har det godt, så det er ikke noget emergency indtil videre, men et slag antibiotika er normalt ikke dårligt, hvis vi tager en evt. infektion i opløbet.

Lige nu venter jeg på en opringning af en dame, hvis mand har taget en lille tævehvalp, amstaff, til sig, han er dødglad for den lille, nu 5 måneder gammel, men konen har en gang set, at en Amstaff (american Stafford) har bidt ejeren sønder og sammen, så nu er hun bange for den lille og bange for, at det samme vil ske for hende. I en mail virker hun meget nervøs, min franske veninde, Patricia, har anbefalet mig til en samtale, hvor jeg simpelthen vil sige, at hunden skal opdrages som en hvilken som helst anden hund, ikke for hårdt, men heller ikke for blødt, så hunden tror at den bestemmer slagets gang, ganske almindelig venlig opdragelse, hvad må den og hvad må den ikke, godt med kærtegn og ros, når den gør noget rigtigt og et kraftigt NEJ, når den er på “afveje”.

Her, som i andre lande er der en hetz mod kamphunde, men sandheden er, at de er lige så venlige som alle andre HVIS de har den rette ejer og man skal ikke tirre deres temperement ved. fex. lege trækkeleg dvs. at der er konkurrence om, hvem der “render af med sejren”, det må hunden gerne, men kun hvis ejerne eller træneren tillader det, det er lidt af en balancegang, men kan man finde den, så har man en alletiders hund.

Via Dyrenes SOS er jeg blevet kontaktet af en journalist, som skriver for et blad i DK, DYRLÆGEN hedder det, og til ham har jeg sendt en masse infomation omkring mit arbejde, han sender mig et udskrift inden det går i trykken – meget godt, hvis der skulle være et problem med forståelse. Dem af jer, som læser siden, vil ikke finde meget nyt, men sikkert skrevet “med journalist-stil” – det gør jeg jo ikke, jeg skriver som jeg snakker og det er temmelig meget…Ikkk???….

Nu er det sådan, at jeg ikke lige kan huske, hvad jeg har skrevet om kastrationer men det ser således ud… Hos Elisa, min hundeveninde i Jaris, blev der kastreret 15 hunde/katte, den 9. februar 2011, i Puriscal. Den 19. februar 2011 var der 63 dyr,
i Palmichal. 60 dyr, den 19. marts 2011 og den sidste, i Estero, 53 dyr den 2. april 2011. Alle dyr så godt ud, velnærede og i god stand, et par fra landet havde lidt hudproblemer, men ikke noget at skrive hjem om. MEN, den sidste i Estero, vil jeg lige skrive lidt om, for den var anderledes end de andre.

Landsbyen, Estero, består primært af et slumkvarter, og det er endda et bedre af slagsen. Min veninde, Eugenia, tilbød sit hus til at foretage kastration og det til en billig pris, ca. 40.00 DKK, men for meget for de fleste der, så andre kom, men ikke dem fra slummet og det var akkurat lige dem, jeg ville have fat i. Ergo, gik min veninde, Natalie, som hjælper hunde på gaden i Puriscal, rundt og bankede på døre, og fortalte at vi ville tilbyde at de kunne komme og få deres “hun-dyr” kastreret gratis!!

Mange, tro det eller ej, sagde nej tak, andre mødte hende med “machete” (en stor kniv til alt muligt!!!) og spurgte, hvad hun ville??? Men hun fik da skravet en ti tæver samlet, som hun og to andre hentede og som jeg kørte tilbage efter operation. Disse hunde derfra, var sølle, en som de hentede, havde som hvalp, i tidernes morgen, givet en sele på. Men sådan en lille een bliver jo større, og tæven havde inkarnet selen i huden, to cm. ind og tre bredt og sårene STANK… Dyrlaegen ville ikke sy sårene sammen, de var for gamle, men det er egentligt noget vrøvl, det man gør er, at skære huden af i sårkanten, derefter syr man det sammen med den friske hud – men lukker ikke helt, dvs. at der er en lille drænage mellem stingende. Men det ville dyrlægen ikke, sikkert fordi, det ville tage ekstra tid for ham, mere anestesi etc.og han mente, at med tiden ville sårene lukke sig. OK, jeg gad ikke diskutere det med ham og KUN fordi Eugenia tilbød at passe tæven til hun var helet op. Nu ringer Eugenia og siger at hun gerne vil beholde tæven og jeg vil tale med ejerne om, om de er inforstået med det?? Jeg mener, vi kan jo ikke “hugge” dyrene men ejerne her vidste ikke engang at tæven havde disse sår, så jeg har gødet jorden ved at sige, at hvis hun ikke engang vidste om dem, så er hun ikke i stand til at give medicin, passe tæven etc. over en periode af mindst 2-3 uger. Jeg var lidt grov, det er jeg egentlig altid, når det gælder vanrøgt af dyr og hun blev bange, tror jeg, og det så hendes to døtre, som kom hende til nødhjælp. De var ikke helt med på “lille Lise”, men med forklaringer etc., så forstod de hvad vi talte om og den ene tilbød, at vi kunne afholde en runde hos hende efter påske, og jeg tog hen og kiggede på forholdene, ikke mægtig fine, men bedre end intet.

Jeg ser problemet sådan, at grunden til, at ingen fra slumkvarteret kom var, at det var “for fint” hos Eugenia, de få der kom, sad og var helt “uden for nummer”, dårligt klædt, ungerne beskidte etc., så nu tager vi skeen i den anden hånd, og går ind der og min ide er, at vi skal have fat i præsten og få udkommunikeret, at folk skal komme med deres dyr. Inden da, er jeg igang med at arrangere noget med firmaet LISAN, hvor jeg har en god ven, som arbejder der. Han kan “bearbejde” indefra i firmaet og se, om vi kan få sat en kampagne sammen med dem, og så kan vi få dyrene givet ormemiddel, der starter vi og 14 dage efter, står den på kastration, som vi passende kan forklare om og naturligvis nødvendigheden af denne – dermed har vi fat i “folket”.

Som sagt, jeg afleverede en ca. 10 hunde og hos een familie, afleverede jeg en tæve, som var meget gravid, egentligt FOR gravid til operation, dvs. abort, men jeg tog beslutningen fordi den var i en slem forfatning, tynd, tynd og ville aldrig have været i stand til at føde/fodre de små. Kastrationen var en lørdag og hele søndagen tænkte jeg på, at jeg måtte tage over, og se hvordan det gik den. Så jeg ekviperede mig med Marito mandag morgen og afsted et gik, for at se hvordan det hele stod til. Konen var ikke hjemme, men hendes handikappede mand og deres unge søn. Han troede at jeg var faldet ned fra himmelen (det venter vi lige en stund med!!!) og rent faktisk, var hunden syg og havde behov for antibiotika som jeg uddelte med rund hånd. Jeg spurgte om der var andre hunde og joh, der var 4 til, alle i en een meter snor, uden vand og med en skål, der næppe har været vasket i flere år, så det gjorde jeg opmærksom på (på Lise stil) og manden vaskede skåle etc., og jeg gav alle hundene et nyt halsbånd fra min veninde i Finland, (Happy Dog) som har sendt mig nogle for lang tid siden.

Hunde, såvel som mand, var happy, jeg afleverede hundefoder, forklarede hvor meget de skulle have hver i sær og gav selv alle ormemiddel, men så blev manden nervøs fordi, hvem skulle nu betale alt det her??? Jeg beroligede ham og sagde at det ikke kostede noget, for det var donationer der betalte. MEN at jeg forventede at se dyrene i god orden, når jeg ville komme næste gang, med frisk vand og i god stand og havde han problemer med dyrene, skulle han ringe til mig. Minsandten, det gjorde han, fra en lånt telefon, og fortalte at den store tæve havde slikket såret op og nu var det åbent, MEN at han selv havde en ide for han havde “noget” han kunne komme på. “Fint” sagde jeg, “gør det og ring, hvis det ikke virker, så kommer jeg forbi og så ser vi videre”. Han har ikke ringet, så det er sikkert ok, dog vil jeg lige aflægge et visit en af de nærmeste dage. For at komme til de andre hunde, skulle jeg igennem huset, når man træder ind, beder man pænt om forlov, hvilket skal gives, ellers må man ikke og jeg siger jer, jeg har sku da aldrig set noget lignende, zink-tag var brugt som mur, gulvet var jord, ikke noget problem, det fejer man og fugter, og så er det i orden, der hang en enkelt lampe i loftet til et rum, fyldt med alt muligt skrammel , gamle tunfisk-dåser, sko og sandaler der har set bedre tider, gammelt tøj og simpelthen alt, alt muligt som burde ende i en skraldespand – MEN det ser de ikke!!! Jeg var helt forbavset over at se at de overhovedet havde et køleskab, spurgte inden forsigtigt og joh, der var et fra omkring 30’erne, men det kølede, så det var jo godt, fordi jeg havde medbragt en dåse hvalpefoder til at putte pillerne i, til tæven. Jeg sagde til Marito, vi må hellere tage en dåseaabner med, det har de nok ikke, så jeg åbnede dåsen, og manden kiggede på mig og sagde “Neeejj, hvor lugter det godt”, hvorpå jeg sagde “Jah, men det er til hunden, ikke til Dem!!!

Nåh, lad os se, hvad vi ser næste gang, jeg har sagt at jeg vil komme forbi med lidt foder ind i mellem, så det bliver nok i næste uge. Jeg vil bare lige fortælle, jeg har dæleme mig aldrig set så mange hunde og børn på sådant et lille område, der var store og små hunde, hvalpe i alle aldersklasser og det er simpelthen bare FOR meget, men det skal vi nok få sat styr på, fra SASY har jeg fået tilsagn om ekstra penge til kastration af 50 dyr og resten hitter jeg her og der, bla. fra jer, som gerne vil hjælpe mig med mit arbejde, resten vil venner og bekendte hjælpe med, så jeg tror at det nok skal gå….

Og til slut….jeg og dyrene her siger MANGE, MANGE TAK for en donation på ca USD2500.00, som er på vej over Atlanten i dette moment, min kistebund er lidt tør, så det var vel det bedste PÅSKE-ÆG, man kan ønske sig, tak skal I have……allesammen.

Jeg er smuttet, Uwe er ved at hoste hele maven ud og jeg vil give ham noget hostesaft…. Ha det dejligt og jeg skriver mere en anden dag….

En hilsen herfra med ønsket om en god påske…
Lise

TAWESO hjælper hundredevis af dyr,
som blev kvæstet under
bombesprængningerne i Dar Es Salaam

Tanzania Animal Welfare Society har ydet dyrlægehjælp til nogle af de mange dyr der blev sårede eller hjemløse efter bombesprængningerne den 16. februar 2011 i Dar es salaam.

Mere end 4000 mennesker blev evakueret fra deres hjem, og måtte efterlade alt, også deres husdyr. En del husdyr blev slået ihjel eller såret af bombesprængningerne.

TAWESO har rejst rundt i de ramte områder og ydet hjælp til dyrene. De har sørget for rabiesvaccinationer, sårbehandlinger, behandling af øjenskader, parasitbehandling og de har sørget for fodring.

I alt har de hjulpet 420 hunde og katte, og i hundrede vis af kvæg, geder og får.

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Jeg er netop hjemkommet efter et “lille event” med 35 hunde!!!! Sagen er den, at i en lille by i nærheden, har de by-fest og ham der står for biksen, ringede for et stykke tid siden og spurgte om vi ikke kunne lave eet eller andet med hunde!!! Han foreslog en kastrations-runde som jeg sagde nej til, (man kastrerer ikke til fester) MEN foreslog at jeg ville tage kontakt til min veninde Patricia og se, om hun og jeg ikke kunne “flække” eet eller andet sammen til glæde for dyrene og deres ejere.

Hun og jeg tog til stedet hvor byfesten skulle finde sted for at se lidt på forholdende og sammen fandt vi ud af, hvad vi kunne gøre. Patricia har et kæmpe netværk mht. folk hun kender fra forskellige arrangementer og hun fik tromlet 2 foderfimaer sammen plus en gruppe vegeterianere, som tager ud til forskellige arrangementer og viser folk, at vegetarmad er alletiders, og det er det faktisk, prøvede det de lavede idag og det smagte virkelig godt. Ydermere kom der en gruppe der beskæftiger sig med “moder jord” og hvordan vi skal passe på den. Festen har stået på i 14 dage og i morgen er den slut, så alt vi skulle “bruge” til dyrene og deres ejere var der allerede, dvs. telte, borde og stole og den slags, således at alle kunne være i skygge for vi havde kl 10.00 allerede 30 grader i skyggen.

Nuvel, i aftes havde jeg sådan “på fornemmeren” at jeg lige skulle checke om nu alt også var ok mht. om folk vidste om arrangementet med hundene, at de ikke bare selv skulle komme men at hundene skulle med og være i “højsædet”, så jeg ringede til Luis Emilio, som er primus moto for arrangementet og spurgte om han vidste, hvor mange der ville være idag og det vidste han ikke, for ingen havde rigtigt sagt noget om det!!! Min erfaring siger mig, at så er den gal….( det samme gælder for kastrations-runder), så jeg sagde at enten ringede han til sine folk i gruppen der arrangerer eller at han skulle give mig en 5 telefonnr. på medlemmer og jeg ville starte en telefonkæde, hvilket jeg gjorde. Jeg fik fat i alle og bad dem om at ringe til Gud og hver mand som skulle informere videre og resultatet blev, at der var en 35 hunde i dag, lidt af en succes, når man betænker at det er første gang, sådan noget bliver afholdt og i øvrigt også føerste gang at Patricia og jeg står for arrangementet.

Nåah, hvad skete der så?? Patricia ringede i morges, grædefærdig, og fortalte at hendes bil ikke ville starte!!! alletiders, tænkte jeg, den er sku hjemme, hun bor langt pokker i vold og derfra NUL transport, her over stok og sten, grusvej med huller man kan bade i!!! Een ting var, at Patricia var “stuck” MEN hun havde alle præmier etc. hos sig, så nu var gode råd dyre eller “gode dyr, rådne”, et gammeldags udtryk man bestemt ikke bruger mere i DK… men når det hele ser slemt ud, er der alligevel en loøning og den bestod i, at jeg kontaktede min veninde “blomster-Lise” (vi er to Liser i Costa Rica, jeg er “hunde-Lise”) og hun har en gut med en 4-hjulstrækker, som hentede Patricia som lige akkurat kom i tide fordi vi andre var en time forsinket!!!Sådan er det altid her, inviterer man til kl 0900, så kommer folk dampende en time efter.

Well, hun stod for introduktionen af arrangementet, takkede dem der repræsenterede div. organisationer etc., og så overtog jeg mikrofonen, bad Alvaro, en gammel bekendt der kun kom fordi han kendte mig gennem 18 år, om at lave en opvisning omkring lydighed og derefter forsvarsarbejde, jeg siger jer, folk var begejstrede, specielt forsvars-arbejde, den går altid “lige ind” men jeg sagde til tilskuerne, at de ikke skulle gå hjem og prøve det samme med deres hunde!!! En ældre herre kom og spurgte om han måske kunne få lov til at vise, hvad hans Rottweiler kunne, hunden var en ældre af racen, jeg er ikke helt sikker på, at den var helt med på ideen, ihvertfald så den ud til, at ligge i skyggen var mere dens “plads” og den ældre herre, en gut på en 70 eller ovre, fortalte at han var hundetræner og joh, noget af det han fortalte om var da mere eller mindre ok. MEN hans træningsmetoder, var dem man brugte for rundt regnet 30-40 år siden, dvs. hvis hunden ikke gik ved venstre ben, jah så skulle den “hives” hen til benet, kommer den ikke ved indkald, jah så blive den hevet hen til een etc. og der stod jeg med mikrofonen men sagde ikke et PIP, ville ikke nedgøre den ældre og tænkte som så, hvis folk bare gør eet eller andet med hundene, så er det bedre end intet og da jeg jo allerede havde fortalt om hundetræning med motivation, godbidder, bold etc., så lod jeg det ligge.

Så kom vi til det, de fleste ventede på og hvorfor de kom…. konkurrence!!! Vi havde en 6-7 kategorier og med forlov, så er det det mest åndsvage, men folk elsker dem, alle 35 hunde konkurrerer sammen fex. i kategorien, den mest langhårede hund, (jeg havde taget målebånd med til at måle hårlængde), den mest korthårede, den mindste hund, den største, (der var der to med ens højde over skulderen, så de vandt førstepræmie begge) den mest kokette, den der kan nogle tricks etc. og sidst men ikke mindst, det sjoveste… den hund, hvor ejer og hund ligner hinanden mest, ikke kun fysisk, men også mentalt!!!

Alle blev spurgt “hvad synes du at du og din hund har tilfælles” og ikke et øje tørt med svarene!! Nogle mente at øjnene var ens, andre håret!!!, en gut kom med en bull-terrier og mente at næsen var ens (passede næsten) en lille gut på en 3 år have en lille hvalp, som han bar rundt på og mente at både ham og hans hvalp var “meget små”, hvilket passede, en ældre gut mente at såvel hund som ham selv, var “meget lydige”, (vi spurgte ikke konen!!!) men ham der vandt, var ham der spøjst sagde “denne hund og jeg, er tyk-hovedet”!!!..og det kunne man faktisk godt forestille sig!!

Nuvel, ikke alle kan vinde, præmier var foder, 5 indpakkede hundeblade, som folk ikke har penge til at købe, jeg videre-donerede hundehalsbånd fra en finsk veninde, Raili, I kan få dem i DK under navnet “Happy dog”, og jeg så nogle slukørede børn som voksne, så jeg sagde til Patricia “er du med på, at vi splejser om 2 kg hundefoder til hver deltager der ikke har vundet noget??” og det var hun med på, så folk stod i kø og fik “noget med hjem” og til næste år ved vi, at folk vil tale om dette og flere vil komme.

Som en vigtig side-bemærkning skal nævnes, noget jeg også gratulerede de fremmødte med, hundene, nogle race hunde men de fleste mixed, så noget så fine ud, velnærede, fine i pels, sociale med andre hunde og der blev kælet og krammet og det varmer mig virkelig om hjertet, helt ærligt, så er jeg glad for at vi alle, ikke kun mig, har sået frø og ser, at vores indsats, for mit vedkommende 18 år her, giver “høst”…

For jer af mine trofaste læsere, lyder det måske som “ikke noget” men det er det, jeg er snart 53 år, og da jeg var barn, var det jeg ser idag her, det samme i Danmark. Jeg er ikke kun “bidt af en gal hund, men også af en gal hest”, og når jeg futtede de 10 km ud på rideskolen i Tønder på min gamle cykel UDEN gear, og det i sol, regn, snedriver så høje som jeg selv som 10 årig, så besøgte jeg, praktisk taget alle gårdhundene undervejs, alle i kæde, for ude på landet, havde man ikke haven indhegnet, alt, alt sammen som her på landet, vi er bare de 30 år bagud… bønderne var meget bange for at deres hunde skulle bide mig, men det skete aldrig, af een eller anden årsag, bider hunde mig ikke, hvilket jo er temmelig heldigt pga. af mit arbejde , i dag er jeg jo lidt “klogere” og bruger dæmpende signaler, når jeg nærmer mig en hund, der umiddelbart ser aggressiv ud, men som regel bunder aggressiviteten i angst, og når hunden ser, at jeg ikke er nogen “fare”, så slapper den af og venter på, hvad der nu kommer!!…som regel en godbid i form af hundekiks, der er INTET som mad/kiks til en hund, der er nervøs, nogle gange stiller jeg mig bare ved siden af hunden, håber på det bedste, den snuser og sætter sig normalt ned i “forventningnes glæde” og efter lidt tid, vanker der en godbid. Kender I denne her??? Jeg ved ikke om den kommer fra Storm P. men går således….. optimisten siger…”forventningens glæde er den største”…. og pessimisten siger, tørt …”og hyppygt den eneste”!!!!! Åh åh, men jeg “forventer” og ved, at vi når målet, at een eller anden dag, så har dyrene det også godt i Costa Rica og med denne forventning “in mind” vil jeg slutte min gode dag og gå ud og fodre “mine” to falke der skriger på mad i ordets betydning…

Alt for nu, kommer tilbage med alle mulige tiltag mht. kastration etc. den 19. marts 2011, har vi i Palmichal, den 2. april 2011 har vi i et slumkvarter og, naturligvis, prisen derefter, det bliver lidt smådyrt, men der er simpelthen alt, alt for mange dyr så det skal gøres, omend gratis… vi får se, alt er klart, dyrlægen og stedet, et privat hjem, fundet så nu er det bare om at gå i krig med informationen og at folk tager gadedyrene med, som ikke “er nogens”… det er dem jeg helst vil se, men da ingen føler sig ansvarlige, så er det også det sværeste for, hvor kan vi have dem før, under operation ved vi, men bagefter??? hvem kigger efter om hunden er ok, såret, er der infektion, spiser den eller har den selv “taget stingene ud” etc. …Nåh, som det hedder på engelsk, “we play it by ear” og som regel, findes der en løsnig… spørgsmålet er, hvor???

Jeg er smuttet, ha det dejligt allesammen, om lidt er det forår og alt pipler ud af jorden..

knus
Lise

Bombesprængninger i Dar Es Salaam kvæster tusindvis af dyr

Onsdag d. 16 februar om aftenen, blev hovedstaden i Tanzania, Dar es salaam, ramt af en serie eksplosioner i militære ammunitionslagre.

Mere end 30 mennesker blev dræbt ved eksplosionerne, over 300 personer er indlagt på hospitalerne med kvæstelser, og mindst 4000 mennesker står uden tag over hovedet, og er midlertidigt indkvarteret på et nærliggende sportsstadium.

Beboerne i de ramte områder måtte efterlade deres dyr da de flygtede fra eksplosionerne, og en del af de efterladte dyr blev enten dræbt eller sårede.

Det anslås at der er mindst 500 hunde og katte efterladt i de berørte dele af byen og hundredvis af kvæg, geder og får. Området er tillige centrum for en omfattende fjerkræproduktion, og fjerkræ i tusindvis er derfor også ofre for katastrofen.

Der bliver taget godt hånd om de mennesker der er ramt, men de mange dyr er overladt til sig selv, og vandrer rundt på må og få i gaderne, sårede og sultne.

Tanzania Animal Welfare Society, TAWESO, iværksatte allerede den 17. februar en redningsplan for de mange dyr der lige nu står uden hjælp efter eksplosionerne. De har etableret hjælpebaser flere steder i en radius på ca 25 km fra den militære base, hvor sprængningerne var værst.

Her vil de forsøge at afhjælpe de værste skader: Øjenskader, sår, adfærdsændringer, nedsat hørelse og sult, og samtidig vil der blive givet rabiesvaccinationer til alle hunde og katte.

Dyrenes SOS har besluttet at donere 1000 US dollars til medicin til TAWESOs arbejde.

billede 19Hovedstaden i Tanzania, Dar es salaam, er blevet ramt af en serie eksplosioner i militære ammunitionslagre. Både mennesker og dyr er kommet slemt til skade.

[button color=”green” size=”small” link=”http://wp.me/P3Jkdw-mT” target=”blank” ]Læs mere her[/button]

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Jah, så er det igen tid til information om “liv og levned” i Costa Rica og denne gang begynder vi med det triste og så bliver det (nok) bedre hen ad vejen!!! som I ved, var sidste år noget værre noget, Uwe blev totalt invalid i marts 1010 og i løbet af året mistede vi 6 af vores egne hunde plus gamle hanmis, Otto, det har været hårdt men ok, de var gamle og havde haft et godt liv…eet eller andet sted, skal man jo trøste sig selv!!!

Den 2. januar 2011, blev jeg nødt til at aflive vores gamle foxer, Whisky, en søndag i forbindelse med nytår og ikke til at opdrive en dyrlæge…alle ved stranden etc. Whisky var ok lørdag, spiste fint, men om natten kastede han op, det gjorde Sissi også, så jeg tænkte at det var noget med mangel på ormemiddel, dog kunne det ikke være idet jeg havde givet ormemiddel den 25. december 2010.

Nåh, jeg kunne se at han var lidt svag og havde problemer med at rejse sig, men tørrede opkast op, puttede ham og lagde mig til at sove igen. Næste morgen ville han ikke spise og begyndte at klage sig, lange hylelyde, og så vidste jeg at den var gal, jeg så at han havde ondt i maven og gav ham noget smertestillende og han blev rolig.

Kl 1100 ringede jeg til vet. Claudio, bad om undskyldning for at forstyrre, men at den lille var syg , havde 39 grader i feber, hvilket egentligt er bare lidt forhøjet, men at jeg havde set, at der var en smule blod i afføring, så vi blev enige om, at han havde gastritis eller collitis og han anbefalede mig medicin, amoxicilina, en antibiotica plus dexametasona.

Det gav jeg Whisky intramuskulært og ca. 1/2 min. efter, afleverede han en prut (skud) på 1 1/2 meter, fyldt med blod og afføring og det var signalet !!! Jeg prøvede at få fat på div. dyrlæger, Claudio kunne ikke komme, de andre kunne jeg ikke få fat på, men fik endelig fat på vet. Diego, som heller ikke kunne komme, fordi hans bil stod på værksted!!!!. Jeg sagde til ham ” Gør hvad du vil, men kom og afliv ham, han lider, tag en taxi , men kom.” Ok, han kom, jeg viste det jeg havde tørret op og han sagde “Nej Lisa, jeg tror ikke at han kan komme sig”, så jeg gav ok til aflivning, hvilket foregik på køkkenbordet, stille og roligt og Whisky sov stille ind.

Whisky var Uwes hund og han var så ked, så ked, men som jeg sagde til ham, Uwe, vores dyr lever ikke så længe som os, og når en hund eller et andet dyr lider, så er det tid og tænk istedet på, hvor godt han har haft det.

Whisky var jo overhund her til trods for sin lille størrelse i forhold til de store Schæferhunde, den lille fis tog rumpetten på de andre hele tiden f.eks. en lille anekdote i den forbindelse. Da vi boede i vores gamle hus i Santa Ana, havde vi en port ind og ud til gaden. En dag havde jeg givet et kødben til alle 13 hunde, men Whisky var ikke tilfreds med sit!!! Som altid med hunde (og mennesker) tror man at græsset er grønnere hos naboen, de andres “kødben” er bedre og pludselig, fuldstændig uden grund, begyndte han at gø som rasende, løb hen mod porten….alle slap deres ben og pilede efter, da de havde nået halvdelen af vejen, kiggede han, vendte om og snuppede det ben han allerede havde udsøgt sig og der stod de andre med “fletningerne i postkassen”.

Han stod også på skateboard, noget han selv havde fundet ud af, men der var ikke et øje tørt, når han gav sin opvisning til hundefolket…(brugshunde-folket, that is) specielt, når han ikke kunne komme længere et sted, så vendte han sig om på brættet og forsatte et nyt sted hen. Da han var en frisk lille fyr, lavede jeg lidt lege med ham f.eks. sidde og gø på komando, danse og sådanne fornøjeligheder, og det syntes han var skægt, så skægt at han blev helt tumpet, og det hidsede de andre op så det holdt vi op med for at undgå slagsmål mellem de andre.

Mht. hunde og deres, mange gange umulige ejere eller mangel på samme!!!, så er jeg i dette øjeblik blevet ringet op af en ældre dame, der sammen med hendes mand, hjælper dyrene på gaden og ringer til mig, når de ser at andre, naboer, ikke passer deres dyr ordentligt. Det bruger jeg faktisk en hel del tid på, ringer til ejerne og hører, hvorfor de har en hund bundet, i sol og regn og ofte lykkes det mig, at forbedre forholdende f.eks. kan de bygge et hundehus eller helst, at dyrene kan være, omend bundet i en løbesnor, på deres terrasse etc., hvor de kan have kontakt med deres familie.

Med Marielos har der været en del hikhak frem og tilbage og hun vil så gerne gøre det så godt som muligt, men hun er ved at spænde ben for sig selv og vil have at jeg løser problemet for hende, hvilket jeg også vil gøre, MEN de skal prøve først selv!!! Vi skal væk fra det der med “at vi ringer bare til Lisa, og så løser hun problemet”. Problemet er en stor hanhund der kommer og er hos hende hele dagen, hunden går løs, bor en 4 huse væk fra hende ude på landet og ejerne har givet udtryk for, at de ville af med den, evt. sætte den på gaden i Puriscal. Da jeg hørte det, rejste mit hår sig, ikke helt nemt eftersom jeg har håret halvvejs ned ad ryggen!! og sagde at “DET ihvertfald var udelukket”, sagde at jeg ikke kunne tage den, men at vi skulle finde en løsning.

Ok, jeg fik telefonnumret til familien og talte med en østriger, Elke, og hørte lidt om, hvorfor de havde tænkt sig at sætte hunden på gaden for, som jeg sagde til hende, “Elke, vi er europærere og sådan noget gør vi ikke, det er slemt nok, at folk gør det her, men vi skal lære dem, er det er et NO NO”. Det forstod hun, men sagde at de allerede havde tre, havde givet en væk, som de gerne vil have tilbage, fordi de fortrød og denne hanhund er en, der blev efterladt hos dem, da de lejede huset.

Nåh, nu har jeg sagt at de to familier skal snakke sammen og kan de ikke finde ud ad det, så ringer de til mig … min løsning er, at hunden nu har to familier, hvor den selv kan bestemme hvor den vil være og med hvem. Det må de forstå, det er der ikke noget problem i, bare de finder ud ad, hvem der fodrer så der ikke blive givet dobbelt, den er vist ret fed og jeg forklarede Marielos at hunde, ligesom mennesker, ikke må blive overvægtige pga. hjerteproblemer og diabetes og andre sygdomme, der kommer i forbindelse med overvægt.

Nåh, hun vil tale med ejerne, jeg har en familie til hunden, men jeg synes den har det alletiders som den har det, tænk sig at kunne gå frit rundt, tage med ud og plukke kaffe, ligge i skyggen og tage et bad i floden, få mad og drikke og blive behandlet, hvis den skulle blive syg…..helt ærligt, det kan næsten ikke blive et bedre “hunde-liv”…

Jeg blev ringet op af en herre i nærheden af Tabarcia, der spurgte om jeg ikke kunne hente en Schæfertæve med 8, siger og skriver otte hvalpe på ca. en måned, for han vidste, ikke hvad han skulle stille op med så mange!! Jeg meddelte at det vidste jeg heller ikke, spurgte hvorfor han ikke i første omgang havde steriliseret tæven, men det havde han “glemt”, og nu havde den så lagt sig ud med en ligeså stor hanhund (et mix af alt muligt) og der har vi et problem for ingen kan eller vil, have store hunde, alt , alt for dyre i foder… folk her på landet har ikke engang til at købe en liter mælk til deres børn.

Nåh, jeg sagde at de skulle give ormemiddel til såvel tæve som unger og få de små til at spise selv, lade dem være hos moderen til “opdragelse” til de var ca. 2 mdr. og give tæven et æg i maden hver 2. dag for at få proteiner og der gik der kuk i det!!! Tæven vil de af med også, for hun stjæler æg fra både dem selv som deres naboer!!! Nu er det jo sådan i naturen at et æg ikke altid bare er et æg forstået på den måde at et HELT æg ikke er det samme som et æg, der er slået ud og givet i foder, men da tæven nu er STARTET med et helt og ved, hvordan det smager slået ud, fordi hun ved, hvordan man knækker det, så er det et problem, så jeg sagde “drop det der med ægget og sørg for, at tæven ikke lærer ungerne, hvordan man finder og æder æg” for, så er de “bound to be” bundet, resten af deres liv, folk her er fattige og lever selv af deres løsgående høns æg, og det er bare bombesikkert at tidligt eller sent, bliver de hunde forgiftet, som “hugger” æg eller at de bliver bundet, og så kan de selv om resten.

Jeg tilbød foder, men det havde de penge til, så jeg tilbød kastration af tæven plus tævehvalpe, og det ville de gøre, når vi den 19 marts 2011 har kastration i nærheden, og det ville de så gøre!! Jeg vil sørge for, at de denne gang ikke “glemmer” det for jeg har deres telefonnummer og vil ringe inden, give en god rabat for flere dyr, så jeg sikrer mig at de kommer.

En dame ringede, grædende, og spurgte om jeg ikke kunne komme og tilse hendes lille tæve, der var blevet kørt over og nu ikke kunne bevæge sig. Jeg spurgte hvornår det var sket og det var for en 20 minutters tid siden. Den lille havde ligget under en bil, der blev startet og hun har sikkert sovet dybt og ikke fået flyttet sig, hun ligger med hvalpe, men de er store nok til at man kan introducere opblødt foder, så det er da altid noget. Jeg sagde at hun skulle kontakte en dyrlæge, men i mellemtiden give tæven noget smertestillende, små (forkælede) hunde, det være sig hanhunde eller tæver, er mere følsomme, ikke så robuste, som dem der er større og mere vant til “livet” som hund, det ser vi hver gang til vores kastrationer i opvågningsfasen, de tager længere tid og det samme gør sig gældende for katte!!! Egentligt ganske interessant og jeg kan ikke forklare hvorfor, men sådan er det!!! Nåh, det var heldigvis et tidspunkt, hvor diverse dyrlæger arbejder, og da jeg ikke har hørt mere går jeg ud fra, at hun har kontaktet vet. Diego og jeg vil vide mere, når han præsenterer mig for regningen!!!! Med forbehold for, at I tror jeg er tosset, så gjorde det mig “glad” at hun græd over sin lille hund, og det er fordi at vi nu om stunder ser, at folk virkelig er glade for deres dyr og bekymrer sig om deres ve og vel, sådan var det nemlig ikke for bare ti år siden, så som I ser, nu er vi begyndt at “høste hvor vi har sået”…..

Zoraida, en gammel bekendt, ringede fra en lille by i nærheden og spurgte om jeg kunne hjælpe med en kastration af hendes nabos tæve der, endnu, engang var gået i løbetid. Hendes nabo er en ældre kone, pensionist, som var ved at spare op til sterilisation af tæven som, åbenbart, går i løbetid oftere end normalt, ca. hver 3. måned. Jeg vil æde en gammel hat på, at tæven er en af dem jeg kalder en “urhund”, de går nemlig i løbetid hurtigt efter hinanden fordi de, ifølge deres natur, skal sørge for at komme med afkom fordi de ved, at ud af 6 hvalpe, overlever måske en. Det er også dem, der i løbetiden, sørger for at de bliver gravide og dermed lader de “alle komme til”, således at vi ser, et kuld med f.eks. tre forskellige fædre, eller at de pga. deres enorme arvemasse, kommer op med helt, helt forskellige hvalpe, hvor ikke een ligner den anden, heller ikke mentalt set, nogle er sky andre frembrusende og det er faktisk spændende at følge sådanne hvalpe….. MEN ikke SÅ spændende at jeg vil tage dem til mig med mindre det er absolut nødvendigt, f.eks. at tæven ligger med dem på en mark i et hul og den slags.

Nuvel, Zoraidas nabo er pensionist og får en pension fra staten på 70000.00 colones, noget i retningen af 700.00 DKK og det skal hun leve for, ikke nemt, når der skal betales lys, vand og andre fornødenheder f.eks. mad!! Men hun havde kalkuleret at tæven ville gå i løbetid 4 mdr. efter fødslen af kuldet, så hun var gået i gang med at spare og det hun havde sparet op i løbet af to måneder var 2 x 30.00 DKK, altså ca. 60.00 kroner, men hvad nu, når dyrlaegen forlanger 100.00 kroner??? Jah, så ringer man til mig og aftalen blev at jeg hjælper den gamle dame med halvdelen og hun har en tier til overs til at købe noget mad til sig selv, og det gør jeg, med jeres penge, for hvis folk selv viser initiativ, så er jeg den sidste der lader dem i stikken. Det er jo det det hele går ud på…. hvis de hjælper dyrene til et bedre liv, så hjælper jeg dem med at få det til at passe og det er bla. det, jeres penge går til….

Kan I huske jeg fortalte om en lille tæve-hvalp jeg hentede på gaden, fordi den var for lille til at gå der, SUSY, hedder hun og er nu en “ung dame” der har haft sin første “løbetid” til trods for at hun er opereret!!! Jah, det kan man jo ikke umiddelbart forstå men nogle gange sker det, at dyrlaegen ikke får det hele af de to ovarier med ud, og så er de fejlopereret og går dermed i normal løbetid, men uden at kunne blive gravide eftersom uterus er fjernet. Jeg siger jer, et bøvl med hannerne her, alle opererede men DUFTEN!!!!! Nåh, SUSY er en smart lille tæve og fandt ud ad, hvordan man kunne komme ud af inhegningen, hvor hun sov om natten, sammen med (Per)- Nille og Willy, resten af tiden går de løse, men det ville hun altså også om natten, hvor hun i øvrigt huggede Dexters hundehus, så han måtte sove på det bare gulv i gæstehuset.

Nuvel, søndag aften, efter fodring, kom en bekendt forbi med en hundeflok og SUSY besluttede sig for at følge dem, de er alle små hunde og hun er sådan mellemstor, men har en karakter, som hun udøver overfor de hunde, der tillader det!! SARA her tillader det ikke, så SUSY er nu overhund og bestemmer farten hos denne bekendte, de har 15 små hunde, de fleste hentet fra gaden og kan, naturligvis ikke have hende “på kost” også, men det lader til at de er ok med at have hende der, og jeg sender så en pose mad ind imellem, dels til de små, dels til hende, jeg mener om jeg skal fodre hende her eller der, kan jo være ligegyldigt, det jeg vil have er, at hun har det sådan som hun selv vil og er det hos dem, er det ok med mig…..

Mit sidste nye “skud på stammen” er en tæve som Marito hentede i går, egentligt ville jeg ikke, men tæven bliver voldtaget, går jeg ud fra, af en nabo som bruger hende til sex!!!Naboen er skilt, det tror jeg på, hvilken kvinde vil have en mand, der først har været hos grise, hunde, høns etc. og så komme dansende og vil noget hos en selv!!! Jeg skal ikke kunne sige hvorvidt en hund lider overlast af “denne behandling”, tror egentligt ikke der ligger nogle undersøgelser om dette, men naboens nabokone, kunne ikke holde tanken ud for hver gang hendes mand gik på arbejde, hentede naboen hunden osv……. hvad er det man siger i DK???…. vi lader den lige stå lidt!!!

Nåh, hvorom alting er, stå eller ej, hunden er her og nu skal jeg bare passe på, at han ikke kommer her og vil have hunden, men Marito mener, at det vil han ikke turde, men hvem ved???Nåh, “den bro krydser vi, når vi når den” og så ser vi videre, foreløbigt er hun rolig, står i loebesnor, men ser ud som en hund, der bare venter på at blive sluppet og gå derhen, hvor den helst vil være!!!! Tiden vil vise, hvad vi stiller op med hende, hun er vant til at gå rundt frit og det er synd at have hende i snor, men det “andet” er jo også synd, jeg ved ikke, for mig er det unaturligt, en hvilken som helst anden “race”, dyr som mennesker ville aldrig indlade sig med andre dyr end deres egen race med formålet at reproducere sig, men vi mennsker laver “lidt om” på det hele og bruger dyr i mangel af bedre… Nåh, det er jo så nyt, hun kom i går, og lad os se, om hun kan falde til her hos os.

Og til slut, har vi haft bryllup i det “lille hus”….Laura, min hundeveninde, som hjælper til ved kastrationer, blev gift her den 8. jaunar 2011 med 46 gæster, en advokat giftede dem og det var en rigtig hyggelig fest i nogle timer inden de fortsatte hos dem selv med andre. De har få penge og at leje et lokale var lige i overkanten af, hvad de kunne klare, så jeg foreslog at de kunne holde brylluppet her, vores egen søn blev også gift her på terrassen for ti år siden og da vi har plads nok, var det ikke noget problem, dog havde jeg sagt til hende, at jeg lagde hus til, men ud over det, måtte de selv klare resten, lejning af stole, borde og den slags, også maden skulle de stå for plus drikkevarer. “Helt fint” sagde de unge “det klarer vi”, men selvfølgelig, vi er jo i Costa Rica… bruden kom for sent og skulle skifte tøj her, så manglede ringene, og gæsterne kom, men der var ingen til at tage sig af dem bortset fra mig, og jeg havde intet at byde på af drikkevarer eftersom Laura skulle komme med det, det eneste jeg havde var en lille snack, som en veninde havde arrangeret og som var mit bidrag, den røg i den grad for deres manglede også, samt isen til den varme cola… bryllupskagen måtte de købe, den de havde bestilt kom ikke, for damen var taget på ferie uden at give besked….. jøsses Leute, men det var slet ikke noget problem for nogen, det er man vant til her, jeg var ved at dø, begyndte at undskylde overfor folket, men det er nok fordi at 18 år her, stadig ikke har gjort mig til costaricaner!!!!! Jeg kan så meget andet, men det der…. det har jeg altså svært ved…… jeg mener, bare lidt forberedning og alligevel ligger jeg galt, de havde alt med stole og dekoration og alt det der, færdigt allerede i november, men de små detaljer… apropos ringe, så var de bestilt i november, og Laura har taget lidt på siden da, og så skulle den stakkels Pablo jo putte ringen på, og hvad sker der så…. den gik kun til halvdelen af fingeren, han knoklede rundt til Lauras jamren, så mutter her, måtte hente noget sæbe og med bøvl og besvær, fik hun ringen på og blev deklaret for gift.

Jah, alt for idag, jeg er ved at forberede et par runder her og der, prøver mit nye “eksperiment” med små, så vi har tid til ungerne og få en god snak med de voksne om dyrehold som sådan, wish me luck, I need it ….

Et NYTÅRSKNUS til alle
fra dyrene her og Lise

MOROGORO sterilization and vaccination project

UK volunteers the Faculty of Veterinary Medicine,  Sokoine University of Agriculture (Morogoro), from left to right are Tina, Dr.Thomas W. Kahema, Prof.Bittegeko (holding books) and Emily. Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) is a non- profit, non-governmental organization registered in Tanzania (00NGO/0492) with a major aim of promoting animal welfare in Tanzania. We are a group of people (veterinarians, teachers, members of community, agricultural workers) working currently mainly on volunteer basis. TAWESO is grass root community organization registered on 18th of April, 2008. We are volunteer organization devoted to help animals by fighting against all forms of animal cruelty. In Tanzania, animal welfare is still not a major priority to many people as they are faced with many other life challenges like street children, extreme poverty and hunger thus the government does not provide financial support to non-profit organizations and therefore our society is working hard in order to improve the welfare of animals in the country, apart from normal routine activities in helping suffering animals in the country, TAWESO runs Dog and Cat Population Control Project in Dar es salaam and Mpwapwa district in Dodoma Region and in the latter area we have  a Donkey Welfare Project. THE PROJECT: The project was conducted in Kihonda, Morogoro and Lupeta ward and some parts of the Mpwapwa Livestock Research &Training Institute in Mpwapwa district, Dodoma region, some 700 kilometres from Dar es salaam. The villages involved were Chang’ombe, Bumila and Lupeta and LITI. The project was executed by two TAWESO volunteer staff from Dar es salaam (Dr.Thomas W.Kahema and Richard Itaba) and other two volunteer vets from UK (Tina Nurse and Emily Willoughby) who joined with us during implementation of the project. Billede 2

Sterilization theatre under the Baobab tree in Bumila Village, Mpwapwa District.

Each morning, we set up our operating theatre under a tree and conducted surgery surrounded by scores of fascinated locals.Not used to close human contact, the dogs resented restraint. The dog catcher (a previous donation from SNIP International charity in England) was an asset, coupled with Richard Itaba, our extremely capable and experienced Animal Field Officer. Many children walked the distance to our clinics barefoot, presenting their puppies in cradling arms for veterinary attention not usually within their reach. As word spread, the numbers slowly grew. The appreciation was obvious and the need for this kind of care more than necessary.  It is not a short-fall in husbandry that prevents these pets from being in tip-top condition.  Amenities are difficult to find in the Mpwapwa area.  Many dogs were under-nourished and presented with various parasitic infections; especially ticks and mange. Others had Venereal Transmissible Tumour (TVT) disease and we have to excise the tumours coupled with sterilizations. Prophylaxis is not a reality.

The project was carried out for about two months intermittently as there was a national election from the months of October and November 2010. A total of 51 dogs were sterilized (20 spays and 31 castrations) and 6 cats were neutered and 4 were spayed.

198 dogs and 18 cats were vaccinated against rabies and dewormed. The project was supported from Animal SOS Denmark and other kind donations.

Billede 7

Kind Regards Tanzania Animal Welfare Team.