Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.

Holdningsændringer tager tid, men med stædighed og en evig fastholdelse af målet kommer man langt, lyder budskabet fra Lise i Costa Rica.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft utrolig travlt med alle dyrene, den nye gruppe som nu er organiseret i Puriscal, to sterilisations-runder plus alt det løse. Det sidste er det, der tager mest tid – det er alle dem, der ringer og beder om råd og dåd.

Den 10. marts havde vi en runde i en lille by fem min. Herfra, og der kom 85 dyr – hunde og katte. Dyrene så alle godt ud, velnærede og kun én havde hudsygdom. Ejerne fik medicin af mig med hjem og anvisning om, hvordan den skal gives. Jeg holder altid en lille tale, inden vi går ”i krig”, fortæller om forløbet, hvad sker der mens og efter operationen, hvornår man kan give mad og vand etc. Ydermere får folket et lille hæfte fra SASY og mit indlæg i avisen fra 2005 om ”en hunds dagbog” – en trist historie. 90 pct. af de dyr, der kommer, er taget fra gaden af venlige mennesker, der synes, det er synd for dem. Meget få er racehunde – dog kom der to Golden Retriever-tæver og begge gravide, det skal jeg love for. De ene ville nedkomme med 14 – siger og skriver fjorten hvalp – og den anden ”kun” 12. En tredje havde otte og en kat var gravid med seks killinger. Folk før i tiden mente, at vi lavede ”synd” set med Guds øjne, men som jeg sagde ”er det ikke mere synd, at alle disse uønskede hvalpe bliver født og lever et elendigt liv på gaden?” Disse folk ser vi ikke længere her. Katolikkerne har ændret mening – også med hensyn til hvor mange børn de selv vil have. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at en kone fødte op til 18 børn, men nu er det mere almindeligt, at de får et par stykker, og så bliver konen steriliseret eller også manden. Noget der var et absolut no no for bare 20 år siden.

Nå, en dame kommer og meddeler, at hun har tre små hvalpe i en papkasse – tæver – og dem vil hun aflevere. Jeg sagde ”øhh, lige et øjeblik, skal de steriliseres eller hvad?,” hvortil hun svarede at nej, de var afleveret hos hende selvsamme morgen, og hun kunne ikke have dem, fordi hun allerede havde tre af deres egne – og så tog hun tog ”sit gode tøj” og forsvandt. Well, jeg tog lige en stirrer på alle tre, som var dødbange, rystede af skræk, hvilket jo er klart: Taget væk fra deres mor og deres omgivelser, puttet i en kasse, kørt i bil og så al den larm, der er med alle hunde og katte etc. Nå, jeg tjekkede dem; de to var ok, den tredje havde ræveskab, og de var fyldt med lopper og tæger. Jeg kiggede på deres tænder og så, at de var ca. 3 måneder gamle og derfor ”kandidater” til operation. Dog som de sidste eftersom vi jo ikke vidste, om de var uden mad og drikke. Jeg sad med dem i skødet og talte blødt, gav dem nogle dæmpede signaler, og det lå ligesom i luften, at det var mig, der skulle tage dem med hjem, hvilket jeg gjorde. Jeg ringede til Marito og bad ham om at forberede vores emergency-hundehus, og der har de to af dem så været siden den 10. marts. Én tog dyrlæge Lauras assistent, og de to andre er nu ok til adoption i næste uge. Vi alle er kede af at give dem væk, men jeg har altså 30 hunde, og det er lige i overkanten af det ”tilladelige”. De små er simpelthen bare SÅ søde, de kan ikke gå normalt, de hopper og danser af bare fryd, men lige i øjeblikket er de lidt triste, for de savner deres legekammerat, som dyrlæge Laura havde til adoption (et par små gutter hentede den fra parken i Puriscal) og som jeg tog hertil på ”paaskeferie”, så hun kunne få lidt mulighed for at bevæge sig, få lidt ”pondus” (hun var ekstrem tynd) og bygget muskler op. Jeg afleverede hende igen i går, og dyrlæge Laura sagde ”Lisa, jeg kan ikke genkende denne tæve, har du ikke byttet hende ud med en anden?” De to andre bliver givet til Laura i næste uge, Yadira og Marito og jeg selv er kede af at aflevere dem, men de skal have ”hjemmets varme”, og forhåbentlig kan de blive adopteret sammen. De er pot og pande, de finder pinde og blade, og det sidste var et dødt dyr, som gribbene havde taget kødet af, men pelsen lugtede tilsyneladende dejligt, så den leger de med. I det hele taget leger og leger og leger de, jeg håber, at de kan blive ved med det i deres nye hjem…

Nummer to kastrations-runde var i Tabarcia den 14. april 12 med 69 dyr, også her så dyrene OK ud, i min lille tale gør jeg meget ud ad at ”kreditere” folk for at de passer dem godt for ligesom at stimulere dem til at fortsætte i samme retning, ved denne runde, kom en mand med hele ti hunde, han er kendt for at tage dyr til sig og derefter give dem væk til folk han kender og han fik en rigtig god pris, jeg kan ikke lige huske det men mener at han fik alle opereret for omkring 400.00 danske kroner og det må jo siges at være billigt, der kom også en ældre herre med to hunde og havde ikke pengene, men dem tog vi med ”i købet”, den ældre har en stats-pension på ca. 700.00 danske kroner pr. måned og så er der jo ikke meget at ”rutte med”, han nærmest græd af glæde og jeg fortalte ham at grunden til at det var gratis var, at der er en organisation i Danmark, som giver donationer til det, så han sender en glad og taknemmelig hilsen til jer….

Jah, så er der alt det ”løse”, det vil sige hunde sat på gaden (den klarer jeg med jeres hjælp i form af foder, ormemiddel, mælk, kalk etc.) og overkørte hunde – det er dyrlæge Laura, som tager sig af det med hensyn til evt. operation, medicin etc. Det er altid det samme på dette tidspunkt af året, alle ungerne ønsker sig en hvalp i julegave, omkring julemåned er de fleste hvalpe mellem tre og fem måneder gamle, de går i første løbetid og bliver gravide og derefter sat på gaden, hvor de får deres hvalpe i et hul, de graver, under en busk eller et palmetræ, og venlige mennesker ringer så til mig og beder, om at jeg kan hente dem. Det kan jeg ikke, men det er virkelig lykkes mig at få folk til at forstår, at DE tager sig af tæver med hvalpe, jeg hjælper med foder etc., men dyrene bliver hos dem. En dame, Ana, ringede: hun havde fået mit telefonnummer af en nabo, som fik det fra en nabo som fik det fra en nabo… Så er det jo klart, at så mange ringer – jeg har opkald fra folk, jeg har hjulpet med deres dyr for over ti år siden!
Dette arbejde er anstrengende psykisk og også dyrt, men nu er gruppen i Puriscal jo etableret, og så må de se, hvordan de klarer disse udgifter i deres område. Så kan jeg koncentrere mig om resten; de er vant til at ”vi ringer bare til Lisa, og så hitter hun på noget” men nu skal de selv, og det kan de også sagtens,. I alt beskedenhed så er alle ”oplært” af mig, og når jeg kan alene, kan de også i gruppen. De skal bare lave et koncept, hvor en gruppe er ansvarlig for fx sterilisation – hitte lokalet, doktor, dato, sætte information op etc. En anden gruppe tager sig af nødstedte dyr – dvs. gadedyr som skal fodres, have ormemiddel og steriliseres. En gruppe står for at hjælpe overkørte dyr, som skal til dyrlæge. En gruppe står for at finde donationer til at betale for det hele inkl. dyrlægeregninger. En gruppe tager sig af at sørge for, at alle de andre gør det, de arbejder med som en form for tjekliste, således at alle arbejder fornuftigt, og at der sker fremskridt og ikke tilbageskridt, og at ”højre hånd ved, hvad venstre hånd gør”. Det er vigtigt, sådan at det hele ikke ender med ”jamen, jeg troede….” et eller andet, hvad det nu måtte være, og så går der kuk i det, fordi de kommer op at toppes, folk trækker sig ud ad gruppen, og det ender såmænd nok med, at der er et par ildsjæle tilbage, og så klarer de resten. I gør jer ikke begreb om, hvor mange gange jeg har hørt sige ”Ihhhh, Lisa, jeg vil gerne hjælpe, for jeg elsker dyr,” men når det kommer til stykket, er kærligheden ikke stor nok til, at de kommer som aftalt, fordi der lige kom et eller andet i vejen. Kunne være en fødselsdag, ondt i bøtte, har ikke tid fordi de skal pille næse eller læse en bog… Ja, ja, 20 år i denne business gør en til mester i at skille fårene fra bukkene. Take my word for it!

Jeg har med interesse læst Rikkes indlæg på siden efter hendes besøg hos May i Belize og ser, hvis altså jeg ser rigtigt, at det er der, som det var her for 20 år siden. Så der er vist lang vej igen, men klemmer man balderne sammen og er stædig nok, så lykkes det. Det er noget med at holde sig målet for øje, for der laves nogle ”detours”, men holder man fast i sine egne principper, kan man faktisk komme temmelig langt. For May kræver det en gruppe som beskrevet ovenfor. Belize er så vidt jeg ved en ex-koloni af englændere, og hvis jeg har læst rigtigt, tager englænderne deres hunde til dyrlægen, før de tager deres unger til lægen! Det må jo på en eller anden vis have smittet af på lokalbefolkningen. Jeg kender ikke deres bruttonationalprodukt, men kan ikke forestille mig, at befolkningen er fattigere end her i Costa Rica. Jeg tror, at der skal en holdningsændring til og så tilbyde sterilisation, så det fløjter. Og jeg mener massive kastrationer, som vi gør her. En enkelt hund her og der dutter ikke, det dutter heller ikke at fodre en tæve, så hun bliver ”fit for life”, for så går hun i løbetid, bliver gravid og får hvalpe, og så er vi jo lige vidt. På Rikkes indlæg forstår jeg, at der er mangel på medicin, og at Mays dyrlæge står uden indimellem. Det, vi gør her, er at bede medicinalfirmaer om donationer af udløbet medicin – det være sig alt fra antibiotika til creme, shampoo etc. Vi ved alle, at et antibiotikum er aktivt to år efter udløbsdatoen, måske ikke 100 pct., men måske 95 pct. alt efter, hvad vi taler om, og hvordan det er blevet opbevaret. Medicinalfirmaer vil jo sælge deres produkt, og dyrlægen kan ikke sælge det, hvis det er udløbet, men vi andre dødelige kan bruge det og det gratis. Måske skulle Mays dyrlæge kigge lidt efter det, måske kunne man forstille sig, at man kunne indsamle disse produkter i Danmark og sende over, eller en evt. frivillig kunne tage det med på rejse. Ja, jeg ved ikke, men man bliver nødt til at hitte på evt. muligheder. Det ser umiddelbart ud som en kæmpe opgave, men det kan lade sig gøre. Jah, herfra kan jeg kun ønske al mulig held og lykke, at loppemarkedet har givet lidt pote til at bygge et gæstehus til frivillige, og at dyrenes forhold bliver bedre hen ad vejen. Det tager tid, men det kommer – ligesom her – lidt ad gangen. Med ”tro, håb og kærlighed” kommer man altså langt…

En forårshilsen her fra varmen – vi har i øjeblikket 34 grader C. Det er begyndt at regne til glæde for alle dyr og planter, og et var på tide med regn, for vi var ca. en måned bagud, men nu strutter det hele, der er masser af insekter, fuglene har unger i reden (smart som naturen indretter sig, så der er mad til ungerne) og jeg fodrer falkene, som også har unger, således at de ikke går i rederne af de andre småfugle.

Lise

Lise fra Costa Rica har været på pigetur, mødt en hundehvisker og været i konflikt med loven.[divider]
Kære alle sammen

For ti dages tid siden kom jeg hjem fra et weekend-ophold, hvor vi besøgte et shelter for dovendyr. Folk fra nær og fjern kommer med disse dyr til dette shelter De kommer ”op at stå”, mange bliver sat ud i naturen igen, og andre bliver hos dem – fx dem, der ikke ville kunne klare sig i naturen på egen hånd. De, der ikke kan det, er fx overkørte dyr, amputerede dyr, unger som behøver en mor til at vise hvilke planter man spiser, og hvilke er giftige – vi har mange, mange giftige planter her i landet. Dovendyr lever alene, de er meget lidt sociale, og har man to eller flere i et bur eller indelukke, er det, fordi de kom samtidig og på den maner accepterer de andre. Men at sætte to voksne sammen duer ikke.

I ved, at SASY har en årlig fundraising, og min veninde Patricia havde budt på et ophold på dette shelter. Ideen var, at hun stod for ophold og jeg for vores forplejning, men så ringede hun og spurgte, om vi ikke skulle tage to veninder med, der ligesom os arbejder med gadedyr. Den var jeg naturligvis med på, og en fredag tog vi af sted med det klare formål IKKE overhovedet se på hunde, så vi ikke endte op med at tage 20 stykker med hjem!

Man kan vist roligt sige, at vi fire kvinder er noget af en broget flok. Patricia er fransk, 52 somre og har netop mistet sin gamle far, der begik selvmord, fordi han ikke kunne holde livet ud efter at have mistet sin kone til brystkræft. Marlene, ca. 60 somre, er fra Schweiz, har også brystkræft og har lige fået fjernet et bryst og været igennem en grim kemo, Luz Marina er costaricaner, ca. 44 somre, og har en arvelig lungekræft, som hendes mor døde af. Hun bliver behandlet på Cuba med noget specielt medicin og har besluttet, at fra nu af NUL kemo. Og så er der undertegnede, snart 54 somre, med mine mindre problemer hvis man ser det fysisk.

Well, det her kunne jo nemt have udviklet sig til en “tude-tur”, men vi havde alle besluttet os for, at vi VILLE have det sjovt, lave fis og ballade og glemme hverdagen lidt. Og jeg skal love for, at det blev tilfældet! Der er ingen tvivl om, at dem, vi var i kontakt med på turen, næppe vil glemme os fire – i hvert fald ikke det næste halve år. På hotellet, på restauranter, folk vi mødte på vores vej syntes, vi var noget af det skæggeste, og alle fik en god griner med os. Vi taler jo alle spansk med “detaljer”, og Marlene taler med kraftig accent, og hvert tredje ord er “puta” (kan sidestilles med shit, eller bitch), hvilket folk var henrykte over, fordi det var hende, der sagde det. Vi var på Caribe-kysten i nærheden af Limon, hvor vi futtede landevejen tynd. Patricia kørte, og jeg var co-pilot – meget godt for hun er jo fransk og taler med hænder og fødder, knalder hænderne for ansigtet, vender sig om for at tale med de to på bagsædet etc…Jesus! Så jeg var nødt til at overtage rattet med venstre hånd! og på et eller andet tidspunkt blev vi opholdt af en politibetjent, som godt kunne tænke sig at se vores pas eller personbevis. Jeg hører svagt fra bagsædet – politimanden gør heldigvis ikke – “puta”, det var Luz, den eneste costaricaner, som sagde; “det ligger hjemme i mit hus.” Så her var gode råd dyre (jeg plejer at sige, at gode dyr rådne). Ingen af os havde pas med, Marlene sagde ”puta” og hev en forkølet fotokopi ud af sin taske. Den unge politi-Fritze, sådan en bette Napoleon-figur på ca. 25 pr, begyndte at tale om, at han jo kunne anholde os etc, og at det ville tage ca. 10 timer, indtil de via computer ville have vores data. Patricia og jeg lagde os i selen og forklarede lidt om, at man ikke kan rejse med pas i Costa Rica – et dansk pas koster ca 900 kr., og det tager et par måneder for at få et nyt. Nå, et eller andet sted kunne han jo godt forstå det, men ævlede om direktiver og den slags og sagde “jah, i virkeligheden er vi jo slet ikke interesseret i jer – vi er mere interesseret i unge mennesker der kunne have stoffer etc.” Javel, taenkte jeg, DEN snupper jeg ham på og sagde med min sødeste stemme “lige et ’øjeblik, søde betjent, men kan det have sin rigtighed, at De lige netop har sagt, at vi er en omgang gamle koner, som ingen gider interessere sig for?” vendte mig om til de andre og spurgte “hørte I også det?” Vi grinede alle, og de sagde “helt klart,” og den stakkels fyr – ildrød i hovedet – slog ud i en latter, som var med elastikker fra mundvige til ører og sagde “ok, ok, skynd jer at køre!” Hvilket vi gjorde. Det er det med humoren – den hjælper et godt stykke af vejen..

Jeg har også gode nyheder mht. føllet Pajkos, som IKKE har heste-anemi eller heste-AIDS, så i morgen kommer Elisabeth, som laver det samme med heste som jeg med hunde, og henter ham. Hun spurgte, om jeg var ok med at afgive ham og jeg sagde ”nej,” men han skal lære hestelivet og ikke hunde- og menneskelivet. I mange af bedre leger han med hundene og med os mennesker. Han snapper, det er ikke aggressivt, men han kender jo ikke sine kræfter, og forleden tog han lige et godt bid i mit bryst, og da jeg havde pillet nogle tæger af ham, bøjede jeg mig ned for at knuse dem med en sten og gudhjælpemig om ikke vups, havde jeg lige et godt bid i rumpen, som fra at være sort er noget gulligt i farven nu. Elisabeth kommer ca. kl. 10.00 – vi ser, hvordan vi får ham pp ladet af bilen, Elisabeth vil nok være med ham under transporten, og Marito og jeg,vil følge efter i bilen som det tynde øl. Jeg er meget, meget interesseret i, hvordan han oplever det nye med andre heste, se hans reaktion og vil også gerne være der, så han oplever at have noget kendt det nye sted. Hun vil sætte ham sammen med venlige heste, og senere skal han prøve kræfter med de mere livlige – det bliver sikkert interessant at se hans reaktion.

Den første kastration i dette år er lige løbet af stablen med 33 dyr. Den blev holdt privat hos en kollega, og med denne plus Laura tager vi til San Jose om nogle få dage for at se et show af hundehvisker Cesar Millan. Han optræder på Animal Planet – I kender ham måske derfra – jeg gider ikke se programmet, fordi det er synkroniseret fra engelsk til spansk, og det giver et helt forkert billede af det, der bliver sagt, og det er tåbeligt at tro, at han på fem minutter kan få rettet en hund, som har alvorlige problemer af en eller anden slags. Det tager lang, lang tid og tro mig, han tager hunde med til showet, som han har trænet i over en uge, hvor han har været her. Der er ingen tvivl what so ever om, at manden er ok, velbevandret i hundeverdenen og specielt i flok-mentalitet. Han bliver ind i mellem kritiseret med hensyn til sit arbejde, men ofte er det af folk, der træner en eller to hunde ad gangen, han går ture/træner med mange – op til 40 – og det er noget, jeg ved om. Har altid sagt at med et par stykker kan man træne, men med 14 på én gang? Nå, jeg futter ind med veninderne og tager en stirrer på hans arbejde, og det gode er, at dem, der står for organisationen af hans tur i Sydamerika, vil give en procentdel til SASY, så vi kan få kastreret nogle flere. Vi alle kastrerer, så det fløjter, men vi skal op på ca. 60 pct. af opererede dyr for at holde bestanden nogenlunde nede, og vi er kun omkring 45 pct., så som I ser, der er ikke andet for end at klø på.

Ja, det var vist alt for i dag. Der er masser at berette om, et nyt initiativ fra forskellige folk fra Puriscal som gerne vil lave et arbejde under min/vores organisation, men jeg vil lige sove på den for jeg bare VED, at jo flere kokke, som alle vil spytte i suppen, jo flere problemer, og jeg vil netop ikke have problemer. Jeg har gjort arbejdet i mange, mange år, men en dag er jeg her jo måske ikke her længere til at stå for biksen. Det kommer an på så meget, og så kan de andre jo fortsætte det arbejde, jeg har begyndt. Det kan de allerede nu med hensyn til kastrationer, men det er langt fra alt. Folk ringer om problemer med deres dyr; det er alt fra, at et træ i en storm er faldet i hovedet på hunden, til at hunden har mentale problemer. I tror, det er løgn, men jeg lover jer, at det er langt, langt bedre end tidligere, men ikke nok endnu. Og jeg ser sorte skyer i fremtiden, hvor vi ender op med de samme problemer med “alene hjemme-hunde” og ensomhed, som vi ser over det hele; Europa, USA. Udviklingen går på, at flere og flere er i arbejde, og der er ingen til at tage sig af diverse dyr, de måtte have. Det er her lige ved at være et problem at skaffe en bedstemor til de små børn. Folk har ikke råd til børnehave, og bedstemor arbejder.. .Ja, vi må klø på, der er intet andet for end at hitte på løsninger. De er der et eller andet sted, vi skal bare finde dem…

Smil herfra.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Året, der gik, synes jeg har været ganske produktivt. Både med hensyn til kastrerede dyr og også i forhold til at folk opfører sig bedre omkring dyrehold. Der er lang vej igen, MEN vi skal nok nå det, bare senere… Hvad er det man siger; tålmodighed er en dyd! Altså, tålmodighed har jeg også haft og har stadig med et lille føl, jeg har købet af en nabo.. Ikke fordi jeg vil have hest – ville jeg det, havde jeg jo haft en eller to for ca. 11 år siden, da vi flyttede herud. Sagen er den, at min nærmeste nabo har grise, som han fodrer op og derefter sælger. Han havde så afleveret nogle hos en, der ikke kunne betale med penge, men gav ham en gravid hest – en lidt ældre “dame” og han modtog hende i god form.

Nu er det sådan, at han ikke har begreb om heste, og hun blev mere og mere skidt, fødte sit lille føl – en hingst – men hun blev bare mere og mere tynd, så jeg sagde til ham, at hun kunne græsse her med føllet, og det gik da også godt i starten. Min nabo er MEGET kolerisk, en af de costaricanere man skal holde lidt på afstand af, og i hvert fald ”holde på hat og briller” hvis man vil lægge sig ud med ham. Nuvel, han er en ung og særdels arbejdsom mand, tager af sted hver dag kl. 4 om morgenen og kommer sent hjem, så jeg fik aldrig snakket med ham, og en dag hentede en mand de to heste, og de gik så på græs hos ham. Nu er det sådan, at græs for en hest ikke er den samme for en ko, og dette græs kan en hest ikke fordøje. Heste har én mave, en ko har 4, og derfor var hun så tynd og havde yderligere en hel kappe af tæger på ryggen, fordi de ikke havde vasket hende med et produkt mod tæger. Well, hoppen døde på umanerlig vis, så frygteligt at jeg ikke engang vil fortælle om det, for I, som jeg, vil ikke kunne sove i tre uger. Nuvel, jeg blev stiktosset, ringede til hans kone og hans mor, men ingen turde tage kampen op med naboen. Jeg fortalte begge, at jeg ville anklage ham for svigt, ikke at hjælpe et dyr i nød etc., og at jeg ville sætte hele maskineriet i gang – ministerier, WSPA osv. hvis han ikke gav mig føllet for at redde den. Men udslaget kom, da en ven til ham sagde, “giv den lille til din nabo. Hvis han bliver her, dør han også” og en morgen for ca. 3 uger siden ventede han på Marito og sagde, at det var ok, at den lille kom her, og at jeg kunne betale det, jeg ville.

Well, jeg betalte ham og gav ham en sæk hundefoder til de sultne hunde – alle tynde fordi han giver dem grisemad. Simpelthen så ulækkert med blod og den slags – han henter det på slagterier, hvilket man også gjorde i Danmark for mange, mange år siden. Samtidig gav jeg ormemiddel til alle, og når vi henter igen, vil jeg lige tage en stirrer på dyrene og give ham en sæk til. Well, nu havde jeg jo så et lille føl, og det første, jeg gjorde, var at skrive til Turid Rugaas i Norge. Turid er ikke kun hundeekspert, men også hesteekspert, og hun gav mig råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg skulle forholde mig til den lille, som både sparkede og bed, hvordan jeg skulle komme til at roere ham, lægge en grime op etc. Disse råd var og er jeg meget taknemmelige for. Jeg købte et godt kraftfoder til ham, mineraler og noget fast, sukkerroer, som bliver blandet i foderet. Hans madskål er den gamle fra min første schæferhund Svea, og bare han ser skålen, er han der lige med det samme. Jeg har fået ham så vidt, at han vrinsker, når han hører min stemme – også uden madskål! Jeg har prøvet at give ham lidt godbidder, men han spytter dem ud – gulerødder, æbler, rugbrød – jeg, gav ham den sidste humpel, jeg havde….snøft.

Nå, jeg har to muligheder: Enten skaffer jeg mig en hest til, eller også bliver han bliver givet væk til to kvinder, Brenda og Elisabeth, der har med heste at gøre. De vil komme i løbet af ugen og kigge på ham. Han er ensom og “leger med hundene” i mangel af bedre. Legen går ud på, at de leger “tag fat”- det vil sige, at han provokerer dem, og så er det ideen, at de skal løbe efter ham. På et eller andet tidspunkt giver de op, for han er jo noget hurtigere, eller han giver dem et spark hvis de kommer for tæt på. Sådan en lille fyr er jo legesyg, men ved ikke hvilke kræfter han har, hverken i bid eller spark. Det skal han lære af en anden hest, helst en god, gammel hoppe der kan lære ham lidt om “pli” og god opførsel. Han ser intelligent ud, jah, det tror jeg, er ualmindeligt køn, rød og vil nok blive mellemstor, hvilket kunne blive et problem for de to søstre. De vil gerne have store heste, som folk vil have små hunde! Jeg ved godt hvorfor. De har rideskole, og de folk, der kommer hos dem, er lidt ”store i det” hvis man kan sige sådan og der skal en stor hest til at bære vægten. Nå, jeg vil overveje meget, meget grundigt, hvad jeg vil gøre. Et eller andet sted tror jeg at jeg ikke vil være i stand til at give føllet – Pajkos hedder han – den rigtige mentale pleje. Foder etc. er jo ikke noget problem, men ligesom med hvalpe (og børn) skal de opdrages. Det kan de jo ikke af sig selv, men skal lære, hvordan de skal gebærde sig i det virkelige liv … Det er ikke bare lige sådan! Jah, jeg ved ikke, jeg har jo egentligt rigeligt at se til med min mand, alle dyrene etc. og skulle måske ikke påtage mig flere opgaver, men det gode er, at han er HER og ikke hos min nabo, og så ser vi videre.

At berette om er der masser af forskellige ting. Dyrlæge Laura har rigeligt at gøre med hunde og katte, jeg sender hen til hende. Noget betaler folk selv for, andet jeg – det vil sige jer/os – og nu om stunder er det anderledes end tidligere. Før i tiden var der tale om et ormemiddel, evt. antibiotika, men nu ser vi masser af overkørsler. Dels er bilerne hurtigere, og dels er dem der kører yngre og passer ikke så godt på.

For en uges tid siden blev jeg ringet op at en dame, hvis mand havde hentet en hund i grøftekanten. Den var blevet kørt over af ikke færre end tre biler. Den første ramte den, og da de andre “lå lige i røven på hinanden”, havde hunden ikke mulighed for at redde sig selv ved at løbe ud til siden. Det var aften, og jeg sagde til dem, at de skulle lægge den varmt og blødt til næste morgen, når jeg ville hente den. Marito og jeg hentede den, afleverede den hos dyrlæge Laura, som undersøgte den og mente, at den ville komme sig af sig selv med medicin og uden operation. Tænk sig, at blive kørt over 3 gange og stadig overleve! Det er det jeg siger; disse urhunde er virkelig sat sammen specielt.

Zoraida ringede , hende der hjælper gadehunde, og som har en 20 stykker sammen med sin nabo, og som jeg hjælper med foder. Hun græd i telefonen og fortalte om tre tæver, der går i den lille by, og som er i løbetid, (dem er jeg i gang med at finde). En af hendes hanhunde “forsøgte lykken”, men blev kørt over. En pote var så overrevet, uden skind og hvor knoglerne stak ud. Laura undersøgte den og mente, at der skulle amputeres, men Zoraida mente, at det ikke var nødvendigt, fordi poten ikke var brækket. Hun og Laura havde et gevaldigt skænderi, ringede begge til mig, men jeg var (heldigvis) ikke hjemme, da jeg var til kastrations-runde i Barbacoas. Men Zoraida hentede hunden og sagde, at hun nok selv skulle få poten i orden. Hun ringede så til mig og spurgte, hvad hun skulle købe af medicin, og om jeg evt. havde noget? Det havde jeg ikke, men foreslog antibiotika – cefalexina plus prednisolona, som er et antiinflamatorium – en spray til at hele op og at lægge forbinding, som skulle skiftes to gange om dagen, at vaske såret med vand og sæbe og så i øvrigt bede til Gud om at hjælpe. Det har hun gjort og ringede i morges og sagde, at hunden havde det noget så fint, spiste, og at såret så godt ud… Fint med mig – man skal ALDRIG undervurdere folk som sådan. Jeg havde sendt dyrlæge Diego op til indianerne, hvor en tæve var blevet kørt over – den skulle syes, sagde de. Diego kom, men da havde de gjort det selv! Med almindelig sytråd og en nål! Ja, ja, man skal sgu høre meget, før ørerne falder af.

I går hentede Marito og jeg tre hunde hos Elisa. Den kone kan virkelig “slå en død mand ihjel”, og både dyrlæge Laura og jeg prøver på at få hende til at forstå, at hun har alt for mange hunde og katte, og at hun skal give dem til gode hjem. Hun arbejder hele dagen, tager af sted med bussen kl. 05.00 og kommer hjem igen kl. 22.00 og det med over 20 dyr! Det kan såmænd godt lade sig gøre, men de er alle syge, fordi de har smittet hinanden med såvel hundesyge og distemper, og en del har erhligia, som skal behandles med tetra- eller doxiciclina, og det kan i de fleste tilfælde ikke betale sig, for de dør alligevel. Men det er værd at prøve. Well, da alle hendes dyr går løse, lige så diverse naboers, ja så har vi en epidemi af hundesyge. Folk har ikke penge eller vil ikke bruge dem, de har, på at vaccinere, og selv om I har betalt for en del af dem, er det et problem, fordi der hele tiden kommer nye til.

Julen er overstået med julemiddag for 10 personer. I år lykkedes det som i en “gasovn”. Totalt vellykket flæskesteg. Folk mente, at det var den bedste, de nogensinde havde fået – ikke engang gamle farmor kunne have gjort det bedre. “Hvad siger I så?” Der var to små drenge på henholdsvis tre og seks år – de fik vores gamle brandbil at lege med og en hel kasse LEGO. Deres far havde set noget graffiti på en væg, hvor der stod “Legaliser LEGO”. Det er sjovt, men faktisk rigtigt – der er ikke noget som LEGO for små drenge og piger.

Vi er to “Liser” her – en er Blomsterlise, og den anden er mig, Hundelise. Vi bliver refereret til på denne maner. Hendes navn lyder lidt smukkere, men mit er mere effektivt. Blomsterlise læste juleevangeliet op for de to små, og Birgitte og jeg gik i krig med at synge julesalmer. Hun var sopran og jeg noget i retning af alt! Birgitte “snød” – hun havde teksten foran sig , det så jeg ikke og havde temmelig meget besvær med at huske teksten…. Det var ikke noget problem for 40 år siden, da jeg sang i kirkekor, sågar solo…. Da kendte jeg noget i retningen af 80 pct. af den danske salmebog.

Nytårsaften holder vi kl. 17.00 – da er det midnat i Danmark. Alle ritualer skal overholdes; en guldring i glasset, en “penge” i skoene, vi giver hinanden blomsten “Santa Lucia”, som skal puttes i pungen med ønsket om, at denne ikke bliver tom, etc. Egentligt ville jeg lave julemiddag for de ansatte den 31. december 2011. De er helt pjattede med denne – hele december går med at fortælle, hvordan den var sidste år, men jeg er godt og grundigt træt af julemiddag i dette øjeblik, så jeg har udskudt det til senere, måske engang i januar når jeg kan se/lugte en flæskesteg igen! Denne gang er det deres opgave at vaske op. Jesus , jeg brugte tre timer på opvask dagen efter! Nå, et eller andet finder jeg på til nytårsaftensdag. Måske nogle spanske tapas, champagnen er købt, og en eller anden stærk fyr skal jo hjælpe med at hive min gode husbond ud ad sengen, så han også kan være med, Uwe har det i øvrigt bedre. Vi har taget noget medicin væk, og det har hjulpet på situationen. Han har jo fire læger fra ”hver deres by”, og jeg forventer en kamp med diverse af dem, men det er jeg vant til, og det generer hverken dem eller mig.

Jeg er ikke til nytårsfortsætter, MEN i år, grundet omstændighederne med min mand, har jeg et. Det er, at jeg vil tage hele situationen optimistisk og ikke holde op med at grine, ikke holde op med at synge og fløjte, ikke holde op med at danse den time, jeg gør hver aften for at holde mig lidt i form, mens Uwe sover. Jeg vil slutte med en (grov) vittighed, jeg læste i et psykologblad for kort tid siden. Det er en refleksionsvittighed, filosofisk, skrevet af en spansk filosof for et par hundrede år siden. Det vil sige, at det lyder groft, men er sandt. Dog ikke for sarte sjæle, men værd at tænke over…

Here we go: En Gaucho (cowboy) sidder ved sit hus på pampaen i Argentina, og pludselig kommer indianerne. De hugger alt, hvad han har i huset, sætter det i brand, hugger hans bedste hest og slår hunden ihjel. En af dem tager hans kone på ryggen og ridder bort. Det sidste, de gør, er at stikke en kniv i maven på ham, og så forsvinder de. 2 1,5 timer senere kommer hans bedste ven samt nogle naboer og siger “jamen, det her er jo forfærdelig og dig med den kniv i maven. Gør det ikke ondt?” ” ”Nej,” siger han. ”Kun hvis jeg griner!”

Jah, jeg har ikke meget at grine af i øjeblikket, men denne her fik nu alligevel smilet frem, og med den vil jeg ønske ALLE et rigtigt godt nyt år 2012, at det må gå hver især godt, at ønsker vil blive opfyldt. Mange, mange TAK for hjælp og støtte til dyrene her i året, der gik.

Et smil fra Lise.