Soi Dog Foundations kamp mod hunde til brug i madindustrien.

, , , ,

3-billedeDyrenes SOS hjælper Soi Dog Foundation i Thailand med gennemførelse af ABC-programmer for mange af de hunde, som Soi Dog Foundation har reddet fra en grum skæbne i den vietnamesiske madindustri. Dyrenes SOS støtter arbejdet med kr. 5.000,-.[divider]

Af Gregg Tully, Thailand

Sterilizing and Vaccinating Dogs Rescued from the Dog Meat Trade

Tens of thousands of dogs are cruelly transported from Thailand through Laos to Vietnam every year where they are butchered by horrific methods. The conditions under which the dogs are transported and slaughtered are unimaginable and many die from su‑ffocation long before they reach their fi­nal destination. In reality these are the lucky ones. Those who have survived the unbearable journey are often brutally killed. Although the trade is illegal in all countries involved, the enforcement of the laws has been lacking and smugglers were traveling at night without difficulty.

In northeast Thailand, Soi Dog Foundation is working to end the dog meat trade primarily by funding undercover investigators who collect information about the dog smugglers, including what routes they take and when they transport dogs. They then inform the border patrols and other law enforcement staff‑ who intercept the trucks. This has been highly successful: while large trucks frequently crossed the border ­filled with dogs a year ago, now very few smaller trucks make the trip. However, the dog smugglers are seeking new routes to avoid Soi Dog’s agents.

When a dog meat truck is intercepted, the dogs in it are brought to shelters managed by the Livestock Department. These shelters were not designed for dogs and the Livestock Department has no budget for caring for dogs, although there are now thousands in their shelters. As a result, more than half of these dogs have died of starvation and disease. They were even having puppies in the shelters, showing the urgent need for Animal Birth Control in the shelters.

With the generous support of Animal SOS, Soi Dog Foundation sends veterinary teams to the shelters to sterilize, vaccinate, and treat the dogs. Many have injuries and illnesses resulting from abuse and mistreatment when in the dog meat trade. Diseases spread rapidly when the dog smugglers gather dozens or hundreds of unvaccinated dogs into holding centers. And of course, spaying and neutering the dogs is essential to produce a stable, healthier population. This Animal Birth Control program is preventing the dogs from reproducing and is stopping the spread of disease.

Soi Dog Foundation is grateful to Animal SOS for its contributions to this Animal Birth Control program which provides the dogs rescued from the dog meat trade with more humane living conditions. [divider]

Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 7500,00[divider]

 Soi Dog Foundations billeder af deres arbejde i forbindelse med gennemførelse af ABC-programmer for hunde, som er blevet reddet fra madindustrien.
1-billede 2-billede
3-billede 4-billede
5-billede 6-billede
7-billede 8-billede
9-billede 10-billede

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

/af

Costa Rica – 13. februar 2013

, , , ,

billede6Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise

/af

Soi Dog Foundation – 15. februar 2013

, , , , ,

Af Gregg Tully, Thailand

Sterilizing and Vaccinating Dogs Rescued from the Dog Meat Trade

Tens of thousands of dogs are cruelly transported from Thailand through Laos to Vietnam every year where they are butchered by horrific methods. The conditions under which the dogs are transported and slaughtered are unimaginable and many die from su‑ffocation long before they reach their fi­nal destination. In reality these are the lucky ones. Those who have survived the unbearable journey are often brutally killed. Although the trade is illegal in all countries involved, the enforcement of the laws has been lacking and smugglers were traveling at night without difficulty.

In northeast Thailand, Soi Dog Foundation is working to end the dog meat trade primarily by funding undercover investigators who collect information about the dog smugglers, including what routes they take and when they transport dogs. They then inform the border patrols and other law enforcement staff‑ who intercept the trucks. This has been highly successful: while large trucks frequently crossed the border ­filled with dogs a year ago, now very few smaller trucks make the trip. However, the dog smugglers are seeking new routes to avoid Soi Dog’s agents.

When a dog meat truck is intercepted, the dogs in it are brought to shelters managed by the Livestock Department. These shelters were not designed for dogs and the Livestock Department has no budget for caring for dogs, although there are now thousands in their shelters. As a result, more than half of these dogs have died of starvation and disease. They were even having puppies in the shelters, showing the urgent need for Animal Birth Control in the shelters.

With the generous support of Animal SOS, Soi Dog Foundation sends veterinary teams to the shelters to sterilize, vaccinate, and treat the dogs. Many have injuries and illnesses resulting from abuse and mistreatment when in the dog meat trade. Diseases spread rapidly when the dog smugglers gather dozens or hundreds of unvaccinated dogs into holding centers. And of course, spaying and neutering the dogs is essential to produce a stable, healthier population. This Animal Birth Control program is preventing the dogs from reproducing and is stopping the spread of disease.

Soi Dog Foundation is grateful to Animal SOS for its contributions to this Animal Birth Control program which provides the dogs rescued from the dog meat trade with more humane living conditions. [divider]

Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 7500,00[divider]

 Soi Dog Foundations billeder af deres arbejde i forbindelse med gennemførelse

af ABC-programmer for hunde, som er blevet reddet fra madindustrien.

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

/af

Prayer for the Old

Donec pede justo, fringilla vel, aliquet nec, vulputate eget, arcu. In enim justo, rhoncus ut, imperdiet a, venenatis vitae, justo. Nullam dictum felis eu pede mollis pretium. Integer tincidunt. Cras dapibus. Vivamus elementum semper nisi. Aenean vulputate eleifend tellus. Aenean leo ligula, porttitor eu, consequat vitae, eleifend ac, enim. Aliquam lorem ante, dapibus in, viverra quis, feugiat a, tellus.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit. Aenean commodo ligula eget dolor. Aenean massa. Cum sociis natoque penatibus et magnis dis parturient montes, nascetur ridiculus mus. Donec quam felis, ultricies nec, pellentesque eu, pretium quis, sem. Nulla consequat massa quis enim.

 

/af

Costa Rica – 5. december 2012

, , , ,

Billede_2De tre tons foder, som Lise fik doneret er ved at være brugt op, men med p.t. 29 ”hjemmeboende” hunde og alle de andre gadehunde, så får fodret hurtigt ”ben af gå på”.[divider]
Kære alle sammen

”Long time – no hear,” men i aften skal det være, at jeg lige sender en hilsen til jer alle med håbet om, at I alle har haft en god jul og får et godt 2013. I samme forbindelse vil jeg gerne takke for året, der gik. TAK for jeres donationer, som har hjulpet en masse gadehunde og gadekatte her i Costa Rica. Simpelthen uundværligt, for alene kan jeg ikke.

Min foderdonation er nu opbrugt. Der var ca. tre tons, men da jeg jo har 29 hunde her plus alle dem, jeg fodrer hos fattige familier, er det jo hurtigt væk. Jeg har noteret alle dem, der har fået foder (navn, dato og antal kilo) og vil sende det til ANPA, som valgte mig blandt andre til at modtage. Jeg ville gerne kontakte firmaet direkte for at sige tak, men det vil de næppe være interesseret i. For dem er det foder, der ikke kan sælges, og så er den potte ude. Men et eller andet siger mig, at jeg skulle gøre det. Et eller andet sted må det da være en tilfredsstillelse for dem, at de har mættet mange hundemaver.

I november havde vi det årlige SASY-event fundraising (Stop Animal Suffering, Yes), og det gik vist fint forstået på den måde, at de fik penge ind som i de foregående år, ca. USD 30.000 efter udgifter i form af leje af lokale, mad, drinks etc. I år vil jeg ikke bede om penge, men se om jeg kan få lavet lidt netværk for gruppen i Puriscal, så de kan få en kastrations-donation. Jeg selv har fået lovning på, at skal jeg bruge penge, er det bare at sige til, og så får jeg det. Det er jo rart at vide. Den 1. december ville jeg gerne have lavet en kastrationsrunde hos indianerne, men det ser ud som om, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt. Folk har et mindre antal dyr end tidligere, og de fleste er allerede kastreret. Dyrlæge Blas bad om denne dato til en mega-kastrationsrunde i San Jose, og det gav jeg ok til. I princippet er jeg ligeglad med, hvor hunde og katte bliver kastreret, så længe de bliver det, og vi får bestanden af ønskede hvalpe og killinger ned. Vi er godt på vej men der er lang vej igen.I morgen henter jeg en tæve, som er i løbetid. En hundeven har hende i kæde, indtil vi henter hende. Vi ved ikke, om hun er gadehund eller har familie, men det er underordnet. En tæve i løbetid får hvalpe, og det skal undgås. Dyrlæge Laura har accepteret, at vi afleverer tæven i morgen, mod at hun kommer i en transportkasse, bliver opereret og vaccineret, og derefter sætter vi hende ud igen. Hun bliver fodret af en venlig person, og det eneste, vi kan risikere, er at hun bliver kørt over, men I tror det er løgn; disse gadehunde ved, hvordan man krydser vejen. Nogle er smartere end andre og venter ved vejkanten, til de ikke kan se eller høre en bil, og så krydser de. Desværre har ikke alle den mulighed, idet de bliver sat på gaden og ikke har en anelse om trafik. Det er dem, jeg henter, når folk ringer om en hund, der en påkørt og ligger i grøfte uden at bevæge sig. I sidste uge hentede jeg en lille tæve. En mand, der arbejder med noget gadearbejde hos indianerne, ringede og fortalte at hun lå i grøften og bare lå der. Vi hentede hende og bragte hende til dyrlæge Mariano, som undersøgte hende og sagde, at kroppen var ok, men at hun havde fået et slag i ansigtet, hvilket betød, at hun ikke kunne bevæge sig. En nerveforbindelse som ikke fungerede. Well, jeg tog hende til dyrlæge Laura til noget ultralyd, fordi Laura har et form for hospital, men den lille klarede det ikke. Hun var tørstig og sulten, men brækkede det hele op, og Laura ringede til mig for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Den lille havde det møgskidt, og jeg sagde som altid, hun har fået en chance til livet, men hun skal ikke lide, så afliv hende, hvilket hun gjorde.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af tre forskellige personer fra en lille by i nærheden om, at der var en kasse med 3 små hvalpe, og om jeg kunne hente dem. De gik fra ”hånd til hånd” og blev videregivet, for ingen gider at påtage sig ansvaret og arbejdet med moderløse hvalpe. Forståeligt nok for de var nyfødte, ca. to dage gamle, og deres navlestreng var ikke tør, hvilket betyder sutteflaske mindst hver fjerde time, også om natten. Well, jeg hentede dem – de var ekstremt kolde, så jeg puttede dem under min bluse og varmede dem op der plus med mine hænder. De skreg af sult og kulde, men faldt til ro. Dyrlæge Laura fandt en familie, som ville påtage sig det arbejde. Der er faktisk costaricanere, som godt gider hjælpe. Aftalen var, at denne familie ville tage dem i 14 dage, hvorefter jeg ville tage dem og fostre dem op her. Nuvel, to af dem klarede det ikke, hvilket er normalt. Så nyfødte er det praktisk taget umuligt at få op at stå, men de fik chancen. Jeg var i gang med at finde en tæve med hvalpe, som jeg kunne lægge dem til hos, men fandt hende ikke – det ville have kunnet redde dem. En er åbenbart indtil videre ok, spiser fint og ser ud til at klare den – et godt skulderklap til familien.

Vi kastrerer, så det fløjter, men det ændrer ikke på, at der er tæver her og der med hvalpe, som ingen vil have. Jeg fik nys om en tæve med seks hvalpe i nærheden. Gruppen i Puriscal kendte til dem og tog aktion. Jubiiii, det er det, der skal til og det, jeg har arbejdet hen imod i de seneste 20 år. Ikke bare ringe til Lise og så klarer hun situationen. Min hundeveninde Laura hentede dem en sen aften med mand og far. Der manglede to, som havde gemt sig, men dem hentede Laura og min caretaker Marito dagen efter, og nu er de hos hende i en transportboks. Jeg har netop afleveret mælk og fløde hos Laura. Æg og resten har hun. De er ca. fem uger gamle, hun har fået ormemiddel, og der er stor chance for, at de klarer den. Om en uges tid får de en vasketur, kommer til dyrlæge Laura, bliver vaccineret, og så kommer de til adoption med lovning om, at vi overtager kastration, når de er gamle nok – ca. 3 mdr. Deres mor skal jeg se at få fat i. Hun er noget angst, og det vil nok tage lidt tid at få hende til at få tiltro til mennesker, men det plejer jeg at få til at passe. Hun skal vaccineres og frem for alt steriliseres, og så kan hun gå på gaden, som hun har gjort indtil videre. En dame giver hende foder, så det skal nok gå. Dette er det, jeg bruger jeres donationer til plus naturligvis foder. Der er jo ingen grund til at vaccinere og operere, hvis hunden doer af sult. Så kan det være lige meget, og så kunne man lige så godt aflive med det samme. Sådan er det, men heldigvis har I gjort det muligt at gøre noget godt for mange. Som mit slogan er ”vi kan ikke redde alle, men vi alle kan redde mange” – det er det, jeg arbejder hen imod.

Gruppen i Puriscal arbejder godt. De er ved at få styr på det. Masser af større og mindre initiativer for at få penge til deres arbejde, en Guds benådelse af diskussioner og skænderier, men det er normalt. Der har jeg det noget enklere, idet jeg kun skal diskutere med mig selv, og det tror jeg lige, jeg kan klare! Jeg holder mig fuldstændig udenfor deres arbejde, kommer med forslag etc., når der er kuk i den, men jeg har intet med gruppen at gøre som sådan. Nu skal de selv finde ud ad det, og der er ikke brug for mig, hvilket er en dejlig følelse for mig, for jeg ved, de kan. De vil ende op med en gang sludrehoveder, men også med nogle ildsjæle, og jeg ser, at de er ved at ”skille fårene fra bukkene”, hvilket er en god ting. Sludrehoveder er der ikke brug for. Det handler om at arbejde for sagen, og dem, der bare snakker røve n ud ad bukserne, men ikke gør noget, kan lige så godt blive væk, for de forstyrrer bare arbejdet og laver uro i gruppen, og det har en ny gruppe ikke behov for.

På hjemmefronten mht. hunde har jeg 29 hunde, som er ok. Alle er sunde og raske og har det godt. Også mine to gamle ”asylhunde”, de ”aflagte” schæferhunde-hanner som skulle have lidt hjemmeliv, inden de opgiver ævred. Det kan ikke vare længe, Halcon bliver 14 år til februar, og Ghandi 13 i april – det er høje aldre for en schæferhund. Deres tidligere ejere var her i weekenden til frokost, og de to gamle var glade for at se dem, men ikke helt pjattede for at være med deres tidligere familie, hvilket betyder, at de er faldet godt til her hos mig. Det vidste jeg sådan set godt, for de var vant til at sove i et bur, og her sover de i dobbeltseng med mig. En eller anden dag kommer der vel en mand, som overtager pladsen, og så må vi se, om de opgiver den. Nå, vi krydser den bro, når vi kommer til den! Den ”lille” tæve-hvalp Mia kan virkelig slå en død mand ihjel. Hun er så aktiv med sine 10 måneder. Hun er virkelig indbegrebet af en brugshund, og egentligt skulle jeg give hende til K9 for en periode over måske fire år. Den lille fis har alt, hvad man ønsker af en hund til at arbejde og bruge sine evner. Hun har en helst fantastisk næse. Forleden dag blev jeg nødt til at drikke te i stedet for morgenkaffe, og grunden var, at min kaffemaskine var fyldt med tissemyrer og jeg mener fyldt, sort, og jeg syntes, det er synd at slå dem ihjel ved at drukne dem (dyreelsker gælder også for tissemyrer – de skal jo også have mulighed for livet), så jeg puttede maskinen ud i naturen med noget sukker, og så forsvandt de). Mia vidste lige med det samme, at det her ikke var normalt, for det lugtede ikke af kaffe, men noget andet, hun lige skulle tjekke.
Nej, hun er virkelig ekstrem. Jeg har haft 11 schæferhunde, men aldrig en som hende. Hør her, jeg lukker hundene ud om morgenen kl. 5.30, venter på at de får lavet deres tissetår, lægger mig igen og efter en vis tid mener Mia, at nu skal vi stå op, for hun vil have morgenmad. Har jeg øjnene lukket, tager hun det roligt, sukker og venter på bedre tider, men begår jeg fejlen at åbne øjnene, er hun der med en pote i hovedet og et kraftigt slik. Virker det ikke, hiver hun sgu dynen af mig, ganske enkelt. Den eneste, der kan styre hende, er mit gamle gadekryds på snart 19 år, Sissi. Hun har overtaget biksen og styrer de gamle hanner plus Mia. Hun er lille i statur, men stor mentalt – der er ikke nogen, der render om hjørner med hende.

Ja, ja, hundeliv i Costa Rica er virkelig en stor farvelade. Der er staklerne og dem, der er overforkælede og lever ”menneskeliv” – heller ikke godt, men dog bedre end staklerne, som er hensat til en kæde hele deres liv. Well, jeg prøve at gøre, hvad jeg kan for dem, ligesom andre tager initiativer og laver et andet arbejde. For eksempel har vi lige haft en større foranstaltning med en hunde-gåtur i San Jose. Jeg tror, der var ca. 300 hundrede deltagere, så I ser, at der sker noget på fronten – vi er bare så langt tilbage. Frustrerende på en maner, men et eller andet siger mig, at hunden på gaden, den der kan gå frit rundt, besøge sine hundevenner, markere sit territorium, det er altså virkelig mere hundeliv end det ser ud for ”sofahunden”, som er blevet menneskeliggjort. Fjollede mennesker putter tøj på hundene. Jeg mener, de har jo allerede tøj på i form af pels. Her har det i hvert fald ingen berettigelse. I andre lande med minus 20 C o har det en berettigelse.

Jah, det var så et pip fra Costa Rica. Her er tørkeperioden ved at indfinde sig. Det vil sige nul regn i fire måneder – heller ikke godt, men naturen er vant til det, og alt og alle overlever fordi, sådan er det bare.

Lad os se, om ikke det kommende år har lidt ”goodies” for os alle. Jeg personligt kunne trænge til lidt fred. I gør jer ikke begreb om alt det papir-besvær, jeg har med myndigheder, pension, skattevæsen etc. både her og i Tyskland. Jeg render fra Herodes til Pilatus, ambassade her og konsulat der. Postgangen til og fra Costa Rica er omkring en måned, så det trækker ud, Håber på bedre tider i det nye år.

TAK for hjælpen til dyrene her og jeg kommer tilbage.

Lise

/af

TOLFA i Indien – november 2012

, , , ,

1-6Dyrlægestudrende Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen har været på et 3 ugers frivilligt ophold hos TOLFA i Indien.[divider]

“3 uger som frivillig på dyrehospitalet “Tree Of Life for Animals” i Indien” af Veterinærstuderende Rikke W. Larsen.

Kære Dyrenes SOS

Det er nu lidt over 3 uger siden Nynne og jeg kom hjem fra et fantastisk og ikke mindst lærerigt ophold i Indien. Vi arbejdede i 3 uger som frivillige dyrlægestuderende på Dyrehospitalet ”Tree Of Life for Animals”, bedre kendt som TOLFA i Pushkar.

TOLFA:
TOLFA blev grundlagt i 2005 af den britiske sygeplejerske Rachel Wright. På daværende tidspunkt var der store problemer med rabies, som årligt krævede mange dødsfald blandt både voksne og børn. Det var derfor Rachels vision og håb, at nedsætte disse dødsfald igennem rabiesvaccinering og neutralisering af gadehunde i Pushkar. Organisationen er non-profit, og eksisterer udelukkende på grund af donationer fra større dyrevelfærdsorganisationer såsom WSPA, andre Welfare Trust og de frivillige ildsjæle såsom dyrlægestuderende, dyrlæger og andre frivillige, der betaler for deres ophold på hospitalet.

Som bestyrelsesmedlem af Dyrenes SOS, var det ligeledes min intention, at se nærmere på, om TOLFA kunne være et projekt som Dyrenes SOS ville yde økonomisk støtte til i fremtiden.

1-1

Vores arbejde som frivillige dyrlægestuderende:
TOLFA består af to kenneler, en karantænestald, en hvalpegård og to store indhegninger for store husdyr. Der var ca. 300 indlagte hunde og omkring 50 køer og æsler og par enkelte aber, som dagligt krævede behandling af diverse frakturer og bidsår.

Vi arbejdede 6 dage om ugen fra 9 –17. Ofte blev klokken over 17 før vi kom fra hospitalet, fordi der kom ekstra patienter til. De lokale indere kom ofte forbi, sent på eftermiddagen, med deres kvæg og geder og disse skulle naturligvis også tilses og behandles.

Påkørte og slemt tilskadekomne hunde med multiple frakturer, store betændte madikkesår og hunde med rabiesudbrud var en del af hverdagen i Indien. Derudover erfarede vi, at de tidligste stadier af rabies, leverbetændelse og hundesyge blev observeret i hvalpegården og forsøgt behandlet, hvis muligt.

Mange af hundene havde svære neurologiske forstyrrelser på grund af en persisterende infektion med hundesyge, en virusinfektion, der inficerer nervesystemet. Hundene kunne derfor ikke holde balancen når de gik, og enkelte hunde havde svært ved at indtage væske og føde på grund af ”rysteforstyrrelserne”.

Vi måtte hurtigt erkende, at der er en verden til forskel mellem Indien og Danmark. I Indien er man meget tilbageholdende med at aflive dyr, hvilket satte gang i nogle etiske dilemmaer for Nynne og jeg. Skal man aflive en påkørt hvalp, der står til at skulle have amputeret et bagben? Skal man aflive en hund med persisterende infektion af nervesystemet, som tilsyneladende ikke har ondt, men som ikke kan spise og drikke selv? Skal man aflive en abe med et brækket ben, når den med et manglende ben, måske ikke kan opretholde sit territorium og hierarki i abeflokken? Kan en ko på 400 kg klare sig på 3 ben? Vi blev hurtigt enige om, at dette er en meget personlig stillingstagen, især fordi det kræver, at man definerer dyrevelfærd med sine egne ord, følelser og tanker. På TOLFA gav man alle dyrene en chance og den indstilling til livet, hvor man ikke er herre over liv og død, havde vi stor respekt for.

En anden stor forskel var, at vi på TOLFA ikke havde adgang til de diagnostiske værktøjer, som vi har herhjemme. Dette betød, at vi måtte holde os til vores faglige viden og skærpe vores sanser for at kunne hjælpe dyrene i akutte situationer. Væsketerapi og smertestillende blev derfor hurtigt administreret til påkørte og traumatiserede dyr, for at stabilisere dem inden videre udredning af deres tilstand.

To hvalpe i nød:
Vi havde ikke været på hospitalet i mere end to dage, før en ældre mand kom og afleverede to udsultede og svækkede hundehvalpe. Det var sent om eftermiddagen og jeg var netop blevet færdig med at behandle et par geder og da jeg kigger op for at se efter Nynne, står hun nærmest helt paralyseret med hvalpene i armene. Den ældre mand havde fundet et kuld hvalpe fra en tæve, som lå død i vejkanten. Han havde besluttet sig for, at tage dem med hjem for at give dem mad, men nu var 3 af de 5 hvalpe døde og han havde derfor opgivet håbet med de sidste to. Nynne havde været så betænksom at medbringe mælkeerstatning og sutteflasker i sin kuffert, hvorfor vi besluttede os for at tage dem med hjem på hotellet i håb om, at de ville overleve natten.

De havde begge sand og grus i øjne og svælg, og var meget besværet i deres vejrtrækning. Særligt den ene hvalp, en lille tæve, var meget svækket og havde meget lav kropstemperatur. Hun ville ikke spise og natten igennem måtte vi varme hende med en hårtørrer i et forsøg på at hæve hendes kropstemperatur.

Det blev en lang nat og vi turde næsten ikke håbe på at hun overlevede til næste dag, men det gjorde hun. De næste par dage var hvalpene allerede meget bedre og begyndte at tage på af det energiholdige mælkeerstatning. Snart var de helt friske igen og utrolig legesyge.

Hvalpene boede hos os på hotellet i alle de dage vi var på TOLFA. Det var rigtig svært at tage afsked de to små hvalpe. Nynne havde undersøgt om vi kunne tage dem med i flyet tilbage til Danmark, men det er ikke ligetil at medbringe hvalpe fra Indien. Det ville tage minimum 3-6 måneder før de kunne blive godkendt af myndighederne, med alle de vaccinationer og sundhedstjek de skulle igennem. Derfor måtte vi lade dem blive på TOLFA.

Heldigvis blev hvalpene, kort efter vores afrejse, adopteret af to indiske familier og lever i bedste velgående den dag i dag.

1-8

ABC – program:
Igennem de 7 år som TOLFA har eksisteret, er antallet af rabiestilfælde faldet med 70-80 %. Rundt om i Pushkars gader kunne man tydeligt fornemme resultatet af disse ABC-programmer  (Animal Birth Control programs, som omfatter neutralisering og rabiesvaccinering). De fleste gadehunde vi mødte, havde TOLFA’s mærkning i venstre øre, som tegn på, at disse hunde var blevet rabiesvaccinerede og neutraliserede.

I den tid vi var på hospitalet blev der foretaget 6-8 neutraliseringer og rabiesvaccineringer om dagen, og i alt 150 hunde i de 3 uger vi var på hospitalet.

Under fagkyndig overvågning og vejledning af hospitalets to dyrlæger, Dr. Ashok og Dr. Mukesh, fik Nynne og jeg lov til at udføre disse operationer og vaccinationer. I Indien anvender man andre operationsteknikker end dem Nynne og jeg har lært på dyrlægestudiet. Blandt andet udfører de ”flankesnit” på sterilisationshunde, hvilket vil sige, at man åbner hunden fra højre side af bugen. Jeg var personligt noget skeptisk overfor dette, men erfarede, at selve operationsteknikken var nem at anvende og at hundenes operationssår helede overraskende hurtigt, fordi der var god blodforsyning i sårranden.

Helping animals – Helping People:
Hospitalet har omkring 35 ansatte, alle drenge/mænd i alderen 18 – 55 år. Det er mændene, der forsørger familierne i Indien, hvorfor det er dem man finder på arbejdsmarkedet. På grund af fattigdom, har Indien store problemer med alkoholisme og stofmisbrug. I de sidste år har Rachel derfor gjort meget ud af at finde de helt rette ansatte til TOLFA. Når hun søger efter ansatte til hospitalet, udvælger hun fra familier hun ved har en lavere indkomst, og hvor hun ved at der er problemer med alkoholisme. På TOLFA får de ansatte en god løn, hvilket svarer til ca. 800 kr. om måneden. En ”gennemsnitlig” inders indkomst er på 300 kr. De ansattes løn bliver udelukkende brugt til at forsørge familierne, som ofte består af 10-15 personer. TOLFA er derfor ikke kun en organisation som hjælper dyrene i Indien, men også en organisation, som forsøger at hjælpe inderne ud af den altoverskyggende fattigdom, ved at give dem beskæftigelse og god løn.

Nynne og jeg havde et tæt samarbejde med de ansatte og havde stor respekt for deres passion og arbejdsindsats med at hjælpe dyrene. For dem var det ikke kun et job, det var også en ønske om at hjælpe dyr i nød.

Et lærerigt ophold:
Vi har lært meget af vores ophold på TOLFA. At opleve de meget anderledes vilkår, problemstillinger og udfordringer det er at arbejde med gadedyr i Indien, har udviklet os både fagligt og personligt. Vi har fået en masse erfaring indenfor kirurgi og medicinsk behandling af mange forskellige dyrearter. Vi har fået flyttet nogle grænser omkring vores opfattelse af dyrevelfærd og særligt blev vi udfordret i vores etiske aspekter omkring amputation af for –og bagben. Vi så mange hunde på 3 ben og de klarede sig overraskende godt. De var ikke hæmmet af at mangle et ben og mange  gange oplevede vi, at de kunne løbe hurtigere end de andre hunde.

1--14

Kruuse hjælper gadedyrene i Indien:
Dyrlægernes fortrukne partnere indenfor udstyr og materialer, Kruuse, var så venlige, at donere en masse nødvendige materialer til TOLFA. Nynne og jeg medbragte det hele i en stor kuffert, som blev doneret af Dyrenes SOS. De blev modtaget med stor glæde og takkenemmelighed over, at et dansk firma som Kruuse tænker på dyrenes velfærd i Indien.

Tak til Kruuse for jeres støtte til TOLFA!

1-13

Tak:
En stor tak til alle de ansatte på TOLFA, for deres ihærdighed og passion for at hjælpe gadedyrene i Indien, men også for deres imødekommenhed og åbenhed, samt deres taknemmelighed for den hjælp Nynne og jeg kunne bidrage med som dyrlægestuderende.

Med venlig hilsen
Nynne B. Eriksen og Rikke W. Larsen
Dyrlægestuderende ved Københavns Universitet.

/af

TAWESO – 4. november 2012:

, , , ,

billede35TAWESO har gennemført World Animal Day 2012, og her fortæller de om dagen.[divider]

REPORT OF THE WORLD ANIMAL DAY 2012 PROGRAMME
AT TANZANIA ANIMAL WELAFRE SOCIETY (TAWESO)

Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) conducted a one month of programme activities from 15th of September to 15th of October, 2012. Due to resource limitations, this made us to arrange the projects so as they fall within this period which also has the worldwide recognized animal welfare events; the World Rabies Day (WRD) marked in every 28th of September and World Animal Day (WAD) which is marked on every 4th of October.

The programme involved the following projects:
• Dogs and Cats Population Control Programme
• Animal Health Care
• Humane Education and training of the TAWESO staff on the welfare of dogs and cats
• Marking the World Animal Day events.

I-Dogs and Cats Population Control Programme:
This project involved sterilizations of cats and dogs in various localities in Dar es Salaam and the Coast Region, most of cats were trapped and brought at charity clinic where were sterilized while the dogs and some were sterilized in the streets and restaurants.

We were joined for one week by Feline Advisory Bureau from London, UK which was represented by Ian MacFarlaine and Nathalie Dowgray. They brought various traps and crush cages for handling cats plus other veterinary supplies.

A total of 67 dogs and 42 cats were sterilized.

II-Animal Health Care:
This included providing veterinary care to animals in need and mass vaccinations against rabies disease to dogs and cats. A total of 123 dogs and cats were treated with various disease conditions and 570 dogs and cats were vaccinated against rabies disease and de-wormed.

III-Hume Education to volunteer staff at TAWESO:
This was done by Feline Advisory Bureau representatives Ian and Nathalie; they conducted cat welfare training in respect to handling, trapping, feeding and sterilizations.

IV-Marking the World Animal Day Event, 2012:
The event was marked here in Dar es Salaam city at Kitunda location in Ilala Municipality, other charities also participated plus school children under coordination of the Animal Welfare desk at the Ministry of Livestock and Fisheries Development. Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) has an exhibition stand to show what we do and also we had an on-site Veterinary Outreach Clinic where animals were getting veterinary care –vaccination against rabies disease, de-worming, health check, treatment of specific disease conditions.
In this one month programme, the projects were supported in alphabetical order by:
Animal Aid International, US
Animal SOS, Denmark
Feline Advisory Bureau, UK
Zurich Animal Protection, Switzerland

Kind regards
Tanzania Animal Welfare Society (TAWESO) Team.

Tanzania Animal Welfare Society
P.O. Box 10268, Dar es Salaam, Tanzania
Tel: +255 713 322796 / +255 752 66 0101
E-mail: info@taweso.org, tzanimal@yahoo.com
Website: www.taweso.org[divider]

 

 

/af

Frivillig hos TAWESO – 4. november 2012

, , , ,

billede-1-6Dyrlæge Mette Sand Jensen besøgte TAWESO i efteråret 2012, hvor hun var frivillig i 2 uger. Mette fortæller om sit ophold, som bød på behandling af hunde, katte, kvæg og høns.

[button color=”green” size=”small” link=”http://foreningendyrenessos.dk/rejseberetninger/beretninger-2012/taweso-i-tanzania-november-2012/” target=”blank” ]Læs mere her[/button]

/af

Loppemarked på Frederiksberg – 7. oktober 2012

,

Rikke-RegitzeDen 7. oktober 2012 blev der atter afholdt loppemarked på Frederiksberg. Loppemarkedet var arrangeret af Rikke og Regitze og var en succes, og gav både penge til Dyrenes SOS, men også til et rejselegat til en dyrlægestuderende.[divider]
Kære Dyrenes SOS

Vi havde en rigtig hyggelig dag til loppemarkedet i søndags d. 7 oktober 2012. Vi havde mange besøgende og gæsterne var meget interesseret i organisationen Dyrenes SOS. Loppemarkedet afholdte vi til fordel for jer og til indsamling af et rejselegat.

Regitze og jeg er meget stolte over at kunne fortælle jer at vi fik indsamlet 500 kr. til Dyrenes SOS og 1.500 kr. til rejselegatet. Rejselegatet vil blive uddelt inden udgangen af 2012, til en dyrlægestuderende, der har gjort en særlig indsats for at forbedre dyrevelfærden, verden over.

De bedste hilsner
Regitze & Rikke (R&R Loppemarked – følgende deres page på Facebook her)

Vi takker Rikke og Regitze for det stor arbejde, deres fantastiske indsats og det meget flotte resultat!

/af

INPUT 2012

,

Dyrenes SOS har været på messe på KU Life, inviteret af VMF, studenterforeningen for dyrlægestudernede.
Her fik vi lejlighed til at fortælle om vores arbejde og om at rejse ud som frivillig dyrlæge. Vores stand blev besøgt af mange studerende dagen igennem, og det var meget glædeligt at opleve at der er stor interesse for frivilligt dyrlægearbejde blandt de kommende dyrlæger.

Samtidig må vi også konstatere, at de studerende mangler informationer om ABC-arbejde, om hvordan man gør, hvis man gerne vil være frivillig, og om de mange projekt-muligheder der er rundt omkring i verden.

Det vil vi arbejde videre med i Dyrenes SOS, for nutidens studerende er fremtidens frivillige og dem der skal fortsætte arbejdet med at forbedre gadedyrenes vilkår.

I forbindelse med messen udloddede vi et rejselegat på 2000 kr, som er øremærket til en rejse i forbindelse med et ABC projekt et sted i verden. Vinderen blev udtrukket blandt alle, der på messedagen tegnede et årsmedlemskab i Dyrenes SOS.

Den heldige vinder blev Birgit Krabbe, som nu kan glæde sig til at rejse ud og hjælpe gadedyrene, når hun afslutter sit dyrlægestudie til næste år.

Stort tillykke fra Dyrenes SOS!

/af

Costa Rica – 13. oktober 2012

, , , ,

billede26Godt og dårligt nyt fra Costa Rica, hvor hundenes ven endnu engang været udsat for et jordskælv, men har også flere gode nyheder at berette om.[divider]
Kære alle sammen

Vi har for to en halv time haft et jordskælv igen. Det var kraftigt – småting faldt ned her i huset, men det varede kun ca. tre sekunder. Det er jo til at holde ud. Jeg sov siesta og blev sur på min hvalp Mia over, at hun dog ikke bare kunne hoppe op i sengen som andre hunde, men behøvede at ryste hele huset. Altså indtil jeg fandt ud af, at det ikke var hende. Hun var slet ikke I sengen…

Kastrationsrunden den 29. september i Tabarcia gik fint med 83 dyr, som blev opereret. Der var store problemer inden, idet vi havde dyrlægen, men ikke lokalet, og det dutter jo ikke. Det sted, vi plejer at bruge, var ikke muligt, og det meddelte de tre dage før, så jeg overvejede at annullere, til vil kunne finde et brugbart sted. Præsten tilbød, at vi kunne bruge deres lokale, men ville ikke tillade dyr og mennesker inden for området. Kun operation og opvågning, men det duer jo ikke. Jeg kontaktede ham, fik fat i hans sekretær, som lider af et trauma omkring, at hun som otteårig blev nødt til at sætte en tæve på gaden langt fanden I vold – et sted I bjergene hvor der bare er intet, og hvor hunden sikkert døde af sult. Ja,, hun var så ked at det, hun havde gjort, og det kan jeg godt forstå. Nuvel, Lidieth i Tabarcia, en ”aktiv makrel”, hittede et super duper lokale. Et ubenyttet bilværksted, som kunne huse os alle. God nok for der kom et kæmpe uvejr, som jo er normalt I denne tid.

Praktisk taget alle dyr var I fin, fin stand. Denne gang var der mange katte. Faktisk et godt tegn fordi det betyder, at hundene nu er kastreret, og nu går folk i gang med kattene. De fleste var taget fra gaden – også et godt tegn at folket her nu bekymrer sig lidt mere om dyrene, både deres egne og dem fra gaden. Naturligvis er det pt. flest hunde. En dame kom med en lille han-mis på ca. tre måneder. Hun havde taget ham fra gaden to dage før, han havde ikke fået ormebehandling, og den lille ville bare ikke vågne op af anæstesien, så for at stimulere ham puttede jeg ham under min bluse mellem babserne for at holde ham varm. Ydermere fik han at nål I næsen mellem næse og læber (akupunkturpunkt) for at stimulere åndedræt og blodcirkulation. Det gør, at de begynder at slikke sig om munden, og det er et godt tegn. Efter tre timer var han klar til at komme hjem, og da jeg ikke har hørt andet, går jeg ud fra, at han er ok. Dyrlæge Diego fra Tabarcia blev nødt til at genoperere to tæver, som var ved at forbløde, men de er også ok nu. En hanhund, grand danois, blev ved med at bøde fra såret, men ser I, her ser vi det igen, folket kom ikke med hunden på grund af transportmangel, men de sendte en person på en knallert for at høre, hvad de skulle gøre. Jeg anbefalede at lægge et pres på såret – to fingre som presser dels indad men også på hver sin side af såret, og det hjalp, sagde de. Hanhunde svulmer altid op, og jeg mener altid, så jeg anbefaler, at man laver kamillete – det køles ned i køleskab, og man tager nogle klude, som lægges på det inflamerede område. Teposerne kommes i fryseren, og dem lægger man på området med et stykke køkkenrulle, så det ikke er for koldt. Det er et naturmiddel, men I tror, det er løgn; kamillete er virkelig et godt middel, som hjælper både udvortes som indvortes, også hos os mennesker.

En lille sjov begivenhed var en dame, som ventede på sin kat, som var opereret. Diverse katte var klar til at komme hjem, og jeg spurgte: “hvem er ejeren af denne kat?” En dame meldte sig, men sagde: “jeg ved ikke rigtigt, den ligner min, men da jeg lige har hentet den fra gaden, er jeg ikke helt sikker. Denne her er for tynd, og så meget kan dyrlægen da ikke have hentet ud?” Hele salen hylede af grin, for hun var simpelthen så forvirret, om det nu også var hendes kat. Ok, det viste sig at det var en andens, og hver især fik deres respektive dyr med hjem.

Gruppen i Puriscal er ved at finde fodfæste, hvilket glæder mig utroligt. De havde kastration den 7. oktober med 105 dyr. Dyrlæge Francisco, som jeg brugte som dyrlæge før i tiden indtil han flyttede til Caribe-kysten, kom naturligvis for sent. Det er normalt, men manden er virkelig hurtig og dygtig, samler et godt team, og han kastrerer mellem 12 og 15 dyr pr. time, alt efter hvilket dyr vi taler om. Denne gang startede han kl. 9.00, og de sluttede kl. 1900. Jeg har ikke hørt om noget unormalt, så jeg går ud fra, at alle hunde og katte er ok.

For at ingen skal “falde i søvn” (hverken hundeejere, katteejere eller os selv), har vi planlagt to nye kastrationer. Til den sidste i Puriscal kom der flere, end dyrlægen kunne klare, så de er sat på venteliste til deres næsten den 18. november. Jeg har dyrlæge Blas til den 1. december, men ved ikke lige, hvor det er bedst at sætte ind – ”mit” område er mere eller mindre ok med hensyn til kastrationer. Måske jeg skulle kontakte indianerne for at høre, om de ville være glade for en kastrationsrunde I Quitirisi. Indianerne der har det langt bedre nu om stunder end for 12 år siden, da jeg startede her i området. Det var alt fra tøjindsamling, dyrlægearbejde med medicin etc., julegaver til ungerne, som ikke ville kunne få en gave på grund af familiens fattigdom, legetøj til ungerne, hvor en dukke manglede en arm, et hoved eller et ben, en bil uden hjul etc. Det var de glade for dengang, men nu er det heldigvis anderledes. Regeringen hjælper familierne med en form for støtte, og nu er de faktisk ok – i hvert fald hvad jeg hører. Jeg tager mig af deres dyr, når de ringer, og jeg hjælper en 3 familier med foder til deres hunde plus det løse.

Under det løse er jeg netop blevet ringet op af en indianerkvinde, hvis bedstefars hund netop har fået hvalpe, og tæven har mastitis, dvs. betaendelse I mælkekirtlerne. På grund af smerte nægter hun at give mælk til de små, de hyler og skriger på mad, men tæven nægter. Ok, betaendelse betyder antibiotika, og det betyder, at mælken udebliver. Den produceres ikke/tørrer ind, så man kan prøve at malke ud, kompres af kamillete hjælper også her og at lægge en form for plaster over de inficerede mælkekirtler, så hvalpene ikke sutter der. Ekstra hjælp skal gives i form af sutteflaske med en puppyformula. Den kan købes for dyre penge, men også laves hjemmelavet. 1 liter laktosefri mælk, 3 spiseskefulde honning, 1 æggeblomme (uden det hvide som hunde ikke kan absorbere) og 125ml fløde. Det er for hvalpe sødt, har proteiner, fedt og har for mig virket super duper igennem mange år.

Ja, her på hjemmefronten er jeg (vist nok) nogenlunde ok. I hvert fald gør jeg som om, og jo, det går bedre. Jeg er ved at finde en vej, som jeg ikke ved hvortil fører, men dog en vej. Jeg er meget trist, ensom og savner min mand, men alligevel har jeg ikke mistet min humor. Der er stadig plads til en god joke og et godt grin. Jeg danser stadig med mig selv en times tid hver aften for at svede lidt og holde formen. Et fløjt til en god melodi er heller ikke af vejen, men lykkelig eller bare lidt glad er jeg ikke i øjeblikket. Det her er noget, der bare skal overstås eller leves, en del af livet som alt muligt andet som hver og en oplever på hver sin måde. Jeg håber på at kunne sælge huset – økonomisk uafhængighed er en god start til en ny tilværelse, men det er ikke ligetil i disse krisetider og med et så stort, hus/gæstehus etc. på over 350 m2, 5 hektarer land, som kan udstykkes for en der ville det. Der er mange muligheder, men i krisetider er det vel at “sutte på lappen” og håbe på det bedste. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at opgive ævred, og min vision og mission med hensyn til hundeliv I Costa Rica er still going strong. Mit arbejde er ikke færdigt her endnu.

Alt for nu – en hundehilsen her fra Costa Rica.
Lise

/af

Hundemarch i Aabenraa – 8. september 2012

,

Hundemarchen  8. september 2012 var arrangeret af Aabenraa Dyrehospital.

Vejret viste sig fra sin bedste side med dejligt solskin og de fremmødte 15 hunde
med deres 22 mennesker havde en dejlig tur.

Vi har modtaget billeder og det indsamlede beløb kr. 531,- som vi takker for.

/af

Costa Rica – 10. september 2012

, , , ,

billede3Foruden hjælpeløse hunde og besværlige kolleger har Lise fra Costa Rica nu også fået følgeskab af et voldsomt jordskælv.[divider]
Kære alle sammen

Jah, såvel hundene som jeg har overstået det sidste nye “skrig” med hensyn til jordskælvet I onsdags. Det var godt nok noget, der ville noget; hele hytten rystede og blævrede, min husholderske gik i “blokade”, stod bumstille, så jeg måtte råbe til hende tre gange, “luk døren op for hundene.” De var jo bange med al den larm; taget knagede, porcelæn klirredede, ting faldt ned, de løb ud, men kom ind igen, fordi de søgte min støtte og ville være hos mig. Jeg er ikke og har aldrig været en bangebuks, når noget står på – jeg får reaktionen bagefter, når det går op for mig, at det her var da vist lidt farligt. Nu er det sådan, at vores hus er “jordskælvs-sikkert” forstået på den måde, at det er så fyldt med jern og cement og med et fundament på 1,80 meter, og hver mur er fyldt op med ca. 60 cm I bredden, så jeg betragter jeg det som sikkert. Det er det også; jeg tog en stirrer på hytten bagefter og NUL revner noget som helst sted. Det giver jo en vis tryghed, men jeg lover jer, det hele hoppede og dansede. Nu er det så at vente på det næste. Orkaner kan man forberede sig på, men jordskælv er der bare, når man mindst venter det.

Jah, her går det temmelig vildt til; masser af folk der ringer omkring deres dyr og dem på gaden, jeg giver råd. Jeg siger, at de skal finde ud ad det selv, og kan de ikke, skal de ringe igen, og så klarer vi sammen problemet. En gammel bekendt Nora ringede og spurgte, om jeg ikke kunne hente en gravid tæve, en gadehund hun og en nabo havde givet mad. Tæven var I løbetid, og jeg sagde til hende: ”du ved meget vel, at en løbsk tæve vil blive gravid, så nu er problemet dit og din nabos. I to må løse det; lad taven få sine hvalpe, og derefter opererer vi hende og tævehvalpene. I har hænderne I fedtefadet fuldstændig unødvendigt. I kunne have haft ringet I sin tid, opereret tæven, og I ville have et problem mindre.” Costaricanere er verdensmestre I at finde undskyldninger for alt muligt; hun sagde, at hun ikke havde mit nummer, hvortil jeg svarede “hvorfor har du det så nu?”

Til jeres information har jeg lige betalt dyrlæge Laura ca. 4.000 DKK taget fra jeres donation. Det, jeg har betalt for, er alt fra overkørte hunde til slangebid, behandling, aflivning af diverse med fx hundesyge, som var så fremskreden, at behandling ikke var mulig, hvalpe med parvo-virus, som var på klinikken i op til 14 dage, men overlevede og blev sat I adoption med vaccine osv. osv. Her er der virkelig meget at vælge imellem, men dyrlæge Laura og jeg kommer nok lige til at tage en “Lise-snak”, for nogle gange tager hun for meget, og andre gange ikke noget. Det gode er, at vi forstår hinanden vældigt godt og “taler man sammen, forstår man hinanden.” Et ordsprog her, som er rigtigt, faktisk i en enhver henseende. Det gælder i såvel ægteskab som venskab, uanset hvor I verden man befinder sig.

Gruppen I Puriscal har problemer. Det vidste jeg godt, at de ville have, for der er for mange, der vil være leder, og den leder, de har, kan ikke styre gruppen. Der har dannet sig to grupper i samme gruppe, og det går naturligvis ikke. Egentlig burde jeg tage styringen i en tid, men på den anden side tager jeg ansvaret fra dem, og det er jo lige det, jeg ikke vil. De skal dæleme selv finde ud ad det. Deres problem er kommunikation – at den venstre hånd ikke aner hvad den højre gør. Nogle har trukket sig fra gruppen, og jeg regner med, at der vil være fire-fem ildsjæle tilbage. De andre kan komme, når man beder dem om det, men ellers holde sig tilbage og ikke lave ravage i resten af gruppen, uden at deltage, som man bør. Det er nemt nok at kritisere, det ved vi alle, men så må man komme op med noget, der kan bruges til dyrene, som vi jo alle prøver på at hjælpe. Hunde har brug for en leder – har de ikke det, opstår der slagsmål, fordi de VIL have en leder, som de kan stole på, og som klarer diverse situationer for dem – og sådan er vi mennesker vel egentligt også. Dt er rart at have en leder at støtte sig til – om ikke andet så for at undgå at tage dispositioner og ansvar selv!

Kastrationsrunden I Puriscal gik over forventning med 91 dyr. Et lille sted og igen vidste højre hånd ikke, hvad venstre gjorde, Næh, de glemte et telt, hvor dyr og mennesker kunne være inden og efter operation – en våd hund eller kat kan ikke opereres. Ydermere blev jeg bagefter ringet op af forskellige personer, som spurgte, om denne kastration var “min”, hvilket jeg ikke kunne bekræfte bortset fra at betale differencen mellem, hvad folk betaler, og hvad dyrlægen tager, og naturligvis teltet som normalt koster 500 DKK, men som jeg får rabat på og betaler 300 DKK for. Det viste sig, at dyrlægen havde en assistent med, som lukkede såret, efter sigende erfaren, men to hunde døde på grund af forblødning, og det fik mig totalt “op at køre”. Jeg kontaktede gruppen og sagde, at de skulle reklamere dette til dyrlægen, ydermere at insistere på at han og kun han foretager hele operationen. Well, folk her mangler nosser, det sagde vi i gamle dage. Jeg har valgt at kalde det “patter” – lyder måske ikke så smukt, men nu om stunder er vi mange kvinder, der klarer biksen både her og der, og da hele gruppen I Puriscal består af kvinder, er det vel på sin plads. Ok, det endte selvfølgelig med, at jeg kontaktede ham og fortalte, hvad der var sket og sagde: “bare så du ved det; i mine kastrationer er du den, der står for biksen. Du og dit team laver jeres arbejde og vi vores. Jeg behøver ikke en eller anden ”ny-skoling” (to-tre måneder på veterinærskolen) til at sige til folk, at de ikke kan tage deres dyr med hjem, inden de er ok til at komme hjem”. Det skete nemlig sidst I Puriscal. Folk fik deres dyr med hjem, uden at de var opvågnede af anæstesien, og det er absolut no go, og igen fordi folket fra gruppen ikke var der til tiden. Alle havde en gudsbenådet undskyldning, og egentlig er det ganske morsomt, hvad de kan hitte på for ikke at tage ansvarlighed. Fx barnet kunne ikke blive passet, manden skulle have morgenmad, ingen benzin på bilen, svigermor kom uventet på besøg, etc. etc. Ja ja, måske lærer de det hen ad vejen, altså vi taler om en 20 år, så der er bare at vente…

Den 29. september 2012 laver jeg en runde I Tabarcia. Regner men del hunde og katte, efter sigende kommer der en del. Normalt taler vi om en 60-70 dyr der, men denne gang vil jeg “sidde i nakken” på dyrlægen og hans assistenter. Jeg vil sige til ham: “du alene åbner og lukker, og jeg tager mig af resten – det kan vel ikke være så svært.” Dyrlægen har nået det punkt, at han slet ikke gider diskutere det med mig. Heller ikke nødvendigt, for sådan er det bare – det ved han, og det ved jeg!

Jah, min lille “Santa Mia” er blevet opereret for to dage siden, og min gamle “asyl-hund” Ghandi på 13 år mener, at han stadig er en unghund. De leger og leger, han fjoller rundt med hende, og det er dejligt at se, Det får et godt grin frem hos mutter her.

Alt for denne gang.

Lise

/af

Costa Rica – 2. august 2012

, , , ,

Costa Rica 2008 209Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.

Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.

En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.

Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.

Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.

Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.

En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.

For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.

Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.

Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise

/af

Costa Rica – 27. juni 2012

, , , ,

billede1Lise fra Costa Rica fortæller om fest, dans, krammere og et uventet jobtilbud til sin mands begravelse.[divider]
Kære alle sammen

I lørdags havde vi den dejligste afskedsfest for Uwe – lige i hans ånd med søde venner. Vi fejrede livet og ikke døden, og derfor blev det en uforglemmelig dag for mange, som måske troede, at det ville blive noget med en hel masse tårer. Sådan blev det ikke, en tåre blev knebet her og der inkl. hos mig selv, men ellers en dejlig, dejlig fest med masser af snak og latter, god mad (man er vel dansker) og en hel del gravøl. Vi var en 30 stykker, og alle havde lagt sig i selen for at komme med det, der skulle til. Vores veninde Majken havde arrangeret maden etc., og det hjalp mig med ikke at skulle beskæftige mig med det.

Jeg havde bedt folk om at komme til tiden, kl. 11 (tysk tid that is). Mange her har tiltusket sig costaricanske tider og kommer to timer efter en invitation, men faktisk var vi fuldtallige ved denne tid. Jeg havde Uwes urne i hånden, sagde et par ”bevingede ord” på dansk, sønnike Sven oversatte til engelsk for de nye venner som ikke taler dansk ej og heller spansk. Jeg så i øjenkrogen, at mariachi-bandet var ankommet, så da vi kom ud fra stuen, og jeg havde anbragt Uwes urne på pejsen for dem, der gerne ville sprede noget aske ud, begyndte de at spille. Fuldstændig ”timet” – uden at det var aftalt.

De spillede og regerede, ikke et øje tørt. Man kunne bede om sange, man gerne ville høre, og de kunne bare det der, holdt sågar tonen. De var temmelig dyre, man alle pengene værd. Mutter her var i godt humør, fik en svingom med et par herrer, Martin og Asger, som jeg hittede på vej fra en lille tissetår og sagde ”hej, hvad med en lille svingom? Håber de havde vasket hænder! En ældre herre, sagfører, som giftede vores søn Sven og Andrea for en 12 år siden havde ordet i sin magt, og med poesi deltog han med søde anekdoter omkring liv og død, mens bandet spillede lavt. Chris skulle oversætte fra spansk til dansk, og det affødte temmelig meget latter, idet han oversatte med ”fri hånd”, som han nu lige kunne komme i tanke om. Pragtfuldt.

Bandet blev betalt, fik en kysser hver især af mig, og jeg bad folk om at komme ind i stuen, fordi jeg ville synge dem en lille sang! Sangen var Fader Vor, som jeg har sunget i kirkekoret i Tønder for 40 år siden, sågar solo, men der er jo røget nogle smøger og vin og andet af den slags i systemet siden da, men ikke et øje var tørt. Det gik faktisk fint, og nu har jeg fået job af Jakob, som ansatte mig på stedet som korsanger. Det eneste problem er, at vi skal hitte en kirke!

Nej, sikke dog en dejlig dag, lige i Uwes og min stil, for som han altid sagde, ”jeg hader begravelser. Den eneste jeg ikke kan undgå er vel min egen!” Sven og jeg kunne mærke venskabet og kærligheden fra vores gamle venner, som vi har kendt gennem ca. 20 år her i landet. Der var knus og klem, og jeg tror, at folk syntes det samme; en dejlig, dejlig dag og en god afslutning på et absolut interessant liv, som Uwe har haft.

Nå, dem der ikke tåler galgenhumor, springer dette afsnit over, men jeg sagde til ”sønnike”; ”jeg ved ikke, men far vil have flere fester. Han er sgu ikke til at slippe af med.” Uwe var en stor mand og dermed meget aske, og der er stadig noget tilbage, så nu bliver vi jo nødt til at lave en fest til. Denne gang bliver det med hundeklubben, som gerne vil komme og feste ham. Denne gang uden mariachi-band, men med masser af minder fra 20 år tilbage, hvor vi begge var i bestyrelsen af schæferhunde-klubben. Igennem al den tid har vi holdt en vis form for kontakt. Costa Rica er jo et lille land og ”hunde-folket” kender hinanden.

Jah, jeg ved hverken ud eller ind, savner, savner, savner min livsledsager, min bedste ven igennem næsten 30 år, MEN det er godt sådan. Hans liv til slut var ikke værd at leve, han holdt ud til det sidste, og så må vi andre jo se, hvordan vi selv ser fremtiden. Masser har spurgt, om jeg vil tage tilbage til Danmark, men det vil jeg ikke. Jeg har stadig opgaver med hensyn til hunde etc. og i forhold til at få forbedret dyrs forhold her. Så jeg ”kridter skoene” og med jeres donationer kan jeg lave en del. Dog ikke så meget som før, idet min enke-pension bliver beskåret med 40 pct., så jeg kommer til at hitte på et eller andet. Ved ikke lige hvad, men som regel hitter jeg på noget. Alternativet er, at jeg nok kommer til at ændre mit telefonnummer, fordi det står i Uwes navn. ALT står i Uwes navn og skal ændres; bank, telefon, lys, vand, medarbejdere, pension etc. både her og i Tyskland. Det er helt vildt, at man ikke bare kan ændre det til mit navn, som jo anyway er registreret sammen med Uwes. Det vil betyde, at 4.000 personer ikke har mit nummer og ikke kan kontakte mig med ting, vi kan klare over telefonen, så enten hitter de ud af deres problemer selv, eller de afleverer dyrene her – alle ved jo, hvor jeg bor. Jeg har 32 hunde i øjeblikket og ønsker absolut ikke flere. I øjeblikket giver jeg foder til en 60 hunde (inkl. de 32 her), hvilket jeg ikke har noget med at gøre, fordi fattige ikke kan fodre selv. Jah, der ser ikke lyserødt ud, men jeg giver ikke op. Det gør jeg aldrig med mindre jeg kan se, at her kommer vi ikke videre. Lad os se, hvad der sker. Lige pludselig kommer der noget, man ikke havde tænkt på. Vi ser.

Alt for nu – jeg kommer tilbage med ”hundeliv i Costa Rica.”

Lise

/af