Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise

De tre tons foder, som Lise fik doneret er ved at være brugt op, men med p.t. 29 ”hjemmeboende” hunde og alle de andre gadehunde, så får fodret hurtigt ”ben af gå på”.[divider]
Kære alle sammen

”Long time – no hear,” men i aften skal det være, at jeg lige sender en hilsen til jer alle med håbet om, at I alle har haft en god jul og får et godt 2013. I samme forbindelse vil jeg gerne takke for året, der gik. TAK for jeres donationer, som har hjulpet en masse gadehunde og gadekatte her i Costa Rica. Simpelthen uundværligt, for alene kan jeg ikke.

Min foderdonation er nu opbrugt. Der var ca. tre tons, men da jeg jo har 29 hunde her plus alle dem, jeg fodrer hos fattige familier, er det jo hurtigt væk. Jeg har noteret alle dem, der har fået foder (navn, dato og antal kilo) og vil sende det til ANPA, som valgte mig blandt andre til at modtage. Jeg ville gerne kontakte firmaet direkte for at sige tak, men det vil de næppe være interesseret i. For dem er det foder, der ikke kan sælges, og så er den potte ude. Men et eller andet siger mig, at jeg skulle gøre det. Et eller andet sted må det da være en tilfredsstillelse for dem, at de har mættet mange hundemaver.

I november havde vi det årlige SASY-event fundraising (Stop Animal Suffering, Yes), og det gik vist fint forstået på den måde, at de fik penge ind som i de foregående år, ca. USD 30.000 efter udgifter i form af leje af lokale, mad, drinks etc. I år vil jeg ikke bede om penge, men se om jeg kan få lavet lidt netværk for gruppen i Puriscal, så de kan få en kastrations-donation. Jeg selv har fået lovning på, at skal jeg bruge penge, er det bare at sige til, og så får jeg det. Det er jo rart at vide. Den 1. december ville jeg gerne have lavet en kastrationsrunde hos indianerne, men det ser ud som om, at det ikke i øjeblikket er nødvendigt. Folk har et mindre antal dyr end tidligere, og de fleste er allerede kastreret. Dyrlæge Blas bad om denne dato til en mega-kastrationsrunde i San Jose, og det gav jeg ok til. I princippet er jeg ligeglad med, hvor hunde og katte bliver kastreret, så længe de bliver det, og vi får bestanden af ønskede hvalpe og killinger ned. Vi er godt på vej men der er lang vej igen.I morgen henter jeg en tæve, som er i løbetid. En hundeven har hende i kæde, indtil vi henter hende. Vi ved ikke, om hun er gadehund eller har familie, men det er underordnet. En tæve i løbetid får hvalpe, og det skal undgås. Dyrlæge Laura har accepteret, at vi afleverer tæven i morgen, mod at hun kommer i en transportkasse, bliver opereret og vaccineret, og derefter sætter vi hende ud igen. Hun bliver fodret af en venlig person, og det eneste, vi kan risikere, er at hun bliver kørt over, men I tror det er løgn; disse gadehunde ved, hvordan man krydser vejen. Nogle er smartere end andre og venter ved vejkanten, til de ikke kan se eller høre en bil, og så krydser de. Desværre har ikke alle den mulighed, idet de bliver sat på gaden og ikke har en anelse om trafik. Det er dem, jeg henter, når folk ringer om en hund, der en påkørt og ligger i grøfte uden at bevæge sig. I sidste uge hentede jeg en lille tæve. En mand, der arbejder med noget gadearbejde hos indianerne, ringede og fortalte at hun lå i grøften og bare lå der. Vi hentede hende og bragte hende til dyrlæge Mariano, som undersøgte hende og sagde, at kroppen var ok, men at hun havde fået et slag i ansigtet, hvilket betød, at hun ikke kunne bevæge sig. En nerveforbindelse som ikke fungerede. Well, jeg tog hende til dyrlæge Laura til noget ultralyd, fordi Laura har et form for hospital, men den lille klarede det ikke. Hun var tørstig og sulten, men brækkede det hele op, og Laura ringede til mig for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Den lille havde det møgskidt, og jeg sagde som altid, hun har fået en chance til livet, men hun skal ikke lide, så afliv hende, hvilket hun gjorde.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af tre forskellige personer fra en lille by i nærheden om, at der var en kasse med 3 små hvalpe, og om jeg kunne hente dem. De gik fra ”hånd til hånd” og blev videregivet, for ingen gider at påtage sig ansvaret og arbejdet med moderløse hvalpe. Forståeligt nok for de var nyfødte, ca. to dage gamle, og deres navlestreng var ikke tør, hvilket betyder sutteflaske mindst hver fjerde time, også om natten. Well, jeg hentede dem – de var ekstremt kolde, så jeg puttede dem under min bluse og varmede dem op der plus med mine hænder. De skreg af sult og kulde, men faldt til ro. Dyrlæge Laura fandt en familie, som ville påtage sig det arbejde. Der er faktisk costaricanere, som godt gider hjælpe. Aftalen var, at denne familie ville tage dem i 14 dage, hvorefter jeg ville tage dem og fostre dem op her. Nuvel, to af dem klarede det ikke, hvilket er normalt. Så nyfødte er det praktisk taget umuligt at få op at stå, men de fik chancen. Jeg var i gang med at finde en tæve med hvalpe, som jeg kunne lægge dem til hos, men fandt hende ikke – det ville have kunnet redde dem. En er åbenbart indtil videre ok, spiser fint og ser ud til at klare den – et godt skulderklap til familien.

Vi kastrerer, så det fløjter, men det ændrer ikke på, at der er tæver her og der med hvalpe, som ingen vil have. Jeg fik nys om en tæve med seks hvalpe i nærheden. Gruppen i Puriscal kendte til dem og tog aktion. Jubiiii, det er det, der skal til og det, jeg har arbejdet hen imod i de seneste 20 år. Ikke bare ringe til Lise og så klarer hun situationen. Min hundeveninde Laura hentede dem en sen aften med mand og far. Der manglede to, som havde gemt sig, men dem hentede Laura og min caretaker Marito dagen efter, og nu er de hos hende i en transportboks. Jeg har netop afleveret mælk og fløde hos Laura. Æg og resten har hun. De er ca. fem uger gamle, hun har fået ormemiddel, og der er stor chance for, at de klarer den. Om en uges tid får de en vasketur, kommer til dyrlæge Laura, bliver vaccineret, og så kommer de til adoption med lovning om, at vi overtager kastration, når de er gamle nok – ca. 3 mdr. Deres mor skal jeg se at få fat i. Hun er noget angst, og det vil nok tage lidt tid at få hende til at få tiltro til mennesker, men det plejer jeg at få til at passe. Hun skal vaccineres og frem for alt steriliseres, og så kan hun gå på gaden, som hun har gjort indtil videre. En dame giver hende foder, så det skal nok gå. Dette er det, jeg bruger jeres donationer til plus naturligvis foder. Der er jo ingen grund til at vaccinere og operere, hvis hunden doer af sult. Så kan det være lige meget, og så kunne man lige så godt aflive med det samme. Sådan er det, men heldigvis har I gjort det muligt at gøre noget godt for mange. Som mit slogan er ”vi kan ikke redde alle, men vi alle kan redde mange” – det er det, jeg arbejder hen imod.

Gruppen i Puriscal arbejder godt. De er ved at få styr på det. Masser af større og mindre initiativer for at få penge til deres arbejde, en Guds benådelse af diskussioner og skænderier, men det er normalt. Der har jeg det noget enklere, idet jeg kun skal diskutere med mig selv, og det tror jeg lige, jeg kan klare! Jeg holder mig fuldstændig udenfor deres arbejde, kommer med forslag etc., når der er kuk i den, men jeg har intet med gruppen at gøre som sådan. Nu skal de selv finde ud ad det, og der er ikke brug for mig, hvilket er en dejlig følelse for mig, for jeg ved, de kan. De vil ende op med en gang sludrehoveder, men også med nogle ildsjæle, og jeg ser, at de er ved at ”skille fårene fra bukkene”, hvilket er en god ting. Sludrehoveder er der ikke brug for. Det handler om at arbejde for sagen, og dem, der bare snakker røve n ud ad bukserne, men ikke gør noget, kan lige så godt blive væk, for de forstyrrer bare arbejdet og laver uro i gruppen, og det har en ny gruppe ikke behov for.

På hjemmefronten mht. hunde har jeg 29 hunde, som er ok. Alle er sunde og raske og har det godt. Også mine to gamle ”asylhunde”, de ”aflagte” schæferhunde-hanner som skulle have lidt hjemmeliv, inden de opgiver ævred. Det kan ikke vare længe, Halcon bliver 14 år til februar, og Ghandi 13 i april – det er høje aldre for en schæferhund. Deres tidligere ejere var her i weekenden til frokost, og de to gamle var glade for at se dem, men ikke helt pjattede for at være med deres tidligere familie, hvilket betyder, at de er faldet godt til her hos mig. Det vidste jeg sådan set godt, for de var vant til at sove i et bur, og her sover de i dobbeltseng med mig. En eller anden dag kommer der vel en mand, som overtager pladsen, og så må vi se, om de opgiver den. Nå, vi krydser den bro, når vi kommer til den! Den ”lille” tæve-hvalp Mia kan virkelig slå en død mand ihjel. Hun er så aktiv med sine 10 måneder. Hun er virkelig indbegrebet af en brugshund, og egentligt skulle jeg give hende til K9 for en periode over måske fire år. Den lille fis har alt, hvad man ønsker af en hund til at arbejde og bruge sine evner. Hun har en helst fantastisk næse. Forleden dag blev jeg nødt til at drikke te i stedet for morgenkaffe, og grunden var, at min kaffemaskine var fyldt med tissemyrer og jeg mener fyldt, sort, og jeg syntes, det er synd at slå dem ihjel ved at drukne dem (dyreelsker gælder også for tissemyrer – de skal jo også have mulighed for livet), så jeg puttede maskinen ud i naturen med noget sukker, og så forsvandt de). Mia vidste lige med det samme, at det her ikke var normalt, for det lugtede ikke af kaffe, men noget andet, hun lige skulle tjekke.
Nej, hun er virkelig ekstrem. Jeg har haft 11 schæferhunde, men aldrig en som hende. Hør her, jeg lukker hundene ud om morgenen kl. 5.30, venter på at de får lavet deres tissetår, lægger mig igen og efter en vis tid mener Mia, at nu skal vi stå op, for hun vil have morgenmad. Har jeg øjnene lukket, tager hun det roligt, sukker og venter på bedre tider, men begår jeg fejlen at åbne øjnene, er hun der med en pote i hovedet og et kraftigt slik. Virker det ikke, hiver hun sgu dynen af mig, ganske enkelt. Den eneste, der kan styre hende, er mit gamle gadekryds på snart 19 år, Sissi. Hun har overtaget biksen og styrer de gamle hanner plus Mia. Hun er lille i statur, men stor mentalt – der er ikke nogen, der render om hjørner med hende.

Ja, ja, hundeliv i Costa Rica er virkelig en stor farvelade. Der er staklerne og dem, der er overforkælede og lever ”menneskeliv” – heller ikke godt, men dog bedre end staklerne, som er hensat til en kæde hele deres liv. Well, jeg prøve at gøre, hvad jeg kan for dem, ligesom andre tager initiativer og laver et andet arbejde. For eksempel har vi lige haft en større foranstaltning med en hunde-gåtur i San Jose. Jeg tror, der var ca. 300 hundrede deltagere, så I ser, at der sker noget på fronten – vi er bare så langt tilbage. Frustrerende på en maner, men et eller andet siger mig, at hunden på gaden, den der kan gå frit rundt, besøge sine hundevenner, markere sit territorium, det er altså virkelig mere hundeliv end det ser ud for ”sofahunden”, som er blevet menneskeliggjort. Fjollede mennesker putter tøj på hundene. Jeg mener, de har jo allerede tøj på i form af pels. Her har det i hvert fald ingen berettigelse. I andre lande med minus 20 C o har det en berettigelse.

Jah, det var så et pip fra Costa Rica. Her er tørkeperioden ved at indfinde sig. Det vil sige nul regn i fire måneder – heller ikke godt, men naturen er vant til det, og alt og alle overlever fordi, sådan er det bare.

Lad os se, om ikke det kommende år har lidt ”goodies” for os alle. Jeg personligt kunne trænge til lidt fred. I gør jer ikke begreb om alt det papir-besvær, jeg har med myndigheder, pension, skattevæsen etc. både her og i Tyskland. Jeg render fra Herodes til Pilatus, ambassade her og konsulat der. Postgangen til og fra Costa Rica er omkring en måned, så det trækker ud, Håber på bedre tider i det nye år.

TAK for hjælpen til dyrene her og jeg kommer tilbage.

Lise

Godt og dårligt nyt fra Costa Rica, hvor hundenes ven endnu engang været udsat for et jordskælv, men har også flere gode nyheder at berette om.[divider]
Kære alle sammen

Vi har for to en halv time haft et jordskælv igen. Det var kraftigt – småting faldt ned her i huset, men det varede kun ca. tre sekunder. Det er jo til at holde ud. Jeg sov siesta og blev sur på min hvalp Mia over, at hun dog ikke bare kunne hoppe op i sengen som andre hunde, men behøvede at ryste hele huset. Altså indtil jeg fandt ud af, at det ikke var hende. Hun var slet ikke I sengen…

Kastrationsrunden den 29. september i Tabarcia gik fint med 83 dyr, som blev opereret. Der var store problemer inden, idet vi havde dyrlægen, men ikke lokalet, og det dutter jo ikke. Det sted, vi plejer at bruge, var ikke muligt, og det meddelte de tre dage før, så jeg overvejede at annullere, til vil kunne finde et brugbart sted. Præsten tilbød, at vi kunne bruge deres lokale, men ville ikke tillade dyr og mennesker inden for området. Kun operation og opvågning, men det duer jo ikke. Jeg kontaktede ham, fik fat i hans sekretær, som lider af et trauma omkring, at hun som otteårig blev nødt til at sætte en tæve på gaden langt fanden I vold – et sted I bjergene hvor der bare er intet, og hvor hunden sikkert døde af sult. Ja,, hun var så ked at det, hun havde gjort, og det kan jeg godt forstå. Nuvel, Lidieth i Tabarcia, en ”aktiv makrel”, hittede et super duper lokale. Et ubenyttet bilværksted, som kunne huse os alle. God nok for der kom et kæmpe uvejr, som jo er normalt I denne tid.

Praktisk taget alle dyr var I fin, fin stand. Denne gang var der mange katte. Faktisk et godt tegn fordi det betyder, at hundene nu er kastreret, og nu går folk i gang med kattene. De fleste var taget fra gaden – også et godt tegn at folket her nu bekymrer sig lidt mere om dyrene, både deres egne og dem fra gaden. Naturligvis er det pt. flest hunde. En dame kom med en lille han-mis på ca. tre måneder. Hun havde taget ham fra gaden to dage før, han havde ikke fået ormebehandling, og den lille ville bare ikke vågne op af anæstesien, så for at stimulere ham puttede jeg ham under min bluse mellem babserne for at holde ham varm. Ydermere fik han at nål I næsen mellem næse og læber (akupunkturpunkt) for at stimulere åndedræt og blodcirkulation. Det gør, at de begynder at slikke sig om munden, og det er et godt tegn. Efter tre timer var han klar til at komme hjem, og da jeg ikke har hørt andet, går jeg ud fra, at han er ok. Dyrlæge Diego fra Tabarcia blev nødt til at genoperere to tæver, som var ved at forbløde, men de er også ok nu. En hanhund, grand danois, blev ved med at bøde fra såret, men ser I, her ser vi det igen, folket kom ikke med hunden på grund af transportmangel, men de sendte en person på en knallert for at høre, hvad de skulle gøre. Jeg anbefalede at lægge et pres på såret – to fingre som presser dels indad men også på hver sin side af såret, og det hjalp, sagde de. Hanhunde svulmer altid op, og jeg mener altid, så jeg anbefaler, at man laver kamillete – det køles ned i køleskab, og man tager nogle klude, som lægges på det inflamerede område. Teposerne kommes i fryseren, og dem lægger man på området med et stykke køkkenrulle, så det ikke er for koldt. Det er et naturmiddel, men I tror, det er løgn; kamillete er virkelig et godt middel, som hjælper både udvortes som indvortes, også hos os mennesker.

En lille sjov begivenhed var en dame, som ventede på sin kat, som var opereret. Diverse katte var klar til at komme hjem, og jeg spurgte: “hvem er ejeren af denne kat?” En dame meldte sig, men sagde: “jeg ved ikke rigtigt, den ligner min, men da jeg lige har hentet den fra gaden, er jeg ikke helt sikker. Denne her er for tynd, og så meget kan dyrlægen da ikke have hentet ud?” Hele salen hylede af grin, for hun var simpelthen så forvirret, om det nu også var hendes kat. Ok, det viste sig at det var en andens, og hver især fik deres respektive dyr med hjem.

Gruppen i Puriscal er ved at finde fodfæste, hvilket glæder mig utroligt. De havde kastration den 7. oktober med 105 dyr. Dyrlæge Francisco, som jeg brugte som dyrlæge før i tiden indtil han flyttede til Caribe-kysten, kom naturligvis for sent. Det er normalt, men manden er virkelig hurtig og dygtig, samler et godt team, og han kastrerer mellem 12 og 15 dyr pr. time, alt efter hvilket dyr vi taler om. Denne gang startede han kl. 9.00, og de sluttede kl. 1900. Jeg har ikke hørt om noget unormalt, så jeg går ud fra, at alle hunde og katte er ok.

For at ingen skal “falde i søvn” (hverken hundeejere, katteejere eller os selv), har vi planlagt to nye kastrationer. Til den sidste i Puriscal kom der flere, end dyrlægen kunne klare, så de er sat på venteliste til deres næsten den 18. november. Jeg har dyrlæge Blas til den 1. december, men ved ikke lige, hvor det er bedst at sætte ind – ”mit” område er mere eller mindre ok med hensyn til kastrationer. Måske jeg skulle kontakte indianerne for at høre, om de ville være glade for en kastrationsrunde I Quitirisi. Indianerne der har det langt bedre nu om stunder end for 12 år siden, da jeg startede her i området. Det var alt fra tøjindsamling, dyrlægearbejde med medicin etc., julegaver til ungerne, som ikke ville kunne få en gave på grund af familiens fattigdom, legetøj til ungerne, hvor en dukke manglede en arm, et hoved eller et ben, en bil uden hjul etc. Det var de glade for dengang, men nu er det heldigvis anderledes. Regeringen hjælper familierne med en form for støtte, og nu er de faktisk ok – i hvert fald hvad jeg hører. Jeg tager mig af deres dyr, når de ringer, og jeg hjælper en 3 familier med foder til deres hunde plus det løse.

Under det løse er jeg netop blevet ringet op af en indianerkvinde, hvis bedstefars hund netop har fået hvalpe, og tæven har mastitis, dvs. betaendelse I mælkekirtlerne. På grund af smerte nægter hun at give mælk til de små, de hyler og skriger på mad, men tæven nægter. Ok, betaendelse betyder antibiotika, og det betyder, at mælken udebliver. Den produceres ikke/tørrer ind, så man kan prøve at malke ud, kompres af kamillete hjælper også her og at lægge en form for plaster over de inficerede mælkekirtler, så hvalpene ikke sutter der. Ekstra hjælp skal gives i form af sutteflaske med en puppyformula. Den kan købes for dyre penge, men også laves hjemmelavet. 1 liter laktosefri mælk, 3 spiseskefulde honning, 1 æggeblomme (uden det hvide som hunde ikke kan absorbere) og 125ml fløde. Det er for hvalpe sødt, har proteiner, fedt og har for mig virket super duper igennem mange år.

Ja, her på hjemmefronten er jeg (vist nok) nogenlunde ok. I hvert fald gør jeg som om, og jo, det går bedre. Jeg er ved at finde en vej, som jeg ikke ved hvortil fører, men dog en vej. Jeg er meget trist, ensom og savner min mand, men alligevel har jeg ikke mistet min humor. Der er stadig plads til en god joke og et godt grin. Jeg danser stadig med mig selv en times tid hver aften for at svede lidt og holde formen. Et fløjt til en god melodi er heller ikke af vejen, men lykkelig eller bare lidt glad er jeg ikke i øjeblikket. Det her er noget, der bare skal overstås eller leves, en del af livet som alt muligt andet som hver og en oplever på hver sin måde. Jeg håber på at kunne sælge huset – økonomisk uafhængighed er en god start til en ny tilværelse, men det er ikke ligetil i disse krisetider og med et så stort, hus/gæstehus etc. på over 350 m2, 5 hektarer land, som kan udstykkes for en der ville det. Der er mange muligheder, men i krisetider er det vel at “sutte på lappen” og håbe på det bedste. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at opgive ævred, og min vision og mission med hensyn til hundeliv I Costa Rica er still going strong. Mit arbejde er ikke færdigt her endnu.

Alt for nu – en hundehilsen her fra Costa Rica.
Lise

Lise fra Costa Rica har modtaget 3 tons hundefoder i gave, hvilket har fået særdeles uheldige konsekvenser. Derudover har hun realiseret en gammel ide om at give asyl til aldrende schæferhunde.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det tid til at skrive lidt om “hundeliv” i Costa Rica men allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation på USD 2.560. Med den donation kan vi holde den gående et stykke tid – jeg skylder dyrlæge Laura en del, men hun må finde ud af hvor meget og for hvad. Resten bliver gemt på hundekontoen til dårlige tider – medicin plejer jeg at købe, når der er penge på kontoen, men denne gang har jeg rigeligt, så det er ikke nødvendigt. Det er jo fint nok.

Fra mine egen konto har jeg overført USD 1.000 for at kunne betale hundefoder til de mange, jeg fodrer. Det fik jeg lige gjort, hentet og betalt, og tænk sig, så kontaktede vores lokale dyrebeskyttelsesorganisation ANPA mig og spurgte, om jeg var interesseret i 3 tons god hundefoder. Jeg var ved at skvatte ned af stolen og sagde naturligvis mange tak, betalte en gut for at hente det, og nu er det opmagasineret i vores stue i gæstehuset. Det var det, min mand altid sagde: “Lise, det er ikke længere noget gæstehus, det er et hundehus.” Well, 1 ton er næsten røget; jeg gav 200 kg til en dame, jeg fik nys om, og som har 48 hunde. Hun betaler ALT selv; kastration, ormemidler, foder etc., så jeg sagde til hende, at hun skulle organisere sig og lave en organisation, og det er hun ved at gøre. På den maner kan hun evt. få nogle midler til fx kastration fra SASY og søge andre steder. Denne foderdonation kom virkelig som sendt fra himmelen og er opstået, fordi en eller anden har forregnet sig i firmaet, produceret for meget og solgt for lidt. Foderet udløb slut juli og kunne derfor ikke sælges hos dyrlæger, supermarkeder etc.

En person fik foder og begyndte at sælge det, hvilket er totalt uhørt. Det er simpelthen NO GO, og naturligvis får det indflydelse for os andre i fremtiden. Firmaet har allerede meddelt, at de ikke længere vil være med til dette og foretrækker at brænde det!!!! Der kan man se; “one rotten apple” og så kan vi andre jo være nok så regelrette. Jeg har købt plastikposer og sække, og foderet bliver afleveret I disse, så folk ved ikke engang, hvilket foder de får. Det er det, firmaet ønskede, og her bliver det gjort, som de vil. Hver gang vi giver foder, bliver det noteret til hvem, hvor mange hunde der er, dato og antal kilo, og når der ikke er mere, sender jeg denne information til firmaet. Om de gider læse det eller ej, er ikke mit problem, men i hvert fald kan de se, at jeg er seriøs, og det kunne jo være, at de ville tage mig i betragtning i fremtiden og ikke brænde det hele, hvis denne situation skulle opstå igen, og de har for meget.

Det kan betale sig at være seriøs, at lave sit arbejde ordentligt, for så er der ingen, der kan komme bagefter og reklamere over et eller andet, hvad det end måtte være. I den forbindelse kom jeg til at tænke på tiden i Puerto Rico, hvor jeg stod for afregning at Lufthansa-billetter, som rejsebureauerne udstedte. Jeg tog rundt på de fleste øer i Caribien og underviste agenterne. Havde bedt Uwe, som var min chef, om et ophold på otte dage i Lufthansas undervisningscenter, hvor jeg stykkede noget sammen for dem i vores område. Lærerne forstod ikke helt konceptet, og hvorfor jeg gad, men var villige til at give råd og dåd. Jeg tror, jeg har undervist en 400 folk over en periode på fire år. Jeg var simpelthen så ked af at ringe og sige til et rejsebureau, at de havde lavet en del bommerter vel vidende, at den stakkels agent skulle betale for det af egen lomme. Dengang tjente en agent ca. USD 700 pr. måned og skulle aflevere det, der var beregnet forkert. Well, Lufthansa have ét automatisk system og Amerian Airlines et andet, og deres var ikke up to date. Agenterne udstedte billetter på Americans system, og ergo satte jeg mig på min “flade” og lavede et minutiøst arbejde; navn på passager, nummer på billet, udstedelsesdato, rejserute, deres udregning, vores udregning og naturligvis differencen, tog fotokopier af alle billetter, ringede til American Airlines i Dallas, blev omstillet en ti gange, men fik fat i en, der havde noget med dette at gøre, fik deres postadresse, sendte materialet, ringede til vores hovedkontor I New York som sagde “Lisa, hop I havnen, det har vi prøvet i ti år, og der kommer NUL ud af det.” MEN jeg giver altså ikke op, når jeg tror på noget, som jeg ved er rigtigt, og tro det eller ej; 5 dage efter blev der krediteret USD 10.000 på Lufthansas konto I Puerto Rico, hvilket var beløbet, der var beregnet forkert. Det kan betale sig at være tro med sine principper, selv om det hele ser ud som om, det ikke kan lade sig gøre.

Dette princip gør sig også gældende for dyrene her. Jeg giver ikke op, selv om jeg er ved at opgive ævred ind i mellem. Jeg overvejede at ændre mit telefonnummer, men det er en dårlig ide, når folk ringer omkring hunde og katte sat på gaden, og når det, der skal til, er en samtale og en forvisning om, at jeg hjælper med foder, ormemiddel og kastration samt ind i mellem vaccine (vaccine er ikke helt sat på plads endnu). Også fordi der i mit område er lidt hundesyge, parvo-virus, corona og rabies, så der skal man nok sætte ind, når jeg får informationer fra diverse dyrlæger, i tilfælde af en epidemi. Ringer folk til mig og spørger om råd – lad os sige om en hvalp med blod i afføring, opkast, apatisk etc. – så bliver de rådet til at kontakte en dyrlæge, og skulle hunden dø, så skal man ikke have en ny hvalp, uden at den er vaccineret en måned før. Ydermere skal hele området gøres rent med klor, ligesom klude etc., den har sovet i, skal brændes. Parvovirus angriber mest hvalpe og unghunde, mens hundesyge kan ramme enhver hund – dog mest hvalpe og gamle hunde. Alt efter hvilken virus vi taler om, opholder den sig lang tid I området, hvor hunden har befundet sig. Nogle vira bliver elimineret af solen og dermed temperaturen, andre er resistente og så skal der andre metoder til. Vi bor jo i varmen – nul frost til at tage fx. lopper, tæger etc. – så der skal der sprøjtes med midler, der fungerer, men som ikke er helt så giftige for naturen. Det går jeg meget op i; fødekæden skal helst fungere, så der er mad til alle, insekter, fugle etc.

Den nye gruppe I Puriscal fungerer, men de har mistet fokus følge min mening (som ikke nødvendigvis behøver at være den rigtige). Vi havde et møde her, hvor de fik en “Lise-snak” og der gjorde jeg rigtig meget ud af at forklare dem. Fokus er kastration, at de letter røven og finder et sted, hvor det kan foregå. Et centralt sted hvorfra man arbejder ud fra, dvs. et sted som er STEDET, som folk kender – ligesom hos Ruth og hver gang der er sat en dato, så er det DER!!! Sådan skal det startes, men de er dæleme for sløve i det, sidder stille og roligt og venter på, at borgmesteren og “stedet” bliver accepteret til denne aktivitet. De har lavet forskellige tiltag i området af Puriscal, men med meget lidt succes. 12 dyr her og måske 15 der, og den sidste var på en 20 stykker, men fordi “venstre hånd ikke ved, hvad højre gør”, havde man sat en alt for høj pris. Prisen var for Puriscal og ikke for fattige bønder på landet, men man “overtog bare informationen”, og derfor kom der ikke nogen dyr til kastration. Man skal betaenke, at dyrlægen bruger over en time på at komme og for 12 dyr!! De er i “krig” med at få afsat de dyr, der er sat på gaden. Det foregår på den måde, at man afleverer en hund hos dyrlæge Laura. Den bliver kastreret, og nå den er klar til adoption, bliver den taget til markedet om lørdagen og bliver (forhåbentlig) afsat til en god familie. Der bliver taget informationer fra familien. Spørgsmålet er, om de også bliver efterset, eller at en eller anden fra gruppen besøger hunden eller katten for at se, om nu også alt står vel til. Jeg har sagt til dem, at de skal spørge efter, om disse familier ejer eller lejer deres bolig. Tro det eller ej, men det er faktisk ganske vigtigt, for os “gamle” i dette arbejde ved, at hvis folk lejer, så tager de af sted, lejer et andet sted og lader hunden eller katten tilbage, og så har vi endnu et gadedyr.

En anden ting, jeg fortalte om, var, at de ikke skal tage dyr til adoption på markedet hver lørdag, fordi folk vil tage det “ad notam” og bringe deres egne, som de vil af med, og det er lige akkurat sket. Min kollega Karen gjorde det i mange, mange måneder i en park i San Jose. Hun kom med 20 til at give væk og tog 30 med hjem! Det bal er forbi for hendes vedkommende. 10-20 hunde eller flere stod bundet til et træ, og hvad Søren skulle hun gøre? Jaeh, tage dem med hjem og nu har hun over 150. Jeg har 29 her I øjeblikket. Der blev afleveret fire hvalpe I en kasse, og dem sendte jeg til dyrlæge Laura. Tre voksne blev afleveret for en fem dages tid siden, men dem tog en nabo sig af, mod at jeg gav hundefoder, og sådan arbejder jeg. Mine hunde har det aldeles glimrende, MEN jeg kan ikke give dem hjemmets varme, som de bør have. De er sunde og raske, tykke og fede, har ingen sygdomme eller orm, og de får ormemiddel hver måned, som I blandt andet betaler for.

For lang, lang tid siden beskrev jeg på siden, at jeg gerne vil give “asyl” til schæferhunde, som ikke længere bliver brugt i avl eller som brugshunde. Nu har jeg fået to gamle hanner, og når jeg siger gamle, så er det sandt! Ghandi og Halcon er omkring 13 år gamle, og jeg siger jer; de så ud som røven af 4. division, da de kom. Havde det været en anden end min gamle bekendte, og havde jeg set dem i deres hjem i den forfatning, havde den stået på anklage, helt sikkert. De var ganske enkelt skind og ben, men jeg er ved at få styr på dem. Ghandi kom med en ekstrem svamp på hele kroppens underside, og begge havde svamp i ekstrem grad I ørerne. Det har jeg fået kål på, og nu ser det hele fornuftigt ud. Begge de gamle gik for lud og koldt vand – det indså ejerne, og det gode er, at de kontaktede mig i stedet for bare at aflive dem. Ser I, folk er altså blevet mere sensible med årene og søger nu muligheder i stedet for bare at aflive. De to gamle har det fantastisk her. Ghandi er aldrig rigtig blevet voksen, er stadig et legebarn, sover I Uwes seng ved siden af mig og passer på “mor”. Han og hvalpen Mia, som jeg købte til Uwe, er “mor-syge” – jeg kan ikke gå tre meter, før jeg har dem i rumpetten, for det kunne jo være, jeg blev væk! En anden god ting er, at ejeren (selvom det jo nu reelt er mig) afholder alle udgifter mht. de gamle; dyrlæge, medicin etc. Han har sagt “send mig regningerne, og jeg indbetaler på din konto.” Det er jo også et skridt i den rigtige retning mht. hundehold her landet; at man tager ansvar over for sine dyr. Så I ser; det tager lang tid, men en dag når vi målget. På grund af dysplasi var den gamle Halcon ikke i stand til at tage to trappetrin, uden at han faldt, og nu kan han løbe. Lidt langsomt men han løber, hvis det han løber efter er interessant nok. Jaeh, når en schæferhund er 13 år gammel, er den ved at nå til vejs ende, men jeg er rigtig glad for, at de dog får nydt lidt af deres otium her hos mig. Og ligesom jeg passer på dem, passer de på mig; godt nok her ude på herrens mark. De er store og afskrækker enhver, som ikke er indbudt – jeg er her jo alene.

Den lille grå schæferhvalp Mia, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde, er ved at tage livet af mig! Den hund ”kan tage livet af en død mand”, og jeg har virkelig mit hyr med at får styr på hende. Hun repræsenterer ellers alt, hvad man ønsker i en brugshund; har en ekstrem god næse, det kniber med lydighed, men hun ville være fantastisk i forsvarsarbejde, hvis det ville blive ledt korrekt, dvs. kanaliseret. Indtil videre har hun ædt et persertæppe, hun er i krig med et trægulv, og tro det eller ej; klaverbænken står også for skud. Hun er fræk som ind i helvede og tilsyneladende også meget intelligent, for hun er gået i gang med at læse mine bøger, som nu er uden for rækkevidde, Jeg har to bedste bøger; den ene er ”Hundens Sygdomme”, og den anden er ”Dæmpende Signaler” af Turid Rugaas – den sidste har jeg gemt i mit klædesabet, men det ville da ikke undre mig om hun kan åbne skabet! I skulle se mine arme og hænder. Folk glor på mig, som om jeg har skab eller lign. Jeg behøver ingen tatoveringer, for dem har hun givet mig . Nå, hun står snart for kastration, for hun bliver 6 mdr. den 11. august, og det tager nok lidt af energien. Heldigvis har hun skiftet tænder, så de ikke er så sylespidse. Nu er de lidt mere “runde”, men hun er stærkere og kan klemme mere. Når hun sover, er hun jordens dejligste! Der hedder hun “Santa Mia” – jeg mener, at katolikkerne har en 14.000 santos, så hvorfor ikke en mere? Jeg er glad for, at hun er hos mig, for med den energi og uden forståelse for opdragelse – en irettesættelse for hende er “Ihhh, hvor er det sjovt, vi leger jo bare” – ville hun ende i en kæde for resten af livet. Det vil jeg ikke ønske for noget som helst dyr uanset hvilket.

Alt for denne gang – igen mange tak for hjælpen.
Lise

Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.