Costa Rica – 5. september 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Dyrlægen, Diego, kom igår , havde tilset tæven der ikke kunne synke og det hun fejlede var, en kæmpe halsbetændelse og nu har Lalo fået medicin til 5 dage og jeg ringer til ham senere for at høre hvordan hun har det, ellers tilser jeg hende i morgen, da jeg anyway er i området for at hente 3 kattekillinger der blev sat på gaden hos Nancy , det skete for en ti dages tid siden og jeg sendte hende mad, ormemidler, mælk og dåsefoder til de små, plus 10000.00 colones for at fostre dem til de var store nok til at gå til nye familier. Jeg afleverer dem i morgen, hos en petshop i Puriscal , som heldigvis accepterede dem.

En mand ringede og spurgte om jeg kunne hente en ung labradorhan for han kunne ikke have den. Den stod bundet og slap fri og da han er møbelpolster, og netop havde ting klar til aflevering, så kom han og så, at hunden, DUKE, havde onduleret nogle af møblerne og så blev han sur!!! Fausto, en taxiven, hentede DUKE og jeg tog ham ind til CHAP og to 4 mdrs. tæver, i dogrun. Det var han ikke synderligt begejstret for og lavede en masse larm, det holdt han op med men det var fordi han blev syg, fik en eller anden infektion og jeg gav ham noget sulfatrimetropin og det kurerede ham. DUKE blev afleveret i mandags hos min søde danske veninde Majken, og der hygger han sig med de andre 4 hun har.

SALLY, en hounddog der stod i vejkanten efter at blive sat på gaden , hentede min SASY-veninde Diana. Tæven var bare SÅ tynd så tynd, vi ved ikke hvor lang tid hun har været i et område uden mennesker og hun åd jord, bare for at fylde maven. SALLY har jeg bundet i gæstehuset, hun har nu fået lidt mere sul på kroppen og jeg har bedt Diana om at tage hende hjem til sig, til hun er opereret og vaccineret for derefter at finde et godt hjem til hende. SALLY var så tynd at jeg havde mistanke om erhligia så jeg har hende på kur med doxiciclina og kan derfor ikke vaccinere hende endnu.

Så ringede en vis Clara om en gadehund hun giver mad men den er blevet påkørt for lang tid siden og går rundt med et stift ben. Hun havde taget den til en dyrlæge i Puriscal men han kunne intet stille op uden et xray for at se hvor skaden var. Det betyder at jeg skal hente hunden, køre den til min dyrlæge i San Jose, blive opereret dvs. benet skal sikkert brækkes op igen og så med gips på, og alt det, ville koste en formue, hun kan ikke betale noget og jeg kan ikke bruge en USD100.00 eller mere, på kun en hund, så jeg foreslog , i samråd med en dyrlæge, at jeg købte nogle piller, Artri-tabs, som afhjælper gigt etc. og dexametasonapiller til at afhjælpe en evt. inflamation. Clara har ikke ringet tilbage, hvilket normalt betyder at hunden er ok, så vidt det går.

Så ringede en vis Maritza, en nabo til en hvis hund gik rundt med et øje udenfor hulningen!!! hun ville gerne at jeg kom og kiggede på hunden men det er der ingen grund til, det er dyrlægearbejde og jeg sendte dem til dyrlægen i Puriscal som opererede øjet som hunden mistede, men den er i live og må klare sig med et øje, det er ikke noget større problem og heldigvis har den en ejer, som ringede og græd så kraftigt, at jeg måtte berolige hende først, jeg kunne ikke forstå hvad hun sagde kun at “nogen har gjort min lille hund fortræd med et hammerslag i øjet”, det tror jeg nu ikke, det skete om natten og ingen går rundt med en hammer om natten, ikke engang i Costa Rica, men en kan have sparket den i hovedet og så er det sket. Jeg sagde til hende, at fra nu af, skal hun binde hunden eller have den indenfor, og så gå tur i snor, noget praktisk taget ingen gør her i landet men det ville hun gøre. Regningen hos dyrlægen er åben, hun kan ikke betale så det gør jeg så, jeg håber at han behandler mig “pænt”!!!!

Så ringede Raffa, en ung handicappet fyr, som man praktisk taget ikke kan forstå når han taler men jeg fik da forstået, at hans lille hanhund hylede om natten og ikke kunne træde på en bagpote. Jeg spurgte ham om hvorvidt hunden spiste, om han havde set efter sår eller sten i poten, knækket negle etc. men nej, der var ikke noget i vejen. Når en hund ikke træder på et bagben, kan det jo have flere årsager…et slag, en stor hund, displasi eller gigt, men ham her var lille så jeg sendte dyrlægen, Diego, til at tilse hunden og han meddelte at han intet kunne se efter af have reviseret hunden. Jeg havde allerede spurgt Raffa om hunden havde flåd,pus, fra næse eller øjne og det havde den ikke , jeg havde tænkt på hundesyge og det viste sig igår, at det havde den og Diego måtte aflive den. Han så i går at den havde “tics”, i benene og det at den hylede om natten var, at den gik i convultion, kramper. Nu er Raffa ked og han vil ringe om kort tid og bede mig om en ny hund, jeg har en mulighed i CHAP som er vaccineret to gange og derfor ikke skulle kunne få distemper eller hundesyge som jo ligger “i luften” i lang tid hvis der ikke bliver gjort ordentligt rent med klor og andre midler. Parvovirus er mest et problem med hunde under et år, ældre hunde kan behandles symptomant men hundesyge, distemper, rammer i alle aldersklasser og er et virus der ikke er nemt at slippe af med.

Så ringede Angela, en ældre indianerkvinde som er fosterfamilie for hunde og katte, der bliver sat på gaden hos hende. Hendes hanhund blev bidt af en giftig slange, terciopele, i hovedet og selvfølgelig skete det søndag aften i øse regnvejr. Jeg sagde at hun skulle ringe til Diego, at han skulle mandag morgen hente antiofidico, serum, hos mig (det har han ikke selv!!!) lægge hunden i drop med antidot og at hun i øvrigt skulle bede kraftigt for at hunden overlevede natten. Det gjorde den, jeg kiggede til den i mandags og den var , bortset fra en mindre hævelse på bidstedet, helt ok. En dyr historie for mig, han brugte 3 flasker, men ok, hunden har det fint og Angela er glad. Det var hendes nabo ikke for en ti dages tid siden for to tævehvalpe, som Angela foster for mig, løb efter, fangede og åd hendes tre bedste høner. Dem blev jeg nødt til at hente , de står nu i dogrun, opererede i fredags og i morgen vil jeg vaccinere dem. De er ca. 4 måneder, nogle livlige krabater, vil blive store, og derfor svære at få afsat, de er søde og sjove men skal have en god hånd til opdragelse og det er ikke så nemt at finde.

Sidst , men ikke mindst, har jeg afværget at 6 hunde i parken i Puriscal skulle lide den skæbne, at blive sat på gaden i områder uden mennesker!!! disse 6 hunde, tæver og hanner, går i parken og byen med Gerardo, som er gadefejer men eftersom de har dannet flok, blev de aggressive når nogle folk virkede “truende” overfor ham. Borgmesteren havde flere anklager paa halsen og talte med Ruth (som laver kastrationer og fodrer hunde i parken) , meddelte at i morgen kl. 06.00, ville de hente hundene og køre 4 til et øde område og to til en by i nærheden!!! Da jeg hørte det, flippede jeg fuldstændig ud, ringede til borgmesteren og sagde at han skulle give mig tid til at løse problemet…han gav mig en halv dag!!! jeg kontaktede vores store shelter, presidenten Lilian kender jeg i mange år og hun , efter sej kamp, invilligede i at tage de tre mest problematiske, to store hanner og en tæve. Hun var RASENDE , ville anklage borgmesteren personligt for at sætte hunde på gaden, men jeg sagde til hende “Så, tag det roligt, han bliver jo nødt til at gøre noget, hundene har bidt nogle ældre mennesker og var lige ved at bide en lille skolepige på vej til skole, vi skal løse problemet og ikke anklage, han er villig til at hjælpe, men sku ikke med en anklage på halsen af dig”. Naah, jeg brugte alle mine talenter til koordination og fik fat på Pablo, som henter hunde over det hele, Gerardo som passer dem, borgmesteren igen og det hele gik op en højere enhed, de tre er i shelter med en ny chance for et godt liv, Gerardo går med to og Ruth har taget den sidste, så nu har vi forhåbentlig lidt ro, til nye hunde bliver sat på gaden i Puriscal og “henvender” sig til Gerardo ……..også en dyr historie, det kostede mig over USD 100.00 og borgmesteren sagde, “ked af det, jeg har ikke budget til det!!!!!”

En sidste god nyhed er, at jeg er blevet accepteret som medlem at verdensorganisationen for dyrevelfærd, WSPA. Det blev meddelt mig igår og det er jeg vældig glad for. Som man jo kan se på dyrenes sos side, laver jeg jo alt muligt andet end “blot” at have et hundehjem (shelter) og jeg tænkte, at man i London, hovedsædet for WSPA, ikke ville mene at jeg passer ind i deres regi, men det gjorde de heldigvis og så må vi se hvad det indebærer for dem og for mig. Jeg er glad, for det betyder at mit arbejde nu er “internationalt anerkendt”, om ikke andet, ser det godt ud på papiret!!!!

Såå, kære venner, alt for idag, det her beskrevne er bare ti dage og uden alt muligt andet “småt-skidteras, som jeg ikke har fortalt om fordi jeg ikke kan huske det, der er så meget men heldigvis kan det meste ordnes pr. telefon, så jeg også har tid til at passe min syge mand.

Ha det godt allesammen, jeg kommer stærkt tilbage om en 14 dags tid med mere nyt fra regnvåde Costa Rica….. Knus Lise

/af

Costa Rica – 17. august 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Så er det tid til lidt nyt herfra Costa Rica. Jeg er vældig glad, for indenfor den sidste måned, er det lykkes mig at få 7 hunde adopteret til gode familier.

2 af BETSYs hvalpe gik til en amerikansk familie som bor ved stranden, den 3. ALE , hvide, gik til en god ven som arbejder i firmaet LISAN og som altid donerer cremer, shampoo, ormemidler etc. når jeg har kastrationer, Den lille MINI, som blev smidt i en kasse og bare lå og græd og græd hos dyrlægen i Puriscal, gik til en sød familie med en masse børn, hendes nye “mor” er en 7 årig pige som bar elsker den lille hund. CARLA som havde en forfærdelig ræveskab, fik jeg kureret og hun gik til en sød familie i en by i nærheden, LENNY, også med skab, blev kureret og gik til en sød indianerfamilie i reservatet, Quitirisi. EVA, som jeg hentede sammen med NICK fordi familien flyttede og bare tog afsted, blev hentet i tirsdags, hende vil jeg checke lidt op på uden at meddele at jeg kommer, det er den eneste jeg har lidt tvivl omkring, altså hvorvidt hun har det godt, bryder jeg mig ikke om hvad jeg ser, henter jeg hende igen, det er den mundtlige aftale jeg har med alle, der får hunde fra mig.

Som sædvanlig har jeg travlt, nogle gange vokser det mig over hovedet, men en god nyhed er, at min hjælper, Marito, nu bor i vores gæstehus med sin nye kone, de har “øvet sig ” lidt for hun er i 4. måned og “vi” venter os!!!! I gæstehuset har jeg 4 hunde, SARA, der er overhund og har sit territorium på terrassen, der må kun TIPPER være med mindre hunden står i snor og dermed er elimineret. Egentlig en sjov ide hun har, men hver gang jeg får en ny hund og sætter den i kæde i starten, så er det ok med hende, i det øjeblik jeg slipper hunden, må den være i hele området bare ikke på terrassen!!!! Bagved huset bor BETSY, hun er også fri men bliver i nærheden af huset. Hun blev ked og ensom da jeg tog hvalpene fra hende men så fik jeg den ide, at sætte hendes bord foran vinduet, så nu ligger hun der og kigger med, når MiIla, Maritos kone, laver mad, så er hun ikke så ensom.

I tirsdags fik jeg en ny tæve, SALLY. Min veninde fra SASY, Diana, ringede til mig, grædefærdig, og fortalte at hun havde hentet en tæve, hound-dog, på vejen hvor den stod i grøften og spiste jord, bare for at få lidt i maven. Hun kørte først forbi den men vendte om og hentede den for der hvor den var, var totalt øde, ingen mennesker eller huse. vi ved ikke hvor lang tid SALLY har været der, men hun er så tynd, så tynd, har måske gået i flere uger uden mad og når hun spiser nu, er det lige før at skålen ryger med. Hun er ualmindelig sød og kærlig, og meget legesyg, elsker legen med , forsigtigt, at bide lidt i fingre, lægger sig halvvejs ned og putter sig, men endnu ikke helt på ryggen, det varer ikke så længe, så er hun klar til “total overgivelse”. Hun er endnu for tynd til at blive opereret, hun skal have lidt mere sul på kroppen og så skal hun vaccineres og derefter til adoption. Jeg har faktisk en fantastisk familie til hende, vores veninde Majken, har lige mistet en lille hvalp hun tog fra gaden og vil derfor gerne have en ny, evt. sågar to!!! Hun og hendes mand, Mikael, vil komme og kigge lidt på hvad jeg har “til salg” , sammen med deres lille dreng, Christoffer, de har selv 3 hunde, blandt andet en af mine, PANDA, som er søster til JENNY, som stadig er her hos mig. Jeg tænker mig muligheden af at SALLY og BETSY ville være en god mulighed, de leger sammen FORAN terrassen i græsset og det måde godt for SARA….

Den 24. august 2008, har vi kastrationer i Puriscal, men det klarer den lille gruppe selv, kun kommer Laura, som står for det økonomiske. Hun har nu så mange katrationer bag sig og kender til min holdning omkring de folk der ikke kan betale hele beløbet eller slet ikke. Når de nu har gjort den “effort” at komme, så skal de også tilgodeses for det og dem snupper vi med. Jeg får jo donationer fra bla. Dyrenes SOS og SASY og med de penge, kan jeg lige holde den gående til der kommer lidt mere i kassen. Jeg selv er i gang med at lave små, private, kastrationer for landbefolkningen der ikke har transport men en masse dyr der ikke er opererede. Landbefolkningen har mad, men ingen kontanter så det gør jeg meget, meget billigt, men noget skal de hoste op med,en klase bananer, avispair, dåser, frugter etc., intet i verden er gratis og her i landet, skal vi væk fra at man bare står med de små hænder åbne og håber på,/ regner med, at der falder noget af!!!

I øjeblikket er Marito sendt på “hunde-mads-tur, 30 hunde vil i aften få mættet deres mavser, den eneste der betaler lidt for det, er en ung indianerpige,Fresi, der har 12 hunde, alle hentet fra gaden. Hun giver mig 6000 colones for 30 kilo foder og jeg betaler resten op til de 12000 colones sækken koster mig. Jeg får en specielpris fra et foderfirma, indkøbspris minus 5 %, så det er jo en lille besparelse, godt nok, for jeg bruger ca USD 250 pr måned i foder og dertil kommer medicin og ormemidler, noget betaler folket selv, andet hjælper jeg med men det er ikke nemt i øjeblikket, alt stiger og folk har knapt til dem selv. Hvad er det man siger??? “SULT er et hvast sværd i maven”!!!!!

Mens jeg har siddet og skrevet til jer, har jeg haft 4 opkald om hunde folk vil have jeg skal hente men jeg har ikke plads, alle er hunde som andre har sat på gaden og det eneste jeg kan tilbyde er, at hjælpe med foder og kastration, vi taler om 9 hunde, tæver og hanner, en af hannerne syg i øjnene!!!! siger konen så jeg har givet telefonnummeret til Diego, dyrlægen i Tabarcia som ofte kommer forbi hvor hunden er, sagt at når hun er i kontakt med ham, skal hun binde hunden så han ikke kommer forgæves. Jeg fik hendes navn og telefon nr., men som hun sagde, telefonen bliver cuttet enten i dag eller i morgen for hun kan ikke betale regningen. Det er altså ikke nemt det her………

Alt for nu, jeg tror jeg hiver stikket ud og slapper lidt af…….en doggiehilsen….. Lise

/af

Costa Rica – 29. juli 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

I lørdags havde jeg kastrationsrunde hos indianerne med 52 dyr, hvilket må siges at være et fint resultat, når man betænker at området er besøgt så mange gange at populationen af dyr, nu er totalt kontrolleret. Jeg var glad for at se, at dyrene så godt ud, velnærede med fin pels etc. Jeg tog ingen billeder for der var et hold kamarafolk der optog film og billeder til et projekt man har lavet under Mckee program i Costa Rica. projektet går ud på at man, i øjeblikket på to hoteller nordpå, har et “pet hotel” hvor folk opholder sig med dyr der bliver fodret af folk på hotellet, steriliseret og efterset af dyrlæger. I øjeblikket har man det kun med katte der er sat på gaden, de går frit rundt omkring hotellet og besøgende kan “adoptere en kat” i den tid de er på hotellet, derefter kan man roligt rejse hjem for dyrene bliver passet af personalet, ikke som vi kende det fra Spanien og andre feriemål, hvor man fodrer og så rejser man hjem. I Danmark har man jo også problemet med “sommerhus-katte”!!! Disse to Irlændere som optog film, syntes det var meget spændende at se hvordan sådan en kastrations-klinik foregik, lavede et mini interview med mig, hvordan jeg lavede kampagnen etc. men primært handlede det om katte og de var helt nervøse om hvorvidt der ville komme katte hvor de kunne filme selve operationen. Da jeg så dem stå med hele udstyret, kamara etc. gik jeg ud til indianerne og sagde til dem, at de ville blive filmet og hvis de ikke ønskede at være med på film, skulle de sige nej. Jeg forklarede filmmanden at indianere er “skruet” anderledes sammen end andre og at de skulle bede om lov først, hvilket de gjorde, og ingen sagde nej til det. For år tilbage, før min tid her, kom der hos dem et fotohold fra Canada der kun ville fotografere børn og indianerne blev vældig vrede og bange, fordi de troede at disse billeder ville gå på internet og at deres børn ville blive “hugget” til sex eller organdoner, men denne gang tog de det roligt fordi ALT blev fotograferet eller rettere filmet og fordi jeg havde “advaret” dem først. For mig var det en anstrengende dag, mine to hjælpere kunne ikke komme så da jeg jo skulle gøre “deres” arbejde også, vise hvordan man groomer et dyr, klipper negle, undervise ungerne i, hvordan de undgår at blive bidt, hente og bringe dyr fra operationsbordet, svare på tusindvis af spørgsmål og fortælle hvordan de skal passe dyret efter operationen og sidst men ikke mindst, holde øje med de opererede dyr under opvågning af anæstesien og give OK til hvornår de kan tage deres dyr med hjem. Jeg stod op 5.30 (jeg har jo 34 dyr her også) og kom hjem kl. 1600, fuldstændig mast, hæs og ville bare have et glas vin til at falde ned på…….

Denne kastration blev finansieret af en donor fra Danmark med USD400.00, helt fantastisk, for det betød at de folk der ikke kunne betale de 2500.00 colones havde en mulighed for at komme med gratis. Jeg blev lidt bekymret, for aftenen før ringede præsidenten af deres uddannelseskomite og fortalte at hele gruppen havde besøgt de mest fattige og tilbudt gratis kastration men de kunne kun finde 13 dyr, for de dyr de fattigste havde, var allerede kastreret. Derfor gjorde vi det sådan, at dem der kom først op til 30 dyr, fik det gratis og resten betalte de 2500.00 colones pr. dyr men jeg gjorde det lidt billigere for dem, hvis de havde mere end et dyr med sig, en lille dreng stod og fedtede med sine 1000.00 colones som hans mor havde givet ham og ham tog jeg selvfølgelig med.

Regnskabet ser noglenlunde sådan ud…. 52 dyr fordelt således…..24 tæver, 12 hanhunde, 12 damemisser, og 4 hankatte.

Dyrlægen fik en check over 220000.00 colones, 40000.00 i kontanter, jeg betalte komiteen 5000.00 for lys og vand og 5000.00 til rengøring før og efter samt fotokopier til malebogen og tusch for 6000.00 colones ialt 276000.00 colones, ca USD 550.00, dyrlægen tager USD10.00 pr dyr men han har advaret mig, næste gang bliver det dyrere. Fra vores nationale animal protection organisation havde jeg fået ormemidler der var udløbet i maj, men som stadig virker, og dem uddelte jeg gratis.

Her til slut, vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu engang at sige MANGE, MANGE TAK til den danske donor. Klinikken stod i hendes navn og komiteen har skrevet en lille takkeskrivelse til hende som jeg vil sende pr. fax eller brev.

Mange hilsener til alle…. Lise

/af

Costa Rica – 7. juli 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Jeg skulle hilse og sige at her i Costa Rica går det på livet løs mh.t. hunde og katte, der er sat på gaden. Det er virkelig ekstremt i øjeblikket og jeg kan snart ikke holde det hele fra hinanden!!! Som overalt i verden, er priserne steget gevaldigt og folk har ikke råd til at give deres dyr mad, hverken hundefoder eller ris og bønner, som jeg siger de skal mikse med, når der ikke er råd til hundefoder. Ris og bønner er jo hovedbestanddel i den costarikanske kost og begge dele er steget med 78 procent indenfor det sidste år, inflationene er på ca 15 %, men lønningerne vil kun stige med ca. 10 %. så I kan se, at det er svært for mange og da der skal spares, er det hunden der “ryger” først, og bliver sat på gaden til en visse død, hvis det drejer sig om en stor hund, for den er der ingen der vil/kan tage til sig, pga. af størrelsen.

Jeg bliver ringet op af så mange i øjeblikket, folk der vil af med deres egne store hunde, folk der alligevel ikke kan lade være med at tage dyrene til sig som feks. Zoraida som ringede forleden dag og spurgte om jeg ikke kunne hente 8 hunde (hun har to selv) for hun havde ikke råd til at give dem mad, alle 8 har hun taget til sig fra gaden. Så ringede Wilma og spurgte om jeg kunne hente to store hunde af hendes egne plus , også 8, der var smidt på gaden ved den lille indianerskole i bjergene. 2 af dem lå i en lille majsbeplantning, milpa kalder man det her, ved siden af vejen, der blev de liggende i håb om at blive hentet igen og så er det jo om at blive på pladsen hvor de blev smidt, det hel kunne jo være en “fejltagelse”!!! Wilma går troligt en kilometer frem og tilbage hver dag for at fodre dem med det foder jeg gav hende til alle 8, jeg talte med hende i aftes og aftalte at hun skulle ringe til dyrlægen, Diego i Tabarcia, få ham til at hente tæverne hos hende og se at få dem opereret, for de er begge gravide. Jeg ringede også til ham og sagde at jeg ville betale ham for operationen af begge og at han skulle beholde dem til såret var lægt med antibiotika og se om der var en familie der ville have dem, bagefter. De er begge lidt over mellemstørrelse og den ene er bange og derfor lidt aggressiv men Diego er god ved dyrene, stille og rolig, så måske kan han få det pillet af hende, det er ellers mit “speciale” men jeg har ikke plads, jeg har i øjeblikket 34 hunde. Så ringede Katia, hun har taget 10 hunde til sig fra gaden hvoraf der er 5 hvalpe inkluderet på ca. 2 1/2 måned, hende har jeg tilbudt gratis kastration af alle tæverne, hannerne må vente til jeg har lidt flere penge.

I Puriscal hentede jeg selv en lille tævehvalp, MINI hedder hun for hun er virkelig lille, vejer 850 gram, ca 1 1/2 måned gammel og jeg tog hende fordi hun stadig var baby og da jeg jo har BETSY med hendes 3 hvalpe og gode mælk, så kunne hun få lidt af det gode og blive stabil. Hun fik ormemiddel først, det gør jeg altid når jeg får nye dyr ind, og hun var simpelthen SÅ fyldt med orm, at jeg sjældent har set noget lignende, derfor havde hun også blodmangel så jeg giver hende noget vitamin til at afhjælpe det. Efter 6 dage giver jeg kur igen for at få brudt cyklus. Til hende har jeg en familie med en lille pige på 7 år og MINI vil have det godt der, kun har jeg måttet, i aftes, fortælle at de ikke var rigtigt kloge, for de vil købe tøj til MINI og den lille pige mente at hun ville se sød ud med sløjfer klistret i ørerne!!!!!! jeg var lige ved at gå bagover da jeg hørte det og moderen måtte love, ikke at gøre noget så åndsvagt, tøj er ok, så får hunden da i det mindste opmærksomhed når den får det på, men sløjfer!!!

Uwe og Marito hentede CARLA som blev smidt ved en restaurant i nærheden og hvor de ringede til mig og bad om at få hentet tæven der var fyldt med skab, halvdelen af kroppen var uden hår og hun så forfærdelig ud. Nu har jeg haft hende under behandling i en 3 ugers tid med ivermectina og amitraz og pelsen er ved at vokse ud. Hun er en lille perle, sød og morsom og et rigtigt lille livsstykke, hun står bundet i gæstehuset men blive sluppet ofte når vi er der og kan holde øje med hende, hun render rundt på området og der er der slanger, så der skal vi passe på. Jeg bryder mig ikke om at binde hunde men er det til deres eget bedste, så gør jeg det, det er ulempen ved at bo hvor vi bor.

Forleden dag kom der en mand med 4 småkillinger der endnu ikke havde åbnet øjnene. De lå foran hans dør i en kasse og han kunne ikke passe dem, sådan nogle små størrelser skal have mælk hver 3. time, også om natten og det er et stort arbejde at få dem op at stå. Jeg kunne ikke tage dem men har en sød bekendt der er god til katte så Elisa tog dem, hun er i
øvrigt fosterfamilie til en tæve der kom til hende. Jeg gav hende mælk og sutteflasker af forskellig type og da jeg ikke har hørt fra hende, går jeg ud fra at de små har det godt, fået øjne og kan spise selv, i morgen vil jeg køre forbi og aflevere ormemiddel og tilse de små. I går, ringede Angela, en ældre indianerkvinde, også fosterfamilie for 2 små hvalpe og fortalte at der lå en tæve ved vejsiden der var kørt over og hvad hun skulle gøre??? Jeg sagde at hun skulle hente den og få den på en plads uden sol og regn, bære den forsigtigt og ringe til Diego som skulle afgøre hvorvidt den skulle aflives eller om den havde en chance. Det havde den ikke, var totalt smadret, så den blev aflivet og fik fred for smerter, det var godt at Diego kunne komme hurtigt, han er i det hele taget meget, meget samarbejdsvillig med mig og det kan ikke skattes højt nok, han behandler mig virkeligt “humant” med sin indsats, i form af dyrlægeregninger, det jeg betaler ham, kan jeg ikke engang betale benzin for , hvis jeg skulle tilse dyrene selv.

Nu er det slut for i dag, jeg vil gå over og vaccinere de tre hanhvalpe, de er nu gamle nok, så de kan komme med til kastrationsrunden hos indianerne den 12 juli 2008, ikke at de kan blive kastreret, deres testikler er endnu ikke i pungen, men jeg vil tage dem med, for at se om der skulle være en familie der ville adoptere en af dem. De vil blive store så jeg er nok nød til at tilbyde foder men så har de da et hjem og da de er søde og fede og sunde, så er der måske en chance, i hvert fald vil jeg prøve for jeg kan bedst lide at aflevere hunde hos indianerne og da Gud og hvermand har mit nummer så er det tæt på hvis der skulle opstå et problem.

En hundehilsen og tak for hjælpen til alle…. Knus Lise

/af

Tibet – maj/juni 2008

, , , , , ,

Af Mark Kim, Vet.

Drs Sonya Yu and I joined final year students from Denmark, Maria and Louise, in New Delhi to head up to McLeod Ganj for 3 weeks of volunteer work with Tibet Charity. Sonya and I had never been to India before, and the thrill of Delhi was in stark contrast to the incredible scenery of the Himalayas that greeted us on arrival.

After settling into our accommodation at a neighbouring guest house, we had a patient waiting for us even before we’d had any chance to settle into the clinic at Tibet Charity (T.C.) House. Getting straight into the work was the perfect way to settle our minds with something more familiar after 3 days of cultural revelations. Even after half a day in the clinic and the upstairs classrooms, we got a sense of the very relaxed, very welcoming atmosphere that we thoroughly enjoyed for the whole 3 weeks. The first people we met were 2 volunteer English teachers, Shaun and Tanya, an American couple who were coming to the end of their stay.

In the clinic, we were finally introduced to Bishan Das, or Vishnu, the vet nurse already held in high esteem from Louise’s experience of the previous year. Many other people entered our circle of companions over the next few days, from Bhum the general fixer-of-everything, to Rinzin, the lovely Tibetan English teacher, and of course, the Director, Tsering Thundup. Our clinic was a smallish, but well setup room with the most efficient use of space as one would ever find in any clinic, anywhere in the world. And this was where we began with a street dog with mange. Mange, as we learnt very quickly, was an extremely common affliction in street dogs, as frequent preventative treatments was near impossible to carry out.

The work in Himachal Pradesh involved 3 main components: local work in Dharamsala neutering street dogs and treating any diseases/injuries of dogs caught or brought in by concerned locals; setting up neutering camps in regional towns, again also treating any medical conditions; and finally the rabies vaccination program carried out everywhere we went.

The latter probably carried the least significance for us personally prior to our time there, but for reasons described below, was eventually realised for its true value in controlling the disease. Our first camp was at a satellite school of the main TCV School in Suja. Over the next couple of days, we had an excellent time staying on school grounds, and during the day, operating on local strays caught for us by the students. There were many unforgettable scenes of Tibetan high school students crowding around our makeshift surgery tables set up under the open skies (with tarpaulin sheet prepared in case of rain) in the courtyard of one of the student dormitories. One thing we found time and again here and in some of the places in and around Dharamsala, but perhaps less so in the bigger cities of India, was the excellent condition many of the stray dogs were in, being looked after so well by the animal loving local (Buddhist) population.

As with many of our camps and road trips, there was a visit to one of the nearby monasteries, where we also attempted to find some surgical equipment left there the previous year! From Suja, we drove to Tashi Jong, another beautiful Buddhist monastery, for another couple of days of surgery. Here, we were hosted on the first night by the head monk, the Rinpoche, and one of the senior Korean nuns. Like everywhere else, we could see evidence of previous camps, with numerous dogs carrying the distinct ear notch, as proudly pointed out by Vishnu. After 2 days, we had neutered over 15 dogs, and treated many for mange, as well as vaccinating many more. Again, there was a very friendly attitude from the locals, who openly showed their appreciation of our work, and as we left, we were to humbly accept several Buddhist shawls from the residents. After nearly a week away, we very much looked forward getting back to our new “home”. We spent a couple of days unwinding, during which Vishnu took us up for an inspiring ascent into the surrounding mountains, followed by a gruelling descent, as our fitness failed us dismally, while Vishnu and his wife effortlessly cruised ahead.

Shortly after this, we were to experience first hand the horrors of the disease we were here working against. One of the TC staff was bitten by a stray dog, whom we later confirmed on suspicion as being rabid. Reports followed later in the day, while we attempted to get the human immunoglobulins for the staff member, that several other people and dogs had been bitten. This set the scene for the next week or so as we attempted to catch the rabid dog and begin inoculating as many of the local strays as possible. For the first time during our trip, there was an element of seriousness and heaviness in the air as we thought about the immediate and long term repercussions of what had happened.

It was like nothing we had experienced before, and put into perspective our fortunate position in life, since once we had left India, we were no longer living with this threat that locals lived with everyday and with complete acceptance. It also brought about many interesting discussions among us in regards to protocols for such situations. Factors to be considered were: – extent of our involvement as a charity organisation operating under strict regulations of local authorities; – the effort (or lack thereof) of local authorities in catching dogs suspected of having rabies, and the manner in which this is carried out; – dealing with animals suspected of being bitten- there were several different thoughts from various persons involved, from local vets to foreign vets to medical texts and resources; – educating locals on the whole rabies disease process; and – taking into account the very important issue of Buddhist philosophy on matters of euthanasia. Ultimately, we did not progress far beyond dealing with the immediate situation only.

There are several similar programs being carried out around the world, some with many more years experience. Even still, there are no protocols set in concrete, and as we found, it is the immediate situation that is most important to be attended to with the short time available. Together with the plans for long term practice of TC, this will hopefully create an ‘ecosystem’ amongst the stray dog population in India, which seems part and parcel of daily life, that will minimise the propagation of rabies. And the long term future of organisations such as TC require the continual supply of volunteers from the developed world, something we aim to contribute to for many years to come.

Mark Kim, Vet.[divider]

/af

Costa Rica – 9. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Til Dyrenes SOS og alle støttemedlemmer kan jeg meddele at jeg har modtaget en donation på USD 1370.00, mange, mange TAK for den og en helt speciel TAK til den, som har doneret USD 400.00 til at få hunde og katte kastreret hos indianerne hvor tanken er at give de første 30 dyr operationen gratis til de mest fattige, og til resten for halv pris d.v.s.2500 colones som svarer til USD 5.00 som stadig er en god pris. Mange tak, jeg har i dag taget kontakt til indianerne og vil informere om, hvornår vi laver en klinik hos dem, de vil være meget taknemmelige, det kan jeg love!

Apropos kastrationer, så kan jeg fortælle at min søde franske veninde, Patricia, havde klinik i går i en lille by, Palmichal og hvor 107 dyr blev kastreret!!! Palmichal, hører til “mit område” men jeg har aldrig kunne få en kontakt, der men det kunne hun via en, der kender en, der kender en anden, så det var helt fint. 3 dyrlæger opererede og de sluttede kl. 23.00, derefter gjorde de rent, kørte hjem og kom i seng kl. 1 om morgenen. Hun ringede fortvivlet til mig 5 gange i går og skulle have telefon numre på diverse dyrlæger der arbejder i kampagner, for den ene hun havde, kunne ikke klare så mange. Det sjove er, at hun fik fat på en dyrlæge som jeg lavede min første klinik med for hele 17 år siden og han kunne sandelig godt huske mig, nok fordi jeg lavede danske frikadeller med flødestuvede kartofler til frokost!!!!! Jeg kan huske at der kom hele 14 dyr, hvilket jeg dengang syntes, var helt vildt mange. Patricia har fra SASY fået donationer, som jeg har øremærket til kastrationer, og hun lavede det helt vildt billigt, 1000 colones, noget i retningen af USD 2.50 for hvert dyr, derfor kom der så mange og vi har aftalt, at næste gang skal det være lidt dyrere, til gengæld betaler jeg for restbeløbet, for nu er hun løbet tør for penge, jeg har stadig en del fordi jeg “husholder lidt”, pengene skal jo helst kunne holde til hele året.

Ruth, min veninde i Puriscal og hendes lille gruppe af damer, er ved at forberede en runde der i nærmeste fremtid, de har nu lavet en 5-6 klinikker og kan selv, jeg behøver ikke engang at være der, kun giver hun mit telefonnummer. til specifikke spørgsmål omkring dyrene og hvis der er specielle omstændigheder m.h.t. betaling, f.eks. at en person har taget en tæve til sig med 7 hvalpe fra gaden og selvfølgelig hjælper jeg denne person. Ruth tager 5500 colones, hvilket folk finder billigt men det er fordi det er en større by hvor folk har arbejde og kan betale i modsætning til landbefolkningen der har mad, men ingen kontanter. Ruth ringede i går og fortalte glad, at hun havde fået kontakt med en gartner der ordner parken, hvor de fleste hunde bliver sat på gaden. Jeg var i “cowboy-byen” som min svoger kalder Puriscal, fordi man der, stadig, kan se folk handle ind til hest, med macheten hægende ved siden og hunden der render i rumpen på “far”…han binder hesten og hunnie sidder pænt og venter hvis den da ikke går med ind i forretningen !!!!! Da jeg var der, så jeg en lille tæve som løb rundt, jeg gav den noget af min kylling, nogle fritter og bønner og så fik jeg øje på denne gartner og gik op for at snakke lidt. Der var 3 venlige mænd som stolte fortalte at de tre tæver der var der, sandelig var opereret, (det vidste jeg godt, jeg har betalt for dem) at de passede dem med foder og minsandten om ikke denne gartner går rundt og afsætter hunde og katte til folk!!! Virkelig dejligt……så de får en ny chance.

Mvh.

Lise

/af

Costa Rica – 1. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Så er det tid til at sende jer lidt nyheder igen, herfra regnvåde Costa Rica, i øjeblikket skulle man være i lille Danevang!!!! Men det er måske meget godt at jeg er her, for kors hvor folk ringer med alt muligt, hver dag noget nyt og en del bliver henvist til de to dyrlæger, hvor jeg hjælper med regningen, og ofte bliver det hele betalt af mig med jeres donationer, TAK for dem…..

Kastrationsrunden i Puriscal gik fint men denne gang med lidt mindre dyr, 55 hunde og katte. Heldigvis fik gruppen der, med Ruth i spidsen, indfanget 5 gadehunde , alle tæver som går frit på gaden og bliver fodret af venlige mennesker. I Puriscal er der en park og det er der, de fleste hunde bliver “sat ud” til deres egen skæbne, praktisk taget altid tæver som enten er gravide eller i løbetid, mange kender jo slet ikke til biler og blive derfor påkørt, det er bare så synd, så synd. I parken er der tre gartnere der kigger efter hundene der, 4 har de taget til sig, alle opereret og i går lykkedes det en af dem at få fanget en ny tæve der er sat på gaden fordi hun er i løbetid, med en hale af hanhunde de vil prøve lykken!!! Ruth tog den til dyrlægen for at blive opereret og han åbnede hende også, men kunne ikke sterilisere hende fordi hun havde infektion og fibrosis så det hele lignede et edderkoppespind. Dyrlægen ringede til mig for at få et OK på at give hende nogle vanvittigt dyre indsprøjtninger, to stk. koster over USD60.00 og hunden er endnu ikke opereret men hvad skal jeg gøre, bortset fra at få hende aflivet, men det er imod mine principper, ALLE skal have en ny chance til livet.

Det er der sandelig også mange der har fået i de sidste 14 dage, hvor folk har kimet mig ned med forladte hunde og katte og om jeg ikke kunne hente dem. Det kan jeg ikke, jeg har nu 32 hunde for lille BETSY, som har en størrelse af en lille cocker, fik 4 kæmpe hvalpe, hvor den ene ikke klarede den, fordi den døde i forbindelse med fødslen, trist, men for mig en hund mindre til at få afsat og godt nok, fordi de hvalpe er så store og suger alt ud af tæven så måske var det alligevel godt, at det kun blev til tre hanner, hun ville næppe have haft mælk til 4. De har lige fået øjne og nu er det lidt sjovere at se dem, den ene er sågar begyndt at gø, når jeg kommer og det med knap 13 dage, han skal nok blive god til at passe på!!!!

Her et par “solskins-historier”, som sikkert vil glæde jer, i hvert fald glæder de mig. En kone ringede, Rosa, og fortalte at der var blevet smidt to tæver på gaden og den ene var blevet påkørt og var død. nu var hun bange for at den anden skulle lide samme skæbne og ville at jeg hentede tæven, som ovenikøbet var fyldt med skab. Samtidig ringede en mand, Cæsar, der gerne ville have en hund og jeg sludrede frem og tilbage og foreslog ham denne tæve plus at jeg ville give ham USD20.00 om måneden plus mad og medicin og når den har det lidt bedre, ville den blive steriliseret. Denne mand er nu blevet “foster-family” med penge fra Dyrenes SOS og et par dage efter, ringede han og fortalte at han havde taget en anden tæve fra gaden så nu havde han to. Alle tiders, så har vi to væk fra gaden. Fanny, en indianer pige ringede om en kat der var sat på gaden, meget bange og som hun fodrede. Hun kan ikke have den, har allerede 3 katte og tre hunde og denne lille hanmis har et hul i siden som skal behandles. Jeg sagde at hun skulle kontakte dyrlægen i Tarbacia som kommer en del hos indianerne og at jeg ville betale for missen plus at jeg vil kastrere den næste gang vi har en runde hos dem. Det var hun helt med på, nu skal den bare fanges først, kan hun ikke, tager jeg derop, jeg har en god hånd til katte. Så ringede LLenori, også indianer, om en lille tæve der var smidt hos hende og med tre hvalpe. Tæven var meget bange og det var svært at få fat i hende men det lykkedes at få hende, men da hun gik tilbage efter hvalpene, var to af dem døde af kulde, de lå i et lille hul i skoven som tæven havde lavet som rede, men en fik hun da reddet og jeg gav hende foder og kalkpiller plus nogle vitamindråber. Hende har jeg også aftalt med, at jeg tager udgiften til sterilisering af begge når den lille er stor nok, ca. 3 måneder. LLenori passer dem begge og så ser vi videre, heldigvis er de af lille størrelse, så er de nemmere at få afsat. Så ringede Angela, en lidt ældre indianerkvinde, som har det problem, at alle smider hunde og katte hos hende. Først samlede hun to op, jeg gav foder etc., de var meget bange så hendes mand var så sød at fodre dem hver dag efter at have gået ca. en halv time og dem fik hun afsat til en familie. Efter et par dage, ringede hun igen og nu var der et par hvalpe plus to killinger og hvad hun skulle gøre??? Jeg sendte Marito af sted med USD 20.00, foder til hund og kat og de er nu hos hende til de kan blive steriliseret , Angela er virkelig en lille “engel”, Hertil kommer alt “det løse” hvor jeg ikke engang ved hvem der ringer!!!! Hunde der ikke vil spise ( som regel er det mangel på ormemiddel, 80pct sådan cirka) og dem råder jeg så til at købe det der skal til, hunde med skab får samme råd etc. etc. Så ringede Melania, hun bor i indianerområdet og tager hunde til sig som hun ser på gaden. Hun har vist nok 7, og en af dem hun har taget til sig, et labradormix, var blevet syg. Den halsede helt vildt, og kunne ikke rejse sig. Jeg stillede en masse spørgsmål men kunne umiddelbart ikke finde ud af, hvad den fejlede. Det var sent aften og da jeg ikke havde nogen til at se efter min mand, Uwe, der jo har parkinssons, kunne jeg ikke komme selv men sendte dyrlægen fra Tabarcia. Ham kunne hun ikke få fat i, men fortalte at nu kom der blod ud af næsen på hunden og så vidste jeg at den havde fået Erhligia, en blødersygdom,overført af tæger. Dyrlægen kom dagen efter og stillede samme diagnose og jeg sendte hende doxiciclina og nogle piller til at stoppe indre blødninger. Kuren er dyr for den varer 28 dage men hun kunne betale halvdelen selv, så det var jo fint nok.

Sidste solskinshistorie kommer her. I ved jo at vi lever livet farligt i Costa Rica med giftige frøer og giftige slanger og Gud hjælpe mig, om jeg ikke forleden dag så en inde i vores have, dvs. den lå på gangen hvor jeg fodrer Whisky. Da han fik foderet, var slangen der ikke, kom altså indenfor et par minutter og da jeg så den, parat til at angribe, fik jeg i en hulens fart Whisky og hans skål med ind i huset og lukkede døren. Slangen lå helt stille, men i s-form så den har kraft til at rejse sig og bide, den gloede på mig og jeg på den!!!!. Jeg ringede til Marito som kom med en ven og de slog den ihjel, trist, men det går altså ikke med dem. Så ringede en ung fyr, Danilo, også oppe fra indianerne. Hans to hunde var blevet bidt af samme type slange og den eneste dyrlæge der har antiofidico, altså serum, var ikke til at få fat i, jeg har købt denne enormt dyre serum og har den i køleskabet, men det skal gives via vene og i drop for ikke at få en allergisk reaktion , og det har jeg ikke og kan i øvrigt heller ikke lægge et drop. Jeg anede ikke mine levende råd, nul dyrlæge, og overvejede om jeg selv skulle tage op til indianerne og give serum intramuskulært men tænkte også, det er jo dyrlægearbejde men i en snæver vending, kunne jeg jo klare det, mit problem var, at hvis hundene døde af serum, så kunne jeg få en anklage på halsen, jeg er jo ikke dyrlæge, så jeg ringede og ringede til dyrlægen i Puriscal og til sidst fik jeg ham til at komme ud til dyrene i en taxi og de blev reddet lige på stregen. Det bliver en dyr historie, sikkert en USD50.00 eller mere, og Danilo kan kun betale USD 10.00 men han var så glad, så glad og så er det jo det hele værd…….specielt da hundene nu har det godt.

Såååå, kære hundevenner, det er vist alt for i dag…..en hundehilsen fra Lise i regnvåde Costa Rica, og endnu engang tak for hjælpen til dyr og mennesker her, 1000 tak.

Mvh.

Lise

/af

Costa Rica – 15. maj 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære læsere.

Siden jeg skrev sidst, er der sket en del på hundefronten i Costa Rica og desværre ikke alt sammen godt, alt efter hvordan man ser på det.

Jeg har nu 29 hunde (9 mine egne) og mens jeg skriver kan det være at der kommer flere til!!!! jeg blev ringet op af Saety som før har hjulpet mig med at fostre hunde og hun fortalte at der gik en gravid tæve oppe ved indianer- skolen og alle kyste den væk med det resultat at den var meget bange og ikke til at komme i nærheden af. I Costa Rica får skolebørnene i de små klasser varmt mad en gang om dagen og kogekonen gav den lidt at spise, men hun kunne heller ikke få fat i den. Jeg fik så den gode ide, at udsætte en dusør på 10000.00 colones, ca. 20USD til den der kunne få fat i den , binde den og ringe til mig og SAA lykkedes det!!!!!…og nu er hun her, BETSY, har vi kaldt hende og rigtigt nok, hun var noget skræmt men heller ikke mere end at jeg bondede med hende på 5 min. , jeg snakkede blødt med hende, lagde min ene hånd under hendes kæbe og strøg over hovedet med den anden og så lukkede hun øjnene og syntes at det her var dejligt, en hund der er skræmt ville ikke drømme om at lukke øjnene af angst for “hvad kan de ske hvis jeg ikke ser”. Hun er ved Gud ikke køn men meget charmerende, hun “griner” når jeg går over til hende, har noget husky i sig med et blåt øje og et brunt, ellers er hun sort med brune aftegninger. Hun er så supergravid at jeg ikke ville operere hende, det ville betyde at hvalpene skulle aflives og da de jo nu er “færdige” til at komme ud, så tager jeg det med. Jeg håber på at der ikke kommer så mange, men som hun ser ud, er der mange eller de er store. Jeg er ikke glad for at have hvalpe fordi jeg ikke har mulighed for at opdrage dem, vænne dem til alt det de senere skal sættes ud for, biler, vaskemaskine, normalt larm eller støj der er i et hus, mine hvalpe er socialiseret med andre hunde og andre mennesker men der mangler det andet..og det fører mig over til det næste emne, hvor netop det der gik galt!!!!

En lidt ældre kvinde, Sonia, ringede til mig og ville gerne adoptere en hvalp, hvilket jeg ikke havde. Jeg har tidligere fortalt om DUKE og NELA, som jeg bragte ned til Sonia. Sonia bor et sted der er meget trafikeret i den 3. største by i nærheden af lufthavnen og der var virkelig støj fra biler, naboer etc. og jeg forklarede at de skulle tage det hele stille og roligt, ikke for meget aktivitet men kæl og kys og efter nogle dage, kunne de tage dem på gåtur i snor. De første 5 dage gik alt fint, de var rolige og ville gerne have kontakt men så gik det galt!! NELA bed hendes vandledning over, samt bed hul i el-ledningen, sammen gravede de alle hendes roser op og forsøgte at gå “i krig” med hendes flotte potteplanter og Sonia ringede og græd i telefonen fordi hun bare ikke kunne tage mere. Hundene nægtede at gå tur fordi de var bange for støj og biler og jeg ved ikke hvad. Jeg var ked af det, dels på hendes vegne men mest på hundenes, for da jeg hentede dem, var de om muligt mere skræmte end da jeg afleverede dem og hvad så jeg???? Sonia havde fået en ny hvalp, en Rottweiler han på 3 måneder og det første jeg sagde var, “du har for lidt plads til sådan en stor hund når den bliver voksen” men det mente hun ikke!!! Sonia ringer til mig når hunden er voksen og giver problemer, skal vi vædde??? Well, DUKE og NELA var glade for at være hjemme hos “mor” igen, DUKE kom sig efter en dags tid, NELA var stadig skræmt og ville ikke ud på gåtur til floden før efter et par dage. Normalt tager adrenalin en tre dages tid til at forsvinde fra blodet og nu er de fuldstændig som de var før, jeg lukkede dem ud sammen med de andre, som de jo kender, og der blev snuset og undersøgt og så fandt DUKE en bold og ville lege bold med mig. Moralen i historien er, at dette må ikke ske igen, hvalpe skal ud af huset så hurtigt som muligt og at hvis en person har en ide om hvad de gerne vil adoptere, så skal jeg ikke overbevise dem om noget andet bare fordi jeg gerne vil, at hundene får det “rigtige”hjem, undskyld DUKE og NELA, jeg passer bedre på næste gang!!! Det gode her er, at hun sagde jeg skulle hente dem, andre ville have sat dem på gaden!!

MAXI, som jeg hentede på gaden i påsken, har det dejligt, siger hans nye mor, Rosa. Da jeg ringede forleden aften, lå han sammenkrøllet foran TV og sov dejligt. hun er en af de få hvor hundene må komme indenfor, hun ville gerne have en til men nu passer jeg på, hun har to små hvalpe og tre må være nok, som jeg sagde til hende. Rosa betaler jeg hundemad til, hun er alene og kan lige akkurat betale for maden til sin familie. MAXI vil jeg besøge og se om han har det godt.

Fernando ringede en lørdag aften for at sige at han blev nødt til at give mig NICK tilbage, en husky, som han har haft i over et år. ikke nok med at NICK kom tilbage, så havde han altså også lige EVA, en ung tæve som jeg aldrig havde set. Problemet var, at han skulle skilles og da hundene befandt sig på konens farm, så var der ikke nogen til at passe dem, idet hun befinder sig i Miami og at hans ”caretaker” tog af sted til Nord Costa Rica og det søndag morgen. Jeg flippede ud, blev vred over at få så kort varsel til at få hundene placeret men enden på det blev, at jeg naturligvis hentede dem begge og nu er de her. Begge har det godt, er velnærede og er blevet passet fint, det skal Fernando dog alligevel ha’….

Det sidste “skud på stammen” er LENNY, en lille hanhvalp som løb rundt på vejen og ingen kunne få fat i. Han kom ned til Yadiras hus, (hun hjælper til her med hus og hunde) og LENNY blev bundet og senere hentet af Marito. LENNY har skab, som jeg behandler ham for nu, en ualmindelig sød lille hvalp på ca. 4 -5 måneder, han er ved at skifte tænder, desværre for de blivende er brune og dårlige, så jeg giver ham ekstra kalk og må se hvad dyrlægen kan gøre, måske det retter sig lidt når alle tænder kommer ud men jeg tror at skaden er for stor. LENNY minder lidt om LONNI, derfor hedder han sådan, ligeså dejlig som hun er. Lenny har jeg i en stor transportboks i gæstehuset, han kan ikke blive sat sammen med andre inden hans skab er ordnet, det tager vel en 10 dages tid til vi ser at nye hår kommer frem, han blive lukket ud mange gange om dagen til tissetår og kæl og han futter rundt, smider sig i græsset, ruller og er bare en dejlig lille hvalp som jeg regner med, vil være nem at afsætte fordi han er lille.

Folk ringer og regerer i øjeblikket, om jeg ikke kan hente hunde her og der, det er helt vildt, en dobermantæve med 8 hvalpe, en anden med 5, en mand der har to vil bygge til og har så ikke plads til to hunde, boxermix etc. jeg er ved at opgive ind i mellem men jeg kan jo ikke klare mere end det jeg gør og takket være Dyrlæger Uden Grænser og støttemedlemmer, så kan jeg dog i det mindste sørge for at dyrene får foder og bliver opereret, TAK til alle der hjælper med det.

Her til slut, vil jeg lige fortælle om en smart hund, PLUTO. !!! sidste weekend, trak det over og det begyndte at regne lidt. PLUTOS elskede dyne, min gamle, lå halvvejs ude at hundehuset og jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så at han stod op og begyndte med tænderne at trække dynen ind i huset så den ikke blev våd!!!!! Det lykkedes, han lagde sig på den og sov!!! – HVIS DET IKKE ER SMART???

Alt for denne gang, jeg vil lige gå over og se hvor mange hunde jeg NU har……en forårhilsen til alle fra mig her i varmen, vi har 36 grader og alle er ved at omkomme…også mig…. Knus Lise

/af

Costa Rica – 19. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære dyrevenner

Det har været en god uge for mig og 4 hunde. Maxi fik et nyt hjem i onsdags, og damen der fik ham fortalte, at der om morgenen lå en Schæferlignende tæve foran hendes dør og som havde et grimt sår på skulderen, jah så hentede vi den og fik den syet sammen hos dyrlægen i Puriscal . Damen som hedder Rosa sagde, at hun ville beholde den, det er en temmelig gammel tæve og måske gravid selvom jeg ikke tror det, dyrlægen mente at han kunne føle “noget” men det betyder at jeg skal på en “dagsrejse” til dyrlægen i San jose for at få lavet en scanning og er den kun “lidt gravid” bliver hvalpene fjernet. Maxi har det pragtfuldt, de er meget, meget glade for ham og lige så snart vi har klinik i nærheden, blive han hentet til operation, jeg kunne ikke nå det denne gang og hun blev ved med at plage om at få hunden fordi hun bor ensomt og gerne ville have ham til at passe på. Det lader til, at han ikke rigtigt har forstået, at han skal gø når der kommer nogen, han hilser glad og venligt på alle, også en tyveknægt hvis en sådan skulle dukke op!!!Nåh, med tiden finder han vel ud af det, ellers må jeg finde en “figurant” til at opføre sig underligt og truende, og så kan ejeren give ham godbid for hvert gø. Her var han en god vagthund , gøede som de andre og var dermed støttet af dem.

En anden dame, Sonia, ringede for et stykke tid siden og ville have en eller to hvalpe, hvilket jeg ikke havde. Vi snakkede frem og tilbage f.eks hvorfor det skulle være hvalpe og ikke voksne hunde. Det var fordi hun selv gerne ville forme dem efter hendes behov, som hun havde gjort med den chow chow hun netop selvsamme dag havde fået dyrlægen til at aflive, en gammel han med nyreproblemer. Jeg trøstede så godt jeg kunne og sagde, at hun skulle ringe igen efter et par dage for jeg mente at jeg havde en løsning i form af to hunde. jeg tænkte på DUKE og NELA, de sidste to af min “nytårsgave” som jeg fik 1. januar 2007…en mor med 8 hvalpe, ca 1 måned gamle dengang!!! Sonia ringede så igen og jeg fortalte om dem og hun var interesseret , jeg afleverede dem igår, en times kørsel herfra og de var død-skræmte, klart de kender kun til et liv i rehabben og aner intet om hvad det vil sige at bo i et hus. Jeg blev hos dem en times tid, gik rundt med dem i haven hvor de skal bo, hun gav dem noget at spise og hendes 20 årige søn aede og snakkede med dem og lidt efter lidt, forsvandt skrækken og da jeg ringede i aftes, var de helt ok, de havde leget bold og kælet og nu lå de og sov ovenpå “den store dag” med så mange nye indtryk. De skal nok få det fint der og så kan hun gå i krig med opdragelse af dem, det er meget hurtigere end med små hvalpe, de jo glemmer hvad de har lært efter 5 min. det gør voksne hunde ikke og det var mit argument for at hun kunne prøve med dem.

Nogle gange er det “for godt til at være sandt”, det skete med LONNI som jeg tog tilbage igen og nu er hun her foreløbig. Den familie som hentede hende var meget begejstret for hende, hun er også specielt sød men hun har et problem…hun stikker af hvis hun kan se sit snit til det. Hver gang de åbnede døren til gaden, smuttede hun med og havde det noget så skøgt ved at løbe rundt over det hele men de var bange for at hun skulle blive kørt over idet de bor på en befærdet vej og 4 gange på en uge, måtte de få nogle skolebørn til at fange hende, mod betaling forståes!! Det var ikke holdbart i lægden og så ringede de og sagde at de ville bringe hende tilbage til mig igen, hvilket de gjorde, andre ville bare sætte hende på gaden og få sig en anden hund. Lonni stikker også af her, når Marito tager de forskellige på gåtur til floden, men her gør det ikke så meget, vi har ingen biler hvor vi bor, så når hun er færdig med at snuse rundt og lave ulykker, så kommer hun igen. Forleden tog det dog noget tid og Marito tog ud for at finde hende…hun lå og sov noget så dejligt på gæstehusets terrasse.

Alt for nu, jeg ville egentligt vaske nogle hunde med loppeshampoo men nu er det blevet overskyet og så bliver det for koldt selvom vi har 26 graders varme. ha en god weekend, vi mailes ved…knus Lise

/af

Costa Rica – 3. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Nu er det tid til at skrive lidt om hvad jeg har lavet i den sidste tid og det er ved Gud, en del !!!

I Costa Rica, ved denne årstid, hvor vi går fra tørkeperiode til regnperiode, er der mange syge dyr og mennesker og jeg skulle hilse og sige, at de over 500 personer der har mit nummer, har benyttet det flittigt men det er ok sådan, nu ringer de da i det mindste i stedet for, som før, bare at lade hunden ligge og dø af noget der kan kureres.

En kone ringede til mig for en 20 dages tid siden og spurgte, om jeg ikke kunne komme og se til hendes tæve. Hun fortalte at der “kom noget sort med hår på, som lå i en pose” ud fra vagina!!!! Tæven så ud som om den var død, reagerede ikke på noget som helst etc. Jeg måtte forklare hende, at det der kom ud var hvalpe, men at der åbenbart var komplikationer og derfor skulle hun opsøge den dyrlæge i Puriscal , der kunne tage sig af det. Det hun skulle gør nu var, at rive posen af hvalpene hvorefter hun sagde at DET kunne hun altså ikke gøre, det var for ulækkert, men jeg insisterede. Hun sagde at hun ikke havde transport muligheder og ingen penge, så jeg sendte Marito afsted for at hente hunden, ringede til dyrlægen og forklarede at Marito var på vej. Tæven var totalt underernæret, skind og ben og var ved at gå i koma men dyrlægen ordnede situationen , gav drop og en af hvalpene var i live, de to andre døde. Ideen var at jeg skulle tage tæve og hvalp. Hvalpen skulle sondefodres, men det er ikke noget problem, jeg har sonder men jeg har ikke plads og spurgte dyrlægen om han ikke kunne hjælpe og tage tæven bare en dag til med drop hvilket han gjorde. Dagen efter ringede jeg for at se, hvor vi skulle hente de to ,men da var hvalpen død, årsag kendes ikke, men tæven var stabil så Marito hentede den og den kom hjem igen med medicin, vitaminpiller og hvalpetoerfoder plus ormemiddel. prisen hos dyrlægen var 22000.00 colones (5000.00 colones er ca. USD 10.00) og de penge havde Audrey ikke, så jeg spurgte: ”hvor meget kan du betale?” og hun sagde ”12000”, så ok, jeg betalte resten. Ved sidste kastration kom hun med tæven og den blev opereret, den så ok ud og hele den lille familie var bare så glade for at jeg havde hjulpet dem. Hendes lille pige på 8 år kom hen og gav mig et stort knus og sagde, at det vel nok var godt at hendes lille hund var blevet reddet og det var jo sødt!!!

En anden dame ringede til mig og spurgte om jeg ikke kunne komme og tilse hendes hund der så ud som om den var blevet forgiftet. Den havde ikke skum om munden som er normalt, og hun vidste ikke hvor længe hunden havde haft det sådan eftersom hun havde været på påskeferie, og en ung mand havde passet hunden. Jeg sagde at hunden skulle i drop og have atropin, og hun skulle tage den til dyrlægen hvilket hun ikke kunne, eftersom hun ikke havde transport!! OK, jeg skulle alligevel til Puriscal, ringede til dyrlægen for at høre om han var der, og så hentede jeg hunden. Hun så godt nok sølle ud, var helt apatisk, kastede op etc. hos dyrlægen kom hun i drop og fik atropin og andre stimulanter men hun reagerede ikke på behandling men gik i krampe. I dette tilfælde giver man noget der “blokerer hjerne” og hunden bliver stille, ja ser nærmest død ud men da virkningen holdt op, gik hun i krampe igen. Denne gang kunne tæven ikke reddes og den led, hylede og skreg og jeg sagde at dyrlægen skulle ringe til konen og få tilladelse til at aflive den lille, hvilket hun gav. Der hvor jeg hentede den lille har de begravet hende, ud til vejen og med en bougainvilla ovenpå, jeg ved at de var så triste over at have mistet hende og derfor betaler jeg dyrlægen, det bliver vel en 15000.00 colones, dyrlægerne behandler mig godt!!!

Jeg har ca. 5 forskellige opkald om alverdens ting hver dag og noget kan klares på telefonen, f.eks. er der en del hunde der ikke vil spise, og der anbefaler jeg først at give ormemidler, virker det ikke dagen efter, så skal de ringe igen hvilket de fleste ikke gør fordi det nemlig lige akkurat var mangel af det. Her i landet skal man give ormemiddel ca hver 2. måned, jeg selv giver mine hver måned, vi har masser af lopper og de giver orm, vi har jo ikke frost etc. der afliver lopper, aeg , larver og her i tørkeperioden, er jorden tør og det er lige noget for lopper. Masser af de opkald jeg har fået, har jeg videregivet til dyrlægen i Tabarcia som laver mange sygebesøg og altid er villig til at hjælpe mig eller rettere dem. Det er alt fra overkørte katte og hunde, slangebid, frøforgiftninger, rotteforgiftninger etc. alt sammen dyrlæge ting som jeg ikke kan klare idet dyrene skal lægges i drop og det kan jeg ikke. Hos dyrlægen har jeg sikkert en kæmperegning, jeg har heldigvis glemt de fleste tilfælde men bliver “reminded” når jeg skal betale ham, for indianerne har ingen penge til deres dyr, de har knap nok til sig selv og landbefolkningen har mad men ingen kontanter så det gå sku fint.

Som om det ikke var nok, så laver jeg jo en del kastrationer og nu prøver jeg at gøre det anderledes. Det vil sige, at jeg prøver at få folk lidt mere involveret dels i kampagnen, finde et sted at holde klinikken og i øvrigt klare sig selv med min hjælp, men at jeg ikke fysisk behøver at være der. En gruppe kvinder i Puriscal har netop afholdt en kastrations-klinik sammen med min unge veninde, Laura, som står for det pengemæssige. Jeg kom med alt det de skulle bruge, mit groomingbord, børster og kamme, loppemidler, store sorte plastikposer til det der blive opereret væk, forlængerledninger, en lille støvsuger til hundehår efter at de er blevet barberet ved indsnittet, vat og øresæbe til rensning af disse, cremer til sår eller svamp i huden, karton og vinylduge til at lægge dyrene på til opvågning, så de ligger varmt og rent, køkkenrulle etc. og sidst men ikke mindst, læsestof til folket, så mens de venter, kan de blive lidt klogere!!! Der står alt om hvordan de skal passe deres dyr i al almindelighed og specielt efter operation. Denne klinik var en stor succes, der kom 85 dyr og en 5-6 tæver fra gaden blev hentet og opereret. Det var lidt dyrt for mig, jeg skylder dyrlægen 70000.00 colones som han lige må vente lidt med til jeg har nogle donationer men han siger at det er ok, han ved jo at han får dem når jeg har dem. Denne klinik var den 16. marts 2008…

En dame ringede og spurgte hvornår jeg havde den næsteste, fordi hun ikke kunne komme til den i Puriscal. jeg spurgte hvor hun boede og det var i en lille by her i nærheden, og så sagde jeg til hende “vi kan sagtens lave en i din by, du skal bare finde lokalet og så arrangerer jeg dyrlaegen” !!! Hun ringede 5 min senere, havde lokalet og jeg fik dyrlægen. Det var den 31.marts 2008, og der kom 71dyr deriblandt mange gadehunde som venlige folk fodrer men de bor på gaden. Alene det, at de fodrer og passer dyrene er jo fint nok, så jeg gav operationen til dem gratis samt ormemidler til dagen efter, der var vel en 14 tæver og et par hunmisser og derfor dyrt, der skylder jeg dyrlægen 105000.00 colones men det var godt at få disse tæver med, dels var de gravide eller i løbetid og hvis man beregner et kuld fra hver på gennemsnitlig 6 hvalpe, ca halvdelen tæver som går i løbetid efter ca 6 – 7 måneder , så kan I jo se hvad dette betyder for hundebestanden når dette sker hver halve år!!!

Til denne klinik var jeg der selv, jeg tog af sted kl 8 om morgenen og kom hjem kl. 17, dødtræt og helt hæs af at snakke og regere. Jeg satte det hele i gang, jeg havde to hjælpere Laura og Eugenia, dyrlægerne laver deres og vi laver vores. jeg havde denne gang masser af materiale/læsestof og til ungerne en malebog jeg har lavet baseret på dansk kennelklubs program “barn og hund”. jeg meddelte folket at i dag skulle vi gøre det anderledes, at hver i sær skulle groome deres egne dyr og Eugenia var der til at hjælpe med det. Laura kasserede først og derefter hjalp hun Eugenia og alle var mere end villige til at lære. Jeg selv tog en gruppe børn, en 20 stykker og dem der kunne læse, skulle læse op fra malebogen og så diskuterede vi teksten f.eks. alt det man ikke skal gøre for derved at undgå at blive bidt, ikke klappe en hund man ikke kender, aldrig stirre en hund direkte i øjnene etc. Jeg involverer ungerne med små sketches kan man sige, f.eks ikke stirre, gør jeg sådan at jeg tager en dreng, den mest frække i gruppen, siger til ham at nu er du hund og jeg er dig!!! Der sker dig ikke noget, og han står op og jeg går hen mod ham, stirrende i hans øjne og ender op helt tæt på. Så spørger jeg ham: ”hvordan føler du dig, er du bange?”, og svaret er altid “ja, jeg har det ikke godt”. OK siger jeg så, nu gør vi det igen, bare på en anden måde!! jeg går igen hen mod ham, men denne gang standser jeg lidt op, går i bue og kigger ikke på ham, jeg ender op på samme måde som før , helt tæt på ham og spørger om han er bange?? ”Nej”, siger han, ”jeg har det godt!!!” Denne dreng var en lille frækkert, 12 år og lige den alder hvor drenge driller alt og alle inkl. hunde, men efter denne “session” var han helt rolig og ikke så fjollet. jeg spurgte gruppen om der var nogle de kendte der drillede hunde og Gud hjælpe mig om ikke den 12aariges to små brødre sagde, at det gjorde han!!!! hvorpå jeg sendte ham et strengt blik og sagde at fra nu af, holder du op med det hvilket han lovede!!!Det gør han nu næppe, men jeg har sået et lille frø!! I malebogen lærer de også, at man ikke skal tage mad og legetøj fra en hund og næste gang vil jeg købe slikpinde, give en til hvert barn, bede dem om at holde den op i luften og derefter samler jeg dem ind igen og putter dem i en pose!!!!. Jeg er så ufin at glæde mig til at se deres øjne når jeg tager den igen og putter den væk!!!! og så vil jeg høre om hvordan de syntes det var, at have noget for derefter ikke at have det og derefter får de naturligvis slikkepinden igen. Når vi har gennemgået malebogen og teksten som også er på engelsk, så farvelægger de med tush som jeg har købt billigt, og disse kan de tage med hjem og snakke og fortalle om det de har lært til de andre søskende, nogle i gang med at lære engelsk, forældrene hører det og den gamle bedstemor også, og mit håb er, at de fatter hvad det er det handler om.

Jah, kære hundevenner, det var det jeg ville berette om idag. ha det godt allesammen, nu kommer sommeren snart til jer og vi venter på regnen, vi har 30 graders varme, lidt overskyet og forhåbentlig kommer der en skvæt vand til dyr og planter….. Knus Lise

/af

Costa Rica – 2. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære Alle sammen

Tro endelig ikke, at jeg har glemt jer, men jeg har haft og har problemer med min computer, teknikeren har været her flere gange og fandt til sidst ud af, at der var støj på telefonledningen, hvilket blev repareret men åbenbart ikke godt nok, for jeg kan stadig ikke bruge den ledning til putteren. Ergo må de komme igen…jeg er bare SÅ træt af det men måske er der håb forude for til min fødselsdag hvor jeg blev 50 somre, skillingede min mand, Uwe og vennerne sammen til en labtop og efter sigende skulle der komme et tårn op i nærheden og så skulle jeg kunne have noget der hedder “wireless” (I ved hvordan jeg er med de der tekniske ting!!!!)

Jeg er frygtelig bagud med praktisk taget alt, jeg har bare haft så travlt med dyrene over det hele, folk ringer og regerer med syge dyr og til mange af dem, må jeg sende en dyrlæge da det er noget jeg ikke kan klare selv, han har vel været ude og tilse en 10 hunde, jeg har allerede lost track!!!, så der har jeg nok en fed regning liggende, well normalt behandler han mig pænt så vi må se.

Jeg skriver kort i dag fordi jeg er frygtelig nervøs for at have fået en epidemi af en eller anden slags og som er dødelig. I onsdags måtte jeg ind med Chip der havde dårlig mave med blod i afføring og han var meget trist. han kom i drop og blev behandlet med antibiotika og andet men responderede ikke på behandling og døde i går eftermiddags hos dyrlægen. jeg talte med Claudio, og han sagde, at jeg skulle passe meget på og holde øje med de andre dyr, for han kunne ikke sige hvad Chip var død af, men han blev pludselig ved middagstid helt gul og det tyder på lever problemer, hans tis var også helt, helt gult da jeg besøgte ham i forgårs for at se, om jeg kunne få hans humør lidt op at stå. Jeg havde min egen lille Whisky med, 14 år gammel foxterrier fordi han ikke ville spise og desværre havde jeg dem sammen dvs. whisky var på gulvet og Chip i mit skød, men de snusede til hinanden. Begge har spist nogle bugs som vi har udbrud af i øjeblikket og disse bugs har dels et germen, dels modhager på benene som gør at de ligesom sætter sig fast i hals, mave og tarm og destruerer slimhinden. Nu kommer det værste…her til morgen kommer Marito og siger at Nela afleverede noget afføring med blod i!!!! Ved du hvad det kan betyde?? at alle hunde kan være inficeret da alle har spist disse bugs MEN det kan også være noget andet ifølge min dyrlæge, og det er at disse vildhunde vi har i området, coyotes, har en speciel mutation af hepatitis og 10 af hundene går jo tur hver dag til floden og de har måske snuset til afføring eller urin fra disse coyotes, blevet inficeret og går det helt galt, så har de også inficeret de andre hunde de går sammen med. Det er noget nær frygteligt , jeg er så bange for at alle har fået “noget” og det kun er et spørgsmaal om tid. Uwe er i Puriscal hos lægen der og når han og Marito kommer hjem, tager Marito og jeg til dyrlægen i San Jose, og så må han se hvad der er i vejen med Nela og hendes bror Duke, som jeg også tager med, de sover i samme bur. Jeg er så bange så derfor beder jeg Marito om at køre mig, jeg er alt for nervøs selv.

Jeg er smuttet igen, wish me luck, det har jeg sandelig brug for…knus Lise

/af

En noget anderledes kastrationsklinik end normalt – december 2007

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

I søndags havde jeg kastrationsklinik hos indianerne i Quitirisi. Dyrlægen havde jeg arrangeret for over en måned siden, så det var OK – men lokalet??? Indianerne har et lokale, som vi altid bruger, men der var der 500 sække cement og cementstøv i et åbent sår er ikke lige sagen, da det jo vil medføre infektion og en masse problemer bagefter. Så gode råd var dyre, men heldigvis løste det sig idet cementen blev flyttet nogle dage før, så var første problem løst. Næste problem var at de ikke havde strøm, og det skal dyrlægen bruge til at fjerne hår omkring operationsindsnittet. En gut sagde at vi gerne måtte tage strøm fra hans hus, men det lå ca. 250 meter fra, hvor vi skulle operere, og hvem har en forlængerledning så lang, hvor strømmen ikke går “tabt” inden???. Well, han mente at hans kones søster havde en mand, der havde en onkel med en så lang og tyk en ledning og sandelig om det ikke viste sig at være sandt, hele 2 meter var der i overskud, så nu var to problemer var løst!!!

Det sidste og mest vanskelige var, at i dette lokale bor der en gammel – lidt forvirret – hjemløs indianer med to agressive store hunde, og han nægtede pure at “flytte ud” i de timer, hvor vi skulle bruge lokalet. Han havde forskanset sig inde med døre og vinduer lukket, og nægtede at komme ud. Udenfor var folk begyndt at indfinde sig med deres dyr – der var vel en 30 stykker – og de stod, kiggede og ventede. Vi skulle starte kl. 0900, og da jeg kom kl 0830, kom politiet med mig for at tage den hjemløse indianer ud med magt. Det kunne de sikkert godt have gjort, men hvad med hundene???

Jeg sagde til dem at jeg lige ville prøve at snakke med manden først, og se om jeg ikke kunne overbevise ham om at forlade huset i en kort periode – hvis ikke, kunne de gå i aktion. Jeg gav ham hånden, præsenterede mig, og sagde at alle de folk han så, gerne ville have deres dyr opereret, sådan at de ikke fik så mange hvalpe, som blev smidt på gaden og led så frygteligt. Han kiggede forvirret på mig og sagde at vi under ingen omstændigheder måtte røre hans hunde, han var en fattig, men ærbar og ærlig mand, og han blev ved med at sige ” jamen, jeg bor og laver mad derinde”, også vidste jeg, hvor skoen trykkede – han troede at vi ville kastrere hans to hunde, at vi ville grise det hele til med blod m.v.

Jeg forklarede ham så at vi slet ikke ville være i hans køkken, kun hente vand der, og at der ikke ville være en dråbe blod på gulvet. Jeg fortalte ham også at vi ikke ville bruge hverken stole eller bordet, hvor han spiste, fordi dyrlægen og jeg selv havde disse ting med selv, og at vi iøvrigt ville gøre det pænt rent efter brug, lige så fint, som han havde gjort rent om morgenen!!!! Jeg spurgte så til hans hunde, om de var behandlet for orm og det var de…altså for ca. et år siden!!!…så jeg tilbød ormemiddel og gav ham et gammelt, men brugbart hundehalsbånd til den ene hund der havde kæde som halsbånd. Da tøede han op og sagde at vi skulle flytte os for, nu ville han tage hundene ud. Politimændene og jeg stod og blinkede til hinanden, og var alle glade for at der ikke skulle bruges magt, det ville være synd for den gamle mand, han ville jo bare beskytte sine hunde og sig selv.

Hundene var nu væk, og vi gik ind!!! Jøsses, siger jeg bare!!! Gamle Pedro havde jo gjort rent og det skal jeg love for. Hele gulvet stod under vand, så vi søppede rundt i 1 cm vand ,som skulle fjernes. Heldigvis var der et par herrer, som var gode til at bruge en kost, så vandet blev fejet ud. Pedro havde lavet sig sin seng som bestod af to bænke med ryglæn, som han havde sat sammen, og der havde han sit sengetøj, som bestod af nogle klude og et enkelt tæppe til at tage over sig. Det fjernede han, og så tænkte jeg at jeg ville involvere ham lidt i det hele, og bad ham hjælpe mig med at fjerne bænkene, hvilket han så gjorde. Derefter gik han ind i køkkenet, og satte sig til at binde kurve, på et stratetisk godt sted, så han kunne følge med i alt, hvad der skete og at der ikke foregik noget, som han ikke fik med!!! Dyrlægen kom, som sædvanligt for sent, hvilket jo var heldigt denne dag, og gik igang med at operere.

Denne gang ville jeg gøre noget andet end normalt, jeg ville have at folket skulle involveres mere i deres dyr, så de selv kan efterse deres dyr og ikke bare ringe til mig, så jeg meddelte, at i dag ville vi gøre det sådan at hver især skulle ordne deres dyr forstået på den måde, at de skulle selv klippe negle, børste pelsen, rense ører, spraye med Frontline mod lopper og tæger, og se om de kunne finde noget, sår eller lignende som skulle have creme på.

Laura, min unge hunde-veninde, tog sig af den side af sagen i starten, og jeg samlede børnene sammen i en gruppe. Jeg havde taget en 30 fotokopier af en malebog med tegninger i, som de skulle farvelægge. Hver tegning har en tekst på spansk og engelsk, der handler om hvordan man skal opføre sig overfor en hund, og derved undgå at blive bidt.

Vi gennemgik så teksten, dem der kunne læse, læste op og vi snakkede om emnet. Det at stirre direkte på en hund, er noget ALLE gør her, mest for at se, om den nu bider eller ej!!!. Så jeg lavede et lille eksempel med en 10 årig dreng, hvor jeg forklarede ham, hvad jeg ville gøre så han ikke blev forskrækket. Det gør jeg med børn, men ikke med voksne, de kan roligt blive forskrækket. Det jeg gør er, at jeg går – stirrende – hen mod personen, og går helt tæt på ansigtet og spørger så “hvordan føler du det” og alle – uden undtagelse – siger, “jeg føler mig bange”!!!

Så siger jeg “nu kommer jeg igen, bare på en anden måde……” Jeg kigger ned i jorden, laver en lille bue og ender op på akkurat samme sted, men uden at se på vedkommende og spørger så, ” hvad nu, jeg er lige så tæt på dig som før, hvordan føer du nu, er du bange???” og svaret er altid “nej, jeg er ikke bange nu”. Så er det jeg siger “det er det samme med hunde, de bliver bange, hvis man stirrer på dem, det kan de ikke lide, og hvor du måske vil slå, så kan de bide!!!” Jeg tror de forstod det…..

I mellemtiden var Laura i fuld sving med at introducere hundepleje til de voksne. Indianaerne er meget generte og vil nødigt stå der som lidt dum overfor de andre der jo kigger på!!! Da jeg meddelte dem om “deres arbejde” i dag, var de ved at dø af skræk, men også af grin. Heldigvis var dyrene under anestesi, for i starten foregik det under høje tilråb, “gode råd” og masser af grin, men efter et par prøveforsøg, hvor de så at det var jo ikke SÅ slemt , jah tro det eller ej, så nåede jeg ikke at spørge “hvis hund er denne”, så stod de allerede ved bordet og var klar til at gå igang. De dygtigste var mændene, de overså ikke noget, ikke engang et lille sår, hvilket jeg egentligt finder mærkeligt, i min egen naivitet, troede jeg at det var “kvindesager”…måske kedede de sig bare, og det var derfor???

Vi startede ved kl. 1000 og sluttede ved kl. 1700, 42 dyr blev kastreret, en del tæver og hunkatte var kort tid gravide, dyrlæegen hader det, men der er ikke noget at gøre, vi skal ned fra den overbefolkning af dyr og indianerne er så fattige, at der var folk der ikke kom fordi det var for dyrt!!….og vi taler altså om 2500.00 colones for dem, det er ca USD 5.00.

Forskellen mellem det folk betalte og det dyrlægen tager, gav jeg ham en check på – 117000.00 colones – og det lykkelige var, at dagen i forvejen havde vi dansk julefrokost, hvor jeg “lod hatten gå rundt”, og der samlede jeg 118000.00 colones sammen, ergo en “gevinst” på 1000.00!!!

Well, gevinst er det jo ikke, jeg kommer med alt der skal til og bare en Frontline spray, koster 16000.00 colones, Laura betaler jeg 5000.00 og dertil kommer vat, ørerens, cremer, medicin m.v. I går ringede jeg til praktisk talt alle for at høre hvordan dyrene havde det, om de spiste og ellers var OK igen, og det var de fleste – kun 3 havde lidt efterveer af anestesien, men jeg sagde at de skulle ringe her til morgen for at se, hvordan landet lå og nu er alle ok. Et par tæver så syge ud, lidt triste i øjnene, men dyrlægen gav OK, og jeg checker dem i morgen og afleverer noget medicin, for de er ekstremt tynde og jeg tror at de har erhligia.

Til slut, vil jeg fortælle at jeg har fået en ny ven, gamle Pedro!!!! Jeg har en stor, varm hånd og da vi gik, fik han et rigtigt “Lise-håndtryk”, ikke noget med vaskeklud, og han blev ved med at holde mig i hånden, mens vi udvekslede “vikinger-håndtryk”. Til sidst lod jeg som om jeg “gik i knæ”, hvilket fik ham til at grine, og vise de tre bisser han endnu har i munden. Jeg takkede højtideligt for at vi måtte låne hans bolig, og stak ham 2000.00 colones – som han blev saa glad for – plus et par kilo hundefoder, som jeg havde i bilen. Jeg vil holde et lille øje med ham, folk giver ham mad, men det vil de ikke længere for han giver det til hundene!!! Det er jo sødt, men hvis jeg nu giver til hundene, kan han selv spise det folk giver ham, så han får lidt sul på kroppen.

Mvh.

Lise

/af

Vet in Bangkok on animaltarian work – October/november 2007

, , , ,

By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

The beginning:
Mogens Østergaard Hansen has, during the last seven years been in Asia and Spain seven times to help street dogs and cats.

A short history:
It all began back in 1999 when a client challenged Mogens Østergaard Hansen to collect a group of vets who were interested in helping the street dog problem in the Tibetan part of India. The following year eight vets from Denmark and Sweden under the leadership of Mogens went to the Tibetan exile area in south India. Here they operated on and vaccinated around 200 dogs in very special conditions, for example on Coca Cola cases topped with marble slabs. While they were there they had an audience with the Dalai Lama who praised their initiative and asked if they could start a similar project in Dharasamsala I north India , where the Dalai Lama, himself, lives and where there were Tibetan children dying after being bit by rabid dogs.

The next year the same group went to Dharasamala where they operated on 250 dogs, this time in a wedding tent on the high table with a view to the Himalayas. Since the groups work there has not been a single occasion of rabies in the area and the residents have noticed fewer dogs and that those dogs that remain are in better health than before.

After this contribution Mogens went, alone, to Bodhgaya in east India to investigate the possibilities to send a group of vets there. Bodhgaya is an important place for Bhuddists, it is the place where Buddha was enlightened as he sat under a Bodhi tree. The area has many temples and is and is also the center for western Bhuddists. It was one of these centers that was interested in cooperating with a future project. After a stay in this center, where the only food served to eat was linseed soup, salad and water (a weight loss of 10kg in 14 days!) Mogens arranged for a group of 10 vets together with vets from other countries to take part in a big project. This was a big success and many dogs were operated on.

The following year Mogens was in contact with a street dog organization in Bangkok which needed help. In the last f our years 3 street dog project have been organized in Thailand, all of which have been coordinated and led by Mogens, one of which had 43 people taking part. These people were divided into three teams and worked in eight different areas in Thailand. This was the first time ever that so many vets from a country have taken part in a street dog project.

Over and above this there has been a direct contact from a street dog organization in Barcelona, Spain. Mogens went there in 2007 to help with their cats and at the same time their dogs.

Through these projects thousands of cats and dogs have been operated on, though this seems a small number in relation to the 350 million dogs and at least as many cats hat live without owners throughout the world. But as has been said xThe world wonxt change for one dog, but surely the world would change for that one dog.x Our presence helps to change the attitude towards street dogs and cats in these areas, as the lectures and the publicity in Denmark and other Scandinavian countries create an interest to join and carry out these projects. This is how things spread in water.

The latest Thailand project.
In October and November 2007 I was in Bangkok again to work with two organizations SCAD and Dog Chance. The first organization is led by some ex patriots w. ho live in Bangkok, while Dog Chance is led by Pym who is a clever Thai lady. At her home in Bangkok she has around 100 dogs that she looks after, and on her farm between Bangkok and HuaHin she has a further 600 dogs and a further 150 dogs at her clinic close to her farm. All the dogs are street dogs and most of them are suffering from some kind of illness. She also has many crippled dogs the results of traffic accidents where Pym and her many helpers look after and treat their sores everyday which the dogs get from pulling their bodies along on a daily basis. There are also many dogs that are missing one or two of their legs. I have seen dogs without any back legs (or front legs) or missing one front and one back leg. Thank goodness not on the same side, and actually the dogs could run around on two legs. It was surrealistic to look at. One can as a westerner ask why not put these dogs down? But this is not possible choice in Thailand which is a Buddhist country. Here it is thought that dogs have a human soul that has not behaved well in an earlier life. This means that to be a human again one must go through suffering and that it is through this suffering you come closer to a higher consciousness (awareness). So if you kill a dog you take the suffering from him and therefore his soul will not come closer to a higher consciousness. This is the reason there is no medicine to put animals down with at Thailandxs veterinary clinics. On the other hand there is great expertise of amputations.
Arrival:
We were a group of 4 vets and 8 veterinary nurses and several voluntary helpers coming from around Scandinavia and arrive close tong in the middle of October. Actually it was an international group as three of the vets came from respectively from Czech Republic, France and Estonia but had been trained in Denmark and were living there. We met as expected at The Dubliners, an Irish pub in Bangkok together with the two other organizations, to arrange the work. The next day we started. We started at SCAD who had modernized their clinic which was just out of Bangkok and close to Bangkok’s new and modern airport. When I say modernized I do not mean by western standards. They had their cages and operation tables under a permanent roof, previously there had been a felt cloth. But we were still out of doors with a view over a very marshy area as far as the eye could see. One day I went there alone with a taxi the further we went over the small easily flooded roads the more nervous the taxi driver became. Finally he looked nervously at me and pulled his hand across his throat and asked if it was that I had thought of doing to him. I answered I was from the Mafia and that he should just continue driving, and then I smiled.

We operated on many cats which was new for the organization. Before the organization was called Soi Dog Rescue but after they had begun to help with many cats, which are often found around the temples, they had to change their name to SCAD Soi Cat and Dog (soi is the Thai word for street).

The Temples and Tigers:
SCAD works together with the temples in Bangkok and get many cats and dogs from them. Many Thais deliver their cats and dogs to the temples when they can/will no longer have them. Buddhists believe they do good when they do this. I do not think the monks are that pleased with the arrangement as the temples in Thailand have very little money to do “good” with. This means that the monks cannot afford food or treatment of the animal. It was from the temples that we found the very worst of the suffering, starvation and other illnesses. The only temple that really earns money at the moment is the Tiger Temple west of Bangkok. Six years ago I was there was nobody except our little group. There was no travel organization in the whole of Bangkok that knew where it was and it took forever at find the way there. But then it became famous after a series of programs on Animal Planet and sine then there has been no looking back. Today all the travel bureaus advertise with tours to the Tiger Temple together with a tour to The Bridge over the River Kwai which is quite close. Today there are between 4-500 tourists visiting the tigers every day, you are taken around in a group by guides or helpers. It is good economics for the temple as now there is enough money to build a special new tiger area to replace the old one that was collapsing.

Dog Chance:
After a good operation with SCAD where we operated on 150 cats and 100 dogs we went to Dog Chance. We should be at Pym’s clinic outside Bangkok and down by Hua Hin for two days. Hua Hin is a bathing resort and very popular amongst tourists. In fact many people buy holiday houses or flats there. Pym’s clinic can best be described as a prison. There are 4 concrete walls in the middle of a field with glass shards on the top of every wall. The only opening into the area is a big iron door which is locked when one goes in. Inside there is a very big cage area with 4 cages where there are about 40 – 50 dogs in each cage. There is also 2 sleeping rooms and storage room, eating area and living quarters for the permanently employed (almost imprisoned!). It was here we should be for 2 days operating. When one has stood close to the Himalayas and close to the rain forest and operated it is extremely hard to operate in this environment. But what we missed in views and surroundings was made up for in the enthusiasm and efficiency of the staff. Things really happened with Pym. There are always dogs, she works herself and directs the troops and we were sweating! All of us were really motivated. This was why we were here, to operate and make a difference and not just sit with hands on our laps and drink cocktails. So it was a very happy group of tired people that went back to Bangkok two days later after a mass of work and about 100 operations.
The Ending:
We had a good journey with plenty of experiences and impressions. On this kind of tour where one is involved in work that is either humanitarian or animalterian (new word?!) then you have some experiences that are unknown to the ordinary tourist. I also enjoy being an ordinary tourist to completely relax, so Anne, my wife, and ended the tour with a ten day holiday on a little Thai island. But I cannot forget that feeling that I through my work have the possibility to make a difference without there being any money involved. In fact a large part of the profit from The Veterinary Clinic Holger Danske goes to these projects and thereby my clients are supporting these projects.

There should also be a big thank you to the following firms and people for their support in connection with the carrying out of these projects:

Merial – Tina Heinricy – Oliver’s Foundation

Visit esøg DogChance’s site
Visit SCAD’s site[divider]

 

/af

Costa Rica

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

Vores kastrationsklinik i søndags gik ikke som forventet. Der kom kun 38 dyr, men det var fordi datoen var forkert! Det var nemlig dagen for børnenes første “comunion”, hvor de små piger og drenge, har deres første fest i fint tøj, strutskørter, blondesokker og hele pivtøjet. Så egentlig var 38 dyr OK – taget denne fest i betragtning. Jeg var der i 1 time, satte det hele i gang og så gik jeg!

Næste gang behøver jeg måske slet ikke at være der, for så kan de selv og det er jo det jeg arbejder frem imod.

/af

Costa Rica – 21. november 2007

, , ,

Af Lise fra Costa Rica

Vores kastrationsklinik i søndags gik ikke som forventet. Der kom kun 38 dyr, men det var fordi datoen var forkert! Det var nemlig dagen for børnenes første “comunion”, hvor de små piger og drenge, har deres første fest i fint tøj, strutskørter, blondesokker og hele pivtøjet. Så egentlig var 38 dyr OK – taget denne fest i betragtning. Jeg var der i 1 time, satte det hele i gang og så gik jeg! Næste gang behøver jeg måske slet ikke at være der, for så kan de selv og det er jo det jeg arbejder frem imod.

/af