Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Allerførst, RIGTIG MANGE TAK til alle, for en donation på ca. USD2000.00 som jeg vil indsætte på “gadedyrenes venner” kontoen, på fredag. Det er en mægtig hjælp i disse tider hvor der er mange dyr på gaden, eller rettere, gadehunde i diverse byer bla. Puriscal og nu også mange i en anden, større by, i nærheden, Ciudad Colon.

Til jeres info, ser vi ikke så mange i øjeblikket der render fortvivlede rundt på landevejen, da altid noget, for år tilbage var det stort problem og staklerne, såvel hanner som tæver, lavede “reder” i det høje græs, hvor de lå i sol og regn og de gravide tæver fik deres unger i et hul, hvor hvalpene, selvfølgelig, druknede. En af de sidste jeg”fik leveret” her, var NINA, det var hende, der var ved at blive ædt op af fluelarver og hvor jeg blev nødt til at aflive hendes bror fordi han ikke ville sutte og hvor LISSY var fostermor, da hun jo lå med hvalpe og acepterede den lille ny, det var i oktober sidste år. NINA overlevede, er en dejlig sort, mellemstor tæve på omkring 9-10 måneder, kastreret, vaccineret osv.

I Puriscal fodrer Natalia sammen med andre de omkring 13-14 hunde der bor i parken og rundt omkring, kun een af tæverne, en ny, er ikke kastreret, men det bliver den een af dagene og jeg betaler for det med jeres donation, ligeså får de hundefoder herfra. Nu må vi se hvordan det går videre der, for Natalia er højgravid og føder indenfor 14 dage, jeg beder til, at barnet er OK for hun havde toxoplasmosis i de første måneder og det er normalt meget, meget uheldigt for ikke at sige, fatalt, for boernene kommer til verden, deforme, både kropsligt men også mentalt. Uwe og jeg har en datter i Spanien og hun havde også toxoplasmosis og drengen, Max, er så retarderet at kun 3 pct af hjernen fungerer, han kan vise glæde og vrede, men det er også alt!!!

I den anden by, Ciudad Colon, er der en, der arbejder som os/jeg og hun er meget aktiv med dyrene der, men problemet der, er, at hun har fået konstateret kræft, i brystet tror jeg nok, og ingen kan få fat på hende, hun tager ikke telefonen og er fuldstændig ude af den, hvilket man jo godt kan forstå. Men vi bliver nødt til at gøre eet eller andet, for der er rigtig mange hunde på gaden der og vi skal jo vide, hvem der skal fodres og af hvem??? Luz Marina har meddelt Patricia, at hun intet vil have med hunde at gøre i øjeblikket, men kun koncentrere sig om at blive rask, helt forståeligt, for det er meget, meget stressende mentalt, det her arbejde med dyrene, fordi der er så mange og det stressende kommer op, når ikke alle kan hjælpes og man står der og skal vælge… “du bliver hjulpet, men ikke dig”!!! Det er hjerteskærende men , heldigvis, ikke noget jeg har prøvet så tit, fordi jeg jo her har re-habben og dogrun og “hundehuset” ( som egentligt skulle være hundefrit!!) plus masser af plads, det har de andre ikke, bortset fra Patricia, til gengæld er hun ved at nå de 100 hunde og er ved at fortvivle, det tror jeg!!!! Jeg ville gå op i limningen……

Apropos Patricia, så havde hun også kastration den 31. juli 2010, “lånte mine to vets, Blas og Olman” der troppede op med alt der hører til as assitenter osv. kun for at der kom 52 “forkølede dyr” og hun havde regnet med omkring 150 for der hun var, er der rigtigt mange hunde. For mit vedkommende gik det ikke meget bedre, jeg havde regnet med en 70-80 dyr i Morado, det var der, vi sidste gang opererede 75 dyr og havde 24 på venteliste. Dem ringede jeg alle til, havde fået fat i en anden, hurtig dyrlæge, og hun kom en time før tid, var allerede igang med at operere, da Laura og jeg dukkede op, en time før det hele skulle løbe af stabelen. Nåh, ikke en hund at se i miles omkreds og jeg sagde til Laura, “det var sku da idag, ikke???” hvorpå hun grinede og sagde “se der, Lisa, der er da mindst 5″……Nå, det blev til mere end 5, 22 dyr blev opereret, men det er meget, meget lang tid siden, der har været så få og vi har forklaringen på det!!! For det første har vi lige haft “Mors dag” den 14. juli 2010 og det er dyrt for alle, for Mor ønsker sig dyre ting og det bliver betalt af over måneder, så der er ingen penge. For det andet, troede jeg, at dem der får løn, ville få den om fredagen, hvor vi havde runden om lørdagen, men der tog jeg fejl for de blev betalt om mandagen efter….så sådan kan man gå “galt i byen”, men det sker ikke igen!!! I aftes annullerede jeg hos Ruth og Blas, den 18. september 2010 for den 14. september 2010 har vi nationaldag, og der skal forældre købe uniformer til optog etc., så der vil der ikke være penge til dyrene, i stedet har vi checket 2. oktober 2010 og der skulle det kunne gå……det fortæller jeg om….

Dyrene her, er ok lige bortset fra gamle FLICKA og gamle WHISKEY, jeg påtaenker at aflive FLICKA i morgen alt efter om hun vil spise kylling, som jeg er ved at koge til hende i øjeblikket. Hun er så tynd så tynd og jeg har checket hende for erligia for hun ligner een med det, men det har hun så altså ikke. Hun kan stadig rejse sig og gå, slingrer lidt i valsen, men det er jo klart, når hun bliver 14 år til februar 2011, det er gammelt for en Schæferhund….Jeg så forleden dag, da jeg lige checkede hende, at hun havde lidt pus i vulva, så jeg satte hende på antibiotika for som jeg siger, det er i orden at hun skal dø, men sku ikke pga. en infektion!!!

Whiskey vil bare være hos “mor”, han har måske en 5 pct syn i dagslys, ellers bruger han næsen og ser jeg, han er forvirret, så kærtegner jeg ham lige, så han kan få min fært igen, jeg “slæber” fusserne hen over gulvet, så er det nemmere for ham. Lille SISSI har forvredet et bagben for nogle måneder siden og måske kunne en operation hjælpe, siger vet. Mariano, som kom og undersøgte hende da det skete, men jeg er ikke meget for at lægge en overvægtig hund på ca 15-16 år i anestesi og som ovenikøbet er allergisk over for antibiotika, indsprøjtet, så jeg holder smerterne nede med analgesico og så får hun gigtmidler plus noget anti-inflamatorio og så må vi se videre derfra. Jah, der er nok at se til med så gamle hunde, men de har alle haft et godt liv hos os og en dag er det slut, sådan er det jo.

Jeg har haft held med at få to hunde bortadopteret til gode familier, dem der står som nr. 1 på min skala. Lucky Boy gik til Maritos onkel, King, og har det godt der, han var den der var sværest at få fat i, lå i vejkanten i flere måneder indtil jeg hentede ham. Dem der følger med på siden, vil kunne huske, at jeg hentede en lille ruhåret hvalp der gik på gaden, fordi hun simpelthen var for lille til den megen trafik. Hun blev døbt SUSY og hun er nu hos en god veninde, som bare er så glad for hende, hende har jeg lige vaccineret og hun blev opereret i San Antonio, så hun er klar til et nyt liv med “hjemmets varme” som jeg jo ikke kan give til alle. Når jeg, een eller anden dag, har mindre her, tænker jeg på at tage de ældste af dem fra dogrun og re-hab hertil huset, så kan de nyde deres otium her, PLUTO er for gammel til at få et nyt hjem, så ham har jeg “adopteret”. Boxeren, DEXTER, med Bulldoghoved og som har en dårlig forpote og står bundet i gæstehuset, vil jeg nok få problemer med at få afgivet, han er virkelig så grim at kun en mor kan holde af ham, og da jeg jo er “hundemor”, jah så holder jeg af ham, han elsker mig som jeg ham!!!. Det var ham jeg hentede hos vet. Alfaro, hvor han var i en transportkasse hele dagen og havde været det i et halvt år fordi de ikke turde give ham til nogen da han åbenbart var aggressiv, det rene vrøvl, han vil bare ikke give sit legetøj fra sig frivilligt. Men det har jeg arbejdet på, jeg kan tage hans mad fra ham, hvis jeg ville, det vil jeg ikke, mad er en ret enhver hund eller andet dyr har men jeg bytter med ham, leger han med sit tæppe fex. så får han en godbid, hvis jeg må få tæppet og nu er vi nået så vidt, at jeg kan tage tæppet eller andet UDEN “bytteret”, han står som sagt bundet i en tynd snor, som han bare kan bide over hvis han vil, men ind i mellem er han løs og det eneste han vil, er at lege med mig og lægge sine poter omkring min talje (naah jah, talje er måske så meget sagt!!!!::::)

Mit “smertensbarn” SAVE WILLY” vil ikke have noget som helst med andre at gøre, kun Laura vil han tage en godbid fra, men i hundehuset. Han elsker kun een i øjeblikket, og det er mig. Når jeg går over til ham, han går løs i indhegningen bag gæstehuset, så hyler han som en stukken gris og står på to poter for at få kærlighed, hvilket han så får, ham tror jeg sågar at jeg kan give en indsprøjtning, hvis det skulle være. Jesus, hvor har det taget lang tid med ham og måske kommer det til at vare længere for han skal kastreres, det var han ikke da han blev afleveret, men jeg vil gøre det her og ikke tage ham på biltur og alt muligt andet nyt, der kan gøre ham forskrækket, så vet. Mariano kommer her, er aftalen, derefter ser vi om dem der kom med ham, har en løsning for ham, hvis ikke må jeg vel tage ham, helst ikke, men når jeg ser ham i de brune, dejlige store øjne, så smelter jeg…..

Jah, ellers er der alt det normale med folk der ringer og vil have jeg henter hunde her og der, men det gør jeg ikke. Som sædvanligt tilbyder jeg hjælp i form af mad og kastration, og så må de selv se videre. Marito og jeg var på “hvalpejagt” forleden dag, de to hvalpe der blev afleveret til den sidste kastration og som Mery ville tage sig af. Det viser sig, at vi fandt een hos en, som hed Olga, og hun indvilligede i, at have hvalpen til jeg har fået den vaccineret og kastreret, men derefter vil hun ikke have den, hvilket er ok, det giver mig lidt tid og i mellemtiden, giver jeg hende foder og ormemiddel. Den havde det bare SÅ dejligt der kunne jeg se, en glad lille størrelse. Derfra tog vi til Mery, men den hvalp ville absolut INTET have med mig at gøre, med eller uden dæmpende signaler, som egentligt altid virker. Men problemet var, at den var i haven og jeg udenfor med porten, som var lukket med kæde, men så længe den bliver der, så ved vi da i det mindste, hvor den er og at den bliver fodret, indtil vi ser, hvad der skal stilles op med den lille.

Alt for idag, min gode husbond vil gerne have lidt opmærksomhed, han ligger jo nu invalid i sengen hele dagen og kigger fjernsyn, han har nu nået det stade, at han ikke kan vende sig selv, ej heller hovedet, så når vi taler med ham, må vi stå foran ham, så han i det mindste kan se hvem han taler med. Jeg har fået “en ny mand i huset” (nej, altså ikke sådan….!!!) Kenneth, hedder han og er sygeplejer og kommer 2 timer om tirsdagen, 6 timer hhv. torsdag, fredag, lørdag og søndag, men resten af tiden passer jeg min mand selv. Det er hårdt, men det kan ikke være anderledes, jeg er ind i mellem ved at opgive ævred, men der er ikke andre muligheder for jeg har lovet ham at ham at han ikke kommer på hjem, han er helt sikkert en klar kandidat til et plejehjem, måske endda et sygehus, men det vi har her, er noget så skrækkeligt, når de gamle på alderdomshjem og skal vaskes, så foregår det med en haveslange!!!! Og på rad og række, og så får de lige et sprøjt i rumpen… Det skal min mand ikke udsættes for, så han bliver her og jeg må se, hvordan jeg klarer mig selv. Vil tage kontakt til en psykolog, og se om hun kan hjælpe mig lidt på vej, for jeg er meget ked og bange for fremtiden, sidder her alene på “Herrens mark”, nul naboer, i et fremmed land, langt fra familie og venner. MEN det har vi jo selv valgt, så nu nytter det jo ikke at brokke sig sig over noget selv-valgt, KUN at det altsammen jo ville have set anderledes ud, som vi regnede med, hvis han ville være en “normal” 72 årig med de skavanker, der nu engang kommer, men da ikke at blive totalt invalid, og også med begyndende problemer mentalt. Men sådan er det med Parkinssons, der er ikke meget at gøre og han kan ikke tåle den medicin, som andre kan bruge, så sådan er det. Jeg er ved at opgive ævred ind i mellem, men “hænger i”, andet kan jeg jo ikke.

Dog er jeg ved at prøve at sælge huset, men DET bliver svært, hvis jeg skal have det for det, som det er værd og selvom mindre, er det stadig svært, for huset er kæmpe, 18 x 18 meter plus terrasse plus gæstehus plus der, hvor dyrene er. Det kan konverteres til hus lige der, har de korrekte mål, og så ligger det hele på 52000 m2 eller 5 hektarer, og det ville måske ikke være et problem før, men nu, i disse krisetider??? Nåh, her siger man at Gud ikke lægger større byrder på ens skuldre end man kan bære, det vil jeg håbe passer, for jeg kan lidt endnu, men kan mærke at sådan her går det ikke, ved bare ikke lige rigtigt hvad jeg skal stille op, men det finder jeg vel ud ad og tiden vil vise, hvor det hele ender…… Nåh, får vi solgt, så damper vi alle af, Uwe, jeg og naturligvis alle hundene. Problemet vil være at få en der vil leje ud til os med 30 hunde???

Alt for nu…igen mange TAK for jeres støtte, en speciel tak til Inger, jeg er meget taknemmelig på dyrenes og egne vegne og I kan se jeg har brug for den….. uden ville det da gå helt galt for jeg er ikke længere istand til at deltage selv, som vi gjorde før.

Et hundehilsen herfra…
knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Idag skriver vi 10. juli 1010 og jeg har haft en rigtig “slem” uge…..

Kastrationen den 3. jul 2010 gik ud over al forventning med 75 dyr der blev opereret og 24 på venteliste til slut august. Dyrlægen havde 4 hjælpere/assistenter med og Laura og jeg klarede vores arbejde, tatuering, check, klippe negle, snakke med folk etc. så vi var godt udkørte begge, det er mange dyr og hvis man betænker at vi bøjer os over hvert dyr en 10 gange hver, så kan I jo selv regne ud, at ben, ryg og arme var noget ømme dagen efter for ikke at tale om stemmen, Gud hvor var jeg hæs.

Nåh, jeg fik et par opkald om aftenen og gik i seng tidligt fordi vi ikke havde elektricitet. Næste morgen vågnede jeg op, kun for at finde ud ad, at vi stadig ikke havde el, ej heller vand og NUL telefon!!!!! Alletideres tænkte jeg, en søndag uden disse ting og naturligvis ingen der kommer og reparerer før mandag morgen og så havde jeg oven i købet dårlig mave og det uden vand!!!!

Jeg har en handy, men den var uden batteri og i øvrigt har den et meget lille signal, herude på Herrens mark, så der var ikke andet for end at vente til mandag og se videre. Det gjorde jeg så men det hjalp ikke en skid, stadig ingen el, ingen vand og ingen telefon og ved I hvad problemet var??? Hos en nabo stod en el-mast i flammer lørdag nat, el-folket kom sammen med brandmænd for at slukke ilden, hele vores landsby var uden strøm og telefon men i løbet af eftermiddagen fik vi el igen men ingen telefon. Det viste sig, at et selskab var kontrateret af el-værket og de flyttede rundt på alle ledninger og da ALLE små kort var brændt ud, så havde de ikke nok til alle og man måtte se at finde dem i nord-Costa Rica, det tager en 8 timer een vej!!!!

Nåh, kortene kom, blev installeret men forkert!!! Min nabo , Carlos, var godt og grundigt træt af, at være “min sekretær” for min linie gik til ham og han sagde “Kors hvor er der mange der ringer til Lisa og alt med hunde, overkørte, sat på gaden, foder etc”. Det gik der så en uge med og i går fik jeg min “egen linie” igen fordi jeg var hurtig og bad en telefon-mand om at komme her, hvilket han slet ikke må, men han var sød og hjalp mig. Det viste sig, at han er gammel telefon-installør og han reparerede to stik der var helt sorte pga. kortslutningen, gjorde “eet eller andet” og det hele fungerede fint, DOG røg faxen sig en tur, samt en telefon så nu vil jeg se, om el-selskabet vil erstatte disse to ting, det vil de nok ikke, men man kan jo prøve. Jeg var simpelthen så super-lykkelig at jeg gav gutten et KÆMPE KNUS og et godt SMÆK-KYS og tilbød ham en halv-tresser men det ville han ikke modtage, han syntes det var så dejligt at sludre med mig og få en kop kaffe så det var betaling nok, sagde han. Der kan I bare se……..”mutter” kan endnu…hi hi

Her kommer lidt up-date…

Den gamle han-hund “MECATE” eksisterer ikke mere, han blev forgiftet, siger familien, og spørgsmålet er, af hvem??? dem selv, fordi han spiste for meget og var for “dyr”, eller af en anden??? Det vil jeg aldrig kunne finde ud ad og har besluttet mig for, ikke at tænke på det mere, men da naboens hund blev forgiftet også, men reddet på stregen, så kan det jo være at det ikke var familien selv…..

Kattene, jeg har hos vet. Carolina, havde det nogenlunde , hun sagde godt, men en morgen var en killing død og en fik det dårligere og jeg havde en “Lise-diskution” med hende for hun har ikke givet dem antibiotika, hvilket jeg ikke kan forstå når vi nu ved, efter et heck hos vet. Claudio, at både mor og en syg datter, havde infektion. Hun blev ved med at sige at det var hende der var dyrlæge og det gav jeg hende ret i, MEN som jeg sagde, en dyrlæge burde jo vide, at er der bakterie, så skal der gives antibiotika !!! Det behøver man sku ikke være dyrlæge for at vide.

Hun ville have at jeg skulle hente dem i lørdags men det sagde jeg nej til, sagde at nu skulle de have antibiotika og så ser vi videre på mandag hvor jeg nok henter dem, der er moderen og to killinger tilbage, en var syg og er sikkert død, jeg foreslog at hun separerede dem i tilfælde af noget viralt og der var hun hurtig, sagde at det troede hun og så hjælper antibiotika ikke. Det er rigtigt MEN normalt understøtter man med antibiotika for at afhjælpe bakterielle problemer eller side-effekter.

Nåh, hun ved at jeg ikke synes hun har gjort det her rigtigt og hun sagde at hun da ikke havde noget imod at jeg hentede dem og afleverede dem hos vet. Claudio!!!!Jah, jah, jeg har ikke ringet og ved i øjeblikket ikke hvem der er levende eller død, har afleveret kattemad til dyrene på apoteket og penge og regner med at hun har hentet det igår.

Igår var Marito og jeg i Puriscal og vi blev kontaktet af en Alex, der fortalte en en hund var blevet påkørt og at den lå hos ham i værkstedet. Hunden er ikke hans, siger han, ved ikke hvis det er, men jeg tror at tager røven på mig, sagt lidt pænere, han lyver, for jeg så at hunden kendte ham, da jeg gav den nogle godbidder og checkede den. Jeg sagde at han skulle få fat i vet. Mariano, hvilket han gjorde og at Mariano skulle se om der er noget at stille op, hvis ikke, så aflive!!!! Det er sket i morges. Grunden til at jeg tror at hunden er Alex’s er, at han var utrolig hurtig til at sige ja til, at han ville passe den og hans søster ligeså, det er unormalt her, at folk vil passe en syg hund der ikke er deres, såh, lad os se hvad enden på den historie bliver.

JOCHO, den lille han der har kæmpet for livet og imod sarna, ræeveskab af den røde og slemme slags, har jeg her. Han blev jo “givet” til mig ved kastrationen i San Antonio, Nancy, min hollandske veninde, og fosterfamilie, er taget på ferie og jeg hentede ham. han får ivermectina hver dag og skal have det i to månder, lidt groft for leveren men alternativet er aflivning. Dette her er hans 3. chance til livet og da han er utrolig kvik, løber og leger med sig selv, når han ikke er i bur, spiser godt etc. så får han lige det sidste med og kan jeg ikke få bugt med sygdommen, må jeg nok tage den tunge beslutning og aflive ham for han er ensom i buret, men jeg kan ikke have ham sammen med de andre, for denne ræveskab er er utrolig smitsom og da alle hunde her har een eller anden kontakt med hinanden, så kan jeg få gevaldige problemer.

Han hyler sit ensomhedshyl, når han ser de andre lege men jeg har fundet en løsning for ham og det er, at en dame, ca. 65 år, har ringet og vil gerne være frivillig her hos os. Jeg talte med hende i aftes og spurgte om hun kunne tage JOCHO i de sidste 14 dage hun er her, hun tager hjem til Canada men kommer igen om 1 – 2 måneders tid, i mellemtiden kan det være at han holder op med at smitte og/eller at Nancy tager ham igen.

Apropos tunge beslutninger, så så jeg at min Schaefertæve, BIENE, med knogle-kræft, gav mig “signalet” i søndags. Hun spiste fint men jeg så, at hun alligevel var lidt trist, jeg checkede hende og hun blødte med frisk blod ud af næsen, ikke meget men nok til at det var signalet som jeg har ventet på i flere måneder.

Ergo ringede jeg til vet. Mariano mandag morgen, han kunne ikke komme og aflive hende, men jeg insisterede kraftigt og han kom. Han gav hende en beroligende sprøjte, een anden til men hun ville ikke dø. Så gav han 50 cc af een eller anden art væske, direkte i hjertet og sagde at det burde være nok, men hun ville stadig ikke dø, så han gav nbr 2 og intet skete, hun åndede og hjertet slog fuldstændig normalt. Vi ventede igen og han sagde, den hund er virkelig stærk, hun vil livet men så gav han nbr 3 og så var hun i fred og også jeg!!!!.

Han havde sagt til mig inden, om det ikke var bedre at jeg ikke var der men jeg sagde til ham, at jeg troede han var tosset, ingen hund bliver aflivet her, uden at jeg er der med hovedet i skødet og snakke blødt, takke for tiden der gik og ønske et godt liv fremover. Jeg tænder altid et lys og beder en bøn til Francisco de Asis. Jeg ved, at aflivningsmetoden er den man bruger her, ihvertfald på landet og jeg bryder mig ikke om den så jeg sagde til Mariano, at jeg ville finde ud af, hvilken metode vet. Claudio bruger for det er kun to sprøjter intravenøst og det tager to minutter. Chasqui, min 9 årige grå Schæferhan, tog jeg til dyrlæge i onsdags, han ville ikke spise og var møgskidt så afsted, afsted det gik ind til San Jose, men Claudio var på ferie.

Hans assistent Danny fandt ud af, at hunden havde en enorm mængde bakterier i en prutteprøve, så han gav mig sprøjter med hjem, som jeg har givet ham, en kombination af to produkter, cefalexina og gentamicina men det var lige i overkanten af, hvad hunden kunne tåle, han fik en kraftig diarre så jeg gav ikke den 4. behandling men gik over til kun cefalexina i pilleform, som jeg giver i 5 dage – det skulle være nok og han er ok nu. Ii morges kl 5 gik jeg ud med ham i haven for at se, hvordan hans afføring så ud og den var ok, havde købt noget imod diarre som man faktisk bruger her, også i forbindelse med diarre hos hvalpe med parvo-virus men det er så ikke nødvendigt. Da jeg var hos Danny, bad jeg ham om at skrive ned, hvad de bruger til aflivning og det er faktisk “kun” en anestesi, som bliver givet i overmål, denne skrivelse giver jeg Mariano og håbe på, at han vil bruge den i fremtiden, for det varer ikke længe, så må han komme igen, desværre, men mine hunde er utroligt gamle men alligevel holder de sig og har endnu ikke givet “signalet”.

Jah, det var så alt for idag, senere vil jeg ringe og regere til alle der havde dyr til kastration i lørdags, og høre hvordan dyrene har det, sige at hvis de stadig har tråd i operations-såret, så skal de fjerne tråden. En tæve på ca 6 måneder sked blod i forbindelse med opvågning og vi var alle enige om, at den evt. kunne have parvovirus så vi smed alt ud, karton, avispapir etc. som blev brændt med det samme og lagde nyt, således at andre, yngre dyr, uden beskyttelse af vaccine, ikke blev udsat for smittefare, hunde over et år, får normalt ikke parvo-infektion, jeg tatoverede hende heller ikke fordi jeg ikke ved, om der kunne være en evt. smittefare i forbindele med blod, tror det egentligt ikke, normalt er smittefare ved tis og afføring men jeg lod anyway være, går i oevrigt udfra, at den lille ikke har klaret det, infektion, uanset art, plus operation, er lige i overkanten af, hvad man kan byde en hund eller kat men den lille så udmærket ud og ejeren sagde bagefter, at den ikke ville spise aftenen før, et udtryk for, at hunden er syg og derfor ikke er kandidat til operation men folket her på landet, ser det ikke sådan, han ville bare have at den ikke fik hvalpe og benyttede at vi havde en runde i nærheden.

Et sommerknus til alle, vi har hurrican-sæson og lortevejr, gråt og trist…men jeg er ligeglad, vi har el, vand og telefon….

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

For et par uger siden, havde vi kastrations-runde i San Antonio og der kom 52 dyr, de fleste “dame-dyr”, en kat slap ud af min transportkasse fordi hendes ejer gik rundt med den og låsen gik op. Vi ledte og ledte men missen var og blev væk, naturligvis skræmt fra vid og sans med de gøende hunde. Der kom også et tv-hold fra Puriscal og optog såvel selve kastrationerne af de forskellige dyr, opvågningsfasen hvor vi klipper negle og børster dyrene og det nye jeg har fundet på og indført, tatoveringen af tæver!!! Hver gang vi kastrerer, er der en eller to der allerede er opereret, denne gang to, hvor ejerne havde taget dem fra gaden. En solskins-historie i den forbindelse var, at en mand afleverede et par piger med deres lille tævehvalp og jeg så, at en stor tæve, boxertype, løb efter hans bil og ville ind i kabinen. Jeg stoppede ham og spurgte om det var hans tæve og han sagde at den var kommet tilløbende for tre dage siden og havde besluttet sig for, at blive hans hund!!!! Ok, sagde jeg, skulle vi ikke kastrere den hvortil han svarede at det havde han ikke penge til men jeg sagde, at jeg ville overtage udgiften. Ok han fandt et reb og bandt den og jeg tog lige et check på mavsen og så noget der kunne ligne et ar, så tog jeg et kig på øret og minsandten om jeg ikke så en P C tatovering hvilket betyder at hunden er blevet kastreret i Puriscal. Han sagde at da den var opereret ville han tage den lige på stedet, så den bor nu hos ham og løber ikke rundt på gaden!!!!

En pige på omkring 12 år kom med en lille tæve der var blevet påkørt og havde en kæmpebule på ryggen og kunne ikke bevæge sig men spiste godt. Tæven var meget nervøs over alt det hurlumhej der er . Jeg tog den forsigtigt op og satte den på jorden men den kunne ikke stå. Den ene dyrlæge ville aflive den lille, men jeg sagde, at jeg ville have at pigens mor kom eller i hvert fald tale med hende, for pigen forstod ikke at hunden ville dø, hun troede at den ville vågne ligesom de andre hun så folk tog med hjem efter operation. Jeg talte så med moderen og forklarede situationen og hun sagde at det var OK at aflive den men så tænkte jeg lige, at jeg ville tjekke om den havde bare en lille smule nerveforbindelse til bagbenene og lavede det tjek, som jeg altid gør. Jeg kniber den HÅRDT mellem trædepoterne og trækker i benet bare lidt. Jeg kunne se, at der var forbindelse og med massage og terapi, kan den komme til at gå og stå. Laura og jeg har fået to tæver op at stå på denne maner, den ene, OLIVIA (hun bor her) og den anden har Laura adopteret , så det kan altså lade sig gøre. Jeg sagde til dem, at de skulle tage til en dyrlæge for at lave et røntgenbillede og ved ikke om de har gjort det, jeg vil se om jeg kan få fat i dem via nogle kontakter og høre hvordan det går den lille.

Denne gang havde vi tre nye frivillige og de alle tre arbejde fint og syntes det var såvel sjovt som interessant at klippe negle, tatovere og den slags og de vil gerne hjælpe til, i fremtiden. Det får de lov til den 03.juni 2010 hvor vi har kastration i nærheden af Tabarcia, hvor vi jo har været for et års tid siden og jeg er ved at forberede en ny runde i Puriscal den 31.juni 2010. Dette er meget nødvendigt for der har alle været så mange gadehunde der som nu, flere en 20 hanner og hunner og Natalia, der er gravid i 7 måned, er ved at opgive ævret. Marito har jeg lige netop sendt af sted til hende med 30 kg foder, som jeg har købt for jeres penge. Nogle af tæverne er i løbetid og det kan være grunden til, at der er så mange hanner der forsøger “lykken” og ikke vender hjem til deres familier om morgenen, som I ved, er det sådan her i landet at dyrene er i have eller står bundet om dagen og kl. ca. 1900, bliver de sat på gaden og der løber de så rundt og besøger “gutterne” leger, markerer etc. og senere på aftenen, kommer de hjem igen.

Til denne runde kom der en dame, Damaris, som jeg har ledt efter i lang tid for hun tager alle mulige hunde og katte til sig, fra dumme mennesker der giver hende alkohol mod at hun tager hunden eller katten. Damaris er dybt alkoholiseret og har lige været indlagt i over en måned og dyrene gik for lud og koldt vand, men jeg afleverede noget foder til en der kom til vores kastration i Guyabo. Hende der kom med Damaris tæve der bare var SÅ gravid og ikke kunne blive opereret. Den fik 12 hvalpe, 8 overlevede og hun har fået afsat de fleste men ville beholde 2 hanner selv, hvilket jeg sagde til hende, at det skulle hun ikke gøre, for hun havde jo ikke engang råd til at fodre de andre hun har. Hende har jeg iøvrigt også givet noget foder og det vil jeg blive ved med, hende vil jeg besøge og også give ormemiddel og evt. vaccinere.

Dem der læser med, kan sikkert huske LISSY som jeg hentede i Guyabo og denne LISSY fik jo sine hvalpe her, også 12 stk. hvoraf jeg har en lille tæve tilbage, LISSY var i øvrigt en af Damaris “hunde” og måske vil jeg lave en deal med hende om, at hun tager LISSY igen for jeg er ked af hvor hun og Laica er, det er jo dem der henter sko hos naboen og derfor må stå bundet hele tiden og det var ikke aftalen i sin tid, det skrev jeg vist om i sidste brev, men ideen er, at jeg vil “sanere” lidt hos Damaris og få hendes hunde op at stå og så kan hun give væk hen ad vejen, når de er opererede og fedet op, jeg selv vil så tjekke dyrene og lave aftaler med fodring, når hun har sine alkohol ture……..

Sidst men ikke mindst, havde jeg det uheld, at Lucy, som jo VAR fosterfamilie for såvel Natalias hunde som mine, lavede “en streg” med mig. Hun tog 5 hanner af LISSYS, 4 blev givet væk og hun beholdt en han, JOCHO. Denne han, fik et ekstremt ræveskab, den havde jeg med hos dyrlæge Claudio som fastslog via mikroskop, at det drejede sig om skab, sarna, og ikke allergi eller svamp. Hunden er blevet behandlet efter alle kunstens regler men blev ikke bedre og oven i købet, smittede den de andre hunde, bla. Natalias SISSI, som, om muligt, så værre ud end ham. Jeg havde aftalt med Lucy at hendes søn skulle komme med JOCHO til kastrationen, således at de to dyrlæge-damer kunne se ham og give deres besyv med, havde sagt at hun skulle skrive ned hvad han havde fået af behandling etc. OK, sønnen kom, afleverede et brev til mig og gik!!!!!!! I brevet havde hun skrevet, at hun ikke kunne have ham, at hun ville aflive ham men at hun vidste at det var jeg imod fordi jeg syntes at hunden skulle have en chance for, bortset fra skabet, var han ok, spiste fint, legede osv. Nuvel, der stod jeg med fletterne i postkassen og anede ikke mine levende råd!!! Jeg har her 31 hunde, nogle er i dogrun, andre i rehabben og 5 løse, en i kæde og de går jo tur med hinanden, så smittefare er enorm med så mange. Jeg forhørte mig hos forskellige om de kunne tage ham og behandle ham men ingen kunne, de tre frivillige prøvede at ringe hjem, men fik et klart NEJ. Jeg var grædefærdig, ligesom JOCHO der bare var så ked….dyrlægerne også og da jeg spurgte om de havde medicin med til aflivning sagde den ene nej, den anden sagde ikke noget!!! MEN, JOCHO blev reddet på stregen idet en veninde herfra Jaris, Hollænder, spurgte sin mand, der også var der, om han var indforstået med, at tage hunden og behandle ham og han syntes det var så synd, så han gav grønt lys. Ok, jeg købte den medicin der skulle til, foder, og afleverede den kæmpe transportkasse jeg har til det og som er blevet skænket af WSPA, tæpper etc. for han er uden pels men Nancy, som nu er fosterfamilie, betalt af jer, fortalte i går, at pelsen er ved at komme, han spiser fint og at de går tur med ham flere timer om dagen, sådan at han ikke skal væere i kassen hele tiden. Jeg har meddelt at han under INGEN OMSTAENDIGHEDER må have kropslig kontakt med de tre tæver hun har før at han er helt og holdent rask, derefter skal have have “efter-behandlig” i form af ivermectina, der slå skabet ned og jeg vil give hende det samme til de andre, præventivt.

På hjemmefronten har jeg hentet en ny lille tæve-hvalp, SUSI, en morsom lillle størrelse, noget med ruhåret og vil blive lille. Hende hentede jeg på gaden hvor hun gik i stærk trafik og var for lille til det, så jeg tog hende med hjem. Hun er de-wormed, og nu også opereret og hende skal jeg bare lige vaccinere og saa er hun klar til adobtion. Nogle af jer kan måske huske TESSA, hende og hendes søster var hos Cæsar, som var fosterfamilie for dem plus et par andre, for et par år siden eller mindre. TESSA tog jeg, søsteren blev stjålet og TESSA gik frit rundt her, en ualmindelig dejlig tæve, stor efter vores forhold, og hun var god til at passe på sammen med TIPPER og SARA. Jeg blev ringet op af en canadisk ægtepar, der gerne ville have en stor hund, de kom og så på hund og valgte TESSA lige der….hun charmerede sig lige ind i deres hjerter og jeg afleverede hende for en ti dages tid siden. Det var et godt match, jeg havde ellers tiltænkt dem LUCY men de ville hellere have TESSA og måske vil de have en til, så hun har en legekammerat, for deres lille DUFFY, gider ikke lege med så stor en hund MEN jeg tror jeg har en hanhund, LUCKY BOY, som kunne være noget for dem. Det vil tiden vise men ham har jeg haft i lang tid og han kunne godt trænge til “hjemmets varme”.

BIENE, min Schæfertæve med knoglekræft, ville jeg egentligt aflive i går, men hun er altså ikke klar endnu, hun æder som en mejetærsker og opfører sig fuldstændig normalt MEN jeg har set, at hun har fået en bule ved ribbenene og går derfor ud fra, at kræften har spredt sig….hvis jeg dog bare vidste, om hun har ondt, det må jo gøre ondt, spørgsmålet er HVOR ondt?? Nå, jeg vil give hende lidt mere tid, havde vet. Mariano nede forleden dag og spurgte ham, hvad han mente og han mener, at hun endnu ikke er klar, han ser hende som fuldstændig normal bortset fra kræften over det ene øje. Grunden til han var hernede var, at TIPPER og SARA havde fundet et porcypine, pindsvin, som går rundt på vores område og begge havde hele munden fyldt med pigge, SARA lader os tage dem ud men TIPPER!!! Han fik noget sedante men han var stadig meget vred og bange , det gør ondt med disse pigge i en ømtålelig mund og tunge så vet. Mariano lagde ham i fuld anestesi, til stor skræk for Marito, for han åndede meget lidt og han troede at han ville dø!!! Nå, det gjorde han ikke, for næste dag, havde han igen pigge i munden, ikke helt så mange, så dem hev vi ud, little by little, inden han nåede at blive rigtigt sur!!!

Gamle FLICKA på, snart 13 1/2 år gammel, har besluttet sig for, at hun gerne vil blive her lidt endnu, hun har fået en opblomstrings-periode, spiser med god appetit, altså KUN de brune hundekiks, ikke de røde, som bliver opblødt i vand og mixed med råt hakkekød og det ryger. Lille Whiskye er nu fuldstændig blind men kan stadig bruge næsen til at finde “mor”…han spiser med stor glæde, insisterer på, at når jeg har vasket øjne, så står den på godbidder, det er noget alle mine hunde er vænnet til, først “gør vi noget”, medicinering, sprøjte etc. sågar børstetur eller negleklipning, ja, så futter de alle hen til godbidderne og det morsomme er, at uanset hvor han er, så kender han vejen til dem!!!

Min lille mand, Uwe, går det langsomt men sikkert ned ad bakke med og jeg er meget, meget bekymret for fremtiden, både med ham og uden……han lider af alskens ting og sager og nu har han fået en ekstrem anemi, blodmangel, sådan at laboranten er meget bekymret, lægen ligeså, for ikke at tale om mig…..da han jo er praktisk taget 100% invalid og ligger i seng hele tiden, ja så er han begyndt at få liggesår og de er svære at komme af med, for han vil kun ligge på ryggen, hver gang vi vender ham med puder og det hele, så går der 10 min. og så ligger han på ryggen igen. Jeg har klistret nogle patches på ryggen og det lader til at afhjælpe smerten lidt, men jeg siger jer, det er ikke nemt det her, men der er ikke andet for, end at hænge i og gøre det hele så godt som muligt….mere kan man jo ikke…

Jah, det var vist alt for i dag…jeg kommer tilbage med flere infos, der er masser at berette om, noget skidt men også solskinshistorier og dem vil vi jo helst have flest af…IKKK????

Nu håber jeg virkelig at I snart får sommer…….

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Jah, her går det på livet løs som sædvanligt, har haft meget at se til, dels med dyrene, dels med besøg af vores søn, Jens, fra Århus, som lige lagde “vejen forbi” til et 14 dages besøg og samtidig kom min “hunde-veninde” Shari, fra Arizona og blev et par dage. Hun er den eneste frivillige der virkelig har gjort noget for hundene her, desværre måtte hun tage tilbage til USA, hvor hun arbejder aften og er dog-sitter om dagen og det hun tjener ved det, afsætter hun lidt og køber ting til mine hunde, som jeg ikke kan købe her, feks Program, en pille man giver til hunde og som steriliserer lopperne. Apropos lopper, har min hushjælp, Yadira, og jeg erklæret KRIG mod de små skiderikker og vi er ved at vinde!!!!!

I går havde jeg fødselsdag, blev 52 “forår”, ville egentligt have holdt en lille komsammen, men søndag er en dårlig dag, da jeg er alene med alle mine 30 hunde, så et par venner kom forbi, og medbragte en pizza og resten inviterer vi, engang i april. Masser mennesker ringede og ønskede til lykke og lykke har jeg ved Gud også brug for, det er hårdt at passe en mand, lænket til en rullestol, i 24 timer, 365 dage om året og så kommer alt mit arbejde med hundene oveni og vores læge sagde til mig forleden dag, “Lisa, du kommer til at vælge…enten passer du din mand, eller du vælger hundene, for du kan ikke klare begge dele!!!” Hvilket ultimatum at sige til sådan en som mig….det er for mig det samme, som at sige til en mor, at hun har en mand og et barn og en af dem, skal hun vælge fra!!! Det kan man jo ikke, så da jeg ikke kan ændre situationen, så kan jeg måske ændre HVORDAN jeg ser på den og derfor har jeg ønsket mig af min mand i fødselsdags-gave, at jeg tager 3 sessions hos en psykolog med speciale i NLP og det psykiske stress i forbindelse med angst for at miste min mand og dermed også fremtiden. Grunden til at jeg kun vil tage 3 sessions er, at jeg dels i tidernes morgen, beskæftigede mig meget med transaktions-psykologi (TA) og dels er jeg lige ud ad landevejen, har intet emne der er tabu og så snakker jeg som bare fanden og kan få sagt en masse i meget kort tid!!!! Bare spørg min mand som siger at jeg, ved Gud, ikke er faldet “på munden”….stakkel…

Jeg er lige kommet hjem fra “hunde-besøg”. Vet. Mariano kom her i morges og opererede PINTA, hende vi hentede på kirkegården for nogle måneder siden, hvor hun boede i et lille kapel. Hun var meget angst men en ung mand der arbejde der, kunne få fat i hende og nu er hun stadig angst men ikke nær så meget. Egentligt ville jeg tage hende med til en kastrationsrunde vi har på næste lørdag i en lille by i nærheden men nu er hun ved at få fortrolighed og så er det en skam at tage hende med til et sted hvor hun først skal køre i bil og så al den larm der er med hunde der gør, katte mjaver og folk tror det er en fødselsdagsfest med larm og grin etc. Hun ligger nu til opvågning i gæstehuset, hvor hun blev opereret stille og roligt, Yadira kigger efter hende , hun blødte en del fordi hun var kommet i løbetid, kun en 3 dage men alligevel er det bedre at tage løbetiden i opløbet også fordi hun går i dogrun med to hanner, begge kastrerede men de kan jo alligevel bedække hende og gøre hende ondt.

I gæstehuset har jo jeg også mit “smertens-barn” Willy, ham der havde en metaltråd som halsbånd og som der var en 30 personer involveret i at fange. Traaden var inde i koedet ca 2-3 cm. og såret var ligeså bredt , han blev behandlet på vores vet. universitet men fjolserne der, kastrerede ham ikke så det må jeg få gjort her men igen, er det et problem, nu har jeg ham så vidt at han selv opsøger mig og spiser af min hånd, han opsøger selv kærtegn og nu mister jeg al hans fortrolighed i og med, at han skal “indfanges” således at dyrlægen kan bedøve ham, operere ham og så skal stingene tages ud. Jeg har sagt, at det må dyrlægen og Marito finde ud af, hunden er blevet til vildhund efter flere år på gaden eller marken , rettere sagt, og da jeg er den “gode fe” så vil jeg slet ikke være der, sådan at jeg ikke mister det , jeg har opnået. Willy har en del fobier, bla. bliver han frygteligt bange for blæsevejr hvor bladene rasler, ikke nemt for ham, vi bor i urskoven, han er fuldstændig ude af den og regner det, så bliver han ligeså bange for slet ikke at tale om tordenvejr men han føler sig sikker i sit hundehus og han går jo sammen med 3 unge tæver, ca. 1/2 år gamle, som han er legeonkel for og de fjoller rundt og så vil han også, han elsker at blive kløet i nakken og i hovedet og det er lidt af et dilemma for mig, for egentligt havde jeg tænkt mig at kastrere ham for derefter at sætte ham ud der, hvor han har boet hele sit liv…på gaden, men denne gang med en dame, Elisa, som har lovet at give ham mad , ormemiddel etc. og inden vil jeg vaccinere ham MEN, da han er så angst og kun jeg kan røre ham, hvem skal så give ham kærtegn??? Se, det er sådan nogle tanker jeg gør mig og som stresser mig og jeg skal lære, ikke at bekymre mig om det men jeg ser jo at hunden har det godt her, er glad og legesyg og så smerter det mig at sætte ham på gaden igen til det uvisse, alt fra påkørsler til slagsmål med andre etc. Nå, lad os se hvad jeg beslutter mig for, det ender sgu nok med, at jeg beholder ham her, i hvert fald et stykke tid mere og så ser vi videre…

Da vet. Mariano var færdig med at operere PINTA, tog vi sammen hen for at tilse to hanner, OSO den ene som har et dejligt liv, er fritgående og den første til at høre min bil på vejen fordi han ved, at der vanker godbidder!!! Jeg blev ringet op af en nabokone om jeg ikke kunne gøre noget for OSO, han havde en abcess på halvdelen af bagpartiet og kunne ikke prutte og det dutter jo ikke. Hans ejer, Carlos, ringede jeg til og sagde at han skulle binde ham og jeg ville komme og tilse ham. Det var godt nok en sølle hund jeg så der, en kæmpe abcess og hunden tynd, tynd med en skål ris, som var råddent og naturligvis uden vand!!!! Normalt flipper jeg ud over at se noget sådant men Carlos er nabo, er ikke helt vel i hovedet og da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde ringet til mig før, så svarede han, at han skammede sig over at belaste mig med det problem men som jeg forklarede ham, nu er det jo langt værre og nu skal vi bruge penge på en veterinær og stakkels Carlos stod med øjnene klistret i jorden og nægtede at se mig i øjnene. Nuvel, jeg gav ham noget antibiotika og noget antiinflamatorio som han har givet hunden, det var i lørdags og i aftes ringede jeg for at høre om hunden var bedre og han sagde at det så ud som om at inflamtionen var dalet, hvilket jeg kunne bekræfte da jeg så hunden i dag. OSO futtede rundt og var glad, specielt for at se min bil og med godbidder i sigte, Carlos købte endda noget hundefoder men havde ikke nok penge da han også købte en lille pose kaffe, det gjorde han, for at vise sin gode vilje, han er glad for sin hund og jeg vil hjælpe ham lidt med foder, så OSO kan komme op at stå igen.

På samme tur, tog Mariano og jeg hen og tilså en ca. 10 år gammel Schæferhan, MECATE!!!Guderne må vide hvorfor de har kaldt hunden det men jeg har et godt bud!!!! Mecate er på spansk et reb, og hunden har sikkert stået bundet hele sit liv og derfor navnet. Hunden stod bundet i en svinestald, uden rigeligt mad og vand og heldigvis, har hundens ejer en sød hushjælp som insisterede på, at hunden skulle stå, stadig bundet, men ved huset og det var der jeg så den, sagde til Marito, her er der noget galt og jeg vil lige undersøge den. Hunden står i en løbesnor, godt nok men det kunne ikke bevæge sig fordi snoren var kringlet og den kunne ikke nå den skål med vand som i øvrigt var tom!!!Normalt flipper jeg også ud over at se noget sådant, men da Arnoldo også er nabo og kendt for sit temperament, så tog jeg det stille og roligt og gjorde det “omvendt”, nul skæld ud men tilbud om hjælp til hunden. jeg gav den først ormemiddel, det har den sikkert ikke prøvet før og efter endt undersøgelse, fandt jeg forskellige ting som var i vejen med hunden. Hunden har evt. tumorer omkring penis, kunne være en sticker, som er en virus, derfra bløder den og ved berøring, piver han men bider ikke. jeg gav ejerne trimetropina sulfa forte, 750 mg og sagde at de skulle give ham det to gange om dagen , i første omgang 7 dage, og se om det hjælper, det kan være at det bare er en kraftig inflamation men jeg tror det ikke. Hannen er ekstremt tynd, de giver ham ris og bønner men jeg kommer til at give noget anaboliko, noget der styrker immunsystemet , vitaminer men i første omgang får han antibiotika, prednisolon som egentligt dæmper immunsystem men han har hudproblemer pga. et kraftigt loppeangreb, det får hen i 5 dage og så “bygger” jeg ham op igen med andre ting bla. et godt hvalpefoder, et æg hver 2. dag, og et bad med speciel shampoo og da Arnoldo er det man kalder på engelsk, “ignorant” dvs. i denne forbindelse, ligeglad, så har jeg aftalt med Marito, at HAN giver medicinen til hunden , han kører forbi hver dag og jeg har aftalt med Arnoldo, at den hund bliver hvor den er, ikke noget som helst med at sætte den et sted hen, hvor jeg ikke kan se den når jeg kører forbi og det accepterede han. Nu er der bare at vente og se, hunden er for gammel til at blive opereret, vet. mariano mente, at han måske skulle amputere penis og lave en udvej til urin men det er jeg fuldstændig imod og det bliver ikke gjort. Havde det været en ung hund, så ja, men det er et ekstremt trauma for en gammel, underernæret hund, operationen vil blive enormt dyr og de penge kan bruges bedre på unge dyr, som har brug for hjælp, men lad os nu se, han spiser, altså når han får noget!!! Men det er også noget jeg kan gøre, skal bare passe på, at jeg ikke rager uklar med Arnoldo, således at han ser, at jeg ser, at han ikke er i stand til at passe hunden, det er altid et problem med mænd her, machismo!!!!!det er til at dø over, og i dag, da han hørte min bil komme og så at veterinæren var på vej, skyndte han sig at give hunden noget vand, stillede i farten skålen så langt væk , at hunden ikke kunne nå skålen. Jeg flyttede den og hunden drak og drak….han sagde, det er fordi han lige har givet den tørfoder!!!! Ja, min bare……den familie er simpelthen bare p…. umulig!!! Egentligt ville jeg tage hunde hertil, få ham op at stå, men tør ikke, hvis hunden har en sticker, kan hans blødning inficere mine og det går ikke, så vi behandler ham på stedet og jeg har sagt til hushjælpen, at enhver ting hun ser skal hun ringe hvilket hun vil gøre….

I dag skriver vi 17. april 2010, og jeg har lidt tid til at sende til siden. Tid er ellers ikke det jeg har mest af i øjeblikket, idet jeg har min mand Uwe, sengeliggende på “fuld tid” bortset fra en time i ny og næ, hvor han har det godt nok til at sidde lidt i rullestolen. For ikke indviede, er det sådan at Uwe lider af poly-neuro-patia, en slags Parkinssons, en sygdom der er degenererende og hvor der ikke er udsigt til bedre tider. Det er i sig selv svært at se på for os andre og naturligvis for ham, han kan praktisk taget ingenting, kan ikke vende sig i sengen, ikke spise selv, ligger med ble på og bliver vasket liggende for han kan heller ikke sidde i sengen. Vil han gerne sidde lidt i rullestol, ca. en time kan han holde ud, jah så er vi 5 mand om at få han fra seng i stol, dels er han tung (95kg) og dels har han ondt i ben og ryg og klager over smerter, når vi løfter ham, så det er ikke nemt. Den 30.marts 20

D. 10 havde vi et check hos neurologen som indlagde ham på hospitalet, noget som Uwe var så ked af, at han bare kiggede på mig, lignede en hund der var sat på gaden og jeg begyndte at tude over at se ham sådan. Han var indlagt i 9 dage over påsken og de kunne ikke finde ud af, hvilken bakterie han havde og hvilket medikament der skulle gives for at slå denne bakterie ned. Det var jo påske, noget der bliver betragtet som HØJT HELLIGT her, så mange læger havde fri og der blev arbejdet på minimum. På hospitalet lå han på en stue med 5 andre, den mest rolige mente man, for på de andre, lå der syge patienter der også var mentalt syge, én kaldte på sit kvæg hele natten, to andre kaldte på deres familier og ville at de skulle hente dem etc. og jeg så, at Uwe blev mere og mere skidt for hver dag og sagde til børnene, at hvis jeg ikke får ham hentet hjem i en hulens fart, så dør han derinde og jeg har LOVET ham, at skal han dø, så bliver det herhjemme. Hospitalet er for ældre over 65 år, understøttet af WHO, der er kun to hospitaler af den slags, et i Chile og så vores her, har alt hvad man kan ønske sig af teknik men personalet er vildt larmende og patienter ligeså, så Uwe fik ikke sovet og det dutter ikke. Når jeg besøgte ham, lå han bare med øjne der intet så etc. Jeg prøvede at få ham ud mandag efter påske, men så fik han hoste som alle de andre og der skulle et xray til, for at se om han havde fået lungebetændelse, så først onsdag efter påske, kunne han komme hjem for der var intet at se på billedet. Nuvel, han havde det skidt, jeg så han havde feber men sagde ikke et KUK om det til den læge der udskrev ham, for så ville de have beholdt ham. Han blev kørt hjem i en ambulance og vi var 5 mand om at få ham puttet i seng.

Jeg tog temperatur og han havde 39 grader , han hostede vildt men kunne ikke få hostet slim op, fordi han var så svag. Vores familielæge kom og tjekkede ham, tog en urinprøve med til laboratoriet og der blev lavet en frotis, uro-cultivo og han havde infektion, så derfor blev der sat en sensibilitetsprøve over for at se hvilket antibiotika der skulle anvendes. I tror det er løgn men det viste sig, at han havde fået en stafylikok fecalis på hospitalet og kun to medikamenter kunne anvendes, andre 12 var bakterien resistent overfor!!! Nå, jeg er ikke sådan at slå ud men jeg må sige, at jeg er ved at opgive. Har man ikke prøvet det selv, kan man ikke vide hvor svært det er, at passe en sengeliggende patient der hverken kan stå eller gå, men det er lykkes mig, at få fat i en kvinde på 56 år, der bor hos os i gæstehuset og som hjælper mig med pasningen og på mandag, henter vi en hospitals-seng hos Lions Club og det skulle hjælpe lidt på , at vi ikke skal løfte ham, men kan dreje ham op i forskellige stillinger så han ikke får liggesår for de er ved Gud, svære at komme af med og da han ikke kan vende sig selv, så er det lidt svært. På mandag kommer lægen og tager blodprøver for han er ved at få feber igen.

Jah, som om det ikke var nok til at blive trist over, så har vi lige mistet vores lille FANTA og det rider mig som et mareridt,, at jeg ikke fik reddet hende på stregen for måske kunne jeg have haft gjort det!!! Hun blev 13 år, har skrantet lidt i den sidste tid og jeg har ikke haft “mit gode øje” med mig denne gang, troede hun havde problemer med ryggen som hun har haft før, hun var lang og med 13 år, kommer der en vis skred i ryggen. Jeg behandlede hende med anti-inflamatorio og noget mod smerte og det virkede godt nok, hun spiste men uden appetit og lagde sig således at det gjorde mindst ondt, jah sådan så det ud for os alle men vi så at hun trak vejret meget hurtigt, halsede lidt men det gør hun også når hun har ondt. En morgen så jeg, at hun ikke kunne tisse som normalt, AHA, tænkte jeg, her har vi nok et nyreproblem og derfor har hun ondt i ryggen, så jeg tog hende til vet. Claudio der i første omgang sagde, NEJ Lisa, her er noget andet galt og det er sikkert erhligia. Han lavede kit-testen og den viste negativ, FANTA hyperventilerede og han tog en blodprøve for at se blodbilledet der viste, at hun havde en helt vild kraftig infektion MEN han kunne ikke sige hvor!!! Hun fik nogle indsprøjtninger bla. et kombinationspræparat med cefalexina og jeg fik 4 sprøjter med hjem til de næste dage.

Jeg kørte hjem, købte ind på hjemvejen og hun sad stille og roligt i bilen der var varm men med alle vinduer åbne. Indkøbet var gjort og jeg tilbød hende noget vand hun ikke ville have, så jeg kørte hjem, snakkede med hende i de 25 min. det tager og på et tidspunkt, 10min. før vi var hjeme, lugtede jeg at hun havde lavet en prut. Jeg fortalte at nu var vi snart hjemme igen hos Far. jeg parkerede , ville tage hende ud og så at hun ikke længere trak vejret!!! Jeg var og er, vildt ked af det, ringede tudende til Claudio og spurgte om jeg havde slået hende ihjel ved at have haft hende i bilen men han beroligede mig og sagde at hun virkelig var skidt, havde fået et kollaps og MÅSKE ville vi kunne have reddet hende, havde jeg kommet før men som jeg sagde, det var der jo ingen grund til eftersom hun spiste og opførte sig ret normalt, men da jeg så hun havde problemer med at tisse, tog jeg jo af sted med det samme . Nuvel, fordelen er, hvis man kan sige det sådan, at hun ikke døde alene på et hospital men i bilen sammen med mig men det er vist også det eneste jeg kan “glæde” mig over!!!!

Dagen før, havde vi også hunde-begravelse her hos os men ikke en af mine men en lab-han på 13 år, som skulle have været aflivet for lang, lang tid siden men et eksempel på, at hunden skriger ( i bogstaveligste forstand) på en aflivning men familien kan ikke få gjort det. Endelig fik de ringet og jeg sagde at nu var det nu og at de skulle få en dyrlæge til at komme hjem til dem, de kunne komme hertil og begrave ham og det blev så gjort og nu ligger han, sammen med de andre på vores lille hunde-kirkegård.

Den 31. december 2009, nytårsaften meddelte jeg, at jeg vidste at dette nye år, ville blive noget værre noget, vi bliver nødt til at tage afsked med vores gamle hunde, FLICKA er jo nu 13 år, gamle WHISKY er 15 år og nu næsten blind men begge spiser og opfører sig normalt bortset fra, at han støder ind i ting og skal have lidt hjælp til at finde retningen. BIENE, som jeg har haft til dyrlæge 10 gange, tog jeg jo til vores “landbrughøjskole” hvor hun var indlagt i 3 dage for at de kunne tage biopsier etc. for at se, om det hun har over et øje og lidt længere nede på snuden, var kræft og i tilfælde, knoglekraæt eller “kødet” (tissue) omkring knoglen. På denne veterinær-skole var man meget interesseret i dette og de lavede en Gudsbenådelse af biopsier, patologen var med i hele processen og en eller anden studerende, havde øvet sig på at tage hår af med skalpel og resultat var, at hun havde små snitsår over hele snuden som i øvrigt var hårløs. De har haft hende lagt stramt så hun kunne knap gå da jeg hentede hende, så stramt behøver man ikke at lægge en 10 år gammel hund i, når man kender tendensen til dysplasi hos Schæferhunden. Selvfølgelig skal hunden ligge fast men man kunne jo vise lidt respekt, binde forbenene og en eller to personer, kunne fastholde bagbenene under processen. Nu må vi se hvor lang tid hun holder, hun opfører sig totalt normalt, er vild med mad, løber rundt og fjoller og larmer etc. så jeg venter med en aflivning til hun selv siger besked. Inflamationen, eller kræften vokser eller rettere hæver, så brister den og der flyder slim og lidt blod ud, det vasker vi flere gange om dagen og det kan hun godt lide , saa lukker det sig igen og det starter forfra. Jeg er holdt op med at give antibiotika men hun får anti-inflamatorio og noget til smerte som jeg faktisk ikke kan se hun har men det må hun jo have, kræft i hovedet skulle gøre ondt, i hvert fald hos mennesker men alle der ser hende, også dyrlæger kan ikke konstatere at hun har ondt men måske lidt. Jeg vil gerne aflive hende men hun skal selv bede om det og denne gang holder jeg et meget skarpt øje med hende, således at vi ikke får en Fanta-situation igen men her ved vi jo, hvad vi har med at gøre, og det er det, der gør forskellen.

Jah, det var så alt for i dag. Jeg vil kigge lidt til Uwe og høre om han har brug for noget, måske vil et glas rødvin ville hjælpe lidt på humøret. Jeg skal betale ungdommen og så plejer vi at få en lørdags-bajer og så ses vi i øvrigt på mandag morgen igen, heldigvis har jeg vores nye “hushjælp” så jeg ikke står helt alene med det hele, dyrene skal jo også passes, jeg har 30 i øjeblikket.

Ha’ det godt alle sammen, jeg hænger i her og så ser vi hvad der sker hen ad vejen…

knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så, i dag skriver vi 1. januar 2010, mutter her har lidt tømmermænd men til at holde ud!!!! Har lige skænket mig et glas vin for at “reparere lidt på det hele”, vi fejrer nytår sammen med jer i Europa, dvs. kl. 1700 her og det med tre ritualer, i champagneglasset skal der lægges en guldring, (man må ikke sluge den!!) i skoene 1000.00 colones og i pungen, en blomst der hedder Santa Lucia, på den maner, skulle man ikke løbe toer for penge i det nye år, nu er der jo så kun at håbe, at det også passer!!!!! Som jeg siger, hjælper det ikke, så skader det heller ikke!!!

Kigger jeg tilbage på året der gik, synes jeg i det store og hele at det er gået godt, jeg har fået organiseret kastration af ca. 920 dyr, fået afsat enkelte hunde, desværre ikke alle, men ”little by little”, så finder jeg også gode hjem til dem der mangler. på hjemmefonten kunne det være gået bedre, min mand sidder jo i kørestol og desværre bliver det vanskeligere for ham at gå, kun et par skridt bliver det til og det ser ikke ud til at blive bedre, han lider af polyneuropatia, iblandet noget Parkinssons og det kan der ikke gøres noget ved. Jeg tror ikke på nytårsfortsætter, synes det er noget værre pjat for det holder jo kun i 5 pct. vil man lave noget om, skulle man jo gøre det når man står i situationen (holde op med at ryge, drikke, spise og den slags) men nytårsønsker, det er noget andet og i år har jeg ønsket, at min mand rejser sig fra stolen og går som alle andre, og at folk ville opføre sig ordentligt overfor deres dyr og lade være med at sætte dem på gaden , det er altså så synd……

I øjeblikket har jeg 33 hunde her, 8 mine egne, men det varer ikke længe, så må jeg tage afsked med gamle Schæfertæve, Flicka, hun bliver 13 år den 4.feb. 2010, vil ikke rigtigt spise, kun kyllingebryst, og det er det hun får, lidt hundekiks ryger også ned med lidt god vilje. Jeg kan ikke huske om jeg har fortalt om hendes datter, Biene, som vet. Claudio, havde diagnosticeret med knoglekræft over højre øje!!! Fra en dag til anden, havde hun et “blodøje”, så hævet at hun ikke kunne lukke øjet, og hævelsen ville bare ikke forsvinde. Jeg har haft hende til dyrlæge 3 gange og den første gang fik jeg en gevaldig skideballe af Claudio, fordi jeg foreslog forskellige checks og han sagde til mig, “Lisa, jeg laver de checks der skal til, alt efter hvad jeg ser”!! Jeg sagde ingenting (ikke nemt for mig, skulle jeg hilse og sige!!!) men kiggede bare på ham, BLIKKET, plejer også at være nok!! men tænkte ved mig selv, Fanden stå i det, det er ham der har lært mig, i løbet af 15 år, at bruge mine øjne og tænke med selv og det lyder sku da sært, at fra en dag til anden, opstår der kræft.

Nåh, blikket hjalp, han “gjorde undskyld” ved at blive ekstrem venlig bagefter og alt forladt. Han sagde, at vi kunne forvente et deformt hoved og det skete også, øjet var ved at “poppe” ud ad hovedet og en morgen, da jeg lukkede hundene ud, så jeg at hun var fyldt med pus, der bare løb ned ad kinderne så af sted igen det gik til Claudio, som sagde, Ay, Tak skæbne, det er en abcess, (betændelse) og ikke kræft, det som jeg havde sagt fra begyndelsen af, INGEN, heller ikke mennesker, får en kræftknude fra en dag til anden. Nå, hun blev behandlet med antibiotika men jeg tror ikke at behandlingen har varet længe nok, for i dag så jeg, at det ligesom er ved at komme igen, så man kunne forestille sig, at det “fremmedlegeme”, der har forårsaget betændelsen, enten stadig er inde i hovedet, eller at kuren skal gentages med anden medicin, dvs. antibiotika, og i en længere periode, men tænk sig, jeg var da lige ved at aflive hende for hun havde virkelig ondt!!!

I går, måtte jeg ringe til Claudio igen for mit lille gadekryds, FANTA, havde det skidt, ville ikke rigtigt spise og når Fanta har det skidt, så kigger hun bare hele tiden på mig, ligesom for at sige, “kan du ikke hjælpe mig”?? Alle fik ormemiddel den 26. dec. 2009 så det kunne det ikke være men jeg noterede, for en tre dages tid siden, at hun “kørte på rumpen” og det er normalt fordi hun har betændelse i analkirtlerne. Nåh, jeg tog hendes temperatur der viste 40 grader, ergo en infektion et eller andet sted og ringede til Claudio der mente det kunne være en infektion i utero, hvilket jeg sagde til ham, at det troede jeg nu ikke, eftersom hun er steriliseret for 12 år siden, ok, sagde han, det kunne jo også være en hepatitis, der kører rundt her i landet i øjeblikket, men til det sagde jeg, at det ville undre mig eftersom alle hunde er raske her, og hun er ikke i kontakt med andre hunde end dem her i huset, så jeg sagde til ham, “Claudio, kan vi ikke blive enige om, at hun har betændelse i analkirtlerne eller måske kun den ene, jeg har div. antibiotikas (som jeg nævnte for ham), og jeg vil bare gerne vide, hvad er bedst at bruge??” foreslog selv, Tilosina, et sulfaprodukt i/m og cefalexina som piller, 500 mg pr dag, 1/2 pille, fordelt morgen og aften, neomelubrina, analgesico til at tage smerten og sænke feberen og til det sagde han “excellent, Lisa, det er lige det der skal til”.

Det jeg vil sige med dette er IKKE, at jeg tror at jeg “ved bedre” end en dyrlæge men jeg forbeholder mig det, at jeg jo har øjne i hovedet, en del erfaring og bestemt ikke autoritets-tro, det er der mange der er, også overfor læger og andre “højere dyr” men med alle de læger, min gode husbond, har besøgt i løbet af årene, jah, der har jeg også stillet spørgsmaal og selv tænkt med. bla. er det først lykkedes nu, at de har taget “cat scratc desease” med i, HVORFOR min mand har degenererede nerver, jeg og andre, bla. vet. Claudio, har hele tiden ment, at der var “noget der” men div-.løger, har “skøjtet” hen over det, i de sidste 8 år, dengang blev han bidt at en kat jeg havde hentet fra et shelter, Griselle var ok, men havde noget i systemet der gjorde at efter biddet, kunne han ikke bevæge nogle fingre, det samme skete for mig, men jeg tog antibiotika med det samme, noget min gode husbond sagde, “ahh, det er sku da ikke noget at tage antibiotika for” og dengang vidste jeg ikke hvad jeg ved i dag, desværre, så havde det hele måske set anderledes ud!!Hvem ved??

Jeg har jo mange dyr mellem hænderne og rigtigt er det, at man skal passe på med “overførte” sygdomme, dels dyrene i mellem men også dyr/menneske. Jeg bruger ikke handsker, skulle måske gøre det (det kunne jo vaere et nytårsfortsæt!!!) og da vi havde den sidste kastration i Puriscal, blev der afleveret en lille tævehvalp, fundet i en kasse i parken, NILLE hedder hun, opkaldt efter en god veninde i DK, og hun havde en del svamp fordelt på kroppen. Dyrlægerne der, sagde at det ikke var skab men svamp, så det har jeg behandlet hende efter, men jeg tror faktisk, at vi taler om ringorm, temmelig smitsomt så jeg startede først med et svampemiddel, griseofulvina, plus clotrimazol-creme men syntes ikke det hjalp så igen, igen, ringede jeg til Claudio, som anbefalede ketoconazol, 1/8 pille pr. dag sammen med olie, det er temmelig skrapt og hun er kun ca. 3 mdr. gammel og det kan give leverproblemer, så det får hun så nu og det ser ud til at virke.

Nille er sammen med en anden lille tævehvalp, hedder NINNA, og med hende, er det er værre historie. Hun blev afleveret hos en nabo, i en kasse, sammen med to andre hvalpe, en var død og den anden i en sådan forfatning, at jeg måtte have dyrlægen til at komme og aflive den lille. Begge var fyldt med fluelarver, små som store og de skreg af smerte, det er ikke rart at blive ædt op af larver!!!. Ok, jeg sprøjtede larvacid på dem, et produkt der slår disse larver ihjel, tørrede de døde af og pillede andre ud med pincet og så tilbød jeg mælk i sutteflaske da de var så små, ca. 10 dage gamle og havde endnu ikke åbnet øjnene. Ninna ville spise, suttede og suttede og det var hendes held for det er et af mine kriterier for enten at aflive eller ikke. Desværre ville den lille han ikke spise, dog var han blevet rolig og skreg ikke længere men I skulle have set ham, han bestod faktisk kun af pels med råt kød og jeg sagde til Diego, altså hvis han ikke spiser så ligger han jo kun og dør af sig selv, så hvad synes du??? Er det ikke mest humant og aflive ham?? det mente han og så blev den lille aflivet men ved I hvad??? det har jeg det stadig dårligt over, faktisk rider det mig som en mareridt, for jeg synes ikke at jeg gav ham en chance som jeg jo altid gør ved dyrene, ville han have skreget videre, ville jeg ikke være i tvivl men det, at han blev rolig, er mit problem, jeg kunne jo bare have sondefodret ham, det har jeg ofte gjort før med små hvalpe hvor moderen er død, så det har jeg det altså skidt med og vil overveje en aflivning en ekstra gang, hvis jeg skulle komme i samme situation igen. Lille NINNA, hans søster, har det noget så fint, en morsom og charmerende lille sort fis, hende og NILLE er frie om dagen hvor LISSY passer dem og sover i en stor transportkasse om natten, så de ikke kommer i tanke om, at lege med giftige frøer!!!

Så skriver vi den 16. januar 2010….

Jeg har haft travlt og med en del problemer bla. med mine egne dyr. FLICKA har fanget sig igen, hun fik blød mave, fik ormemiddel og noget tilosina-sulfa ( antibiotika) og nu spiser hun almindelig mad, som før, ergo har hun ikke tænkt sig at forlade denne verden lige med det vups, hun bliver 13 år den 4. feb. 2010. BIENE, hende med øjet, fik et tilbagefald og øjet var helt vildt hævet og derfor lukket. Claudio var her til alm. dyrecheck for en ti dages tid siden og sagde jeg skulle prøve med et andet antibiotika hvilket jeg gjorde men det hjalp ikke, så igen igen måtte vi af sted til dyrlæge, denne gang dog til en anden, Roger Alfaro, som jeg kender gennem 14 år og som tidligere arbejdede hos Claudio men de blev uvenner og Roger åbnede sin egen klinik med alt nødvendigt udstyr. Jeg forklarede i detaljer om hele forløbet, hvilken medicin der var blevet anvendt osv. og han undersøgte hunden og sagde, at Claudio godt kunne have ret i at det drejer sig om knoglekræft idet det føles som om, at knoglen over øjet er “ædt op”!!! der blev taget X-ray, hunden blev sedated og han åbnede nogle huller og pressede pus og blod ud som blev sendt til patologi hos vores dyreuniversitet og resultatet får jeg på mandag.

Roger kender jeg som sagt igennem mange år, bla. var det ham og jeg der sprøjtede ormemiddel i over 250 hunde i et shelter der den gang eksisterede og han sagde dengang, at han havde da aldrig haft en så god assistent til at fange hundene, holde dem mens han gav sprøjte og uden at en eneste bed, hverken ham eller jeg!!! Det var jeg meget, meget stolt over dengang for 13-14 år siden, jeg nævnte det overfor ham og det kunne han jo godt huske og det gør, at han behandlede mig rigtigt pænt i torsdags mht. betaling af behandling, tog kun lige det nødvendigste og resten var gratis, ualmindeligt for ham, han er specialist på mange områder og derfor meget dyr. Dyrlæge, Lars Friis fra DK, kender ham, de var sammen til en kastrationsrunde i Limon for ca. 13 år siden og dengang var Roger ikke hvad han er i dag, han åbnede tæven til sterilisation men kom også lige til at åbne blæren!!! AAAH AAHH….nåh, han anbefalede en ny antibiotika, sagde Lisa, det er skide dyrt men det bedste der er, til betændelse i et lukket område så jeg røvede lige en bank i forbifarten og købte medicinen, kostede ligeså meget som vi betaler Marito og Yadira tilsammen på en uge!!! men…..øjet er mindre hævet, jeg renser det hver dag og Roger advarede mig idet han sagde at det nok ville blive mindre hævet men at det ikke noødvendigvis betød, at det ikke er knoglekræft hun har, sagde også, at han har set det flere gange, specielt hos Schæferhunde, men aldrig i øjenomgivelse. Naah, nu må vi se om hun kan blive ok, behandling varer ca. en måned og så ser vi videre derfra, hun spiser og render rundt som normalt så det er jo fint nok.

Som om det ikke er nok med egne hunde, ja så er jeg blevet bombarderet med andre menneskers hunde plus dem fra gaden, alt fra blodører, loppe-problemer (har jeg selv, altså hundene!!), og til forladte hunde, gravide tæver og små hvalpe der er sat på gaden. Min gamle bekendt, Angela som er indianer og bor i reservatet, ringede og sagde at man havde smidt 3 hunde hos hende, en stor tæve, en lille og en hanhund og om jeg kunne hente dem?? Det kan jeg ikke, aner ikke hvor jeg skal gøre af dem og aftalte en “foster-familie” ordning og at hun skulle ringe til Diego, så han kunne hente dem og få tæverne opereret PLUS hendes dattes tæve, en lille, der netop har været i løbetid og “lagt sig i ske” med en stor hanhund!!! Tæverne er nu opereret og betalt af penge fra jer!!! En ung kone ringede og sagde at hendes tæve var blevet påkørt og om jeg ikke kunne komme fordi den lå og skreg af smerte!!! det er udenfor mit område, der skal en dyrlæge til men hun havde problemer med betaling….har jeg hørt det før???

Mit nummer havde hun fra en ældre, sød herre, Efrain, og han ringede også og spurgte hvad det evt. kunne koste og det ved jeg jo ikke, da jeg ikke har set hunden. Anyway, han kom, befølte den og efterlod nogle injektioner , han tog meget lidt og det kunne de betale men tæven reagerede ikke overhovedet og de ringede til en ven af mig, Ronald, som arbejder som dyrlæge, uden at være det og han tog tæven med til en dyrlæge hvor han arbejder som assistent og det viste sig, efter X-ray, at ryggen var brækket og tarmen perforeret, så den lille blev aflivet lige der. Det blev lidt dyrt, familien lagde sammen men de måtte låne nogle penge hos en nabokone, ca. DKK 100.00, som jeg betaler med penge fra jer. Hvad er det man siger??”Den enes nød, den andens brød” og Efrain vil komme forbi en af dagene, og kigger på en hund til familien. Jeg håber, at en af dem jeg har, vil passe til dem med deres lille søn på 3 år som bare ikke kan forstå, at hans hund er død!!! Poor thing…

Poor thing, også Adela, som nu for 4. gang, har fået sine dyr forgiftet fordi hun og hendes mand har problemer med familien som bor 50 meter fra hinanden. Hun ringede og fortalte at Amanda var blevet forgiftet men stadig levede, havde skum om munden og konvultioner. Hun vidste ikke hvilken gift der var anvendt og det skal man faktisk vide, for at give den rigtige behandling, hun græd og græd, også fordi hun ikke kunne finde en lille tæve plus en af hendes katte. Jeg sendte hende til en ny dyrlægedame fra San Jose, jeg ved ikke hvor god hun er, men i hvert fald dyr!!! Uhørt dyr og anvender San Jose-priser men hende tager jeg lige en “lille sludder med”, vi er på landet med fattige bønder og hvis hun vil have klienter og at jeg sender hende dem, så må hun gå ned i pris. Jeg havde, inden hunden kom til hende sagt til Adela, at hun skulle vaske munden i tilfælde af frø-gift, give den mælk med limon og koks, som binder giften, hvis man kan sige sådan, tæven blev roligere og Adela fik fat i en taxi, til at køre den til dyrlægen, Caroline.

Denne lagde hunden i drop og gav den antihistamin, normalt, uanset giftens type, giver man atropin, det være sig i forbi med rottegift, frøgift eller ukrudtsmiddel og noget til at beskytte indre organer, normalt giver jeg vitamin e med selen, b-complex og dexametasona , hun gjorde det anderledes og det virkede også, hunden har overlevet og har det fint. Den samme skæbne fik hendes lille tæve ikke, de var 5 mand om at finde den i et lille område, ledte overalt men den lille havde gemt sig under et køleskab og det opdagede de, fordi en af de andre hunde begyndte at snuse der, desværre, var den død da de fandt den og katten er ikke til at finde, ergo er den også død. Adela er gift med Filipe som arbejder i et farmaceutisk firma her, som har human linie men også vet-linie og det er ham der altid skaffer mig hundemedicin som han hitter i laboratoriet alt fra cremer, shampoos, ormemiddel, antibiotika etc. og han slæber med, hver gang vi har kastrationer og da jeg ved, at de er småtkørende med penge, så tager jeg udgiften til dyrlægen, det manglede da bare!!!

Jeg fik en lang snak med Adela i aftes og prøvede på at fortælle hende, at de skulle passe godt på deres dyr, for familiefejder her i landet, altid ender med at folks dyr bliver forgiftet fordi man ved, at de vil blive kede af det og derfor er en “passende straf” for et eller andet, de er uenige om, i dette tilfælde er det et kontrovers omkring noget arv, et stykke land, som hver især, mener tilhøre dem!!! Både Adela og Filipe er ikke nemme at “danse med” så hvis de repræsenterer resten af familien???? jeg har sagt at de skal sætte hundene i snor når de ikke er der, kattene skal i huset og hver morgen, skal haven efterses for “godbidder” dvs. forgiftet pølse, som de fandt tre stykker af på taget og det vil de så gøre.

Jah, det var så et lille udsnit af “Lises dagligdag”, der er masser af samme skuffe men jeg tager det som det kommer og løser problemer alt efter hvad jeg magter. I den sidste tid har jeg haft det lidt skidt, for højt blodtryk pga. stress og en down-periode fordi jeg synes jeg er vildt bagud med alt. Jeg bruger meget tid på at være sammen med min mand i rullestol, han skal have meget hjælp til lidt af hvert men også at jeg synes det er synd for ham, at han sidder der, mutters alene, mens jeg laver mine gøremål, (det var vi jo to om før i tiden) jeg skynder mig med alt, indkøb, kommuneting, bank, jah alt, så jeg kan være hurtigt hjemme igen. Han er en god “patient”, brokker sig sjældent over sin/vores situation og det hjælper jo lidt på det hele, i øvrigt startede han året med ikke at kunne tisse!! og det lige i den tid hvor det er totalt umuligt at hitte en læge, til at lægge en sonde til blæren men jeg hittede en, i nødstilfælde kan jeg selv lægge den og har alt til det, men det er bedre med en læge også fordi han er på warfarina-treatment og det kan give blødninger hvis jeg ikke gør det rigtigt.

I torsdags gik jeg “ned med flaget”, mit blodtryk var 160 over 110 og med et højt kolesteroltal, (godt nok med HDL på 85), så bliver man jo lidt bange for et “knald”, så jeg sad og hylede hos lægen og vi blev enige om, at jeg lider af menopause og nu prøver vi med østrogener, hvilket jeg ikke er glad for, jeg ryger , men sådan her, går det heller ikke….doktormanden sagde, Lisa, jeg ringer til Uwe og siger at han skal sige til dig, at du må holde op med hundene for det stresser dig for meget med alle de ting, men jeg tror han er tosset, det kan jeg da ikke, jeg vil blive endnu mere stresset over alt det , jeg med en telefonsamtale kan klare , for at undgå at folk sætter deres dyr på gaden og hjælpe dem, der allerede er der……..

Naah, nu vil jeg gå ud og trykke to små bumser ud…østrogenet virker, har taget det i tre dage men på den anden side, får man en om dagen, så blive jeg sku “yndig” hen ad vejen…..Jesus..

Alt for i dag, her til frokost vil et glas rødvin ikke være af vejen og en lille bid….

Ha det dejligt alle sammen, rigtigt godt nytår og wish me luck med mit….

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Allerførst vil jeg sige MANGE, MANGE TAK for en overførsel af DKK 10.600.00 som er på vej til min “slunkne konto” – tak til Dyrenes SOS, enkeltpersoner som donerer fast og en speciel tak til en person, Inger Larsen, som donerer et større beløb hver måned, uden jer alle, ville jeg ikke kunne gøre noget som helst med alle de dyr, jeg har med at gøre. I disse krisetider, har jeg mange foder-udgifter til hunde og katte, hvor fattige familier ikke kan betale, ikke engang til dem selv og resultatet bliver, at de sætter deres dyr på gaden i håb om, at en eller anden vil tage dem til sig, hvilket er temmelig usandsynligt eftersom vi jo alle er i samme båd, hvis man kan sige sådan.

I går betalte jeg dyrlægen, vet. Mariano i Puriscal, et større beløb, men han har behandlet mig pænt mht. udgifter til operationer, dels kastration af gravide tæve, gadehunde som Natalia har indfanget, 6 kattedamer, påkørte hunde, vaccinationer af en 15 hvalpe plus et par voksne, hormonbehandling af en tæve der fik 8 hvalpe for en 3 mdrs tid siden og er på vej i løbetid igen, medicin etc. Nu mangler jeg at betale vet. Diego, men det holder sig indenfor rammerne, håber jeg!!!

Lucy, som er fosterfamilie for mine 5 han hvalpe, plus har en 4 hvalpe fra Natalia, går det godt, alle er passet fint og Natalia og jeg deler om udgifterne, dvs. jeg står for de fleste eftersom jeg får donationer og hun betaler af sin lille sekretær løn for dem, hun har med at gøre – alt der har med operationer at gøre, betaler jeg, så hun står for foder, primært. Med hende, har jeg fået et rigtigt godt samarbejde, til glæde for dyrene, og for hinanden, er vi bare to, så kører det faktisk fint, vi kan ikke klare alle gadedyr men mange og hende, Ruth og jeg, er i “krig” med den sidste kastrationsrunde i Puriscal i dette år, som vil blive den 5. december 2009. Jeg har bestilt et stort telt, betaler kun halvdelen af den normale pris, den anden er donation og Ruth lægger hus til, for det er næsten umuligt at finde egnede lokaler med vand og el, og som er store nok til dyr og mennesker.

Jeg har denne gang sat prisen til det dyrlægerne tager pr. dyr, giver rabat til dem der kommer med flere end 2 dyr, gadehunde- og katte, er naturligvis gratis, fra vet. firmaet Lisan, har jeg bedt om ormemidler, cremer, antibiotika etc. som en ven, der arbejder der, vil bringe på selve dagen så nu er der bare at håbe på, at der kommer mange. Jeg har to dyrlæger der hver især, opererer 6 dyr i timen. Fra dette firma, modtager jeg ind i mellem en creme, Clotrimazol BN, en creme mod svamp, B står for Betametazona, (sår helende hormon) N for Neomicina (antibiotika) og da jeg får cremen i poser, fik jeg den ide, at købe urin prøveglas på apoteket, og så fylder jeg cremen i disse glas til de dyr der behøver denne behandling.

Med hensyn til de dyr jeg har her, så er det sådan, at jeg har hentet en ung tæve, måske er hun ca. 1/2 år gammel og som boede på en kirkegård. Vi har fodret hende i en ti dages tid, men hun er meget angst og jeg kunne ikke få fat i hende, men der på kirkegården, arbejder der en ung fyr, som også fodrede hende, og han fik fat i hende i går og nu er hun her, ikke sårlig tilfreds, hun er vant til at gå frit, men det kan hun jo ikke her i øjeblikket, hun vil løbe væk. Hun vil ikke være i bur, ikke stå i kæde, hvilket jeg udmærket kan forstå, så nu har jeg sat hende i dog-run med 4 andre, deriblandt BETSY som er en rigtig god tæve til nervøse hunde. SALLY er ligeglad med hende, NICK synes hun er sød og PLUTO accepterer at hun hugger hans plads i hundekennelen!!!

Lige nu gør hun, det er dog bedre end at hun hyler, så lige om lidt vil jeg gå over til hende, bruge dæmpende signaler og se om hun vil komme til mig af sig selv. Det tror jeg at hun vil, hun føler sig sikker hos mig, jeg sætter mig i skrædder-stilling og putter hende mellem benene og så aer vi og snakker blødt. Den unge fyr kalder hende PINTA og jeg vil høre ham om han evt. vil adoptere hende efter hun er blevet steriliseret. Hun er ekstrem tynd, men jeg håber på at få hende op at stå, inden den 5. december, så bliver hun opereret sammen med de 3 tævehvalpe jeg har bag ved gæstehuset, sammen den famøse WILLY. Denne dag henter jeg også 3 tævehvalpe hos Ana, så hun kan få dem afsat, moderen, en gadehund der løber efter biler, gav jeg en hormon-indsprøjtning i går, den varer en 3 måneders tid. Så med hende, har vi lidt tid til næste kastrationsrunde.

Denne gadehund, SAMY, hedder hun, gik med en lille hanhund, en lidt ældre fyr der blev påkørt for ca. 10 dage siden og som bare havde det så dårligt, kunne ikke gå p.g.a. smerte, men havde ikke brækket noget men hele hans “indre” system, tarm, mave, lever etc. var en stor “pære-vælling” og vet. Mariano, troede først at han bare havde en abcess, indtil han åbnede og så “all the damage”. Ham har jeg i en kæmpe kennel, havde ham først i gæstehuset men der “kvitterede” han min indsats for at hjælpe ham med at spise trådnettet i døren, så der røg han hurtigt ud og vil åbenbart gerne være i buret.

Jeg har ham under behandling men desværre har operationssåret åbnet sig en to cm. og da huden er fortykket ved såret, så er der ikke andet for, end at vente til at det lukker sig indefra, jeg give ham cefalexina, (antibiotika), plus noget antiinflamatorio, Stich-spray plus antibiotisk creme. Som vet. Mariano sagde, havde det ikke drejet sig om en zaguate (urhund) havde den aldrig overlevet de ti dage i den forfatning den var i, disse hunde er utroligt stærke, kan drikke råddent vand, spise råddent mad, tåle stærk smerte og de overlever. Masser af de hunde, har i hele deres liv, aldrig fået ormemiddel, de er helt fantastiske “sat sammen”. Jeg var meget bekymret for den lille han, han havde ikke leveret noget afføring i 2 dage, ej heller urin og det er nødvendigt efter operation, at disse ting sker, så min glæde var stor i går aftes – at se en fin prut ligge der hvor jeg havde lagt avispapir plus noget brugt hø, det var åbenbart det, der skulle til.

Den lille er også noget af et nervøst gemyt, men nu har jeg ham da såvidt, at han vipper med halen når jeg kommer, nok fordi der vanker godbidder og appetitten er der ikke noget i vejen med, det er det jeg siger, spiser dyrene, så får jeg dem op at stå. Jeg påtænker at beholde ham til han er helet op og så går han tilbage til skolen, hvor han bliver fodret og bor, der er han glad og børnene for ham, problemet er, at nu får ungerne snart sommerferie i to måneder og hvem skal så fodre ham??? Nå, det er et problem der kan løses, jeg kende en del folk der og de vil bestemt hjælpe ham…og mig!!!

Der er enkelte der har spurgt, hvordan jeg har tid til at skrive lange “epistler” til siden, men dels skriver jeg hurtigt og jeg skriver ikke alt på samme dag men tager en time her og der, alt efter tid, lyst og lune og ovenstående skrev jeg for nogle dage siden. og i mellemtiden er der sket en del nyt bla. med den lille sorte hanhund, som var i bur ved gæstehuset.

Jeg fodrede ham og de andre en morgen, og han blev lukket ud og lå helt stille og roligt. Natten før var der en del larm, alle gøde og jeg gik i nattens mulm og mørke over med lygte for at se hvad der var i vejen og mindsandten om jeg ikke ser den lille løbe rundt uden for buret, ved ikke hvordan han har fået lågen op, men ude var han og var ikke stukket af, derfor lukkede jeg ham ikke ind i buret igen. Det var i søndags og da Maria, som hjælper mig et par timer om søndagen med alle dyrene, kommer og fortæller at hun ikke kunne finde ham, tænkte jeg, “naah, han har nok lagt sig til at sove et rart sted, kommer nok når han bliver sulten”. Han var væk i nogle timer og så begyndte vi at lede men hunden var væk!!! Om aftenen kom han heller ikke og nu blev jeg så nervøs, for han er jo syg og skal have sin medicin, plus han halter og render rundt med det ene operations sår åbent helt ind til kødet !!!

Jeg lukkede ikke et øje hele natten, vi har næsten fuldmåne og vi har vildhunde (coyotes) som ville ondulere ham , lige der!! Jeg tænkte, han kunne være faldet i et hul og ikke komme op selv, jah jeg tænkte alt muligt… Mandag morgen, lavede jeg nogle papirer med info om ham, at hvis han var blevet set, så skulle man kontakte mig og jeg ville give en belønning til dem der havde ham eller kunne fange ham. Marito blev sendt i byen for at hænge disse infos op, jeg ringede rundt til en masse for at høre om de havde set ham etc. Uwe og jeg skulle til Puriscal og på hjemvejen, hægte jeg info op mht. kastration på lørdag og der kommer der en gut på en 12 år og spørger “er du Lisa??” Jeg er Daniel, Lucys søn og jeg sagde “Daniel, der er sket noget frygteligt for den lille sorte hund er stukket af, og vi kan bare ikke finde ham” og ved Gud, om drengen ikke siger, “han er på skolen, han har selv fundet hjem!!! “!!

Jeg blev så glad, kunne kysse hele verden, og jeg gik op på skolen, og der lå han og sov lige til jeg kom!!!! jeg kaldte på ham, og da han så mig, har han sikkert tænkt “hende der, gider jeg ikke, hun lukker mig bare i et bur og kommer ækelt spray i mine sår, så Fanden tog ved ham og han løb væk og gemte sig. Ok, Marito var kommet i mellemtiden og ham sendte jeg af sted til Puriscal for at købe medicin og jeg aftalte med kokke konerne på skolen, at de skulle give ham medicin etc. eftersom han jo helst ville være der, hans hjem, og det var alt i orden. Vi talte om at det var helt fantastisk at han har kunnet finde vejen, her fra os og til San Antonio er der dels langt, op ad bakke og med mange muligheder for at “gå forkert” og hvor han skulle vælge, “går jeg her til højre eller venstre”.

Jeg kørte igen, men da Marito ville aflevere medicin etc. hos konerne, fik han at vide, at skoleinspektøren under ingen omstændigheder ville have ham der, så Marito måtte tage ham med hertil igen og nu har jeg puttet ham i re-habben hvor han har det godt og har sluttet venskab med min “assistent” Barsina som altid er god ved nye hunde der. Hans trængsler er ikke forbi, for om lidt kommer vet. Mariano, skulle være kommet i går, men havde noget emergnecy og jeg ringede til ham i morges og sagde at han skulle tage noget lidocain med (lokal anestesi) og nål og tråd til at lægge et evt. sting eller to så såret kan lukkes lidt og hele op lidt hurtigere.

Han kan ikke lukke såret helt, der er jo bakterier og jeg tror ikke, at den lille er kandidat til en ny operation, hvor man skal skære hud fra, så man kommer ind til det friske. Jeg har ondt af den lille men har fortalt ham, at lige så snart såret er lukket, kommer han hjem og Daniel har sagt, at han vil fodre ham over sommerferien. I parentes bemærket, den lille er nu mægtig glad for at se mig, kommer af sig selv og vipper med halen og så kæler vi og sludrer…..

Så, nu har vet. Mariano været her og syet den lille op med 3 sting. Yadira havde fejet fint, (et vindstød med støv, kan blive et problem i såret). Marito havde hentet mit operationsbord og alt var klart, vi manglede kun hunden, som jeg bad Marito om at hente men det gik ikke, den lille var bange og bed ham så jeg gik ind i buret, satte mig ned, gabte lidt (dæmpende signal) og han kom glad og frejdig hen til mig, så aede vi lidt og jeg løftede ham op, ingen problemer der. Han fik en pre-anestecia og blev rolig, ikke helt bedøvet men “halv-vejs”!!! Mariano mente at vi lige kunne prøve at sy 3 sting uden lidocain og den lille tog det fint, rørte ikke på sig, kun lidt da han, med skalpel, kradsede lidt op på den gamle sårkant, således at huden er frisk og kan gro sammen. Det andet store ar under bugen, tog han 3 sting ud ad, 2 blev tilbage for at holde lidt på skindet og dem kan jeg pille ud om et par dage.

For en ti dages tid siden, var jeg til “World Woof Tour” med Oscar og hans ejer, Joanne. Min veninde Patricia stod for arrangementet her i landet og det var flot sat op, desværre uden ret meget presse, så der kom få folk til de ca. 40 hunde, der var sat til adoption. Der var en del aktiviteter, bla. kom narko politiet og viste deres hundes kunnen, de havde 2 med, min gamle hundetræner, Leo, om med tre hunde, to til lydighed og en til agility, brandvæsenet kom med 3 hunde der kunne snuse sig til en evt. ildspåsættelse etc. og de få folk der kom, var meget tilfredse. Jeg selv var hæs af at snakke med folk, egentlig gider jeg ikke den slags foranstaltninger, men Patricia insisterede på at jeg kom, hun syntes at min lille organisation “urhundens venner” skulle være præsenteret, så jeg kom for at fortælle om Turid Rugaas dæmpende signaler, så jeg havde dagen inden, købt karton og tusch, en stok til at sømme karton fast på og så dampede jeg af.

Jeg havde malebøger med fra SASY og tog fat i enhver unge jeg så og gav dem en bog og havde de en god ven, en til ham eller hende også, sagde til forældrene, at de skulle “medundervise” deres børn og jeg personligt ville garantere, at fulgte ungerne rådet i malebogen, ville de aldrig blive bidt af en hund!!!! Ok, lidt flot sagt men den fes ind…. I kan læse om world woof tour på deres website, et morsomt initiativ fra en ung kvinde fra Sydafrika, som har taget Oscar til sig fra et internat der og nu “tourer” de verden rundt, har været ved eiffletårnet, tash majal etc. sågar canopy´ing i Costa rica,!!! Jesus, ikke noget jeg ville have ladet mine hunde deltage i, men Oscar er nu også en meget, meget speciel hund, han futtede rundt over det hele, sørgede for at hans “mor” var sådan nogenlunde i sigte, men var mest glad for to små tæver i kørestol….I skulle se de to små, de drønede rundt over det hele i deres kørestole, nok de mest fotograferede af alle hunde, (ok, bortset fra Oscar)..kors hvor var de morsomme og havde det pragtfuldt, det var rigtigt dejligt at se, at også en handicappet hund i kørestol har et godt og morsomt liv……

Overskuddet fra foranstaltningen skulle gå til Patricias shelter men som så ofte, “utak er verdens løn” og hun endte op med et underskud som hun selv betaler, hun har dog fortalt mig, at det holder sig indenfor rammerne men mangel på presse, er nu virkelig et problem, jeg sagde til hende, at næste gang der er noget større under opsejling, så få fat på pressen først, så de kan informere, og så gå i krig med foranstaltningen, ellers sker det samme igen, det er det samme som at have en kastrationsrunde…. enten uden doktor eller uden lokale, jeg mener, så er man jo lige vidt!!!

Nå, nu tror jeg at jeg vil slutte for i dag, således at jeg, hurtigst muligt, kan få sagt TAK til jer alle som støtter mig i mit arbejde og jeg fortsøtter med at skrive, her og der, inden jul……..ha det dejligt i den søde juletid, stemningen savner jeg men i hvert fald ikke vejret…..Jesus, vi har 27 graders varme og jeg har det lidt småkoldt, tro det eller ej….25 år i troperne gør blodet tyndt og man fryser let…

Masser af julehilsener til alle og knus fra Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Ja, her går det som sædvanligt på livet løs!!!! Jeg har en del at berette om, denne gang også omkring mine egne dyr, hvor jeg har haft en del problemer, men nu går det igen, håber jeg!!! Uwe, min mand og jeg, har jo selv, her i huset 8 hunde og en gammel han mis. Desværre har jeg været nødt til at separere 3 Schæferhunde fra de andre 5, de har ellers altid gået sammen, også med katte, men efter et besøg af folk der ikke forstod, at når man har så mange sammen, så skal man opføre sig anderledes end hvis man feks. kun har to eller tre.

Det har at gøre med flok-mentaliteten, hvor der er overhunde, mellem- og underhunde og det skal respekteres ellers går der KUK i det og det gjorde der også. Folk kælede kun med de små underhunde og så blev overhundene vrede på de små og hele balladen startede. Jeg har en del ar efter slagsmål, hvor jeg blandede mig bla. ved at åbne gabet på en Schæferhund for at “pille” en lille hund ud, men det gør jeg pr. instinkt, jeg kan jo ikke bare stå og se på, at en af de små bliver bidt ihjel, men i kampens hede, bliver jeg også bidt, det ved hunden ikke engang selv, for den er for ophidset og bider bare rundt til den mærker “noget” mellem tænderne, som feks. kunne være mig!!!

En af de tre jeg har separeret, Biene, sover i hunderummet med sin mor, Flicka, og sin bror Baldur, og en morgen for ca. 14 dage siden, gik jeg ud om morgenen for at lukke dem ud, der kl. halv seks, og ved Gud, om jeg ikke ser med det samme, at et eller andet er galt med Biene. Hun lå bare helt apatisk, hilste ikke som sædvanligt og jeg ser, at et øje praktisk taget er ude af øjenhulen, totalt svulmet op og hun kunne ikke lukke øjet. Jeg blev meget bange, gav hende noget smertestillende, fodrede alle de andre og da Marito var færdig med sit arbejde, gøre bure rent, fodre i re-habben etc. kørte han mig ind til min dyrlæge, Claudio, for jeg var alt, alt for nervøs til at køre selv. Claudio undersøgte øjet, tog en blodprøve, mente at det måske kunne være erhligia eller lupus, som jeg behandler hende for med prednisolona, han lavede en ultrasound af øjet for det kunne også være en tumor bag ved øjet som evt. var bristet men selvfølgelig også et slag eller rettere, at hun var løbet ind i feks. en gren???

Nåh, jeg fik nogle sprøjter med samt baytril, antibiotika, som virker på mange ting men specielt øjne. Hævelsen er der stadig, nu efter 14 dage, så jeg spurgte ham om jeg ikke skulle give hende noget anti-inflamatorio, feks dexametasona hvilket han var helt enig med mig i, men foreslog den der virker i 21 dage, så det har jeg gjort. Hun spiser fint og jeg drypper øjet med nogle dråber der består af dexametasona/neomicina for at behandle lokalt. Nu må vi se om hævelsen ikke snart går tilbage, ellers må vi ind igen, og se om man nu kan se en evt. tumor via et ultrasound. Sidst var det hele for hævet til rigtigt at se noget.

Chasqui, min grå Scæferhund, holdt stille og roligt op med at spise og sker det, er der helt sikkert noget galt, han er en ædedolk og inhalerer praktisk taget sit foder. Det skete, naturligvis en lørdag aften med NUL dyrlæger, ej heller søndag, så jeg vidste ikke i første omgang, hvad jeg skulle gøre ved problemet. Han havde frygtelig ondt i maven og diarre med blod så i første omgang gav jeg ham noget smertestillende.

Søndag var han stadig skidt og jeg gav ham ormemiddel og det så ud til at hjælpe så jeg tænkte, det var nok et kraftigt anfald af orm, eftersom han havde lopper, til trods for, at jeg havde givet ham en pipette, frontline, mod lopper om fredagen og det slog mig, at han evt. kunne være allergisk overfor dråberne og at det hele var en allergisk reaktion!!!

Well, mandag morgen gik turen igen til min dyrlæge Claudio for hunden havde det skidt. Han ville lave erhligia test, tog en blodprøve men jeg sagde at hunden aldrig har haft tæger på sig, så han lavede en afføringstest og sagde “Lisa, blodprøve etc. er ikke nødvendigt, hunden har ”amøber” og rigtigt nok, jeg har da aldrig set en sådan “bevægelse” i et mikroskop, det vrimlede…….
Nå, hvor kommer sådan nogle så fra??? Normalt dårligt vand men så ville alle vi andre jo også have problemer, og han var den eneste af såvel hunde som mennesker. Vi har vores egen brønd, hvor vandet kommer fra en kilde og som altid er i orden, vi tjekker vandet hvert halve år og selvfølgelig sendte jeg en prøve af sted med det samme til vores lab. og venter resultat i morgen.

Chasqui fik og får metronidazol i 7 dage og som skal fortsættes 21 dage efter første behandling, men jeg syntes ikke at han rigtigt responderede, så jeg startede et ekstra behandling med sulfatrimetropina i går og allerede i dag, synes jeg han har det bedre og ville spise halvdelen af sin portion i morges. Jeg tog dette skridt uden at spørge Claudio, fordi jeg ved at amøberne, yardia og coccidia, behandles således. Chasqui er et legebarn, han elsker at gå rundt med bolde etc. i munden, tygger ikke i dem men går bare og bærer på dem og jeg bad Claudio om at lave et ultrasound af hans mave/tarm-system for at se, om han evt. kunne have slugt et stykke legetøj som jeg havde givet ham og som var lidt for lille, til en Schæferhund, for sagen var den, at vi har været 5 mand i gang med at finde dette stykke legetøj i hus og have og vi kan bare ikke finde det. Men Claudio kunne ikke se noget i maven eller tarmen på hunden, så det var ikke derfor han ikke ville spise men hør så lige her…..han fandt ud af, at Chasqui har galdesten, 1 cm store og kan ikke passere af sig selv og får han problemer med at tisse f.eks, blod, skal han opereres, så om ikke andet , hjalp ultralyd på det.

Flicka, min gamle Schæfertæve , som bliver 13 år den 4. feb 2010, så lidt trist ud, lørdag aften , hun slikkede sig meget på albuen hvor hunde jo har hud uden hår, so to say og jeg så, at hun var meget hævet og havde 3 huller, hvor det ene var temmelig dybt. Hun er jo gammel, ligger meget ned og jeg går ud fra, at der har dannet sig en abcess som er bristet og det lugtede necroidt, altså af “dødt kød”, så først gav jeg hende noget smertestillende, anti-inflamatorio og neobol, en antibiotisk spray, som jeg bruger, når vi har kastrationer, og en hund bider med en hugtand og såret lukker sig med det samme,( med bakterier i såret, det kan give en grim betændelse, derfor må man aldrig sy et dybt bidsår helt op, men skal lade et dræn være åbent). Denne spary er meget “komprimeret” og går ind i et hvilket som helst lille hul så det har hjulpet, nu lugter det ikke længere, samtidig satte jeg hende på en antibiotikakur med cefalexina som virker godt på alt der har med hudproblemer at gøre og til trods for kun to dages behandling, er såret ved at lukke sig indefra. Egentligt skulle det opereres men det er i fuld narkose og jeg er ikke meget for at lægge en så gammel hund i den, så vi prøver lige dette her først, går det ikke, ringer jeg til Claudio. Hun slikker sig en del, egentligt godt, hun holder såret rent og egentligt skidt for så heler det ikke op men så får hun en skærm på så hun ikke kan nå, det er dog det sidste jeg vil gøre, det stresser hunde at gå med skærm og der er jo ingen grund til at stresse en så gammel hund……

Inden den 5. Nov. 2009, skal jeg til slagteren og bestille masser af fars til frikadeller!!!!!! Vi skal fejre “hundefødselsdag” for ruhåret-foxen Whisky bliver 14 år, Biene og Baldur bliver 10 år og jeg skal til IL DIVO koncert på en åben stadium hvor vi er 4 tøser, der skal til koncert, den eneste der bliver holdt i central Amerika. Det vil bestemt regne i stride strømme, så jeg tager nogle store plastikposer med, klipper hul til hoved og arme, en paraply går ikke, så kan dem bagved jo ikke se noget af de dejlige herrer, men uanset hvad, kan vi jo høre musikken og opleve stemningen……..altså, jeg er bare helt pjattet med den gruppe… ALT er udsolgt, men mutter her HAR hentet vores 4 billetter…..

Lissy og hendes 8 hvalpe har det strålende, tykke og fede og jeg introducerede rigtig mad for dem i lørdags – opblødt hundefoder med mælk på og det var en succes. I går fik de deres nr. 2 ormekur og det var noget der ville noget, i morges checkede jeg alle deres prutter og de var fyldt med tenia-orm så nu venter jeg 10 dage og gentage kuren igen med et andet produkt, sådan gør jeg altid for at bryde “mønstret”, ved godt at dyrlæger siger, at man skal gøre det hver 14. dag, men jeg gør det anderledes og det virker.

Lissy er jo en rigtig “urhund” og hun mener, at hendes hvalpe skal være i naturen, dvs. i busk og krat på bjerget, så forleden dag kom Yadira, min hushjælp, og sagde at vi havde et problem for Lissy var der men ikke en eneste hvalp!!!! Jeg var ved at opgive, for hvor finder man 8 hvalpe på et frit område så jeg sagde til hende, at hun skulle sætte sig og vente for tæven ville føre hende til hvalpene på et eller andet tidspunkt og rigtigt nok, de lå i en klump og så blev de flyttet ind i stuen i gæstehuset med døren lukket, for hun flytter dem hele tiden, bærer dem i munden.

Egentligt skal hun have lov til det og det er udmærket for hvalpene, MEN vi har jo giftige slanger og frøer og så dutter det ikke. Marito har lige slået en slange, Zopilota, ihjel lige der, hvor tæven tager dem hen og den var så stor, at den sagtens kunne have taget en hvalp. Den tager dyr, rotter, mus, fugle etc. Bagved gæstehuset, hvor jeg har lavet en god indhegning, skal Lissy og hvalpene bo, men ikke lige i øjeblikket for vi har fået en tæge-plage, nogle små brune skiderikker som bare er overalt. Vi har sprøjtet hele 3 gange men alligevel er der stadig enkelte på væggen så der skal være helt, helt frit for dem, før jeg kan flytte ungerne. Jah, such is life in the tropics!!!

De små har fået tænder, vejer mellem 900 gram og 1.4 kg og i går blev de tjekket og fik klippet negle, så de ikke skærer moderen ved patterne når de sutter…..Lissy, er en god mor, ungerne er vildt lækre, lige til at “bide i”……

Forrige lørdag havde jeg de tre hvalpe, SYSY,SONNY og SISSE jeg hentede fra gaden, til adoptionsrunde i en større by i nærheden. Der kom ikke et øje og jeg var på vej hjem da en gruppe af 4 unge mennesker kom og forelskede sig på stedet i de tre hvalpe…..de så nu også vildt bedårende ud, men de unge mennesker kunne ikke bestemme sig for, hvilke to de ville tage, så min overraskelse var stor, da de besluttede sig for alle tre!!!!

Jeg spurgte forsigtigt til deres økonomiske forhold, at tre der vil blive middelstore jo spiste en del, men det var ikke noget problem. Jeg kiggede på deres bil, en nyere årgang af en 4-hjulstrækker, kiggede lidt på deres tøj osv. og tænkte, ok det her ser fornuftigt ud, så jeg accepterede at de tog alle tre, dog var jeg lidt bekymret for de skulle transporteres langt, 7 timers kørsel i bil, så jeg sagde at de skulle gøre forskellige stops på vejen, ALDRIG lade dem i en varm bil, huske vand til turen etc. og jeg tjekkede dem hver dag i 5 dage og alt ser ud til at være ok hos dem, nu venter jeg en uge, og så ringer jeg igen, har sagt til familien, at hvilket som helst problem der måtte opstå, betyder en samtale med mig, det være sig fysisk som mentalt, at holde styr på 3 livlige “banauser”, er ikke altid nemt, men de har 7000 m2 til at boltre sig på og lave ulykker, så det går nok!!!

Da de blev afgivet til familien, kom der et TV-hold og ville snakke med mig og familien så mutter kom lige i TV og snakkede lidt om hvor jeg havde dem fra, hentet dem fra gaden, bad folk om IKKE at sætte deres dyr på gaden etc. og da denne sender er den mest sete i Costa Rica, resulterede det i en storm af folk der ringede og bad mig om at hente hunde her og det fra hele landet men det sagde jeg nej til, sagde at de skulle hjælpe dyrene, for jeg kan jo ikke klare det hele selv, to herrer kom her i bil med tæver og hvalpe men dem sendte jeg hjem igen, tilbød gratis kastration, gav mit nummer og at de skulle ringe ind i mellem for at høre hvornår den næste runde løber af stabelen…..Nå, jeg så ikke mig selv i fjerneren, heller ikke nødvendigt, jeg har jo et spejl….

Den 20. sep 2009 havde vi kastration-klinik i Puriscal….114 dyr blev opereret, et fantastisk resultat, det største antal nogensinde der men for mig, også noget der gør indhug i min “klinik-kasse” for masser der kom, kunne ikke betale, mange kom med flere dyr hvor jeg giver rabat etc. en 8 gadehunde kan jo ikke betale men det er jo det vigtigste med dem og af de fattige der kom, havde jeg sagt til Laura og Natalia, at de skulle være “storslået”, at står de der med dyret, tager vi dem også til 5 kroner pr dyr, hovedsagen er, at de bliver opereret.

Den 8.nov 2009 har SASY (Stop Animal Suffering, Yes) deres årlige fund raising og jeg har lagt mig i selen for at sælge billetter og skaffe donations. Af billetter har jeg allerede solgt 16, de er dyre og derfor uhørt, de fleste sælger et par stykker eller tre og af donations har jeg brugt mit netværk af læger som har doneret alt fra lab-undersøgelser, ultrasound, lægebesøg, internist-besøg, hjertelæger etc.alt i alt, ca. USD500.00 og det er faktisk godt gået, men jeg mener, hvis man gerne vil have eller opnå noget, må man jo også hjælpe til selv, jeg mener , ingenting kommer af sig selv her i livet og det er jo også derfor, at jeg “skriver bøger” til Dyrenes SOS således at mine trofaste læsere og folk der støtter mig, kan se, hvad jeg laver og bruger donationer på, som jeg får fra jer….

Til slut vil jeg lige sige at jeg planlægger en stor runde igen i Acosta, sidst opererede vi 183 dyr – 66 måtte jeg sende hjem og jer tror at denne gang kommer der måske flere til trods for, at jeg kommer til at bede folk om at betale et eller andet beløb. Jeg har stadig en smule fra min SASY konto, men nok ikke nok til det hele, jeg er i øvrigt den eneste af alle der har noget tilbage men det er fordi jeg “husholder” lidt til dårlige tider, dem der får fra kastrationspenge fra SASY, får først når det hele er afregnet og det er normalt til marts næste år og hvad skal man så gøre fra nu til da???

Jeg påtænker Acosta til midt eller slut november 09 og antager vi, at der kommer ca. 200 dyr, nærmer vi os ca. 1000 dyr, vi har opereret i 2009 og faktisk et meget, meget fint resultat, når man tænker på, at vi er tre personer om det, os der får det hele til at løbe af stabelen, arbejdet først med at finde stedet, kampagnen, netværket til denne, arbejdet under kastrationerne, og til slut men ikke mindst, arbejdet efter, hvor jeg ringer rundt til praktisk taget alle for at høre om dyrene er OK og har det godt…….

Dyrlægerne tjener gode penge, men vi andre betaler bare og så siger folk til mig…” jamen Lise, det er jo din hobby”…og hvor tager de fejl, mit arbejde er ikke en hobby, da kunne jeg sku have fundet noget der var lidt morsomt i stedet for kun problemer der skal løses, på den anden side set, så glæder det mig hver eneste gang, at jeg ser det lykkes, det kan være kastration, en god adoption, få en syg hund rask eller at jeg har fået løst et problem til glæde for en hund eller kat, der kan og skal hjælpes…det er det der “driver værket” og får mig til at sove godt om natten………altså til næste morgen, hvor vi starter forfra…bare anderledes…..

Nå, nu slutter jeg virkelig, ellers bliver det til en hel bog men der har jeg sandelig nok stof, hvis det endelig skulle være, men nu vil jeg gå over til Lissy og de små, de skal fodres, specielt hende, hun er tynd, tynd til trods for at hun får 6 kopper hvalpefoder, 1 liter mælk, 400 gram råt kød eller andet til at styrke hende, kalkpiller med vitaminer og mineraler men snart, vil hun se bedre ud, når hvalpene spiser selv og ikke suger alt ud ad hende.

Pels og øjne ser godt ud, hun er behandlet for orm så nu er det bare at vente, få hende opereret, vaccineret og så er det om at finde et godt sted til hende, hun er en dejlig hund med alle sine urhunde-instinkter i takt, om 10 år, er de hunde desværre væk, og desværre, har jeg en del skyld, idet de bliver opereret, men det kan ikke være anderledes, her er simpelthen for mange hunde og for få, til at tage dem til sig….jah, desværre…der er INTET som en urhund, den ved alt af sig selv og behøver ikke at lære, den har det i sig fra fortiden, har selv valgt faderen til sine hvalpe, spredt sine gener, i og med at tæven vælger hanner til et kuld, en eller flere, for at sikre sig graviditet og reproduktion. Det er jo det det hele i livet går om – reproduktion af enhver art, bien og blomsten, kan man sige, hvis I forstår, men vi mennesker blander os i dyrenes produktion, avlere af hunde, sætter to sammen der måske slet ikke vil have den anden fordi de ved instinktivt, at partneren ikke er den rigtige til hende og går det ikke, inseminerer vi mennesker, helt helt forkert og også derfor, at vi ser så mange syge hunde med alle mulige defekter, tænk på feks. Schæferhunden, blandt en hel masse andre, for 100 år siden var det en sund hund og i dag???

Jeg selv, er registreret i såvel vores lokale kennelklub som schæfer hundeklubben under navnet “Schæferhaus” men havde dårligt avls materiale fordi tæverne var for små vaginalt til at modtage hannen og problemer med at føde, så det skete to gange og jeg kastrerede hele bundtet ud fra den betragtning at hvis hundene ikke er i stand til at tage hannen og føde naturligt, så er det ikke rigtigt og derfor skal man lade være…sådan er det….lidt naturlighed , skal der være tilbage…

Et hundeknus til alle og tak for hjælpen…Lise