Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.[divider]
Kære alle sammen

Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.

Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.

Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:

• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.

• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.

• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.

• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.

• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.

• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.

• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.

Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!

I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.

For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.

Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.

Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.

Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Allerførst: Jeres donation er ankommet og mange, mange TAK skal I have. Det første jeg gjorde var at betale min gæld hos dyrlæge Laura. Lidt af et indhug – ca. 3.500 danske kroner, men alle pengene værd. Der er mange småbeløb, men det løber jo alt sammen op, og den stakkels kone var helt elendig over beløbet, men som jeg sagde til hende ”du har jo arbejdet for pengene.” Og jeg siger jer; hun behandler mig virkelig godt.

I fakturaen er der virkelig alt mellem himmel og jord – fx kastration af diverse hvalpe, vaccination, overkørte hunde, aflivning af en enkelt der ikke kunne reddes og tre hunde som havde hele munden fyldt med pigge fra et pindsvin (det har hun taget et billede af, som hun vil sende til jer – I får et chok. Jeg har set det masser af gange, men ikke så slemt – ligner kaptajnen fra Knold og Tot). Derudover er der de seks hvalpe, som blev “givet til mig” sammen med den blinde franske puddel – alle hvalpe har hun fundet et hjem til, men de er for små til at blive opereret. Men de er vaccinerede alle sammen, plus alle har fået ormemiddel. Det giver hun, ligesom jeg, som det første, for der ser man, hvad der yderligere skal til – antibiotika eller noget til diarre etc. Kastration af katte er det også blevet til, og alt i alt er jeres penge givet rigtigt godt ud og igen: TAK skal I have.

I søndags havde vi SASY-event. SASY står for Stop Animal Suffering Yes. Det er et årligt arrangement – fundraising – hvor vi der “arbejder i marken” kan få et beløb til kastrationer, det vil sige de massive. Dawn, en kollega på halvøen Guanacaste, og jeg plejer at få de største beløb – måske fordi vi er de mest organiserede, hvis man kan sige sådan, selv om jeg personligt synes, at alle de andre laver et alle tiders arbejde, men blot ikke har SASY’s fortrolighed, som hun og jeg har.

Nå, jeg har et ”godt navn” hos SASY, fordi jeg kommer med ideer, er den af de diverse grupper som sælger flest billetter til deres event og i år har jeg (møjsommeligt) fået skrabet donationer sammen fra diverse dyrlæger, læger, ultralyd, internister, tandlæger – sågar en frisør blev det til – og det til et beløb på ca. 1.300 dollars. Det er godt gået, når man betænker, at det alle er mindre beløb. En konsultation hos en familielæge i Puriscal koster 150 danske kr., så I kan godt se, at her skal “balderne klemmes” for at opnå et så stort beløb.

Billetsalget gik fint, MEN jeg havde “no-shows”, som det hedder i airline-business. Dog var de så ansvarlige at ringe til mig inden og donere deres biletter til dem, der hjælper, når vi har kastrationer i mit område. Derved kunne jeg betale for ni personer fra Puriscal med disse penge, for de ville gerne deltage, men kunne ikke betale billetten, som koster 15.000.00 colones, (ca. 150 kr.). Gruppen fra Puriscal lagde sammen og betalte for en lille bus, og ikke et øje var tørt. De var SÅ glade og taknemmelige for, at kunne få lov til at komme. Dog blev de enige om, at de nu bliver nødt til at lære engelsk, for ALT foregik på engelsk, og de sad så der og anede intet om, hvad der blev sagt. Ej heller kunne de forstå, hvad der stod skrevet på det, de gerne ville byde på. Well, der var praktisk taget kun udlændige – jeg vil tro omkring 98 pct. Denne fundraising gav sidste år lidt over 40.000 dollars, men jeg tror, at det i år vil blive mindre. Krisen kradser også her, og folk går efter spa, yoga, frokoster, middage, hotelophold etc.

Nå, det vil jeg vide mere om senere i dag. SASY har et “manøvrekritik-møde” i øjeblikket, og jeg tror, at de vil gøre det anderledes, så der fremover vil være mindre ting, man kan byde på. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god ide, for alt der bliver doneret er jo gratis, og selv et lille beløb er en indtægt for dem. Nå, at lave fundraising er i begyndelsen en ”hovepine”, men når det kører, er der mange muligheder. Måske det ville være en ide for Dyrenes SOS. Jeg kunne skaffe informationer fra SASY, som kunne bruges i Danmark? Det har jeg faktisk allerede fået lovning på, at de giver erfaring videre, så man ikke skal starte på helt bar bund og lave de samme brølere som dem. Jeg kunne forestille mig, at det kunne være et hit i Danmark. Men som nævnt er det besværligt i begyndelsen, og derefter kører det af sig selv, og der kan virkelig samles mange penge ind til aktiviteter over hele verden.

Jeg havde det pragtfuldt i de fire timer, det varer. Folk ”beundrede” mig for mit smarte outfit – Ivan Grundal eller sådan noget lignende, som blev købt for 25 år siden – kunne ikke lukke nederdelen, så en sikkerhedsnål var på sin plads. Havde sågar lagt makeup – det vil sige lidt pudder som Yadira blev nødt til at medbringe og lidt mascara, som hun også kom med. Jeg mener, alle kender mig med tøj fyldt med huller, bukser med aftryk fra hundepoter, plastiksko osv. Jeg fik talt med kollegaer og fik de nyeste ting at vide, blandt andet at der er tiltag til at stoppe “hunde-fabrikker” – en ny lovgivning omkring dette for det er virkelig noget svineri, som disse tæver må lide. De “bor” under de mest kummerlige forhold, og kun når de ligger med hvalpe, bliver de passet lidt – resten af tiden er det noget nær frygteligt. Jeg håber virkelig, at dette tiltag kan blive til noget og også et andet tiltag, der går på, at folk, der maltrakterer deres dyr – uanset hvilket – kan blive anklaget, betale en dyr boede eller må en tur i spjældet. DET ville virkelig være fantastisk. For at undgå det sætter de dyrene på gaden, og der kan vi så hente dem, så jeg mener, at vi skal gøre, hvad vi kan og forklare – mange er simpelthen for dumme til at forstå, at det de gør, ikke er korrekt og mener, at når bare hunden får noget at spise og drikke, så er den potte ude. MEN folket skal forstå, at den bundne hund skal beskyttes mod sol og regn, have et hundehus og en løbeline, hvis den ikke kan gå løs, så den i det mindste kan bevæge sig etc. Jah, som I ser; her er masser at tage fat på, MEN vi er ved Gud bedre kørende end for 19 år siden. Langt, langt bedre er dyrenes forhold nu om stunder, og det er jo glædeligt, men der mangler stadig den sidste del. Vi skal nok nå det, og rigtig mange hunde i Costa Rica lever et rigtigt dejligt hundeliv, går frit rundt, besøger “gutterne”, markerer her og der, og i mange henseender er de bedre stillet end den ensomme sofahund – dem er der ikke så mange af her, for folk har holdningen, at hvis de ikke har plads nok eller bor i lejlighed, så vil de helst ikke have hund. Måske en kat, ikke at den ikke skal have opmærksomhed, men i en lidt mindre grad end en hund. Jeg foreslår en hamster eller en kanin, helst to af samme slags og helst samme køn, hvis man virkelig gerne vil have et kæledyr.

Godt, inden jeg slutter for i dag, vil jeg lige berette, at kastrationsrunden i Puriscal den 15. oktober 2011 gik fint med 67 dyr. Nu er vi i gang med en runde til i november, den sidste i dette år, og så har vi en til den 3. december 2011 i Barbacoas hvor der er mange, mange dyr. Derefter skal “lille Lise” have lidt juleferie, hive stikket ud og nyde det gode vejr. Regntiden er Gud være lovet ved at være forbi, for hold op, hvor har det regnet i år.

Inden jeg helt ”forsvinder” fra skærmen, skal I lige have en vits, jeg har fået fra en 68-årig veninde fra Toronto, Canada. Here we go: To kvinder er ude at spille golf, og ved siden af dem er der en gruppe på fire mænd. Kvinden sender bolden af sted som bare fanden, og hun ser, at en af mændene tager sig til skridtet og hopper rundt som en ung ged, smider sig i græsset, ruller rundt og har virkelig ondt. Hun styrter over til ham og siger: “Undskyld, undskyld, det var virkelig ikke meningen, men jeg er fysioterapeut, så måske jeg kan give en lille massage for at afhjælpe”. ”Jah, jah, bare gør et eller andet,” siger han, og helt forsigtigt, åbner hun hans lynlås i bukserne, tager hånden ind og giver en blød massage og spørger efter et stykke tid: “Har du det bedre?”, hvortil han svarer. “Jah, pragtfuldt, tusind tak, men jeg er sgu stadig sikker på, at min tommeltot er brækket!”

Smil fra Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Her går det som sædvanlig på livet løs. Der er masser at se til – dels min gode husbond, dels masser med dyrene. Men jeg mener at kunne se, at folk ringer lidt mindre, hvilket som regel betyder, at så har de ingen problemer, de ikke kan klare selv, og det er helt, helt fint med mig – det er den vej, vi skal.

Jah, hvor Søren skal jeg begynde? Måske med at for en uge siden var jeg sikker på, at jeg nu blev enke! Min mand Uwe havde det møgskidt – han var varm, men ikke helt vildt, temperaturen viste 38 grader, og det er jo til at leve med. Well, temperaturen steg, og han holdt op med at tale, kiggede bare tomt ud i luften og var ikke i stand til at sige ja eller nej – han var helt væk. Jeg tænkte først, at han måske havde fået et lille tilfælde af en art og kontaktede vores to læger, som mente, at en tur på hospitalet var nødvendigt. Ok, jeg ringede til Røde Kors her, og de hentede ham og mig med en ambulance, firehjulstrækker, og vi tog til vores lille, nye, lokale hospital, som ligger 10 minutter kørsel herfra.

Der blev han undersøgt, fik taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne, for han havde en hoste, der sagde spar to til alt, og vi var alle 100 pct. overbeviste om, at han havde fået lungebetaendelse af at ligge ned 21 timer i døgnet og i samme stilling. Nuvel, da han ikke selv kunne tale, fortalte jeg lægen om hele hans sygehistorie de seneste 10 år, hvilke medikamenter han får, ja alt det hele. Det foregik kl. 11 om formiddagen, og efter nogle timer havde vi resultatet fra de div. prøver, men så siger onkel doktor gudhjælpemig: ” Lisa, vi bliver nødt til at sende ham til hospitalet i San Jose, for de prøver, vi kan lave her, er ikke fuldstændige.”

Uwe hostede og hostede, og jeg spurgte, om han mente, at han ville blive indlagt og lagt i tuber, for DET er noget, Uwe ikke vil og i øvrigt har skrevet under på for en 3 års tid siden, hvor vores sagfører og notar plus to vidner forfattede et stykke papir på, at hvis det skulle ske, ville han ikke have det. Nuvel, jeg meddelte lægen, at jeg ville tage ham hjem, som han var og finde på noget her med de andre læger, men han sagde: “Lisa, jeg kan ikke udskrive ham, sådan som situationen er – KUN hvis du underskriver, at du tager ansvaret.” Og det underskrev jeg!

Godt, jeg tog en lille tudetur af bare stress (jeg er ikke nogen tude-Sisse normalt) og ringede til vores familielæge, som sagde, at vi blev nødt til at tage turen til San Jose for at få vished for, hvad Uwe havde og hvorfor denne høje feber på nu 40 grader. Ergo tog vi af sted med al information, resultater, røntgenbilleder etc., og han blev indlagt på intensiv på hospitalet. Der skete der det, at jeg skulle repetere ALT det, jeg jo lige havde fortalt, og som jeg sagde: ”kig på de papirer, jeg har givet jer – der står det hele,” men de insisterede på, at jeg personligt skulle fortælle det hele forfra, og ved I hvad, det skulle jeg gøre til de seks forskellige læger, der indfandt sig på forskellige tidspunkter. Og endda ikke kun dem, også alle de mange sygeplejere der kom og spurgte om dit og dat! Nåh, jeg havde jo ikke andet at lave, så jeg fortalte vidt og bredt, og Uwe lå bare der.

Der blev så taget nye blodprøver af forskellig art, klokken var nu blevet omkring 22, og så kom de pludselig i tanke om, at det måske var smart at tage et røntgenbillede af lungerne for at se, om det virkelig var en lungebetændelse. Kl. 02 om natten kom der så en gut og tog andre blodprøver – nogle helt specielle hvor han tog 2 x 10 ml, og Uwe sagde bare ”av, av,” for nålene var tykke, og det tager jo ekstra tid med så meget blod.

Ok, så skete der ikke mere med Uwe, og han lå bare hen, feberen var faldet lidt, fordi jeg havde givet ham “noget i rumpen” på det lille hospital, og det satte feberen ned. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle gøre det og ikke sygeplejerne, men det blev jeg bedt om og gjorde det, og det affødte spørgsmålet: “er du dyrlæge?” Det svarede jeg nej til men, men jeg går ud fra, at den måde jeg tog handsker på, åbnede medicinen, proppede supositorios ind i rumpen etc. – så vel for dem ud som værende “professionelt.”

Nuvel, San Jose er koldt, koldt om natten – jeg tror, vi havde en 15 grader og det med bare tæer i sandaler, og jeg siger jer, jeg hundefrøs. Tænderne klaprede, og min næse var lige til at nedfryse en god whisky – nul is, slet ikke nødvendigt! Ved 3-tiden om morgenen gik jeg ud for at ryge en smøg, og vagten meddelte, at hvis jeg ikke havde et stykke papir på, at jeg måtte komme ind igen, så kunne jeg ikke. Ok, jeg tog tre dybe indåndinger, fik fat i mig selv for ikke at eksplodere og sagde til ham: “hvis De har kigget ordentligt efter, har De set, at jeg jo kommer INDEFRA og ikke UDEFRA, derfor bør det jo ikke være noget problem. Og i øvrigt vil jeg bare ryge en cigaret, gå over til den bil, der sælger noget at drikke og spise, og De kan jo se mig hele tiden. Og i øvrigt, skulle der være et problem, så vil jeg bede Dem om at passe min mand – han befinder sig i seng nummer 4 fra intensivafdelingen, og jeg sidder herude i kulden, hvis De har nogle spørgsmål.” Han spurgte, hvad Uwes navn er, og jeg sagde: ”kig efter et navn i Deres liste, De aldrig har set – han er den eneste udlænding, der er her.”

Ok, jeg gik så ud købte en ice tea og nogle chips, kommer tilbage og fanden stå i det, så siger gutten sgu: “det kan De ikke tage med ind.” Ok, ok, endnu tre dybe indåndinger og jeg spurgte: ”hvorfor ikke?” Forklaringen var den rimelige, at hvis der skulle tages yderligere prøver, fx. blodprøver, så kunne enhver indtaget væske eller mad give et forkert resultat. Ok, ved næmere eftertanke havde manden jo ret, men nu syntes han vist, det efterhånden var synd for mig, så han sagde: “stil de ting, De har købt, og find en læge, som kan give ok, og så kan De tage det med ind.” Jeg gik ind, fandt ikke nogen læge, Uwe blundede, og jeg gik ud igen, sagde det til vagten og stod nærmest klods op ad ham og drak lidt te og spiste lidt chips. I området omkring hospitalet befinder der sig “alt af alle slags”; narkomaner, sprittere. Uwes sygeplejerske Nancy blev voldtaget for ca. to måneder siden i det område. Der stod en lille forhutlet mand, og jeg gik hen til ham og sagde: “jeg har lidt ice tea og lidt chips, som jeg ikke må tage med ind – vil De gerne have det?” Det ville han selvfølgelig – han var jo sulten og går normalt i skraldespandene sammen med hundene.

Godt, nu var jeg jo efterhånden blevet helt gode venner med vagten, og mit held var, at kl. 7 om morgenen kom Jose. Han er også vagt, men på hospitalet ved siden af – han er en KÆMPE GUT, og vi laver altid fis med, at han er født i det forkerte land. Jeg mener, der går to costaricanere på én af ham, og kunne forestille mig, at når han er sammen med konen, ja, så kysser han hovedpuden! Nå, han banede vejen for mig med hensyn til diverse vagter – de skifter jo hele tiden – og derefter havde jeg NUL problemer.

Kl. 05.30 om morgenen kunne jeg ikke holde sulten ud mere og gik over til et sted, der sælger hotdogs, hamburgers osv. og bestilte en lille hamburger og en kop chokolade for at få varmen igen. Det var dumt gjort – kors hvor fik jeg ondt i maven. Det var virkelig en bombe efter ikke at have spist siden mandag aften, og nu havde vi onsdag morgen. Og for at det ikke skal være løgn, jeg var så træt, så træt, havde stået op i næsten 20 timer, og så gned jeg mig i øjet, og min kontaktlinse røg ud. Der stod en dame ved siden af mig, og jeg spurgte, om hun havde et spejl. Det havde hun ikke, så jeg sagde til gutten, der ekspederede: “kan vi lave en aftale? De er mit spejl.” Det var han indforstået med, så han dirigerede min linse ind i øjet, og det er sikkert første gang, han har proevet det! Nå, linsen på plads og mutter over til hospitalet igen. De var alle godt og grundigt trætte af mig og mine spørgsmål om, hvornår jeg kunne tage Uwe hjem igen og sagde, at jeg skulle vente til kl. 9, hvor der var doktorskifte. Ok, ok, her har vi et ordsprog, der lyder ”med tålmodighed kommer man i himmelen.” Jeg lover jer, jeg har op til flere pladser reserveret!

Godt, onkel doktor kom med en gruppe af studerende, alle næsten færdige som læger og sygeplejere. Han meddelte, at der ikke var noget særligt at se på blodbilledet, at man ikke mente, det drejede sig om lungebetændelse eller bronkitis, men noget viralt, sammenholdt med noget allergi og eventuelt en infektion i blære eller nyrer, og derfor ville de tage en urinprøve. Den er hjemme, tænke jeg, det betyder endnu seks timers ventetid, og det holder jeg bare ikke ud, så jeg sagde til ham: “lad os lave en aftale, De giver hans udskrivelse og jeg tager en urinprøve hjemme og sender den til laboratoriet, for hvis De tror, at han er i stand til at afgive urin efter mere end 24 timer uden væske, så tror De fejl. Og yderligere, han skal jo transporteres via ambulance, og det tager jo normalt lang tid at få fat i en fra jer, så vær så sød at lave denne udskrivelse, og så bekymrer jeg mig om resten.” Som sagt, så gjort, jeg fik fat i Rosa, som står for biksen i Røde Kors i Ciudad Colon, og hun meddelte, at Giovani lige var kommet og havde tid til at hente os.

Og nu skal I bare lige høre det mest “morsomme”. Hold på hat og briller, det gjorde jeg. I ambulancen hjem bliver jeg ringet op fra hospitalet, og en mandlig stemme siger, at jeg havde taget patienten, altså Uwe, med drops – katetre – i begge arme og i øvrigt med hans urinsonde ude af funktion! Jeg sagde: ”lige et øjeblik, jeg tjekker lige, han ligger foran mig i ambulancen, og hvorfor tror De, at han har drop – han blev aldrig lagt i drop, og sonden fungerer, som den skal, fordi jeg hev maskintape af, inden vi forlod hospitalet.” Tro det eller ej, de havde simpelthen glemt at sætte ham på drop! Det er det absolut første, man gør i et emergency-tilfælde, men det er det, der sker – den ene tror, den anden gør det, men jeg mener, et drop er da noget, man kan se, og jeg undrede mig, men jeg kan jo ikke fortælle dem, hvad de skal gøre…

Ja, vi kom hjem kl. ca. 11 næste formiddag – en lille “fornøjelighed” på 24 timer og nu er det slut. Næste gang han bliver syg og elendig, overtager jeg hele ansvaret og arrangerer mig med vores læger, og det de gør, kan jeg også, hvis de bare fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Efter laboratorietest og test for resistens af bakterien, en urocultivo, viste det sig, at han havde en ekstrem urinvejsinfektion, protein og blod i urinen, og det er vi nu i gang med at behandle. Jeg giver intramuskulært en sprøjte én gang om dagen, og han har det bedre. Dog tror jeg, at han har en allergisk reaktion over for medikamentet, men det må han holde ud – vii har én dag tilbage og så ser vi videre.

Alt for i dag. Jeg kommer tilbage med “hundeliv” i Costa Rica…..
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle om livet i de varme lande… her er faktisk varmt, behageligt, med en 28-29 grader og dertil en lille brise.

Jeg har masser at berette og vil starte med det triste først. Så bliver det nok lidt morsommere hen ad vejen…

Den 25. juni 2011 (den dag vi havde kastration i slummet, hvilket I sponsorerede) havde jeg min schæfertæve Cindy hos dyrlæge Claudio i San José. Det har jeg fortalt om i sidste skrivelse, men for tre ugers tid siden blev hun syg, havde tynd mave og sort afføring, hvilket normalt betyder, at der er blod i denne. Denne morgen ville hun ikke spise og havde spist helt normalt aftenen før, så jeg tog Yadira og hunden ind til dyrlæge Claudio igen.

Denne gang var vi heldige med hensyn til tiden; vi var der på slaget 9, det var han også, og vi var de første…. Normalt hos Claudio venter man i timevis, men der holdt heldet så også op! Han lavede en ultralydsscanning af maven og fandt en tumor i milten større en milten selv. Der var gået metastaser ud i leveren og også i lungerne, mente han. Han kunne ikke forstå, at hunden overhovedet var levende, så inficeret hun var af kræft, og naturligvis var der ingen vej uden om at aflive.

Som I ved, afliver jeg praktisk taget alle dyr herhjemme, både mine og de andre, og jeg spurgte, om jeg kunne tage hende med hjem, nusse om hende og få hende aflivet dagen efter i sine vante omgivelser. Han sagde “Lise, det er ikke nogen god ide. Hun kan dø under store smerter om en time, eller seks eller i morgen, og jeg ved, at du helst vil gøre det derhjemme, men det er bedre, at vi gør det her og nu.” Jeg var så ked, så ked, men hun var rolig, og han blev nødt til at give den dødelige dosis direkte i hjertet, fordi han ikke kunne finde en åre. DET hader jeg! Jeg har selv aflivet en hund på denne maner for 11 år siden, og den ville bare ikke dø. Jeg måtte give den tre gange normal dosis, og jeg lovede mig selv, at DET ville jeg aldrig, aldrig gøre selv mere. Nuvel, Cindy var rolig på bordet, jeg nussede hende, mens hun fik den første sprøjte, og så var hun væk. Derefter fik hun nr. to, og det hele var forbi på få minutter. Jeg tudede som et helt vandfald, Claudio prøvede at trøste, og han havde også våde øjne – han har været hendes dyrlæge i 10 år.

Vi ringede så til Marito og bad om, at han skulle lave hendes grav samme sted, som de andre ligger. Det er sådan en lille hunde-/dyrekirkegård, vi har – der ligger alt fra hunde til slanger. Han var syg, men hans far kom og lavede hullet. På hjemvejen spekulerede jeg som bare pokker på, hvordan jeg skulle få det sagt til min mand Uwe. Yadira og jeg besluttede, at vi ville gå ind til ham begge to og fortælle de triste nyheder. Han blev så ked og lå faktisk og græd i flere timer. Intet hjalp – ikke engang en heftig drink… det plejer ellers at hjælpe!

Af de 13 hunde og 4 katte, vi kom herud med for 11 år siden, har vi nu kun to tilbage, Chasqui, som er Cindys bror, og den lille gadehund Sissi. Og af en eller anden grund vidste de, at her er der noget “anderledes”. De snusede og snusede på mig, tøj, arme, hænder etc. – jeg ved ikke, om hunde der dør, afgiver en “duft”, som andre dyr opfatter? Uanset hvad, denne gang tog det hårdt på mig, nok fordi hun egentlig var normal, spiste ok, (med pynt ganske vist!), var vagtsom, ja, i det hele taget normal, klagede sig ikke etc. Jeg tror, at det at blive “taget på sengen”, at det hele gik for stærkt gjorde, at jeg nærmest fik en mindre depression, som jeg så småt er ved at komme mig over. Chasqui savner sin søster og legekammerat, han tulrer sådan lidt rundt og keder sig. Var det ikke, fordi han er kropumulig med andre hunde, ville jeg tage nogle af dem fra rehabben – specielt de små hvalpe – her over i huset, men han er simpelthen så aggressiv over for andre hunde, at det ikke kan lade sig gøre. Han ville helt sikkert slå dem ihjel, og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Det var så det helt triste. Nu kommer vi til det “mellem-triste” og det er, at folk ringer og regerer om tæver – enten gravide (så gravide at man ikke bør abortere hvalpene, fordi de er “færdige”) eller tæver med hvalpe, hvor alle er sat på gaden. Jeg har her to tævehvalpe på ca. tre måneder. Vi har døbt dem Fifi og Fiona, og Marito hentede dem i en sæk ved vejkanten. Han kørte forbi og så en sæk, der bevægede sig… standsede og åbnede den, og der var der to små størrelser, der bare hylede af angst! Han tog dem med hjem, og nu er de her. De løber frit rundt på området – min dejlige, unge Nille (opkaldt efter en kær veninde, Pernille i Danmark) er reservemor, og hun viser, hvordan man leger med pinde, blade etc., og er de frække, så vanker der et lille bid i nakken. Disse to tager jeg til kastration i næste uge, for nu er de gamle nok. Derefter skal de vaccineres og sættes til adoption, så jeg har plads til alle de andre. Jeg ville gerne beholde Fifi – hun er en “ruhåret hønsehund” i lille format – men det går ikke, desværre. Jeg kan jo ikke beholde dem alle sammen, selv om jeg gerne ville…

Med hensyn til hvalpe har jeg haft et værre hik-hak med dem fra damen Marcha i San Antioni. Hendes mand er TOTALT imod hendes hjælp til gadedyrene. Hun tog en gravid tæve til sig, og den fik sine hvalpe, som hun havde held til at få afsat. Jeg tror, det var tre eller fire. Ergo var der moderen og tre tævehvalpe tilbage. Hun havde dem i et hundehus, MEN tæven gik jo frit rundt og har åbenbart tiltusket sig en ordentlig omgang lopper, som hvalpene naturligvis også fik. De små havde en hel kappe af lopper, de kløede sig så meget, at de fik sår over det hele, og da de så sådan ud, ville ingen tage dem. Hun meddelte mig en morgen kl. 7, at hvis jeg ikke hentede hvalpene inden kl. 12, ville hendes mand sætte dem på gaden et eller andet sted!
Ja, det er jo noget af et ultimatum, så Marito hentede dem. I mellemtiden fik jeg fat i Damaris, og hendes gartner sagde, at hans mor kunne tage dem. Ok, Marito og jeg tog hen til hende, og jeg tænkte, det her går sgu aldrig godt. Hun bor lige op ad den befærdede landevej, Puriscal/San Jose og under forhold, man kan betragte som slum. Vægge af blik og gulvet er jord! Ok, hun fik foder, og alt det der skal til, hvalpene løb rundt og var bange for det nye, hvilket er normalt. MEN efter fem dage ringede hun fuldstændig ude af den, for hvalpene sov om dagen og legede om natten, så hun kunne ikke sove og var på sammenbruddets rand. Nå, hun bad mig så mindeligt om, at jeg skulle komme og hente dem, hvilket jeg gjorde, så nu er de også her og futter rundt med de andre to. Nille har sit hyr med at passe alle fem og sørge for, at de bliver på området og ikke stikker af. Jeg kigger på dem fra køkkenvinduet og får et godt grin flere gange om dagen. De kan ikke gå eller løbe almindeligt, kun hoppe, og et lille rask slagsmål er jo ikke af vejen. Efter aftensmaden kl. ca. 17 bliver de to lukket ind i et hundehus, og de tre små i en mega transport-kasse, som WSPA donerede for år tilbage.

Apropos hvalpe har jeg jo Prada og Pinky sammen med Willy bag ved gæstehuset. Kun Laura og jeg kan røre dem, for de har en indgroet angst for mennesker, fordi de blev kyst væk af gud og hvermand, da de var små. Nu er de omkring et halvt år, og ved I hvad? JEG skal sgu ikke “kaste med sten” og belære folk om vigtigheden af kastration! Jeg må gribe i egen barm (ikke fordi der er meget at gribe i – jeg er nærmest hulbrystet… Ok, med lidt god vilje og en meget, meget lille hånd..) og indrømme, at jeg simpelthen har glemt, at de ikke er kastrerede. Alle dyr her er neutraliseret, både hanner og hunner, bortset fra de fem små, og det morsomme er, at hverken Yadira og Marito, ej heller Laura og Maria, har tænkt over det. Ikke fordi de skal klandres for det, for det er mig, der står for “biksen”, så det er min skyld helt alene.
Well, de befinder sig hos dyrlæge Laura i øjeblikket, blev opereret for to dage siden, men jeg ville gerne, at hun og hendes assistent kunne “give dem en hånd” og få dem til at forstå, at ikke alle mennesker er af samme slags. Lauras assistent, som passer dyrene på klinikken, har en rigtig god hånd, en hun næsten blev bidt i af Pinky, som ikke ville ud af buret, da hun skulle opereres.

Hos Laura befinder der sig også moderen til de tre små hvalpe. Hende hentede Marito i går, da manden igen, igen havde stillet et ultimatum: Hvis ikke vi hentede hende, ville han sætte hende på gaden i Puriscal, fordi der, sagde han til konen, havde han set, at der stod vand og foder rundt omkring… Og det er rigtigt, det er blandt andet jer fra Dyrenes SOS, som “fodrer” de dyr, der er på gaden, og Natalia og andre, naboer etc. hjælper også med det, de kan. Godt, nu er hun så der, og jeg skal finde en løsning i løbet af et par dage, for tilbage til familien kan hun ikke komme. I tror, det er løgn, men et eller andet sted forstår jeg manden. Han er simpelthen træt af at skulle sprøjte området for lopper, der er så mange, at de også er INDE i huset, hvor der ingen hunde er. Så der taler vi virkelig om et angreb, og selv Marito sagde i går “Lisa, jeg stod i græsset i fem sekunder og var fyldt til knæet af de små bæster.” Nå, manden fik fat i en professionel skadedyrsbekæmper, som kom i går, og nu har de vel lidt fred der på det område.

Konen er virkelig en sød person, holder meget af dyr, men ved ikke, hvordan de skal passes bortset fra mad og gåture og kærlighed. Hun spurgte mig i går, om jeg eventuelt kunne skænke hende noget ormemiddel til de fem hunde, hun har, hvilket jeg kunne. Jeg spurgte hende om, hvor mange piller hun skulle bruge – dem jeg har, er til fem kg, og vejer dyret mere, ja så skal der gives ifølge vægt. Hun bad om to, ja måske kun én til en hund, jeg har set og talt med, Paco. Han vejer noget i retningen af 40 kg. og hun ville give til en, der vejer fem kg! Hun sagde, at hun ikke er særlig god til at regne, og jeg sagde, nej det skal jeg love for, så jeg sendte Marito af sted med alle pillerne og sagde, at han skulle fortælle hende, hvor meget hver hund skulle have. Samtidig fortalte hun, at nu havde hun for første gang badet tæven, som vi hentede, med et loppemiddel. HVAD sagde jeg, det er da det første, du gør, når en hund har lopper, ellers er det da ligegyldigt med sprøjtemiddel. Lopperne sidder på hunden og hopper af og på, ligesom en bus, og så kan man sprøjte alt det, man vil… Nå, resultatet af alt det her er, at hun næppe vil kunne blive adoptionsfamilie i fremtiden, desværre, for hun er god ved dyrene men lidt for uorganiseret, eller måske mangler hun bare lidt forstand, hvem ved.

Ok, hun er en blandt mange uoplyste, og i aftes satte jeg mig ned og lavede en lille, dvs. én side information, omkring de mest almindelige ting, som man kan gøre for at holde dyrene sunde og raske, tykke og fede. Inden da havde jeg kontaktet de fire dyrlæger, vi har her i området og bedt om ok til at oplyse deres telefonnumre på denne side. De ved alle, at ca. 3000 personer har mit telefonnummer og ringer til mig før en dyrlæge, dels fordi de ikke har nummeret, dels fordi de ved, at jeg jo ikke tager penge for mit arbejde. Nuvel, på denne side har jeg beskrevet det, jeg mener, de bør vide. For eksempel at med det formål at få hundefoderet til at række lidt længere kan man købe “jarette”, okseben med marv som koges med yuca og ris. Denne suppe blandes med foder og én gang om ugen iblandes et råt æg uden skal (der sidder mange bakterier i skallen). Denne blanding har proteiner og kulhydrater og er ekstremt billigt og noget man kan gøre, hvis man har nogle få dyr – ikke som jeg med lidt over 30. Det ville blive dyrere på grund af elforbrug i forhold til færdigt foder plus arbejdet. Jeg fortæller om ormemiddel, hvor ofte det skal gives, vaccinationer, to multiple er egentligt ok. Jeg fortæller om vigtigheden af, at hvis dyret er sygt, skal der en dyrlæge til og ikke vente og tro at det nok går over af sig selv. Så er der en liste med navne, adresser og telefonnumre på de 4 dyrlæger, og til slut løfter mor her pegefingeren og siger “glem aldrig at hjælpe din næste, og det inkluderer dyrene, som er sat på gaden. Hjælp dem med foder og tag dem til kastration – der hjælper vi”.
Denne skrivelse vil vi give til alle, der kommer med deres dyr til kastration – det er immervæk en del. Man kunne også forestille sig, at vi udgiver på diverse skoler eller stiller os op, hvor folk alligevel står og keder sig, når de venter på bussen… der er mange muligheder.

Apropos kastrationer så var den 6. august 2011 en god dag for dyrene og deres familier hos indianerne i Quitirisi. Hele 80 dyr blev kastreret, de fleste tæver, men også en del katte plus seks hanhunde. Prisen var sat til 5.000 Colones – ca. 50 kr. – de fleste betalte uden at kny og syntes sågar, det var billigt! WOW, siger jeg bare, jeg betalte dyrlægen ca. 1.700 kr. udover det, vi tog ind, fordi vi giver rabat til dem, der kommer med flere end to, og dem var der en del af. Ydermere tager han 60 kr., så der var 800 kr. jo allerede røget i svinget.
En virkelig succes må man sige, specielt i det område hvor pengene er små. Lokalet var den nye sportshal, givet af kommunen – den var blevet rengjort af fire granvoksne mænd, medlemmer af deres “udviklings-gruppe”. En sportshal er jo stor, selv i lille Costa Rica, noget med syv-otte meter til loftet, inden taget – staalkonstruktion med cementplader, og midt i det hele ser jeg, at der er noget ballade; en kat var stukket af i pure angst, da dyrlægens assistenter tog den ud af buret. Man prøvede at fange den, men den var for hurtig og tog turen op ad stålkonstruktionen. Inden da havde jeg skreget “luk døren, luk døren,” men katten satte sig helt oppe omkring de otte meter og overvejede at springe ned! Jeg bad en stille bøn om ”….for katten… gør det ikke,” men bøn eller ej, en indianergut, af god kaliber må man sige, tog sgu turen op af muren. Hvordan ved jeg ikke, men han greb sig fast her og der, og mutter her var i gang med endnu en bøn – bare han ikke falder ned! Jesus, det så godt nok vildt ud, men han fik fat i katten – den turde ikke hoppe ned, men han havde en sæk i sit bælte. Med én hånd holdt han sig fast, med den anden fik han den lille i sækken og praktisk talt hoppede ned! Vi alle stod med åben mund og polypper, indtil han var ok nede med katten, og alle gik amok i en “klappe-vals”….He made our day.. og kattens! Dagens HELT…. simpelthen!

Nå, her til slut vil jeg lige fortælle, at jeg har afleveret en skrivelse til Dyrenes SOS omkring udgifter i juli måned, sådan at I kan se, hvad jeres donationer går til. Regnskabet er ikke vildt specificeret, det har jeg ikke tid til, men sådan i store træk – lige ud ad landevejen. Juli var lidt skrap såvel pengemæssigt som alt muligt andet. Min mand er på vej ned ad bakke, men det er at forvente. Det er nemmere at sige, hvad han kan, i forhold til, hvad han ikke kan! Altså, det han kan selv er at spise en klapsammen-mad og holde om et glas og nogle gange drikke selv. Det er faktisk alt, og der er kun at væbne sig med tålmodighed og kærlighed og håbe på det bedste. That’s it….

Alt for denne gang. Uwe sover dybt, dyrene er rolige, og Marito og hans bror er i gang med at afvaske vores brønd. Et rotte-lignende dyr er faldet ned i den og blevet “opløst” (fermenteret), og vandet simpelthen STINKER – lugter af prut og de må tage al vandet ud i hvert fald to gange (vi taler om tusindevis af liter). De vasker med stive børster og klor… ja, sådan er det også at bo her på herrens mark. Er der ikke det ene, ja så er der det andet…

Nejjj, lige nu kigger jeg ud ad vinduet her på kontoret og ser for første gang i 11 år et egern inde i haven et par meter fra mig. En smuk lille fyr… og i går, sad en af falkene på stuedøren ud til terrassen og skreg…”kan man måske få noget at spise her?” Godt den tog turen UD – inde i et hus er det umuligt at få fanget en. De har barberblads-kløer og et bid, der siger spar to til alt, og gad vide, hvad de har af bakterier i mund og klør?

Ha’ det dejligt alle sammen, nyd jeres sommer, og jeg melder mig igen om en måneds tid med lidt nyt herfra.

Knus Lise