Tanker om en ny arbejdsform fra Lise i Costa Rica

, , ,

Kære alle sammen

Denne mail bliver kort, idet jeg har problemer med min computer og min teknikker kan heller ikke finde fejlen, jeg kan ikke mails, men ikke sende mails. I næste uge skulle problemet være løst og så kan jeg sende denne mail, hvis den ikke forsvinder, derfor bliver den kort.

Allerførst vil jeg gerne sige mange, mange tak for jeres donation som faldt på et tørt sted, jeg ved ikke hvad der sker, jeg synes at vi alle har kastrationsrunder her og der, men der er lige så mange dyr som før!! Well ikke helt så mange, men håbet om at få “ryddet helt op” er stort og derfor klør vi alle på i hvert vores område. Jeg selv er jo ikke længere personligt til stede i de massive kastrationer, jeg sidder og kigger med i baggrunden, kommer med forslag til ny-tænkning og betaler diverse dyrlæger med jeres donationer, når der er hunde/mennesker, der ikke kan betale selv.

Året 2018, fra omkring midt februar, er HUNDENS år i det kinesiske horoskop og I må gætte hele 3 gange på hvilket der er mit tegn? Yep, jeg er hund og min idé er at sætte mig ned med diverse grupper i mit område, og se på hvad vi kan finde på sammen. Jeg vil gerne dele dette store område op i mindre dele og se om vi kan få nogle flere “hunde-folk” med ude i landområderne, bla. diverse indianer-reservater som er svært tilgængelige selv med en gammel 4-hjulstrækker som min gamle dame (Toyota Landcruiser 1985) som ved Gud har kørt på de mest umulige veje/stier, gennem floder osv. Men den gamle dame kan da stadig, lige som mig som bliver 60 forår til marts!!! Det er kommet mig for øre, at der er flere små grupper som laver mere eller mindre individuelle “runder” og dem vil jeg få fat i, og se om jeg kan få alle til at samarbejde, ikke nemt med folket her, men værd at prøve!!Den største gruppe er den jeg startede i sin tid og allerede nu er der kritik etc. grupperne imellem, men min styrke ligger i at få folk til at enes, når der er et fælles mål og når jeg så samtidig kan være behjælpelig med penge fra jer, så ser det hele lidt lysere ud, og vi kan i fællesskab få så mange dyr som muligt opereret. Dette er mit nytårsønske for 2018 plus noget bedre helbred, men det er jo en hel anden snak…….

I ønskes alle en rigtig god jul og at hunde-året 2018 kan blive et godt år for alle…… også de 4-benede og sidst, men ikke mindst, rigtig mange, mange tak for jeres hjælp til mit/vores arbejde her i Costa Rica!

Lise

/af

Nyt fra Lise i Costa Rica

, , , ,

Kære alle sammen.

Jeg har været noget stille i de sidste måneder, ikke fordi mit arbejde med hundene/kastrationer ikke er blevet gjort men at jeg har problemer med mit helbred, faktisk så store at jeg røg ind i en depression pga. smerter i benene, mest det venstre. Efter at have besøgt omkring 25 specialister af enhver art, privat og vildt dyrt, så ved vi nu hvad problemet er, den store muskel, facia lata som går fra hoften og ned til fødderne har et hul på ca. 6 mm, så alle nerver i den retning er lidt ”konfuse” fordi de ikke er forbundet via musklen. Nuvel, det kan opereres, problemet er at vi har ventetider her på de offentlige hospitaler og min tid er den 28. maj 2018…. Dette problem har jeg haft i ca. et år, man vænner sig til smerte og selvom jeg er patient hos smerte-klinikken i San Jose, som er den højeste enhed her i landet, så må jeg vente som alle de andre med samme problemer. Nu er det dog immervæk sådan at jeg ikke behøver at bruge begge hænder for at vende mit venstre ben i sengen og kan gå uden stok, hvis jeg går på et plant område. Nåh, hvorom alting er, så er der håb forude og da jeg har et gode som er ”op med humøret, det skal nok gå alt sammen”….kommer tid, kommer råd….man er vel VIKING…

Jeg har i øjeblikket 21 hunde her hos mig, de fleste er ikke adopterbare, men en 4-5 måske – hvis vi kan hitte den rigtige familie som vil forstå deres angst og ikke presse dem yderligere end det de kan tåle. Jeg har været på ”hundejagt” for at se om der er en mulighed for 2 tæver, hvor den ene fik hvalpe i en hule som hun havde gravet, ingen ved hvad der blev af hvalpene, sikkert døde, og problemet er nu, hvordan får vi fat i de to tæver som ingen kan røre komme i kontakt med, jeg har sågar udsat dusør for den der kan binde dem. Jeg henter dem, så de kan blive kastreret og derefter se om vi kan finde et hjem, hvis ikke, bliver de sat ud hvor de var/er og jeg aftaler med naboer at de bliver fodret af dem med foder fra mig.

Folk ringer til mig hele tiden, beder om hjælp med gravide tæver, tæver med hvalpe, overkørte hunde som har brug for dyrlæge etc. etc. En nabo har en tæve som går i løbetid hver ca. 2 md, hun har tre hvalpe som jeg bragte til vet. Laura for at blive vaccineret og et check, det viste sig at alle 3 havde erligia som de skulle behandles for med antibiotika, problemet er at naboen sjældent er hjemme, så jeg hittede en anden nabo som kunne give medicinen. Jeg havde fundet en værtsfamilie, Candy hos indianerne, men hun havde hentet 7 hvalpe som efter hendes udsagn have hundesyge og alle døde så denne mulighed var udelukket indtil vaccinen fungerer. Hundesyge-virus er svær at komme af med, ligger i jorden i lang, lang tid, parvo-virus bliver elimineret med sol og varme. Well, de tre er stadig hos naboen og jeg regner med at give dem mulighed for adoption i nærmeste fremtid.

En kvinde, Grace, ringede og fortalte at hun havde fundet en lille hvalp i en skraldespand, den lille var våd og kold pga. regn. Så hun tog den til sig og lagde den i en kasse med håndklæder, ringede til mig for at høre ” hvad nu” ??? Grace har intet begreb om hunde som hun sagde, den lille gav hun sutteflaske men den ville ikke drikke. Vi aftalte at hun skulle finde ud af, hvor moderen var og se efter om der var flere hvalpe, og rent faktisk var der hos hendes nabo en rede med 2 andre!!! Naboen nægtede pure at tage sig af tæve og 3 hvalpe, så jeg hentede de 3 små, ca 1 måned gamle og de er nu hos vet. Diego og har det efter omstændighederne godt. Moderen vil naboen tage, når hun er kastreret, så det er da altid noget og er de små store nok, må vi se om der er nogen der vi adoptere dem, hvis jeg lover at tage udgiften til sterilisation hvor jeg bruger jeres donation.

Sidste år kastrerede/steriliserede vi omkring 500 hunde og katte i vores område, dette fordelt på en ”runde” hver 2. måned, dertil kommer det løse, hvor der ikke er tid for en løbsk tæve til næste runde, det er en hel del dyrere privat, men vi undgår uønskede hvalpe og killinger.

Jeg har to gode nyheder, den ene er at jeg har fået kontakt med et stort foderfirma, Super Perro, og de vil hjælpe mig med 5 sække foder af 30 kg hver en gang om måneden, det hjælper lidt på økonomien hvor jeg bruger mange penge hver måned.

En anden rigtig god nyhed er at på søndag vil vores præsident underskrive et lovforslag omkring ”maltrato de animal”, en form for dyrelov, hvor man kan anklage, hvis man ser eller oplever noget der er dyre-mishandling, den anklagede skal betale bøder eller gå i fængsel…. Jeg ved ikke rigtigt hvordan regeringen skal få dette til at virke, MEN det er da i hvert fald et skridt i den rigtige retning og afskrække dem, der ikke behandler deres dyr som de bør.

Alt for nu i denne omgang…

En sommerhilsen til jer i Danevang fra det regnvåde Costa Rica!

Lise

Billeder fra en kastrationsrunde i Costa Rica:

/af

Sidste beretning fra Grenada – i denne omgang

, , , ,

Kære læsere.

Så er det endnu engang tid til at sige farvel til GSPCA. Jeg har, her i anden omgang, arbejdet som frivillig dyrlæge i 6 uger. 6 uger der har været spændende, udfordrende, sjove og på mange måder mere tilfredsstillende end sidst jeg arbejdede her. Jeg føler, og har også fået at vide, at jeg er meget mere selvsikker i mit arbejde, og pludselig er jeg blevet den, som folk spørger til råds. Jeg kender klinikken og dyrene ud og ind, og jeg har også fundet ud af, hvordan man skal håndtere de fleste klienter – hvilket ofte er den største udfordring som dyrlæge. Jeg er ret sikker på, at jeg kunne arbejde fast et sted som dette. Der er bare én mindre detalje, som jeg mangler: Penge! Jeg har altid sagt, at jeg kan leve på en sten, og det gælder sådan set stadig, men en lille indkomst ville være rar (og nødvendig). Jeg har trods alt et SU-lån, som jeg har brugt på at rejse, at betale af på. Det er ikke af egen fri vilje, at jeg ikke skal arbejde længere tid hos GSPCA, men simpelthen fordi lejligheden, som jeg bor i, er fuldt booket af andre frivillige dyrlæger den næste tid. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kan leve på en sten sådan helt bogstaveligt – det er min ryg for dårlig til. Så nu har jeg endnu engang sagt farvel til mine kollegaer og dyrene hos GSPCA. Det har dog ikke været et endegyldigt farvel, da jeg stadig befinder mig i Grenada.

Det næste stykke tid skal jeg udforske øen, som jeg efterhånden kender ret godt, men som alligevel altid har nye steder og oplevelser i ærmet. I sidste uge var jeg i den nordlige del af øen, hvor jeg bl.a. agerede jordmoder for de kæmpe Leatherback turtles. Det er i disse måneder æglægningstid, og for at forhindre at æggene bliver lagt for tæt på havet, og dermed har stor risiko for at blive skyllet væk fra stranden, er der brug for frivillige til at hjælpe med at flytte æggene til et sikkert sted. Det foregik ved, at vi patruljerede stranden hele natten, for at registrere alle skildpadder, der kom op på stranden for at lægge æg. Alle skildpadder var mærket med et nummer og havde indlagt chip, som vi skulle registrere. Derudover skulle alle skildpadderne måles (de var ca. 150 cm lange og 115 cm bredde) og tjekkes for sår, ar og parasitter. Alt blev registreret i en journal. Hvis skildpadderne gravede det hul, som de ville lægge æg i, for tæt på havet, skulle vi gribe hver enkelt æg (de lægger omkring 3-4 æg ad gangen og i alt ca. 100 æg) når skildpadden begyndte at lægge dem i hullet. Vi samlede alle æg i en spand, og fandt derefter et sikkert spot til dem længere oppe på stranden, gravede et hul, og noterede, hvor vi havde placeret dem. Imens ville skildpadden dække sit eget hul til og begive sig ud i havet igen. Når de lægger æg, går de i en form for trance, så derfor virkede de ikke til at være generet af vores tilstedeværelse overhovedet. Derudover brugte vi infrarødt lys, som de ikke kan se. At lægge der på stranden, under en stjerneklar himmel, kun oplyst af halvmånen, til lyden af bølgeskvulp, vinden i palmetræerne og skildpaddernes vejrtrækning, og føle varmen i hænderne fra dette kæmpe dyrs fødselsanstrengelser, var nok et af de mest magiske øjeblikke i mit liv. Hvis man er i Grenada fra marts til maj, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man melder sig som frivillig hos ngo’en Ocean Spirits, der står for disse ture. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om den nat.

Der dukker hele tiden nye ting op, som jeg gerne vil her på Grenada, så derfor har jeg heller ikke købt nogen hjemrejsebillet endnu. Det er dog snart ved at være tid til at rejse hjem. Pungen er ved at være tom, og så er det jo ved at blive sommer derhjemme, så jeg drømmer om lange, lyse sommeraftener på terrassen med duften af grill, kold rosé, omgivet af familie og venner. Dét er der intet der slår! Ikke engang de smukkeste solnedgangen i Caribien.

Siden sidste beretning har vores shelter været udfordret af hvalpe med Parvovirus. Man siger, at der skal gå 2 uger fra sidste sygdomstegn til, at der ikke længere er smittefare. Vi har haft 15 hvalpe, og de har skiftevis vist symptomer på parvo. Derfor har alle hvalpe været isoleret i meget lang tid efterhånden. I alt er der kun 4 hvalpe, der er blevet testet positiv, og 2 der er døde. Rico, den hvalp der først blev testet positiv, overlevede og er i dag blevet adopteret til et godt hjem. En af de frivillige dyrlægers kæreste, der ikke er uddannet dyrlæge, har hjulpet til på klinikken, og hun har taget sig af alle hvalpene. Hver dag (også i weekenderne) har hun passet og plejet hver enkelt hvalp, fodret dem, overvåget dem og socialiseret dem. Hun er en stjerne i vores bog, og uden hende er jeg ret sikker på, at mange flere hvalpe ikke ville have klaret den. Så man kan altså også komme og arbejde her som frivillig uden en dyrlægeuddannelse. Der er brug for så mange hænder som muligt. Det eneste du skal have, er kærlighed til dyr. Nu ser det ud til, at alle hvalpe er fri for parvo, og der er gået over 2 uger siden sidste sygdomstegn. Vi skal dog stadig passe på, at der ikke kommer nye sygdomsudbrud, da vi har så mange hvalpe, hvis immunforsvar er svækket. Det hjælper heller ikke ligefrem, at vi har fået 9 nye hvalpe, som ingen kunne tage sig af. Vi har en “no killing policy”, og vi har meget svært ved at sige nej til folk, der afleverer dyr til os, og derfor er shelteret næsten altid overfyldt. Jo flere dyr, jo større risiko for sygdomsudbrud af fx parvovirus.

Heldigvis får vi afsat alle vores hvalpe til gode hjem. De hvalpe vi får adopteret, laver vi jævnligt check ups på. Dvs. vi kører ud i landet for at besøge dem og deres familie for at se, hvordan begge parter klarer sig. En af dagene var jeg på sådan en udflugt til den nordlige del af Grenada. Med mig havde jeg vacciner, ormekurer, loppemidler mm. Vi besøgte i alt 6 hunde, som vi havde bortadopteret, og alle havde et rigtig godt hundeliv. Det var utrolig dejligt at se, og det er netop øjeblikke som disse, der gør, at jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Og det varmer mit dyrehjerte.

Til alle jer, der også har et dyrehjerte, som I ønsker varmet: tag ud i verden, oplev den, red nogle dyr, gør en forskel! Bare gør det. Jeg lover jer, I vil ikke fortryde det et sekund.

Med venlig hilsen
Kristine

Tag derned og hjælp dyrene med at blive fri for alt dette!

 

/af

Så blev det lige eksotisk nok.

, , , ,

Kære læsere.

Et par uger er gået siden sidste beretning. Uger der har været begivenhedsrige, udfordrende og anderledes. Så alt er som det plejer her i Grenada.

De fleste af mine beretninger omhandler hunde (i stor stil hvalpe), da størstedelen af vores patienter og beboere her i kennelen er hunde. De sidste par uger har vi dog haft en del kattepatienter. Der er mange gadekatte, der især opholder sig i områder nær de store resorts og hoteller. Her kan de nemlig blive fodret af turister og køkkenpersonale. De fleste af disse katte er ikke neutraliseret, og derfor kommer der flere og flere killinger til verden. For at forhindre dette er det vores opgave, som dyrlæger hos GSPCA, at indfange de katte og få dem steriliseret og kastreret. Derfor var Rolando (vores technician) og jeg i sidste uge ude at sætte kattefælder op ved to forskellige resorts. Næste morgen var der katte i næsten alle i fælderne. Vi bragte dem til klinikken, fik dem neutraliseret samme dag og slap dem løs om eftermiddagen. Det var utrolig effektivt, hvilket er en af de ting, jeg sætter pris på ved at arbejde her. Jeg kan se en direkte virkning og effekt af mit arbejde, hvilket et yderst tilfredsstillende.

Samme uge fik vi tre nyfødte killinger ind (ja, deres mor har vi så ikke lige nået at få steriliseret), som var blevet fundet alene og efterladt. De krævede fodring med mælk på flaske hver anden time og konstant overvågning. Vi lavede et opslag på Facebook om, at vi havde brug for en plejemor til disse små killinger, og hurtigt var der en studerende, der meldte sig. Der er så heldigt, at der er så mange her, der vil hjælpe os og dyrene. Killingerne har det godt og vokser hver dag. Når de bliver større kommer de til at bo hos os, indtil vi kan få dem adopteret.

Jeg har vist aldrig skrevet om Grenadas wildlife, for jeg har ikke haft nogle eksotiske patienter. Det har jeg så nu. Forleden dag kom der en dame ind med en stor, fed due. Duen var fløjet direkte ind i hendes bilvindue, og nu var hun nervøs for, om duen ville overleve. Ingen på klinikken aner noget om duer, så alle stod og kiggede på hinanden i håb om, at en meldte sig som den mest duekyndige. Da vi åbnede kassen, som duen sad i, fløj den ud og pludselig lå vi alle på gulvet med en vild fugl baskende over også. Efter lidt tumult fik vi duen fanget, undersøgte om noget var brækket, givet den øjendråber for dens blodskudte øjne, og så slap vi den løs udenfor. Den fløj fint, og virkede mest af alt bare chokeret. Samme uge fandt vi en slange og en leguan i vores hundekennel. Vi tog dem dog ikke ind som patienter. Det ville være lige sjovt nok.

Det største tema i disse dage er parvovirus. Parvovirus er en virus der rammer hundes mavetarmkanal. Den er yderste smitsom, og smitter via optagelse gennem munden af viruspartiklerne i hundens afføring. Alle hunde bliver vaccineret mod parvovirus, når de er 8 og 12 uger gamle, og derefter årligt. Derfor rammer denne virus oftest hvalpe under 8 uger, der ikke er blevet vaccineret endnu. Trods vaccinen mod parvovirus er virussen ikke udryddet endnu, og den er stadig et stort problem her i Grenada. Symptomerne er nedstemthed, appetitløshed og vægttab, efterfulgt af opkast og diarré – oftest blodig. Har vi patienter, der kommer ind med disse symptomer, beder vi derfor ejeren om at holde hunden udenfor klinikken. Man stiller diagnosen gennem en test af hundens afføring.

Har der været en parvohund på klinikken, skal ALT vaskes ned med blegemiddel, og hunden skal isoleres fra sine omgivelser. Det er besværligt, men håndterbart. Hvad der er sværere at håndtere, er når en af vores egne hvalpe, bliver smittet med parvovirus. Dette skete så i sidste uge. Faktisk blev to hvalpe testet positiv. Begge hvalpe har været sammen med alle de andre hvalpe og over alt på klinikken. Derfor stod vi tre dyrlæger med krydsede fingre, og kiggede på parvotesten, mens den blå prik, der indikerer at testen er positiv, blev mere og mere tydelig. Den var positiv. Vi skulle lige synke en ekstra gang, tage en dyb indånding og mentalt forberede os. Og så måtte vi ellers i gang med den helt store tur.

De to parvohvalpe blev isoleret, hvilket ikke er helt let her. Vi har dog et lille ekstra rum omme bagved kennelen, hvor vi kunne placere dem. Én af os blev ansvarlig for disse to hvalpe, så kun én person havde kontakt med dem. Hver gang vedkommende skulle ind og ud af isolationsrummet, skulle personen skifte tøj, sko og vaske sig. Parvovirus kan ikke behandles, og mange parvopositive hvalpe overlever ikke. Man kan kun symptombehandle, og det vigtigste er her at give væske. Derudover går vores chef, GSPCAs præsident Sharon, op i alternativ behandling. Derfor skulle hvalpene også have diverse tilskud og kinesiske urter. En liste med 10 punkter blev skrevet på vores tavle for at få lidt overblik i alt kaosset.

De andre hvalpe (hele 15 styk) blev flyttet til den store udendørskennel, hvor de kunne holdes isoleret fra de voksne hunde. Før havde vi hvalpene ude på græsset, så jord måtte fjernes og “rengøres” så godt som muligt. Der måtte altså rykkes rundt på alle hundene, hvilket er noget af et puslespil, for ikke alle hundene kan med hinanden. Imens gik det helt store rengøringsarbejde i gang. Lad os bare sige at det var en hektisk onsdag eftermiddag. De næste par dage og weekenden over blev hvalpene overvåget og symptombehandlet tre gange om dagen. Desværre klarede den ene hvalp, TJ, den ikke. Det knuste vores hjerter. Heldigvis er den anden hvalp Rico i bedring, så der er lidt lys for enden af parvotunnelen. De andre hvalpe bliver overvåget dagligt. Det ville være underligt og meget heldigt, hvis ikke en eneste af dem er blevet smittet. Lige nu har vi to, der ikke spiser, men de viser ingen andre symptomer, så for nu holder vi bare øje med dem.

Jeg har 2,5 uge tilbage på GSPCA, som jeg spår til at være spændende og udfordrende, men de behøver ikke være lige så eksotiske som de sidste par uger…

Med venlig hilsen
Kristine

/af

Back on track

, , , ,

Kære læsere.

For 2,5 måned siden skrev jeg, det jeg troede, ville være min sidste beretning fra Grenada. Jeg tog dog fejl. Nu er jeg nemlig tilbage på min ønskeø, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig fra den.

Til dem der ikke ved hvem jeg er, og hvad jeg laver, kommer her en lille opsummering:

Jeg hedder Kristine, er 27 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år arbejdede  jeg som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet, inden jeg i september sidste år rejste til Grenada i Caribien med en backpack på ryggen og en envejsbillet i hånden.

Jeg skulle arbejde som frivillig dyrlæge hos GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter i 3 måneder. Bagefter ville jeg rejse rundt med min backpack, og se hvad livet ellers ville bringe. Jeg havde ingen planer, hverken om hvor jeg ville rejse hen, eller hvornår jeg ville tage hjem til Danmark.

De første 3 måneder i Grenada var intet mindre end fantastiske. Jeg lærte utrolig meget – både rent fagligt og personligt. Jeg blev rigtig glad for det praktiske arbejde med dyr, mine kollegaer og en gruppe af mennesker, som blev mine gode venner. Grenada blev mit andet hjem. Derfor var det også meget hårdt og trist, da jeg d. 5. januar sagde farvel til den smukke ø med de skønne mennesker. Nye eventyr ventede dog, og i 2 måneder backpackede jeg gennem Caribien. Først med mine forældre, derefter på egen hånd og til sidst rejste jeg med min bror rundt i Cuba. Jeg mødte så mange søde mennesker undervejs, og jeg har på intet tidspunkt følt mig alene.

På et tidspunkt nåede jeg dog et punkt, hvor jeg var mættet. Mættet af oplevelser, nye indtryk, nye mennesker og det at være på farten hele tiden og leve i en backpack. Jeg havde brug for at slå mig ned et sted, pakke min backpack ud, have muligheden for at lukke en dør til mig eget værelse og faktisk være alene. Jeg trængte til en form for normal hverdag, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvor denne hverdag skulle finde sted. Selvfølgelig skulle jeg tilbage til den ø, som jeg blev forelsket i fra første solnedgang. Derfor skrev jeg til GSPCA, der heldigvis gerne ville have mig tilbage som frivillig dyrlæge på klinikken. Så nu er jeg altså tilbage, og det samme er mine beretninger til Dyrenes SOS. I de næste 5 uger vil jeg med løbende mellemrum fortælle om mit arbejde og livet i det caribiske. Jeg har endnu ikke købt en hjemrejsebillet, så mit liv efter midten af april er endnu engang uvist, men jeg kan med vished sige, at det bliver spændende, udfordrende og sjovt. Sådan er det nemlig her i Caribien.

Jeg har nu arbejdet 1,5 uge på klinikken, og er ved at falde tilbage i rutinen. De første dage krævede lidt tilvænning. Jeg har ikke arbejdet i 2 måneder, og derudover er der sket en del forandringer på klinikken. Nye frivillige, nye dyr og diverse nye tiltag er kommet hertil. Heldigvis har det været let at komme tilbage. Mine kollegaer er stadig ligeså søde, hvalpene er ligeså nuttede, kennelen er ligeså fyldt med dyr, casene er ligeså spændende og dyreejerne er ligeså specielle, som da jeg arbejdede her sidst. Kun få af de dyr som var her dengang, er her endnu. Det er et godt tegn, for det betyder, at resten er blevet adopteret, og nu har en familie at bo hos.

Desværre har vi rigtig mange cases med dyr, som har ejere, men hvor ejerne ikke kan eller vil tage sig af dem. På en uge har vi fået 4 nye hvalpe, der enten er blevet sat ude foran klinikken efter lukketid, eller er blevet leveret til os med budskabet om, at hvis vi ikke tog hvalpen til os, ville ejeren lade den dø en naturlig død. Derfor har vi været nødsaget til at tage flere dyr ind, som vi slet ikke har plads til. Heldigvis er der så utrolig mange hjælpsomme mennesker på øen, som gerne vil træde til som fosterfamilier. Det kan enten være i længere perioder, til dyrene bliver adopteret, eller blot for weekenden. Disse familier er uundværlige, da vi på den måde får plads til flere dyr, og får mere tid til at tage os af de syge dyr.

De syge dyr har har i den sidste 1,5 uge hovedsageligt bestået af HBC’er (“hit by cars”), altså hunde der er blevet påkørt, og hunde med traumatiske skader. Derfor er jeg ved at blive en haj til at lave forbindinger og til at administrere store, åbne sår. Nogen gange skal man lige synke en ekstra gang, når man ser de skader dyrene kommer ind med her. Det er ikke for sarte sjæle. Det der altid overrasker mig er, hvor stærke dyrene her er, og hvor meget de kan tåle at blive udsat for. Vi har cases, som i Danmark nok hurtigt ville ende i aflivning, fordi dyret højst sandsynlig ikke ville kunne klare omfanget af sine skader, men som her i Caribien får endnu en chance. Vi går aldrig på kompromis med dyrenes velfærd og lader dem aldrig unødigt lide. Vi har en “no euthanasia policy” (en ikke-aflivningspolitik), men det gælder kun sunde og raske dyr.

En anderledes case som jeg er meget spændt på hvordan ender, er vores patient Mookie. Mookie er en 4 måneder gammel hvalp, der pludselig blev lam fra de bagerste ryghvirvler og ned. Han har ejere, som har givet os 3 uger til at få ham til at komme sig. 3 uger er dog ikke nok, men efter blot et par uger er der åbenbart sket store forandringer. Med hydroterapi (vandterapi), daglig fysioterapi og akupunktur er det lykkedes mine kollager at få ham til at bruge sine bagben en lille smule, og alle er optimistiske over Mookies fremtid. Han har bare brug for tid, og hvis ejerne ikke giver ham/os det, vil vi tage ham til os. Han har stjålet alles hjerter her.

Min yndlingsarbejdsopgave er helt klart operationer. De fleste operationer her er sterilisationer og kastrationer, og i ny og næ dukker der amputationer op. Jeg får lov til alt, og bliver bare kastet ud i operationer, jeg aldrig før har foretaget. Det er fedt, udfordrende og lidt skræmmende, men heldigvis har jeg erfarne kollegaer, der altid er der til at hjælpe mig. Som sidsteårsdyrlægestuderende får man også lov til en del, så GSPCA er, efter min mening, det perfekte sted at komme i praktik. De har en del ressourcer, og har samme diagnostiske og terapeutiske muligheder, som en klinik hjemme i Danmark. Derfor vil jeg opfordre alle, både studerende og færdiguddannede, til at tage hertil. Jeg er i hvertfald blevet meget glad for livet her, som giver mig hverdage, og weekender, fuld af nye udfordringer, spændende opgaver, sol og varme, daglige svømmetur i det caribiske hav, de smukkeste solnedgange, fyraftensdrinks på stranden og et næsten konstant smil på læben. Mit caribiske eventyr er slet ikke slut endnu.

Kristine

 

/af

Sidste beretning fra Grenada

, , , ,

Kære læsere.

Dette er min 10. og aller sidste beretning fra mit ophold her på Grenada i Caribien. Jeg har arbejdet for GSPCA i lidt over 3 måneder nu. 3 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg er på ingen måde klar til at forlade dette sted, der føles som hjem nu, men et nyt eventyr venter.

Mine forældre kommer hertil og fejrer nytår med mig. Bagefter skal vi sejle rundt i Caribien for at ende på øen Dominica. Herfra flyver de hjem, og jeg bliver. På egen hånd skal jeg finde min vej til Cuba, gennem Caribien, for at mødes med min bror i februar. Planerne herefter er endnu uvisse. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle rejse rundt efter 3 måneder som frivillig dyrlæge, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive så svært at sige farvel til Grenada. Derfor har jeg også stærkt på fornemmelsen, at jeg vender tilbage til GSPCA i det nye år. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde her, og føler virkelig at jeg er vokset med opgaven. Det er nu tingene begynder at sidde fast i min hjerne, og at tingene giver mening. Jeg er så glad for mine kollegaer og synes, at vi har skabt os et rigtig godt team her. Og dyrene. Dem kommer jeg til at savne. Selv de sindsyge katte – og jeg er ellers på ingen måde et kattemenneske.

Siden sidste beretning har det jo været jul. Det er min første jul uden min familie, så jeg har været meget spændt på, hvordan det ville gå. Om jeg ville få hjemve, føle mig ensom og ikke mindst savne min mors julegås og min fars sylte. Det har dog på ingen måde været tilfældet – undskyld mor og far. Jeg har nemlig været omgivet af fantastiske mennesker, der har sørget for, at det ikke har været muligt at længes hjem. De fleste af mine venner her fejrer jul den 25. december. Jeg har dog én veninde fra Hviderusland, der også fejrer jul d. 24., så vi to besluttede os for at holde en dansk/hviderussisk julemiddag for 12 venner juleaften. Jeg lavede and, sovs, rødkålssalat og ris a la mande med dertilhørende mandelgave. Min veninde lavede dumplings, russisk salat og kartofler.  Så snart duften af and spredte sig i køkkenet, føltes det for første gang som jul. Den 25. var jeg inviteret til “Orphans Christmas”, som var jul for alle os, der ikke har vores forældre her. Endnu en dag med alt for meget mad, så det var lige som det skulle være.

På GSPCA har vi fortsat haft travlt her op til julen, men jeg vil blot fortælle om én patient, der har fyldt meget. Det er hunden Chance. Chance blev overfaldet af en flok hunde, mens han var bundet fast udenfor. Han kom til os med blodskudte øjne og dybe bidsår.

Da vi fik ham sederet for at se nærmere på hans læsioner, viste det sig at et stort område under sårene udelukkende bestod af nekrotisk væv. Dvs. dødt væv. Han muskulatur var nærmest i forrådnelse. Vi måtte fjerne alt det døde væv, så nu har Chance et kæmpe kødsår på højre baglår, som med tiden vil hele af sig selv, med den rette forbinding. Det er dog meget svært at forestille sig, når man ser hvordan såret ser ud nu.

Heldigvis har hunden enormt søde ejere, der vil gøre alt for ham, så de betaler for at have ham indlagt her, i hvad der nok bliver flere uge, med daglig forbindingsskifte. På 1 uge kan man faktisk allerede se en stor forandring, så det går i den rigtige retning. Det er en af de ting, jeg virkelig synes har været fedt ved at arbejde som “rigtig dyrlæge” her. Man kan se en effekt af sit arbejde. At man rent faktisk gør en forskel. Det er, og vil altid være, den vigtigste faktor for mig, når jeg skal vælge et job.

I min første beretning skrev jeg, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg ville gå med min karriere. Det ved jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af hvad der betyder noget for mig, og så klichéfyldt som det lyder, og nok også lidt frelst, så er det vigtigste, at jeg føler, at jeg gør en forskel. Og så at mit liv udenom mit arbejde er fuld af nye, spændende oplevelser og vigtigst af alt, mennesker som gør mig glad. Alt dette har jeg her. Jeg får ingen penge, men så er det jo heldigt, at jeg kan leve på en sten.

Som også nævnt i min første beretning, så hoppede jeg ind i 2016 med det fortsæt, at det skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Om nogle dage hopper jeg ind i 2017, og der er jo ingen der siger, at man ikke må bruge det samme nytårsfortsæt to eller flere år i streg. 2017, må du blive mindst ligeså eventyrligt som de sidste 3 måneder af 2016. Jeg har store forventninger til dig!

Tilsidst vil jeg bare sige tak til dem, som har fulgt lidt med i mit arbejde som dyrlæge i Caribien. Jeg håber, at det har givet lidt inspiration og blod på tanden hos andre til at gøre det samme. Bare kast dig ud i det. Hvad er det værste der kan ske? I mit tilfælde er det, at jeg ikke vil forlade dette sted. Grenada, du har et helt specielt sted i mit hjerte.

Godt nytår! Lad 2017 være året hvor vi alle kaster os ud i noget nyt.
Kristine

/af