Kære læsere.

Endnu to uger har passeret siden sidste beretning, og vi er nu trådt ind i december måned. Derhjemme har I nok travlt med julegaveindkøb, julefrokoster og med at forspise jer i mad, som jeg kun kan drømme mig til. Her på Grenada har jeg travlt med at passe hvalpe!

De sidste to uger har været meget hektiske, for udover de normale konsultationer og operationer, er der blevet bragt rigtig mange herreløse dyr, især hvalpe, til os. Allesammen dyr, der har krævet meget pleje og omsorg – også om natten.

I sidste uge kom 5 to uger gamle hvalpe til os, hvis mor var død af forgiftning. Hvalpene havde brug for mælkeerstatning hver 3. time, så personalet her skiftedes til at tage nattevagter for at fodre dem. Jeg var oppe hele natten til torsdag, og i de timer gik det op for mig, at der skal gå meeeeget lang tid før, jeg skal have mine egne børn. Og så vil jeg helst gerne undgå femlinger! Det er virkelig hårdt arbejde at passe så mange små individer på samme tid – især kl. 3 om natten. Alle fem hvalpe trivedes godt i sidste uge, men i weekenden er det desværre gået ned ad bakke for dem. I dag har vi kun 2 hvalpe tilbage, og deres fremtid ser også usikker ud. Vi vil gøre alt for at holde dem i live.

Udover disse to hvalpe, har vi de hvalpe med skab, som jeg fortalte om i sidste beretning. Én af de hvalpe blev vi nødt til at aflive, så nu er der 4 tilbage. Hver dag smører jeg dem ind i kokos/neem olie, som skulle virker mod miderne. I starten skulle hvalpene også fodres flere gange om dagen med forskellige kosttilskud, men nu er de ikke længere underernærede og de vokser godt, så vi kan fodre dem samtidig med alle de andre hunde, hvilket sparer os en masse dyrebar tid.

Heldigvis er alle de andre hvalpe, som jeg fortalte om sidst, blevet adopteret. Ikke alle er blevet hentet endnu, men det bliver de inden jul. Jeg kan heller ikke forestille mig en bedre julegave end sådan en sød lille hvalp under jule/palmetræet.

Nu hvor en del er på vej væk, så har vi selvfølgelig også fået 3 nye hvalpe, der alle lider voldsomt af hårsækmider. Jeg kan efterhånden starte en karriere som massør, med alle de hvalpe jeg skal massere ind i olie hver dag pga diverse hudproblemer! Heldigvis har vi set, hvor stor en effekt olien har. Harper, vores gamle hund som også led af hårsækmider, har undergået den største forvandling – se bare på før- og efterbillederne. Udover alle vores hunde (8 voksne og 18 hvalpe) har vi også lige 13 killinger, som mangler et hjem. Derfor er der sket det helt utænkelige, at vi i dag har fået at vide af vores øverste leder, at vi ikke må tage flere dyr ind. Hvis en hund bliver efterladt på vores dørtrin, tager vi den selvfølgelig til os, men hvis der kommer mennesker med dyr, som de ikke kan tage sig af, så må vi afvise dem. Jeg tror, at det er første gang, det er sket, men som det er lige nu, så har vi hverken kapacitet eller fysisk og psykisk overskud til flere dyr. For man skal også huske på, at vi sideløbende har konsultationer og operationer, som vi skal tage os af. Heldigvis er vi stort team, så vi er mange hænder om jobbet. Der har været en del udskiftning af frivillige de sidste 2,5 måned, og jeg er den, der har været her længst tid. Det er rart at føle, at man efterhånden har styr på rutinerne, og kan hjælpe de nye, i stedet for at være den der klods om benet på de andre.

Nu er det jo snart jul, og da det er min yndlingshøjtid, gør jeg ALT for at komme i julestemning. På mit værelse har jeg hængt lidt julepynt, som min veninde havde med til mig, hver aften spiser jeg dansk importerede brunkager og pebernødder, og under mine operationer sætter jeg julemusik på anlægget. De andre er ved at blive sindsyge! På trods af det er det virkelig svært, at forstå, at det er jul om lidt. 30 graders varme, palmer og sol minder ikke just om danske juledage. For at vise mine venner her hvordan julen er i Danmark har jeg derfor holdt “Danish Christmas-hygge Night”, hvor jeg lavede gløgg med grenadisk rom og krydderier, og risengrød med grenadisk kanel. Det var et hit, og i det øjeblik føltes Danmark og julen ikke så langt væk – indtil arrangementet udviklede sig til et pool party…

Jeg har kun 2,5 uge tilbage på GSPCA, så skal jeg på nye eventyr. Det kan I høre mere om i min næste og sidste beretning, hvis I skulle have lyst.

Glædelig jul derhjemme! Spis nu en hulens masse sovs for mig.

Med venlig hilsen
Kristine.

 

 

 

 

 

Kære læsere.

Så er jeg nået halvvejs i mit ophold her på Grenada –  i hvertfald den planlagt del, som foreløbig er 3 måneders arbejde på GSPCA. Som sagt har jeg købt en envejsbillet til hertil, så jeg ved ikke, hvad der skal ske, når jeg om 1,5 måned hopper ind i det nye år. Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle hjem til Danmark igen. Det tror jeg, er et godt tegn.

Min sidste beretning om “de forsømte hunde” var måske ikke den mest opmuntrende og livsbekræftende. Derfor, og fordi det er november i Danmark og Trump vandt valget, vil jeg i denne uge forsøge at samle op på tidligere patienter, hvis historier er end lykkeligt. Jeg tror, at vi alle har brug for at genfinde vores livsglæde.

I min tredje beretning fortalte jeg om Pepper og hendes to hvalpe, Freddy og Fiona, som vi fandt under nogle træbrædder i et hus, hvor en fattig mand og hans kone boede. Vi havde meget svært ved at overtale manden til at overdrage hunden og hvalpene til os, men det lykkedes, og siden da har de boet på GSPCA. De er nu alle tre blevet adopteret til en familie i USA, der bor på en kæmpe gård, hvor hundene kan løbe frit rundt og lære at hyrde får. Det tegner sig altså til at blive et langt bedre hundeliv, end det de havde her under de grenadiske træbrædder.

Samme uge indeholdte min beretning et billede af to voldsomt underernærede hunde med svære hudproblemer. Hundene, Febero og Poppy, viste sig at have hårsækmider, og selvom deres tilstand var utrolig dårlig, var de begge ejet. Vi har den sidste måned haft dem hos os, behandlet dem og givet dem ordentlig næring. Før- og efterbillederne viser tydeligt, hvilken effekt det har haft. Vi står nu med to helt nye, glade hunde, fulde af energi og med masser af pels. Poppy har fået sig en plejemor. og skal snart til USA for at blive adopteret. Febero leder stadig efter sit “forever home”, som de kalder det her.

For 3 uger siden lagde jeg et billede op af hunden Harper. Også han led af hudproblemer, der viste sig at være skab. Igen synes jeg, at før- og efterbillederne taler for sig selv. Nu skal Harper bare have en familie, som kan tage sig ordentlig af ham, som han fortjener.

Endelig er der de to cases fra sidste uges “de forsømte hunde” tema. Om dem kan jeg berette, at Spotty (hunden med hageorm, som måtte gennemgå blodtransfusion) er kommet sig fuldstændig, og at en af de dyrlægestuderende, som har undervisning her hver eftermiddag, har forelsket sig i hende, og har nu adopteret hende. Jeffrey, hunden med det omsnørede ben, har stadig ikke fået benet amputeret, da hans almentilstand skal forbedres, men han er blevet en helt anden hund. For bare en uge siden kunne man ikke nærme sig ham, da han var så bange for mennesker. Nu styrter han rundt på sine tre fungerende ben, logrer med halen og opsøger alle, der passerer ham. Vi glæder os til at finde et godt hjem til ham, som kan fastholde hans genvundne tillid til mennesker.

Uge 7 har været ret stille. Konsultationer har der været få af, og mange af dem har “bare” været almindelige sundhedsundersøgelser, vaccinationer mm. Vi har heller ikke haft frygteligt mange operationer/neutralisationer, da mange af de dyr vi har bestilt tid til, simpelthen aldrig er dukket op. Det er også en del af livet som dyrlæge her, som man må tage med. TIG! Derfor er det godt engang imellem lige at huske sig selv på, at gemme sin vestlige, strukturerede tilgang til ting væk, og i stedet pakke sin tålmodighed, den helt bagerst i hjernen, ud. Så bliver dagene lang bedre. Og så hjælper det altså også altid med et dyp i det caribiske hav efter arbejde – det kan redde selv den mest frustrerende dag og uge. Jeg er i hvertfald klar til næste uges udfordringer…

Mvh.

Kristine

---

Kære læsere.

I denne uge bliver min beretning nok noget kortere end de foregående. Det skyldes sådan set ikke, at der ikke er sket noget på GSPCA klinikken – tværtimod. Men det er vel sådan med de fleste jobs, at der i perioder vil komme gentagelser og gå rutine i den. Dagene er aldrig de samme her, men alligevel er der mange cases, der er de samme. De fleste drejer sig om patienter med hjerte/lungeorm, flåtbidsfeber, skab, brækkede lemmer og så patienter til neutralisering. Dem har vi også haft i denne uge. Selvom jeg er en person, der hurtig bliver træt af trivialitet, så har det i denne sammenhæng faktisk været meget rart. Den eneste måde for mig at lære på, er nemlig ved at gentage tingene – gerne 100 gange.

Én historie fra denne uge har dog været anderledes end alle de andre, så den slipper I ikke for. I sidste uge pralede jeg med hvor mange herreløse hvalpe, vi havde fået afsat. Så selvfølgelig måtte nemesis ramme. Onsdag modtog vi nemlig i alt 10 hvalpe og 1 killing, så pludselig havde vi 23 hvalpe og 16 killinger! De første 6 hvalpe vi modtog, var omkring 2 uger gamle. Deres mor var død af forgiftning, og nu kunne/ville ejeren ikke tage sig af hvalpene. De var alle meget små, tynde og skrøbelige, og den ene hvalp blev vi nødt til at aflive i løbet af dagen, da den var helt kold og svag, og ikke ville drikke mælk fra den sutteflaske, vi fodrede hvalpene med.

Vi var godt i gang med at tage os af de resterende 5 hvalpe, da en gruppe skolebørn kom ind på klinikken med fire ca. 4 uger gamle hvalpe, som de havde fundet i deres skolegård. Deres lærer ville have ladet hvalpene ligge, men de små piger havde altså en anden holdning. Vi var meget pressede – både på tid og på plads til alle disse nye individer. Heldigvis fandt vi hurtigt plejefamilier til de fleste af hvalpene. To af dem, de mindste og mest svage i kuldet på 2 uger, tog vi dog selv i pleje. Eller dvs. at det gjorde jeg. Som beboer over klinikken er det oftest mig, der står for pleje af indlagte patienter, og nu blev jeg altså også hundemor for en nat.

Jeg tog de to hvalpe med op på mit værelse, hvor de lå omsvøbt i et håndklæde i mit skød mens jeg forsøgte at få dem til at drikke mælk og sove. De skriftedes til at vågne og skrige, og det gik hurtigt op for mig, at det må være sådan det er, at have tvillinger. Det er saftsuseme hårdt arbejde! Heldigvis havde jeg vagtskifte med min kollega i løbet af natten, så jeg fik nogle timers søvn.

Næste morgen fik jeg så at vide, at den ene hvalp var død i løbet af natten, og den anden aflivede vi efter få timer. Altså var kuldet pludselig halveret. Heldigvis lever de sidste 3 hvalpe i bedste velgående hos deres respektive plejefamilier, så historien ender på en måde lykkeligt. Budskabet må dog være, at uden mødre er der kun 50% chance for, at vi klarer os igennem livet – så pas på dem. Tror i hvertfald lige, at jeg vil give min et kald over FaceTime. I andre må nøjes med endnu en beretning om 1 uge…

Med venlig hilsen

Kristine

---

Kære læsere.

Dette er min tredje beretning om livet som dyrlæge i Caribien. Et liv som stadig er så begivenhedsrigt, at det gør det vanskeligt for mig, at holde styr på dagene og begivenhederne. Derfor er jeg utrolig glad for, at jeg fører dagbog hver dag (både en privat og en “patienthåndbog”), så jeg på den måde kan bruge disse til at minde min, åbenbart aldrende, hjerne om, hvad jeg har lavet i løbet af ugen.

Ud fra min patienthåndbog vil jeg i denne uge berette om én case, der har været lidt anderledes end alle de andre mere “normale” konsultationer og operationer. Det drejer sig om hunden Pepper. Pepper er en hunhund, som tirsdag blev fundet på gaden af et par turister. Hun kunne ikke støtte på sit ene forben, og virkede til at have mange smerter. Turisterne kontaktede straks GSPCA, og kort efter kørte vi hen til der, hvor hunden var fundet.

Hun lignede en herreløs hund, men for en sikkerhedsskyld spurgte vi rundt i området, om der var nogen der kendte hunden og/eller eventuelle ejere. Det var der ingen der gjorde, så vi bragte hende til GSPCA. Her kunne vi konstatere, at hun lige må have fået hvalpe, og at der altså højst sandsynlighed var nogle hvalpe alene derude uden deres mor. En gruppe af os kørte derfor tilbage til samme område, hvor vi også havde hørt, at der skulle være hvalpe.

At finde ud af hvor de forskellige hunde kommer fra, om de har ejere, hvor de er nu osv., kan være meget svært her. Man kan få mange forskellige historier afhængig af hvem man taler med, så det er om at holde tungen lige i munden. Hvordan vi fandt frem til hvalpene i denne case, er jeg fx stadig ikke helt sikker på, også selvom jeg var med ude at hente dem. Det kan igen også bare skyldes min aldrende hjerne… Under alle omstændigheder var der nogen i gruppen, der fandt frem til et lille et-værelses hus med bliktag, på en skrænt ved siden af vejen, hvor der boede en ældre mand og hans, ikke helt normale, kone.

Det var tydeligt, at de to tilhørte Grenadas underklasse, og at de ikke havde meget til at klare dagen og vejen. Vi spurgte manden, om han havde hvalpe, hvilket han svarede ja til, og han svarede også ja, da vi spurgte, om han ligeledes ejede deres mor. Han havde dog intet navn til hunden eller hendes hvalpe. Under nogle løse træbrædder under huset fandt vi så to små hvalpe – en sort og en hvid. Vi fortalte manden, der altså påstod at være ejeren, at vi blev nødt til at tage hvalpene til deres mor på klinikken, og at moderen skulle være hos os for at få udredt sin halthed og i det hele taget for at blive passet og plejet.

Manden fortalte, at han ikke havde råd til at betale for behandlingen og på trods af, at han tydeligvis ikke havde ressourcer til at tage sig af sine hunde, ville han ikke overdrage dem til os og på den måde fragive sig sit ejerskab. Det er ikke tilladt at tage hunde fra deres ejer uden ejerens samtykke, så vi endte i en længere debat med manden for at forsøge at få ham overtalt til at bringe hundene i vores varetægt. På et tidspunkt langt inde i denne diskussion fortæller manden så, at han alligevel ikke er hundenes ejer. Vi forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor han i første omgang løj om ejerskabet. Hvor om alting er, endte det med, at vi fik hvalpene, som vi nu har opkaldt Freddy og Fiona, og at de trives på bedste vis i kennelen sammen med deres mor, Pepper, der har fået bandageret sit brækkede venstre forben. Alle tre hunde vil blive sat til adoption.

I øjeblikket er vi en del frivillige på klinikken – 4 i alt. Derfor har vi mulighed for at udføre en masse neutraliseringer, men det kræver, at vi har nogen dyr. Der er masser af dyr derude, der ikke er blevet neutraliseret, men mange af disse dyr kommer fra fattige hjem, hvor ejerne ikke har råd til operationen. Derfor vil vi gerne tilbyde disse ejere billige neutraliseringer og på den måde, forhåbentlig, få flere dyr steriliseret og kastreret, så vi kan hjælpe med at nedbringe antallet af hunde på øen. Der er så mange hunde her, der ikke bliver passet og plejet ordentligt, også selvom de har ejere.

På baggrund af dette tilbragte hele GSPCA-teamet vores lørdag formiddag i det meget fattige River Road området, hvor der lever rigtig mange hunde. De fleste har ejere, men ejerne har altså ikke råd til at få dem vaccineret og neutraliseret. Derfor var vores opgave denne lørdag, at sætte en stand op i kvarteret, hvorfra vi gav gratis rabiesvaccinationer og ormebehandling til de forbipasserende hunde. Derudover spredte nogen af os rundt i området og gik fra dør til dør for at få folk skrevet på en liste til neutralisering af deres dyr (hund eller kat) for under 50 ECD (125 kr).

Jeg blev ved standen og vaccinerede hunde, men jeg var også lige forbi nabohuset, hvor de havde en hunhund, som jeg ville forsøge at få ejeren overtalt til at få steriliseret. Det viste sig, at hunden stod bundet i en kæde i en smal gyde bag huset, og at hunden aldrig havde været andre steder end der. Den kom ALDRIG ud. Hunden, der trods alt var i god stand, havde utrolig meget energi, og var slet ikke til at styre, da vi tog hende over til standen for at få hende vaccineret. Verden udenfor huset var helt ny for hende, og da en anden hund gik forbi, blev hun meget aggressiv – det var jo også hendes første møde med andre dyr. Det lykkedes os ikke at få ejeren overbevist om at få hunden steriliseret, for som hun sagde “she does’nt take in men” – altså var ejerens argument, at hunden aldrig mødte andre hunde, så hun ville aldrig, kunne blive drægtig. Til gengæld håber jeg, at jeg fik hende til at forstå, hvor vigtigt det var, at hunden kommer ud hver dag. Jeg er dog ikke sikker på, at mit budskab trængte helt igennem til hende…

I alt fik vi omkring 20 hunde skrevet på vores neutraliseringsliste, så vi var meget tilfredse, da vi vente snuden hjem mod GSPCA og en velfortjent weekend. En weekend der, for mit vedkommende, har stået på lokal fodboldkamp på landets store stadion, dykning i det caribiske hav og middag med en gruppe danske dyrlægestuderende, der i øjeblikket er på udveksling her. Det er i hvertfald det, min private dagbog fortæller mig. Lad os se om den også kan berette om flere små historier i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

 

 

---

Kære læsere.

Dette er min første beretning ud af mange det næste stykke tid. Én gang om ugen vil jeg skrive om mit liv på den caribiske ø, Grenada, hvor jeg er rejst til for at arbejde frivilligt som dyrlæge. Jeg har kun været afsted i én uge, men det føles som en evighed siden, at jeg sagde farvel til min familie i Kastrup Lufthavn. Der er sket så meget – jeg har mødt så mange nye mennesker, set så meget nyt og prøvet ting jeg aldrig før har prøvet. Alle mine sanser er fyldt til bristepunktet, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte denne første beretning.

Det er vel altid lettest, at skrive om sig selv, så her er først en kort opsummering af hvem jeg er: Jeg hedder Kristine, er 26 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år har jeg arbejdet som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet. Et job jeg har været rigtig glad for.

Da jeg hoppede ind i det nye år, besluttede jeg mig dog for, at 2016 skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Jeg ved stadig ikke, hvilken vej jeg skal gå med min karriere. På den ene side er jeg blevet glad for forskningsverdenen, på den anden side har jeg ikke helt sluppet tanken om livet som “rigtig dyrlæge”. Jeg savner det praktiske arbejde med dyr. Derudover er jeg fuldstændig afhængig af at rejse ud i verden, opleve nye kulturer og møde nye mennesker. Med alle disse tanker og overvejelser i hovedet besluttede jeg mig derfor for, at undersøge mine muligheder for at komme til udlandet og arbejde som frivillig dyrlæge.

Jeg har før arbejdet med gadehunde i både Bhutan og Indien, og ved, at der er en masse dyr derude, der har brug for hjælp. At valget faldt på Grenada var ret tilfældigt. Jeg vidste, at jeg ville arbejde et sted der havde ressourcer – både med hensyn til muligheder for diagnostisk udredning, behandling, samt et højt fagligt niveau. Derudover gjorde det heller ikke noget, at jeg skulle arbejde et sted i verden, hvor jeg aldrig før har været.

Jeg faldt hurtigt over GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter, og da det virkede som om, at de levede op til mine krav, skrev jeg til dem i begyndelsen af det nye år. Den 23. september 2016 rejste jeg så afsted med en envejsbillet i hånden, uvidende om hvornår jeg ville komme hjem til Danmark igen. Jeg ønsker friheden til, at gøre hvad jeg vil, og se hvad livet bringer. Det er lidt skræmmende, men også utrolig spændende.

Det var lidt om mig. Nu lidt om hvad jeg indtil videre ved om GSPCA Animal Shelter: GSPCA er en non-profit organisation, der har over 300 medlemmer verden over. De er afhængige af frivillig arbejdskraft og donationer udefra. De har dog også lønnede fuldtidsansatte.

Lige nu består hele GSPCA teamet af tre udenlandske dyrlæger, én “technician”, der fungerer som veterinær sygeplejerske, en britisk adfærdsekspert der tager sig af hvalpene og adoptioner, en PR-dame der også står for adoptioner, en receptionist, to kennelarbejdere, og så er vi lige nu to frivillige dyrlæger.

Det firbenede team består af 13 hvalpe, hvoraf 3 er blevet adopteret i denne uge, 5 voksne hunde, hvoraf 1 er blevet adopteret, og 11 killinger. Disse dyr er ikke patienter, som er blevet bragt ind af deres ejere, men derimod herreløse dyr (hunde og katte). De bor på klinikken, der har en kennel bestående af en stor løbegård til alle hundene og et stort bur til alle kattene, indtil de forhåbentlig bliver adopteret. Hvis der ikke er plads til flere dyr, bliver nogle midlertidig afsat hos “plejefamilier”, der også hjælper med at få dyrene adopteret permanent. Det kan være her på Grenada eller udenfor Grenadas grænser, fx i USA.

Udover kennelen består klinikken af et venteværelse, et konsultationsrum, et behandlingsrum, hvor de indlagte patienter også har deres bure, et operationsrum og et røntgenrum. Klinikken tilbyder billige konsultationer, vaccinationer og neutraliseringer, men de tager generelt imod alle former for patienter og cases.

Derudover er GSPCA også en del af uddannelsesprogrammet for dyrlægestuderende på St. George´s University (SGU), som er et stort universitet på Grenada, der bl.a. uddanner læger og dyrlæger. Hver eftermiddag kommer en lille gruppe studerende og en underviser ind på klinikken og tager sig af nogle af patienterne, samtidig med, at de bliver undervist i et undervisningsrum over klinikken. Det er ofte også de dyrlægestuderende der tager de overskydende dyr i pleje, og hjælper med adoptioner. Universitet har deres eget dyrehospital, som GSPCA kan henvise til hvis nødvendigt, og som også tager sig af blodprøveanalyser mm.

En typisk dag på klinikken, der har åbent alle hverdage fra kl. 8.30-16, starter med, at tage sig af de indlagte patienter (fodre dem, give dem medicin mm), imens kennelarbejderne tager sig af kenneldyrene. Om formiddagen er der konsultationer sideløbende med operationer. Dette kan lige nu lade sig gøre, fordi vi er så mange hænder om arbejdet. Konsultationerne er ikke booket i forvejen, så vi ved ikke hvad der kommer ind i løbet af dagen. Operationerne, der for det meste er kastrationer og sterilisationer, er booket, men det er ikke altid sikkert, at klienterne dukker op med deres dyr.

Det er én ting man skal være forberedt på, hvis man vil arbejde et sted som Grenada: det er ikke altid, at tingene forløber som planlagt, de færreste går med armbåndsur her, så man bliver nødt til at have tålmodighed, og så må man anerkende og acceptere udtrykket TIG (This is Grenada), som en forklaring på alle afvigelser fra ens normale rytme. Det har faktisk også sin charme.

Om eftermiddagen fortsætter eventuelle konsultationer og så er der ellers opfølgning på diverse patienter. I denne uge har jeg først fået fri ved 16.30-tiden, og da jeg bor i en lejlighed lige over klinikken, er det også mig, og den anden dyrlæge der bor her, som tager sig af aftenmedicinering mm til de indlagte patienter.

Min første uge har været noget anderledes end hvad jeg kan forvente af de fremtidige, vil jeg mene. Det er nemlig “hurricane season” lige nu, og i onsdags var der orkanvarsel. Dette er noget man tager meget seriøst på disse kanter, da de før har haft orkaner, der har ødelagt alt! Heldigvis bevægede orkanen Matthew sig nord om os, og vi slap med en mindre storm. For en sikkerhedsskyld har mange dog holdt sig selv og deres dyr indendøre. Derfor blev operationerne aflyst onsdag og torsdag, og konsultationer var der ikke mange af. Det har nu passet mig meget fint, for jeg kan mærke, at jeg lige skal ind i dyrlægearbejdet igen, efter at have været væk fra det i mange år. Derudover har det også været meget rart, at have tid til, at lære mine nye kollegaer at kende og til at finde ud af stedets rutiner mm.

Lige nu har vi 3 indlagte patienter. Den ene er Finn, en hund der blev fundet på gaden efter formentlig at være blevet ramt af en bil. Han har brækket sit ene bagben og fået en masse dybe hudafskrabninger. På universitetshospitalet har de opereret ham med en ekstern skinne. Denne skal i hvertfald blive siddende de næste 3 uger og imellemtiden skal hans forbindinger skiftes dagligt. Når alt dette er overstået håber vi på, at kunne få ham adopteret.

Den anden vi har indlagt er Drama. Han har tidligere fået amputeret sit højre bagben efter en ulykke, men er nu blevet indlagt med “tick fever” (flåtbidsfeber). Dette har han været i behandling for, men nu viser det sig, at han nok også har brækket lårbenshovedet på venstre bagben. Vi har sendt røntgenbillederne til yderligere analyse på universitetet, og så må vi afvente svar, før vi kan tage stilling til hvad der skal ske med Drama.

Imellemtiden udøver en af dyrlægerne, Sharon, der udover at være “President” for GSPCA også er uddannet osteopat, fysioterapi på det dårlige ben. Sharon går også ind for homøopatisk (alternativ) behandling, som er noget, der godt kan komme i karambolage med de andre dyrlægers behandlingsmetoder. Jeg synes dog, at det er interessant, at få et indblik i en, for mig, helt ny verden – den alternative.

Endelig har vi Barfi, en hanhund som blev kastreret for nogle uger siden, men hvor ejerne ikke har kunnet holde ham fra, at slikke sit operationssår. Derfor er han blevet genopereret, men igen er det lykkedes ham, at åbne sit sår. Denne gang så voldsomt, at hele tarmsystemet hang ud af ham, og vi måtte akut operere ham natten til tirsdag. Han er derfor nu indlagt til konstant observation.

En sidste patient jeg vil nævne, er en hvalp om kom ind tirsdag. Hvalpen havde fråde ud af munden, og kunne ikke få vejret. Ejeren sagde, at den havde fået et kyllingeben galt i halsen, så i kampens hede fik jeg ikke taget handsker på, men stak bare mine fingre ned i halsen på hunden for at forsøge at få fat i benet. Jeg kunne dog ikke mærke noget og efter et hurtigt røntgenbillede og et forsøg på at intubere hvalpen, døde den desværre.

Der var intet at se på røntgenbilledet, så pludselig kom muligheden for, at hunden havde rabies på tale. Alle kiggede på mig, der stod med mine bare hænder indsmurt i hundesavl. Jeg er blevet rabiesvaccineret før jeg tog afsted, og rabies er meget sjældent her, men alligevel bliver man lidt nervøs. Heldigvis fortalte ejeren, at hvalpen godt kunne have spist pesticider, og at der altså var tale om en forgiftning. Alligevel blev alt hovedrengjort og hunden sendt til obduktion. Bare for en  sikkerheds skyld.

Det var vist hvad jeg havde at fortælle om min første uge som dyrlæge på Grenada. Jeg kunne skrive meget mere, men der må også være grænser. Indtil videre er jeg utrolig glad og meget optimistisk for min kommende tid her. Fortsættelse følger…

Med venlig hilsen

Kristine, Grenada

Besøg GSPCAs hjemmeside.

 

---