Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Her har vi “gang i biksen”, skulle jeg hilse og sige!!!! Alle dem, der laver det samme som jeg, stønner over alle de tæver med hvalpe som folk, enten smider på gaden, eller dem der ringer og spørger om vi ikke kan hente dem, jeg hører til den sidste kategori, for vi bor så langt fra alfervej og en lukket vej, så det er sjældent at vi finder tæver bundet til porten med hendes hvalpe i en kasse, heldigvis da, måske skulle jeg lige sige her…touch wood!!!!

Forleden dag, var jeg i Puriscal og handle og pludselig ser jeg Marito og tænkte ,hvad laver han her??? han så helt forskrækket ud, og jeg tænkte, at der var sket et eller andet med min mand, Uwe, men han sagde, at TIPPER var forgiftet, vidste ikke af hvad og han havde ham i bilen, stadig levende, men i slem forfatning. Naturligvis var der ingen af de tre dyrlæger til stede i byen, så jeg måtte selv behandle ham, på gaden i bilen, first aid, kan man sige. Jeg spurgte om han havde undersøgt hunden for slangebid, det havde han og kunne ikke finde nogle bidsår, det ville normalt være hævet og bløde, grunden til spørgsmålet er, at giver jeg atropin, så forstærker jeg giften og hunden dør!!!

Jeg sendte Marito af sted for at købe citroner og mælk, jeg selv købte en stor sprøjte til at give ham det i munden, en flaske atropin plus en sprøjte til at give denne i/m, intra-muskulært for nu var han gået i krampe. Hjemmefra, havde Marito allerede vasket ham i munden således at giften ikke længere “arbejder” derfra, så nummer to step er citron, og ser man at hunden går i krampe, gives atropin som virker umiddelbart, dvs. med det samme. Da ingen af os vidste hvad TIPPER var forgiftet af, tog Marito babu babu ind til Claudio i San Jose, det tager over en time fra Puriscal, så i mellemtiden ringede jeg til Claudio og fortalte hvad jeg havde givet hunden af medicin, sådan at han ikke giver det samme, atropin skal man være forsigtig med, man giver først 0.2 cc, derefter 0.1 cc og max 0.5 cc.

Nå, TIPPER blev lagt i drop, Claudio kunne ikke sige hvad forgiftningen bestod af, sagde enten frøbid eller ukrudts-middel, lacnate, som folk forgifter hunde og katte med. TIPPER blev indlagt i en dag og han overlevede, heldigvis, han er vores lille “coyote” og højt elsket af alle. Marito og hans tvillingebror, Elbert, gik hele området efter for at finde årsagen, en død frø eller kødstykker med lacnate. De fandt intet, så vi ved ikke hvad der skete…..

Marito og Elbert er i øjeblikket i gang med at lave en indhegning hos Lucy, en sød kvinde der gerne vil være fosterfamilie for mine 8 hvalpe, de blev født den 12. sept.2009, og er nu så store at de spiser selv, og selvom de gerne vil have en “sluk efter” hos deres mor, LISSY, så vil hun ikke. Hun har stadig en del mælk så min ide er, at give Lucy de 5 hanner og selv beholde tæven med de tre hunner, jeg er bange for, at bliver de givet væk før de er kastreret, så kan de ende på gaden for selv om folk siger at de kastrerer dem, (på min regning, selvfølgelig), så glemmer de det osv, og så starter vi forfra. Jeg vil beholde dem her til de er 3 måneder, neutralisere dem og så kan Lucy få dem senere og finde gode familier til dem.

Jeg har sagt til hende, at hun skal vente med at give hannerne væk, til jeg har givet den første vaccine for at beskytte dem, jeg ved at dyrlæger “starter i det små” dvs. først giver man mod hundesyge, efter 14 dage parvo-virus men det har jeg ikke tid til at vente på, hvalpene bliver for store og ikke “nuttede” og så vil ingen have dem, så de får en multiple med det samme når de er ca. 2 1/2 måned gamle, lidt af en “coctail” for de små, men det virker…i den er der mod distemper, parvo-virus, corona-virus og hepatitis, jeg køber den dyre vaccine, her i landet fremstiller man også vaccine men det er det rene vand!!!!Efter en måned får de så forstærkning af den første og så er de beskyttede til man giver den årlige…

Ja, man skal jo høre meget “før ørerne falder af” og ved Gud, om jeg ikke hørte telefonen forleden nat ringe, lige nøjagtig kl. 12.00 midnat!!! Jeg tænkte, det er en eller anden tumpe i Europa, der ikke har hørt om tidsforskel, men det var en ældre dame, Carmen, der spurgte, hvad hun skulle gøre for hendes hund havde en grimt snitsår ved halen, givet af en mand som havde en machete, noget i retning af en sabel, og han havde givet hunden dette snit – 2 centimeter åbent og 2 cm. dybt – og den blødte helt vildt.

Jeg sagde at hun skulle lægge en stram forbinding og give noget smertestillende, spurgte om hun havde noget vitamin K (til at blodet koagulerer) men det er jo ikke noget folk ligger inde med, og det havde hun heller ikke. Jeg gav hende numret til dyrlæge Diego og så ønskede jeg hende held og lykke og lagde mig til at sove igen. Det kunne jeg selvølgelig ikke og næste morgen gik jeg i gang med at finde ud af, hvem denne kvinde var. Det eneste jeg vidste var, at hun bor i en lille by i nærheden så jeg gik i gang med at bruge mit netværk, ringede lidt rundt og fik fat i hendes nummer, fik også fat i hende og spurgte til hunden. jeg brokkede mig gevaldigt fordi som jeg sagde, hvis De henter mig ud af sengen midt om natten, så synes jeg, at det mindste De kan gøre er, at informere mig om hunden og hvad der er sket!!! Ok, Carmen er 83 år gammel, så hun er lidt undskyldt men alligevel. Nå, det viste sig, at de havde taget hannen hen til dyrlæge Mariano (ca. 45 min. kørsel) og han opererede den kl. 2 om natten, såret gik helt ind til benet men ikke længere, heldigvis, at lukke et sår med en rift i en knogle, er ikke nemt, giver altid problemer.

Om aftenen ringede jeg igen til Camen og vi fik en “sludder” på en time (det er billigt at ringe indenrigs i Costa Rica!!!) og den gamle dame, havde fået det man kalder på tysk “Quassel-wasser”, jøsses, hun fortalte mig om hendes liv, hun er analfabet, kan heller ikke regne, har født 12 børn, den yngste er 35 år, en Guds benådelse af børnebørn og oldebørn, altså jeg var helt svedt efter denne samtale også fordi jeg sagde til hende, at hun skulle lære at sige, hvad hun gerne vil, at børnene kunne foretage sig med hende, for som hun sagde, jeg er altid hjemme, går ingen steder, for ingen inviterer mig!!!!

Jeg gav hende en rigtig “pep-talk”, sagde at hun skulle prøve at gøre sig løs fra den tanke, at hendes familie af sig selv ved, hvad hun gerne vil og at hun skulle sige det til dem, for ellers kan de jo ikke vide det!! Nå, jeg venter lige et par dage, så ringer jeg igen og giver videre pep-talks, er der ikke sket noget på den front, tager jeg hende lidt ud, så hun kan få “luftet vingerne” og måske medfører det, at hun vil være begejstret og at familien vil tage sig lidt af hende, det gamle liv!!!

Mens jeg sidder her og skriver, ringer en Audry, det typiske spørgsmål er, “kan du huske mig – jeg opererede en tæve for 3 år siden?” Jeg sagde nej, der er så mange der ringer og vi har kastreret så mange hunde men hvad er dit problem??? En french poodle der slikker sig vildt på testikler og penis men de er ikke noget sår så det kan være alt muligt men nok mest sandsynligt, blære eller nyresten der er på vej ud, eller sediment som lukker for urin-udførsel etc. Jeg sendte hende til Claudio, der har det hele til at se, hvad der er i vejen.

Paulina, en dame jeg ikke kender, ringede og fortalte at deres store hanhund var blevet kørt over og havde et øje hængende ude af hulen, og hvad hun skulle gøre??? Hun ville gerne at jeg skulle tilse hunden, men det er der jo ingen idé i, det er dyrlægearbejde så jeg sagde, at hun skulle få fat i dyrlæge Mariano, så hunden kunne blive opereret. Well, hun kom med en lang forklaring om at hun ingen penge havde, og at det jo nok var dyrt, derefter en længere historie om, at hunden jo var meget stor og ikke ville passe ind i bilen…og til slut, at bilen var gået i stykker!!!! På det tidspunkt var jeg allerede godt muggen, sagde at jeg ville sende Mariano, hvilket jeg gjorde. Hunden fik taget øjet ud, syet sammen, jeg havde sendt Baytril-piller (anti-biotika) med Marito og nu vil hun have jeg skal komme og tage stingene!!! Det gør jeg ikke, har “pudset” Mariano på hende og meddelt, at jeg kommer med regningen som de kan betale i form af keramik. De har et lille værksted og der er nok et eller andet jeg kan bruge…Mariano har, som sædvanligt, behandlet mig pænt, tog kun 160.00 kroner og jeg vil se hvor meget de kan betale….

Wilma, der er fosterfamilie for 4 hunde, ringede og ville spørge hvad hun skulle gøre for en af hendes egne hunde, havde fået papiloma, en virussygdom, der er smitsom og hun havde spurgt to dyrlæger der begge mente, at hunden skulle aflives inden den smittede de andre. Det var jeg ikke enig i, jeg mener, vi er her for at redde dyr ikke slå dem ihjel, så hende sendte jeg ind til vet. Claudio, så han kunne se på hunden og se om han kunne lave vaccine, det alt efter hvilket type papiloma det er.

Jeg har selv behandlet hunde med papiloma, men af den type, hvor væksten er ligesom en vorte og der bruger vi hestehår eller kohår og binder om, således at der ikke kommer blod til og så falder den af sig selv men samtidig, under processen, “vaccinerer” hunden sig selv og danner antistoffer, et trick, Claudio har lært mig for 10 år siden men jo ikke dutter inde i munden.

Ok, hun tog ind selv med sin mand, Claudio tog alle de små “gevækster” ud (mange helt nede i halsen) og lavede en vaccine som hun skulle hente i fredags og give hunden intramuskulært, hun har ikke ringet, så jeg går ud fra, at det har hun gjort. Jeg spurgte hende hvor meget hun havde betalt Claudio og hun sagde ingenting!!!

Hun sagde, at hun troede at jeg ville betale, for havde hun vidst at der var en udgift forbundet, ville hun slet ikke have taget hunden ind til ham.. jah, jah, here we go again, men jeg ved rent faktisk, at de har det meget svært økonomisk som så mange andre i disse tider.

En dame ved navn Lency ringede og spurgte, om jeg kunne hente en tæve med 7 hvalpe!!! Hende pudsede jeg Natalia på, som tilbød, med min hjælp, ormemidler og foder for det var problemet, Lency ville gene have dem og jeg har tilbudt gratis kastration til såvel moder som hvalpe, når de er gamle nok. Det var hun glad for og jeg har et problem mindre……

For at par dage siden, ringede en dame og spurgte om jeg kunne hente 4 killinger for de var blevet smidt i en kasse foran hendes dør, men hun har to American Stafford-hanner og de ville ondulere de små. Hende sendte jeg til Elisa, som før har været fosterfamilie for katte og da jeg intet har hørt, går jeg ud fra, det er gået i orden!!

En dame ved navn Alice ringede og spurgte om jeg kunne hente en lille hanhund der var blevet påkørt og ikke kunne bevæge sig. Hende sendte jeg til vet. Mariano, men hun havde en ven der arbejder på vores vet-skole, universitet, og hunden blev bragt derhen!!! Jeg spurgte hende om hun havde aftalt en form for pris for det er normalt meget dyrt hos dem. Hun mente dog at det ikke ville blive så dyrt, for hunden ville blive brugt som “erfaring” for de næsten færdige dyrlæger, og det er jo godt nok. Hun vil tage hunden til den er ok igen og derefter finde en familie til den, fint med mig, et problem mindre!!!

Forleden dag var jeg ved at miste vores gamle hankat, OTTO. OTTO bor her på kontoret. Om dagen bliver han inde, selvom han kan komme ud men, forleden dag blev han forskrækket over at se vores Schæferhund Chasqui og han prøvede at stikke af, nåede det ikke og der lå katten med alle fire ben i vejret og hunden prøvede at få fat i ham. Jeg stod i køkkenet og hørte katten skrige, løb som bare Fanden og fik fat i hunden men katten blev liggende, turde ikke løbe væk. Heldigvis var Marito i nærheden, så han tog katten, fik ham ind og jeg holdt hunden, til katten var i sikkerhed.*

Chasqui er jordens dejligste hund, søn af de bedste hunde vi har haft, SVEA og RASMUS, en af dem, man bare kigger på og så vipper halen, men han er umulig med andre dyr der ikke hører til i flokken. Forleden morgen slap LUCY fri, og da jeg ville gå over til rehabben og binde hende igen, kom hun glad løbende for at hilse på, men fik en forpote ind mellem tremmerne på vores port. Chasqui mente at det her var “farligt” og tog fat i hendes forpote og ville bare ikke slippe hende, selvom jeg slog ham hårdt over snuden og forsøgte at åbne gabet ved at presse hårdt ved mundvigen, tog fat i over- og undermund og trak, men han slap ikke.

I mellemtiden kom Cindy, hans søster og mente at hun jo også kunne “hjælpe lidt til” med at bide, så der stod jeg med en skrigende LUCY, en bidende Chasqui, et forben indenfor porten, som Cindy var ved at bide i, TIPPER, TESSA og SARA, som jo går løse, begyndte at slås og jeg anede ikke mine levende råd !!!, men der er jo ikke andet for, end at håbe på, at hunden slipper i et kort øjeblik og det skete også, LUCY løb op i sit hundehus og jeg undersøgte hende, hun havde et lille sår, men gik almindeligt, altså ikke noget brækket eller ude af led, så vi slap med skrækken. Min kiropraktor var glad!!!, for ham måtte jeg lige aflægge en visit efter at stå foroverbøjet og holde to Schæferhunde i 15 min – det er ikke liiiige det rigtige for min gamle ryg!!!

Jeg har modtaget en ny hund!!!! Ikke at jeg er specielt begejstret for denne hanhund, et gadekryds med noget pittbull i sig, som er så bange, at en 10. del ville være rigeligt. Blandt div. organisationer indenfor mit område, er det nok den mest “berømte” hund, over 30 forskellige personer har prøvet t få fat i ham for sagen var den, at han løb rundt som gadehund, det er der jo ikke noget nyt i, MEN han havde en ståltråd om halsen der sad 2-3 cm. indei kødet som var fyldt med pus og maddiker!!

Jeg blev ringet op, fordi man havde hørt at jeg er god til at få fat i rædselsslagne hunde ved brug af dæmpende signaler, foder og den slags, men der hvor han gik, er langt herfra og jeg kan ikke bruge mange, mange timer på det, jeg skal jo også være her til at passe min mand. Nuvel, jeg fik fat i dyrlægen fra WSPA som arbejder med pile til at bedøve vilde dyr, men hun havde ingen, vores zoologiske have heller ingen. Man prøvede med et bur som lukker sig ved at hunden træder på en udløser, men den gik heller ikke, det var han for smart til, tog maden men UDENFOR buret. Jeg sagde til div. der ringede at de skulle se, om han alligevel ikke havde en form for ejer som kunne få fat i ham og det lykkedes til sidst. En mand ringede og sagde at nu havde han ham bundet og han kunne afhentes. Det gjorde Graciela og Jessica så, de tog ham til vet. universitetet og der blev han behandlet for sine sår og de er nu helet helt op.

Problemet med Willy er, at han er så rædselsslagen, bange for sin egen skygge og utrolig håndsky. Hænder for ham, er NO GOOD, jeg ved ikke hvad der er sket med hænder og ham, men det har bestemt ikke været kærtegn. Han var på dyrehospitalet i flere uger men ingen kunne få kontakt med ham, skulle han luftes, lagde han sig bare ned og nægtede at gå. Pigerne prøvede at få fat i en etolog, spansk, men han kunne ikke tage ham,så de spurgte om jeg kunne og det kunne jeg. Han er bag ved gæstehuset i en indhegning og med to hundehuse, det ene med en dyne som han elsker, han har aldrig sovet så “gemuetlich” i hele sit liv!!!!. Nå, jeg er ved Gud ikke kendt for at være tålmodig, men jeg er det med dyr og jeg skulle hilse og sige, at her kommer min tålmodighed på prøve.

Pigerne havde “døbt” ham Valiente..på spansk “den udholdende” og den stakkels hund, har virkelig måtte være udholdende men jeg sagde at navnet var for langt, så nu hedder han Willy, ikke “free Willy” (historien om hvalen) men “save Willy” og det er lige akkurat DET, jeg har tænkt mig!!! Willy er god til hundesprog, Tak Turid for at have skrevet bogen og sendt mig videoen om dæmpende signaler, altså virkeligt…. uden den, ville jeg være lost for jeg kan aflæse ham hele tiden og respondere med “mit” hundesprog, så nu har Willy og jeg opnået, at han falder i søvn når jeg kærtegner ham, fedt!!!

I starten, for en uge siden, kun på hovedet og ved mundvigene, men nu tillader han, at jeg rører ham på hele kroppen. Han kryber ikke op i et hjørne, men nu sidder han ned, kigger MEGET intenst på, hvad jeg foretager mig og en for hurtig bevægelse, så bliver han bange og vi starter forfra, men nu tager det ikke så lang tid, inden han beroliger sig, et minuts tid, vil jeg tro. Han får lov til at gemme sig i hundehuset et stykke tid til, men så lukker jeg dem af, når vi laver terapi og han bliver nødt til at konfrontere mig, jeg vil binde ham indenfor indhegningen og se om han stadig accepterer mine kærtegn, det har jeg afprøvet flere gange og det virker normalt, men med ham, Willy, er jeg ikke så sikker.

Jeg håndfodrer ham, først med lækkerier, råt kød, dåsemad etc. men nu spiser han tørfoder af hånden. I starten talte jeg ikke med ham for min stemme gjorde ham bange, men nu fortæller jeg ham, hvilken dygtig hund han er, blødt og venligt og det accepterer han nu. På dyrehospitalet, blev han ikke kastreret, hvilket er utroligt dumt, så nu bliver jeg nødt til at gøre det, men med en dyrlæge der kommer her. Jeg vil ikke selv være til stede for jeg er jo den “gode”, den man kan stole på, og alt hvad jeg har opnået, vil være lost , et eller andet sted, skal han jo kunne stole på et menneske, så Marito vil være den, plus dyrlægen, der tager sig af det.

Willy er meget hanhund…..når jeg kæler med ham, har han penis ude, jeg tog LISSY, moderen til de 8 hvalpe ind til ham, men hun blev sur på ham, for det eneste han ville var, at slikke hende bagpå og DET gider hun sku ikke!!! jeg har en anden tæve, BETSY, som er god til nervøse hvalpe, men om hun gider med en “yssen” (sønderjysk for elskovssyg) hanhund, vil tiden vise??? Det er det eneste tidspunkt hvor han kommer ud fra sit skjul, simpelthen fordi, tæven er mere interessant end angsten for mig!!!!! så det afprøver vi lige igen med BETSY. Jah, Willy blilver en “lang fødsel”, men lad os nu se om det ikke lykkes……folk har sagt til mig, “Lise, afliv dog hunden, den tager for meget tid og du ved jo ikke om den nogensinde bliver adopter-bar” men det vil jeg ikke, den skal, som alle andre, have en chance og hvis ikke andet, så sætter vi den på gaden igen, der hvor den kom fra, og aftaler med en familie, at de fodrer den, giver ormemiddel etc. Men det bedste ville jo være, at finde en forstående familie til ham, så han kan få et rigtigt hjem og føle sig, holdt af!!

Alt for nu, vil gå over til den famøse Willy og se, hvad han har tænkt sig med mig i dag?????

Hav det dejligt, alle sammen, i det danske efterår, jeg savner at se de smukke farver, men hvad, kulden kan jeg godt undvære, og man kan jo ikke få det hele…..

Knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Ja, her går det som sædvanligt på livet løs!!!! Jeg har en del at berette om, denne gang også omkring mine egne dyr, hvor jeg har haft en del problemer, men nu går det igen, håber jeg!!! Uwe, min mand og jeg, har jo selv, her i huset 8 hunde og en gammel han mis. Desværre har jeg været nødt til at separere 3 Schæferhunde fra de andre 5, de har ellers altid gået sammen, også med katte, men efter et besøg af folk der ikke forstod, at når man har så mange sammen, så skal man opføre sig anderledes end hvis man feks. kun har to eller tre.

Det har at gøre med flok-mentaliteten, hvor der er overhunde, mellem- og underhunde og det skal respekteres ellers går der KUK i det og det gjorde der også. Folk kælede kun med de små underhunde og så blev overhundene vrede på de små og hele balladen startede. Jeg har en del ar efter slagsmål, hvor jeg blandede mig bla. ved at åbne gabet på en Schæferhund for at “pille” en lille hund ud, men det gør jeg pr. instinkt, jeg kan jo ikke bare stå og se på, at en af de små bliver bidt ihjel, men i kampens hede, bliver jeg også bidt, det ved hunden ikke engang selv, for den er for ophidset og bider bare rundt til den mærker “noget” mellem tænderne, som feks. kunne være mig!!!

En af de tre jeg har separeret, Biene, sover i hunderummet med sin mor, Flicka, og sin bror Baldur, og en morgen for ca. 14 dage siden, gik jeg ud om morgenen for at lukke dem ud, der kl. halv seks, og ved Gud, om jeg ikke ser med det samme, at et eller andet er galt med Biene. Hun lå bare helt apatisk, hilste ikke som sædvanligt og jeg ser, at et øje praktisk taget er ude af øjenhulen, totalt svulmet op og hun kunne ikke lukke øjet. Jeg blev meget bange, gav hende noget smertestillende, fodrede alle de andre og da Marito var færdig med sit arbejde, gøre bure rent, fodre i re-habben etc. kørte han mig ind til min dyrlæge, Claudio, for jeg var alt, alt for nervøs til at køre selv. Claudio undersøgte øjet, tog en blodprøve, mente at det måske kunne være erhligia eller lupus, som jeg behandler hende for med prednisolona, han lavede en ultrasound af øjet for det kunne også være en tumor bag ved øjet som evt. var bristet men selvfølgelig også et slag eller rettere, at hun var løbet ind i feks. en gren???

Nåh, jeg fik nogle sprøjter med samt baytril, antibiotika, som virker på mange ting men specielt øjne. Hævelsen er der stadig, nu efter 14 dage, så jeg spurgte ham om jeg ikke skulle give hende noget anti-inflamatorio, feks dexametasona hvilket han var helt enig med mig i, men foreslog den der virker i 21 dage, så det har jeg gjort. Hun spiser fint og jeg drypper øjet med nogle dråber der består af dexametasona/neomicina for at behandle lokalt. Nu må vi se om hævelsen ikke snart går tilbage, ellers må vi ind igen, og se om man nu kan se en evt. tumor via et ultrasound. Sidst var det hele for hævet til rigtigt at se noget.

Chasqui, min grå Scæferhund, holdt stille og roligt op med at spise og sker det, er der helt sikkert noget galt, han er en ædedolk og inhalerer praktisk taget sit foder. Det skete, naturligvis en lørdag aften med NUL dyrlæger, ej heller søndag, så jeg vidste ikke i første omgang, hvad jeg skulle gøre ved problemet. Han havde frygtelig ondt i maven og diarre med blod så i første omgang gav jeg ham noget smertestillende.

Søndag var han stadig skidt og jeg gav ham ormemiddel og det så ud til at hjælpe så jeg tænkte, det var nok et kraftigt anfald af orm, eftersom han havde lopper, til trods for, at jeg havde givet ham en pipette, frontline, mod lopper om fredagen og det slog mig, at han evt. kunne være allergisk overfor dråberne og at det hele var en allergisk reaktion!!!

Well, mandag morgen gik turen igen til min dyrlæge Claudio for hunden havde det skidt. Han ville lave erhligia test, tog en blodprøve men jeg sagde at hunden aldrig har haft tæger på sig, så han lavede en afføringstest og sagde “Lisa, blodprøve etc. er ikke nødvendigt, hunden har ”amøber” og rigtigt nok, jeg har da aldrig set en sådan “bevægelse” i et mikroskop, det vrimlede…….
Nå, hvor kommer sådan nogle så fra??? Normalt dårligt vand men så ville alle vi andre jo også have problemer, og han var den eneste af såvel hunde som mennesker. Vi har vores egen brønd, hvor vandet kommer fra en kilde og som altid er i orden, vi tjekker vandet hvert halve år og selvfølgelig sendte jeg en prøve af sted med det samme til vores lab. og venter resultat i morgen.

Chasqui fik og får metronidazol i 7 dage og som skal fortsættes 21 dage efter første behandling, men jeg syntes ikke at han rigtigt responderede, så jeg startede et ekstra behandling med sulfatrimetropina i går og allerede i dag, synes jeg han har det bedre og ville spise halvdelen af sin portion i morges. Jeg tog dette skridt uden at spørge Claudio, fordi jeg ved at amøberne, yardia og coccidia, behandles således. Chasqui er et legebarn, han elsker at gå rundt med bolde etc. i munden, tygger ikke i dem men går bare og bærer på dem og jeg bad Claudio om at lave et ultrasound af hans mave/tarm-system for at se, om han evt. kunne have slugt et stykke legetøj som jeg havde givet ham og som var lidt for lille, til en Schæferhund, for sagen var den, at vi har været 5 mand i gang med at finde dette stykke legetøj i hus og have og vi kan bare ikke finde det. Men Claudio kunne ikke se noget i maven eller tarmen på hunden, så det var ikke derfor han ikke ville spise men hør så lige her…..han fandt ud af, at Chasqui har galdesten, 1 cm store og kan ikke passere af sig selv og får han problemer med at tisse f.eks, blod, skal han opereres, så om ikke andet , hjalp ultralyd på det.

Flicka, min gamle Schæfertæve , som bliver 13 år den 4. feb 2010, så lidt trist ud, lørdag aften , hun slikkede sig meget på albuen hvor hunde jo har hud uden hår, so to say og jeg så, at hun var meget hævet og havde 3 huller, hvor det ene var temmelig dybt. Hun er jo gammel, ligger meget ned og jeg går ud fra, at der har dannet sig en abcess som er bristet og det lugtede necroidt, altså af “dødt kød”, så først gav jeg hende noget smertestillende, anti-inflamatorio og neobol, en antibiotisk spray, som jeg bruger, når vi har kastrationer, og en hund bider med en hugtand og såret lukker sig med det samme,( med bakterier i såret, det kan give en grim betændelse, derfor må man aldrig sy et dybt bidsår helt op, men skal lade et dræn være åbent). Denne spary er meget “komprimeret” og går ind i et hvilket som helst lille hul så det har hjulpet, nu lugter det ikke længere, samtidig satte jeg hende på en antibiotikakur med cefalexina som virker godt på alt der har med hudproblemer at gøre og til trods for kun to dages behandling, er såret ved at lukke sig indefra. Egentligt skulle det opereres men det er i fuld narkose og jeg er ikke meget for at lægge en så gammel hund i den, så vi prøver lige dette her først, går det ikke, ringer jeg til Claudio. Hun slikker sig en del, egentligt godt, hun holder såret rent og egentligt skidt for så heler det ikke op men så får hun en skærm på så hun ikke kan nå, det er dog det sidste jeg vil gøre, det stresser hunde at gå med skærm og der er jo ingen grund til at stresse en så gammel hund……

Inden den 5. Nov. 2009, skal jeg til slagteren og bestille masser af fars til frikadeller!!!!!! Vi skal fejre “hundefødselsdag” for ruhåret-foxen Whisky bliver 14 år, Biene og Baldur bliver 10 år og jeg skal til IL DIVO koncert på en åben stadium hvor vi er 4 tøser, der skal til koncert, den eneste der bliver holdt i central Amerika. Det vil bestemt regne i stride strømme, så jeg tager nogle store plastikposer med, klipper hul til hoved og arme, en paraply går ikke, så kan dem bagved jo ikke se noget af de dejlige herrer, men uanset hvad, kan vi jo høre musikken og opleve stemningen……..altså, jeg er bare helt pjattet med den gruppe… ALT er udsolgt, men mutter her HAR hentet vores 4 billetter…..

Lissy og hendes 8 hvalpe har det strålende, tykke og fede og jeg introducerede rigtig mad for dem i lørdags – opblødt hundefoder med mælk på og det var en succes. I går fik de deres nr. 2 ormekur og det var noget der ville noget, i morges checkede jeg alle deres prutter og de var fyldt med tenia-orm så nu venter jeg 10 dage og gentage kuren igen med et andet produkt, sådan gør jeg altid for at bryde “mønstret”, ved godt at dyrlæger siger, at man skal gøre det hver 14. dag, men jeg gør det anderledes og det virker.

Lissy er jo en rigtig “urhund” og hun mener, at hendes hvalpe skal være i naturen, dvs. i busk og krat på bjerget, så forleden dag kom Yadira, min hushjælp, og sagde at vi havde et problem for Lissy var der men ikke en eneste hvalp!!!! Jeg var ved at opgive, for hvor finder man 8 hvalpe på et frit område så jeg sagde til hende, at hun skulle sætte sig og vente for tæven ville føre hende til hvalpene på et eller andet tidspunkt og rigtigt nok, de lå i en klump og så blev de flyttet ind i stuen i gæstehuset med døren lukket, for hun flytter dem hele tiden, bærer dem i munden.

Egentligt skal hun have lov til det og det er udmærket for hvalpene, MEN vi har jo giftige slanger og frøer og så dutter det ikke. Marito har lige slået en slange, Zopilota, ihjel lige der, hvor tæven tager dem hen og den var så stor, at den sagtens kunne have taget en hvalp. Den tager dyr, rotter, mus, fugle etc. Bagved gæstehuset, hvor jeg har lavet en god indhegning, skal Lissy og hvalpene bo, men ikke lige i øjeblikket for vi har fået en tæge-plage, nogle små brune skiderikker som bare er overalt. Vi har sprøjtet hele 3 gange men alligevel er der stadig enkelte på væggen så der skal være helt, helt frit for dem, før jeg kan flytte ungerne. Jah, such is life in the tropics!!!

De små har fået tænder, vejer mellem 900 gram og 1.4 kg og i går blev de tjekket og fik klippet negle, så de ikke skærer moderen ved patterne når de sutter…..Lissy, er en god mor, ungerne er vildt lækre, lige til at “bide i”……

Forrige lørdag havde jeg de tre hvalpe, SYSY,SONNY og SISSE jeg hentede fra gaden, til adoptionsrunde i en større by i nærheden. Der kom ikke et øje og jeg var på vej hjem da en gruppe af 4 unge mennesker kom og forelskede sig på stedet i de tre hvalpe…..de så nu også vildt bedårende ud, men de unge mennesker kunne ikke bestemme sig for, hvilke to de ville tage, så min overraskelse var stor, da de besluttede sig for alle tre!!!!

Jeg spurgte forsigtigt til deres økonomiske forhold, at tre der vil blive middelstore jo spiste en del, men det var ikke noget problem. Jeg kiggede på deres bil, en nyere årgang af en 4-hjulstrækker, kiggede lidt på deres tøj osv. og tænkte, ok det her ser fornuftigt ud, så jeg accepterede at de tog alle tre, dog var jeg lidt bekymret for de skulle transporteres langt, 7 timers kørsel i bil, så jeg sagde at de skulle gøre forskellige stops på vejen, ALDRIG lade dem i en varm bil, huske vand til turen etc. og jeg tjekkede dem hver dag i 5 dage og alt ser ud til at være ok hos dem, nu venter jeg en uge, og så ringer jeg igen, har sagt til familien, at hvilket som helst problem der måtte opstå, betyder en samtale med mig, det være sig fysisk som mentalt, at holde styr på 3 livlige “banauser”, er ikke altid nemt, men de har 7000 m2 til at boltre sig på og lave ulykker, så det går nok!!!

Da de blev afgivet til familien, kom der et TV-hold og ville snakke med mig og familien så mutter kom lige i TV og snakkede lidt om hvor jeg havde dem fra, hentet dem fra gaden, bad folk om IKKE at sætte deres dyr på gaden etc. og da denne sender er den mest sete i Costa Rica, resulterede det i en storm af folk der ringede og bad mig om at hente hunde her og det fra hele landet men det sagde jeg nej til, sagde at de skulle hjælpe dyrene, for jeg kan jo ikke klare det hele selv, to herrer kom her i bil med tæver og hvalpe men dem sendte jeg hjem igen, tilbød gratis kastration, gav mit nummer og at de skulle ringe ind i mellem for at høre hvornår den næste runde løber af stabelen…..Nå, jeg så ikke mig selv i fjerneren, heller ikke nødvendigt, jeg har jo et spejl….

Den 20. sep 2009 havde vi kastration-klinik i Puriscal….114 dyr blev opereret, et fantastisk resultat, det største antal nogensinde der men for mig, også noget der gør indhug i min “klinik-kasse” for masser der kom, kunne ikke betale, mange kom med flere dyr hvor jeg giver rabat etc. en 8 gadehunde kan jo ikke betale men det er jo det vigtigste med dem og af de fattige der kom, havde jeg sagt til Laura og Natalia, at de skulle være “storslået”, at står de der med dyret, tager vi dem også til 5 kroner pr dyr, hovedsagen er, at de bliver opereret.

Den 8.nov 2009 har SASY (Stop Animal Suffering, Yes) deres årlige fund raising og jeg har lagt mig i selen for at sælge billetter og skaffe donations. Af billetter har jeg allerede solgt 16, de er dyre og derfor uhørt, de fleste sælger et par stykker eller tre og af donations har jeg brugt mit netværk af læger som har doneret alt fra lab-undersøgelser, ultrasound, lægebesøg, internist-besøg, hjertelæger etc.alt i alt, ca. USD500.00 og det er faktisk godt gået, men jeg mener, hvis man gerne vil have eller opnå noget, må man jo også hjælpe til selv, jeg mener , ingenting kommer af sig selv her i livet og det er jo også derfor, at jeg “skriver bøger” til Dyrenes SOS således at mine trofaste læsere og folk der støtter mig, kan se, hvad jeg laver og bruger donationer på, som jeg får fra jer….

Til slut vil jeg lige sige at jeg planlægger en stor runde igen i Acosta, sidst opererede vi 183 dyr – 66 måtte jeg sende hjem og jer tror at denne gang kommer der måske flere til trods for, at jeg kommer til at bede folk om at betale et eller andet beløb. Jeg har stadig en smule fra min SASY konto, men nok ikke nok til det hele, jeg er i øvrigt den eneste af alle der har noget tilbage men det er fordi jeg “husholder” lidt til dårlige tider, dem der får fra kastrationspenge fra SASY, får først når det hele er afregnet og det er normalt til marts næste år og hvad skal man så gøre fra nu til da???

Jeg påtænker Acosta til midt eller slut november 09 og antager vi, at der kommer ca. 200 dyr, nærmer vi os ca. 1000 dyr, vi har opereret i 2009 og faktisk et meget, meget fint resultat, når man tænker på, at vi er tre personer om det, os der får det hele til at løbe af stabelen, arbejdet først med at finde stedet, kampagnen, netværket til denne, arbejdet under kastrationerne, og til slut men ikke mindst, arbejdet efter, hvor jeg ringer rundt til praktisk taget alle for at høre om dyrene er OK og har det godt…….

Dyrlægerne tjener gode penge, men vi andre betaler bare og så siger folk til mig…” jamen Lise, det er jo din hobby”…og hvor tager de fejl, mit arbejde er ikke en hobby, da kunne jeg sku have fundet noget der var lidt morsomt i stedet for kun problemer der skal løses, på den anden side set, så glæder det mig hver eneste gang, at jeg ser det lykkes, det kan være kastration, en god adoption, få en syg hund rask eller at jeg har fået løst et problem til glæde for en hund eller kat, der kan og skal hjælpes…det er det der “driver værket” og får mig til at sove godt om natten………altså til næste morgen, hvor vi starter forfra…bare anderledes…..

Nå, nu slutter jeg virkelig, ellers bliver det til en hel bog men der har jeg sandelig nok stof, hvis det endelig skulle være, men nu vil jeg gå over til Lissy og de små, de skal fodres, specielt hende, hun er tynd, tynd til trods for at hun får 6 kopper hvalpefoder, 1 liter mælk, 400 gram råt kød eller andet til at styrke hende, kalkpiller med vitaminer og mineraler men snart, vil hun se bedre ud, når hvalpene spiser selv og ikke suger alt ud ad hende.

Pels og øjne ser godt ud, hun er behandlet for orm så nu er det bare at vente, få hende opereret, vaccineret og så er det om at finde et godt sted til hende, hun er en dejlig hund med alle sine urhunde-instinkter i takt, om 10 år, er de hunde desværre væk, og desværre, har jeg en del skyld, idet de bliver opereret, men det kan ikke være anderledes, her er simpelthen for mange hunde og for få, til at tage dem til sig….jah, desværre…der er INTET som en urhund, den ved alt af sig selv og behøver ikke at lære, den har det i sig fra fortiden, har selv valgt faderen til sine hvalpe, spredt sine gener, i og med at tæven vælger hanner til et kuld, en eller flere, for at sikre sig graviditet og reproduktion. Det er jo det det hele i livet går om – reproduktion af enhver art, bien og blomsten, kan man sige, hvis I forstår, men vi mennesker blander os i dyrenes produktion, avlere af hunde, sætter to sammen der måske slet ikke vil have den anden fordi de ved instinktivt, at partneren ikke er den rigtige til hende og går det ikke, inseminerer vi mennesker, helt helt forkert og også derfor, at vi ser så mange syge hunde med alle mulige defekter, tænk på feks. Schæferhunden, blandt en hel masse andre, for 100 år siden var det en sund hund og i dag???

Jeg selv, er registreret i såvel vores lokale kennelklub som schæfer hundeklubben under navnet “Schæferhaus” men havde dårligt avls materiale fordi tæverne var for små vaginalt til at modtage hannen og problemer med at føde, så det skete to gange og jeg kastrerede hele bundtet ud fra den betragtning at hvis hundene ikke er i stand til at tage hannen og føde naturligt, så er det ikke rigtigt og derfor skal man lade være…sådan er det….lidt naturlighed , skal der være tilbage…

Et hundeknus til alle og tak for hjælpen…Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som jeg skrev sidst, ville jeg lave en lille kastrationsrunde herhjemme i gæstehuset for dem, der bare aldrig kommer når vi har de større kampagner, og det gjorde jeg så for en 10 dages tid siden og vi fik neutraliseret hele 36 dyr, mest tæver og hunkatte. Lourdes, som har et større internat med omkring 60 hunde og katte, kom med 12, der var 3 hunde til, men dem kunne de ikke få fanget, Elisa, som også henter hunde fra gaden, kom med 7 stykker og resten hentede Marito her og der og andre kom gående med deres dyr, så alt i alt, var det en succes, når man betaenker, at jeg ikke havde lavet nogen kampagne, kun ringet til dem, jeg vidste, ville komme.

Jeg havde sat prisen til 3000.00 colones, ca. Dkk 30 kroner pr dyr men hverken Lourdes eller Elisa kunne betale det så de fik det for 1000.00 colones, ca. 10.00 kroner pr. dyr for et eller andet beløb skal de deltage med. Dyrene fra Lourdes var tynde og da hun gik, spurgte jeg om hun havde hundemad hvilket hun ikke havde, hun var helt flov og jeg fik ondt af hende, så jeg gav hende 30kg med, som en donation fra mig, ydermere fik hun medicin til et par stykker, antibiotika/dexametasona etc. til to hanner plus doxiciclina til en hund der evt. har erhligia, så hun var glad. Jeg selv fik opereret de tre små tæver, en uge inden vaccinerede jeg dem, så nu er de klar til at få nye hjem. De går bag ved gæstehuset i den indhegning jeg har fået lavet der men keder sig, idet for to dage siden, blev OSO (den hund der var så tynd, så tynd og som jeg havde til opfedning) givet væk til et ungt ægtepar som bare blev forelsket i ham med det samme og han i dem!!! Erica, den unge kone, har lige ringet og spurgt hvornår jeg sidst gav ham ormemiddel og det er ca. 14 dage siden, for han har vandholding afføring og det bekymrer hende!! Også mig, for her var hans prutter helt ok, hun har ikke ændret på maden eller kvantum, så det kan ikke være det. Jeg gav hende ormemiddel med, samt en pose hundefoder, og jeg anbefalede, at hun skulle give ham ormemiddel. Har det ikke hjulpet til på lørdag, så må de tage ham til min dyrlæge i San Jose, Claudio, så han kan checke hunden. Jeg så, at han havde en lille blodansamling ved penis og det kan tyde på erhligia (han var fyldt med tæger da jeg hentede ham) så jeg sagde til konen, at hun skulle ringe til mig først og jeg vil så informere Claudio og bede om, at han ikke tager penge for konsultationen men kun for hemogram, erhligia-kit og den evt. medicin der skal til, derved sparer jeg en sæk hundefoder!!!! Nå, det videre forløb, skriver jeg om senere….

Jeg kan ikke huske om jeg skrev om et par kvinder der ringede og spurgte om jeg kunne hente en tæve der var gravid og snart skulle føde?? Tæven er en gadehund men som kommer hos dem for at spise ind i mellem og jeg sagde nej til at hente tæven og spurgte om de ikke kunne tage sig af hende og hvalpene indtil de små er store nok til at få nye hjem. De ville først ikke, har allerede 5 hunde og ingen penge, så min plan nr. 2 gik i gang, og jeg foreslog, at hvis jeg nu betalte for foder og alt der skal til, plus at de afgiver tæverne med en lille seddel der siger, at tæverne vil blive opereret gratis, når de er gamle nok, ca. 3 mdr., om de så ikke nok ville give en hånd med, for jeg kan ikke selv klare det hele. Det accepterede de. Tæven var lige ved at føde og da det skete, ringede de i hvert fald 7 gange på 6 timer for de mente ikke at hun kunne føde, at en hvalp havde sat sig fast. Well, det var aften, jeg kunne ikke tage af sted selv, så jeg sagde at de skulle ringe til dyrlægen, Diego, og høre hvad han mente. Til mig sagde de, at der var “ligesom noget” der stak ud ad vagina, og jeg foreslog at de med sterile handsker, hvis de havde , (hvilket de havde), skulle tage lidt lubricante-gel på fingrene og forsigtigt åbne vagina og se om de kunne få fat på hvalpen og forsigtigt trække den ud. Det var de ved at dø over, men jeg gør det selv, hvis jeg ser at der er problemer, man skal bare være utrolig forsigtig og se til, at posen , som hvalpen befinder sig i, ikke brister.

De meddelte ikke noget om at der havde været grønt udflåd, det ville betyde at posen er bristet og hvalpen sikkert er død, så det var da altid noget. Anyway, Ana sagde at det her kunne hun ikke gøre, men hun havde en datter der studerede til sygeplejerske og jeg bad om at tale med hende, forklarede hvad hun skulle gøre. Hvis de havde problemer, så skulle de bare ringe igen. Jeg sagde, at nu kunne hun prøve sine kundskaber af og måske uddanne sig til jordmoder!!! Nå, alt gik fint og tæven fik 8 hvalpe hvoraf en døde umiddelbart efter fødslen. De ringede dagen efter og sagde at tæven rystede, normalt ikke gode tegn for det kan betyde kalkchok men egentligt sker det senere og ikke lige efter fødslen, der kan de små ikke nå at sutte alt kalk ud af moderen, så jeg foreslog honning hvis det var fordi hun havde lavt blodsukker og et ormemiddel for tæven havde ikke fået det. Hvalpene var temmelig store så jeg sagde, at de skulle købe kalk med bindemiddel, almindelig kalk duer ikke, det skal bindes men de havde ingen penge, så jeg gav dem foder og stak penge i til kalken som de så købte. Tæven og hvalpene har det godt, jeg sagde at de skulle fjerne enten hende eller de andre hunde, så hun ikke blev stresset over at der går andre rundt.

Den første uge er tæver meget, meget beskyttende omkring deres hvalpe og det kunne gå galt, hvis det kom til slagsmål, specielt hvis det ville være moderen der blev bidt og skulle have antibiotika, for det kan man ikke give idet at mælke-produktionen ophører og så hedder det sutteflaske eller sondefodring hver 3-4 time over 24 timer!!!! det er værre end et spædbarn med kolik når der er 7 hvalpe!!!

OSO, ham den tynde hentede jeg hos Nuria, som var blevet vippet ud af huset pga. manglende husleje-betaling. Manden er arbejdsløs og hun sælger blomster!!! De fandt en bolig i en større by i nærheden men med den kondition, NUL husdyr, ikke nemt for Nuria som havde noget med 5 hunde og ligeså mange katte. Hun ringede og spurgte om jeg ikke kunne tage en tæve, LISSY, der var gravid og jeg blev stiktosset, gav hende en skideballe der ville noget og spurgte hvorfor hun ikke havde ringet da tæeven var i løbetid, så vi kunne få hendes steriliseret, og til det sagde hun en hel masse som jeg totalt affærdigede og sagde at det ingen undskyldning var. Hvis jeg skulle tage tæven, så ville det betyde abort!!!Da begyndte hun at græde og sagde, “Lisa, alt andet end det” (man er vel katolsk!!!) Hun selv havde bragt hunden i den situation og nu insisterede jeg på at hun selv fandt en løsning. Hun ved, at jeg ville have afholdt udgiften til operation. Hun sagde at hun ville spørge en veninde om hun ville tage LISSY og passe hende og hvalpene og da hun ikke ringede senere, gik jeg ud fra, at sagen var løst.

Gud og hvermand har jo mit telefonnummer, så jeg blev ringet op af flere forskellige som fortalte om en ekstrem gravid tæve der løb rundt ved skolen i Guyabo, bla. ”kokkekonen” der gav den lille noget mad af det der blev til overs af børnenes mad (børnene i Costa Rica får et varmt måltid på skolen, så de da i hvert fald får noget at spise) men skoleinspektøren var bange for at hun ville føde i skolegården og det var jo noget værre noget, for det kunne forskrække børnene!! Til det, meddelte jeg, at det sådan set ikke interesserede mig synderligt, det er jo noget naturligt at føde, når man er gravid og at de skulle finde en biologi-lærer, der kunne forklare ungerne omkring det og specielt hvordan man undgår at såvel hunde som dem selv, bliver gravide. Nå, man kunne ikke fange tæven, hun stak af. Jeg sendte Marito, og han kunne heller ikke fange hende, så jeg ville selv tage af sted, men så ringede de igen og sagde at nu var hun bundet og om jeg ville hente hende. Marito hentede hende i fredags og rigtigt nok, det var Nurias tæve og så gravid at jeg sjældent har set noget lignende – kors hvor var hun tyk og vi begyndte at vædde om, hvor mange babyer der var??? Nogle gættede på få men store hvalpe, og jeg gættede på, at hun havde 10 små hvalpe i maven, og desværre fik jeg ret!!!

Jesus, kl. 4.30 om morgenen hørte jeg et hyl over fra gæstehuset. Med søvn i øjnene og skidemørkt var det, gik jeg over med lommelygte for at se hvad der skete og rigtigt nok, fødslen var gået i gang. OK,ok tænkte jeg, der røg den nattesøvn og jeg gik over for lave mig noget “jordmoder-kaffe” de der stærke og gik tilbage ind imellem. Jeg havde hende i snor og hun fødte den første hvalp i græsset. Hun slikkede den jo ren, men det var så koldt og den lille var så kold, så kold, at jeg lagde den mellem brysterne, ikke at det hjalp meget, mine er meget små, så jeg tænkte, “hvor er en kvinde varmest???” og jeg lagde den lille mellem mine lår, det ved man da hvad er!!!!! Well, Lissy blev sat til at føde i badeværelset i gæstehuset. Der var lidt langt mellem hver hvalp og jeg blev lidt bekymret, tog hende ud på et par gåture for at få hvalpene rykket på plads og lod hende i øvrigt selv om resten, LISSY er en 4 årig tæve og har prøvet det før, så jeg sad bare og drak kaffe og røg en masse cigaretter alt imens det bare væltede ud med hvalpe.

Laura, min søde unge veninde, som jeg har ansat til at komme en 3 timer lørdag og søndag for at passe dyrene, var helt vildt begejstret, sagde “se, Lisa, nu kommer der en til”, hun syntes det var helt vildt dejligt hver gang der kom en ny ud og jeg var ved at opgive og gik over til min mand ind i mellem og når han spurgte, “hvor mange er der nu??” så svarede jeg “ved det ikke, er holdt op med at tælle!!!” Kors, siger jeg bare, LISSY fødte hele 12 (tolv) babyer, en var dødfødt, havde været lang tid undervejs, en lagde hun sig på, den døde, to havde problemer med vejrtrækning fordi de havde slugt væske, dem sugede jeg rene med en “pære” , gav dem mund til mund-metode men Laura, det gode barn, var smartere end jeg, og gav dem hjertemassage, 5 gange tryk og så give luft i munden og det hjalp, de begyndte at trække vejret sådan nogenlunde men med noget besvær.

Nu var fødslen så overstået og jeg ringede til Diego og bad ham komme og give oxitocina for at livmoderen kan trække sig sammen således at er der en helt inde, så kommer den ud, sikkert død men måske levende. Nå, heldigvis kom der ikke flere, men den ene lille med vejrtræknings-besvær kunne ikke sutte, fordi den ikke kunne trække vejret gennem næsen. Jeg prøvede med sondefodring, gav hjertemassage, trykkede den på maven under ribbenene etc. og det hjalp noget, men dagen efter så jeg, at den havde det skidt og bad Diego om at komme og aflive den, hvilket han gjorde. Det var trist at se at den virkelig kæmpede for livet men bare ikke kunne så det er det bedste man kan gøre for at hjælpe den lille. Da han havde givet den første portion anestesi til at “falde i søvn”, flød det ud med gult væske af næse og mund, så den lille ville ikke have kunnet klare at “rense sig selv”. Tæven havde allerede taget den lille og lagt den væk fra de andre, det er det bedste tegn på, at noget er galt, de ved de meget bedre end os andre, separerer de ikke levedygtige med det samme og det til trods for, at i dette tilfælde var der jo så mange men det vidste hun, man skal kigge godt på dyrene, de ved pr. instinkt, hvornår noget ikke er som det skal være.

Næste morgen gik jeg så over for at se hvordan hele reden så ud og den lille med problemer lå og hyggede sig gevaldigt ved “mors bryst”, suttede og havde det fint, de andre også. LISSY rystede som et espeløv, ved ikke hvorfor, men jeg gav hende noget mælk med honning, som hun tog lidt af og gav hende foder, tog hun også lidt af men holdt ikke op med at ryste, så jeg gav hende kalk, subcutanio, under huden, 12cc i alt og det hjalp noget, tog hendes temperatur som var lidt under 38 grader (hunde ligger på en grad mere end mennesker) så feber havde hun ikke, men jeg tænker, at hun har haft ondt i maven, 12 hvalpe er jo mange. Ok, så var der 9 hvalpe men i mandags, da jeg gik over for at tilse og fodre, så jeg, at den største af tæverne var død!! Jeg kunne ikke forstå det, spekulerede som bare pokker over, hvordan det nu kunne være, indtil jeg så, at en anden, temmelig stor, havde kravlet under tæppet og så gik det op for mig, at den lille tæve havde kravlet under tæppet og moderen havde lagt sig på hende. Jeg havde lagt den væk til begravelse, men tog den frem igen og rigtigt nok, den var helt fladtrykt på siden af hovedet, så min teori passer!!!

Ergo, tog jeg tæppet væk og gav dem en skumgummi-madras med et lagen over, som jeg har fæstnet med maskintape på bagsiden. Nu ligger de alle ovenpå og ingen kan “forsvinde”, ærgerligt og synd, at jeg ikke havde tænkt på det før. Well, for tæven…og for mig…er det bedre med 8 , der er en pat til hver og det lader til, at de alle overlever, de ligger og “slår mave” grynter og spjætter.
De er så fine og rene, LISSY er en god mor, og nu vil jeg gå over og give hende frokost i form af dåsemad og en god slat af den hjemmelavede formular-mælk, 1 liter laktosefri mælk, en hallv føde, 4 skefulde honning og to æggeblommer, noget af en “bombe” men hun ser allerede bedre ud, pelsen er ok, hun var jo meget tynd til trods for graviditeten, staklen har gået uden ordentlig mad i 14 dage, lidt ris og bønner her og der men jo ikke nok til 12 hvalpe i mavsen, plus til sig selv.

Nå, jeg har talt med Nuria og hun vil se, om hun kan finde en til at passe dem når de er store nok til at jeg har givet den første ormekur, de har fået øjne og er begyndt at udforske verden. Jeg håber at denne verden er noget de kan bruge, at folk vil holde af dem og sørge for dem, kastrere dem og at de ikke ender på gaden som så mange andre, det bare er så synd for………..

Alt for nu, jeg skal til at varme mælk op…

Knus Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Ja, denne gang er det hele i en stor pærevælling, der er så meget at skrive om, men jeg vil bare tage noget af det vigtigste…..

Det vigtigste og værste for mig har været, at vi mistede vores dejlige Schæfertæve Bonnie for ca. 14 dage siden. Hun havde skrantet lidt , forstået på den måde, at hun gik noget krumrygget, men da hun var næsten 10 år og havde hostedysplasi, så tænkte jeg, at det nok var det og alligevel, det var anderledes så jeg tænkte, at det måske også kunne være nyrerne.

Jeg fik en dyrlæge herfra landet til at undersøge hende og han mente, at hun havde ondt når han trykkede ved den ene nyre, sikkert en infektion sagde han og ordinerede antibiotika, hvilket jeg gav hende. Det skete en lørdag, hun opførte sig normalt, spiste, legede, løb rundt og gøede, men mandag aften, syntes jeg at kunne se at hun havde mere ondt og sagde til min mand, “jeg tager hende til dyrlægen, Claudio, i morgen, så vi kan få taget nogle blodprøver og en gastroskopi” for Bonnie havde, for et par år siden, et problem med at hun kastede blod op, og det viste sig, at hun havde enten, et blødende mavesår eller en tumor der sprængte.

Og rigtigt nok, tirsdag morgen så jeg at hun var meget skidt, havde kastet blod op i store mængder, gammelt, størkknet blod så jeg gav hende dicynone, noget koagulerende, ringede til Claudio som anviste hvad jeg skulle købe og give hende, han kunne ikke komme selv men det havde heller ikke hjulpet, hun skulle have “menneske-medicin.

Nu var det sådan, at Marito havde meldt sig syg, Yadira havde fri, min mand skal have én her hele tiden, så jeg ringede til apoteket, de havde hvad jeg skulle bruge, ringede til en taxi-ven som kørte det ned til os, hun fik medicinen, lå stille men halsede meget, ville gerne drikke lidt vand og var mere rolig når jeg sad hos hende så det gjorde jeg.

Jeg syntes ikke at medicinen virkede så jeg ringede igen, igen til Claudio som sagde at jeg jo lige skulle give det noget tid til at virke, hvilket jo er rigtigt nok men jeg kunne se, at hun bare blev svagere og svagere men løftede dog hovedet når jeg gik væk fra hende ligesom for at sige,,,”bliv her, jeg er ved at dø”…..Det kunne jeg godt se og da hun fik sort blod-afføring, der simpelthen bare stank, vidste jeg at nu var det forbi, prøvede at få fat i en dyrlæge til at aflive hende men der var ingen der kunne, hun begyndte at strække sig og hive efter vejret, jeg havde Claudio i telefonen hvert kvarter og til sidst, kunne hun ikke trække vejret og han sagde at det var fordi hun ikke havde blod nok i kroppen til lungerne og så døde hun stille og roligt.

Hun klagede sig ikke eet sekund, lå bare stille med en sofapude under hovedet og kiggede på mig og i øjnene, kunne jeg se, at livet var ved at ebbe ud, de blev slørede og matte. Jeg snakkede blødt med hende, fortalte at vi jo klarede den sidste gang og at hun nok skulle blive ok igen, jeg gjorde alt for ikke at tude, det bliver hunde kede af og forskrækkede over, men efter hun sov ind, i ordets betydning, tog jeg den store tur, Gud hvor gør det ondt hver gang…..dog må jeg sige, at jeg var glad for, at hun ikke skulle tage den lange tur til dyrlægen i bilen, dernæst alt hurlumhej hos ham, med den normale angst dyr har hos en dyrlæge, men bare kunne sove ind her i vante omgivelser. Jeg tændte et lys for hende, bad en bøn til Francisco de Asis og bad om at hvis hun skulle genopstå som hund, så i hvert fald ikke som gadehund!!!

Jah, og hvad nu, tænkte jeg??? Hun skulle jo begraves så jeg ringede til Marito og spurgte om han ikke kunne sende nogle venner til at lave hullet og putte hende i, ringede til Yadira, om hun kunne komme og fodre alle de andre 28 hunde for jeg var helt opløst.

De kom begge to og havde en onkel med og så blev hun begravet sammen med de andre på den lille “kirkegård” som vi har lavet. De tog af sted igen og jeg sagde til min mand, “jeg lægger mig lige lidt og tuder færdigt” og hvad ser jeg i soveværelset??? Lille Fanta, et gadekryds på ca. 12 år, ligger og ryster som et espeløv, fuldstændig udstrakt og bare kiggede på mig.

Jeg undersøgte hende og så at hendes ene analkirtel var meget hævet, tog hendes temperatur, som var 40 grader, gav hende noget til smerten og ringede igen til Claudio som sagde at det var en analkirtel-infektion og jeg skulle give noget antibiotika, jeg ikke havde men jeg havde noget andet sulfa, som jeg gav hende intramuskulaert, hele 2 cc til den lille hund og jeg spurgte ham 3 (tre) gange om han nu var helt sikker på hvilken hund vi talte om, for normalt giver jeg 2 1/2 cc til en hund på ca. 35 kilo og Fanta vejer ca. 9 kg. ??

Naah, han sagde at det skulle jeg gøre, jeg mener han er dyrlæge og det virkede faktisk efter en times tid , jeg ville give noget anti-inflamatorio til bylden men det skulle jeg ikke, sagde han. Jeg lavede noget kamillete, frøs te-bladene og lagde dem på bylden, teen drak jeg selv!!! Fanta var for så vidt ok igen efter nogle timer, ville ikke spise aftensmad men det regnede jeg heller ikke med.

Næste morgen var bylden sprunget og jeg undersøgte hende og vaskede såret og lod hende selv klare resten, hun fik 2 cc til og er nu ok, skal bare have renset analkirtlerne oftere selvom hun hader det, for det gør ondt på hende, normalt kommer der stinkende væske ud men hos hende, er det hårdt som sten. Nå, den lille overlevede, godt nok, jeg havde ikke kunne klare at miste to hunde på en dag!!!!!

I gør jer ikke begreb om hvor mange der ringer og om alt muligt, mange opkald handler om hvornår den næste kastrations-klinik finder sted og hvor??? Det er jo til at leve med, de værste er, når folk ringer og spørger om jeg kan hente hvalpe som er smidt på gaden og det kan jeg ikke, jeg har ikke plads til så mange men her forleden, blev jeg nød til at tage tre små tæver fra en dame jeg kender fra før og hvis mand mener det, når han siger at han ville sætte dem på gaden igen, der var 5 hvalpe, en han fik hun givet væk, en anden han, tog Victor i petshoppen i Puriscal, den var der kun i to timer, så kom der et ægtepar og adopterede den efter at jeg havde aftalt med Victor, at jeg ville betale for vaccine, som han gav.

Marito hentede så de tre tæver som nu er her. De var meget ængstelige men det fik jeg hurtig pillet af dem ved brug af dæmpende signaler, lidt blød snak, godbidder, naturligvis og OSO, som jeg har til opfodring, var ikke særlig samarbejdsvillig i starten, han mente at godbidder tilstod ham og KUN ham, men nu går de alle 4 i et lille område bagved gæstehuset og OSO er blevet til legeonkel hvilket passer ham godt, tæverne hyler og skriger når han ikke er der. De tre små kommer på et andet shelter i næste uge, en aftale jeg lavede i aftes med dem.

Sagen er den, at en gammel mand fra et slumkvarter, kom på hospitalet og døde. Han havde en masse hunde og katte, jeg kan ikke rigtigt huske om det var 40 ialt eller 40 hunde og 40 katte, i hvert fald blev de hentet af dette shelter som spurgte os alle, der laver det samme som jeg, om vi kunne hjælpe, for dyrene så Herrens ud. Ok, jeg meldte mig på banen og sagde at jeg ville tage de tre værste med skab eller to med mentale problemer, begge dele min “specialitet”.

Siden vi aftalte det, har jeg jo så hentet de tre tæver og har ikke plads til hverken eller, men så fik jeg den ide at spørge om vi ikke kunne lave en “deal”, de tager hvalpene som vil have det bedre hos dem, de har mange frivillige som kan tage sig af dem, og jeg tager to hunde som er så bange at de ikke engang vil ud af hundeburet af bare skræk.

Her hos mig er der stille og roligt, ikke noget larm bortset fra gøen hvis der kommer nogen, så her kan de slappe af og jeg vil gå i gang med at få dem beroliget. Aftalen er så, at når de er ok til adoption, så skal de sørge for en god familie og jeg betaler for operation af hvalpene hos dem, de er alligevel for små til at blive steriliseret. I morgen vil jeg købe vaccination til dem og give det inden de skal hen til et sted hvor der er mange hunde der ikke er vaccineret endnu, således at de dog er lidt beskyttede.

Jah, det er jo alligevel ikke alt der “lykkes i en gasovn” men her til morgen, havde jeg held med at finde fosterfamilie til hhv. 3 , næsten, nyfødte killinger og to hvalpe, der bor med deres mor i et hul i jorden, jah bogstaveligt talt. Tæven er en gadehund der er blevet “vild”, man kan ikke røre hende og Natalie, min “kollega” fra Puriscal, giver hende og to andre af samme slags mad hver dag, og de alle tre, er nu nedkommet med i alt ti hvalpe.

Natalia har ledt og ledt efter deres reder, fandt til sidst hvad hun søgte, et hul i jorden og nogle var døde, andre halvdøde og de sidste i elendig forfatning, men Natalie fik fat i de fleste. Hun har fået dem ind hos familier der gerne vil give en hånd med og nu har jeg så fundet et sted til de to små som er ca. 1 måned gamle, men selv kan spise.

Problemet er tæven, hun ved hvor hendes andre hvalpe bliver passet, og sidder og hyler og kalder på dem, på fortorvet, hver nat og folk er ved at gå grasat, der er ingen af naboerne der kan sove. Jeg tænkte lidt på, om man ikke skulle lade tæven beholde en han, indtil videre, jeg synes det er synd for hende at vi tager alle væk, men så har vi jo bare en gadehund til, som vil blive vild og det går jo heller ikke, sådan en lille fyr, skal jo socialiseres så vi kan hitte et godt sted til den.

I vores lille landsby, Jaris, er der også “gang i biksen” bønderne her, er lade og nærige, de kommer aldrig til de kastrationer vi laver i området, enten har de ikke transport eller de vil hellere lave noget andet eller har ikke penge til deres dyr, så NU laver jeg en kastrationsrunde herhjemme hos mig selv i gæstehuset, til en lille pris og håber så på at det NU lykkes at få folk til at komme!!! Jeg tænker på den 30. august 09 og dyrlægen vil fortælle mig i morgen, om han kan komme. Jeg har sagt at det nok bliver en lille runde, men til gengæld kan han få en god frokost, han er glad for mad!!!!

Om en times tid, er jeg inviteret til en 2 års fødselsdag hos en nabo og der vil komme mange, egentligt gider jeg ikke tage af sted for jeg VED bare hvad der vil ske….lige så snart folk ser mig, kommer de med historier om at der hvor de bor, løber der hunde rundt som er forladt, killinger etc.men jeg tager af sted alligevel, for så kan jeg fortælle om min runde her og så tager de måske deres egen, plus gadehundene med hertil og muligheden for at de tager sig af dem, er dermed større. Det fortæller jeg om senere….

Apropos kastrations-klinikker, så har jeg lidt over USD1000.00 på SASY-kontoen og dem vil jeg bruge på min lille by her, en runde i Puriscal og så Acosta men de to sidste, kommer folk til at betale lidt mindre end dyrlægen tager, så det bliver nok ikke så dyrt og jeg må hoste op med lidt god mad til dyrlægen, så han føler sig “forkælet” som han meddelte mig forleden dag, at var nødvendigt, ellers kan vi ikke få div. dyrlæger til at komme så langt!!!!!

Nå, jeg vil gå ud til min lille mand, lave noget frokost til ham, putte ham i seng vente på at Laura kommer og kigger lidt efter dyrene og så gå til den der fødselsdag hvor jeg bliver bombarderet med problemer og spørgsmaal, heldigvis kan jeg kun blive en time for så kommer en psykolog-veninde og det er ved Gud, noget morsommere, så er det mig, der kan “hælde vand ud ad ørerne”…….

En hundehilsen til alle fra Lise

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen
billede1
Atter engang lykkedes det at samle en flok entusiastiske dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som vil bruge deres ferie og penge på at arbejde gratis under meget besværlige forhold i Indien.

Så vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Udover at varmen var ca. 20 grader mere end i Danmark, så blev man overrumplet af farverne, menneskene, duftene (og stanken!) samt fattigdommen, også selv om man har været der mange gange efterhånden. Men en positiv ting er, at luftforureningen er ikke slem mere, efter at alle taxier, busser og andre officielle køretøjer skal køre med gas. Så i byerne er den total sorte røg, som før kom ud af udstødningsrørene, kun et meget sjældent syn.
Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.

Vi ankom ved middagstid, hvor vi blev modtaget af Tibet Charitys direktør i Dharamsala, Mr. Tsering Thundup. En mand, som man kun kan føle en stor respekt for med hele hans udstråling og væremåde. Jeg mødte ham første gang, da han var leder af et skolehjem i nærheden af Bir. Det var i 2001, da vi første gang arrangerede et gadehundeprojekt i Dharamsala på H.H. Dalai Lama’s opfordring.

På en fridag tog vi så til skolehjemmet, hvor vi blev vist rundt. Børnene var alle fra de mest fattige områder af den østlige del af Tibet, hvor forældrene enten stadig var i Tibet eller var døde. Men vi blev kun mødt med smil og latter og leg, og at se den ro og orden, der var på hjemmet, hvor børnene selv stod for oprydning, tøjvask, haven, madlavning og meget andet udover deres skolegang og buddhistiske gøremål, ja det var fantastisk. Mange danske skolebørn ville have godt af en rundtur på denne skole, så de kunne se, at der er andre værdier end ligegyldighed, egoisme og mobiltelefoner.

Udover Mr. Tsering Thundup var der flere fra Tibet Charitys kontor for at byde os velkommen og hjælpe os med vores værelser. Og her må jeg nævne Vishnu, som egentlig hedder Bishandass. Han skulle vise sig at være den bedste hundefanger, som jeg nogensinde har set. Samtidig var han en utrolig behagelig fyr at være sammen med og meget hjælpsom.

Efter en hviledag var vi inviteret til åbning af den nye dyreklinik i Dharamsala. Allerede efter vores første tur til Dharamsala begyndte vi at planlægge en fast dyreklinik i Dharamsala, og efter meget arbejde fra især Gunver Juul og Tsering Thundup og efter mange problemer med at skaffe lokaler og problemer med de indiske myndigheder er det nu lykkedes at få etableret en fast dyreklinik tæt ved Tibetan Children Village (TCV). Og til ære for os havde de sørget for at lægge åbningen, så det passede med vores ankomst.

Til selve åbningsceremonien var der inviteret flere prominente personer, bl.a. ledende officielle veterinære personer samt TCV’s øverste ledere. Og som det er skik i de tibetanske områder så blev der holdt mange og lange taler! *G* Men det var en flot åbning, hvor vi også pr. tradition blev beæret med de flotte hvide sjaler, inden det røde bånd blev klippet over, og vi kunne se den nye klinik. Klinikken var utrolig flot, og noget af det mest moderne og praktiske, som jeg har set både i Indien og Thailand. God indretning, gode borde og alt udstyret var placeret i skabe under meget ordentlige forhold. Men de udendørs faciliteter, bure og løbegårde, var absolut ikke optimale, og der manglede penge til at købe materialer til at lave ordentlige hundebure.

Efter 3 dage i New Delhi samt 1 dag i Dharamsala var vi ivrige efter at komme i gang, og bare det at finde alle vores medbragte instrumenter og andre gode ting med fra Danmark og få det samlet og placeret klinikken var dejligt. Nu skulle vi snart til at arbejde!

Den første arbejdsdag er altid lidt speciel. Mange har ikke været med før og er måske lidt nervøse. Slår man til, kan man de ting, som kræves, kan jeg finde ud af det? Nogle kender hinanden og har måske været med før. Så der går lige lidt tid, inden man som koordinator ved, hvordan teamet fungerer. Og som regel finder de enkelte i teamet hurtigt ud af, hvem de arbejder godt sammen med. Dette var vigtigt, da Tsering Thundup gerne ville have os ud på nogle camps, dvs. mobile klinikker, hvor vi tager ud til steder, hvor de har brug for vores hjælp.

Han havde planlagt en camp i Bir, et tibetansk område 3 timers kørsel fra Dharamsala. Vi skulle også ud til et medicinsk universitetsområde nær Kangra samt til en lille indisk landsby i bjergene nær Kangra. Da han nævnte den indiske landsby, var jeg meget skeptisk. Dette med tanke på flere oplevelser med indiske myndighedspersoner, hvor de lover en masse, og der sker intet. Vi havde haft oplevelser, hvor de lovede, at der ville være masser af hunde til os, men når man så stod der med alt udstyret, ja så var der ikke en eneste hund. Men denne mistanke skulle senere vise sig totalt ubegrundet.

Jeg skal måske lige her fortælle, hvilket arbejde, som vi egentlig udfører. Vores arbejde er grundlæggende baseret på ABC arbejdet. ABC står egentlig for Animal Birth Control og har siden starten af  90’erne vundet indpas i mange lande verden over. Grundlaget for arbejdet startede faktisk i Indien, hvor specielt en person, Dr. Krishna fra Blue Cross, en dyreværnsorganisation, var forgangsmand. Man skal tænke på, at halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Så det var naturligt, at man netop i Indien var interesseret i at begrænse denne sygdom, som i 99 % af tilfældene overføres via hundebid. Og man havde i over 100 år prøvet med masseaflivninger uden effekt. Så hvad skulle man nu?

Dette var starten til at prøve ABC-projektet i nogle få områder af Indien, og med stor succes. ABC arbejdet består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet. Det optimale ville så være at få løst affaldsproblemet, så der ikke ligger masser af mad, der kan tiltrække hunde, der ikke er blevet behandlet. Hvis man når op på 70 % af hundene, så taler man om en kontrolleret gadehundebestand, hvor man så løbende skal sørge for at få behandlet de hvalpe, som kommer til. Og det er en kæmpe fordel at behandle hvalpene, da de er nemme at fange og operere med meget få komplikationer.

Der har været kritik af ABC arbejdet, og selve proceduren er da også blevet ændret flere gange gennem årene. Og nogle steder, hvor ABC programmerne har slået fejl, har været områder, hvor man på grund af utålmodighed og dumhed har slået de hunde, som er blevet behandlet, ihjel. Problemer her er, at de hunde, der som regel bliver behandlet først, er også de hunde, som er mest knyttet til mennesker og nemmest at fange, og når du slår dem ihjel, ja så kommer de hunde, som er mere sky og ikke så tamme tættere på, hvor der er mad og dermed mennesker, og så har vi et større problem, for de hunde, som skulle have holdt dem væk, ja de er døde. De indiske myndigheder var startet på det i Dharamsala for nogle år siden, inden de blev stoppet. Andre problemer udover dumhed og utålmodighed, som man ikke kun ser i Indien, men også i lande i Europa som Grækenland og Tyrkiet, med ABC programmerne er, at man ikke var nået op på de ca. 70 %, eller at man ikke holdt det ved lige. Ja, og så er der stadig det store affaldsproblem, som holder liv i rigtig mange stray dogs.

Nå, efter vores første dag på klinikken skulle de fleste af os ud i felten og lege M*A*S*H. Vi skulle til et medicinsk universitetområde, hvor vi fik tildelt nogle lokaler. Meget fine lokaler, som blev brugt til studerende. Men lyset i de lokaler! Jeg har en mistanke om, at samtlige indere er udstyret fra fødselen med natkikkertsyn. Hvordan er de i stand til at læse under de betingelser? Men belært af tidligere ture så havde jeg taget pandelampe med. Vi havde Vishnu med, og dagen før havde vi været dernede for at fange hunde.

Det skulle vise sig, at hundene i dette område var ekstremt sky. De havde meget lidt menneskelig kontakt, da det var et universitetsområde uden mange fastboende familier, primært studerende. Så det var et show at fange hundene, som alle vores tilskuere var meget fornøjet over. Og det er utroligt, som vores tilstedeværelse kan trække folk til. Man kommer ud, hvor der umiddelbart næsten ingen mennesker var, og pludselig står der 100 personer, der virker, som om at de har hele dagen til at kigge på os.

Jeg kiggede faktisk lidt efter de huller i jorden, som de måtte være kommet op ad, for der var ingen huse i området. En lille sjov oplevelse var en hundefamilie med mor og 6 små hvalpe, hvor vi fangede moderen samt en hvalp. Resten gemte sig i et rørsystem i overfladen af jorden, hvor der var flere udgange. Der blev udtænkt mange måder at få dem ud på, og intet lykkedes den første dag. Men næste dag var de rimelig sultne, så de kom ud af deres hulesystem, når de blev lokket med mad. Alt i alt nåede vi ca. 40 hunde i dette område, så betingelserne taget i betragtning, så var det OK.

Vi skulle derefter til Bir, som ligger ca. 3 timers kørsel østpå fra Dharamsala. Udover at Bir også er et område med meget tibetansk indflydelse, så er det også et meget kendt sted for paraglidere. Faktisk bliver verdensmesterskaberne i paraglidning afholdt i dette område. Samtidig er det et meget smukt område med alle deres theplantager på bjergskråningerne. Da vi ankom, skulle vi først mødes med den lokale tibetanske hundegruppe, som var meget ivrige og gjorde et stort stykke ulønnet arbejde. Vi skulle stå under et smalt halvtag lige ved nogle meget nedslidte bygninger. Vi delte arealet under halvtaget med nogle indiske kvinder, som puttede hør i nogle meget dekorative puder/madrasser.

Vi fik stillet vores borde og udstyr op, efterhånden kunne alle deres funktioner i søvne. En af de første patienter var en meget hærget hanhund, som havde et kæmpe betændt område med dødt væv, maddiker og rester af et øre på den ene side af hovedet. Han havde vist rigtigt levet livet som slagsbror og områdets Don Juan. Vi fik ham bedøvet, behandlet hans hoved og selvfølgelig også kastreret og vaccineret. Da vi kom næste dag, var han meget deprimeret. Han lå bare og kiggede uden at røre sig, som om han vidste, at vi havde taget hans mandighed fra ham. Denne tilstand stod på næsten hele dagen, og vi var faktisk lidt bekymrede for ham. Indtil der kom en løbsk tæve til operation. For første gang løftede han hovedet, og pludselig var han henne hos hende og parre hende på alle mulige måder.

Vi havde nogle dejlige dage i Bir med pragtfulde mennesker og gode oplevelser. Jeg boede som den eneste på et tibetansk hotel for munke. Der var en dejlig fred og ro om aftenen! Og vi afsluttede med en afskedsceremoni for alle, der havde været involveret i arbejdet, hvor Tsering Thundup og hans kone og børn deltog med tale og uddeling af de flotte hvide sjaler til alle.
Vores næste camp var jeg meget skeptisk overfor. Tibet Charity’s direktør, Tsering Thundup, Vishnu og jeg tog ud til et bjergområde med småbyer, hvor der havde været rabiesdødsfald blandt menneskene. Efter at have ventet i rimelig lang tid på en ”restaurant” (2 borde og en stegepande på et gasblus på gulvet) ankom områdets leder. Vi blev kørt langt ud af en bjergvej, hvor der ingen beboelse var, kun et hus med 3 rum og en overdækket terrasse. Min reaktion var meget blandet. Stedet var pragtfuldt med udsigt over bjergskråningerne med træer, flod og rismarker. Men jeg havde en forventning om, at vi måske ville se 1-2 hunde på de 3-4 dage, som der var planlagt. Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!

De fleste af os tog derud dagen efter, og vi havde knap stillet op, før der var en kø på 20 hunde. Folk, gamle som unge, kom langvejs fra gående med deres hunde. Der var en gammel mand med stok, der kom gående 15 kilometer med 3 hunde for at få dem opereret! Jeg var meget forbavset, da jeg flere gange før havde været ude for, at når man aftaler noget med indere, så sker der intet. Men forklaringen her var, at den øverste ledelse i området var meget indstillet på at udrydde rabies, og alle folk i området havde fået at vide, at hvis de ikke fik deres hunde opereret og vaccineret, så ville de blive aflivet. Så her fik vi vores sag for.

Hver gang vi talte hundene i køen, så var der ca. 20, uanset hvor mange vi lige havde opereret. Og dette fortsatte i 3 dage, hvor vi stod ved 4 borde, og i nogle tilfælde opererede på gulvet også. Hver dag gik vi meget trætte i seng i vores guvernør bolig, som var en tidligere bolig ude i skoven til brug til prominente gæster. Efter 3 dage havde vi nået 150 hunde og en ko (koen blev behandlet for et sår).

Vores tid i Dharamsala området var nu slut, men Liv, vores friske norske dyrlæge, ville gerne blive et stykke tid og hjælpe i Dharamsala på klinikken sammen med Lobsang og Vishnu. Efter en afskedsmiddag for alle samt Tsering Thundup, Vishnu og Lobsang tog vi op til Ladakh for at mødes med den anden gruppe, der nu havde arbejdet deroppe i 7 dage. Vi havde lavet et samarbejde med Vets Beyond Borders, en australsk gadehundeorganisation, som arbejder meget i Indien på forskellige lokaliteter og har et tæt samarbejde med den indiske regering, bl.a. med uddannelse i Delhi af indiske dyrlæger til gadehundeprojekter. Vet Beyond Borders har startet en klinik med midler fra Brigitte Bardot Fonden i byen Leh i Ladakh området i den allermest nordlige del af Indien. De har brug for frivillige i hele sæsonen, som er fra forår til september. Resten af perioden er det nærmest umuligt at komme ind eller ud af området, da alle bjergpas og lufthavnen er lukket af sne. Dette undrer sådan set ikke, da bjergpassene er de højeste i verden på ca. 5700 meter, og en af byerne ved et af passene har målt 62 graders kulde, hvilket er den næstlaveste temperatur målt i et beboet område.

På vores tur op til Leh var det også tydeligt, at det var sidst på sæsonen og passene snart lukkede. Der blev kørt forsyninger ind til området, hvilket medførte kørsel nærmest i kortege med et endeløst antal af stærkt forurenende lastbiler, som kæmpede sig op af de stejle bjergveje. Her er det så lige, at den indiske mentalitet på vejene kommer til udtryk. Vores chauffør var ikke til sinds at bruge sin ungdom med at ligge i lastbilskøer, og dette medførte mange, ja nærmest et utal af hasarderede overhalinger med hornet i bund på meget dårlige, hullede og snoede bjergveje uden trafikværn til beskyttelse af frie fald på mange hundrede meter. Med en ipod i ørerne og et stille billede af alle ens kære i Danmark på nethinden kunne man opnå en tilstand af en grad under total panik og dødsangst. Men udover dette var det en utrolig naturoplevelse, hvor der efter hvert sving var et nyt sceneri, som nærmest tog pusten fra en. Og hvis ikke sceneriet gjorde det, så tog højden resten. Vi var ude i sneen i 5300 meters højde, og bare at gå lidt opad i denne højde var hårdt. Og mens vi stod der, så kom der en vesterlænding på mountain bike cyklende opad i korte cykelbukser! Det var grænseoverskridende bare at se på.

På trods af alt så nåede vi sent om aftenen efter 16 timers kørsel Leh. Vi bookede samme hotel som den anden gruppe, hvor jeg fik et værelse på 2. sal. Vi var i 3500 meters højde, og bare i denne højde blev man forpustet af at gå op ad trapperne. Næste dag skulle vi mødes med den anden gruppe, som var stået tidligt op for at arbejde, så vi tog en taxi derud. Klinikken ligger i et ørkenområde et stykke uden for Leh, og på trods af, at vi lige havde været i områder, hvor der var sne, så var det faktisk meget varmt derude, omkring 30 grader. Til gengæld var der nærmest frost om natten. Lederen af klinikken var en australsk dyrlæge, Ruth Prye. Hun kørte klinikken meget entusiastisk og professionelt, og i løbet af sæsonen havde de nået næsten 1000 hunde. Alt var sirligt skrevet ned i bøger, og der var godt styr på alt medicin og udstyr.

Vi havde en god tid deroppe, men der var ikke meget at lave, da de var ved at lukke ned for sæsonen. Men vi fik nogle gode diskussioner, især om fordele og ulemper ved de 2 måder at operere tævehundene på, nemlig ”midline” og ”flank” operationer. ”Midline” operation er den metode, som bruges hyppigst i hele verden, hvor man laver sit snit i midten af bugen og derigennem fjerner æggestokke og livmoder, hvor ”flank” operation bruges en del i Australien og på en del gadehundeprojekter. Her opererer man gennem et snit, som lægges på siden af hunden et stykke under rygsøjlen. Fordelen ved ”flank” operation er, at man ved gadehundene nemmere kan holde øje med såret, og der er mindre risiko for, at såret bryder op. Ulempen er, at der er større risiko for blødning samt smerter, ligesom der nemmere går infektion i såret.

Efter et par dage i dette pragtfulde område skulle vi tilbage igen, men vores oprindelige plan med at tage samme vej tilbage, var umuligt, da passene var lukkede på grund af sne! Og vi havde kun været i Leh i 4-5 dage. At bestille fly var også umuligt, alle i området, som ikke var fastboende, ville ud af området nu, så alle fly var fuldt bookede. Gode råd var dyre, men det viste sig, at vi kunne tage taxi til byen Srinigar i provinsen Kashmir, hvor vi så kunne tage et fly til Delhi. Dette havde faktisk været en af mine drømme at komme til Kashmir i mange år, idet jeg sidst havde været i Srinigar i 1975. I den mellemliggende periode har det i mange perioder været farligt at være i Kashmir området og især Srinigar, da der har været uroligheder mellem de muslimske frihedsorganisationer i området og de indiske regeringsstyrker. Dette har givet sig udslag i bortførelser af vesterlændinge, væbnede kampe og bombeattentater. Men i de sidste par år har der været rimeligt roligt, og nu er turisterne begyndt at komme igen, og sågar er der organiserede skiture til området nu. Og de næste 3 dage skulle vise sig at være en perfekt afslutning på turen.

Vi startede med en pragtfuld tur til Srinigar, hvor vi ankom til Dal Lake. Srinigar ligger ved en meget stor sø, som hedder Dal Lake. Rundt om hele søen kan man se Himalaya bjergene, og fra kanten af søen bliver man i gondoler, her kaldet shikhara, sejlet ud til store husbåde, som Dal Lake er kendt for. Husbådene ligger ved små øer i søen og er bygget meget kunstfærdigt i træ. De har en lille terrasse i den ene ende, hvor man kan sidde og nyde sin morgente eller aftens øl, mens man ser på bjergene, ørnene, lotusblomsterne og vandliljerne og lytter på isfuglenes latter. Indenfor er der spisestue med træmøbler, hvor man får serveret alle måltider. Her nød vi livet en dags tid, vi kunne sagtens have brugt 14 dage her. Men videre til Delhi, hvor vi så havde booket os ind på et eco friendly 5 stjernet hotel tæt ved lufthavnen, hvor vi blev forkælet den sidste dag, inden turen gik hjemad.

Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk. Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Mogens Østergaard Hansen
Dyrlæge

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til “en sang fra de varme lande”, jeg har haft meget at lave men i øjeblikket (touch wood) er der lidt ro, så længe det varer!!!!!

Nå, det varede ikke længe, fik lige skrevet det og så ringer der en dame med en syg hankat som blev opereret i Acosta den 4. juli 2009. Det er en inde kat og den tisser blod!!! Jeg spurgte om forskellige ting, og hun fortæller, at det er som om den vil tisse men der kommer ikke noget, det kan jo være flere ting men nok mest sandsynligt en urinvejsinfektion eller blære, måske har den sten i systemet men hvor om alting er, sendte jeg hende til dyrlægen , som er ligeså meget dyrlæge som jeg, ingen uddannelse men med erfaring.

Hun sagde, at hun ikke kunne gå i dag fordi der er byfest og alt er lukket, men at hun i morgen ville bede “nogen” om at hente medicin hvortil jeg svarede “No, No , Mamita (lillemor på dansk), De tager katten med til dyrlægen og IKKE i en sæk, hvor den ikke kan ånde”. Heldigvis har hun et form for bur og det ville hun så gøre.

Jeg spurgte om missen spiste og drak og det gjorde den, så jeg sagde ok, så dør den ikke inden i morgen!!!!! Det lyder groft, men hvis jeg ikke gør sådan, så sker der ikke noget!!! Jeg mener, hvis min kat tisser blod, så tager jeg den til dyrlægen med det samme, her venter man en rum tid, håber på at nok går over af sig selv, ofte gør det, men resultatet er ofte, at de venter for længe og dyrlægen kan ikke længere behandle, det nu, og så hedder det sig bagefter, at dyrlægen ikke “er god nok”……

Apropos dyrlæge, så fortalte man mig, at en hanhund, en af mine hvalpe, som er blevet adopteret at Maritos Far, blødte i strømme ud ad næsen, den kunne knap trække vejret gennem næsen og der lå en hel blodpøl, af helt frisk blod.. Marito kommer kl. 0700, ordner burene og fodrer i re-habben og dogrun og efter det, sendte jeg ham til min dyrlæge, Claudio i San Jose for at se, hvad der var galt.

Når en hund bløder ud ad næsen, kan det enten være fordi den har fået et slag, spark, er blevet påkørt eller er faldet på næsen etc. og da denne hund, for ca. 6 måneder siden havde det samme, også var hos Claudio, der konstaterede at hunden havde fået et slag og havde brækket næsen, jah så var det jo en stor sandsynlighed for, at det samme var sket fordi den jager kvæg og bliver sparket.

Men alligevel tænkte jeg, at det kunne være erhligia, denne blødersygdom som giver indre blødninger, overført af tæger, så jeg fik fat på Claudio og sagde at Marito var på vej med hunden, og at jeg ville overtage regningen. Claudio lød anderledes end normalt, lidt sur eller bekymret, sagde til mig at han ikke ville være der men at hans assistent, Danny, var der og at han ville ringe til ham.

Jeg ringede så til sekretæren og sagde det samme, og det viste sig rent faktisk, at jeg havde ret i min første antagelse, Tarzan, hedder hunden, har erhligia, og det blev fastslået efter et kit-check samt hemogram, og nu er den på antibiotika, doxiciclina, en større dosis og i længere tid for sygdommen dvs. tægerne har muteret og den almindelige dosis i kortere tid, hjælper ikke længere.

Nuvel, heldigvis er det en “ur-hund” og derfor har den et stærkere immunforsvar, det ser anderledes ud for racehunde, de doer som regel, når sygdommen er så fremskreden at de bløder ud af øjne og næse.

Tarzan, spiser, har det godt , løber rundt og leger så faderen slap med skrækken, moderen også, for dør der en hund af deres, så spiser og taler faderen ikke i 10 dage, så trist bliver han. Regningen hos dyrlægen blev 53000.00 colones, familien fik chocket….man skal tænke på, at Marito tjener 50000.00 colones for 50 timers arbejde om ugen!!! Maria, hans søster, gav 10000,00 colones, hun er fosterfamilie for MUKI og det er det hun får pr. måned for at passe ham, resten af familien, vil arbejde skylden af, her på farmen, jeg selv deltager med 10000.00 colones, trækker ikke Marito i løn og har givet bil og benzin til San Jose.

Rosa ringede, naturligvis en søndag morgen, og fortalte at MAXI, som hun har fra mig, var kommet hjem om morgenen med et øje hængende ud af øjenhulen og hvad spurgte hvad hun nu skulle gøre. Det er dyrlægearbejde og jeg sagde, at hun skulle kontakte Diego og høre, om han kunne komme og tilse hunden. Hun sagde, at det ville hun gøre men hvem skulle betale ham, for hun har ingen penge!!!!. Det ved jeg passer og selvom jeg har tilbudt, at hun kan hente lidt foder til ham ind i mellem hos den lokale købmand, har hun aldrig gjort det, så der hjælper hun jo mig, og så hjælper jeg jo naturligvis også hende, dvs. hunden i første omgang.

Diego kom og hentede ham, opererede øjet, som han mistede. Skal man operere for at beholde øjet dvs. synet, så skal det praktisk taget gores med det samme, i hvert fald inden for et par timer. Jeg ringede til Rosa og spurgte til hunden, den havde det godt og jeg sagde at hun skulle kontakte Diego igen, så han kunne pille stingene ud, jeg har alt til det også, den rigtige stumpe, runde saks, en pincet, der lukkes sammen med et specielt greb etc. men MAXI er en stor hund og stærk og vil bestemt ikke ligge stille mens jeg klipper, og så kan jeg skade ham, Diego har bestemt givet ham noget beroligende medicin, en form for pre-anæstesi, så han ligger lidt stille, øjet er jo et sensibelt område og bisserne er tæt på!!!!

Mens jeg sidder og skriver, ringer der en dame og spørger, hvad hun skal gøre, for hendes lille pincher, som blev opereret sidst i Puriscal, havde små blister med pus over det hele!!!. Jeg spurgte naturligvis, hvad er “over det hele”, har den disse omkring operations-arret??? på maven??? øjne etc. og det viser sig, at den har det på bagparten, fra halen og nogle centimeter op ad ryggen.

En “dyrlæge” har givet tæven noget antibiotika og noget prednisolon men det har ikke hjulpet, så nu ville hun høre, om jeg ville komme og tilse hunden???. Det vil jeg ikke, der findes en “rigtig” dyrlæge i Puriscal, og ham har jeg sendt hende hen til. Havde det været i sidste uge, hvor han havde fri, ville jeg være taget afsted med min medicinboks, undersøgt hunden og ringet til Claudio for at høre hvad han mente jeg skulle give og i hvilket mål.

Claudio er den venlige sjæl, der bare altid tager mine opringninger uanset hvad han laver, opererer etc. Han er en af de få mænd, de kan gøre TO ting på samme tid…hihi…ok, ok, undskyld til jer mænner!!!

Så ringede Allan, kl 22.15 om aftenen, hev mig ud af min sofasøvn, jeg snorksover hver aften på det tidspunkt. Allan undskyldte det sene tidspunkt men var lige kommet fra arbejde, og han havde to problemer, en Pekingesertæve, lidt ældre gik rundt på gaden med en byld under bugen, hun gik lidt, lagde sig osv. var ligesom udmattet og havde besvær med at spise det han gav hende.

Den lille var blevet en gadehund, hun havde oprindeligt et hjem men manden dampede af til USA, konen fandt en anden og han kunne ikke lide hunde, og så blev hun sat på gaden. Den lille gik så der på gaden og hun så syg ud. Folk kyste hende væk med koste etc. for at hun ikke skulle smitte deres egne hunde, men Allan syntes det var så synd for hende, hun lå i kloakken og var våd og stank, og spurgte han mig, hvad han skulle gøre.

Allan har transportmuligheder, så jeg sendte ham til dyrlægen i Puriscal, så han kunne checke hende. Jeg fortalte ham, at det kunne være at det var nødvendigt at aflive hende, men hvis ikke, om han så ville tage hende og jeg ville hjælpe med foder og ormemidler, og det ville han gerne. Det viste sig, at hun havde en kæmpe levertumor, og hun blev skånet for mere smerte – hun blev aflivet!!! Det er vel den bedste “medicin” man kan give når situationen er således.

Hans andet problem var, at en af hans hunde var blevet kørt over og havde brækket et bagben. Hans lille datter kom grædende hjem og sagde, at føreren af bilen slet ikke havde prøvet på at undgå påkørslen og det er ikke unormalt her, desværre. Well, han ville købe noget antibiotika og spurgte om jeg kunne hjælpe med forbindinger, creme til heling, et par træ-ispinde til at fastholde og støtte benet osv. Jeg sendte Marito hen til ham med de ting han skulle bruge, og da jeg ikke har hørt noget siden, går jeg ud fra, at hunden har det ok igen …ellers ringer han igen, helt sikkert.

En amerikansk bekendt ringede og sagde “Lisa, vi har lige reddet en hund!!!!” OK, sagde jeg, det var da godt at høre men tænk jer, et amerikans ægtepar gik en tur ved floden og så en hvid fodersæk bevæge sig!!! De nærmede sig , åbnede sækken ved bredden og deri lå en hund!!!! Disse sække er vandtætte af hensyn til foderet og duderne må vide, hvor lang tid hunden har ligget i den. Dem der har smidt hunden i floden, har måttet ønske at den druknede, men den flød bare ovenpå og hunden ville være død af iltmangel på et eller andet tidspunkt!!!! Altså, man skal vist høre meget før ørerne falder af!!!! Frygteligt, siger jeg bare. Nå, min amerikanske bekendt har taget hunden til sig, den har det fint nu.

Jeg har masser af samme skuffe, folk der ringer og spørger om jeg kan hente gadehunde, i går ringede en indianerkvinde og ville høre om jeg kunne hjælpe med foder, til hendes 6 hunde, taget fra gaden. En gut ved navn Juan, som jeg mødte i Puriscal sagde til mig: ”hvad skal jeg gøre, jeg tjener ikke nok til at fodre de ti hunde jeg har samlet op fra gaden og sådan er det bare hele vejen igennem…. Jeg er ved at blive vanvittig, for jeg kan heller ikke hjælpe, jeg bruger allerede på nuværende tidspunkt ca USD 500.00 pr. måned til foder, medicin, dyrlæger etc. og jeg er ved at skrabe bunden. Jeg må snart finde på noget, således at jeg kan få nogle lokale donationer, det kunne godt være en mulighed, jeg er jo registreret i vores skattevæsen og hvis folk her giver en donation, så kan de trække det fra i skat. Det vil jeg gøre lidt mere ved hos de lokale i Puriscal. I går afleverede jeg en brochure til en trælasthandel og datteren der, ville snakke med sin far om der var nogle muligheder, så det må jeg kigge lidt paa, måske også et større supermarked, hvor vi er gode kunder, ville hjælpe til…anyway, det skriver jeg om næste gang.

Siden et par dage, er jeg blevet plejemor for Chep, en 9 årig hanhund, som har haft erhligia og nu lider af inkontinens, dvs. han “vådter” sit hundetæppe og drypper hver gang han rejser sig. Chep tilhører Pernille og Morten, et dansk ægtepar som er udstationeret her og skal hjem til DK om ca. et år, de skulle på ferie og spurgte om jeg kunne tage Chep i pleje.

Morten og Pernille er rigtige hundemennesker, har været fosterfamilie for Miss Molly, den lille hvalp som blev afleveret ved vores port med et brækket ben, det har jeg skrevet om tidligere. Ideen med en fosterfamilie er jo, at de passer den til de kan finde et godt hjem til hunden eller katten. Selvom Molly er den dejligste hund, sød og legesyg, som finder en pind og bare leger med den, så har det været svært at finde hjem til den, for de folk der virkelig er gode ved dyrene, har allerede en 4-5 stykker og kan ikke tage flere.

Pernille har en rideveninde, Christina, som er tysker, og som har et form for rejsebureau. Alle medarbejdere der, havde taget en syg gadehund til sig og skillinget sammen til behandling af hunden, MEN porten var åben til gaden og hunden løb ud, blev påkørt og døde. De ville gerne have en ny hund til kontoret, og Molly har nu været der to dage. Jeg ringer senere og hører hvordan det går. Går det ikke som det skal, henter jeg hende hertil og så ser vi tiden an, med lidt god vilje kunne det sågar være, at Chep ville blive glad for at se hende. Pernille og Morten har lånt mig penge til at få lavet en løbegård bagved vores gæstehus, penge som jeg regnede med, at WSPA ville betale men det vil de ikke.

Alligevel, fordi jeg blev nødt til at lave indhegningen før de havde accepteret det. Jeg har misset 4 deadlines, ikke mig, men her er WSPA simpelthen så sløve, at de ikke får sendt min ansøgning af sted til London og NYC i tide, det er ekstremt irriterende men sådan er det når vi taler om store organisationer, det tager en hulens tid, med at få tingene til at passe sammen. Mit “forsvar” er, at såvel direktøren for WSPA her, samt dennes projektleder HAR været her, set forholdende før, og kan komme og kigge på det igen, så de kan se, at jeg har brugt penge på det, vi havde aftalt. Så hvis der ikke sker noget der, må jeg skrive direkte til hovedsædet og se, om DET hjælper. Nå anyway, den gode Chep, er jo en dansk familiehund, og jeg skal love for, at jeg kan se forskel på ham og en gadehund!!!!

Chep er en delikat spiser, nul godbidder, som jeg altid bruger men en god omgang kærtegn og dæmpende signaler, har gjort, at vi er de fineste venner. Jeg får sågar et par slik på næsen når vi ses, jeg vender siden af ansigtet til ham og lukker øjnene, ellers kigger han væk, gør jeg ikke det, kommer han med en forpote og siger dermed, “skal vi ikke være gode venner”?? og så forsætter vi med at ae.

Han ville ikke spise sin mad, det vidste jeg fra Morten, men en hund skal jo spise, så jeg har købt kyllingebryst som han få blandet med sit foder, sammen med suppen det er kogt i og det spiser han, sågar om morgenen, jeg prøvede med tun i vand og han kiggede bare på mig som han ville sige “har du tænkt dig at jeg skal spise det???” OK,OK tænkte jeg, så prøver vi med stegt kotelet, og det spiste han kun fordi Tipper stod på den anden side af hegnet, bare sådan at han ihvertfald ikke skulle have det.

Han havde lidt dårlig mave da han kom, og jeg ved at han har fået ormemiddel, så orm kunne det ikke være, gik ud fra, at det var stress, og da jeg luftede ham i morges, var maven i orden igen MEN Chep er en bestemt herre, han nægtede at gå ind i løbegården, strittede med alle fire poter og viste mig hvor han ville hen, først hen og skændes med OSO, som jeg har til opfodring, og derefter ind i stuen i gæstehuset, hvor han lagde sig gemytligt på et tæppe jeg har købt til ham. Han har det dejligt der, åbenbart, lytter til stille jazz på radioen jeg har tændt for ham, hans “nattesengetøj” er til tørre sammen med fars t-shirt, så der lugter lidt af “hjem”.

Chep har ingen hale, men han vrikker med hele bagkroppen når jeg besøger ham, han er en dejlig hund og en af dem, der benytter sig mest af dæmpende signaler sammen med aggression, egentligt en mærkelig konstellation men han er meget, meget udtryksfuld i sine signaler, meget mere end en gadehund eller flokhund.

Apropos dæmpende signaler, har min skrive-veninde gennem mange år, Turid Rugaas, sendt mig sin video om dæmpende signaler, fordi jeg er blevet kontaktet af en tv-selskab som gerne ville sende noget om disse og derfor behøvede jeg noget “grundelag” til at fortælle om disse signaler. Jeg kan med stolthed berette, at hvad jeg så på dvd´en, er også det jeg ser til hverdag. Jeg har jo kun læst mig til det før og fået øjnene åbne for disse signaler, og jeg kan kun anbefale alle at “få øjnene op”, se signalerne og handle derefter, derved kan man få hunden i “tale” så at sige, og se hvor den befinder sig mentalt, helt fantastisk. Gud hvor har det hjulpet mig i mit arbejde med gadehunde og mine egne her i huset, og Turid, skulle du læse disse linier, så siger jeg dig tak for at du skrev bogen og lavede videoen.

Så, nu ringede det lige igen og denne gang var det ikke noget problem, det var Majken, en dansk veninde som har adopteret to hunde af mig, Panda og Duke, den sidste et lab-mix som har kraftige kæber og elsker at tygge i et eller andet med det resultat, at der ikke befinder sig noget som helst i haven, der ikke er gennemtygget!!!! Glem alt om haveslanger, tøj på tørresnor, selv “undestructable” legetøj er splittet ad på få minutter, nu ved jeg snart ikke, måske et jernrør???

Duke går med 4 andre hunde men det er altså ikke nok at lege med dem, han er noget grov i sin leg og så gider de andre ikke. Haven er stor og masser af plads til at boltre sig på så det er ikke problemet. I huset opfører han sig vist “ret pænt”, men tak skæbne for, at han “landede” hos en god familie der accepterer, at han er lidt anderledes sat sammen. Hos en enhver anden, var han vist blevet sat på gaden!!!!

Sidst, men ikke mindst, vil jeg lige hurtigt fortælle om klinikken i Puriscal, den 19. juli 09 der kom 91 dyr, to gad ikke at vente, heldigvis hanhunde, så alt i alt blev der opereret 89 dyr.

De var to dyrlæger i denne omgang – den ene ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med, det var ham der opererede i Acosta hvor en hankat døde, og denne gang døde en tæve, hentet fra gaden 14 dage før, men det skulle egentligt ikke betyde noget.

Dødsfaldene opstår ved opvågning, ikke under selve operationen, så et eller andet siger mig, at der bliver givet for meget anæstesi. Jeg har sagt til dyrlægen, Blas, at jeg godt kunne tænke mig, at enten checker man hjertet inden operation, under preanestesi som selvfølgelig er anderledes end uden anæstesi, for at se om hjertet kan klare det, eller at han fremover med sine assistenter, bedøver hun/kat for den nye dyrlæge, har andre, uprøvede assistenter i forbindelse med store klinikker og det er jo lidt i stil med at to skallede låner hinanden en kam!!!! Det går ikke sådan og de kommer til at finde en løsning, i 15 år har jeg kun haft et tilfælde med en hankat der døde og nu 2 tilfælde til og det indenfor en måned og med en ny vet, så det lyder jo logisk at problemet ligge der, omvendt han skal jo også have erfaring til disse store klinikker som ved Gud ikke er det samme, som at få en hund eller kat opereret “normalt”, derfor er det også dyrere, hvis det drejer sig om en enkelt hund.

Sidste gode nyhed er, at jeg har fået afsat Puppy og Patti til en sød familie og de er bare så glade for dem. Begge tæver er hentet fra gaden, en med skab og den anden smidt på gaden. Efter rekuperation her hos mig, er de nu ok.

Så nu hører jeg et ordentligt uvejr i det fjerne, så jeg skal lige nå at kigge til Chep, lukke hundene ind i burene, så de ikke bliver våde og give min mand noget frokost, køre ham til sengen, hive ham op af rullestolen, putte ham, og så selv se at få lidt hvile. Hiver stikket ud, ellers ringer og regerer det og jeg får ikke min siesta, som jeg har brug for men sjældent får.

Ha det dejligt, I har jo nærmest costarikansk vejr…og jeg vender tilbage…

Knus fra en udmattet Lise

Kære alle sammen, den 6. juli 2009:

Dyrenes SOS sponsorerede en kastrationsklinik i Acosta, en lille by, med et stort opland og en gudsbenådelse af dyr, et sted hvor “man” ynder at sætte dyr på gaden og det kan ses!!!

I lørdags stod jeg op kl. 05.00 for at nå at få fodret mine dyr, få klædt min mand på, snuppe en hurtig kop kaffe, checke om jeg nu også havde alt med, kl. 06.00 kom min hushjælp og vores caretaker, Marito, og jeg tog af sted for at hente Laura og senere hente Natalia, som var mine medhjælpere til klinikken. Jeg havde fået tilsagn om 3 andre hjælpere men i sidste øjeblik, sagde de fra. Én havde ikke transport, én havde en “syg” symaskine og den sidste havde fødselsdag hvor familien ville lave en fest for ham.

Vi kørte så til Acosta via en bjergvej som heldigvis lige var blevet repareret, nul huller i vejen hvilket er noget nær umuligt i Costa Rica men kors, hvor var der mange sving, farligt for man kan jo ikke se hvad der kommer imod en, så det gik lidt langsomt. Vi skulle starte kl. 08.00 og vi var der kl. 07.30 og fik noget nær af en chok fordi folk stod i kø, helt op til vejen!!!!

Well, jeg havde instrueret Laura og Natalie om hvad hver i sær skulle gøre, så Laura gik i gang med at registrere folket med deres dyr. Natalia og jeg gik i gang med at ordne vores ting, lægge pap ud til opvågning, ordne papirer, kigge medicin efter, børster og kamme osv. Kl. 08.00 var vi klar og heldigvis kom dyrlægerne til tiden og de begyndte at gøre klar til operation. Jeg havde tre dyrlæger med deres assistenter. I alt var vi 17 personer og det var vist godt, for kl. 10.00 kom Laura fortvivlet og spurgte hvad hun nu skulle gøre, for der var over 170 dyr registreret, og jeg sagde at hun skulle stoppe ved 180 og sætte resten på venteliste….

Vi opererede 183 dyr fra kl. ca. 08.00 til ca. 16.30 og de resterende 66 dyr måtte vi sende hjem, og aftalte med folk, at vi ville kontakte dem på et senere tidspunkt, når vi får sat en ny kastrationsklinik op. Jeg var helt trist for de var der jo, men dels havde vi ikke den fornødne tid, dels havde jeg kalkuleret med 150 dyr og havde allerede overskredet mit budget, samtidig sagde jeg, at næste gang kunne det ikke blive gratis men til ca. 3500.00 colones og det var de inforstået med, så nu må vi se, hvordan vi får en ny klinik op at stå om ca. en 1 1/2 måneds tid…

Dyrene så godt ud, de fleste praktisk taget uden lopper, hvilket er et særsyn. En enkelt tæve var til gengæld så fyldt med tæger, så ejeren fik medicin med hjem samt amitraz dels til tæven og dels til at sprøjte hvor hunden opholder sig. En lille tævehvalp havde skab, den fik clotrimazolcreme med, ormemiddel til behandling af skab plus amitraz til bad. 6 tæver var i løbetid, to tæver havde en slem underlivsbetændelse, piometra. Den ene havde så meget puds, at livmoderen var halvt så stor som tæven selv, en Collie, hvor ejeren havde sagt til mig at hun havde haft den hos en dyrlæge men han havde givet noget øjenmedicin, men hun mente ikke at det hjalp. Jeg sagde til hende, at når det blev hendes tur, skulle hun huske at sige det til dyrlægen men det glemte hun!!!! Heldigvis var det en meget dygtig dyrlæge, og han kaldte på mig og sagde, ”Lisa, denne her hund er syg, den har puds der løber ud ad skeden, men nu er den bedøvet og nu bliver jeg nødt til at operere”, hvilket han så gjorde. Jeg var meget bekymret og efter operationen tog jeg mig ekstra tid til tæven. Ejeren havde fået at vide af den første dyrlæge, at hunden var gravid men det var puds han havde fundet og ikke hvalpe.

En del katte var meget tynde hvilket jeg gjorde ejeren opmærksom på og hun fortalte at de alle 7 var taget fra gaden for kort tid siden, så hende gav jeg opskrift på en mælkeformular til hunde og katte, det er billigere end formularmælk og virker lige så godt. Den består af 1 liter mælk uden laktose, 1 kop fløde, en æggeblomme og 5 skefulde honning.

En tæve blødte meget og dyrlægen mente, at den havde erhligia, den parasitsygdom som hunden dør af hvis den ikke bliver behandlet, så konen gav jeg doxiciclina og fortalte hvordan hun skulle give den medicinen. Mange af dyrene havde ikke fået ormemiddel ti dage før operationen til trods for, at det var informeret, så jeg uddelte en masse ormemidler til ejerne og sagde, at de skulle give det to dage efter operation og i øvrigt skal dyrene have ormemiddel ca. hver 2 måneder, jeg giver selv mine 30 hunde her, hver måned.

En del hankatte havde sår, så de fik clotrimazolcreme til sårene. en enkelt tæve var så tyk, at vi alle troede at hun var gravid men det var hun ikke, iøvrigt var der ingen aborter!!! Sidst, men ikke mindst havde vi den store sorg, at en hankat ikke tålte anestesien og under opvågning så Natalia at den ikke trak vejret, og tog den til dyrlægen der havde opereret og man forsøgte en genoplivning men uden resultat. Det mærkelige var, at ejerne lige netop havde spurgt mig om vi ikke engang i mellem havde dødsfald og jeg fortalte at i de sidste 15 år, hvor jeg har arrangeret klinikker, har vi kun haft en hankat der døde fordi den ikke tålte anestesien og det var lige akkurat hans hankat, der døde!!!

Altså, et eller andet stemmer ikke for konen kom til mig og spurgte om jeg ville checke hendes hunkat som hun havde i en rygsæk plus i en plastiksæk, og et eller andet siger mig, at hankatten også har været i en sæk og måske fået for lidt ilt?? Det var trist en trist oplevelse, for det var sådan en dejlig og velholdt mis. Fremover vil jeg , når vi laver kampagner, forbyde at folk kommer med katte i plastiksække men skal komme med dem i en papkasse med huller. I øvrigt vil jeg også fremover adskille hunde og katte, idet kattene er meget bange for hunde og det stresser dem i den grad, hvilket kan have en dårlig indflydelse på operationen som sådan.

Jeg havde to fotografer der tog billeder til jer og I vil se, hvor mange mennesker der var, helt vildt for hvert dyr der kommer, er der tre personer, der var meget larm og en masse spørgsmål, så jeg blev noget muggen når de samme spørgsmål kom op, sagde “har De læst informationen vi har uddelt til alle”??? Det havde de ikke, så jeg sagde ”læs den og spørg hvis der er noget De ikke forstår!!!!”

Folk får fotokopier af hvordan de skal passe dyret efter operation, hvordan de skal behandle hunde og katte, info om hunden der står bundet, og en tåreperser om en gadehund og dens endeligt!!! Det skal i øvrigt siges, at praktisk taget alle de dyr der kom, er hunde og katte taget ind fra gaden og adopteret af familier og det var nok det, der glædede mig mest!!!!!

Som før skrevet, opererede vi 183 hunde og katte fordelt således….
Tæver 94
Hanhunde 19
Hunkatte 36
Hankatte 34 (normalt har vi ikke så mange hankatte men folk ved nu, at bliver de ikke opereret, forlader de hus og hjem og bliver vildkatte)

Regnskabet ser således ud i colognes:
Donation DKK 10.000.00 / colones 1.063.830.00..minus…
Vet. Blas opererede 62 dyr 372.000.00
Vet. Arroyo 80 dyr 480.000.00
Vet Orosco 41 dyr 246.000.00
total 1.098.000.00
Underskud 34170.00
Ekstra udgifter..
Hamburger 17pers. 27200.00
Drikkelse cola etc. 5625.00
Medicin, loppemiddel etc. 69875.00
Dexametasona 5000.00
fotokopier 28700.00
Rengøring Raffa 5000.00
Frivillig Natalia 5000.00
Frivillig Laura 5000.00
Total 151400.00

Underskud total 185.570.00 ved kurs ca. 550 USD337.40

Den oprindelige kalkulation ville have passet med 150 dyr, men så skulle jeg have sendt 33 dyr plus de 66 hjem og det ville have været en skam, nu vil jeg se hvordan jeg kan få dækket underskuddet. Det skal dertil siges, at en del medicin er i overskud, ligeså 50 malebøger til børnene, omkring hvordan de skal opføre sig overfor hunde og derved undgå at blive bidt, for jeg havde simpelthen ikke tid til ungerne denne gang.

Såvel Natalia, Laura og jeg er totalt mørbankede af at bøje os ned for at ordne dyrene, checke om de trækker vejret normalt, klippe negle, vaske ører etc. Vi var jo kun tre til opvågningsfase og det bare væltede ind med dyr fra dyrlægerne, man skal tænke på, at vi bøjer os ca. 15 gange pr. dyr, så det er noget med 2745 gange hver!!!! Spørg mig lige hvordan ben og ryg har det, men det er det hele værd, tænk på hvor mange hunde og katte der ikke længere producerer hvalpe og killinger. Hvis man tænker, at hver female producere i gennemsnit 6 hvalpe/killinger deraf 3 hunner i gennemsnit, disse gør det samme, og så kan men jo regne sig frem til hvor mange det bliver til i løbet af bare to år hvis vi antager at de går i løbetid 2 gange om året. Derfor siger jeg MANGE, MANGE TAK for jeres donation, både på dyrenes vegne, deres ejere som bad hilse jer med et tak og at Gud må velsigne jer og ikke mindst egne.

Knus
Lise[divider]Efterskrift fra Lise, den 9. juli 2009:

Kære alle sammen

Som I ved, kastrerede vi 183 dyr i Acosta, helt vildt mange, og Gud hvor er jeg glad for det, ikke kun jeg men også folket, der kom med alle dyrene. Det ved jeg helt nøjagtigt, for jeg gjorde en undtagelse og lavede ikke stikprøver, som jeg plejer, men brugte tirsdag aften (67 samtaler) og resten onsdag eftermiddag og aften til de resterende og nu har jeg nået det punkt, at jeg overhovedet ikke gider tale med nogen som helst, det skulle da lige være mig selv!!!!

Nr. 1 på listen af de 183, var en temmelig fjollet person, lidt dum eller uoplyst (med lidt god vilje), fortalte at hendes tæve havde fået blødninger efter operationen og hun gik til en lokal dyrlæge som måtte åbne den igen for såret var ikke syet rigtigt!!! Hun brokkede sig i lange baner, fortalte at hun havde talt med flere og at andre dyr havde problemer, hun vidste ikke hvilke men det havde hun hørt!!!

Well, tænkte jeg, det kan jo passe men det kan jo også være løgn!!! Jeg spurgte hende hvor hun havde taget tæven hen og hvorfor hun ikke var kommet tilbage med den til os, således at vores 3 dyrlæger kunne vurdere tæven, men det kunne hun ikke svare på. Nu er det sådan, at jeg jo hverken er født i går eller i forgårs, så jeg kontaktede en af de to “dyrlæger” der befinder sig i Acosta, som fortalte, at han ikke vidste noget om den tæve og at iøvrigt, var der ikke noget dyrlæge der kan operere af den enkle grund, at i Acosta er der ingen dyrlæge. Der er en form for “pet-shop” som kan give de samme oplysninger som jeg selv kan give og medicinere i en snæver vending hvis der ikke er en dyrlæge man kan spørge.

Nå, men pga. af hende ringede jeg så til alle, enkelte fik jeg ikke fat på men lagde en besked om at hvis hund/kat havde problemer, skulle de ringe, hvis ikke, så lade være og ingen har ringet, hvorfor jeg må gå ud fra, at alt er ok.

Alle dem jeg fik fat på var begejstrede, de kunne slet ikke forstå, at deres hund/kat havde det så godt, og det allerede dagen efter ser helt fint ud. Alle sår heler fint op efter en 3-4 dage, det ved jeg, de ikke, men det er fordi, sårene er minimale, en teknik som alle dyrlæger burde bruge og ikke levere de der enorme indsnit som starter ved halen og ender i halsen……ok,ok, noget overdrevet men i den retning!!!!

Alle fik anvisninger om at de skulle fjerne tråden, der er nemlig kun et enkelt sting og selv på en stor hund som f.eks. Schæfer-størrelse. Man fugter tråden, med en pincet løfter man knuden og klipper med stump saks, ved siden af knuden og derefter hiver man tråden ud. Disse sytrådene er egentligt selvopløsende, bruges til gadehunde der ikke har nogen til at checke dem efter operation, men for at undgå betændelse, er det bedre at fjerne dem. Mange dyr ynder at slikke sig på operationsstedet og det gør det hele værre. En dame jeg talte med og forklarede dette, grinede og sagde, “Lisa, jeg er sygeplejerske!!! Fint sagde jeg, De er hermed dyresygeplejerske og jeg sender alle hen til Dem, hvis folket ikke kan finde ud af det selv!!!!

Praktisk taget alle jeg har talt med, har spurgt “kommer I snart igen??” for nu er de blevet “inspireret” til at operere alle de andre der er der, katte som hunde og ser jeg det rigtigt, så har vi allerede de 66 jeg måtte sende hjem plus omkring 100 til jeg har talt med, til næste operation. Folk ved, at denne omgang blev betalt af donation fra Dyrenes SOS, og at næste ikke kan blive gratis men til et mindre beløb og jeg har allerede fastsat beløbet til 4000.00 colones (ca. 40.00 DKK) og det mente alle, at de evt. kunne betale, hvis jeg informerede en del tid først, således at de kunne begynde at spare op!!!

Det lyder måske latterligt for en dansker med et så lille beløb, men her er det penge som kan give mad til en familie i to dage, det skal man jo også tænke på, at dyrlægerne tager 6000.00 colones pr. dyr uanset størrelse, så jeg betaler differencen, denne gang fra donation fra SASY, hvor jeg stadig har lidt på kistebunden.

Jeg er ved at lægge sidste hånd på en klinik i Puriscal den 19. juli 2009. Vi har haft problemer med lokalet, det vi normalt bruger duer ikke, for taget er i stykker og det regner ned på dyr og mennesker, så Ruth, en af damerne fra gruppen, har tilbudt sit private hjem, og jeg har arrangeret et telt hvor folk kan vente. Jeg har fået det til halv pris, den anden del er donation!!

Nu må vi se hvordan det går, flyer er sendt af sted, de vil sætte info på kabel-tv og i busser, jeg selv skal sætte info op rundt omkring i området og naturligvis håber jeg på stor deltagelse, efter mottoet, “jo flere, jo bedre”. Prisen i Puriscal er 5000.00 colones, kommer folk med mere end to dyr, giver vi rabat så udgiften ikke bliver alt for voldsom, således at de ikke kommer med dyrene, fordi de ikke har råd.

Nå, nu vil jeg lige tage en “SLAPPER”, ændre mit telefonnummer, min e-mail og sende min mand på ferie…….how about that??? og senere, kan vi lidt igen men lige nu, er jeg bare SÅ træt men jeg ved, at jeg er den type der lige skal have et lille pusterum og så starter vi forfra, så det går nok.

Knus
Lise
Tidligere:
Neustraliseringsklinik i Acosta sponseret af Dyrenes SOS

Dyrenes SOS mission er blandt andet at nedbringe antallet af gadedyr, og derfor er vores ABC-programmer så utrolig vigtige. En tævehund kan føde ca. 12-18 hvalpe pr. år, så på 6 år kan en tævehund og hendes efterfølgere blive til 67.000 hunde under optimale forhold.

Den 28. februar 2009 afholdte danske Lise, som er bosat i Costa Rica, en neutraliseringsklinik i Tabarcia, hvor i alt 107 dyr blev neutraliseret. Mange af dem var enten i løbetid eller allerede drægtige. Så tænk bare, hvor mange dyr hun alene på denne neutraliseringsrunde var med til at forhindre kom til verden som uønsket gadehunde, og som ville leve et kummerligt liv på gaden.

Lise har stor succes med disse ABC programmer i Costa Rica, og hun hjælper dagligt rigtig mange hunde og katte, som ingen andre ellers ville have taget sig af. Lise er efterhånden blevet så kendt i Costa Rica og telefonen gløder døgnet rundt. Men det koster også mange penge at hjælpe de mange dyr, og det kan være svært at få ringene til at hænge sammen økonomisk.

Lise skrev til os i foråret og fortalte os om en by, Acosta, som ligger bare en halv times kørsel fra Tabarcia, og hvor der lever et stort antal dyr som ingen p.t har hjulpet. Det skal siges, at Acosta er et område hvor der bor mange fattige bønder, hvilket betyder at de ikke har råd til at få deres dyr neutraliseret eller behandlet.

Derfor besluttede Dyrenes SOS at hjælpe og sponsere et ABC projekt i Acosta, og Lise har den seneste tid arbejdet energisk på at finde dyrlæger og frivillige, som kan hjælpe til på dagen. Lise har fundet 3 lokale dyrlæger og et egnet lokale. De lokale bønner vil blive tilbudt gratis behandling af deres hunde og katte, samt neutralisering af disse. Projektet vil blive afholdt d. 4. Juli 2009. Lise har i denne forbindelse lavet en oplysningsplakat som er sat op i lokalområdet, så alle er blevet informeret om arrangementet (Lise har lovet at oversætte flyeren snarest muligt.)
flyvers

Oversættelse af flyer:

KASTRATION
Doneret af Dyrenes SOS (Dyrenes SOS, Danmark)
hunde og katte (hunner og hanner)

ACOSTA
lørdag den 04juli
Tid: fra kl 0800 morgen
Sted: kommunal gymnastikhal, Turrejal
Beløb: GRATIS – doneret af Dyrenes SOS

* operationen bliver foretaget af en veterinær
* man undgår sundhedsproblemer
* hunnerne undgår løbetid og får ikke længere hvalpe/killinger
* nyligt bedækkede hunner, eller i løbetid, kan opereres

Instruktioner:
1. Kom med dyret nøgternt (uden mad og drikke)
2. Hunde og katte (hunner og hanner) ældre end 3 måneder
3. Giv ormemiddel til dyrene 10 dage før operationen.

Mere information, ring til Doña Alba Iris : 8995 6493

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

I gør jer ikke begreb om, hvor meget jeg har haft om ørerne, faktisk har jeg været ved at opgive flere gange men af en eller anden årsag, går det alligevel!!!

Jeg kan ikke huske om jeg har fortalt at jeg har min gode husbond i rullestol, han kan praktisk taget ingenting og skal have hjælp til alt, ind – og ud af stolen, køres rundt, tøj på etc. og det er ikke svært men tager tid og det har jeg jo ikke så meget af, når jeg også skal tage mig af dyrene jeg har her plus alle de andre jeg tager hen til for at behandle for div. sygdomme. Heldigvis har jeg min caretaker og min hushjælp og de er rigtig gode til at hjælpe til, Marito klarer en del indkøb således at jeg kan blive hjemme og passe min mand. Nåh, når man passer en invalid, så er det ofte sådan, at man bliver syg selv og det blev jeg!!! Jeg havde haft nogen maveproblemer og gik til laboratoriet for at aflevere en afføringsprøve som viste at jeg have denne bakterie som vi alle har, men jeg temmelig rigeligt må man sige, helicobactor pylaris, med 3 plusser efter…Jesus, de tre læger var helt oppe og køre og sagde “Lisa, du er jo skide syg” hvortil jeg svarede “det ved jeg da godt, det er jo derfor jeg er her”!!!

Nåh, afføring var fyldt med blod, fordelen var, at jeg var kommet i tide, for havde disse bakterier angrebet på en gang, jah så kunne jeg nok ikke skrive til jer idag, lad mig sige det sådan!!!. Nuvel, dagen efter fik jeg lavet en gastroscopi, et endoskop ned gennem halsen for at se om mave, spiserør, duodunal etc. var ok, og alt er ok der, så nu skal vi lige have et check på tyktarmen for at se, om der er noget der, der ikke bør være der og alt efter resultatet, ser vi videre derfra, dette check skal ske den 30.06.09, så der må I gerne krydse fingre for mig, please……jeg fik en meget skrap antibiotikakur i 10 dage, 3 forskellige stærke typer som gjorde at de “brændte” tunge, hals og mave, selv et glas vand sved og jeg er ved at tabe håret men det kommer vel igen på et senere tidspunkt. I fredags tog jeg så til vores gode privathospital og sludrede lidt med lab-doktormanden der, fortalte om mit problem og han lavede div prøver som , heldigvis, viste at NUL blod i afføring ej heller bakterier, så happy var jeg, jeg tror næppe jeg ville have kunnet klare endnu en omgang antibiotika af anden type. Nåh, jeg har det egentligt udmærket, er gået, (næsten) på vandvognen og er ved at drukne i vand og gaterade, dødsygt men en enkel lys øl, kan jeg da få listet ned og så i øvrigt håbe, på bedre tider!!

Syg eller ej, er der jo arbejde der skal passes mht. dyrene og folk ringer og regerer som bare pokker. Her til morgen blev jeg ringet op kl 6.00, en nabo, der fortalte at en lille hanhvalp var blevet kørt over og nu lå og led, skreg, og om jeg ikke kunne komme og tilse den. Det er dyrlæge-arbejde og jeg ringede til de to der er her, ingen svarede så jeg lagde besked, sagde til konen, at hun skulle give den noget mod smerter indtil en af dem kunne komme, og da hun gjorde det, så hun, at den allerede var død, hele bagpartiet var smadret af påkørslen og jeg regner med at det også er gået ud over de indre organer og så er der ikke noget at gøre. Den lille hvalp er blevet sat på gaden af en eller anden idiot, sikkert taget fra moderen og søskende, har naturligvis ingen ide om “gadeopførsel”, aner ikke hvad en bil er og det er dette der gør , at jeg bliver så vred, så vred over at folk sætter hvalpe på gaden, de har ikke en chance, forstår jo intet, det er babies som bliver passet af deres hundemor som passer dem fint, for derefter at stå helt, helt alene, nogle venlige mennesker tager dem til sig, ringer som regel til mig men andre, kyser dem væk, hælder vand på dem så de forsvinder, nogle gange kogende, truer dem med koste, slår dem etc. og det er ikke til at holde ud at tænke på hvordan sådan en lille størrelse skal kunne forstå noget som helst, det samme sker for voksne hunde men de har jo noget erfaring at trække på, det har en lille hvalp ikke. Jeg gør virkelig hvad jeg kan for at åbne øjnene hos folket her og for et stykke tid siden, kom der et TV hold her og optog en video på en 45 min. hvor jeg fortalte om gadehunde og hvorfor folk sætter dem på gaden, der er ALTID en forklaring eller årsag men INGEN af dem, dutter for mig. Min slutbemærkning var, at folk skal udvise ansvarlighed overfor den beslutning de engang tog, omkring det at have et dyr, det være sig hund eller kat, og søge en løsning for dyret, løsningen er IKKE at sætte dem på gaden og derved overgive problemet til andre eller dyret selv!!!

For to dage siden ringede en kone fra Puriscal og fortalte om en nabo som havde en mini-pincher som have skab. Min veninde sagde at det var jo nemt og billig at kurere og at hun ville købe det der skulle til, MEN mindsanten om hun ikke så den lille tæve, ca. 3 1/2 kilo, omkring 7 måneder gammel, ligge på fortovet i byen, rullet sammen og med alle tegn på skræk. Hun lå bare der og tænkte, hvis jeg ligger helt stille, så sker der mig nok ikke noget.!! Min veninde købte noget dåsemad og gav hende, det gaflede hun i sig, eftersom hun ikke havde fået mad i 5 dage, Karen som veninden hedder, lod hende ligge og ringede til mig som sagde at hun skulle smide hvad hun havde i hænderne og se at få fat i den lille. Hun fik fat i hende, nemt, hun lå der hvor hun var blevet smidt 5 dage før, havde ikke rørt sig ud ad flækken og nu er hun her!!! en sød lille størrelse, og bare fordi hun havde skab, blev hun smidt på gaden!!! Karen kender jo “ejeren” , havde spurgt om hun ikke kunne komme tilbage igen men konen sagde nej, hun havde en anden og ville ikke have PUPPY, som tæven blev kaldt. Jeg havde mest lyst til at sagsøge hende for mis-treatment men det kan jeg ikke for Karen bor kun 4 huse fra konen og det giver nabostrid hvor de hver især forgifter hinandens dyr for at skade hinanden, det er “normalt” her, desværre. Jeg har sagt til Karen, at hun skal holde sig gode venner, hvis hun kan, med konen således at hun kan checke den nye hvalp hun har anskaffet sig men sker der noget igen, så sagsøger jeg hende og Karen må tage skraldet, vi har fået nye love her i landet der gør, at man kan få bøde, også fængselsstraf for mishandling af dyr inkl. at sætte dem på gaden, MEN der skal vidner til og de er svære at finde af angst for represalier, ydermere sætter folk dyrene på gaden om natten hvor folk sover så dermed er der ingen vidner….

Se, nu sker det igen…mens jeg sidder og skriver har jeg haft 5 opkald af forskellig art, om jeg kan hente hunde her og der og lige nu, ringede de fra vores lokale animal protection for at spørge hvornår jeg har kastrationer i Puriscal , der er en kone med 10 dyr til kastration, hun har ingen transport og ingen penge til dyrene. Jeg bad om telefon nr.. og navn på konen og jeg er næsten sikker på, at det drejer sig om en kone jeg allerede er i kontakt med men som ikke er fra Puriscal men herfra den lille landsby hvor vi bor. Hun er mægtig sød , bekymrer sig om hunde og katte der er sat på gaden. Hun har for et par måneder siden taget to tæver til sig som var gravide og de kom med 9 hvalpe, en fik 4 den anden 5, derudover har hun en 4 katte og tre voksne tæver, bor til leje, er alenemor og har ingen penge!!!! Den er vist hjemme!!!!!

Jeg har givet hende foder til alle, ormemidler til alle og sagt at hun skulle prøve at afgive hvalpene til folk der vil passe dem ordentligt, hun ringede oprindeligt til mig for at høre hvad hun skulle gøre ved 3 voksne hunde der var blevet forgiftede, to var hendes, en hos en nabo og hendes fik hun reddet med min hjælp, naboens overlevede ikke. Hun bor i rækkehus og naboerne forstår ikke at hun hjælper disse dyr, så derfor har hun problemer med gøen, hun har dem ikke indhegnet så de render rundt over det hele og det vil naboerne ikke acceptere f.eks. at de skider på deres terrasser etc. Det kan man jo godt forstå et eller andet sted, og at have et godt hjerte, er ikke altid nok, hvis man ikke har mulighederne for så mange dyr. Nuvel, hun skylder mig penge for foder så det er nok derfor at hun ikke tør ringe til mig og prøver med ANPA, der kommer hun ikke langt for de tager 7000.00 colones, pr. dyr, jeg gør det for det folk kan betale og er det hende, Elisa,ved jeg, at det har hun slet, slet ikke mulighed for. Hvad hun ikke ved, fordi hun ikke har ringet er, at jeg er ved at lave en “hjemme-kastration” her i vores gæstehus for de hunde og katte hvor jeg ved, at de behøver en operation, dels er de i løbetid, dels allerede gravide og på nuværende tidspunkt, har jeg vel samlet en 20-25 stykker, nok til at få en dyrlæge herud fra San Jose. I tror det er løgn, men herude på landet er folk SÅ ignorante at de ikke engang kan finde ud af at komme selv med deres dyr og jeg vil æde en gammel hat på, at jeg kommer til at hente og bringe dyrene, det er virkelig fortvivlende men jeg gør det fordi jeg ved at kommer der offspring, bliver de sat på gaden hvis ikke inden når tæven er gravid og må få sine hvalpe et eller andet sted i bjergene under en busk, hvor hun har gravet et hul og der drukner hvalpene……

Nåh, uanset hvad, er det da blevet lidt bedre og havde vi ikke den verdenskrise som vi har, så ville det se endnu bedre ud. Krisen kradser gevaldigt her, folk er uden arbejde og her har vi jo ikke et socialt sikkerhedsnet som man har det i Danmark, her må hver i sær klare sig som de nu kan og det betyder, at der knap er til familien og derfor da slet ikke til dyrene. Derfor er der også sket det, at nu begynder man at sætte små hunde på gaden. Før var det de store der naturligvis spiser mere og lige akkurat igår, hentede Marito en hanhund, OSO hos en kone, Nuria, som jeg har besøgt en gang før og givet foder etc. til hendes hunde og katte. Nuria er en hjælpsom sjæl mht. hunde og katte, men hun har ikke mulighed for at fodre dem med det resultat, at de nogle gange går i dagevis uden mad. Jeg har betalt for, med donationer, dyrlæge til en af hendes katte der var så inficeret af orm, at de sprang ud af numsen når man trykkede missen på maven, den døde. Hun havde også en hvalp med parvovirus, hvor jeg betalte for at en dyrlæge tilså den, den døde også, så hentede hun en anden hvalp som selvfølgelig blev smittet, den døde også, og nu vil hun have at jeg kommer ned og vaccinerer en lille hanhvalp inden den også doer, hvilket jeg vil gøre i morgen. Jeg har dog sagt til hende, at i det øjeblik jeg giver vaccinen og hvis hunden allerede har virus, jah så giver jeg jo sygdommen og hunden dør, men hun siger at den ikke har været hvor de andre er, og at hun vil tage chancen hvilket for så vidt er ok, jeg mener har den virus, så dør den alligevel, har den ikke, kan den reddes. Nuria har denne hanhund OSO, og jeg siger og skriver, jeg har da aldrig set så tynd en hund, den er bogstaveligt talt kun skind og ben og da hun sagde at den var tyndere end da jeg så den først, sagde jeg til hende at jeg ville tage den herhjem og fede den op, han er et mix med noget collie og pelsen består kun af knuder som jeg vil klippe af når den har fået lidt sul på kroppen og ikke fryser pga. manglende pels, han er en sød og kærlig hund og ham skal jeg nok få op at stå sålænge han spiser og det gør han. Han er simpelthen bare så sulten. Han fik ormemiddel med det samme og går i indhegningen sammen med hvalpen, Puppy. Jeg har startet treatment af hende og håber på at hun ikke smitter ham med sit skab, men jeg giver ham noget forebyggende.

I aftes ringe en desperat herre fra Puriscal og bad mig hente en ung tæve som han påstår er sat på gaden , han vil ikke gøre den “noget ondt”, når folk siger dette betyder det, at de ikke vil forgifte den eller sætte den på gaden, så det er da altid noget MEN hans kone hader dyr, (normalt foreslår jeg udskiftning af kone!!!) , han bor til leje og denne person vil ikke have at folk der lejer hos hende, har husdyr!!!! Jeg henviste til gruppen i Puriscal og de ringede naturligvis hertil igen og vi blev enige om, at Natalia henter tæven i dag kl1600, har den hos hende, vil se om en eller anden vil adoptere den mod jeg betaler for operation, og ellers henter jeg den hos hende på fredag. Hunden fejler vist ikke noget efter sigende, det håber jeg passer for hun kommer til at gå med Oso og Puppy i en indhegning, jeg har kun to hundehuse men håber at de vil acceptere en ny i et af husene, ellers bliver hun pladdervåd når det regner, og så må jeg finde på noget andet, ved ikke lige hvad men jeg finder som regel en løsning på div. problemer, det bliver jeg jo nødt til.

En god nyhed er at jeg har modtaget en donation fra jer, Dyrenes SOS, til en gratis kastrationsklinik i Acosta, en lille by med et stort opland og med en Guds benådelse af gadehunde som går for lud og koldt vand, får lidt at spise her og der af venlige mennesker men som alle der, har en masse dyr selv som ikke er opererede. befolkningen er bønder, de har mad men ingen kontanter, så jeres donation falder på “et tørt sted”, kan man sige. Mange, mange tak til alle, på dyrenes vegne. Jeg har haft en del bøvl med at få denne runde op at stå, men nu er det lykkes, og datoen er fastsat til 04. jul 2009. Jeg har lokalet, 3 dyrlæger af de hurtige, de har hver 2 assistenter og jeg er ved at “indfange” mine frivillige håber på en 4-5 folk plus min egen lille person og det er også nødvendigt, jeg regner med ca. 150 dyr. Hvert dyr kommer med ledsagelse af mindst to personer så pladsen var et problem, idet vi skal have alle, specielt dyrene, under tag, man kan ikke operere en våd hund eller kat. det bliver bestemt et værre “gedemarked” men ok, bare det hjælper dyrene og deres familier, så er det godt nok med mig. Jeg er i gang med lister over alt det jeg skal have med, vit. k1 til de dyr der er i løbetid eller må abortere, de bløder altid efter operation, masser af doxiciclina til dem med erligia, der er sikkert mange idet det er landområde med kvæg som har disse tæger der overfører denne sygdom, antibiotika, ormemiddel, svampecremer , til hannerne, dexametasona, et middel i pilleform til at tage hævelse omkring scrotum plus sulfa til betændelse samme sted og en hel masse andet. Jeg har fået en ny frivillig til at komme og tage billeder af os med t-shirts fra dyrenes sos ,som han så sender til jer, så I kan se, hvad jeres donationer går til og at disse bliver brugt til det, de er beregnet til. Jeg betaler alt med checks og sender en opgørelse når jeg har det hele færdigt. Det jeg mangler lige i øjeblikket er, at få flyer færdig , denne gang bliver det med Dyrenes SOS logo, information om hvordan man kommer med dyret dvs. uden mad og drikke fra aftenen inden og at de skal være behandlet for orm indenfor den sidste uge. Det bliver nok det springende punkt, folk aner ikke på landet at man skal give ormemiddel. Sidste gang i Tabarcia havde vi hunde på over to år, der aldrig havde fået ormemiddel og for at det ikke skal være løgn, ville en ung, dum pige give sin kat ormemiddel som hun lige havde købt, mens den stadig var i bedøvet…Jesus, jeg så det heldigvis i sidste øjeblik og spurgte om hun var tosset , det mente hun ikke, jeg havde jo sagt at katten havde problemer med opvågning fordi den ikke havde fået ormemiddel, så derfor gav hun den det nu, sådan den ville vågne!!! Jah, “mod dumhed, kæmper selv Guderne forgæves” men det er jo det, jeg bla. er her for, at oplyse sådan at folk selv kan klare sig og derfor er jeg også i gang med at lave et stykke papir omkring de mest almindelige ting som opstår mht. sygdom, forgiftning etc. som jeg vil give folk, jeg har masser af materiale som vi giver til folk, omkring hvordan de skal behandle deres dyr, noget så almindeligt som frisk vand etc. men de læser det ikke!!! Jeg holder altid en lille tale inden vi starter og siger, læs nu materialet og har i spørgsmål, så kom og spørg hvis de er noget I ikke forstår og tro det eller ej, de kommer med alle de spørgsmål der står skrevet i materialet, ok, ok, nogle har glemt deres briller, andre kan ikke læse eller skrive men ungerne kan og de spørger også.

Så, nu er det frokosttid og om lidt har vi tordenvejr der vil noget, sådan er det altid i regnsæsonen så det er om at ruppe sig mens tid er.

Ha’ det dejligt allesammen og nyd den dejlige danske sommer, pas godt på jeres dyr, jeg gør hvad jeg kan for “mine” og jeg vender snart tilbage.

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Jeg har gang i mange ting, er nu næsten ved at nå målet med hensyn til en kastrationsklinik i Acosta som bliver sponsoreret af Dyrenes SOS. Det har holdt hårdt, min kontaktperson er smaddersød, men som folk er flest her, noget utilregnelige dvs. sådan i stil med, ” det skal nok gå, vi finder en løsning” men sådan arbejder jeg ikke og stakkels pige, har vist fået “the message” for jeg blev nødt til at ringe til hende hver eneste dag for at høre, om hun NU havde fundet lokalet således at jeg kan kontakte de 3 dyrlæger jeg ønsker skal komme. Nå, datoen var fastsat til 20. juni 2009 men så ringede hun og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, for den dag var der bespisning af fattige i kirkens lokale (som var afsat til os). Folk får også en pose med ris og bønner og de ting de behøver til den daglige mad etc., og det er jo lige de folk, vi skal have fat i, idet det er dem, der ikke har råd til at få deres dyr kastreret og derfor reproducerer de sig, som kaniner.

Efter sigende, er der omkring 25 gadehunde og nu skal jeg have fat i folk, der vil hjælpe dem, dvs. at de indfanger hundene og binder dem, så de er fastende. De beholder dem et par dage efter kastrationen/sterilisationen for at checke sår osv. Derefter slipper de dem fri igen. En uge efter bliver de igen indfanget for at fjerne sting, hvis de stadig er i området. Det bliver det “springende punkt” og jeg bliver nok nødt til at gå på deres lokale kabel-tv og fortælle dem lidt om hvorfor det er nødvendigt at de selv hjælper til med at nedbringe antallet af uønskede hunde og katte, ydermere er det nemmere at afsætte en tæve eller hunkat, der er opereret. Jeg har dyrlægerne, vi skal nok bruge 3, de har deres assistenter, så nu skal jeg “i krig” med at skaffe mine folk, samt få lavet kampagnen med logo fra dyrenes SOS. Denne gang vil jeg gøre det lidt anderledes, da jeg vil bede folk om, at komme med deres dyr ”dewormed”. Mange aner ikke, at man skal give ormemidler til hunde og katte og ind i mellem, dør hunden, ikke pga. af operationen men et kraftigt angreb af orm, derefter hedder det sig, at dyrlægerne har skylden!!!

Well, det skal stå på papiret som bliver delt ud og ophængt, så er der ingen der kan sige “det vidste jeg ikke”!!!

Jeg har også lige lagt sidste hånd på en forespørgsel til WSPA om en donation til forbedringer til mine installationer her, så nu er der bare at vente på, at de i London, acceptere min forespørgsel , jeg har brug for en forlængelse af taget i dog-run så dyrene ikke bliver våde når det regner heftigt, et isolations område til de hunde jeg henter på vejen og som evt. er syge og kan smitte, en vaskemaskine til at vaske deres senge eller klude, en lille transistor til musik og snak, således at de ikke bliver forskrækkede over larm fra TV og radio, når de evt. en dag bliver adopteret. Mange familier bor tæt på hinanden og de har hver deres program og det er HØJT så det overdøver naboens radio. Her er er der så stille, at man kan høre græsset gro!!! Ydermere har jeg bedt om 3 gigant-transportkasser som jeg vil bruge som hundehuse til dem, hvor jeg ikke har plads andre steder således, at jeg da ihvertfald kan få dem væk fra vejen/gaden…få dem op at stå og håbe på at en eller anden god familie vil have dem når de er opereret, dewormed, vaccineret og i god foderstand. Det lyder enkelt men er faktisk en stor opgave at få det hel til at passe sammen fordi der er så mange og sådan en radmager hund der ikke har spist i lang tid, skal behandles lidt forsigtigt så man ikke ødelægger maven på den.

I mandags kom der et TV-hold fra Puriscal og bad mig om at fortælle om gadedyr, hvorfor de bliver sat på gaden,(der er mange grunde) og jeg snakkede og regerede i over 45 minutter i et væk, faktisk lang tid men da det er min “kæphest”, så var der rigeligt at tage af!!! I “slutspurten” bad jeg inderligt folk om at hjælpe dyrene på gaden, har den enkelte ikke råd selv, så søg hjælp hos naboer, familie, venner etc. og jeg fortalte dem om mit motto ” vi kan ikke redde alle men sammen kan vi redde mange”, så nu er der kun at håbe, at den er “feset ind”. Programmet er for unge og min ide var/er, at det er dem jeg skal have fat i, sådan at hvis deres forældre tænker på at smide en hund eller kat på gaden, så skal de opponere mod det og finde løsninger selv. Det er så nemt at ringe til Lise og videregive problemet til mig!!! Jeg er klar til at hjælpe med råd og vejledning og kastration men hunden bliver hos dem!!!

De hunde der løber fortvivlet rundt på vejen og ikke har nogen til at hjælpe dem, tager jeg med, hvis jeg kan fange dem, det lykkes normalt, hvis ikke første gang, så anden hvis jeg kan hitte dem igen, jeg rasler med madposen, taler blødt til dem og lægger noget foder som de spiser, måske løber de væk, men næste dag er de der igen og sådan får jeg deres fortrolighed til jeg kan få fanget dem og taget dem med herhjem….jah, sådan er det, men heldigvis er der ikke så mange på gaden mere, jeg ser frugterne af mit arbejde, så nu er det bare at vente en 8-10 års tid, så er de unge voksne og vil forhåbentlig tænke en ekstra gang og ikke gøre som deres forældre, som bare satte hunden på gaden, men tage ansvaret for den beslutning de i sin tid tog, da de besluttede sig for at have hund!!!!! Det sidste var min afslutning til tv-programmet.

I øvrigt kommer de igen snart, jeg er ved at lægge sidste hånd på information om de mest almindelige sygdomme og hvordan man selv kan behandle dem, dvs. hvad folk bør have hjemme i en lille kasse, sådan at de kan give en form for første hjælp inditl de ringer til mig og som henviser til en dyrlæge. Sådan er det faktisk altid, de ringer her i håb om at jeg kommer og hjælper deres dyr, og da de ved jeg gør det gratis , så prøver de mig først – enten vil de ikke betale, har måske ikke transport til dyrlægen eller simpelthen så fattige, at de ikke kan betale. Jeg spørger dem hvor meget de kan betale og siger, at jeg deltager i udgiften men kan de, skal de hjælpe til selv og derved “lærer” jeg dem, at hvis et dyr er sygt, skal de opsøge en dyrlæge ligesom de opsøger en læge eller hospital, hvis et menneske er sygt. Det kan vel ikke være saa svært at begribe!!!

Så, det blev en længere “smøre” nu vil jeg gå ud og underholde min lille mand der sidder og keder sig i rullestolen. En veninde har lige ringet og vil komme med noget kinesermad, dejligt så bliver jeg fri for at koge i aften, og vi nøjes med en bid brød…

Endnu engang tak for donationer og vi mailes ved.

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Der er jo lavet en mægtig god brochure i Finland hvor der er det billede som Lars Friis tog, det er det med min beskidte T-shirt med logo fra Proplan…hvor jeg er i rehabben, Jenny springer op og
de andre leger….. et billede hvor man kan se dynamikken i flokken. Hvis I vil, kan jeg spørge Raili i Finland
om hun kan sende diverse billeder til jer, hun fik en Guds benådelse af Lars, Diana og Angela og valgte nogle herfra rehabben samt operations-klinikker hos indianerne, hvor man kan se, hvordan vi lærer folk at pleje deres egne dyr.

På lørdag kommer der et tv-hold hertil og vil lave et interview med mig omkring dyr der bliver forladte dvs. sat på gaden og som dermed bliver gadehunde. De baserer deres tv-program omkring ” en hunds dagbog” jeg fik den for ca 4 år siden af en amerikansk veninde, oversatte den til spansk og publicerede den i en avis , den der er mest læst af folket her, noget Ala ekstra bladet. Jeg har læst den over 30
gange og tuder hver gang men det er Bl.a. den, der gør, at jeg fortsætter fordi jeg synes det bare er så synd for de dyr, der bliver til gadehunde og katte.

Jeg er i fuld sving med jeres klinik i Acosta, den foreløbige dato er den 20. juni 2009, jeg har, vist nok, de tre dyrlæger og mangler et totalt OK fra præsten omkring deres kommunale salon som skulle være stor nok til alle, de fleste dyr kommer jo med , ihvertfald to personer og kommer der 150 dyr, så skal der være plads til over 300 personer under tag, da det regner cats and dogs om eftermiddagen og vi kan ikke operere på våde dyr. nå, ideen er
at jeg tager min gode husbond ud på en tur dertil, dels kommer han lidt ud, dels kan jeg lige kigge på forholdene og få en sludder med præsten og dem der vil hjælpe med kampagnen.´

Jeg er også i fuld gang med at bede om en donation fra WSPA til
forbedringer af de allerede installerede bure etc. Det er et værre bøvl med indhentning af priser på materialer etc. plus arbejdskraft, det kan jeg jo ikke , kun estimere, idet jeg ikke ved, hvor lang tid det tager at lave disse forbedringer, det nemmeste var, at indhente tilbud på en stor semiautomatisk vaskemaskine, således at jeg kan bruge den til dyrene i rehab og dogrun…(altså ikke dyrene men deres tæpper!!!)har også bedt om 3 gigantiske transportkasser, een til at hente gadehunde i, to til brug som
hundehuse, når jeg ikke har plads i burene, så har jeg bedt om en radio med god reception, et isolerings område bagved gæstehuset, som i øvrigt nu står færdigt, et gulv i rehab, som også er færdigt, det har Uwe og jeg betalt, USD 500.00 kostede det, kunne ikke vente idet det var der, hvor de giftige biller kom op af jorden, deres “tid” er nu forbi og i år havde jeg ingen problemer med syge dyr der skulle i drop på klinikken. Sidst men
ikke mindst, har jeg bedt om en udvidelse af taget i rehabben således at dyrene ikke bliver våde når det regner med vindstød……det er såmænd det hele!!!

Nå, de kan jo bare sige nej til noget af det men det tror jeg nu ikke. I morgen går det afsted til London og så er der bare at vente på godt nyt!!!!

Jeg er smuttet, vi har lige strømsvigt men jeg har tid på laptoppen til at sende så det vil jeg gøre nu.
Knus Lise

Af Dyrlæge Igor Zinger

Rapport til Dyrenes SOS fra den israelske dyrlæge Igor Zinger, som har arbejdet på klinikken i Dharamsala i foråret 2008, og igen i foråret 2009.

Er netop kommet hjem efter at have været på camp. Vi har været i Bir, en tibetansk landsby  3 timers kørsel fra McLeod Ganj, hvor der overvejende bor flygtninge. At køre i en indisk bil på de “specielle” veje, har virkelig været en sand koncentrationsprøve – næsten som at udføre en operation! Varm velkomst af de lokale, med øjne fulde af iver – vi smeltede efter de første dage.

Den problemtiske indfangning af hundene, og deres ophold før og efter operation, blev håndteret af af vores personale, der bestod i en bil, to dyrlæger og to veterinærsygeplejersker.

Den nye dyrlæge ankom et par dage før camp’en, blev introduceret til vores virkelighed, og håndterede det virkelig flot. Hun er en stærk og intilligent kvinde, og en veluddannet dyrlæge med den nødvendige erfaring.

Vi vågner op tidligt om morgenen til lyden af tibetansk sang fra klostrene, og skynder os ud på gaderne, og rabiesvaccinerer, giver vitaminer og indsprøjtninger mod skab. Samtidig indfanger vi de hunde der har behov for særlig pleje med antiparasitære og varme desinficerende bade, og afmagrede og forsømte hunde der behøver omsorg og mad.

Særlig opmærksomhed fik en en ikke mere end to måneder gammel hundehvalp, der blev bragt til os af en lokal kvinde. Den var underernæret, fyldt med både orm, lus, skab, hårsækmider og lopper. Hvalpens største problem var synligt på lang afstand: Et kæmpemæssigt lyskebrok, der strakste sig langt ned ad bagbenet.
Størstedelen af hvalpens tarmsystem var faldet ud gennem lyskekanalen og lå som en kæmpe klump under huden på indersiden af bagbenet – næsten som en falsk bughule. Efter et par dages stabilisering med væske, vitaminer, antibiotika og parasitbehandling, samt afhjælpning af den forstoppelse der var en følge af brokket, besluttede vi at operere hvalpen for dens brok.

Vi fandt den bedst egnede bedøvelse, og åbnede ind til brokket og fandt ud af, at lyskekanalen manglede fuldstændigt; i stedet var der et stort hul i bugvæggen. Vi måtte rekonstruere den del af bugvæggen der manglede, ved at lave en flap af den eksisterende bugmuskulatur – et arbejde der krævede stor forsigtighed for ikke at beskadige den lille hvalps blodkar

Det lykkedes os at få tarmene på plads, og samtidig blev han kastreret. Operationen varede mere end tre timer med konstant overvågning af den lille hvalps livstegn, og takket være det varme vejr vågnede den lille hvalp hurtigt op bagefter og begyndte at se sig om efter mad! Vi gav ham navnet “Tashi” der er tibetansk og betyder heldig. Han blev adopteret til nye forældre, og fik således en cahance for at starte en ny periode i sit liv.

En hund fra et helligt sted, Rivalsar Søen, blev indbragt til os af nogle udlændinge. Han var blevet bidt af en tiger, og de havde plejet ham i ti dage, og bad os nu – mod betaling af udgifterne – om at bringe ham tilbage til sit eget område, så på vores fridag fuldførte vi den mission også.

Vores arbejdsplan var at patruljere i gaderne og behandle på stedet og rabiesvaccinere, og de hunde der skal neutraliseres – og som kan indfanges – ville vi så bringe til vores lejr- klinik.

Forud for operationen gives dagen før antibiotika, enten oralt eller injektion. Vitaminer og antiparasitbehandling efter behov.  På selve operationsdagen gives igen antibiotika. Præmedicinering med xylazin og atropin, efterfulgt af enten ketamin/diazepam narkose til små hunde, thiopental narkose til de store. Intubering obligatorisk. Operation gennemføres så antiseptisk som muligt, med sterile instrumenter og afdækninger. Postoperativt gives Meloxicam eller butorphanol som smertestillende. Operationssåret sprayes med et ayurvedistisk sårhelende middel, og hunden overnatter til næste dag.  Her undersøges hunden igen, og får antibiotika. Er hunden i orden, vaccineres den og slippes løs i det område hvor den blev samlet op. Hvis det er muligt, overvåges hunden den følgende dag på dens levested i landsbyen.

Hudinfektioner og parasitangreb bliver desværre kun  behandlet delvist, da vi ikke har tilstrækkelig tid til værre samme sted til gennemføre den optimale behandling. Kun første behandling med Ivermectin, og nogle gange injektion nr 2, er muligt. Afficerede hvalpe bades dagligt.

Vores team arbejdede fint some et hele, dette var min første camp, og det så ud som om at arbejdet var fuldført. Vores team var en enhed og alt hvad vi havde udrettet, blev gjort meget smukt, med hjælpsomhed og samarbejde.

Hvert eneste øjeblik og med hver eneste patient, lærer jeg noget. Hver eneste operation er forskellig, og jeg nærmer mig til hver af dem som til en ny bog.

Alle operationer bliver udført omhyggeligt og med tålmodighed. Operationstiden varierer fra en halv time til 1½ time ved komplicerede, drægtige, løbske eller meget fede tæver. I løbet af en uge  med 4 hele operationsdage, indfangede vi mere end 40 hun- hunde, hvoraf nogle få dog desværre undslap. 33 tæver blev steriliserede, 1 hvalp med lyskebrok, 5 hvalpe og 4 store hunde blev behandlet for skab og hårsækmider, og 57 hunde blev rabiesvaccineret.

Gennem instruktion af lokale frivillige i at rabiesvaccinere og parasitbehandle, håber vi at have skabt en vedvarende gruppe, der kan fortsætte det arbejde vi har startet.

Med hensyn til udgifter til sådan en camp, om og de er det værd: JA – og der er stadig MANGE hunde der behøver behandling og som er parate til at blive opererede. Men der er ikke tilstrækkelig tid eller uddannet personale til at gennemføre det, skønt udgifterne til det er relativt små for en vestlig organisation.

Nogle få ord om vores klinik i McLeod Ganj:
Da jeg første gang kom hertil sidste år, fandt jeg klinikken lukket på grund af tekniske problemer. Men efter de nødvendige foranstaltninger var blevet gjort, arbejdede jeg i klinikken i 4 måneder, og fik indrettet klinikken til at kunne modtage og behandle patienter.

Det daglige arbejde varierer fra akut-arbejde til ABC-arbejde, rabiesvaccinationer, parasitbehandling og tilsyn af patienter ude omkring. Patienter med benbrud og ikke-helende sår indlægges. Småoperationer såsom fjernelse af mammatumores foretages samtidig med sterilisation.

Alle lokale hunde behandles en gang om ugen med Ivermectin for hårsækmider og skab på deres levested i byen, og hunde med TVT ( et smitsomt virus der giver store svulster i kønsorganerne, findes ikke i DK. OA.) behandles med kemoterapi.

At løbe efter en såret abe eller et forsømt æsel gennem bjergene  holder min fysik i orden og rede til aktion!

Vand-og elektricitetsforsyningen til klinikken er ustabil, og vi er altid rede til at arbejde med lommelygter og pandelamper. Den generelle hygiejne og de sanitære forhold i klinikken er acceptable. Vi har fået nye borde der kan indstilles i højden, til operation og undersøgelse. Godt for min ryg!

Vi er udstyrede med mobiltelefoner, så vi kan altid holde kontakt med hinanden. Vejret i bjergene skifter konstant, fra extremt koldt til extremt varmt.

De medicinske forsyninger, operationsudstyr og udstyret til den basale patientundersøgelse, er tilstrækkelige til vores formål. Vi har intet narkoseudstyr, undtaget trachealtubus’er. Hjælperne, og særligt Vishen Das (Visnu), er det allerbedste i klinikken!

Vi kan kommunikere med de lokale gennem fagter, og ubesværet med vore kolleger. Hver enkelt af os kender præcis vores job, og vi hjælper hinanden.

Jeg arbejder for sagen med entusiasme, taknemmelighed og stort gå-på-mod! Føler vi bliver bedre dag for dag, udvikler mig konstant, og ønsker at jeres team må fortsætte med at være så gode som I er!

De kærligste hilsner
Dr. Zinger Igor[divider]

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Siden jeg skrev sidst, har jeg haft en masse at lave, dels med dyrene, dels med min mand der var meget syg og faktisk skulle være indlagt på hospital men da han er een af dem der står i første række og råber “her, her”, når der “bliver uddelt div. sygdomme” så ville det ikke være nogen god ide….man skal have et godt helbred hvis man skal på hospital!!!! Nå, nu er han mere eller mindre ok , og så kan vi lidt igen…..

Den 28. februar 2009 havde vi kastrations-klinik i Tabarcia med 107 dyr, flest tæver og kattedamer, mange af dem i løbetid eller nyligt bedækkede så der undgik vi lige en masse hvalpe og killinger. Vi startede kl. 830 og sluttede kl. ca 1700, så det gik stærkt med de 2 dyrlæger og deres 5 assistenter, jeg var der selv med 2 hjælpere og det tog mig lige en 3 dage at kommer over “ondt i benene” af at bøje mig ned, rejse mig op etc. når vi efterså dyrene. Dyrlægerne var forbavsede over dyrenes sundhedstilstand, ikke een med skab eller svamp, praktisk taget alle godt i stand, så det var en fornøjelse at se. En lille gut på en ti år kom dampende med en trilleboer hvori der var en kasse med 5 hvalpe som var til adoption, heldigvis havde han også moderen med så hun blev opereret sammen med 3 tævehvalpe og de blev alle givet væk, damen, Lidiet, der hjalp mig, havde 7 katte med og gav 4 væk, så alt i alt, var det en rigtig god dag, selvom anstrengende. Min ide er, at “rydde op” i dette område omkring en måneds tid idet vi blev nødt til at afvise 15 dyr men foer det, skal vi lige have en runde i Puriscal hvor jeg jo ikke bliver nødt til at deltage. I en større by, Acosta, ligger en halv times kørsel fra Tabarcia, siges der, at der er en mængde dyr, så der skal jeg også hen i nærmeste fremtid, måske med en special donation således at vi kan få alle med, i Acosta bor der kun bønder uden cash, så enten skal det være gratis eller ihvertfald meget billigt, i Tabarcia gjorde jeg det for 2000.00 colones og hvor SASY betalte differencen op til de 6000.00 colones dyrlægerne tog, det er ca. USD10.00.

Når vi kastrerer så mange dyr, er der jo altid en del “efter-veer” i form af tæver der slikker såret op, hanhunde der bliver ophovnet etc. så jeg har haft en del opkald men ikke noget helt slemt bortset fra en lille pincher-tæve, Odie, hedder hun, som var i løbetid og fik indre blødninger, hun var så syg, så syg pga. at hendes lever blev dårlig af at udskille det gamle blod hun havde i bugen, hendes afføring var gul og blød, hun var så dehydreret at hun ikke kunne åbne øjnene, ville ikke spise og brækkede sig i lange baner. Well, jeg sendte en dyrlæge afsted, han gav den noget medicin men som ikke hjalp men heldigvis var familien meget obs på situationen og lige akkurat den dag min gode dyrlæge Claudio var på visit her for at checke mine hunde, ringede de og jeg sagde at de skule komme hertil så han kunne tilse hunden. Manden kom med hende på motorcykel, den lille pakket godt ind i en taske og hunden blev behandlet her, noget medicin samt dråber til leveren og en creme til de lukkede øjne som hun straks åbnede efter cremen blev givet. Familien ringede igår og sagde at hun nu spiste, gøede, legede men at hun ikke åbnede øjnene helt endnu så jeg sagde at de skulle ringe til Claudio. Denne familie er lidt anderledes end de fleste, Claudio tog ikke noget for at behandle hunden, jeg betalte for medicinen og de insisterer på, at betale de penge tilbage!!!Det er ikke normalt, de fleste er bare glade for at jeg betaler og så er den potte ude!!! Af skade bliver man klog siges det, og jeg sørgede for, at alle hanhunde fik dexametasona piller med til 5 dage plus noget sulfa, for det er bombesikkert at de hæver op og lige så sikkert er det, at folk ikke får købt medicinen til at tage det værste og hunden risikerer at dø af infektionen, hvis den breder sig til f.eks. bagben. Jeg ringer altid rundt et par dage efter en runde, alle hanner bliver checket og dem der har medbragt flere end 3 dyr, bliver ogå ringet op og her var der en lille han , der havde det skidt, meget , meget hævet sagde konen. Hannen fik medicinen og jeg anbefalede at hun lavede en stærk kamille te med masser af te-blade, te´en skulle i køleskab og bladene i fryseren, derefter skulle hun bade området med te´en og lægge de frosne blade på og repetere hver time og sandelig om hun ikke ringede dagen efter og sagde at nu så området helt normalt ud, rådet har jeg fra vores naturlæge som bruger kamille-te til alt der har med hævelser at gøre…rådet er hermed givet videre, også til hævede fødder….

Saeti, der bor i indianer-reservatet ringede og fortalte at hendes 3 måneder gamle hvalp var blevet forgiftet og jeg sagde at hun skulle ringe til Diego, så han kunne behandle den lille. han kom , behandlede men hunden blev ikke bedre så jeg sagde at hun skulle ringe igen, hvilket hun gjorde og så tog han den med hjem og lagde den i drop, hun ringede igår og sagde at han ville komme med den idag for nu var den ok igen. Saeti er meget , meget glad og sød ved hunde og tidligere var hun fosterfamilie for mig men det har jeg droppet for hun bor klods op ad en befærdet vej og så betyder det at hunden skal stå bundet hele tiden og det dutte ikke.

En kvinde ringede og fortalte at hendes hanhund var blevet kørt over, hun påstod MED VILJE, for hunden gik i vejkanten og en bil kørte så tæt på den, at den blev ramt. Hun var fuldstændig hys fordi hunden skreg af smerte og hun sagde at hun ville finde een, der kunne komme og skyde den!!!!!Jeg fik hende beroliget, sagde hun skulle tage hunden ind og ringe til Diego, det gjorde hun men han var ikke til at få fat i, hvilket gjorde hende endnu mere hys. Jeg sagde at hun skulle give hunden noget smertestillende og blive ved med at ringe til ham og til sidst, fik hun fat i ham, han tilså den lille og ringede til mig, fortalte at det ville blive en dyr operation, konen kan ikke betale men jeg sagde at han skule se hvad han kunne gøre evt. amputere hvis det skulle være nødvendigt, evt. gipse benet ind men det er alt for hævet til det. Til konen sagde jeg, at vi ville gøre hvad vi kunne men at det kunne være at den ikke vil få den normale førlighed men da i hvertfald være i live, nu må vi se, hvad der kan gøres, hun har ikke ringet igen. Luis, een jeg hjælper med hundefoder til hans tre hunde, ringede at der var blevet sat to små tævehvalpe på gaden hos ham og at han havde taget dem til sig men ikke havde foder. Jeg kørte hen med foder, gav dem ormemiddel og sagde til konen at sådan som de stod der i snor, gik det ikke, f.eks. havde de ingen vand og stod i sol!!! Jeg gik så vidt at jeg sagde at de ville dø i løbet af dagen hvis hun ikke gav dem vand, specielt når de får toerfoder!!! Hun var lige ved at opgive ævred men nogle gange bliver jeg virkelig nødt til at “smøre tykt på” ellers fiser den ikke ind og da jeg kørte forbi forleden dag, uanmeldt, havde de vand og stod i skygge. Den samme mand ringede og sagde at en hanhund var blevet overkørt , han havde den hos sig og jeg sagde at han skulle ringe til Diego som skulle se på hunden og se skadens størrelse, enten reparere eller aflive på stedet sådan at hunden ikke lider unødvendigt, jeg ved ikke i skrivende stund, hvad resultatet blev.

Man skal høre meget før ørerne falder af og jeg skal love for at jeg fik en skideballe af en mand, hvor jeg tilså en hund der havde en hævet penis og noget kræftsvulst ved mundvigen. hunden havde været i behandling med anti-inflamatorio plus antibiotika i 5 dage da jeg tilså den igen. Jeg kom, sagde lige hej til manden og gik iøvrigt hurtigt hen til hunden, en vagthund ingen kan roere og der stod den og logrede med halen og slikkede mine hænder, manden var flappergasted, troede ikke sine øjne og begyndte at blive lidt småsur. Hunden stod bundet ligeså en anden lille hand og uden vand i 33 graders varme!!! Det gjorde jeg opmærksom på, den syge havde vand i en gummispand som jeg lige tog en stirrer på!!!jeg siger jer, vandet var GRØNT og SLIMET, jeg tog spanden og spurgte, ironisk, om han havde lyst til at få en slurk og da “gik den på Dagmar” han blev så vred at jeg troede han ville slå mig……jeg slutter lige nu, vi har jordskælv og strømmen er gået…kommer tilbage…..

Jah, jordskælvet er overstået, 6.2 på Richter scala så det var noget der ville noget, strøm og telefon røg sig en tur men kom tilbage efter en times tid.

Nåh, den rasende mand var ikke til at få i tale, Marito var ikke til meget hjælp, han sad i bilen og gloede ligefrem og så gik jeg, spurgte ham om han ville lade sit raseri gå ud over hunden og det mente han ikke. Da jeg kom hjem og også selv faldt lidt ned, tænkte jeg lidt over situationen og om aftenen ringede jeg til konen , der ikke vidste noget om det skete, lidt underligt, og for mig betød det, at han alligevel godt kunne se, at jeg havde ret til at skælde ud pga. vandet. Jeg sagde til konen at jeg gerne ville undskylde for min opførsel bare for at få ham i tale og han tog telefonen!!!! Det skal dertil siges, at costarikanerne ikke kender til ironi og det burde jeg vel efterhånden vide, jeg har jo boet her i 15 år og man går heller ikke ind på folks område uden at give hånd etc. så han havde faktisk ret til at blive sur men da ikke rasende. Nuvel, når man begår en brøler, må man også stå ved det og han accepterede min undskyldning og sagde “med mig, har De ingen problemer” og Marito og Yadira var totalt flappergasted dagen efter, da jeg fortalte at jeg havde ringet…det er nemlig noget en costarikaner ALDRIG vil gøre, det er derfor de har så mange problemer med hinanden og forbliver uvenner for evigt.

Forrige lørdag var Uwe og jeg inviteret til 50 års fødselsdag hos Jens, et “karibisk party” hvor mutter var stadset ud til den store guldmedalje med autentisk kjole fra oeen Guadelupe, halve blondehandsker, stiletter, orange hat…jah ikke et øje var tørt!!! Meeen…det var lige før at jeg ikke kunne tage afsted for Maria kom løbende og “fangede mig i badet” totalt uhørt her, men SALLY gik med skum om munden, kunne ikke rejse sig og gik i krampe. Jeg styrtede over i dogrun, tog hendes temperatur som var 38 grader, normalt for en hund. Jeg ringede til Claudio og efter hvad jeg fortalte, mente han at det var et frøbid men der er ingen frøer i dogrun og jeg mente at det var evt. et giftigt insekt så jeg gav hende antihistamin og dexametasona hvilket hjalp men kun for en kort stund og så startede det hele forfra da hun fik noget mad sammen med de andre. Ok, Claudio een gang til…som insisterede på, at det var et frøbid og at jeg skulle vaske munden med vand og give citron som antidot. Det gjorde jeg men intet hjalp, nu var hun gået i krampe igen og så ringede jeg een gang til og sagde til ham, uanset hvad du siger, så giver jeg hende atropin, 0.2 cc og det gav han ok til. Nu var det jo blevet sent og jeg havde stadig en del gaver jeg skulle købe, kl. var lige ved 1800 og så er det altså bare mørkt her i landet og jeg ser dårligt om aftenen, det ved min mand Uwe og han blev nervøs for at jeg ikke skulle nå over bjergene inden. Well, jeg tog afsted, nåede det selvfølgelig ikke og havde det ikke været fordi jeg havde en del gaver her, ville jeg ikke være taget afsted med en syg hund, der evt. kunne dø. på den anden side set, var der ikke mere jeg kunne gøre så jeg ringede ikke engang hjem for at høre hvordan det gik og troppede op, næste morgen med et par enkelte tømmermænd, til en hund der var fuldstændig normal!!!! Ingen ved, hvad SALLY havde men en intoxikation var det, af een eller anden art. Det var en pragtfuld fest, jeg har i årevis ikke danset og flirtet sådan, så det gjorde mig rigtigt godt, også at gøre noget for mig selv, alt hvad jeg laver, er noget med problemer, folk ringer ikke for at fortælle at syge dyr er blevet raske etc. og det er faktisk lidt deprimerende en gang i mellem, så det er dejligt at kunne “slå roeven i vejret” og bare more sig for en gangs skyld…..

I går var jeg, sammen med 11 andre, inviteret til en reception hos SASY (Stop Animal Suffering, Yes) hvor vi alle fik en check, til at dække omkostninger i forbindelse med kastrationer. vi blev opdelt i 3 grupper, de nye, hvor man ikke rigtigt ved hvordan de arbejder,de skal bede om penge til enhver kastrations-klinik, en “mellemgruppe” som er kendt for deres arbejde og de fik USD1500.00 og den sidste gruppe, hvor jeg var i sammen med 3 andre, fik en check på USD3000.00 !!! I denne gruppe var der folk der virkelig er meget aktive og jeg var PAVESTOLT over at tilhøre denne gruppe!!!! OK, det skal dertil siges at jeg er meget aktiv når det gælder om at hjælpe med at sælge billetter, kalendere etc. til SASYs fundraising og jeg er faktisk den der sælger mest, bortset fra en co-founder af SASY, saa det er nok det, de har tilgodeset også. Altså, idag er jeg ikke til at “skyde igennem” og er virkelig glad……glad for at få et skulderklap for det jeg gør.

Jeg er lige blevet ringet op af en kvinde der havde fået mit telefonnummer af en dyrlæge i nærheden, hendes hund var i krampe og dyrlægen havde ikke medicinen men som hun sagde, “det kan være, at Lisa har det”??? det er ikke unormalt at dyrlæger spørger for jeg har virkelig et “hunde-apotek” der vil noget, men desværre, denne medicin har jeg ikke og da det er søndag, er alt lukket og kan ikke skaffes. Well, damen ringer nok igen og fortæller at hunden er død men jeg sagde, at hun skulle ringe til Diego, som kunne tilse hunden. Diego, dyrlægen fra Tabarcia, var her i forgårs, ville gerne se lidt penge, USD200.00 som jeg lige akkurat har men det er fantastisk som dyrlægerne behandler mig, et visit til et sygt dyr, tager han knap USD10.00 for, det betaler ikke engang benzinen hvis jeg selv skulle afsted. pengene fra SASY er “øremærket” må kun bruges til kastrationer og INTET andet men som jeg sagde til dem igår, “det er sku meget godt at vi kastrerer, men hvis dyrene doer af sult bagefter, så kan det vel være lige meget”!!!!!

Jah, det var vist alt for idag, jeg har masser “på kistebunden” men det må blive en anden dag..Caesar, som er fosterfamilie for TESSA og TIGRA har lige ringet og fortalt at TIGRA har ædt to kaniner…slemt nok for det er naboens…..men i det mindste spiste hun dem og slog dem ikke bare ihjel for sjov, jeg tænker tilbage på Konrad Lorenz bog, “Wie der Mann auf dem Hund kam” hvor han fortæller om hans hund, der gik efter mus!!

Ha det godt allesammen, jeg skriver igen en anden dag med lidt nyt fra “de varme lande”..vi har mellem 28 og 32 grader, nul vand i over 3 måneder og alt er bare så tørt , så tørt…..en hundehilsen herfra…Lise

Af Anne Østergaard Mortensen

I sensommeren 2008 drog jeg af sted mod Costa Rica, hvor jeg skulle i praktik som et led i min uddannelse. Inden denne rejse, i min søgen efter praktikpladser, stødte jeg på hjemmesiden for Dyrenes SOS og herigennem fandt jeg frem til historien om Lise og hendes arbejde med hunde i Costa Rica. Jeg kontaktede Lise, og hun blev således en vigtig del af mit costaricanske netværk. Jeg vil gerne starte med at fortælle, om en oplevelse, jeg fik, da jeg havde været i Costa Rica i en uges tid. Jeg var på vej ud for at besøge Lise sammen med mit danske værtspar. Vi kørte på en ret trafikeret vej og pludselig løber der en hund ud på kørebanen. Hunden bliver ramt af en bil, som kører et stykke foran os, ruller rundt og lander i midterrabatten. Det var i sig selv en meget ubehagelig oplevelse og vi kørte chokerede videre i et par minutter, inden vi bestemte os for at vende om for at se, om den stakkels hund var død – ja, for den bil, som ramte den, fortsatte bare ufortrødent og uden at se sig tilbage! Vi fandt hunden, som lå i vejkanten ved et busstoppested, hvor der stod en masse mennesker og ventede på bussen.

Vi holdte ind til siden og kunne fra bilen konstatere, at hunden stadig trak vejret, så vi besluttede os for at tage den med i bilen og køre den til en dyrlæge for at få den aflivet. Hunden var en fin collie, der var ingen åbne brud og den pev ikke, med den blødte fra mundvigen og inden vi nåede til dyrlægen var den holdt op med at trække vejret. Det var utroligt hårdt og vi græd – men hvad der chokerede mig allermest var, at den bilist som ramte hunden, ikke kørte tilbage for at tjekke op på hunden, eller at de mennesker ved busstoppestedet ikke havde gjort noget! Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man bare kan stå der og være passiv, når der ligger en hjælpeløs levende hund i vejkanten og lider! Men efterhånden som min tid i Costa Rica gik, gik det mere og mere op for mig, at der har man ikke det samme forhold til hunde, som man har i Danmark. Slet ikke! Og for en hunde-elsker som mig, er det et hjerteskærende faktum at opdage.

billede1

Under mit 4 måneder lange praktikophold i troperne fik jeg lejlighed til at besøge Lise og hendes mand Uwe nogle gange. Lise og Uwe bor, som hun selv udtrykker det, ”ude på herrens mark” oppe i bjergene og bare køreturen derud er en oplevelse i sig selv – gennem smuk natur, små landsbyer og snoede bjergveje for til sidst at blive mødt af en fantastisk velkomst bestående af høj hundegøen, som i starten kan virke meget overvældende, ja næsten skræmmende, og det lokale pizzabud har også for vane at stoppe udenfor grunden og derefter ringe til Lise, så hun kan hente pizzaerne ved indkørslen.

Nå, men Lise og Uwe bor altså ude midt i den costaricanske jungle på en dejlig grund, som også er blevet hjem – eller midlertidigt hjem – for godt 30 hunde, som hver især har deres egen triste historie at fortælle. Hundene er alle enten blevet mishandlet, vanrøgtet eller er syge eller hjemløse og Lise har gjort det til sit livsværk at hjælpe disse ”menneskenes bedste venner” med at blive raske, komme sig efter vanrøgt og finde nye gode hjem til dem. I nogle tilfælde er hundene desværre så ilde tilredt, at der ikke er anden udvej end den evige søvn – men det er alligevel bedre at ende livet på et tæppe hos Lise end i en støvet og beskidt vejkant.

I løbet af de par gange, hvor jeg fik mulighed for at besøge Lise og alle hundene, steg min respekt for denne fantastiske kvinde til uanede højder. Dét hun gør, er essensen af godhjertethed og kærlighed til taknemmelige firbenede væsner. Det daglige arbejde med Lise’s ”egne” hunde er hårdt, men Lise finder stadig tid og overskud til at tage ud og udføre kastrationer, tilsyn med de adopterede hunde og hvad det end måtte være. Hendes telefon kimer konstant – ”Lise, du må hjælpe os – vores hund har ikke spist i en uge”, siger den costaricanske husmor, ”Lise, vi har ikke råd til at give vores hund mad, kan du hjælpe os?”, spørger den fattige bonde, og så er der de ulykkelige opkald fra tilfældige mennesker, som har set vanrøgtede hunde efterladte i vejkanten i håbet om, at de så vil blive kørt over ”Lise, hvad skal vi gøre – har du plads til flere?”, og Lise rykker ud. Da hun har viet sit liv til at hjælpe så mange som muligt, er der ikke tid til et 9-16-job. Derfor lever Lise og Uwe af Uwe’s pension, og arbejdet med dyrene afhænger af donationer fra fonde og privatpersoner – men det hænder ofte, at Lise må grave dybt i lommen, for de færreste hunde kan vente på den næste donation.

Min hensigt med dette indlæg er at fortælle om en utrolig modig, stærk og dygtig kvinde, som gør en stor indsats for at redde hundene i et land, hvor hunde ikke har samme status og betydning som herhjemme. Jeg ville ønske, at der var flere som Lise – for Gud skal vide, at der er brug for mennesker som hende.

Med venlig hilsen

Anne Østergaard Mortensen

Af Lise fra Costa Rica

Kære Allesammen.

I går havde den lille gruppe af damer kastration i Puriscal, hvor der kom 60 hunde og katte, ikke helt så mange som normalt men det hænger sammen med, at nu er ungernes “sommerferie” snart slut og der bliver brugt penge til uniformer, sko, skoletasker og den slags og så er der ikke penge til dyrene men alt i alt, var det et glimrende resultat. De fleste ejere kunne betale selv, dem der kom med flere end to dyr, får jo rabat og så hentede man den del tæver, gadehunde, rundt omkring og dem betaler jeg for med donationer. Jeg var der ikke selv, men fik fortalt at dyrene så godt ud, det glæder mig, det bliver bedre hele tiden!!!

Her på det sidste, har jeg haft temmelig travlt, det meste via telefonen men også herhjemme. For en ca. 3 ugers tid siden, var der pludselig en ny, kæmpe tæve på området. Hun så godt ud m.h.t. foderstand, en dejlig tæve men hun var helt klart syg. De fleste gange en hund eller kat ser syg ud, er fordi de har orm så jeg prøvede at give hende ormemiddel direkte i halsen men den gik ikke, hun snappede efter mig, så jeg prøvede med hakkekød og det tog hun men med besvær, hun havde problemer med at tygge og da hun var angst og derfor bed efter mig, kunne jeg ikke undersøge hende ordentligt. Well, vi lod hende i fred og jeg tænkte, i morgen har hun det nok bedre. To dage før havde BETSY larmet meget om natten, så meget, at jeg, søvndrukken fandt en kraftig lommelygte og gik over til gæstehuset hvor jeg har hende og SALLY. BETSY ville ikke komme da jeg kaldte, det gør hun ellers altid, så et eller andet var SÅ interessant at det overskyggede mig, og det har bestemt været denne tæve, der havde gemt sig oppe på bjerget. Tæven var her nogle dage, hun spiste med besvær og gik “lidt slæbende” med bagdelen og min første tanke var, hundesyge eller distemper, dog havde hun ikke de typiske tegn, pus fra næse, øjne etc. Hun indtog en plads på terrassen, spiste og drak men havde stadig problemer med det og jeg bad dyrlægen fra Tabarcia om at komme og give et bud på, hvad hunden fejlede. Han kom og mente ikke at det var hundesyge men da hun ikke blev bedre, tog Marito hende til dyrlægen i Puriscal og han mente heller ikke at det var hundesyge for hun udviste ikke typiske tegn f.eks. fortykkede trædepuder, hun fik antibiotika og så startede problemerne for hun begyndte at gå i convulsion, dvs. krampetrækninger, først med mellemrum, derefter mere frekvente og så bad jeg Marito om at tage hende til min dygtige dyrlæge i San Jose, Claudio. som undersøgte hende og ringede til mig. Vi diskuterede frem og tilbage og i den time hun ventede på at det skulle blive hendes tur, gik hun i krampe 6 gange og meget, meget kraftigt. Claudio mente at det kunne være hundesyge men en anden mulighed kunne også være encefalitis/meningitis, noget som kan behandles antibiotisk men han mente at hun var over det stade, at skaden var for stor til en evt. helbredelse. Jeg spurgte om det kunne være epilepsi men det mente han ikke og på mit spørgsmål om procenten af helbredelse sagde han, “Lisa, praktisk taget nul” og så måtte jeg jo tage den tunge beslutning og lade hende aflive, sådan at hun ikke skulle lide mere for efter hvert anfald, blev hun rolig men var totalt konfus, blev “væk” i øjnene, nærværende og så bange, og det er jo synd. Well, da vi jo ikke vidste om det evt. var hundesyge, gik jeg i krig med at vaccinere alle 16 hunde jeg har i re-hab, dogrun og de to løse plus de to i gæstehuset for alle har en eller anden kontakt med hinanden og da jeg havde vaccinerne her, indkøbt med penge fra Dyrenes SOS, fik alle deres nr. 2 vaccine som reinforcement. Alle er ok, så jeg tror vi slap med skrækken….

Lille LUCY som jeg jo hentede i et vandrør, er blevet adopteret af en sød familie som jeg kender gennem flere år. De ville have hende med det samme, men da de havde haft en hvalp med parvovirus for to måneder siden, skulle hun vaccineres her først og efter en uges tid skulle hun være beskyttet, hun blev opereret i går.

CANELA, som jo havde brystkræft har det dejligt, da Marito afleverede hende hos sin familie, lavede hun bare 8 taller, konen var lykkelig for at få hende tilbage og fortalte at hun nu slet ikke var så nervøs som hun var inden hendes ophold her, men faktisk er det sådan, at vi/jeg er gode til nervøse dyr, jeg bonder meget hurtigt med dem og da Marito er den der normalt fodrer, så er han og jeg et godt team.

TESSA er blevet afleveret til Cæsar hvor hun går med sin søster TIGRA, han er fosterfamilie for de to og jeg betaler ham for det med donationer fra jer. SANDY, den tynde, tynde tæve jeg hentede på vejen, er stadig hos dyrlægen i Tabarcia, han ville komme med hende sådan at jeg kan se, hvor fin hun er blevet, en gammel tæve men dejlig. Han har prøvet at få hende afsat men har ikke kunnet fordi tumpen ikke har opereret hende så det bad jeg ham om.

En kone ringede om jeg kunne hente en lille tæve med 6 hvalpe, men det kan jeg ikke, så vi aftalte at hendes datter skulle passe dem til hun skal begynde i skolen igen her den 15. februar 2009, og derefter ser vi videre, så dette problem er på stand-by, jeg sagde at hun skulle skaffe kalk til moderen for en lille tæve med 6 unger, kan ikke klare så mange uden at bruge af sine egne knogler og så kan vi risikere et kalkchok hvor både mor og hvalpe dør hvis hun ikke bliver behandlet hurtigt med kalkinjektioner.

Yadira, min hushjælp og søster til Marito, ringede og sagde at hun havde samlet en lille hvalp op hos vores læge i Puriscal. Hun var så stiktosset over at dennes sekretær havde vippet den lille hvalp ud fra konsultationen med en KOST!!! Jeg ringede med det samme og spurgte hvad det her nu var for noget, hvorfor de ikke ringede til mig osv. og hun sagde at hun havde bare udført ordrer fra hendes chef som jeg så ringede til og gav en skideballe!!! PINTA er den lille blevet døbt og jeg ringede og klagede min nød til Maritos familie, for den lille var SÅ utilfreds med ikke at være hos mennesker men i min dogrun, at hun hylede konstant og jeg mener konstant. Jeg bad om en uges tid for jeg har faktisk en familie til hende men faderen forelskede sig i hende og nu bor hun der, pragtfuldt for hende for den familie ligger som nr. 1 på min skala, så det er jeg enormt glad for, selvom jeg gerne ville have afleveret en tæve, JENNY, til dem da deres PINTA blev forgiftet og døde, hvilket medførte, at deres far ikke var til at tale med, ej heller spiste han i en hel uge. PINTA er vel en 2 måneder gammel og nu klar til en hvalpe-vaccination som jeg vil give i denne uge.

Vores lille SISSI gav mig chokket efter at jeg så at hun havde ædt medicinen og nogle omega-piller som var beregnet til den syge tæve. Tænk sig, hun åd 15 omegapiller og 7 Baytril 150mg (til store hunde som Schæfere) som jeg havde liggende ved min medicinkasse men udenfor og disse omega piller er tykkepiller med leversmag og de lå i samme pose som antibiotikaen, så hun snuppede lige alt, inklusive staniolen!!! Naturligvis blev hun syg og hun brækkede sig lange baner men jeg gav hende noget aktivt kul for at beskytte leveren og det hjalp og hun blev ok efter et par timer. SISSI er allergisk overfor antibiotika hvis det sprøjtes så skal hun have noget intramuskulært, så skal jeg altid først give et antihistamin og så er der ikke noget problem.

For en ti dages tid siden blev jeg ringet op af Suley, som havde en hanhund der blødte ud af penis, og hvor naboen så “velvilligt” havde tilbudt at skyde den eller tage den et eller andet sted hen!!!! Suley er ikke dyreven, som hun sagde, jeg kan ikke lide at røre dyr men de bliver passet med mad og vand og det der skal til. OK, tænkte jeg, jeg tager lige en stirrer på hannen, medbragte noget anti-inflamatorio og noget cefalexina, som er antibiotika, og anviste hvordan de skulle give pillerne. Jeg efterlod til 5 dage som egentligt er normal behandling, men efter 5 dage tilså jeg bamsen igen, og det så helt fint ud men manglede lidt endnu så jeg efterlod til 5 dage til. Da hannen så mig, knurrede han lidt for han kunne da godt huske, at den første gang gav jeg ham en sprøjte så jeg blev nødt til at bruge noget “korruption” i form af hundekiks og så blev vi helt gode venner igen og han tillod mig, et kig på hans “ædlere dele”!!! Sønnen i huset, en gut på 15 år, blev så ked af det på hundens vegne og endnu mere over at den skulle skydes, så han sagde til sin mor, “lad os ringe til Lisa og se hvad hun siger”, drengen er sød og kærlig ved bamsen og det passer mig fint, det er de unge vi skal have fat i!!!!!!

Mens jeg har siddet her og skrevet, blev jeg ringet op af en dame, Lidiet, fra Tabarcia, som vil hjælpe med at få en kastrations-klinik op at stå der. Hun er en veninde til Ruth i Puriscal, meget aktiv i hendes lille landsby og det er lige det jeg mangler. Hun spurgte naturligvis til pris, sagde at de i området har en mængde dyr og at folk jo er bønder og ikke har mange penge. Jeg spurgte om folket kunne betale 3000.00 colones, ca USD 8.00 og det mente hun nok kunne lade sig gøre. Samtidig sagde jeg, at hvis hun kendte til folk der ikke havde de penge til det, så skulle hun invitere dem alligevel og jeg overtager udgiften, dem vil der bestemt være mange af men ok, bare vi får dyrene kastreret, så er det fint, der er MASSER af gadehunde der der går for lud og koldt vand, er de en gang opereret, er det nemmere at få dem afsat. Jeg skal så nu i gang med kampagnen, have fundet en dato der passer med at folk har fået løn (hver 15dag), fundet en to til tre dyrlæger af de hurtige, have fundet nogle frivillige til at hjælpe på selve dagen, lavet info af enhver art, køre en 40 min for at møde hende, aftale det sidste og så skal hun, hendes hjælpere, Marito og jeg, hænge infos op over det hele, i hele området, og jeg vil bede hende om, at kontakte busselskabet om lov til at sætte noget i bussen også, det er faktisk det der “giver noget”, de fleste her på landet, bevæger sig med bus. Præsten, en ny, kan vi glemme alt om, han er hverken til at hugge eller stikke i, men ham vil jeg lige aflægge et visit og forklare lidt om tingenes tilstand mht.overbefolkning af dyr, nogle af vores præster er så stok-katolske at de ikke tillader hverken operation eller abort, heller ikke på dyr!!! JESUS…nååå, men ham skal jeg nok få “onduleret”!!!

Jah, det var vist alt for i dag, der er masser mere af samme skuffe, men det må blive en anden dag. Marito og Yadira er i fuld sving med at vaske hunde med loppeshampoo , vi har nu en 29 grader om dagen men natten og morgenen er utroligt koldt for vores forhold, i morges kl 5.30 da jeg lukkede vores hunde ud, havde vi 13 grader så da jeg hoppede i dynen igen, inviterede jeg 4 hunde til en gang opvarmning!!!

Ha’ det dejligt allesammen og hundeknus herfra… Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære Allesammen.

Allerførst ønskes I alle et rigtigt godt nyt år, 2009, med held og lykke og sundhed. Dernæst siger jeg og dyrene her, mange, mange tak for året der gik, TAK for jeres donationer bla. modtog jeg en “julegave” fra Dyrenes SOS, et beløb lidt over USD 1000.00 som vil blive brugt til kastration, medicin, mad og vacciner til hunde og katte her.

December måned var, heldigvis, lidt rolig m.h.t. opkald fra folk med dyr som var sat på gaden. En gammel bekendt, Carmen, ringede og spurgte om jeg kunne hente en lille hvalp som bare hylede og hylede i et vandrør. Hende og hendes søster var blevet smidt i et hul på 1 1/2 meter og ingen mulighed for at komme op. Carmens datter steg ned i hullet og kunne få fat i en hvalp men i stedet for at binde den, lod hun den fri og den lille stak af ned i en kaffeplantage. Den anden var så bange at hun ikke kunne få fat i den, så Marito og jeg gik på hvalpejagt !!!! Hvalpen sad i røret, fuldstændig våd af beskidt vand og var meget bange. Dæmpende signaler kunne vi glemme alt om, der var mørkt og hun sad i midten af røret på ca. 8 meter. Jeg prøvede med mad først, hvilket hun spiste men kun når jeg ikke var i nærheden, så vi fik fat i en stige og jeg bad Marito om at kravle ind i den ene ende og jeg ville tage hunden i den anden. Det var han ikke meget for, han mente at den ville bide af angst og da røret var snævert ville han ikke kunne bevæge sig og forsvare sig. Jeg fik ham overbevist om at den lille ikke ville bide, det var de for bange til og ind i røret det gik på alle fire, hvor han mavede sig frem. Hvalpen kom tættere på mig, var ekstremt angst, jeg bad ham om at kravle lidt og stoppe, derefter kravle igen og ikke røre hvalpen, og så var den så tæt på, at jeg kunne røre den lidt på hovedet og derefter fik jeg fat i den og løftede den op i armene. Kors hvor den stank af rådent vand, ligeså Marito men det er der jo råd for!!! Jeg sad med den lille i bilen, hun var så bange at hun undgik at se på mig men jeg talte blødt med hende og lidt efter lidt, slappede hun af. Vi har døbt hende LUCY, hun er et mix af lidt af hvert men har noget Schæferhund i sig. Hun er ca. 3 måneder og i morgen vil jeg se om jeg ikke kan få hende kastreret og i næste uge vaccineret, og så er hun klar til at få et nye hjem. LUCY er ikke så glad i dag for i går kom Carla og hentede en tæve, PERLA, som jeg har passet over jul og nytår. PERLA er en gadehund, “bor” i et kontorlandskab i San Jose men bliver fodret af folket der og da de havde lukket i en 14 dages tid, var der ingen til at passe hende. Hun går frit rundt og var bestemt ikke glad for at blive sat i dogrun selvom det er et stort bur på ca. 30 m2. PERLA er både vaccineret og steriliseret, en overhund og hun tog sig meget af lille LUCY, legede med hende, rensede hende etc. og nu er LUCY ked af det selvom hun har TESSA (oprindeligt navn Tigresa) som jeg har i øjeblikket da fostermanden, Cesar, er på hjemmebesøg i Nicaragua og kommer tilbage igen om 14 dage. TESSA er søster til TIGRA og begge har jeg skrevet om i tidligere info til siden.

Boxer-hannen, som jeg skrev om sidst, er ikke mere. Dyrlægen, Claudio i San Jose, måtte til sidst aflive ham, han havde erligia i en så stor grad, at der ikke var noget at stille op. Ejeren havde ham 3 gange hos dyrlægen som tappede blod fra bughulen og det viste sig, at en vene var så affekteret af sygdommen, at der ikke var mulighed for noget, ikke engang operation som hunden anyway ikke ville have kunnet tåle. Janet ringede og spurgte om jeg kunne komme og tilse en lille hanhvalp som så ud til at være blevet påkørt. Den lille slæbte sig af sted på 2 forpoter, havde store sår i hovedet og jeg sagde at hun skulle, meget forsigtigt lægge den et sted hvor den var beskyttet mod sol. Vand og mad havde hun tilbudt den, men den ville ikke spise. Jeg tog ikke hen til hunden, det er dyrlægearbejde men sagde at hun skulle ringe til dyrlægen, Diego, som kom og sagde, at her var der ikke noget at gøre, ryggen var brækket flere steder, så han aflivede den lille. Det er sådan noget der gør mig så vred!!!For det første smider man ikke hunde og katte på gaden, gør man det alligevel, så da ihvertfald ikke små hvalpe og killinger der jo ikke aner noget som helst om biler og hvordan de skal beskytte sig. Det er altså så synd, så synd. I går ringede en kolombianer og spurgte hvad han skulle gøre for en tæve var blevet smidt på gaden hos ham og nu havde hun fået 4 hvalpe under et palmetræ i hans have. Jeg spurgte om han dog ikke kunne hjælpe hende og tage hende til sig indtil vi finder en løsning, det var han ikke meget for, har allerede 15 hunde han har taget ind fra gaden, men til sidst sagde han , at han ville lave en lille løbegård til hende og ungerne, i hans baghave , så nu er de der indtil videre!!! Jeg har tilbudt foder, ormemiddel, etc. men det ville han ikke høre tale om, de udgifter kunne han godt klare selv, så jeg sagde, at han kunne afgive hvalpene om en 2 mdrs tid, med et info om, at jeg ville overtage omkostningen til kastration, når hvalpene er gamle nok og det ville han gøre.

I December 2008 havde vi vores årlige danske julefrokost som blev afholdt hos vores konsul. Vi var vel en 40 stykker og traditionen tro, lod jeg “hatten gå rundt” , en kasket fra Dansk Kennel Klub og fik samlet ca. USD 100.00 ind fra vennerne og en helt speciel donation fik jeg fra “baluterne” på USD 300.00 hvor en veninde, Pernille, havde taget initiativet til denne indsamling, TAK til alle for denne donation. Majken, som jo har to af mine hunde, stod for arrangementet og havde sendt en besked rundt om at jeg meget gerne ville aftage brugt tøj, sko etc. for at give videre til indianerne. Fra Atlanta fik jeg 2 kæmpe kufferter af tøj som en veninde havde samlet sammen i over et halvt år , herfra fik jeg også en del, så Marito og jeg legede “julemænd” den 23dec08 hvor 7 familier fik glæde af det indsamlede plus hundefoder og ormemiddel til deres dyr, alle var glade, der var tøj og sko til børn som voksne plus briller til dem der ikke har råd til at købe selv.

De penge der kom ind til julefrokosten, plus et beløb fra danske “balutter” fra Torronto, som vi havde til en “morgen-bajer” i november 2008, har jeg brugt til at cementere i re-habben for at se om jeg kan komme af med det problem jeg har med en lille, giftig bille som hundene spiser og kan dø af. Dem af jer med en god hukommelse, vil kunne huske, at jeg sidste år mistede CHIP som lå på dyrehospital i over en uge men ikke klarede den og døde af den leversygdom som disse biller giver. NELA, DUKE og CHAP havde jeg også på hospitalet i over en uge, men de overlevede heldigvis. Nu ligger æg under en cementkappe på 15cm og nu er der kun at vente på, hvor de “popper op ” næste gang, og så må vi tage problemet derfra, jeg kan ikke engang sprøjte, for så får hundene både giften fra billerne plus sprøjtegiften, så det går heller ikke.

På tirsdag skal jeg en tur til stranden, min kollega, Patricia, har spurgt om jeg vil med til et meget smukt hotel, pragtfuld strand osv. men det får vi ikke megen glæde af, for vi tager af sted for at demonstrere mod KFC (Kentucky Fried Chicken), som har deres årlige møde her i landet. Fra San Jose afgår der mange busser med folk , bla. fra WSPA, hvor jeg jo nu er blevet medlem, og det er første gang, at man laver noget sådant i Costa Rica og protesten går ud på, at KFC skal ophøre med at behandle deres høns som de gør, det er fuldstændigt uansvarligt som disse dyr bliver behandlet, simpelthen så synd for disse burhøns og det kan man ikke være bekendt og hvis mit “lille pip” kan gør en forskel, så ville det gøre mig glad.

Altså, kære venner, det er ikke altid nemt her i landet, jeg har netop modtaget en mail om en tæve med en hvalp, og hvor man beder om at en eller anden kunne tage denne tæve for hun bor på stranden hvor skildpadder lægger deres æg og som er et beskyttet område for denne type skildpadde, som er i fare for at uddø. Tæven spiser æggene plus de små padder der anyway ikke har mange chancer når de først skal fra reden og ud til vandet, der tager fuglene dem og i vandet, diverse fisk!!!

Jah, det var vist alt for i dag, jeg vil gå over til LUCY, hun er meget urolig og se om Marito ikke kan tage de 10 hunde han går med hver dag, en tur op i terrænnet hvor hundene leger og får et dyp i floden, det kan være at det er det der skal til, for at få hende til at berolige sig en smule.

RIGTIG godt nytår og mange tak for alt i året der gik…. Lise