Lise fra Costa Rica har mistet sin mand, Uwe.[divider]
Kære alle sammen

Jah, så skete der det, der skulle ske. Min mand Uwe døde den 2. juni, og jeg er fuldstændig ved siden af mig selv, kan ikke finde ud ad noget som helst og vil bare sove, sove og sove. Jeg er så træt, så træt, og når jeg når sengen, bliver jeg vågen og kan ikke falde i søvn, fordi det hele bare kører rundt i hovedet. Ja, lige i øjeblikket ved jeg hverken ud eller ind. Jeg HAR prøvet at forbedrede mig på dette men man kan altså ikke forberede sig på død. Det er ganske enkelt umuligt.

Uwe døde herhjemme, som han havde ønsket. Lægen kom, men han ville ikke på hospital. Et ønske vi opfyldte da han lige havde været indlagt ugen før fra mandag til onsdag og absolut hadede det. For år tilbage har han bedt om aldrig at skulle blive indlagt med rør, ilt etc., underskrevet med en tommeltot og vores advokat samt to vidner. Jeg kunne se, at nu var ”ballet forbi”, sagde til ham at nu ringer vi til børnene og din bror, så I kan sige farvel, og jeg må sige, at jeg ikke har hørt ham så klar i stemme og hoved i lang, lang tid. Han sagde til dem ”Jah, vi har alle vores tid her på jorden, og jeg tror, at min tid er ved at rinde ud,” og kl. ca. 14.00 den 2. juni kaldte vores soen på mig og sagde ”Lise, skynd dig at komme, far kaster op,” og da han var færdig med det, døde han. Jeg tjekkede med mit stetoskop, og der var ingen hjertelyd, ej heller puls. Præsten kom, men 20 min. for sent, vores søn lukkede øjne, og præsten lukkede munden med et klæde. Uwe havde ingen smerter, jeg spurgte flere gange, og han kiggede bare på mig og sagde ”der er intet, der gør ondt.” Han og jeg fik en snak om de 30 år, vi har været sammen i tykt og tyndt, og jeg sagde til ham, at jeg syntes, at nu var det tid til at ”slippe”. At han ikke skulle bekymre sig om mig, for han vidste jo, at jeg på en eller anden vis klarer mig, hvilket han bekræftede, og jeg tror, at det var det, der gjorde, at han kunne falde i søvn og ikke vågne op mere. Jeg havde kunnet sige ”bliv hos mig, du må ikke forlade mig etc.,” men det valgte jeg bevidst ikke at gøre, for det ville bare gøre pinen længere, og han var forpint nok.

Uwe blev kremeret, og jeg spurgte den katolske præst, om han ville være indforstået med at komme her i lørdag og holde en lille ceremoni med de folk, der arbejder hos os, og jeg siger jer; en dejlig, dejlig oplevelse. Jeg havde fundet en lille sølvkop fra 1926, som hans far fik som anerkendelse i tiden omkring Lufthansas start, altså før 2. Verdenskrig, og hver især tog en kopfuld og spredte den ud i vores have. Det er jo noget, katolikker ikke kender, men interessant var det, at alle havde en ide om HVOR de ville putte hans aske; nogle ved indgangen, fordi han altid var den, der inviterede folk ind, nogle i rosenbedet fordi han elskede roser, nogle kastede asken i luften, så vinden kunne løfte ham i himmelen. Jeg selv ved vores udendørs pejs, hvor vi har tilbragt mange timer før i tiden. Derefter stod den på noget mad og øl, og resten af ham står på pianoet, og hvis folk ønsker, kan de jo tage et kopfuld og kaste den ud, hvor de ønsker.

Når jeg får samlet mig lidt mere, laver jeg en lille fest for ham med vennerne, et sammenskudsgilde, og jeg vil se, om jeg kan hitte et mariachi-band, som kan komme at spille. Det er mexicansk musik og noget, Uwe elskede.

Uwe blev 74. Vores gamle schæferhan Chasqui døde, og Uwe blev så trist, så trist, så jeg fik fat i en lille grå schæfertæve til ham. Hun hedder Mia (”min” på spansk) og er fire måneder gammel, en lille spilopmager fra brugshundelinje, og hun ligger nu i hans seng om natten og putter sig hos mig. Jeg tror, at Mia tror, hun hedder ”NEJ, må ikke,” men hun vil blive en god hund, når hun bliver lidt ældre.

Jah, jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, ved kun at jeg bliver her i landet, men vi må se hvad der sker. Et eller andet hitter jeg på, det gør jeg altid, men lige nu kan jeg ikke tænke, så det må vente lidt.

En sommerhilsen herfra til jer fra
Lise.

Holdningsændringer tager tid, men med stædighed og en evig fastholdelse af målet kommer man langt, lyder budskabet fra Lise i Costa Rica.[divider]
Kære alle sammen

Nu er det et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft utrolig travlt med alle dyrene, den nye gruppe som nu er organiseret i Puriscal, to sterilisations-runder plus alt det løse. Det sidste er det, der tager mest tid – det er alle dem, der ringer og beder om råd og dåd.

Den 10. marts havde vi en runde i en lille by fem min. Herfra, og der kom 85 dyr – hunde og katte. Dyrene så alle godt ud, velnærede og kun én havde hudsygdom. Ejerne fik medicin af mig med hjem og anvisning om, hvordan den skal gives. Jeg holder altid en lille tale, inden vi går ”i krig”, fortæller om forløbet, hvad sker der mens og efter operationen, hvornår man kan give mad og vand etc. Ydermere får folket et lille hæfte fra SASY og mit indlæg i avisen fra 2005 om ”en hunds dagbog” – en trist historie. 90 pct. af de dyr, der kommer, er taget fra gaden af venlige mennesker, der synes, det er synd for dem. Meget få er racehunde – dog kom der to Golden Retriever-tæver og begge gravide, det skal jeg love for. De ene ville nedkomme med 14 – siger og skriver fjorten hvalp – og den anden ”kun” 12. En tredje havde otte og en kat var gravid med seks killinger. Folk før i tiden mente, at vi lavede ”synd” set med Guds øjne, men som jeg sagde ”er det ikke mere synd, at alle disse uønskede hvalpe bliver født og lever et elendigt liv på gaden?” Disse folk ser vi ikke længere her. Katolikkerne har ændret mening – også med hensyn til hvor mange børn de selv vil have. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at en kone fødte op til 18 børn, men nu er det mere almindeligt, at de får et par stykker, og så bliver konen steriliseret eller også manden. Noget der var et absolut no no for bare 20 år siden.

Nå, en dame kommer og meddeler, at hun har tre små hvalpe i en papkasse – tæver – og dem vil hun aflevere. Jeg sagde ”øhh, lige et øjeblik, skal de steriliseres eller hvad?,” hvortil hun svarede at nej, de var afleveret hos hende selvsamme morgen, og hun kunne ikke have dem, fordi hun allerede havde tre af deres egne – og så tog hun tog ”sit gode tøj” og forsvandt. Well, jeg tog lige en stirrer på alle tre, som var dødbange, rystede af skræk, hvilket jo er klart: Taget væk fra deres mor og deres omgivelser, puttet i en kasse, kørt i bil og så al den larm, der er med alle hunde og katte etc. Nå, jeg tjekkede dem; de to var ok, den tredje havde ræveskab, og de var fyldt med lopper og tæger. Jeg kiggede på deres tænder og så, at de var ca. 3 måneder gamle og derfor ”kandidater” til operation. Dog som de sidste eftersom vi jo ikke vidste, om de var uden mad og drikke. Jeg sad med dem i skødet og talte blødt, gav dem nogle dæmpede signaler, og det lå ligesom i luften, at det var mig, der skulle tage dem med hjem, hvilket jeg gjorde. Jeg ringede til Marito og bad ham om at forberede vores emergency-hundehus, og der har de to af dem så været siden den 10. marts. Én tog dyrlæge Lauras assistent, og de to andre er nu ok til adoption i næste uge. Vi alle er kede af at give dem væk, men jeg har altså 30 hunde, og det er lige i overkanten af det ”tilladelige”. De små er simpelthen bare SÅ søde, de kan ikke gå normalt, de hopper og danser af bare fryd, men lige i øjeblikket er de lidt triste, for de savner deres legekammerat, som dyrlæge Laura havde til adoption (et par små gutter hentede den fra parken i Puriscal) og som jeg tog hertil på ”paaskeferie”, så hun kunne få lidt mulighed for at bevæge sig, få lidt ”pondus” (hun var ekstrem tynd) og bygget muskler op. Jeg afleverede hende igen i går, og dyrlæge Laura sagde ”Lisa, jeg kan ikke genkende denne tæve, har du ikke byttet hende ud med en anden?” De to andre bliver givet til Laura i næste uge, Yadira og Marito og jeg selv er kede af at aflevere dem, men de skal have ”hjemmets varme”, og forhåbentlig kan de blive adopteret sammen. De er pot og pande, de finder pinde og blade, og det sidste var et dødt dyr, som gribbene havde taget kødet af, men pelsen lugtede tilsyneladende dejligt, så den leger de med. I det hele taget leger og leger og leger de, jeg håber, at de kan blive ved med det i deres nye hjem…

Nummer to kastrations-runde var i Tabarcia den 14. april 12 med 69 dyr, også her så dyrene OK ud, i min lille tale gør jeg meget ud ad at ”kreditere” folk for at de passer dem godt for ligesom at stimulere dem til at fortsætte i samme retning, ved denne runde, kom en mand med hele ti hunde, han er kendt for at tage dyr til sig og derefter give dem væk til folk han kender og han fik en rigtig god pris, jeg kan ikke lige huske det men mener at han fik alle opereret for omkring 400.00 danske kroner og det må jo siges at være billigt, der kom også en ældre herre med to hunde og havde ikke pengene, men dem tog vi med ”i købet”, den ældre har en stats-pension på ca. 700.00 danske kroner pr. måned og så er der jo ikke meget at ”rutte med”, han nærmest græd af glæde og jeg fortalte ham at grunden til at det var gratis var, at der er en organisation i Danmark, som giver donationer til det, så han sender en glad og taknemmelig hilsen til jer….

Jah, så er der alt det ”løse”, det vil sige hunde sat på gaden (den klarer jeg med jeres hjælp i form af foder, ormemiddel, mælk, kalk etc.) og overkørte hunde – det er dyrlæge Laura, som tager sig af det med hensyn til evt. operation, medicin etc. Det er altid det samme på dette tidspunkt af året, alle ungerne ønsker sig en hvalp i julegave, omkring julemåned er de fleste hvalpe mellem tre og fem måneder gamle, de går i første løbetid og bliver gravide og derefter sat på gaden, hvor de får deres hvalpe i et hul, de graver, under en busk eller et palmetræ, og venlige mennesker ringer så til mig og beder, om at jeg kan hente dem. Det kan jeg ikke, men det er virkelig lykkes mig at få folk til at forstår, at DE tager sig af tæver med hvalpe, jeg hjælper med foder etc., men dyrene bliver hos dem. En dame, Ana, ringede: hun havde fået mit telefonnummer af en nabo, som fik det fra en nabo som fik det fra en nabo… Så er det jo klart, at så mange ringer – jeg har opkald fra folk, jeg har hjulpet med deres dyr for over ti år siden!
Dette arbejde er anstrengende psykisk og også dyrt, men nu er gruppen i Puriscal jo etableret, og så må de se, hvordan de klarer disse udgifter i deres område. Så kan jeg koncentrere mig om resten; de er vant til at ”vi ringer bare til Lisa, og så hitter hun på noget” men nu skal de selv, og det kan de også sagtens,. I alt beskedenhed så er alle ”oplært” af mig, og når jeg kan alene, kan de også i gruppen. De skal bare lave et koncept, hvor en gruppe er ansvarlig for fx sterilisation – hitte lokalet, doktor, dato, sætte information op etc. En anden gruppe tager sig af nødstedte dyr – dvs. gadedyr som skal fodres, have ormemiddel og steriliseres. En gruppe står for at hjælpe overkørte dyr, som skal til dyrlæge. En gruppe står for at finde donationer til at betale for det hele inkl. dyrlægeregninger. En gruppe tager sig af at sørge for, at alle de andre gør det, de arbejder med som en form for tjekliste, således at alle arbejder fornuftigt, og at der sker fremskridt og ikke tilbageskridt, og at ”højre hånd ved, hvad venstre hånd gør”. Det er vigtigt, sådan at det hele ikke ender med ”jamen, jeg troede….” et eller andet, hvad det nu måtte være, og så går der kuk i det, fordi de kommer op at toppes, folk trækker sig ud ad gruppen, og det ender såmænd nok med, at der er et par ildsjæle tilbage, og så klarer de resten. I gør jer ikke begreb om, hvor mange gange jeg har hørt sige ”Ihhhh, Lisa, jeg vil gerne hjælpe, for jeg elsker dyr,” men når det kommer til stykket, er kærligheden ikke stor nok til, at de kommer som aftalt, fordi der lige kom et eller andet i vejen. Kunne være en fødselsdag, ondt i bøtte, har ikke tid fordi de skal pille næse eller læse en bog… Ja, ja, 20 år i denne business gør en til mester i at skille fårene fra bukkene. Take my word for it!

Jeg har med interesse læst Rikkes indlæg på siden efter hendes besøg hos May i Belize og ser, hvis altså jeg ser rigtigt, at det er der, som det var her for 20 år siden. Så der er vist lang vej igen, men klemmer man balderne sammen og er stædig nok, så lykkes det. Det er noget med at holde sig målet for øje, for der laves nogle ”detours”, men holder man fast i sine egne principper, kan man faktisk komme temmelig langt. For May kræver det en gruppe som beskrevet ovenfor. Belize er så vidt jeg ved en ex-koloni af englændere, og hvis jeg har læst rigtigt, tager englænderne deres hunde til dyrlægen, før de tager deres unger til lægen! Det må jo på en eller anden vis have smittet af på lokalbefolkningen. Jeg kender ikke deres bruttonationalprodukt, men kan ikke forestille mig, at befolkningen er fattigere end her i Costa Rica. Jeg tror, at der skal en holdningsændring til og så tilbyde sterilisation, så det fløjter. Og jeg mener massive kastrationer, som vi gør her. En enkelt hund her og der dutter ikke, det dutter heller ikke at fodre en tæve, så hun bliver ”fit for life”, for så går hun i løbetid, bliver gravid og får hvalpe, og så er vi jo lige vidt. På Rikkes indlæg forstår jeg, at der er mangel på medicin, og at Mays dyrlæge står uden indimellem. Det, vi gør her, er at bede medicinalfirmaer om donationer af udløbet medicin – det være sig alt fra antibiotika til creme, shampoo etc. Vi ved alle, at et antibiotikum er aktivt to år efter udløbsdatoen, måske ikke 100 pct., men måske 95 pct. alt efter, hvad vi taler om, og hvordan det er blevet opbevaret. Medicinalfirmaer vil jo sælge deres produkt, og dyrlægen kan ikke sælge det, hvis det er udløbet, men vi andre dødelige kan bruge det og det gratis. Måske skulle Mays dyrlæge kigge lidt efter det, måske kunne man forstille sig, at man kunne indsamle disse produkter i Danmark og sende over, eller en evt. frivillig kunne tage det med på rejse. Ja, jeg ved ikke, men man bliver nødt til at hitte på evt. muligheder. Det ser umiddelbart ud som en kæmpe opgave, men det kan lade sig gøre. Jah, herfra kan jeg kun ønske al mulig held og lykke, at loppemarkedet har givet lidt pote til at bygge et gæstehus til frivillige, og at dyrenes forhold bliver bedre hen ad vejen. Det tager tid, men det kommer – ligesom her – lidt ad gangen. Med ”tro, håb og kærlighed” kommer man altså langt…

En forårshilsen her fra varmen – vi har i øjeblikket 34 grader C. Det er begyndt at regne til glæde for alle dyr og planter, og et var på tide med regn, for vi var ca. en måned bagud, men nu strutter det hele, der er masser af insekter, fuglene har unger i reden (smart som naturen indretter sig, så der er mad til ungerne) og jeg fodrer falkene, som også har unger, således at de ikke går i rederne af de andre småfugle.

Lise

Læs historien om en drøm, der har været 20 år undervejs og nu er på vej til at blive opfyldt. Og få forklaringen på, hvorfor Lise fra Costa Rica rådede en lokal kvinde til at stjæle naboens hund.[divider]
Kære alle sammen

Så, nu er det igen tid til at sende lidt nyheder her fra varmen. Kors, hvor er her varmt – ca. 35 grader og vi “lider” alle sammen, inkl. dyrene, men de ligger bare og ”holder på kulden” og håber på lidt regn. Der er nu gået ca. tre måneder uden, og vi kunne godt bruge lidt til dyr og planter. Vi har jo ikke som jer fire årstider – vi har to; regn og tørke. Bønderne taler om, at denne tørkeperiode vil tage lang tid – vi har allerede nu skovbrande, og det plejer egentligt først at begynde i slutningen af marts. Bønderne her (også jeg som er blevet bondekone) sidder at kigger og nedskriver de første 12 dage i januar og ser, hvordan vejret gebærder sig. Det hedder ”las pintas”, og hver dag repræsenterer hver måned i året. Det gør vi for at se, hvornår der skal plantes og høstes. Det er et stort samtaleemne hvert år men med den globale opvarmning, passer det ikke ligesom tidligere. For masser af år tilbage kunne det nærmest siges med sikkerhed, at regnede det den 2. januar, ville der kommer regn i februar, og man kunne plante afgrøder.

Fra Dyrenes SOS har jeg med stor glæde modtaget en donation over 2.300 dollars. MANGE, MANGE tak for det! Pengene faldt på et tørt sted, for jeg skylder dyrlæge Laura en del for arbejde, hun har udført, og selv om hun behandler mig pænt med mindre gebyrer end for andre, løber det alligevel op.

Jeg sidder her med fakturaer, og i det store og hele ser det således ud:

• Ca. 15 dyr er blevet kastreret. Alle har fået vaccine, og en del har fået medicin i forbindelse med operation.

• 4 hvalpe (af 9), som blev afleveret hos Eugenia i en kasse, er blevet vaccineret og har fået ormekur – for små til sterilisation, men adopteret med lovning på fri sterilisation, når de er gamle nok.

• En del tæver, gadehunde, er blevet afleveret til Laura for sterilisation, vaccination og adoption, deriblandt den dejlige lille ruhårede tæve, jeg tog fra en restauration, og hun fik et dejligt hjem. En familie herfra landsbyen tog hende – de samme som tog Lissy, som jeg hentede højgravid, og som fik 12 hvalpe i vores gæstehus for et par år tilbage.

• Som jeg har fortalt før, er det hele lidt anderledes nu. Der er færre gadehunde (Gud være lovet) men dem der er, er udsat for overkørsler, og de større af dem er folk bange for og beskytter sig selv ved at bruge ”machetten” – en sabel – og det var tilfældet med hanhunden Fernando som fik næsen skåret op. Såret var langt og åbent ca. 2 cm. Det kunne ikke syes, og han var lang tid hos Laura, som var nødt til at skifte forbinding to gange dagligt, og sådan en hund kan jo ikke gå til adoption, før den er færdigbehandlet og klar til en ny familie. Det gode er, at efter behandling fik han et godt hjem og har det nu godt.

• Duffy, den lille angste hanhund jeg hentede i grøften, hvor jeg tilfældigvis så ham, (jeg var ude at lede efter en gravid tæve) er her stadig. Han er ikke angst mere, men lidt forsigtig med andre. Ikke med mig – han er helt pjattet, når jeg går over til ham. Han er blevet opereret , vaccineret og er klar til adoption. En morgen fortalte min hushjælp Yadira, at han var hævet i hovedet. Vi tænkte på slangebid og undersøgte ham, men det blødte ikke (det gør slangebid altid), lugtede ikke grimt (det gør slangebid også altid, fordi huden bliver opløst i området, der er blevet bidt) Vi tog ham til dyrlæge Laura, som slog fast, at han havde en knækket tand, som blev opereret ud.

• En lille gadehundehvalp var en af fem, og hun havde begge forben fuldstændig drejet, kunne ikke gå og dyrlæge Laura opererede hende. Nu ser benene ud til at sidde normalt, og hun er også opereret, vaccineret og klar til adoption.

• Hertil kommer en del hunde med hundesyge, eller erhligia, hvilke Laura har behandlet eller aflivet, alt efter hvor store muligheder dyrene har for overlevelse. Hun og jeg er enige om, at vi laver ”no kill”-arbejde, men giver dyrene en chance til livet, men ind i mellem er en aflivning alligevel nødvendig. For eksempel med min gamle hound dog Pluto, som jeg har fortalt om mange gange her på siden. Han er den dyreste gadehund, jeg har haft, havde en knuste pote på grund af en overkørsel, og han blev behandlet efter alle kunstens regler hos diverse dyrlæger. Men her på det seneste efter et kraftigt opsving faldt han tilbage, og jeg kunne se i hans gamle øjne, at nu ville han ikke mere, så dyrlæge Laura kom og aflivede ham. Stille og roligt sov han ind i mit skød og ligger nu sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård. Der ligger alt fra slanger og fugle til hunde og katte.

Alt dette har I betalt for – det vil sige, jeg tager også min personlige part, men jeg vender og drejer hver krone. Min gode husbond er sgu dyr i drift med tre sygeplejere plus medicin etc., så jeg er meget taknemmelig for hjælp fra jer. Mange tak på dyrenes vegne!

I går blev jeg ringet op af en kvinde, som har givet en hanhund til en familie. Efter sigende meget stor og hunden stak af fra de nye ejere ,kom tilbage med et øje, der hang ud ad hovedet so to say, og jeg sagde, hun skulle ringe til dyrlæge Diego, hvilket hun gjorde. Diego har altid problemer med sin bil, men jeg sagde til ham, at han skulle finde en eller anden form for transport og hente hunden og vurdere, om der var mulighed for at redde øjet via en operation. Hverken damen eller Diego har ringet tilbage, så jeg ved ikke, hvad der er sket.

For en fem dages tid siden blev jeg ringet op af en fortvivlet kone, der ville vide, hvad hun skulle gøre. Hun fortalte, at hendes nabo havde en lille hanhund på størrelse med en gravhund, og at den stod bundet i en kæde på en meter, hans madskål var fyldt med mider, og han stod i sit eget lort! Det er jo slemt nok i sig selv, MEN han havde også en sele på, som han var vokset ud af. Det vil sige, at bag ved begge forben var huden åbnet ca. to cm. Og der var larver, puds etc. i sårene. Well, jeg sagde til konen, at hun skulle tale med sin nabo og få ordnet situationen, men det ville hun ikke, fordi naboen er temmelig problematisk, og det kunne give nabostrid men så sagde jeg ”stjæl hunden, og tag den til dyrlæge Laura. Gør det uden at sige noget til nogen, og så ser vi videre.” Nu er den lille hos dyrlægen, som får den op at stå, og så kan den gå til adoption.

Janet, en bekendt der hjælper gadehunde, der bliver afleveret hos hende, ringede omkring en lille tæve, der var i løbetid. Marito hentede den lille, og hun blev opereret, vaccineret og sat til adoption. Da tæven er lille, blev hun hurtigt adopteret og tro det eller ej; hele tre gange blev hun givet væk men kommer hele tiden tilbage. Hun stikker simpelthen af fra folk, og hvordan hun hitter vejen, ved jeg ikke. Jeg sagde til Laura: ”hvorfor lader vi hende ikke bare blive her hos dig, som en ”holdt” gadehund,” men det vil Laura ikke, fordi hun er bange for, at folk får nys om det og så afsætte dyr hos hende i tide og utide. De sidste, der adopterede den lille, havde købt alt muligt; hundekurv, mad/vandskål, halsbånd, snor og legetøj, men tæven vil bare være hos Laura og ikke hos nogen anden. Janet ville hjertens gerne tage hende. Hos hende er der den lilles ”forlovede” – en stor hanhund, Amigo hedder han, også afsat gadehund, som løb efter bilen, da Marito hentede tæven. Problemet er, at Janets mand ikke vil have flere hunde end Amigo og en til, som de har taget til sig for år tilbage. Nå, jeg har tilbudt foder, hvis det er problemet, og lad os se; måske kan jeg overtale manden.

Her til slut skal I lige få den bedste nyhed. Det er, at min drøm er ved at gå i opfyldelse! Diverse personer, som hjælper gadedyr i Puriscal, har besluttet sig for at lave deres egen organisation og har spurgt, om de må kalde den ”Amigos de Zaguates, Puriscal.” Det har jeg givet ok til, og de er nu i fuld krig med at samle penge ind til at få organisationen op at stå. De har fået sat navn på de 10 personer, der skal til – ikke deres funktion endnu, men det bliver nok fastlagt til næste møde. Jeg siger jer; jeg hoppede rundt af glæde, da jeg fik nyheden, for det er jo lige akkurat det, der er min vision og mission: Hjælp til selvhjælp. At costaricanerne selv tager hånd om deres problemer uanset hvilke, men i dette tilfælde omkring gadedyr. Her i landet er der mange organisationer, som laver det samme som jeg, men de er alle ledet af udlændige som mig, og i denne gruppe er der ikke e eneste! Ayiiii ,hvor er det godt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen (dette har taget mig 20 pr her) – jeg hjælper og støtter dem i begyndelsen, til de kan selv, helt selv that is. Det vil sige, at når der bliver afleveret en hund hos dyrlægen, skal de selv finde pengene til at få den behandlet, de kan lave lotteri, bingo og finde folk i forretningslivet i Puriscal, som vil spytte lidt i kassen, og jeg står i baggrunden, hvis der går kuk i det. Det har jeg lovet , men nu er det på tide, at de skal kunne ”svømme selv.” Mit næste projekt er at få startet en gruppe i Tabarcia-området – jeg har tre, som ville kunne klare det, men der vil tage lang tid, fordi de er langt bagud i forhold til dem i Puriscal.

Alt for nu, hav det dejligt, og velkommen til et dejligt forår.

Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Allerførst: Jeres donation er ankommet og mange, mange TAK skal I have. Det første jeg gjorde var at betale min gæld hos dyrlæge Laura. Lidt af et indhug – ca. 3.500 danske kroner, men alle pengene værd. Der er mange småbeløb, men det løber jo alt sammen op, og den stakkels kone var helt elendig over beløbet, men som jeg sagde til hende ”du har jo arbejdet for pengene.” Og jeg siger jer; hun behandler mig virkelig godt.

I fakturaen er der virkelig alt mellem himmel og jord – fx kastration af diverse hvalpe, vaccination, overkørte hunde, aflivning af en enkelt der ikke kunne reddes og tre hunde som havde hele munden fyldt med pigge fra et pindsvin (det har hun taget et billede af, som hun vil sende til jer – I får et chok. Jeg har set det masser af gange, men ikke så slemt – ligner kaptajnen fra Knold og Tot). Derudover er der de seks hvalpe, som blev “givet til mig” sammen med den blinde franske puddel – alle hvalpe har hun fundet et hjem til, men de er for små til at blive opereret. Men de er vaccinerede alle sammen, plus alle har fået ormemiddel. Det giver hun, ligesom jeg, som det første, for der ser man, hvad der yderligere skal til – antibiotika eller noget til diarre etc. Kastration af katte er det også blevet til, og alt i alt er jeres penge givet rigtigt godt ud og igen: TAK skal I have.

I søndags havde vi SASY-event. SASY står for Stop Animal Suffering Yes. Det er et årligt arrangement – fundraising – hvor vi der “arbejder i marken” kan få et beløb til kastrationer, det vil sige de massive. Dawn, en kollega på halvøen Guanacaste, og jeg plejer at få de største beløb – måske fordi vi er de mest organiserede, hvis man kan sige sådan, selv om jeg personligt synes, at alle de andre laver et alle tiders arbejde, men blot ikke har SASY’s fortrolighed, som hun og jeg har.

Nå, jeg har et ”godt navn” hos SASY, fordi jeg kommer med ideer, er den af de diverse grupper som sælger flest billetter til deres event og i år har jeg (møjsommeligt) fået skrabet donationer sammen fra diverse dyrlæger, læger, ultralyd, internister, tandlæger – sågar en frisør blev det til – og det til et beløb på ca. 1.300 dollars. Det er godt gået, når man betænker, at det alle er mindre beløb. En konsultation hos en familielæge i Puriscal koster 150 danske kr., så I kan godt se, at her skal “balderne klemmes” for at opnå et så stort beløb.

Billetsalget gik fint, MEN jeg havde “no-shows”, som det hedder i airline-business. Dog var de så ansvarlige at ringe til mig inden og donere deres biletter til dem, der hjælper, når vi har kastrationer i mit område. Derved kunne jeg betale for ni personer fra Puriscal med disse penge, for de ville gerne deltage, men kunne ikke betale billetten, som koster 15.000.00 colones, (ca. 150 kr.). Gruppen fra Puriscal lagde sammen og betalte for en lille bus, og ikke et øje var tørt. De var SÅ glade og taknemmelige for, at kunne få lov til at komme. Dog blev de enige om, at de nu bliver nødt til at lære engelsk, for ALT foregik på engelsk, og de sad så der og anede intet om, hvad der blev sagt. Ej heller kunne de forstå, hvad der stod skrevet på det, de gerne ville byde på. Well, der var praktisk taget kun udlændige – jeg vil tro omkring 98 pct. Denne fundraising gav sidste år lidt over 40.000 dollars, men jeg tror, at det i år vil blive mindre. Krisen kradser også her, og folk går efter spa, yoga, frokoster, middage, hotelophold etc.

Nå, det vil jeg vide mere om senere i dag. SASY har et “manøvrekritik-møde” i øjeblikket, og jeg tror, at de vil gøre det anderledes, så der fremover vil være mindre ting, man kan byde på. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god ide, for alt der bliver doneret er jo gratis, og selv et lille beløb er en indtægt for dem. Nå, at lave fundraising er i begyndelsen en ”hovepine”, men når det kører, er der mange muligheder. Måske det ville være en ide for Dyrenes SOS. Jeg kunne skaffe informationer fra SASY, som kunne bruges i Danmark? Det har jeg faktisk allerede fået lovning på, at de giver erfaring videre, så man ikke skal starte på helt bar bund og lave de samme brølere som dem. Jeg kunne forestille mig, at det kunne være et hit i Danmark. Men som nævnt er det besværligt i begyndelsen, og derefter kører det af sig selv, og der kan virkelig samles mange penge ind til aktiviteter over hele verden.

Jeg havde det pragtfuldt i de fire timer, det varer. Folk ”beundrede” mig for mit smarte outfit – Ivan Grundal eller sådan noget lignende, som blev købt for 25 år siden – kunne ikke lukke nederdelen, så en sikkerhedsnål var på sin plads. Havde sågar lagt makeup – det vil sige lidt pudder som Yadira blev nødt til at medbringe og lidt mascara, som hun også kom med. Jeg mener, alle kender mig med tøj fyldt med huller, bukser med aftryk fra hundepoter, plastiksko osv. Jeg fik talt med kollegaer og fik de nyeste ting at vide, blandt andet at der er tiltag til at stoppe “hunde-fabrikker” – en ny lovgivning omkring dette for det er virkelig noget svineri, som disse tæver må lide. De “bor” under de mest kummerlige forhold, og kun når de ligger med hvalpe, bliver de passet lidt – resten af tiden er det noget nær frygteligt. Jeg håber virkelig, at dette tiltag kan blive til noget og også et andet tiltag, der går på, at folk, der maltrakterer deres dyr – uanset hvilket – kan blive anklaget, betale en dyr boede eller må en tur i spjældet. DET ville virkelig være fantastisk. For at undgå det sætter de dyrene på gaden, og der kan vi så hente dem, så jeg mener, at vi skal gøre, hvad vi kan og forklare – mange er simpelthen for dumme til at forstå, at det de gør, ikke er korrekt og mener, at når bare hunden får noget at spise og drikke, så er den potte ude. MEN folket skal forstå, at den bundne hund skal beskyttes mod sol og regn, have et hundehus og en løbeline, hvis den ikke kan gå løs, så den i det mindste kan bevæge sig etc. Jah, som I ser; her er masser at tage fat på, MEN vi er ved Gud bedre kørende end for 19 år siden. Langt, langt bedre er dyrenes forhold nu om stunder, og det er jo glædeligt, men der mangler stadig den sidste del. Vi skal nok nå det, og rigtig mange hunde i Costa Rica lever et rigtigt dejligt hundeliv, går frit rundt, besøger “gutterne”, markerer her og der, og i mange henseender er de bedre stillet end den ensomme sofahund – dem er der ikke så mange af her, for folk har holdningen, at hvis de ikke har plads nok eller bor i lejlighed, så vil de helst ikke have hund. Måske en kat, ikke at den ikke skal have opmærksomhed, men i en lidt mindre grad end en hund. Jeg foreslår en hamster eller en kanin, helst to af samme slags og helst samme køn, hvis man virkelig gerne vil have et kæledyr.

Godt, inden jeg slutter for i dag, vil jeg lige berette, at kastrationsrunden i Puriscal den 15. oktober 2011 gik fint med 67 dyr. Nu er vi i gang med en runde til i november, den sidste i dette år, og så har vi en til den 3. december 2011 i Barbacoas hvor der er mange, mange dyr. Derefter skal “lille Lise” have lidt juleferie, hive stikket ud og nyde det gode vejr. Regntiden er Gud være lovet ved at være forbi, for hold op, hvor har det regnet i år.

Inden jeg helt ”forsvinder” fra skærmen, skal I lige have en vits, jeg har fået fra en 68-årig veninde fra Toronto, Canada. Here we go: To kvinder er ude at spille golf, og ved siden af dem er der en gruppe på fire mænd. Kvinden sender bolden af sted som bare fanden, og hun ser, at en af mændene tager sig til skridtet og hopper rundt som en ung ged, smider sig i græsset, ruller rundt og har virkelig ondt. Hun styrter over til ham og siger: “Undskyld, undskyld, det var virkelig ikke meningen, men jeg er fysioterapeut, så måske jeg kan give en lille massage for at afhjælpe”. ”Jah, jah, bare gør et eller andet,” siger han, og helt forsigtigt, åbner hun hans lynlås i bukserne, tager hånden ind og giver en blød massage og spørger efter et stykke tid: “Har du det bedre?”, hvortil han svarer. “Jah, pragtfuldt, tusind tak, men jeg er sgu stadig sikker på, at min tommeltot er brækket!”

Smil fra Lise