Allerførst vil jeg sige mange, mange tak til alle for jeres donation om faldt på et tørt sted, her er mange udgifter, det gode er at pengene ”gør godt” for mange dyr, deres familie, jer og mig!!!

Jeg har en del at berette om, men starter med en ”skandale”, som blev udskreget i nyheder, aviser etc. Det drejer sig om en gruppe der laver det samme som jeg, MEN i stor stil. De henter hunde på gaden… også dem der har en familie, men som går løse og derfor ikke er gadehunde. Men hunde der går frit på gaden, ”læser avisen”, markerer og så går de hjem igen og lægger sig til at sove, hvis det altså ikke lige er, at de bliver indfanget og vil befinde sig blandt 700 (syv hundrede) andre hunde!!!  Jeg skal være den sidste til at kritisere deres arbejde for de tager faktisk mange ”rigtige” gadehunde, og hvis folk vil af med deres hund, uanset grunden, tager de også den i stedet for at aflive den – hvilket passer i min ”ånd”, det gør jeg heller ikke.

En frivillig hjælper kontaktede medierne og fortalte at hundene ofte gik uden mad i op til tre dage, mange var syge af forskellige årsager, nogle blev behandlet andre ikke, fordi der mangler penge til det. Uden at kritisere vil jeg mene at de mangler et koncept, de gør deres arbejde men uden hoved og hale og det dutter ikke.

SENASA, som er under landbrugsministeriet og fungerer som dyreværn, aflagde et visit hos dem og fandt ikke mindre end 6 døde hunde i deres fryser !!!! Forklaringen var at de ikke havde plads til at begrave dem, så derfor ventede de i fryseren til de kunne blive rigtigt begravet og ikke bare blive smidt i floden, som ofte er tilfældet og et eller andet sted kan man vel sige at det er al ære værd – men DET udløste et ramaskrig i hele landet. Personligt mener jeg at de har udviklet sig til en ”losseplads” for hunde, der ikke er ønskede af forskellige årsager, og i og med at de tager alle, tager de samtidig ansvarligheden væk fra costaricaneren og det er lige akkurat DET jeg er imod, folket her skal lære at tage ansvar for deres dyr, uanset hvilket, har de et problem skal de lære selv at løse det og ikke bare skubbe problemet over til en anden, på den måde, lærer de det jo aldrig, vel ???

Nåh, SENASA, ” kom så” og meddelte dem at de skulle have en fastansat dyrlæge til alle de hunde, alle tiders, men hvem betaler en sådan, når de ikke engang har penge til mad? De skulle have en installation, hvor de nyindfangede hunde plus dem, der var syge skulle isoleres, ok, hvem betaler for det??? SENASA kom med andre forordninger som jeg ikke vil trætte jer med, men i det store og hele er det hele vist en ordentlig omgang rod, og som sagt uden koncept, og det at holde af hunde, er bare ganske enkelt ikke nok.

Jeg skal love jer for at jeg holder af dyr, uanset hvilket, men ringer folk og beder mig om at hente en tæve med 7 hvalpe, siger jeg NEJ, men foreslår løsninger, blandt andet at jeg hjælper med foder, mælk, vitaminer, og når de små er store nok, bliver de steriliseret og vaccineret, men de bliver hvor de er og ikke her. Det er mit koncept og på den måde har jeg udgået at have en 300 hunde her i øjeblikket, og costaricaneren har ansvaret for dyrene, skal selv finde ud af, hvordan de får fundet hjem til hunde og katte. I tror det er løgn, det fungerer fordi jeg stille og roligt forklarer dem, hvordan ”landet ligger” og de kan jo godt forstå, at har jeg 28 hunde, så kan jeg ikke tage flere. Jeg har konstant dårlig samvittighed over dem jeg har her, bortset fra de 9 her i huset, jeg kan ikke give de andre ”hjemmets varme”, dem i huset har ”takket” mig for venligheden og ædt 2 kurvestole, et hjørne af klaverbænken, hjørner af div. træstole, to bænke, gravet nyplantede planter op etc. etc.

Naturligvis korrigerer jeg, men ser jeg det ikke i momentet de laver ulykker, kan jeg jo ikke korrigere 1 time efter, der ved de slet ikke hvad jeg taler om!!! Nåh, min gamle lædersofa er ikke længere ”interessant”, min 14 år gamle slyngplante i palmehaven startede de på, men der var jeg smart, idet jeg lavede en blanding af vand og tabasco, som lugter stærkt og smager endnu stærkere …….. I kan bare komme an……

Det samme siger jeg omkring SENASA her, jeg var 4 mdr. bagud med mit kontingent, klart min fejl, men havde glemt det, hvilket normalt bare betyder en lille bøde, og nu skal jeg starte forfra med ny registrering, betale omkring 600 kroner, hente et papir fra banken som siger at jeg rent faktisk er ejer af ejendommen hvor hundene befinder sig etc.

Jeg blev temmelig mopset,  (læs…flippede ud) og spurgte, hvad der ville ske hvis jeg ikke længere ønskede at være registreret, hvortil de svarede at så ville de lukke re-habben… hvortil jeg svarede ”alle tiders, og hvad med de 28 hunde, hvad vil I gøre med dem??? I har jo ikke noget sted hvor I kan tage dem hen til, så de skal vel aflives eller hvad??? At blive vred overfor en costaricaner er dumt gjort, det ved de ikke hvad de skal stille op med, så jeg skyndte mig at sige til den unge dame at jeg godt vidste at hun bare fulgte regler, men at jeg var skide sur over alt det bøvl, og mente at SENASA i virkeligheden skulle betale MIG og alle de andre for at vi sådan set overtager deres arbejde og omkostninger i forbindelse med dette.

Nåh, pengene er betalt, de har alt hvad de behøver, og nu venter jeg på en dyrlæge fra dem, der garanteret aldrig kommer, men det vil jeg insistere på, han kan komme og se installationerne og vil sikkert sige det samme, som direktøren fra WSPA, som mente at han dog aldrig havde set noget så fint lavet og organiseret, dyrene i fin stand osv. og derfor skænkede de mig et tagudhæng i re-habben, så hundene ikke blev våde i regnstorm, 3 kæmpe transportkasser til små tæver med hvalpe, et overvågnings-anlæg som aldrig blev installeret, fordi distancen til huset var for langt. Nåh, SENASA kan bare komme an og så vil jeg i øvrigt spørge dem om, hvordan det kan lade sig gøre at jeg ikke er registreret MEN at de henviser til mig når folk ringer til dem!!!!!

Blossom-2

Smukke Blossom blev ramt af et tog, og da TOLFA’s redningskøretøj bragte hende ind, manglede halvdelen af hendes forben, hendes ene øje var svært beskadiget, og hun havde en enorm sår nær halens rod – hun havde mistet en masse blod og var i dyb chokTOLFA behandlede hende for chok og smerte og et par dage senere hendes ben var amputeret. De troede også at de ville være nødt til at fjerne hendes beskadigede øje i en senere operation.

Blossom-1
Nogle dage efter amputation åbnede såret sig, Blossom begyndte at bløde fra en arterie. Efter at have udholdt meget, så det ud til at TOLFA ikke kunne redde hende, og at hun ville dø for øjnene af dem. Men takket været hurtig tænkning og handling af TOLFA’s dyrlæge og personale lykkedes at stoppe blødningen lige i tide.

Blossom burde være død to gange …. men her er hun i dag, det ene ben mangler, men hun er “fit for fight” igen – med begge øjne i behold, steriliseret, vaccineret og klar til at gå tilbage til sin egn, hvor der er mennesker, der bekymrer sig meget for hende.

Som TOLFA siger: Dette er, hvad vi gør.

Billeder og tekst fra TOLFA’s facebook side.

3-billedeSoi Dog Foundation arbejder i disse år meget hårdt på at finde hjem til alle de hunde, som bliver konfiskeret i forbindelse med de ulovlige og grusomme transporter fra Thailand til Laos, Cambodia og Vietnam, hvor hundene bliver slagtet på meget brutal vis. Flere steder koger de hundene levende, da de mener, at det giver bedre smag i kødet. Lidt det samme, som vi gør med hummere og krebs.

Problemet med de mange konfiskerede hunde er at de ikke er vant til et kennelliv, da mange af dem er stjålet fra familier, hvor de har været vant til den omsorg og kærlighed, som de har oplevet der. Så de sygner hen i kennelen og mister livsmodet.

Se mere om hundene og SoiDogs arbejde for at hjælpe dem

billede8Jeg har haft en kastrationsrunde i et nærliggende slum-kvarter i lørdags, hvor vi kastrerede 64 dyr, 26 tæver, 20 hanhunde, 13 katte og 5 hankatte. At der var så mange hanner betyder at deres tæver allerede er steriliseret, hvilket jeg blev bekræftet i, da jeg spurgte om de ikke havde tæver. Disse tæver blev opereret sidste gang jeg var der for en 3-4 år siden og som jeg har berettet om på siden dengang.

Dyrene så for så vidt godt ud, lidt hudproblemer her og der, en tre stykker var meget tynde, og de fik en pose hundefoder med hjem med en 6 kg hver. Jeg vidste at folket er ekstremt fattige der, og at de ikke bruger penge på noget så ”unødvendigt” som ormemiddel, og det viste sig da også at ældre hunde aldrig havde fået en behandling og en enkelt sagde at det vist nok var 6år siden sidst!!!

Denne gang var jeg alene om at efterse dyrene efter operationen, men det lavede jeg hurtigt om på ved at invitere ejeren til at gøre det sammen med mig, klippe negle, rense ører, børste pels, klippe pelsen på de langhårrede og fjerne knuder. Det sidste var der én der fortrød, for hun klippede hul i huden og dyrlægen måtte sy et par sting. Hun var grædefærdig, jeg trøstede og benyttede lejligheden til at sige at hun skulle børste hunden 2 gange om ugen og så ville den potte være ude.

Negleklipning tog jeg mig af og det lykkedes da også at lave en brøler og klippe for langt ind i en sort negl, ejeren kiggede på mig og blodet med store øjne, men som jeg sagde ”det sker, selv for den bedste”!!!

En lille hankat ville ikke holde op med at bløde, og dyrlægen lagde en tapon i såret, hvilket jeg ikke vidste og fjernede den, fordi jeg troede jeg så et blad eller snavs. Da jeg havde fjernet tamponen og så det, spurgte jeg dyrlægen ”du øhhh, Blas, har du lagt en tapon i såret for jeg har altså lige fjernet den”!!!! Han var ved at dø af grin og sagde bare ”Lisa, Lisa..” Nåh, den havde åbenbart været der længe nok for missen holdt op med at bløde.

En hanhund holdt ikke op med at bløde, konen kom med den 3 gange, der blev givet vitamin K, hjalp ikke og sidste gang lagde dyrlægen en forbinding med pres og jeg fortalte hende, hvordan hun skulle lave en skærm af pap, så den ikke kunne slikke sig – hvilket den havde gjort og hevet stingene ud. Den blev bedøvet igen og syet igen. I søndags ringede hun til mig og sagde at den stadig blødte kraftigt, og jeg henviste til dyrlæge Laura, som heldigvis var på arbejde.

Hannen blev testet for erhligia som var positiv, lagt i drop med alle mulige medikamenter og blev indlagt. Laura har lige ringet for at opdatere mig eftersom jeg betaler regningen, og hun venter på en hund som hun kan tappe blod fra og give den. Blodprocenten er vildt lav, gummer og øjne hvide, det ser ved Gud ikke godt ud, og jeg er helt angst for at ringe og høre, om hunden stadig lever.

Jeg sagde til hende at hun virkelig skulle sætte himmel og jord i bevægelse for ejeren af hannen er en lille dreng på 6 år, og hunden er hans eet og alt og følelserne er gengældt, da hunden var bedøvet for anden gang, gik han hen til den, satte sig og snakkede med den, og den vippede med halen , ualmindeligt for en bedøvet hund.!!!

En omgang frisk blod kvikker hunden op, men tager jo ikke sygdommen væk og det er ikke som hos os mennesker, hvor vi tester for blodtyper, alle hunde har næsten den samme bortset fra en 5 pct. men det er værd at tage chancen, uden vil den dø med den lave blodprocent, det holder systemet ikke til.

Mange venlige hilsener & mange tak for jeres støtte

Lise fra Costa Rica

billede9Costa Ricas vilde dyreliv er ikke helt ufarligt for Lises hunde, men som altid har Lise sat sig ind i tingene og er forberedt på lidt ag hvert, når hendes hunde f.eks. finder giftige frøer. Men Lise har også en god nyhed – hun har fundet en ung kvinde, som gerne vil hjælpe Lise med foder til hunde…… En stor post i Lises budget.[divider]
Kære alle sammen.

Nu er det tid til at sende jer en hilsen fra regnvåde Costa Rica, Gud være lovet at vi endelig fik noget livgivende vand fra oven, store dele af landet var så tørt, ingen vand i floderne til de vilde dyr, nul græs til kvæget etc. etc. Nu er det hele dejligt grønt og der er mad og vand til alle.

Jeg har i øjeblikket 28 hunde, 5 i gæstehuset, 9 her i huset, 4 løber frit rundt på farmen, 2 i dogrun og resten i re-habben. Når man har så mange hunde så er det ikke unormalt at der opstår problemer mht. sygdomme feks. diverse typer af virus som ligger latent i jorden og kommer frem med skifte af regntid og tørke. Det er ikke unormalt her og affekterer mennesker som dyr og desværre røg vi ind i kennel-hoste!!! Kennelhoste er ikke en dødelig sygdom med mindre vi taler om meget unge hvalpe eller meget gamle hunde. Sygdommen er utrolig smitsom, hunden har enten våd eller tør hoste, så kraftig at de kaster slim op som de andre snuser til og dermed bliver inficeret, hosten klinger af efter en 14 dages tid af sig selv, dog er der fare for en evt. lungebetændelse så der skal man passe på. Jeg ringede rundt til div. dyrlæger for at høre om hvordan jeg skulle behandle og undgå at alle ikke ville få denne hoste og alle havde forskellige synspunkter, en foreslog at ikke gøre noget og bare lade det gå ”slagets gang” etc. så efter at have vurderet div. forslag, ringede jeg til min gamle dyrlæge Claudio som tilser kenneler, politiets hunde og kender til problemet. Han fortalte at over hele landet er der i år udbrud og at jeg skulle købe et apotek-produkt som tager den værste hoste, fra en anden havde jeg købt noget man bruger til grise men efter at have afprøvet selv, kunne jeg godt forstå at hundene stak af som bare Fanden når jeg kom listende med produktet, jøsses, det var noget nær forfærdeligt og gjorde at de hostede endnu mere. Jeg gjorde så det, at jeg ventede et par dage for at se om hundens immunsystem ikke kunne klare sig selv, kunne systemet ikke det, begyndte jeg med antibiotika i en uges tid og lige i øjeblikket ser det ud som om at der er ro i biksen, alle 5 i gæstehuset har overstået deres, 7 ud ad 9 her i huset også, så nu ”mangler” jeg de 4 løse, re-hab og dog-run.

Alt imens jeg skriver til jer kommer Marino løbende og fortæller at Prada i gæstehuset løb rundt med en giftig frø i munden!!! Jeg siger jer, en kæmpe frø, heldigvis er det sådan at jo større de er, jo mindre giftige. Jeg fangede frøen men desværre havde Prada åbnet bugen på den og stakkels Marino måtte aflive den med nogle slag på hovedet. Marino kunne ikke sige hvilken hund havde frøen i munden, de to tæver er identiske, men jeg checkede munden og så at Prada havde skum så jeg vaskede hendes mund med en vandslange, ikke noget hun var særligt begejstret for men det skal til. Frøen havde hvid mælk på hele overkroppen, dens kirtelgift, som egentligt aldrig ses men da den var såret, aktiverede den hele forsvar-systemet. Jeg har lige checket Prada og hun virker normal, havde prepareret en blanding af citron/mælk som er den første antidot man giver, går hunden i krampe, convulsion, så giver jeg atropin, 0.2 cc til at starte med, derefter vente en 20 mins tid og en dosis til…hjælper det ikke, er hunden død og jeg ked af det, men gjorde hvad jeg kunne…. Jeg har reddet mange hunde på denne maner også slangebid, har serum for det i køleskabet og giver en dosis indtil jeg kan hitte en dyrlæge som lægger hunden i drop og giver støttende medicin, giften går først på central-nervesystemet, lever-nyre og hjerte er involveret og det værste man kan gøre er at give atropin i forbindelse med slangebid idet det forstærker giften. Jah, jah, such is life in the tropics!!!

Duffy og Duni i gæstehuset holdt op med at spise, egentlig ikke nogen grund til det men er det sådan, venter jeg et par dage og er situationen den samme, tager dem til dyrlæge Laura som laver div. check og iblandt dem, en erligia test som de begge var positive med. Ergo en ordentlig omgang antibiotica, doxiciclina, 100 mg pr. hund pr. dag og i 28 dage og så iøvrigt håbe på det bedste for erligia kommer igen i een eller anden form, nyre/leversvigt er det normale, jeg gør det at jeg giver medicinen sammen med et produkt som afhjælper anemi, blodtab, og det virker. Barsina, min ældste hund har lige haft erligia igen for 3. gang, er tynd, tynd men ellers glad og aktiv. Hun lider af mega-esofago hvilket betyder at hun spiser med god appetit og derefter kaster hun al maden op fordi hun fylderspiserøret men det går ikke ind i maven. Jeg har købt et foder-stativ sådan at hun ikke spiser på gulvet i foderskålen men højere oppe, det hjælper noget men ikke nok. I går gav jeg ormemiddel til alle 28 hunde, det giver jeg i form af godbid med råt oksekød og jeg prøvede at give hende råt kød som hun aldrig har akcepteret men igår tog hun kødet og så ud til at det bekom hende godt, jah, jah, man må prøve sig frem og noget der ikke virkede før, virker måske senere, hun får nu en god slat kød og vi vil se om hun kan få lidt sul på kroppen og leve lidt længere med et godt humør.

Marito, min care-taker og som I kender fra siden, har sagt op i februar 2014. Han har haft nogle alkoholproblemer, bad om en samtale med min ”nye mand i huset” og mig og det var måske en god ting for alle for det tog dimensioner som ingen kunne leve med, ej heller ham. Hans problem gik ud over alle grænser efter at min mand, Uwe, døde (i øvrigt for to dage siden i 2012) han var så langt ude at han blev indlagt på hospitalet på intensiv og vi troede alle at han ville dø. Well, det gjorde han så ikke, heldigvis, og han og jeg har det strålende sammen, ikke nogen slinger i valsen der. Jeg har betalt ham det man betaler her i landet når en medarbejder holder op, en måneds løn i 8 år, lidt at et indhug i min spare-konto, jeg kunne have ladet være MEN han har været en stor hjælp med min invalide mand, f. eks. kom kl. 0400 om morgenen for at hjælpe mig med at få Uwe gjort klar til ambulancen som kom kl. 0500 og så og fremdeles og som jeg tænker, den ene tjeneste er den anden værdig.

Som sædvanlig bliver jeg ”bombarderet” med hunde hvor folk ønsker at jeg skal tage dem. Eugenio ( min pumpe-mand) kom forleden og spurgte om jeg kunne tage en tæve med 5 hvalpe hvilket jeg sagde nej til fordi jeg simpelthen ikke ved hvor jeg skal anbringe dem. En sød ung mand ringede for at høre om jeg kunne tage 6 små, moderløse hvalpe fordi deres mor var kørt over, han havde allerede 8 hunde, hans familie med ligeså mange men også der måtte jeg sige nej. En indianerveninde som for mange år siden adopterede Lenny, ringede og spurgte om jeg kunne tage 4 killinger som var så små at de endnu ikke havde åbnet øjnene. Deres mor var der ikke og så små som de var, er det næsten umuligt at få dem op at stå hvilket jeg meddelte hende. Well, jeg anbefalede vet. Laura, hun er god til den slags men de døde alle inden vi kom så vidt og hun ringede tilbage og bare græd og græd.

William, som hjælper gade/familie hunde i en lille by i nærheden ringede og spurgte om han kunne tage en han-hund til vet. Laura fordi en person kom ”forbi” og skød en hanhund i et bagben!!! Fuldstændig ude af proportioner, hunden er en gadehund som bliver fodret af en familie men er ikke en hund der giver problemer af nogen art, æder ikke høns etc. Han lå og sov på gaden og blev skudt!!! Well, han kom under behandling hos Laura, projectilet var ikke i benet, hunden er ok nu men manden flyttede hvilket fortæller mig at der er noget andet i vejen her!! I Costa Rica er det sådan at har man nabo-strid, så er det første man gør, at true naboen med alskens ulykker. Dutter det ikke, tager man livet af deres hunde eller katte, dutter det heller ikke, så kan det ende med mord, ikke normalt men muligt, her er det om at ”holde på hat og briller” og løse problemer før det ender galt. Det er jeg god til, har et godt renomme hele vejen igennem, er god til at give råd og vejledning, ikke noget nyt ”under solen”, det har jeg gjort de sidste 21 år her, ikke at jeg er specielt begejstret for det , søvnløse nætter, spekulationer etc. men ok, det er det jeg kan give for de andre og det jeg kan gøre med hjælp fra bla. jer i Dyrenes SOS.

Mht. dyrene her, kunne jeg blive ved og ved, en han-hund med blod ud ad næsen blev behandlet hos vet. Laura, en tæve ved at føde, Elisa, en ”gammel” hundeveninde tog en gadehund som fødte et par hvalpe plus to hanhunde, Ana tog 5 hvalpe uden mor og hun er ved at få dem op at stå, havde to hvalpe som kunne blive adopteret hvis de var kastreret hvilket de blev så de er nu ok i en ny familie. Jeg fik Canela afsat hos min indianer-veninde og var lige ved at få hende hertil igen idet hun og en hanhund havde det ”sjovt” med at gå ind i et hønsehus og ondulere omkring 30 æglæggende høns!!! ”Hønse-manden” truede med at forgifte hendes hunde og for at undgå problemer betalte jeg for hans ”loss” uden at ingen ved om det rent faktisk var hendes hunde eller andres. Hun ville have at jeg skulle tage Canela tilbage for at undgå problemer hvilket jeg sagde nej til men foreslog forskellige tips og nu ser det ud til at der ikke er problemer.

Tanno, en indianer-ven fra lang tid tilbage kontaktede mig fordi hans kone havde taget en lille gadehund til sig. Hvalpen havde hudproblemer og de havde købt ”noget medicin” til den men kunne ikke huske hvad det var og hvorfor!!! det eneste de vidste var at det var små runde piller!!! Den er bare hjemme……de kunne ikke fortælle hvad hunden vejede, det skal man jo vide mht. dosering af evt. medicin så jeg opgav og sendte ham til vet. Mariano i en lille by i nærheden. I Costa Rica kan man ikke tage dyr med i bussen så den gode mand måtte vandre en 15 km. med den lille i favnen, jeg havde aftalt med dyrlægen at han skulle give hunden det der skulle til og at jeg ville betale for det. Well, han var ikke klar over hvad problemet var, foreslog dit og dat men Tanno kunne ikke betale og selvom jeg havde aftalt at jeg ville betale for medicin etc. så skete det ikke. Jeg har alt mulig medicin i huset, shampoos, cremer etc. så den gode Tanno måtte gå de 15 km. endnu engang for at hente medicin etc. og det hjalp, den lille var for så vidt ok MEN så blev den overkørt, Tanno ringede og jeg sagde at han skulle tage hunden til dyrlægen igen for at se om der var noget brækket etc. Jeg har ikke hørt noget siden så jeg regner med at problemet er løst, er det ikke, ville de ringe igen.

Her til slut kommer der en rigtig, rigtig god nyhed. I ved at jeg bruger mange penge af jeres, SASY og mine egne, alt det her løber op i mange penge og jeg er dybt taknemmelig for hver en krone der indgår, tak for det til jer. Den gode nyhed er, at jeg er kommet i kontakt med en ualmindelig velsindet ung kvinde, Maya,  som har et hjerte for dyrene og hun vil hjælpe med foder til alle dem jeg giver, ikke kun dem her, men alle de andre som har brug for mad. Jeg bruger ca. USD 400.00 til foder pr. måned, nogle gange kan jeg strække den lidt men sådan rundt regnet er det hvad jeg køber, dertil kommer alt muligt andet, medicin, ormemiddel, operationer af overkørte hunde, dyrlæge  -regninger etc. Alle dyrlæger her giver mig en god rabat fordi de kender mig gennem mange år, meget kunne jeg gøre selv uden betaling men sådan går det heller ikke, jeg fastholder og fastholder at har man en ansvarlighed overfor dyr, så indebærer det også at man tager hund eller kat til dyrlæge hvis der er et problem og ikke bare ringe til ”lille Lise” og så hitter hun en løsning.

Jah, det var alt for i dag, er lige blevet ringet op af en gut med 7 hvalpe og jeg er simpelthen SÅ ked af ikke at kunne hjælpe men jeg må gøre mig ”hård”, gjorde jeg ikke det, ville jeg have en 200-300 hunde lige her MEN jeg kan hjælpe med foder, ormemiddel etc. og folk må hjælpe sig selv hvilket de rent faktisk gør.

Alt for nu, en sommerhilsen herfra…

Lise

Dyrenes SOS sender kr. 5000,- for at støtte TAWESOs arbejde for at hjælpe de nødstedte dyr i forbindelse med at Dar es Salaam er blevet ramt af vedvarende, heftig skybruds- regn med efterfølgende oversvømmelser. Rundt omkring i de berørte områder, er mange dyr blevet fordrevet fra deres opholdssteder. Det gælder både privatejede dyr, og gadehunde, og alle disse dyr har brug for foder, dyrlægehjælp, rabiesvaccinationer, og ly for regnen. [divider]

Af TAWESO, Tanzania

Anmodning om støtte til at hjælpe de mange dyr der er blevet  fordrevet af
d
en sidste tid alvorlige oversvømmelser i Dar es Salaam, Tanzania

Dar es Salaam er blevet ramt af vedvarende, heftig skybruds- regn gennem de sidste tre uger, og de fleste områder og veje er oversvømmede nu. Størstedelen af infrastrukturen i området er blevet ødelagt, og mange busruter både i byen og i oplandet er aflyste.  Mere end 20 mennesker er indtil nu rapporteret omkommet, nogle af de omkomne druknede på gaderne da de enorme vandmasser kom skyllende, andre druknede i deres senge, da vandet pludselig strømmede ind i husene ved nattetide.

Rundt omkring i de berørte områder, er mange dyr blevet fordrevet fra deres opholdssteder. Det gælder både privatejede dyr, og gadehunde. Alle disse dyr har brug for foder, dyrlægehjælp, rabiesvaccinationer, og ly for regnen.

TAWESO er naturligvis trådt til for hjælpe de nødstedte dyr i de områder, der er hårdest ramt og hvor behovet er størst. Vi beder derfor om støtte, så vi kan nå så mange nødstedte dyr som overhovedet muligt.

Vi har brug for økonomisk hjælp til følgende:

• Medicin og medicinsk udstyr
• Dyrefoder
• Dækning af transportudgifter til de berørte områder
• Dækning af udgifter til måltider og forfriskninger til de frivillige

De bedste hilsener

TAWESO-logoTanzania Animal Welfare Society (TAWESO)
P.O. Box 10268, Dar es Salaam, Tanzania
Tel: +255 713 322796 /+255 752 660 101/ +255 715 447005
E-mail: tzanimal@yahoo.com, info@taweso.org
Website: www.taweso.org

Dyrenes SOS har støttet TAWESOs arbejde for
at hjælpe de nødstedte dyr med i alt kr. 5.000,-

[divider]

Alisha Singh som til dagligt bor og arbejder i New Delhi, Indiens hovedstad. Alisha er 22 år og har netop afsluttet sin Bachelor uddannelse I Handel fra New Delhi University. For øjeblikket læser hun videre og planlægger at påbegynde en MBA uddannelse. Sideløbende med studierne arbejder Alisha i et import/export firma indenfor medicinal branchen, også bruger hun stort set alt sin fritid på at passe gadehunde.[divider]
Af Alisha Singh, New Delhi, Indien

Kære Dyrenes SOS

Det er en stor dag for mig, og jeg føler mig meget priviligeret over, at kunne skrive denne beretning til alle Jer i Dyrenes SOS, idet vi har et fælles mål, nemlig at beskytte og yde hjælp til den uønskede og svage hunde population i samfundet (her i det område jeg bor, er det virkelig slemt).

Jeg har kæmpet for disse dyr, som jeg kalder mine børn, i ca. 3-4 år nu. Det startede da jeg fik i skole. I starten fodrede jeg kun 5 hunde men langsomt steg antallet af hunde. I dag fodrer vi (min mor, min onkel og jeg) omkring 60 hunde.

De fleste af de hunde vi tager os af, bor ude på gaden. De bor i vores nærmiljø, et område som strækker sig over ca. tre gader og ned til det lokale marked. Resten af hundene bor i vores nabokvarter. Jeg fik via en god ven, kontakt til staten, således at vi kunne få en tilladelse til at indfange hundene, så de kunne blive vaccineret og neutraliseret. Det lykkedes os også, at få folk til at adoptere en stor del af hvalpene. Vi kæmper dog stadig en daglig kamp mod vores borgmester, som har en manglende forståelse for den problematik der er omkring gadehundene. Vi kæmper ligeledes for at få lokalbefolkningen til at forstå hvor vigtigt det er, at de ikke bare sætter deres hunde på gaden, når de bliver trætte af dem, for disse hunde er ikke vant til at færdes ude i trafikken, da de jo har boet hos familien siden de blev født.

Vi bruger næsten tre timer om dagen på at fodre hundene. Vi fodrer dem sent på aftenen, hvor de er mest aktive. De fleste af vores hunde lever i en gruppe bestående af 4-5 hunde. Jeg er iøvrigt for nylig begyndt at fodre endnu en gruppe bestående af henholdsvis 7 og 3 hunde, som lever i det område jeg arbejder og studerer i.

Vi fodrer hundene med mælk, kylling, brød, hundemad, hundekiks samt ost, og vi forsøger så vidt muligt, at tage hensyn til deres helbredsmæssige tilstand og behov. billede-2Vi har haft svært ved at samarbejde med de mennesker som bor i vores kvarter. Vi har haft flere kampe med dem, fordi de behandler dyrene skidt uden nogen grund. Vi afholdte derfor et møde i vores lokalområde, for at lære befolkningen at omgås hundene. Det lykkedes os for første gang, at overbevise dem om, at de skulle behandle hundene med respekt. Det gjorde vi blandt andet med hjælp fra de retningslinjer, som regeringen har udskrevet, så nu er det lykkedes os at få stoppet volden og mishandlingen af dyrene i det område vi bor. Dog kan det stadig knibe med at få folk til at respektere dyr som levende væsener, og der er stadig folk rundt om, som behandler og tænker på dyrene som var de affald, Derfor ønsker vi nu, at udvide vores positive erfaring med information og viden til lokalbefolkningen i andre områder. Vi har et ønske om at kunne vaccinere og neutralisere endnu flere gadehunde I fremtiden,  hunde som hver eneste dag lider på grund af menneskets uvidenhed.

Alle de hunde vi fodrer og tager os sig af er alle venlige stemt overfor mennesker. Befolkningen er ikke længere bange for hundene, idet vi har sørget for at vise dem vaccinationsattesterne, hvilket jo beviser at hundene er sygdomsfrie og folk behøver derfor ikke frygte at blive smittet med f.eks rabies. Vi får alle vores hunde vaccineret årligt. Det er ikke nødvendigt at give hundene halsbånd på, idet alle vores hunde er kendte I området, og vi sørger løbende for at dokumentere at de er sunde og raske. Vi sørger også for at vores hunde bliver regelmæssigt orme- og loppebehandlet. Derudover tilser vi hver eneste hund dagligt, for at sikre, at de ikke har nogen skjulte sår.

billede-3Ingen af vores hunde bliver syge, blandt andet fordi de er korrekt vaccineret, men når vores hunde bliver skadet på grund af ulykker eller hundebid, tilkalder vi vores lokale dyrlæge (han er ejer af “Hunde Planeten” på det nærmeste lokale marked). Han sender så sin klinikassistent som sørger for at hundene får den nødvendige behandling. Han opkræver os kun for de udgifter, han har haft på materialer og tager ikke betaling for den tid han har brugt, det er hans måde at støtte den gode sag 🙂

Vi har indrettet den store balkon i vores private lejlighed, så vi kan tage de hunde ind, som har brug for et sted at være, indtil de har restitueret sig efter f.eks en operation eller et andet indgreb. Vi har overdækket balkonen og sørger for at hundene får den rette behandling og masser af kærlig pleje og omsorg, mens de bor hos os.

billede-4Mange mennesker efterlader deres sårede, gravide eller svage hunde i vores område, idet de ved at vi tager os godt af de hunde som bor på gaden. Vores gadehunde er venlige nok til at acceptere de nye hunde, som bare bliver dumpet på gaden. Hvis en ny tæve får hvalpe, så forsøger vi at få hvalpene afsat til nogle af de lokale, som vi ved vil passe godt på dem.  Indtil nu har vi  fået afsat 10 hvalpe til folk som bor I vores bydel –  folk som ikke har et problem med at holde indiske racer. Vi er p.t på udkig efter et hjem til 2 hvalpe, som vi har fundet på det lokale marked. Vi tager os at alt, lige fra knoglebrud, kræft, lammelser, sår samt forgiftning, og vi har efterhånden stor erfaring med at behandle vores hunde, således at de får den rette pleje, omsorg og kærlighed.

Vi har selv seks privatejede hunde (tre bor hos mine brødre og tre bor her hos mig), og de er alle sammen tidligere gadehunde, som vi har taget til os.

Vi er for nylig blevet registreret som en NGO forening , og jeg er den stolte formand for ” Alishas dyrepleje forening ”  – en ngo´er som er talerør for de tavse. Vores primære fokus er at få så mange gadehunde som muligt neutraliseret, men samtidigt være effektive nok til også at være i stand til både, at kunne fodre hundene samt give dem nødvendige medicinske behandling.

Hver eneste hund jeg fodrer og passer på, er som et barn for mig. Jeg har udviklet en dyb moderlig kærlighed til hver eneste hund og jeg mener, at hver enkelt af disse børn fortjener at blive behandlet med stor kærlighed og omsorg. Med din hjælp, kan jeg udvide mit arbejde og kan dække flere områder, som jeg i øjeblikket er ikke i stand til, på grund af utilstrækkelige midler. Jeg håber, jeg en dag kan udvide mit område og dermed være I stand til at give endnu flere hunde den kærlighed og respekt, de fortjener. Jeg sender en stor tak for den støtte jeg allerede har modtaget og ser meget frem til vores fremtidige samarbejde.

De bedste hilsner
Alisha Singh New Delhi – Indien

Billede_10-800x800Lise fortæller denne gang om tørke og præsidentvalg, men også om endnu en kastrationsrunde, som hun gennemførte i marts måned.[divider]Kære allesammen.

Herfra Costa Rica kommer der en lille hilsen til jer alle og med nyheder herfra hvor tørketiden er ved at være slut og vi ALLE venter på noget vand fra oven….dyr og planter har ventet længe men nu ser det ud som om at Moder natur vil ”slippe” en god omgang vand. Det var tilfældet for et par dage siden hvor vi havde et kæmpe regnskyl med det resultat, at min ”palmehave” inde i huset stod under vand fordi jeg lige havde glemt at tænke på at rense tagrender, det er nu gjort og nu kan regnen bare komme an….

Den 29. marts 2014 havde vi en kastrationsrunde i et privat hus i nærheden. En kvinde kontaktede mig i Puriscal og tilbød sit hus til denne begivenhed. Eugenia fra gruppen i Puriscal tilbød at tage aftaler mht. tidspunkter, hvis folk ønskede ekstra information kunne de ringe til mig mellem 0800 og 1000, Eugenia havde også telefontid men alligevel ringede folk til hende kl. 0400 om morgenen for at høre om de kunne få en tid!!!! Jesus….

Dyrlægen kom med to assistenter og vi startede kl. 0800, jeg havde taget mit operationsbord med således at vi kunne checke dyrene på bordet og ikke skulle gøre det på gulvet siddende på hug. Denne gang bad jeg om at folk selv skulle undersøge deres dyr, børste pels, klippe negle, rense ører etc. Det var første gang jeg har arbejdet med tidspunkt-aftale og jeg må sige at det hele gik godt, ikke som før hvor den der kommer først til mølle, maler først og hvor der bare er en hel, hel masse mennesker med deres dyr, masser af ballade, ungerne render rundt og leger og efter min mening er det synd for dyrene fordi der simpelthen bare er for meget larm som jeg naturligvis stopper men alligevel. Dyrlægen opererede 70 hunde og katte, jeg betalte ham for 74 idet der var 4 gravide og derfor tager han det dobbelte for dem. En stor tæve var gravid, faktisk ca.5 uger henne og normalt er det for sent til operation fordi de små er så udviklede at vi normalt lader tæven føde og opererer hende derefter. Familien ”vidste ikke” at hun overhovedet havde været i løbetid og derfor kunne være gravid….min bare….dyrlægen hev 13 (siger og skriver) tretten hvalpe ud hvorpå familien sagde ”ihhh, det fik hun også sidste gang men kun 2 overlevede”!!!!! Een af dem der overlevede tog de med plus en anden tæve så nu har de ingen tæver som kan blive gravide og der vil ikke være 13 små som er uønskede og vil blive sat på gaden.

De 70 dyr der kom, så godt ud bortset fra enkelte som var underernærede, et par stykker havde problemer med pels og til dem gav jeg en creme, clotrimazol, som jeg havde fået fra et firma her som donation. Både Eugenia og jeg har udviklet os til ”papegøjer” i den forstand at vi repeterer og repeterer og folk kommer med de samme spørgsmål igen og igen. De får udleveret information men gider ikke læse den, i gamle dage hos indianerne var det til at forstå idet de gamle ikke kunne læse og skrive eller havde glemt deres briller, ok, ok, accepteret, men nu om stunder, render alle rundt med det sidste nye i teknologi med internet etc. og som jeg sagde til dem ”slå det op på nettet på din telefon og køb det du ser som er brugbart efter kastration”!!!

Apropos sterilisation har jeg for to dage siden fået 3 hvalpe opereret hos vet. Laura, to af dem var ud af de 4 jeg hentede på gaden og som lå i vejkanten, to hanner fik jeg givet væk men de to tæver er stadig her, jeg giver ingen tæver til adoption hvis de ikke er steriliserede fordi folk ”glemmer” at tage dem til dyrlæge eller kampagner og den første løbetid er ens med at de bliver sat på gaden. En ældre nabokone som lever af en lille pension, vi taler en ca. 700 DKK pr. måned bad om hjælp og jeg tog hendes lille tæve til sterilisation, hun minder om noget mellem en rotte og en hund, så lille er hun men en sød, glad størrelse og hun er her i et par dage fordi konen har noget sygdom og ikke kan passe den hende. Lidt ekstra arbejde men ikke noget at skrive hjem om og den lille er ok, såret helet op, og som de andre to hvalpe får hun antibiotika et par dage til og så kan hun komme hjem og de to her, bliver sat op for adoption, ydermere er de vaccinerede og det har I betalt for, tak for det.

Dem der følger med på siden vil vide at jeg hentede 3 små tæver, alle steriliserede og en af dem fik jeg afsat hos en ældre dame som gerne ville have en hund som ville passe på men ikke være aggesiv overfor folk, børnebørn og den slags!!! Jeg tog den lille Puki og Puchi til hende og hun kunne vælge, jeg mente at for hende ville Puchi være den bedste men så skete der det, at hun strakte en hånd ud og Puchi bed efter den…..Fanden stå i det tænkte jeg, dumme hund, hun er den bedste for dig og du for hende men tænk sig, den ældre dame grinede og sagde ” jeg tager hende, den lille skidderik”…en god adobtion og Puchi viger ikke fra hendes side, besøger konen folk, sidder Puchi og venter udenfor døren til hun kommer ud, det samme gælder for bus-stopstedet hvor hun troligt venter til ”mor” kommer igen…Dette var en god adoption MEN her kommer en dårlig….

Negrita blev adopteret af en person som i sin tid adopterede en lille hanhund, Chap. En ok person som havde brug for en lille hund til at gø og jage vilde dyr væk fra hans mors farm som befinder sig ”in the middle of no-where”. Negrita (lille sorte på spansk) ville være perfekt for familien og han kom, så hende og tog hende. Ok, det var en fredag og hun skulle tranporteres til farmen lørdag. Jeg ringede til ham i onsdags for at høre til hunden, om hun var ok, havde adopteret sig til familien og dem til hende og jeg fik chokket, da han fortalte at hun om lørdagen var forsvundet!!!En lang historie kort, lørdag eftermiddag var der et surprice-party for ham, en masse mennesker og enten blev hun forskrækket over al den larm, løste sig fra hvortil hun var bundet eller een eller anden har hugget hende. Flere børn blev set kæle med hende da hun stod bundet, men da hendes nye ejer kom tilbage fra festen kl. 2200, var hunden væk med halsbånd og kæde!!! Han har undersøgt hele området og nul Negrita, jeg har sat information op flere steder med billede etc. og lovet belønning til den der evt. har taget hende eller set hende og ingen har set hende hvilket er underligt. Hendes nye ejer mener at hun er blevet hugget og det vil jeg faktisk håbe, jeg har haft søvnløse nætter over at forestille mig at hun sidder fast i pigtråd eller lignende pga. kæden eet eller andet sted og ikke kan komme fri. Det er nu lidt over en uges tid siden, gribbene har ikke meldt sig så jeg ”luller” mig ind med at hun har det godt at der var en grund til at een eller anden har hugget hende , kunne være et barn som gerne ville have hende og forældrene simpelthen tog hende fordi den lille ville have hende, ikke ualmindeligt her, børns ønsker er nærmest lov!!!! Jeg håber det bedste, hun er en god hund, havde det glimrende her i gæstehuset med Duffy og Duni, men, men kunne have det bedre med ”hjemmets varme”….og ikke være een ud af 29….

Jeg har 9 hunde i huset, blandt dem de to han-hvalpe (Chip and Dale) som jeg hentede i september 2013 og hvor den ene bed mig noget så nederdrægtigt i hånden af bare angst, da jeg løftede ham op for at putte ham i bilen. Begge hanner er smukke, dejlige hunde, de er blevet store sådan ca. som en dansk hønsehund men de blive større i løbet af en 8 måneder hvor de vil vokse. Begge har en lille tendens til nervøsitet hvilket vil gøre dem til bedre vagthunde dvs. det er de allerede og jeg tænker på at beholde dem hos os, herude på landet er det godt at have hunde der passer på og til punktet hvor folk bliver bange for dem fordi de udviser aggressivitet overfor fremmede, jeg ville overveje (i hvert fald to gange) inden jeg ville træde ind ad porten her med 9 gøende hunde og to af dem store med aggressiv adfærd. Kommer der gæster, bliver alle lukket ud i baghaven, efter et stykke tid kommer de ud til os andre og der er ikke noget problem, de snuser lidt, folk forholder sig rolige, ikke kigge på dem direkte, jah faktisk bare ignorere hundene, vende siden af ansigtet til dem, det tager en 2-3 min. tid og så er den potte ude og alle, såvel mennesker som dyr, kan bevæge sig frit rundt i huset.

Jeg får jo mange opkald fra folk rundt omkring, for 2 min. siden ringede en kone fra en by i nærheden, hun havde ringet til vores underafdeling af landbrugsministerium og som henviste til mig for at høre om jeg kunne tage en gadehund med så meget ræveskab at den praktisk taget ikke kan bevæge sig. Konen kan ikke tage sig af staklen pga. hendes arbejde og at hun har 3 hunde, hun tager på arbejde kl. 700 og kommer hjem kl. 630, jeg kan heller ikke fordi jeg ikke har et sted hvor den kan blive isoleret så jeg foreslog at hun skulle kontakte de to dyrlæger i byen og se om de har en løsning og hvis ikke, skulle hun overveje at lade hunden aflive, ræveskab er en ubehagelig sygdom hvis den ikke bliver behandlet og som faktisk er helbredelig, jeg har helbredt masser af hunde men dengang jeg kunne isolere dem, det kan jeg ikke længere og jeg kan ikke tage en hund ind, som smitter de andre. Sådan er det hele tiden, nogle gange har jeg held med mig og kan overbevise en person om at tage sig af hunden eller katten mod at jeg give medicinen til behandling men denne gang må jeg melde pas!!!Jeg håber hun finder en løsning, aflivning ville være mit råd selvom jeg synes det er synd og skam….

I går fik vi en ny præsident her i landet efter runde nummer to. Jeg er glad for resultatet fordi den nye har ideer omkring ”animal-wellfare”, dvs. at han vil tage programmer op omkring dyrebeskyttelse, det gælder for ALLE dyr, de vilde såvel som ”holdte” dyr, det være sig produktionsdyr, men også hunde og katte hvor han vil lave et program omkring kastration og hvor staten vil indtræde således at folk kan få deres hunde og katte kastreret til en billig penge eller gratis!!!Jeg har boet her i over 20 år og jeg vil sku se det før jeg tror på det!!!….men lader dog det som man siger på engelsk ” the benefit of the doubt”…lad os se hvad han har i sinde når han får sine ting sat lidt på plads og kan begynde at regere….her er der rigeligt at tage fat på, skulle jeg hilse og sige og lad os se om det hele ikke bare var ”valgflæsk”.

Jah, alt for denne gang, jeg har masser at fortælle men det blive næste gang….knus lise

Lise1Så er der atter nyt fra Lise, som denne gang fortæller at hun også får hjælp fra norske Turid Rugaas, som har været Lises mentor igennem mange år. Lise har altid været en stor tilhænger af Turids hundetræningsfilisofi, og den har hun haft brugt for med 3 små tæver, som har ret store tanker om sig selv.[divider]
Kære allesammen.
Så er det igen tid til at fortælle om liv og levned i Costa Rica og samtidig sige mange, mange TAK for jeres donation på lidt under USD 2000.00 som er ”landet” på et tørt sted, dyrene her fik også en donation fra Turid Rugaas fra Norge, som har været min mentor og penne-veninde igennem de sidste 15-16 år.

Her i huset er der gang i biksen med de ti hunde jeg har her. Jeg har stadig de 3 tæver som har vist sig at være små hunde med STORE tanker om sig selv…bare tænk på Napoleon!!! De er steriliserede og vaccinerede og er klar til at få en ny familie, men de vil ikke blive nemme at afsætte til en familie, som vil acceptere at de graver planter op, æder møbler og den slags ”fornøjeligheder”… de andre unge hunde, jah også de gamle, syntes nu også at det var smadder sjovt at æde min gamle ”de sede” lædersofa som har overstået 4 børn, deres venner plus en guds benådelse af hunde i løbet af 40 år, det bal er nu forbi, leger de den leg ryger de ud i haven med en ”bestikkelses-godbid”, det gælder også når de ”bare lige” tygger lidt på spisebord og –stole!!! Her siger man ”at med tålmodighed, kommer man i himmelen” og jeg skal love for, at jeg har sikret mig indtil flere pladser der….det kan aldrig gå galt!!!

Dexter blev syg igen, han holdt op med at spise selvom jeg kokkererede det bedste af det bedste for ham. En blodprøve viste at hans nyrer var totalt ude af drift pga. denne skide erligia-sygdom som nu affekterer en masse dyr, jah også mennesker for den sags skyld, sygdommen bliver ikke overført fra hund til hund eller hund til menneske, man skal rent faktisk blive bidt af en tæge som er inficeret, den har det fint, det er os andre der får sygdommen. Vet. Laura kom herhen og aflivede ham og samtidig vaccinerede hun dem der ikke havde fået en multiple.

Gruppen i Puriscal har rigeligt at se til, i dec 2013, havde de en ”runde” og vet. Blas opererede 140 dyr på een dag. Det er virkelig mange men han organiserer sig med dyrlæge-studerende som er næsten uddannede, dvs. de står for bedøvelse, både den første som er beroligende og derefter anestesien, han opererer på 4 borde og har een der lukker såret, så er der een der sælger antibiotika og et par stykker fra gruppen, tager sig af dyrene i opvågningsfasen og er der tid, så bliver dyrene efterset for hud-sygdomme, er der een der bløder for meget bliver ejeren gjort opmærksom på det og at hunden efter al sansyglighed har erligia og skal behandles for det. Jeg selv har ikke lavet kampagne i lang tid og tænker på en forestående hos indianerne men jeg får få opkald derfra hvilket betyder at det ikke er nødvendigt på nuværende tidspunkt. Jeg laver rigtigt mange individuelle sterilisationer som koster lidt mere men der får jeg dem med som ikke kan vente til næste kampagne fordi tæverne er gravide eller er i løbetid og vil blive gravide!!! Det er lige så sikkert som AMEN i kirken…Fra SASY vil jeg få en donation til kastration og sammen med jeres, plus min egen, så ser det hele fornuftigt ud ihvertfald det næste halve år, derefter ser vi videre og jeg må ud og bede om penge til dyrene.

En veninde, som er bank-direktør for en mindre bank har tilbudt at hjælpe med installationer for dyr!!! Her taler vi ikke kun om hunde men også vilde dyr der skal behandles og gøres klar til at blive udsat i naturen igen , egentlig interresant men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør gribe det an. Jeg har plads nok, er medlem af vores dyreværns-institut a la den danske Landbrug-højskole og kunne sikkert lave en aftale om at en dyrlæge tilser div. dyr, fortæller mig hvad der skal til af behandling og så hitter jeg ud ad det MEN jeg kender til hunde og katte, behandling af div. sygdomme etc. jeg har i øjeblikket 28 hunde og hvordan vil et vildt dyr reagere på det, selvom dyret er i en lukket indhegning, jeg har kun to fritgående, resten er i et indelukke, jeg mener, et dyr uanset hvilket i re-kuperation kan jo lugte hundene og vil være angste. For år tilbage var de her fra Landbrugsministeriet og ville starte noget op med de vilde dyr, alt fra fugle, Lapas, tukaner, dovendyr, aber, jah, you name it, men dengang havde de ikke penge til installationer, jeg kunne heller ikke betale for det, nu kunne det måske lade sig gøre med en donation fra banken, men eet eller andet sted tror jeg på at man skal indsætte sig selv hvor man har erfaring, naturligvis kunne jeg få erfaring med vilde dyr med tiden, understøttet af en dyrlæge med speciale, jah, jeg skal nok lige overveje dette rigtigt grundigt og helt ærligt, vil jeg nok sige nej og håbe på at andre vil tage sig af det. Jeg ved at jeg har noget ”specielt” i hænderne som kurerer og som er et ”don” som jeg skulle bruge til noget fornuftigt. Nåh, jeg tager lige en stirrer på det og ser hvad jeg skal gøre eller lade være med.

Jeg bliver som sædvanligt ringet op af folk med problemer omkring hunde, for et stykke tid siden ringede en dame og klagede over at dem hun udlejede et hus til, ikke passede deres hund!! De var taget afsted på jul/nytårs ferie og hunden stod bundet uden vand og mad. Dette er ikke unormalt i forbindelse med jul/nytår så jeg sagde at hun skulle hugge hunden, få den afsat hos en god familie og sige at de ikke længere kunne have hund, at hun som udlejer ikke ville have det. Den var hun helt med på og eftersom jeg ikke har hørt mere, går jeg ud fra at dette er sket. Jeg har masser af opkald men I tror det er løgn, et lille råd med på vejen, gør at folk selv tager situationen i egen hånd og det er jo lige akkurat det jeg vil, de skal lære at kunne selv….

Jah, jeg tror det var alt for idag, jeg kommer stærkt tilbage med nyt herfra, nu vil jeg lige ringe til min indianer-veninde og høre om hendes nye hund, Canela, har det godt, det var hende (altså tæven…) jeg hentede med 8 hvalpe for et par år siden, alle hvalpe er afsat bortset fra een, Duni, som bor i gæstehuset sammen med Duffy som jeg hentede dødsyg på gaden, alle 28 har det godt, Barsina, min ældste hund (altså den der har været her længst ca. 14 år,) er blevet behandlet for erligia, Benji har en lille udvægst omkring vulva, ikke sygdommen sticker som er en udvægst fra vagina, men måske en abcess, jeg har lige givet hende noget prednisolon og er inflamationen ikke væk om et par dage, så tager jeg hende til dyrlæge til en ultra-sound og så ser vi hvad der skal gøres og hvad problemet er.

En sommerhilsen herfra til alle, tak for jeres donation, og jeg sender nyt……
Lise

Julehilsen fra Costa Rica – hundeelskeren Lise fra Costa Rica sender en ejendommelig julehilsen, der blandt andet indeholder fortællingen om en muligt forestående penisamputation.[divider]
Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle lidt om hundeliv i Costa Rica. Herhjemme går det på livet løs, og jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg starter og stopper. I øjeblikket har jeg 11 hunde i huset her, og jeg må sige, at det er noget af en udfordring.

Chip og Dale er nu omkring 5 måneder. Det var dem, jeg hentede hos min hushjælp, og som bed mig noget så nederdrægtigt i tommeltotten af bare angst, da jeg løftede dem op. Jeg havde glemt mine murerhandsker, som hunde normalt ikke kan bide igennem. Nå, de er nu begge sådan, at man kan røre dem, uden at de skriger af angst. Chip er helt ok, Dale passer godt på sig selv og er normalt uden for en distance af 30 cm. Dog lader han sig røre, hvis han ligger ned eller sidder. Han ønsker kontakt, springer op ad mig, men en udstrakt hånd i al almindelighed undgår han og går ud i sin sikkerhedszone, som er de 30 cm.

Chip har problemer med sin penis. Det har mange mænd også (joke) men hans ligger i, at han har ”fremfalden penis”. Det vil sige, at penis kommer ud ad ”røret”, og han kan ikke selv få den ind igen. Det betyder, at han slikker sig og hele penis bliver så stor, at det er umuligt at få den puttet på plads igen. Det er sket flere gange – normalt klarer jeg skærene selv, men sidste gang måtte han til dyrlæge Laura, som havde ham i fire dage. I fuld anæstesi prøvede hun at få ”tingene sat på plads”, og efter de fire dage lykkedes det. Hun mener, han lider af en sjælden sygdom, hvor penis simpelthen er for stor til at passe i ”røret”, og at en eventuel amputation vil være nødvendig! Den er jeg nu ikke helt med på i første omgang. Er det nødvendigt, jamen så er det det, der vil ske, men ikke uden et par tjek hos andre dyrlæger. Først vil jeg gå for en kastration som er forestående i næste uge og derefter ser vi videre.

Jeg har været nødt til at tage tre små tæver. Cirka lidt over et år og størrelse af en hund på ca. 5-8 kilo. Små, men med store ideer om hvordan man kan tygge i møbler, blomster. Det til trods for at de har legetøj og hinanden sammen med de andre otte. Alle tre tæver er nu opererede, mangler vaccine, og så er de klar til at blive givet til gode familier. Alle tre er kendt for at gå efter høns og det er ” no good”. En hund efter høns her på landet er en død hund. Naboerne havde allerede købt gift til at slå dem ihjel, men jeg tror, at de hver for sig kan blive gode hunde for den rigtige familie. Alle er ”mor-syge”, og det de skal have er en familie, hvor de kan give deres kærlighed til dem, der passer dem. De vil alle tre blive virkelig gode hunde. Nu må vi se, hvor de kan anbringes.

Dexter “den gode hund” blive ved med at være syg af et eller andet. Han havde erhligia for anden gang, blev ok, men denne sygdom overført af tæger har gjort, at han har fået et kronisk nyreproblem, som ikke kan helbredes, men man kan tage diverse symptomer ved hjælp af specialfoder etc. Egentligt ville jeg have aflivet ham for en 10 dages tid siden, men besluttede at give ham en chance til. Han spiser ok, men er ellers apatisk. Jeg bad dyrlæge Laura om at lave et hemogram, som viste en lille anæmi – ikke noget at skrive hjem om. Han blev syg igen, og så bad jeg om et nyretjek, som var fatalt. Laboratoriedoktoren troede ikke sine egne øjne og lavede testen en gang til med samme resultat. Helt ærligt, så ved jeg ikke, om jeg skal ”holde liv i ham” og bruge en masse penge på ham, specialfoder, medicin etc.,  som jeg kunne bruge på unge hunde med en fremtid. Dexter sover og spiser, og det er faktisk alt, han bruger sin tid på. Bliver han syg igen, ja så må jeg vel overveje en aflivning.

SASY (Stop Animal Suffering Yes) har haft sin årlige fundraising event, men denne gang anderledes end andre gange og med mindre indkomst, ca. USD 25.000 i forhold til ca. USD 40.000 som før. Det vil sige, at vi, der kan bede om donationer i forbindelse med kastrationer i 2014, vil få mindre end før, fordi vi skal dele med alle de andre. Vi er ca. 18 grupper. Denne gang var det jo anderledes – billetsalg og firmaer som deltog (ca. 20 restaurationer) kom og gav deres bidrag med hensyn til mad, vi fik alle  en ”godbid”, et godt band spillede, og jeg tog initiativet til en lille svingom, som gjorde, at enkelte andre også deltog. Alt i alt en god dag.

Af mine fire medarbejdere med hensyn til pasning af hunde, hvoraf de tre er/var gravide, mangler vi én. De to andre er nedkommet med deres døtre, og nu mangler vi kun Yadira, som bliver ”sat i sving” på mandag. Hvis hun ikke kan finde ud ad det selv, det vil sige hendes baby som nu gerne vil se dagens lys, så sætter lægerne ind, og enten føder hun normalt eller via kejsersnit. Jeg ville gerne håbe på, at hun kommer tilbage efter fødsel, men har mine tvivl. Hun er smaddergod med dyrene, har et rigtigt godt øje på dem, og det vil mangle, men ok, både hun og hendes mand er oppe i årene og vil måske noget andet end at hjælpe med dyrene her. Det vil fremtiden vise, men jeg er forberedt.

Som sædvanligt bliver jeg bombarderet hver dag med hunde, som jeg bliver bedt om at hente, men jeg kan ikke tage flere. Hjælper med foder, kastration, ormemidler etc. til dem, der ringer, men et eller andet sted bliver jeg nødt til at sige nej. Det er på tide, at folk her hjælper sig selv og ikke bare strækker hånden frem og regner med hjælp. Jeg bruger ca. USD 400 hver halvanden måned i foder. Dertil kommer kastration, ormemiddel, dyrlægeregning, antibiotika etc. Det er jo noget dyrt, men når jeg så ser sunde, raske, glade hunde, tænker jeg, at det er det hele værd. Men jeg kan jo ikke betale det hele selv, så derfor er jeg simpelthen utroligt glad for jeres donationer, som kan hjælpe dyrene og mig på vej. Tak for det!

Alt for nu – En varm hilsen herfra.
Lise

billede3Godt og dårligt nyt fra Costa Rica. Lise fra Costa Rica har oplevet fire dødsfald blandt sine hunde og er blevet bidt voldsomt. Men danskeren er ikke sådan at slå ud af kurs.[divider]
Kære alle sammen.

Så, nu er det virkelig lang, lang tid siden jeg skrev sidst og har derfor en del at berette. Jeg plejer at notere forskelligt ned til jer men denne gang må jeg se, om hukommelsen fungerer.

Ja, måske jeg starter med det triste først; så er det overstået. Her i huset – det vil sige blandt ”mine hunde”,som jeg har fordelt på rehab, gæstehus og dogrun plus inde i selve huset – har jeg haft fire dødsfald. En var Nick, som jeg hentede for flere år siden – en hund med mange problemer, deriblandt hudproblemer. Ellers var han ok, men en dag blev han trist, ville ikke spise etc., og af sted det gik til dyrlæge Laura, som konstaterede, at han havde store leverproblemer. Hun havde ham i et par dage, men han responderede ikke på behandling, så jeg gav ok til aflivning. En trist beslutning, men den rigtige eftersom han led og havde ondt.

De, der følger med på siden, kan måske huske, at jeg ved en kastrationsrunde for nogle år tilbage ”fik” tre små tævehvalpe, som jeg blev nødt til at tage; Nanny, Nanna og Noni. De var i slem forfatning dengang. Dyrlæge Laura havde dem et par dage, og hendes assistent forelskede sig i Nanny, som hun tog, mens de to andre blev her hos mig – om natten lukket inde i et hundehus på grund af giftige frøer, og om dagen her i huset. En dag for en måneds tid siden så jeg, at Nanna blev meget urolig, løb som død og kridte ud i haven, kastede op og blev af med noget afføring. Det holdt bare ikke op. Jeg tog de andre hunde væk fra hende (det er en god ide at gøre, for de kan angribe en syg hund, der gør ”anderledes”). Hun gik i chok, og jeg troede faktisk, at hun var død, ringede til diverse dyrlæger, og Diego kom.

Jeg ville aflive hende, for det, der kom ud ad anus, var kun og kun blod, men i tiden til han kom, blev hun faktisk lidt bedre, bortset fra hun klagede sig, men kunne gå rundt. Han tog hende med hjem, lagde hende i drop, gav vitamin K, men hun klarede den ikke. Han mente, et mavesår kunne være årsagen eller en tumor, der sprængte.

Noni, hendes søster, tog jeg ind i huset, hvor hun også sover nu. Noni er en lille hund med store ideer om, hvordan man bedst kan destruere møbler etc. Et par kurvestole er røget i svinget, og lædersofaen står nu for skud. Men der holder min tålmodighed op. Den går ikke, så der bliver kigget alvorligt på hende, og en finger på næsen med et kraftigt ”NEJ” plejer at hjælpe. Ja, indtil videre for hun har hittet en legekammerat i den enøjede Winnie, og hvad den ene ikke kan hitte på, kan den anden.

Det tredje dødsfald har jeg selv gjort, forstået på den måde at jeg aflivede min gamle veninde gennem næsten 20 år, den gamle Sissi, som er den sidste af mine oprindelige hunde. Hun var for så vidt ok, spiste (som I ved er det mit kriterium for liv eller død), men hun var ekstremt ”morsyg” og blev reelt syg, når jeg ikke var i nærheden, om det kun var for en dag.

Min nye mand Paul og jeg var på vej til at skulle besøge hans gamle forældre i USA – når jeg siger gamle, er de gamle. Hans far er 90 år, moderen 88, og de var så spændte på at se ”makrellen” – altså mig – og at se, om jeg nu også var god nok til deres sønnike. Jeg havde mest lyst til at aflyse rejsen, til Sissi ikke var mere. Hun kunne måske have holdt et halvt år mere (hendes mor blev 21 år gammel), så jeg skrev til min penneveninde gennem ca. 15 år Turid Rugaas i Norge og søgte råd. Heldigvis var hun enig med mig i, at der ikke var nogen grund til at lade hunden lide i de ti dage, jeg ville være væk, og at hun ikke skulle dø alene, hvis man kan sige sådan. Sissi blev syg, syg, syg, da jeg var væk i tre dage og blev rask på et sekund, da jeg kom tilbage uden medicin etc. Dyrlæge Laura kom her og gav hende noget beroligende og derefter selve aflivningen, og hun lå i køkkenet, hvor hun har sin vante plads og sov stille og roligt ind – det tog kun et sekund.

Det sidste dødsfald var min gamle gadehund SARA, som jeg hentede for 13 år siden. Hun gik frit rundt på farmen sammen med Tipper og Nille. Alle tre var/er det, man kan kalde ”naturhunde” forstået på den måde, at de lever et hundeliv og ikke et menneskeliv, tager vilde dyr, som de fanger, og spiser. Derfor har de været mangen en gang hos dyrlægen for at få taget pindsvinepigge ud af mund og svælg. Sara tog en dum beslutning og ville fange en slange, som er en af de mest giftige vi har – en terciopelo – og min caretaker Marito, så det for sent. Han tog hende til dyrlæge Laura, men da var hun allerede ved at forbløde, og der var intet at stille op for hende. En ualmindeligt dejlig og intelligent hund. Egentlig underligt at hun ville gå efter en slange, men måske hun var efter et andet dyr, og slangen kom i vejen og bed hende først, hvem ved.Tipper blev også bidt af denne giftige slange i en anden forbindelse, men han blev reddet i tide.

Ja, det var det triste, nu kommer der noget mere positivt. De 4 hvalpe, som jeg hentede i en forfærdelig forfatning i en papkasse på vejen, har det godt. To fandt jeg gode familier til, to har jeg her; Brownie og Sweetie, og de er det, man kan kalde søde, glade hvalpe – nu omkring 4 måneder, har skiftet tænder, og tæven skal en tur til dyrlægen for at blive steriliseret. De har fået nye venner i form af to hanner, jeg hentede hos en nabo i øspøsende regn, og for at det ikke skal være løgn ”takkede” de mig ved at bide mig nederdrægtigt i højre tommeltot. Ikke fordi de er aggressive, men på grund af angst. Nok nærmere rædsel – de skreg og hylede, og jeg havde glemt mine murerhandsker, som jeg bruger, når dæmpende signaler, foder etc. ikke fungerer. Nå, efter de havde bidt mig, blev de puttet i et hundebur i bilen og herhjemme sat i et stort bur, som jeg har til absolut ”sidste udkald” – fx en tæve med hvalpe. De to hanner hedder Chip and Dale (Chip og Chap i Danmark) – ikke Chippendale, de der smarte fyre som damer er vilde med. Chip er helt ok nu. Jeg har fundet en familie til ham. Dale kan man kun røre, når han ligger ned og småsover. Ellers hyler han, når man rører ham. Ergo tager han noget ekstra tid, men jeg er sikker på, at det nok skal rette sig. Chip er her stadig, men når han tager til sin nye familie, så tager jeg Dale ind i huset med de to andre.

I huset her har jeg nu 10 hunde. To har jeg i pleje i en 14 dages tid, til deres ejer kommer tilbage. Den ene tæve er Dana, som en veninde adopterede for mange år siden – mor til tre hunde jeg har her. De sover i vores soveværelse for at give dem lidt hjemlig varme, mens de er her. De savner deres ejer, og derfor render de i rumpen på mig. Jeg bliver som sædvanlig bombarderet hver dag med hundeproblemer. Alt fra forladte hunde på gaden, naboer der har nabostrid/familiestrid etc. De vil lave en anklage, fordi hunden eller katten er mishandlet eller misrøgtet, men ingen af dem tør stå frit frem, og så kan jeg ikke gøre noget – anonymt går det ikke.

Jeg har fortvivlet forsøgt at få en kastrationsrunde op at stå i Tabarcia, men det er simpelthen kropumuligt. I deres gruppe er der kvinder, som bare er imod at give mig deres lokale til at realisere en runde, fordi de siger, at lokalet er til foranstaltninger, som vi kender det fra Danmark; giftemål, fester etc., og der spiser man, og derfor er hundene ikke velkomne. Dertil skal siges at når vi kommer, er der så møgbeskidt, og vi efterlader lokalet fint og rent og i en bedre stand, end vi forefandt det. Disse kvinder er dem uden dyr overhovedet (ikke engang en regneorm i en urtepotte), og det siger jo resten.

Gruppen i Puriscal har problemer med, hvem der bestemmer hvad, men de kastrerer ca. hver anden måned, og det en 70-80 hunde og katte. Som regel tager de dyr med enten uden ejer eller med en fattig ejer, og det skal jo betales, hvilket de beder mig om at gøre. Noget betaler I for, noget SASY, noget jeg selv personligt. Det skal dertil siges, at de dog gør noget for at få indsamlet penge – har lige lavet noget bingo, som gav så meget, at de kan betale deres udgifter til dyrlægerne.

Apropos dyrlæge så blev jeg ringet op i går af en dame, hvor man havde ”afleveret” en gravid tæve dagen før, og den kunne ikke føde. Hun sagde, at hun havde ringet til diverse dyrlæger i området, men at de forlangte en masse penge for at operere tæven. Fra vagina kom der grønt/sort udflåd, hvilket betyder døde hvalpe, og det betyder også, at hvis tæven overlever, er det med en masse antibiotika og speciel pleje for temmelig lang tid. Jeg tilbød at hjælpe med regningen, har lige talt med hende, og tæven er ved at komme sig hos dyrlægen, drikker lidt vand og tager lidt føde til sig. Gode tegn, og hun har lovet at beholde den. Jeg håber, hun holder sit løfte, for jeg kan ikke tage hende.

Jeg blev ringet op at en dame med en far, der har Alzheimers, og sundhedsministeriet har sagt, at hun har for mange hunde (fem), og at de skal væk på grund af mangel på plads. En nabo har anklaget hende for at passe sine hunde bedre end sin far. Selvfølgelig skal det ikke være sådan, men det taler da til hendes fordel, at hun også bekymrer sig om sine hunde, som hun har taget fra gaden. Jeg henviste til andre, som laver det samme som jeg, men alle er propfyldte med hunde og katte. Én organisation har ikke færre end 500 dyr, og I kan jo godt se, at det er helt, helt hen i vejret til trods for at de har 20 frivillige, som gør bure rene, fodrer etc. Sådan går det jo ikke – spørgsmålet er; hvordan så? Jeg har mit eget koncept, som betyder, at jeg gerne hjælper med, hvor det er nødvendigt – foder, kastration, vaccine, ormemiddel etc., og  jeg fortæller, at jeg får donationer fra blandt andre jer, og med de penge kan vi foretage os noget, men dyrene og ansvarligheden bliver hos dem selv. Det virker rent faktisk. Folk her er blevet ansvarlige – også for dyr der ikke er deres egne, så et eller andet sted er vi på rette vej, men kors i rumpetten hvor tager det lang tid.

Indtil videre 20 år for mit vedkommende og nogle mener, at jeg skal stoppe, men det ville jeg ikke drømme om, så længe jeg får hjælp økonomisk til at fortsætte, for jeg ved bare, at en eller anden dag går det hele op i en højere enhed, og folk vil tage ansvarlighed for deres dyr og for sig selv. Jeg har lige læst avisen, og der var der to tilfælde, hvor to nyfødte børn blev efterladt på en losseplads i et slumkvarter. Det er jo horribelt, og så er jeg fortvivlet over efterladte hunde. Men mennesker har mulighed for at forsvare sig – det har dyrene ikke på samme måde, så det gør jeg.

Alt for nu, jeg kommer tilbage med nyt, når der er noget. Igen, mange TAK for jeres hjælp til, at jeg kan fortsætte mit arbejde.

Et hundeknus herfra.
Lise

af Dyrlæge Trine Sif Sørensen ved PDSA PetAid Hospital Huyton, Liverpool, England


En fortælling om ti dage som frivillig felt-dyrlæge for Soi Dog Rescue i Thailand

 Seks dyrlæger, 2 veterinærsygeplejersker og en freelance fotograf mødtes i Thailands hovedstad Bangkok for at arbejde for »Soi Dog Rescue« sidst i oktober 2004. Primære opgave var at neutralisere herreløse gadehunde i og omkring Bangkok. »Soi« er det thailandske ord for gade.

I Bangkok international lufthavn blev vi hentet af nogle imødekommende engelske »ladies«. Det er disse damer der i skrivende stund er bosiddende i Bangkok, som på eget initiativ for ca. tre år siden startede organisationen Soi Dog Rescue, SDR.

Vi blev alle indlogeret på et Hotel i Bangkok, hvor vi skulle tilbringe de første par nætter indtil vi kunne blive indlogeret privat. Jeg skulle bo hos en yngre velhavende thailandsk dame ved navn Pym, i hendes villa i hjertet af Bangkok. Her husedes over 100 syge og restituerede gadehunde. Så det var meget hundeglam der kom mig i møde da jeg to dage senere ankom til mit nye midlertidige hjem i Bangkok. Pym er uddannet sygeplejerske i England og har efter hun vendte hjem til Thailand startet sin egen organisation, som hedder DOG CHANCE.

Erfaringer der ligger til grund for Soi Dog Rescue’s arbejde
Mange tror at kæledyr adopterer såkaldte medfødte instinkter og kan jage for at overleve hvis de efterlades på egen hånd. Sandheden er at det kan de ikke! De lever i en daglig kamp for at overleve i gader og stræder af de levninger de kan tigge sig til eller stjæle. Hvis ikke de fodres vil mange af dem dø unge af sygdomme, sult, misrøgt og uheld, eller dø en grum død ved forgiftning eller overgreb.

Lige meget hvor mange hunde eller katte der aflives, vil fertile overlevende altid avle maximalt. Erfaringer op gennem det tyvende århundrede har vist at indfangning og aflivning af både hunde og katte, kun fører til et midlertidigt fald i populationen, der endog oftest efterfølges af en stigning, der overgår den oprindelige population på grund af manglende konkurrence om tilgængelig føde. Lad os ikke gentage disse mislykkedes forsøg og lad os lære af erfaringen.

Sterilisation, vaccination og bred offentlig uddannelse er den mindst bekostelige mest humane måde hvorpå en overpopulation af uønskede hunde og katte kan reduceres.

Allerede tidligt den første morgen blev vi hentet og kørt til et buddhistisk tempel ca. en times kørsel uden for Bangkok. Her mødte et hektisk syn os. I en del af templet, der var ligesom en stor overdækket terrasse, var mange mennesker i fuld aktivitet med at få et form for felt-hospital op at stå. Borde blev rigget til – til medicin, klargøring af patienter, induktion af narkose, operation, efterbehandling og vask af brugte instrumenter og afdækninger. For enden af lokaliteten var der opstillet hundegårde hvori de indfangede gadehunde ventede på neutralisering og behandling. Og hvilke hunde… afmagrede, underdanige og parasit-befængte hunde; nogle af dem så endog meget syge ud og vi var rystede over, at det var disse hunde der stod overfor fuld narkose og operation. Samtidig var der løse hunde og hvalpe alle steder, der nysgerrigt traskede rundt og fulgte med i begivenhederne. Mange af disse var såkaldte »Tempelhunde«, der boede hos munkene på klosteret.

Vi fik hurtigt selv travlt med at pakke medbragt medicin og instrumenter ud og gøre klar til at komme i gang. Men inden vi kunne begynde at give hundene beroligende medicin måtte vi deltage i en højtidelig seance, hvor en af de buddhistiske munke bad en bøn for alle hundene. Så kunne vi gå i gang!

Mange af hundene var søde hunde, men de var selvfølgelig lidt skræmte og ikke vant til at blive håndteret. Nogle af hundene havde en form for ejer eller munk, der til daglig kiggede efter dem og gav dem madrester.

Alle hunde blev lagt i fuld narkose, blev kigget igennem fra snude til halespids og neutraliseret, efterfølgende blev de vaccineret mod rabies og behandlet mod både indvoldsorm og parasitter. Når hundene var færdigbehandlede blev de lagt til opvågning i hundegårdene, sammen med de hunde de var blevet indfanget sammen med. Her skulle de så opholde sig de næste 10 dage indtil stingene skulle fjernes og de igen kunne blive lukket ud på samme sted som de var blevet indfanget fra. Det sidste er vigtigt, fordi man på denne måde undgår unødige hundeslagsmål om territorier og indbyrdes hierarki blandt hundene. Hele dagen stod vi i varmen og arbejdede mens der stod en let brise igennem templet, til tider så kraftig at både afdækning og andre ting var ved at blæse ned af bordet. Nogle af hundene var så befængte med utøj, specielt flåter i store mængder, at de hvide operationsborde blev helt levende af små sorte »prikker«. Samtidig havde vi en lind strøm af nysgerrige tilskuere, der skulle se på nærmeste hånd, hvad det nu var vi lavede. Da en nærliggende skole holdt frokostpause samledes der noget lignede hundrede fnisende børn omkring felthospitalet. Alle observerede med stor begejstring hele sceneriet.

Klokken fem om eftermiddagen pakkede vi sammen og kørte tilbage til Bangkok. Tilbage på hotellet tog vi os et tiltrængt bad, gik ud for at spise og fik, hvad vi selv kaldte for en velfortjent øl. Trætte gik vi tidligt i seng med tankerne fulde af en sjov og meget anderledes arbejdsdag.

Næste morgen tog vi tidligt af sted i taxa til et lille lokalsamfund lige uden for Bangkok. Her blev felthospitalet reetableret og vi gik friske i gang med alle de nye patienter. Desværre var der ikke så mange hunde til os, da nogle af hundene var brudt ud af hundegårdene i løbet af natten. Til gengæld fik vi besøg af den lokale avis, der interviewede og tog billeder, således at budskabet om at gøre noget for gadehundene kunne blive formidlet til andre i de nærliggende områder. Samtidig gav de færre hunde mulighed for at vi alle kunne holde lidt tidlige fri og nå en dukkert i poolen eller en thaimassage inden aftensmaden. Sidstnævnte er fantastisk dejligt efter at have stået det meste af dagen og arbejdet ved et noget for lavt operationsbord!

Efterfølgende dag gik turen til et andet større tempel udenfor Bangkok. Her var der mange private hundeejere der også var dukket op for at få deres egen hund neutraliseret. Andre havde også katte med. Vi nåede næsten at operere dem alle, og havde god hjælp fra thailandske studerende, der som led i et skoleprojekt deltog i det frivillige arbejde for de herreløse hunde.

På denne måde gik arbejdsdagene hurtigt og efter otte dages arbejde i felten var langt over 200 hunde og ca. 40 katte neutraliseret. Dette er selvfølgelig blot en dråbe i havet, set i lyset af at der er mange tusinde herreløse hunde i Bangkok. Men for den enkelte hund gør det en stor forskel og i de lokalområder vi nåede at besøge vil der fødes knapt så mange hvalpe til en kummerlig tilværelse.

Det største arbejde blev udført af personerne i SDR, som bruger al deres tid på at indfange hundene, oplyse lokalbefolkningen om fordelene ved en mindre, men sundere hundepopulation og ikke mindst samle penge ind til mad og medicin til hundene. Det er et kæmpe arbejde der bliver udført på frivillig basis – altid med et smil og en humoristisk indgangsvinkel til de til tider noget håbløse og uoverskuelige arbejdsopgaver.

Inden hjemrejsen afholdte vi et evalueringsmøde, hvor vi gennemgik dagenes forløb. Og vejede det opnåede mål med de udgifter der havde været forbundet med projektet og de praktiske opgaver der skulle gennemføres før under og efter. Da det var første gang SDR gennemførte et sådan projekt og det for os frivillige var ny erfaring, var det vigtig at finde ud af hvad der havde fungeret godt og hvad der havde fungeret mindre heldigt til næste gang. For en ting var sikkert at succesen skulle gentages!

Hvis du vil vide mere om Soi Dog Rescue og Dog Chance, kan du finde flere oplysninger på net-adresserne:

Dog Chance’s hjemmeside

 Fakta om Bangkok
  • Estimeret antal af herreløse hunde – der lever en kummerlig tilværelse i Bankok’s gader = 150 000.
  • Et hunde-par får i gennemsnit 16 hvalpe om året, hvis disse også formerer sig, kan et par blive op til 500 hunde på et år.
  • Der er ingen statsstøtte til arbejdet for de herreløse hunde.
  • Der er ingen internater.
  • Aflivning ved strykninforgiftning er en chokerende realitet.
  • Religiøse love forbyder aflivning af selv meget syge hunde.
  • Hunde indfanges i Bangkok’s gader for at efterkomme en stigende efterspørgsel på hundekød andre steder – hvor slagtning kan være langsom og inhuman. 

Af Gregg Tully, Thailand

Kære dyrlæge Mogens Hansen og resten af bestyrelsen i Dyrenes SOS.

Vi sender Jer hermed en rapport over anvendelsen af det tilskud  på US $ 1,500, som Dyrenes SOS så  generøst har doneret til Soi Dog Foundation.

Soi Dog Foundation mest presserende program p.t. er vores kampagne for at bekæmpe den grusomme og ulovlige handel af hundekød, som foregår mellem Thailand og Vietnam. Millioner af hunde –  såvel stjålne kæledyr som gadehunde – bliver  transporteret under forfærdelige forhold fra Thailand til Vietnam i nattens muld og mørke. De hunde der overlever rejsen bliver ofte brutalt dræbt, fordi folk tror, at smerte medfører mørt kød. Nogle hunde bliver tortureret i timevis og derefter flået levende. Soi Dog står i spidsen for at sætte en stopper for denne grufulde handel.

Vores undercover efterforskere lokaliserer smuglernes lastbiler og underretter de rette myndigheder, der stopper lastbilerne og anholder smuglerne. Soi Dog Foundation tager initiativ til at de reddede dyr bliver flyttet  til krisecentre og sørger for at de får den rette dyrlægebehandling, vaccination samt mad og drikke.

Vores kampagne har været en stor succes: Smuglerne rejste tidligere over grænsen via den hurtigste rute i store lastbiler fyldt med hunde. Nu forsøger de at undgå myndighederne ved at transportere hundene i mindre køretøjer og anvende ruter, som er vanskeligt fremkommelige.  Da meget få kæledyr i Thailand har mikrochip eller halsbånd med hundetegn, er det næsten umuligt at genforene de hunde, som bliver reddet med deres rette familier.

Hundene bor på internater, som drives af ”Thailands Department for Livestock and Developement” (Landbrugsdyr og udvikling), som har ikke økonomiske midler til at sørge for hundens pleje, hvilket har resulteret i, at Soi Dog har påtaget sig ansvaret for, at hundene modtager ordentlig pleje, mad og medicinsk behandling.

Vi varetager i øjeblikket ansvaret for mere end 5.000 hunde, som vi har reddet fra kødhandlen – alene foder til disse hunde koster mere end $ 30,000 hver måned. Soi Dog Foundation sender dyrlæge teams til internaterne for at neutralisere og vaccinere de hunde, der for nylig er blevet reddet, samt yde medicinsk behandling. Dette er nødvendigt for at forhindre at dyrene formerer sig under deres ophold på internaterne samt undgå udbrud af sygdomme som hundesyge og parvovirus, og holde dyrene sunde og raske.  Vi sørger for at ansætte dyrlæger til at udføre specifikke opgaver, og til tider får vi hjælp af frivillige dyrlæger og veterinær sygeplejersker  fra udlandet.

Tilskuddet fra Dyrenes SOS har bidraget til følgende neutraliserings-programmer udført på hunde, som alle er reddet fra handlen med hundekød:
• Maj 2013: 221 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Khemmarat.
• Juni 2013: 130 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Nakhon Phanom.
• Juli 2013: 132 hunde blev steriliseret og kastreret på internatet i Buriram.

Hver eneste  hund, som vi steriliserede fik også en rabies vaccine og en kombinationsvaccine der omfatter hundesyge og parvovirus. Desuden foretog vores dyrlæger medicinsk behandling af de hunde som havde behov for dette . Den omtrentlige pris for operationer, medicin og vacciner til 483 hunde lå på US $ 6855. Pengene rækker langt her i Thailand  p.g.a. de lave omkostninger og vi  kan dermed  udføre operationer for langt færre penge end det er muligt i de vestlige lande. Finansieringen fra Dyrenes SOS blev brugt til at hjælpe med at dække disse omkostninger.

En CNN historie og video om betingelserne for hundene i Nakhon Phanom internatet og de udfordringer der er, samt den omsorg der er for dem – se mere her.

På vegne af Soi Dog Foundation og de tusindvis af hunde, vi har reddet fra hundehandel med kød, jeg vil gerne takke Jer for Jeres støtte og bidrag, som har hjulpet os til at forhindre 483 hunde i at producere utallige uønskede hvalpe, der ville blive født til et liv med lidelse, og samtidig være med til at beskytte dem mod rabies og forebygge udbrud af smitsomme sygdomme.

Lad mig endelig vide, hvis I har spørgsmål, eller ønsker yderligere oplysninger om vores arbejde.

Bedste ønsker,

Gregg Tully
Deputy CEO
Soi Dog Foundation

Besøg Soi Dog Foundation på Facebook

Besøg Soi Dog Foundations hjemmeside

Af stud.med.vet. Karen Singers Johansen og Kristine Dich-Jørgensen
Fotograf: Viktor Holm

 Som frivillig på Tibet Charity Clinic.

Som næsten færdiguddannede dyrlæger, har vi i dette forår fået muligheden for at arbejde med gadehunde på Tibet Charity Animal Care Section i den nordindiske by Mcleod Ganj. Vi tog en måned ud af kalenderen og tog af sted, fordi vi mente, at vi havde kvalifikationerne til at give en hjælpende hånd, samtidig med, at vi var nysgerrige efter at finde ud af, hvordan et udviklingsland som Indien tager hånd om problemerne med gadehunde.

Klinikken blev i første gang oprettet, for at komme problemet med den voksende population af gadehunde i området til livs, samt at vaccinere såvel gadehunde som kæledyr mod rabies. I dag behandles også kæledyr for diverse sygdomme. Der tages betaling for den medicin der anvendes, men ikke for dyrlægens tid.

Ankomst til Mcleod Ganj
Efter 12 timers kørsel fra Indiens hovedstad New Delhi, ankom vi sent om aftenen til Mcleod Ganj. Her blev vi varmt modtaget af Tibet Charitys Director, Tsering Thundup, og indlogeret på et fint, lille hotel midt i byen. Vi startede vores arbejde på veterinærklinikken den følgende mandag, og faldt hurtig ind i en rytme med behandling af indlagte patienter og modtagelse af tilskadekomne gadehunde, såvel som kæledyr.

En typisk dag på klinikken
Efter indtagelse af morgenmad i solen på en af byens mange tagterrasser og indkøb af fladbrød hos byens lokale tibetanske brødsælger, spadserer vi mod klinikken. Efter 20 minutters gåtur med udsigt til de smukke bjerge omkring os, ankommer vi kl. 9 til Tibet Charitys veterinærafdeling, og hilses af en flok glade og temmelig højlydte hunde. Ved åbning af lågen er vi altid sikre på at blive modtaget af en gøende Jenny, et velnæret gadekryds, der for år tilbage kom til skade med bagpartiet, og derfor er blevet fast inventar på klinikken. Humpende bag Jenny kommer Kaalu , en lille sort hvalp, der har været på klinikken flere gange, denne gang med et brækket lårben. Klinikkens dyrlæge, Dakpa Tenzin, er allerede i gang med at trække medicin op i sprøjter til de indlagte patienter. Vi overtager opgaven og behandler blandt andet de mange indlagte patienter med hudlidelser, som er et stort problem blandt gadehunde. I hundegården går også ”The tumor dog”, som har fået konstateret en uhelbredelig form for knoglecancer. Vi kan ikke gøre andet for ham end at give ham en masse kærlighed, mad og et trygt hjem på klinikken. Den dag hunden bliver alvorligt påvirket af sin sygdom, giver dyrlægen ham en sprøjte og lader ham sove ind, men af religiøse årsager er man villig til at gå noget længere med den palliative behandling end man er i Danmark.

Ikke alle hunde i hundegården er syge. Blandt dem er tre små hvalpe, som blot venter på at blive bortadopteret. Mens vi behandler hundene, gør klinikkens veterinærsygeplejer og alt-mulig-mand, Jampa, rent i hundegården og på klinikken i øvrigt. I løbet af formiddagen kommer hundeejere ind med deres hunde. Blandt andet får vi en hvid tæve ind med en svær øjeninfektion og et sår på hornhinden. Fordi det er en potentiel kirurgisk patient, henviser vi til veterinærhospitalet i Palampur to timers kørsel fra Mcleod Ganj. Midt på formiddagen modtager Lobsang Thubcho, veterinærsygeplejer og klinikkens overhoved, et opkald fra en tibetaner, der har fundet en påkørt hvalp i vejkanten. Vi hopper straks ind i bilen, og kører med Jampa ud for at hente hvalpen, som på klinikken får sine sår renset og bandageret. Efter frokost, som består af dhal, ris og chai (krydret mælkete), skal to tæver, der blev indfanget i Mcleod Ganj i går, steriliseres. Med kyndig hjælp og vejledning fra dyrlæge Tenzin, opererer vi en hund hver, som efter indgrebet bliver lagt ind i opvågningsrummet med tæpper og radiator. Inden arbejdsdagen er omme, skal vi udfylde vores daglige patientjournaler og tjekke op på de indlagte patienter. Klokken passerer 17, og det er tid til at vende snuden hjemad mod Mcleod og en velfortjent kop chai på en byens mange hyggelige cafeer.

Interesse fra turister
Klinikken ligger på strækningen mellem Mcleod Ganj og et af områdets turistattraktioner, Dal Lake. Derfor havde vi i løbet af en dag besøg af en del forbipasserende, der fandt klinikken indbydende og interessant. De fik alle en højlydt velkomst af de mange hunde i hundegården, og rundvisning og en snak med dyrlæge Tenzin. Blandt de besøgende var den svenske fotograf Viktor Holm, der tog en del billeder af stedet og var særlig interesseret i vores og veterinærsygeplejernes interaktion med hundene. Det var af ham, at Lobsang Thubcho fik tilnavnet Doctor Love.

Farvel og tak…
Dagen inden vores afrejse fra Mcleod Ganj blev vi inviteret på chai og samosas på Tibet Charitys hovedkontor beliggende lige syd for byen. Om halsen fik vi, ligesom ved vores ankomst, lagt et lykkebringende hvidt silkeskærf. Da vores taxa trillede ud af byen tidligt næste morgen, stod Jampa, Thubcho og Jenny på torvet midt i byen og vinkede farvel.

…for alt, og på gensyn!
Da vi for cirka et år siden sad på biblioteket på det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og diskuterede, hvad vi skulle bruge vores kostbare rejsemåneder på, var vi omkring alt fra arbejde med marine dyr i det sydlige New Zealand til praktik på et universitetshospital i USA. Valget faldt på gadehunde i Nordindien, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Med os fra tiden på Tibet Charity Clinic har vi fået et utal af gode minder, indsigt i den tibetanske og indiske kultur og venner for livet – såvel tobenede som firbenede. Rent fagligt kommer vi hjem med en masse ny viden i bagagen, og vi har lært at takle komplicerede veterinære cases med relativt få diagnostiske midler. Vi har fået smag for velgørenhedsarbejde og har fundet et sted i verden, vi helt sikkert vil vende tilbage til en gang i fremtiden.

Med venlig hilsen

Karen Singers Johansen & Kristine Dich-Jørgensen[divider]

OLYMPUS DIGITAL CAMERAI forbindelse med INPUT 2012 vandt stud.med.vet. Birgit Krabbe Jensen et rejselegat på kr. 2.500,- til hjælp til udgifterne i forbindelse med et frivillig ophold fra Dyrenes SOS. Nu kan du læse om Birgits oplevelser, som frivillig ved TOLFA i Indien.[divider]
“En kort beskrivelse af en kæmpe oplevelse” af stud.med.vet. Birgit Krabbe Jensen

Billede1Februar 2013 lander tre spændte danskere (to veterinærstuderende og en kæreste) i New Delhis hektiske lufthavn, 8 timer forsinket med 60 kg donationer og uden mobiltlft. Til vores store lettelse, har den taxachauffør som TOLFA har arrangeret for os, ventet og står parat til at kører os den 10 timer lange tur til byen Pushkar, hvor vi skal leve de næste tre uger.

Den første dag, er på TOLFAs opfordring, en fridag til at udforske Pushkars livlige gader med et rigt markedsliv, drilske aber, drøvtyggende hellige køer og utallige gadehunde som slænger sig i gadernes solrige kroge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAHver morgen kl. 9, holder Mucash trofast foran hotellet i sin minivan. Den unge chauffør kører os Billede2og de andre frivillige de 8 km gennem bjerglandskabet til TOLFA’s dyrehospital og rescue center, hvor vi 6 dage om ugen fra 9-17 arbejder og oplever!

Man når dårlig at lukke jernporten bag sig, før man bydes varmt velkommen af stedets logrende permanente beboere. En trebenet hund springer op fra sit solbadningsleje og blokerer én vejen, for i et minuts tid at hellige sig ens opmærksomhed og klø-evner. To hunde med forstyrrelser af centralnervesystem, sfa. hundesyge-/distemper virus, ruller rundt med hinanden i leg. En bagparts-paralyseret hund forsøger at ”holde styr på tropperne” af andre hunde omkring resterne i madskålene imens en af de blinde hunde ”spiller op til leg” med en ældre (knap så entusiastisk) hund. Disse er bland de hunde som nyder deres otium i TOLFAs trygge rammer, da det vurderes at de ikke er i stand til at leve værdigt liv på gaden.

”Largies” består af to indhegninger med helt eller delvis overdækning. Her går en enøjet ged og nipper til foderet sammen med kalvene. En ko med den nederste tredjedel af bagbenet amputeret kommer vraltende. En blind ko står og soignerer sig imens et kollapset æsel ligger i skyggen og får væskebehandling. En varm våd mule omfavner ens hånd. Det er en af de moderløse kalve i sin søgen efter frokost.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADe primære arbejdsopgaver her er sårbehandling. Flere af kørerne er ramt af mund- og klovsyge som renses og forbindes dagligt, andre har voldsomt betændte sår på kroppen imens nogle behandles for åbent benbrud. En enkelt ko har været udsat for ildspåsættelse og hele dens ene side skylles dagligt og smøres ind. En ualm. stædig ko lider af tilbagevendende vaginalprolaps (kønsorganer der krænger ud ad), hvilket betyder at hun (bogstavelig talt) slæbes mod tvangsboksen for at blive renset og få sat ”apparatet” på plads. I den store indhegning går omkring 40 dyr frit og det kan være en udfordring at komme til de store (og sommetider) vilde dyr. Lassoen kommer derfor dagligt i brug og de store dyr lægges (så nænsomt som muligt) ned og fikseres før behandlingen.

Billede6I ”Puppy House” mødes man af en velkomstkommite af logrende haler ved lågen. Man skal passe på hvor man går, for uanset hvad man laver har man altid en horde af nysgerrige hvalpe efter (og foran) sig. En af de flyttekasser vi bragte vores donationer i, bruges nu som ly for solen af tre hvalpe. I en pink plastik bowle ligger to hvalpe i ske med den sorte kat som holder til her og en sort hvalp med begge forben i skinne vakler mod vandkarret.

OLYMPUS DIGITAL CAMERASelvom at hvalpene oftest er noget mere omgængelige end de voksne gadehunde, er der også her udfordringer. ”Journalmappen” er et yndet sted for middagslur, medicinkassen et slaraffenland for nysgerrige snuder og venerne er mindre og dermed sværere at finde ved væskebehandling o.l.

I det ene hjørne af gården ligger huset hvori der bliver redt op om eftermiddagen, således at hvalpene kan sove godt, blødt og ”varmt” om natten. Den ene væg er bygget op med 12 bure. Disse bruges til kattene og til at ”isolerer” de hvalpe der mistænkes for smitsomme sygdomme eller af anden grund har bedst af at være adskilt fra de andre om natten.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAMange af hvalpene er i behandling for den smitsomme kennelhoste, diarre og dehydrering. Andre er blevet påkørt og har derfor brækkede ben eller allerede fået det amputeret. I starten var det hård at overvære en påkørt hvalp, som fik amputeret benet. Men når man så ser den lege rund på sine tre ben få dage efter amputationen, forstår man at det er det hele værd.

Trods at denne afdeling er et rart og livsbekræftende sted at være, var det også den emotionelt hårdeste. Hvalpe er skrøbelige væsner og deres helbred kan ændres markant på få timer. Særligt to hvalpe har gjort indtryk på mig. Den ene var en lille fyr med et enormt sår oven på hovedet. Den var frisk, glad og sad altid oven på ens fødder for at sikre sig at den ikke gik glip af noget. En morgen ligger den pludselig helt slatten og tydeligvis i smerte. Efter 6 timers ustandselig behandling, varme, væske og smertestillende dør den. Få dage efter sker præcis det samme med en af de andre, som ellers ingenting fejlede, andet end en amputeret overlæbe. Det er frygtelig hårdt når de dyr, man ellers slet ikke var bekymrede for, dør så pludseligt.

Billede10Kennelerne bugner af hunde.
Nogle tilskadekommende og syge, imens andre blot venter på at blive neutraliseres inden de igen kan fortsætte deres liv på gaden. TOLFA har en bil som foruden at fungerer som en 24/7 akut-ambulance, også dagligt kører rundt og indfanger hunde med henblik på neutralisering og rabiesbekæmpelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAVi frivillige fik hver en række af hunde, som hver morgen skulle luftes ude i gården. Selvom tiden er knap, er der ingen tvivl om at den 5-10 min. gåtur i solskinnet er værdsat hvad end hunden kun tør gå til lågen der fører ud til gården, eller skal bæres for at få den med tilbage til kennelen. Det er enormt givende, når man efter et par dages ”bekendtskab” og voksende tillid, mødes af et logrende væsen, som har glædet sig hele natten til at bruge de næste 7 min. med dig.

I operation er der altid aktivitet. Ingen hunde sættes tilbage på gaden uden at være vaccineret mod rabies og uden at være kastreret/steriliseret. TOLFA yder nemlig, foruden at hjælpe nødstedte dyr, ABC (Animal Birth Control).

Efter en god nats søvn i en af kennelerne, sundhedstjekkes hundene inden de bedøves og opereres. Pga. sparsomme ressourcer, bruges kanyler flere gange og operationsinstrumenterne må nøjes med at blive sprittet af imellem dagens operationer. Noget der ikke spares på er væske! Alle dyr i narkose modtager rutinemæssig væskebehandling, for at sikre hydreringsgraden og dermed blodtrykket. Dette er ikke engang standardprocedure alle i steder i Danmark.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAForuden neutraliseringer foretages der næsten dagligt amputationer, tarmoperationer mv. Som veterinærstuderende får man lov at assisterer under operationerne, hvilket betød at jeg og min medstuderende/rejsekammerat fik prøvet at kastrere under kyndig overvågning.

Eftermiddagsklinikken er et koncept hvor indere kan komme med deres (livsvigtige) geder og køer for at få dem behandlet gratis. Nogle vandrer mange km med deres dyr (nogle gange på armen) andre kører med dem bag på motorcyklen eller på ladet af en tuk tuk.

Billede 12TOLFA er ved at bygge et hus til formålet, men indtil dette står klar foregår behandlingen i skyggen af det store træ i gården. Foruden ”konsultationsbygningen” er et abe-hus også under opførelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADette er blot en kort beskrivelse af en brøkdel af arbejdet der dagligt udføres på stedet. Det er imponerende og rørende at der ”midt ude i ørkenen”, udføres ”mirakler” hver dag kun vha. ildsjæle, sparsomme midler og en betingelsesløs kærlighed til dyrene.

Jeg har nydt hvert et sekund af mit ophold og der er ingen tvivl om at jeg vender tilbage til TOLFA. Tusind tak til Dyrenes SOS for det rejselegat som var startskuddet til mit livs eventyr!

Mvh. Birgit Krabbe Jensen[divider]