Costa Rica – 6 . juni 2013

En sjælden oplevelse for dyrenes beskytter. Lise fra Costa Rica har oplevet et syn, hun aldrig tidligere har mødt. I øjeblikket huser hun intet mindre end 31 hunde.[divider]Kære alle sammen

Så er det igen tid til at sende jer en hilsen her fra varmen, hvor regntiden er begyndt, og alt bare er grønt, grønt. Det gælder også for græsset, der vokser som bare pokker og skal klippes hver uge, Marito har rigeligt at se til. Alene haven er 7.000 m2. Jeg kan også meddele, at jeg har rigeligt at se til, og her kommer lidt info til jer.

Dexter havde rent faktisk erhligia og er nu behandlet for denne sygdom. Han har taget på i vægt og har det godt – altså indtil det kommer igen, for det gør det som regel. Betsy med et blåt øje og et brunt (der er noget husky i hendes blod) fik forleden dag et epileptisk anfald, som gjorde mig noget forskrækket. Det blev udløst af en ekstrem glæde over sin morgenmad, fordi hun kunne lugte kyllingekød, som jeg blander i deres mad – det foder, jeg giver normalt, har ikke særlig meget lugt, så der skal lidt “goodies” til. Hun tog en bid og begyndte at rulle rundt, og jeg troede først, at hun fik et hjertetilfælde, så det eneste jeg kunne gøre var at sætte mig hos hende og berolige hende. Pupillen i begge øjne udvidede sig til hele øjet – egentligt et tegn på forgiftning, men det kunne ikke passe her. Jeg har ikke nogen form for gift, som hunde kan fat på, så jeg tog det stille og roligt og tænkte, at det ville gå over efter en vis tid, hvis det var et epileptisk tilfælde. Det gjorde det også – tog en 7 minutters tid, og så var hun sit gamle jeg igen og ville have sin mad.

Jeg har “fået” en ny lille hund som min veninde Blomster-Lise havde fodret på gaden, men da hun skulle tilbage til Canada, og ingen ville tage den lille, ja så blev det mig. Jeg har døbt hende Winnie efter en gammel veninde i Danmark. Hun er en lille gadehund med kun et øje, som hun kan se med. Det andet ligger inde i øjenhulen, men er mere eller mindre intakt – dog kan hun ikke se med det. Jeg har testet det med lys, hurtige bevægelser mod øjet etc., og hun reagerer ikke. Det dårlige øje har jeg behandlet præventivt med noget creme, og det ser sundt ud. Den lille er en smart lille hund – efter to dage kendte hun sit navn, overtog Uwes seng og mente, at det nu var hendes og det oven på en dyne. Hun er fræk; ser hun sit snit til det, napper hun lige i et bukseben på folk, der kommer på besøg og kun mænd. Det “sjov” er jeg ved at vænne hende af med – et kraftigt ”NEJ” er nok. Hun bider i kosten, når der fejes. Sikkert nok grunden til det dårlige øje – en eller anden har måske givet hende en på kassen. Hun er opereret og vaccineret og kommer der en god familie, der vil have hende, så er hun ok til det, hvis de altså accepterer, at hun finder de hyggeligste steder at sove – fx en seng og det er no go i Costa Rica.

Jeg bliver ringet op, ja faktisk hver dag om gadehunde. Jeg overbeviser de fleste om, at de tager dyrene, og jeg betaler for mad, kastration, ormemiddel etc. og det virker godt. En hunde-dame, Elisa, ringede fortvivlet og meddelte, at der var en kasse med to hvalpe i vejkanten. Hun tog fejl, for der var faktisk seks, men en god nabo overtog dem, mod at jeg betaler for operation af tæverne. Det gør jeg naturligvis (med jeres penge), og når de er gamle nok, opererer vi dem. De er omkring to måneder i øjeblikket.

For en fire dages tid siden meddelte en nabo til min hushjælp, at hun havde set en papkasse med fire hvalpe ved vejkanten, og at disse var i en ynkelig forfatning. Det var øs-pøs rengvejr, de var dyngvåde og så forfærdelige ud. Min hushjælp og hendes mand hentede dem og bragte dem hertil, og jeg skal love, og dertil kommer alt det andet – hundenes indhegninger etc. for, at jeg da aldrig har set noget lignende. De fire hvalpe havde et lag af lopper på dem – hele ryggen var fyldt med blod, gammelt som nyt, og de hylede og skreg af smerter. Well, jeg gav dem en omgang spray, Frontline, som I også kan købe i Danmark for at slå disse lopper ihjel. Sprayen gør naturligvis ondt i sårene, men der var ingen anden udvej og jeg tænkte ”ok, det gør ondt lige nu, men så holder det op.” Jeg fik elimineret lopperne, og dagen efter begyndte jeg behandling med creme, som bare har det hele; antiallergisk, antibiotisk, mod svamp, helende etc. etc. Jeg siger jer; de havde en hel kappe af størknet blod, og jeg tog så en efter en i vaskekummen og vaskede det af med en klud uden at give dem et helt bad, som de ellers kunne trænge til. Dette for at undgå at de blev forkølede, og at det var for stressende for dem. Hver hvalp tog mig en time, og derefter så de nogenlunde ud. Jeg gav en omgang ormemiddel – det gør jeg altid først med en hvilken som helst hund eller kat, og jeg siger jer: afføringen bestod af orm. Folk tror ofte, at en hund, der ser velnæret ud, også er velnæret, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. De kan bare være oppustede på grund af orm. Well, de små, 3 hanner og en tæve, nyder tilværelsen her hos mig, er sunde og raske og om en uges tid vil jeg give ormemiddel igen. Sårene er lægt efter min behandling, men der er nok andre hudproblemer mener jeg at se – måske ræveskab eller allergi. De bliver her en tid, og så ser vi videre.

Jeg har jo mange års erfaring i behandling af hunde, og jeg får dem faktisk altid op at stå og ser ingen grund til, at det ikke skulle være tilfældet denne gang. De er “morsyge” som resten af hundene. Jeg kan ikke gå normalt, fordi de klister op ad mine fusser og jeg skal passe på ikke at træde på dem. De er lidt angste, for de forstår jo ikke, hvad der er sket med dem, men jeg tager dem op og giver lidt nusseri, og de små haler holder bare ikke op med at svinge – vi kan næsten lave energi af det.

I denne uge eller næste vil jeg tage tre tæver til operation. De “bor” hos en nabo, og de er bare hele tiden gravide. Hun tager på arbejde kl. 05.00 og kommer tilbage kl. 21. Der er også tre hvalpe, som går for lud og koldt vand, men jeg kan ikke tage dem. Jeg har i øjeblikket 31 hunde, men jeg kan tjekke dem, jeg har afleveret ormemiddel etc. og er i gang med at finde familier til hvalpene. En af tæverne er sikkert nok gravid, men så kort henne at hun stadig kan opereres, så vi “hugger” dem og får dem opereret hos dyrlæge Laura. Hvalpene “hugger” jeg også, hvis jeg kan få dem afsat på forhånd. Der vil bare være en færre, og det vil hun slet ikke opdage. Sådan er det desværre, men nu skal det være slut – ikke flere uønskede hvalpe.

Jeg bliver ringet op af en hel masse mennesker hver dag. Nogle tjekker, om jeg evt. har hentet en bortløbet hund og har den her. Andre spørger om problemhunde og hudproblemer – en indianer-veninde ringede og sagde, at hendes hund havde en opsvulmet mund, hvortil jeg sagde ”enten tag den til dyrlægen, eller kig ordentligt efter i munden, ring tilbage og fortæl, hvad du ser.” Det gjorde hun og sagde, at det var et ben af en art, som havde sat sig fast, og nu havde hun taget det ud, og at hunden var ok igen. Det er det, jeg siger: folk bekymrer sig om deres dyr, men de skal lige have en hjælpende hånd til at klare resten selv, for de kan godt. De bare ikke lige hvordan, og det er der, jeg træder ind i billedet.

Jeg har et stort problem, som jeg ikke ved hvordan skal løses, og det hænger sammen med, at en mand ringede og bad om hjælp. Hvor han har sin farm, er der en hundeflok, som slår hans kvæg ihjel sammen med høns, gæs, svin etc. Han havde ringet til vores dyrebeskyttelses-organisation, som henviste til mig, eftersom jeg er medlem og bor i området. De kan intet gøre, siger de. Well, flokken består af 21 hunde, voksne, unghunde og hvalpe, men alle er “vildhunde” og man kan ikke få kontakt med dem. De er angste og løber væk ved den mindste kontakt. Disse hunde er naturligvis sultne, og man kunne starte med at give dem foder. Men det betyder også, at hvis tæverne er velnærede, går de i løbetid, og så får de en masse hvalpe som moderen gemmer i skoven, laver en hule, og de bliver også vildhunde – en skrue uden ende.

Jeg gav ham Blancas telefonnummer, og han ringede til hende. Hun tog kontakt til mig, og vi blev enige om, at det bedste ville være at skyde hundene. Han foreslog rottegift, men dødsprocessen er langsom og smertefuld, så Blanca og jeg er enige om, at det bedste ville være at skyde dyrene og forhåbentligt med en, der kan ramme første gang. Jeg ved godt, at dette “skurrer” i jeres ører – også på mig, men jeg tror faktisk ikke, at der er en anden udvej.

Jeg er dyrebeskytter, men det gælder jo alle dyr – også produktionsdyr som kvæg etc. Flokken har jagtet og slået en ung kalv ihjel, spist den og gik om bord i to andre, som nu er haleløse og skal behandles for infektion. To andre har fået ørerne bidt af etc. Manden er desperat. Han har en stor flok kvæg, og da jeg talte med ham senest, var en ko ved at føde. ”Skynd dig,” sagde jeg til ham. ”Tag hende tæt på huset, og behold hende der – ellers tager hundene kalven.” Han for af sted, smed røret på, og jeg har ikke talt med ham siden. Jeg har lagt besked hos tre personer om, at han skal ringe, men det er ikke sket indtil videre. Ja, jeg har ondt af dyrene, for de dræber for at overleve og få noget at spise. Noget, der er fuldstændigt forståeligt, men det går jo heller ikke. En ko og kalv har også ret til livet, og de kan jo ikke engang løbe væk, for der er hegn rundt omkring og med 21 hunde!

Ja, alt for nu. Jeg vil holde jer informeret om, hvad der sker på “fronten” i Costa Rica.

God sommer.
Lise