Projekter
Foreningens igangværende projekter
Animals Lebanon (AL) arbejder for at fremme dyrevelfærd i hele Libanon. Dette gør de blandt andet ved at tilbyde hjælp til husdyr og kæledyr i hele landet samt ved arbejde for at fremme forholdene for vilde dyr i fangenskab.
I forbindelse med eksplosionen i Beirut i august har AL arbejdet utrætteligt for at hjælpe dyr, der var kommet til skade, er blevet væk eller har mistet deres normale “fodringssted”.
Animal Rescue Kos (ARK), som drives af britiske Susan, er en registreret velgørenhedsorganisation, der udelukkende drives af frivillige kræfter og er derfor 100% afhængige af donationer fra private samt støtte fra andre samarbejdspartner.
ARK driver et internat, hvorfra man behandler og neutraliserer gadehundene og kattene ved hjælp fra en lokal dyrlæge på øen. De finder nye hjem til hundene, da de ikke kan klare sig på gaden, og kattene bliver genudsat i det område hvor de er indfanget i, hvor man ligeledes sørger de for, at kattene bliver fodret og tilset.
Se mere om deres arbejde på Facebook eller på deres hjemmeside.
Konceptet “dyrevelfærd” er nyt i Cambodja. Ydermere er der generel mangel på viden hos befolkningen om, hvordan man skal tage sig af dyr på den bedst mulige måde, og neutralisation af dyr er heller ikke udbredt, da visse grene af buddhismen anser det for at give dårlig karma.
ARC arbejder for at forbedre dyrevelfærd i Cambodja på tre forskellige områder: ved at øge kvaliteten af dyrlægebehandlinger gennem uddannelse, ved at neutralisere gadedyr og ved at informere og undervise lokalbefolkningen.
ASPA står for The Arusha Society for the Protection of Animals, som arbejder for dyrevelfærd i Arusha i Tanzania.
Det er især hunde, katte og æsler, der får hjælp, men alle dyr – store som små – kan få hjælp hos ASPA. ASPA arbejder også meget med ABC-programmer (Animal Birth Control) og undervisning i lokale skoler.
Dharamsala Animal Rescue (DAR) ligger ved en bjergkæde i det nordlige Indien tæt ved grænsen til Pakistan. DAR har siden 2009 kørt ABC-programmer i området.
I 2019 alene er der blevet steriliseret over 750 gadehunde samt vaccineret cirka 1000, og der tilbydes billig vaccination og neutralisering af private hunde, da disse jo også kan være med til at føre rabiessmitte videre.
Diana er en ildsjæl, som har dedikeret sit liv til gadehunde og –katte i Bethlehem. Diana arbejder hver dag utrætteligt for at hjælpe hunde og katte i nød i området på trods af lokal modstand. Men efter – for egne midler – at have åbnet et hunde- og katteinternat/hospital i Bethlehem, er der kommet en større bevidsthed i lokalområdet for de herreløse hunde og katte.
Du kan se en video om Diana’s arbejde via Facebook og du kan se mere på Dianas hjemmeside.
Læs alle nyhederne om vores arbejde med dyrene fra Ukraine her. De nyeste indlæg står øverst.
KAT Centre står for Kathmandu Animal Treatment Centre. Deres hovedfokus er gadehunde og -katte i Nepals hovedstad Kathmandu, men de tager også ud i afsidesliggende landsbyer og udfører ABC-programmer og vaccinationer på både gadedyr og lokale hunde.
Vi har også støttet et projekt, hvor KAT Centre målrettet tog ud og vaccinerede og neutraliserede hunde i de områder, hvor der lever røde pandaer. Den røde panda er en truet dyreart, og det er især sygdomme, der kan overføres fra hunde, der er et problem, så målrettet vaccination af hunde kan faktisk hjælpe de røde pandaer.
LAWCS (Liberia Animal Welfare and Conservation Society) er den eneste registrerede dyrevelfærdsorganisation i Liberia. De har stor fokus på dyrlægehjælp til dyrene i lokalområderne – både dem med og uden ejer, ligesom de arbejder for at få neutraliseret Liberias gadehundepopulation. Desuden har LAWCS gang i et KÆMPE oplysningsarbejde især i skolerne, hvor de har oprettet “Animal Kindness Clubs” for at undervise børn i dyrevelfærd og få det implementeret i hverdagen. Da det bl.a. stadig er udbredt overtro i Liberia, at katte er hekse, og de derfor aflives på grund af dette, er der langt endnu, men det går heldigvis den rigtige vej!
Lise fra Costa Rica er et af de første projekter, som vi begyndte at arbejde med. Lise er dansk, men har boet i Costa Rica i mange år, og hun har været involveret i arbejdet med gadedyrene i mange år.
Hun arbejder i de fattige områder, hvor indianerne bor, men hun arbejder også for at lære de lokale mere om, hvordan de kan hjælpe gadedyrene.
TAWESO står for Tanzania Animal Welfare Society og har været en del af vores projekt i en del år.
TAWESO er en NGO og arbejder med gadedyrene i flere områder af Tanzania, både med store ABC-projekter, og med oplysning og undervisning i dyrevelfærd, særligt med fokus på hunde, katte, og store husdyr, hvor især trækæsler ofte lever et hårdt liv med alvorlige sår fra seletøj.
I forbindelse med, at Tanzania har skiftet hovedstad fra Dar es Salaam til Dodoma i det centrale Tanzania, har Taweso også flyttet deres hovedkvarter hertil. Dodoma er voldsomt plaget af gadehunde, der er i en sølle forfatning, og Taweso har et stort arbejde foran sig med at få kontrol med gadehundebestanden i byen.
Tibet Charity vaccinerer hvert år mere end 900 hunde mod rabies i forbindelse med World Rabies Day. Opbakningen til projektet er opnået ved mange års vaccinationer, hvor lokalbefolkningen har kunnet se en stor nedgang i antallet af rabiestilfælde i området.
Samtidig har Tibet Charity’s lokale klinik gjort et stort arbejde med at neutralisere og behandle hunde i hele området, hvilket har betydet en meget sundere og mere kontrolleret hundepopulation.
Vi støtter Tibet Charity med løn til to af deres medarbejdere hver måned.