En lille beretning dedikeret til alle mødre og deres børn

Kære læsere.

I denne uge bliver min beretning nok noget kortere end de foregående. Det skyldes sådan set ikke, at der ikke er sket noget på GSPCA klinikken – tværtimod. Men det er vel sådan med de fleste jobs, at der i perioder vil komme gentagelser og gå rutine i den. Dagene er aldrig de samme her, men alligevel er der mange cases, der er de samme. De fleste drejer sig om patienter med hjerte/lungeorm, flåtbidsfeber, skab, brækkede lemmer og så patienter til neutralisering. Dem har vi også haft i denne uge. Selvom jeg er en person, der hurtig bliver træt af trivialitet, så har det i denne sammenhæng faktisk været meget rart. Den eneste måde for mig at lære på, er nemlig ved at gentage tingene – gerne 100 gange.

Én historie fra denne uge har dog været anderledes end alle de andre, så den slipper I ikke for. I sidste uge pralede jeg med hvor mange herreløse hvalpe, vi havde fået afsat. Så selvfølgelig måtte nemesis ramme. Onsdag modtog vi nemlig i alt 10 hvalpe og 1 killing, så pludselig havde vi 23 hvalpe og 16 killinger! De første 6 hvalpe vi modtog, var omkring 2 uger gamle. Deres mor var død af forgiftning, og nu kunne/ville ejeren ikke tage sig af hvalpene. De var alle meget små, tynde og skrøbelige, og den ene hvalp blev vi nødt til at aflive i løbet af dagen, da den var helt kold og svag, og ikke ville drikke mælk fra den sutteflaske, vi fodrede hvalpene med.

Vi var godt i gang med at tage os af de resterende 5 hvalpe, da en gruppe skolebørn kom ind på klinikken med fire ca. 4 uger gamle hvalpe, som de havde fundet i deres skolegård. Deres lærer ville have ladet hvalpene ligge, men de små piger havde altså en anden holdning. Vi var meget pressede – både på tid og på plads til alle disse nye individer. Heldigvis fandt vi hurtigt plejefamilier til de fleste af hvalpene. To af dem, de mindste og mest svage i kuldet på 2 uger, tog vi dog selv i pleje. Eller dvs. at det gjorde jeg. Som beboer over klinikken er det oftest mig, der står for pleje af indlagte patienter, og nu blev jeg altså også hundemor for en nat.

Jeg tog de to hvalpe med op på mit værelse, hvor de lå omsvøbt i et håndklæde i mit skød mens jeg forsøgte at få dem til at drikke mælk og sove. De skriftedes til at vågne og skrige, og det gik hurtigt op for mig, at det må være sådan det er, at have tvillinger. Det er saftsuseme hårdt arbejde! Heldigvis havde jeg vagtskifte med min kollega i løbet af natten, så jeg fik nogle timers søvn.

Næste morgen fik jeg så at vide, at den ene hvalp var død i løbet af natten, og den anden aflivede vi efter få timer. Altså var kuldet pludselig halveret. Heldigvis lever de sidste 3 hvalpe i bedste velgående hos deres respektive plejefamilier, så historien ender på en måde lykkeligt. Budskabet må dog være, at uden mødre er der kun 50% chance for, at vi klarer os igennem livet – så pas på dem. Tror i hvertfald lige, at jeg vil give min et kald over FaceTime. I andre må nøjes med endnu en beretning om 1 uge…

Med venlig hilsen

Kristine

---