Costa Rica – 8. december 2013.

Julehilsen fra Costa Rica – hundeelskeren Lise fra Costa Rica sender en ejendommelig julehilsen, der blandt andet indeholder fortællingen om en muligt forestående penisamputation.[divider]
Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle lidt om hundeliv i Costa Rica. Herhjemme går det på livet løs, og jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg starter og stopper. I øjeblikket har jeg 11 hunde i huset her, og jeg må sige, at det er noget af en udfordring.

Chip og Dale er nu omkring 5 måneder. Det var dem, jeg hentede hos min hushjælp, og som bed mig noget så nederdrægtigt i tommeltotten af bare angst, da jeg løftede dem op. Jeg havde glemt mine murerhandsker, som hunde normalt ikke kan bide igennem. Nå, de er nu begge sådan, at man kan røre dem, uden at de skriger af angst. Chip er helt ok, Dale passer godt på sig selv og er normalt uden for en distance af 30 cm. Dog lader han sig røre, hvis han ligger ned eller sidder. Han ønsker kontakt, springer op ad mig, men en udstrakt hånd i al almindelighed undgår han og går ud i sin sikkerhedszone, som er de 30 cm.

Chip har problemer med sin penis. Det har mange mænd også (joke) men hans ligger i, at han har ”fremfalden penis”. Det vil sige, at penis kommer ud ad ”røret”, og han kan ikke selv få den ind igen. Det betyder, at han slikker sig og hele penis bliver så stor, at det er umuligt at få den puttet på plads igen. Det er sket flere gange – normalt klarer jeg skærene selv, men sidste gang måtte han til dyrlæge Laura, som havde ham i fire dage. I fuld anæstesi prøvede hun at få ”tingene sat på plads”, og efter de fire dage lykkedes det. Hun mener, han lider af en sjælden sygdom, hvor penis simpelthen er for stor til at passe i ”røret”, og at en eventuel amputation vil være nødvendig! Den er jeg nu ikke helt med på i første omgang. Er det nødvendigt, jamen så er det det, der vil ske, men ikke uden et par tjek hos andre dyrlæger. Først vil jeg gå for en kastration som er forestående i næste uge og derefter ser vi videre.

Jeg har været nødt til at tage tre små tæver. Cirka lidt over et år og størrelse af en hund på ca. 5-8 kilo. Små, men med store ideer om hvordan man kan tygge i møbler, blomster. Det til trods for at de har legetøj og hinanden sammen med de andre otte. Alle tre tæver er nu opererede, mangler vaccine, og så er de klar til at blive givet til gode familier. Alle tre er kendt for at gå efter høns og det er ” no good”. En hund efter høns her på landet er en død hund. Naboerne havde allerede købt gift til at slå dem ihjel, men jeg tror, at de hver for sig kan blive gode hunde for den rigtige familie. Alle er ”mor-syge”, og det de skal have er en familie, hvor de kan give deres kærlighed til dem, der passer dem. De vil alle tre blive virkelig gode hunde. Nu må vi se, hvor de kan anbringes.

Dexter “den gode hund” blive ved med at være syg af et eller andet. Han havde erhligia for anden gang, blev ok, men denne sygdom overført af tæger har gjort, at han har fået et kronisk nyreproblem, som ikke kan helbredes, men man kan tage diverse symptomer ved hjælp af specialfoder etc. Egentligt ville jeg have aflivet ham for en 10 dages tid siden, men besluttede at give ham en chance til. Han spiser ok, men er ellers apatisk. Jeg bad dyrlæge Laura om at lave et hemogram, som viste en lille anæmi – ikke noget at skrive hjem om. Han blev syg igen, og så bad jeg om et nyretjek, som var fatalt. Laboratoriedoktoren troede ikke sine egne øjne og lavede testen en gang til med samme resultat. Helt ærligt, så ved jeg ikke, om jeg skal ”holde liv i ham” og bruge en masse penge på ham, specialfoder, medicin etc.,  som jeg kunne bruge på unge hunde med en fremtid. Dexter sover og spiser, og det er faktisk alt, han bruger sin tid på. Bliver han syg igen, ja så må jeg vel overveje en aflivning.

SASY (Stop Animal Suffering Yes) har haft sin årlige fundraising event, men denne gang anderledes end andre gange og med mindre indkomst, ca. USD 25.000 i forhold til ca. USD 40.000 som før. Det vil sige, at vi, der kan bede om donationer i forbindelse med kastrationer i 2014, vil få mindre end før, fordi vi skal dele med alle de andre. Vi er ca. 18 grupper. Denne gang var det jo anderledes – billetsalg og firmaer som deltog (ca. 20 restaurationer) kom og gav deres bidrag med hensyn til mad, vi fik alle  en ”godbid”, et godt band spillede, og jeg tog initiativet til en lille svingom, som gjorde, at enkelte andre også deltog. Alt i alt en god dag.

Af mine fire medarbejdere med hensyn til pasning af hunde, hvoraf de tre er/var gravide, mangler vi én. De to andre er nedkommet med deres døtre, og nu mangler vi kun Yadira, som bliver ”sat i sving” på mandag. Hvis hun ikke kan finde ud ad det selv, det vil sige hendes baby som nu gerne vil se dagens lys, så sætter lægerne ind, og enten føder hun normalt eller via kejsersnit. Jeg ville gerne håbe på, at hun kommer tilbage efter fødsel, men har mine tvivl. Hun er smaddergod med dyrene, har et rigtigt godt øje på dem, og det vil mangle, men ok, både hun og hendes mand er oppe i årene og vil måske noget andet end at hjælpe med dyrene her. Det vil fremtiden vise, men jeg er forberedt.

Som sædvanligt bliver jeg bombarderet hver dag med hunde, som jeg bliver bedt om at hente, men jeg kan ikke tage flere. Hjælper med foder, kastration, ormemidler etc. til dem, der ringer, men et eller andet sted bliver jeg nødt til at sige nej. Det er på tide, at folk her hjælper sig selv og ikke bare strækker hånden frem og regner med hjælp. Jeg bruger ca. USD 400 hver halvanden måned i foder. Dertil kommer kastration, ormemiddel, dyrlægeregning, antibiotika etc. Det er jo noget dyrt, men når jeg så ser sunde, raske, glade hunde, tænker jeg, at det er det hele værd. Men jeg kan jo ikke betale det hele selv, så derfor er jeg simpelthen utroligt glad for jeres donationer, som kan hjælpe dyrene og mig på vej. Tak for det!

Alt for nu – En varm hilsen herfra.
Lise