Costa Rica – 10. oktober 2013:

Godt og dårligt nyt fra Costa Rica. Lise fra Costa Rica har oplevet fire dødsfald blandt sine hunde og er blevet bidt voldsomt. Men danskeren er ikke sådan at slå ud af kurs.[divider]
Kære alle sammen.

Så, nu er det virkelig lang, lang tid siden jeg skrev sidst og har derfor en del at berette. Jeg plejer at notere forskelligt ned til jer men denne gang må jeg se, om hukommelsen fungerer.

Ja, måske jeg starter med det triste først; så er det overstået. Her i huset – det vil sige blandt ”mine hunde”,som jeg har fordelt på rehab, gæstehus og dogrun plus inde i selve huset – har jeg haft fire dødsfald. En var Nick, som jeg hentede for flere år siden – en hund med mange problemer, deriblandt hudproblemer. Ellers var han ok, men en dag blev han trist, ville ikke spise etc., og af sted det gik til dyrlæge Laura, som konstaterede, at han havde store leverproblemer. Hun havde ham i et par dage, men han responderede ikke på behandling, så jeg gav ok til aflivning. En trist beslutning, men den rigtige eftersom han led og havde ondt.

De, der følger med på siden, kan måske huske, at jeg ved en kastrationsrunde for nogle år tilbage ”fik” tre små tævehvalpe, som jeg blev nødt til at tage; Nanny, Nanna og Noni. De var i slem forfatning dengang. Dyrlæge Laura havde dem et par dage, og hendes assistent forelskede sig i Nanny, som hun tog, mens de to andre blev her hos mig – om natten lukket inde i et hundehus på grund af giftige frøer, og om dagen her i huset. En dag for en måneds tid siden så jeg, at Nanna blev meget urolig, løb som død og kridte ud i haven, kastede op og blev af med noget afføring. Det holdt bare ikke op. Jeg tog de andre hunde væk fra hende (det er en god ide at gøre, for de kan angribe en syg hund, der gør ”anderledes”). Hun gik i chok, og jeg troede faktisk, at hun var død, ringede til diverse dyrlæger, og Diego kom.

Jeg ville aflive hende, for det, der kom ud ad anus, var kun og kun blod, men i tiden til han kom, blev hun faktisk lidt bedre, bortset fra hun klagede sig, men kunne gå rundt. Han tog hende med hjem, lagde hende i drop, gav vitamin K, men hun klarede den ikke. Han mente, et mavesår kunne være årsagen eller en tumor, der sprængte.

Noni, hendes søster, tog jeg ind i huset, hvor hun også sover nu. Noni er en lille hund med store ideer om, hvordan man bedst kan destruere møbler etc. Et par kurvestole er røget i svinget, og lædersofaen står nu for skud. Men der holder min tålmodighed op. Den går ikke, så der bliver kigget alvorligt på hende, og en finger på næsen med et kraftigt ”NEJ” plejer at hjælpe. Ja, indtil videre for hun har hittet en legekammerat i den enøjede Winnie, og hvad den ene ikke kan hitte på, kan den anden.

Det tredje dødsfald har jeg selv gjort, forstået på den måde at jeg aflivede min gamle veninde gennem næsten 20 år, den gamle Sissi, som er den sidste af mine oprindelige hunde. Hun var for så vidt ok, spiste (som I ved er det mit kriterium for liv eller død), men hun var ekstremt ”morsyg” og blev reelt syg, når jeg ikke var i nærheden, om det kun var for en dag.

Min nye mand Paul og jeg var på vej til at skulle besøge hans gamle forældre i USA – når jeg siger gamle, er de gamle. Hans far er 90 år, moderen 88, og de var så spændte på at se ”makrellen” – altså mig – og at se, om jeg nu også var god nok til deres sønnike. Jeg havde mest lyst til at aflyse rejsen, til Sissi ikke var mere. Hun kunne måske have holdt et halvt år mere (hendes mor blev 21 år gammel), så jeg skrev til min penneveninde gennem ca. 15 år Turid Rugaas i Norge og søgte råd. Heldigvis var hun enig med mig i, at der ikke var nogen grund til at lade hunden lide i de ti dage, jeg ville være væk, og at hun ikke skulle dø alene, hvis man kan sige sådan. Sissi blev syg, syg, syg, da jeg var væk i tre dage og blev rask på et sekund, da jeg kom tilbage uden medicin etc. Dyrlæge Laura kom her og gav hende noget beroligende og derefter selve aflivningen, og hun lå i køkkenet, hvor hun har sin vante plads og sov stille og roligt ind – det tog kun et sekund.

Det sidste dødsfald var min gamle gadehund SARA, som jeg hentede for 13 år siden. Hun gik frit rundt på farmen sammen med Tipper og Nille. Alle tre var/er det, man kan kalde ”naturhunde” forstået på den måde, at de lever et hundeliv og ikke et menneskeliv, tager vilde dyr, som de fanger, og spiser. Derfor har de været mangen en gang hos dyrlægen for at få taget pindsvinepigge ud af mund og svælg. Sara tog en dum beslutning og ville fange en slange, som er en af de mest giftige vi har – en terciopelo – og min caretaker Marito, så det for sent. Han tog hende til dyrlæge Laura, men da var hun allerede ved at forbløde, og der var intet at stille op for hende. En ualmindeligt dejlig og intelligent hund. Egentlig underligt at hun ville gå efter en slange, men måske hun var efter et andet dyr, og slangen kom i vejen og bed hende først, hvem ved.Tipper blev også bidt af denne giftige slange i en anden forbindelse, men han blev reddet i tide.

Ja, det var det triste, nu kommer der noget mere positivt. De 4 hvalpe, som jeg hentede i en forfærdelig forfatning i en papkasse på vejen, har det godt. To fandt jeg gode familier til, to har jeg her; Brownie og Sweetie, og de er det, man kan kalde søde, glade hvalpe – nu omkring 4 måneder, har skiftet tænder, og tæven skal en tur til dyrlægen for at blive steriliseret. De har fået nye venner i form af to hanner, jeg hentede hos en nabo i øspøsende regn, og for at det ikke skal være løgn ”takkede” de mig ved at bide mig nederdrægtigt i højre tommeltot. Ikke fordi de er aggressive, men på grund af angst. Nok nærmere rædsel – de skreg og hylede, og jeg havde glemt mine murerhandsker, som jeg bruger, når dæmpende signaler, foder etc. ikke fungerer. Nå, efter de havde bidt mig, blev de puttet i et hundebur i bilen og herhjemme sat i et stort bur, som jeg har til absolut ”sidste udkald” – fx en tæve med hvalpe. De to hanner hedder Chip and Dale (Chip og Chap i Danmark) – ikke Chippendale, de der smarte fyre som damer er vilde med. Chip er helt ok nu. Jeg har fundet en familie til ham. Dale kan man kun røre, når han ligger ned og småsover. Ellers hyler han, når man rører ham. Ergo tager han noget ekstra tid, men jeg er sikker på, at det nok skal rette sig. Chip er her stadig, men når han tager til sin nye familie, så tager jeg Dale ind i huset med de to andre.

I huset her har jeg nu 10 hunde. To har jeg i pleje i en 14 dages tid, til deres ejer kommer tilbage. Den ene tæve er Dana, som en veninde adopterede for mange år siden – mor til tre hunde jeg har her. De sover i vores soveværelse for at give dem lidt hjemlig varme, mens de er her. De savner deres ejer, og derfor render de i rumpen på mig. Jeg bliver som sædvanlig bombarderet hver dag med hundeproblemer. Alt fra forladte hunde på gaden, naboer der har nabostrid/familiestrid etc. De vil lave en anklage, fordi hunden eller katten er mishandlet eller misrøgtet, men ingen af dem tør stå frit frem, og så kan jeg ikke gøre noget – anonymt går det ikke.

Jeg har fortvivlet forsøgt at få en kastrationsrunde op at stå i Tabarcia, men det er simpelthen kropumuligt. I deres gruppe er der kvinder, som bare er imod at give mig deres lokale til at realisere en runde, fordi de siger, at lokalet er til foranstaltninger, som vi kender det fra Danmark; giftemål, fester etc., og der spiser man, og derfor er hundene ikke velkomne. Dertil skal siges at når vi kommer, er der så møgbeskidt, og vi efterlader lokalet fint og rent og i en bedre stand, end vi forefandt det. Disse kvinder er dem uden dyr overhovedet (ikke engang en regneorm i en urtepotte), og det siger jo resten.

Gruppen i Puriscal har problemer med, hvem der bestemmer hvad, men de kastrerer ca. hver anden måned, og det en 70-80 hunde og katte. Som regel tager de dyr med enten uden ejer eller med en fattig ejer, og det skal jo betales, hvilket de beder mig om at gøre. Noget betaler I for, noget SASY, noget jeg selv personligt. Det skal dertil siges, at de dog gør noget for at få indsamlet penge – har lige lavet noget bingo, som gav så meget, at de kan betale deres udgifter til dyrlægerne.

Apropos dyrlæge så blev jeg ringet op i går af en dame, hvor man havde ”afleveret” en gravid tæve dagen før, og den kunne ikke føde. Hun sagde, at hun havde ringet til diverse dyrlæger i området, men at de forlangte en masse penge for at operere tæven. Fra vagina kom der grønt/sort udflåd, hvilket betyder døde hvalpe, og det betyder også, at hvis tæven overlever, er det med en masse antibiotika og speciel pleje for temmelig lang tid. Jeg tilbød at hjælpe med regningen, har lige talt med hende, og tæven er ved at komme sig hos dyrlægen, drikker lidt vand og tager lidt føde til sig. Gode tegn, og hun har lovet at beholde den. Jeg håber, hun holder sit løfte, for jeg kan ikke tage hende.

Jeg blev ringet op at en dame med en far, der har Alzheimers, og sundhedsministeriet har sagt, at hun har for mange hunde (fem), og at de skal væk på grund af mangel på plads. En nabo har anklaget hende for at passe sine hunde bedre end sin far. Selvfølgelig skal det ikke være sådan, men det taler da til hendes fordel, at hun også bekymrer sig om sine hunde, som hun har taget fra gaden. Jeg henviste til andre, som laver det samme som jeg, men alle er propfyldte med hunde og katte. Én organisation har ikke færre end 500 dyr, og I kan jo godt se, at det er helt, helt hen i vejret til trods for at de har 20 frivillige, som gør bure rene, fodrer etc. Sådan går det jo ikke – spørgsmålet er; hvordan så? Jeg har mit eget koncept, som betyder, at jeg gerne hjælper med, hvor det er nødvendigt – foder, kastration, vaccine, ormemiddel etc., og  jeg fortæller, at jeg får donationer fra blandt andre jer, og med de penge kan vi foretage os noget, men dyrene og ansvarligheden bliver hos dem selv. Det virker rent faktisk. Folk her er blevet ansvarlige – også for dyr der ikke er deres egne, så et eller andet sted er vi på rette vej, men kors i rumpetten hvor tager det lang tid.

Indtil videre 20 år for mit vedkommende og nogle mener, at jeg skal stoppe, men det ville jeg ikke drømme om, så længe jeg får hjælp økonomisk til at fortsætte, for jeg ved bare, at en eller anden dag går det hele op i en højere enhed, og folk vil tage ansvarlighed for deres dyr og for sig selv. Jeg har lige læst avisen, og der var der to tilfælde, hvor to nyfødte børn blev efterladt på en losseplads i et slumkvarter. Det er jo horribelt, og så er jeg fortvivlet over efterladte hunde. Men mennesker har mulighed for at forsvare sig – det har dyrene ikke på samme måde, så det gør jeg.

Alt for nu, jeg kommer tilbage med nyt, når der er noget. Igen, mange TAK for jeres hjælp til, at jeg kan fortsætte mit arbejde.

Et hundeknus herfra.
Lise