Costa Rica – 13. februar 2013

Forandringens vinde i Costa Rica – Lise fra Costa Rica har denne gang både gode og dårlige nyheder at berette. På positivsiden tæller kærlighed og en ny forretningside. [divider]Kære alle sammen

Her fra Costa Rica har jeg lidt godt og lidt dårligt at berette om. Vi begynder med det triste.

Mine to gamle ”asyl-schæferhunde” har taget turen til de evige jagtmarker. Halcon, som var 14 år, spiste sin morgenmad med god appetit og var lidt urolig derefter. Han lagde sig til at slå mave på terrassen, sov og vågnede ikke mere. Halcon var en meget, meget rolig hund, sov faktisk altid, så jeg opdagede først, at han var død, da vi skulle have aftensmad, og han ikke rejste sig. Det er jo en dejlig død for en hund. Ingen smerter, bare at sove ind. Han blev begravet sammen med alle de andre på min lille dyrekirkegård, hvor der ligger alt fra fugle til slanger og naturligvis hunde og katte.

I Costa Rica har vi et træ, som hedder Guasimo, og som på dette tidspunkt af året smider blade og derefter frugter, som minder om små grankogler. Disse har en form for honning, og hundene elsker dem og spiser i store mængder. Problemet er, at de er giftige. Er hunden rask, sker der ikke noget ved det, men er hunden gammel med et evt. problem med lever og nyrer, kan den blive forgiftet, og det skete for Ghandi. Fra den ene dag til anden ville han ikke spise, så jeg tog ham til dyrlæge Laura, hvor han fik, hvad hjertet kunne begære af behandling, men døde hos hende. Han lagde sig til at sove og døde i samme position, som hun så ham i, da hun gik hjem kl. 21.

Det var jeg meget, meget ked af. Jeg ville helst, at det skulle være sket herhjemme i mit soveværelse eller i sengen, hvor han jo sov med mig, men sådan skulle det ikke være. Marito og jeg hentede ham, og han blev begravet sammen med de andre. Med så gamle hunde regner man jo med, at de dør inden for nærmeste fremtid, så det er ok og til at leve med, men her kommer ”hammeren”…..

Jeg var i onsdags inviteret til en frokost med en gruppe af udlændinge, tog af sted kl. 10, og den lille Mia var helt ok, legede, pjattede og havde med stor appetit spist sin morgenmad. Tis og afføring var normalt, men da jeg kom hjem kl. 15, kom hun ikke ud for at modtage mig, som hun plejer, og da vidste jeg, at noget var galt. Hun var møgskidt, og Marito og jeg strøg til dyrlæge Laura, som sagde ”Lisa, det her er ikke kun forgiftning. Der ligger noget dybere bag”. Mia var tynd, til trods for at hun fik rigeligt mad og spiste godt, og da hun var i voksealder, er det ikke ualmindeligt at unghunden er tynd, fordi den strækker sig, hvis man kan sige det sådan. Dyrlæge Laura lagde hende i drop med forskellig medicin, og jeg bad hende om at lave en erhligia-test, hvilket hun gjorde, men den var negativ. Laura gav dog ikke op. Nu er det sådan, at hun er gift med en dyrlæge, som har med kvæg at gøre, og han foreslog en anden test, som hun lavede og med positivt resultat. Mia havde en sygdom, som kan sidestilles med erhligia, men som hedder Babesia, og som også er overført af tæger eller flåter. Behandling er mere eller mere ens, men hun fik et akut tilfælde og der var ikke noget at gøre. Laura tog hende hjem til sig selv og gjorde, hvad hun kunne, men Mia gik i krampe og døde kl. 01.30 om natten i hendes soveværelse. Mia ville være blevet et år her den 11. februar.

Mia var den grå schæferhund, som jeg købte til Uwe, da Chasqui døde. Hun var helt sikkert en problemhund, hvilket jeg vidste, da vi fik hende, men jeg mente, det var bedre, at hun var her, og at jeg ville kunne styre hende i forhold til, at hun ville blive sat i en kæde resten af livet, fordi hun var vanskelig at holde styr på. En korrektion opildnede hende mere i stil med ”jubi, det her er en skæg leg”, og hun blev totalt umulig. Faktisk til det punkt at det sågar blev for meget for mig, som ellers kan tage mere end de fleste. Ingen af os her kan forstå, hvorfor vi ikke havde set at hun var syg, hendes pels var blank og smuk, hun var ekstremt aktiv, utrolig glad for mad og godbidder, så jeg må sige, at det kom bag på os alle.

Nu er hun begravet med de andre, og her tilbage i huset har jeg den gamle Sissi, som er 19 år, min gamle urhund som også har spist de giftige frugter af Guasimo, men ikke har taget skade. Faktisk er hun blevet hvalpet, futter rundt og er glad for at være den eneste til al opmærksomhed. Hun er bare så glad for at være alene, at jeg ikke vil tage nogle af de andre hunde ind. Det var ellers meningen, så de også kunne få glæde af hjemmets varme.

Marito er ked af at lave alle disse huller til dyrene. Det seneste han gravede var til Uwe, hvor jeg begravede de sidste rester af hans aske, som jeg stadig havde på pianoet. Vi lavede en lille ceremoni med ”Fader Vor, af jord er du kommet, til jord skal du blive”, og jeg begravede vores bryllupsbillede sammen med asken for at give ham mulighed for at komme tilbage til jord og universet, og for at jeg kunne give slip på ham, for det har jeg ikke kunnet før nu. Jeg elskede min mand i livet og elsker ham stadig, men nu var det tid til at sige endeligt farvel og gemme ham i hjertet.

Ja, lidt trist læsning, men nu skal I bare høre. Her kommer der en rigtig dejlig nyhed, for jeg er blevet forelsket, så det basker! En dejlig mand er den lykkelige, siger han selv, og han er om muligt mere forelsket i mig og synes, jeg er verdens ottende vidunder! Der kan I bare se, jeg bliver snart 55 somre gammel, og han er 5 år ældre, så måske er der mulighed for at tage ”den 3. alder” sammen. Han er kunstmaler, hundemand i den grad at han bare syntes det var morsomt, at Mia slikkede ham i rumpen, mens han elskede med mig i sengen. Det er altså ikke nemt at finde en mand, der ccepterer det!

I det kinesiske horoskop har vi slangens år, hvilket for alle betyder forandring… Jeg ved ikke, hvor dette kan føre hen, men har besluttet, at nu vil jeg bare lade stå til. Nu vil jeg lægge mit hjælper-gen lidt på hylden og lade andre tage sig af mig, som jeg hele mit liv har taget mig af andre. Nu er det min tur til at blive forkælet. Alle disse år med en syg mand har ”taget mit liv”. Jeg læste en artikel, som beskrev ”når ægtefællen stjæler livet”, ikke at vedkommende vil det, men sådan er det bare, så nu har jeg tænkt mig at komme stærkt tilbage og simpelthen lade tingene ske, som de nu forekommer. Wish me luck, I need it, men det her har en god mavefølelse, og jeg går altid efter mine mavefornemmelser. Lad os se, men det føles rigtigt.

Hjælper-gen eller ej. Er der én ting, jeg ved, er det, at mit hundearbejde ikke holder op. Der er stadig ting, der skal arbejdes med sammen med alle de andre, som laver det samme som jeg. Vi har lang vej, men jeg har ikke travlt. Ej heller ligger jeg på den lade side, men får en del fra hånden, mest via telefonen. Jeg giver stadig foder, ormemidler og kastration. For de familier, som ikke kan betale selv, betaler I, og resten betaler jeg selv. Dem, der ikke betaler enkepension, er den tyske stat, som ikke har betalt en dulle siden maj sidste år. Tysk grundighed er bekendt, men det er altså ved at tage livet af mig. Heldigvis er huset gældfrit, så jeg kan tage et lån i det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu da Mia ikke er mere, har jeg fået en ide. Det er at lave en lille niche mht. hunde, der skal have et hjem, hvor de kan være, når folk tager på ferie og ikke ved. hvad de skal stille op med deres dyr. Jeg vil henvende mig til udlændinge, som gerne vil have, at hunden er i hjemlige omgivelser, hvilket jeg er i stand til at give dem, fuldstændig som var de i deres eget hjem. De må sågar sove i soveværelset (skal lige tjekke med gutten, om de også må være i sengen…hihi), jeg vil tage det samme pr. dag, som man tager i USA og Canada – 25 USD – og lave en kontrakt så de ikke kan sagsøge mig, hvis der skulle ske noget med deres dyr, mens de er hos mig. Ja, det bliver en form for hundehotel, men ikke hvor hundene bliver sat i bur, taget ud på gåtur og ellers er i deres bur. Her kan de gå frit rundt i hus og have og dermed have et ganske almindeligt liv, som de har hos deres familie. Nok ikke en dum ide som skulle prøves af, og indtægten skulle gå til mit arbejde med gadehundene. En ide som måske kunne lade sig gøre?

Her til slut vil jeg lige berette, at gruppen i Puriscal er ok, men de har visse problemer med hinanden. Den ene vil dit, den anden dat, men de vil finde ud ad det med tiden. De afholder kastrationer ca. en gang om måneden med ca. 80 dyr. Adoptioner har de hver 14. dag, men med meget lidt held. Folk her vil ikke tage dyr, fordi de jo alle arbejder og ikke har tid til hundene eller kattene, så det ser lidt sort ud. Ana, som før har hjulpet med dyr sat på gaden, ringede til mig i går og meddelte, at hun ”lige” havde fået en tæve med syv hvalpe. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe med foder til tæven og senere hvalpene, som er så små, at de endnu ikke har åbnet øjnene, altså er de mindre end 14 dage gamle.

Alt for denne gang. Jeg skriver igen – jeg har masser – men denne gang var det lidt mere personligt.

Hundeknus fra Lise