Belize – 13. marts 2012
Veterinærstuderende Rikke Wendt Larsen har besøgt May og One Heart Animal Shelter i Belize. Læs hendes spændende beretning om hendes 4 ugers ophold, om sheltret og dets hunde, men også om det barske liv i Belize.[divider]
“4 uger på “One Heart Animal Shelter” i Belize” af veterinærstuderende Rikke W. Larsen.
Jeg rejste sammen med en anden frivillig, Kirstine som med sit store hjerte og kærlighed for dyr ligeledes havde kontaktet May. Jeg var meget glad for at have en rejsekammerat, som senere skulle vise sig at være den person jeg skulle dele mange gode, men bestemt også mange barske oplevelser sammen med.
Vi fløj til Cancun i Mexico og kørte herefter 6 timer i bus før vi var i Corozal/Belize, hvor May og hendes mand Shalom tog smilende imod os på busterminalen. Vi blev indlogeret på et hotel i byen og dagen efter skulle vi besøge shelteret og hundene for første gang.
Vi blev glædeligt modtaget af shelterets 5 faste beboere, hundene: Lion, Ganji, Princess, Dora og Houdini. Alle med hver deres forhistorie. Alle med hver deres sygdomskompleks.
Dyrlægen Martha undersøgte Houdini og fortalte mig, at hun for nylig havde haft mange hvalpe med parvovirus diarre. Derfor var det nærlæggende at tro, at Houdini også var smittet. Jeg fik støttebehandling med hjem til shelteret, i form af væske og antibiotika, og behandlede hende.
De efterfølgende dage var kritiske, og vi kunne ikke gøre andet end at håbe på at Houdinis immunforsvar var stærkt nok til at bekæmpe virussen. Houdini overlevede infektionen. Efter en uges tid med kærlighed og omsorg, var hun frisk nok til at drille alle de andre hunde på shelteret igen.
Hundene på One Heart Animal Shelter:
Der gik en uges tid med at lære hundene på shelteret at kende. Før jeg havde vundet deres tillid, kunne jeg ikke komme tæt nok på dem til at lave en ordentlig klinisk undersøgelse.
Lion ankom til shelteret, efter at have været udsat for mishandling både fysisk og psykisk. Hendes pels var svært angrebet af skab og hårsækmider, som man kunne se generede hende med voldsom kløe. Dyrlægen Martha havde sat hende i behandling imod hendes hudsygdom, og i løbet af 4 uger havde hun fået sin gamle pels tilbage. Lige bortset fra to store bare pletter på ryggen som sandsynligvis er kommet efter at nogle mennesker har forsøgt at brændemærke hende.
Ganji ankom til shelteret, som en stærkt underernæret og underkuet hund. Hun var blevet seksuelt misbrugt, hvilket desværre vil følge hende resten af livet da det medfører, at hun for altid har mistet tilliden til mennesker. Kirstine og jeg kunne i begyndelsen ikke komme i nærheden af hende og der gik flere uger med at vinde hendes tillid med godbidder.
Efter 2 uger kunne jeg lytte på hendes hjerte og lunger med mit stetoskop. Ganji lider desværre af en medfødt hjertelidelse Persisterende Ductus Arteriosus (PDA)”, som en åbning mellem højre og venstre hjertekammer, der normalt lukkes kort efter fødslen. Herhjemme kan vi operere hunde for denne hjertelidelse.
Hvis man ikke opererer hundene indenfor 5-6 mdr. alderen, dør 60-70 % af hundene inden 2-3 års alderen. Vi ved ikke hvor gammel Ganji er, men hun har levet med lidelsen i et stykke tid, for hun har udviklet højresidigt hjertesvigt og har væske i bughulen. Dette gør at hun i perioder har besværet vejrtrækning.
May fortalte mig, at hun også har haft enkelte besvimelsestilfælde, hvilket passer med symptomerne for PDA. Operation var udelukket, så jeg fortalte May at Ganji lever på lånt tid og at vi kunne prøve at give hende noget vanddrivende medicin for at lette hendes vejrtrækning. May blev meget ked af at høre at Ganji har en hjertelidelse som er uhelbredelig. Dog var hun nu forberedt på at Ganji vil dø af denne lidelse.
Princess hostede en del og jeg var i tvivl om hun havde hjertelungeorm, men Martha havde ikke redmedierne på klinikken til at vi kunne diagnosticere hende for dette. Efter to uger med nysen og hoste udviklede hun kennelhoste.
Shalom havde fra barnsben lært, at man skulle binde en halskæde af limefrugter rundt om halsen på hunde der hostede, for at de skulle blive helbredt. Selvom jeg ved at hunde med kennelhoste kommer sig over infektionen i løbet af 2-3 uger, lod jeg ham give Princess sin hjemmelavede halskæde på.
Ugerne i Belize fløj af sted. Dagene gik med at jeg tilbragte formiddagen på dyreklinikken og hjalp Martha med undersøgelse og behandling af hendes patienter og om eftermiddagen tog jeg ud på shelteret. Martha og jeg havde et rigtig godt samarbejde, og hun var meget interesseret i den viden jeg har tilegnet mig dyrlægestuderende i Danmark.
Hos Martha fik jeg for alvor et indblik i de vilkår, problemstillinger og forudsætninger det er at arbejde som dyrlæge i et uland som Belize. Jeg blev meget forbavset over at finde ud af, at Martha havde meget svært ved at anskaffe det medicin, som for mig at se, er uundværlig hvis man har en dyrlægepraksis. Desuden løb Martha mange gange tør for kanyler, hvorfor hun måtte genanvende dem indtil hun fik nye forsendelser.
Martha har et meget stort hjerte for at hjælpe nødstedte dyr. Mange af klienterne betalte hverken for medicin eller konsultation (Det skal siges at en konsultation hos Martha koster 30 kr., modsvarede til 700 kr. i Danmark). Dette gør desværre, at Martha ikke har råd til at købe medicin til klinikken, og selv har svært ved at få sin praksis til at løbe rundt. På klinikken tegnede der sig hurtigt et billede af de mest almindelige sygdomme i Belize. Flåtoverførte sygdomme såsom Ehrilichiosis, Ekto-og endoparasitter, Hjerte-lungeorm, Hundesyge og Parvovirus. Alle disse sygdomme kan nemt forebygges, eksempelvis ved brug af Frontline og regelmæssig vaccination, men dette har befolkningen i Belize ikke råd til.
Gadehundene i Belize:
May fortalte at man inddeler gadehundene i Belize efter tre grupper. Den første er de hunde som er herreløse og som går rundt i gaderne i søgen efter føde.
Den anden er de hunde som har en ejer, men ejerne har ikke råd til at betale foder og dyrlægeregninger, hvorfor denne gruppe ligner ”rigtige” hjemløse gadehunde, idet de også er nødsaget til at skaffe deres egen føde.
Den tredje er de hunde som har haft ejere og som er blevet forladt og overladt til deres egen skæbne i junglen, fordi de ikke længere er ønsket.
Under mit ophold i Belize, stødte jeg på de første to grupper af ”gadehunde”. Vi kørte rundt i gaderne på ”hundepatrulje” for at finde de mest lidende og udsultede hunde, som vi ville bringe tilbage til shelteret. Vi fandt Tarzan og Misha.
Tarzan og Misha:
Tarzan fandt vi gående i vejkanten. Han havde grønt flåd fra begge øjne og var ekstrem tynd. Det tog os lang tid at vinde hans tillid og vi måtte følge efter ham rundt i gaderne, til han pludselig stoppede op – som om at han var hjemme. Vi spurgte de lokale om de vidste om denne hund havde en ejer og det havde han. Hun havde ikke haft råd til at give ham mad i et par dage så hun ville hellere end gerne give os Tarzan, idet vi sagde at vi ville behandle ham, give ham mad og et nyt trygt og godt hjem. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, hvordan han ville reagere på at blive fikseret i bilen, og vi havde ingen mundkurv til rådighed – så for at beskytte mig selv, lagde jeg et håndklæde rundt om hans hoved og brugte snoren som mundkurv.
Tarzan var en meget sød hund, som på ingen måde ville angribe, men meget hellere kløes i pelsen, som kløede noget så forfærdeligt på ham. Han var, som alle andre gadehunde i Belize, svært angrebet af skab, hårsækmider, flåter, lopper og tæger. Desuden havde han forhudsbetændelse og et stort sår på testiklerne, som fluerne sværmede om.
Jeg havde planer om at kastrere Tarzan og behandle ham for diverse infektioner, men inden jeg nåede så langt var han stukket af fra shelteret, ud i junglen og vi fandt ham desværre aldrig igen.
Misha så vi en eftermiddag vi kørte rundt i byen. Hun gøede af os og på trods af hendes magre ernæringstilstand så hun ellers nogenlunde ud – troede jeg. For da hun vendte sig om kunne jeg se det store blodige sår, som voksede ud fra hendes underliv.
Martha behøvede ikke at undersøge Misha, for hun havde set denne lidelse mange gange før. Misha havde Transmissible Venereal Tumor (TVT), som er en seksuelt overført tumor hos hunde. Martha fortalte, at tumoren i de fleste tilfældet er ondartet, og at fjerne den kirurgisk ville blot resultere i at tumoren tilbagedannedes efter et par måneder, med mindre man brugte cytostatika, som ikke er muligt at skaffe i Belize. Vi tog derfor sammen beslutningen om at aflive hende.
Camp for frivillige:
One Heart Animal Shelter, bar præg af at være under opbygning. May og Shalom var blevet bevilget en stor donation fra en organisation, som desværre aldrig kom frem til dem. Derfor er byggeplanerne på nuværende tidspunkt på ”stand-by” indtil en ny donation når frem.
Campen skal opbygges ude i junglen, hvor frivillige dyrlægestuderende, dyrlæger eller andre med et stort hjerte for at hjælpe nødstedte dyr, kan opholde sig omgivet af shelterets hunde. Når hundene ankommer til shelteret har de fleste mistet livslysten, er svært underernærede og har mistet tilliden til mennesker. Foruden medicin og dyrlægehjælp har hundene derfor brug for al den kærlighed og tryghed de kan få. Prisen de frivillige betaler for opholdet, går direkte til de daglige omkostninger på shelteret og hundene.
Campen skal bestå af et stort fælleskøkken/opholdsrum, sovepladser til 4 frivillige, toilet og bad opbygget efter fineste cabana-style. May sagde, at det ville tage omkring 2 måneder at bygge denne camp, hvilket betyder at hvis de havde pengene, kunne campen være færdigbygget til sommeren 2012, hvor May og Shalom kan tage imod et nyt hold af frivillige. Problemet er at de ikke har pengene. Prisen for at etablere denne camp koster omkring 25.000 kr. – hvorfor jeg nu har sat mig for at hjælpe May og Shalom med at forsøge at indsamle pengene.
LOPPEMARKED FOR VELGØRENHED
Søndag den 22. april kl. 10 – 16 afholder min veninde
og jeg et loppemarked på Landbohøjskolen.
Her indsamler vi penge til Dyrenes SOS og May i Belize.
Kom og gør et godt loppefund i hyggelige omgivelser
på landbohøjskolen og få en snak med Regitze
og jeg, som begge har været udsendt som frivillige
dyrlægestuderende i henholdsvis Indien og Belize.
Adressen er: Dyrlægevej 9, 1870 Frederiksberg C.
Mit ophold i Belize har været meget lærerigt for mig. At opleve de vilkår, problemstillinger og udfordringer det er at arbejde med gadehunde har udviklet mig både fagligt og personligt.
Jeg har fået et helt specielt venskab med May og Shalom, og nu hvor vi er gået sammen om at bygge campen for frivillige, håber jeg at jeg får muligheden for at besøge dem igen. Jeg vil gerne takke May og Shalom for deres gæstfrihed, deres imødekommenhed og åbenhed, samt deres taknemmelighed for den hjælp jeg kunne bidrage med som dyrlægestuderende.
Rikke Wendt Larsen[divider]