Costa Rica – 2. juni 2011

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Som I ved, har jeg altid travlt, men den sidste måned har næsten taget “livet” af mig…. kors, hvor jeg er blevet bombarderet med opkald, nogle gange op til 15 forskellige pr. dag og noget med at skulle tage stilling til alt muligt, hjælpe folk med foder til deres dyr etc. Jeg ved ikke hvorfor det er så vildt i øjeblikket, fra May i Belize, ved jeg, at hun også har travlt. Jeg skrev til hende om et råd om, hvorvidt jeg evt. skulle aflive en af mine hunde i re-habben og hun gav sit besyv med, fint, sådan kan vi hjælpe hinanden med råd og dåd.

Jah, jeg ved snart ikke hvor at begynde og ende… men måske med dette, at jeg er blevet bidt af TITO, ham og hans bror jeg “fik”, anbefalet af vet. Claudio, fordi han mente jeg var den eneste der kunne få disse to hanner, i sin tid, 4-5 mdr. gamle, sådan nogenlunde normale. Dem der har fulgt siden vil vide, at disse to hanner opvoksede i et forladt hus, kun med en kone der ind i mellem gav dem noget mad. De var derfor vilde og en kollega fik nys om deres eksistens, fik dem fanget sammen med nogle søstre og de blev fragtet til vet. Claudio.

Tæverne var SÅ angste at de aldrig nogensinde ville blive andet end vilde og vet. Claudio mente at det ville være bedst for dem, at han aflivede!! Han måtte bruge ekstra anæstesi til dette, men mente at TITO og LUCAS ville have en chance her hos mig!!! De kom, de var bange, men for så vidt ok, jeg begik den fejl at binde dem, således at de havde kropkontakt og det var en kæmpe brøler, de blev indviklede i hinanden og jeg måtte slippe en, TITO, der var mest tam. Han gik så på området i næsten et år og der var INGEN mulighed for at fange ham. Jeg prøvede med nogle sovepiller og måtte give 3 gange dosis og ikke en skid skete der med hunden, han sov men var man en halv meter fra ham, vågnede han og strøg af sted. Nuvel, det er vel en 4 års tid siden og for et par år siden, lykkedes det Marito at få ham ind til flokken i re-habben og der blev han flokleder. Det har han det super med, de andre også, problemet er, at han angriber mennesker bagfra, hvis han mener at “her er der noget der skal beskyttes” og det var derfor han bed mig for en 3 ugers tid siden.

Sagen var den, at jeg hørte en hund hyle og skrige og løb over i re-habben, hvor jeg så, at der var hele 5 tæver ovenpå en lille tæve, NELA, og de ville bare ikke holde op med at bide hende selvom hun for længst havde overgivet sig og hun skreg og skreg. Alt og alle var vildt oprevne, også jeg, men fik dog separeret den værste i første omgang. MEN så kom TITO og satte et par hugtænder på ca. 2 cm i mit venstre ben, lige ind til knoglen. Det gjorde ondt, men jeg blev ved med at separere og så kom han igen, denne gang lidt højere oppe. Men nu kom Maria mig til hjælp med en kost og hylede “Lisa, TITO er bag dig, TITO er ved siden etc. og resultatet af det hele blev 7 store hugtænder-bid i benet, et i numsen – ca. 1 cm. fra skede og anum, tænk, hvis han havde kommet tættere på!!!

Nåh, de 5 var nu i hvert deres bur og jeg kunne kigge lidt på “skaderne”… hundene var ok, også NELA, der gik i gang med at slikke sår, men jeg havde en oprevet kjole og et vildt blødende ben, jeg vaskede det værste blod af for at se, hvor der skulle behandles og Maria gik i krig med en spray, Neobol som man holder ganske tæt på såret og som “puster” medicinen ind i hullet…. DET gør så skide ondt, faktisk mere end biddene, så jeg hoppede og dansede til den store guldmedalje, hullet i rumpen var værst og som hun sagde bagefter “Lisa, nu synes jeg, at jeg kender dig bedre”!!!!

Hun foreslog jeg skulle på hospital, men jeg ringede til vores læge og fortalte hvad der var sket, sagde at jeg havde tetanus, givet for 4 år siden (den holder 10 år), var på antibiotika for noget lungevrøvl og en deposit-anti-inflamatorio, pga. noget rygproblem fordi jeg render og slæber rundt på min gode husbond, der vejer en 95 kg og som jeg sagde… Hvad vil de gøre som ikke allerede er “i vej”… “Intet”, sagde han, så jeg lod det ligge og tænkte ikke mere over det. Dette skete en fredag aften, og da jeg – søndag morgen – ville stå ud ad sengen, kunne jeg ikke bevæge mig, benene ville ikke respondere og jeg sagde til min mand Uwe, “denne her er sku hjemme, du ligger invalid og nu også jeg”. Jeg ved ikke hvordan jeg fik mig slæbt ud i køkkenet, men der tænkte jeg lidt over det hele og ringede til hospitalet for at høre hvad de mente. De mente at jeg skulle komme med det samme så jeg vækkede hele bundtet, der kl. 3 om natten, først Yadira, til at befragte mig, hun kom med Maria som min ledsager, Marito til at passe Uwe og så tog vi af sted.

På hospitalet blev jeg så undersøgt og fik nogle indsprøjtninger, anti-inflamatorio og noget til smerten, og så tog vi hjem igen idet jeg ikke havde ødemer og derfor ikke behøvede at blive. Nu er sårene ved at læges, de er dybe og det tager tid, MEN mit problem er, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med TITO, jeg ved at dette kan ske igen, det er nu 2. gang og jeg VED at jeg vil blive bidt igen, hvis jeg “mænger” mig i et slagsmål mellem hundene og TITO er uden skyld, han beskytter bare sin flok mod “mig den onde” som kommer ind og forstyrrer hans cirkler og derfor skal bides “så jeg går min vej”!!! Jeg har spurgt mine kolleger om, hvad de ville gøre i denne situation og de fleste, meget imod deres vilje, mene at det bedste er at jeg afliver ham, vi ved jo ikke hvad der sker næste gang, falder jeg, kan han vansire mit ansigt og krop, og det vil jeg jo nødigt have. På den anden side set, så synes jeg jo bare at han gør, som han mener bedst, han er ikke aggressiv som sådan og egentlig har jeg, næsten, taget den beslutning at lade ham leve og håbe på, at de ikke får ballade i re-habben.

Jeg har, i de mange år her, KUN været nødt til at aflive en gang pga. aggressivitet overfor mennesker ud af hundredevis af hunde og det gjorde mig ondt. jah, jeg vil tænke lidt mere over det, mange tager den “hurtige beslutning” og afliver alt og alle men det er jeg imod… Jah, vi må se, jeg er i vildrede for jeg skal jo også tænke på de andre der arbejder her, det samme kan jo ske for dem!!!!

Nåh, jeg aflagde et visit i slummet i Estero og det sammen med Yadira, min hushjælp som hjælper med dyrene her, og Eugenia, som lagde hus til ved den sidste kastration. Begge klager over mangel på penge osv. og jeg sagde, “vil I se, hvad fattigdom er???” Så vi ekviperede os med en 30 kgs hundefoder og en masse ormemiddel og af sted det gik. De var fuldstændig “flappergastede” havde aldrig set noget lignende og det tror jeg!!! Vi gik dør om dør, tilbød foder og ormemiddel og fra tre andre, havde jeg fået et fif om at en dame, der havde sine dyr under de kummerligste forhold og som hele tiden bare havde hvalpe. OK, hende kom vi jo så til hen ad vejen og hun var en hård nød at knække, påstod at de hunde hun havde, var alle hanhunde… ”og den lille tæve der?”, spurgte jeg. ”Joh, men hun var kastreret”, ”ok”, sagde jeg, ”hvornår og hvor??” Hvortil hun svarede “for 15 år siden”. Jeg kiggede bare på hende, for den lille var måske, med lidt god vilje, en 4-5 år gammel!! Hun ville ikke lade mig ind til dyrene, så jeg kiggede over hegnet og spurgte til en tæve, som hun påstod, var hanhund, og en lille hanhvalp – der passede pengene, det var en han!! – som stod bundet i en halv meter snor.

Nåh, jeg snakkede lidt frem og tilbage og tilbød foder, som hun var ivrig efter at modtage men sagde at jeg jo blev nødt til at komme ind, fordi ormemiddel skulle gives efter vægt!! Til sidst kom jeg ind, mellem to pigtrådshegn hvor jeg rev mit tøj og en finger op, men det er det mindste.. Hundene så ikke særligt godt ud, faktisk var det en anklage værd, kunne ikke betale sig, fra ministeriet ville de alligevel sende mig, så jeg fortalte lidt om hundehold etc. og sagde at jeg ville invitere hende, personligt, til den kastration, vi planlægger der, så hun kunne få opereret tæverne, og det, ganske gratis!!

Hun vred sig i lange bane, forstod ikke, hvad jeg mente for de VAR jo opererede og jeg tænkte, hvorfor bliver hun ved med at insistere på det og fandt ud ad, at hun mente de var steriliserede fordi hun havde givet dem en pille og så kunne de ikke blive gravide!!!! Pillen, som hun havde givet, var et ormemiddel!!! der kan man se, hvor u-informerede folk er, for ikke at sige “snotdumme” men som det siges “mod dumhed, kæmper selv guderne forgæves” og konen har jo nok tænkt på p-piller eller lignende. I hvert fald bliver tæverne opereret den 25. juni 2011, og vil hun ikke, det være sig af religiøse grunde eller lignende, så pudser jeg ministeriet på hende, og så tager vi dyrene fra hende, på den måde forstår hun måske. I morgen er det ideen at jeg tager kontakt med Eugenia og præsten og så planlægger vi, dyrlæge er bestilt og så begynder vi at sætte information op.

Det kan vel være at folk, før i tiden, var imod “Guds vilje” dvs. at kastration var imod deres religion, men det har ændret sig radikalt, folk ringer og regerer om, hvornår vi har den næste og hvor. Den sidste nye, havde vi i Puriscal med 60 dyr og til en pris af 8000.00 colones, ca. 80.00 danske kroner men alt, alt for meget for de fattige i området. Ruth og Natalia stod for arrangementet, jeg kom kun til at sætte i gang og så gik jeg!!! Det var meningen, de skal kunne selv og det hele gik fint, dyrlægen tog 6000.00 pr. dyr, en special-aftale jeg har med netop ham, de andre tager mere, og de sidste 2000.00 blev brugt til at betale for gadehundene, hvor der blev indfanget 9. Alt i alt en succes og det de glæder mig mest er, at nu kan de selv og jeg kan koncentrere mig om de andre problemer som der er rigeligt at tage af!!!

At få tingene til at gå op i en “højere enhed” er lidt af et logistisk spørgsmål. Damaris ringer og siger at hun har hentet to hundehvalpe i en kasse ved skolen i landsbyen. En tog hendes søster, men KUN hvis jeg ville overtage pris på operation, når den lille var gammel nok. En anden tæve, tog William, som hjælper gadehunde her og der. Hans problem er, at “hjertet er stort, men pladsen lille” idet hans gamle mor, simpelthen ikke tillader at han fylder det lille hjem med hunde. Well, i landsbyen er der en dame jeg kender igennem mange år, Zoraida, som har hentet en 15 stykker fra gaden i tidens løb, og det viser sig at være et familiemedlem til ham og hun tog den lille, altid noget!! Så meddelte han, at han også tog sig, skjult for sin mor, af en hanhund der var blevet overkørt og hvad skulle han nu gøre med den?? Jeg ringede til en veninde, der for flere år siden tog to af mine hunde, og hun indvilligede i, at tage hannen til pasning, jeg fik fat i vet. Mariano, som tilså hunden for at se, hvor stor skaden var. Jeg kørte over til hende med foder, ormemiddel, halsbånd, kæde m.v., og så at den faktisk var ok, lidt skadet men med medicin, så skulle den kunne blive ok. Ok, så ringer Lidia til mig og siger at hunden er stukket af, jeg sagde ”Ring til William, den er nok hos ham” og det var den.

Den blev så hentet igen og nu er den hos hende, den er nu tilpasset og behøver ikke at stå i snor, den skal kastreres og vaccineres, men det må vente til den er ok. Lidia er en sød kvinde og hjælper hvor hun kan med dyrene men jeg, dvs. I, behøver at hjælpe hende, for hun har ingen indtægt og giver foder til to hanner vi bare ikke kan få tag i, de spiser hos hende og så stikker de af. Gudskelov er det hanner, forestil jer, hvis det ville være tæver med masser af hvalpe som følge!!!

Lige nu, ringer en indianerkvinde, Rafaela, som har været fosterfamilie for mig siden 10 år og nu for Natalia og om jeg ikke kunne komme med noget ormemiddel til en lille hvalp de fandt i grøftekanten. Jeg har små kontis hos div. små supermarkeder og vet-shops her og der, og henviste til en by i nærheden, hvor jeg stadig har “lidt luft” og der kan de hente det de behøver. Rafaela lider af sukkersyge og hun har en tæve, NEGRA, som de adopterede for en 7-8 år siden fra mig, men de to hanner som Natalia har hos dem, har lært, hvordan man skal “fange høns” og det var et problem!!! Familien kunne og ville ikke have de tre mere fordi de havde problemer med naboer etc. Natalia ringede til mig og vi anede ikke noget råd, hun kan ikke tage dem, ej heller jeg men jeg fandt en løsning for tæven, Marito hentede den og Laura ville adoptere hende, havde selv en hel-søster som døde for en tid siden.

”Ok”, tænkte jeg,” alt i orden” indtil Laura ringede til mig for at sige at den havde bidt halsbåndet over og var PIST VAEK.. .hendes far futtede rundt for at se, hvor hun var løbet hen og NUL hund. Jeg siger jer, jeg var simpelthen så ulykkelig og vi havde det værste stormvejr, det væltede ned med vand, og hunden kunne jo ikke bruge noget af næsen til at finde hverken tilbage til Laura eller hjem. Ok, jeg gik i gang med at bruge mit netværk, jeg tror jeg ringede til mindst 20 personer i div. retninger og sagde at, hvis de så hende, skulle de binde hende, og jeg ville hente hende. Ikke en pind skete, og der gik 3 dage, hvor såvel familien og jeg var kede af det, og Rafaela ringede og spurgte og sagde til sidst, “Lisa, det ville have været bedst at vi havde hørt på dit råd” hvortil jeg kun kunne sige JA… for mit råd var simpelt: bind hunden om dagen, når hønsene går frie rundt, og når de er i bur om natten eller i et træ, så slip hundene og så lægger det sig med tiden, opdrag hundene, bare de så meget som KIGGER på en høne, så skal der et kraftigt nej til….og jeg sender noget hønsenet op til jer, så I kan forstærke buret, hvor hønsene er i om natten for der gik hundene ind.

Hver gang telefonen ringede, strøg jeg hen og Lidia ringede og sagde at den gode William, der tager bus til og fra San Jose, havde set en hund der passede på Negra og at han havde set den ved kirkegården oppe på landevejen. En fyr og jeg futtede af sted og jeg sagde, “kør langsomt”, jeg tror/føler hun er i nærheden” og minsandten om jeg ikke ser noget sort, liggende i vejkanten. Og joh… det var hende, jeg kaldte og hun kiggede på mig, som var det her ikke sandt, og hylede af glæde, da det viste sig, at den var god nok. Godt, hun var her et par dage og så kom hun hjem til familien der i mellemtiden, er blevet “et stykke klogere”, alle fem var der til at tage imod hende og hun er rigtig glad for at komme hjem igen, spørg mig, hvor glad jeg er???

Negra ved, hvordan man begår sig på landevej med biler, ikke som andre jeg er blevet ringet op om, en Husky-han blev overkørt og lå i grøften, jeg sendte vet. Diego som blev nødt til at aflive den, staklen var totalt knækket i hele rygparti og bagben så den fik fred!!! En anden tæve, som var blevet “afleveret” på gaden af et familiemedlem, og det for 2. gang, blev fundet halvdød i grøften, tæven var på vej “hjem” til familien som hun har gjort før og blev altså så påkørt, en bekendt tog hende indtil grøften, hun lå midt på vejen og ringede til en som ringede til mig og Marito og en ven, hentede hende. Staklen var vildt hævet i munden, øjnene var næsten døde, tynd af mangel på mad i 14 dage, en tæve Elisa (hende har jeg fortalt om og som hjælper dyrene hvor hun kan) vidste om, men ikke kunne finde, jeg lod den lille blive i bilen med lidt vand i en transportkasse og der lå hun trygt og godt til næste dag, hvor hun kom til vet. Laura i Puriscal. det skete for to dage siden og Laura ringede i går og sagde hvad hun havde fundet, efter undersøgelse af hunden.

Hun gav et bedøvelsesmiddel, den var i drop for den var totalt udhungret og uden væske i systemet. Hun sagde “Lisa, jeg har aldrig set noget lignende, der kommer mider ud over det hele, næse, mund, øjne etc. og det her er ikke noget der skete i går, da hun kom her”.. så det er nok et slag, kan være af mennesker eller en bil, der har forårsaget det før den sidste overkørsel. vi overvejede hvad der skulle ske og havde det ikke været for min veninde Laura, som sagde ja til at passe den, så havde vi aflivet, for jeg har ikke plads men Laura er smaddergod til den slags og nu skal hun i krig med at give flydende foder med sprøjte, for tæven har fået bundet kæben ind , og skal have det i en 14 dages tid så det kan gro sådan nogenlunde sammen igen. Om et par timer, ringer jeg til vet. Laura og hører om tæven responderer på behandling, gør hun ikke får hun en dag til, og så må vi se om en aflivning er det bedste men hun skal have ret til livet, de “urhunde” er sat sammen på en anden måde end vi kender det, de overlever og får det fint, med en hjælpende hånd, som I er med til at give i form af donationer og jeg, ved at bruge dem!!

Apropos donationer, så har I været med til at give foder, ormemiddel til:

Lidya, som fodrer 5 hunde.
Zoraida, som har 15 hunde selv, hendes far 7 hunde og nogle katte.
Damaris, som har 4 hunde og to katte.
Efrain med 7 hunde, de sidste tre fandt han bundet til et træ efter flere dage.
Lillian fra Estero med en tilløben tæve med 7 hvalpe.
Mirella med det samme, en tæve med 7 hvalpe.
Ana, også Estero, med 5 katte og 6 hunde.
Betty, med tæve og 4 hvalpe.
Eliet med 13 katte og 3 hunde, heldigvis hanner.
Elisa, guderne må vide, hvor mange hun har, men noget med 20 hunde og ligeså mange katte, hun er et rigtigt “jern” mht. til dyrevelfærd men hun bor i et hus på en 30-50 m2 og ligeså lille en grund men hun laver en masse via facebook, har lige ringet om en tæve vi var efter fra gaden og nu er den endelig blevet indfanget, hun og jeg prøvede, men det lykkedes ikke, tæven er hos en vet. nu, og så ser vi videre…

Jah, det her er kun et lille udsnit af alt, kan I forstå, at det er en opgave der siger spar to til alt og sandheden er, at det er lige i overkanten af hvad jeg kan klare, nu er alle hvalpe og killinger små, lidt over to måneder men så skal vi jo se at få dem kastreret, nu da jeg har deres telefonnumre etc. ellers forsvinder de jo bare ” i mængden” og så starter det hele forfra….

Problemet er at folk virkelig bekymrer sig, tager dyrene til sig efter at de er blevet forladt fordi de synes det er synd for dem og det er jo al ære værd, MEN, dem der gør det, er de fattige, dem der kunne gøre noget selv for deres egne penge, er ligeglade… måske derfor de har penge, hvem ved, men min erfaring siger mig, at dem der har mindst, giver mest!!!

Jah, lige nu ringer Nayori, en indianerkvinde fra reservatet at hun gerne ville have vet. Diegos adresse for han var kommet og havde hentet to af hendes tæver, (hun har en tæve med 7 hvalpe også) der var i løbetid og hun kunne ikke holde de løse hanner fra dem så de små led, hylede og skreg for at slippe fra hannerne, og han kom da også tilbage efter endt kastration MEN kun med en!!!Den anden slap ud ad buret og nu løber den rundt uden mål og med, så jeg sagde at hun skulle tage bussen til byen, få fat i Diego, og så i øvrigt køre rundt, spørge og kalde… jeg håber hun hitter sin lille tæve, staklen ved jo hverken ud eller ind, ligesom de andre der er smidt på gaden…. Jah, en eller anden dag holder det her “sjov” vel op, men jeg ser sorte skyer i fremtiden, det bliver her mere og mere moderne at flytte i lejligheder og der er ikke plads til alle de hunde der er, ej heller katte så vi bliver alle nød til at kridte skoene og få kastreret så meget vi kan.

I øjeblikket har jeg 31 hunde, det sidste nye skud på stammen er en lille, ualmindelig morsom tæve, ligner en sort maltes og en lille dame der har overtaget “biksen” i løbegården med 3 voksne tæver, og en han, alle meget legesyge. jeg fik nys om hende via Lidia, hun var afsat på en øde mark i en kasse og der var hun i tre dage. En ven prøvede at fange hende men hun bed og så lod han være og kontaktede Lidia som kontaktede mig. Jeg hentede hende på skolen i Fila, forstår ikke, hvem der kan gøre noget sådant, det forstår hun heller ikke, men nu er hun her og skal opereres, jeg mangler her 4 tæver, en lille 3 måneders hvalp, den lille og de to angste som går sammen med Willy, de er nu så “domesticerede” at de kommer til mig og vil kæles med, så traumet vil ikke blive så stort med operation.

Jeg har stadig 3 af Canelas hvalpe her, to har dyrlægen og alle skal vaccineres og som jeg vil se på i næste uge, det er 8 vi taler om, men så er alle også beskyttede, heldigvis…( skal jeg måske ikke sige for højt!!) har vi ro omkring hundesygdomme her hos os i øjeblikket men der skal jo bare et par enkelte syge hunde til, jah så har vi balladen!!!

Jah, her på falderebet, kan jeg fortælle at, på hjemmefronten, går det stabilt, ikke specielt godt for Uwe er meget, meget træt hele tiden og er begyndt at sige “sære ting”, glemmer om han har fået mad, blevet badet og den slags, så jeg er ved at forberede mig på at tingene nok bliver noget anderledes i fremtiden, det er stressende i sig selv og med alt “hunde-halløjet” oveni, så er det ikke så nemt, på den anden side set, så GØR jeg dog noget, og når det lykkes, så tager vi det andet med i forbifarten, eftersom der ikke er noget at gøre ved hans sygdom, jah, det kan man vist ligeså godt se i øjnene og tage det derfra.

Jeg har jo sat hytten til salg, ALLE spørger mig “jamen, hvad så Lise, hvad med hundene???” Og til det svarer jeg ”at de jo skal med”, måske ikke alle i første omgang for det er sku ikke nemt at hitte et centralt sted, hvor man kan have 30 hunde eller flere, før i tiden kunne man, men med ny lovgivning, så skal der være en vis afstand til naboer. Men som jeg siger, de nye naboer skal være glade for mine hunde giver alarm og jeg står op og ser hvad der sker, både hos dem og hos os, så kan de sove noget så nysseligt videre!!!. Nåh, lad os se om den holder “i byretten” men faktisk er det sådan, at alle her siger at vi har undgået indbrud pga. hundene, folk er regelret bange for at blive bidt og det passer mig fint… JEG ved godt at de løse ikke bider, MEN det ved de ikke, dem der ikke kan kende forskel på dit og mit!!!

Alt for nu, vi har et uvejr på vej som vil noget, det buldrer og brager i det fjerne, så jeg er den der er smuttet….ha det dejligt alle sammen, jeg kommer stærkt tilbage…

knus
Lise

Her kommer en lykkelig efterskrift…

Jeg var lige færdig med at skrive til jer, Uwe sov de “uskyldiges søvn” og telefonen kimede… Jeg tænkte, åååååhhh nej, ikke flere hundespørgsmål idag, men tog den alligevel og minsandten om det ikke var Yanori, ejeren af tæven der slap ud ad buret hos vet. Diego og hun sagde at hun havde gjort som jeg sagde. Diego hentede hende ved bussen og de tog sammen ud for at finde den lille, de ledte og ledte og til sidst… fandt de hende, siddende ved kanten af et flodløb, midt i regnskoven og glæden var stor for såvel hund, ejer, og Diego, så her var der en lykkelig afslutning på et problem, Yanori takkede meget for mit råd og takkede samtidig for hjælpen til kastration og denne tak, sender jeg videre til jer, for det er jer, der har hjulpet med til denne og nogle hunde mindre… Jeg er bare så smadderglad og vil hermed give det videre…

Knus
Lise