Costa Rica – 10. august 2011

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Så er det igen tid til at fortælle om livet i de varme lande… her er faktisk varmt, behageligt, med en 28-29 grader og dertil en lille brise.

Jeg har masser at berette og vil starte med det triste først. Så bliver det nok lidt morsommere hen ad vejen…

Den 25. juni 2011 (den dag vi havde kastration i slummet, hvilket I sponsorerede) havde jeg min schæfertæve Cindy hos dyrlæge Claudio i San José. Det har jeg fortalt om i sidste skrivelse, men for tre ugers tid siden blev hun syg, havde tynd mave og sort afføring, hvilket normalt betyder, at der er blod i denne. Denne morgen ville hun ikke spise og havde spist helt normalt aftenen før, så jeg tog Yadira og hunden ind til dyrlæge Claudio igen.

Denne gang var vi heldige med hensyn til tiden; vi var der på slaget 9, det var han også, og vi var de første…. Normalt hos Claudio venter man i timevis, men der holdt heldet så også op! Han lavede en ultralydsscanning af maven og fandt en tumor i milten større en milten selv. Der var gået metastaser ud i leveren og også i lungerne, mente han. Han kunne ikke forstå, at hunden overhovedet var levende, så inficeret hun var af kræft, og naturligvis var der ingen vej uden om at aflive.

Som I ved, afliver jeg praktisk taget alle dyr herhjemme, både mine og de andre, og jeg spurgte, om jeg kunne tage hende med hjem, nusse om hende og få hende aflivet dagen efter i sine vante omgivelser. Han sagde “Lise, det er ikke nogen god ide. Hun kan dø under store smerter om en time, eller seks eller i morgen, og jeg ved, at du helst vil gøre det derhjemme, men det er bedre, at vi gør det her og nu.” Jeg var så ked, så ked, men hun var rolig, og han blev nødt til at give den dødelige dosis direkte i hjertet, fordi han ikke kunne finde en åre. DET hader jeg! Jeg har selv aflivet en hund på denne maner for 11 år siden, og den ville bare ikke dø. Jeg måtte give den tre gange normal dosis, og jeg lovede mig selv, at DET ville jeg aldrig, aldrig gøre selv mere. Nuvel, Cindy var rolig på bordet, jeg nussede hende, mens hun fik den første sprøjte, og så var hun væk. Derefter fik hun nr. to, og det hele var forbi på få minutter. Jeg tudede som et helt vandfald, Claudio prøvede at trøste, og han havde også våde øjne – han har været hendes dyrlæge i 10 år.

Vi ringede så til Marito og bad om, at han skulle lave hendes grav samme sted, som de andre ligger. Det er sådan en lille hunde-/dyrekirkegård, vi har – der ligger alt fra hunde til slanger. Han var syg, men hans far kom og lavede hullet. På hjemvejen spekulerede jeg som bare pokker på, hvordan jeg skulle få det sagt til min mand Uwe. Yadira og jeg besluttede, at vi ville gå ind til ham begge to og fortælle de triste nyheder. Han blev så ked og lå faktisk og græd i flere timer. Intet hjalp – ikke engang en heftig drink… det plejer ellers at hjælpe!

Af de 13 hunde og 4 katte, vi kom herud med for 11 år siden, har vi nu kun to tilbage, Chasqui, som er Cindys bror, og den lille gadehund Sissi. Og af en eller anden grund vidste de, at her er der noget “anderledes”. De snusede og snusede på mig, tøj, arme, hænder etc. – jeg ved ikke, om hunde der dør, afgiver en “duft”, som andre dyr opfatter? Uanset hvad, denne gang tog det hårdt på mig, nok fordi hun egentlig var normal, spiste ok, (med pynt ganske vist!), var vagtsom, ja, i det hele taget normal, klagede sig ikke etc. Jeg tror, at det at blive “taget på sengen”, at det hele gik for stærkt gjorde, at jeg nærmest fik en mindre depression, som jeg så småt er ved at komme mig over. Chasqui savner sin søster og legekammerat, han tulrer sådan lidt rundt og keder sig. Var det ikke, fordi han er kropumulig med andre hunde, ville jeg tage nogle af dem fra rehabben – specielt de små hvalpe – her over i huset, men han er simpelthen så aggressiv over for andre hunde, at det ikke kan lade sig gøre. Han ville helt sikkert slå dem ihjel, og det er der jo ingen, der er interesseret i.

Det var så det helt triste. Nu kommer vi til det “mellem-triste” og det er, at folk ringer og regerer om tæver – enten gravide (så gravide at man ikke bør abortere hvalpene, fordi de er “færdige”) eller tæver med hvalpe, hvor alle er sat på gaden. Jeg har her to tævehvalpe på ca. tre måneder. Vi har døbt dem Fifi og Fiona, og Marito hentede dem i en sæk ved vejkanten. Han kørte forbi og så en sæk, der bevægede sig… standsede og åbnede den, og der var der to små størrelser, der bare hylede af angst! Han tog dem med hjem, og nu er de her. De løber frit rundt på området – min dejlige, unge Nille (opkaldt efter en kær veninde, Pernille i Danmark) er reservemor, og hun viser, hvordan man leger med pinde, blade etc., og er de frække, så vanker der et lille bid i nakken. Disse to tager jeg til kastration i næste uge, for nu er de gamle nok. Derefter skal de vaccineres og sættes til adoption, så jeg har plads til alle de andre. Jeg ville gerne beholde Fifi – hun er en “ruhåret hønsehund” i lille format – men det går ikke, desværre. Jeg kan jo ikke beholde dem alle sammen, selv om jeg gerne ville…

Med hensyn til hvalpe har jeg haft et værre hik-hak med dem fra damen Marcha i San Antioni. Hendes mand er TOTALT imod hendes hjælp til gadedyrene. Hun tog en gravid tæve til sig, og den fik sine hvalpe, som hun havde held til at få afsat. Jeg tror, det var tre eller fire. Ergo var der moderen og tre tævehvalpe tilbage. Hun havde dem i et hundehus, MEN tæven gik jo frit rundt og har åbenbart tiltusket sig en ordentlig omgang lopper, som hvalpene naturligvis også fik. De små havde en hel kappe af lopper, de kløede sig så meget, at de fik sår over det hele, og da de så sådan ud, ville ingen tage dem. Hun meddelte mig en morgen kl. 7, at hvis jeg ikke hentede hvalpene inden kl. 12, ville hendes mand sætte dem på gaden et eller andet sted!
Ja, det er jo noget af et ultimatum, så Marito hentede dem. I mellemtiden fik jeg fat i Damaris, og hendes gartner sagde, at hans mor kunne tage dem. Ok, Marito og jeg tog hen til hende, og jeg tænkte, det her går sgu aldrig godt. Hun bor lige op ad den befærdede landevej, Puriscal/San Jose og under forhold, man kan betragte som slum. Vægge af blik og gulvet er jord! Ok, hun fik foder, og alt det der skal til, hvalpene løb rundt og var bange for det nye, hvilket er normalt. MEN efter fem dage ringede hun fuldstændig ude af den, for hvalpene sov om dagen og legede om natten, så hun kunne ikke sove og var på sammenbruddets rand. Nå, hun bad mig så mindeligt om, at jeg skulle komme og hente dem, hvilket jeg gjorde, så nu er de også her og futter rundt med de andre to. Nille har sit hyr med at passe alle fem og sørge for, at de bliver på området og ikke stikker af. Jeg kigger på dem fra køkkenvinduet og får et godt grin flere gange om dagen. De kan ikke gå eller løbe almindeligt, kun hoppe, og et lille rask slagsmål er jo ikke af vejen. Efter aftensmaden kl. ca. 17 bliver de to lukket ind i et hundehus, og de tre små i en mega transport-kasse, som WSPA donerede for år tilbage.

Apropos hvalpe har jeg jo Prada og Pinky sammen med Willy bag ved gæstehuset. Kun Laura og jeg kan røre dem, for de har en indgroet angst for mennesker, fordi de blev kyst væk af gud og hvermand, da de var små. Nu er de omkring et halvt år, og ved I hvad? JEG skal sgu ikke “kaste med sten” og belære folk om vigtigheden af kastration! Jeg må gribe i egen barm (ikke fordi der er meget at gribe i – jeg er nærmest hulbrystet… Ok, med lidt god vilje og en meget, meget lille hånd..) og indrømme, at jeg simpelthen har glemt, at de ikke er kastrerede. Alle dyr her er neutraliseret, både hanner og hunner, bortset fra de fem små, og det morsomme er, at hverken Yadira og Marito, ej heller Laura og Maria, har tænkt over det. Ikke fordi de skal klandres for det, for det er mig, der står for “biksen”, så det er min skyld helt alene.
Well, de befinder sig hos dyrlæge Laura i øjeblikket, blev opereret for to dage siden, men jeg ville gerne, at hun og hendes assistent kunne “give dem en hånd” og få dem til at forstå, at ikke alle mennesker er af samme slags. Lauras assistent, som passer dyrene på klinikken, har en rigtig god hånd, en hun næsten blev bidt i af Pinky, som ikke ville ud af buret, da hun skulle opereres.

Hos Laura befinder der sig også moderen til de tre små hvalpe. Hende hentede Marito i går, da manden igen, igen havde stillet et ultimatum: Hvis ikke vi hentede hende, ville han sætte hende på gaden i Puriscal, fordi der, sagde han til konen, havde han set, at der stod vand og foder rundt omkring… Og det er rigtigt, det er blandt andet jer fra Dyrenes SOS, som “fodrer” de dyr, der er på gaden, og Natalia og andre, naboer etc. hjælper også med det, de kan. Godt, nu er hun så der, og jeg skal finde en løsning i løbet af et par dage, for tilbage til familien kan hun ikke komme. I tror, det er løgn, men et eller andet sted forstår jeg manden. Han er simpelthen træt af at skulle sprøjte området for lopper, der er så mange, at de også er INDE i huset, hvor der ingen hunde er. Så der taler vi virkelig om et angreb, og selv Marito sagde i går “Lisa, jeg stod i græsset i fem sekunder og var fyldt til knæet af de små bæster.” Nå, manden fik fat i en professionel skadedyrsbekæmper, som kom i går, og nu har de vel lidt fred der på det område.

Konen er virkelig en sød person, holder meget af dyr, men ved ikke, hvordan de skal passes bortset fra mad og gåture og kærlighed. Hun spurgte mig i går, om jeg eventuelt kunne skænke hende noget ormemiddel til de fem hunde, hun har, hvilket jeg kunne. Jeg spurgte hende om, hvor mange piller hun skulle bruge – dem jeg har, er til fem kg, og vejer dyret mere, ja så skal der gives ifølge vægt. Hun bad om to, ja måske kun én til en hund, jeg har set og talt med, Paco. Han vejer noget i retningen af 40 kg. og hun ville give til en, der vejer fem kg! Hun sagde, at hun ikke er særlig god til at regne, og jeg sagde, nej det skal jeg love for, så jeg sendte Marito af sted med alle pillerne og sagde, at han skulle fortælle hende, hvor meget hver hund skulle have. Samtidig fortalte hun, at nu havde hun for første gang badet tæven, som vi hentede, med et loppemiddel. HVAD sagde jeg, det er da det første, du gør, når en hund har lopper, ellers er det da ligegyldigt med sprøjtemiddel. Lopperne sidder på hunden og hopper af og på, ligesom en bus, og så kan man sprøjte alt det, man vil… Nå, resultatet af alt det her er, at hun næppe vil kunne blive adoptionsfamilie i fremtiden, desværre, for hun er god ved dyrene men lidt for uorganiseret, eller måske mangler hun bare lidt forstand, hvem ved.

Ok, hun er en blandt mange uoplyste, og i aftes satte jeg mig ned og lavede en lille, dvs. én side information, omkring de mest almindelige ting, som man kan gøre for at holde dyrene sunde og raske, tykke og fede. Inden da havde jeg kontaktet de fire dyrlæger, vi har her i området og bedt om ok til at oplyse deres telefonnumre på denne side. De ved alle, at ca. 3000 personer har mit telefonnummer og ringer til mig før en dyrlæge, dels fordi de ikke har nummeret, dels fordi de ved, at jeg jo ikke tager penge for mit arbejde. Nuvel, på denne side har jeg beskrevet det, jeg mener, de bør vide. For eksempel at med det formål at få hundefoderet til at række lidt længere kan man købe “jarette”, okseben med marv som koges med yuca og ris. Denne suppe blandes med foder og én gang om ugen iblandes et råt æg uden skal (der sidder mange bakterier i skallen). Denne blanding har proteiner og kulhydrater og er ekstremt billigt og noget man kan gøre, hvis man har nogle få dyr – ikke som jeg med lidt over 30. Det ville blive dyrere på grund af elforbrug i forhold til færdigt foder plus arbejdet. Jeg fortæller om ormemiddel, hvor ofte det skal gives, vaccinationer, to multiple er egentligt ok. Jeg fortæller om vigtigheden af, at hvis dyret er sygt, skal der en dyrlæge til og ikke vente og tro at det nok går over af sig selv. Så er der en liste med navne, adresser og telefonnumre på de 4 dyrlæger, og til slut løfter mor her pegefingeren og siger “glem aldrig at hjælpe din næste, og det inkluderer dyrene, som er sat på gaden. Hjælp dem med foder og tag dem til kastration – der hjælper vi”.
Denne skrivelse vil vi give til alle, der kommer med deres dyr til kastration – det er immervæk en del. Man kunne også forestille sig, at vi udgiver på diverse skoler eller stiller os op, hvor folk alligevel står og keder sig, når de venter på bussen… der er mange muligheder.

Apropos kastrationer så var den 6. august 2011 en god dag for dyrene og deres familier hos indianerne i Quitirisi. Hele 80 dyr blev kastreret, de fleste tæver, men også en del katte plus seks hanhunde. Prisen var sat til 5.000 Colones – ca. 50 kr. – de fleste betalte uden at kny og syntes sågar, det var billigt! WOW, siger jeg bare, jeg betalte dyrlægen ca. 1.700 kr. udover det, vi tog ind, fordi vi giver rabat til dem, der kommer med flere end to, og dem var der en del af. Ydermere tager han 60 kr., så der var 800 kr. jo allerede røget i svinget.
En virkelig succes må man sige, specielt i det område hvor pengene er små. Lokalet var den nye sportshal, givet af kommunen – den var blevet rengjort af fire granvoksne mænd, medlemmer af deres “udviklings-gruppe”. En sportshal er jo stor, selv i lille Costa Rica, noget med syv-otte meter til loftet, inden taget – staalkonstruktion med cementplader, og midt i det hele ser jeg, at der er noget ballade; en kat var stukket af i pure angst, da dyrlægens assistenter tog den ud af buret. Man prøvede at fange den, men den var for hurtig og tog turen op ad stålkonstruktionen. Inden da havde jeg skreget “luk døren, luk døren,” men katten satte sig helt oppe omkring de otte meter og overvejede at springe ned! Jeg bad en stille bøn om ”….for katten… gør det ikke,” men bøn eller ej, en indianergut, af god kaliber må man sige, tog sgu turen op af muren. Hvordan ved jeg ikke, men han greb sig fast her og der, og mutter her var i gang med endnu en bøn – bare han ikke falder ned! Jesus, det så godt nok vildt ud, men han fik fat i katten – den turde ikke hoppe ned, men han havde en sæk i sit bælte. Med én hånd holdt han sig fast, med den anden fik han den lille i sækken og praktisk talt hoppede ned! Vi alle stod med åben mund og polypper, indtil han var ok nede med katten, og alle gik amok i en “klappe-vals”….He made our day.. og kattens! Dagens HELT…. simpelthen!

Nå, her til slut vil jeg lige fortælle, at jeg har afleveret en skrivelse til Dyrenes SOS omkring udgifter i juli måned, sådan at I kan se, hvad jeres donationer går til. Regnskabet er ikke vildt specificeret, det har jeg ikke tid til, men sådan i store træk – lige ud ad landevejen. Juli var lidt skrap såvel pengemæssigt som alt muligt andet. Min mand er på vej ned ad bakke, men det er at forvente. Det er nemmere at sige, hvad han kan, i forhold til, hvad han ikke kan! Altså, det han kan selv er at spise en klapsammen-mad og holde om et glas og nogle gange drikke selv. Det er faktisk alt, og der er kun at væbne sig med tålmodighed og kærlighed og håbe på det bedste. That’s it….

Alt for denne gang. Uwe sover dybt, dyrene er rolige, og Marito og hans bror er i gang med at afvaske vores brønd. Et rotte-lignende dyr er faldet ned i den og blevet “opløst” (fermenteret), og vandet simpelthen STINKER – lugter af prut og de må tage al vandet ud i hvert fald to gange (vi taler om tusindevis af liter). De vasker med stive børster og klor… ja, sådan er det også at bo her på herrens mark. Er der ikke det ene, ja så er der det andet…

Nejjj, lige nu kigger jeg ud ad vinduet her på kontoret og ser for første gang i 11 år et egern inde i haven et par meter fra mig. En smuk lille fyr… og i går, sad en af falkene på stuedøren ud til terrassen og skreg…”kan man måske få noget at spise her?” Godt den tog turen UD – inde i et hus er det umuligt at få fanget en. De har barberblads-kløer og et bid, der siger spar to til alt, og gad vide, hvad de har af bakterier i mund og klør?

Ha’ det dejligt alle sammen, nyd jeres sommer, og jeg melder mig igen om en måneds tid med lidt nyt herfra.

Knus Lise