Costa Rica – 30. maj 2009

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Jeg har gang i mange ting, er nu næsten ved at nå målet med hensyn til en kastrationsklinik i Acosta som bliver sponsoreret af Dyrenes SOS. Det har holdt hårdt, min kontaktperson er smaddersød, men som folk er flest her, noget utilregnelige dvs. sådan i stil med, ” det skal nok gå, vi finder en løsning” men sådan arbejder jeg ikke og stakkels pige, har vist fået “the message” for jeg blev nødt til at ringe til hende hver eneste dag for at høre, om hun NU havde fundet lokalet således at jeg kan kontakte de 3 dyrlæger jeg ønsker skal komme. Nå, datoen var fastsat til 20. juni 2009 men så ringede hun og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, for den dag var der bespisning af fattige i kirkens lokale (som var afsat til os). Folk får også en pose med ris og bønner og de ting de behøver til den daglige mad etc., og det er jo lige de folk, vi skal have fat i, idet det er dem, der ikke har råd til at få deres dyr kastreret og derfor reproducerer de sig, som kaniner.

Efter sigende, er der omkring 25 gadehunde og nu skal jeg have fat i folk, der vil hjælpe dem, dvs. at de indfanger hundene og binder dem, så de er fastende. De beholder dem et par dage efter kastrationen/sterilisationen for at checke sår osv. Derefter slipper de dem fri igen. En uge efter bliver de igen indfanget for at fjerne sting, hvis de stadig er i området. Det bliver det “springende punkt” og jeg bliver nok nødt til at gå på deres lokale kabel-tv og fortælle dem lidt om hvorfor det er nødvendigt at de selv hjælper til med at nedbringe antallet af uønskede hunde og katte, ydermere er det nemmere at afsætte en tæve eller hunkat, der er opereret. Jeg har dyrlægerne, vi skal nok bruge 3, de har deres assistenter, så nu skal jeg “i krig” med at skaffe mine folk, samt få lavet kampagnen med logo fra dyrenes SOS. Denne gang vil jeg gøre det lidt anderledes, da jeg vil bede folk om, at komme med deres dyr ”dewormed”. Mange aner ikke, at man skal give ormemidler til hunde og katte og ind i mellem, dør hunden, ikke pga. af operationen men et kraftigt angreb af orm, derefter hedder det sig, at dyrlægerne har skylden!!!

Well, det skal stå på papiret som bliver delt ud og ophængt, så er der ingen der kan sige “det vidste jeg ikke”!!!

Jeg har også lige lagt sidste hånd på en forespørgsel til WSPA om en donation til forbedringer til mine installationer her, så nu er der bare at vente på, at de i London, acceptere min forespørgsel , jeg har brug for en forlængelse af taget i dog-run så dyrene ikke bliver våde når det regner heftigt, et isolations område til de hunde jeg henter på vejen og som evt. er syge og kan smitte, en vaskemaskine til at vaske deres senge eller klude, en lille transistor til musik og snak, således at de ikke bliver forskrækkede over larm fra TV og radio, når de evt. en dag bliver adopteret. Mange familier bor tæt på hinanden og de har hver deres program og det er HØJT så det overdøver naboens radio. Her er er der så stille, at man kan høre græsset gro!!! Ydermere har jeg bedt om 3 gigant-transportkasser som jeg vil bruge som hundehuse til dem, hvor jeg ikke har plads andre steder således, at jeg da ihvertfald kan få dem væk fra vejen/gaden…få dem op at stå og håbe på at en eller anden god familie vil have dem når de er opereret, dewormed, vaccineret og i god foderstand. Det lyder enkelt men er faktisk en stor opgave at få det hel til at passe sammen fordi der er så mange og sådan en radmager hund der ikke har spist i lang tid, skal behandles lidt forsigtigt så man ikke ødelægger maven på den.

I mandags kom der et TV-hold fra Puriscal og bad mig om at fortælle om gadedyr, hvorfor de bliver sat på gaden,(der er mange grunde) og jeg snakkede og regerede i over 45 minutter i et væk, faktisk lang tid men da det er min “kæphest”, så var der rigeligt at tage af!!! I “slutspurten” bad jeg inderligt folk om at hjælpe dyrene på gaden, har den enkelte ikke råd selv, så søg hjælp hos naboer, familie, venner etc. og jeg fortalte dem om mit motto ” vi kan ikke redde alle men sammen kan vi redde mange”, så nu er der kun at håbe, at den er “feset ind”. Programmet er for unge og min ide var/er, at det er dem jeg skal have fat i, sådan at hvis deres forældre tænker på at smide en hund eller kat på gaden, så skal de opponere mod det og finde løsninger selv. Det er så nemt at ringe til Lise og videregive problemet til mig!!! Jeg er klar til at hjælpe med råd og vejledning og kastration men hunden bliver hos dem!!!

De hunde der løber fortvivlet rundt på vejen og ikke har nogen til at hjælpe dem, tager jeg med, hvis jeg kan fange dem, det lykkes normalt, hvis ikke første gang, så anden hvis jeg kan hitte dem igen, jeg rasler med madposen, taler blødt til dem og lægger noget foder som de spiser, måske løber de væk, men næste dag er de der igen og sådan får jeg deres fortrolighed til jeg kan få fanget dem og taget dem med herhjem….jah, sådan er det, men heldigvis er der ikke så mange på gaden mere, jeg ser frugterne af mit arbejde, så nu er det bare at vente en 8-10 års tid, så er de unge voksne og vil forhåbentlig tænke en ekstra gang og ikke gøre som deres forældre, som bare satte hunden på gaden, men tage ansvaret for den beslutning de i sin tid tog, da de besluttede sig for at have hund!!!!! Det sidste var min afslutning til tv-programmet.

I øvrigt kommer de igen snart, jeg er ved at lægge sidste hånd på information om de mest almindelige sygdomme og hvordan man selv kan behandle dem, dvs. hvad folk bør have hjemme i en lille kasse, sådan at de kan give en form for første hjælp inditl de ringer til mig og som henviser til en dyrlæge. Sådan er det faktisk altid, de ringer her i håb om at jeg kommer og hjælper deres dyr, og da de ved jeg gør det gratis , så prøver de mig først – enten vil de ikke betale, har måske ikke transport til dyrlægen eller simpelthen så fattige, at de ikke kan betale. Jeg spørger dem hvor meget de kan betale og siger, at jeg deltager i udgiften men kan de, skal de hjælpe til selv og derved “lærer” jeg dem, at hvis et dyr er sygt, skal de opsøge en dyrlæge ligesom de opsøger en læge eller hospital, hvis et menneske er sygt. Det kan vel ikke være saa svært at begribe!!!

Så, det blev en længere “smøre” nu vil jeg gå ud og underholde min lille mand der sidder og keder sig i rullestolen. En veninde har lige ringet og vil komme med noget kinesermad, dejligt så bliver jeg fri for at koge i aften, og vi nøjes med en bid brød…

Endnu engang tak for donationer og vi mailes ved.

Knus
Lise