En anderledes “turen går til Thailand” – 2004
af Dyrlæge Trine Sif Sørensen ved PDSA PetAid Hospital Huyton, Liverpool, England
En fortælling om ti dage som frivillig felt-dyrlæge for Soi Dog Rescue i Thailand
Seks dyrlæger, 2 veterinærsygeplejersker og en freelance fotograf mødtes i Thailands hovedstad Bangkok for at arbejde for »Soi Dog Rescue« sidst i oktober 2004. Primære opgave var at neutralisere herreløse gadehunde i og omkring Bangkok. »Soi« er det thailandske ord for gade.
I Bangkok international lufthavn blev vi hentet af nogle imødekommende engelske »ladies«. Det er disse damer der i skrivende stund er bosiddende i Bangkok, som på eget initiativ for ca. tre år siden startede organisationen Soi Dog Rescue, SDR.
Vi blev alle indlogeret på et Hotel i Bangkok, hvor vi skulle tilbringe de første par nætter indtil vi kunne blive indlogeret privat. Jeg skulle bo hos en yngre velhavende thailandsk dame ved navn Pym, i hendes villa i hjertet af Bangkok. Her husedes over 100 syge og restituerede gadehunde. Så det var meget hundeglam der kom mig i møde da jeg to dage senere ankom til mit nye midlertidige hjem i Bangkok. Pym er uddannet sygeplejerske i England og har efter hun vendte hjem til Thailand startet sin egen organisation, som hedder DOG CHANCE.
Erfaringer der ligger til grund for Soi Dog Rescue’s arbejde
Mange tror at kæledyr adopterer såkaldte medfødte instinkter og kan jage for at overleve hvis de efterlades på egen hånd. Sandheden er at det kan de ikke! De lever i en daglig kamp for at overleve i gader og stræder af de levninger de kan tigge sig til eller stjæle. Hvis ikke de fodres vil mange af dem dø unge af sygdomme, sult, misrøgt og uheld, eller dø en grum død ved forgiftning eller overgreb.
Lige meget hvor mange hunde eller katte der aflives, vil fertile overlevende altid avle maximalt. Erfaringer op gennem det tyvende århundrede har vist at indfangning og aflivning af både hunde og katte, kun fører til et midlertidigt fald i populationen, der endog oftest efterfølges af en stigning, der overgår den oprindelige population på grund af manglende konkurrence om tilgængelig føde. Lad os ikke gentage disse mislykkedes forsøg og lad os lære af erfaringen.
Sterilisation, vaccination og bred offentlig uddannelse er den mindst bekostelige mest humane måde hvorpå en overpopulation af uønskede hunde og katte kan reduceres.
Allerede tidligt den første morgen blev vi hentet og kørt til et buddhistisk tempel ca. en times kørsel uden for Bangkok. Her mødte et hektisk syn os. I en del af templet, der var ligesom en stor overdækket terrasse, var mange mennesker i fuld aktivitet med at få et form for felt-hospital op at stå. Borde blev rigget til – til medicin, klargøring af patienter, induktion af narkose, operation, efterbehandling og vask af brugte instrumenter og afdækninger. For enden af lokaliteten var der opstillet hundegårde hvori de indfangede gadehunde ventede på neutralisering og behandling. Og hvilke hunde… afmagrede, underdanige og parasit-befængte hunde; nogle af dem så endog meget syge ud og vi var rystede over, at det var disse hunde der stod overfor fuld narkose og operation. Samtidig var der løse hunde og hvalpe alle steder, der nysgerrigt traskede rundt og fulgte med i begivenhederne. Mange af disse var såkaldte »Tempelhunde«, der boede hos munkene på klosteret.
Vi fik hurtigt selv travlt med at pakke medbragt medicin og instrumenter ud og gøre klar til at komme i gang. Men inden vi kunne begynde at give hundene beroligende medicin måtte vi deltage i en højtidelig seance, hvor en af de buddhistiske munke bad en bøn for alle hundene. Så kunne vi gå i gang!
Mange af hundene var søde hunde, men de var selvfølgelig lidt skræmte og ikke vant til at blive håndteret. Nogle af hundene havde en form for ejer eller munk, der til daglig kiggede efter dem og gav dem madrester.
Alle hunde blev lagt i fuld narkose, blev kigget igennem fra snude til halespids og neutraliseret, efterfølgende blev de vaccineret mod rabies og behandlet mod både indvoldsorm og parasitter. Når hundene var færdigbehandlede blev de lagt til opvågning i hundegårdene, sammen med de hunde de var blevet indfanget sammen med. Her skulle de så opholde sig de næste 10 dage indtil stingene skulle fjernes og de igen kunne blive lukket ud på samme sted som de var blevet indfanget fra. Det sidste er vigtigt, fordi man på denne måde undgår unødige hundeslagsmål om territorier og indbyrdes hierarki blandt hundene. Hele dagen stod vi i varmen og arbejdede mens der stod en let brise igennem templet, til tider så kraftig at både afdækning og andre ting var ved at blæse ned af bordet. Nogle af hundene var så befængte med utøj, specielt flåter i store mængder, at de hvide operationsborde blev helt levende af små sorte »prikker«. Samtidig havde vi en lind strøm af nysgerrige tilskuere, der skulle se på nærmeste hånd, hvad det nu var vi lavede. Da en nærliggende skole holdt frokostpause samledes der noget lignede hundrede fnisende børn omkring felthospitalet. Alle observerede med stor begejstring hele sceneriet.
Klokken fem om eftermiddagen pakkede vi sammen og kørte tilbage til Bangkok. Tilbage på hotellet tog vi os et tiltrængt bad, gik ud for at spise og fik, hvad vi selv kaldte for en velfortjent øl. Trætte gik vi tidligt i seng med tankerne fulde af en sjov og meget anderledes arbejdsdag.
Næste morgen tog vi tidligt af sted i taxa til et lille lokalsamfund lige uden for Bangkok. Her blev felthospitalet reetableret og vi gik friske i gang med alle de nye patienter. Desværre var der ikke så mange hunde til os, da nogle af hundene var brudt ud af hundegårdene i løbet af natten. Til gengæld fik vi besøg af den lokale avis, der interviewede og tog billeder, således at budskabet om at gøre noget for gadehundene kunne blive formidlet til andre i de nærliggende områder. Samtidig gav de færre hunde mulighed for at vi alle kunne holde lidt tidlige fri og nå en dukkert i poolen eller en thaimassage inden aftensmaden. Sidstnævnte er fantastisk dejligt efter at have stået det meste af dagen og arbejdet ved et noget for lavt operationsbord!
Efterfølgende dag gik turen til et andet større tempel udenfor Bangkok. Her var der mange private hundeejere der også var dukket op for at få deres egen hund neutraliseret. Andre havde også katte med. Vi nåede næsten at operere dem alle, og havde god hjælp fra thailandske studerende, der som led i et skoleprojekt deltog i det frivillige arbejde for de herreløse hunde.
På denne måde gik arbejdsdagene hurtigt og efter otte dages arbejde i felten var langt over 200 hunde og ca. 40 katte neutraliseret. Dette er selvfølgelig blot en dråbe i havet, set i lyset af at der er mange tusinde herreløse hunde i Bangkok. Men for den enkelte hund gør det en stor forskel og i de lokalområder vi nåede at besøge vil der fødes knapt så mange hvalpe til en kummerlig tilværelse.
Det største arbejde blev udført af personerne i SDR, som bruger al deres tid på at indfange hundene, oplyse lokalbefolkningen om fordelene ved en mindre, men sundere hundepopulation og ikke mindst samle penge ind til mad og medicin til hundene. Det er et kæmpe arbejde der bliver udført på frivillig basis – altid med et smil og en humoristisk indgangsvinkel til de til tider noget håbløse og uoverskuelige arbejdsopgaver.
Inden hjemrejsen afholdte vi et evalueringsmøde, hvor vi gennemgik dagenes forløb. Og vejede det opnåede mål med de udgifter der havde været forbundet med projektet og de praktiske opgaver der skulle gennemføres før under og efter. Da det var første gang SDR gennemførte et sådan projekt og det for os frivillige var ny erfaring, var det vigtig at finde ud af hvad der havde fungeret godt og hvad der havde fungeret mindre heldigt til næste gang. For en ting var sikkert at succesen skulle gentages!
Hvis du vil vide mere om Soi Dog Rescue og Dog Chance, kan du finde flere oplysninger på net-adresserne:
- Estimeret antal af herreløse hunde – der lever en kummerlig tilværelse i Bankok’s gader = 150 000.
- Et hunde-par får i gennemsnit 16 hvalpe om året, hvis disse også formerer sig, kan et par blive op til 500 hunde på et år.
- Der er ingen statsstøtte til arbejdet for de herreløse hunde.
- Der er ingen internater.
- Aflivning ved strykninforgiftning er en chokerende realitet.
- Religiøse love forbyder aflivning af selv meget syge hunde.
- Hunde indfanges i Bangkok’s gader for at efterkomme en stigende efterspørgsel på hundekød andre steder – hvor slagtning kan være langsom og inhuman.