Tibet Charity – april 2013 – Foreningen Dyrlæger uden Grænser

Af stud.med.vet. Karen Singers Johansen og Kristine Dich-Jørgensen
Fotograf: Viktor Holm

Som frivillig på Tibet Charity Clinic.

Som næsten færdiguddannede dyrlæger, har vi i dette forår fået muligheden for at arbejde med gadehunde på Tibet Charity Animal Care Section i den nordindiske by Mcleod Ganj. Vi tog en måned ud af kalenderen og tog af sted, fordi vi mente, at vi havde kvalifikationerne til at give en hjælpende hånd, samtidig med, at vi var nysgerrige efter at finde ud af, hvordan et udviklingsland som Indien tager hånd om problemerne med gadehunde.

Klinikken blev i første gang oprettet, for at komme problemet med den voksende population af gadehunde i området til livs, samt at vaccinere såvel gadehunde som kæledyr mod rabies. I dag behandles også kæledyr for diverse sygdomme. Der tages betaling for den medicin der anvendes, men ikke for dyrlægens tid.

Ankomst til Mcleod Ganj
Efter 12 timers kørsel fra Indiens hovedstad New Delhi, ankom vi sent om aftenen til Mcleod Ganj. Her blev vi varmt modtaget af Tibet Charitys Director, Tsering Thundup, og indlogeret på et fint, lille hotel midt i byen. Vi startede vores arbejde på veterinærklinikken den følgende mandag, og faldt hurtig ind i en rytme med behandling af indlagte patienter og modtagelse af tilskadekomne gadehunde, såvel som kæledyr.

En typisk dag på klinikken
Efter indtagelse af morgenmad i solen på en af byens mange tagterrasser og indkøb af fladbrød hos byens lokale tibetanske brødsælger, spadserer vi mod klinikken. Efter 20 minutters gåtur med udsigt til de smukke bjerge omkring os, ankommer vi kl. 9 til Tibet Charitys veterinærafdeling, og hilses af en flok glade og temmelig højlydte hunde. Ved åbning af lågen er vi altid sikre på at blive modtaget af en gøende Jenny, et velnæret gadekryds, der for år tilbage kom til skade med bagpartiet, og derfor er blevet fast inventar på klinikken. Humpende bag Jenny kommer Kaalu , en lille sort hvalp, der har været på klinikken flere gange, denne gang med et brækket lårben. Klinikkens dyrlæge, Dakpa Tenzin, er allerede i gang med at trække medicin op i sprøjter til de indlagte patienter. Vi overtager opgaven og behandler blandt andet de mange indlagte patienter med hudlidelser, som er et stort problem blandt gadehunde. I hundegården går også ”The tumor dog”, som har fået konstateret en uhelbredelig form for knoglecancer. Vi kan ikke gøre andet for ham end at give ham en masse kærlighed, mad og et trygt hjem på klinikken. Den dag hunden bliver alvorligt påvirket af sin sygdom, giver dyrlægen ham en sprøjte og lader ham sove ind, men af religiøse årsager er man villig til at gå noget længere med den palliative behandling end man er i Danmark.

Ikke alle hunde i hundegården er syge. Blandt dem er tre små hvalpe, som blot venter på at blive bortadopteret. Mens vi behandler hundene, gør klinikkens veterinærsygeplejer og alt-mulig-mand, Jampa, rent i hundegården og på klinikken i øvrigt. I løbet af formiddagen kommer hundeejere ind med deres hunde. Blandt andet får vi en hvid tæve ind med en svær øjeninfektion og et sår på hornhinden. Fordi det er en potentiel kirurgisk patient, henviser vi til veterinærhospitalet i Palampur to timers kørsel fra Mcleod Ganj. Midt på formiddagen modtager Lobsang Thubcho, veterinærsygeplejer og klinikkens overhoved, et opkald fra en tibetaner, der har fundet en påkørt hvalp i vejkanten. Vi hopper straks ind i bilen, og kører med Jampa ud for at hente hvalpen, som på klinikken får sine sår renset og bandageret. Efter frokost, som består af dhal, ris og chai (krydret mælkete), skal to tæver, der blev indfanget i Mcleod Ganj i går, steriliseres. Med kyndig hjælp og vejledning fra dyrlæge Tenzin, opererer vi en hund hver, som efter indgrebet bliver lagt ind i opvågningsrummet med tæpper og radiator. Inden arbejdsdagen er omme, skal vi udfylde vores daglige patientjournaler og tjekke op på de indlagte patienter. Klokken passerer 17, og det er tid til at vende snuden hjemad mod Mcleod og en velfortjent kop chai på en byens mange hyggelige cafeer.

Interesse fra turister
Klinikken ligger på strækningen mellem Mcleod Ganj og et af områdets turistattraktioner, Dal Lake. Derfor havde vi i løbet af en dag besøg af en del forbipasserende, der fandt klinikken indbydende og interessant. De fik alle en højlydt velkomst af de mange hunde i hundegården, og rundvisning og en snak med dyrlæge Tenzin. Blandt de besøgende var den svenske fotograf Viktor Holm, der tog en del billeder af stedet og var særlig interesseret i vores og veterinærsygeplejernes interaktion med hundene. Det var af ham, at Lobsang Thubcho fik tilnavnet Doctor Love.

Farvel og tak…
Dagen inden vores afrejse fra Mcleod Ganj blev vi inviteret på chai og samosas på Tibet Charitys hovedkontor beliggende lige syd for byen. Om halsen fik vi, ligesom ved vores ankomst, lagt et lykkebringende hvidt silkeskærf. Da vores taxa trillede ud af byen tidligt næste morgen, stod Jampa, Thubcho og Jenny på torvet midt i byen og vinkede farvel.

…for alt, og på gensyn!
Da vi for cirka et år siden sad på biblioteket på det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og diskuterede, hvad vi skulle bruge vores kostbare rejsemåneder på, var vi omkring alt fra arbejde med marine dyr i det sydlige New Zealand til praktik på et universitetshospital i USA. Valget faldt på gadehunde i Nordindien, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Med os fra tiden på Tibet Charity Clinic har vi fået et utal af gode minder, indsigt i den tibetanske og indiske kultur og venner for livet – såvel tobenede som firbenede. Rent fagligt kommer vi hjem med en masse ny viden i bagagen, og vi har lært at takle komplicerede veterinære cases med relativt få diagnostiske midler. Vi har fået smag for velgørenhedsarbejde og har fundet et sted i verden, vi helt sikkert vil vende tilbage til en gang i fremtiden.

Med venlig hilsen

Karen Singers Johansen & Kristine Dich-Jørgensen[divider]