Gadedyr i Cambodja kan også have tandpine!
En af vores samarbejdsorganisationer, Animal Rescue Cambodia (ARC), har for nylig sendt os en rapport om, hvad den seneste donation er blevet brugt på.
ARC har hjemme i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, og arbejder for at fremme dyrevelfærden hos både gadedyr og dyr med ejere – og der er nok at gå igang med, når man er en dyrevelfærdsorganisation i Cambodja!
Gadedyr kan også have tandpine!
I denne omgang er donationen fra Foreningen Dyrlæger uden Grænser gået til vaccinationer (herunder mod rabies) og “tandlægeudstyr” til deres klinik, som behandler gadedyr og dyr fra de fattige områder i Phnom Penh.
Vi var glædeligt overraskede over, at de også sætter fokus på dyrenes tænder. Det er nemt at se, hvis en hund har fået et sår, eller en kat halter på et ben, men sygdomme i mundhulen kan gøre mindst lige så ondt, selvom man ikke lægger så meget mærke til dem!
Selv i et land som Danmark, hvor langt de fleste heldigvis går op i god dyrevelfærd, er det kun indenfor de seneste årtier, at der rigtig er kommet fokus på vores kæledyrs tænder. Men hvis man selv har haft tandpine, ved man, hvor ondt det kan gøre, selvom det ikke kan ses udefra – og at det derfor er et område, der er lige så vigtigt som fx at sy et sår.
Alt i alt tror vi, at investeringen i tandlægeudstyr kan gøre en rigtig stor forskel for rigtig mange gadedyr i Phnom Penh.
Nedenfor ses billeder fra to af de første mange katte, der har haft glæde af det nye udstyr.
Knækket tand – av, av, av! Der er helt sikkert åbent ind til den levende del af tanden, hvor nerverne og blodkarrene sidder. Selvom katten havde ondt, spiste den stadig, da overlevelsesinstiktet vandt over smerten fra den knækkede tand. De knækkede tænder blev fjernet – først og fremmest fordi de gør ondt, men også fordi der er risiko for, at der kan gå infektion i tandens rod og videre op i kæbeknoglen… og det kan være rigtig svært at behandle, især hos en gadekat.
Katten her har kraftig rødme og betændelse i tandkødet. Det viste sig at være såkaldte tandresorptioner, som er en sygdom, der desværre ikke er sjælden hos katte. Tandresorptioner gør ondt, og det var derfor nødvendigt at fjerne de angrebne tænder for at give katten et liv uden smerter.
Som I kan høre, er tænder et vigtig emne – OGSÅ hos gadedyr – og vi glæder os til at høre mere fra ARC næste gang!
Udfordringer relateret til dyrevelfærd i Cambodja
- Modstand mod at neutralisere gadedyr (blandt andet grundet buddhistiske værdier). Dette resulterer i, at der er alt for store bestande af gadehunde og gadekatte, hvilket fører til underernæring, spredning af smitsomme sygdomme (herunder rabies/hundegalskab), kampe, skader osv. – især hos hundene.
- Fattigdom hos Cambodjas befolkning. Cirka 5,5 millioner mennesker i Cambodja har under 15 kroner at leve for om dagen – dette levner ikke mange penge til hundemad eller eventuel dyrlægehjælp.
- Cirka 800 mennesker dør hvert år af rabies! Dette fører til mistænksomhed mod og fjendtliggørelse af gadehunde.
- Fokus for det meste dyrlægearbejde i Cambodja ligger stadig hos landbrugsdyr – for eksempel på politisk niveau, i statens budgetter, i pensum på dyrlægeuddannelsen mm. Der er dog langsomt mere og mere fokus på mindre dyr som hunde og katte. (Læs eventuelt mere om oplæring af dyrlæger i Phnom Penh her, red.)
Hvad gør ARC?
- Arbejder med neutralisationsprogrammer for at bekæmpe overpopulation af gadedyr og tilbyder hjælp og dyrlægehjælp til dyr i nød.
- Oplysning, oplysning, oplysning: uddannelse af befolkningen for at opfordre til god dyrevelfærd – herunder hvad man skal gøre, hvis man opdager dyr i nød.
- Bedre kvalitet af dyrlægearbejde i Cambodja, især med fokus på hunde og katte.
- Politisk arbejde for at få indført strammere lovgivning på dyrevelfærdsområdet.