I december sendte Foreningen Dyrlæger Uden Grænser en stor donation afsted til TAWESO. I forbindelse med, at Tanzania skifter hovedstad fra Dar es Salaam til Dodoma i det centrale Tanzania, skal Taweso også flytte deres hovedkvarter hertil. Dodoma er voldsomt plaget af gadehunde, der er i en sølle forfatning, og Taweso har et stort arbejde foran sig med at få kontrol med gadehundebestanden i byen.
Vi har modtaget følgende rapport fra dem:

 

“Støttet af Foreningen Dyrlæger Uden Grænser blev vores ABC-projekt for første gang ført ud i livet i den centrale del af Tanzania (normalt arbejder TAWESO omkring Dar es Salaam, red.). I disse meget landlige omgivelser oplevede vi dyr i værre tilstand end vi er vant til og med endnu mere brug for hjælp, da mange af dem er negligerede eller efterladte.

Siden landets hovedstad er flyttet fra Dar es Salaam til det centrale Tanzania, er antallet af dyr på gaden steget. Antallet af hunde og katte i de mindre samfund er voldsomt forøget. Det har regnet kraftigt i både det centrale område og andre områder i Tanzania, men det lykkedes os at gennemføre projektet, om end med udfordringer grundet regnen.

Vi satte fangbure op til de katte og hunde, der hvilede sig i skyggen af lastbiler og normalt overlevede ved at spise skrald eller rester fra restauranter. I modsætning til i Dar es Salaam var disse dyr vant til mennesker, men vi brugte for en sikkerheds skyld vores normale sikkerhedsudstyr mens vi fangede dem. Under indfangningen opdagede vi, at nogle af kattene var drægtige i de tidlige stadier.

Vores ABC-projekt fra slutningen af februar til marts 2020 fik neutraliseret i alt 132 katte og hunde.

Ydermere blev syge dyr behandlet – dette inkluderede sår, TVT (Transmissible Venereal Tumours) i nogle af tæverne samt hudproblemer, som er rigtig slemme hos mange af hundene.

Alle de indfangne dyr blev vaccineret imod rabies, samt fik en ormekur og en loppebehandling. Desuden blev de mærket med et lille indsnit i venstre øre, så de samme dyr ikke indfanges igen, når de igen blev lukket ud.

Tusind tak til Foreningen Dyrlæger Uden Grænser for at hjælpe os med dette vigtige projekt – I har været med til at gøre det til en succes i det centrale Tanzania, samt for frivillige fra TAWESO, dyrlæger, dyrlægeassistenter samt lederne i de små samfund.”