Grenadas forsømte hunde.

Kære læsere.

Uge 6. En uge der for én gangs skyld ikke har stået i hvalpenes tegn. Ikke fordi jeg helst vil være foruden dem (de er jo så pokkers søde), men fordi det har haft den betydning, at vi har kunnet koncentrere os mere om vores øvrige patienter, i stedet for at gå og bekymre os om pladsmangel og bruge tid på, at lede efter pleje- og adoptionsfamilier. Alle raske hvalpe er faktisk blevet sendt afsted – enten til USA eller til plejefamilier i Grenada. Har dog hørt rygter om, at der snart kommer rigtig mange hvalpe, så fortvivl ej: Der skal nok komme mange flere hvalpebilleder!

Denne uge har stået i “de forsømte hundes” tegn. Ikke just opmuntrende at læse om, det ved jeg, men desværre er det uundgåeligt at berette om, da det fylder en stor del af arbejdet som dyrlæge her. Jeg har i denne uge tre forsømte hunde, som jeg kort vil fortælle om. Den første er hunden Spotty. Spotty kom tirsdag ind til sterilisation. Jeg skulle foretage den kliniske undersøgelse for at være sikker på, at Spotty var sund og rask nok til, at kunne blive opereret. Det stod dog hurtigt klart, at det var hun overhovedet ikke. Hun var meget tynd, men havde en stor udspilet mave. Hendes slimhinder var kridhvide og tørre, hendes hæmatokrittal (volumen af røde blodceller) var under 5 (normalværdien er over 40), hun var dehydreret og hendes puls var meget forhøjet. Ikke ligefrem en kandidat til at blive lagt i anæstesi til operation. Derfor aflyste vi operationen, og i stedet tog vi flere prøver fra hende for at finde ud af, hvad hun fejlede.

Det viste sig, at hun var meget hurtig at diagnosticere. Hendes afføring var nemlig fyldt med hageorm! Ikke noget for sarte sjæle. Det er klart, at hun manglede blod med sådan en ormebyrde. Den eneste løsning i denne situation var akut blodtransfusion. Det er dog ikke noget, som vi normalt udfører her, da vi ikke har donorblod liggende, og alle vores blodtransfusionsposer er for gamle. Men Sharon, hende der styrer GSPCA, ville have, at vi skulle forsøge at gøre alt for at redde Spotty. Derfor valgte Sharon sin egen hund som bloddonor. Fra ham tappede vi 50 ml blod, blandede det med heparin for at undgå, at blodet koagulerede, og tilsidst overførte vi blodet til Spotty i en periode over 4 timer. Spotty overlevede, men hendes tilstand var kristisk i de efterfølgende par dage. Sharon har haft Spotty hjemme hos sig hele weekenden, og i dag, mandag, trådte en fuldstændig forandret hund ind ad døren. Hun kunne selv gå, hendes hale logrede og hun virkede i det hele taget til at have meget mere energi end i sidste uge. Nu skal hun bare blive helt rask, og så skal vi finde en sød adoptionsfamilie til hende. Hun skal ikke tilbage til den familie, hun kom fra – det har hun ikke fortjent.

Ugens anden forsømte hund, kom ind dagen efter Spotty. Han hedder Jeffrey. Vi fik et opkald fra en bekymret person, der havde set Jeffrey rende rundt på gaden i flere måneder. Jeffrey havde det tydeligvis ikke godt, og var bange for mennesker. Da vi fandt ham, og fangede ham, blev vi alle meget overraskede over hans tilstand. Tydeligvis havde han været bundet fast i venstre bagben i længere tid, før han så er sluppet fri. Hans ben var nemlig voldsomt hævet under det der lignede et “indsnøringsmærke”. Jeffrey var skræmt fra vid og sans, og var meget svær at undersøge. Vi fik ham dog sederet, så vi kunne tage et røntgenbillede af hans ben, og det stod klart, at hans ben måtte amputeres.

Han har dog både hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber, så før vi kan foretage operationen, skal hans almen tilstand forbedres. Vi har brugt meget tid på, at få ham til at føle sig tryg her og det er faktisk lykkedes, at komme tæt på ham, fodre ham og nu er halen også begyndt at logre, når man tager kontakt til ham. Vi er alle, inklusiv de lokale der har set Jeffrey, meget chokeret over, at nogle mennesker kan behandle andre levende individer på den måde. Det er jo rent ondskab. Vi har derfor også givet offentligheden en ordentlig opsang på vores Facebookside for at gøre opmærksom på, at det bare ikke er i orden at holde dyr på den måde. Nu må vi se, om det har effekt.

Den sidste hund jeg vil berette om, er en der kom ind torsdag med fuldstændig filtret og snasket pels fyldt med lopper. Forskellige steder på ryggen havde hunden sår, som var opstået, da ejeren havde forsøgt at klippe hunden. Altså var der her tale om en ejer, der rent faktisk havde forsøgt at hjælpe sin hund (dog lidt for sent), men som bare havde fejlet i forsøget. Vi begyndte at trimme hunden med en barbermaskine, og pludselig piblede det frem med små hvide dyr – maddiker! Verdens klammeste dyr, hvis man spørger mig. Føj! De var både i sårene, i små gange, som de havde lavet mellem hundens tæer og så myldrede de ud af hundens ører. Jeg brugte flere timer på at fjerne dem med pincet og så ellers trimme hunden fuldstændig. Ejeren blev tydeligvis påvirket og ked af det, da han fandt ud af, hvor slem hundens tilstand var. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe sin hund ved at klippe den. Derfor fik han også hunden med hjem igen, men med en grundig instruks om hvordan han skulle pleje sin hund.

Jeg er lige trådt ind i en ny uge, som forhåbentlig bliver begivenhedsrig, men de forsømte, mishandlede hunde må gerne udeblive. Verden må godt vise sig fra sin bedste side – også når det gælder det amerikanske valg, tak. Lad os se om verden stadig står i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

---