Om hundene i Grenada…… og deres ejere!

Kære læsere.

Dette er min tredje beretning om livet som dyrlæge i Caribien. Et liv som stadig er så begivenhedsrigt, at det gør det vanskeligt for mig, at holde styr på dagene og begivenhederne. Derfor er jeg utrolig glad for, at jeg fører dagbog hver dag (både en privat og en “patienthåndbog”), så jeg på den måde kan bruge disse til at minde min, åbenbart aldrende, hjerne om, hvad jeg har lavet i løbet af ugen.

Ud fra min patienthåndbog vil jeg i denne uge berette om én case, der har været lidt anderledes end alle de andre mere “normale” konsultationer og operationer. Det drejer sig om hunden Pepper. Pepper er en hunhund, som tirsdag blev fundet på gaden af et par turister. Hun kunne ikke støtte på sit ene forben, og virkede til at have mange smerter. Turisterne kontaktede straks GSPCA, og kort efter kørte vi hen til der, hvor hunden var fundet.

Hun lignede en herreløs hund, men for en sikkerhedsskyld spurgte vi rundt i området, om der var nogen der kendte hunden og/eller eventuelle ejere. Det var der ingen der gjorde, så vi bragte hende til GSPCA. Her kunne vi konstatere, at hun lige må have fået hvalpe, og at der altså højst sandsynlighed var nogle hvalpe alene derude uden deres mor. En gruppe af os kørte derfor tilbage til samme område, hvor vi også havde hørt, at der skulle være hvalpe.

At finde ud af hvor de forskellige hunde kommer fra, om de har ejere, hvor de er nu osv., kan være meget svært her. Man kan få mange forskellige historier afhængig af hvem man taler med, så det er om at holde tungen lige i munden. Hvordan vi fandt frem til hvalpene i denne case, er jeg fx stadig ikke helt sikker på, også selvom jeg var med ude at hente dem. Det kan igen også bare skyldes min aldrende hjerne… Under alle omstændigheder var der nogen i gruppen, der fandt frem til et lille et-værelses hus med bliktag, på en skrænt ved siden af vejen, hvor der boede en ældre mand og hans, ikke helt normale, kone.

Det var tydeligt, at de to tilhørte Grenadas underklasse, og at de ikke havde meget til at klare dagen og vejen. Vi spurgte manden, om han havde hvalpe, hvilket han svarede ja til, og han svarede også ja, da vi spurgte, om han ligeledes ejede deres mor. Han havde dog intet navn til hunden eller hendes hvalpe. Under nogle løse træbrædder under huset fandt vi så to små hvalpe – en sort og en hvid. Vi fortalte manden, der altså påstod at være ejeren, at vi blev nødt til at tage hvalpene til deres mor på klinikken, og at moderen skulle være hos os for at få udredt sin halthed og i det hele taget for at blive passet og plejet.

Manden fortalte, at han ikke havde råd til at betale for behandlingen og på trods af, at han tydeligvis ikke havde ressourcer til at tage sig af sine hunde, ville han ikke overdrage dem til os og på den måde fragive sig sit ejerskab. Det er ikke tilladt at tage hunde fra deres ejer uden ejerens samtykke, så vi endte i en længere debat med manden for at forsøge at få ham overtalt til at bringe hundene i vores varetægt. På et tidspunkt langt inde i denne diskussion fortæller manden så, at han alligevel ikke er hundenes ejer. Vi forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor han i første omgang løj om ejerskabet. Hvor om alting er, endte det med, at vi fik hvalpene, som vi nu har opkaldt Freddy og Fiona, og at de trives på bedste vis i kennelen sammen med deres mor, Pepper, der har fået bandageret sit brækkede venstre forben. Alle tre hunde vil blive sat til adoption.

I øjeblikket er vi en del frivillige på klinikken – 4 i alt. Derfor har vi mulighed for at udføre en masse neutraliseringer, men det kræver, at vi har nogen dyr. Der er masser af dyr derude, der ikke er blevet neutraliseret, men mange af disse dyr kommer fra fattige hjem, hvor ejerne ikke har råd til operationen. Derfor vil vi gerne tilbyde disse ejere billige neutraliseringer og på den måde, forhåbentlig, få flere dyr steriliseret og kastreret, så vi kan hjælpe med at nedbringe antallet af hunde på øen. Der er så mange hunde her, der ikke bliver passet og plejet ordentligt, også selvom de har ejere.

På baggrund af dette tilbragte hele GSPCA-teamet vores lørdag formiddag i det meget fattige River Road området, hvor der lever rigtig mange hunde. De fleste har ejere, men ejerne har altså ikke råd til at få dem vaccineret og neutraliseret. Derfor var vores opgave denne lørdag, at sætte en stand op i kvarteret, hvorfra vi gav gratis rabiesvaccinationer og ormebehandling til de forbipasserende hunde. Derudover spredte nogen af os rundt i området og gik fra dør til dør for at få folk skrevet på en liste til neutralisering af deres dyr (hund eller kat) for under 50 ECD (125 kr).

Jeg blev ved standen og vaccinerede hunde, men jeg var også lige forbi nabohuset, hvor de havde en hunhund, som jeg ville forsøge at få ejeren overtalt til at få steriliseret. Det viste sig, at hunden stod bundet i en kæde i en smal gyde bag huset, og at hunden aldrig havde været andre steder end der. Den kom ALDRIG ud. Hunden, der trods alt var i god stand, havde utrolig meget energi, og var slet ikke til at styre, da vi tog hende over til standen for at få hende vaccineret. Verden udenfor huset var helt ny for hende, og da en anden hund gik forbi, blev hun meget aggressiv – det var jo også hendes første møde med andre dyr. Det lykkedes os ikke at få ejeren overbevist om at få hunden steriliseret, for som hun sagde “she does’nt take in men” – altså var ejerens argument, at hunden aldrig mødte andre hunde, så hun ville aldrig, kunne blive drægtig. Til gengæld håber jeg, at jeg fik hende til at forstå, hvor vigtigt det var, at hunden kommer ud hver dag. Jeg er dog ikke sikker på, at mit budskab trængte helt igennem til hende…

I alt fik vi omkring 20 hunde skrevet på vores neutraliseringsliste, så vi var meget tilfredse, da vi vente snuden hjem mod GSPCA og en velfortjent weekend. En weekend der, for mit vedkommende, har stået på lokal fodboldkamp på landets store stadion, dykning i det caribiske hav og middag med en gruppe danske dyrlægestuderende, der i øjeblikket er på udveksling her. Det er i hvertfald det, min private dagbog fortæller mig. Lad os se om den også kan berette om flere små historier i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

 

 

---