Gadehunde-projekt i Thailand i januar 2016
Vores næstformand, dyrlæge Mogens Østergaard Hansen, arrangerer endnu engang et gadehundeprojekt i Asien. Gennem de sidste 15 år har Mogens arrangeret og koordineret over 10 store gadehundeprojekter i Indien, Thailand og Spanien. På det største projekt i 2004 var der mere end 40 dyrlæger og veterinærsygeplejersker, der arbejdede 8 forskellige steder i Thailand.
Nu går turen igen til Thailand, hvor der foreløbig er ca. 12 dyrlæger og 14 veterinærsygeplejersker, som har meldt sig – heriblandt også vores formand Karen Hørmann. Turen finder sted i 3 uger i januar 2016, og er arrangeret sammen med Soi Dog Foundation, som er en gadehundeorganisation, der har base på Phuket og i Bangkok.
Soi Dog Foundation startede med deres arbejde på Phuket, men takket være deres arbejde er der i dag så meget styr på gadehundene der, så de har startet i stor stil i Bangkok også. Samtidig er de meget involveret i den store og ulovlige transport af hunde fra Thailand til Laos, Cambodia og Vietnam, hvor de ender i kødgryderne. Og det er ikke så meget det, at de spiser hunde i disse lande, som der bliver protesteret imod, det er mere omstændighederne ved transporten og tilberedningen af hundene.
Transporten af hundene, som for øvrigt meget tit er stjålne hunde (mange såkaldte gadehunde har faktisk en ejer, men går bare frit omkring hjemmet), foregår i træbure med 20-30 hunde, hvor der kun burde være 5 hunde. Tit foregår transporten i umenneskelige varmegrader over flere dage uden vand eller mad, og hvor en stor del af hundene dør. De hunde, som overlever, bliver tit flået og kogt levende, da man mener, at det giver bedre smag i kødet.
Soi Dog Foundation arbejder sammen med de thailandske myndigheder for at stoppe disse transporter, og de hunde, som man redder, bliver så neutraliseret, vaccineret og mærket for derefter at blive adopteret af lokale personer i Thailand. Og det er her, at Mogens og holdet skal ned og hjælpe med de mange hunde, som bliver reddet fra denne skæbne.
Mange vil nu sige: “Jamen, er det ikke bedre, at der bliver spist nogle hunde, når der nu er så mange i forvejen?” Man har fundet frem til, at den eneste måde at begrænse antallet af gadehunde er ved at neutralisere ca. 75 % af hundene i et givet område. Disse hunde vil så sørge for, at der ikke er “plads” til andre hunde i området, hverken fodermæssigt eller pladsmæssigt. Hvis man bare fjerner hundene fra området, enten ved at aflive dem eller spise dem, så giver man plads til ca. 1,3 hund mere. Man har set det i de områder, hvor man systematisk har aflivet hundene gennem mange år – der er bare blevet flere og flere hunde.
Alle de frivillige betaler selv alle udgifter såsom rejse, ophold, mad og tabt arbejdsfortjeneste. Men der er brug for hjælp til projektet, da der skal bruges udstyr, medicin, vacciner m.v., og du kan hjælpe ved støtte turen – enten via af vores shop eller via Mobilepay på 3020 2437 (husk at skrive dit navn og THAILAND i tekstfeltet).