Dyrlægeprojekt i Indien – 2001

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen

Starten:
Det startede med, at en god og trofast klient, Gunver Juul, som er buddhist og aktivt medlem af Tibet Charity, engang i vinteren 2000 talte med mig om, at i Sydindien er der et stort tibetansk eksilområde, som huser ca. 15000 tibetanere. Mange er munke tilknyttede de ca. 4 klostre, som hører til området, mens resten er civile tibetanere. I dette område på størrelse med Fyn er der ca. 3 – 400 hunde, som har store problemer med parasitter, ligesom der bliver født alt for mange hvalpe, som ikke bliver passet ordentligt.

Hvad kunne vi gøre? Set i lyset af, at gadehunde er et stort problem overalt i udviklingslandene, så var min umiddelbare indstilling, at det var nytteløst. Men her var der en befolkningsgruppe, som virkeligt var interesseret i at få bedre forhold for deres hunde, men bare ikke havde mulighederne. I modsætning til mange andre religioner, hvor dyrene er til for menneskets skyld, og derfor regnes som mindreværdige skabninger, så er buddhismens ide, at alle skabninger er ligeværdige. Derfor skal hunde og alle andre dyr behandles med respekt og have et godt liv. Indbygget i buddhismen er også troen på, at man selv har en indflydelse på, hvordan tilværelsen forløber, og at en indsats på et givet område derfor kan betale sig.

Disse overvejelser samtidig med en sympati for Tibet og tibetanernes situation var udslagsgivende for, at vi besluttede, at det var et fornuftigt og godt projekt.

Vi aftalte i første omgang, at jeg skulle kontakte en række medicinalfirmaer og høre, om de ville sponsere forskelligt medicin, som Gunver kunne tage med på en af sine mange ture til Indien. Dette medicin skulle i første omgang være til behandling af de mest nødvendige sygdomme. Alle medicinalfirmaerne var meget positive, og Gunver drog af sted med medicin for over 25.000 kr.

Der var medicin mod lopper, mider, indvoldsorm og løbetid. Det blev en stor succes, hvor munkene og de civile tibetanere virkelig kunne se en stor effekt af behandlingen. Hunde, der før ingen pels havde haft p.gr.a. mider og lopper, fik en flot og kraftig pels. Så da Gunver kom hjem fra Indien, ja så var der en officiel anmodning om, at de meget gerne ville have danske dyrlæger til området for at hjælpe yderligere.

Vi skulle så i første omgang sterilisere tævehundene, hvoraf der var ca. 150 og behandle alle hundene mod parasitter. Selve diskussionen omkring sterilisation havde der fra områdets side været en forespørgsel til Dalai Lama om, da det jo var et indgreb, som ikke var naturligt. Men efter at have tænkt over dette, besluttede H.H. Dalai Lama sig for, at det var bedre at sterilisere tævehundene frem for, at hvalpene fik et dårligt liv.

Gruppen:
Efter beslutningen var taget, så gik alting meget hurtigt. Oprindeligt var vi 4, der skulle af sted, men pludselig var vi en stor gruppe bestående af 8 dyrlæger, 5 hjælpere, 3 børn og en filmmand. Udover undertegnede bestod gruppen af følgende dyrlæger: Per Rasmussen fra medicinalfirmaet Bayer A/S, Niels Brendorp fra Københavns Dyrehospital, Jens Søland fra Centrum Dyreklinik, Tine Søland fra Landbohøjskolen, Lars og Ulla Petersson fra Borås Dyrehospital i Sverige og Birgit Holm fra Dyrehospitalet Blåstjärnan i Göteborg.

Hjælperne var Gunver, en anæstesisygeplejerske ved navn Anita, min kæreste Kimie samt Lakha Lama og hans kone Pia. Lakha Lama og Pia er stifter af Tibet Charity i Norden, som siden stiftelsen i 1996 har gennemført mange projekter i tibetanske områder udenfor Tibet.

De største tibetanske områder, som hedder settlements, udenfor Tibet ligger i Sydindien, og her er Mundgod det største enkelte område i verden. Der er et andet område i Sydindien ca. 500 km fra Mundgod, som er større, men det er en sammenslutning af 2 settlements. Projekterne, som er gennemført gennem Tibet Charity, er bl.a. bygningen af et værksted i Mundgod og uddannelsen af mekanikerne samt støtte til Old Peoples Home (de gamles hjem). Tibet Charity arbejder ikke kun med fundraising, men har også mange andre aktiviteter. Man kan blive medlem af foreningen og får herigennem et medlemsblad. Der er mange foredrag og kurser, bl.a. i meditation, buddhistisk filosofi og tibetansk kultur, ligesom der bliver lavet ture til Nepal og Indien.

Forberedelserne:
Nu havde vi gruppen, og først nu begyndte arbejdet. Vi skulle finde den bedste rejsemulighed, og her valgte vi meget hurtigt Alletiders Rejser, som sådan set er det eneste selskab, der rejser til Goa i Sydindien på det tidspunkt, hvor vi skulle af sted. Goa ligger ca. 3 timers kørsel fra Mundgod, så det var den nærmeste mulighed.

Jeg ringede derfor ind til Alletiders Rejser, og meget hurtigt fandt vi ud af at få alle rejserne bestilt samt tilladelse til at have ca. 700 kg ekstra udstyr med flyet. Det hjalp lidt, at jeg under samtalen fandt ud af, at jeg havde haft rejsekonsulenten i praktik i klinikken. Derudover var flyselskabet meget positive med hensyn til overvægten, da de hørte formålet med rejsen. Da vi skulle starte klinikken op fra bunden dernede, så skulle vi have praktisk taget alt udstyr med hjemmefra, så omfattende lister skulle udarbejdes.

Der skulle også findes sponsorer til alt udstyr og andre udgifter, men dette skulle vise sig ikke at være noget problem. Langt de fleste firmaer var meget velvillige til at hjælpe med projektet. Tilladelser til at komme ind i Indien, det er ikke det store problem, det tager derimod lang tid at få visum til selve settlementet. Op til 3 måneder, og da H.H. Dalai Lama tilfældigvis skulle komme til området samtidig med os, ja så var der endnu længere ventetid, da der var mange, der skulle ind i området.

Udstyret:
Selve medicinen søgte vi forskellige firmaer om. Vi vidste, at vi ville komme til at arbejde under rimeligt simple forhold uden mulighed for inhalationsanæstesi, dvs moderne bedøvelsesmetoder som på hospitalerne. Derfor måtte vi vælge en bedøvelsesmetode, hvor vi kun skulle give hundene et enkelt stik i en muskel for at bedøve dem. Ydermere kunne vi kun forvente at få fat i hundene en enkelt gang, så alle behandlinger og undersøgelser skulle foretages på samme tidspunkt, og det materiale, som vi syede hundene med, skulle være selvopløseligt. Normalt fjerner man ellers suturerne efter ca. 10 dage.

Udstyrsmæssigt skulle vi have alt med, selv den mindste kanyle, og en ganske omfattende liste blev lavet. Vi startede med at ringe til diverse sygehuse, og alle var igen meget positive. Jamen, de ville meget gerne samle udstyr sammen til os, hvis vi ville komme og hente det. Der var lidt pudsige episoder, da jeg ringede rundt til hospitalerne. Ved opringningen til et sygehus bad jeg om at blive stillet om til steriliseringscentralen, hvor operationsudstyret bliver steriliseret. Dette er den afdeling, der normalt samler gammelt operationsudstyr sammen. Hvorefter jeg blev stillet om til gynækologisk afdeling!

En anden opringning til et hospital medførte også en misforståelse. Jeg startede med min sædvanlige salgstale til en dame på sterilcentralen, hvor jeg fortalte om projektet, at vi skulle ned til Sydindien for at sterilisere tævehunde, og at det var et projekt, der havde H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Jeg fik besked på at ringe 14 dage senere, for så ville afdelingssygeplejersken være tilbage fra sommerferie. 14 dage senere får jeg så fat i hende, hvorefter hun glæder sig meget til at høre om projektet, da hun har hørt, at vi skulle ned for at kastrere lamaer i Sydamerika – H. C. Andersen har ikke levet forgæves!

Vi kunne faktisk samle det meste operationsudstyr via sygehusene. Meget suturmateriale fik vi fra dyrlæge Carsten Grøndahl fra Zoologisk Have, som var konsulent på vores anæstesi af hundene. Og resten af udstyret kunne firmaerne Boehringer Ingelheim, E-Vet, Kruuse og Merial hjælpe os med. Alt udstyret blev samlet og pakket ude på Centrum Dyreklinik i Rødovre. I vores fagblad havde vi en kort henvendelse til kollegaer om at sende forskelligt udstyr til projektet. Og her mødte vi også stor interesse. En masse udstyr dukkede op, bl.a. røntgenapparatur. Og på møder med kollegaer og også i det daglige har vi fået mange henvendelser fra kollegaer, veterinærsygeplejersker og klienter, som gerne ville være med til projektet.

Tiden nærmede sig, til vi skulle af sted, og et stormøde blev holdt. Her blev lavet en arbejdsbeskrivelse samt en arbejdsfordeling. Mange andre ting blev diskuteret igennem, og vi sluttede af med god stærk indisk mad, så stærk at Jens overvejede, om han skulle blive hjemme. Under maden talte Gunver, som er meget alternativt tænkende, om spirituelle oplevelser. Nogle i selskabet fik lidt tomme øjne, da der blev talt om “ud af kroppen” oplevelser. Da Gunver så begyndte at tale om Dalai Lama og Lakha Lama´s samtaler om deres fælles oplevelser for 11 reinkarnationer siden, ja så faldt yderligere en stor del af selskabet fra. Og da der blev talt om, at det eneste, at der var tilbage af en lama, efter han var gået ind på et værelse for at komme videre i sine inkarnationer, var negle og hår, ja, der røg de sidste standhaftige. Men det har jo nok dybest set noget med vores uddannelse og hverdag at gøre.

Inden afrejsen fik vi desværre et par frafald. Efter 11. september var der flere, som havde betænkeligheder ved at tage med. Dels på grund af flyrejsen, og dels på grund af verdensdelen. Nu var det jo Sydindien, at vi skulle til, så risikoen for, at vi skulle blive involveret i konflikten, var jo meget lille. Men vores filmmand meldte fra, og vi havde ikke mulighed for at få et nyt filmhold koblet på opgaven p.gr.a. visumreglerne. Ydermere meldte Anita, vores anæstesisygeplejerske, fra som følge af arbejdsforhold.

Rejsen:
Og da vi mødte op på Centrum Dyreklinik d. 26. december om aftenen, spændte og forventningsfulde, så måtte Per Rasmussen melde fra på grund af sygdom. Dette var meget sørgeligt, da han var en af de første og mest entusiastiske på projektet. Han skulle også undervise munkene dernede sammen med Niels Brendorp. Men af sted skulle vi jo, og efter at have pakket ca. 40 store kuf-ferter og tasker ind i 4 taxier, så drog vi af sted mod lufthavnen.

I lufthavnen fyldte vi vores helt egen kø. Der var lidt problemer ved check-in, da de havde sat vores hjemrejsedato til d. 10. januar, og når man nu har betalt frem til d. 17. januar, så ville vi jo gerne have bekræftet det. Endelig lykkedes det, selvom Lasse i mellemtiden havde taget et ungt pars kufferter med også. Retfærdighedsvis må det siges, at de til forveksling lignede vores, og at vi jo havde mange kufferter med. Derimod var det måske mindre heldigt, d. 11. september i mente, at Lasse absolut ville have sit puste-rør til bedøvelse af hunde med ind i kabinen. Det var sikkerhedspersonalet mindre fleksible med.

Flyveturen var som alle andre flyveture, med ondt i ryggen og krampe i benene og man er fortvivlet over, hvor langsomt at flyveren på skærmen flytter sig over landkortet. Det er næsten samme fornemmelse, når man på løbebåndet i motionscenteret skal løbe 10 km og følger kilometertælleren.

Samtidig skulle man se Mel Gibson i en film om at forstå en kvinde. Den må komme ind under science fiktion.

Ankomsten:
Endelig landede vi og steg ud i 33 graders varme. Goa´s lufthavn er ligeså spændende som alle andre lufthavne i den tredje verden – nedslidt, kold (på trods af varmen), og man føler sig absolut ikke velkommen. Ved paskontrollen har man faktisk mest lyst til at vende om, men når man har prøvet at komme ind og især ud af Israel, ja så skal der noget til at ryste en. Det lykkedes nu ganske glimrende i Goa, for da vi nåede bagagekontrollen, så gik alt galt. Jeg mente at have rigtig god samvittighed, da jeg flere gange havde skrevet til den indiske ambassade i Danmark. Til sidst havde jeg fået at vide, at vi ikke skulle have tilladelse af dem, idet vi var officielt inviteret, og derfor kunne tage alt med til dette projekt. Frejdigt gik jeg derfor hen til tolderne med mine papirer. Hvad der derefter skete, står ikke helt klart, men meget hurtigt var der ca. 10 toldere, som hver især havde deres mening om vores bagage.

Det skulle senere vise sig, at indere hylder det princip, at jo flere der er omkring et problem, jo længere tid tager det, og jo mere kompliceret kan man gøre det. Men der er selvfølgelig også ca. 1 milliard mennesker, som skal holdes i arbejde. Efter heftige diskussioner, hvor vi måtte gøre dem opmærksom på, at de ikke kunne beholde vores blodprøveudstyr, medmindre at de ville præsenteres for et erstatningskrav, da det skulle holdes på en temperatur på 4 – 8 grader, endte det med, at de beholdt alt vores medicin. Her gjorde de os venligt opmærksom på, at det ville tage ca. 14 dage, før at vi kunne få det igen, men at vi da var meget velkomne til at kontakte toldmyndighederne næste dag. Det viste sig nemlig, at medicinen skulle analyseres i Mumbai (tidl. Bombay) ca. 500 km længere nordpå. Vi var chokerede, dette kunne ødelægge hele vores projekt. Slukørede gik vi ud til taxierne, som skulle køre os ned til vores hytter ved stranden. Der var ca. 15 personer udenfor, som ville have en masse penge for at tage vores kufferter ud til bilerne, og det var vi lige i humør til at diskutere på det tidspunkt. Man er altså aldrig i godt humør, lige når man kommer ud fra en lufthavn i den tredje verden, men gudskelov ændrer det sig næsten altid på køreturen derfra.

Landskabet ændrer sig fra de dødssyge store reklamer og grimme byggerier omkring lufthavnen til et spændende landskab med levende, sprudlende og smilende mennesker overalt. Som regel er chaufføren også snakkesaglig og smilende, men det giver jo også lidt flere drikkepenge. Vores chauffør hed John Fernandez, og så kan man jo selv gætte, hvilket herredømme, som Goa har været under. Byggestilen er da også meget portugisisk inspireret, ligesom halvdelen af befolkningen i Goa er katolikker.

Da vi kørte forbi en del katolske kirker, hvor der var bryllup, begyndte vi at tale om deres måde at holde bryllup på hernede. Det er bestemt ikke billigt. Et almindeligt bryllup koster nemt 3 – 400.000 rupees, som svarer til ca. 70.000,-. Dette skal ses i forhold til, at årslønnen for en arbejder typisk er 5 – 10.000,- og for en dyrlæge ca. 18.000,-. Og her kan nemt dukke ca. 1500 personer op. I Danmark ville indbydelserne alene beløbe sig til ca. 20.000,-. Og hvor skulle man lige få plads til 1500 personer?

Men der kan ikke være mange, der når den giftemodne alder i den indiske trafik. Som passager i en indisk taxi skal man være ikke kun nihilist, men også fatalist, da det er ren dødskørsel, der bliver præsteret. Jeg troede, at jeg havde prøvet sindssyg kørsel i både Rom og Thailand, men kørsel i Indien slår alt. Udover de almindelige bilister og 2 hjulede trafikanter er der også hunde, køer, får, ja sågar aber på vejene. Og slitagedelene på en typisk indisk bil er helt klart hornet, speederen og lyset. Overraskende nok så så vi faktisk ikke nogle uheld under hele vores ophold i Indien, og bilerne havde ikke nogle buler.

Godt trætte nåede vi Palolem Beach, hvor vi skulle tilbringe et par dage ved stranden, inden vi skulle ind til området og arbejde.

I ly af mørket fra en af de – skulle det vise sig – utallige strømafbrydelser fandt vi vores strandhytter. Begrebet vekselstrøm giver en helt anden og meget mere håndgribelig mening i Indien end her. Vores logi bestod af bambushytter på 2 meter høje pæle. Meget romantiske og hyggelige. Både restaurant og hytter var opført, så de væsentligste dele af dem kunne fjernes, og resten overlades til naturkræfterne, når monsunen til foråret holdt sit indtog. Restauranten lå lige ud til stranden og lige ved hytterne, så vi kunne både sidde på restauranten og på terrassen i hytterne og kigge ud på solnedgangen over det Indiske Ocean. Hvem sagde Bounty ferie? Oplevelserne i lufthavnen gled da også i baggrunden, når man kunne nyde et lækkert indisk fiske- og skaldyrsmåltid sammen med en kold Kingfisher, som er den lokale øl, der “desværre” kun fås i flasker med 650 ml. Og så derefter falde i søvn til bølgebruset fra havet.

De første dage med det indiske toldvæsen:
Jeg vågnede med et sæt….. hvad var klokken? Vi skulle til lufthavnen igen for at forhandle om medicinen, og jeg havde været vågen flere gange på grund af alle de nye lyde udenfor. Turen til toiletterne var om natten fuld af farer. Man skulle tilbagelægge næsten 100 meter mellem andres hytter skarpt overvåget af hotelejerens hængebugsvin, og vagten, der var udstationeret på området om natten, sov sædvanligvis både længere og tungere end nogen af de gæster, som han skulle sikre mod ubehageligheder. Mågerne startede med at skræppe op, da fiskerbådene kom ind tidligt om morgenen. Efter en hurtig morgenmad så var det samme tur igen efter 12 timer, meget spændende! Men man fik da set tingene i dagslys, og særligt fik man set mange bygninger fra den portugisiske tid. De var ikke ligefrem vedligeholdt, men til gengæld så man nogle store olietanke ved havnen, hvor der var malet kunst på.

Vi ankom til havnens toldkontor, som skulle have modtaget vores medicin ifølge lufthavnens toldpersonale. Denne kontorbygning lignede alle andre offentlige bygninger i Indien, beton med uringule vægge uden udsmykning og med neonlys og møbler fra det russiske overskudslager fra 1. verdenskrig. Den eneste udsmykning var skilte med “No smoking – no spitting”. Især det sidste forbud havde mange meget svært ved at tage seriøst man kunne få det indtryk, at spytning på offentligt område regnes for en menneskeret i Indien. Men der var et utal af let overvægtige indiske mænd i lette skjorter og bukser og slanke kvinder i ulastelig rene sarier (lange klædestykker, som snos omkring kroppen). Alle bærer mange guldsmykker, især gifte personer.

På dette meget spændende kontor talte vi først med en ældre, men meget flink person, som sagde, at vi skulle tilbage til lufthavnen, da det var deres problem. I lufthavnen sagde de derimod, at det var toldkontorets problem. Se, dette burde ikke tage lang tid at få sagt dette, men 2 timer efter at vi var ankommet til kontoret på havnen første gang, ja så var vi tilbage igen, men noget mere ophidsede. Dette tror jeg, at de bemærkede, for pludselig var der 5 personer inde på den ældre mands kontor. Og nu skete der overraskende nok noget. Efter lidt ophidset samtale blev de enige om, at lufthavnspersonalet bare skulle have ladet os gå direkte igennem ifølge deres nye lov, hvor små mængder af medicin frit kan indføres uden problemer. Men nu var de officielle papirer jo lavet, så nu kunne de ikke bare lade os gå.

En rum tid gik nu med at overbevise dem om, at medicinen udelukkende var til veterinært brug og ikke narkotika til mennesker. Efterhånden gik det op for dem, at man af meget åbenlyse økonomiske årsager normalt smugler narkotika ud af Indien og ikke ind, men jeg måtte alligevel højt og helligt love, at der ikke var narkotika i vores medicin. Dette voldte mig lidt besvær, men jeg spurgte ham forsigtigt, om de opfattede methadon som narkotika. Han spurgte, om hvad vi brugte methadon til, hvorpå jeg svarede, at det var et smertestillende middel til hundene, og at det blev brugt til afvænning af narkomaner i Danmark. Nej, det regnede de ikke som narkotika. Så var det pludselig meget nemmere at svare ja til, at vi ikke havde narkotika med! Til sidst ringede de ned til lufthavnen og skældte dem godt ud, hvorefter de udfyldte en forfærdelig masse papirer, som skulle gå gennem en masse mennesker. Faktisk så mange mennesker, at klokken efterhånden var blevet 7 om aftenen, og vi skulle komme igen næste dag. Det ville koste ca. 10.000 rupees i afgift, men det var åbenbart den eneste måde, at det kunne lade sig gøre på. Og så kan man godt bande over personalet i lufthavnen, som havde givet os 16 timers unødvendig arbejde, ca. 15.000 rupees i udgifter og 2 dage mindre på stranden. Men fra, at vi på et tidspunkt ikke at kunne få medicinen, og så til nu, hvor den var tæt på, ja så var vi nået et langt stykke.

Næste morgen var Gunver taget af sted tidligt, og vi andre nød driverlivet på stranden. Igen en afslappende dag dog på nær en enkelt episode, hvor der pludselig var en havslange lige bagved Jens i vandet. Den var dog meget lille, og normalt kan de ikke bide gennem menneskehud, medmindre de er store eller får fat et tyndhudet sted.

Niels og jeg gik ud til en lille ø ud for stranden, og her nåede Niels at blive bidt af en eremitkrebs i tåen. Det vrimlede med eremitkrebs. På øen stod der helt ud til vandet et helt nøgent og kroget træ med en ravn, som skreg. Jeg fik associationer til Nordisk Mytologi og mystiske varsler. Var det et tegn om, at alt ville gå galt på denne tur?? Det skulle gudskelov vise sig ikke at være tilfældet. Resten af dagen gik med indkøb, klappe mange af strandhundene og dase. Gunver kom ved aftenstid med al medicinen. YES!!

Rejsen til Mundgod:
Vi fik pakket alle vores ting og drog af sted ved aftenstid, kun 1 time senere end planlagt. Vi kørte en del i bjerge, jeg troede ikke, at man kunne overhale i de situationer, som disse chauffører gjorde. Da vi kørte ind i Karnataka provinsen fra Goa blev vi stoppet 3 gange. Først for at køre ud af Goa, derefter for at køre ind i Karnataka og til sidst var der en politispærring, hvor de ville have penge vistnok for ikke at kontrollere indholdet af bilerne.

Én af grænsevagterne spurgte Nils, hvad der var i hans taxa. Nils, der på det tidspunkt var temmelig medtaget af en fødevareforgiftning og ikke følte trang til de helt store udredninger om bagagens indhold, svarede bare, at taxaen var belæsset med “boxes”, hvilket enhver jo kunne se var rigtigt. Da betjenten i det samme så, at hans kolleger havde fået den forventede bestikkelse, satte han en betydningsfuld mine op og sagde: “Boxes are OK”, og der blev ikke kontrolleret noget som helst. Det viste sig, at chaufførerne kunne prutte om prisen. Man kan jo diskutere, hvor meget af den afgift, der kommer i statskassen.

Vi så også den eneste elefant i Goa med flotte metaludsmykninger på stødtænderne. Lasse forklarede, at de havde det på for, at de ikke skulle flække, når de arbejdede. Sidste 40 km var ren vaskebræt-kørsel. Ved nogle byer i området var der vejskilte med løbende børn.

Inde på det tibetanske settlement område var der helt anderledes. Når man passerede grænsen mellem indisk og tibetansk område, var man ikke i tvivl om, om man nu forlod eller kørte ind i en flygtningelejr. Sagen var imidlertid den, at enhver ville tro, at det var det indiske område, der var flygtningelejren og ikke omvendt. Settelmentet havde flotte klostre, flotte velholdte bygninger, masser af tibetanske skilte og flag. En del af denne udsmykning var til ære for H.H. Dalai Lama, som var på besøg der for at velsigne den nye store klosterbygning på Ganten klostret.

Lakha Lama, Pia, Gunver og nogle munke tog imod os, da vi ankom. Vi fik vores værelser, som var helt nye med bad og toilet. Til lyden af utallige hundeglam og – slagsmål faldt vi i søvn. Der skulle nok være arbejde til os hernede.

Vi vågnede til lyden af utallige bilhorn og jublende glade og råbende munke, som skulle til forelæsning med H.H. Dalai Lama. Efter et iskoldt bad fik vi morgenmad på munkekollegiet. Pandekager og butterthe (smørthe). Det var en ny oplevelse!

Dyrlægearbejdet:
Nu skulle vi til at bygge vores klinik op. Oprindeligt skulle vi have været i et traktorværksted, men det var i sidste øjeblik blevet ændret til et Coca-Cola depotrum. Elektrikeren var absolut ikke helt færdig, men det skulle vise sig ikke at være det store problem, idet strømmen som regel var væk det meste af dagen. Mange af vores operationer blev meget afhængige af, at vi med vores erfaring nogenlunde vidste, hvor vi skulle søge, og derfor kunne foretage det meste i tusmørke. Godt, hospitalstilsynet ikke kom på inspektion! De ville nok også have haft nogle kommentarer til vores operationsrum, som bestod af Coca-Cola kasser med træ- og marmorplader på.

Udenfor på terrassen satte vi 2 borde. Det ene bord var til sundhedseftersynet, hvor der blev undersøgt ører, øjne, tænder, hjerte/lunger, hud/pels og kønsorganer. Samtidig fik hundene også her parasitbehandling og en microchip, så vi nemt kunne holde styr på, hvilke hunde, der havde været gennem systemet. Det andet bord fungerede så som kontor, hvor journalen blev skrevet.

Herefter blev hundene så badet, hvis der var behov for dette, og det var der i langt de fleste tilfælde. De fleste hunde havde parasitter såsom skabmider og hårsækmider, hvor vores medicin har en god effekt. Der var selvfølgelig også loppe- og luseproblemer, men dette havde vi ikke præparater med til, da vi hjemmefra havde vurderet skabproblemet til at være det største. Samtidig var der også mange hunde med orm, både spole- og bændelorm. Især hvalpene var plaget af spolorm.

Efter badet fik hundene antibiotika og blev bedøvet. Hundene blev herefter barberet, vasket og sprittet af, og operatøren blev iført hue, maske og handsker.

Efter indgrebet, som efterhånden blev samlebåndsarbejde, blev hundene lagt til opvågning efter at have fået smertestillende medicin.

Vi havde ingen dødsfald i forbindelse med operationerne, og her skal man tænke på vores meget primitive arbejdsforhold samt hundenes helbredstilstand med stor parasitbelastning -og dårlig ernæring. Under opvågningen, som foregik lige udenfor vores operationslokale på måtter, var der hele tiden en stor skare munke, tibetanere og indere, som holdt øje med hundene. Når hundene var vågne nok, blev de båret eller kørt ud til deres område af munkene.

Nogle udvalgte patienter:
En af de første patienter var en meget svækket hund med det ene øre næsten bidt af og med utallige maddiker i såret. Niels fik æren af denne operation, som forløb godt, men hunden døde desværre næste dag.

Derudover så vi først en del tævehunde, som havde hævelser i skeden, som vi først vurderede til at være kommet i forbindelse med parring eller slagsmål. Men da vi fik en privat hanhund ind med blødning fra penis, ændrede vores opfattelse sig. Herhjemme er prostataproblemer eller blærebetændelse højt på listen ved blødning fra penis, men dette var en kræftsygdom i kønsdelene, som overføres ved parring. Det var meget udbredt blandt hundene.

Vi så også en enkelt kat med kraftige forandringer i hoved og på ører. Diagnose: Kattens skabmide. Der kom så højt et brøl fra vores hudspecialist Birgit Holm, at jeg troede, at miden havde sprunget op gennem mikroskopet og bidt hende i øjet. Denne mide ser man nemlig ikke i Sverige eller Danmark. Vores hudspecialist havde i det hele taget en herlig tur – næsten som en ægyptolog, der står med en graveske i hånden midt i en uåbnet kongegrav ved Nilens bred.

Tilskuere og hjælpere:
Alle vores operationsdage var et tilløbsstykke uden lige. Ved terrassen, ved vinduerne ind til operationsstuen og ved opvågningsgården var der en kødrand af tibetanere, indere og munke. Selv når vi efter lysets forsvinden om aftenen sad i klinikken og delte en flok øl fra kølekassen, udgjorde vi et tilsyneladende attraktivt mål for de lokales nysgerrighed. De fleste blev stående så længe, at man kunne blive helt misundelig. Derhjemme hænger man i en klokkestreng, og her betyder tiden intet. ….. og de virkede glade og lykkelige.

Munkene i deres mørkerøde munkedragter var et eksotisk indslag i hverdagen. Og mange af dem var med til at hjælpe. De fangede hunde, de hjalp til med at vaske og holde dem, de bar dem ind og ud af operationslokalet, og de holdt øje med dem, mens de lå til opvågning. Lakha Lama’s tilstedeværelse og meget synlige engagement i projektet stimulerede mange af munkene til at komme op i omdrejninger og give et nap med – det var lidt som at komme til et katolsk land ledsaget af jomfru Maria i levende live.

Der var også udenlandske munke, og her havde vi hjælp af en canadisk munk, som var en meget stor hjælp i de 3 dage, han var der. Han var blevet buddhist efter at have været narkoman i mange år, og nu ville have leve resten af sit liv som munk. Han var en spændende og intelligent fyr at snakke med, og han foretog sig nogle små pudsige ting. Han satte skrevne mantraer (tekster) op på væggene, som vi kunne fremsige, når vi var ved at løbe tør for energi. Når vi foretog en sterilisation af en drægtig tæve, så stod han og velsignede hvalpene i livmoderen, når vi fjernede dem. Han havde også en Tibetansk/Engelsk ordbog, som havde nogle pudsige sætninger. “Yes, I have Tuberculosis”, “No, we are not going to China” og “Is this musik the last Hindi-pop?” Vi havde også andre meget positive oplevelser. En japansk nonne og en brasiliansk kvinde hjalp også til, ligesom flere udlændinge og munke kom til klinikken for at give donationer. Der var bl.a. 2 amerikanske kvinder, som havde samlet 10.000 US $ sammen til hundearbejde i Indien, og de var meget positive overfor vores projekt.

Mødet med H.H. Dalai Lama:
En af de helt store oplevelser ved vores ophold i området var vores audiens hos H.H. Dalai Lama. Der var lavet et stort forarbejde for at få audiens hos ham, og på grund af dels projektet, som H.H. Dalai Lama havde ønsket i 20 år, og dels Lakha Lama´s høje status i det tibetanske samfund, så lykkedes det at få presset en audiens ind i hans meget stramme program.

Jeg regnede med, at man gik lige ind til ham, men nej. Der var ca. 5 sikkerhedscheck på området. Først kom man til klostret, hvor alle, der ikke var registreret til mødet, skulle blive i klostrets kollegium. Derefter blev man stoppet ved 2 vejspærringer, hvor man ved den sidste skulle vente i ca. 1 ½ time, inden H.H. Dalai Lama ankom med politieskorte. Der var massive politiafspærringer rundt om hele ankomstpladsen. Han blev modtaget af ceremoniel musik med store “Waldhorn” lignende instrumenter. Det nærmeste, som lyden kan komme en sammenligning, er en hæs elefants parringsbrøl. Vi skulle senere erfare, at der meget nær vores guesthouse var en musikskole, hvor de startede øvelseslektionerne på disse instrumenter klokken meget tidligt om morgenen. Til gengæld standsede deres musiklektioner så først meget sent på aftenen.

Herefter blev vi vist ind i et stort rum, hvor der ventede ca. 150 personer på at få H.H. Dalai Lama´s velsignelse. Dette foregår ved, at de går forbi ham, mens de modtager hans velsignelse. Lidt ligesom når Dronning Margrethe giver håndtryk til en masse personer. Mange har ventet i mange år på denne mulighed, og mange får aldrig chancen. Hvorimod os, som ikke engang er buddhister, har fået ca. 15 minutter til et interview med ham. Vi skulle yderligere gennem 2 kropsvisiteringer samt en metaldetektor, før vi var klar. Sikkerhedscheckene viste sig effektive: Ulla fik konfiskeret en schweitzerkniv af en securitymunk, der ikke forstod, at en svensker føler sig nøgen uden noget på sig, som kan åbne en øl. Den blev dog pænt returneret efter besøget.

Endelig kom vi ind i det allerhelligste, hvor H.H. Dalai Lama modtog os. Der blev filmet og taget billeder, mens vi modtog hans velsignelse af projektet. En stor oplevelse!

Efter interviewet måtte vi gå hele vejen tilbage til vores hus, idet vejene var spærret. H.H. Dalai Lama skulle nemlig den vej ud og besøge nogle settlements. Alle stod ved vejen og bukkede, da han kom kørende forbi. Der er en meget stor respekt og kærlighed til H.H. Dalai Lama. Jeg kan godt forstå, at der bliver passet godt på ham, han må virkelig være en torn i øjet på kineserne.

Nytårsaften:
Vi tog ind til Mundgod, som er en indisk by i settlementet. Sikken kørsel, man sætter ikke farten ned, når man kører ind i byen, men bruger bare hornet mere flittigt. Der er kun millimeter fra køer, grise, småbørn og kvinder i sari med kastemærke.

Det var nytår om aftenen, så vi købte 2 kasser Kingfisher og Knock Out (lokale øl – den sidste er en stærk øl, hvis man skulle være i tvivl), et par flasker rødvin og noget rom. Derudover var Jens meget stolt over at have købt ægte Cognac og Whisky i Goa. Så om aftenen kom flaskerne på bordet sammen med den fantastisk gode mad, som munkekokkene diskede op med hver aften. De skulle starte en restaurant i Danmark, de ville score kassen! Da vi åbnede Jens´ flasker, viste det sig, at indholdet ikke helt svarede til etiketten. Faktisk var det alkohol med essens, og det smagte ikke specielt godt! Men det virkede. Da vi sad og var blevet lidt lystige, kom Lakha Lama og sagde, at der var 2 køer med problemer, som vi skulle ud til.

Den første ko havde de været 5 mand om at trække en for stor, død kalv ud af. Så der var en tilbageholdt efterbyrd og sår i livmoderen med lokal bughindebetændelse. Mens Tine stod med hele armen inde i koen, blev der sagt godt nytår. Det blev en nytårsaften, som ikke ligner de andre!

Den anden ko havde et åbent, splintret knoglebrud med infektion mellem has og hov. Munkene havde selv lavet en skinne af træstykker, som var syet sammen. Den fik lagt en gibsskinne, og ligesom den første ko fik den selvfølgelig antibiotika og smertestillende medicin.

Aftnerne:
Om aftenen tog vi over på klostret for at høre munkenes diskussioner, som foregår ved at en munk sidder på jorden og skal svare på de spørgsmål, som en stående munk stiller ham. Når han stiller et spørgsmål, tramper den stående munk i jorden med den ene fod, mens han slår hænderne sammen. Og når dette bliver udført af 400 munke hele tiden, så larmer det en del. Men livligt er det! Vi så også deres køkken, og der var nogle meget store gryder. Alene gryden til te var på størrelse med en jacuzzi.

Vi var tit indbudt til middag på forskellige klostre. Til disse middage får rinpocherne (reinkarnerede lamaer) deres egen mad af munkene, mens resten af selskabet selv tager mad fra en buffet. Og altid var det pragtfuld mad. Inden maden bliver der holdt små taler, både fra værten og fra gæsterne. Når måltidet er færdig, ja så spilder man ikke tiden med unødvendig snak. Så bryder man op og tager hjem. Dog var der en enkelt gang, hvor vi efter middagen gik ned i et tempel for at meditere sammen med 8 rinpocher. Mens meditationen stod på, messede de 8 mænd, og det gav en speciel følelse af at være i en helt anden tilstand.

Deres messen var om at give os et langt og lykkeligt liv. Buddhisternes filosofi er, at hvis man tænker og udtrykker noget positivt, så giver man energi til at det vil ske. Omvendt hvis man tænker negativt, så nærer man det onde, og ondt vil ske. Derfor var H.H. Dalai Lama’s vigtigste ord, da han var i Danmark, at man altid skulle tale godt om alle, og hvis man ikke kunne dette, så skulle man i det mindste ikke gøre ondt.

Den sidste aften var alle de øverste ledere af klostrene sammen med den civile områdeleder til middag hos os. Der blev talt om fremtiden i området, bl.a. om et dyrehospital til både hunde og kvæg. Derudover sagde vi i vores tale, at sundhedstilstanden hos hundene i området ville bedres meget, hvis munkene tog hundene til sig på sand buddhistisk vis og plejede og fodrede dem. Lederne virkede meget interesseret i vores råd og ville udbrede dette blandt deres munke.

Vi nåede at besøge flere klostre, bl.a. et nonnekloster, ligesom vi så tibetanernes værksteder, hvor de bl.a. laver flotte håndknyttede tæpper og røgelsespinde. Et andet værksted syede skoleuniformer. Hvis vi havde det herhjemme, så ville mange teenageforældre spare mange penge på modetøj, og der ville ikke være så meget mobning på grund af tøjet. Vi besøgte også de gamles by og et menneskehospital. Både de gamles by og hospitalet var velfungerende, og hospitalet var rimeligt moderne indrettet. Specielt var tandlægeafdelingen på hospitalet moderne, og her så vi en munk få ordnet sine tænder. Jeg lagde mærke til, at sokkerne har samme farve som dragten.

Afrejsen:
Da vi havde nået de 300 hunde, som vi havde udstyr med til, ja så kunne vi ikke foretage os mere. Vi havde set på vores ture rundt i området, at der var mange hunde med vores halsbånd på, men der var 5 – 10 gange så mange uden. Og der var masser af problemer med kvæget i området, som vi kun lige havde set overfladen af. Blandt andet var der ikke nogen i området, ikke engang på hospitalet, som kunne fortælle os, hvilken form for tuberkulose som menneskene blev syge og døde af i området. Var det menneske- eller måske kvægtuberkulose?

Dette bekræftede os i, at projektet kun lige er startet, og at der er masser af arbejde dernede endnu. De sidste dage dernede havde vi selskab af en indisk dyrlæge, som var blevet ansat deltids for at fortsætte vores arbejde. Men uden lokaler og kun en dag om ugen, ja så kan det kun blive lappearbejde, og det glider tit ud i sandet. Derfor tog vi derfra med den plan, at der skulle ske noget mere i området, og at vi ville arbejde på det, når vi kom hjem.

Projektets fremtid:
Vores projekt i Indien har været en meget stor oplevelse. Både menneskeligt og veterinært. Og det har helt sikkert været et vigtigt projekt. Ikke så meget på grund af de 300 hunde, som vi nåede dernede, men mere fordi det har været et projekt, som har været savnet i de tibetanske områder i mange år. Der er intet veterinærvæsen i disse områder, og H.H. Dalai Lama har ønsket det i 20 år. Derfor er det meget vigtigt at videreføre projektet. Der er som sagt masser af hunde og kvæg, der trænger til hjælp.

Det næste skridt er at bygge et dyrehospital, hvor der kan behandles hunde og kvæg. Tanken er at bemande klinikken med en indisk dyrlæge samt tibetanske hjælpere. Senere ville det være ønskeligt at uddanne en eller flere tibetanske dyrlæger, hvor disse så kunne arbejde på dyrehospitalet samt i de andre tibetanske områder med mobile klinikker med udstyr fra dyrehospitalet. Samtidig ville det være muligt for udenlandske dyrlæger, veterinærsygeplejersker, teknisk personale og andre interesserede at bo på dyrehospitalet og deltage i det daglige arbejde. Dette ville være en stor inspiration for alle parter.

Tak:
Vi vil udtrykke vores store taknemmelighed og glæde over støtten fra følgende firmaer, som gjorde dette projekt muligt, dels med udstyr og medicin, dels med økonomisk støtte:

Boehringer Ingelheim Danmark
Bayer Danmark
Orion Pharma Animal Health
Novartis Animal Health
Merial Norden
Scanvet
Kruuse
E Vet
Dyrenes Beskyttelse
Rigshospitalet, Hillerød Sygehus og Frederikssund Sygehus