Costa Rica – 27. december 2011

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Året, der gik, synes jeg har været ganske produktivt. Både med hensyn til kastrerede dyr og også i forhold til at folk opfører sig bedre omkring dyrehold. Der er lang vej igen, MEN vi skal nok nå det, bare senere… Hvad er det man siger; tålmodighed er en dyd! Altså, tålmodighed har jeg også haft og har stadig med et lille føl, jeg har købet af en nabo.. Ikke fordi jeg vil have hest – ville jeg det, havde jeg jo haft en eller to for ca. 11 år siden, da vi flyttede herud. Sagen er den, at min nærmeste nabo har grise, som han fodrer op og derefter sælger. Han havde så afleveret nogle hos en, der ikke kunne betale med penge, men gav ham en gravid hest – en lidt ældre “dame” og han modtog hende i god form.

Nu er det sådan, at han ikke har begreb om heste, og hun blev mere og mere skidt, fødte sit lille føl – en hingst – men hun blev bare mere og mere tynd, så jeg sagde til ham, at hun kunne græsse her med føllet, og det gik da også godt i starten. Min nabo er MEGET kolerisk, en af de costaricanere man skal holde lidt på afstand af, og i hvert fald ”holde på hat og briller” hvis man vil lægge sig ud med ham. Nuvel, han er en ung og særdels arbejdsom mand, tager af sted hver dag kl. 4 om morgenen og kommer sent hjem, så jeg fik aldrig snakket med ham, og en dag hentede en mand de to heste, og de gik så på græs hos ham. Nu er det sådan, at græs for en hest ikke er den samme for en ko, og dette græs kan en hest ikke fordøje. Heste har én mave, en ko har 4, og derfor var hun så tynd og havde yderligere en hel kappe af tæger på ryggen, fordi de ikke havde vasket hende med et produkt mod tæger. Well, hoppen døde på umanerlig vis, så frygteligt at jeg ikke engang vil fortælle om det, for I, som jeg, vil ikke kunne sove i tre uger. Nuvel, jeg blev stiktosset, ringede til hans kone og hans mor, men ingen turde tage kampen op med naboen. Jeg fortalte begge, at jeg ville anklage ham for svigt, ikke at hjælpe et dyr i nød etc., og at jeg ville sætte hele maskineriet i gang – ministerier, WSPA osv. hvis han ikke gav mig føllet for at redde den. Men udslaget kom, da en ven til ham sagde, “giv den lille til din nabo. Hvis han bliver her, dør han også” og en morgen for ca. 3 uger siden ventede han på Marito og sagde, at det var ok, at den lille kom her, og at jeg kunne betale det, jeg ville.

Well, jeg betalte ham og gav ham en sæk hundefoder til de sultne hunde – alle tynde fordi han giver dem grisemad. Simpelthen så ulækkert med blod og den slags – han henter det på slagterier, hvilket man også gjorde i Danmark for mange, mange år siden. Samtidig gav jeg ormemiddel til alle, og når vi henter igen, vil jeg lige tage en stirrer på dyrene og give ham en sæk til. Well, nu havde jeg jo så et lille føl, og det første, jeg gjorde, var at skrive til Turid Rugaas i Norge. Turid er ikke kun hundeekspert, men også hesteekspert, og hun gav mig råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg skulle forholde mig til den lille, som både sparkede og bed, hvordan jeg skulle komme til at roere ham, lægge en grime op etc. Disse råd var og er jeg meget taknemmelige for. Jeg købte et godt kraftfoder til ham, mineraler og noget fast, sukkerroer, som bliver blandet i foderet. Hans madskål er den gamle fra min første schæferhund Svea, og bare han ser skålen, er han der lige med det samme. Jeg har fået ham så vidt, at han vrinsker, når han hører min stemme – også uden madskål! Jeg har prøvet at give ham lidt godbidder, men han spytter dem ud – gulerødder, æbler, rugbrød – jeg, gav ham den sidste humpel, jeg havde….snøft.

Nå, jeg har to muligheder: Enten skaffer jeg mig en hest til, eller også bliver han bliver givet væk til to kvinder, Brenda og Elisabeth, der har med heste at gøre. De vil komme i løbet af ugen og kigge på ham. Han er ensom og “leger med hundene” i mangel af bedre. Legen går ud på, at de leger “tag fat”- det vil sige, at han provokerer dem, og så er det ideen, at de skal løbe efter ham. På et eller andet tidspunkt giver de op, for han er jo noget hurtigere, eller han giver dem et spark hvis de kommer for tæt på. Sådan en lille fyr er jo legesyg, men ved ikke hvilke kræfter han har, hverken i bid eller spark. Det skal han lære af en anden hest, helst en god, gammel hoppe der kan lære ham lidt om “pli” og god opførsel. Han ser intelligent ud, jah, det tror jeg, er ualmindeligt køn, rød og vil nok blive mellemstor, hvilket kunne blive et problem for de to søstre. De vil gerne have store heste, som folk vil have små hunde! Jeg ved godt hvorfor. De har rideskole, og de folk, der kommer hos dem, er lidt ”store i det” hvis man kan sige sådan og der skal en stor hest til at bære vægten. Nå, jeg vil overveje meget, meget grundigt, hvad jeg vil gøre. Et eller andet sted tror jeg at jeg ikke vil være i stand til at give føllet – Pajkos hedder han – den rigtige mentale pleje. Foder etc. er jo ikke noget problem, men ligesom med hvalpe (og børn) skal de opdrages. Det kan de jo ikke af sig selv, men skal lære, hvordan de skal gebærde sig i det virkelige liv … Det er ikke bare lige sådan! Jah, jeg ved ikke, jeg har jo egentligt rigeligt at se til med min mand, alle dyrene etc. og skulle måske ikke påtage mig flere opgaver, men det gode er, at han er HER og ikke hos min nabo, og så ser vi videre.

At berette om er der masser af forskellige ting. Dyrlæge Laura har rigeligt at gøre med hunde og katte, jeg sender hen til hende. Noget betaler folk selv for, andet jeg – det vil sige jer/os – og nu om stunder er det anderledes end tidligere. Før i tiden var der tale om et ormemiddel, evt. antibiotika, men nu ser vi masser af overkørsler. Dels er bilerne hurtigere, og dels er dem der kører yngre og passer ikke så godt på.

For en uges tid siden blev jeg ringet op at en dame, hvis mand havde hentet en hund i grøftekanten. Den var blevet kørt over af ikke færre end tre biler. Den første ramte den, og da de andre “lå lige i røven på hinanden”, havde hunden ikke mulighed for at redde sig selv ved at løbe ud til siden. Det var aften, og jeg sagde til dem, at de skulle lægge den varmt og blødt til næste morgen, når jeg ville hente den. Marito og jeg hentede den, afleverede den hos dyrlæge Laura, som undersøgte den og mente, at den ville komme sig af sig selv med medicin og uden operation. Tænk sig, at blive kørt over 3 gange og stadig overleve! Det er det jeg siger; disse urhunde er virkelig sat sammen specielt.

Zoraida ringede , hende der hjælper gadehunde, og som har en 20 stykker sammen med sin nabo, og som jeg hjælper med foder. Hun græd i telefonen og fortalte om tre tæver, der går i den lille by, og som er i løbetid, (dem er jeg i gang med at finde). En af hendes hanhunde “forsøgte lykken”, men blev kørt over. En pote var så overrevet, uden skind og hvor knoglerne stak ud. Laura undersøgte den og mente, at der skulle amputeres, men Zoraida mente, at det ikke var nødvendigt, fordi poten ikke var brækket. Hun og Laura havde et gevaldigt skænderi, ringede begge til mig, men jeg var (heldigvis) ikke hjemme, da jeg var til kastrations-runde i Barbacoas. Men Zoraida hentede hunden og sagde, at hun nok selv skulle få poten i orden. Hun ringede så til mig og spurgte, hvad hun skulle købe af medicin, og om jeg evt. havde noget? Det havde jeg ikke, men foreslog antibiotika – cefalexina plus prednisolona, som er et antiinflamatorium – en spray til at hele op og at lægge forbinding, som skulle skiftes to gange om dagen, at vaske såret med vand og sæbe og så i øvrigt bede til Gud om at hjælpe. Det har hun gjort og ringede i morges og sagde, at hunden havde det noget så fint, spiste, og at såret så godt ud… Fint med mig – man skal ALDRIG undervurdere folk som sådan. Jeg havde sendt dyrlæge Diego op til indianerne, hvor en tæve var blevet kørt over – den skulle syes, sagde de. Diego kom, men da havde de gjort det selv! Med almindelig sytråd og en nål! Ja, ja, man skal sgu høre meget, før ørerne falder af.

I går hentede Marito og jeg tre hunde hos Elisa. Den kone kan virkelig “slå en død mand ihjel”, og både dyrlæge Laura og jeg prøver på at få hende til at forstå, at hun har alt for mange hunde og katte, og at hun skal give dem til gode hjem. Hun arbejder hele dagen, tager af sted med bussen kl. 05.00 og kommer hjem igen kl. 22.00 og det med over 20 dyr! Det kan såmænd godt lade sig gøre, men de er alle syge, fordi de har smittet hinanden med såvel hundesyge og distemper, og en del har erhligia, som skal behandles med tetra- eller doxiciclina, og det kan i de fleste tilfælde ikke betale sig, for de dør alligevel. Men det er værd at prøve. Well, da alle hendes dyr går løse, lige så diverse naboers, ja så har vi en epidemi af hundesyge. Folk har ikke penge eller vil ikke bruge dem, de har, på at vaccinere, og selv om I har betalt for en del af dem, er det et problem, fordi der hele tiden kommer nye til.

Julen er overstået med julemiddag for 10 personer. I år lykkedes det som i en “gasovn”. Totalt vellykket flæskesteg. Folk mente, at det var den bedste, de nogensinde havde fået – ikke engang gamle farmor kunne have gjort det bedre. “Hvad siger I så?” Der var to små drenge på henholdsvis tre og seks år – de fik vores gamle brandbil at lege med og en hel kasse LEGO. Deres far havde set noget graffiti på en væg, hvor der stod “Legaliser LEGO”. Det er sjovt, men faktisk rigtigt – der er ikke noget som LEGO for små drenge og piger.

Vi er to “Liser” her – en er Blomsterlise, og den anden er mig, Hundelise. Vi bliver refereret til på denne maner. Hendes navn lyder lidt smukkere, men mit er mere effektivt. Blomsterlise læste juleevangeliet op for de to små, og Birgitte og jeg gik i krig med at synge julesalmer. Hun var sopran og jeg noget i retning af alt! Birgitte “snød” – hun havde teksten foran sig , det så jeg ikke og havde temmelig meget besvær med at huske teksten…. Det var ikke noget problem for 40 år siden, da jeg sang i kirkekor, sågar solo…. Da kendte jeg noget i retningen af 80 pct. af den danske salmebog.

Nytårsaften holder vi kl. 17.00 – da er det midnat i Danmark. Alle ritualer skal overholdes; en guldring i glasset, en “penge” i skoene, vi giver hinanden blomsten “Santa Lucia”, som skal puttes i pungen med ønsket om, at denne ikke bliver tom, etc. Egentligt ville jeg lave julemiddag for de ansatte den 31. december 2011. De er helt pjattede med denne – hele december går med at fortælle, hvordan den var sidste år, men jeg er godt og grundigt træt af julemiddag i dette øjeblik, så jeg har udskudt det til senere, måske engang i januar når jeg kan se/lugte en flæskesteg igen! Denne gang er det deres opgave at vaske op. Jesus , jeg brugte tre timer på opvask dagen efter! Nå, et eller andet finder jeg på til nytårsaftensdag. Måske nogle spanske tapas, champagnen er købt, og en eller anden stærk fyr skal jo hjælpe med at hive min gode husbond ud ad sengen, så han også kan være med, Uwe har det i øvrigt bedre. Vi har taget noget medicin væk, og det har hjulpet på situationen. Han har jo fire læger fra ”hver deres by”, og jeg forventer en kamp med diverse af dem, men det er jeg vant til, og det generer hverken dem eller mig.

Jeg er ikke til nytårsfortsætter, MEN i år, grundet omstændighederne med min mand, har jeg et. Det er, at jeg vil tage hele situationen optimistisk og ikke holde op med at grine, ikke holde op med at synge og fløjte, ikke holde op med at danse den time, jeg gør hver aften for at holde mig lidt i form, mens Uwe sover. Jeg vil slutte med en (grov) vittighed, jeg læste i et psykologblad for kort tid siden. Det er en refleksionsvittighed, filosofisk, skrevet af en spansk filosof for et par hundrede år siden. Det vil sige, at det lyder groft, men er sandt. Dog ikke for sarte sjæle, men værd at tænke over…

Here we go: En Gaucho (cowboy) sidder ved sit hus på pampaen i Argentina, og pludselig kommer indianerne. De hugger alt, hvad han har i huset, sætter det i brand, hugger hans bedste hest og slår hunden ihjel. En af dem tager hans kone på ryggen og ridder bort. Det sidste, de gør, er at stikke en kniv i maven på ham, og så forsvinder de. 2 1,5 timer senere kommer hans bedste ven samt nogle naboer og siger “jamen, det her er jo forfærdelig og dig med den kniv i maven. Gør det ikke ondt?” ” ”Nej,” siger han. ”Kun hvis jeg griner!”

Jah, jeg har ikke meget at grine af i øjeblikket, men denne her fik nu alligevel smilet frem, og med den vil jeg ønske ALLE et rigtigt godt nyt år 2012, at det må gå hver især godt, at ønsker vil blive opfyldt. Mange, mange TAK for hjælp og støtte til dyrene her i året, der gik.

Et smil fra Lise.