Costa Rica – 21. april 2011

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Først, rigtig god påske….. jeg ser at I har dejligt vejr og krokus, påskeliljer, anemoner etc. står i fuldt flor… det er bare SÅ dejligt for jer, efter den lange vinter, jeg er godt nok misundelig, men man jo ikke få det hele!!! Her er “vinteren” gået igang, dvs. regntiden er begyndt og vi får nogle skyller som vil noget… men ok, det hele er grønt og frodigt, og efter at WSPA donerede et ekstra tag i re-habben, så behøver jeg ikke at bekymre mig om at hundene bliver våde.

Min mand, Uwe og jeg er mere døde end levende – forstået på den måde, at vi har hittet os en gedyl forkølelse, ikke noget problem for mig, jeg kommer hurtigt over noget sådant, men hos ham, kan det betyde lungebetændelse, fordi han jo primært er sengeliggende og ikke kan vende sig selv, og det “skete i de dage”, sidste søndag, at jeg måtte tage ham til emergency på et hospital i San Jose.

Laura, min unge veninde, som hjælper med kastrationer og er her med dyrene om søndagen, måtte jeg kalde på og hun kom løbende for Uwe var virkelig dårlig, så jeg sagde til hende “hvad mener du, skal vi ikke ringe efter en ambulance?” og det var hun enig i. Uwe rystede så meget, at han ikke kunne få et stykke æble ind i munden, hele kroppen var fuldstændig stiv og hans øjne var helt “tomme”.

Ok, ambulancen kom, da var han lidt bedre, men vi blev enige om, at det var bedre at få ham checket på et hospital for at udelukke et evt. slagtilfælde, blodtryk var ok, men pulsen på 182 og det er sku meget. Ok, ind på emergency det gik, og jeg skal love for, at der skal man have en “god mave”. Jesus, den ene klagede sig gudsjammerligt, en anden brækkede noget grønt op, andre med blødende snitsår, som de selv holdt huden sammen på, indtil de kunne blive syet. Så var der et par tumper, stakler, som var intoxikeret af alkohol, en gut med aids, som lige skulle stabiliseres, et par ældre damer med pancreatitis, som bare klagede sig hele tiden, de fik morfin til smerterne, en 10 stykker i rullestol med en hoste, der ville noget, faktisk til det punkt, at de måtte kaste op etc. etc.

“Smadder hyggeligt” og det eneste jeg ville var, “get out of here”…. Nåh, det kan man jo ikke selv bestemme, der gik en rum tid med dem, der havde mest behov, og Uwe var sådan set ok, så derfor blev han efterset til sidst af en ung doktordame, som jeg mener, lige er kommet ud af universitetet, hvilket jo er ok, de skal jo også samle erfaring. Men hun var træt, gabte mig 3 gange åbenlyst i hovedet, også forståeligt, kl. var på det tidspunkt ca 2100. MEN, træt eller ej, hendes attityde var af den slags, der får mig helt “op på pinden”, fex. fortalte jeg at Uwe er på Warfarina, et blodfortyndende medicin, som i øvrigt er forbudt i DK. Jeg fortalte hvorfor han får det, aritmia i hjertet, hvorpå hun spurgte, “hvorfor”??? og “DER GIK DEN PÅ DAGMAR”, jeg trak vejret tre gange, inden jeg sagde “Doctora, hvor F…… skal jeg vide fra, hvorfor han har dårligt hjerte, sådan er det bare og med resten af den medicin han tager, find ud ad selv, hvorfor De tror han tager den!!!”

Nåh, på det tidspunkt var jeg godt gnaven og tænkte ved mig selv… Det her Lise, er sku godt nok med dig, men med den attityde, hvad gør en autoritetstro lokal??? Well, hun undersøgte ham og meddelte at hun ikke kunne finde ud ad, hvad han havde, jeg var “meget venlig” og sagde ikke, at det regnede jeg heller ikke med, og hun ville have et TAC af hovedet, nogle blodprøver, men først kl 0700 næste morgen. Det sagde jeg NEJ til, at vi ville gøre det privat, og bad om at få et stykke papir på, at han kunne udskrives, hvilket hun gav mig med den info, at der ikke var transport med en 4-hjulstrækker, som vi har brug for her, så vi skulle vente hele natten og noget af dagen, til vi kunne få en….

Well, det var lige en lille detalje jeg havde overset, Uwe kan kun transporteres i en seng og da vi bor på “Herrens mark”, jah, så skal det være en 4-hjulstrækker og hvor F… finder man en sådan midt om natten, en påskesøndag??? Nåh, Røde Kors var dem der hentede ham her, så jeg resonerede, så kan de vel også bringe ham/os tilbage, så jeg kontaktede dem og bad dem om at komme, til hvilket hun sagde “det gør de ikke!!” MEN det gjorde de og vil I vide hvorfor???? fordi den unge lægestuderende, der var med os på tuen til hospitalet, er en hundeven og han fortalte om en onkel der samlede hunde op fra gaden etc., så han og jeg snakkede hunde hele vejen og han mente jo, at det arbejde jeg gør, er alletiders og derfor sagde han ok til, at Uwe kunne blive hentet af dem, ikke noget han er forpligtiget til at give ok til, men som en vennetjeneste, gav han ok…. Vi kom hjem kl 0030, der midt om natten, og Laura og hendes far var her, for at passe “biksen”, mens vi var væk.

Næste dag kom laborant-doktoren fra Purscal, tog blodprøver (også en vennetjeneste), et hemogram og en blod-kultur for at se, om der var bakterier og hvis, deres resistens. Jeg sagde til lab-doktoren, Amanda, “Det er vist tiden, hvor jeg skal kunne gøre det selv” hvortil hun svarede, “Rigtigt Lisa, det er på tide, jeg har selv meget, meget travlt og komme her, tager mindst en time af min tid”, så hun viste mig, hvordan man tager blod, ikke noget at skrive hjem om, den første gik fint, nummer to klokkede jeg i, fordi jeg hev tuben ud forkert, men Uwe var “et godt barn”, han klagede sig ikke, selvom han skulle prikkes de næsten samme steder to gange. Nåh, det skal jo lige læres, det samme galt for år tilbage, hvor diverse doktorer viste mig, hvordan jeg giver sprøjter i/m, intramuskulært og det er jeg faktisk rigtig god til, ikke et klap mærker personen, ej heller hundene, det går så hurtigt at de slet ikke opdager det. Nåh, det her blev lidt længere end jeg ville, men det er også fordi jeg ville skrive om, hvordan det foregår, når man skal på emergency i Costa Rica, første gang for os, og jeg siger jer, det sker ikke igen, jeg er blevet klogere og næste gang, for der kommer en næste gang, så gør vi det anderledes, har allerede planer, diskuteret med diverse doktorer og lige helt til slut, “tante doktor” og jeg blev helt gode venner, inden vi dampede af, men hun er virkelig een, der er bedre anvendt på et laboratorium end med patient-kontakt!!!

Summa summarum, efter at have talt med de to familielæger vi har, så var der her tale om et kraftigt virus-angreb, der gav Uwe et mindre slagtilfælde, så nu må vi se, hvad vi skal gøre ved det!!!

Jah, på hundefronten går det også på livet løs….jeg har for en 14 dages tid siden hentet en tæve med 7 hvalpe. De gik på gaden, har, vist nok, to ejere men den ene er lige skidt som den anden, idet de begge er dybt alkoholiserede og pasning af hvalpe, er vist ikke lige det rigtige. De gik på gaden, den ene lille han, var blevet påkørt og kunne ikke gå på et bagben, resten var noget “bombede” og det er ikke fordi de var velnærede, men fordi, de var fyldt med orm og det skal jeg sandelig love for.

Det første jeg gør, når jeg henter hunde, er, at give ormemiddel og de små her sked kun, og udelukkende kun, orme ud, ikke noget afføring, what so ever, for kinesermads-elskere, skal man tænke Chop Suyi, jeg tog et billede til diverse dyrlæger for det har jeg, i mine mange år, aldrig set i den grad. Well, en lille tæve, som de andre ca. 5 uger gamle, klagede sig, de andre 6 var egentligt ok, men lige med eet, så Marito og jeg, at den lille han gik i konvulsion, lignede et epileptisk tilfælde og derefter var han ok. Well, Marito, min caretaker, tog de to små til dyrlægen i Puriscal og derfra ringede de til mig kl. 2000 og jeg hørte at de små skreg af smerte, og jeg gav ok til at aflive dem, så de blev “forløst”, ikke noget jeg gerne gør, men de to dyrlæger sagde, at de begge var blinde af orme-forgiftning. Jeg går ud fra, at de har auto-forgiftet sig selv, og så er den gal, der er lever og nyre allerede ude af drift fordi kroppen prøver at “komme af med” de affaldsstoffer der befinder sig i kroppen. Men er dyrene svage, og med den enorme orme-infektion, så laver der sig små “ruller” som de ikke kan få ud gennem afføring. Hvad jeg ikke kan forstå er, at dyrlægerne ikke behandlede med antibiotika, men det er et spørgsmål til vet. Claudio, en dag ved lejlighed……

De 5 der er tilbage, plus moderen er “pura vida”, de har det godt, jeg har lige givet 3. ormeomgang og der er lidt orm, men til at holde ud, jeg bryder kuren og giver næste gang om ca. 10 dage og så er det bal forbi. Tæven er EKSTREMT tynd, det er de fleste efter fødsel af 7 hvalpe med dårlig ernæring, de to ejere, gav hende lidt ris og spagetti og jeg ved ikke, hvordan hun har kunnet klare det, men nu får hun hvalpefoder og kalkpiller, så hun ikke går i kalkchok, (de små spiser, men drikker også hendes mælk) vitaminpiller, råt kød og laktosefri mælk og hun ser ud til at komme efter det. En dejlig tæve, som er “mor-syg”, hun er helt pjattet med mig, nærmest hysterisk og det skal vi lige se, hvordan vi kan få pillet af!!! Mine arme er totalt revet op, og det går jo ikke…. de ser slemme nok ud i forvejen.

For at det ikke skal være løgn, så hentede jeg , samme dag, to ca. 5 måneder gamle tæver, som bare er så angste, den ene har jeg fået under “kontrol” og nu kravler hun rundt på mig, når jeg sidder på hug. Hendes søster tager det længere tid med, hun tør lige akkurat at snuse til en finger, og så er hun “pift væk” i behørig afstand. Sådanne angste dyr, plejer jeg at sætte i snor, således at de ikke kan “slippe” for mine kærtegn og se, hvor rart det er at blive kælet med. Det samme gjorde jeg med “save willy” og han er helt ok med mig og med Laura, så Laura tilbød, at tage den angste tæve og få hende beroliget, i snor, i deres udekøkken og det regner jeg med, at der vil komme noget godt ud ad.

Når de begge er beroliget nok, så står den på kastration, vaccine og derefter til adoption. Sonia, min veninde, har taget deres mor, tæven er opereret, men mangler vaccination. alle tre er sky, de har boet under et gulv og er blevet kyst væk af alle mulige, så de har ikke meget tiltro til mennekser, men det kan vi, heldigvis, ændre, det tager bare lidt tid og en god protion tålmodighed…..

Jeg er netop blevet ringet op af Gaby, en stor gravid tæve, blev efterladt hos hende og den fik 7 hvalpe for ca. 3 uger siden og grunden til at hun ringede var, at tæven bløder fra skeden. Nuvel, det er ikke unormalt efter fødsel af et så stort kuld, hele “det indre system” skal jo lige have lidt tid til at rekuperere sig. Men jeg sagde at hun skulle checke, hvor meget blod vi taler om, det kan nemlig være at tæven har erligia, og derfor lider af indre blødninger, som denne sygdom giver, overført af tæger, så vi har aftalt, at hun skal ringe igen i morgen og ellers må hun komme her og hente noget antibiotika. Vi har jo påske og NUL dyrlæger før på mandag. Well, tæven spiser ok og har det godt, så det er ikke noget emergency indtil videre, men et slag antibiotika er normalt ikke dårligt, hvis vi tager en evt. infektion i opløbet.

Lige nu venter jeg på en opringning af en dame, hvis mand har taget en lille tævehvalp, amstaff, til sig, han er dødglad for den lille, nu 5 måneder gammel, men konen har en gang set, at en Amstaff (american Stafford) har bidt ejeren sønder og sammen, så nu er hun bange for den lille og bange for, at det samme vil ske for hende. I en mail virker hun meget nervøs, min franske veninde, Patricia, har anbefalet mig til en samtale, hvor jeg simpelthen vil sige, at hunden skal opdrages som en hvilken som helst anden hund, ikke for hårdt, men heller ikke for blødt, så hunden tror at den bestemmer slagets gang, ganske almindelig venlig opdragelse, hvad må den og hvad må den ikke, godt med kærtegn og ros, når den gør noget rigtigt og et kraftigt NEJ, når den er på “afveje”.

Her, som i andre lande er der en hetz mod kamphunde, men sandheden er, at de er lige så venlige som alle andre HVIS de har den rette ejer og man skal ikke tirre deres temperement ved. fex. lege trækkeleg dvs. at der er konkurrence om, hvem der “render af med sejren”, det må hunden gerne, men kun hvis ejerne eller træneren tillader det, det er lidt af en balancegang, men kan man finde den, så har man en alletiders hund.

Via Dyrenes SOS er jeg blevet kontaktet af en journalist, som skriver for et blad i DK, DYRLÆGEN hedder det, og til ham har jeg sendt en masse infomation omkring mit arbejde, han sender mig et udskrift inden det går i trykken – meget godt, hvis der skulle være et problem med forståelse. Dem af jer, som læser siden, vil ikke finde meget nyt, men sikkert skrevet “med journalist-stil” – det gør jeg jo ikke, jeg skriver som jeg snakker og det er temmelig meget…Ikkk???….

Nu er det sådan, at jeg ikke lige kan huske, hvad jeg har skrevet om kastrationer men det ser således ud… Hos Elisa, min hundeveninde i Jaris, blev der kastreret 15 hunde/katte, den 9. februar 2011, i Puriscal. Den 19. februar 2011 var der 63 dyr,
i Palmichal. 60 dyr, den 19. marts 2011 og den sidste, i Estero, 53 dyr den 2. april 2011. Alle dyr så godt ud, velnærede og i god stand, et par fra landet havde lidt hudproblemer, men ikke noget at skrive hjem om. MEN, den sidste i Estero, vil jeg lige skrive lidt om, for den var anderledes end de andre.

Landsbyen, Estero, består primært af et slumkvarter, og det er endda et bedre af slagsen. Min veninde, Eugenia, tilbød sit hus til at foretage kastration og det til en billig pris, ca. 40.00 DKK, men for meget for de fleste der, så andre kom, men ikke dem fra slummet og det var akkurat lige dem, jeg ville have fat i. Ergo, gik min veninde, Natalie, som hjælper hunde på gaden i Puriscal, rundt og bankede på døre, og fortalte at vi ville tilbyde at de kunne komme og få deres “hun-dyr” kastreret gratis!!

Mange, tro det eller ej, sagde nej tak, andre mødte hende med “machete” (en stor kniv til alt muligt!!!) og spurgte, hvad hun ville??? Men hun fik da skravet en ti tæver samlet, som hun og to andre hentede og som jeg kørte tilbage efter operation. Disse hunde derfra, var sølle, en som de hentede, havde som hvalp, i tidernes morgen, givet en sele på. Men sådan en lille een bliver jo større, og tæven havde inkarnet selen i huden, to cm. ind og tre bredt og sårene STANK… Dyrlaegen ville ikke sy sårene sammen, de var for gamle, men det er egentligt noget vrøvl, det man gør er, at skære huden af i sårkanten, derefter syr man det sammen med den friske hud – men lukker ikke helt, dvs. at der er en lille drænage mellem stingende. Men det ville dyrlægen ikke, sikkert fordi, det ville tage ekstra tid for ham, mere anestesi etc.og han mente, at med tiden ville sårene lukke sig. OK, jeg gad ikke diskutere det med ham og KUN fordi Eugenia tilbød at passe tæven til hun var helet op. Nu ringer Eugenia og siger at hun gerne vil beholde tæven og jeg vil tale med ejerne om, om de er inforstået med det?? Jeg mener, vi kan jo ikke “hugge” dyrene men ejerne her vidste ikke engang at tæven havde disse sår, så jeg har gødet jorden ved at sige, at hvis hun ikke engang vidste om dem, så er hun ikke i stand til at give medicin, passe tæven etc. over en periode af mindst 2-3 uger. Jeg var lidt grov, det er jeg egentlig altid, når det gælder vanrøgt af dyr og hun blev bange, tror jeg, og det så hendes to døtre, som kom hende til nødhjælp. De var ikke helt med på “lille Lise”, men med forklaringer etc., så forstod de hvad vi talte om og den ene tilbød, at vi kunne afholde en runde hos hende efter påske, og jeg tog hen og kiggede på forholdene, ikke mægtig fine, men bedre end intet.

Jeg ser problemet sådan, at grunden til, at ingen fra slumkvarteret kom var, at det var “for fint” hos Eugenia, de få der kom, sad og var helt “uden for nummer”, dårligt klædt, ungerne beskidte etc., så nu tager vi skeen i den anden hånd, og går ind der og min ide er, at vi skal have fat i præsten og få udkommunikeret, at folk skal komme med deres dyr. Inden da, er jeg igang med at arrangere noget med firmaet LISAN, hvor jeg har en god ven, som arbejder der. Han kan “bearbejde” indefra i firmaet og se, om vi kan få sat en kampagne sammen med dem, og så kan vi få dyrene givet ormemiddel, der starter vi og 14 dage efter, står den på kastration, som vi passende kan forklare om og naturligvis nødvendigheden af denne – dermed har vi fat i “folket”.

Som sagt, jeg afleverede en ca. 10 hunde og hos een familie, afleverede jeg en tæve, som var meget gravid, egentligt FOR gravid til operation, dvs. abort, men jeg tog beslutningen fordi den var i en slem forfatning, tynd, tynd og ville aldrig have været i stand til at føde/fodre de små. Kastrationen var en lørdag og hele søndagen tænkte jeg på, at jeg måtte tage over, og se hvordan det gik den. Så jeg ekviperede mig med Marito mandag morgen og afsted et gik, for at se hvordan det hele stod til. Konen var ikke hjemme, men hendes handikappede mand og deres unge søn. Han troede at jeg var faldet ned fra himmelen (det venter vi lige en stund med!!!) og rent faktisk, var hunden syg og havde behov for antibiotika som jeg uddelte med rund hånd. Jeg spurgte om der var andre hunde og joh, der var 4 til, alle i en een meter snor, uden vand og med en skål, der næppe har været vasket i flere år, så det gjorde jeg opmærksom på (på Lise stil) og manden vaskede skåle etc., og jeg gav alle hundene et nyt halsbånd fra min veninde i Finland, (Happy Dog) som har sendt mig nogle for lang tid siden.

Hunde, såvel som mand, var happy, jeg afleverede hundefoder, forklarede hvor meget de skulle have hver i sær og gav selv alle ormemiddel, men så blev manden nervøs fordi, hvem skulle nu betale alt det her??? Jeg beroligede ham og sagde at det ikke kostede noget, for det var donationer der betalte. MEN at jeg forventede at se dyrene i god orden, når jeg ville komme næste gang, med frisk vand og i god stand og havde han problemer med dyrene, skulle han ringe til mig. Minsandten, det gjorde han, fra en lånt telefon, og fortalte at den store tæve havde slikket såret op og nu var det åbent, MEN at han selv havde en ide for han havde “noget” han kunne komme på. “Fint” sagde jeg, “gør det og ring, hvis det ikke virker, så kommer jeg forbi og så ser vi videre”. Han har ikke ringet, så det er sikkert ok, dog vil jeg lige aflægge et visit en af de nærmeste dage. For at komme til de andre hunde, skulle jeg igennem huset, når man træder ind, beder man pænt om forlov, hvilket skal gives, ellers må man ikke og jeg siger jer, jeg har sku da aldrig set noget lignende, zink-tag var brugt som mur, gulvet var jord, ikke noget problem, det fejer man og fugter, og så er det i orden, der hang en enkelt lampe i loftet til et rum, fyldt med alt muligt skrammel , gamle tunfisk-dåser, sko og sandaler der har set bedre tider, gammelt tøj og simpelthen alt, alt muligt som burde ende i en skraldespand – MEN det ser de ikke!!! Jeg var helt forbavset over at se at de overhovedet havde et køleskab, spurgte inden forsigtigt og joh, der var et fra omkring 30’erne, men det kølede, så det var jo godt, fordi jeg havde medbragt en dåse hvalpefoder til at putte pillerne i, til tæven. Jeg sagde til Marito, vi må hellere tage en dåseaabner med, det har de nok ikke, så jeg åbnede dåsen, og manden kiggede på mig og sagde “Neeejj, hvor lugter det godt”, hvorpå jeg sagde “Jah, men det er til hunden, ikke til Dem!!!

Nåh, lad os se, hvad vi ser næste gang, jeg har sagt at jeg vil komme forbi med lidt foder ind i mellem, så det bliver nok i næste uge. Jeg vil bare lige fortælle, jeg har dæleme mig aldrig set så mange hunde og børn på sådant et lille område, der var store og små hunde, hvalpe i alle aldersklasser og det er simpelthen bare FOR meget, men det skal vi nok få sat styr på, fra SASY har jeg fået tilsagn om ekstra penge til kastration af 50 dyr og resten hitter jeg her og der, bla. fra jer, som gerne vil hjælpe mig med mit arbejde, resten vil venner og bekendte hjælpe med, så jeg tror at det nok skal gå….

Og til slut….jeg og dyrene her siger MANGE, MANGE TAK for en donation på ca USD2500.00, som er på vej over Atlanten i dette moment, min kistebund er lidt tør, så det var vel det bedste PÅSKE-ÆG, man kan ønske sig, tak skal I have……allesammen.

Jeg er smuttet, Uwe er ved at hoste hele maven ud og jeg vil give ham noget hostesaft…. Ha det dejligt og jeg skriver mere en anden dag….

En hilsen herfra med ønsket om en god påske…
Lise