Costa Rica – 23. marts 2009

, , , ,

Af Anne Østergaard Mortensen

I sensommeren 2008 drog jeg af sted mod Costa Rica, hvor jeg skulle i praktik som et led i min uddannelse. Inden denne rejse, i min søgen efter praktikpladser, stødte jeg på hjemmesiden for Dyrenes SOS og herigennem fandt jeg frem til historien om Lise og hendes arbejde med hunde i Costa Rica. Jeg kontaktede Lise, og hun blev således en vigtig del af mit costaricanske netværk. Jeg vil gerne starte med at fortælle, om en oplevelse, jeg fik, da jeg havde været i Costa Rica i en uges tid. Jeg var på vej ud for at besøge Lise sammen med mit danske værtspar. Vi kørte på en ret trafikeret vej og pludselig løber der en hund ud på kørebanen. Hunden bliver ramt af en bil, som kører et stykke foran os, ruller rundt og lander i midterrabatten. Det var i sig selv en meget ubehagelig oplevelse og vi kørte chokerede videre i et par minutter, inden vi bestemte os for at vende om for at se, om den stakkels hund var død – ja, for den bil, som ramte den, fortsatte bare ufortrødent og uden at se sig tilbage! Vi fandt hunden, som lå i vejkanten ved et busstoppested, hvor der stod en masse mennesker og ventede på bussen.

Vi holdte ind til siden og kunne fra bilen konstatere, at hunden stadig trak vejret, så vi besluttede os for at tage den med i bilen og køre den til en dyrlæge for at få den aflivet. Hunden var en fin collie, der var ingen åbne brud og den pev ikke, med den blødte fra mundvigen og inden vi nåede til dyrlægen var den holdt op med at trække vejret. Det var utroligt hårdt og vi græd – men hvad der chokerede mig allermest var, at den bilist som ramte hunden, ikke kørte tilbage for at tjekke op på hunden, eller at de mennesker ved busstoppestedet ikke havde gjort noget! Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man bare kan stå der og være passiv, når der ligger en hjælpeløs levende hund i vejkanten og lider! Men efterhånden som min tid i Costa Rica gik, gik det mere og mere op for mig, at der har man ikke det samme forhold til hunde, som man har i Danmark. Slet ikke! Og for en hunde-elsker som mig, er det et hjerteskærende faktum at opdage.

billede1

Under mit 4 måneder lange praktikophold i troperne fik jeg lejlighed til at besøge Lise og hendes mand Uwe nogle gange. Lise og Uwe bor, som hun selv udtrykker det, ”ude på herrens mark” oppe i bjergene og bare køreturen derud er en oplevelse i sig selv – gennem smuk natur, små landsbyer og snoede bjergveje for til sidst at blive mødt af en fantastisk velkomst bestående af høj hundegøen, som i starten kan virke meget overvældende, ja næsten skræmmende, og det lokale pizzabud har også for vane at stoppe udenfor grunden og derefter ringe til Lise, så hun kan hente pizzaerne ved indkørslen.

Nå, men Lise og Uwe bor altså ude midt i den costaricanske jungle på en dejlig grund, som også er blevet hjem – eller midlertidigt hjem – for godt 30 hunde, som hver især har deres egen triste historie at fortælle. Hundene er alle enten blevet mishandlet, vanrøgtet eller er syge eller hjemløse og Lise har gjort det til sit livsværk at hjælpe disse ”menneskenes bedste venner” med at blive raske, komme sig efter vanrøgt og finde nye gode hjem til dem. I nogle tilfælde er hundene desværre så ilde tilredt, at der ikke er anden udvej end den evige søvn – men det er alligevel bedre at ende livet på et tæppe hos Lise end i en støvet og beskidt vejkant.

I løbet af de par gange, hvor jeg fik mulighed for at besøge Lise og alle hundene, steg min respekt for denne fantastiske kvinde til uanede højder. Dét hun gør, er essensen af godhjertethed og kærlighed til taknemmelige firbenede væsner. Det daglige arbejde med Lise’s ”egne” hunde er hårdt, men Lise finder stadig tid og overskud til at tage ud og udføre kastrationer, tilsyn med de adopterede hunde og hvad det end måtte være. Hendes telefon kimer konstant – ”Lise, du må hjælpe os – vores hund har ikke spist i en uge”, siger den costaricanske husmor, ”Lise, vi har ikke råd til at give vores hund mad, kan du hjælpe os?”, spørger den fattige bonde, og så er der de ulykkelige opkald fra tilfældige mennesker, som har set vanrøgtede hunde efterladte i vejkanten i håbet om, at de så vil blive kørt over ”Lise, hvad skal vi gøre – har du plads til flere?”, og Lise rykker ud. Da hun har viet sit liv til at hjælpe så mange som muligt, er der ikke tid til et 9-16-job. Derfor lever Lise og Uwe af Uwe’s pension, og arbejdet med dyrene afhænger af donationer fra fonde og privatpersoner – men det hænder ofte, at Lise må grave dybt i lommen, for de færreste hunde kan vente på den næste donation.

Min hensigt med dette indlæg er at fortælle om en utrolig modig, stærk og dygtig kvinde, som gør en stor indsats for at redde hundene i et land, hvor hunde ikke har samme status og betydning som herhjemme. Jeg ville ønske, at der var flere som Lise – for Gud skal vide, at der er brug for mennesker som hende.

Med venlig hilsen

Anne Østergaard Mortensen
/af