Costa Rica – 1. oktober 2008

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Så er det igen tid til at sende lidt til jer om hvordan det går her i Costa Rica. I denne måned har vi haft 3 kastrationsrunder, 2 private og 1 i Puriscal.

Jeg bor jo rigtig på landet, og i vores lille landsby som hedder Jaris, er de fleste beboere landmænd som kan forsørge sig selv, men de har som regel ingen kontanter, derfor besluttede jeg, at lave en privat kastration klink hos en bonde, Lalo, som har den nødvendige plads til at kastrere. Lalo er ikke helt “rigtig” i hovedet, men han har et hjerte af guld, når det drejer sig om dyr, det ved folk og derfor dumper de deres hunde hos ham. Hans hunde var forfærdelige tynde og kunne vist nok bruge noget mad og en ormekur. Det har Lalo ikke penge til, han give dem resterne af den ris han selv planter, dvs. skallerne, og jeg sagde til ham at det da ikke var hundefoder, hvorpå han svarede “jamen, det spiser jeg da selv og hvis det er godt nok til mig, så må det da også være godt nok til hundene”!!! Jeg kan godt se hans synspunkt men fortalte ham at han jo også spiste noget andet, f.eks. bananer, bønner, æg etc. og at sådan skulle hunde ikke se ud og at jeg ville hjælpe ham med noget ordentligt foder. Da jeg kom, skulle jeg først gøre rent, d.v.s. først fjerne en Gudsbenådelse af ting og sager han havde liggende rundt omkring, han er et ekstremt rodehoved men er undskyldt for det, han mistede sin kone for et år siden , hun døde af kræft og efterlod en lille dreng på en 4 år som Lalo jo også skal se efter. anyway, jeg fik styr på biksen og ventede på dyrlægen Sussanna, som heldigvis kom til tiden for der var allerede en del hunde. Jeg havde fortalt hende at det måske ikke var det helt ideelle sted, men at der ikke var andre muligheder, og jeg må sige, at hun tog det pænt!!!!! Sussanna er ekstrem hurtig til at operere, hun “ondulerer” omkring 5 dyr i timen, laver de mindste åbninger jeg kender, efter et system, udviklet i USA. Bare for at give et eksempel, åbningen på en Schæfertæve er ca. 2 cm., såret bliver lukket med bare et sting, ligesom man før i tiden stoppede strømper!!! Tråden er selvopløselig dvs. at den falder ud af sig selv efter ti dages tid, normalt er såret lukket efter en 5 dage og så piller jeg tråden ud, hvis det drejer sig om en af mine hunde, dette anbefaler jeg også til andre. Da vi jo opererer hunde uden ejer, gadehunde, så er det jo fint nok, og denne kastration klinik var også mest gadehunde, som blev kastreret. En ung pige, Katia, havde jeg haft kontakt med inden, og hun og nogle naboer havde indfanget 8 gadehunde dagen før, så de var klar til operatonen – dvs. ingen mad og vand i en 12 timer. Katia har ingen transport muligheder, så jeg hentede hende og hundene. Hos en nabo hentede jeg 2 gadehunde og kørte forbi hos Elisa, som er fosterfamilie for en tæve og to katte som hun har opfostret med sutteflaske. Det viste sig dog, at tæven allerede var blevet opereret, og de to misser var endnu ikke fyldt de tre måneder som vi har som laveste alder. Lourdes, som nu har en 45 hunde plus en 20 katte ville også komme, men hun kunne ikke få fanget dem hun havde til operation, da hendes mand ikke var der til at holde resten indenfor området, jeg mødte ham på vejen og sagde “skynd jer at komme med de 7 i har” men Lourdes, den skvaddermikkel, havde lige fodret hundene, så dem fik vi ikke med. Det samme gjorde sig gældende hos en ældre bondemand der ikke var hjemme, og da en af Lalos sønner gik hen for at hente de to tæver, havde konen fodret dem!!!!! Da jeg afleverede Katia med de halvvejs bedøvede hunde, kom der en sød mand, Allan, og fortalte at han havde prøvet i en halv time, at få fat i en gadehund der var i løbetid, men at det ikke var lykkedes. Jeg tog ham ind i bilen, og vi begyndte at lede. I en have så jeg en hanhund der var interesseret i “noget” inde i haven og jeg sagde til Allan, “gå ind og se om hun er der” ??? Det var han ikke meget for, man går ikke ind i folks haver uden tilladelse her i landet, så da han sagde at hun lå og sov, så tænkte jeg, at jeg ville tage skraldet hvis folket ville blive sure!!!Tæven var i mellemtiden vågnet og var ved at stikke af så jeg brugte dæmpende signaler, satte mig forsigtigt ned og begyndte at tale blidt til hende og inviterede hende hen til mig. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre men efter et par minutter kom hun, jeg strøg hende på halsen og fik fat i hende og tog hende op i bilen. Allan og Katia stod med åben mund og polypper , de havde prøvet i dagevis at få fat på hende men da de løber efter hunden i stedet for at lade hunden komme til dem, så er det at de stikker af af pure angst. Nu ved de det, hvilket er godt ,for hos dem, i naboskabet, bliver mange hunde sat på gaden. Den lille tæve var meget sød at se på og dagen efter, har en eller anden adopteret den, ihvertfald er hun ikke set mere…….Denne dag kastrerede vi 22 dyr hos Lalo……, jeg giver ham hundefoder til de 7 eller 8 han har , plus ormemidler etc. og igår sendte jeg Marito af sted for at se om dyrene så fornuftige ud, hvilket de gjorde..Lalo skal man forklare ting og sager “i små bidder” f.eks, at når en hund står bundet, skal den stå i sol og skygge og med friskt vand, og Marito talte med nogle af hans børn som ville sørge for det, jeg har givet ham 8 vandskåle og det kan vel ikke være så svært at putte noget friskt vand i dem!!!

Den næste, private kastration, var hos en kvinde som havde lagt hus til…hun havde en tæve som var kommet løbende til hende, og hun ville gerne beholde den, men kun hvis det blev opereret. Wilma, som er en af Dyrenes SOS’s fosterfamily, lavede kampagnen i den forstand , at jeg sagde til hende at hun skulle gå rundt og spørge hvem der ville deltage sådan at vi havde et nogenlunde antal. Dyrlægen denne dag, var Blas, en meget dygtig og hurtig dyrlæge, som underviser i denne teknik fra USA, rundt omkring i mellem-Amerika. jeg kørte hjemmefra kl. 06.15, havde Sally med, og havde inden da fodret mine egne hunde. Jeg riggede det hele til, denne gang var der fint rent så der var kun at vente til han kom. Blas er en af de sjæle der kommer til tiden, ikke normalt her i landet, på slaget 07.00 var han der. En lille pige, Claudia på 12 år var vores “sekretær”, dvs. hun skrev navne, telefon nr., type dyr etc. op på et stykke papir og modtog de 1000.00 colones fra hver især. Hun er en smart lille pige, skal nok “blive til noget” og det var godt vi havde hende, for han kom uden assistent, ligesom jeg!!! Ergo var vi kun ham og mig, han var under tidspres, jeg havde sagt at vi havde 22 hunde på listen og han regnede med, at det kunne han klare til ca. kl. 1200 hvor han skulle gå. Vi lavede regning “uden vært” for Gud hjælpe mig , om ikke at strømmen gik sig en tur!!!! Meget normalt i Costa Rica men temmelig uheldigt til et kastration hvor dyrene jo skal barberes med maskine på operations-stedet. Stakkels Blas, han har da aldrig knoklet så meget, tror jeg, uden assistent til at forbedøve, give anestesi, barbere, operere og han var venlig nok til også at lægge dyrene til opvågning, hvor jeg overtog. Naah, jeg skulle jo så være assistent, tørre blod af under operation etc. checke dyrene efter operation, fortælle folk om hvad der skulle ske, svare på masser af spørgsmål etc. og hvad skete der så???? Sally var nummer et paa listen og nr. to. en lille hanhund, der bare var SAA bange. Forbedøvelsen gik fint, men annestesien!!! Hans ejer holdt ham men da han bed om sig, slap hun og jeg greb ham i faldet….dumt gjort, Lise, for han leverede lige hele 14 hugtands-huller!!!! De værste 6 gik gennem “marv og ben” i venstre langemand hvor en hjørnetand gik gennem neglen, rev den op og tre i blommen gjorde resten, helt ind til benet. På højre hånd, fik han fat i en vene to steder plus lidt småt-skidteras andre steder, så der var vi vel nok “godt kørende”!!! Det gjorde så djævlens ondt at jeg nær besvimede men fik noget konfitti og en beroligende te. Det blødte og blødte og jeg smurte alle dyrene til med mit eget blod, hver gang de skulle løftes og efterses. Faktisk blødte det i hele to dage, derefter pus i de næste 4 dage, men nu gør det bare lidt ondt, efter 14 dage. Da vi jo var alene, kunne jeg ikke tage af sted til et apotek , så der var ikke andet for, end at holde smerten ud men kl 13.30, da vi var færdige og de sidste hunde og katte var ude af døren, futtede jeg til et apotek hvor apotekeren var ved at besvime over alt det blod. Jeg har jo prøvet det før og måtte nærmest berolige hende, jeg sagde hvad jeg behøvede, antibiotika, cefalexina er hvad man bruger ved bidsår, en tetanus sprøjte, selvom jeg er dækket ind, de varer i ti år men jeg tænkte “dobbelt holder bedre” så jeg snuppede lige en til, noget til at sprøjte i saaret, neobol med presluft, borvand til at tage hævelsen og så kørte jeg i øvrigt hjem med en hånd på rattet, skiftevis, for i den højre havde jeg jo bidsåret i venen og hånden var hævet til det dobbelte på området. Naah, det er jo hvad der kan ske, heldigvis har vi ikke rabies i “mit område” og om et par månder, når neglen er vokset ud, så er det glemt……vi kastrerede 28 dyr……

I går var der kastration i Puriscal hvor den lille gruppe af damer, stod for det hele, ok, under min “umbrella”, (regnskærm), dvs. jeg havde afleveret alt hvad de behøver til dyrene, de skaffede selv dyrlægen , en ung, uerfaren dyrlægedame. Hun har noget med 40 kastrationer “på bagen” men hvordan skal hun få erfaring hvis hun ikke har mulighed for det???Det er ligesom manden der vil have en “erfaren jomfru”, det er vist ikke så nemt!!! Ruth ringede i aftes og fortalte at de havde “fixed” 33 dyr, jeg betaler for 5 gadehunde, som de havde samlet sammen i Puriscal. Carol, som dyrlægen hedder laver ikke de små sår, så i morgen vil jeg ringe rundt til de diverse ejere og høre om dyrene er ok. Har hun “klokket i det” med for store sår og for lidt sting, så vil jeg få det at vide via Ruth og tage det derfra med medicin, hundebsøg etc. Jeg har sagt det før, jeg er faktisk stolt af den lille gruppe af damer i Puriscal, de har erfaring fra en 6 – 7 kastrationer men de fleste med Laura og mig som “ledere” eller undervisere men denne gang ville de ikke engang se “skosålerne af os”, de ville selv og det er lige akkurat det JEG vil, hjælp til selvhjælp, så i fremtiden kan de selv, har de problemer af en eller anden art, kan de jo bare spørge og jeg kan bruge min tid til andre, der endnu ikke kan selv, og hvor jeg blive nødt til at være der, sammen med Laura…..

Bortset fra at passe min “Parkinsson mand” med dårligt hjerte, har jeg masser at lave, folk ringer om alt muligt, jeg aner ikke hvor de har mit telefon nr. fra og troede jeg før at ca 500 folk har mit nummer, så tror jeg nu at det nærmer sig 600…..folk ringer om gadehunde, beder om foder og medicin etc. En vis Mariela har lige ringet igen og hende giver jeg noget foder til en sød hanhund uden ejer. Hun kan ikke betale så det gør jeg. han blev opereret i går i Puriscal og hun har problemer med nogle naboer fordi hunden går ind til dem for at lege med deres to katte. Han gør dem ikke noget, er sikkert vokset op med katte som han har leget med, men de er bekymrede for at han vil bide dem så de kyser ham væk når han kommer. Jeg sagde til hende, at hun skulle sige til naboerne at jeg ville betale for deres to kattes operation mod at de lader hunden i fred, sådan nogle små aftaler har jeg mange af, og det lykkes som regel. Jeg var i Puriscal forleden dag og på henvejen så jeg en stakkels lille, tynd,tynd hounddog-tæve der drak muddervand i vejkanten. It broke my heart men jeg har ikke plads, på hjemvejen så jeg hende igen og gav hende foder, aftalte med en restaurationsejer, at kom hun igen, skulle han binde hende og ringe til mig. Jeg sov ikke hele natten af dårlig samvittighed over ikke at have taget hende med mig, ringede til dyrlægen i Tabarcia, som invilligede i, at tage hende til hun fik det noget bedre, hun så syg ud og jeg kan ikke tage syge dyr hertil, de kan smitte alle mine 28, jeg har i øjeblikket, med et eller andet jeg ikke ved hvad er!!!Marito og jeg tog så dagen efter på “hundejagt”, snakkede med en hel masse om de havde set hende, men forgæves!!!! Jeg tog dagen efter til en ny fostermand og afleverede den lille TIGRA til ham og på hjemvejen så jeg til min store glæde, den lille tæve. Hun travede i vejkanten , jeg stoppede men hun stak af. Ergo måtte jeg prøve med foder, hun var jo sulten, så da hun gik væk fra mig, en ti meter, begyndte jeg at rasle med madposen, brugte dæmpende signaler, kaldte blidt på hende og kastede godbidder i hendes retning hvilket hun misforstod og troede jeg kastede sten efter hende. En hound-dog har jo en god næse, og da jeg forholdt mig roligt, begyndte hun at snuse efter mad og så kastede jeg igen, denne gang lidt tættere og til sidst lagde jeg mad ved siden af mig og vendte ansigtet væk fra hende. Hun spiste, jeg kløede hende lidt på hovedet og tog så fat i hende, forsigtigt, men hun blev bange og forsøgte at bide mig, ikke rigtigt bide men snappe. Nu er jeg jo “vant til den slags” så jeg tænkte, jeg slipper dig ikke, nu jeg endelig har dig og hendes halvhjertede forsøg, kunne ikke overbevise mig, jeg fik hende i bilen hvor hun i øvrigt hylede hendes specielle gøen hele vejen hjem. Her fik hun mere mad, vand og så faldt hun til ro i transportkassen og lagde sig til at sove af bare udmattelse. Om aftenen, ved fodringstid, åbnede jeg buret, snakkede med hende og hun slikkede mig i hele hovedet!!! . Jeg var dog meget forsigtig, for hun ville uden tvivl have løbet 50 km for at finde hjem hvis jeg slap hende fri, og det skærer mig i hjertet, for hvis det havde lykkedes hende at stikke af hjem til det der engang var hendes ”hjem”, så havde man bare taget hende og kørt hende et andet sted hen, for at slippe af med hende endnu engang. Ja, det er takken for at være en trofast hund!!!! Det er altså så trist!!! Nå, dyrlægen fra Tabarcia hentede hende , som aftalt, og hun har det dejligt hos ham, hun spiser fint og med lidt mere sul på kroppen, hun vil blive steriliseret og vaccineret og så vil vi finde en god familie til hende. En trist skæbne mindre i Costa Rica……

Alt for idag, min finger trænger til hvile og jeg til et glas rødvin!!!!! Ha det dejligt allesammen, glæd jer over at jeres donationer går til noget godt…sammen finder vi ud af det ….Tak for det… Knus Lise